MED SMÅ, SPIDSE bølgetoppe ligger det grønne sund og glitrer i morgensolen som et tæppe af glasskår efter en løssluppen fest. Luften er frisk og sprød, hedebølgen er forbi. En lugt af diesel breder sig. Poul Sækmose har tændt motoren, og Duddi, en stumpnæset, rød-hvid slæbebåd, brummer og sitrer, klar til at lægge kræfterne i. Poul Sækmose løsner fortøjningerne, styrer Duddi fra kajen, tøffer forbi en grå flydedok og sejler ud i havnen på udkig efter det seneste års helt store samtaleemne i Svendborg, delfinen Delle, der kan titte op af den grønne vandskorpe, hvert øjeblik det skal være.
Egentlig er Delle, ligesom Technicolor-stjernen Flipper, et øresvin, som svendborgenserne straks tog til sig og døbte Delle, efter at havnens nye beboer viste rygfinnen første gang i oktober sidste år. Siden har Delle hyppigt stukket næbbet frem og smilet til søfolk, stand up paddleboardere og spadserende på havnekajen. Den har fået op mod 8.000 følgere på Facebook i grupperne ’Delles venner’ og ’Vores delfin i Svendborgsund’. Den har trukket overskrifter i medierne – blandt andet efter at den, tilsyneladende i leg, dræbte et marsvin foran måbende turister og lokale på havnen. Og den har fået opført sin egen teaterforestilling, ’En hyldest til delfinen’, med manuskript af blandt andre bysbarnet og De Gyldne Laurbær-forfatter Jesper Wung-Sung.
Poul Sækmose hiver i et håndtag og aktiverer bovpropellen nede i vandet. Manøvren får båden til at rykke fra side til side og plejer at tiltrække det legesyge havpattedyr.
”Det er altid den her båd, den holder sig til,” siger den hvidhårede skipper med de lysebrune øjne og den blå arbejdsjakke. Han er ærøbo og uddannet bygningssnedker, men har arbejdet for vekslende skibsværfter i små 40 år, og i dag er han salgsmanager for Petersen & Sørensen Motorværksted A/S, havnens største tilbageværende arbejdsplads, der for tiden har 100 meter lange tyske Miramar under behandling i sin store blå dok.
Dokken blev i 2015 forskønnet med et 125 meter langt streeatart-agtigt maleri af skibe, svejseflammer, en gigantisk skibsskrue, en gruppe seje historiske værftsarbejdere i blåt lærredstøj, halsbind og bløde kasketter og – naturligvis – Svendborgs byvåben. Og nu ligger den der som et vartegn og et mindesmærke om byens glorværdige maritime fortid.
DET ER 40 ÅR siden, Helmer Hansen begyndte hos Petersen & Sørensen som arbejdsdreng. Efter at have iagttaget hans håndelag sagde direktøren: ”Du skal være skibsmontør.” Og lige siden har Helmer Hansen arbejdet med store skibsmotorer. Skibsmontøren, der stadig har glatte kinder og tykt, strågult hår, funderer over, hvornår han mon kan trække sig tilbage, mens han husker tilbage på sin tidlige karriere.
”Der var gang i den, dengang,” fortæller Helmer Hansen om miljøet på Frederiksø, der med sine kajarealer ligger som et stort, kantet hjerte midt i havnen, forbundet til fastlandet med en dæmning. Det er stadig her, Svendborgs puls som havneby fornemmes, selv om den banker langsommere end i 80’erne.
”Der var vel 800-1.000 ansatte, når der var mest travlt. I dag er det nærmere 100,” siger Helmer Hansen, mens han pakker sin madkasse sammen i frokoststuen, hvor han har spist sammen med en håndfuld kolleger. Dengang var den største arbejdsgiver på havnen Svendborg Værft.
Værftet søsatte Frederiksøs første stålskib i 1907 og klarede sig i løbet af årtierne igennem mangen en overhængende konkurs – i tiden efter anden verdenskrig blandt andet med investeringer fra Arnold Peter Møller. Hans far, kaptajn og skibsreder Peter Mærsk Møller, flyttede i 1884 fra Dragør til Svendborg med hustru og 10 børn, og i 1904 grundlagde han Dampskibsselskabet Svendborg A/S sammen med sin søn. Det, der senere blev grundstammen i den verdensomspændende virksomhed, vi i dag kender som A.P. Møller – Mærsk.
Svendborg Værft overlevede, først og fremmest takket være virksomheden A/S Carl Nielsen, der havde grundlagt sin formue på skibe, der pumper sand op fra havbunden, og som i 1972 købte en stor del af aktierne i værftet og gav det en modernisering.
I 1988 boomede produktionen, da man modtog en bestilling på fire inspektionsskibe fra Søværnet til over en milliard kroner i alt. Men ordrenedgangen i 90’erne blev brat, og i 2001 blev lyset slukket for sidste gang i de gamle værftshaller.
