Indlæg

En Høgh vender hjem

Efter næsten fire års autodidakt uddannelse som Ivar the Boneless i HBO-serien ’Vikings’ er 24-årige ALEX HØGH ANDERSEN netop kommet tilbage til Danmark. Her fortæller han om tilfældets magt og om vigtigheden af at lade sig rive med.
Tekst:Erik LillelundFoto:Emilia Staugaard

JEG HAR ALTID omtalt mine tre et halvt år på ’Vikings’ som min uddannelse. Den har været teoretisk begrænset, men ekstremt praktisk anlagt. Jeg kan ikke citere Shakespeare eller Sartre, men jeg ved, hvordan kameraet fungerer. Det har været min mærkelige, mærkelige uddannelse. Under indspilningerne står man tidligt op om morgenen og bliver kørt ud til ingenting – og så skydes første scene. Og så prøver man at hitte ud af, hvad der skal gøres for at redde den, fordi den kun består af bogstaver på et stykke papir. Jeg har været nødt til at blive skarp til at arbejde med scener under tidspres uden at øve dem inden. 

JEG HAVDE ALT for meget krudt i røven som barn. Jeg spillede håndbold og fodbold i Skælskør, hvor jeg er vokset op, men sport var ikke nok. Jeg har altid sunget og danset meget, så da jeg var otte-ni år gammel, skubbede min mor mig af sted til noget teater. Inderst inde hadede jeg det og tænkte: ”Hvad fanden skal jeg der?” Alligevel blev jeg vild med det. Som sædvanlig havde mor fat i den lange ende.

Alex Høgh Andersen er hjemme igen efter sit skuespileventyr og vil nu samle op på noget af alt det, han har sprunget over.

DET ENE TOG det andet. Instruktøren på det lokale teater instruerede også på Eventyrteatret – en dramaskole og et teater i København for børn og unge. Jeg spillede der, indtil jeg var cirka 17, og jeg lavede seks-syv forestillinger, der altid bliver spillet af eleverne. Som regel var vi 80 på et hold, men der var måske fem roller i et stykke. Jeg var meget privilegeret og fik lov til at spille store hovedroller og biroller. Det var der, jeg fandt ud af, at jeg var glad for skuespil.

I GYMNASIET, i 3. g, fik jeg en rolle i TV 2’s julekalender ’Tvillingerne og julemanden’. Mens alle andre brokkede sig over SRP-opgaven og sådan noget, fløj jeg frem og tilbage mellem København og Aalborg og skød scener. Jeg havde afsindig meget fravær. I den sidste uge af 3. g arbejdede jeg mandag til torsdag, hvilket betød, at jeg torsdag aften efter optagelserne sad og forberedte en PowerPoint-præsentation til min mundtlige eksamen i dansk, som jeg skulle op til dagen efter klokken 8.00. Det var lidt hårdt. 

JEG VAR LÆRERVIKAR på min gamle folkeskole, da julekalenderen blev sendt (i 2013, red.). Set i bakspejlet var det et kæmpe selvmål. Jeg blev nødt til at være hårdere, end jeg havde lyst til, for at få bare nogenlunde ro i klasserne. Horder af børn omringede mig i kæmpe cirkler, når jeg var på vej ind på lærerværelset, der var mit safe space. Børnene vidste godt, at hvis jeg nåede inden for døren, måtte de ikke følge efter – det var ingenmandsland for dem. Det var nærmest som et Checkpoint Charlie. Men de var så søde. De ville høre, hvorfor jeg var blevet slået i hovedet af min kæreste, og om hun kyssede godt. Det var skidesjovt. Men jeg vil ikke råde nogen til at være lærervikar og samtidig spille med i en julekalender på tv.

ALEX HØGH ANDERSEN

Født i 1994 og vokset op i Skælskør. Spillede teater på Eventyrteatret, fra han var 11 år gammel. Som barn og teenager medvirkede han både i talentshowet ’Scenen er din’ og TV 2-julekalenderen ’Tvillingerne og julemanden’.

Startede i 2014 på film- og medievidenskab på Københavns Universitet, men tog efter to semestre orlov til fordel for karrieren som skuespiller.

Har spillet med i filmen ’Krigen’ instrueret af Tobias Lindholm.

Kåret som ’Årets talent’ ved awardshowet The Voice ’17.

JEG SØGTE IND på film- og medievidenskab på universitetet. Jeg var drønrealistisk og havde allerede erfaret, at det dér med skuespil er en hård branche. Bare fordi man er med i en julekalender, kan man ikke forvente at få alt foræret. Jeg var vildt spændt på at starte på film- og medievidenskab, men jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til. Den eneste reference, jeg havde til studiet, var en veninde, som gik der og havde snakket virkelig godt om det. Jeg har altid været en kæmpe filmnørd, så det skete egentlig bare. Og det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Jeg mødte pludselig en masse mennesker, som sagde mig meget, og fandt drønhurtigt nogle af mine bedste venner, som jeg kommer til at holde sammen med resten af livet. Det hele gik bare virkelig let. Jeg blev virkelig væltet bagover – det var helt fantastisk.

JEG GIK ET ÅR på universitetet. Det gav mig afsindig meget – venskaber, men også en masse fagligt. Det gav mig en helt ny forståelse, indlevelse og kærlighed til mit fag. Nu kan jeg lade, som om jeg ved lidt om film, når jeg skal blive gode venner med instruktørerne – det har jeg gjort flere gange. Men så var jeg nødt til at tage orlov. Jeg blev kontaktet af en agent, der havde set mig i nogle småting. Som noget af det første ville hun sende et self-tape – en video af mig, der spiller en scene – til HBO, som var i gang med at planlægge ’Vikings’-serien. Vi lavede klippet to timer efter, jeg havde været til mundtlig eksamen i filmhistorie. Og jeg kunne ikke replikkerne – jeg skulle først have pensum ud af hovedet, før det lykkedes.

I rollen som Ivar the Boneless, der er lam i benene, har Alex Høgh Andersen ofte slæbt sig hen ad jorden i et 20-25 kilo tungt kostume. Her har han fornøjelsen af at blive kørt.

JEG VAR PÅ Roskilde Festival (sommeren 2015, red.), da jeg pludselig blev inviteret til Stockholm til anden runde af castingen. Jeg råbte og skreg i bilen på vej derop, fordi jeg missede Kendrick Lamar. Jeg får aldrig den rolle, tænkte jeg. Der er jo 2.000, der vil have den, det kommer aldrig til at ske. En uge efter sad jeg på et fly til Dublin sammen med 11-12 andre udvalgte skuespillere. Da jeg kom hjem igen, lavede jeg et nyt self-tape hos min agent til en anden rolle, som jeg ikke kunne replikkerne til, og som jeg ikke havde lyst til. Lige inden jeg begyndte på scenen, åbnede hun døren og råbte: ”Du har fået rollen!”

DET VAR i sidste øjeblik. Jeg havde været til prøve på tre af karaktererne i ’Vikings’, men blev så bedt om også at prøve at spille Ivar, som er invalid og ikke kan gå. De bad mig øve replikkerne, og jeg sad der og svedte og prøvede at lære en helt ny scene og en helt ny karakter at kende. Jeg havde allerede været til prøve i flere timer og set alle de andre unge gutters bud på Ivar. Der var rigtig mange, der spillede smerten, kan jeg huske. Men hvis Ivar var vant til smerten, ville man jo ikke kunne høre det på ham – derfor spillede jeg ham fuldstændig normalt. I første forsøg glemte jeg mine replikker, i andet forsøg kludrede jeg i dem, og i tredje forsøg slap jeg med nød og næppe igennem. Manuskriptforfatteren rejste sig op og klappede, da jeg gik ud af rummet. Jeg var helt sikker på, at det var for sjov.

DET VAR DET ikke. Efter hele processen med tusindvis af mennesker og flere forskellige castingrunder endte de med at vælge en fyr, der reelt kun havde vist dem ét brugbart take på rollen. Nu sidder jeg hjemme i Danmark efter at have skudt 51 episoder og spillet Ivar i næsten fire år. Det føles lidt vildt.

NU VIL JEG vildt gerne arbejde i Danmark. Der er så mange dygtige mennesker her. Jeg har spillet den samme rolle i så lang tid, så det er skønt at kunne gå lidt kontra og dykke ned i nogle andre ting. Jeg er blevet ambassadør for Ungdommens Røde Kors og har lige afsluttet optagelser på et projekt for Kræftens Bekæmpelse. Og så er jeg gået totalt amok med at fotografere, hvilket altid har været en passion for mig. Men det er jo ikke, fordi jeg ikke skal spille skuespil længere. I øjeblikket prøver jeg på flere nye roller, og jeg spiller med i en lille afgangsfilm fra Filmskolen. Jeg har sprunget en helvedes masse trin over. Dem vil jeg faktisk gerne have med.

VIKINGE-TIDEN

Sjette og sidste sæson af ’Vikings’ udkommer til efteråret. Her er tre af Alex Høgh Andersens sjoveste oplevelser som Ivar the Boneless.  

”I tre uger op til optagelserne kravlede jeg rundt på gulvet på mit hotelværelse for at leve mig ind i karakteren, som er lam i benene. Jeg råbte og skreg og talte med mærkelige stemmer. Naboerne troede helt sikkert, jeg var en eller anden sindssyg gæst.”

”Det gik op for mig, hvor stor fankulturen omkring ’Vikings’ var, da jeg begyndte at få billeder fra folk, der havde fået tatoveret mig på skulderen eller maven. Nu får jeg et par om måneden – som regel fra russiske mænd med mit ansigt på inderlåret. Det er virkelig smigrende – og tak for støtten – men jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal gå rundt med mit ansigt som tatovering.”

”På en tur til Australien for at promovere serien blev jeg kontaktet af en ung dansker, der inderligt bad om en videohilsen. Han var kommet til at fortælle pigen, han var smaskforelsket i, at vi var venner – og det troede hun ikke på. Jeg endte med at optage en hilsen til ham. Den historie kunne jeg simpelthen ikke stå for.”

/

Brain-storm

Der er rift om vores opmærksomhed, og skærmlivet udgør én lang fristende forstyrrelse. Læge Imran Rashid fortæller, hvorfor digital selvdisciplin er helt nødvendigt for den, der vil lære noget.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

Hvordan påvirker digitaliseringen vores indlæringsevne?

”At uddanne sig er at tænke, huske og bearbejde. Forudsætningen for læring er dels udelt opmærksomhed på det, vi skal lære, men i højere grad evnen til at reflektere over det. Opmærksomheden har man aldrig kunnet regne med, altså at eleverne rent faktisk lytter efter og ikke lader tankerne vandre. Men den refleksive bevidsthed går især fløjten disse år, fordi der hele tiden er noget, der konkurrerer om vores opmærksomhed. Der går hurtigt koks i den for et skolebarn, der skal holde styr på det, der foregår på tavlen, samtidig med at der foregår noget på skærmen eller i hovedet på barnet, der konstant får ham eller hende til at tænke på ’Fortnite’ eller sociale medier. Det var i forvejen svært at lære børn at undertrykke deres impulser, og det er sindssygt svært i dag, hvor vi alle sammen går rundt med personnære devices, der byder sig til med klik-her-underholdning.”

Men er det så smartphonen eller de sociale medier, der har skylden?

”Det er en kombination. Telefonen er i sig selv bare et redskab, vi kan vælge at bruge. Men det ender i mange tilfælde med at være den, der hiver og flår i dig. Kampen om menneskers opmærksomhed har aldrig været så kommerciel og ekspansiv. Det har aldrig været en bedre forretning at distrahere os. Og med selve teknologien kan man fjernstyre os. Vi bliver trænet op til konstant distraktion, indtil vi agerer som søløver, der bliver fodret med digitale sild.”

3 RÅD FRA LÆGEN

1. Etabler regler i familien for brug af skærm.

2. Telefonen ud af soveværelset, så hjernen ikke holder døgnåbent.

3. Slå flyfunktion til, når du studerer eller er sammen med andre.

Er det en større trussel for en, der skal tilegne sig teoretisk lærdom, end for en, der skal være kok eller tømrer?

”Det er et problem for alle, der skal tilegne sig bestemte kompetencer, som opstår ved, at vi gør noget længe nok – og reflekterer over det. Det er en kompleks proces, så alle har brug for at kunne kontrollere deres impulser, instinkter og følelser. Og det kan være svært, hvis de kan dækkes eller afledes af noget, der ligger lige nede i lommen.”

