SOM BARN VAR jeg overbevist om, at jeg skulle studere medicin. Både i folkeskolen og gymnasiet var jeg nok lidt af en nørd, fordi jeg vidste, at man skulle have et højt gennemsnit for at blive læge. Men alle mine fremtidsplaner ændrede sig, da jeg rejste til Tanzania i mit sabbatår.

Jeg skulle undervise i kemi og matematik på en lille skole oppe i bjergene og bo hos en værtsfamilie, som arbejdede med landbrug. En af de allerførste dage var jeg med i marken, hvor jeg hjalp med at fange græshopper med net. De talte meget lidt engelsk, så jeg troede bare, at det var en meget ineffektiv måde at fjerne skadedyr på. 

Den aften fandt jeg ud af, at det faktisk var aftensmaden, vi havde indsamlet. De stegte græshopperne på en pande og serverede dem sammen med ugali, en kogt majsgrød. Jeg var meget i tvivl. Jeg havde været vegetar i halvdelen af mit liv, men på den anden side ville jeg jo gerne have den fulde rejseoplevelse.

Jeg endte med at smage græshopperne, det var trods alt bedre end at gå sulten i seng eller kun leve af majsgrød. De var helt sprøde og smagte lidt af rejer. Jeg skulle lige ’sluge’ den synlige del af oplevelsen, for de blev serveret med vinger og ben, men jeg endte faktisk med at spise græshopper tre-fire gange om ugen i et år. 

Jessica og Malena i New York, hvor de mødtes med Claus Meyer og besøgte restauranter, der serverer insekter.

DA JEG KOM HJEM, var min verden vendt på hovedet. Jeg følte, at jeg havde fundet nøglen til vores udfordringer med klimaforandringerne og kødproduktion. Jo mere jeg læste om fordelene ved at spise insekter, jo mere blev jeg klar over, at jeg skulle studere noget, der kunne realisere min drøm om at få verden til at spise insekter.

Et år senere begyndte jeg at studere naturressourcer og miljøøkonomi på Det Biovidenskabelige Fakultet i København, men det var først på min kandidatuddannelse på Cornell University, som ligger små tre timer fra New York, at jeg for alvor begyndte at arbejde med spiselige insekter.

Til daglig forskede jeg i de ernæringsmæssige, klimamæssige og socioøkonomiske fordele ved at spise insekter, og når jeg havde fri, tog jeg på mexicanske restauranter i New York, som serverede insekter. Jeg ville gerne se, hvordan det kunne smage, hvis det blev tilberedt ordentligt.

Energibarer lavet på blandt andet buffalobille-pulver.

FØRSTE GANG HAVDE jeg meget lave forventninger. Jeg frygtede, at det ville være en eller anden sideret med insekter i en skål ligesom i Tanzania. Men så kom jeg ind på en stor, flot mexicansk restaurant, hvor de serverede tacos med en god salsa, lime, avocado og chilimarinerede græshopper, som de kalder chapulines. Det var en sindssyg oplevelse. De var sprøde, stærke, sure og fede. Det var insekterne, der gav hele retten dens fantastiske smag.

Jeg skrev speciale i Kenya, hvor jeg undersøgte, hvordan termitter kan hjælpe kvinder og børn ernæringsmæssigt og hjælpe udsatte mennesker ud af fattigdom. Termitter er fyldt med protein, B12, jern, fibre og fedt. Det kan sammenlignes lidt med at spise kød, fisk og rugbrød på en gang. Jeg studerede luhya-stammen, som har spist termitter i århundreder, og var med ude at finde termitter med lokale – de ligner store myrer med vinger. Man trommer på jorden med to pinde for at efterligne regnen, og så begynder de langsomt at komme ud. Det tog tre timer at skaffe en håndfuld termitter.

Jeg har også været i regnskoven i Peru, hvor de lokale spiser suri, nogle kæmpe, lidt blævrende larver fra palmetræer. De er fyldt med gode fedtstoffer, men det var meget grænseoverskridende. Insekter er ikke bare insekter. Der er nogle, som virkelig ikke smager godt.

