Indlæg

“Verden har ret beset været af lave i al den tid, jeg har levet”

LISE NØRGAARD skrev i fjor sit livs sidste artikel – efter 83 år i journalistfaget. Nu gider den snart 102-årige superwoman ikke længere. Men der er stadig ting at se frem til, inden de ”sgu kan cikle med det alt sammen selv”.
Tekst:Jacob Wendt JensenFoto:Ritzau Scanpix/Peter Leth-Larsen

AF MIN FAR lærte jeg meget om anstændighed. Den måde. hvorpå man betragter sine medmennesker. Som grosserer havde han mange i sit brød, som det hed dengang. Han indskærpede os den dybeste respekt for dem alle. Uden dem ville vi – så dumme og dovne vi var – aldrig nogensinde få mad på bordet eller tøj på kroppen. Derfor skyldte vi dem den dybeste ærbødighed, og derfor lærte jeg at neje for alle mennesker, da jeg var lille. Både ham, der fejede gården, og ham, der passede bogholderiet. 

MIN FARS LIVSFILOSOFI gik ud på, at man skulle yde sit bedste ud fra de forudsætninger, man havde. Han havde ikke respekt for folk, der ikke gjorde sig umage. Min far var et temperamentsfuldt menneske, der kunne blive stiktosset, men han kunne også skære igennem problemerne med en festlig bemærkning. Mange år efter hans død arrangerede de sidste overlevende af hans ansatte en udstilling om arbejdspladsen på Roskilde Bibliotek. Hans afsky for slendrian, ugidelighed og pjækkeri arvede jeg.

DET GJORDE MIG til en dårlig chefredaktør på Hjemmet i Gutenberghus (1975-77, red.) Jeg havde ikke min fars evner til at modvirke det. Kun én gang har jeg skullet afskedige en person i mit liv, og det nagede mig frygteligt. Det var direktionen, der pålagde mig det, og det var rimeligt nok, men det var virkelig ubehageligt. At komme hjem og sige ”jeg har mistet mit arbejde”, må være noget af det værste i verden. 

JEG HAR NOK ikke lært så meget af min mor. Og så alligevel. Det at være glad for naturen, blomster og dyr.

SOM 18-ÅRIG gik jeg ind ad døren på Roskilde Dagblad i Hersegade i 1935. Jeg tænkte, at hele verden lå åben. Piger dengang blev ikke sendt ud i noget, der var spændende. De fleste sad på forhøjningen derhjemme og ventede på at blive gift så godt som muligt. At de så senere blev skilt så dårligt som muligt, var desværre også en del af historien. Det var en drøm at blive journalist. For det første bare det at få lov til at skrive sig ud. Det var vidunderligt at se sig selv på tryk. Jeg tror, alle journalister har det sådan første gang, de ser et eller andet på tryk af deres. Jeg kan næsten ikke sige, at man får en syl stukket op i røven, for det er for stærkt, men man får en idé om, at nu er det bare om at komme af sted. 

Lise Nørgaard og skuespiller Jørgen Buckhøj spiller Matador, 1980. Foto: Ritzau Scanpix/Geert Bardrum

JEG ER STOLT AF, at jeg i 1952 tog til England for at skrive om det vældige genoptræningsarbejde af folk, der havde mistet arme og ben og syn under anden verdenskrig, så de kunne få en relativt normal tilværelse. Herhjemme blev man sat til at flette kurve, hvis man for eksempel var blind. Hvis man var åndssvag, blev man anbragt på en anstalt langt ude i skoven, hvor man kunne sidde og visne. Jeg skrev en masse artikler om eksternatskoler og internatskoler for de åndssvage – der siden blev kaldt evnesvage – og de blinde. I Socialministeriet herhjemme sad der dengang nogle gamle typer, der mente, det var noget pjank. Men jeg var stædig. Og var med til at få lavet skolerne om.  

MINE RÅD i min brevkasse i Hjemmet (i 70’erne, red.) havde ofte noget med ligestilling at gøre. Jeg gjorde det til mit job at fortælle kvinderne, hvordan de kunne gøre oprør. De skrev ofte, at de ikke kunne holde deres mand ud, og at de havde prøvet at gå fra ham, men at de altid var kommet tilbage. Jeg har altid vidst, at Nora i Ibsens ’Et dukkehjem’ ikke ville komme af sted, for det sneede den aften, hun forlod sit hjem og sin mand, og hun havde glemt at få penge med til sporvognen. Selvfølgelig ville hun komme tilbage og varme fødderne. Lærkefuglene, der altid fløj tilbage igen, kunne kun undgå det, hvis de fik et arbejde og et sted at bo. Og først derefter skred fra deres mand. I kampen for ligestilling har det været vigtigt for mig, at jeg hele tiden har slået ned på de uligheder, jeg er stødt ind i. Både når nogen beklagede sig til mig, og når jeg bemærkede, at det knagede med ligestillingen derhjemme eller inden for min kreds.

DA ERIK BALLING og jeg så den færdige udgave af ’Matador’ første gang, vidste vi, at håndværket var i orden. Men de finkulturelle anmeldere, der havde læst tykke bøger, men ikke kendte til mennesker ude i den rigtige verden, de holdt sig for næsen. De syntes generelt, at alt, hvad Underholdningsafdelingen på DR lavede, var dårligt, og de konkurrerede nærmest i at være kritiske.

KORSBÆK PÅ BAKKEN synes jeg er så rørende. Da Træsko-Torben præsenterede ideen for mig, lignede det et uoverskueligt projekt. Men han er en stædig mand, og det har været fantastisk at se den skyde op. Når jeg tænker på alle dem, jeg har arbejdet med gennem livet, havde jeg til gode at møde Bakke-folket. De taler lige ud af posen, de har ingen skjulte dagsordener, og de holder deres aftaler. De er ordentlige mennesker. 

NÅR JEG MØDER folk på gaden, siger de for det meste ”Tak for Matador” eller ”Tak for det, du har skrevet”. Jeg kan især godt lide, når det sidste kommer med. Jeg kan godt blive rørt, når folk siger den slags, men jeg sørger for ikke at blive vigtig. 

LISE NØRGAARD

Journalist, forfatter, født 14. juni 1917.

