Indlæg

Skousen was here

Han sad på Kulturministeriets trappe, da de danske kulturpinger røg demo-hash, han var protestsanger på Frue Plads, og han optrådte på den allerførste Roskilde Festival. Senere så han det hele slutte og skrumpe ind i 80’erne og 90’erne. Men mere end 50 år efter ungdomsoprøret er NIELS SKOUSEN tilbage igen. Anerkendt af både gymnasieelever og de gamle 68’ere.
Tekst:Mette NexmandFoto:Martin Bubandt

1. MAJ 1966 omkring klokken 20 trådte en bleg, duknakket amerikaner med folklore-krøller op på scenen foran en udsolgt sal i K.B. Hallen på Peter Bangs Vej på Frederiksberg. Han havde en polkaprikket skjorte og brokadejakke på. Minen var beklemt, som om han rugede over hele menneskeheden, og næsen satte et komma over mundharmonikaen, der var anbragt på skulderstativ.  

Det kostede 40 kroner at komme ind til Bob Dylans første optræden i Danmark, sangskriveren og senere Nobelpristageren, der efter manges mening aldrig siden er overgået som poet.

Koncerten var delt op i to sæt, et akustisk og et med The Band. 

På de forreste pladser sad man på cafeteriastole. Blandt de siddende var der damer med stivede skørter og enkelte kontornussere, overvintrende fra 50’erne med pibe, blazer og hvid skjorte. Men det stående publikum udstrålede en anderledes selvfølelse, en form for blomstrende mystik. Der var farver på disse rækker, orange, rød, lilla, man trak en afghanervest over skjorten, havde en gøglerven, der havde skaffet en cirkusjakke. Det var hippie-bræmmen.

Her stod den 22-årige Niels Skousen. Køn og mørkøjet, hans hår halvlangt som Dylans, men mere rundbørstet og i retning af en lutheransk page. Han var også glad for flamboyante skjorter.

”Aftenen står stadig frisk i min erindring. Koncerten ændrede mit liv. For mig var det overjordisk, at nogen kunne skrive så poe­tisk og vedkommende med en elektrisk guitar. Og selvom jeg stod langt tilbage i salen, fik jeg hans udstråling lige i hovedet. Pludselig syntes jeg, at denne scene med orkester og forstærkere havde en skønhed, der var mere relevant end andre scener. Det var en direkte henvendelse fra ham til mig, som jeg havde længtes efter – uden at vide det. Jeg vidste, at dette ville jeg bruge mit liv på.”

52 ÅR SENERE, i april 2018, står Niels Skousen på en forsigtig forårsdag atter på Peter Bangs Vej. Mange forbipasserende genkender ham tydeligvis, men reaktionen er ofte forvirring: Hvor er det nu, man har set det ansigt før? Det uudgrundelige, flyvske smil? ’Matador’? 

Han er fornuftigt klædt, herreekviperet, men skutter sig på grund af den forræderiske blæst, som bare ikke vil tage af, og måske også, fordi minderne er lidt overvældende. 

Foran ham er K.B. Hallen omsider ved at rejse sig fra sin brandtomt. Signaturen, de buede tagkonstruktioner, tager form over byggegrunden. Nu skal her være eventcenter. 

Da K.B. Hallen brændte ned natten før en erotikmesse i 2011, sank det omkringliggende kvarter i knæ stemningsmæssigt. Bygningen var et af byens mest toneangivende kulturhuse, som blandt andet trak 60’ernes og 70’ernes internationale rock- og folkemusiknavne til Danmark. 

Nu vånder det gamle skævvredne kvarter mellem Frederiksberg og Vanløse sig næsten under al denne senmoderne foretagsomhed, og det er svært at forestille sig stedet som kulturelt arnested. Men det var hér, det skete for Niels Skousen. 

”K.B. Hallen var noget helt specielt i sin smukke fremtoning. Stedet er forsvundet, bygget om, revet ned, men det, der skete her, lever stadig – ikke som nostalgi, men som en følelse, jeg stadig kan trække på,” siger Niels Skousen, der mener, at han fik sin åbenbaring alt for sent i livet.

”Det var først som 22-årig, at jeg begyndte at øve mig på guitar. Hvad ligner det? Jeg er langsom i optrækket. Men derefter sad jeg så og høvlede på den hver dag med et nodehæfte og Dylans ’Chimes of Freedom’.”

Han spillede fingrene til blods på en billig og – ifølge ham selv – elendig western-guitar, som var blevet bragt til ham i en stor trækasse. Han anskaffede sig samtidig en Herofon Garrard-grammofon og Bob Dylan-albummet ’Another Side of Bob Dylan’, som blev slidt op af sin nye discipel.

Dagene i midten af 60’erne gik med at spille avantgardeteater på Studenterscenen og i Collagetruppen, spise franske flutes med marmelade og ost. Og øve akkorder.

Niels Skousen havde på det tidspunkt boet nogle år i hovedstaden på et værelse med tekøkken og udsigt til Sortedamssøen. Skousens teaterdebut var rollen som ’en skøges døde elsker’ i en Jens August Schade-opsætning. Det var intellektuelt og fint nok. Men der manglede noget:

”Jeg havde brug for musikken, dén musik, som Dylan repræsenterede, for at samle mit verdensbillede. Alt det, som var en del af mig, jazzen, litteraturen. Alt det tog jeg med over i den nye tid. Jeg følte ingen tvivl efter den aften i K.B. Hallen. Derefter sejlede jeg på den flod.”

Skousen foran sit sommerhus på Møn.

PAGEHÅRET og de spraglede skjorter er for længst afviklet, og Skousen fremstår tidløs med uldfrakke og pullover, mens et par Doc Martens-støvletter viser en kunstners latente designbevidsthed. Han har en optimistisk gang, en geskæftighed og fjedren, som om der venter noget godt omkring hjørnet. Et aktivt og sundt menneske med et liv, der ikke kræver overvindelse. 

Samtidig er der dog den ældre mands knæk i ryggen og et lidt verdensfjernt ansigtsudtryk med tunge øjne, der let løber i vand. En stok med sølvknop kunne godt komme ind i billedet og måske en sixpence som den, Klaus Rifbjerg altid bar på sine ældre dage.

Niels Skousen hilser høfligt og smilende, er til stede i samtalen, men foregiver heller ikke noget. Hvis han allerede har været omkring et emne i sine sangtekster eller i sin selvbiografiske roman, er det tilsyneladende lidt svært for ham at jokke rundt i det igen. Skousen har ikke behov for at leve op til sit image som ordkunstner. På en måde indkapsles Danmarks historie i hans – og omvendt. Det krydrede pust af ungdomsoprøret i 60’erne, de gakkede 70’ere, de glatbarberede 80’ere, de ironiske 90’ere og 00’erne, som ingen rigtig ved, hvad de skal mene om. 

Og i nutiden, hvor et behov for ’den direkte henvendelse’ fra menneske til menneske tilsyneladende atter er vækket. 

Dén kan Niels Skousen levere. Efter en pause på 20 år genopstod han i 2002 som musiker og har siden haft stor gennemslagskraft hos anmeldere og publikum, ikke mindst de helt unge. 

I maj 2018 indledte han en danmarksturné, som nok skal tiltrække fans af både den ’gamle’ og den ’nye’ Skousen. De ældste publikummer vil råbe, at han skal spille de gamle numre, de yngste vil ikke ane, hvad de gamle råber om. De synes, Skousen er cool på C.V. Jørgensen-måden, og at han skriver sange, der får dem til at tænke.

”Det kan godt være en skizofren oplevelse. I den ene side af salen sidder mit gamle publikum, i den anden det unge. De kender mig fra forskellige tidsperioder, men jeg er jo den samme person.”

5 TING, DU MÅSKE IKKE VIDSTE OM SKOUSEN

1. Har skrevet børnehittet ’Hulubulu’ til tv-serien ’Da Lotte blev usynlig’.

2. Har været lydmand på film fra Peru og Argentina.

3. Har kørt med Den Transsibiriske Jernbane fra Moskva til Beijing.

4. Debuterede som forfatter i 1964 med en novelle i antologien ’11+11’.

5. Skal hvert år lave minimum ét glas selvplukket brombærmarmelade.

SKOUSEN & INGEMANNS første lp, ’Herfra hvor vi står’, udkom i 1971 med et akvarelmalet cover – og en energi, der badede bandet i en gurglende strøm af topløse, langhårede, dampende festivaler, halballer og ø-lejre. Albummet blev optaget på tre februardage i Philip Foss’ studie på Frederiksberg og mixet på fjerdedagen. Skousen havde komponeret seks numre og jammet dem til bevidstløshed med sin ven og musiske højrehånd Peter Ingemann. 

”Sommeren 1972. Den var helt og aldeles vidunderlig, og jeg er så taknemmelig for at have været der sammen med Peter Ingemann og alle de andre. Vi var stjerner, vi hyldede fællesskabet, vi røg alle mulige former for tjald, sov alle mulige skøre steder. Og jeg er lykkelig for at være hér i dag og opleve en ny interesse for mine ting. Jeg skulle aldrig være holdt op med at spille musik.”

Alligevel vægrer den syngende poet sig ved at give 60’erne og 70’erne æren for al kunstnerisk kreativitet.

Han ser skeptisk ud ved spørgsmålet:

Var det ikke fantastisk at gå rundt i København i 60’erne og 70’erne, hvor ungdomsoprøret var på sit højeste?

”Tjoo … i midten af 60’erne var byen nu ret søvnig. Ved Storkespringvandet sad der 5-6 hippier. Man skal passe på ikke at overdrive en periodes betydning – det skete inden i den enkelte. Sagt på en anden måde: Enhver tid er særlig, især når man ser tilbage på den.” 

Der stiger noget varmt op i musikerens blik, og han bøjer nakken som for at sikre sig, at de næste ord kommer med på båndoptagelsen.

”50’erne, efterkrigstidens år, var slet ikke så uduelige, som man går og tror. Den grundlæggende udvikling skete her. Husk, jeg er født under krigen. I Tyskland.”

I 1944 blev han født landsbyen Lever­kusen-Schlebusch uden for Køln. Hans mor var tysk, og faren var dansk. 

Det var et anskudt, porøst ægteskab fra begyndelsen. Såret af krigen og to menneskers uforløste temperamenter. Niels Skousens forældre mødte hinanden i Køln i 30’erne, hvor faren var i selvvalgt eksil efter et forlist forhold derhjemme. Men Hitler ændrede hele præmissen, og skæbnen ville, at den danske far endte i Tyskland, og den tyske mor i Danmark. 

Hr. Skousen bragte sin familie til Danmark under krigens sidste krampetrækninger – og efterlod dem kort efter med et nonchalant ”Ha’ det godt”.

’Daddy Longleg’, som sønnen Niels senere døbte sin fraværende far, tog simpelthen tilbage til Tyskland og kom først hjem, da han skulle begraves i 1966. 

DER FLØD en kulturel åre i Skousen-familien. I 30’erne stavrede faren rundt ved Rhinens bred, beruset af rhinskvin og Søren Kierkegaards teser. Moren var danserinde og kom fra et evangelisk, borgerligt hjem. Med sig til Danmark havde hun ”sølvbestikket i de små forede æsker, de høje kopper af fint porcelæn med guldkant …”

Begge forældre var opdraget med, at klassisk dannelse var nødvendig, og deres søn slap aldrig dette spor. Kærligheden til litte­raturen har for eksempel fulgt ham siden barndommens første møde med ’Samlerens Perlebøger’. 

Morens bitterhed over sin mands svigt varede livet ud, selvom hun skabte en god tilværelse for sig selv og sine sønner i Danmark. ’Livet ud’ var en rum tid. Hun blev 93.

Selv da den gamle kvinde lå for døden på et plejehjem i Skodsborg, kunne hun mønstre unikke højder af spydighed, som Niels Skousen husker ordret:

”Jeg har aldrig kunnet fordrage danskerne! De siger aldrig noget! Der er aldrig noget salat!” råbte hun fra sengelejet.
Han mindes sin mor med lige dele sødme og syre.

”Det berørte mig dybt at være vidne til denne ensomhed, som ud af hendes konfuse tilstand pludselig fyldte rummet. En sidste hilsen til min far. For det var ikke nemt at være skilt kvinde dengang i 50’erne. Eller tysk. Men jeg kunne ikke gøre for, at min far forlod min mor. Alligevel skulle jeg slæbe rundt på min fars fejl hele barndommen. Hvis jeg havde glemt at lukke en dør, var det, fordi jeg var min fars søn. En troløs dansker,” fortæller Niels Skousen.

Drengen var dansker. 100 procent, og han har aldrig ét sekund haft lyst til at være noget andet. 

”Jeg havde selv oplevet kontrasten til Tyskland – i modsætning til mange andre danskere. Vi var jo de rige.”

Efterkrigstiden var den epoke, hvor Danmark lagde sig til rette i Marshall-hjælpens smørhul, og her befandt drengen Niels sig godt – i ”landet bag de åbne strande med smør og franskbrød” – selvom de første år som nybagt dansker var barske. Der var tiden på børnehjemmet Bethlehem, da moren ikke kunne få arbejde på grund af sin tyske afstamning, og derefter raslede den lille familie rundt mellem forskellige lejemål på husmandssteder og i nybyggede blokke. 

Men på Glentevej i Svendborg på Fyn var Niels Skousen glad for at bo, her kunne han sidde i et spisekøkken og spise sine Ota-gryn med udsigt til haven. Det var rigtig dansk. 

”Både jeg og min bror var det mest ærkedanske, man kan tænke sig. Næsten mere danske end danskerne selv. Måske fordi vores mor med sit tyske havde så svært ved at falde til her. Vi var altid i gang med at belære hende om de indfødtes sæder og skikke. Men min fars familie kendte vi slet ikke. Den eneste familie, vi havde, var min mors. Det gav vel en slags ensomhed, som jeg ikke kunne gøre noget ved. Andet end at være normal med de normale. Min danskhed blev en hjertesag, og derfor har jeg skrevet sange på dansk.” 

Skousen i sin lejlighed på Østerbro i København.

KNAP SÅ BEGEJSTRET var han for at bo i Buddinge i Gladsaxe nord for København. Det var et kulturchok at komme fra idylliske Svendborg til den anonyme københavnske forstad. Han følte stor ensomhed og længtes tilbage til byen ved sundet.

”Vi boede i Buddinge fra 1953, og så kom jeg selvfølgelig på kostskole.” Niels Skousens mor sendte ham på Sorø Akademi, så han kunne stramme op og få sig en uddannelse. Det passede ham i første omgang fint.

”Jeg var god til de fleste fag og slappede mere af på kostskolen end derhjemme, hvor jeg altid skulle høre på min mors lidelses­historie.”

Niels Skousen mødte sin far nogle enkelte gange og besøgte ham også i Tyskland som teenager og ung, men det var ikke et intenst far-søn-forhold.

”Det var vel nærmest bare en realitet. Han var glad for at se mig, og jeg fik sat billeder på ham,” siger musikeren og tilføjer om familiestrukturerne:

”Hvad angår forældrerollen, var der ikke så mange rundbordssamtaler om det i min generation. Man voksede op, og det var det. Det var de forbilleder, man fik stukket ud. Men så kom kernefamilien til diskussion. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og den gamle ’50’er-familie’ kom under pres. Nu var det ikke mere ’far arbejder, og mor går derhjemme’ – det var i opløsning. Feminismen voksede sig stærk, og selve patriarkatet kom under heftig beskydning. Der var også den frie pædagogik og et syn på børn som selvstændige individer, som slog igennem. Igen: Det var en frigørelsens tid.”

Oveni fik han – og hans generation – en del foræret af samfundsudviklingen.

”Vi, der voksede op i 50’erne, var heldige, det var ikke en kedelig tid, for der kom flere penge i samfundet. Amerikaniseringen gav os en masse ny musik, vi hørte grammofonplader med jazz og rock and roll, både Bill Haley og Miles Davis. Pludselig kom der noget, der hed ungdom, teenagere.”

3 NEDSLAG FRA BOGEN ’HERFRA HVOR JEG STÅR’

1. ”En aften, vi spillede på Vestergade 68 i Århus, og jeg i pausen, fuldstændig mast og i en forklemt stemning, gik ned i baren for at få en øl, er der så en blond pige, der kanter sig hen ved siden af mig. Jeg havde givet alt, hvad jeg havde i mig, for at nå ud til publikum. Jeg havde det, som om jeg lige havde undgået at drukne, og så siger hun bare på den mest jantelovsagtige og super århusianske måde: ’Nå, du fører dig nok rigtig frem!!’ Jeg blev så rasende, at jeg smækkede hende en lussing, og det skete så hurtigt, som det kun kan ske, når nogen rammer ens selvhad virkelig dybt.”

2. ”Hjemme var kvindebevægelsen rykket ind i vores stuer. Camilla havde basisgruppemøder med hardcore rødstrømper fra de førende frontlinjer. Ikke at det ødelagde noget os imellem, for selv om jeg ikke gik til hønsestrik, holdt jeg med pigerne.”

