KRIGEN HAR IKKE et kvindeligt ansigt. Det slår den hviderussiske nobelprisvinder i litteratur Svetlana Aleksijevitj fast i en af sine mest læste bøger, der netop har den titel og bygger på interview med mere end 500 kvindelige soldater, der kæmpede under anden verdenskrig. En million sovjetiske kvinder deltog i krigen mod tyskerne på lige fod med mænd, men siden blev de nærmest skrevet ud af historiebøgerne, glemt i eftertiden. Eller betragtet med mistænksomhed og ligefrem foragt, fordi Stalin trods mobiliseringen af kvinderne fastholdt parolen om ’Mænd til fronten, kvinder på hjemmefronten’.

Men ”den kvindelige krig var mere skræmmende end den mandlige”, skriver Svetlana Aleksijevitj. Mens mændene fra barns-ben var forberedt på måske at skulle bære våben og kunne gemme sig bag historiens fascination af krig som en ’mandlig’ begivenhed, var de kvindelige soldater ifølge forfatteren i højere grad fanget af andre følelser.

Meget har ændret sig siden dengang, men Forsvaret er traditionelt blevet opfattet som et mandeerhverv, og krig som udtryk for maskulinitetens værste side: aggressivitet. Kvinders angiveligt manglende aggressivitet har, sammen med en angiveligt svagere fysik, historisk været to vigtige indvendinger mod kvindelige soldater og kvindelig værnepligt. Det tredje (mod)argument er, at kvinder skulle ødelægge gruppedynamikken, og at grupper af kun mænd – og for den sags skyld også kvinder – fungerer anderledes end blandede. 

Men hvorfor skal der egentlig ikke være statslig ligestilling i det job, det er at være soldat?

”Vi står i en udfordret situation, fordi Rusland fører en fuldstændig hensynsløs krig i Ukraine,” forklarede forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) om baggrunden for, at et bredt flertal i Folketinget i april vedtog at forlænge værnepligten og at -tvangsindkalde kvinder til militæret, såfremt der ikke er nok frivillige mænd og kvinder til at nå et nyt mål om 7.500 danske værnepligtige. 

Beslutningen er nogle, især en del feminister, uenige i. Som Svetlana Aleksijevitj skriver: ”I centrum stod altid krigens uudholdelighed og modvilje mod at dø, men endnu større var modviljen mod at dræbe, for kvinden er jo den, som giver liv. Skænker livet. Hun bærer det i sig, og hun opfostrer det. Jeg fandt ud af, at det var sværere for kvinderne at dræbe.”

Anika Tronier. Foto: Privat

EN AF DE DANSKE kvinder, der har været i krig, er 40-årige Anika Tronier. Hun bor i Dragør med sin ægtemand og tre døtre og er netop vendt hjem fra Grønland efter at have været vært på optagelsen af anden sæson af Danmarks Radios ’Slædepatruljen’. 

Siden 1950 har soldater på hundeslæde og i makkerpar patruljeret de enorme afstande i det ubeboede Nordøstgrønland og tilbragt nætterne i telte, hvor himmel og jord kan stå i ét, mens temperaturerne kan nå ned til minus 50 grader. Foreløbig helt uden deltagelse af kvinder.

I første sæson af tv-programmet var det udelukkende kvinder, som deltog i konkurrencen om at være med i Slædepatruljen Sirius. Men i denne sæson har der været deltagere af begge køn.

”I specialstyrkerne snakker man om, at kvinderne ødelægger gruppedynamikken, men det synes vi jo ikke helt, vel?” siger Anika Tronier og griner. ”Så vi tager både mænd og kvinder med denne gang. For netop at vise: Okay? Så gruppedynamikken bliver ødelagt af kvinder …?”

Efter gymnasiet var Anika Tronier træt af bøgerne, og da hun var god til sport og idræt og en dag håbede at blive politibetjent, lå det ligefor at benytte værneretten – altså retten til at melde sig frivilligt til Forsvaret. På den måde endte hun som eneste kvinde på det første danske hold soldater i Helmand-provinsen i Afghanistan, hvor der kan blive op til 50 grader i ørkenen.

”Jeg har været i krig, og krig udvasker køn,” fortæller Anika Tronier, der også er mentaltræner samt underviser i Forsvaret, om de fem uger i sommeren 2006, hvor hun deltog i kampene om byen Musa Qala. De længstvarende kampe, som nogen dansk enhed har deltaget i siden 1864.