I DAG TÆNDES det igen hver weekend – i sommersæsonen hver eneste aften – når spillestedet og baren Kammerateriet forsøger at få gang i en fest i de historiske lokaler. I år har corona sat grænser for løjerne, og både tarteletfestival og oktoberfest har måttet aflyses. Men der er ingen tvivl om, at morskab og oplevelser er på menuen for fremtidens Frederiksø. Svendborgs byråd fik i 2015 foretaget en undersøgelse, der konkluderede, at Svendborg Havn er et unikt sted i verden med sin blanding af autentisk fortid og levende nutid, men at det kniber med at tjene penge på herligheden. Det kunne man måske løse med et nyt storcenter, men man er godt klar over, at man dermed vil spolere havnens identitet. I stedet regner byrådet for tiden på, hvor rentabel havneøen kan blive med kultur, teater, vandsport, havnerundfarter, lystsejlerhavn, butikker, museumsbygninger og andre tilbud.
Helmer Hansen og hans frokostkammerater hos Petersen & Sørensen håber, at de har en fremtid på Frederiksø, men frygter lidt, at ambitionerne om at gøre Frederiksø kulturlækker stille og roligt vil presse industrierhvervene ud, og at kommunen derfor i sidste ende alligevel kan blive nødt til at blokere udsigten fra havnefronten med dyre ejerlejligheder, når de alligevel ikke tjener godt nok på øens cirka 58.000 kvadratmeter. I det hele taget frygter de, at håndværkere som dem selv snart ender på museum. Som Helmer Hansen siger:
”Vi plejede at sige, at kan du lide at få sorte fingre, og kan du finde ud af at slå et søm i, skal du nok finde noget at lave i Svendborg. Men i dag vil alle have deres børn til at gå i gymnasiet.”
YOUTUBEREN Rasmus Brohave var lidt nervøs, da han efter halvanden måned meddelte sine forældre, at han ville gå ud af 1. g på Svendborg Handelsgymnasium, men han mødte fuld opbakning fra sin økonoma-mor og ingeniør-far. Et par år forinden offentliggjorde han sin første video, hvor han filmede sig selv på sit værelse i Ollerup syv kilometer vest for Svendborg iført kækt højtsiddende kasket og lyserød T-shirt og fortalte lidt om sin seneste uge, hvor han blandt andet havde været i Fælledparken i København og stå på skateboard med en ven. Havde seerne nogle spørgsmål til ham, ville han besvare dem i sin næste video.
Da han gik ud af gymnasiet, havde han 75.000 abonnenter, et par måneder senere 100.000, året efter blev han kåret som årets youtuber ved et gallaarrangement på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i København, og i dag har han 281.000 abonnenter.
”Dem, der ser det, føler, de kender mig. Jeg tror, de ser mig som en virtuel ven eller en virtuel storebror,” siger Rasmus Brohave, der ikke kun optræder på YouTube, men også indimellem medvirker på de mere voksne, landsdækkende tv-kanaler. Sidste år var han vært på TV 2-talentprogrammet ’Danmark har talent’, og engang i fremtiden kunne han godt tænke sig at drive sit eget produktionsselskab ligesom forbilledet Anders Breinholt fra ’Natholdet’.
I mange år fulgte det som en selvfølge med mediedrømmene, at Rasmus Brohaves voksenliv skulle udfolde sig i København, hvor alting sker. I 2018 flyttede han da også til hovedstaden, men efter lidt for mange gange at have mærket, hvordan skuldrene blev glade og afslappede, hver gang han så skiltet mod Svendborg på motorvejsafkørslen, begyndte han at lede efter et hus i området.
Efter 14 måneder i København flyttede han sidste år tilbage til Svendborg-egnen sammen med sin kæreste, og nu står han på Skansen, et naturskønt område på nordspidsen af Tåsinge, med næsen vendt mod Svendborgsund. På den anden side ligger Svendborg bredt ud over de sydfynske skrænter som et hyggeligt patchworktæppe af gule og vinrøde facader og orange tegltage.
Omkring ham står en 4. klasse og smiler til deres lærer, der er ved at tage et billede af dem med sin telefon. Anført at to lyshårede piger har gruppen igennem det sidste kvarter taget fire tilløb til at henvende sig til youtuberen, men de har vendt øjnene bort og er drejet om på hælen, hver gang han kiggede i deres retning.
Normalt har Rasmus Brohave et princip om ikke at henvende sig til folk, der genkender ham. Det kan let blive akavet, hvis de alligevel ikke har lyst til at snakke, men her gør han en undtagelse og hiver plasteret af situationen med et ”hej!”.
”Nu har vi både set Delle og Rasmus Brohave,” siger læreren, efter at hun har dokumenteret mødet med Brohave, der tilfældigvis er hendes egen gamle elev fra Vestermarkskolen i Svendborg-forstaden Vester Skerning.
”Det har været en af mine største drømme at møde ham i virkeligheden,” fortæller en dreng med lange, brune krøller og blå Nike-T-shirt.
”Jeg var ved at bygge en hule nede på skrænten, da en af mine venner sagde, at han var lige ovenover. Jeg troede ikke på ham, men så var han lige der.”