3. ”Vi sad i vores herskabslejlighed og drømte om kulturrevolution. Det var jo indlysende: Angrib partiets hovedkontor! Al magt til folket! Vi ville genopfinde socialismen. Men den var opfundet. Fagforeningerne var opfundet. Strejkerne var opfundet, og det var ikke engang os, der organiserede dem. Danmark var ikke et uland, der skulle befries fra kolonialismen.”

EFTER SORØ var Niels Skousen færdig med at gå i blazer og klar til urbanisering. Han flyttede til København og har knuselsket byen siden de dage, hvor der stadig var sporvogne og det, der hed nat-restauranter. 

Den ’normale’ dreng var ved at udvikle sig til en voksen med oprørstrang. 

I slutningen af 60’erne begyndte den musiske karriere at tage form – vuggende på det danske ungdomsoprør, som var en lille hashdrevet, brummende satellit for bevægelserne i USA og England.

”Inspirationen kom udefra. Som danskere havde vi selvfølgelig vores egne autoriteter at gøre op med. Studenternes oprør mod autoriteterne, almindelige faderopgør rundt omkring i rækkerne. Men det var jo ikke så hårde modstandere, vi havde i sammenligning med, hvad der skete i for eksempel USA. De sortes befrielseskamp havde noget mere på sig.” 

Skousen flirtede kortvarigt med lægestudiet, men følte ikke noget for det. Han spillede til gengæld en masse eksperimenterende teater i Collagetruppen og fik gode venner i det miljø. Samtidig fortsatte han med at tæve løs på sin guitar og drømme om en troubadourkarriere.

Han havde mødt sin første hustru, Camilla, og parret var så ’heldige’ at få status som boligløse, hvilket betød, at de måtte rykke ind i det kondemnerede Blegdamsvejens Remise på Østerbro i København. 

Her trak det jammerligt fra de gamle vinduer, men der blev drukket masser af te, spist femkornsgrød og læst astrologi for at holde varmen.

Niels Skousen og hans kæreste skabte sammen det kulørte ta­bleau, som boligbladet Bo Bedre forevigede i 70’er-numrene: hessiantapet, ryatæpper, batik, stentøjskrus, hjemmelavede ølkassemøbler. Her var ovenikøbet plads til kanariefugle, en sort kat (”hentet ude hos Kløvedalerne”) og et par Breuer-funkisstole. Niels Skousen var også til stede ved nogle af de banebrydende koncerter i datidens København: Jimi Hendrix, Kinks, Pink Floyd. Alt skete på én gang. 

Kulturministeriets trappe i 1970 var måske hippietidens mest berømte rygekupé. Her blandt andet Klaus Rifbjerg, Ebbe Kløvedal Reich, Lotte Tarp og Niels Skousen (med hatten).

”VI FØLTE IKKE, at der var nogen grænser for, hvor bevægelsen og kunsten kunne bringe os hen. Dalís nedsmeltede ure var en realitet,” siger Niels Skousen, der befandt sig midt i det københavnske epicenter. 

Han mødtes med fanebærere som Bjørn Nørgaard og Poul Gernes i kunstneren Per Kirkebys lejlighed på Rosenørns Allé. Og han var til møder med Vagn Lundbye og Jørgen Leth i ABCinema – en avantgarde-filmklub: 

”Vi sad på almindelige stole, og der blev drukket øl. Vi så 16-mm-film på gamle fremvisere og hørte Velvet Underground. At se film og høre rockmusik samtidig var grænseoverskridende,” husker Skousen, der nævner Rifbjerg-Panduro-generationen, Per Højholt og Inger Christensen som førende navne i 60’erne. 

”Inspirationen fra USA tog til, og lige i hælene på dem fulgte pop art-generationen, som endnu var coming up med Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Poul Gernes og alle dem fra Eks-skolen (Den Eksperimenterende Kunstskole, red.). Hans-Jørgen Nielsen og Vagn Lundbye var slået igennem med nogle romaner. Jørgen Leth var inde over med sine digte og sine film og som anmelder. Poul Borum var en central skikkelse omkring digterne, og også Henrik Nordbrandt, Dan Turèll, Peter Laugesen og Suzanne Brøgger var meget fremme. ’Maos lyst’ var ikke det eneste kollektiv, men det var meget synligt i offentligheden. Ebbe Kløvedal Reich var en central figur, og han var en fremragende taler. Den særegne sammenstilling mellem Mao og Tolkiens nyromantiske fantasier om elverfolkets Kløvedal kunne antyde, at der var noget tegneserie over hele det politiske. Og Eik Skaløe var på vej til at blive ikoniseret. Ligesom jeg selv var han stærkt inspireret af Dylans vildt blomstrende tone og sprog. Men der var ikke så mange i rockmusikken, der lagde billet ind på den litterære linje.”

Man drak ikke alkohol sammen med hash, bedyrer Niels Skousen, den blev ledsaget af spande af chai, og de gode ideer flød. I hvert fald så længe seancerne fandt sted. Bagefter fortabte de sig måske i tågerne.

Et minde:

”Ved et møde en dag skulle vi ned og sidde i rundkreds omkring Ole John (fotograf og filminstruktør, red.). Han sad med et Beaulieu Super 8-kamera i skødet, som Jørgen havde været ude i Thailand og filme meo-stammen med. Han forklarede, at kameraet var dit våben, og du skulle kunne skille og samle det som en soldat sit gevær. Super 8 var super demokrati.”

NIELS SKOUSEN står på Frue Plads midt i København. Kirken og universitetsbygningerne har holdt stand mod tidens træfninger og er nu symboler på uforanderlighed midt i metropolen. Det ene øjeblik snubler man over en 300 år gammel brosten, det næste træder man ind på en café, hvor der er havremælk i kaffen og havsalt i chokoladen. 

Pladsen var – og er – et centralt sted for Skousen, og hans ansigt lyser af en ellers sjælden sentimentalitet, når han gennemgår sit livs fikspunkter i dette område. Det var her foran universitetet, han fik prædikatet protestsanger, da Skousen & Ingemann var på højdepunktet i 1971 og spillede for de studerende.

”Jeg var sgu ikke særlig politisk, når det kommer til stykket. Når man gennemgår mine sangtekster fra dengang, er det svært at finde den helt store samfundsrevsende protest, men bandet blev en del af en stemning, og jeg blev – og bliver – altså kaldt protestsanger,” siger Niels Skousen og griner pludselig så heftigt, at han hoster. 

Sammenhængen er gået op for ham, han står på gerningsstedet.

”Pladsen har mange mærker for mig: Her lå Metropolitanskolen, hvor min far blev undervist af ’Lektor Blomme’. I samme bygning mødte jeg min første hustru. Skråt overfor ligger Sankt Petri Kirke, hvor jeg blev konfirmeret. På et af hjørnerne lå det første Whisky a Go Go i København (en af 70’ernes smarteste barkæder, red.), hvor jeg i lejet smoking var med ved indvielsen. På et andet hjørne lå den fine boghandel, hvor jeg købte dyre bøger til mit medicinstudie, og fra et af vinduerne i Jorcks Passage kan jeg se ned over det hele, når jeg indimellem er hos min tandlæge. Det med studierne blev ikke til noget. Jeg droppede ud, som det hedder.”

To steder var særlig vigtige at besøge i hippietiden: Galleri 101 i gården til St. Kongensgade 101 og Farvergade 10.

”Her samledes vi og lavede teater, kunstfilm og musik, sad på gulvet og spillede, drak te og røg cigaretter og lejlighedsvis også hash. Der var adgang for alle. Det var et spændende og åbent miljø, og det var her, jeg første gang optrådte med sang og guitar. Nu er det for længst revet ned og bygget om.”

Det med den lejlighedsvise hash var i manges øjne kun den halve sandhed. Myndighederne mente, at der steg for meget spændende røg op fra baghusene i Indre By. Farvergade 10 kom i søgelyset, og Kulturministeriet truede med at lukke stedet. Hvis det skete, var det blandt andet farvel til Bjørn Nørgaards udstilling med syltet hest. Her holdt Solvognen til, Gasolin øvede i de sortmalede lokaler. 

”Vi besluttede os for at demonstrere i Kulturministeriet. Det er dog en udbredt misforståelse, at vi gjorde det for at få fri hash. Demonstrationen på trappen handlede om Farvergade 10, som magthaverne ville lukke.”

Derfor sad Niels Skousen mandag 6. juli 1970 lidt over middag på trappen til Kulturministeriet og fik overrakt en vandrende porcelæns-chillum (”jeg ved bare, at jeg blæste den op – puf-puf”).

Den lille oprørsfraktion står stadig krystalklar for Niels Skousen:

Klaus Rifbjerg, ’Store Klaus’, deltog i ophøjet solidaritet med de unge, der blandt andet talte Hans-Jørgen Nielsen, Ebbe Kløvedal Reich, Charlotte Strandgaard, Jesper Jensen og Vagn Lundbye. Trappen blev for en kort stund draperet med indiske gevandter, læderstrimler og masser af røg, selvom Niels Skousen beroliger eftertiden med, at alle ikke var ’rårygere’.

Det væsentlige var fællesskabet og at ryge hash på ministeriets trappe. At det ikke nyttede noget og mest af alt skadede kunstnernes ry, gik først op for gruppen længe efter. 

NIKOLAJ NØRLUND OM NIELS SKOUSEN

”Niels’ stemme, toneleje, ja, hele hans facon brænder igennem til koncerterne. Han når ud til alle aldre – han transcenderer generationerne,” siger musikeren Nikolaj Nørlund, der har produceret Niels Skousens album siden 2002.

”Jeg havde hørt Skousen & Ingemann, det skal man sgu, det er klassikere. Lidt ligesom at læse Johannes V. Jensen,” fortæller Nikolaj Nørlund.

Herefter var et team skabt, og Niels Skousen fik endelig den producer, han altid havde savnet. Nikolaj Nørlund var med i bandet på den første turné og kunne betragte, hvordan Skousen hurtigt fik krammet på sin fanskare, der bestod af helt unge og sangerens egen generation.

”Han kan noget helt særligt, som måske ligger tættere på dramatik end poesi. Jeg er ikke engang sikker på at han selv har kontrol over det, men det virker. Han taler, og talestrømmen nærmer sig rambling. Det stikker af for ham, og så må musikerne vente og se, hvad det ender med.”

EFTER SUCCESEN med ’Herfra hvor vi står’ fulgte en tid, der var som en drømmerus for Skousen & Ingemann. I dag ville man sige, at den rigtige målgruppe blev ramt på det rigtige tidspunkt. 

”Alle ville høre os og synge med på ’Sol står op. Sol går ned. Vi længes efter fred’.”

Parret ræsede rundt i Ingemanns ramponerede bil, som var proppet med mere eller mindre hjemmelavet grej. Bilens vinduer stod åbne, det lange hår bølgede omkring bandet, de overnattede på kollektiver, rodede rundt i andre menneskers køkkener, spillede, spillede og spillede.

I sommeren 1972 blev bandet opfordret til at give koncert på en ny, lille festival – adressen var en dyrskueplads ved Roskilde. 

Det var Roskilde Festival før Roskilde Festival. I 1972 hed den ’Fantasy’, og på den psykedeliske plakat stod navne som Gnags og Kinks. Det kostede 40 kroner at kaste sig ud i musikstrømmen, som foregik fra fredag 30. juni til søndag 2. juni. 15.000 publikummer per dag blev det til.

”Det var en stor oplevelse, og vi var helt på det rene med, at scenen bare var en lille træbiks midt på en mark. Den sorte plasticinddækning stod om os i blæsten, men folk sad i græsset og hyggede sig. Der var vist også en pølsebod,” fortæller Niels Skousen, som var klædt i skovmandshat med slangeskindsbånd, hjemmefarvet T-shirt og læderjakke.

Men den endeløse sommer med bare bryster og bunker af blomsterbørn, der brølede med på Ingemann & Skousens omkvæd, varede ikke evigt. Ret hurtigt udeblev magien.

”I den første tid var materialet mit eget. Jeg havde skrevet de seks sange til ’Herfra hvor vi står’. Det næste album var kollektivt, og jeg havde kun få numre med. Min rolle som solist forsvandt mere og mere. Jeg endte med at føle mig overflødig, og jeg besluttede mig for at gå mine egne veje og brød med Musikpatruljen, som vi kom til at hedde efter Skousen & Ingemann med venner. Da Peter havde stået for at det praktiske og kontakten med booking, stod jeg ret alene. Nu var jeg bare en mand med en akustisk guitar. Og jeg ville for meget på én gang.”

Skousen skriver musik i sin lejlighed på Østerbro, København.

DET KOM til udtryk på albummet ’Jeg vender mig i sengen’ fra 1973, hvor samarbejdet med Peter Ingemann var slut. Her deltog musiske genier som Peter Bastian og Anders Koppel, men som Skousen selv ræsonnerer:

”Det var for blandet. Jeg skulle have haft en producer på, men det tænkte man jo ikke på dengang.”

Niels Skousen fortsatte dog sin produktion af lp’er og betalte regningerne med teaterjob på blandt andet Betty Nansen og Sorte Hest. 

Helt frem til 1980 holdt Niels Skousen fast i musikken og udgav her et af de album, han i dag er mest stolt af, ’Landet rundt’.

”Det er en række smukke sange. En god fortælling om en mand, der rejser Danmark rundt og ender med at stå ude ved havet som ’den lille nisse’,” siger han, og det er tæt på, at øjnene svømmer over.

”Men da vi tog på turné med pladen, kom der ikke et øje.”

Hvorfor tror du, publikum svigtede?

”Det var en stor overraskelse, fordi pladen havde fået gode anmeldelser i avisen, men vi var ’dem fra 70’erne’, og de hadede os og vores budskaber. Der var ikke plads til inderligheden længere.”

Niels Skousen smed guitar og håndklæde i ringen.

”I 1978 havde jeg mødt min anden hustru, Linda Wendel, der var digter og senere gik på Filmskolen. Vi kørte parløb, stiftede familie, og jeg gav mig helt hen til det at have børn og familie. Det blev stort at være en del af en kernefamilie. Noget, som jeg ubevidst altid havde savnet, og som jeg ikke kunne realisere i mit første ægteskab. Kernefamilien, som tiden var så meget imod.”

I den periode fik han skrevet noget filmmusik og enkelte sange, men ikke før sit comeback i 2002 trådte han i karakter med sit eget materiale igen.

”Når jeg tænker tilbage, kan jeg se, at jeg gik ned på det. Jeg manglede min musik, dét at stå på scenen og spille den ægte vare. 80’erne og 90’erne var et hul i tiden for mig.”

Årene gik med teater og enkelte spille­filmsroller. Titlerne taler næsten for sig selv: ’På bunden’, Mammutteatret, 1985. ’Walter og Carlo – Op på fars hat’, 1985.

Niels Skousen blev kendt som skuespiller, og mange knap så unge danskere husker måske hans rolle som Aksel i tv-serien ’Landsbyen’ fra 1993. Han blev til Aksel og oplevede flere gange, at der blev råbt ”Aksel er Gud”, når han tiltuskede sig et spillejob på en bodega.

I begyndelsen af 00’erne blev Skousen reddet. Igen af Bob Dylan. Under et job på Østre Gasværk Teater, hvor han det me­ste af forestillingen var forvist til garderoben, begyndte han at skrive på sine egne sange. 

”Jeg gad sgu ikke mere. Skrives skulle der. Nu! Det skulle realiseres og ud på en cd.” 

I anledning af Bob Dylans 60-årsdag var der arrangeret fest i Den Grå Hal på Christiania, og Niels Skousen blev inviteret til at synge solo. 

Under festen bagefter stødte han ind i sangskriveren og produceren Nikolaj Nørlund og – med den nye tids ord – pitchede sine sange til ham. Nørlund var ikke i tvivl. Han blev manden, der drev den nye Skousen frem med sit label Auditorium. 

Resultatet var albummet ’Dobbeltsyn’, der udkom i 2002. Skousen skrev med pondus igen. Tonen slog an hos 68’er-generationens børn, og de nye, unge samarbejdspartnere var blandt andet Piet Breinholm Bentsen, Nikolaj Stig Nielsen, Sune Wagner, Sebastian Büttrich, Lise Westzynthius og Tina Dickow. 

’Dobbeltsyn’ var the second coming. Niels Skousens tekstunivers blev igen værdsat ude i landet. Anmelderne var vilde med pladen, og publikum strømmede til koncerterne. 

Selv Roskilde Festival meldte sig på banen, og nu stod Niels Skousen med band på Grøn Scene. 30 år efter, at han var med til at starte festivalbølgen på et noget mere knoldet underlag. 

SKOUSEN KAN IKKE forlange mere, siger han. Tiden er med ham. Igen. Hvorfor det først skete efter 20 års pause, har han svært ved at forklare.

”Måske noget med en ny længsel efter ægthed? Jeg ved det ikke, det bliver hurtigt til klicheer, og jeg er bare en taknemmelig mand.”