Danskeren med de grønne øjne og det lange, lyse hår fik tilnavnet ’Combat-Barbie’ af de britiske soldater i den sydlige provins, og den britiske journalist og forfatter Patrick Bishop skrev efterfølgende i bogen ’3 Para’, at Anika Tronier var en ”bemærkelsesværdig effektiv maskingeværskytte”. Og at det blev sagt om hende, at hun aldrig tillod øjenkontakt med en eneste britisk soldat under hele udstationeringen.

”I krig skal du overleve, og så skal jeg love dig for, at en kvinde også bliver aggressiv. Eller kæmper. Lige meget hvem hun er,” siger Anika Tronier.

Titusindvis af kvinder kæmpede som guerillasoldater for Viet Cong under Vietnam-krigen mod USA fra 1961 til 1975. Foto: Vietnamese Women’s Museum, Hanoi

PARTIERNE BAG forsvarsforliget håber, at flere kvinder ligesom anika tronier trækker i trøjen, hvis forligets mål om 7.500 Danske værnepligtige skal nås.

”Der er behov for et bredere grundlag for at rekruttere, der inkluderer alle køn,” har Troels Lund Poulsen forklaret, og Forsvaret ryddede allerede tidligere på året op i listen af krav til de værnepligtige.

Hverken en højde under 155 centimeter, store bryster eller seksuelle afvigelser skal længere forhindre såvel mænd som kvinder i at aftjene værnepligt. Det skete med baggrund i, at over halvdelen af ungdomsårgangene blev kasseret. 

Sidste år, hvor der var blot 11 militærnægtere, aftjente 4.700 unge over 18 år deres værnepligt eller -ret. En fjerdedel af dem var kvinder, og antallet, som møder op på Forsvarets Dag (tidligere kaldet sessionen), har været støt stigende, siden de fik værneretten i 1998. 

Kvinder udgør dog stadig kun en tiendedel af det såkaldte stampersonel – dem, der bliver ansat som konstabler, sergenter og officerer. Ifølge de seneste tal blev hver femte værnepligtige kvinde i perioden fra 2018 til 2020 efterfølgende fastansat mod hver fjerde mand.

Kvinders værnepligt får dog først praktisk betydning, hvis der ikke kommer nok frivillige i de kommende år(tier). I dag er der cirka 35.000 15-årige drenge og 34.000 jævnaldrende piger, og de op til 7.500 værnepligtige skal altså findes i denne flok, når ligestillingen i værnepligten træder i kraft i januar 2027.

”Når der er krig, bør selv kvinder kæmpe,” mente Ho Chi Minh (i midten), der allerede i kampen mod kolonimagten Frankrig (1946-65) mobiliserede særlige kvindelige brigader. Foto: Vietnamese Women’s Museum, Hanoi

KVINDER HAR ALTID deltaget i krige, men de har sjældent været krigens forreste ansigter, og først under anden verdenskrig indgik kvinderne i militære styrker. En kvart million i de britiske styrker, en halv million i de amerikanske og tyske og som nævnt én million i de russiske. Modsat i Den Røde Hær, hvor mange af kvinderne kæmpede ved fronten, var de dog ikke i kamp.

I Den Røde Hær blev den grænse mellem mænd og kvinder, som tidligere kun var blevet overskredet i borgerkrige og partisanbevægelser, ophævet af en regulær hær. Tyskerne betragtede til gengæld ikke kvindelige soldater som en del af fjendens hær, men som såkaldte degenererede eksistenser. Det betød, at kvinderne ikke fik beskyttelse som krigsfanger. De blev enten henrettet, overført til koncentrationslejre eller brugt som tvangsarbejdere.

Efter anden verdenskrig blev kvinder kendt som en del af IDF (Israel Defense Forces) ved staten Israels oprettelse i 1948, og der blev indført værnepligt for dem. Men kvinderne blev udelukket fra kamptjeneste, fordi religiøse grupper modsatte sig, at de bar våben. Det er først i de seneste årtier, at israelske kvinder har deltaget i egentlige kampenheder. I Israel er værnepligten i dag mindst 24 måneder for kvinder og mindst 36 for mænd.  