Bøger (i udvalg)
’De sendte en dame’ (1993)
’Kun en pige’ (1992)
’Stjernevej’ (1981)
’En hund i huset’ (1980)
’Volmer. Portræt af en samfundsstøtte’ (1970)
’Sorte syvlinger’ (1961)
’Med mor bag rattet’(1959)

Arbejde som journalist
Berlingske Tidende, 1980-88
Hjemmet, 1968-80, blandt andet som chefredaktør
Politiken, 1949-68
Roskilde Dagblad, 1935-49

TV-serier
’Brødrene Mortensens jul’ (1998)
’Mor er major’ (1985)
’Én stor familie’ (1982-83)
’Matador’ (1978-1981)
’Huset på Christianshavn’ (1970-77), 8 episoder

HVIS MIN TELEFON ikke fandtes, havde jeg været en meget bedre forfatter. Jeg har været nødt til at tage telefonen, fordi jeg har haft fire børn. Og hvis jeg ikke tager den nu om dage, tror de jo, jeg er død. Det er nu ikke dem, der har forstyrret mig mest. De ved godt, at de ikke skal ringe, når jeg ser tennis eller skiløb i tv. Han er i øvrigt god, ham den nye, Tsitsipas. (20-årig græsk tennisspiller, red.) Ham kan jeg godt lide.

ORK, ALLE DE gange jeg har siddet og skrevet, og telefonen har ringet, og jeg har måttet krølle papiret i skrivemaskinen og begynde forfra. Nu er jeg dog holdt op med at skrive. Også i ’Korsbæk Tidende’ (avis til gæsterne i Korsbæk på Bakken, red.). Jeg ville ikke mere. 

SKULLE JEG GØRE en ting om i mit liv, kunne jeg godt have tænkt mig at have gået i gymnasiet. At jeg ikke havde været så stædig, at jeg var gået ud af realklassen. Tænk at få serveret så meget viden. Det er nok derfor, jeg senere har været så hidsig efter viden, så jeg kan vinde enhver ’Jeopardy’. Det ville også have hjulpet mig i mit journalistiske liv. Jeg har set, hvordan godbidderne altid er gået til akademikerne, og vi andre kunne rende og feje op efter dem i mange år, indtil man måske har sat sig i respekt som journalist. Hvis jeg skulle rådgive oldebørn eller deres jævnaldrende med den grille, at de ville være journalister, vil jeg til enhver tid sige, at de skulle på universitetet først.

DA JEG LÆSTE biografien ’Lise Nørgaard – De første 100 år’, forbavsede den mig ikke. Hvis jeg havde været fremstillet som entydigt sød, ville jeg blive betænkelig. Det er der jo ingen mennesker, der er. Så må man bare håbe, at det positive har overtaget. 

NÅR JEG SER tilbage på min 100-årsfødselsdag, virker den uvirkelig. Det er simpelthen uvirkeligt at tænke på, at jeg er så gammel, som jeg er. 

JEG LÆSER mine aviser hver dag, gætter krydsogtværser og genlæser de store romaner. Især på engelsk og tysk. Også fordi de er sat af typografer og ikke med fototeknik. De er lettere at læse, og papiret er lækrere. Jeg genlæser Evelyn Waugh, ham med ’Brides­head’, og Graham Greene, jamen, jeg har genlæst så meget. Jeg læser altid. Jeg går tidligt i seng, fordi det er det eneste sted i lejligheden, jeg kan læse. Der er en meget stærk lampe ned over bogen. Jeg vil gerne blive lidt klogere. Og nyde de store forfatteres sprog. 

UNGDOMMEN skal nok klare sig. Vi hører kun om de dårlige tilfælde. De fleste unge, jeg kender, er bevidste mennesker, selv om jeg synes, skolerne svigter dem, når det gælder indlæring. 

VERDEN HAR ret beset været af lave i al den tid, jeg har levet. I begyndelsen af 20’erne på grund af de forfærdelige forhold i Sønderjylland og Tyskland. I 30’erne sprang man ud ad vinduerne på grund af bankkrakket og økonomisk krise, og så kom krigen. Da vi manglede noget at skrive om på redaktionerne, fik vi så den kolde krig. Næppe var den overstået, inden vi fik nye problemer.

Redaktør Lise Nørgaard, 1956. Foto: Ritzau Scanpix/ Lars Hansen

JEG HUSKER stadig godt, men jeg kan en sjælden gang glemme en aftale. Det skete forrige lørdag, hvor jeg var forkølet og sagde til mig selv, at det var godt, jeg ikke skulle noget. Så ringede telefonen. Jeg havde søreme glemt en frokostaftale, hvor der så var et hul i bordplanen. Jeg sad derhjemme med rød næse, snottet drivende. Min samvittighed var sort som kul.  

DET ER SKRÆKKELIGT, når vennerne falder fra. Fordi man så ikke har nogen at mindes med. Der er ikke så meget ”Kan du huske …” eller ”Forleden mødte jeg den og den”. Og det at man kan grine ad gamle dage sammen. Det eksisterer ikke mere for mig. Måske lige på nær sammen med Didder Rønlund (modejournalist, født i 1925, red.), der er min ældste veninde. Man kan ikke bruge den fortid, man har sammen, til at fremmane billeder i nutiden. De er der ikke. De er væk.

DA MIN FAR var 86 år gammel, skulle han en dag hentes af nogle ambulancefolk og køres til hospitalet for at få taget prøver. De gav ham overtøj på og gjorde ham klar og parkerede bagefter en kørestol uden for hans hjem i koldt vejr. De skulle lige have en pause. Han sad der og frøs, mens han ventede. Da jeg senere hørte historien, spurgte jeg ham, hvorfor han ikke brokkede sig. Det gjorde han ikke, fordi han frygtede, de måske ville tabe ham med vilje næste gang, de skulle hente ham. 

SOM GAMMEL har du ikke længere nogen magt og må affinde dig med omgivelserne. Det gjorde min far også, og han klarede sig faktisk fint i nogle år efter en blodprop. Men da han en dag så meget træt ud og ikke var i så godt humør, spurgte jeg ham, hvad der var galt. ”Ikke noget,” svarede han og fortsatte: ”Ikke andet, end at jeg har haft for mange fødselsdage.”

INDIMELLEM synes jeg også, jeg har haft for mange fødselsdage. Jeg har fået rigeligt her i livet. Det gør ikke noget, hvis der ven­ter mere fest og glæde, og det er dejligt, hvis jeg får lov at se mere af mine børn, børnebørn og oldebørn. Men af og til kan jeg godt tænke: ”Nu kan de sgu cikle med det alt sammen selv.”

 

/

Jungledyret

Han troede, han var tjekket ind på et ganske almindeligt hotelværelse. Men da en ung MIKAEL WULFF vågnede op i Borneos jungle, var intet som forventet.
Tekst:Morten HjortshøjFoto:Privat

REJSEN BEGYNDTE i Kuala Lumpur. Jeg var 19 år gammel og havde besluttet mig for at tage alene til Asien i tre måneder. En gang om ugen skulle jeg finde en mønttelefon, så jeg kunne ringe hjem og fortælle, at alt var godt.