Den 74-årige musiker ved dog, at man ikke skal tro alt for meget på tider. Ikke før man ser tilbage på dem og ved, hvad de bragte med sig. Kan se på dem med klarsyn. Dobbeltsyn.

Om den tid, 60’erne og 70’erne, som mange mener, Skousens musiske dna udsprang af, siger han selv:

”I mange tilfælde rendte vi åbne døre ind. Det var trods alt en rimelig kultur, der fandtes i Danmark. Men musik og livsstil blev hurtigt til en modesag. Jeg mener i virkeligheden, at vi var den første forbrugergeneration.”

Den sidste pointe er Niels Skousen selv bevis på: Han bor stadig i en lejlighed på Østerbro, kvarteret, der har været gennem samme udvikling som ham selv og 68’er-generationen: Fra søndags-picnics på bagsmækken af Morris Minor’en til sommerhus med rustik beliggenhed. Fra suttende på labben til penge i banken, fra folkekøkken med gratis grød til speltboller. 18 kroner stykket.

Denne artikel er oprindeligt publiceret i Ud & Se maj 2018.

 

/

Karakterstærk

Hun arbejdede noget nær fuld tid på fritidsjobbet og passede sin træning. Alligevel hævede Ida Kruse et tocifret antal 12-taller, da hun blev student fra Faaborg Gymnasium sidste sommer. ”Jeg er nok lidt perfektionistisk,” siger den 20-årige fynbo.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

LIGE FRA JEG begyndte i gymnasiet, vidste jeg, at jeg ville studere medicin. Min mor er sygeplejerske og har altid sagt, at det er et skidefedt job, men at hun nogle gange savner den autoritet, lægerne har. I Odense kræver det et snit på omkring 11 at komme ind på medicinstudiet – jeg har altid syntes, at det ville være fedt at få et snit over 12. Det gik jeg lidt stille med. Jeg gad ikke, at man skulle definere mig som 12-talspige. Jeg ville ikke bare være et snit. Jeg har altid gået meget op i skolen og været villig til at lægge timerne i det. Men jeg har også haft tid til at se mine venner og cykle og styrketræne.

JEG ARBEJDEDE også ved siden af. Mere og mere faktisk. I 3. g var jeg oppe på 30-40 timer om ugen. Et af mine fritidsjob var hos en bager, en af min fars venner, som jeg kender rigtig godt. Vi havde problemer med at få fat på en lærling, så jeg hjalp lidt ekstra. Jeg kommer fra Bøjden, en lille landsby, hvor vi måske føler pligten på en lidt anden måde. Jeg hjalp i bageriet fra klokken fire om morgenen. Det hjalp på det, at jeg er A-menneske. Det passede som regel med, at jeg kunne nå forbi fitnesscenteret og træne og tage et bad, inden jeg skulle i skole. Alle tre år lå jeg i min seng klokken 21. Det var en meget struktureret hverdag. Den dag, vi stoppede undervisningen, var rimelig lækker. 

DA VI SKULLE til eksamen i 3. g, sagde mine veninder hver gang, at jeg ikke behøvede at være nervøs, jeg skulle jo nok få 12 alligevel. Det var også en form for pres. Hver gang jeg følte nerver, syntes jeg, det hjalp at træne eller cykle en tur. Men generelt er jeg ret god til at snakke mig ud af tingene. Der var én eksamen, hvor jeg kun fik 10, det var skriftlig dansk. Det havde jeg fuld forståelse for. Det er ikke min stærke side. Jeg fik i alt 27 12-taller og et samlet snit på 13,1.

NU ER JEG værnepligtig i Haderslev. Det er en stor omvæltning. Det var dejligt at gå i gymnasiet, men det kunne også godt stige én lidt til hovedet, og man kunne hurtigt komme til at tænke meget på sig selv og sine egne karakterer. Herinde på kasernen er det en helt anden verden, hvor man hele tiden tænker sig selv som del af en gruppe. Vi relativt få piger er jo ikke lige så stærke som drengene. Så når vi er ude at løbe, kommer de og tilbyder at bære tasken. Man kommer igennem en masse lorteopgaver og bliver råbt ad og kaldt uduelig flere gange om dagen. Men jeg kunne ikke drømme om at give op, man lærer hurtigt at børste det af og sige pyt. 

DE FØRSTE TO uger var lange og hårde, men fællesskabet trækker én igennem. Du er hele tiden sammen med nogen, I spiser sammen og sover sammen, og efter en uge følte jeg, at jeg kendte de andre bedre, end jeg nåede at kende mange af mine gymnasiekammerater.

JEG HAR BESLUTTET at tage endnu et sabbatår, når jeg er færdig med værnepligten. Til efteråret har jeg og nogle veninder arrangeret et roadtrip i USA. Måske jeg også får tid til et par andre smårejser. Jeg skal også have taget et par HF-kurser. I gymnasiet ville jeg hellere have idræt end tage matematik og kemi på højeste niveau, så dem skal jeg have taget nu for at kunne komme ind på medicinstudiet. Og så skal jeg flytte til Odense og falde til derinde. Jeg glæder mig til at bo ude og føre en selvstændig tilværelse. Jeg er lidt skræmt over, at medicinstudiet har rygte for at være halvhårdt. Men jeg glæder mig. Jeg bliver den første i min familie, der går på universitetet. Men der er ingen, der har presset mig. Det er fuldt ud min egen drøm.”

SUPER-SNITTERNE

Bonusordninger gør det muligt at få ganget sit gymnasiale karaktergennemsnit med en faktor større end én, hvis man har ekstra fag på højniveau eller går i gang med en videregående uddannelse inden for to år. Flere superstudenter har derfor opnået snit over 13. Det maksimalt opnåelige snit er 13,7.

 

/

Slap bare helt af

For 40 år siden begyndte en bryggeriarbejder og en bankuddannet tobaksekspedient at lave musik. Som LAID BACK erobrede de verden med ’Sunshine Reggae’, ’White Horse’ og ’Bakerman’. Tim Stahl og John Guldberg har kigget i fotoalbummet og fortæller historien om skrivekrampe, stoffer, Peter Aalbæks Volvo, skøre argentinere og det vigtige first take.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Rasmus Weng Karlsen, PR, privat

DEBUTSINGLEN ‘MAYBE I’M CRAZY’, KØBENHAVN 1979

”De danske pladeselskaber var ikke interesserede i at udgive ’Maybe I’m Crazy’. De sagde, vi skulle synge på dansk. Vores udstyr var ikke særlig godt, men vi allierede os med nogle, der havde et bedre studie, og kom ad den vej i kontakt med Jan & Kjeld, der engang havde været store barnestjerner. De anbefalede os at prøve hos et tysk pladeselskab, og der fik vi udgivet ’Maybe I’m Crazy’. Pladen blev så importeret til Danmark og blev et hit. Folk i Danmark troede, vi var en udenlandsk gruppe, men vi sad bare på vores loft i København og lavede musik. Der var i øvrigt nogle, der indspillede ’Maybe I’m Crazy’ på tysk, ’Lass uns fliegen’, og den blev også indspillet på norsk.”

STUDIET I KØBENHAVN, 1981

”Vi har haft det samme studie på Vesterbro i alle årene. Det er en ottesporsbåndoptager, man kan se til højre på billedet. Det var stort, da vi fik den. Vi var vant til firespors. Vi jammede altid to mand på ét spor, og så var det forfra, hvis den ene lavede en skævert efter tre minutter. Det gjorde jo, at man strammede sig an, men på en ottespors kunne bas, trommer og så videre få sit eget spor, og det gav en bedre lyd. Vi har alle de bånd, vi har lavet, siden vi startede, og der står bare ’Tim og John’ på de ældste af dem. Det var indtil den dag, der var en fotograf på besøg i studiet, som, efter hun havde været her lidt og set, hvordan vi var som personer, foreslog, at vi skulle hedde Laid Back.” 

INDSPILNING AF VIDEO TIL ‘SUNSHINE REGGAE’, 1983

”Vi havde ikke set det komme. At ’Sunshine Reggae’ ville blive så stor. Det var blevet sommerens hit i 1982 i Danmark, og når sådan noget sker, begynder et pladeselskab at tænke i større baner. På det tidspunkt var normen, at så skulle man lave en video. Vi havde aldrig prøvet det før. Der var en charterrejse på ni dage til Sri Lanka, som lige passede med, at man kunne holde budgettet. Vi havde en drøm om, at den skulle indspilles på Jamaica for at være lidt mere autentisk, når nu det var et reggaenummer. Men det var sikkert for dyrt. 

Billedet her blev bragt i det tyske pop-blad Bravo, og læserne kunne sende det ind til vores tyske pladeselskab, som sendte det videre til os, og vi skulle så skrive autografer bagpå. Vi fik flere flyttekasser med billeder og måtte tage det lidt ad gangen. Vi måtte sige til pladeselskabet: ’Vi kan ikke mere i dag, vi fortsætter i morgen.’ 

Der var masser af reggaeinspireret musik dengang. Gnags og Tøsedrengene i Danmark. Der var UB40, Boy George og Police. Vi ville også lave reggae, men ikke efter Bob Marley-forskriften, det skulle være vores egen version. ’Sunshine Reggae’ er forbundet med glæde og er en lidt skødesløs sang. Vi havde det sjovt den dag, vi lavede nummeret. Vi sad i vores studie, solen skinnede, og vinduet var åbent. Vi kunne høre rådhusklokkerne, og introen, dinggg dang dang, er faktisk hentet fra rådhusklokkerne. Så havde vi nogle akkorder, der skiftede lidt hurtigt, men vi besluttede at tage den med ro og strække sangen ud, så de skiftede langsommere. Og så jammede vi lidt over det. I introen bruger vi en lillebitte legetøjsharmonika, men det var ikke nok, da nummeret rigtig kom i gang, så vi lånte en harmonika og en steel drum. Sangen blev udbredt via MTV og blev et hit mange steder. Mange år senere – engang i 90’erne – kom ’Sunshine Reggae’ også til at ligge nummer ét i Jamaica, men vi fandt først ud af det et halvt år efter. Det nummer lever endnu og kører sin egen vej. Vi kigger bare på og ser, hvad der sker.”

VERONA, 1983

”Det var i Italien, at det rigtig begyndte at blive stort med ’Sunshine Reggae’. Første gang, vi skulle optræde, var ved et stort tv-show i Arena di Verona foran 32.000 tilskuere. Indtil da havde vi kun indspillet og lavet videoer. De havde samlet alle dem, der havde været nummer ét i Italien i løbet af året. Boy George, Paul Young og Elton John var med, men dem mødte vi ikke. De kom i limousiner og var inde og optræde og så ude igen. Da vi selv ankom til lydprøve om eftermiddagen og steg ud af bilen, var der allerede så mange mennesker ude foran, at John blev løftet op i luften og båret 10 meter væk. Om aftenen skulle vi ud ad en bagdør på hotellet og ind i en bil, der kørte os til arenaen. Da vi kom frem, begyndte folk at banke på bilen i begejstring, men politifolk spærrede af, så vi kunne gå fra bilen til indgangen. 

Arrangørerne havde foreslået, at der skulle sidde 20 små børn i baggrunden på scenen, og at der skulle være dansere og en sol, der gik op og ned, og alt muligt. Vi sagde: ’Glem alt det der, vi går bare ind og er os selv.’ Vi havde vores guitar og lille harmonika. På den måde skilte vi os nok ud fra de andre. Efter det show var vi popstjerner.”

INDSPILNING AF VIDEO TIL ’WHITE HORSE’, 1983

”Instruktøren havde den idé, at vi skulle indspille på Politigården i København, og fik tilladelse til det. Vi blev stylet, og der var en sminkør med, der gav os makeup på. Det er meget 80’er-stil. 

Inden Laid Back havde vi været en del af et band, der hed Starbox Band. Vi kendte en engelsk sanger, der også havde været med i Starbox Band, og som boede på Vesterbro tæt ved vores studie. Vi så ham ikke så tit, men en dag kom han forbi og sagde, at han var begyndt at ride the white horse. Vi vidste ikke, hvad det betød, men det lød skidegodt. Der er musik i de ord. Da vi fandt ud af, hvad han mente, nemlig at tage heroin, var det ikke sådan, at vi sagde: ’Det må vi også prøve.’ Vi tænkte, at han var kommet ud i noget dårligt selskab. Vi tog kokain (som bliver kaldt white pony og også indgår i sangteksten, red.), fordi vi havde brug for noget krudt. Vi arbejdede om dagen og lavede musik om natten. Hvis vi løb tør, kom der en med noget mere, så vi kunne køre videre. Vi så ingen problemer i det, og vi kunne ikke se, hvad vi skulle med heroin, for det var for folk, der havde problemer. Vi kunne også godt lide at ryge en joint, men vi tog ikke noget for at sidde og kokse. Vi brugte det til noget, til at lave musik. Da der senere kom nye instrumenter på markedet, som man skulle læse tykke manualer for at bruge, lagde vi det bag os. Også vores drikfældighed. Vi drak øl, vin og spiritus i et omfang, der nok svarede til en flaske spiritus hver om dagen. Man kunne vist ikke se det på os, men det satte sit præg. Det var nok heldigt for os, at vores popstjernestatus løjede lidt af. Vi skulle videre.”

PROMOTION I ARGENTINA, 1984

”Da vi tog til Argentina, var der kraftige devalueringer i landet. Vores pladeselskabsmand i Italien fulgte med i det, og da han var på besøg i Danmark, sagde han til os: ’I har solgt dobbelt platin derovre. Skynd jer at hente jeres penge, og tag hjem igen.’ Vi tog af sted og fik udleveret platinpladerne på pladeselskabets kontor i Buenos Aires. Der var ikke ret mange penge tilbage, men vi fik råd til at hyre nogle fotografer og indspille en video ved et vandfald på grænsen mellem Brasilien og Argentina. Vi fik også udleveret en lang liste med alt muligt, vi skulle nå hver dag fra klokken ni om morgenen, men vi sagde til dem, at vi ikke ville lave noget før klokken 11. Vi nåede alligevel at være med i 10 tv-shows og 20 radioudsendelser på de 12 dage, vi var der. Der var store frokoster med folk, vi ikke anede, hvem var, og der var pressekonferencer. Vi var ret opmærksomme på ikke at lette fra jorden. Et sted stod der en stor glasbowle, og fotograferne sagde: ’Kan I ikke smadre den? Smid den ud ad vinduet. Do something.’ Vi var alt for søde og flinke. De ville have noget rock and roll. Vi fik også overrakt nogle kæmpe askebægre, som de ville have os til at smide ud ad vinduet, og vi sagde ’oh no’. Det var ikke lige os. 

Turen handlede om at promovere en plade, ikke om at spille live og vise, hvad vi kunne. Vi var virkelig på udebane, men det var sjovt at prøve. Især så længe det kørte opad og blev vildere og vildere. Da vi havde prøvet det, og pengene begyndte at strømme ind, kom problemerne. Penge kan ændre alt. Vi havde en danser i bandet, Romano fra Polen. Han var en slags maskot for os. Han fik os til at grine, og vi holdt meget af ham. Han er blandt andet med i videoen til ’Sun­shine Reggae’. Vi havde været vant til lige at have penge, så vi kunne klare, hvad der skulle klares. Når der så vælter nogle millioner ind, kan det gøre folk kulrede. Romano ankom i Rolls-Royce med privatchauffør til studiet. Det er skidesjovt i starten med de penge, og man møder en masse mennesker, der gerne vil klappe én på skulderen. Men vi fandt ud af, at vi ville noget andet. Vi trak os lidt fra det og begyndte at sige nej til nogle ting og fokusere på at være komponister og lave musik. På et tidspunkt midt i 80’erne ville Romano lave sin egen musik. Han flyttede tilbage til Polen, men vi hørte nogle år senere, at han havde taget sit eget liv. Det var tragisk og et mysterium for os.”

INDSPILNING AF VIDEO TIL ‘BAKERMAN’, 1990

”Da vi skulle indspille video til ’Elevator Boy’, gik det helt i smadder, og nogen anbefalede os at spørge Lars von Trier, der gik på filmskolen, om han ville hjælpe. Han hjalp os med nogle nye optagelser og klippede videoen færdig. Vi fornemmede, at han var i den tossede afdeling, og det kunne vi godt lide, så vi spurgte, om han ville lave videoen til ’Bakerman’. Vi mødtes på Nordisk Film, hvor han og Peter Aalbæk sad og arbejdede i en skurvogn mellem de andre bygninger. Han sagde: ’Det der med, at I er popstjerner, fuck det, vi skal bare have det sjovt.’ ’Yes! Den er vi med på,’ sagde vi. 

Det var hans forslag, at vi skulle springe ud fra en flyver. Det meste blev optaget ved Vamdrup Lufthavn, og de sidste scener ved Roskilde Lufthavn. Der blev taget nærbilleder af os, og vi var med i flyet, men så havde man fundet stand-ins, der sprang ud sammen med de andre medvirkende i videoen. De havde blandt andet guitar, saxofon, highhat og forskellige rekvisitter med. En dag fik en af dem highhatten i panden, mens de var i luften, så blodet flød, da han kom ned. 