I Vietnam kæmpede mere end en million nordvietnamesiske kvinder i 60’erne og 70’erne mod amerikanerne i integrerede enheder under mottoet ’Når der er krig, må selv kvinder kæmpe’. Den mest kendte kvindelige soldat i den sydvietnamesiske hær var seniorsergent Ho Thi Que fra Mekong-deltaet, som blev kaldt ’Tiger Lady’. Hun blev i 1965 skudt og dræbt af ægtemanden, major Le Van Dan, som forklarede, at hustruen var gået til angreb med en kniv efter at have fundet ham sammen med en yngre kvinde. Le Van Dan hævdede under den efterfølgende retssag, at det var selvforsvar, og sagde, at ”hendes jalousi var lige så stærk som hendes mod i kamp”.

Senest deltog kurdiske kvinder i kampene mod Islamisk Stat (IS) og anslås at have udgjort en tredjedel af kombattanterne. I Syrien dannede kvinderne i 2013 forsvars-enheden YPJ, som kæmpede ved siden af den mandlige del af hæren (YPG) i Folkets Beskyttelseshær. Mustafa Kemal Topal, som er adjunkt ved Roskilde Universitet (RUC), beskriver i bogen ’Women Fighters in the Kurdish National Movement’, hvordan de kvindelige soldater i Kurdistans Arbejderparti (PKK) til forskel for mændene også har en kønsdagsorden. Kvinderne ønsker med deres deltagelse i krigen ikke blot at befri nationen, men også at forbedre deres egne vilkår i et mandsdomineret samfund. 

I DANMARK ER vi gået noget mindre krigerisk til værks. I 1939 blev det frivillige Danske Kvinders Beredskab oprettet af Indenrigsministeriet for at stå for evakuering af civilbefolkningen i tilfælde af et luftangreb på København. Håbet var, at kvinderne kunne bidrage med noget, som de sikkert var gode til, nemlig at snakke. I hvert fald hed det i et mødereferat, at medlemmerne skulle ”berolige Publikum og tillige give de fornødne Oplysninger om, hvad der sker, og hvad man har i vente – med andre Ord et ’Snakkekorps’.”

Mere end 40.000 kvinder meldte sig i løbet af krigen, beredskabet bredte sig fra storbyerne til resten af landet med lokale underafdelinger, og der blev taget kontakt til de andre nordiske lande og deres lottekorps. Den finske Lotta Svärd-bevægelse var opkaldt efter en kvinde i Johan Ludvig Runebergs digtkreds ’Fændrik Stål’, som fulgte sin mand til fronten og hjalp soldaterne under den finske krig. Medlemmerne af Danske Kvinders Beredskab blev derefter Danmarks Lottekorps, og medlemmerne blev kaldt lotter.

Samtidig var Den Danske Brigade blevet oprettet i Sverige efter den tyske besættelse i 1940, og de kvindelige flygtninge dannede et lottekorps, som stod for at lave mad, gøre rent og store dele af militærstyrkens kontorarbejde.

Chefen for den danske militærlejr i Håtunaholm, kaptajn Helge Jensen, havde ellers den opfattelse, at alt, hvad der risikerede at aflede opmærksomheden fra at uddanne hårdføre, disciplinerede elitesoldater, var en vederstyggelighed. Hvilket ’Marokko-Jensen’ eller blot ’Marokko’, som Helge Jensen blev kaldt efter i sine yngre dage at have tjent i Fremmedlegionen, mente gjaldt kvinder i lejren i Uppland. Da lejrchefen blev påtvunget indkvartering af lotterne, indskrænkede han kvindernes bevægelsesfrihed og lod om natten dobbeltposter patruljere foran indgangen til deres kvarter.

”Sjældent har vist nogen kvindes dyd været så velbevogtet som disse lotters,” hedder det i Knud J.V. Jespersens ’Brigaden – Den danske Brigade i Sverige 1943-1945’.

Danske lotter, 1978. Foto: Erik Kragh/Ritzau Scanpix

EFTER ANDEN VERDENSKRIG fortsatte Danske Kvinders Beredskab med at høre under Indenrigsministeriet, mens Danmarks Lottekorps blev en selvstændig organisation, som ønskede, at kvinder fik mulighed for en karriere i Forsvaret. Ikke forstået på den måde, at kvinderne blev iført kamp-uniformer og eventuelt sendt til fronten, men som dem, der frigjorde mændene fra de hidtidige opgaver bag fronten. 

Indtil 70’erne var det almindeligt, også i kvindeorganisationer, at betragte de to køn som forskellige. Ud fra denne betragtning påtog mænd og kvinder sig forskellige opgaver i samfundet, og lotterne tog sig først og fremmest af de opgaver, som en ’husmoder’ tog sig af derhjemme.

