UNDER ET STORT mørkegrønt tæppe af skyggende bananpalmer står den 42-årige vaniljearbejder Yefusa Kiberi lidt uden for Kampala og ryster på hovedet.

”Vi hører forfærdelige historier om folk, der har fået stjålet deres vanilje. For tre år siden var der en mand, der blev dræbt med en machete. Tyvene kom for at stjæle vaniljen, og de endte med at skære ham i småstykker, da han ville forsvare sin høst,” siger Yefusa Kiberi, der er ansat hos kooperativet Gourmet Gardens tæt på Ugandas hovedstad. 

Og frygten er reel, for den eksotiske og velduftende vanilje, vi oftest forbinder med hygge og smagen af sommerens is og risalamanden til jul, er verdens næstdyreste krydderi, kun overgået af safran. Men selvom vanilje er lige så dyrt som sølv på verdensmarkedet, er vaniljebøndernes indtægt minimal, og en stor del af bønderne lever i fattigdom og med en konstant angst for fremtiden – og nogle gange for deres liv. 

Vaniljens skyhøje priser har gjort de værdifulde bønner til et yderst eftertragtet produkt. Samtidig er den velduftende stang en af verdens mest krævende fødevarer at fremstille – det er en meget langsommelig og besværlig proces at komme fra blomst til bønne – og mange konventionelle vaniljebønder arbejder under problematiske forhold og med meget lav løn. Men at sikre ordentlige forhold for dem, der passer vaniljen i markerne, kan være svært, fordi vaniljens oprindelsessted er svært at spore – den skifter hænder mange, mange gange, inden vi som forbrugere kan købe den færdigforarbejdede vaniljestang.

EN STOR DEL af verdens vanilje produceres i Madagaskar, men vaniljen blomstrer også i andre lande – som eksempelvis Uganda. Ofte er det fattige bønder med små jordlodder og en lille produktion, der sælger bønnerne til mellemmænd, som opkøber vaniljen og sælger den videre. 

”Produktionen af konventionel vanilje hos særligt de små bønder er forbundet med gældskontrakter, røverier, svingende priser, korruption og børnearbejde, og det skaber utryghed, usikkerhed og ustabilitet for dem, der arbejder med vaniljen,” siger Clemens Fehr, der oprindelig er fra Tyskland og har en ph.d. i skovøkologi, men nu bor i Uganda, hvor han driver kooperativet Gourmet Gardens, der blandt andet producerer økologisk og Fairtrade-certificeret vanilje sammen med det danske firma Hansens Flødeis. Clemens Fehr fortæller, at et af de allerstørste problemer er de mange røverier: 

”Prisen på vanilje har været skyhøj, og det har været et stort problem for mange bønder at beskytte deres afgrøder, fordi der er så meget vaniljetyveri.”

Det er derfor almindeligt at beskytte sig med væbnede vagter i kampen mod vaniljerøverierne. Særligt når vaniljen er ved at være moden, er risikoen stor. En øget efterspørgsel på vanilje og de tårnhøje priser har betydet, at der er opstået et illegalt marked for stjålet vanilje, og at vanilje derfor flere steder høstes før tid. 

Hos Gourmet Gardens arbejder vagtmanden Simon Sunday, der beskytter den umodne vanilje med bue og pil.

”Intet arbejde er mere vanskeligt end at vogte vanilje. Vanilje er guld, og når man arbejder med noget så værdifuldt, kan alt ske,” forklarer vagtmanden, der forsvarer vaniljen. 

At hyre profesionelle vagter til vaniljen kræver imidlertid penge, som bønderne ikke altid har. Låner man penge, er renten ofte høj, og der er strenge krav til, at man hurtigt betaler sin gæld tilbage. Mister man vaniljen, eller slår høsten fejl, kan vaniljebønderne derfor blive ekstra sårbare. 

