Begge knæ er af titanium, hoften er stiv efter en operation, og hun tog storslået afsked for to år siden. Alligevel rejser GHITA NØRBY stadig land og rige rundt for at optræde. Og hun vil fortsætte, indtil kroppen og hovedet stiger af. Ud & Se fandt det 84-årige national-koryfæ i Nordjylland omgivet af klapsalver, lakridspiber og selfietilbud en masse.
ÅÅ-ÅH. Ghita Nørby vånder sig og skyder ryg. Så sænker hun sig forsigtigt ned i sin stol. Gennem vinduet i skuespillergarderoben på Vendsyssel Teater har hun udsigt til shoppingcenteret Metropol, der med sine ni hvide etager bryder aftenmørket over Hjørring. Fra spejlet foran hende stirrer to klare grønblå øjne tilbage. De observerer pudderkvasten fordele et jævnt lag over pandens og kindbenenes rynker. Skuespilleren har skiftet fra komfortable røde velourbukser og purpurfarvet, blomstret sweater fra Gudrun Sjödén til elegant sort silkekjole, og nu sidder hun i nylonstrømpesokker og purrer op i sit tofarvede brun-gyldne hår. Hun masserer hovedbunden og sætter hjernen i svingninger. På sofaen bag hende ligger en antik kimono broderet med traner og påfugle, en kinesisk brudekåbe, som hun har arvet fra sine forældre, Einar og Guldborg Nørby. Den skal hun have på, når hun om en times tid skal op på scenen for anden aften i træk.
”Jeg gider ikke,” vrænger hun. Det har været et skrapt efterår med lige lovlig mange opgaver lige lovlig mange steder, og lige nu ville hun hellere ligge hjemme i sin smalle seng på hotellet og se endnu et afsnit af tv-serien ’Dommer John Deed’. Stemmen lysner ved tanken om den ubestikkelige BBC-dommer, der kan mere end sine paragraffer.
”Han lægger alle kvinderne ned,” klukker hun.
Så giver hun sig til at bakse med de generøse mængder tape, der holder sammen på en pakke, nogen har afleveret til hende. ”Tak for de mange gode film, her er et minde om din barndom,” har en hånd nedkradset med blå kuglepen.
Da tape og bølgepap er flået af, viser gaven sig at være en brunlig sommerfugl i glas og ramme. Einar Nørby, Ghita Nørbys far, var ikke bare kongelig operasanger, men også et omvandrende kompendium af hobbyer. En af dem var at overrumple sommerfugle med skarpe lamper, når de om aftenen troede, de sad i fred på deres busk. Så var de angst-stivnede insekter lige til at plukke og sætte på nåle. Det ved man, hvis man har kendt Einar Nørby, eller hvis man har læst på sin Ghita Nørby-lektie. Hvad der er tilfældet her, kan skuespilleren ikke afgøre, men afsenderens navn på den medfølgende hilsen siger hende ikke noget. Hun stikker sommerfuglen i tasken, så hun senere kan sende et takkekort.
23. APRIL 2017 stod Ghita Nørby på Folketeatrets scene i København i forestillingen ’Sarah’, hvor hun havde hovedrollen som Sarah Bernhardt, der i sin alderdom skuer tilbage over karrieren. Over for hende stod Preben Kristensen, der som hendes kammertjener har en vanskelig opgave med at holde den krukkede og lettere usammenhængende franske verdensstjerne på sporet, mens han forsøger at nedfælde hendes erindringer. Over dem på tilskuerrækkernes røde plyssæder sad dronning Margrethe, der sammen med de øvrige 567 gæster var kommet for at fejre Ghita Nørbys 60-årsjubilæum som skuespiller i den opsætning, der blev lanceret som hendes afskedsforestilling.
”Jeg sagde til Folketeatret, at det var noget sludder. Det var nok et salgstrick. Jeg tror, Frank Sinatra havde 75 afskedsforestillinger. Eller noget lignende. Men det var en skøn forestilling at spille,” siger Ghita Nørby, der ikke siden har været med i et teaterstykke, men heller ikke kategorisk vil udelukke, at det kommer til at ske igen.
”Jeg siger aldrig, at ting ikke opstår. Det er nok muligt, at det ikke bliver. Men det er lige så muligt, at der, hov, kommer noget ind ad døren. Det kan man jo ikke vide. Men jeg kender mine begrænsninger og fysiske forhold. Jeg har to knæ af titanium, fordi de er gået i stykker på scenen. Jeg gider ikke få dem lavet igen.”
Det kan godt være, at hun ikke har kastet sig ud i teaterroller siden, men hun har heller ikke trukket sig fra rampelys og spotlights. I 2018 indspillede hun to film, det historiske drama ’Før frosten’ og krimien ’Sirup’, og sammen med de klassiske musikere Michala Petri og Lars Hannibal har hun turneret flittigt med en forestilling, hvor hun fortæller eventyr og fabler ind imellem klassiske numre på blokfløjte og guitar.