Synes du, man burde tvinge børn og unge til at slukke telefoner og tablets i skoletiden?

”Nej. Tvang virker sjældent. Men man burde hjælpe dem til at holde fokus og opnå fordybelse gennem nogle tydelige regler. Når man fjerner distraktioner fra læringsrummet, bliver der plads til læring og til at styrke de sociale relationer. Det giver bedre dannelse. Men i stedet digitaliserer vi dele af undervisningen, og det er lidt som at flytte undervisningen ind i Tivoli. I det hele taget synes jeg, der burde være meget strammere krav til de digitale teknologier. På samme måde, som der er krav til lægemiddelindustrien, hvor man skal lave grundige test af, hvordan det påvirker os, inden man sender et nyt produkt i handelen. Men selv om telefoner, apps med mere skaber kemiske påvirkninger i hjernen på os, bruger man ikke samme kritiske tilgang over for tech-industrien.”

TÆNDT PÅ UNDERVISNING

En undersøgelse blandt knap 3.000 gymnasieelever viste i 2017 sammenhæng mellem hyppig mobilbrug, stress og dårligt fokus. 51 procent af dem, der tjekkede telefonen hyppigere end hvert kvarter, svarede, at de havde svært ved at koncentrere sig. En anden undersøgelse fra 2018 foretaget af Statens Institut for Folkesundhed viste, at hver anden gymnasiepige har vanskeligt ved at koncentrere sig, mens det kun gælder for hver fjerde dreng. Det flugter med, at især piger er bange for at gå glip af noget på sociale medier ifølge en undersøgelse fra Undervisningsministeriet. Nogle skoler og gymnasier har mobilforbud i løbet af dagen eller undervisningen, men der er ingen nationale regler. I Frankrig valgte man sidste år at forbyde telefoner i skolerne.

Imran Rashid er læge og forfatter.  Sammen med forfatter Søren Kenner er han aktuel med bogen ’Offline’.

 

/

Gang på gang

Gangway var et stort navn i 80’erne og 90’erne – men gik i opløsning. Efter 20 års pause er bandet tilbage med koncertturné og en ny plade. 60-årige HENRIK BALLING fortæller her om stadig at leve som en, der lige er flyttet hjemmefra.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Ritzau/Scanpix

DA JEG VAR syv-otte år gammel, opdagede jeg, at hvis jeg var til en børnefødselsdag, hvor en storesøster havde sådan en grammofon med højttaler i låget, ville jeg hellere sidde og høre musik end lege med de andre. Jeg begyndte at spille selv, da jeg var omkring 10 år, og jeg havde nemt ved det. Da jeg var 12-13 år, kom der musikbiblioteker, og at låne plader og lytte til dem var stort set, hvad jeg lavede i mine teenageår. 

JEG DRØMTE IKKE om at leve af musikken. Da jeg blev student og flyttede hjemmefra, havde jeg forskellige halvdagsjob. Hvis ikke det var lykkedes med musikken, var jeg nok fortsat med forskellige job uden at tage en uddannelse og havde spillet musik ved siden af. Jeg er ikke et menneske med visioner og mål. 

JEG MØDTE ALLAN, der er sanger i Gangway, ved et tilfælde. Jeg arbejdede i Illum, hvor jeg skulle samle papkasser rundt om i varehuset og køre dem ned i kælderen, hvor de blev presset til paller og kørt væk. En dag var Allan på besøg hos en ven i Illum. Det viste sig, at Allan havde haft mit job tidligere. Nu læste han korrektur på den trykte telefonbog, og han kunne skaffe mig ind der (hos udgiveren KTAS, red.). Det ville jeg hellere. Og så blev vi venner. Han var meget dygtig til at huske sange og kunne synge dem i den rigtige toneart. Han havde ingen musikalsk træning, men han var god til det. I starten var vi kun os to. Han sang og spillede bas, og senere vi fik en trommeslager. 

FØRST HED VI Unforced Error, ligesom i tennis. Allan fandt på det, og han tænkte også på, at vi skulle hedde Wham. Et halvt år efter kom Wham! så frem. Det var godt, at han fandt på Gangway i stedet for. Han havde hørt Julie Andrews synge ’gangway’ i en sang. Gangway er noget, man kan råbe, hvis man for eksempel skal nå et tog, og der står en masse mennesker, man gerne vil have træder til side. Men det er ikke den betydning, vi valgte ud fra. Vi syntes bare, det var et fint navn.

VI BLEV KONTAKTET AF et lille pladeselskab, Irmgardz, der skrev kontrakt med os. Vi indspillede 7-8 sange og glemte alt om det, indtil pladeselskabet ringede et halvt år senere: ”Skal I ikke se at få gjort det album færdigt?” Vi genindspillede nogle af sangene og nogle helt nye. Der var begyndt at komme en mere poppet stil fra England i stedet for den mere mørke tilgang efter punken i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne. Pladeselskabet var overraskede og meget skuffede. Det var ikke det, de havde skrevet kontrakt ud fra, men ret hurtigt kunne de godt lide det. Det viste sig at være et godt tidspunkt at udgive den slags musik i Danmark. Der var ikke rigtig nogen, der var som os. 

VI SKULLE SPILLE i Musikcafeen i København, da vi havde udgivet vores første plade, ’The Twist’ (1984, red.). Vi lavede lydprøve og gik ud og fik noget at spise. Da vi kom tilbage, var der kø langt ned ad gaden og rundt om hjørnet. Der fik vi en fornemmelse af, at det her er godt. Og det fortsatte. Vi spillede større og større steder og blev spillet en del i radioen. Vi kom også i tv. Der var kun én kanal dengang. Vi var de nye. Det var fantastisk.

I BEGYNDELSEN LEVEDE vi af 5.000 kroner hver om måneden. Det var fint for mig, jeg var vant til lønnen fra et halvdagsjob. Vi solgte ikke særlig mange plader, men vi tjente penge på at spille. Det løb lige rundt. Men da pladeselskabet skulle betale os for vores anden plade, gik det konkurs, og vi fik ingen penge. I stedet fik vi kontrakt med Polygram og forsøgte at slå igennem i England, men det gik ikke. Vi var ikke sultne nok. Jeg tror godt, vi kunne have gjort det med mere ihærdigt arbejde og det held, der skal til. Men vi gjorde det ikke nemmere for os selv ved at blive i Danmark. 

JEG VILLE GERNE have slået igennem ude i verden, og jeg ville gerne have skovlet en masse penge ind på min bankkonto, og det var da ærgerligt, at det ikke skete, men det var ikke ødelæggende for mig. Jeg var meget tættere på en depression, da Danmark tabte 5-1 til Spanien ved VM i 1986. Jeg havde det ad helvede til i en hel uge og havde svært ved at spise.

JEG ER GÅET FRA kærester og er selv blevet gået. Jeg har aldrig været gift og har ikke etableret mig og fået børn, så jeg lever faktisk som en, der lige er flyttet hjemmefra, ikke har særlig mange penge og bor i en lille lejlighed. Men jeg er glad for det, jeg laver. 

DET, JEG ER MEST STOLT af ved at være musiker, er at være selvstændig erhvervsdrivende og holde gang i nogle hjul. Vi er ude at spille, og så er der noget ølsalg og nogle mennesker, der er ansat til lave lys og lyd og stille instrumenter op, og der er et bookingbureau og et pladeselskab. Det er jeg ret stolt af at være med til. 

DEN VILDESTE OPLEVELSE med Gangway var på Roskilde Festival i 1985 eller 1986. Vi spillede i det store telt, der vist hedder Odeon nu, og det var helt fyldt. Vi spillede et nummer, der hedder ’Rhythm Is Our Business’. Det meste af det var improviseret. Det gik ned i tempo og blev stille, og så kørte vi det op igen. Folk fulgte efter og blev stille eller røg helt op alt efter, hvordan jeg sang. Det var, som om de her 5.000 eller 10.000 mennesker var en forlængelse af mig.

DET ER MEGET få mennesker, der har henvendt sig til mig, fordi jeg var med i Gangway. Det har slet ikke tegnet mit liv. Jeg tror også, jeg har et ansigt, der gør, at folk helst ikke henvender sig. Mit normale ansigtsudtryk er nok lidt afvisende. Det er bare sådan, jeg ser ud. 

VI VANDT FEM Grammyer i 1993 (i dag Danish Music Awards, red.). Vi fik et brev fra Sonys administrerende direktør i Europa, hvor vi blev ønsket tillykke. Og så gik det i stå. Jeg ved ikke, hvad der skete. Vi havde solgt ret godt efter Gangways standarder. Jeg talte på et tidspunkt med Thomas Helmig, som havde en stor fiasko, fortalte han. Hans plade havde solgt 40.000 eksemplarer. Jeg sagde: ”Det er lige så meget som vores største succes.” 

VI LAVEDE TO PLADER efter 1993, indtil vi stoppede i 1998. Salget gik nedad, og når vi var ude at spille, var der færre og færre mennesker. Vi blev ret hurtigt enige om, at det var bedst af stoppe. Vi var ude at spille, og jeg havde været skidesur i to dage og opført mig dårligt over for de andre, selvom det ikke havde noget med dem at gøre. Det var hele situationen. Jeg kaldte dem ind på mit værelse og sagde: ”Jeg synes, vi skal stoppe.” Jeg har altid sagt, at vi ikke skulle gendannes. Men på et tidspunkt må man sige: ”Okay, det skal heller ikke være for sent, hvis det skal være.”

JEG ER GLAD FOR, at jeg skal dø. Jeg længes ikke efter det, men jeg er glad for, at jeg holder op med at eksistere. Jeg tror ikke på nogen form for evigt liv, det er noget af det mest skræmmende, jeg kan forestille mig.

HENRIK BALLING

Født i 1959, komponist, producer og guitarist. I 1982 dannede han Gangway sammen med sanger og bassist Allan Jensen. Senere blev Jan Christensen trommeslager. I 1985 blev også Torben Johansen (keyboards og guitar) medlem.

Gruppen udgav syv album, inden den gik i opløsning i 1998. Blandt de bedst kendte sange er ’My Girl and Me’, ’Mountain Song’ og ’Didn’t I Make You Laugh’.

Siden opløsningen har Balling været sangskriver eller producer for blandt andet Peter Sommer og Marie Key og optrådt med Rytteriet.

I 2017 gjorde gruppen comeback med koncerter rundt om i Danmark. I april udkom albummet ’Whatever It Is’, og Gangway, der i dag består af seks medlemmer, spiller rundt om i landet i maj.

 

/

Aller-tiders rejser

Det kan næsten ikke blive ekstremt nok, når 56-årige BETTINA ALLER rejser ud i verden. Her fortæller Danmarks måske mest berejste kvinde om at tilbringe tre måneder i minus 40 grader på Nordpolen, om at bestige Sydamerikas højeste bjerg og om at kravle gennem verdens største grotte i Vietnam.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

99 DAGE PÅ NORDPOLEN, 2006

I 2004 blev jeg den første dansker, der gik på ski fra Sibirien til Nordpolen. To år senere besluttede jeg at tage turen igen, men denne gang hele vejen over Polarhavet til Canada. Jeg tog af sted med min mand Jean-Gabriel, der er franskmand. Ham havde jeg mødt på Nordpolen i 2002. Han er filmfotograf og ville derfor lave en dokumentar om turen.

Forberedelserne tog et år. Jeg fik et førstehjælpskursus af lægen fra Siriuspatruljen, så jeg kunne sy mig selv, hvis det blev nødvendigt. Jeg blev trænet i at skyde af den norske hær, hvis vi mødte en isbjørn. Jeg sov i telt i et fryserum i Kødbyen for at tjekke, hvilket udstyr der var bedst i de ekstreme temperaturer. Og jeg styrketrænede ved at trække tre dæk efter mig for at blive stærk nok til at trække pulken (en transportslæde, red.). over det frosne Polarhav.

Det er vigtigt ikke at have for stor oppakning med, men samtidig skal man have mad nok. Jeg afmålte præcis, hvor meget frysetørret mad, toiletpapir og tandpasta vi skulle bruge. Og jeg testede, hvilken slags chokolade der smagte bedst frossen. Alle mærker og overflødige lommer på vores tøj blev klippet ud. Og chokoladebarerne blev pakket ud af papiret. Intet måtte veje ét gram mere end nødvendigt. 

Vi fløj til Sibirien og landede i byen Khatanga. En russisk Mi-8-helikopter fløj os helt ud til kanten af isen, hvorfra vi skulle begynde ekspeditionen. Vi begyndte at gå i februar, og på Polarhavet ser man næsten ikke solen i vinterhalvåret. Temperaturen lå omkring minus 40-50 grader. 