Den første nat overnattede jeg i en stor baraklignende sovesal. Der var kun lokale malaysiere fra samfundets hårdere lag, men jeg sov fredfyldt som en lille, lykkelig killing blandt 100 fremmede mænd med mit mavebælte fuldt af alt, hvad jeg ejede. 

Jeg havde et mål. Jeg havde hørt om en orangutang, der holdt til et sted inde i Borneos regnskov. Den måtte jeg se – dengang var orangutanger nok mere fascinerende for mig. Så jeg tog videre til Borneo. For at komme ind til den orange abe skulle jeg sejle med en mærkværdig ombygget flodpram. Sejlturen varede i otte timer, og jeg blev hamrende søsyg undervejs.

Da jeg kom i land midt om natten, havnede jeg i en lille, mærkelig jungleby. Alting var sort, og jeg havde det elendigt, så jeg tjekkede bare ind på det første, det bedste hotel og fik mit hotelværelse klokken fire om natten.

Da jeg vågnede, var det blevet eftermiddag. Jeg havde det stadig dårligt og forsøgte at lokalisere, hvor jeg egentlig var. Jeg åbnede døren ud til gangen og fornemmede, at jeg var på et enormt stort hotel. Der var et gigantisk gangsystem med døre overalt. Som at være midt i en labyrint. Jeg gik ned ad gangen og bemærkede, at alle dørene stod på vid gab. Og endnu mere surrealistisk: Inde på alle værelserne sad en lille yndig asiatisk pige på sengekanten og kiggede ud på mig.

Jeg nåede frem til en repos, hvor der sad en stor, ældre madamme og holdt nøje øje med alle gæsterne. Det var først her, det gik op for mig, at jeg havde indlogeret mig på et kæmpemæssigt bordel for de lokale mænd. 

Tanken havde slet ikke strejfet mig, for stemningen og indretningen var slet ikke stripklub-vulgær, som man kan støde på i for eksempel Thailand. Det var mere som at være på borgerservice. Meget stilfærdigt og funktionelt, hvilket gjorde det endnu mere bizart.

De begyndte at tale til mig, og flere af pigerne spurgte, om jeg ikke godt ville tage dem med hjem til Danmark. Jeg var rædselsslagen og anede ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til situationen. Det endte med, at jeg barrikaderede mig alene på værelset og ikke kom ud af hotellet i et døgn. Jeg fik set orangutangen, men den gjorde ikke så stort indtryk som det hotel.

I dag ville jeg slet ikke turde rejse tre måneder alene rundt i Asien. Det kan jeg godt savne ved ungdommen. Jeg var et dejligt naivt fjols, der ikke kunne forestille sig, at der kunne ske mig noget. I dag er jeg nervøs for at spise en kylling, hvor udløbsdatoen er overskredet med tre minutter.

FØRSTE REJSE
”Rødglødende solbrændt på charterrejse til Costa del Sol med mine forældre.”

STØRSTE REJSESKUFFELSE
”Da jeg som teenager skulle til USA for første gang for at besøge en ven, der var udvekslingsstudent i USA. Familien skulle arbejde, og han gik hele tiden i skole, så jeg var alene i to uger i et forstadshus i Atlanta og brugte hele dagen på at opvarme hotdogpølser i en mikrobølgeovn.”

VÆRSTE REJSEMÅLTID
”Et kogt fiskeskelet på en restaurant i London. Vi fandt aldrig ud af, om det var en practical joke.”

NÆSTE REJSE
”Jeg drømmer om en tur til Ildlandet omkring Patagonien. Trænger til noget vildt og grænseløst.”

Mikael Wulff. Komiker, manuskriptforfatter og instruktør, 45 år. Har skrevet og instrueret TV 2 Zulu-serien ’Perfekte steder’.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se maj 2018.

 

/

Min værste scene

Krimigenren kommer til undsætning, når læseren tørster efter blod. Men der skal være en mening med bestialiteterne. Her fortæller de to forfattere ELSEBETH EGHOLM og SARA BLÆDEL om deres værste scene.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Les Kaner, PR

Elsebeth Egholm fandt inspiration i Norddjurs’ ’sorte sogn’.

ELSEBETH EGHOLM

I Elsebeth Egholms seneste bog, ’Jeg finder dig altid’, er hovedpersonen Rina på én gang på flugt fra en forfølger og på jagt efter svaret på, hvem denne ansigtsløse mand er. Sporet leder til en gammel gård på Norddjurs, tæt ved det militære øvelsesområde Hevring, hvor der er skydeøvelse. Scenen foregår under krigsagtig larm. Rina er bymenneske og utryg ved landet. Hun er læge om dagen, og om natten klatrer hun op i høje bygninger og laver street art under navnet Private Eye.

”På landet er hun ude af sit element – da hun var seks år, blev hun og tvillingebroren holdt kidnappet i en skov. Der er usikkerhed og utryghed i hver af hendes bevægelser her. I stuehuset på den gamle gård finder hun en ældre knivdræbt mand i en seng. Han har ligget der et stykke tid. Fluerne summer omkring ham. Maven hænger ud over bukserne. Han var en stor mand. Man kan se strubehovedet lyse hvidt. Halsen er skåret over. Der er meget blod, og hun glider i det. Hun vil ringe til sin ven i politiet, men er så fuld af blod, at mobilen glider ud af hendes hånd. Hun sætter sine spor overalt. Politiet kommer med hele kavaleriet, og vi oplever scenen igen set med politimanden Staneks øjne. Han er Rinas ven, men sporene peger på Rina. Hun tages ind til afhøring og mistænkes for drab. Hun stikker af og er resten af bogen på flugt fra både politiet og sin forfølger,” fortæller Elsebeth Egholm.

Hvordan opstod ideen til scenen?

”Det var en naturlig udvikling i historien, så ideen kom i forlængelse af handlingen. Jeg vidste, at Rina på et tidspunkt skulle finde denne mand død. Men locations er vigtige. Jeg fandt stedet ved at køre rundt på Norddjurs med en veninde. Vi var i Hevring i skydeområdet, og hele stedet emmede af en sær atmosfære af noget endegyldigt. Jeg fandt også gården. Jeg kunne ikke komme helt ind, men jeg vidste, hvordan den så ud, og jeg kendte til den lange indkørsel, og hvordan gården lå i landskabet. Hensigten med scenen var, at Rina skulle presses til det yderste. Det var en nøglescene i den henseende. Hun skulle også komme i tvivl om, hvor hun havde politimanden, som hun troede, hun kunne stole på.” 

Hvordan researchede du scenen?