FOR RICHARD SENGENDO, en selvstændig vaniljebonde i området Kangulumira øst for Kampala, er sikkerhed og långivning de største udfordringer ved at arbejde med vanilje:

”Det er umuligt at få et lån, hvis man ikke er klar til at betale skyhøje renter. Problemet med lån er, at det tager flere år, før vaniljen giver penge, og banken kræver tilbagebetaling meget hurtigt. Nu er det snart blomstringstid, og jeg har brug for mere sikkerhed,” siger Richard Sengendo, der selv sover på marken for at beskytte sin vanilje, hvilket både er hårdt og farligt:

”Tyvene kommer bevæbnet med macheter, knive og nogle gange pistoler. Prøver du at forsvare dig, går de til angreb. Gør du ingenting, tager de alt, hvad du har. Siden jeg startede med vanilje i 2008, har jeg haft tyveri 25 gange. Jeg har tabt vanilje for cirka 30-40 millioner ugandiske shilling (omkring 60.000 kroner, red.). Jeg har rapporteret tyverierne til politiet, men de gør ingenting. Det eneste, jeg kan gøre nu, er at sove på marken og beskytte mine planter. Men det er farligt. Malaria er en trussel, og du kan risikere at blive dræbt, hvis tyvene kommer. De kommer her for at stjæle og sælger efterfølgende vaniljen videre til mellemmænd. Det er en ekstremt korrupt branche.”

Banantræer og andre planter yder både støtte og skygge til den sarte vanilje.

Clemens Fehr driver Gourmet Gardens.

VANILJE ER en af de mest tidskrævende fødevarer at fremstille. Fra man planter vaniljen, til man kan høste de modne bønner, går der tre til fire år. I den periode kræver det, at man konstant overvåger og passer vaniljen, fordi den sarte plante hverken bryder sig om direkte sollys eller tørke. 

To gange om året blomstrer den gule vaniljeorkidé, men den er kun åben ganske få timer. Det er i løbet af disse timer, arbejderne omhyggeligt håndbestøver hver enkelt orkidé, hvorefter man ni måneder senere kan høste modne vaniljebønner, som er klar til fermentering. 

Yefusa Kiberi fra Gourmet Gardens fortæller, at vanilje ikke er som noget andet, der vokser: 

”Det er en ekstremt krævende plante, som kræver rigtig meget arbejdstid. Vaniljen vokser som en lian og svinger sig vildt fra marken og op over træerne. Før man begynder at dyrke vanilje, må man derfor have træer, som vaniljen kan vokse på, og også træer, der giver vaniljeplanten skygge.”

Men på trods af besværlighederne i en branche, der er kendt for problematiske arbejdsforhold, blomstrer der også muligheder og jobs i de gule orkidéer. Det mener Anders Hansen, salgsdirektør hos Hansens Flødeis:

”Vaniljens verden er både fuld af skønhed og poesi, men desværre også mørke og triste sider. Mange af arbejderne på vaniljemarkerne er dårligt uddannede, og i samfund med høj arbejdsløshed er de ekstremt udsatte. Derfor er vi med i hele processen og ved, at vores vanilje er dyrket under gode forhold.”

Ifølge samarbejdspartneren Clemens Fehr kan målrettede indsatser og ambitiøse valg minimere risikoen for, at der er børnearbejde, gældskontrakter, uanstændige lønninger og stjålet vanilje blandet i den vanilje og det vaniljesukker, vi køber. 

”Min ambition er at lave den bedste vanilje. Vi har nultolerance over for børnearbejde, og vi betaler vores ansatte og de småbønder, vi arbejder sammen med, en fair pris, ligesom vi har hjulpet dem med at blive økologiske og Fairtrade-certificerede,” siger Clemens Fehr.

Yefusa Kiberi og hans vaniljeplanter.

DER ER MANGE penge i vanilje, og det betyder også, at arbejdet med vanilje burde give muligheder og vækst i lokalområdet – hvis man får styr på farerne forbundet med krydderiets produktion. 

Ordentlig løn og anstændige arbejdsforhold i forbindelse med vaniljeproduktion kan skabe en bedre fremtid for særligt udsatte arbejdere, og det kan gøre hverdagen mere sikker, fortæller Yefusa Kiberi: 

”Vi har både hegn om vaniljemarkerne og et vagthold her på Gourmet Gardens, så vi føler os trygge. Samtidig sætter jeg pris på, at jeg arbejder på en gård, hvor vi arbejder med økologi. Det er meget bedre for vores helbred, og det sparer miljøet for grimme giftstoffer. Min nabo bruger kemikalier, og når det regner, løber det giftige vand over til mit hus,” forklarer Yefusa Kiberi og tilføjer, at arbejdet med vanilje også har givet hans hustru økonomisk frihed:

”De arbejdsforhold har betydet, at mit liv går i den rigtige retning. Jeg dyrker mine egne grøntsager, og det giver mig en ekstra indtægt. For pengene, jeg tjener her, har min kone investeret i sin egen forretning. Hun driver nu en lille lokal restaurant.”