I starten gik vi kun seks timer hver dag for at vænne kroppen til kulden og slidet. Til sidst gik vi 14 timer om dagen. Der var ingen hviledage, uanset vejr. Hvis vi skulle nå Nordpolen i tide, måtte vi passere over isen, inden den begyndte at smelte. I tilfælde af en ulykke kunne vi udsende et stress-signal, men hvis det var snestorm, kunne der gå flere dage, før en helikopter fra Sibirien ankom. Hver tredje dag ringede vi hjem på en satellittelefon, så de kunne følge med i, hvor vi var.

Bettina Aller trak en transportslæde med oppakning og forsyninger efter sig hele vejen over Polarhavet.

Vi gik på langrendsski med feller – en slags bånd under skiene, der gør, at man kun kan glide fremad. I gamle dage brugte man sælskind. Om aftenen slog vi telt op, og rundt om satte vi en snubleline, som affyrede et nødblus, hvis der kom en isbjørn. En nat kom jeg til at aktivere det, fordi jeg skulle ud og tisse. Så vidste vi da, at det virkede.

Vi sov i fire-lags-soveposer, og når vi vågnede om morgenen, var der is inde i teltet, fordi fugten fra vores åndedræt var frosset til. 

På en god dag gik vi 18 kilometer. Men fordi isflagerne driver, kunne vi risikere at være drevet hele vejen tilbage igen i løbet af natten. Når to isflager kolliderer, danner de pakis, som vi måtte klatre over eller gå rundt om. Andre gange var vi nødt til at svømme fra én isflage til en anden i særlige orange svømmedragter, vi havde med. 

De første 200-300 kilometer var der mange isbjørnespor. En dag mødte vi en ung han. Jeg var bevæbnet med en Magnum .44-revolver ladet med en særlig gummikugle, som ikke dræber, men skræmmer dyret væk. Lykkedes det ikke, måtte jeg skifte til rigtig ammunition. Jeg placerede pulken foran mig så den forhåbentlig ville kaste sig over den før mig.  Jean-Gabriel stod bag mig og filmede, mens isbjørnen kom tættere og tættere på. Til sidst affyrede jeg pistolen. Isbjørnen satte sig ned og virrede lidt med hovedet. Så vendte den om og luntede væk. 

Det tog 58 dage at komme til Nordpolen. Modsat Sydpolen er der ingen markering, så man kan kun se det på sin gps. Vi slog telt op, og da vi vågnede næste morgen, var vi ikke længere på Nordpolen. Isen var drevet. Derfra begyndte turen vestpå til Canada. Yderligere 700 kilometer. På anden del af turen var der whiteout på grund af snestorm i tre uger. Det føltes som at gå inde i en klump vat.

Det var midt i juni, da vi ankom til Ward Hunt, en lille base, hvor Canada møder Grønland. Der fik jeg mit første bad i 99 dage. Vi efterlod pulkene og blev fløjet til Ottawa nær grænsen til USA. Pludselig stod vi der, helt udmagrede og klædt i skitøj i sommervejret. Min mor var fløjet over med mine to børn. Da jeg så dem, græd jeg.

Teltlejr på Aconcagua. Bjerget er en del af Andes, der er verdens længste bjergkæde.

BJERGBESTIGNING OG MAGNETSTORM I ARGENTINA, 2017

Hvert år til jul giver jeg mine to ældste børn,  Christopher på 25 og Emily på 23,  en rejseoplevelse. Forrige år var gaven at bestige Aconcagua, der er 6.992 meter højt. Det er det højeste bjerg uden for Himalaya og kendt for at være meget tricky. Vi tog af sted i februar, hvor vilkårene er bedst. Turen startede i Mendoza, nær grænsen til Chile. De første dage gik vi langsomt op for at akklimatisere. Hver tredje dag blev vi på samme højde i et døgn, så kroppen kunne vænne sig til den tynde luft.

Der var 10 personer med på ekspeditionen og en lokal argentinsk guide ved navn Angel. De sidste dag, på topdagen, klatrede vi med isøkser og steigeisen – en slags pigsko, bjergbestigere bruger til at sparke sig fast i isen. Der gik ikke længe, før den første faldt fra med højdesyge. Undervejs hørte vi, at der var en mand fra en af de andre ekspeditioner, som var omkommet på bjerget. Over radioen sagde de, at de skulle ned med ’en grøn pose’. Vi vidste godt, hvad det betød.

Da vi nærmede os toppen, var vi kun seks personer tilbage. På vej op blev vi ramt af en voldsom snestorm, og det blev for meget for en af mændene. Han var så afkræftet, at han ikke selv kunne spænde sine steigeisen på. Hvis han ikke engang orkede det, ville han næppe kunne gennemføre. Så gav han op.

Den tynde luft gjorde mig dårlig. Det føltes, som om den nederste halvdel af mine lunger var fyldt med vat. Men Christopher havde det endnu værre. På et tidspunkt sagde Angel til ham: ”Sønnike, har du nogensinde været virkelig fuld?”

Elektrisk strithår på toppen af Aconcagua.

Christopher svarede, at det havde han. Angel, der selv var syg og kastede op, spurgte, hvordan det føltes dagen efter.

”Sådan her!” råbte han.

”Hvis du kunne klare det, kan du også klare det her. Gå!” 

Så rankede min søn sig og gik i forvejen. Emily og jeg fulgte efter, men kunne ikke følge med. Da vi nåede den sidste afsats inden toppen, sad han smilende og ventede på os. Han ville ikke gå det sidste stykke uden os. Da fældede jeg en lille tåre. 

Toppen af Aconcagua er flad, så man kan kigge ud over de sneklædte bjergtoppe. Mens vi stod deroppe, blev vi ramt af en magnetisk storm. Jeg kiggede på Christopher. Hans hår stod lige op i luften. Han smed sin isøkse og rygsæk fra sig, og omkring os begyndte de andre at gøre det samme.

”Kom ned fra det fucking bjerg,” skreg Angel, og vi løb ned, så hurtigt vi kunne. 

Jeg kunne mærke den magnetiske ’lynild’ i hele kroppen, det var vildt ubehageligt. Det tog 17-18 timer at komme ned til vores telte, der lå cirka 800 meter fra toppen. Vi havde haft for lidt vand med, så da vi kom ned, var vi helt dehydrerede. Jeg lagde mig i teltet med fødderne stikkende ud. Jeg var så udmattet, at jeg ikke orkede at tage mine støvler med steig­eisen af.

GROTTER OG IGLER I VIETNAM, 2018 

Sidste sommer rejste mine børn og jeg til Vietnam for at klatre i Hang Son Doong-grotten, der er verdens største. Den blev opdaget i 1991, og der er ikke mange, der har været dernede. For at komme med på turen skulle man dokumentere, at man er en erfaren klatrer. 

Lige inden vi tog af sted, var nogle børn blevet fanget i en grotte i Thailand under stor mediebevågenhed, og ingen kunne forstå, at vi turde tage af sted. Vores guide var en ældre mand fra Wales, der havde klatret i grotter hele sit liv. Han fortalte, at ekspeditionen før os havde været lige ved at drukne, fordi vandet pludselig var steget i grotten. 

Vi gik gennem junglen for at komme til grottens åbning. Der var stejlt og mudret, og en kvinde blev sendt tilbage af guiden. Noget tydede på, at hun havde snydt med sin klatre­erfaring. 

Da vi kom til åbningen, firede vi os ned gennem mørket. Vi firede lidt, klatrede lidt, stødte fra og firede igen. Undervejs mistede jeg fornemmelsen for, hvor vi var, og hvor langt vi havde klatret. Uden guiden, der kendte grotten, ville vi nok aldrig have fundet ud igen.

Nede i grotten kom vi til en sandbanke, hvor vi kunne slå telt op. Næste dag begav vi os dybere ind i bjerget. Vi skiftede mellem at klatre, kravle og gå. Nogle steder var grotten meget smal og buldermørk, andre steder var den enorm. Pludselig kom vi til en åbning, hvor solen skinnede som en lysning i en skov. Der hvor solen ramte, voksede vilde blomster og planter.

Hang Son Doong, verdens største grotte, menes at være to til fem millioner år gammel.

Flere steder i grotten skulle vi gennem vand. Vi sejlede på en oppustelig raft eller gik med rygsækken helt op på skuldrene, hvis der ikke var for dybt. Da vi stoppede for at spise frokost, sagde min datter Emily:

”Mor, du bløder helt vildt på ryggen.”

Der sad en igle på min lænd. Jeg hev den af og forsøgte at stoppe blødningen med toiletpapir og plaster – det blødte bare igennem. Guiden gav mig gazebind, men det hjalp heller ikke. Når igler bider sig fast, sprøjter de et stof ind i huden, så såret ikke kan lukke sig. Det blødte i 17 timer og stoppede først, da der havde dannet sig en geléklump af størknet blod. Min sovepose og mit tøj blev gennemblødt.

Den sidste dag skulle vi ro. Undervejs sagde guiden, at vi skulle slukke vores pandelamper og være helt stille. Det føltes næsten som at miste hørelsen – ikke en vind, ikke en lyd kunne man høre. Af og til faldt en lille dråbe fra loftet mange meter over os, og når den ramte vandet, gav det ekko i hele grotten. Lyden gav mig kuldegysninger.

Det tog fem dage at komme gennem grotten. For enden kom vi til en høj væg, hvor der hang et reb. Vi klatrede og kom op af et hul midt i junglen. Guiden ledte os hen til en bus, der kørte os til et hotel. Vi var møgbeskidte, og jeg var smurt ind i blod fra såret på min ryg. 

Det var herligt med et dejligt langt bad og et iskoldt glas hvidvin bagefter.

BETTINA ALLER OM …

Sin første rejse

”I 1980 var jeg på interrail. Jeg var lige fyldt 18 og rejste med en veninde, og vi tog toget ned gennem Europa med vores rygsække.”

Sit værste rejsemåltid

”Jeg var på Ny Guinea, langt inde i junglen, hvor der lever stammer oppe i træerne, helt afskåret fra resten af civilisationen. De serverede hvide maddiker. Det var ikke lige min livret.”

Sin næste rejse

”I april går turen til Nordpolen igen, denne gang med mine to voksne børn. Vi flyver et stykke ud på isen, og så går vi den sidste længdegrad indtil den geografiske  nordpol.”

Bettina Aller, 56, er bestyrelsesformand, overdirektør og medejer af Aller Media. Hun har været på seks nordpolsekspeditioner og har skrevet tre bøger om sine mange rejser i hele verden.

/

„Det er EU’s bedste sted at kigge på fugletræk‟

Sebastian Klein viser sine tre yndlingssteder på Danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

CHRISTIANSØ

”Som yngre havde jeg endnu mere ild i røven end i dag og hadede øer. I dag sætter jeg pris på isolationen og får det bedste ud af det, når færgen er gået, og man ikke kan komme nogen vegne. Om foråret lytter jeg til edderfuglene, der ligger på vandet og siger uh-uh. Eller frøerne, der ikke har nogen fjender på øen og larmer fra vandhullerne, så turisterne stopper op i vantro. Christiansø er unik i Danmark med sit klippelandskab – og mit absolutte yndlingssted.”

MANDØ

”Her kan man virkelig studere forskellen på flod og ebbe, når tidevandet kommer væltende og indimellem afskærer dig fra kontakt med fastlandet. Eller når ryler, ænder, gæs og andre fugle i tusindtal, nogle gange milliontal, følger vandets bevægelser som store skyer. Samtidig står man på en dramatisk historie, hvor skibe er strandet, og besætninger gået ned og druknet.”

SKAGEN

”Jeg elsker at sidde ude ved Grenen. Det er EU’s bedste sted at kigge på fugletræk, når de kommer ud over åbent hav for første gang, siden de fra Middelhavet fløj ind over kontinental-Europa. Sammen med det smukke klitlandskab er det et imponerende skue.”

Sebastian Klein, 46, er skuespiller, tv-vært, forfatter og ivrig ornitolog. Han har som jurymedlem været med til at udvælge 15 danske landskaber i den nye naturkanon.