”Jeg tog fotos, da jeg var på location-research. Jeg læste på nettet om skydeområdet i Hevring. Politiet kalder Norddjurs ’Det sorte sogn’, fordi det er en fattig kommune med en del sociale problemer. Politiet har også halvårlige skydeøvelser i Hevring og kender området godt, hvad der var vigtigt at få med. Til selve gerningsstedsscenen havde jeg kontakt til en efterforsker ved Østjyllands Politi og en retsmediciner for at få koreografien med teknikere, efterforskere og retsmediciner, åbning og afspærring af et gerningssted på plads.”

Hvordan føltes det at skrive?

”Jeg kan huske en følelse af: ’Yes! Nu rykker det!’ da jeg skrev scenen. Ikke på grund af død og blod, men fordi scenen var højspændt drama for min hovedperson og skubbede historien videre til en anden højspændt scene, nemlig hvor Rina bliver afhørt på politigården og får forelagt det ene tekniske bevis efter det andet på, at hun er skyldig. Hun ender med at gå på toilettet og flygte ud ad et vindue på politigårdens fjerde sal. Den scene bliver starten på finalen i bogen.” 

Elsebeth Egholm, 58, er forfatter til Dicte-bøgerne og en række andre romaner. Hun er oversat til blandt andet svensk, hollandsk, fransk og italiensk.

Sara Blædel fandt inspiration i sin fortid i restaura­tionsbranchen.

SARA BLÆDEL

I bogen ’Aldrig mere fri’ beser kriminalassistent Louise Rick og hendes veninde Camilla Lind liget af Kaj Antonsen, en afdanket kok, der har set og snakket for meget og er blevet slået ihjel af østeuropæiske forbrydere:

”- Gerningsmændene har spændt ham ud mellem fire bænke og udstyret ham med en variation af det colombianske slips, sagde han og så på hende.

– Og hvad er så det? spurgte hun uforstående.

– Colombian necktie er mafiaens straf, når nogen har sladret, forklarede Louise og tog om Camilla, da hun begyndte at svaje.

– Normalt ser man, at de snitter halsen over på tværs og hiver tungen ud af hullet. Men her er halsen skåret op på langs, og så har de fikseret tungen oppe i ganen med en kniv.

– Så kan I passende kalde denne variant for et balkanslips, sagde Camilla og lænede sig op ad muren for at finde støtte.”

Hvordan fandt du på scenen?

”Kaj Antonsen var egentlig bare tænkt som en statist. Han skulle sidde på en trappesten over for Kødbyen i København – dengang den var kødby, inden den blev hip – og være vidne til et drab. Men så voksede han lige pludselig for mig og blev en person. Det viste sig, at han var køkkenchef på Plaza (hedengangen restaurant i København, red.), hvor jeg selv er udlært tjener fra. Men han er gået i hundene, sønnen er død i en trafikulykke, konen har forladt ham, og han bruger det meste af dagen på at sidde på Halmtorvet og drikke bajere. Så bliver han vidne til en forbrydelse og taler med journalist Camilla Lind. Det skulle han aldrig have gjort.”

Hvordan researchede du den?

”Jeg har en retsmediciner, der hjælper mig, hver gang jeg skal sikre mig, at detaljerne er troværdige, når jeg skriver. Han fortalte mig om afstraffelsesmetoden Colombian necktie og fandt på, vi skulle lave en variant. Sammen opfandt vi balkanslipset.”

Hvordan føltes det at skrive den?

”Helt forfærdeligt. Jeg har slået mange ihjel gennem årene, men den her scene gjorde virkelig indtryk på mig. Også fordi Kaj var kommet til at fylde meget for mig, så det var en ordentlig omgang at tage livet af ham. Normalt bruger jeg ikke sådan nogle scener, bare fordi jeg kan. For at sige ’se, hvor barsk jeg er’. Men det skal jo afspejle virkeligheden, og fordi det handlede om østeuropæiske gangstere, ville jeg gerne vise, hvor brutale de her bagmænd er. Det er ikke noget, jeg har fundet på, at forbryderne i det hårde Balkan-miljø er af en anden brutalitet, end hvad vi er vant til at se i Danmark.”

Sara Blædel, 54, har skrevet godt et dusin krimier. Hendes bøger er udkommet i over 30 lande.

 

/

Trin for trin

Yndig korsanger, ihærdig radioreporter, glødende Anne Linnet-fan, selvbevidst Melodi Grand Prix-stjerne, bloddryppende skuespiller og mor. TRINE DYRHOLM slår ned på nogle af de afgørende punkter i sit liv.
Tekst:Danni TravnFoto:Thomas Nielsen

1.

MINE FORÆLDRE var vidt forskellige. Min mor var den sociale, og hun har det brede smil med store, hvide tænder, som jeg har arvet. Det var under hendes indflydelse, at der var gang i vores hjem i Seden uden for Odense. Altid en jævn strøm af gæster og ofte folk sovende. Min far var anderledes privat, men samtidig var han sportsmand og havde konkurrencegenet: ”Jeg skal noget!” Jeg kan godt forstå, at jeg siden hen har været forvirret over, hvem jeg selv var. De to personligheder sloges i mig. 

De delte en masse, de var folkeskolelærere, de var musikalske, og de sang sammen i et rytmisk kor ved navn Vocal Focal. Koret bestod af 20 mennesker, der sang forskellige popnumre. Hjemme på badeværelset havde vi en plakat fra en af deres koncerter. Den var forsølvet, og man kunne se min far stå i lilla vest med frynser øverst og en gul stjerne. Ved siden af stod min mor i hvid T-shirt. Alle klappede. De så helt fantastiske ud. 

Min lillesøster og jeg var tit af sted med koret. Hjemme stillede vi os op på hver vores stol og sang i et sjippetov, iført ens kjoler syet af vores mormor. Vi gav numre med ABBA, Beatles og ikke mindst fra Vesterbro Ungdomsgårds ’Kattejammer rock’: ”Deeeeeet var som bare pokker. Viiiiii går med røde sokker!”

At stille sig op på den måde var aldrig noget, jeg blev spurgt om. Det skete af sig selv. Så længe jeg kan huske, har jeg optrådt. 

2. 

OTTE ÅR GAMMEL stod jeg i Odense Koncerthus med et kor på 200-300 børn bag mig. Det var til et stævne, hvor man samlede en masse børnekor, der sammen skulle optræde med et værk, som John Høybye, Laus Høybyes far, havde skrevet til os. Et af stykkets to hovedpartier skulle jeg synge, mens den anden solist var langt ældre, vel omkring 14 år.

At jeg kom til at stå der i min lilla flæsebluse med veloursløjfe, skyldtes min korlærer Birgit. Hun kastede sin kærlighed på mig, skubbede på og fik på en eller anden måde anbefalet mig som den ene solist. Det var virkelig seriøst. Vi blev akkompagneret af Odense Symfoniorkester, dirigeret af Børge Wagner, og John Høybye kom selv og øvede med os. Der lærte jeg virkelig at stille mig op og tage den. 