INDE I Rasmus Brohaves SUV er lyden fra trafikken dæmpet. På den anden side af ruderne glider velplejede stråtage, statelige stokroser og nobelt bindingsværk i flaskegrøn og kirsebærrød forbi. Han drejer den sorte Mazda op til et lille, cremefarvet rækkehus, går hen over havegangen, hvor valnøddestore småsten knaser behageligt under fødderne, og tager i dørhåndtaget.
”For nogle år siden var jeg ude i det her område sammen med en kammerat. Jeg sagde til ham: ’Her vil jeg bo, når jeg bliver gammel.’ Og så endte jeg med at købe hus her som 21-årig,” siger han om landsbyen, hvor han har slået sig ned sammen med kæresten Maya.
”Jeg skulle bare have noget ro. Jeg er 80 år indeni,” griner Rasmus Brohave, der serverer boblende vand fra sin Sodastream og sætter ord på noget af det, han havde savnet, mens han boede i København.
”Her kan man godt finde på at hilse uopfordret på hinanden på gaden. Hvis du gør det på Vesterbro, kigger folk underligt på dig.”
Folk i tv-branchen undrede sig over, hvad han havde gang i, da han fortalte dem, at han flyttede tilbage til Fyn. Men de havde også respekt for, at han havde modet til at forlade hovedstaden.
”Ikke at de kunne finde på det selv, men de forstod godt, at jeg har brug for freden,” siger Rasmus Brohave, der efter han flyttede, er blevet hobbyfisker og nyder at tilbringe sin fritid i Svendborgsund i et par waders.
For nylig var han i Skjern, hvor han fangede sin første laks, hvilket naturligvis blev dokumenteret og lagt på YouTube. Med friluftslivet tager han nu revanche for en barndom med mange allergier, der især blussede op, når han var udenfor. I stedet udviklede han smag for at sidde inde foran computeren i sit eget selskab, og det er stadig sådan, han tilbringer meget af sin tid på hjemmekontoret på 1. sal.
Hele hjemmet er stemmestyret af en såkaldt Google-assistent, som man blandt andet kan bede om at slukke lyset nede i køkkenet, hvis man har lagt sig i sengen på førstesalen og har glemt det.
”Jeg er gadget-fan,” siger Rasmus Brohave og giver en demonstration.
”Hey, Google: Tænd rødt lys i køkken,” siger han med tydelig artikulation, hvorved det lyse køkken bliver svøbt i et rubinrødt lys fra de to sorte Flowerpot-pendler, der hænger over køkkenbordet. Han smiler tilfreds og beder Google om at gøre lyset normalt i køkkenet igen.
”Beklager, det forstod jeg ikke,” undskylder robotstemmen.
Rasmus Brohave skifter til normal, gullig stemning. Helt manuelt. Kort efter kører han journalist og fotograf tilbage til Skansen. Da han har sat os af, bliver vi konfronteret af en inkvisitorisk børneflok, der har hørt, at youtuberen var i farvandet, men ikke nåede at se ham:
”Er han kørt?”
”Hvor skulle han hen?”
”Hvor bor han?”
”Jeg vil gerne have et billede med ham, kan du ikke ringe efter ham?”
DER LIGGER ET skydække over Svendborg, men det er tyndt nok til, at et mælkehvidt lys kan sive igennem. Ned over bilerne, der jager af sted over Svendborgsundbroen, og ned på de forladte småveje i den vestlige del af byen, hvor rummelige villaer venter på, at deres ejere skal komme hjem fra arbejde. Ned over de statelige gule pakhuse med deres spidse tage og røde skodder på Havnepladsen og ned på det rustne bolværk på Frederiksø, hvor luften genlyder af bjæffende måger, hammerslag og en højtryksspulet stråle, der rammer et skibsskrog. Det bløde lys finder også vej ud til den grønne bydel Christiansminde i Svendborgs sydøstlige udkant og ind gennem de høje sprossede vinduer i Galleri DGV, hvor et midaldrende ægtepar diskuterer drypstregerne på et maleris kanter.
”Tror du ikke, det er tilfældigt? Det er bare løbet,” siger manden i de vinrøde bukser.
”Nej, det tror jeg ikke, det skal se sådan ud,” siger kvinden med det brune pagehår.
De studerer kunstneren Lars Nørgårds energisk kolorerede billeder, der for tiden er udstillet i den hvide, træbeklædte bygning, der ligger majestætisk på en skråning med udsigt over sundet.
Villa Tårnborg, som huset hedder, er en af tre pragtvillaer, som Weber-familien engang lod opføre. Familieoverhovedet Theobald Christian Weber havde grundlagt sin formue på minedrift i Grønland. I 1866 flyttede han fra København til Svendborg med sin kone og otte børn og købte park- og skovområdet Gl. Hestehave i byens vestlige udkant, hvor han slog sig på frugtavl. De tre villaer Tårnborg, Svea og Bella Vista blev bygget til den voksende familie.
Efter Theobalds død i 1886 overtog børnene og børnebørnene ledelsen af frugtfirmaet og udvidede i 1924 med et mosteri, angivelig Danmarks første, der leverede til blandt andre Christian X.