 

/

„Vi glemmer nogle gange, hvor meget federe København er i dag end for 20 år siden‟

Tv-vært og sanger Jakob Illeborg viser sine tre yndlingssteder på landkortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme Christensen:

CHRISTIANSHAVNS KANAL

”Jeg elsker Christianshavn, hvor jeg har boet som både dreng og voksen. Den er stadig broget og med plads til alle. Vi har en lille båd, og når man sejler rundt i kanalerne og ud i det store havneløb, og solen skinner på en varm forårsdag, ser man Danmark og danskerne fra vores allerbedste side. Og tænk, at vi kan bade midt i storbyen. Da jeg var dreng, var havnen møgbeskidt. Vi glemmer nogle gange, hvor meget federe København er i dag end for 20 år siden.”

ASSERBRO STRAND

”Min mor har et sommerhus i Asserbo ved Liseleje. Lige uden for vores havedør ligger et gammelt, fredet militærområde, der fører ned mod stranden. Det er det nærmeste på en jysk hede, jeg har set i Nordsjælland, og det er vidunderligt at gå over heden mod stranden og høre lærkerne slå på en varm sommerdag.”

FANØ

”Min mormor havde et fint hus i Nordby. Nogle af mine bedste barndomsminder er herfra. Ned i tempo, store, brede sandstrande, ravjagt og Fanøkringle. Det kan næsten ikke blive mere romantisk. Min store kærlighed til Kai Normann Andersens ’Der var engang’, som jeg har genindspillet på mit soloalbum, stammer fra en barndomsferie på Fanø, hvor jeg hørte den på min mormors radio.”

Jakob Illeborg, 47. Journalist, tv-vært, kendt fra DR’s ’Kontant’, og sanger. Udkom 29. marts med sit første soloalbum, ’Once Upon Tomorrow’. Til efteråret kan han opleves live i hele landet.

 

/

Den indre rejse

Jacqui Kenny rejser verden rundt uden at bevæge sig. Hun har agorafobi – angst for åbne pladser – og tør ikke selv rejse. Alligevel har hun gjort en karriere ud af at finde smukke, sære og bevægende pletter overalt på jordkloden.
Tekst:Morten HjortshøjFoto:Google Street View

MEXICO, KIRGISISTAN, Senegal, Mongoliet og Peru. Jacqui Kenny kan nå det meste af kloden på en eftermiddag. Alligevel kan hun med rette kaldes verdens dovneste globetrotter. Når den 44-årige newzealænder rejser, sker det nemlig fra sofaen i hendes lejlighed i London, hvor hun gennemtrawler Google Street View for særlig gode motiver.

Siden hun begyndte arbejdet for snart to år siden, har hun ­taget over 27.000 screenshots via internettjenesten, og motiverne er alt fra herreløse hunde i Chile og forladte legepladser i Mongoliet til tankstationer i USA og farverige facader i Brasilien.

Håndværkere på række fanget af Google Street View i Sharjah i De Forenede Arabiske Emirater.

Hendes foreløbig 200 bedste screenshots er udgivet på Instagram-profilen @streetview.portraits, hvor næsten 100.000 følgere kigger med, ligesom hun for nylig udstillede en række af sine værker på et galleri i New York City.

Egentlig troede hun, at Google Street View kun var en ­praktisk hjælper, når man skulle finde vej, men et tilfældigt (virtuelt) besøg i den farverige ­brasilianske hovedstad Rio de Janeiro blæste hende bagover. Pludselig fandt hun sig selv sidde i ­timevis og lede efter Street View-­øjeblikke, magisk fastfrosne i tid og sted.

”Jeg kan opleve fjerntliggende steder, som jeg ikke engang ved eksisterer, og det er sjovt at hoppe fra et land til et andet. Men den største spænding ligger i at finde det specielle øjeblik. De er så svære at finde, men de er der,” siger Jacqui Kenny.

I kørestol i Durango, Mexico.

Det gode Google Street View-foto, forklarer hun, kræver først og fremmest godt lys, og det er der langtfra alle de steder, hvor Google Street View-bilerne kører. Typisk leder hun efter destinationer tæt på ækvator eller steder, der har levende farver i arkitekturen eller moden. Derfor går rejsen ofte til Sydamerika og Afrika.

”Jeg søger normalt væk fra de større byer og ud til mindre byer, hvor der er mere plads. Når jeg har fundet en scene, bruger jeg tid på at beslutte vinkel og komposition. Google fotograferer med 360-graders­kameraer, så der er mange muligheder.”

For Jacqui Kenny er det mere end en sjov hobby. Hun lider af agorafobi – angst for åbne pladser – og i mere end 10 år turde hun slet ikke sætte sig op i et fly og rejse ud i verden. Fotoprojektet, som hun kalder ’The Agoraphobic Traveller’, er blevet den måde, hun oplever verden uden for sin lejlighed.

To kvinder foran en moské i Senegal.

Interaktionen med følgere på Instagram har været det mest overvældende, fortæller hun.

”Jeg får henvendelser fra hele verden, og projektet genererer samtaler om alt muligt – fra teknologi og mental sundhed til kunst og rejser. Jeg får de dejligste beskeder fra folk, der rent faktisk har været de steder, jeg har besøgt via Street View. Ofte fortæller de mig om deres oplevelse eller tipper mig om en naboby, jeg burde besøge.”

Om hun også har besøgt Danmark? 

”Desværre ikke. Det er et sted, jeg gerne vil besøge rigtigt en dag, for min kæreste er dansk. Det lyder som sådan et smukt sted.”

Beboelsesvogn i Kirgisistan i det bjergrige Centralasien.

Artiklen er oprindeligt publicere i Ud & Se juli/august 2018.

/

„Jeg tror aldrig, jeg har vist mig med udslået hår offentligt‟

RITT BJERREGAARD har altid raget op med sine meninger og sin vilje til ikke at bukke under. Det lærte hun som barn på Vesterbro, og det lever hun stadig efter – også efter hun har fået en uhelbredelig kræftsygdom.
Tekst:Michael MüllerFoto:Ritzau/Scanpix

JEG VOKSEDE OP på Vesterbro i København i et udpræget arbejdermiljø med rigtig mange børn. Min far var snedker, og indtil jeg var ni år, gik min mor hjemme og tog sig af os. (Ritt Bjerregaard var den ældste af tre søskende, red.). Vi havde ikke særlig mange penge, men min mor var god til at få tingene til at hænge sammen. Hun kunne få meget ud af billige varer, og hun strikkede og syede vores tøj om, så vi aldrig for alvor kom i nød. 

DET VAR et kærligt hjem. Min far var børnehjemsbarn, og min mor havde mistet sin far, da hun var 12 år. De syntes selv, at de havde manglet kærlighed, og var fast besluttede på, at de skulle have tid og overskud til at være sammen med deres børn. Når vi havde spist, fik vi børn læst historier højt hver dag. ’Ulvehunden’, ’Spartacus’, ’Kaptajn Grants børn’ og den slags. Vi kørte også ture på cykel i skoven og til stranden, indtil vi fik en kolonihave. Og de spillede bold med os. Min far var 23 og min mor 21, da de fik mig, havde masser af kræfter og energi.

JEG GIK PÅ Enghave Plads Skole og havde en fremragende lærerinde, der hed frk. Petersen. Hun gjorde rigtig meget ud af undervisningen, og jeg kunne godt lide at gå i skole. Jeg holdt meget af at læse. Man kunne først få lånerkort, når man fyldte ni år, og dén dag var jeg oppe på biblioteket i Lyrskovgade, og så gik jeg ellers i gang med at læse fra en ende af. Jeg klarede mig godt til mellemprøven i 5. klasse og kom derefter i Mellemskolen på Christianshavns Gymnasium.

NOK VAR JEG flink og flittig, men jeg var absolut ikke en stille og tilbageholdende pige. Hjemmefra havde jeg lært at stole på mig selv og ikke være bange for at gå op imod flertallet. Når jeg kom hjem fra skole, sad vi og drak te sammen, og så snakkede jeg om, hvad der var sket på skolen. Det interesserede mine forældre, og de spurgte. Det stod helt klart, at det var vigtigt, hvad jeg mente. Det var en indstilling, som jeg tog med mig videre i livet. Og beklagede jeg mig over et eller andet, for eksempel at læreren havde sagt noget, så fik jeg gennemgående det svar, at jeg måtte gøre mig lidt mere umage. Jeg havde lov til at sige fra og have mine meninger, men jeg skulle gøre mig umage.

JEG KUNNE GODT se, at der var børn på Vesterbro, der levede under ringere vilkår end jeg selv. Børn, som ikke havde forældre derhjemme, og som måske ikke var helt rene, når de mødte i skolen. Faren kom måske fuld hjem og gav moren bank. Og samtidig gik mange af pigerne ud af skolen efter 7. klasse og blev gravide. Det var før p-pillen og den fri abort. På den måde blev deres livsbane bestemt. Det var ikke rimeligt, og jeg var indigneret. Derfor meldte jeg mig ind i Socialdemokratiet, mens jeg læste til lærer. 

JEG VALGTE lærergerningen, fordi jeg gerne ville være ligesom frk. Petersen, som hjalp de børn, der ikke havde det hele med hjemmefra. Men der var ting i skolesystemet, som jeg gerne så anderledes. På en skole, jeg underviste på i Rødovre, kunne jeg ikke få en ekstra lærer. Jeg gik op til skoledirektøren. Forklaringen var, at skolen ikke havde penge. Dér blev jeg opmærksom på, at der var barrierer for, hvor langt jeg kunne komme med min læreruddannelse. Derfor valgte jeg at gå ind i politik.

Udateret foto af Ritt Bjerregaard som barn.

JEG STUDSEDE over forskellen på, om man var mand eller kvinde. Mønstret var, at kvinderne havde de kredse, hvor der ikke var mange socialdemokratiske stemmer, mens dem, som jeg kaldte ’de gamle mænd’, havde de attraktive valgkredse. Da jeg blev valgt til Folketinget i 1971, hvilket jeg ikke havde ventet, var jeg bevidst om, at der nok ville komme modstand. Her trak jeg på min barndom, fordi jeg var klar over, at man er nødt til at stå sammen om noget, hvis man skal nå nogle resultater. Derfor lavede jeg med det samme ’kaffeklubben’ med Helle Degn, Svend Auken, Inge Fischer Møller og Karl Hjortnæs. Den var ret utraditionel, da den bestod af tre kvinder og to mænd. ’Kaffeklubben’ vakte en del opsigt.

VI KOM IND i kanten af ungdomsoprøret, og for de gamle folketingsmedlemmer tror jeg, vi havde en overraskende stor selvbevidsthed. Vi kom med ungdom, ny viden og en anden opfattelse af samfundet. Vi var ikke beskedne og satte os ned i hjørnet for at skulle lære af de gamle. Vi mente sådan set, at de havde brug for at lære noget af os. 

ET AF MINE første ordførerskaber omhandlede daginstitutioner, men jeg havde jo ingen børn eller en fornemmelse for dét område, hvad jeg også sagde til gruppesekretæren, der blot svarede, at jeg var jo kvinde, så det burde jeg nok kunne finde ud af. Den slags floskler var til stede. Derfor følte jeg i høj grad, at jeg skulle demonstrere, at jeg kunne noget andet.

HELLE DEGN, Inge Fischer Møller og jeg var meget bevidste om, hvilket tøj vi gik i. Det skulle ikke være for provokerende og ungpigeagtigt. Vi gad ikke at være de unge, kønne kvinder, vi ønskede at blive taget alvorligt og ville beskæftige os med politik.

JEG SATTE HÅRET op, da jeg krydsede de 40. Jeg syntes, at hestehale var ungpigeagtigt, og jeg var ikke mere en ung pige. Ved samme lejlighed fik jeg læsebriller. Jeg tror aldrig, jeg har vist mig med udslået hår offentligt.

I SAGEN om Hotel Ritz var jeg forbløffet over, hvad der foregik. Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg havde brugt flere penge end andre ministre. Rigsrevisionen slog senere fast, at det havde jeg heller ikke. Men Anker Jørgensen mente det modsatte og fyrede mig. Det hjalp mig, at jeg grundlæggende ikke tror, der er den store retfærdighed til. Man er nødt til at kæmpe for det, man gerne vil. Hvis jeg havde givet efter og betalt, ville det være fuldstændig ødelæggende for mit politiske liv. Så ville ingen jo kunne stole på mig. Det kunne jeg ikke acceptere. Jeg syntes, det var en urimelig behandling. Derfor overvejede jeg heller ikke at forlade dansk politik. Jeg har altid været indstillet på at slås.

Ritt Bjerregaard, 1980.