På Hey Planets hjemmeside kan man finde hverdagsopskrifter på blandt andet frikadeller, boller i karry, tacos og lasagne – alle sammen med insektkød.

EFTER UNIVERSITETET var jeg besat af ideen om at ændre verdens tilgang til fødevarer. Man kunne ikke have en samtale med mig, uden at jeg begyndte at tale om insekter. Jeg fik arbejde i en virksomhed, som ville importere super foods fra peruvianske bønder direkte til Danmark. Allerede første dag faldt jeg i snak med Jessica Buhl-Nielsen, som havde en CBS-baggrund og havde været med til at lave nogle start-ups. Der gik mindre end 48 timer, så sad vi og diskuterede, hvordan vi skulle starte vores egen virksomhed.

Jessica forstod, at det var bæredygtigt, klimavenligt og næringsrigt, men havde aldrig smagt insekter, så jeg inviterede hende til middag hjemme hos mig. I mellemtiden havde jeg fundet nogle store, hvide voksmøllarver i kødbyen. De afgav en duft af bacon og omelet, da jeg stegte dem på panden, og jeg brugte dem som topping til en cremet risotto. Larverne var stjernen i retten. Hun skulle lige tage tilløb, men endte med at spise op.

Vi var klar over, at det ville være svært at ændre folks opfattelse af insekter. Jeg er selv fra Island og ved, hvor svært det kan være at sætte tænderne i et helt fårehoved. Udseende betyder bare meget. I stedet forsøgte vi at bage og kværne græshopper til pulver hjemme hos os selv. Det var et kæmpe arbejde, vores foodprocessorer gik i stykker, og vores rumboer klagede over lugten. 

Da vi fandt ud af, at man kunne købe græshoppepulver fra Thailand, blev det hele meget lettere. Vi moste det med friske dadler og chokolade og rullede det til små kugler – en slags konfekt. Da vi havde lavet 100 pakker, begyndte vi at sælge til nogle julemarkeder i København til 70 kroner stykket. Vi fik udsolgt og tjente næsten 10.000 kroner. Selvom timelønnen var utrolig lav, var det bevis nok for os. Kort tid efter fandt vi en kontorplads og startede vores firma, Dare to Eat.

FØRSTE SKRIDT VAR at få lovliggjort insekter i danske fødevarer. Jeg vil næsten gerne tage æren for, at insekter er lovlige i danske fødevarer, for i syv måneder ringede jeg dagligt til Fødevarestyrelsen. I mellemtiden havde jeg fundet en virksomhed i Holland, som producerer insektpulver. Jeg fik en masse dokumenter med bakterieanalyser og næringsindhold, som jeg sendte til styrelsen, og til sidst fik vi en specialtilladelse til at importere og sælge insekter.

Vi lejede os ind i et industrikøkken i Sydhavnen i København og gav os til at lave vores dadelkugler i større mængder af fårekyllinge-pulver fra Canada og buffalobille-pulver fra Holland. En dag skrev jeg en meget personlig og inderlig mail til Irma, og to dage senere blev vi inviteret til samtale.

Jeg troede bare, at det var et introducerende møde, men det viste sig at være en forhandlingssamtale, hvor Irmas forhandler nævnte tusind ting, vi slet ikke havde overvejet. Alligevel fik vi en bestilling på 20.000 poser. I flere måneder arbejdede vi 80 timer om ugen. Når jeg kom hjem, kunne jeg ikke mærke mine hænder, fordi vi havde rullet dadelmasse hele dagen.

Nogle måneder senere var vi med i tredje sæson af iværksætter-tv-programmet ’Løvens Hule’. Vi havde fået lavet plancher og skulle lave et minuts pitch, som gik rigtig godt, selvom vi var helt vildt nervøse. Vi konkurrerede mod og slog et andet firma, som arbejdede med hele spiselige insekter i glas. Bagefter skulle vi optage et længere pitch, hvor vi flere gange gik helt i sort, hvilket folk på sociale medier syntes var rigtig sjovt. Det vigtigste for mig var, at vores budskaber kom ud. Vi ville jo aldrig have haft råd til den type markedsføring.