Simon Sunday beskytter vaniljen.

Denne artikel er blevet til som led i projektet #værdifuldvanilje, ’Sorte guldkorn – skygge- og solstrålehistorier i vaniljens univers’ finansieret af Danidas Oplysningspulje og udført af Dansk Initiativ for Etisk Handel.  

“DER ER SIKKERT mange mænd, der godt kan lide de her store biler, og at man skal tage lidt fat, for det er hårdt arbejde nogle gange,” siger 68-årige Dorrit Nødlund og kigger på Mogens Toft Jensen.

Men det var nu ikke kun det tunge køretøj, der trak, da han blev en af de mange frivillige hos FødevareBanken.

”Den simple årsag er, at jeg ikke kan fordrage at sidde stille,” fortæller den 67-årige pensionerede agronom, der sidder bag rattet og styrer kølebilen mod Coops lager i Vallensbæk, hvor de to frivillige skal slæbe kasser, løfte paller og hente mad, der er på vej til at blive for gammel, men som stadig er værd at spise.

Mogens Toft Jensen siger selv, at han var forlovet med sit arbejde i de 38 år, hvor han rejste verden rundt og solgte frø for en af verdens største frøproducenter. Så der skulle ske noget, selvom han var gået på pension. Og da arbejdet i en sprogcafé for flygtninge, formandskabet for en folkemusikforening, medlemskabet af domsognets menighedspleje i Roskilde og indsatsen på mødestedet og den rekreative have Sct. Hans Have ikke kunne sluge al hans tid, blev han frivillig hos FødevareBanken.

Dorrit Nødlund havde det på samme måde. Hun var dansklærer på Sankt Annæ Gymnasiums folkeskole i 34 år. Og da hun skulle pensioneres, kunne hun slet ikke forestille sig, at hun bare skulle sidde derhjemme med fjernbetjeningen.

”Som lærer har jeg været vant til at arbejde med litteratur og bruge hovedet. Pludselig havde jeg brug for at lave noget lavpraktisk,” siger Dorrit Nødlund. 

”Mit frivillige arbejde skulle ikke bare være en fortsættelse af mit arbejdsliv, for så kunne jeg lige så godt have fortsat som lærer.”

FødevareBankens frivillige uddeler mad, der ellers ville blive smidt ud. Maden bliver doneret af en lang række fødevarevirksomheder.

PÅ LAGERET i Vallensbæk sorterer Mogens varerne og inspicerer datomærkninger, mens Dorrit tæller og scanner på livet løs. De skal vide præcis, hvad og hvor meget de tager med, og hvornår det udløber. Det er et krav fra fødevaremyndighederne, at der bliver ført kontrol med, hvor produkterne befinder sig. Så er det lettere at lokalisere eventuelt inficerede varer, hvis der for eksempel pludselig bliver fundet listeriabakterier eller en lille harelort i en sending ribsgelé.

”Det er lidt bøvlet, men det er jo smart nok,” siger Dorrit Nødlund.

De to kører mod Café Paraplyen i Taastrup med bilen fuld af blandt andet bananer, rødkål, mozzarella, rygeost fra Meyers, is fra Ben & Jerry’s, rugbrød fra Irma og sågar et par bakker sushi. De ville også gerne have haft en kasse med piskefløde med, men sidste salgsdato var overskredet, og så må den ikke bruges ifølge myndighederne.

”Det gør jo altid ondt at smide piskefløde ud,” siger Mogens Toft Jensen slukøret.

Piskefløde er da også det første, Kim Truesen efterspørger ved ankomsten til Café Paraplyen. 

Han er daglig leder i cafeen, der primært får besøg af ældre, ensomme og i nogle tilfælde hjemløse.

”Sådan et sted her har ikke den bedste økonomi. Det betyder meget for driften, at vi kan modtage fødevarer på den her måde. Vi skal holde priserne i cafeen på et minimum for vores brugeres skyld,” fortæller han.

BASERER MAN sin menu på overskydende fødevarer, kan det være svært at planlægge, da man aldrig på forhånd ved, hvad der er for meget af. Den hjemlige handel påvirkes af mange ting. Også storpolitik. Engang fik FødevareBanken 26 tons flødeost med chokolade-, blåbær- og vaniljesmag, som Arla ikke kunne eksportere på grund af en russisk embargo. Osten stod pakket i emballage med kyrillisk indholdsbeskrivelse og var klar til at blive sendt af sted. Men så ændrede verdenssituationen sig, og pludselig stod FødevareBanken med flødeost til op over begge ører, som de så kunne køre ud og forsøge at afsætte til diverse bosteder og institutioner. 