Men i løbet af 40’erne begyndte indtægterne at falde, aktiviteterne blev solgt fra, og kommunen købte ad to omgange det meste af området. Villaerne kom til at stå tomme og forfaldt, men i 2008 blev Villa Tårnborg købt af Halberg-familien, en af Danmarks 100 rigeste, der er mest kendt for pibe- og rulletobakmærket Mac Baren. De rev de dele ned, der var i dårligst stand, men genopbyggede huset i den oprindelige stil og har blandt andet nænsomt bevaret dets spidse tårn.
”Det er ikke ualmindeligt, at folk snapper lidt efter vejret, når de træder ind hos os. Det er en drivkraft for mig at arrangere udstillinger i den ramme,” siger Lise Lotte Honoré, der er i sort tunika, sorte bukser og sorte løbesko.
Hun har drevet Galleri DGV i Villa Tårnborg, siden Henrik Halberg i 2012 spurgte hende, om hun ikke havde lyst til at bruge lokalerne til en udstilling. Hun havde allerede drevet sit galleri i et centralt beliggende byhus i Svendborg i små 15 år, men Henrik Halberg, der indimellem købte malerier hos hende, mente, at hun måske havde lyst til at prøve nogle lokaler med lidt mere schwung. Som hun siger:
”Det var en once in a lifetime-mulighed.”
En solbrændt mand med granitgråt, italiensk-afslappet hår og Armani-træningsjakke kommer ind på Lise Lotte Honorés kontor.
”Må jeg godt låne dig nede i kælderen?” spørger han hendes assistent, en yngre kvinde med mørkebrunt hår og olivengrøn kåbe. Hun rejser sig fra sin MacBook og følger den potentielle kunde ned i magasinet, hvor der er mange flere værker at bese end dem, der hænger i udstillingen.
”Huset her har givet mig en mulighed for at tiltrække nogle andre kunstnere og et andet publikum. Det er ikke ualmindeligt, at vi har 100 gæster til vores ferniseringer. Det er ret godt, når man ligger i udkanten af Danmark,” siger Lise Lotte Honoré, der er uddannet speditør, men i 1998 kastede sig ud i at drive galleri. De første år tænkte hun ofte, at det ville være nemmere at følge sit kald i København. Men de dage er forbi, siger hun:
”Når jeg arrangerer udstillinger, tænker jeg mest på, hvad jeg selv brænder for, og det er den måde, jeg har opbygget vores profil. Vi er ikke så hippe og vilde. Men det skal man heller ikke være i provinsen.”
I BEGYNDELSEN AF 70’erne ville mange væk fra rotteræset, de dårlige boliger og forureningen i Danmarks største byer. En af dem var Peter Michaelsen, der ikke kom ind på Blaagaard Seminarium i København og skulle finde sin plan B. En ven var flyttet i kollektiv i Vejstrup Ådal og lokkede med grønnere græs og Skårup Seminarium, der lå mellem Svendborg og Vejstrup på Sydøstfyn. Og i 1971 slog han til.
”I efterdønningerne af 60’ernes hippietid ville mange ud at dyrke deres egne gulerødder og finde fri natur, fri kærlighed og fri hash. Et motto dengang lød: ’Ud af by’n – tag til Fyn’. I Svendborg havde man både skov, marker og sundet lige rundt om hjørnet,” siger Peter Michaelsen, der i dag arbejder som skuespiller og instruktør og er formand for foreningen, der hvert andet år afholder festivalen ’Svendborg Dage med Brecht’, en fejring af den berømte tyske dramatiker, der på flugt fra Nazityskland boede i et stråtækt Svendborg-hus i årene 1933-39.
Peter Michaelsen blev færdiguddannet fra seminariet, men kom aldrig i gang med at arbejde som lærer. I stedet blev han engageret i det politiske BaggårdTeatret. Teatergruppen var startet på amatørplan i 1962, og i løbet af 70’erne blev den professionaliseret og turnerede flittigt i Danmark og nåede også til både Cuba og Japan. Men i Svendborgs højere kredse kneb det med anerkendelsen. For eksempel når teatret søgte penge hos kommunen – efter fra scenen at have antydet, at den socialdemokratiske borgmester Viggo Schultz havde korruptionsproblemer.
”Så blev han meget fortørnet. Han sagde, at man ikke kunne komme og bede med den ene hånd, mens man skældte ud med den anden. Desuden var vi nogle amatører fra København. Og han ville have kvalitet,” fortæller Peter Michaelsen over en fadøl serveret i en gulkalket, brostensbelagt gård i den vestlige ende af gågaden Gerritsgade. På butiks- og forlystelsesstrøget kæmper tøjstativer om flisepladsen med restaurationslivets rustfrie stålmøblementer, varmelamper og brogede markiser med Albani-logoer og med grupper af grånende sensommerturister, der drikker skummende øl i eftermiddagssolen.
I huset med den gulkalkede gård ligger i dag burgercafeen Mauritz, der har filialer flere steder på Fyn, men i 70’erne husede bygningerne Den Røde Højskole, der var berømt eller berygtet, alt efter politisk observans. På skolen, der blev startet i 1972 af en håndfuld VS-aktivister med rod i Hellerup-kollektivet Maos Lyst, kunne man op gennem 70’erne og 80’erne for eksempel tage Sovjet-kurser eller følge et BZ-kursus, hvor man skulle ”diskutere oprøret” og blev forberedt på, hvordan man skulle optræde over for politiet under aktioner.