Christian Stadil kritiserede vores navn, Dare to Eat, i programmet, fordi det lød som en sjov ting, man køber i venindegave eller spiser på en polterabend. Det var vi meget enige i, så efterfølgende skiftede vi navn til Wholi. Det er nok en af de største fejl, vi har begået i vores virksomhed. Der var ikke rigtig nogen mening bag, og det styrkede ikke vores budskab. Og der var ovenikøbet et firma med et navn, som mindede om vores, der beskyldte os for plagiat, da vi året efter var kommet ud i 2.000 tyske butikker. Så vi skiftede igen, til Hey Planet. Det holder vi fast i.

I 2019 VANDT vi et stort rejselegat gennem SAS, hvor man også fik mentor-­timer hos Claus Meyer i New York. Dér viste jeg Jessica alle de restauranter, hvor jeg havde spist mine første insekter. Efterfølgende tog vi til Shanghai, hvor vi spiste hvepse, skorpioner og bi-larver hos diverse gadesælgere. Igen måtte vi indse, at insekter, ligesom alt andet, kan tilberedes dårligt. Vores sidste stop var en kæmpestor insektmesse i Wuhan, af alle steder. Men der var stort set ingen insekter at se. I stedet var der forskere og forretningsmænd, som så et potentiale i insekter.

I dag har vi uddelegeret produktionen af vores produkter, så vi koncentrerer os om at sælge og videreudvikle. Vi har barer, knækbrød og vores dadelkugler, som nu er blevet firkantede. Vores seneste produkt er hakkekød af buffalobille-pulver, som vi har arbejdet på i flere år, efter vi fik 300.000 kroner til at lave de første prototyper i samarbejde med Danmarks Teknologiske Institut, som er førende i Danmark inden for insekter. 

Hakkekødet er en blanding af billepulver og ærtepulver, som er meget proteinholdigt.  Blandingen tilføjes den rette mængde vand, så det bliver til en fars. Det lyder meget simpelt, men det var virkelig en besværlig proces at lave kød af insektpulver, forme det og give det den rette tekstur og konsistens. Vi var i kittel og hårnet og brugte en såkaldt extruder, en maskine, der kan lave pulver om til granulat. Det kostede 80.000 kroner pr. forsøg, så vi havde ikke ubegrænsede muligheder for at eksperimentere. 

I fremtiden har de to iværksættere planer om forproducerede kødboller og burgerbøffer af insektfars.

TIL SIDST LYKKEDES det for os, og i dag har vi et produkt med en CO₂-udledning, der svarer til planters, og som er lige så næringsrigt som oksekød og har en umami-smag, som kan være svær at få i plantebaseret kost. Vi kalder det verdens første bæredygtige kød.

Jeg bruger det selv derhjemme til empanadas, spaghetti bolognese, burgere og boller i karry. Men vi er klar over, at det stadig kan ryste nogen, at det er lavet på biller, så vi har lavet et samarbejde med den mexicanske restaurant Sanchez, for at flere kan opleve, hvor godt det kan smage. De bruger farsen i deres tlayuditas, som minder en smule om sprøde, åbne tacos. Bestiller man tlayudita, får man fire variationer, hvor én er med vores insektkød. Derudover arrangerer vi selv små begivenheder, hvor folk kan smage det, og har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger samt en millioninvestering, som gør, at vi kan leve bedre af det. I mange år levede Jessica og jeg af det, der svarer til en SU.

Vores næste projekt er at videreudvikle kødet til danske kantiner. Det kunne være fars til frikadeller med lidt løg og krydderier eller formede burgerbøffer. Men derudover skal produkterne ud over landets grænser. Vi er overbevist om, at det kan gøre en kæmpe forskel for verden.