Oftere er det dog et bredere udvalg af pastrami, rullepølse, mælk, ost, morgenmadsprodukter, hakkekød og andre almindelige dagligvarer, der enten er ved at ramme sidste salgsdato, har skæmmende folder eller er pakket i forkert emballage, som tilflyder FødevareBanken. 

Hvis der er slåfejl i etikken, vil et produkt ofte blive kasseret, fordi det ikke kan svare sig økonomisk at sende et helt parti frem og tilbage for at få det pakket om. FødevareBankens direktør Karen-Inger Thorsen husker også et tidspunkt, hvor organisationen modtog pallevis af kammerjunkere, fordi producenten ikke kunne garantere, at der ikke lå en pebernød i en af pakkerne.

”Vi tog gladelig imod, men jeg forstår ikke, hvorfor de ikke bare lavede en konkurrence, hvor man kunne vinde en præmie, hvis man fandt en pebernød i sin koldskål,” siger hun.

”Jeg har lært at bruge en palleløfter og en håndscanner,” siger Dorrit Nødlund, der havde lyst til at lave noget lavpraktisk, da hun blev pensionist.

FØDEVAREBANKEN har 19 ansatte i Aarhus, Kolding og København. Derudover hjælper 218 frivillige med at køre mad ud til udsatte i hele Danmark. Dorrit Nødlund og Mogens Toft Jensen har vistnok aldrig kørt sammen før. Måske en enkelt gang eller to, de kan ikke helt huske det. Hun har normalt en ugentlig tur hver torsdag med en anden køremakker.

”Det må gerne være sat i system. Det kan jeg godt lide. Så ved mine børn også, at den dag kan jeg ikke passe børnebørn,” fortæller hun.

På Regnbuehuset i Taastrup efterspørger de økologiske og danske fødevarer. Det er det eneste sted på ruten, der gerne vil have ribsgelé, så de kan lave forloren hare eller farsbrød. Regnbuehuset er et sted, hvor psykisk sårbare voksne kan finde et arbejdsfællesskab og en social omgangskreds. Så snart Mogens Toft Jensen har tilbudt hver vare i vognen, og Dorrit Nødlund har bippet de afsatte ting ud af varelageret, kører de videre.

TRE MINUTTER DERFRA hos Blå Kors tager økonoma Pia Palmer imod. Hun står for madlavningen på stedet, hvor alkoholikere kan komme i dagbehandling i tre måneder ad gangen. Til i morgen har hun planlagt vegetarisk musaka, og hun beder om urter, salat, frugt, grønt og helst noget økologisk. Blåbær fra Sydafrika vil hun ikke have, selvom der er 21 kilo i bilen.

”Men du siger vel ikke nej til is?” spørger Mogens Toft Jensen.

”Jeg tror, de halshugger mig, hvis jeg siger nej,” svarer Pia Palmer.

Dorrit Nødlund deler overskydende mad ud for klimaets skyld. FN vurderer, at madspild står for 7 % af den globale drivhusgasudledning.

BÅDE MOGENS Toft Jensen og Dorrit Nødlund begyndte at arbejde i FødevareBanken, umiddelbart efter de gik på pension. Han har kørt i to et halvt år, og hun har kørt i fem år. Men selvom de på den måde har set undersiden af Danmark og mødt både narkomaner, psykisk syge og ensomme, overrasker det dem stadig, hvor mange udfordrede mennesker, der er i Danmark. 

”Jeg kom fra det mørke Jylland og var slet ikke klar over, at der var så mange socialt udsatte, da jeg flyttede til København i 1974. På et tidspunkt troede jeg, at jeg havde lært de forskellige steder at kende, men så begyndte jeg at køre for FødevareBanken, og jeg skal love dig, at jeg opdagede mange flere. Jeg var ikke klar over, hvor omfangsrigt det er,” siger Mogens Toft Jensen. 

Han fortæller, at dagens tur ikke er så slem. Der er andre ture, der går til hårdere steder, for eksempel Sundholm, et herbergs­center på Amager. Eller Den Runde Firkant, et tilbud til stofmisbrugere og hjemløse på Halmtorvet på Vesterbro.