De seneste 20 år har de tre lavet forestillinger, hvor musik og ord sætter hinanden i scene. I nogle perioder flere end andre, men i december 2018 er der for alvor bud efter trioen, der den seneste uge har været i Aalborg, Thyholm og vestsjællandske Ruds Vedby for endnu en gang at tage turen på tværs af landet i Lars Hannibals hvide Toyota Yaris Hybrid og ramme Vendsyssel Teater. Her var de på plakaten allerede sidste år, men måtte aflyse, fordi Ghita Nørby brækkede sin hofte. Og nu sidder hun der og forsøger at finde nerven, der skal til, for at hun for anden aften i træk kan give vendelboerne en oplevelse.
GHITA STYKKE FOR STYKKE 1
Et diset sollys står ind ad vinduerne i Ghita Nørbys sorte træhus, der ligger i Holte på kanten til Rude Skov. Det er nogle måneder siden forestillingen i Hjørring. Fra skovbrynet larmer fuglene i tyvstartet forårseufori.
”Jeg har altid været i teatermiljøet, så det har aldrig været fremmed for mig at få opmærksomhed. Fra jeg var tre år gammel eller sådan noget, satte min far mig nede i salen, mens han lavede operaprøver. Da jeg var 18 år, kom jeg ind på elevskolen på Det Kongelige Teater. Det var i 1954. Min første film var ’Ung leg’ i 1956. Jeg elskede at spille film fra starten, jeg var også meget interesseret i det tekniske. Kameraarbejde, lyd og lys. Nogle skuespillere går bare, når de har indspillet deres scene. Jeg bliver altid på settet, indtil sekvensen er færdig, og følger med i, hvordan kameraet står. Det er kameraet, der bestemmer, hvordan historien bliver fortalt.
Lige fra jeg startede, har jeg været folkekær. Alle de folkelige film, jeg lavede, førte til, at jeg modtog sække af fanbreve. I 1959 var jeg med i fire film, blandt andet ’Charles tante’ med Dirch Passer og ’Ballade på Bullerborg’, hvor jeg og Ebbe Langberg var par nummer et, og hvor Svend Asmussen og Ulrik Neumann også spillede med. Det var to fantastiske musikere. Jeg kan ikke huske handlingen, den var ret kedsommelig, men det er herfra, sangen ’En pølse skal serveres med føl’se’ stammer. Fordi de syntes, det hele var så kedeligt, skrev de pludselig den sang.
Tiden var lidt mildere og skæggere dengang. Danmark var lille, vi havde ikke en iPhone til at fortælle os, hvad der skete på den anden side af jorden. Latteren fyldte mere. Fællesskabet var en selvfølge. Og vi blev hurtigt meget gode og nære venner. Når jeg fik tilbudt en rolle i en film med Ove, Dirch og Kjeld og alle de andre, vidste jeg bare, at jeg skulle grine tre måneder i træk. Der var ikke noget at tøve i forhold til. Var det kvindenedgørende eller sådan noget? Sådan tænkte vi ikke. Det ragede mig slet ikke. Vi fik ingen penge for det, men vi havde det sjovt.”
DEN FØRSTE AFTEN i Hjørring haster Ghita Nørby og de to musikere ind ad teaterets personaleindgang. De har været undervejs det meste af dagen og som altid indlagt mange holdt, for at bilturen ikke skal slide for meget på Ghita Nørbys fysik. De gennemfører en hurtig lydprøve og får en platte fra teaterrestauranten ’Hos Uffe’ serveret i skuespillergarderoben. Ghita Nørby har sjældent nogen appetit inden en forestilling og stikker til maden. Anretningerne arriverer med en midaldrende kvindelig tjener i sort skjorte og sorte bukser, der glider lydløst ind og ud i sine sorte sportssandaler. Men så har hun noget, hun gerne vil sige:
”Normalt er jeg ikke starstruck, men du slår igennem. Du ser lige så dejlig ud i virkeligheden.”
”Ah, hvor er du dejlig at sige sådan,” svarer Ghita Nørby tjeneren, der rødmer på vej ud.
En halv time senere støtter Lars Hannibal i tætsiddende sort jakke og sort skjorte den 84-årige skuespiller op ad scenens lille trappe. Michala Petri matcher skuespilleren med en blå kinesisk kimono, der også stammer fra Einar og Guldborg Nørbys samling.
“Først skal du kunne dit stof fuldstændigt.
Så skal du glemme det. Så skal det komme bag på dig.
Du skal have modet til at give slip.”
Ghita Nørby hader, at teatre landet over helst vil lydforstærke hende af angst for, at de ældste blandt publikum ikke skulle kunne høre hende. Hun kan sagtens tale enhver sal op, men spiller pænt med på vilkårene, og denne aften er hun godt tilfreds med den lyd, teknikerne har lavet, som gør det muligt tydeligt at skelne s’erne fra t’erne. Hendes stemme er et orkester i sig selv. Den er fløjl og stål, torden og rislende forårsbyger, sprøde vokaler og snerrende konsonanter. Og i aften spiller den jazz.