I 2015 FIK jeg konstateret endetarmskræft. Det var en rystende besked at få. Min gode veninde Helle Degn havde haft den samme kræftsygdom og fortalte mig, at det havde noget med blod i afføringen at gøre. Da der var noget blod i min afføring, tænkte jeg først, at det ikke kunne være rigtigt, så jeg lod bare som ingenting. Men da det ikke forsvandt, var der ikke andet at gøre end at få det undersøgt. 

MIN LÆGDE SAGDE til mig, at jeg skulle ringe til min mand. Det forstod jeg ikke, jeg kunne jo snakke med ham, når jeg kom hjem. Men lægen syntes, at vi skulle være sammen, når han gav mig diagnosen. Det var en barsk og trist besked at få.

DENGANG TROEDE JEG, at jeg skulle opereres, og så ville jeg nok være på benene igen. Jeg havde ikke fornemmelsen af, at jeg fik en dødsdom. Først senere i mit kræftforløb fik jeg at vide, at kræften havde bredt sig til lungerne, og at den var uhelbredelig. Det græd jeg selvfølgelig over. Det var først på dét tidspunkt, at jeg blev klar over, at jeg ikke ville blive rask igen.

EFTER DEN FØRSTE operation havde jeg det virkelig dårligt. Jeg ringede til en af mine gode venner, der er læge, og han sagde, at der var noget galt. Sådan skulle jeg ikke gå rundt og skrante. Da jeg blev indlagt igen, viste det sig, at jeg havde et hul i syningen og havde fået en stor byld, hvilket betød, at jeg skulle opereres igen. Det troede jeg ikke, jeg kunne klare, men jeg blev opereret og fik tilbudt en forebyggende kemobehandling. Det mente jeg slet ikke, at jeg havde kræfter til, så jeg sagde nej. Men da jeg senere fik besked om, at jeg havde metastaser i lungerne, sagde jeg selvfølgelig ja til kemobehandlingen. Den var nøjagtig lige så ubehagelig, som man altid hører, at den er.

I SEPTEMBER fik jeg besked om, at mine metastaser ikke har bredt sig. De sidder i lungerne og vokser stadig, men meget, meget lidt, så nu får jeg et halvt år mere, før en ny scanning viser, hvordan det så går.

SELVOM JEG lever med en kræftsygdom, har det ikke ændret, hvordan jeg ønsker at leve. Jeg er interesseret i mange gode hverdage med min mand i sommerhuset og i København og i samvær med gode venner og min familie. Kræften er et vilkår i mit liv, noget, jeg ikke kan lave om på. Jeg kan prøve at leve så fornuftigt som muligt, bygge mit immunforsvar op, men selv om kræften skulle vokse i min krop, er det ikke noget, jeg kan stille noget op imod. 

JEG VED IKKE, om der er noget, jeg gerne vil nå, men jeg vil rigtig gerne se, at EU får løst nogle af sine problemer, både Brexit og demokratiproblemerne i Polen, Ungarn og Tjekkiet. Jeg er meget optaget af, hvad der sker i verden. Jeg er selvfølgelig også spændt på, om det vil lykkes Mette Frederiksen at blive statsminister. Jeg synes, der har manglet lidt engagement i mit gamle parti, men det er, som om der begynder at komme lidt mere fart i dem, og det glæder jeg mig over. Jeg vil også gerne blive ved med at blande mig i debatten, og jeg er i gang med min tredje erindringsbog. 

MIN ALDER og kræften er jo ligegyldige. Jeg må bare se i øjnene, at der sker nogle ting, når man bliver gammel. Vi skal alle sammen dø, og vi skal dø af noget. Jeg synes, det er et privilegium at få lov at blive 77 år, og jeg vil også rigtig gerne blive 87. Men jeg synes ikke, at jeg er gået glip af noget.

RITT BJERREGAARD

Er født i 1941 i København. Uddannet lærer i 1964 fra Emdrupborg Statsseminarium.

Valgt til Folketinget i 1971 og frem til 1994, valgt igen til Folketinget 2001-05. Undervisningsminister i 1973 og igen i 1975-78, hvorefter hun blev afsat på grund af strid om en hotelregning på Hotel Ritz under et UNESCO-møde i Paris.

Som undervisningsminister var hun blandt andet med til at gennemføre en stor folkeskolereform (1975), der afskaffede realskolen efter 7. klasse og indførte en enhedsskole.

Socialminister (1979-81), gruppeformand for Socialdemokratiet (1981-82 og 1987-92), EU-kommissær med ansvar for miljø (1995-99) og fødevareminister (2000-01).

Ved kommunalvalget i 2005 blev hun valgt til overborgmester i København, en post, hun bestred frem til 2010. Blev i 1979 tildelt Dansk Kvindesamfunds Mathildepris for blandt andet at nyudvikle billedet af en kvindelig politiker. Forfatter til flere bøger, heriblandt ’Rapport fra en kaffeklub’ (1977), ’Strid’ (1979), ’Mit København’ (2005) og erindringsbøgerne ’Ritt’ (2015) og ’Valgt’ (2017).

/

På randen af en racekrig

Med afdæmpet mimik spiller RASMUS BJERG en tidligere hætteklædt højreradikal, der måske bliver Danmarks næste, slipseklædte statsminister. Skuespillerens karriere tager en ny drejning i filmen ’Danmarks sønner’.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

’Danmarks sønner’ foregår i en uspecificeret, men ikke så fjern fremtid, hvor man markerer årsdagen for en islamistisk terrorbombe i København, samtidig med at højreekstremister heiler i gaderne og hælder syre i ansigtet på folk med indvandrerbaggrund. I midten af det hele står du som statsministerkandidaten Martin Nordahl. Hvad tiltrak dig ved rollen?

”Det er en vigtig historie om problematikker, vi bliver nødt til at forholde os til. Vi står midt i dem. Ikke bare i Danmark, men i hele den vestlige verden sker der nogle skred, hvor vi polariseres på forskellige sider af politiske og kulturelle spektre. Måske drevet af den samme angst. Eller den samme idealisme. Det er det overordnede tema for filmen, som jeg gerne ville være med til at forløse. Og for mit eget vedkommende er det en film, der trækker mig i en ny retning. Det er ikke en komedie, men en politisk thriller. Som skuespiller synes jeg, det er spændende at blive udfordret og vise mig i en rolle, publikum ikke har set mig i før.”

Mohammed Ismail Mohammed spillefilmdebuterer som den unge mand Zakaria, der radikaliseres.

Hvordan ser du den her figur, den islamfjendske Martin Nordahl? Han er jo en af dem, der polariserer?

”Jeg skal selvfølgelig prøve at forstå den her mand. Og forsvare ham og vise de mekanismer, der får ham til at handle, som han gør. Jeg behøver ikke at være enig med ham, men man må finde de facetter, der gør ham til et helt menneske. Han er barsk, men jeg vil ikke kalde ham en skurk. Han er et menneske, der føler sig truet. Han er bange for at miste det, han kender, det, han tror på.”

Han er også selv truet, rent fysisk. I filmen ser vi, hvordan en terrorcelle planlægger et attentat mod ham …

”Ja. Han er bange. På sin families vegne, men også på sit lands.”

RASMUS BJERG

42 år. Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 2000. Blandt andet kendt for sin medvirken i satireshowet ’Wulffmorgenthaler’ og for sin rolle i komedieserien ’Mr. Poxycat & Co’. Sidste år medvirkede han i Bille Augusts ’Lykke-Per’ og John Mogensen-filmen ’Så længe jeg lever’.

Diskuterede du og Ulaa Salim, filmens instruktør og manuskriptforfatter, hvor rabiat Nordahls retorik skulle være?

”Der er jo en skærpet retorik både herhjemme og i mange lande, der omgiver os, og som vi sammenligner os med. Fire måneder efter at vi var færdige med optagelserne, ringede Ulaa og sagde, at vi var nødt til at lave nogle scener om, fordi det, vi havde sagt, var for blødt i forhold til, hvordan retorikken i den hjemlige debat havde ændret sig. Jeg kan ikke huske de eksakte ord, men de skulle i hvert fald skærpes. Det er svært at ramme tonen i en samtidsfilm, når samtiden hele tiden flytter sig.”

Martin Nordahl siger blandt andet om muslimer, at de svindler, myrder og voldtager. Der er ekkoer fra blandt andre Donald Trump og Lars Hedegaard. Har I forsøgt at give publikum bestemte associationer?

”Ulaa har ikke villet skydes i skoene, at Martin Nordahl skulle være mere skarp end virkeligheden, så han har været meget grundig i sin research. Nordahls retorik er summen af, hvordan man taler om de her problematikker rundt omkring i andre lande, men også i vores hjemlige politik. Alt, hvad jeg siger i rollen, er ting, som nogen har sagt, men jeg skal ikke gøre mig klog på præcis, hvem der har sagt hvad.” 

Zakaria øver sig i at håndtere en pistol.

Midt i sine ret krasse udtalelser, for eksempel at man skal have ret til at skyde muslimer ned, hvis de lægger hånd på politifolk eller brandvæsen, bevarer Nordahl fatningen og en afbalanceret stemmeføring. Han er ikke nogen hidsig folkeforfører a la Trump. Hvilke tanker gjorde I jer om hans fremtoning?

”Jeg tror, at de, der hyrede mig til rollen, har tænkt, at det gav et ekstra lag til den at anbringe Rasmus Bjerg, den her joviale skuespiller, den her glade mand, i sådan en kontekst. Og måske har de ret. Martin Nordahl skal jo ikke være en tegneseriefigur af en ond satan. I Danmark har vi den her lange velfærdsstatstradition for at forsøge at forstå hinanden. Og jeg kan ikke komme på nogen politikere i det her land, som jeg udelukkende synes er nogle dumme svin. Jeg ser mennesker, der tror på noget og kæmper for det, og man kan være enig med dem eller ej. Men jeg ser ikke nogen monstre eller tosser som i USA. Der er vi ikke nået til, selv om vi måske fjerner os hurtigere fra hinanden, end vi har gjort i mange år.”

ULAA SALIM

Har irakisk baggrund og er født i Danmark i 1987. Uddannet fra Den Danske Filmskole i 2017. Hans afgangsfilm ’Fædreland’ var Robert-nomineret og vandt ved Dubai International Film Festival prisen for bedste kortfilm. Med spillefilmen ’Danmarks sønner’ debuterer han som både instruktør og manuskriptforfatter. Ulaa Salim er bror til skuespiller Dar Salim.

Den her film trækker dig i en retning, siger du. Er det en retning, du har tænkt dig at forfølge?

”Det er ingen hemmelighed, at jeg går efter den her slags roller nu. Det, man allerhelst vil som skuespiller, er at hoppe rundt mellem de forskellige genrer. Det kræver, at producenter, instruktører og publikum tror på, det kan lade sig gøre. Jeg har lavet teater i mange år og på den måde dyrket en faglig forfængelighed ved at lave store dramaer og tunge fortællinger. Men der åbnede sig en kattelem med John Mogensen-filmen, hvor et bredere publikum tog til sig, at det kan jeg også. Sjov mand, det vil jeg altid være. Men det er skønt at få lov at dyrke noget andet. Det gør mit udsyn som skuespiller bredere.”

Otte nye biograffilm får premiere 11. april. ’Danmarks sønner’ er en af dem.

 

/

Ghita, stykke for stykke

Begge knæ er af titanium, hoften er stiv efter en operation, og hun tog storslået afsked for to år siden. Alligevel rejser GHITA NØRBY stadig land og rige rundt for at optræde. Og hun vil fortsætte, indtil kroppen og hovedet stiger af. Ud & Se fandt det 84-årige national-koryfæ i Nordjylland omgivet af klapsalver, lakridspiber og selfietilbud en masse.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Ricky John Molloy

ÅÅ-ÅH. Ghita Nørby vånder sig og skyder ryg. Så sænker hun sig forsigtigt ned i sin stol. Gennem vinduet i skuespillergarderoben på Vendsyssel Teater har hun udsigt til shoppingcenteret Metropol, der med sine ni hvide etager bryder aftenmørket over Hjørring. Fra spejlet foran hende stirrer to klare grønblå øjne tilbage. De observerer pudderkvasten fordele et jævnt lag over pandens og kindbenenes rynker. Skuespilleren har skiftet fra komfortable røde velourbukser og purpurfarvet, blomstret sweater fra Gudrun Sjödén til elegant sort silkekjole, og nu sidder hun i nylonstrømpesokker og purrer op i sit tofarvede brun-gyldne hår. Hun masserer hovedbunden og sætter hjernen i svingninger. På sofaen bag hende ligger en antik kimono broderet med traner og påfugle, en kinesisk brudekåbe, som hun har arvet fra sine forældre, Einar og Guldborg Nørby. Den skal hun have på, når hun om en times tid skal op på scenen for anden aften i træk.