PET aflyttede i perioder højskolen, og i 1979 forsøgte man også at infiltrere den for at undersøge, om der var forbindelse til østblokdiplomater og terrororganisationer. Men PET’s kilde forlod højskolen allerede på sin første dag. Han havde genkendt en gammel skolekammerat blandt eleverne og var bange for at blive afsløret.
PETER MICHAELSEN har flere gange fejret 1. maj på Den Røde Højskole, men var ellers ikke en del af den. Han havde gang i sit eget oprør. Efter at Danmark 2. oktober 1972 stemte sig ind i EF, stiftede han og nogle ligesindede i 1973 protestbevægelsen Befri Fyn, der skulle udgøre et alternativ til den fælleseuropæiske kapitalisme. Navnet var valgt lidt for sjov og skulle ikke opfattes militant. Men de unge mennesker var dybt alvorlige omkring projektet, der blev realiseret igennem kollektivsammenslutningen 2. Oktober, hvor man skulle dele tøj og økonomi og kunne rotere mellem de forskellige arbejdspladser, man ville skabe.
”Vi ville bosætte os, dyrke landbrug, lave teater, åbne spillesteder og publicere avis, og når vi havde vist, hvordan det hele fungerede, skulle det brede sig som ringe i vandet,” siger Peter Michaelsen.
For at det kunne fungere, måtte der rejses en halv million kroner. Nogle af medlemmerne havde kontakt til et udslusningssted i Skanderborg, hvor de skaffede mange af kollektivisterne arbejde, der blandt andet gik ud på at hjælpe narkomaner på afvænning. For pengene købte gruppen syv ejendomme på Fyn og Langeland, hvor de kunne bo og arbejde. De iværksatte en avis, et gartneri, et kooperativ for socialarbejdere, en bogcafé og et vaskeri, der blev til byens mest omtalte spillested og snart måtte finde større lokaler. I 1979 åbnede stedet som Kloster Moster.
”Det skulle være verdens venligste værtshus. Og musikerne elskede at komme der,” siger Peter Michaelsen, der på det tidspunkt ikke længere selv arbejdede for 2. Oktober, fordi han ønskede at bruge al sin tid i BaggårdTeatret, der ikke var en del af kollektivbevægelsen. Men han husker, at svenske Björn Afzelius indspillede en plade på Kloster Moster, og at aarhusianske TV-2 selv anmodede om at lancere deres debut-lp ’Fantastiske Toyota’ på Kloster Moster i 1981.
”De havde nogle persienner hængende ned foran scenen, udtrykket var lidt distanceret. Jeg syntes, det var lidt krukket.”
DA MEDLEMMERNE efterhånden blev trætte af at deles om alting og faldt fra, da de fik lyst til at stifte familie, gik 2. Oktober i opløsning, husene blev solgt, og i dag findes kollektivet kun som en fond, der donerer til folkeligt mobiliserende socialistiske projekter.
Der ligger nu en Heidi’s Bier Bar i lokalerne, hvor Kloster Moster med enkelte tidligere kollektivmedlemmers kraft fortsatte indtil 1990. Men BaggårdTeatret eksisterer endnu, fra 2006 endda som lokalstøttet egnsteater. Og da Ole Hjort i 1987 forlod sit job som forstander på Den Røde Højskole, stiftede han ’Skolerne i Oure’ lidt vest for byen, en institution, mange svendborgensere stadig bryster sig af.
Så hvor er oprøret i Svendborg i dag?
”Jeg ved sgu ikke, om der er så meget oprør,” griner Peter Michaelsen.
SKULDER VED SKULDER med Frederiksøs store blå dok ligger der en lidt mindre, grå og slidt flydedok, der blev fremstillet i Lübeck i 1937. Under krigens afslutning endte den i Danmark, hvor den forblev som en slags krigsskadeserstatning og holdt til i København og Gråsten, inden den kom til værftet i Marstal, hvorfra den i 2018 blev købt af Petersen & Sørensen Motorværksted A/S – og blandt andet blev puffet til rette på sin nye plads i Svendborg Havn af slæbebåden Duddi, som de seneste 10 minutter har ligget lydløst ved siden af de to dokke på det grønne Svendborgsund.
En hvid Bayliner med navnet Juliet glider forbi på højre hånd. Men ingen delfin.
”Det er mærkeligt, den ikke dukker op,” siger Poul Sækmose.
Så tænder han motoren og vender båden.
”Jeg går tilbage igen. Så må vi håbe, det kan passe den.”
Han fører Duddi hen mod Svendborgsundbroens betonpiller. Mere end 30 meter højere oppe drøner bilerne mellem Svendborgs vestlige udkant og Tåsinge. Broen markerer grænsen for, hvor langt Delle gider bevæge sig fra sit tilholdssted længere inde i havnen.
Poul Sækmose stopper Duddi tæt på broen. En brun skygge kommer flydende til højre for skibet. Det er bare et bundt blæretang. Duddi ligger og vugger lidt. Så vender Poul Sækmose båden og trækker et halvmåneformet kølvandsspor hen over midten af sundet.