Under et par indledende improviserede pingpongbolde mellem skuespilleren og musikerne, der skal give indtryk af, at de ikke har helt styr på rækkefølgen, griner publikum sig varmt.
Så begynder Ghita Nørby at læse op fra et laset eksemplar af ’Peters jul’, som hendes forældre forærede hende til jul i 1937. De lyttende får langtfra lov at læne sig tilbage i de formpressede træstole og den velkendte tekst. Ghita Nørby lægger, uden respekt for tekstens ellers adstadige rytme, ofte betoningerne et andet sted end på selve rimet, mens pludselige temposkift rusker i publikum.
DER HOSTES en del på tilskuerrækkerne, hvor hårtoppene er i nuancer af sølv og hvidguld, og brillestellene mestendels i letmetal. Først da Ghita Nørby bagefter fortæller H.C. Andersens eventyr om ’Grantræet’, det stakkels forfængelige væsen, der aldrig sætter pris på, hvad det har, og skuespilleren trakterer med menneske-, fugle- og musestemmer – ”piiiv” – begynder tilhørerne at trække vejret roligt igen. I pausen siger en kvinde med kort, tykt granithår til sin unge ledsager, der har langt sort hår og lange, mørke øjenvipper, at det sådan en aften her kan være en fordel at kende teksterne, men at det under alle omstændigheder kan lade sig gøre at nyde Ghita Nørbys oplæsning for dens lydlige kvaliteter. Den unge ledsager er enig, men er mest optaget af uoverensstemmelsen mellem Ghita Nørbys ydre og hendes høje alder.
En ældre mand på rækken foran antyder, at det er lettere at holde sig godt, når man er berømt skuespiller: ”Hun har nok midlerne til det.”
Den køber pigen ikke:
”Jeg tror ikke, hun har fået løftet noget.”
Da forestillingen er slut, får de tre optrædende et glas portugisisk rødvin i garderoben. Klokken er på vej mod 22, og teaterdirektør Lars Sennels, en mand med et fast håndtryk, blå tweedvest, brune lædersko og bredt ur med stållænke, kommer forbi sammen med sin kone, teaterets dramaturg, for at sige tak for showet.
”Det var en smuk aften. Folk var vilde med jer.”
Vendsyssel Teater har eksisteret i Hjørring siden 1984. I 2017 flyttede egnsteateret ind i Hjørrings nye prestigebyggeri: et skarptskåret hus med rustfarvede stålfacader og skinnende glaspartier, der på en frisk vinterdag spejler den blege, blå himmel. Leveret af tegnestuen Schmidt Hammer Lassen Architects, som aarhusianerne vil kende for biblioteksbygningen Dokk1, og københavnerne for Den Sorte Diamant. Det er et hus til 200 millioner, som direktøren og teaterets personale ligger vandret for at bevise var godt givet ud. En dag som denne, hvor Ghita Nørby, Michala Petri og Lars Hannibal har trukket godt 200 publikummer til den ene sal, mens forestillingen ’Turisterne’ skriver sig for godt 300 solgte billetter i den anden, er det en god aften at være teaterdirektør.
”Vi er som en humlebi. Lidt for store til, at vi egentlig burde kunne flyve,” siger Lars Sennels.
”Der er mange af de erhvervsdrivende her i byen, der siger, at vi er en dårlig investering. At vi ikke laver noget overskud. Jeg siger, at det er den bedste investering, Hjørring nogensinde har gjort.”
GHITA STYKKE FOR STYKKE 2
Ved køkkenbordet i Holte dinger iPad’en derudad. Ghita Nørby er ikke teknologiforskrækket, og en besked fra hende kan sagtens bestå af en håndfuld emojier. Men lige nu holder hun hænderne fra tastaturet og fortsætter med at fortælle om sin tidlige karriere.
”I 1960 spillede jeg på Allé-Scenen i ’En duft af honning’ (Ghita Nørby var den unge Jo, der, forført af en sort sømand og forsømt af en promiskuøs mor, lader en homoseksuel mand flytte ind i sin usle bolig for at hjælpe i de sidste måneder af graviditeten, red.). Indtil da havde jeg mest været et kønt smilehul. Men så traf jeg instruktøren Erling Schroeder. Han så den her unge pige, som fløj rundt og grinede og lavede film. Og tænkte: ’Gad vide, hvad der er inde i hende? Er der noget?’ Han ringede og spurgte, om jeg ikke ville gå fra Det Kongelige Teater for at være med i ’En duft af honning’. Min far og mor var meget bange. De syntes, at jeg skulle få min pension fra Det Kongelige Teater. Jeg syntes, det var lidt tidligt at tænke på. Og på det tidspunkt spillede jeg kun vaudeviller og sådan noget. Der var ingen derinde, der troede på mig, overhovedet.