Lars fik et ret stort budget at arbejde med af pladeselskabet. Han var på flyvepladsen én gang, men skulle ikke selv med op at flyve. Det foregik på den måde, at han sad hjemme og så optagelser igennem, og så sagde han måske: ’Skyggerne falder ikke helt rigtigt i den scene, det er vi nødt til at tage om.’”

DE HAR LAID BACK’ET DEN

’White Horse’ er blevet samplet flittigt af andre grupper, blandt andet:

The Black Eyed Peas (’Be Free’)

Den Gale Pose (’Den dræbende joke’)

Snoop Dogg feat. Pharrell Williams (’Drop It Like It’s Hot’)

Justin Timberlake (’SexyBack’ – DJ Wayne Williams Ol’ Skool Remix)

Monifah (’Touch It’)

Så måtte de op og flyve igen klokken fire om morgenen. Der var frostgrader, og en af de medvirkende skulle være i korte bukser og have en drink i hånden. Lars var krævende og sked på, hvad det kostede. På et tidspunkt var pengene brugt, men Peter Aalbæk pantsatte sin Volvo, så Lars kunne få de sidste scener hjem. 

Vi kendte en sydafrikaner, der hed Arthur, som vi havde lavet noget musik med, og derfor er sætningen ’Sagabona kunjani wena?’ med i sangen. Det betyder ’Goddag, hvordan går det?’ 

For nylig fik vi en mail fra en bager i Johannesburg. Han havde hørt nummeret og skrev, at han bare var nødt til at undersøge, hvem der havde lavet det. Der er mange, der har skrevet til os, især om det nummer. Det var bare en jam, noget, vi fyrede af lidt tilfældigt. Bakerman-teksten havde vi lavet med Arthur måske 10 år tidligere. Vi havde aldrig brugt den til noget, men pludselig kom det til os igen. Vi har fundet ud af, at vi arbejder bedst på den måde. Vi indspiller noget, og så lægger vi det væk i uger, måneder eller år, og så tænker vi måske: ’Hold kæft, det er godt’, når vi hører det igen. Vi arbejder bedst, når vi bare giver slip og finder en rytme og et par akkorder, så den ægte vare kommer direkte fra os ind i båndoptageren. Vi laver det altid helt færdigt, men det kan godt være, vi siger: ’Nej, det kan vi sgu ikke byde folk.’ Omvendt hører vi det måske to år senere og siger: ’Det fejler sgu da ikke noget. Hvorfor har vi ikke brugt det?’ Så har vi måske bare været i et andet lune den dag. Vores tekniker finder stadig ting i arkiverne, som vi har lavet for længe siden.”

Ifølge World Airplay Radio Monitor, der registrerer afspilninger på mere end 25.000 radiostationer i 131 lande, bliver ’Sunshine Reggae’ spillet mere end 5.000 gange om måneden.

BERLIN, 2015

”I Berlin spillede vi på hotellet Soho House. Vi har spillet ofte i Tyskland. Vi har et setup med elektronisk backing, som vi har rejst med i fem-seks år. Det fylder ikke meget, så vi er mobile, kan let rejse og kan spille mange forskellige steder. Vi har også spillet for en russisk familie, der holdt en fest i Alperne, hvor der var flere forskellige bands og piger, der dansede i badetøj. Det var som en fest for konger i gamle dage, hvor de sad og spiste, mens nogen optrådte. Vi kommer stadig meget rundt. Vi har for eksempel spillet i Brasilien, Mexico, Georgien, Færøerne, Letland, Japan, Portugal, Rusland, på Madeira og Ibiza og til et beach party, hvor der var strøet sand ud over et kæmpe område midt i London.”

Ifølge World Airplay Radio Monitor, der registrerer afspilninger på mere end 25.000 radiostationer i 131 lande, bliver ’Sunshine Reggae’ spillet mere end 5.000 gange om måneden.

MEXICO, 2018

”I december spillede vi til festivalen ’Trópico’ i Acapulco. Vi har spillet i Mexico før, men ikke på den festival. På den scene bliver der kun spillet to gange om dagen. Når solen står op, og når solen går ned. Vi spillede solen ned. Det var sjette år, festivalen blev afholdt, men de havde aldrig oplevet, at et band var nødt til at give et ekstranummer. Vi spillede ’Uptimistic Music’ som ekstranummer. Det er åbenbart et nummer, de kender ret godt derovre. De var lige så begejstrede for det som for ’Sunshine Reggae’, som vi normalt slutter af med. Det var en kæmpe oplevelse. 

Festivalarrangørerne er fra New York, og de viser interesse for, at vi skal komme til USA og spille. Det vil være første gang. Vi havde ellers muligheden, da vi lå nummer ét på deres dance chart med ’White Horse’, som var et stort hit på klubber i USA. Bossen på pladeselskabets amerikanske afdeling hed Seymour Stein og var lidt af en legende i branchen. Han havde set os optræde i Cannes, så han vidste, hvordan vi så ud, og han vidste, hvilket publikum der tog ’White Horse’ til sig i USA. Han sagde: ’Stay away, they think you’re black.’ Det var sikkert en udmærket strategi, at vi to blege gutter blev væk.”

LAID BACK

Tim Stahl (f.1952) og John Guldberg (f. 1948) mødte hinanden i Starbox Band i 70’erne, men besluttede i 1979 at danne et nyt band. Tim er uddannet dekoratør i Magasin i København, og John er bankuddannet. Inden de kunne leve af musikken, var Tim bryggeriarbejder på Tuborg, og John underviste i guitarspil og hjalp med at passe sin mors tobaksforretning. Den første plade, ’Laid Back’, udkom i 1981. Siden er det blevet til yderligere 13 udgivelser. Især sangene ’Sunshine Reggae’, ’White Horse’ og ’Bakerman’ har gjort Laid Back til et navn internationalt. De to kender ikke de præcise salgstal, men ’Sunshine Reggae’ er solgt i over 20 millioner eksemplarer, opsamlingsplader inklusive, og har ligget nummer ét i 22 lande.

I maj udkom albummet ’Hea­ling Feeling’ på Laid Backs eget selskab, Brother Music.

 

/

Langt ude i overnaturen

Forfatter DY PLAMBECK om sit møde med en ’engel’ på en landevej i New Zealand og om en rejse til Israel, der bød på luftalarmer, underjordiske bunkere og et særdeles trofast æsel.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

JEG BLEV student som 19-årig, og efter gymnasiet ville jeg ud at rejse. Som studentergave ville mine forældre give mig en flybillet, hvis destination jeg selv måtte vælge. Jeg tænkte, at jeg skulle så langt væk, jeg overhovedet kunne komme. Derfor tog jeg af sted til Australien og New Zealand.

Det var første gang, jeg rejste alene. Jeg havde ingen planer, men da jeg landede i Auckland, New Zealands største by, mødte jeg en, som fortalte mig om ’Willing Workers on Organic Farms’. Det bliver også kaldt ’WWOOFing’ og går ud på, at man hjælper til på små landbrug ude i bushen til gengæld for mad og husly. Min plan var at vandre og blaffe mig fra sted til sted gennem New Zealand, fra nord til syd.

Jeg vandrede med min rygsæk gennem landets enorme og meget smukke nationalparker. Undervejs overnattede jeg i små sheltere eller hytter i nationalparkerne eller på hostels sammen med andre backpackere, typisk på 8-10-mands sovesale med ildelugtende lagner og væggelus. 

En morgen ved Punakaiki, en lillebitte landsby ved New Zealands vestkyst, vågnede jeg og mærkede en voldsom smerte i mit ene knæ. Da jeg forsøgte at rejse mig, kunne jeg knap støtte på venstre ben. Det gjorde ekstremt ondt. Jeg tænkte, at jeg måtte blive en dag mere og hvile mig. Men der var ikke plads på hostellet, og der gik ingen busser til byen Greymouth, hvor jeg skulle hen. Jeg overvejede at gå til lægen, men besluttede mig for at vandre videre, så godt jeg kunne.

Men jeg kunne faktisk ikke gå – og slet ikke med min store rygsæk. Så jeg satte mig ned i grøftekanten for at hvile benet. En bil bremsede op. Det var en gammel brun Buick med store, runde forlygter. Inde i bilen sad en mand, formentlig sidst i tyverne. Jeg havde aldrig før set en mand, der så sådan ud. Det var, som om han slet ikke passede ind i den her verden. Han havde helt hvidt, skulderlangt hår og lysende blå øjne. Han havde set, at jeg humpede, og spurgte, om jeg ville køre med. Jeg var ikke tryg ved tanken om at sætte mig ind i en bil med en fremmed mand. Men jeg kunne godt se, at jeg aldrig ville kunne gå de cirka 40 kilometer til Greymouth med mit ødelagte knæ.

Jeg satte mig ind, og vi kørte af sted ad Route 6. Han fortalte, at han oprindelig var fra Israel, men derudover vekslede vi ikke mange ord. Han så ud ad forruden, mens jeg indimellem skævede op mod ham. Pludselig drejede han af landevejen. Vi svingede til højre ned ad en grusvej og fortsatte ind i bushen. Mit hjerte pumpede af sted, mine håndflader blev svedige. ”Nu skal jeg dø,” tænkte jeg. Jeg sad i en gammel rådden spand af en bil med en mystisk, tavs mand ude midt i absolut ingenting. Der var ikke et menneske at se. Og jeg var ude af stand til at gå. 

”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg. 

”Jeg vil vise dig havet,” sagde han. 

Det fik ikke ligefrem mit hjerte til at slå roligere. Vi bumlede ad små grusveje gennem bushen, der var tæt bevokset med buske og træer. Hver gang bilen rystede, mærkede jeg et jag af smerte i mit knæ. Efter hvad der føltes som en evighed, nåede vi ud til havet. Den hvidhårede mand steg ud. Først da bemærkede jeg, at han var enormt høj, i hvert fald over to meter. Han gik foran mig hen til en stor klippeformation med udsigt over havet. Jeg humpede efter ham. Vi satte os på klipperne og så ud over havet. 

Først sagde han ingenting. Han sad bare og kiggede på havet. Der var ingen anden lyd end bølgernes brusen. Jeg var stadig bange, men også underlig apatisk. Så spurgte han, hvad der var galt med mit ben.

Jeg svarede, at det vidste jeg ikke – kun at det gjorde virkelig ondt. Så drejede han sig imod mig og kiggede på mig med sine lysende øjne. Han lagde sin hånd på mit knæ og lod den hvile der et stykke tid. Så sagde han: 

”It’s gonna be alright. It’s just pain.” 

Jeg følte en varme sprede sig i mit ben.

Vi sad et stykke tid i stilhed og kiggede ud over havet. Min frygt begyndte langsomt at fortage sig. Så rejste han sig og gik tilbage til bilen. Det lyder usandsynligt, men det er virkelig rigtigt: Da jeg rejste mig for at følge efter ham, kunne jeg gå igen. Smerten var forsvundet.

Den hvidhårede mand kørte mig ind til Greymouth og satte mig af. Undervejs sagde ingen af os så meget som ét ord. Jeg havde det, som om jeg havde mødt en engel.

Sabbatmiddag hos den familie, som Dy Plambeck boede hos i Israel.

I MARTS 2000, efter at have været hjemme nogle måneder, rejste jeg til Israel. Mødet med den hvidhårede mand var med til at vække interessen i mig. Jeg var kommet i kontakt med et stort bofællesskab ved navn Klil nord for storbyen Haifa, tæt på grænsen til Libanon. Her skulle jeg bo og arbejde hos en familie.

Klil bestod af en masse små huse, som beboerne selv havde bygget. Der var også nogle, som boede i tipier. Det mindede lidt om Thy-lejren. Jeg flyttede ind hos Jacob, der blev kaldt Cobi, og hans kone Ofra og deres to børn. Cobi er filosof og var i gang med en ph.d. om Kant. Han havde fortalt mig, at mit job skulle være at passe hans olivenlunde, men at kalde det for et job var en fundamental overdrivelse. 

Hver dag kørte vi ud til olivenlundene i Cobis jeep. Vi sad under træerne, og Cobi røg pot med sine venner fra bofællesskabet, mens vi kiggede lidt på oliventræerne. En gang imellem skulle de beskæres, men ellers var der ikke meget arbejde i det. Jeg hjalp også lidt til i huset og passede børnene.

Cobi forærede mig et æsel, fordi han syntes, at jeg trængte til en ven. Om morgenen fulgte det efter mig ud til olivenlundene. Så stod det og græssede lidt, og når dagen var omme, fulgte det efter mig hjem igen. Helt trofast. Jeg elskede mit æsel og dets sørgmodige stædighed. 

Da jeg var i Israel, var landet i konflikt med Libanon. En dag var jeg alene ude at arbejde i olivenlundene, da luftalarmen pludselig gik i gang. Den der karakteristiske lyd fik alt til at stivne i mig. Jeg stod et øjeblik helt stille og så rundt på oliventræerne. Så begyndte jeg at løbe. Mit æsel løb efter mig. Jeg skulle tilbage til bofællesskabet, men det lå fire-fem kilometer væk. Lyden af sirenerne var altoverdøvende. Jeg løb ad de små snørklede grusveje og overvejede, om jeg bare skulle kaste mig ned på jorden og håbe på det bedste.

Heldigvis gik der ikke længe, før Cobi kom kørende i sin jeep. Han steg ud, kiggede på mig og spurgte, lidt i sjov: 

”Kunne du godt tænke dig at blive sprunget i luften af et libanesisk missil?” Jeg rystede på hovedet. Hele min krop rystede. ”Så kom med mig,” sagde han.

Jeg satte mig ind i jeepen, og vi kørte tilbage til Klil. I bofællesskabet havde de bygget beskyttelsesrum under jorden, hvor beboerne kunne søge tilflugt, når luftalarmen gik. Vi åbnede et gitter ved indgangen, gik ned ad trapperne og gennem flere døre, inden vi kom ned i en bunker. Der var helt proppet med mennesker. På forhånd havde jeg tænkt, at det ville være uhyggeligt at sidde i en bunker, mens luftalarmen lød foroven. Men da jeg kom derned, sad de andre beboere og hyggede sig med mad, fællessang og spil. Der var også nogle, der røg pot. Det var næsten uhyggeligt, så afslappet de tog det. Men det var blevet hverdag for dem.

Pludselig gik det op for mig, at jeg havde efterladt mit æsel oppe på jorden. Jeg var så bange for, at der skulle ske det noget. Men jeg kunne jo ikke forlade bunkeren. Cobi beroligede mig og sagde, at æslet nok skulle klare den. Da alarmen stoppede, og vi endelig fik lov til at gå ud, styrtede jeg op ad trappen. Dér stod mit trofaste æsel, lige foran indgangen og ventede på mig. Jeg var så lettet.

Dy Plambeck, 39, er forfatter og digter. Hun er uddannet fra Forfatterskolen i 2004. Hendes femte roman, ’Til min søster’, udkom på Gyldendal i slutningen af maj.

 

/

“Er I der?”

Gnags er Danmarks ældste og mest sejlivede rockband. Forrest på scenen og bag ordene og de mange omkvæd, alle kan synge med på, står PETER ANDREAS GJERLUF NIELSEN. I 12 kapitler fortæller han om æblet, der startede det hele, om at gå med en hvid cirkushingst gennem Skjern midt om natten, og hvor det hele kommer fra.
Tekst:Anne Sofie KraghFoto:Martin Bubandt

1.

I DE MERE end 50 år, jeg har leveret sange til Gnags, er der aldrig nogen fra bandet, der har sagt: ”Det er sgu en god sang, Peter.” Tvært­imod er det hver gang: ”Så mangler vi lige hittet. Er der en sang mere?” Men jeg kan godt lide, at det er sådan. Og nogle gange var det også sådan, det var. Så var der ikke noget hit. Når jeg så lavede et hit, sagde de: ”Hvad sagde jeg?” De sagde ikke: ”Det var sgu godt fundet på, Peter.” 

JEG KAN HUSKE, hvordan jeg på en juleferie i Norge knoklede som en sindssyg for at lave et hit. Vi var færdige i studiet og skulle begynde mixningen efter ferien, så pladen kunne komme ud i marts 1984. Men vi manglede hittet. Jeg tænkte ikke på andet, end hvordan jeg kunne lave det. Så kom jeg hjem med ’Vilde kaniner’, og alle kunne høre, at den var fed. Den havde et eller andet. Men der var ikke nogen, der sagde: ”Ej, hvor er vi bare glade for, at hittet er der.” Jeg stod sådan lidt bagved og tænkte: ”Kunne Jens ikke sige et eller andet?” Som lillebror håber man jo altid, at storebror roser én. Men det gjorde han ikke. Det gør han stadig ikke, men det er også underforstået, at han ikke gør det. 