”Det er virkelig folk, der er ved sidste station. Alligevel kommer de hen og banker på bilen og siger, at vi gør det skidegodt,” fortæller Mogens Toft Jensen. 

Dorrit Nødlund supplerer:

”Pludselig ser man, hvor meget af den sociale hjælp og støtte i Danmark der er betinget af frivillige. Der ville være rigtig mange funktioner, som ellers ikke ville kunne fungere.”  

Mogens Toft Jensen håndterer en lille del af de i alt 1,3 milliarder tons mad, FN vurderer bliver kasseret årligt på verdensplan.

DORRIT NØRLUND har tidligere været aktiv i kommunalpolitik og været med til at starte gruppen Bedsteforældrenes Klimaaktion. På vejen tilbage til FødevareBankens kontor og varelager i Nordvest fortæller hun, at hun netop valgte at beskæftige sig med madspild, fordi indsatsen forhåbentlig kan slå to fluer med ét smæk. Dels hjælper den en udsat gruppe på kanten af samfundet, dels kommer det klimaet til gode, når vi mindsker madspild. Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet tegner madspild i Danmark sig for cirka 3,8 procent af vores CO₂-udledning.

”Jeg tænker også mere og mere over klimaet,” siger Mogens Toft Jensen.

”Jeg flyver ikke meget, men jeg har sagomeleme også fløjet min del. Jeg har faktisk en uofficiel verdensrekord. Jeg har markedsført dansk frø fysisk i 40 lande over hele verden. Det er der ingen andre, der har.”

”Eeeeej, Mogens. Du må klimakompensere,” driller Dorrit Nødlund.

”Ja, jeg har brugt min kvote. Men nu råder jeg bod på det.”

FORESTIL DIG, at du står i grøntafdelingen i et velassorteret supermarked og skal vælge en agurk. Du kender den konventionelle og også den økologiske med det røde Ø-mærke. Men på hylderne er der også en tredje variant: den biodynamiske med det orange og grønne Demeter-mærke. Den er en smule dyrere end både den økologiske og den konventionelle. Men hvorfor egentlig? Er der noget særligt ved den? 

Spørger man Klaus Loehr, chefkonsulent i Foreningen for Biodynamisk Jordbrug, er den biodynamiske agurk produceret i en pagt med naturen, som størstedelen af landbruget ikke har indgået: 

”Man kan sige, at vi har en mere åndelig tilgang, end man har med det naturvidenskabelige natursyn, som ofte præger det konventionelle landbrug. Vi tror på, at alt levende har en ånd og en intention. Det gælder både planter, dyr og mennesker.”

Landsforeningen, som organiserer de omkring 50 biodynamiske landbrug og gartnerier i Danmark, oplever i disse år en markant interesse – både fra landmænd og forbrugere – for at producere og købe biodynamisk.

”Vi kan slet ikke nå at producere fødevarer i det tempo, de bliver efterspurgt. Vores største udfordring er at blive i stand til at producere i større mængder,” siger Klaus Loehr, der ud over sit arbejde i landsforeningen er formand for ’Gartneriet Rødmoses venner’. Rødmose er et biodynamisk gartneri 10 kilometer nord for Vejle, og ’vennerne’ er en gruppe frivillige, der hver tirsdag hjælper til på gartneriet, blandt andet med at luge.

Efterspørgslen til trods er branchen herhjemme stadig lille, ”så man er nødt til at have flere kasketter på samtidig,” forklarer Klaus Loehr. 

PÅ RØDMOSE producerer man årligt mere end 50 forskellige slags grøntsager og frugt på cirka 10 hektar jord, og her ser ud, som landbrug gjorde for 50-60 år siden i Danmark. Ved siden af indkørslen rejser der sig en høj kompostbunke, og bag den leder et bælte af vilde markblomster frem til en række små jordlodder. På den ene jordlod går der køer, på den næste vokser rækker af kål, porrer, bønner og jordbær side om side. På en tredje står der frugttræer, hvorunder der lever et mindre hønsehold. På en fjerde ligger jorden brak. Alt sammen omkranset af levende hegn. Rødmose har endda en sø, hvilket ifølge Klaus Loehr er godt for biodiversiteten.

”Og det er det, det hele handler om. Når der er vand, kommer der flere insekter, og med insekterne kommer der fugleliv. Og så har vi frøer, som vi kan høre kvække om aftenen.”