Det med at tage den accelererede i de kommende år. Fra jeg var 10 år, deltog jeg i H.C. Andersen-festspillene i Den Fynske Landsby. Jeg spillede med i fem år, og det blev rammen for meget af mit ungdomsliv. Min første fest, min første brandert og mit første kys skete alt sammen i den kreds af venner, jeg fik der. 

Via festspillene kom jeg til en optagelsesprøve på Odense Teater og fik som 11-årig min første rolle med replikker. Det var som Ebenezer Scrooges lillesøster i Dickens’ ’Et juleeventyr.’ Senere blev jeg anbefalet til to journalister ude på DR Fyn, som ville starte en ungdomsredaktion. De gav os vide rammer, samtidig med at de underviste os i interviewteknik og berettermodel. Vi blev sendt i marken med tunge Nagra-båndoptagere og besøgte både fodboldlandsholdet i Vedbæk-lejren inden VM 1986 og børn på Christiania. Ofte skrev jeg sange om de temaer, vi dækkede. Dem indspillede jeg i vildt lækre studier på DR og tvangsindlagde de fynske børn til at høre dem. 

3.

NÅR JEG OG DE ANDRE piger til H.C. Andersen-festspillene ville synge Anne Linnet Band-sange, kom vi altid op at skændes om, hvem der skulle være Sanne. Vi syntes, at hun sang bedst, og så kunne hun alle de der showting på scenen. Jeg var helt syg Sanne-fan, men jeg fik aldrig lov. I stedet fik jeg Anne Linnets stemme. Med tiden fandt jeg ud af, at jeg nok identificerede mig mest med hende. Jeg havde sådan en grundfølelse af at være anderledes sammenlignet med andre i min klasse. At være off. Mens de andre gik i Pringle, Lacoste og sejlersko, gik jeg i pyjamasbukser eller en postjakke. Det pæneste, jeg havde, var en malerkittel med pletter på. 

Da Anne Linnet udgav albummet ’Hvid magi’ med Marquis de Sade, var jeg fuldstændig solgt. Hele den måde, hun spillede identitet og køn ud på, ramte mig. Samme sommer, i 1985, optrådte hun ved Grøn Koncert på Dyrskuepladsen i Odense. Jeg havde aldrig gået op i at møde forbilleder, men iført en tandlægekittel, der matchede Marquis de Sades look på den turné, møvede jeg mig op på forreste række og fik Annes autograf på armen. Jeg var 13 år, og det var den største koncertoplevelse i mit liv. Den er kun blevet matchet af Prince på Gentofte Stadion.

 

TRINE DYRHOLM

er født i 1972 og vokset op i Odense.

Hendes far, Arne Dyrholm, var en driblestærk spiller for B1913 i klubbens gyldne æra fra midten af 60’erne. Han fik 283 kampe – heraf to mod FC Barcelona. 

Som 18-årig fik Trine Dyrholm sin første Bodil for hovedrollen i ’Springflod’. Hun har blandt andet vundet seks Bodil-priser og otte Robert-priser. I 2016 vandt hun som første danske kvindelige skuespiller en Sølvbjørn ved Berlinalen for sin hovedrolle i ’Kollektivet’.

Spillede efter sin uddannelse på Statens Teaterskole i 1995 en del roller på det toneangivende teater Dr. Dante. Blandt andet ’Paradis’ i 1997 sammen med blandt andre Mads Mikkelsen, Nikolaj Coster-Waldau, Sofie Gråbøl, Lotte Andersen og Hella Joof.

Monologen ’4:48 Psykose’ sikrede Dyrholm en Reumert. Teksten er skrevet af engelske Sarah Kane, som færdiggjorde den kort inden, hun begik selvmord som 28-årig. 

Siden debuten i ’Springflod’ har Trine Dyrholm spillet med i film som ’De største helte’, ‘Festen’, ’I Kina spiser de hunde’, ’Forbrydelser’, ’En soap’, ’En kongelig affære’, ’Hævnen’, ’Kollektivet’ og ’Du forsvinder’. Hun er lige nu aktuel i ’Unge Astrid’ og ’Dronningen’. På tv har hun haft gennemgående roller i ’Taxa’ og ’Arvingerne’. 

Hun er bosat i København med sin kæreste, instruktøren Niclas Bendixen. Sammen har de sønnen Axel på 10 år.

4. 

MIN REJSE TIL Berlin i 1986 blev skelsættende. Jeg tog derned for at lave radio om børne- og ungdomslivet på hver side af muren. Hjemmefra lærte vi om systemet i øst, men det kunne slet ikke forberede mig på det chok, jeg fik, da jeg stod i Østberlin. Grå betonbygninger, butikker med kun ét styk af hver vare og en fornemmelse af, at alt var lukket. Midt i det hele stod et fancy skinnende hotel med swimmingpool, hvor vi skulle bo. 

Vi havde guide på 24/7 og tog rundt og interviewede børn. Undervejs jokede vi med, at vi sikkert blev overvåget, hvilket viste sig at være sandt. En dag, vi havde fri for guiden, kørte vi ud for at tale med en familie, som var lidt ugleset af systemet. Pludselig var der en i bilen, der sagde: ”Hey, det er da vores guide, som kører bag ved os.” 

Da Stasi-arkiverne senere blev åbnet, ringede en person til de to DR-journalister, der var med i Berlin: ”Er I klar over, at hele jeres tur står skrevet ned?” Der har simpelthen siddet en i bedste ’De andres liv’-stil og hakket det hele ned på sin skrivemaskine. Efter en uge i øst kørte vi gennem ingenmandsland. Forbi skydeskår og pigtråd og ind i Vestberlin. Det var som nat og dag. I vest kørte 80’erne på fuldt drøn, bøjet i overdimensioneret neon. Dér kunne jeg uden problemer finde en gave til min søster og bruge mine diæter på Michael Jackson-sko, hængerøvsbukser og et par nittebælter. 

De havde allerede åbnet Mauermuseum med historier om flugtforsøg. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Jeg har snart været på det museum 10 gange, for den bys historie bliver ved med at rage os alle sammen. Den fortæller noget om verdensordenen. Om de systemer, vi mennesker skaber. Alt sammen symboliseret i den mur. Og det var så tæt på Danmark. Lige dernede. 

5. 

EN AF DE SANGE, jeg skrev til radioen, handlede om min veninde. Hun var adopteret, dansede ballet og blev mobbet. Den kom med i et tv-program, hvor jeg sad og spillede keyboard på Brandts Klædefabrik med mit krøllede hår, min hat på sned, ansigtet fuld af bruncreme og kindrødt, mens min veninde dansede ballet på tåspidser i sin fine, hvide kjole. ”Lille og anderledes, men kun på grund af farven. Alligevel bliver hun mobbet. Hvorfor? Hvorfor? Misundelse selvfølgelig, misundelse selvfølgelig,” sang jeg. 