På venstre side af båden dukker noget lysegråt op på en bølgetop. En mågefjer, viser det sig.
”Det er ikke hvalsafari med garanti,” griner Poul Sækmose.
NOGLE MENER, at det var med hippierne, problemerne rykkede ind i Svendborg. En anden historie, man hører, handler om en gruppe pakistanere engang i 80’erne, der havde gode forbindelser og en god pris på deres varer. Hvad udspringet end var, behøver man ikke at opholde sig længe på Svendborg Station for at iagttage udbrændte blikke, lidt for hastige skridt, håndflader, der mødes for at udveksle små poser, og folk, der udelukkende kommer for at bruge toilettet og kommer ud igen som forvandlede.
Svendborg har et stofmiljø, men det er betydelig mindre hårdt end i Odense, hvor det er præget af indvandrerbander og rockere. Alle kender alle i Svendborg, og folk tager vare på hinanden. Selv de, der har det allerdårligst, mener personalet på værestedet Stenbruddet, som ligger i et lavt baghus på trafikerede Vestergade, og som man når frem til ved at passere forbi værtshuset De Tre Musketerer, der reklamerer med en slags abonnementsordning, hvor man kan få én øl hver eneste af månedens dage for 100 kroner.
Inde bag Stenbruddets sobre, hvide gasbetonfacade lugter der af kaffe fra køkkenet og vaskepulver fra vaskerummet. Billardbordet i opholdsrummet står ubenyttet. På bordene udenfor i den flisebelagte gårdhave svømmer cigaretskodder rundt i magnum-askebægrene efter en regnbyge tidligere på dagen. Det er en død dag på værestedet, men kortvarigt bliver den afbrudt af en hurtigsnakkende eks-misbruger, der er flyttet til Svendborg fra Jylland for at lægge afstand til fristelser og dårlige minder, og som skal nå til et møde om noget retshjælp.
MANGE FLYTTER TIL Svendborg, fordi de har hørt, at det er en god by at bo i, hvis man er i krise. En af dem er Karoline Færing, der har kraftigt farvet rødt hår og markerede skuldre. Hun har boet i København, hvor hun ville uddanne sig til kosmetolog, men havde dårlig selvtillid og blev overvældet over ansvaret, man står med, når man skal hjælpe en kunde med hendes negle, hud eller hår, så hun gennemførte ikke uddannelsen og fik bagefter sværere og sværere ved at passe sit arbejde i en tøjbutik.
I dag er hun diagnosticeret med borderline og er i gang med et såkaldt ressourceforløb, hvor det skal vurderes, om hun kan passe et fleksjob, eller om hun kan få en førtidspension.
”Jeg vidste godt, at jeg havde problemer. Men de var ikke så gode til at hjælpe mig med at finde ud af, hvad der var galt, i København,” siger Karoline Færing.
Mens hun venter på afgørelsen, er hun glad for at have Stenbruddet at smutte forbi, når hun savner nogen at snakke med, eller når hun får lyst til at bruge hænderne og går en tur i keramikværkstedet. Men hun drømmer stadig om at flytte tilbage til København:
”Der er så mange muligheder. Så mange ting at lave.”
Steen Hansen kommer ind med et mundbind hængende om øret og den gråstubbede kæbe blottet – bindet er for varmt, synes han – og hilser på personalet, mens han slår sig ned i en stol i gårdhaven. Han er ikke imponeret af byen, hvor han er født.
”Jeg kan godt forstå, folk synes, den er sjov og hyggelig, men jeg kalder den lille skod-Svendborg! Her keder jeg mig, men i København, hold da kæft, der skete hele tiden noget. Du skulle bare gå ned på gaden,” siger Steen Hansen, der blandt andet arbejdede som flyttemand og dørmand, mens han boede i København.
En eftermiddag, hvor han var på vej til en FCK-kamp, ringede han til sin kæreste, der syntes, han lød brølende beruset. Han havde ikke drukket noget endnu, men syntes godt nok, han havde det lidt underligt. Han valgte at tage på stadion alligevel, og først næste dag søgte han lægehjælp. Det viste sig, at han havde haft en hjerneblødning. Dem har han siden fået tre flere af, og i dag lider han af virus på balancenerven. For et par år siden fik han tildelt et værelse på forsorgscenteret i Svendborg, der ligger på den anden side af gården fra Stenbruddet. I dag er han flyttet i sin egen lejlighed.
”Vi svømmer over af druksteder i Svendborg, så det første stykke tid efter jeg flyttede ind på forsorgscenteret, gik jeg på værtshus hver dag. Men nu er det halvandet år siden, jeg sidst drak.”
LIDT LÆNGERE OPPE ad gaden fra Stenbruddet, i den mere anonyme nordvestlige ende af Svendborg, ligger Radio Diablo i praktisk forlængelse af Svendborg Storcenter og dets mange parkeringspladser.