I centrum for det hele ligger gartneriet, som består af to drivhuse, der opvarmes af solen. Herinde gror der auberginer, tomater, peberfrugter, agurker, salathoveder og blomster. Alle varer bliver enten solgt ved gartneriets vejbod, på torvedagen i Vejle hver lørdag eller engros til restauranter. Derudover huser Rødmose to heste, to moskus­ænder og en 50 år gammel traktor af mærket Porsche. ”Den er stabil,” forklarer Klaus Loehr, ”og så er det jo dyrt at købe en ny. Maskiner går vi ikke så meget op i.”

Det er gartner Endrik Maat, som ejer og driver Rødmose til daglig, og han vedstår gerne, at ”vi biodynamikere er lidt underlige. Vi tror ikke på, at man kan regne sig frem til, hvordan vi får det mest optimale ud af jorden.”

At være ”lidt underlig” betyder for eksempel, at det biodynamiske jordbrug fungerer som et lille, selvforsynende system, der hverken indkøber foder eller gødning udefra – et krav, der ikke er til økologiske landbrug. På Rødmose spiser køerne på marken det foder, man selv producerer, og samtidig leverer de gødning til drivhuset. Det er faktisk et krav for biodynamiske landbrug på mere end fem hektar, at de skal have dyrehold – igen et krav, som økologer ikke skal opfylde.

Ud over at levere gødning giver dyrene liv på gården. Et aspekt, som både Endrik Maat og Klaus Loehr lægger stor vægt på. Biodynamiske landbrug skal være steder præget af liv og helst repræsentere det modsatte af det, de begge kalder for ”grønne ørkener” – ensartede kornmarker, kunstgødede og uden ukrudt efter brug af sprøjtegifte. Steder, hvor biodiversiteten ifølge de to biodynamikere er cirka den samme som på en stenterrasse.

Endrik Maat holder torvedag i Vejle. Hollænderen kom til Danmark i 1989 og overtog kort efter forpagtningen af Rødmose.

ET SCHWEIZISK STUDIE, der har kørt siden 1978, har sammenlignet henholdsvis konventionel, økologisk og biodynamisk dyrknings indvirkning på både niveauet af klimagasudslip og biodiversitet. Resultaterne viser, at økologisk, men især biodynamisk dyrkning sænker klimapåvirkningen og løfter biodiversiteten markant. De biodynamiske jordlodder udledte blot halvt så meget lattergas – en kraftig klimagas – pr. hektar som de konventionelle lodder. 

Så på den ene side kan det lyde, som om biodynamikken leverer det store forkromede svar på, hvordan vi skal producere fødevarer og redde planeten på samme tid. På den anden side er udbyttet 20 procent lavere på både de økologiske og biodynamiske marker, og heri ligger måske det største problem for biodynamikerne: Kan det overhovedet lade sig gøre at brødføde verdens befolkning, der bevæger sig hastigt mod 10 milliarder mennesker, med biodynamiske fødevarer, hvis biodynamikerne i Danmark ikke engang kan følge med efterspørgslen, som den er i dag?

”Jeg tror faktisk godt, det kan lade sig gøre, hvis vi indstiller os på en anden diæt. Men det er hele systemet for fødevareproduktion, der skal ændres. Vi skal alle sammen spise langt mindre kød og langt mere sæsonbestemt,” siger gartner Endrik Maat, der mener, at biodynamikken står sig godt på den lange distance, selvom den måske halser efter forbrugstempoet nu og her:

”Biodynamikeren fokuserer på at dyrke balanceret, så vi ikke udpiner jorden. Vores perspektiv rækker mange årtier ind i fremtiden. På nogle af de store gårde i Tyskland, der har dyrket biodynamisk i op til 80 år, er jordens kvalitet lige så god, som hvis du ikke havde dyrket den overhovedet, nogle steder endda bedre. Så det handler om at dyrke holdbart i længden. Med den måde, det globalt set kører på i dag, bliver jorden udpint år for år. Og en udpint jord kan heller ikke brødføde nogen.”

FOR OMKRING 100 år siden introducerede en række godsejere, der lod sig inspirere af den tysk-østrigske pædagog og samfundstænker Rudolf Steiner, den biodynamiske bevægelse i Danmark. Steiner udviklede principperne for biodynamisk jordbrug som en del af sin holistiske vision for hele samfundet. For Steiner var biodynamikken blot en naturlig forlængelse af hans bestræbelser på at skabe et verdenssamfund i balance – både pædagogisk, økonomisk og socialt. Her spillede balancen med naturen også en central rolle, og det er netop grundstenen i den biodynamiske bevægelse. 