Jeg var et dybt naivt, rent og troskyldigt menneske, så jeg gik ned til teaterchef Henning Brøndsted og spurgte, om ikke jeg kunne få orlov. Han blev så glad og lykkelig og sagde: ’Farvel!’
’En duft af honning’ blev mit gennembrud, både publikums- og pressemæssigt. Lige pludselig så de et helt andet væsen end det, der medvirkede i ’Ballade på Bullerborg’. Fra at være et smilehul blev jeg karakterskuespiller.
Erling Schroeder lærte mig noget. Han sagde: ’Jeg kan ikke se dig. Det er, fordi du ikke har nogen hemmelighed.’ Så blev jeg jo mægtig ked af det. ’Men jeg kan godt lære dig at få en hemmelighed,’ sagde han. ’Du får den ved at tænke. Bare på et eller andet. Du kan tænke på et cykelstativ, du behøver aldrig fortælle nogen, hvad du tænker.’ Det var en ret stor vittighed, men også god lærdom. Det er totalt basalt, og jeg bruger det den dag i dag.
Det var hårdt at være under Erling Schroeders behandling. Et par år senere instruerede han stykket ’Ondine’ af Jean Giraudoux på Det Ny Teater. Der sagde han en uge i træk: ’Gå ud, og kom ind igen! Nej! Gå ud, og kom ind igen! Nej! Gå ud, og kom ind igen!’ Det var terror. Og hans måde at drive mig derhen, hvor jeg forstod, hvad stykket drejede sig om. En anden gang, langt senere, hvor vi spillede forestillingen ’Onsdag’ på Bristol Teatret, der lå på Strøget, havde Erling Schroeder lavet et meget vanskeligt arrangement til mig. Jeg kan ikke huske, hvad han har sagt til mig, men på et tidspunkt vendte jeg mig om, fordi jeg græd. Så sagde han: ’Endelig kom tårerne.’ Jeg ved ikke, om det var gået i dag. Men jeg elskede ham.
Gennem hans maskine blev jeg mere og mere klar over, hvad det drejede sig om. Han er skyld i, at jeg kan begribe noget af det hele.
Min måde at være på teater og film på er aldrig nogensinde at reproducere. Jeg laver ikke om på stoffet. Der står jo, hvad der står. Og jeg kan mine replikker, men jeg vedbliver at forholde mig åbent til stykket. Først skal du kunne dit stof fuldstændigt. Så skal du glemme det. Så skal det komme bag på dig. Du skal have modet til at give slip. Muligvis falder du igennem. Det ved du ikke. Men jeg har aldrig forholdt mig anderledes. Jeg har spillet ’Hvem er bange for Virginia Woolf’ med Frits Helmuth 500 gange. Hver aften sagde vi til hinanden: ’Hvad handler det her stykke om?’ ’Det aner jeg ikke.’”
EN KØBSTADS CHARME består typisk af en idyllisk plads mellem omkringliggende handelsgader, hvor ensartet lave huse ligger tæt som velplejede tandrækker. I Hjørring har en tung næve slået smilet ind. På Mammutpladsen har en nedrivning givet plads til parkerende biler, men samtidig skabt en forblæst og flosset kant af baghuse. På de omkringliggende gader, hvor man kan få fastfood og Sure Fisk-shots til en femmer, skaller malingen på facaderne af, og omkring Springvandstorvet står lejemålene halvtomme. Vendsyssels største shoppingcenter, Metropol, der åbnede i 2008 og er udformet med finesse som et autobahn-motel, har skabt job, men også usikre levevilkår for butikkerne udenfor på gågaden. Og selv om pop-up-butikker tjener godt på tøj og souvenirs i sommersæsonen, forsvinder de igen med turisterne.
Hjørring har som mange andre danske byer en strategi, der skal skabe mere harmoniske byrum, og Vendsyssel Teater har spillet en central rolle i lokalplanen. Nu ligger det som det første, den rejsende, der ankommer til Hjørring med toget, lægger mærke til. Huset er hele Hjørrings, og teateret har ambitioner om at blive hele Danmarks. Indimellem, i hvert fald. Som da en iscenesættelse af ’Hamlet’ i 2018 trak gentagne Reumert-nomineringer, og en af landets fineste teaterpriser endte hos hovedrolleindehaver Elliott Crosset Hove. Lidt i samme skala håber Lars Sennels og hans kone, dramaturg Anne Middelboe Christensen, at instruktørveteran Kaspar Rostrups vinter-opsætning af ’Et dukkehjem’ vil trække Henrik Ibsen-fans til fra andre dele af landet.
”Vi vil være et hus, hvor alle føler sig velkomne, og samtidig skal vi lave spitze teater,” siger hun.
HOTELLET ER RENT og ordentligt, men terrazzogulvet på herretoilettet har sine slidhuller. Og sæbedispenserne og P.S. Krøyer-reproduktionerne på værelserne hænger noget falmede på væggene. Ghita Nørby har boet her masser af gange i løbet af de 50 år, hun er kommet i byen for at optræde på dens teatre eller for at lave filmindspilninger i området.