DU SKAL IKKE gøre noget for at få ros. Alt det, du giver for at få noget igen, det er ingenting. Det er vi opdraget med, ikke bare fra vores forældre, men fra vores bedsteforældre. Man skal ikke forvente noget til gengæld, og den er skidesvær, for det gør man altid. Du skal gøre det, fordi du ikke kan lade være. Og det gør jeg.

 

2.

MIN BROR OG JEG var altid sammen og spejlede hinanden på godt og ondt. Jens er et år og nogle måneder ældre end mig. Så gik der et par år, så kom Kirsten og Elisabeth. De spejlede også hinanden, men dem havde vi ikke noget at gøre med. 

JENS OG JEG er meget forskellige, men vi har været gode til at bruge hinanden, netop fordi vi er forskellige. Lige så rædselsfuldt det kan være at have en bror, lige så guddommeligt kan det være. Vi kender hinanden godt, og vi har altid kunnet etablere og konstruere og skabe meget sammen. To er stærkere end en. Jeg har stor respekt for min bror og for det, han kan. Og han er også endt med at have stor respekt for det, jeg kan.

HVIS FOLK VIDSTE, hvor meget min bror og jeg har været oppe at slås fysisk. Jeg var ude af bandet et års tid i begyndelsen. Den officielle forklaring var, at min stemme var gået i overgang. Vi har så mange gange prøvet, at den ene af os er blevet smidt ud, eller en af os siger: ”Hvis det ikke bliver sådan, så går jeg.” Jeg kan ikke huske, om jeg selv gik eller blev smidt ud, men jeg var i hvert fald ude, og så lavede jeg mit eget orkester, Beams. Engang vi skulle ud og spille, måtte vi ikke låne Gnags’ sanganlæg, selvom de ikke skulle bruge det. Sådan var det. Min bror og jeg holdt først op med at slås, da vi var omkring de 40.

3.

SKJERN I VESTJYLLAND, hvor vi er født, er en lille by med 5.000 mennesker, men stor nok til, at der er alt det, en by skal have. Vi havde hele vores familie der. Både mormor og morfar og farmor og farfar. Begge mine forældre stammede fra Skjern og legede sammen som børn. Og vi gik aldrig i børnehave, for vi havde jo begge sæt bedsteforældre, vi altid kunne komme til. 

VORES FAR OVERTOG farfars manufakturforretning, der lå lige over for stationen i Skjern. Han vidste alt om tekstiler og god kvalitet. Der lærte jeg at lave skilte og skrive annoncer. Min far skrev sange til alle væsentlige ting, der skete i byen, og optrådte også selv i revyerne. Da Skjern blev købstad i 1965, blev der holdt en kæmpe byfest. Min far forsøgte at få Beatles til byen. De skulle spille på en gigantisk tømmerflåde, der drev ned ad Skjern Å. Dengang var de faktisk til at købe, men lige det blev aldrig til noget. 

FAR VAR MEGET entreprenant. Han havde en hjemmeindustri, hvor han lavede pusleborde og klapstole til campingbrug. Og så opfandt han en metode til at fjerne tryksværten fra aviser, så de kunne blive til det grå papir, man laver æggebakker af. Den metode fik han patent på sammen med en, der hed Bock Madsen, og de byggede en stor fabrik, hvor staten var hovedaktionær, fordi man gerne ville støtte erhvervsudviklingen i Vestjylland. I 1968 trak staten sig, og fabrikken gik nedenom og hjem. 

MIN FAR MISTEDE hele lortet. De var for tidligt ude. Dengang ville folk kun have hvidt papir, der var bleget af kemikalier. For de allersidste penge købte han et guldarmbånd til min mor. Fabrikken hed Scandinavian Pulp Industries Ltd., derfor skrev han SPILDT i armbåndet. Han tog det med oprejst pande og blev i stedet lærer i samfundsfag på teknisk skole. Han har altid været en stor pædagog og var også med til at bygge byens skolehjem op.

PETER ANDREAS GJERLUF NIELSEN

er født i 1952 i Skjern. Sangskriver og forsanger i Gnags, spiller også bas, guitar, klaver og keyboard. Lillebror til Jens, med hvem han dannede Gnags, storebror til Kirsten, der er lærer, og til sangerinden Elisabeth. Gift med Anouska Sinding, som han har en 14-årig datter med. Har to voksne børn fra et tidligere ægteskab samt fire børnebørn. Bor delvist i en lejlighed ved Søerne i København og i nedlagte landbrug ved Himmelbjerget og Vesterhavet.

4.

MOR VAR første generation af udearbejdende kvinder. Hun rejste til London efter krigen og uddannede sig til fysioterapeut. Der var masser af soldater, der kom hjem og humpede og skulle genoptrænes, og dem kunne hun motivere. Hun var selvstændig, intellektuel – kølig, ville nogen måske sige – men i hvert fald i bøgernes verden. Min mormor og morfar var boghandlere, og hjemmet var fuld af ord. Bogstavelig talt. Højskolesange, salmevers og vigtige sætninger havde de skrevet overalt på væggene og på bjælkerne under loftet. 

MIN FARS BARNDOMSHJEM var mere alvorligt. Der kunne hænge en ramme, hvor der med guldtråd var broderet ’Gud er kærlighed’. Mine forældre var meget forskellige, og jeg rummer nok dem begge. De havde dog det til fælles, at de kom fra privilegerede hjem, og det gik også godt hjemme hos os. 

VI HAVDE UANEDE muligheder for at boltre os, dog inden for visse rammer. Der var regler, og overskred man dem, kunne man vælge mellem et rap i røven og stuearrest. Min bror valgte altid rap i røven, jeg tog stuearresten. Men jeg fandt også ud af, hvordan jeg kom ud af den. Jeg skrev vers til min far og skubbede dem ud under døren. 

Et af dem lød sådan her:  

”Jeg sad på mit værelse noget så bleg
en synder så stor havde jeg været
Det er jeg da slet ikke mere, nej
Det er jo ikke så sværrrrt
Må jeg godt komme ud?
Kærlig hilsen Peter”

Så kom jeg ud. Jeg fandt ud af, at der var en kraft i de der vers.  

5.

JEG KAN IKKE ønske mig nogen bedre barndom. Jeg legede mig igennem den, og alt, hvad jeg drømte om, skabte jeg i praksis. Vi lavede tivoli, hvor vi solgte smørrebrød til soldaterne fra Borris-lejren, og vi havde vores egen bådudlejning fra bunden af vores have, der gik ned til Kirkeåen. Og vores omrejsende cirkus. Jeg fik min bror og hans venner med på alle ideerne. 

VI HAVDE EN meget stor have, og den nederste halvdel var vores. Der måtte vi lave lige, hvad fanden vi ville. Cirkusset krævede, at vi også brugte de voksnes halvdel, og min far eksploderede, for der kom savsmuld ud over hele haven. 

DET KRÆVER EN masse at lave et omrejsende cirkus. Der skal være nogen, der trækker gardinet fra, nogen, der sidder i billetsalget, og der skal sættes plakater op i hele byen. Vi havde mange klovnenumre med og syntes selv, vi var skidesjove. Vi havde en sabelsluger, hvor skyggebilledet så ud, som om han virkelig slugte sablen, eller vi kunne slynge en vandspand rundt, uden at der faldt vand ud af den. 

NÅR BENNEWEIS KOM til byen, pjækkede vi fra skole og var med til at hjælpe. Vi trak rundt med elefanterne, og når hestene kom med godstoget, var vi nede på stationen og hente dem. At gå med sådan nogle hvide lipizzanerhingste ene mand ned gennem Skjern midt om natten, det var eddermame fedt.

KURT FRA MIN klasse ville rigtig gerne være med i vores cirkus. Han påstod, at hans onkel nede i Tyskland havde et kæmpecirkus, og der var nogle dyr, de ikke kunne bruge, som vi gerne måtte få. Elefanter og zebraer. Hvornår kommer de så? Det gjorde de på torsdag, sagde han. Så cyklede vi alle sammen til Tarm og ventede på dem. Tredje gang, vi cyklede de fem-seks kilometer til Tarm, var hans sidste chance. Men der kom jo ikke nogen dyr, og Kurt fik ikke lov til at være med i vores cirkus. Det er da klart. Vi tog det meget alvorligt. 

DET BLEV SVÆRERE og sværere at blive ved med at lege. Er det ikke lige lovlig barnligt? Skal du ikke spille fodbold som os andre? Det var klassekammeraterne, der sagde det, og jeg prøvede også at gå lidt til fodbold. Højre back. Der var sådan et skab nede ved klubben, hvor man kunne se, hvem der var udtaget til næste kamp. Jeg vidste præcis, hvor langt væk fra skabet jeg kunne stå for at se, om mit navn stod på højre back-pladsen. Det gjorde det aldrig. Jeg husker det ikke, som om jeg blev ked af det. Jeg var mere optaget af at lave en evighedsmaskine eller en rigtig automat, hvor man putter penge ind, og så kom der varer ud. Det lykkedes aldrig. Jeg måtte selv sidde inde i maskinen og skubbe tingene ud.  

JEG BEGYNDTE til spejder. Jeg er god til at organisere og havde min egen patrulje, Træskonæbbene. Ud over konkurrencerne om, hvem der først kunne bygge et tårn af rafter, fik vi også point for måden, vi gjorde det på. Om vi havde alle i truppen med. Det havde jeg, og sådan var jeg også opdraget. Når man ser en ulveflok, løber alfahannen heller ikke forrest. Den går bag flokken og lader de svage og gamle om at bestemme tempoet. Det anede vi ikke en skid om, men det var sådan, vi gjorde, og det fik vi point for.  

DA JEG VAR omkring de 13 år, skulle jeg til England i seks uger som en del af noget udveksling. De første tre uger boede jeg hos et gammelt, barnløst præsteægtepar, og jeg har aldrig haft tre så rædselsfulde uger i mit liv. Jeg kunne ikke tale engelsk og var frygtelig ensom. Men bagefter skulle vi tre uger til Sydengland med Boys’ Brigade, den engelske udgave af spejdere. Det var næsten udelukkende sorte drenge fra fattige familier, og vi havde det så pisseskægt. De spillede musik og dansede hele tiden, klappede, fyrede den af og havde det bare sjovt. Dér vidste jeg, at jeg skulle hjem og lave musik. Jeg var ikke bare nogenlunde sikker. Jeg vidste det 100 procent. 

6.

DA JEG KOM HJEM fra England den sommer i 1965, var min bror lige blevet konfirmeret og havde købt et trommesæt. Han har slået på noget altid. Året efter var det min tur, og jeg købte en basguitar og en forstærker. Så var vi i gang. 

VI VILLE VÆRE ligesom Beatles, så vi fik to andre med, og så havde vi et orkester. Beatmusikken var endnu ikke slået igennem i Vestjylland, så det var sværere end først beregnet. Der var ingen, der ville hyre os, så hvad gjorde vi? Vi lavede sgu da bare vores egen club! Så vi startede ’Gnags Dancing’, hvor man kunne indløse medlemskort og høre os spille hver søndag i vintermånederne. På det tidspunkt var vi flyttet ud på en stor, gammel gård, hvor der havde været vandrerhjem i to længer. Der kunne være 200 mennesker, og der havde vi vores club. Vi brugte al vores tid på at blive gode til musik, vi hørte Kinks, Doors, Rolling Stones, Beatles og trevlede alle pladerne op med ørerne. To hurtige og en sjæler, så var dansegulvet i gang. 

NAVNET GNAGS stammer måske fra dengang, jeg sad i en skinnebus med min bror og en, der hed Ole, fra hans klasse. Oles far arbejdede i DSB, og han havde fået os med på en tur til Esbjerg sammen med DSB’s generaldirektør. Vi fik lov til at sidde lige bag ved ham. Det var sensommer, og jeg spiste et æble. Pludselig vendte generaldirektøren sig om: ”Hvem er dog det, der gnasker så eventyrligt et æble?” Han kiggede på mig, og jeg blev så rød i hovedet. Den sætning kørte som en joke imellem os i lang tid. Og måske var det det, der blev til Those Gnags. Sådan hed vi i starten. 

VI HAR ALTID omgivet os med folk, der var bedre end os selv. Det havde min bror hurtigt gennemskuet. Som gammel kan jeg se, at det var klogt af os. På den måde lærte vi at spille, og til sidst sagde vi til os selv: Ikke om vi gider sidde og efterligne alt det, de andre laver. Nu er det på tide at finde ud af: Hvem er Gnags? 

I BEGYNDELSEN spillede vi pop. Vi havde silkeskjorter på og stoppede et lommetørklæde ned i gylpen på vores stramme bukser. Jeg gik i en ren drengeklasse i gymnasiet på Vestjysk Gymnasium, og der skulle jeg så fortælle, hvorfor vi gjorde det. Jeg gad ikke engang forklare dem det. I gymnasiet skulle vi undskylde, at vi spillede dansemusik. Det var ikke fint. 

OMKRING 1967 fik vi mulighed for at lave en single-plade. Vores guitarist, Jacob Riis, skrev nummeret til den. Det var på engelsk. Jeg kan stadig huske det øjeblik i 1968, hvor jeg har været 16 år og sad med hovedet helt oppe i radioen og ventede på, at den skulle blive spillet. Det blev den, og jeg tænkte: ”Hold kæft, nu sidder hele Danmark og hører Gnags i radioen.” Men bagefter var det underligt. Jeg vidste ikke engang, hvad sangen handlede om. Anede det vitterlig ikke. Jeg kan huske fornemmelsen af på den ene side at være enormt stolt over at være spillet i radioen og på den anden side føle  et enormt savn, fordi den ikke havde noget med mig at gøre. Fra da af begyndte jeg at skrive sangene. 

MIN FAR SAGDE altid: Lad være med at synge om noget, I ikke har oplevet. Den tog jeg til mig og har fulgt lige siden. 

7.

JEG VAR IKKE god til at lytte efter i skolen. Til gengæld var jeg en mester i at lave lyde. Når jeg sugede tungen op til ganen, kunne den smælde så kraftigt, at man tror, det er løgn. I klassen stod der en række skabe med udstoppede dyr. Når jeg lavede det smæld ind mod de skabe, lød det så højt, at hele klassen grinede. Læreren fandt aldrig ud af, hvor det kom fra. Jeg havde også en anden lyd: ”Gggghhhhhheræøeee.” Hvis læreren hidsede sig op over for mig, sagde jeg sådan og vendte det hvide ud af øjnene. Så anede han ikke, hvad han skulle stille op med mig. 

JEG FIK EN LOUSY studentereksamen. Jeg var så uheldig, at jeg kom op i både skriftlig og mundtlig matematik, fysik og kemi. Det kunne ikke være værre. I tre år havde jeg kun spillet musik og skrevet alt af. Og så blev jeg afsløret. 

JEG DUER IKKE til at gå til eksamen, ligesom jeg heller ikke duer til at sende plader ud til anmelderne. Jeg er nervøst anlagt, og som barn bed jeg negle helt ned til rødderne, ned i de nederste lag med den betændelse, der kom med. Jeg har altid presset mig selv hårdt. 

JEG VILLE HELEtiden mere, end jeg kunne. Det gjaldt også, når jeg blev for ivrig, så kom jeg til at stamme. Hvis jeg skulle sige ’Beatles’, sagde jeg ’B-B-B-B-B-B-B-B-B-B-Beatles’. Jeg ved ikke, hvordan jeg kom af med det, men jeg tror, det skete, da jeg begyndte at synge. Jeg har ingen problemer med at spille live, der ved jeg, at jeg kan redde den hjem på charmen. Og jeg elsker at spille for et publikum. 

MIN FAR VIDSTEgodt, at den var gal med de eksamener, så han gav mig en halv Stesolid. Han fortalte først bagefter, hvad det var, men det hjalp. Jeg reddede den hjem i de mundtlige, så jeg bestod på trods af nogle jammerlige karakterer i de skriftlige. 

DA JEG KOM TIL Aarhus, søgte jeg ind på Arkitektskolen. Jeg ville bygge højhuse. Jeg kom ind, men i København. Det var helt udelukket, at jeg kunne flytte derover, vi spillede og øvede jo hele tiden. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at bytte plads med Aarhus, men det lykkedes ikke. Jeg kom til at læse dansk i stedet for. Jeg tror, jeg havde været arkitekt i dag, hvis jeg havde kunnet bytte den plads. Så skulle du se nogle højhuse, jeg ville have bygget. Det er en af de meget få ting, jeg har ønsket mig, som ikke er blevet til noget. Ellers vil jeg sige, at jeg har realiseret alt det, der var oppe i fantasien.

DANSKSTUDIET BLEVfor teoretisk for mig, så jeg skiftede til Journalisthøjskolen i 1975. Jeg tænkte aldrig, at jeg skulle være journalist, men jeg havde brug for at kunne forlænge mine studielån. Jeg havde allerede et barn og et andet på vej. Da jeg havde læst første del, skulle vi i praktik, men jeg fik aldrig nogen plads. Jeg skrev det, som det var: at jeg var ude at spille i alle weekender, men at jeg fandeme ellers var flittig mandag til torsdag. De brugte vel praktikanterne i weekenderne, så de selv kunne få fri. Jeg fik i hvert fald ikke nogen plads og nåede aldrig længere med nogen uddannelse.