En talentkonkurrence fra P3 opfordrede mig til at sende den ind, fordi de ikke havde fået nogen bidrag. Derfor vandt jeg naturligvis. Kort efter blev jeg ringet op af Per Nielsen Jr., der havde skrevet en tekst til en Melodi Grand Prix-sang komponeret af Frans Bak. De ville gerne have mig over til en audition i København.

Jeg var smart i skoen og svarede, at det vidste jeg ikke rigtig, om jeg var interesseret i. Det skulle i hvert fald være en sang, jeg kunne stå inde for. 

“Hvor gammel er du egentlig?” spurgte han. ”Jeg er 14.” Det overraskede ham. ”Okay. Så må du hellere lige snakke med dine forældre om det.”

Sammen med min mor tog jeg over i Sun Studiet i Københavns Nordvestkvarter for at mødes med Frans Bak. Han trådte ind med håret stående ud til alle sider, hawaiiskjorte og en lilla ghettoblaster. Han trykkede play og spillede ’Danse i måneskin’, hvor der var lagt en demovokal på, stoppede båndet og sagde: ”Nå, hvad synes du?” ”Det kan jeg godt lide.”

Vi øvede en hel uge, og jeg fik min egen koreograf, der hjalp mig med trin og med, hvor jeg skulle kigge hen. Produktionen dikterede, at jeg skulle synge live, mens bandet, The Moonlighters med Frans på saxofon, kørte på bånd. For mig var det fede ellers at være en del af et orkester. 

Efter showet kom der hurtigt tilbud om at optræde i storcentre og på blokvogne. Men jeg krævede at få bandet med. Jeg ville ikke stå med en båndoptager i nakken. I dag er jeg sindssygt glad for, at jeg havde modet til at sige fra dengang. Den dér bandfeeling er noget, jeg har søgt efter altid. Også da jeg kom ind i teater og film. Blokvogne og playback havde været min død.

6.

SOM 11- og 12-ÅRIG spillede jeg ’Et juleeventyr’ på Odense Teater og mødte skuespilleren Hugo Øster Bendtsen. Han havde et stort, sort overskæg og en brovtende facon. På scenen spillede han markant og vildt. Han var kompromisløs i sin tilstedeværelse. I begyndelsen var jeg bange for ham, når han drillede mig i kantinen: ”Du skal sgu ikke være skuespiller. Det er noget værre lort!”

18 år gammel besluttede jeg mig for at søge ind på skuespillerskolerne, og jeg ringede til Hugo. ”Vil du læse med mig?” Det ville han gerne. Jeg skulle op i to tekster. Statens Teaterskole kom med et par bundne tekster, jeg kunne vælge imellem, og jeg tog ’Frk. Julie’ af Strindberg. Den anden hjalp Hugo mig med at finde. Vi blev enige om den scene fra ’Macbeth’, hvor Lady Macbeth hallucinerer og kigger på sine blodige hænder. ”Disse hænder!” I dag tænker jeg: ”Okay, du var 18 år. Strindberg og Lady Macbeth, kunne du lige være der?” 

Hugo og jeg mødtes inde på Odense Teater, gik teksterne igennem og talte om, hvordan jeg kunne gribe dem an, og hvor tit vi kunne mødes. 

Hugo gjorde meget ud af, at jeg skulle tage mit rum. Jeg kan være meget social og sensitiv i selskab med andre. Det bliver tit noget med, at vi alle sammen skal have det godt, og jeg tager andres følelser på mig. Det nyttede ikke noget til en optagelsesprøve, som ville være hektisk og fyldt med nervøse mennesker. Han forberedte mig på at koncentrere mig udelukkende om mig selv og om at gå ind og spille. Og når jeg så stod der, skulle jeg give mig selv tid.

Kort inden prøven på Statens Teaterskole ringede han. ”Hvad laver du?” ”Jeg går og øver på teksten.” ”Ja, det håber jeg fandeme også. For sidst var du eddermame dårlig!” Min reaktion var sportsmandens: Okay, nu skal jeg vise ham! Jeg tror, Hugo udmærket vidste, at jeg ville reagere sådan. 

Da jeg kom ind på scenen, tog jeg mine sko af. Jeg ville helst spille i strømpesokker i og med, at Lady Macbeth går rundt om natten. Jeg gav mig god tid, mens de sad nede i salen og ventede. 

Jeg gik i gang med den intense tekst, men da jeg stod med hænderne foran mig og sagde ”Disse hænder …”, gik jeg i stå. Jeg ville ikke bryde momentet, så jeg ventede på stikordsgiveren. Han kom ikke med noget. Jeg holdt blikket fast på mine hænder. Stadig ikke noget stikord. Til sidst løftede jeg langsomt blikket, mens hænderne fortsat hang fastfrosset foran mig, og sagde: ”Jeg kan ikke huske, hvad jeg skal sige.” Så kom stikordet. Mit blik faldt ned igen, og jeg fortsatte. At jeg klarede den situation, tilskriver jeg Hugo. Han var vist alligevel overrasket over, at jeg kom ind i første forsøg.

7. 

SOM 27-ÅRIG sad jeg i min lejlighed med en følelse af, at jeg ikke kunne fylde min krop ud. Jeg begyndte at græde helt ukontrolleret. Udadtil manglede jeg ikke noget. Jeg var gået fra den ene rolle til den anden, efter jeg blev uddannet. Men siden jeg var 14, havde jeg været en offentlig person og havde fået påduttet en masse identiteter. Jeg havde været ’Grand Prix-Trine’, jeg havde været ’Dr. Dante-Trine’, og jeg havde senest været ’Taxa-Trine’. Som menneske måtte jeg selv finde ud af at fylde det hele ud. 

Den del af mine 20’ere var præget af ulykkelig kærlighed, utilstrækkelighed og efterhånden en følelse af, at jeg var ved at knække over. Jeg var blevet tynd og kunne blive afgrundsdyb ked af de mindste ting. Det handlede aldrig om en frygt for scenen. Det handlede altid om en frygt for alt det udenfor. 

En dag i lejligheden kulminerede det. Jeg fandt ud af, at det var mødet med en eksistentiel ensomhed. Erkendelsen af, at jeg er her alene, uanset hvor mange mennesker jeg er omgivet af. Det var ikke relateret til en bestemt situation eller til en bestemt person. Det var mere grundlæggende. Jeg forstod, at jeg faktisk altid havde haft det sådan, også som barn og teenager. Først nu fattede jeg det. Og jeg fandt ud af, at vi alle sammen, på tværs af sprog og kulturer, deler den ensomhed. Man kan sige: Du er alene, men du er ikke alene med at være alene. Så den er der stadig, ensomheden, men nu ved jeg, at den gerne må være der. 