”Det var en åbning for, at kvinderne kunne hjælpe med og være en del af forsvaret,” siger Helle Strandgaard Jensen, lektor i samtidskulturhistorie på Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet, og medforfatter til ’Danmarks lotter – I uniform og forklæde for fædrelandet’. ”Det, at de overhovedet fik lov at træde ind i Forsvaret, var et stort skridt i sig selv. I dag er udgangspunktet til gengæld, at kvinder og mænd kan yde det samme. Man ser på den enkelte soldat, og hvad denne kan yde.”

I 1989 blev Danmarks Lottekorps nedlagt, og året efter Danske Kvinders Beredskab som en konsekvens af ligestillingspolitikken i Hjemmeværnet og Civilforsvaret, som korpsene kom til at høre under. Det gav ikke længere mening med særskilte kvindelige korps, efter at det allerede i 1962 i personelloven var blevet slået fast, at såvel mænd som kvinder kunne ansættes som stampersonel i Forsvaret og altså som konstabler og sergenter.

De første kvindelige konstabelelever blev antaget i 1971, men kvinderne blev ikke ansat i enheder, der risikerede at komme i kamp. En begrænsning, som stadig gjaldt, da kvinder i 1974 fik mulighed for at uddanne sig til officerer.

Men da ligebehandlingsloven blev vedtaget i 1978, blev begrænsningerne ophævet i de følgende år – den sidste i 1992, hvor kvinder fik mulighed for at blive uddannet som jagerpilot. Indtil da havde Forsvaret fået dispensation fra loven, fordi man frygtede, at flyets acceleration skadede kvindens reproduktive organer.

Senest fik kvinderne værneretten i slutningen af 90’erne, og siden 2015 har de fået en invitation til Forsvarets Dag i deres e-boks. I modsætning til mændene har kvinderne hverken pligt til at møde op på dagen eller fortsætte som værnepligtige, hvis de takker ja til tilbuddet. De kan springe fra med en måneds varsel uden grund.

Flagdag for Danmarks udsendte. Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Ritzau scanpix

PÅ TRODS AF kvindernes kamp for at blive ligestillet med mændene i Forsvaret er Dansk Kvindesamfund, som ”arbejder for fuld ligestilling og ligeværd for kvinder og mænd”, modstander af værnepligt for kvinder. Eller rettere sagt: modstander af værnepligt for såvel kvinder som mænd. Ønsket om ligestilling mellem kvinder og mænd i Forsvaret ender i dette tilfælde med at give førstnævnte en pligt i stedet for en yderligere rettighed.

”Det ligger i vores dna, at vi arbejder for fred,” siger Dansk Kvindesamfunds næstforkvinde Helena Gleesborg Hansen med henvisning til, at Dansk Kvindesamfund blev stiftet i 1871 af Matilde og Fredrik Bajer, og at sidstnævnte var veteran fra krigen i 1864 og i 1908 fik Nobels Fredspris for sit fredsarbejde.

I 2000 vedtog FN en resolution om ’Kvinder, fred og sikkerhed’, som første gang slog fast, at kvinder ikke blot skal beskyttes bedre i krige og konflikter, men at de også skal involveres i arbejdet med at forebygge og løse konflikter. Baggrunden var de blodige borgerkrige årtiet forinden i Rwanda, det tidligere Jugoslavien, DR Congo, Sierra Leone og Liberia. Krige, hvor der var utallige eksempler på, at voldtægt og mange andre former for vold mod kvinder systematisk blev brugt som et våben.

”Ultimativt er det (værnepligten, red.) at blive trænet til at slå andre mennesker ihjel og drage i krig, og det er ikke noget, som nogen skal tvinges til,” siger Helena Gleesborg Hansen.

Det lægger Forsvaret heller ikke skjul på trods forsvarsministerens forblommede formuleringer om, at kvinderne resulterer i ”flere kompetencer”, en ”bedre opgaveløsning” og et ”mere alsidigt og mere komplet forsvar”.

”Vi bliver bedre til at løse vores kerneopgaver, når vi har et godt mix af mænd og kvinder,” sagde chefen for Forsvarsstaben Kenneth Pedersen sidste år på Folkemødet på Bornholm under en debat med overskriften ’Machokultur eller hønsegård’: ”Lidt skarpt sagt gør diversitet os simpelthen bedre til at slå ihjel.”