”Jeg gider ikke,” vrænger hun. Det har været et skrapt efterår med lige lovlig mange opgaver lige lovlig mange steder, og lige nu ville hun hellere ligge hjemme i sin smalle seng på hotellet og se endnu et afsnit af tv-serien ’Dommer John Deed’. Stemmen lysner ved tanken om den ubestikkelige BBC-dommer, der kan mere end sine paragraffer.
”Han lægger alle kvinderne ned,” klukker hun. 

Så giver hun sig til at bakse med de generøse mængder tape, der holder sammen på en pakke, nogen har afleveret til hende. ”Tak for de mange gode film, her er et minde om din barndom,” har en hånd nedkradset med blå kuglepen. 

Da tape og bølgepap er flået af, viser gaven sig at være en brunlig sommerfugl i glas og ramme. Einar Nørby, Ghita Nørbys far, var ikke bare kongelig operasanger, men også et omvandrende kompendium af hobbyer. En af dem var at overrumple sommerfugle med skarpe lamper, når de om aftenen troede, de sad i fred på deres busk. Så var de angst-stivnede insekter lige til at plukke og sætte på nåle. Det ved man, hvis man har kendt Einar Nørby, eller hvis man har læst på sin Ghita Nørby-lektie. Hvad der er tilfældet her, kan skuespilleren ikke afgøre, men afsenderens navn på den medfølgende hilsen siger hende ikke noget. Hun stikker sommerfuglen i tasken, så hun senere kan sende et takkekort.

 

23. APRIL 2017 stod Ghita Nørby på Folketeatrets scene i København i forestillingen ’Sarah’, hvor hun havde hovedrollen som Sarah Bernhardt, der i sin alderdom skuer tilbage over karrieren. Over for hende stod Preben Kristensen, der som hendes kammertjener har en vanskelig opgave med at holde den krukkede og lettere usammenhængende franske verdensstjerne på sporet, mens han forsøger at nedfælde hendes erindringer. Over dem på tilskuerrækkernes røde plyssæder sad dronning Margrethe, der sammen med de øvrige 567 gæster var kommet for at fejre Ghita Nørbys 60-årsjubilæum som skuespiller i den opsætning, der blev lanceret som hendes afskedsforestilling.

”Jeg sagde til Folketeatret, at det var noget sludder. Det var nok et salgstrick. Jeg tror, Frank Sinatra havde 75 afskedsforestillinger. Eller noget lignende. Men det var en skøn forestilling at spille,” siger Ghita Nørby, der ikke siden har været med i et teaterstykke, men heller ikke kategorisk vil udelukke, at det kommer til at ske igen.

”Jeg siger aldrig, at ting ikke opstår. Det er nok muligt, at det ikke bliver. Men det er lige så muligt, at der, hov, kommer noget ind ad døren. Det kan man jo ikke vide. Men jeg kender mine begrænsninger og fysiske forhold. Jeg har to knæ af titanium, fordi de er gået i stykker på scenen. Jeg gider ikke få dem lavet igen.” 

Det kan godt være, at hun ikke har kastet sig ud i teaterroller siden, men hun har heller ikke trukket sig fra rampelys og spotlights. I 2018 indspillede hun to film, det historiske drama ’Før frosten’ og krimien ’Sirup’, og sammen med de klassiske musikere Michala Petri og Lars Hannibal har hun turneret flittigt med en forestilling, hvor hun fortæller eventyr og fabler ind imellem klassiske numre på blokfløjte og guitar. 

De seneste 20 år har de tre lavet forestillinger, hvor musik og ord sætter hinanden i scene. I nogle perioder flere end andre, men i december 2018 er der for alvor bud efter trioen, der den seneste uge har været i Aalborg, Thyholm og vestsjællandske Ruds Vedby for endnu en gang at tage turen på tværs af landet i Lars Hannibals hvide Toyota Yaris Hybrid og ramme Vendsyssel Teater. Her var de på plakaten allerede sidste år, men måtte aflyse, fordi Ghita Nørby brækkede sin hofte. Og nu sidder hun der og forsøger at finde nerven, der skal til, for at hun for anden aften i træk kan give vendelboerne en oplevelse.

GHITA STYKKE FOR STYKKE 1

Et diset sollys står ind ad vinduerne i Ghita Nørbys sorte træhus, der ligger i Holte på kanten til Rude Skov. Det er nogle måneder siden forestillingen i Hjørring. Fra skovbrynet larmer fuglene i tyvstartet forårseufori.

”Jeg har altid været i teatermiljøet, så det har aldrig været fremmed for mig at få opmærksomhed. Fra jeg var tre år gammel eller sådan noget, satte min far mig nede i salen, mens han lavede operaprøver. Da jeg var 18 år, kom jeg ind på elevskolen på Det Kongelige Teater. Det var i 1954. Min første film var ’Ung leg’ i 1956. Jeg elskede at spille film fra starten, jeg var også meget interesseret i det tekniske. Kameraarbejde, lyd og lys. Nogle skuespillere går bare, når de har indspillet deres scene. Jeg bliver altid på settet, indtil sekvensen er færdig, og følger med i, hvordan kameraet står. Det er kameraet, der bestemmer, hvordan historien bliver fortalt.

Lige fra jeg startede, har jeg været folkekær. Alle de folkelige film, jeg lavede, førte til, at jeg modtog sække af fanbreve. I 1959 var jeg med i fire film, blandt andet ’Charles tante’ med Dirch Passer og ’Ballade på Bullerborg’, hvor jeg og Ebbe Langberg var par nummer et, og hvor Svend Asmussen og Ulrik Neumann også spillede med. Det var to fantastiske musikere. Jeg kan ikke huske handlingen, den var ret kedsommelig, men det er herfra, sangen ’En pølse skal serveres med føl’se’ stammer. Fordi de syntes, det hele var så kedeligt, skrev de pludselig den sang.

Tiden var lidt mildere og skæggere dengang. Danmark var lille, vi havde ikke en iPhone til at fortælle os, hvad der skete på den anden side af jorden. Latteren fyldte mere. Fællesskabet var en selvfølge. Og vi blev hurtigt meget gode og nære venner. Når jeg fik tilbudt en rolle i en film med Ove, Dirch og Kjeld og alle de andre, vidste jeg bare, at jeg skulle grine tre måneder i træk. Der var ikke noget at tøve i forhold til. Var det kvindenedgørende eller sådan noget? Sådan tænkte vi ikke. Det ragede mig slet ikke. Vi fik ingen penge for det, men vi havde det sjovt.”

DEN FØRSTE AFTEN i Hjørring haster Ghita Nørby og de to musikere ind ad teaterets personaleindgang. De har været undervejs det meste af dagen og som altid indlagt mange holdt, for at bilturen ikke skal slide for meget på Ghita Nørbys fysik. De gennemfører en hurtig lydprøve og får en platte fra teaterrestauranten ’Hos Uffe’ serveret i skuespillergarderoben. Ghita Nørby har sjældent nogen appetit inden en forestilling og stikker til maden. Anretningerne arriverer med en midaldrende kvindelig tjener i sort skjorte og sorte bukser, der glider lydløst ind og ud i sine sorte sportssandaler. Men så har hun noget, hun gerne vil sige:

”Normalt er jeg ikke starstruck, men du slår igennem. Du ser lige så dejlig ud i virkeligheden.”

”Ah, hvor er du dejlig at sige sådan,” svarer Ghita Nørby tjeneren, der rødmer på vej ud.

En halv time senere støtter Lars Hannibal i tætsiddende sort jakke og sort skjorte den 84-årige skuespiller op ad scenens lille trappe. Michala Petri matcher skuespilleren med en blå kinesisk kimono, der også stammer fra Einar og Guldborg Nørbys samling.

„Først skal du kunne dit stof fuldstændigt.
Så skal du glemme det. Så skal det komme bag på dig.
Du skal have modet til at give slip.‟

Ghita Nørby hader, at teatre landet over helst vil lydforstærke hende af angst for, at de ældste blandt publikum ikke skulle kunne høre hende. Hun kan sagtens tale enhver sal op, men spiller pænt med på vilkårene, og denne aften er hun godt tilfreds med den lyd, teknikerne har lavet, som gør det muligt tydeligt at skelne s’erne fra t’erne. Hendes stemme er et orkester i sig selv. Den er fløjl og stål, torden og rislende forårsbyger, sprøde vokaler og snerrende konsonanter. Og i aften spiller den jazz. 

Under et par indledende improviserede pingpongbolde mellem skuespilleren og musikerne, der skal give indtryk af, at de ikke har helt styr på rækkefølgen, griner publikum sig varmt. 

Så begynder Ghita Nørby at læse op fra et laset eksemplar af ’Peters jul’, som hendes forældre forærede hende til jul i 1937. De lyttende får langtfra lov at læne sig tilbage i de formpressede træstole og den velkendte tekst. Ghita Nørby lægger, uden respekt for tekstens ellers adstadige rytme, ofte betoningerne et andet sted end på selve rimet, mens pludselige temposkift rusker i publikum.

DER HOSTES en del på tilskuerrækkerne, hvor hårtoppene er i nuancer af sølv og hvidguld, og brillestellene mestendels i letmetal. Først da Ghita Nørby bagefter fortæller H.C. Andersens eventyr om ’Grantræet’, det stakkels forfængelige væsen, der aldrig sætter pris på, hvad det har, og skuespilleren trakterer med menneske-, fugle- og musestemmer – ”piiiv” – begynder tilhørerne at trække vejret roligt igen. I pausen siger en kvinde med kort, tykt granithår til sin unge ledsager, der har langt sort hår og lange, mørke øjenvipper, at det sådan en aften her kan være en fordel at kende teksterne, men at det under alle omstændigheder kan lade sig gøre at nyde Ghita Nørbys oplæsning for dens lydlige kvaliteter. Den unge ledsager er enig, men er mest optaget af uoverensstemmelsen mellem Ghita Nørbys ydre og hendes høje alder.  

En ældre mand på rækken foran antyder, at det er lettere at holde sig godt, når man er berømt skuespiller: ”Hun har nok midlerne til det.”

Den køber pigen ikke:

”Jeg tror ikke, hun har fået løftet noget.”

Da forestillingen er slut, får de tre optrædende et glas portugisisk rødvin i garderoben. Klokken er på vej mod 22, og teaterdirektør Lars Sennels, en mand med et fast håndtryk, blå tweedvest, brune lædersko og bredt ur med stållænke, kommer forbi sammen med sin kone, teaterets dramaturg, for at sige tak for showet.

”Det var en smuk aften. Folk var vilde med jer.”

Vendsyssel Teater har eksisteret i Hjørring siden 1984. I 2017 flyttede egnsteateret ind i Hjørrings nye prestigebyggeri: et skarptskåret hus med rustfarvede stålfacader og skinnende glaspartier, der på en frisk vinterdag spejler den blege, blå himmel. Leveret af tegnestuen Schmidt Hammer Lassen Architects, som aarhusianerne vil kende for biblioteksbygningen Dokk1, og københavnerne for Den Sorte Diamant. Det er et hus til 200 millioner, som direktøren og teaterets personale ligger vandret for at bevise var godt givet ud. En dag som denne, hvor Ghita Nørby, Michala Petri og Lars Hannibal har trukket godt 200 publikummer til den ene sal, mens forestillingen ’Turisterne’ skriver sig for godt 300 solgte billetter i den anden, er det en god aften at være teaterdirektør.

”Vi er som en humlebi. Lidt for store til, at vi egentlig burde kunne flyve,” siger Lars Sennels.

”Der er mange af de erhvervsdrivende her i byen, der siger, at vi er en dårlig investering. At vi ikke laver noget overskud. Jeg siger, at det er den bedste investering, Hjørring nogensinde har gjort.”

GHITA STYKKE FOR STYKKE 2

Ved køkkenbordet i Holte dinger iPad’en derudad. Ghita Nørby er ikke teknologiforskrækket, og en besked fra hende kan sagtens bestå af en håndfuld emojier. Men lige nu holder hun hænderne fra tastaturet og fortsætter med at fortælle om sin tidlige karriere.