8.

JEG FIK ET NYT mantra omkring årtusindskiftet: Hvis jeg ikke tør, skal jeg sige ja. Kort efter ville instruktøren Jacob F. Schokking sætte monologen ’4:48 Psykose’ op, og jeg blev foreslået. Han havde det sådan: ”Hende fra ’Taxa’?!”, men sagde alligevel okay til et møde. Teksten var som et langt digt. Voldsom og intellektuel. ”Aldrig om jeg vil lave den her,” tænkte jeg. Og jeg havde ikke lyst til at stå alene på scenen. 

Til mødet traf jeg en høj mand med et markeret ansigt. Han betragtede mig uden at lægge skjul på, at han syntes, jeg var en irriterende poptøs, der kom ind fra højre.

“Ja, jeg skal bruge dit instrument.” ”Mit hvad?” ”Din teknik.” Han talte i helt andre termer, end jeg var vant til, og jeg tænkte: ”Det går jo aldrig!” Og så sagde jeg ja.

Vi var vitterlig forskellige. Han så alt udefra med konceptkunstnerens briller. Jeg var hele tiden helt inde i følelserne. Efter et par dage faldt vi netop derfor i hak. Han var ekstremt god for mig, fordi han lærte mig at forstå, hvad indpakningen betyder for materialet. Når han instruerede, sad han og dirigerede med hænderne, som var jeg et orkester. Han nynnede endda med. Det var ren fysik og rytme. Pludselig kom hele min musikbaggrund på spil, og jeg fik mit behov for samspil dækket i samarbejdet med lyden, lyset og de videoer, der blev projiceret op bag mig. Det hele spillede sammen. 

Min figur var psykotisk og uden filter. Nogle steder tog hun hele verdenshistorien på sig: ”Jeg gassede jøderne, jeg dræbte kurderne, jeg bombede araberne.” Jeg gik ind og ud af følelser, intet var entydigt, og jeg brugte min stemme på nye måder. Skreg, vrælede, talte mærkeligt. Det var et emotionelt monster at komme igennem. Men jeg mærkede, at jeg flyttede mig. Så ved premieren tænkte jeg for første gang: ”Jeg er faktisk ligeglad med, hvad der bliver skrevet.”

Rollen gav mig en Reumert, og jeg har spillet ’4:48 Psykose’ flere gange nu. Sidste gang var for syv år siden, kort efter jeg mistede min far. Det var en stor personlig sorg, fordi jeg følte mig så beslægtet med ham. En uge efter hans begravelse satte vi forestillingen op i Berlin. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne stå i sådan et rum, der i ekstrem grad er fyldt med død og søgen efter sig selv. Men jeg besluttede, at jeg bare måtte forlade scenen, hvis det gik galt. Da jeg først kom i gang, oplevede jeg, at jeg var blevet så trænet i at arbejde med følelser, at jeg kunne skille de to ting helt ad. Jeg kunne lukke op for sluserne, uden at jeg stod og græd min far ud. 

‘DRONNINGEN’

er skrevet af Maren Louise Käehne og May el-Toukhy og instrueret af sidstnævnte. Filmen kredser om advokaten Anne, der kæmper for retfærdighed for sine klienter og for passion i samlivet med sin lægemand, spillet af Magnus Krepper, i en travl, privilegeret hverdag.  Sammen har ægteparret to tvillingepiger, men børneflokken bliver udvidet, da mandens søn fra et tidligere forhold, den utilpassede teenager Gustav, flytter ind. Han og Anne bliver hurtigt tiltrukket af hinanden.

’Dronningen’ har inden sin danske premiere vundet publikumsprisen ved Sundance Film Festival samt tre priser ved Göteborg Film Festival: bedste nordiske film, publikumsprisen og bedste skuespilpræstation – den gik til Trine Dyrholm.

9.

AT VÆRE GRAVID fandt jeg meget svært. Noget tog ligesom bo i mig, uden at det var konkret. Inspireret af, at jeg blev større og større, skrev Line Knutzon en rolle til mig i forestillingen ’Håndværkerne’ på Det Kongelige Teater. Min figur havde virkelig noget boende i sig, og selv om jeg skulle dratte ned i en papkasse hver aften, spillede jeg til tre uger før min termin. 

Med et par uger igen tog jeg ud og spillede julekoncerter med band, hvor jeg hoppede rundt med min store mave og sang ”We’re the Kids in America oh-oh!”. I de øjeblikke glemte jeg, at jeg var gravid, så jeg kunne næsten ikke gå af scenen bagefter. 

Jeg var vant til at klare mig selv, selv slæbe mine kufferter og mine indkøbsposer. Derfor var det grænseoverskridende at blive sat helt ud af spillet. På samme tid gik jeg og tænkte: ”Åh, jeg bliver sikkert den dårligste mor.”

Så snart jeg fødte, blev det enormt konkret. Og alt det, jeg hidtil ikke havde kunnet tage stilling til, lå der nu som et menneske, jeg skulle lære at kende. Derfra var det nemmere, end jeg havde frygtet, samtidig med at det gav noget perspektiv, at jeg nu havde noget vigtigere end mig selv at være ansvarlig for. 

Jeg er en mor, som har stor kærlighed i relationen med mit barn, og en mor, som insisterer på at rejse væk og gøre mit og prøve at få det til at hænge sammen. Jeg har heldigvis en dreng, som virker robust. Vi gør meget ud af, at han ikke skal gå alene med sine følelser, og vi taler om, at det at savne ikke nødvendigvis er en dårlig ting. 

10.

FILMEN ‘DRONNINGEN’ kredser om temaer, der altid har interesseret mig: Ophav, selvopfattelse, systemer, magt og skyld. Det øjeblik, jeg husker klarest fra arbejdet, var den dag, vi fandt Gustav Lindh, som spiller min stedsøn. Instruktøren og jeg sad hos en caster, og de havde valgt fem kandidater. Jeg kendte ingen af dem. Da Gustav kom ind, og vi prøvede at spille sammen, skete det ret fantastiske, at han bare gik på niveau. 

Nogle gange kan man som lidt ældre føle, at man ligesom skal hjælpe talentet på vej. Måske fordi vedkommende er tilbageholdende, måske fordi der stadig mangler det sidste. Han kom med en værdighed i sit spil, og det virkede som det naturligste i verden at spille sammen med mig. Jeg oplevede det samme med Alba August i ’Unge Astrid’.