”DER ER EN meget maskuliniseret kultur i Forsvaret, og der har nok været en forståelse eller forventning om, at sådan skulle det også være,” siger forkvinde for Kvindelige Veteraner Karen Philippa Larsen, der skriver ph.d. om Ruslands brug af private militærstyrker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Det er kort inden, at forsvarsforliget bliver aftalt, og forkvinden er netop kommet tilbage fra et møde på Christiansborg med Liberal Alliance om værnepligten for kvinder. Liberal Alliances finansordfører, Ole Birk Olesen, havde skrevet på X, at sønnen, der har meldt sig til Livgarden, er en ”høj og veltrænet fodboldspiller på 86 kilo”: ”Jeg har ingen krav om, hvilket køn hans delingsfæller skal have, men jeg forventer af dem, at de kan bære min søn væk fra slagmarken, hvis han såres, ligesom han kan bære dem væk.”

”Det handler om, at Forsvaret er en institution, som historisk har været skabt og primært har været befolket af mænd,” fortsætter Karen Philippa Larsen, som er tidligere sprogofficer og har været udsendt til Ukraine.

Sidste år viste en undersøgelse, at 32 procent af kvinderne i det danske forsvar inden for det seneste år havde oplevet uønsket seksuel opmærksomhed og chikane. Et tal, der dækker over alt fra nedsættende tale til overgreb. For mænd var tallet 8,4 procent.

Når Karen Philippa Larsen skal sætte ord på mange kvinders møde med Forsvarets maskuline kultur, bruger hun udtrykket ’knappenålsoplevelser’. At blive stukket med en knappenål en enkelt gang er måske ikke så ubehageligt. Men det begynder det at blive, hvis det sker igen og igen. ”Kvinder kan sagtens have en helt almindelig hverdag i Forsvaret og så alligevel på alle mulige måder blive mindet om, at de er noget andet end normen. Det kan være sprogbrugen eller bare det, at kvinderne får komplimenter om deres udseende. Det er jo ikke et problem i sig selv, men det sker bare meget sjældent, at de mandlige kolleger får sådanne komplimenter.”

Tidligere på året blev en mandlig seniorsergent fra Den Kongelige Livgarde idømt 40 dages betinget fængsel og 60 timers samfundstjeneste for blandt andet at have kaldt en kvindelig sergent for ’yngste fisse’.

”Nyeste mandlige sergent blev kaldt ’yngste pik’. Jeg var så ’yngste fisse’,” forklarede kvinden i Københavns Byret. Seniorsergenten har anket dommen.

Dronning Margrethe inspicerer Kvindeligt Flyverkorps, 1978. Foto: Lars Hansen/Ritzau Scanpix

PÅ KASERNERNE HAR det i høj grad handlet om at være stærk og stoisk. Og lade arbejdet komme før familien. Noget, som blev præsent for to et halvt år siden, da billeder af ukrainske fædre, der tårevædede tog afsked med familien, gik verden rundt efter Ruslands invasion. Dagen derpå mobiliserede præsident Volodymyr Zelenskyj landets værnepligtige og medlemmer af reserven og forbød mænd mellem 18 og 60 at forlade Ukraine. Kvinderne kunne derimod tage børnene og flygte. 

Men uden for kasernen er opgøret i gang.

”Der er forskel på, hvordan man er en god mand og soldat inde på kasernen og udenfor,” siger Thit Gaarskjær Jørgensen, der er tidligere sprogofficer, to gange har været udsendt til Afghanistan, og som skriver en ph.d. på Aalborg Universitet med arbejdstitlen ’A Few Good Men – Om gode soldater og gode mænd i Hæren.”

”Der er en gruppe mænd, som stadig lever med de mere traditionelle idealer om maskulinitet. Men samtidig taler de ind i de moderne idealer om faderskab og refleksion over deres følelser og det at være en ligeværdig partner i hjemmet. Man kan se, at de har svært ved at leve op til sidstnævnte.” I Forsvaret har der af samme grund været en tro på, at ligestillingen mellem kønnene efterhånden kommer af sig selv – ikke mindst på grund af den kønsneutrale rekrutteringsstrategi med parolen

’Der findes kun ét køn i Forsvaret, og det er soldat’.