”Køkkenet plejede at være ret godt,” siger hun over et glas appelsinjuice og en rullepølsemad, der smager en smule af køleskab.
Hotelmorgenmaden er egentlig ryddet væk, da Ghita Nørby og hendes to rejsekammerater for sent kommer ned i restauranten for at sætte sig til bords klokken 9.30. De får lov af personalet til selv at gå i køkkenet og fiske ud af skabene. Der er varm kaffe tilbage på kanden, dagen er frostklar, og Ghita Nørby og Lars Hannibal glæder sig til at komme lidt ud og kigge på byen. De har en tradition, når de rejser rundt i landet: altid at besøge det lokale kunstmuseum.
Mens seks aser i bronze bakser med en irgrøn, glaseret Midgårdsorm i Bjørn Nørgaard-springvandet på pladsen bag hende, bevæger Ghita Nørby sig støttet af Lars Hannibal langsomt op ad den brede trappe mod kunstmuseet. Hjørring er bygget på tre høje, og indimellem lader højdeforskellene sig mærke. En kvinde i sort dynejakke kan ikke lade være at stirre fra toppen af trappen. Hun smiler, da skuespilleren er kommet tæt nok på, til at man kan være sikker på, at det virkelig er hende, der gemmer sig bag de store Ray-Bans.
”Jeg kunne næsten ikke tro, det var dig. I Hjørring,” udbryder hun og tilføjer: ”Men velkommen til!”
”Tak skal du have,” svarer Ghita Nørby.
5 STÆRKE PÅ SCENEN
Udvalgt af kulturkritiker Gregers Dirckinck-Holmfeld.
1969: ’Cabaret’, Ungdommens Teater
”Hun ser simpelthen så godt ud. En magnetisk figur i hovedrollen som Sally Bowles.”
1982: ’Fra regnormenes liv’, Det Kongelige Teater
”Hun rammer præcis balancen mellem arrogance og nysgerrighed i fremstillingen af Johanne Luise Heiberg, der tager imod en ung H.C. Andersen.”
2012: ’Other Desert Cities’, Aarhus Teater
”Hun udfylder rollen som mater familias i en forestilling om familieliv på californisk upperclass-niveau med uigennemskydelig selvsikkerhed og dybt skolet artikulation.”
2013: ’Faderen’, Det Kongelige Teater
”Hun spiller den gamle barnepige med utrolig, behersket ondskab i denne geniale Strindberg-forestilling om en familie, der har besluttet, at dens patriark skal ned med nakken.”
2017: ’Sarah’, Folketeatret
”En blændende afskedsopvisning. Med stor lyst viser hun sig frem i centrum af denne forestilling, der handler om en anden stor stjerne, nemlig Sarah Bernhardt.”
På en udstilling, der mest er henvendt til børn, morer Ghita Nørby sig med at kigge i flade og sirligt snedkererede arkivskuffer. De gemmer på fladpressede medicinske og giftige planter, der skal illudere en botanikers herbarium, og de glider lystigt frem og tilbage i Ghita Nørbys hænder. Hun nyder stille de nærmest overnaturligt farvestrålende landskabsmalerier i museets samling af Niels Larsen Stevns. Hun kigger lidt på japansk-inspireret raku-lertøj fra en lokal keramiker og på billeder af vendelbomaleren Poul Anker Bech.
Så siger kroppen, at det er tid til at sidde ned og få en kop kaffe og en bid brød. Valget falder, efter museumspersonalets råd, på en propfuld café på gågaden, hvor fajance- og stolesortimentet hipsteragtigt udgøres af en ukurant samling loppefund. Michala Petri støder til selskabet. Mens de venter på maden, kommer en lang, senet mand hen med sin baby, som han placerer i armene på Ghita Nørby, hvorefter han spørger, om han må tage et billede af dem. Hun giver tilladelse og smiler til babyen.
”Gode, tykke kinder,” siger hun og giver dem et nap.
Barnet bliver givet tilbage til sin mor, hvor det helst vil være, og tapastallerkener og cortado’er ankommer til de tre kunstneres bord. Da de er færdige med at spise, kommer den lange mand over igen med en lakridspibe til alle ved bordet.
”Tak for billedet, Ghita,” siger han og forklarer, at erkendtlighederne alligevel bare lå og hobede sig op i bagagerummet i hans bil sammen med bunker af andre lakridspiber, han ikke fik solgt, da han i sommer bestyrede en campingplads.
DEN SLAGS HÆNDELSER kommer ikke bag på Ghita Nørby: ”Det er noget underligt noget. Danmark ejer mig. Men det kan jeg lige så godt acceptere. Jeg siger aldrig nej til folk, der gerne vil i kontakt med mig. Det, jeg får fra dem, er jo varme. Og jeg skal jo ikke være ven med dem eller giftes med dem, så jeg står ikke og snakker med folk, men jeg siger goddag og tak for det og farvel, og så går jeg igen. Det er en meget enkel måde at afskibe de ting på. Jeg har altid haft meget let ved at tage imod – og let ved at forsvinde.”