I et studie står Søren Nørgaard i koboltblå poloskjorte foran mikrofonen. Med den ene hånd skruer den 29-årige journalist på mixeren, med den anden, gestikulerende hånd hakker han huller i luften. Stemmen giver han lidt ekstra luft og varme, mens han fortæller lytterne, at det var Jada, der lige sang nummeret ’Nudes’.
”Senere skal vi tale om normaliserede åbningstider på Langeland Bibliotek. Her får vi lige Black Eyed Peas med nummeret ’I Gotta Feeling’,” siger han, inden han skruer ned for sin egen stemme og giver sig til at synge med på monsterhittet.
Det er fredag eftermiddag på Radio Diablo, der dækker hele Sydfyn med øer, og studieværten holder humøret højt, mens han serverer en blanding af musik og lokale nyheder.
Kanalens ejere sikrede sig sidste efterår den meget omtalte plads på DAB-båndet, som Radio24syv også havde udset sig. Den plads, hvor Radio Loud i dag prøver at tiltrække unge lyttere, men hidtil kun med ringe held. 10.000 ugentlige lyttere har der været, da bølgerne gik højest i august måned, men de fleste uger er der så få af dem, at Kantar Gallup runder ned og tildeler Loud 0 procent af den samlede radiolytning i Danmark. Selv om mange kritiserer Loud, peger andre på, at det er en svær opgave at få unge til at lytte, når de ikke ejer DAB-radioer.
”Det lyder jo åndssvagt med et ungdomsformat på DAB. Men alternativet er, at vi ingenting laver for de unge, og så mister vi dem med sikkerhed,” siger Danny Fobian, der er programchef hos Radio Diablo, og som er den slags menneske, der har svært ved at undertrykke et bredt smil.
I tropisk blomstret t-shirt tager han imod i et mødelokale på Diablo-redaktionen og fortæller , at han ikke selv arbejder for Loud, men føler en andel i at have fået udbuddet til Vestergade i Svendborg. Og han forstår ikke, at det kom så meget bag på størstedelen af mediebranchen, at den mere ukendte udfordrer løb med udbuddet for næsen af Radio24syv. Men så meget desto mere tilfredsstillende er følelsen:
”De grinte af os, de troede, vi var fra provinsen og idioter. Men vi fik dem,” siger Danny Fobian, mens smilet vokser sig endnu bredere.
DANNY FOBIAN er selv flyttet til byen sammen med sin kone Pruksa, som han mødte under et ni år langt ophold i Thailand. Her sendte han som programchef på den Pattaya-baserede kanal Kiss FM, en musikbaseret radio tiltænkt expats – med speak på både engelsk, russisk og thai. Men da militærkuppet var på vej i 2014, besluttede parret at forlade Thailand i en fart.
Så stod Danny Fobian i Danmark uden job og uden penge på lommen, men en kontakt vidste, at de søgte sådan en som ham hos Diablo. Mange venner i københavnsområdet ynkede ham, da han fortalte, at han flyttede til Svendborg. Men efter seks år i byen, som godt nok ikke er helt så livlig som Pattaya, er han kommet til at føle sig hjemme. I højere grad end han nogensinde følte ejerskab over Frederiksberg, hvor han er opvokset:
”Jeg elskede Frederiksberg, men var ligeglad, hvis folk talte grimt om kommunen. Hvis folk siger noget om Svendborg, så får jeg lyst til lige at rejse mig op. Jeg føler bystoltheden.”
Da Radio Loud skulle til at gå i luften, oplevede Radio Diablo en internethetz, der endte med, at kanalen en overgang lukkede ned for kommentarspor på sine sociale medier. For eksempel fik kanalen mange angreb, efter at en Svendborg-kok havde været i studiet for at tale om højtidsmenuer på sin restaurant.
”Så begyndte 24syv-troldene. Det var virkelig ulækre ting, de skrev: ’Der skulle de fandeme ikke spise’ og ’Kan han få kanylen ud af armen’,” fortæller Danny Fobian. På et tidspunkt fik han nok af henvendelserne og begyndte at slå folk op, ringe til dem og bede dem om at lade Radio Diablo være. Som regel var de digitale kritikere undskyldende eller mundlamme, når de blev konfronteret telefonisk.
”Jeg kan ikke være med til, at mine gæster og værter bliver generet. Det er helt ude af proportioner,” siger Danny Fobian. Næsten uden at smile.
LEADGUITARIST Rasmus Hjortebjerg og rytmeguitarist Sebastian Philip Rafn Møller holder hinanden med selskab igennem et distortion-vrængende akkordforløb. Så stikker leadguitaristen af og hiver en klagende solo ud af sine strenge. Trommeslager Sebastian Bergmann griber og tvinger ham ned i knæ og op i tempo med en maskingeværsalve fra stortrommen. Leadguitaristen får lov at hvile fingrene et par takter, mens bassist Benjamin Gedde holder groovet med fortænderne plantet i underlæben. Så driver koklokker nummeret fremad igen.
Det er tidlig fredag aften i den gamle sortgule bindingsværksgård Ribers Gård, der ligger i gågaden skråt over for byens rådhus og rummer spillestedet Harders. Bandet Shred er i gang i et af de tilhørende øvelokaler. Shred, der denne aften ikke har sin forsanger med, fordi han er syg, spiller med egne ord ’stram hard rock’. Nogle gange lyder det lidt som Guns N’ Roses og AC/DC og indimellem som Dizzy Mizz Lizzy.