Forsvarets kultur, hvor soldaterne ikke bare bliver bedt om i yderste konsekvens at ofre livet i krigen, men at kæmpe for hinanden, risikerer dog at få kvinderne til at tøve – eller lade være – med at råbe op eller gå til deres foresatte, hvis de oplever problemer. Hvis de bliver chikaneret, får uniformer, der ikke passer, eller mangler sanitetsmidler.

Cecilie Schacht Madsen, videnskabelig assistent på Københavns Universitet, og Mie Madsen, videnskabelig assistent på Steno Diabetes Center Copenhagen, har undersøgt effekten af forsøget på at udviske køn på Forsvarets officersuddannelser. De advarer om, at udviskningen kan blive kontraproduktiv. Det er ikke nok at lade være med at snakke om køn, hvis Forsvarets kultur netop stadig er maskulin. En af de interviewede kadetter i undersøgelsen fortæller for eksempel, hvordan hun fik menstruation under en felttur og fandt det ”bøvlet” at få skaffet sanitetsmidler: ”Det er lidt svært at sige til en mand, jeg ikke kender, at jeg bløder som et vandfald, jeg har virkelig brug for nogle ting.”

”Det endte med at blive et problem, fordi det var en samtale, som ikke var taget forinden,” siger Cecilie Schacht Madsen, der fortæller, at man de fleste steder i Forsvaret trækker kvinderne til side og snakker om menstruation. 

”Hvilket betyder, at det allerede dér bliver et spørgsmål om, at menstruation er noget, kvinderne håndterer for sig selv. Vi mener ikke, at det skal være op til den enkelte kvinde at håndtere et biologisk aspekt, som potentielt halvdelen af Forsvarets ansatte kan opleve under øvelser. Når man har en førstehjælpskasse med alle mulige andre ting, hvorfor er der så ikke også tamponer eller bind i den?”

I SVERIGE BLEV værnepligten suspenderet i 2010, men da den syv år senere blev genindført, gjaldt den nu også for kvinder. Baggrunden var den forværrede sikkerhedssituation og problemer med at rekruttere nok frivillige. Sverige gik dermed i fodsporet på Norge, som indførte værnepligt for kvinder i 2015 (Holland er det tredje land i NATO, som i dag har værnepligt for kvinder).

Dag Ellingsen, seniorforsker og sociolog ved Arbeidsforskningsinstituttet samt professor ved Politihøgskolen i Oslo, understreger, at de fleste værnepligtige, både mænd og kvinder, i virkeligheden er frivillige. Det skyldes, at de i første omgang melder sig som interesserede i at aftjene værnepligt. Modsat Danmark sorterer Norge (og Sverige) i de værnepligtige og optager de bedst egnede. Resultatet er en gruppe motiverede kvinder, som på ingen måde er fysisk svage.

I Norge var 33,5 procent af de værnepligtige således kvinder i 2023 mod 13,6 procent i 2014. ”Hele diskussionen om kvindernes fysik er gledet i baggrunden og er ikke længere et samtaleemne. De har bevist, at de godt kan klare opgaverne. Kvinderne er med andre ord blevet accepteret,” fortæller Dag Ellingsen.

Dag Ellingsen og kollegaen Ulla-Britt Lilleaas har i et forskningsprojekt vist, at det hverken er svært eller medfører en høj risiko for seksuelle krænkelser, når mænd og kvinder bor sammen og deler værelser på kasernerne. Tværtimod. Atmosfæren er blevet mindre seksualiseret, og de flere kvinder giver bedre trivsel blandt de værnepligtige, fordi det er blevet mere accepteret at snakke om personlige problemer og for eksempel føle hjemve. Noget, som gør, at mændene psykisk har fået det bedre. 

Da Sverige genindførte værnepligten i 2018, var 15 procent af de værnepligtige kvinder, et tal, som nu er steget til 20 procent – og håbet er 30 procent i 2030.

”Mange af de problemer, som vi har haft med sexchikane og andet, er faktisk blevet færre, i takt med at der er kommet flere kvinder,” siger Alma Persson, lektor ved Linköpings Universitet, der forsker i køn og identitet i det svenske forsvar.

Kvinderne fortæller, at kønnet betyder så meget mere, når de kun udgør en lille andel af soldaterne. Et problem, Forsvaret herhjemme tidligere har beskrevet som ’akvariefisk-syndromet’, som er bagdelen – og nogle gange også fordelen – ved konstant at være udsat for andres blikke. Ifølge Sanna Strand, der forsker ved Stockholms Universitet i rekrutteringen af kvinder til forsvaret i Norge og Sverige, er det svært reelt at opgøre betydningen af kvindernes indtog. ”Der er nok lige så mange definitioner på krigens ansigt og oplevelser af militærtræningen, som der er værnepligtige,” siger hun.