”I 1960 spillede jeg på Allé-Scenen i ’En duft af honning’ (Ghita Nørby var den unge Jo, der, forført af en sort sømand og forsømt af en promiskuøs mor, lader en homoseksuel mand flytte ind i sin usle bolig for at hjælpe i de sidste måneder af graviditeten, red.). Indtil da havde jeg mest været et kønt smilehul. Men så traf jeg instruktøren Erling Schroeder. Han så den her unge pige, som fløj rundt og grinede og lavede film. Og tænkte: ’Gad vide, hvad der er inde i hende? Er der noget?’ Han ringede og spurgte, om jeg ikke ville gå fra Det Kongelige Teater for at være med i ’En duft af honning’. Min far og mor var meget bange. De syntes, at jeg skulle få min pension fra Det Kongelige Teater. Jeg syntes, det var lidt tidligt at tænke på. Og på det tidspunkt spillede jeg kun vaudeviller og sådan noget. Der var ingen derinde, der troede på mig, overhovedet.

Jeg var et dybt naivt, rent og troskyldigt menneske, så jeg gik ned til teaterchef Henning Brøndsted og spurgte, om ikke jeg kunne få orlov. Han blev så glad og lykkelig og sagde: ’Farvel!’

’En duft af honning’ blev mit gennembrud, både publikums- og pressemæssigt. Lige pludselig så de et helt andet væsen end det, der medvirkede i ’Ballade på Bullerborg’. Fra at være et smilehul blev jeg karakterskuespiller.
Erling Schroeder lærte mig noget. Han sagde: ’Jeg kan ikke se dig. Det er, fordi du ikke har nogen hemmelighed.’ Så blev jeg jo mægtig ked af det. ’Men jeg kan godt lære dig at få en hemmelighed,’ sagde han. ’Du får den ved at tænke. Bare på et eller andet. Du kan tænke på et cykelstativ, du behøver aldrig fortælle nogen, hvad du tænker.’ Det var en ret stor vittighed, men også god lærdom. Det er totalt basalt, og jeg bruger det den dag i dag.

Det var hårdt at være under Erling Schroe­ders behandling. Et par år senere instruerede han stykket ’Ondine’ af Jean Giraudoux på Det Ny Teater. Der sagde han en uge i træk: ’Gå ud, og kom ind igen! Nej! Gå ud, og kom ind igen! Nej! Gå ud, og kom ind igen!’ Det var terror. Og hans måde at drive mig derhen, hvor jeg forstod, hvad stykket drejede sig om. En anden gang, langt senere, hvor vi spillede forestillingen ’Onsdag’ på Bristol Teatret, der lå på Strøget, havde Erling Schroeder lavet et meget vanskeligt arrangement til mig. Jeg kan ikke huske, hvad han har sagt til mig, men på et tidspunkt vendte jeg mig om, fordi jeg græd. Så sagde han: ’Endelig kom tårerne.’ Jeg ved ikke, om det var gået i dag. Men jeg elskede ham.

Gennem hans maskine blev jeg mere og mere klar over, hvad det drejede sig om. Han er skyld i, at jeg kan begribe noget af det hele.

Min måde at være på teater og film på er aldrig nogensinde at reproducere. Jeg laver ikke om på stoffet. Der står jo, hvad der står. Og jeg kan mine replikker, men jeg vedbliver at forholde mig åbent til stykket. Først skal du kunne dit stof fuldstændigt. Så skal du glemme det. Så skal det komme bag på dig. Du skal have modet til at give slip. Muligvis falder du igennem. Det ved du ikke. Men jeg har aldrig forholdt mig anderledes. Jeg har spillet ’Hvem er bange for Virginia Woolf’ med Frits Helmuth 500 gange. Hver aften sagde vi til hinanden: ’Hvad handler det her stykke om?’ ’Det aner jeg ikke.’”

EN KØBSTADS CHARME består typisk af en idyllisk plads mellem omkringliggende handelsgader, hvor ensartet lave huse ligger tæt som velplejede tandrækker. I Hjørring har en tung næve slået smilet ind. På Mammutpladsen har en nedrivning givet plads til parkerende biler, men samtidig skabt en forblæst og flosset kant af baghuse. På de omkringliggende gader, hvor man kan få fastfood og Sure Fisk-shots til en femmer, skaller malingen på facaderne af, og omkring Springvandstorvet står lejemålene halvtomme. Vendsyssels største shoppingcenter, Metropol, der åbnede i 2008 og er udformet med finesse som et autobahn-motel, har skabt job, men også usikre levevilkår for butikkerne udenfor på gågaden. Og selv om pop-up-butikker tjener godt på tøj og souvenirs i sommersæsonen, forsvinder de igen med turisterne.

Hjørring har som mange andre danske byer en strategi, der skal skabe mere harmoniske byrum, og Vendsyssel Teater har spillet en central rolle i lokalplanen. Nu ligger det som det første, den rejsende, der ankommer til Hjørring med toget, lægger mærke til. Huset er hele Hjørrings, og teateret har ambitioner om at blive hele Danmarks. Indimellem, i hvert fald. Som da en iscenesættelse af ’Hamlet’ i 2018 trak gentagne Reumert-nomineringer, og en af landets fineste teaterpriser endte hos hovedrolleindehaver Elliott Crosset Hove. Lidt i samme skala håber Lars Sennels og hans kone, dramaturg Anne Middelboe Christensen, at instruktørveteran Kaspar Rostrups vinter-opsætning af ’Et dukkehjem’ vil trække Henrik Ibsen-fans til fra andre dele af landet.

”Vi vil være et hus, hvor alle føler sig velkomne, og samtidig skal vi lave spitze teater,” siger hun.

HOTELLET ER RENT og ordentligt, men terrazzogulvet på herretoilettet har sine slidhuller. Og sæbedispenserne og P.S. Krøyer-­reproduktionerne på værelserne hænger noget falmede på væggene. Ghita Nørby har boet her masser af gange i løbet af de 50 år, hun er kommet i byen for at optræde på dens teatre eller for at lave filmindspilninger i området. 

”Køkkenet plejede at være ret godt,” siger hun over et glas appelsinjuice og en rullepølsemad, der smager en smule af køleskab.

Hotelmorgenmaden er egentlig ryddet væk, da Ghita Nørby og hendes to rejsekammerater for sent kommer ned i restauranten for at sætte sig til bords klokken 9.30. De får lov af personalet til selv at gå i køkkenet og fiske ud af skabene. Der er varm kaffe tilbage på kanden, dagen er frostklar, og Ghita Nørby og Lars Hannibal glæder sig til at komme lidt ud og kigge på byen. De har en tradition, når de rejser rundt i landet: altid at besøge det lokale kunstmuseum.

Mens seks aser i bronze bakser med en irgrøn, glaseret Midgårdsorm i Bjørn Nørgaard-springvandet på pladsen bag hende, bevæger Ghita Nørby sig støttet af Lars Hannibal langsomt op ad den brede trappe mod kunstmuseet. Hjørring er bygget på tre høje, og ind­imellem lader højdeforskellene sig mærke. En kvinde i sort dynejakke kan ikke lade være at stirre fra toppen af trappen. Hun smiler, da skuespilleren er kommet tæt nok på, til at man kan være sikker på, at det virkelig er hende, der gemmer sig bag de store Ray-Bans.

”Jeg kunne næsten ikke tro, det var dig. I Hjørring,” udbryder hun og tilføjer: ”Men velkommen til!”

”Tak skal du have,” svarer Ghita Nørby.

 

5 STÆRKE PÅ SCENEN

Udvalgt af kulturkritiker Gregers Dirckinck-Holmfeld.

1969: ’Cabaret’, Ungdommens Teater
”Hun ser simpelthen så godt ud. En magnetisk figur i hovedrollen som Sally Bowles.”

1982: ’Fra regnormenes liv’, Det Kongelige Teater
”Hun rammer præcis balancen mellem arrogance og nysgerrighed i fremstillingen af Johanne Luise Heiberg, der tager imod en ung H.C. Andersen.”

2012: ’Other Desert Cities’, Aarhus Teater
”Hun udfylder rollen som mater familias i en forestilling om familieliv på californisk upperclass-niveau med uigennemskydelig selvsikkerhed og dybt skolet artikulation.”

2013: ’Faderen’, Det Kongelige Teater
”Hun spiller den gamle barnepige med utrolig, behersket ondskab i denne geniale Strindberg-forestilling om en familie, der har besluttet, at dens patriark skal ned med nakken.”

2017: ’Sarah’, Folketeatret
”En blændende afskedsopvisning. Med stor lyst viser hun sig frem i centrum af denne forestilling, der handler om en anden stor stjerne, nemlig Sarah Bernhardt.”

På en udstilling, der mest er henvendt til børn, morer Ghita Nørby sig med at kigge i flade og sirligt snedkererede arkivskuffer. De gemmer på fladpressede medicinske og giftige planter, der skal illudere en botanikers herbarium, og de glider lystigt frem og tilbage i Ghita Nørbys hænder. Hun nyder stille de nærmest overnaturligt farvestrålende landskabsmalerier i museets samling af Niels Larsen Stevns. Hun kigger lidt på japansk-inspireret raku-lertøj fra en lokal keramiker og på billeder af vendelbomaleren Poul Anker Bech.

Så siger kroppen, at det er tid til at sidde ned og få en kop kaffe og en bid brød. Valget falder, efter museumspersonalets råd, på en propfuld café på gågaden, hvor fajance- og stolesortimentet hip­ster­­agtigt udgøres af en ukurant samling loppefund. Michala Petri støder til selskabet. Mens de venter på maden, kommer en lang, senet mand hen med sin baby, som han placerer i armene på Ghita Nørby, hvorefter han spørger, om han må tage et billede af dem. Hun giver tilladelse og smiler til babyen. 

”Gode, tykke kinder,” siger hun og giver dem et nap.

Barnet bliver givet tilbage til sin mor, hvor det helst vil være, og tapastallerkener og cortado’er ankommer til de tre kunstneres bord. Da de er færdige med at spise, kommer den lange mand over igen med en lakridspibe til alle ved bordet.

”Tak for billedet, Ghita,” siger han og forklarer, at erkendtlighederne alligevel bare lå og hobede sig op i bagagerummet i hans bil sammen med bunker af andre lakridspiber, han ikke fik solgt, da han i sommer bestyrede en campingplads. 

DEN SLAGS HÆNDELSER kommer ikke bag på Ghita Nørby: ”Det er noget underligt noget. Danmark ejer mig. Men det kan jeg lige så godt acceptere. Jeg siger aldrig nej til folk, der gerne vil i kontakt med mig. Det, jeg får fra dem, er jo varme. Og jeg skal jo ikke være ven med dem eller giftes med dem, så jeg står ikke og snakker med folk, men jeg siger goddag og tak for det og farvel, og så går jeg igen. Det er en meget enkel måde at afskibe de ting på. Jeg har altid haft meget let ved at tage imod – og let ved at forsvinde.”

Er det noget, du er blevet afhængig af? Er det derfor, du sidder her i Hjørring nu?

”Nej. Hvis jeg savner det, kan jeg bare gå en tur i Irma.”

Bagsiden ved at være ’hele Danmarks Ghita’ kan læses på forsiden af kulørte blade og i formiddagspressen. ”Ghita single igen,” stod der for eksempel på forsiden af BT ugen inden hendes tur til Hjørring. Historien havde sin oprindelse i Billed-Bladet, der havde mødt Svenn Skipper, Ghita Nørbys mand gennem 27 år, uledsaget til Morten Grunwalds begravelse. Svenn Skipper og Ghita Nørby blev skilt i 2011. To år efter dannede de par igen. Men det seneste halve år har de været fra hinanden på ny, fortalte Svenn Skipper til Billed-Bladet. Og derfra rullede historien gennem ugeblade og ­tabloidaviser. Det eneste, der glæder Ghita Nørby, er, at det er gået så sent op for pressen, at der har været et nyt brud.

”Det er virkelig ingen nyhed,” griner hun.

Ellers synes hun ikke, det er sjovt at være genstand for den form for nysgerrighed.

”Jeg føler mest tomhed, men der er også en lillebitte giftdråbe, som rammer mig. Heldigvis er jeg blevet god til i sådan en situation at sige, at det varer kun en uge, indtil der sker noget værre i verden. De må selv om det, hvis de synes, det er morsomt. Det er et vilkår. Der er penge i ulykke. Når man er så privilegeret og forkælet som mig, er der altid folk, der synes, det ville være skønt, hvis hun kom lidt ned med nakken.”

Ghita Nørby har været gift fire gange. Og ind imellem ægteskaberne har der været lange, seriøse parforhold. Men hun tror ikke, hun skal have en kæreste igen. Ikke lige foreløbig i hvert fald.