Er det noget, du er blevet afhængig af? Er det derfor, du sidder her i Hjørring nu?
”Nej. Hvis jeg savner det, kan jeg bare gå en tur i Irma.”
Bagsiden ved at være ’hele Danmarks Ghita’ kan læses på forsiden af kulørte blade og i formiddagspressen. ”Ghita single igen,” stod der for eksempel på forsiden af BT ugen inden hendes tur til Hjørring. Historien havde sin oprindelse i Billed-Bladet, der havde mødt Svenn Skipper, Ghita Nørbys mand gennem 27 år, uledsaget til Morten Grunwalds begravelse. Svenn Skipper og Ghita Nørby blev skilt i 2011. To år efter dannede de par igen. Men det seneste halve år har de været fra hinanden på ny, fortalte Svenn Skipper til Billed-Bladet. Og derfra rullede historien gennem ugeblade og tabloidaviser. Det eneste, der glæder Ghita Nørby, er, at det er gået så sent op for pressen, at der har været et nyt brud.
”Det er virkelig ingen nyhed,” griner hun.
Ellers synes hun ikke, det er sjovt at være genstand for den form for nysgerrighed.
”Jeg føler mest tomhed, men der er også en lillebitte giftdråbe, som rammer mig. Heldigvis er jeg blevet god til i sådan en situation at sige, at det varer kun en uge, indtil der sker noget værre i verden. De må selv om det, hvis de synes, det er morsomt. Det er et vilkår. Der er penge i ulykke. Når man er så privilegeret og forkælet som mig, er der altid folk, der synes, det ville være skønt, hvis hun kom lidt ned med nakken.”
Ghita Nørby har været gift fire gange. Og ind imellem ægteskaberne har der været lange, seriøse parforhold. Men hun tror ikke, hun skal have en kæreste igen. Ikke lige foreløbig i hvert fald.
”Det er slet ikke noget, jeg spekulerer over. Det gør jeg faktisk ikke. Jeg kan godt lide at være sammen. Og det er svært at være single, som det hedder i dag med et udtryk, jeg ikke kan fordrage. Men om døren går op, og der kommer en eller anden ind, kan man ikke vide. Jeg tror det nu ikke,” griner hun og fortsætter i sin muntre tone: ”Og jeg har en hund. En persisk mynde. Jeg har altid elsket mynder.
GHITA STYKKE FOR STYKKE 3
”Kommer du der, skat!”
Mynden Aki er steget ned fra den dybe lænestol, hvor den foretrækker at holde til og holde øje med biler, der passerer ude på villavejen. Nu hilser den stilfærdigt på ved køkkenbordet. Ghita Nørby stryger den over panden.
”Jeg elskede at spille Ingeborg Skjern i ’Matador’. Det var skidesvært. Hun er en vidunderlig skikkelse, topmålet af kvinde: forståelse, resignation og klogskab. Hun er næsten overmenneskelig. Umulig at leve op til. Jeg kan ikke leve op til hende, det har jeg hverken psyke eller forstand til. Men det behøver man heldigvis heller ikke, det er jo dramatik.
Nogle gange filmede vi fra klokken fem om morgenen. Klokken 12 gik alle vi skuespillere til prøve på teatrene. Så gik vi på teatret klokken 19. Tæppet gik klokken 20, og når forestillingen var færdig ved 23-tiden, var der ofte natoptagelser. Sådan var en almindelig dag på ’Matador’.
Erik Balling krævede absolut tilstedeværelse og præcision, det var slet ikke et spørgsmål. Han vidste, hvad han ville. Med alting. Man skulle være hurtig med sådan en mand. Hvis ikke man var hurtig, holdt man ikke længe. Man kunne nemt blive skrevet ud.
Der er ikke noget yndigt i at spille. Det er dødhårdt. Det er jord og beton-arbejde. Min søn Giacomo satte jeg på kostskole på Sorø Akademi, mens han tog sin studentereksamen. Jeg syntes, jeg levede et åndssvagt liv og havde en søn, der var en begavet mand, der ikke skulle lide under mig. Jeg savnede ham, men jeg følte ikke, jeg kunne byde ham at bo sammen med mig. Jeg gik klokken fem om morgenen og kom hjem igen 24 timer senere. Jeg har aldrig taget ham med på optagelser og haft ham med i mit sindssyge liv på den måde. Jeg ville ikke blande de to ting sammen. Jeg er ikke sikker på, at det var rigtigt gjort. Jeg slog ikke til. Spørgsmålet er, om man slår bedre til ved at putte ham på et akademi. Jeg tror aldrig, han gik helhjertet ind i det. Selvfølgelig havde han venner, og jeg kom da også og besøgte ham. Jeg var ikke ond på den måde, men muligvis handlede jeg forkert. Han siger: ’Der, hvor du tror, du har svigtet mig, det er ikke der.’ I dag er vi blevet venner, hvilket ikke er en selvfølge, bare fordi man føder et barn. Vi kan tale sammen. Vi er fortrolige.”
