MIN OPVÆKST VAR en meget normal grønlandsk opvækst. Jeg var meget sammen med min familie, min far er konditor og har sit eget bageri, og min mor er fysioterapeut. Vi tilbragte meget tid i naturen med at sejle, fiske og jage. Stå på snowboard og køre snescooter. Første gang jeg prøvede at skyde med et gevær, var jeg ni år gammel, det er også helt normalt i Grønland. Vi stammer jo fra en fangerkultur. Jeg skød ikke noget den dag, skulle bare lære, hvordan det fungerer, og mærke kraften i våbnet.
Jeg går stadig på jagt af og til. Jeg jager rensdyr, sæl, alk, rype. Alt, der smager godt – alle grønlændere har en kæmpe fryser, og mine forældre har to. Ellers fisker jeg, det er meget nemmere lige at finde en halv time til halvanden og sætte mig i min båd og sejle lidt væk. Det kan alle, jeg kender, godt lide. Når man kommer lidt på afstand af byen, bliver det hele renere.
Jeg havde mange forskellige ideer om, hvad jeg skulle lave, når jeg blev stor. Den ene dag tænkte jeg, at jeg skulle være cykelrytter og køre Tour de France. Den anden ville jeg være professionel snowboarder eller fodboldspiller. Da jeg blev større og mere realistisk, tænkte jeg på pilot eller ingeniør.
NÅR VI SKULLE på ferie, tog vi som regel til Diskobugten og besøgte familie og venner. Det er et fantastisk sted. Megaflot, især om sommeren, når havet er helt stille, og du kan se himlen i dets spejl. Der er isbjerge, sæler, hvaler, rejer, helleflyndere. Det er der, alle drømme starter, og virkeligheden slutter. Nogle siger, at det er verdens udkant, jeg siger, at det er verdens centrum.
Men et år tænkte min mor: ”Nu bliver vi nødt til at tage til Europa.Ellers tror vores børn ikke, der eksisterer andet end Sisimiut og Diskobugten.” Så vi tog til Danmark og besøgte de sædvanlige turistattraktioner. Strøget og Tivoli. Indkøbscentre.
Min mor tog familiebilleder, da jeg var barn, og min far havde taget billeder som ung og havde et Nikon-kamera med dobbelt linse liggende, som jeg ikke måtte lege med. Det skabte en fascination. Da jeg begyndte på HTX, overtalte en af mine venner mig til at købe hans kamera billigt, fordi der var en ridse i sensoren. Så der kom en sort stribe i de første mange af mine billeder, inden jeg fik lært at redigere dem i Photoshop.
HVER DAG I tre år tog jeg billeder af mine venner, af hverdagen. I 2009 præsenterede jeg mit arbejde for lederen af et kulturhus i Sisimiut, og hun sagde ja til at lave en udstilling med mig. Jeg brugte hele min børneopsparing på at få printet billederne i Vester Kopi i København og få dem sendt op til Sisimiut. Jeg klæbede dem selv op på pap, det var ikke dem alle sammen, der fik en lige kant. Der kom mange mennesker til ferniseringen, rigtig mange af mine venner, og byens dj spillede. Det var fedt. Bagefter nævnte lederen af kulturhuset en dansk fotouddannelse, Fatamorgana i København. Jeg søgte ind og blev optaget.
Jeg havde meget at udforske, da jeg flyttede til København. Jeg var vild med restauranterne med asiatisk mad, og jeg badede i havnen, så tit jeg kunne komme til det. Jeg var også meget begejstret for de friske agurker og al frugten. Men jeg savnede ordentlig fisk.
Den største forskel på danskere og grønlændere er måske måden, man er sammen på, og jeg havde svært ved at være med i samtalerne, da jeg kom til København. Det er, som om man i Danmark kæmper om at være den talende. I Grønland venter vi, til folk er færdige med at tale. Jeg syntes, det var enormt svært at finde hullet i samtalen, og havde det sådan lidt: ”Hvor er jeg, hvem er jeg?”
I begyndelsen var jeg meget tilbageholdende på skolen. Vi har jo nærmest ingen fotografikultur i Grønland, så når vi blev bedt om at tale om vores egne fotos, vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var bare god til at lave billeder, men jeg vidste ikke hvorfor og hvordan. Det var vel bare et naturligt instinkt.
På Fatamorgana blev jeg bedre til at udtrykke mine følelser gennem fotografiet. Og jeg lærte, hvor vigtigt fotografiet er for samfundet. Da jeg tog hjem, følte jeg, at jeg var nødt til at være med til at skabe en fotokultur i Grønland. ”Hvis ikke jeg tager det ansvar, hvem gør så?” tænkte jeg.
DA JEG KOM hjem, var det, som om Nasaasaaq, bjergtoppen bag Sisimiut og byens kendetegn, var større, end den plejede at være. Efter nogle måneder var den normal højde igen. Det var en målestok for, hvor meget hjemve jeg havde haft.
Jeg lavede et par fotoudstillinger og gav mig til at samle materiale til en dag at lave en fotobog. Jeg søgte ind på ICP, International Center of Photography, en fotouddannelse i New York, som jeg var blevet anbefalet på Fatamorgana. Samtidig søgte jeg ind som elektronikingeniør i Aarhus – fotografi findes jo nærmest ikke som karrierevej – og blev optaget. Men da jeg fik at vide, at jeg var blevet optaget i New York og havde fået uddannelsesstøtte til at tage med, droppede jeg Aarhus. Jeg ville se verden.