PETER A.G. OM ’SLINGRER NED AD VESTERGADE’

”Den er et tidsbillede. Og det foregår i Vestergade, fordi der er en Vestergade i næsten alle byer. Jeg kommer fra en barndom, hvor min mormor og morfar havde boghandlen i Skjern, og min far havde overtaget den førende manufakturforretning efter min farfar, men jeg kunne jo se, at det blev sværere og sværere for de små butikker at klare sig. Derfor er der ophørsudsalg. Men det er jo ikke bare butikkerne, der lukker, det er jo også en ny tid, der kommer, hvor man asfalterer i stedet for at dyrke sine haver.

’Hylderne bugner med guldkorn i udvalg’, for verden mister en hel masse med den butik, der lukker, en hel masse erindring om alvor i livet. Det er en lille historietime i en sang, men også en tidlig registrering af noget, vi alle sammen taler om i dag, nemlig manglende tilstedeværelse:

’Så lidt liv vi i grunden nyder, når en sjælden gang vi ser igennem tågen, hvad det er, det drejer sig om her. Det er fravær, fravær, fravær.’ Folk glemmer at være til stede, det mindede vi dem om allerede dengang. Det er slet ikke så kompliceret, man skal bare læse det, der står.”

8.

VI KØBTE kollektivet, mens vi stadig gik i gymnasiet. Vi var fire, der skulle skrabe 10.000 kroner sammen, så havde vi til udbetalingen til vores nye hjem. Det lå i Viby i Aarhus og havde et stort tømrerværksted, hvor vi kunne have øvelokale. Alle, der boede i kollektivet, var med i Gnags. Vi flyttede ind den dag, der var translokation.

VI VAR UDE at spille hver fredag og lørdag, men når vi var hjemme, var der fest. Der var mange mørklægningsgardiner rullet ned om dagen i det kollektiv, lad os sige det sådan. 

I MANGE ÅRtjente kollektivet penge på at lave smørrebrød til kantiner. Vi mødte klokken fire om morgenen, nogle gange kom vi direkte fra job, og smurte skolemadder indtil klokken 10 om formiddagen. Der var 60 damer og så hele kollektivet i hvide kitler og skråhue.  

I EN PERIODE arbejdede vi også for et stort rengøringsfirma. Når der var en institution, der var færdigbygget, rykkede hele kollektivet ud og gjorde rent. Vi tjente mange penge på det, indtil vi blev fyret. Vi skulle gøre en stor gymnastiksal ren, hvor der lige var blevet lagt nyt parketgulv. Vores keyboardspiller pøsede en masse vand på og glemte alt om det. Dagen efter stod hele gulvet op i en spændt bue.  

JEG FIK MIT første barn i 1973, da jeg var 19 år. Min kæreste, der var sygeplejerske, troede ikke, hun kunne blive gravid, men det blev hun, da jeg var 18, og hun var 24. Det bekymrede ikke mig. Vi havde klaret alt muligt andet, hvorfor skulle vi ikke klare at have et barn? I kollektivet var der altid 12 voksne til at tage sig af mine børn. Det var en god måde at overleve på, også når man ikke har så mange penge. 

JEG VAR MEGET glad for kollektivet. Der var plads til alle. Da jeg fik nye venner på Journalisthøjskolen, kom de også i kollektivet, og vi bombarderede hinanden med inspiration, specielt det musikalske. Når vi rejste rundt med bandet, boede vi i andre kollektiver. Ligesom andre kollektiver boede hos os, havde vi faste kollektiver, vi boede hos, i Hvidovre, Svendborg, Odense, på Amager og i begyndelsen også hos Gasolin på Christianshavn.  Det var godt for musikken. 

VI HAR EKSPERIMENTET med stoffer, men ret tidligt fandt vi ud af, at det duede ikke. Hvis man tog hårde stoffer, junk, coke, selv speed, så blev man sendt hjem, fordi folk blev utilregnelige, folk blev sure dagen efter, og så kunne vi ikke få vores show op at køre. Vi har været benhårde med det der, og det har reddet nogle og måske også os selv. 

9.

VORES FØRSTE LP udkom i 1973 på Philips gennem Johnny Reimar, der var en guttermand og hjalp os. Til gengæld fik vi ingen penge. Heller ikke for de kunstneriske rettigheder. Vi anede intet om det, vi var bare glade for at få en plade ud. Den fik flotte anmeldelser og kom på hitlisterne, men vi tjente jo ikke noget. Så vi tænkte: ”Vi laver sgu selv det næste album.”

VI KØBTE ET hus mere ved siden af kollektivet og etablerede vores eget pladeselskab, Genlyd Grammofon. I 1975 indrettede vi Feedback Studio. Vi fik de bedste teknikere og den bedste musikalske værktøjskasse i landet. Når der kom andre artister og indspillede hos os, lærte vi af dem, vi fik deres hemmeligheder, så vi hele tiden selv kunne blive bedre. Hver gang der kom en ny lyd, skulle vi have den og bruge den. Studiet og pladeselskabet udviklede sig til en lags fritidsklub med spillemaskiner, bordfodbold, fjernsyn, et hænge-ud-sted, hvor alle – høj som lav – kom. Musikere, venner. Selv kronprinsen blev senere en del af det miljø. Men vi tjente stadig ingen penge.

DA JEG VAR 30, boede jeg stadig på et værelse med to børn i kollektivet. Folk begyndte at tænke: Du har ikke engang fået en uddannelse, mand! På den ene side tvivlede jeg også, for tvivlen skal man altid have med sig. Jeg er religiøs, så jeg tror, og jeg tvivler. Men den kan nogle gange tage overhånd, så man kan komme i tvivl, om man dur til noget som helst. 

VI FIK HÅRD kritik i 70’erne. Folk syntes ikke, vi var politiske nok. Der var en kritik i Information af, at ’der var ikke et ord om den automatiske dyrtidsregulering’. Med de ord. Vi vidste ikke engang, hvad det var.

VI ARBEJDEDE hele tiden på at finde vores egen lyd, så man kunne høre, det var Gnags. I slutningen af 70’erne spillede vi meget i Tyskland. Hippiemusikken var større der, og håret var længere. De mente det mere alvorligt. Men så en dag var vi til en fest i København, hvor folk pludselig dansede på en anden måde. Det var Bob Marley og den slags. Så var det, som om det sagde BANG. Både Jens og mig, og jeg tror også vores guitarist, Per Frost, blev ramt af et eller andet. Det er sgu da den vej, vi skal. En blanding af reggae og rock. For Jens og mig var det fuldkommen frigørende. Vi fik nogle hits i løbet af 80’erne, og det gik op for os, at vi spillede uden om vores eget publikum. Pludselig blev vi folkelige. 

VI HAVDE OGSÅ vores eget bookingselskab. Når vi tog på turné, var det os selv, der tjente pengene. I stedet for at udbetale dem til os selv blev vi ved med at ansætte dygtige folk, vi blev ved med at drømme stort. Vi ville være det bedste studie i landet, og det mener jeg, vi lykkedes med.

MUSIK ER LEG FOR MIG, men der er en grund til, at det hedder showbusiness. Du er nødt til at være en hård hund, ellers kan du ikke få lov til at lege. Det mærkede vi op igennem 80’erne, hvor konkurrencen blev hårdere, og vi begyndte at tjene rigtige penge. Vi gemte på hemmelighederne i stedet for at dele ud af dem, og hallerne blev mere og mere fyldte. Det generede ikke mig, for jeg kan godt lide at konkurrere. Jeg synes, det er meget fedt, at man skal oppe sig og ikke bare automatisk er en succes.

SAMTIDIG MED AT vi begyndte at tjene penge, randt kollektivet ud. Vi havde boet sammen i 10 år og var ved at blive trætte af hinanden. Kollektivet blev opløst, men vi blev ved med at spille sammen. 

10.

JEG SKRIVER SANGE konstant. Vi er lige blevet færdige med et album, og jeg er allerede videre og i gang med tre nye sange. Jeg spiller vores hits med stor fornøjelse, men de interesserer mig ikke. Jeg er interesseret i det næste, der kommer. Det er entreprenørens problem og gave. Og forbandelse. 

JEG ER TRÆT af, at folk tror, det er noget vås, jeg synger. Det er det ikke. Det må folk selvfølgelig gerne synes, men jeg gider ikke frivilligt påtage mig et image som en lalleglad idiot, der ikke tænker sig om.  

PÅ DET NYESTE album har vi for eksempel en sang om plastik i havet, ’Syndflod af plastik’. Jeg var i alle de nordsjællandske havne på samme tidspunkt om aftenen en sommer for at fange den stemning, jeg gerne ville have. Så sidder jeg og iagttager. Laver research. Jeg kan høre, hvordan skibene trækker i deres tov. Den lyd ved jeg skal med i sangen: ”Bådene længes og sukker og drømmer og snorker i tov.” Mine sange bliver altid til ude i virkeligheden, det er noget, jeg har oplevet. Som min far sagde: Aldrig synge om noget, du ikke selv har oplevet. 

HVIS JEG SKAL HAVE et eftermæle, skulle der stå: ”Han eksperimenterede sgu med, hvad man kan synge om.” 

VI HAR SPILLET ’Burhøns’ til hver eneste koncert siden 1978 i håb om, at de kan komme ud af det bur. Nu er det ved at lykkes. Jeg er gået helt ind i den rolle som burhøne og har ondt i hele kroppen, når jeg er kommet ud af den. Det er fuldkommen idiotisk, men det er min måde at være musiker på.

11.

DET HELE FALDT sammen på én gang. Min bror fik en hjerneblødning, Per Frost ville videre, og bandet gik mere eller mindre i opløsning. Det var i 1996. Samtidig med at min bror blev syg, fik min mor kræft. Jeg tog med hende til Aarhus, hvor hun skulle have strålebehandling. Det første, min mor så, da vi kom op på afdelingen, var et skilt, hvor der stod ’Afd. ød’. Altså afdød. Hun kiggede på mig og blinkede. Hun vidste godt, at hun sandsynligvis ville dø af det, men det tog hun med oprejst pande. Min far var mere ulykkelig. Det var ikke et træ i skoven, der væltede, det var hele skoven for ham.  

MIN KONE var ved at lave en dokumentarfilm på Filippinerne, og der tog jeg hen i julen i 1997. Min mor havde sagt, at jeg roligt kunne rejse, hun ville helt sikkert stadig være der, når jeg kom tilbage. Mens jeg var derovre, drømte jeg, at jeg gik op ad en lang stige, op til min far. Samme morgen tog jeg ud for at snorkle, og da jeg skulle ind, begyndte det at blæse kraftigt op. Jeg kunne næsten ikke komme ind og var tæt på at drukne. Da jeg endelig nåede i land, var der et telegram fra min bror: ”Far er død.” Hvad? 

JEG SKYNDTE MIG hjem og så min far ligge som en astronaut med et smil om munden. Han havde altid sagt, at det var den store tur, den sidste rejse, når man slipper, og sådan så han også ud. Han havde en blå pyjamas på, han havde købt i Italien. Den havde samme farve som himlen.

ET PAR DAGE efter kom der en mand ud med to kors. ”Det er mærkeligt,” sagde han: ”Din far har bestilt to kors af birketræ.” Vi ved stadig ikke, hvad han døde af, for han blev ikke obduceret. ”Det skal han ikke,” sagde min mor. 14 dage senere døde hun. Det andet kors var til hende. 

MIN FAR HAVDE lavet en kuffert med alt i, det hele var arrangeret for os. Der lå et billede af dem til os hver, og han havde skrevet ned, hvordan vi skulle fordele tingene. Den kuffert havde ligget klar i årevis. Min far var religiøs, min mor var fritænker, skeptisk. Rigtig mange diskussioner endte med, at min far sagde: ”Det er også lige meget, for jeg skal nok gå forrest og bane vejen for dig.” Det var meget smukt og derfor også relativt nemt at komme sig over.

JEG FIK SÅ hammeren 14 dage efter. Far døde dagen før nytårsaften, mor døde 14. januar, 1. februar blev jeg skilt. Der gik min kone. Bang! Den havde jeg ikke set komme. 

MIN BROR, som jeg havde bygget alt op med, havde fået en blodprop, og selvom han var sluppet nådigt, kunne han ikke spille mere. Gnags var delvist i opløsning, min far var død, min mor var død, og så blev jeg skilt. Det første år efter bruddet sagde vi ikke en lyd til hinanden. Der var iskoldt, lukket.

JEG VAR KED AF DET. Virkelig ked af det. En aften, da jeg kom hjem, var hele huset lyst op. Der var så meget lys, at jeg ikke kunne lade være med at grine. Mine børn havde rottet sig sammen og var taget hjem for at trøste mig. Så har man alligevel ikke mistet det hele. Kort efter flyttede jeg til København. Til den første fest, jeg gik til i København, mødte jeg min nuværende kone. 

I DAG ER JEG gode venner med alle mine ekser. Når min datter skal konfirmeres om nogle måneder, er begge mine ekskoner med, selvom ingen af dem er hendes mor. Det er fuldkommen naturligt. 

GNAGS

blev dannet af brødrene Peter og Jens Gjerluf Nielsen, Kurt Langbo og Peter Jul i 1966. Kort efter kom guitarist Jacob Riis med, og han skrev deres første og eneste engelsksprogede single, der udkom i 1968. Bandet har udgivet 23 studiealbum. Det seneste, ’Robot’n’roll’, udkom i april 2019.

I 1996 forlod to af de toneangivende medlemmer bandet: guitaristen Per Frost og ikke mindst trommeslager Jens Gjerluf Nielsen som følge af en blodprop. Per Frost vendte siden tilbage til Gnags og var med til at udgive ’Nørd’ i 2017 – ligesom han er med på det seneste album. Jens Gjerluf Nielsen spiller ikke længere selv, men bliver stadig taget med på råd. Gnags kan opleves sommeren over til en lang række festivaler og koncerter.

12.

JEG HOLDT EN stor fest, da jeg fyldte 60 år i 2012. Jeg havde tivoli med skydebaner og tombola, et stort cirkus, diskotek og spisetelt. Alle de gamle fra Gnags var med. Og vi fandt sammen igen. 

DER ER MANGE på min alder, der vælger at stoppe, men jeg kan ikke lade være, det er en nødvendighed. Jeg synes, der er noget, der skal siges. Og specielt synes jeg, der er en måde, det skal siges på.

JEG ER NÆSTEN DØV på højre øre. Jeg skal have et høreapparat, for det er irriterende. De andre er ved at få spat af mig, fordi jeg hele tiden siger: ”Hvad?” Det ærgrer mig, og det er et problem, når jeg laver musik, at jeg ikke kan høre diskanten på det øre. Hvis jeg ikke kan lave musik længere, kan jeg skrive mine erindringer. Jeg har altid tænkt, at når jeg ikke kan turnere mere, vil jeg skrive en bog fra havet, en fra bøhlandet, en fra byen og en fra bjergene. Jeg ved nøjagtig, hvad de skal handle om. 

JEG HAR IKKE prøvet at være pensionist endnu, men jeg vil prøve det på et tidspunkt. ”Hvad skal du i morgen?” ”Det ved jeg da virkelig ikke.” 

VI HAR ALTID RÅBT: ”Er I der?” når vi er ude at spille. Er du her, her og nu, eller står du med din forpulede telefon og tjekker, om du er der? Vær her, her og nu. Der er kun her og nu.

/

Verdens værste værter

Café Kølbert begyndte som et ungdomsprojekt for aarhusianere og har siden været afsæt for både komikere og politikere. I dag har serveringsteateret kontorer i Köln og London og eget oplæringsakademi. ”Vores humor rammer noget arketypisk,” siger ejer og medlem af ensemblet Lars Ringdal.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Café Kølbert

Hvad er Café Kølbert?

”Et serveringsteater, en trup komiske tjenere, man kan hyre. Vi har en imaginær forhistorie: Vores overtjener er en enkefrue, der havde kysthotel ved Esbjerg i krigens tid, men blev tvunget til at dreje nøglen om, da charterturismen overtog, og derfor gik vi på landevejen. Vi har hver vores karakter, jeg er for eksempel en voksenlærling, der aldrig bliver færdigudlært.”

Så hvordan forløber en aften med jer?

”Vi serverer for gæsterne, og samtidig laver vi et show. Vi har en fast dramaturgi, men også masser af luft til at improvisere. Et fast element er at henvende sig til gæsterne på en moderat grænseoverskridende måde og se, hvad der kommer ud af det.”

Hvorfor er det sjovt?