HUN SIDDER der i sin røde kimono og tager sig sammen til endnu en aften på scenen. Lars Hannibal og Michala Petri har spist sultent af de overdådige serveringer af stjerneskud, men Ghita Nørby har kun akkurat rørt sin. Ude i foyeren foran salen glæder publikum sig til at se skuespilleren live. En mand i træsko og med et skæg som en fisker på et skagensmaleri dukker op sammen med sin kone og datter. De havde billet til den forestilling, der blev aflyst året før, og skyndte sig at bestille igen, da der kom nye billetter til salg.
”Hun er dygtig. Det går jo helt tilbage til 50’erne, hvor vi har set hende på tv og film,” siger han og fortæller, at deres yndlings-Ghita Nørby er i rollen som den elskværdige og ligevægtige Ingeborg Skjern i ’Matador’.
Et par blonde kvinder i tyverne, der arbejder med marketing, er kommet fra Aalborg.
”Hun har jo en fantastisk fortællerstemme,” siger den ene.
”Vi er lidt unge i forhold til resten af publikum i dag. Men det havde vi nok forventet,” siger den anden, der fortæller, at de har set hende i ’Baronessen fra benzintanken’ og andre lystspil på streamingtjenesten Dansk Filmskat.
”Vi har store forventninger,” siger en midaldrende kvinde med rød sweater, røde højhælede ruskindssko, røde briller, rød træperlehalskæde og leopardnederdel.
Hun og hendes mand havde også billet sidste år.
5 STÆRKE PÅ LÆRREDET
Udvalgt af filmlektor og forfatter Peter Schepelern.
1960: ’Baronessenfra benzintanken’
”De mest sødmefyldte smilehuller i filmhistorien.”
1969: ’Olsen-banden på spanden’
” Enormt sjov og charmerende. Egon skal resocialiseres, og hun er socialrådgiveren Bodil. Ikke uforståeligt bliver Egon Olsen mat i knæene.”
1978: ’Mig og Charly’
”Hun chokerer med en incestuøs scene mellem mor og søn. Ikke en fuldbyrdet sexscene, men udtryk for en afslappet tolerance over for livet, der i dag ville blive strøget fra manuskriptet af konsulenterne.”
1996: ’Hamsun’
”Jan Troell, en af de store skikkelser i skandinavisk film, instruerer en storslået film. Ghita gør en glimrende figur som hustruen til Knut Hamsun, lige så nazistisk sindet som manden. En stor, moden, facetteret præstation.”
2014: ’Stille hjerte’
”Som den døende mor i en smuk film om at bevare sin værdighed i døden – gennem aktiv dødshjælp – fylder hun rollen med autoritet og selvfølgelighed. Livserfaringen stråler fra hende uden store tekniske virkemidler. Hun er der bare, og det er alt nok.”
Ryggen er rank, da Ghita Nørby sætter sig til rette i sin stol midt på scenen. Et let smil på læben og lysende øjne. Hvis hun aftenen forinden tvang tilhørerne frem i sædet med et rastløst tempo og betoninger, der faldt, hvor de mindst ventede dem, er oplæsningen denne aften af en eftertænksomhed, der tillader folk at hvile ryggen og lade teksterne glide ind. Publikum trækker vejret og lader pointerne bundfælde sig, inden de sætter i med klapsalverne. Nærværet kulminerer med de sidste sætninger af ’Den lille pige med svovlstikkerne’, hvor den lille piges legeme ligger afsjælet i sneen nytårsmorgen. Et næsten nydelsesfuldt suk går igennem salen.
”Mmmmm.”
Ghita Nørby fortæller, at eventyret tidligere i hendes liv lå langt nede i bunken, fordi hun var bange for det, men at hun på det seneste er begyndt at læse noget andet i teksten.
”Hvem af os ved, hvornår vi skal herfra? Hvem af os ved, om det er værre at dø som ung eller gammel?” spørger Ghita Nørby ud over stolerækkerne.
”Jeg tror, det har noget med min alder at gøre. Da jeg var ung, var døden ikke noget, der var lige ved siden af mig. Jeg forstår godt, at man som ung synes, det er en meget sørgelig historie. Men det synes jeg ikke nu. Det er et forløsende eventyr, der løfter én.”
I GARDEROBEN efter forestillingen har Ghita Nørby lagt kimonoen og står i sin sorte silkekjole og på flade nylonstrømper. Hun sludrer med en af teaterets faste skuespillere, der fortæller om sit ’Lady og Vagabonden’-videobånd, hvor Ghita Nørby lægger stemme til Lady.