Uddannelsen på ICP var meget metodisk. Hvordan printer jeg, hvordan planlægger jeg min arbejdsproces? Hvordan fungerer forskellige redigeringsprogrammer? Jeg blev mere struktureret. Samtidig fik jeg venner fra alle mulige lande. Kina, Japan, Colombia, Brasilien. Jeg spiste virkelig god mad. Jeg hørte en masse musik og så en masse udstillinger.
NEW YORK ER en vild, crazy by fuld af liv og ekstreme personligheder. Det er spændende for en fotograf, og da jeg flyttede derover, troede jeg, at jeg ville blive boende i mange år. Men efter noget tid tænkte jeg, at mine fotografier ville blive pænt ligegyldige, hvis jeg blev der. Byen var fuld af fotografer – og mange, der var bedre end mig. Hvorfor skulle jeg være med i det race? Hvis jeg tager hjem, kan jeg arbejde dybt inde fra mit eget dna, tænkte jeg.
Så tog jeg hjem. Ah, at trække vejret i den friske luft igen! Jeg gik ud i naturen for at opleve stilheden, men al New Yorks larm var stadig inde i hovedet på mig. Kun gradvist kom jeg af med larmen. I New York er der udrykninger hvert 10. minut. Og rotter og kakerlakker og lugtende skraldespande. Da jeg først kom derover, var jeg så imponeret af alting, at jeg ikke kunne lugte det. Men da jeg tog hjem i påskeferien, vaskede min mor alt det tøj, jeg havde med – som jeg lige havde vasket til rejsen. Hun kunne lugte, at det ikke var rigtig rent.
I 2018 UDGAV jeg min første fotobog, en samling af min fars og mors ungdomsbilleder og brevene, de sendte til hinanden, mens hun en overgang boede i Aarhus. Jeg blev sindssygt glad, da jeg fik støtte til bogen.
Jeg er god til billeder, men ikke specielt god til at læse tekster. Måske hænger det sammen med, at det grønlandske sprog er så billedbaseret og funktionelt. Et bjerg får navn efter sin form, mens øjne er ’dem, man ser med’, tæer er ’dem, man kommer ind med’, og fugle er ’dem, der flyver’. Men fotobøger, dem læser jeg, som andre læser bøger.
Min seneste bog hedder ’Necromancer’ og er lavet ud fra et ønske om at genetablere kontakten til den spirituelle verden. Ideen opstod under corona, hvor der var en stemning af, at verden var lige ved at gå under. Hvad gør vi nu, lille du?
TÆNK, HVIS VI havde kontakt til nogen, der kunne rådgive os, tænkte jeg. I gamle dage havde inuitterne jo åndemaneren og en tæt forbindelse til åndernes verden, men med koloniseringen mistede vi den. Vi har for eksempel hjælpeånden Toornaarsuk, der plejede at være vigtig, men i dag bare er et udbrud. Som at sige ’for satan’ på dansk. Jeg har Toornaarsuk tatoveret på armen i Kârale Andreassens streg. Han er en af Grønlands vigtigste kunstnere og blev født i 1800-tallet som søn af en åndemaner.
Og hvordan fotograferer man så det åndelige? Det er et godt spørgsmål. Jeg mener godt, man kan lave fotografier, der indikerer tilstedeværet – eller fraværet – af spiritualitet. I en genstand, et landskab, en person.
Sidste år blev jeg kontaktet af Statens Kunstfond, der sagde, at de havde mig i tankerne til biennalen i Venedig i 2024: ”Vil du ikke komme til København og fortælle os lidt om dine værker?” Der var en slags fremlæggelse med kaffe og croissant. Jeg vidste, at der var flere kandidater, og jeg tænkte ikke, at jeg ville blive valgt, men de sagde ret hurtigt, at de var trygge ved mig. ”Du kan selvfølgelig godt sige nej, hvis du ikke har lyst,” sagde de.
”Fuck,” tænkte jeg. Jeg kunne se, at det var et stort ansvar. For stort. Jeg kunne også se, at jeg ikke kunne sige nej. Hvis jeg gjorde det, ville jeg være den første nogensinde. Og jeg ville gå glip af en gylden mulighed. Jeg græd så meget, da jeg kom tilbage til hotellet.
JEG MÅ IKKE sige så meget om, hvordan udstillingen bliver, men jeg kan love, at det kommer til at se godt ud. Det handler mest om Grønland og grønlandsk kultur.
Efterhånden har jeg fået rejst en del. Og der er mange gode billeder at tage rundtomkring i verden. Men jeg gør det mest for min egen fornøjelse. Som en souvenir. Jeg kender jo ikke de steder og de mennesker.
Jeg synes, man kan se, om en fotograf har brugt sine dage sammen med dem, han fotograferer. Om han har spist sammen med dem, gået på fangst med dem, været en del af deres dagligliv, eller om han bare har været på besøg. Ægtheden opstår, når man bruger tid på at blive en del af det samfund, man skildrer.
Jeg har dog to bogprojekter i tankerne, som ikke er fra Grønland. Et fra København, et andet fra Brasilien. Det sidste er fra en rejse sammen med en fotograf, der hedder Igor Morales, som jeg blev bedste venner med i New York. Han sagde: ”Kom, lad os besøge min hjemby, São Paulo.”
På samme tur skulle vi også besøge hans forældre i en anden by. En lillebitte by, sagde han. Jeg forestillede mig en bygd med 50 mennesker, men der var 90.000, hæ hæ! Det er jo flere end i hele mit hjemland. Men jeg er glad for de billeder, jeg tog dér. Jeg ved ikke hvorfor, det har jeg ikke undersøgt endnu.