”Det er slet ikke noget, jeg spekulerer over. Det gør jeg faktisk ikke. Jeg kan godt lide at være sammen. Og det er svært at være single, som det hedder i dag med et udtryk, jeg ikke kan fordrage. Men om døren går op, og der kommer en eller anden ind, kan man ikke vide. Jeg tror det nu ikke,” griner hun og fortsætter i sin muntre tone: ”Og jeg har en hund. En persisk mynde. Jeg har altid elsket mynder. 

GHITA STYKKE FOR STYKKE 3

”Kommer du der, skat!”

Mynden Aki er steget ned fra den dybe lænestol, hvor den foretrækker at holde til og holde øje med biler, der passerer ude på villavejen. Nu hilser den stilfærdigt på ved køkkenbordet. Ghita Nørby stryger den over panden.

”Jeg elskede at spille Ingeborg Skjern i ’Matador’. Det var skidesvært. Hun er en vidunderlig skikkelse, topmålet af kvinde: forståelse, resignation og klogskab. Hun er næsten overmenneskelig. Umulig at leve op til. Jeg kan ikke leve op til hende, det har jeg hverken psyke eller forstand til. Men det behøver man heldigvis heller ikke, det er jo dramatik.

Nogle gange filmede vi fra klokken fem om morgenen. Klokken 12 gik alle vi skuespillere til prøve på teatrene. Så gik vi på teatret klokken 19. Tæppet gik klokken 20, og når forestillingen var færdig ved 23-tiden, var der ofte natoptagelser. Sådan var en almindelig dag på ’Matador’.

Erik Balling krævede absolut tilstedeværelse og præcision, det var slet ikke et spørgsmål. Han vidste, hvad han ville. Med alting. Man skulle være hurtig med sådan en mand. Hvis ikke man var hurtig, holdt man ikke længe. Man kunne nemt blive skrevet ud.

Der er ikke noget yndigt i at spille. Det er dødhårdt. Det er jord og beton-arbejde. Min søn Giacomo satte jeg på kostskole på Sorø Akademi, mens han tog sin studentereksamen. Jeg syntes, jeg levede et åndssvagt liv og havde en søn, der var en begavet mand, der ikke skulle lide under mig. Jeg savnede ham, men jeg følte ikke, jeg kunne byde ham at bo sammen med mig. Jeg gik klokken fem om morgenen og kom hjem igen 24 timer senere. Jeg har aldrig taget ham med på optagelser og haft ham med i mit sindssyge liv på den måde. Jeg ville ikke blande de to ting sammen. Jeg er ikke sikker på, at det var rigtigt gjort. Jeg slog ikke til. Spørgsmålet er, om man slår bedre til ved at putte ham på et akademi. Jeg tror aldrig, han gik helhjertet ind i det. Selvfølgelig havde han venner, og jeg kom da også og besøgte ham. Jeg var ikke ond på den måde, men muligvis handlede jeg forkert. Han siger: ’Der, hvor du tror, du har svigtet mig, det er ikke der.’ I dag er vi blevet venner, hvilket ikke er en selvfølge, bare fordi man føder et barn. Vi kan tale sammen. Vi er fortrolige.”

HUN SIDDER der i sin røde kimono og tager sig sammen til endnu en aften på scenen. Lars Hannibal og Michala Petri har spist sultent af de overdådige serveringer af stjerneskud, men Ghita Nørby har kun akkurat rørt sin. Ude i foyeren foran salen glæder publikum sig til at se skuespilleren live. En mand i træsko og med et skæg som en fisker på et skagensmaleri dukker op sammen med sin kone og datter. De havde billet til den forestilling, der blev aflyst året før, og skyndte sig at bestille igen, da der kom nye billetter til salg.

”Hun er dygtig. Det går jo helt tilbage til 50’erne, hvor vi har set hende på tv og film,” siger han og fortæller, at deres yndlings-Ghita Nørby er i rollen som den elskværdige og ligevægtige Ingeborg Skjern i ’Matador’. 

Et par blonde kvinder i tyverne, der arbejder med marketing, er kommet fra Aalborg.

”Hun har jo en fantastisk fortællerstemme,” siger den ene.

”Vi er lidt unge i forhold til resten af publikum i dag. Men det havde vi nok forventet,” siger den anden, der fortæller, at de har set hende i ’Baronessen fra benzintanken’ og andre lystspil på streamingtjenesten Dansk Filmskat.

”Vi har store forventninger,” siger en midaldrende kvinde med rød sweater, røde højhælede ruskindssko, røde briller, rød træperlehalskæde og leopardnederdel. 

Hun og hendes mand havde også billet sidste år. 

 

5 STÆRKE PÅ LÆRREDET 

Udvalgt af filmlektor og forfatter Peter Schepelern.

1960: ’Baronessenfra benzintanken’
”De mest sødmefyldte smilehuller i film­historien.”

1969: ’Olsen-banden på spanden’
” Enormt sjov og charmerende. Egon skal resocialiseres, og hun er socialrådgiveren Bodil. Ikke uforståeligt bliver Egon Olsen mat i ­knæene.”

1978: ’Mig og Charly’
”Hun chokerer med en incestuøs scene mellem mor og søn. Ikke en fuldbyrdet sexscene, men udtryk for en afslappet tolerance over for livet, der i dag ville blive strøget fra manuskriptet af konsulenterne.”

1996: ’Hamsun’
”Jan Troell, en af de store skikkelser i skandinavisk film, instruerer en storslået film. Ghita gør en glimrende figur som hustruen til Knut Hamsun, lige så nazistisk sindet som manden. En stor, moden, facetteret ­præstation.”

2014: ’Stille hjerte’
”Som den døende mor i en smuk film om at bevare sin værdighed i døden – gennem aktiv dødshjælp – fylder hun rollen med autoritet og selvfølgelighed. Livs­erfaringen stråler fra hende uden store tekniske virkemidler. Hun er der bare, og det er alt nok.”

Ryggen er rank, da Ghita Nørby sætter sig til rette i sin stol midt på scenen. Et let smil på læben og lysende øjne. Hvis hun aftenen forinden tvang tilhørerne frem i sædet med et rastløst tempo og betoninger, der faldt, hvor de mindst ventede dem, er oplæsningen denne aften af en eftertænksomhed, der tillader folk at hvile ryggen og lade teksterne glide ind. Publikum trækker vejret og lader pointerne bundfælde sig, inden de sætter i med klapsalverne. Nærværet kulminerer med de sidste sætninger af ’Den lille pige med svovlstikkerne’, hvor den lille piges legeme ligger afsjælet i sneen nytårsmorgen. Et næsten nydelsesfuldt suk går igennem salen.

”Mmmmm.”

Ghita Nørby fortæller, at eventyret tidligere i hendes liv lå langt nede i bunken, fordi hun var bange for det, men at hun på det seneste er begyndt at læse noget andet i teksten. 

”Hvem af os ved, hvornår vi skal herfra? Hvem af os ved, om det er værre at dø som ung eller gammel?” spørger Ghita Nørby ud over stolerækkerne. 

”Jeg tror, det har noget med min alder at gøre. Da jeg var ung, var døden ikke noget, der var lige ved siden af mig. Jeg forstår godt, at man som ung synes, det er en meget sørgelig historie. Men det synes jeg ikke nu. Det er et forløsende eventyr, der løfter én.”  

I GARDEROBEN efter forestillingen har Ghita Nørby lagt kimonoen og står i sin sorte silkekjole og på flade nylonstrømper. Hun sludrer med en af teaterets faste skuespillere, der fortæller om sit ’Lady og Vagabonden’-videobånd, hvor Ghita Nørby lægger stemme til Lady.

”Ja, det måtte ikke stå på plakaten, at jeg lavede det. Jeg var elev på Det Kongelige Teater, og man måtte ikke arbejde ved siden af,” fortæller hun.

Da han er gået igen, skal Ghita Nørby til at skænke sig et glas Riesling fra Alsace, da to mænd, far og søn, kommer frem i døren. Faren har briller og Gore-Tex-anorak. Sønnen er i grøn dynejakke. Blikkene er let eksalterede. Begge lægger håndfladerne mod hinanden foran sig som i en yogahilsen og bukker let.

”Jeg er en af dem i verden, der kan allerflest ’Matador’-afsnit udenad,” præsenterer faren sig.

”Ja, det er meget belastende,” supplerer sønnen.

”Det var da helt forfærdelig dejligt at se dig i virkeligheden,” siger faren.

”Ja,” svarer Ghita Nørby med et behersket smil.

”Her står hun så. Her står Ingeborg.”

De to mænd trækker hende ind i en selfie, hvorefter de trækker sig bukkende tilbage. Da de er væk, fylder hun glasset med hvidvin:

”Lad mig så få noget spiritus!”

GHITA STYKKE FOR STYKKE 4

Ghita Nørby lukker Aki ind fra haven, hvor hun stadig pusler med roser, når det er sæson til det. Men knæene tillader hende ikke at slå græs, og hun kan ikke kravle på stiger, så hun får hjælp fra en gartner til at holde haven ved lige. Skuespilleren sætter sig ved køkkenbordet igen.

”Jeg led under min mor i mange, mange år. Jeg havde et meget lykkeligt barndomshjem. Men da jeg blev en voksen pige og begyndte at stå på scenen, og folk klappede ad mig og genkendte mig, gik det i stykker. Det kunne hun slet ikke tage. Hun sagde altid, at jeg var grim og rædselsfuld. Det er et meget, meget almindeligt problem. Misundelse mellem mor og datter. Jeg prøvede at snakke med hende hele livet. Men det interesserede hende ikke. Det er ikke morsomt at miste sin mor i levende live. Hun blev næsten 100 år. Vi fandt aldrig hinanden igen. Hen ad vejen fandt jeg ud af, at jeg ikke behøvede at ringe til hende hver dag, og at jeg ikke behøvede at rette mig efter alt, hvad hun sagde. Da hun døde, skete der det mærkelige, at sorgen og alle de dårlige minder var væk. Nu mindes jeg hende som en fantastisk, smuk og spændende kvinde. Hvis ikke hun havde været min mor, tror jeg, hun havde været spændende at kende.

Jeg har haft et kunstnerisk liv, og jeg har haft et privatliv. To liv i én person. Den kunstneriske person havde en god forstand, var ligeglad, lykkedes mere og mere og blev klogere, sjovere og bedre, mens den private hele tiden dummede sig og voksede meget langsommere. Jeg har gået til analytikere og psykologer og gør det den dag i dag. Det er hårdt at blive klogere, men det er at foretrække frem for at vedblive at være dum i fred. Det er meget svært at rette på sine egne små fejl. Men jeg prøver.

Man kan ikke have en karriere som min uden at svigte til højre og venstre. Det ser jeg klart bagefter. Jeg har jo en søn og to børnebørn. Jeg har valgt arbejdet først. I starten tror jeg ikke, det var et bevidst valg, det var en selvfølge. Selv om ulykkerne – skilsmisser, og hvad du ellers vil – brasede ned over mig, så arbejdede jeg alligevel. Når du rammer ned i, hvad du har talent for i livet, bliver dit arbejde pludselig noget andet, så rammer det plet inde i dig som person. Det har mit arbejde gjort. Jeg skulle være den, jeg nu er og har været.”

DER ER CHIPS fra Kims på bordet. Der er Cabernet Sauvignon fra Chile i glasset. Klokken nærmer sig midnat. I hotelbaren snakker Ghita Nørby og Lars Hannibal om, at de, når de har været hjemme et par dage, skal af sted igen til Fanø og optræde. Denne skribent foreslår, at det måske havde været mere belejligt, hvis arrangementet havde ligget i forlængelse af Hjørring, så de kunne tage Fanø på hjemvejen og få det sidste engagement overstået, inden de tog tilbage til Sjælland. Formuleringen provokerer. 

”Overstået,” fnyser hun.

”Jeg hader det ord. Det handler ikke om at få overstået noget. Det har det aldrig gjort for mig. Man er ikke til stede, hvis man tænker på at få det overstået.” 

Derfor siger tanken om otium hende heller ikke noget. 

”’Hvorfor går du ikke på pension?’ spørger folk. ’Hvaffornoget?’ svarer jeg. ’Pension fra hvad? Fra mit liv?’ Sikke noget sludder. Så længe jeg er i den verden, så er jeg der jo. Det ligger slet ikke i min natur, at man holder op. Hvis nogen gerne vil se én, møder man op.”

 

/