”Inden showet indhenter vi information om deltagerne. Hvem er chefen, hvem er økonomichefen, hvilke problemer, hvilke succeser og problemer sidder med ved bordet? Det tillader os at gå ind i tabuer og nedbryde hierarkier. Historisk set går vi tilbage til narren og commedia dell’arte (italiensk teaterform. red.). Engang optrådte vi for dronning Margrethe og sagde nogle ting, der nærmede sig majestætsfornærmelse. Jeg sagde: ’Vil dronningen købe et dameur billigt’. Hun svarede: ’Nej tak, dronningen har mange billige dameure derhjemme.’”

I har eksisteret siden 1985. Hvordan har konceptet ændret sig i den tid?

”Vi startede som et projekt for arbejdsløse og unge, der ikke var begyndt på arbejdsmarkedet eller en uddannelse. I 1991 tænkte vi, at vi kunne tjene lige så meget, som vi kunne få på støtten, og blev professionelle. Vi fortæller stadig den samme historie, som vi har forsøgt at forædle. Men det, der var sjovt i 1985, er det ikke nødvendigvis i dag. Hvis jeg siger noget, min karakter har haft held med før, og bordet ikke griner, er det tid til at finde på noget nyt.”

Café Kølberts besætning bevæger sig ofte rundt som deres karakterer. Her i forbindelse med en optræden i Cannes.

I har engang optrådt for Paolo Maldini og resten af A.C. Milan. Hvordan kom det i stand?

”En dansk fodboldspiller, der spillede dernede, holdt bryllup. Jeg kan ikke sige, hvem det var, men jeg kan sige, at der var mange Porscher parkeret ude foran slottet.”

I dag har I kontorer i London og Köln og 68 ansatte fra i alt 10 lande. Hvad er det, I kan?

”Vi er først og fremmest sjove. Jeg tror, vi rammer noget arketypisk med vores lidt grænseoverskridende humor. Og vi har i særlig grad slået an i Tyskland. Måske er vores humor lidt mere frigjort?”

I forbindelse med ekspansionen har I dannet Kølbert Academy, der oplærer nye ansatte. Hvad lærer man?

”Vi oplærer comedy soldiers, der kan optræde under de sværeste forhold. Man lærer at være frygtløs og samtidig kunne opfatte gæsternes signaler og mærke deres grænser. At styre samtalen, tage hånd om dem og få dem til at føle glæde, åbne op og se sig selv i et andet lys. Det kræver fornemmelse for energierne, og at man som skuespiller investerer meget af sig selv. Det kan tage år at lære.”

Lærer man også at servere fra den rigtige side og tale om sydvendte vinmarker?

”Vi må ikke spilde. Gæsterne skal hverken på renseri eller psykiatrisk afdeling efter en middag med os. Men når det er sagt, handler det om at aflære alt, hvad man ved i forvejen, også når det gælder servering. Det er kedeligt at gøre, som man plejer. Jeg ved, at man serverer fra højre. Jeg serverer altid fra venstre. Allerede der har man folks opmærksomhed.”

Hvad kan man bruge uddannelsen til, hvis man skulle få lyst til at søge andre græsgange end lige Kølbert?

”Uffe Elbæk var jo blandt initiativtagerne i sin tid. Claes Bang og Lars Hjortshøj har også været hos os. Timm Vladimir og Gordon Kennedy har freelancet. Andreas Bo har været med nogle gange. Vi har også mange, der ikke er lykkedes inden for underholdning eller har kunnet stifte deres eget parti, men som til gengæld har haft succes som psykologer, coaches, kropsterapeuter eller livsstilseksperter. Man lærer noget om at være menneske.”

 

/

Træmanden

Han stod i lære på Amalienborg og har trofæhylden fuld af ædelmetal, men trives bedre på værkstedet end på de bonede gulve. Møbelsnedker Kristian Frandsen lever af og for sit håndværk.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

JEG BOEDE I Aarhus, hvor jeg arbejdede som postbud, handicaphjælper og alt muligt andet, mens jeg spillede en masse musik. Jeg spillede bas, mest funk, fordi genren giver mulighed for at groove og dygtiggøre sig teknisk. 

Som 21-årig trængte jeg til luftforandring og flyttede til København, hvor jeg begyndte på grundforløbet for møbelsnedkere på teknisk skole. Det blev hurtigt en besættelse for mig. Jeg elskede materialerne, og at mit arbejde manifesterede sig i noget fysisk. 

Samtidig har faget en utrolig dybde. Al den kulturhistorie, teknik og viden, som ligger lige på vippen til at forsvinde, og som du ikke kan google dig til. Du er nødt til at gå ud og finde de gamle bøger. Hvis jeg i dag skal restaurere et antikt bord, hvor stellet har én farve, og bordpladen en anden, så er jeg nødt til at vide, hvordan jeg bejdser pladen, så porerne bliver fyldt helt ud, sådan at lakeringen, der kommer ovenpå, bliver helt glat og spejlblank, uden at porerne synker sammen. Jeg er nødt til at vide, hvor meget den trækker sig sammen ved tørringen, og også gerne, hvor lang tørretid den har, så jeg kan planlægge mit arbejde. Det er klart, at jeg kan finde ud af det ved at forsøge mig frem, men det tager kostbar tid, og den viden kan man ofte finde i gamle fagbøger. Min bibel er ’Snedkerteknik’ fra 1943. Den går for 1.000-2.000 kroner antikvarisk.

Der er orden i Kristian Frandsens værktøj, hvoraf en del er sjældenheder hjembragt fra en studietur til Japan.

VI VAR OMKRING 80 elever på grundforløbet, der konkurrerede om, lad os sige tre-fire virksomheder, der tilbød lærepladser. Jeg besluttede mig for at gå i skolepraktik og give den gas dér. Jeg forsøgte på eget initiativ at få opgaver fra møbeldesignere i håb om at dreje uden om de trivielle opgaver. 

På et tidspunkt søgte Amalienborg Slot min skole om et par elever, der kunne gå til hånde et par uger. Jeg blev spurgt, om jeg havde lyst, og følte stor bekræftelse. Et par måneder senere, da forløbet var overstået, og jeg var tilbage i skolepraktik, henvendte Amalienborg sig igen og spurgte, om jeg ville have en fast læreplads. De næste tre år arbejdede jeg som en del af et lille hold bestående af en værkstedsleder, en snedkermester, to lærlinge og en uddannet snedker. 

Vi restaurerede rigtig meget kongeligt inventar, men vi producerede også nyt. Én uge kunne det være restaurering af seks kinesiske stole fra 1600-tallet, en anden uge skulle vi måske møblere en vinkælder med borde og reoler. 

Ofte stod jeg alene med en beslutning uden nogen at spørge til råds – dog ikke, når det gjaldt uerstattelige møbler. I løbet af læretiden fik jeg også lov at lave nogle mere nutidige ting, for eksempel et multimøbel til en af kronprins Frederiks biler – en Tesla – hvor han kunne opbevare slik, kaffe og magasiner på bagsædet. Det var sjovt at lave et stykke lækkert håndværk afpasset til bilens formgivning.

’Tripus’ hedder stolen her af sæbebehandlet egetræ i eget design. Det betyder trefod.

TIL SVENDEPRØVEN lavede jeg et skrivebord med skuffer og et skjult skrin. Jeg fik den højeste udmærkelse, en sølvmedalje. Det har været en udmærket ting at promovere sig på, men jeg syntes godt, jeg kunne have leveret noget, der var bedre. Den ene af skufferne kørte ikke optimalt, men vrikkede lidt, når den blev trukket tilpas langt ud. Det er selvfølgelig en detalje, men skuffen er et klassisk parameter på din akkuratesse. Det er meget små variabler, der afgør, om den kører som en drøm, eller om den gør direkte ondt at bruge. 

Efter min svendeprøve søgte jeg en masse legater og brugte to år på en skole på Øland i Sverige, inden jeg tog en svensk svendeprøve, kaldet gesäll, som gav mig en såkaldt stor sølvmedalje. Jeg boede på skolen, hvor jeg havde adgang til værkstedet 24 timer i døgnet og virkelig forsøgte at tage mig god tid og blive ét med materialerne. 

Jeg ved godt, det lyder lidt jedi-agtigt, men jeg er nødt til at være fuldt til stede i mit arbejde. Jeg trives langt bedre i værkstedet end ude til ferniseringer, hvor jeg er tvunget til at mingle. De sidste mange år har jeg stået i værkstedet 70-80 timer om ugen, så det skal være rart. Samtidig er jeg også nødt til at holde et vist tempo. Det har jeg for alvor erfaret, efter at jeg i 2016 begyndte som selvstændig. Man skal vide, hvornår man skal trykke på speederen. Særligt fordi mine projekter ofte tager lang tid i forvejen. 

Specialmøbel lavet til kronprinsens Tesla.

FOR TIDEN arbejder jeg på et vitrineskab til et køkken. Det har foreløbig taget to måneder. For nylig lavede jeg et flaskeskrin til en svensk vinentusiast. Det tog mig en god måneds tid og kostede ham 40.000 kroner. 

Når jeg tager imod en opgave fra en kunde, sætter jeg prisen ud fra et estimat over, hvor lang tid det vil tage mig at lave den. Nogle gange bliver min timeløn lidt bedre end forventet, andre gange brænder jeg nallerne og arbejder ’ulønnet’ i en uge. De første år som selvstændig har jeg virkelig sat nogle priser for lavt. Men indtil nu har jeg haft overskud. 

Jeg veksler mellem restaurering og de større opgaver, hvor jeg skaber ting fra bunden. Det er altid godt at have flere ting i værkstedet sideløbende, så du altid har noget andet at arbejde på, hvis for eksempel en ting er blevet limet og står og tørrer, eller en overfladebehandling dunster af. 

Detalje af skrivebordet ’Peder’ af eget design.

EN TING, jeg har lavet, som jeg holder meget af, er et skrin, jeg lavede for min egen skyld, og som jeg modtog Kunsthåndværkerprisens sølvmedalje for. Det er en stor hæder. Skrinet er lavet af mose­­eg, som er træ, der har ligget i en mose i omkring 4.500 år. Det har en naturlig sort farve, der er et resultat af en kemisk forbindelse mellem garvesyren i træet og jernsaltene i mosevandet. 

En af min fars kammerater hev det op af en mose for 60 år siden og tørrede det meget forsigtigt, da man risikerer, at det springer, hvis tørringen går for hurtigt. Jeg lavede skrinet inspireret af den japan­ske sashimono-teknik, der giver en kompliceret, skjult konstruktion, og anbragte en kvist på langs af det. 

Det virker, som om der er en del arbejde at få for en faglært snedker. Men man kan også hurtigt ende med kun at lave restaurering, forsatsruder, radiatorskjulere og andre nødvendigheder. Jeg forsøger at holde fast i at lave mange unødvendigheder.

MODE-SNEDKERI

Stadig flere går planken ud disse år. Men det har vist sig svært at finde lærepladser til de håbefulde, og det kniber med beskæftigelsen for mange faglærte, så Undervisningsministeriet har fra i år gjort møbelsnedker til en såkaldt kvoteuddannelse med begrænset adgang (mens der er fuld adgang til bygningssnedker). Har du en aftale om en læreplads med en virksomhed, er du dog sikret optagelse. Kontakt en af de 11 institutioner i landet, der uddanner møbelsnedkere, for at høre mere.

 

/

En Høgh vender hjem

Efter næsten fire års autodidakt uddannelse som Ivar the Boneless i HBO-serien ’Vikings’ er 24-årige ALEX HØGH ANDERSEN netop kommet tilbage til Danmark. Her fortæller han om tilfældets magt og om vigtigheden af at lade sig rive med.
Tekst:Erik LillelundFoto:Emilia Staugaard

JEG HAR ALTID omtalt mine tre et halvt år på ’Vikings’ som min uddannelse. Den har været teoretisk begrænset, men ekstremt praktisk anlagt. Jeg kan ikke citere Shakespeare eller Sartre, men jeg ved, hvordan kameraet fungerer. Det har været min mærkelige, mærkelige uddannelse. Under indspilningerne står man tidligt op om morgenen og bliver kørt ud til ingenting – og så skydes første scene. Og så prøver man at hitte ud af, hvad der skal gøres for at redde den, fordi den kun består af bogstaver på et stykke papir. Jeg har været nødt til at blive skarp til at arbejde med scener under tidspres uden at øve dem inden. 

JEG HAVDE ALT for meget krudt i røven som barn. Jeg spillede håndbold og fodbold i Skælskør, hvor jeg er vokset op, men sport var ikke nok. Jeg har altid sunget og danset meget, så da jeg var otte-ni år gammel, skubbede min mor mig af sted til noget teater. Inderst inde hadede jeg det og tænkte: ”Hvad fanden skal jeg der?” Alligevel blev jeg vild med det. Som sædvanlig havde mor fat i den lange ende.

Alex Høgh Andersen er hjemme igen efter sit skuespileventyr og vil nu samle op på noget af alt det, han har sprunget over.

DET ENE TOG det andet. Instruktøren på det lokale teater instruerede også på Eventyrteatret – en dramaskole og et teater i København for børn og unge. Jeg spillede der, indtil jeg var cirka 17, og jeg lavede seks-syv forestillinger, der altid bliver spillet af eleverne. Som regel var vi 80 på et hold, men der var måske fem roller i et stykke. Jeg var meget privilegeret og fik lov til at spille store hovedroller og biroller. Det var der, jeg fandt ud af, at jeg var glad for skuespil.

I GYMNASIET, i 3. g, fik jeg en rolle i TV 2’s julekalender ’Tvillingerne og julemanden’. Mens alle andre brokkede sig over SRP-opgaven og sådan noget, fløj jeg frem og tilbage mellem København og Aalborg og skød scener. Jeg havde afsindig meget fravær. I den sidste uge af 3. g arbejdede jeg mandag til torsdag, hvilket betød, at jeg torsdag aften efter optagelserne sad og forberedte en PowerPoint-præsentation til min mundtlige eksamen i dansk, som jeg skulle op til dagen efter klokken 8.00. Det var lidt hårdt. 

JEG VAR LÆRERVIKAR på min gamle folkeskole, da julekalenderen blev sendt (i 2013, red.). Set i bakspejlet var det et kæmpe selvmål. Jeg blev nødt til at være hårdere, end jeg havde lyst til, for at få bare nogenlunde ro i klasserne. Horder af børn omringede mig i kæmpe cirkler, når jeg var på vej ind på lærerværelset, der var mit safe space. Børnene vidste godt, at hvis jeg nåede inden for døren, måtte de ikke følge efter – det var ingenmandsland for dem. Det var nærmest som et Checkpoint Charlie. Men de var så søde. De ville høre, hvorfor jeg var blevet slået i hovedet af min kæreste, og om hun kyssede godt. Det var skidesjovt. Men jeg vil ikke råde nogen til at være lærervikar og samtidig spille med i en julekalender på tv.

ALEX HØGH ANDERSEN

Født i 1994 og vokset op i Skælskør. Spillede teater på Eventyrteatret, fra han var 11 år gammel. Som barn og teenager medvirkede han både i talentshowet ’Scenen er din’ og TV 2-julekalenderen ’Tvillingerne og julemanden’.

Startede i 2014 på film- og medievidenskab på Københavns Universitet, men tog efter to semestre orlov til fordel for karrieren som skuespiller.

Har spillet med i filmen ’Krigen’ instrueret af Tobias Lindholm.

Kåret som ’Årets talent’ ved awardshowet The Voice ’17.

JEG SØGTE IND på film- og medievidenskab på universitetet. Jeg var drønrealistisk og havde allerede erfaret, at det dér med skuespil er en hård branche. Bare fordi man er med i en julekalender, kan man ikke forvente at få alt foræret. Jeg var vildt spændt på at starte på film- og medievidenskab, men jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til. Den eneste reference, jeg havde til studiet, var en veninde, som gik der og havde snakket virkelig godt om det. Jeg har altid været en kæmpe filmnørd, så det skete egentlig bare. Og det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Jeg mødte pludselig en masse mennesker, som sagde mig meget, og fandt drønhurtigt nogle af mine bedste venner, som jeg kommer til at holde sammen med resten af livet. Det hele gik bare virkelig let. Jeg blev virkelig væltet bagover – det var helt fantastisk.

JEG GIK ET ÅR på universitetet. Det gav mig afsindig meget – venskaber, men også en masse fagligt. Det gav mig en helt ny forståelse, indlevelse og kærlighed til mit fag. Nu kan jeg lade, som om jeg ved lidt om film, når jeg skal blive gode venner med instruktørerne – det har jeg gjort flere gange. Men så var jeg nødt til at tage orlov. Jeg blev kontaktet af en agent, der havde set mig i nogle småting. Som noget af det første ville hun sende et self-tape – en video af mig, der spiller en scene – til HBO, som var i gang med at planlægge ’Vikings’-serien. Vi lavede klippet to timer efter, jeg havde været til mundtlig eksamen i filmhistorie. Og jeg kunne ikke replikkerne – jeg skulle først have pensum ud af hovedet, før det lykkedes.