”Vi opfinder ikke den dybe tallerken. Men vi viser den frem. Og det er en flot tallerken,” spøger Benjamin Gedde, der har intense blå øjne og maori-agtige træpiercinger i ørerne.
Væggene er sortmalede. Nogen har tegnet et hoved på en stage. Men det er ikke Shreds valg, at lokalet skal være så dystert, det er et af de andre bands, der bruger det, der har stået for udsmykningen.
”Vi ville gerne have det malet hvidt, det er så mørkt og trist,” siger trommeslager Sebastian Bergmann med den glinsende mørke pandelok, bandets udadvendte omdrejningspunkt, der elsker Rammstein, er uddannet sælger og har arbejdet nogle år i Elgiganten i Hillerød, men rejste tilbage til Svendborg lige inden forårets corona-lockdown. Nu er han arbejdsløs.
SHREDS HISTORIE på Svendborg Ungdomsskole, hvor et par af de nuværende medlemmer mødte hinanden, da de var 15-16 år gamle, og det stadig kun var forbilledernes covernumre, de spillede. I 2013 begyndte bandet at lave sine egne numre, men rytmen har været ujævn på grund af en hel del udskiftning siden. En af dem, der er kommet senere til, er den nyklippede rytmeguitarist Sebastian Philip Rafn Møller, der ved siden af sit job i den lokale McDonald’s spiller i et andet band ud over Shred:
”Det er ren pop, så det er en sjov kontrast til det her.”
”Jeg talte til hans samvittighed, jeg fortalte ham, at han burde spille noget rock,” griner Sebastian Bergmann, mens musikerne – med undtagelse af rytmeguitaristen – får sig en smøgpause i Harders’ brostensbelagte gård.
De mindes deres hidtidige højdepunkt tilbage i 2017, hvor Shred varmede op for D-A-D i Odense Idrætshal.
”Det var vildt,” siger bassist Benjamin, der er søn af en klassisk guitarist og selv har spillet både violin og klaver som barn, inden han kom på ungdomsskole og faldt for bassen.
”Der var rimelig god fart på dengang,” siger trommeslager Sebastian.
I løbet af nogle år varmede bandet op for Carpark North og The Blue Van og klarede sig godt i flere konkurrencer, blandt andet Emergenza for usignede og upcoming bands, hvor de kom til finalen på Vega i København. Alligevel har Shred endnu intet debutalbum. Lige nu har de indspillet otte numre, der for så vidt snart er klar. Men i skyggen af corona er det lidt svært at regne ud, hvornår det er opportunt at udgive den.
”Vi har faktisk ikke snakket det igennem, men jeg og vores producer tænker, at det er bedre at vente til engang næste år, så vi kan komme igennem alt det her,” siger Sebastian Bergmann.
”Så længe vi ikke ligefrem taber penge på det, tager vi imod de fleste invitationer,” siger Rasmus Hjortebjerg, der tjener sine penge som murer:
”Vi vil så gerne være med til at sætte Svendborg på kortet. Vise, at vi er mere end den der lille sydfynske by. Vi har sindssygt meget kultur. Sindssygt meget musik,” siger han.
Højest på live-ønskelisten ligger den københavnske festival Copenhell.
”Det kunne være fedt at spille dér,” siger Benjamin Gedde.
”Ja, mand!” tilslutter Rasmus Hjortebjerg sig.
Sebastian Bergmann topper:
”Det kunne være det vildeste.”
DUDDI HAR LIGGET på sundet i tre Delle-løse kvarter.
”Man ve’ aldrig, hvornår den kommer op af dybet. I går var den med hele vejen på vores sejltur. Men den gi’er åbenbart ikke i dag,” siger Poul Sækmose og styrer Duddi mod kajpladsen.
Pludselig kløver en blågrå rygfinne vandoverfladen 30 meter foran båden. Så forsvinder den igen, men man kan se en skygge under vandet, der bevæger sig mod os, dykker under båden og forsvinder.
Poul Sækmose vender slæbebåden igen og sejler ud i sundet for at lokke den til at svømme med. Den dukker op og svømmer under vandet langs bådens venstre side som en sølvtorpedo, indtil den forsvinder igen.
Poul Sækmose hujer:
”Nu følger den os!”
Vi spejder forgæves nogle minutter. Da den næste gang skyder op af vandet, er den så nær ved, at man kan mærke skumsprøjtet fra blåsthullet, dens næseåbning i panden, og se dens smilende underbid. Maven er hvidlig og fuld af ridser som et godt brugt skibsskrog.
Øresvinet giver sig nu til at zigzagge rundt om båden og dykke under den fra alle kanter. Så kommer den springende op lige bag os, letter fra vandoverfladen og svæver i luften i en sky af vanddråber. Hovedattraktionen i sit eget delfinarium. Inden den rammer vandet igen, hænger den selvtilfreds dér et øjeblik. Lille nok til at være nuttet. Stor nok til at lave et plask.