”Ja, det måtte ikke stå på plakaten, at jeg lavede det. Jeg var elev på Det Kongelige Teater, og man måtte ikke arbejde ved siden af,” fortæller hun.
Da han er gået igen, skal Ghita Nørby til at skænke sig et glas Riesling fra Alsace, da to mænd, far og søn, kommer frem i døren. Faren har briller og Gore-Tex-anorak. Sønnen er i grøn dynejakke. Blikkene er let eksalterede. Begge lægger håndfladerne mod hinanden foran sig som i en yogahilsen og bukker let.
”Jeg er en af dem i verden, der kan allerflest ’Matador’-afsnit udenad,” præsenterer faren sig.
”Ja, det er meget belastende,” supplerer sønnen.
”Det var da helt forfærdelig dejligt at se dig i virkeligheden,” siger faren.
”Ja,” svarer Ghita Nørby med et behersket smil.
”Her står hun så. Her står Ingeborg.”
De to mænd trækker hende ind i en selfie, hvorefter de trækker sig bukkende tilbage. Da de er væk, fylder hun glasset med hvidvin:
”Lad mig så få noget spiritus!”
GHITA STYKKE FOR STYKKE 4
Ghita Nørby lukker Aki ind fra haven, hvor hun stadig pusler med roser, når det er sæson til det. Men knæene tillader hende ikke at slå græs, og hun kan ikke kravle på stiger, så hun får hjælp fra en gartner til at holde haven ved lige. Skuespilleren sætter sig ved køkkenbordet igen.
”Jeg led under min mor i mange, mange år. Jeg havde et meget lykkeligt barndomshjem. Men da jeg blev en voksen pige og begyndte at stå på scenen, og folk klappede ad mig og genkendte mig, gik det i stykker. Det kunne hun slet ikke tage. Hun sagde altid, at jeg var grim og rædselsfuld. Det er et meget, meget almindeligt problem. Misundelse mellem mor og datter. Jeg prøvede at snakke med hende hele livet. Men det interesserede hende ikke. Det er ikke morsomt at miste sin mor i levende live. Hun blev næsten 100 år. Vi fandt aldrig hinanden igen. Hen ad vejen fandt jeg ud af, at jeg ikke behøvede at ringe til hende hver dag, og at jeg ikke behøvede at rette mig efter alt, hvad hun sagde. Da hun døde, skete der det mærkelige, at sorgen og alle de dårlige minder var væk. Nu mindes jeg hende som en fantastisk, smuk og spændende kvinde. Hvis ikke hun havde været min mor, tror jeg, hun havde været spændende at kende.
Jeg har haft et kunstnerisk liv, og jeg har haft et privatliv. To liv i én person. Den kunstneriske person havde en god forstand, var ligeglad, lykkedes mere og mere og blev klogere, sjovere og bedre, mens den private hele tiden dummede sig og voksede meget langsommere. Jeg har gået til analytikere og psykologer og gør det den dag i dag. Det er hårdt at blive klogere, men det er at foretrække frem for at vedblive at være dum i fred. Det er meget svært at rette på sine egne små fejl. Men jeg prøver.
Man kan ikke have en karriere som min uden at svigte til højre og venstre. Det ser jeg klart bagefter. Jeg har jo en søn og to børnebørn. Jeg har valgt arbejdet først. I starten tror jeg ikke, det var et bevidst valg, det var en selvfølge. Selv om ulykkerne – skilsmisser, og hvad du ellers vil – brasede ned over mig, så arbejdede jeg alligevel. Når du rammer ned i, hvad du har talent for i livet, bliver dit arbejde pludselig noget andet, så rammer det plet inde i dig som person. Det har mit arbejde gjort. Jeg skulle være den, jeg nu er og har været.”
DER ER CHIPS fra Kims på bordet. Der er Cabernet Sauvignon fra Chile i glasset. Klokken nærmer sig midnat. I hotelbaren snakker Ghita Nørby og Lars Hannibal om, at de, når de har været hjemme et par dage, skal af sted igen til Fanø og optræde. Denne skribent foreslår, at det måske havde været mere belejligt, hvis arrangementet havde ligget i forlængelse af Hjørring, så de kunne tage Fanø på hjemvejen og få det sidste engagement overstået, inden de tog tilbage til Sjælland. Formuleringen provokerer.
”Overstået,” fnyser hun.
”Jeg hader det ord. Det handler ikke om at få overstået noget. Det har det aldrig gjort for mig. Man er ikke til stede, hvis man tænker på at få det overstået.”
Derfor siger tanken om otium hende heller ikke noget.
”’Hvorfor går du ikke på pension?’ spørger folk. ’Hvaffornoget?’ svarer jeg. ’Pension fra hvad? Fra mit liv?’ Sikke noget sludder. Så længe jeg er i den verden, så er jeg der jo. Det ligger slet ikke i min natur, at man holder op. Hvis nogen gerne vil se én, møder man op.”