I rollen som Ivar the Boneless, der er lam i benene, har Alex Høgh Andersen ofte slæbt sig hen ad jorden i et 20-25 kilo tungt kostume. Her har han fornøjelsen af at blive kørt.

JEG VAR PÅ Roskilde Festival (sommeren 2015, red.), da jeg pludselig blev inviteret til Stockholm til anden runde af castingen. Jeg råbte og skreg i bilen på vej derop, fordi jeg missede Kendrick Lamar. Jeg får aldrig den rolle, tænkte jeg. Der er jo 2.000, der vil have den, det kommer aldrig til at ske. En uge efter sad jeg på et fly til Dublin sammen med 11-12 andre udvalgte skuespillere. Da jeg kom hjem igen, lavede jeg et nyt self-tape hos min agent til en anden rolle, som jeg ikke kunne replikkerne til, og som jeg ikke havde lyst til. Lige inden jeg begyndte på scenen, åbnede hun døren og råbte: ”Du har fået rollen!”

DET VAR i sidste øjeblik. Jeg havde været til prøve på tre af karaktererne i ’Vikings’, men blev så bedt om også at prøve at spille Ivar, som er invalid og ikke kan gå. De bad mig øve replikkerne, og jeg sad der og svedte og prøvede at lære en helt ny scene og en helt ny karakter at kende. Jeg havde allerede været til prøve i flere timer og set alle de andre unge gutters bud på Ivar. Der var rigtig mange, der spillede smerten, kan jeg huske. Men hvis Ivar var vant til smerten, ville man jo ikke kunne høre det på ham – derfor spillede jeg ham fuldstændig normalt. I første forsøg glemte jeg mine replikker, i andet forsøg kludrede jeg i dem, og i tredje forsøg slap jeg med nød og næppe igennem. Manuskriptforfatteren rejste sig op og klappede, da jeg gik ud af rummet. Jeg var helt sikker på, at det var for sjov.

DET VAR DET ikke. Efter hele processen med tusindvis af mennesker og flere forskellige castingrunder endte de med at vælge en fyr, der reelt kun havde vist dem ét brugbart take på rollen. Nu sidder jeg hjemme i Danmark efter at have skudt 51 episoder og spillet Ivar i næsten fire år. Det føles lidt vildt.

NU VIL JEG vildt gerne arbejde i Danmark. Der er så mange dygtige mennesker her. Jeg har spillet den samme rolle i så lang tid, så det er skønt at kunne gå lidt kontra og dykke ned i nogle andre ting. Jeg er blevet ambassadør for Ungdommens Røde Kors og har lige afsluttet optagelser på et projekt for Kræftens Bekæmpelse. Og så er jeg gået totalt amok med at fotografere, hvilket altid har været en passion for mig. Men det er jo ikke, fordi jeg ikke skal spille skuespil længere. I øjeblikket prøver jeg på flere nye roller, og jeg spiller med i en lille afgangsfilm fra Filmskolen. Jeg har sprunget en helvedes masse trin over. Dem vil jeg faktisk gerne have med.

VIKINGE-TIDEN

Sjette og sidste sæson af ’Vikings’ udkommer til efteråret. Her er tre af Alex Høgh Andersens sjoveste oplevelser som Ivar the Boneless.  

”I tre uger op til optagelserne kravlede jeg rundt på gulvet på mit hotelværelse for at leve mig ind i karakteren, som er lam i benene. Jeg råbte og skreg og talte med mærkelige stemmer. Naboerne troede helt sikkert, jeg var en eller anden sindssyg gæst.”

”Det gik op for mig, hvor stor fankulturen omkring ’Vikings’ var, da jeg begyndte at få billeder fra folk, der havde fået tatoveret mig på skulderen eller maven. Nu får jeg et par om måneden – som regel fra russiske mænd med mit ansigt på inderlåret. Det er virkelig smigrende – og tak for støtten – men jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal gå rundt med mit ansigt som tatovering.”

”På en tur til Australien for at promovere serien blev jeg kontaktet af en ung dansker, der inderligt bad om en videohilsen. Han var kommet til at fortælle pigen, han var smaskforelsket i, at vi var venner – og det troede hun ikke på. Jeg endte med at optage en hilsen til ham. Den historie kunne jeg simpelthen ikke stå for.”

/

Brain-storm

Der er rift om vores opmærksomhed, og skærmlivet udgør én lang fristende forstyrrelse. Læge Imran Rashid fortæller, hvorfor digital selvdisciplin er helt nødvendigt for den, der vil lære noget.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

Hvordan påvirker digitaliseringen vores indlæringsevne?

”At uddanne sig er at tænke, huske og bearbejde. Forudsætningen for læring er dels udelt opmærksomhed på det, vi skal lære, men i højere grad evnen til at reflektere over det. Opmærksomheden har man aldrig kunnet regne med, altså at eleverne rent faktisk lytter efter og ikke lader tankerne vandre. Men den refleksive bevidsthed går især fløjten disse år, fordi der hele tiden er noget, der konkurrerer om vores opmærksomhed. Der går hurtigt koks i den for et skolebarn, der skal holde styr på det, der foregår på tavlen, samtidig med at der foregår noget på skærmen eller i hovedet på barnet, der konstant får ham eller hende til at tænke på ’Fortnite’ eller sociale medier. Det var i forvejen svært at lære børn at undertrykke deres impulser, og det er sindssygt svært i dag, hvor vi alle sammen går rundt med personnære devices, der byder sig til med klik-her-underholdning.”

Men er det så smartphonen eller de sociale medier, der har skylden?

”Det er en kombination. Telefonen er i sig selv bare et redskab, vi kan vælge at bruge. Men det ender i mange tilfælde med at være den, der hiver og flår i dig. Kampen om menneskers opmærksomhed har aldrig været så kommerciel og ekspansiv. Det har aldrig været en bedre forretning at distrahere os. Og med selve teknologien kan man fjernstyre os. Vi bliver trænet op til konstant distraktion, indtil vi agerer som søløver, der bliver fodret med digitale sild.”

3 RÅD FRA LÆGEN

1. Etabler regler i familien for brug af skærm.

2. Telefonen ud af soveværelset, så hjernen ikke holder døgnåbent.

3. Slå flyfunktion til, når du studerer eller er sammen med andre.

Er det en større trussel for en, der skal tilegne sig teoretisk lærdom, end for en, der skal være kok eller tømrer?

”Det er et problem for alle, der skal tilegne sig bestemte kompetencer, som opstår ved, at vi gør noget længe nok – og reflekterer over det. Det er en kompleks proces, så alle har brug for at kunne kontrollere deres impulser, instinkter og følelser. Og det kan være svært, hvis de kan dækkes eller afledes af noget, der ligger lige nede i lommen.”

Synes du, man burde tvinge børn og unge til at slukke telefoner og tablets i skoletiden?

”Nej. Tvang virker sjældent. Men man burde hjælpe dem til at holde fokus og opnå fordybelse gennem nogle tydelige regler. Når man fjerner distraktioner fra læringsrummet, bliver der plads til læring og til at styrke de sociale relationer. Det giver bedre dannelse. Men i stedet digitaliserer vi dele af undervisningen, og det er lidt som at flytte undervisningen ind i Tivoli. I det hele taget synes jeg, der burde være meget strammere krav til de digitale teknologier. På samme måde, som der er krav til lægemiddelindustrien, hvor man skal lave grundige test af, hvordan det påvirker os, inden man sender et nyt produkt i handelen. Men selv om telefoner, apps med mere skaber kemiske påvirkninger i hjernen på os, bruger man ikke samme kritiske tilgang over for tech-industrien.”

TÆNDT PÅ UNDERVISNING

En undersøgelse blandt knap 3.000 gymnasieelever viste i 2017 sammenhæng mellem hyppig mobilbrug, stress og dårligt fokus. 51 procent af dem, der tjekkede telefonen hyppigere end hvert kvarter, svarede, at de havde svært ved at koncentrere sig. En anden undersøgelse fra 2018 foretaget af Statens Institut for Folkesundhed viste, at hver anden gymnasiepige har vanskeligt ved at koncentrere sig, mens det kun gælder for hver fjerde dreng. Det flugter med, at især piger er bange for at gå glip af noget på sociale medier ifølge en undersøgelse fra Undervisningsministeriet. Nogle skoler og gymnasier har mobilforbud i løbet af dagen eller undervisningen, men der er ingen nationale regler. I Frankrig valgte man sidste år at forbyde telefoner i skolerne.

Imran Rashid er læge og forfatter.  Sammen med forfatter Søren Kenner er han aktuel med bogen ’Offline’.

 

/

Gang på gang

Gangway var et stort navn i 80’erne og 90’erne – men gik i opløsning. Efter 20 års pause er bandet tilbage med koncertturné og en ny plade. 60-årige HENRIK BALLING fortæller her om stadig at leve som en, der lige er flyttet hjemmefra.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Ritzau/Scanpix

DA JEG VAR syv-otte år gammel, opdagede jeg, at hvis jeg var til en børnefødselsdag, hvor en storesøster havde sådan en grammofon med højttaler i låget, ville jeg hellere sidde og høre musik end lege med de andre. Jeg begyndte at spille selv, da jeg var omkring 10 år, og jeg havde nemt ved det. Da jeg var 12-13 år, kom der musikbiblioteker, og at låne plader og lytte til dem var stort set, hvad jeg lavede i mine teenageår. 

JEG DRØMTE IKKE om at leve af musikken. Da jeg blev student og flyttede hjemmefra, havde jeg forskellige halvdagsjob. Hvis ikke det var lykkedes med musikken, var jeg nok fortsat med forskellige job uden at tage en uddannelse og havde spillet musik ved siden af. Jeg er ikke et menneske med visioner og mål. 

JEG MØDTE ALLAN, der er sanger i Gangway, ved et tilfælde. Jeg arbejdede i Illum, hvor jeg skulle samle papkasser rundt om i varehuset og køre dem ned i kælderen, hvor de blev presset til paller og kørt væk. En dag var Allan på besøg hos en ven i Illum. Det viste sig, at Allan havde haft mit job tidligere. Nu læste han korrektur på den trykte telefonbog, og han kunne skaffe mig ind der (hos udgiveren KTAS, red.). Det ville jeg hellere. Og så blev vi venner. Han var meget dygtig til at huske sange og kunne synge dem i den rigtige toneart. Han havde ingen musikalsk træning, men han var god til det. I starten var vi kun os to. Han sang og spillede bas, og senere vi fik en trommeslager. 

FØRST HED VI Unforced Error, ligesom i tennis. Allan fandt på det, og han tænkte også på, at vi skulle hedde Wham. Et halvt år efter kom Wham! så frem. Det var godt, at han fandt på Gangway i stedet for. Han havde hørt Julie Andrews synge ’gangway’ i en sang. Gangway er noget, man kan råbe, hvis man for eksempel skal nå et tog, og der står en masse mennesker, man gerne vil have træder til side. Men det er ikke den betydning, vi valgte ud fra. Vi syntes bare, det var et fint navn.

VI BLEV KONTAKTET AF et lille pladeselskab, Irmgardz, der skrev kontrakt med os. Vi indspillede 7-8 sange og glemte alt om det, indtil pladeselskabet ringede et halvt år senere: ”Skal I ikke se at få gjort det album færdigt?” Vi genindspillede nogle af sangene og nogle helt nye. Der var begyndt at komme en mere poppet stil fra England i stedet for den mere mørke tilgang efter punken i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne. Pladeselskabet var overraskede og meget skuffede. Det var ikke det, de havde skrevet kontrakt ud fra, men ret hurtigt kunne de godt lide det. Det viste sig at være et godt tidspunkt at udgive den slags musik i Danmark. Der var ikke rigtig nogen, der var som os. 

VI SKULLE SPILLE i Musikcafeen i København, da vi havde udgivet vores første plade, ’The Twist’ (1984, red.). Vi lavede lydprøve og gik ud og fik noget at spise. Da vi kom tilbage, var der kø langt ned ad gaden og rundt om hjørnet. Der fik vi en fornemmelse af, at det her er godt. Og det fortsatte. Vi spillede større og større steder og blev spillet en del i radioen. Vi kom også i tv. Der var kun én kanal dengang. Vi var de nye. Det var fantastisk.

I BEGYNDELSEN LEVEDE vi af 5.000 kroner hver om måneden. Det var fint for mig, jeg var vant til lønnen fra et halvdagsjob. Vi solgte ikke særlig mange plader, men vi tjente penge på at spille. Det løb lige rundt. Men da pladeselskabet skulle betale os for vores anden plade, gik det konkurs, og vi fik ingen penge. I stedet fik vi kontrakt med Polygram og forsøgte at slå igennem i England, men det gik ikke. Vi var ikke sultne nok. Jeg tror godt, vi kunne have gjort det med mere ihærdigt arbejde og det held, der skal til. Men vi gjorde det ikke nemmere for os selv ved at blive i Danmark. 

JEG VILLE GERNE have slået igennem ude i verden, og jeg ville gerne have skovlet en masse penge ind på min bankkonto, og det var da ærgerligt, at det ikke skete, men det var ikke ødelæggende for mig. Jeg var meget tættere på en depression, da Danmark tabte 5-1 til Spanien ved VM i 1986. Jeg havde det ad helvede til i en hel uge og havde svært ved at spise.

JEG ER GÅET FRA kærester og er selv blevet gået. Jeg har aldrig været gift og har ikke etableret mig og fået børn, så jeg lever faktisk som en, der lige er flyttet hjemmefra, ikke har særlig mange penge og bor i en lille lejlighed. Men jeg er glad for det, jeg laver. 

DET, JEG ER MEST STOLT af ved at være musiker, er at være selvstændig erhvervsdrivende og holde gang i nogle hjul. Vi er ude at spille, og så er der noget ølsalg og nogle mennesker, der er ansat til lave lys og lyd og stille instrumenter op, og der er et bookingbureau og et pladeselskab. Det er jeg ret stolt af at være med til. 

DEN VILDESTE OPLEVELSE med Gangway var på Roskilde Festival i 1985 eller 1986. Vi spillede i det store telt, der vist hedder Odeon nu, og det var helt fyldt. Vi spillede et nummer, der hedder ’Rhythm Is Our Business’. Det meste af det var improviseret. Det gik ned i tempo og blev stille, og så kørte vi det op igen. Folk fulgte efter og blev stille eller røg helt op alt efter, hvordan jeg sang. Det var, som om de her 5.000 eller 10.000 mennesker var en forlængelse af mig.

DET ER MEGET få mennesker, der har henvendt sig til mig, fordi jeg var med i Gangway. Det har slet ikke tegnet mit liv. Jeg tror også, jeg har et ansigt, der gør, at folk helst ikke henvender sig. Mit normale ansigtsudtryk er nok lidt afvisende. Det er bare sådan, jeg ser ud. 

VI VANDT FEM Grammyer i 1993 (i dag Danish Music Awards, red.). Vi fik et brev fra Sonys administrerende direktør i Europa, hvor vi blev ønsket tillykke. Og så gik det i stå. Jeg ved ikke, hvad der skete. Vi havde solgt ret godt efter Gangways standarder. Jeg talte på et tidspunkt med Thomas Helmig, som havde en stor fiasko, fortalte han. Hans plade havde solgt 40.000 eksemplarer. Jeg sagde: ”Det er lige så meget som vores største succes.” 

VI LAVEDE TO PLADER efter 1993, indtil vi stoppede i 1998. Salget gik nedad, og når vi var ude at spille, var der færre og færre mennesker. Vi blev ret hurtigt enige om, at det var bedst af stoppe. Vi var ude at spille, og jeg havde været skidesur i to dage og opført mig dårligt over for de andre, selvom det ikke havde noget med dem at gøre. Det var hele situationen. Jeg kaldte dem ind på mit værelse og sagde: ”Jeg synes, vi skal stoppe.” Jeg har altid sagt, at vi ikke skulle gendannes. Men på et tidspunkt må man sige: ”Okay, det skal heller ikke være for sent, hvis det skal være.”

JEG ER GLAD FOR, at jeg skal dø. Jeg længes ikke efter det, men jeg er glad for, at jeg holder op med at eksistere. Jeg tror ikke på nogen form for evigt liv, det er noget af det mest skræmmende, jeg kan forestille mig.

HENRIK BALLING

Født i 1959, komponist, producer og guitarist. I 1982 dannede han Gangway sammen med sanger og bassist Allan Jensen. Senere blev Jan Christensen trommeslager. I 1985 blev også Torben Johansen (keyboards og guitar) medlem.

Gruppen udgav syv album, inden den gik i opløsning i 1998. Blandt de bedst kendte sange er ’My Girl and Me’, ’Mountain Song’ og ’Didn’t I Make You Laugh’.

Siden opløsningen har Balling været sangskriver eller producer for blandt andet Peter Sommer og Marie Key og optrådt med Rytteriet.

I 2017 gjorde gruppen comeback med koncerter rundt om i Danmark. I april udkom albummet ’Whatever It Is’, og Gangway, der i dag består af seks medlemmer, spiller rundt om i landet i maj.

 

/