”Det handler om at nedbryde skellet og erkende, at naturen ikke er noget andet. Vi er naturen,” siger Endrik Maat.

Den biodynamiske bevægelse er mere end blot en række lidt flippede dyrkningsteknikker, men i lige så høj grad en slags naturfilosofi. En filosofi, der trækker mennesket ned fra den rolle som naturens betvinger, vi har befundet os i siden industrialiseringen i 1800-tallet.

I den forstand søger biodynamikken – og Steiner-bevægelsen generelt – tilbage mod en tilstand fra før moderniteten. En tilstand, hvor mennesket måtte tilpasse sig de samme vilkår som alle andre dyr – og planter.

Gartneriet Rødmose har været biodynamisk siden 1978.

Den tankegang tiltalte og inspirerede den danske adel omkring år 1900. Spørgsmålet er, om biodynamikken stadig er forbeholdt de få – dem, som har råd til at betale ekstra for de nænsomt dyrkede fødevarer.

”Jeg ser os selv i forlængelse af øko-bølgen, som jo er ganske bred og har fået godt fat i en stor del af den danske befolkning. Kriterierne bag det røde Ø-mærke kommer oprindelig fra biodynamikken. Vi er nok stadig et smalt fænomen, men jeg fornemmer, at det ændrer sig i disse år. Vi har medvind,” siger Klaus Loehr.

Men risikerer I ikke at blive overskygget af Ø-mærket, som alle kender?

”Det frygter jeg faktisk ikke. Jeg tror, at interessen for økologi betyder, at flere også vil interessere sig for biodynamik. Økologi er første skridt. Biodynamik er på sin vis bare en endnu mere økologisk udgave af økologi. Jeg fornemmer, at der er mange nysgerrige forbrugere, som vil søge videre og lede efter noget, der er endnu bedre for jorden.”

NOK HAR DE biodynamiske dyrkningsmetoder videnskabens ord for, at den sikrer større biodiversitet og lavere klimabelastning, men hvad med selve fødevarernes kvalitet? Er der forskel på, hvor sund en biodynamisk agurk er over for en konventionel? Og hvad med smagsløgene, kan de mærke forskel?

Der er faktisk lavet forsøg, som har undersøgt, om biodynamiske fødevarer har en højere kvalitet. Agronom, ph.d. Jens-Otto Andersen fra Biodynamisk Forskningsforening (ja, sådan én findes der) har udført et forsøg med netop agurker. Kort fortalt gik det ud på at skære en række biodynamiske, økologiske og konventionelle agurker i skiver, pakke dem ind i plastfilm og lade dem ligge i 20 graders varme i 12 dage. Efter de 12 dage blev agurkerne pakket ud igen, og deres ’vitalitet’ blev målt: Agurkerne blev lagt vandret i et stativ, og det blev noteret, om de var vokset sammen igen og kunne ’holde sig selv’ uden at falde til jorden. Resultaterne viste, at de biodynamiske agurker i gennemsnit kunne holde sig selv i godt 26 dage, mens gennemsnittet for økologiske var godt 18 dage og for konventionelle godt 14. Der gik med andre ord næsten dobbelt så lang tid, før den gennemsnitlige biodynamiske agurk var rådnet, sammenlignet med den gennemsnitlige konventionelle. Forsøget er et hjemmebrygget eksperiment og ikke stringent naturvidenskabelig forskning. Det er blot tænkt som en måde at vise, at der er forskel på de fødevarer, som de forskellige dyrkningsmetoder frembringer.

Kvalitet kan skyldes mange forskellige ting – og konventionelle fødevarer kan sagtens have en høj kvalitet – understreger landsforeningsformand Klaus Loehr:

”Men når vi eksempelvis oplever så stor interesse fra kokke på gourmetrestauranter, er det jo ikke, fordi de er dedikerede til den biodynamiske sag. De køber ikke vores varer på grund af en overbevisning, men på grund af smagen. Hvis konventionelle grøntsager smager bedst – hvilket de nogle gange gør – vælger kokkene dem. Vi kan bare mærke, at der er en stor interesse, og det må jo betyde, at biodynamiske varer har en høj kvalitet.”