”Men selvfølgelig betyder det noget, at kvinderne bliver indkaldt, og regeringen ønsker helt klart at sende et signal med værnepligten om, at både mænd og kvinder har ansvaret for at forsvare nationen – og at begge køn kan blive ofret for nationen i tilfælde af en krig. På lang sigt får det betydning for kønsrollerne og potentielt også for ligestillingen i samfundet. Men det sker ikke i løbet af en enkelt nat.”

LARS R. MØLLER husker stadig, hvordan han for et kvart århundrede siden hørte et ”ikke videre politisk korrekt” foredrag af den israelske militærhistoriker Martin van Creveld. Foredraget hed ’Den store illusion – Kvinder i det moderne militær’. Pointen var, at kvinder hverken i fortiden, nutiden eller fremtiden havde noget at gøre i forsvaret. Og hvis kvinderne alligevel var der, skyldtes det, at der ikke længere var nogen fare for et land.

Den 70-årige pensionerede oberst, som i 1994 stod i spidsen for ’Operation Bølle-bank’ i det tidligere Jugoslavien, hvor dan-ske soldater for første gang siden anden verdenskrig kom i kamp, har ’kontortid’ mellem 9:30 og 11:00, mens han går morgentur med schæferhunden Møffe. Resten af dagen er han optaget af at lægge sidste hånd på første del af et kommende tobindsværk om ’Krigens tænkere’.

Lars R. Møller skal først lige have et headset på, så begge hænder er frie, hvis nu hunden får øje på et egern eller en kat på turen. Ellers er Møffe ”fredelig som en marokkopude”.

Han besluttede sig for selv at undersøge sagen, inden han forfaldt til en ”oberst Hackel-lignende” mening, som han siger

I bogen ’Kvinder i kamp’ gør han op med myten om, at krigen har et mandligt ansigt. Hvis mænd oprindeligt var bedre soldater, fordi brugen af et sværd eller en økse afhang af fysisk styrke, ændrede det sig allerede med buen og pilen, og siden har den teknologiske udvikling udlignet kønnenes såkaldte kampevne.

”Jeg opfatter ikke kvinder som en anden race,” siger Lars R. Møller i telefonen.

”Det er jo det, som ligger i spørgsmålet: Den her race, hvilke karakteristika har den? Møffe, han er en schæferhund. Han er vagtsom og kan også skrue bissen på. Men jeg opfatter kvinder som mennesker, og det, man har brug for, er mennesker i Forsvaret. Det helt afgørende for, om mennesker kan være soldater eller ej, er, om de har mod til at trykke på aftrækkeren. Det er det helt afgørende. Modet er ikke en mande- eller kvindeting. Modet er en mennesketing.”

Soldater med forbindelse til Kurdistans Frihedsparti. Foto: Safin Hamid/AFP/Ritzau Scanpix

EFTER AT VÆRE kommet hjem fra Afghanistan cyklede Anika Tronier fra København, hvor hun dengang boede, og ud til Dragør Fort. Fra toppen af fortet, som blev anlagt i årene op til første verdenskrig for at beskytte hovedstaden mod angreb fra søsiden, havde hun udsigt over Øresund, byen, havnen, broen til Sverige, de gamle kanongrave og strandengene.

Afghanistan havde været en anden verden, og Anika Tronier følte sig fremmedgjort over for sine venner. Hendes verden var så anderledes end deres civile. En verden, de havde svært ved at forstå og sætte sig ind i.

I dag har hun ét råd til den kommende kvindelige værnepligtige: ”Stå ved dig selv!” siger hun og smiler.

”Jeg prøvede at være usynlig og gå i ét med væggen. Jeg prøvede at ligne en mand mest muligt og troede, at en god soldat var en, som aldrig bad om hjælp, for så kan man ikke sine ting. Ingen tårer og ingen sårbarhed, for så kan man jo ikke slå ihjel. Og jeg skulle aldrig fejle, for så bekræftede jeg fordommene om, at kvinder ikke var gode nok. Lad være med at efterlade dig selv derhjemme. Husk, at du er kvinde, og stå ved det. Du kan alligevel ikke skjule det, skulle jeg hilse og sige.”