Det gjorde det trygt at træde ind i filmens ekstreme rum. Der er blandt andet nogle ret heftige sexscener, hvor der ikke bliver panoreret væk som sædvanlig. Alle vidste fra begyndelsen, at de var en del af filmen, og de er afgørende for fortællingen. Jeg var selvfølgelig opmærksom på, at jeg var en ældre dame, mens han var en ung fyr, så vi talte meget om det. Og vi kunne gå ind i det sammen, ligeværdige.

Det var bemærkelsesværdigt, at de scener og filmen generelt blev taget godt imod i USA. På Sundance Film Festival mødte jeg ingen, der mente, at scenerne burde være strøget, og jeg oplevede, at folk var engagerede i min figur, sat i relief af, at filmen vandt publikumsprisen. Det betød meget for mig. For det er en karakter, som skal vise nogle komplekse og voldsomme sider af det at være menneske. Det bliver aldrig sort-hvidt med hende. Efter sådan en oplevelse bliver jeg sulten efter mere. Mere af det svære.

 

/

”Det bliver aldrig mig, der siger, at det hele nok skal gå”

Den 51-årige radiovært, journalist og forfatter LONE FRANK om at kunne læse, da hun sad på potte, om at miste, om at komme videre – og om ikke at holde af børn.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Sofie Amalie Klougart/Rizau/Scanpix

JEG HAR ALTID haft en lidt kejtet generthed, som jeg aldrig rigtig er kommet over. Social interaktion, særligt i store forsamlinger, har aldrig været let for mig. Receptioner er et helvede. Jeg er enormt dårlig til at mingle, jeg kan simpelthen ikke lide det. Jeg ender altid med at stå ovre i et hjørne og vente på, at der kommer nogen og taler med mig. Men når jeg er ude at holde foredrag, forsvinder genertheden. Der skal jeg ud og fortælle folk, hvordan verden hænger sammen, og det passer mig meget bedre. Jeg føler mig som en engageret lærer foran sine elever.

MINE FORÆLDRE har opdraget mig til at gøre, hvad jeg vil, og ikke lade mig styre af normer eller andres forventninger. Måske lyder det banalt, men jeg tror, at rigtig mange mennesker lider under, at de ikke er i stand til at skelne mellem, hvad der er egne ambitioner, og hvad der er forventninger udefra. Det er en værdifuld ting at lære som barn i stedet for at få det som et råd fra en psykolog, når man er fyldt 50 år og allerede har spoleret halvdelen af sit liv. 

JEG LÆRTE at læse, mens jeg stadig sad på potte. Min far var selv begyndt at læse i en meget tidlig alder og mente, at det var helt naturligt, at man lærte det så hurtigt som muligt. Da jeg var tre år gammel, sad han og læste ’Søren og Mette’-bøger med mig og gav mig en lille belønning, når jeg havde læst en sætning rigtigt. Men så kom jeg i børnehave og fandt ud af, at ingen af de andre børn kunne læse. Det syntes jeg var så pinligt, at jeg nægtede at læse ét ord mere. Det kom lidt bag på min far, der fandt ud af, at han havde fået et viljestærkt barn. Resultatet blev, at jeg måtte lære at læse igen, da jeg startede i folkeskole, fordi jeg havde glemt det hele.

MIN STØRSTE BEDRIFT er, at jeg har rejst mig igen, efter min mand Morten døde af kræft. Begge mine forældre er døde, og jeg har ikke børn, så jeg havde ingen tilbage, da han gik bort. Han var min eneste familie. Oven i det hele kom så en rædselsfuld arvesag med hans søn og ekskone, der kom rendende og smed mig ud af vores lejlighed, fordi Morten lige akkurat ikke havde nået at underskrive sit testamente, inden han døde. Jeg er stolt af, at jeg er kommet ud på den anden side uden at blive et bittert menneske.

I MANGE ÅR overvejede jeg slet ikke at få børn. Efterhånden som jeg blev ældre, og folk begyndte at spørge, om jeg ikke snart skulle have børn, kom jeg frem til, at det virkelig ikke er noget, jeg har lyst til. I min opgang, hvor jeg bor, er jeg stort set den eneste, der ikke har børn. Når jeg ser mine naboer med deres småbørn, tænker jeg: ”Godt, det ikke er mig.” Jeg kan i virkeligheden slet ikke lide børn, og jeg føler mig meget fjern fra dem. Jeg er ikke stolt af det, men det er flere gange sket, at jeg er kommet til at kalde et barn for ’den’ i stedet for ’han’ eller ’hun’.

JEG PLEJER ALTID at arbejde mig gennem svære perioder, men da min mand døde, sagde jeg til min arbejdsgiver (Weekendavisen, red.), at jeg havde brug for en pause. Jeg sad for mig selv det næste halve år og kiggede ud i luften, mens jeg forsøgte at bearbejde det hele. For nylig var jeg sammen med en bekendt, der spurgte: ”Tænker du stadig på ham?” Jeg kom faktisk til at grine, for selvfølgelig tænker jeg stadig på ham – måske 100 gange om dagen. Det er ikke noget, der ændrer sig, fordi jeg har fået min hverdag til at fungere igen og har en ny kæreste. Han bliver ved med at være der, og jeg bliver ved med at savne ham. 

MIN FAR SAGDE altid, at latteren har vi for at komme gråden i forkøbet. Jo mere man kan grine af det forfærdelige, desto nemmere bliver det at komme igennem det. Da Morten var allermest syg og blev opereret og fik stomi, der for mange er noget af det mest rædselsfulde, man kan forestille sig, kunne vi stadig joke med, at han rendte rundt med en pose på maven. 

JEG LÆSER IKKE mine egne bøger eller artikler, og jeg hører ikke mine radioudsendelser, for jeg kan ikke lide at høre min egen stemme. Jeg er meget selvkritisk, og jeg har en tendens til kun at fokusere på, hvad der kunne have været bedre. Jeg har prøvet at åbne en af mine gamle bøger, fordi jeg lige skulle tjekke noget, og så har jeg tænkt: ”Det er sgu da egentlig meget godt, det her.” Tingene skal lidt på afstand, før jeg er i stand til at bedømme dem.

JEG ER NOK pessimist af natur. Det bliver aldrig mig, der siger, at det hele nok skal gå. Jeg tager alle forbehold og lader mig glædeligt overraske, hvis tingene går bedre, end jeg regnede med. Jeg har ad flere omgange arbejdet sammen med folk, der synes, at alt er fantastisk hele tiden. Jeg har lært, at jeg skal oversætte deres sprog til mit eget. Når de siger, at noget er fantastisk, betyder det ikke det samme, som når jeg siger ’fantastisk’.

LONE FRANK

Journalist, forfatter og ph.d. i neurobiologi. Siden 1998 har hun skrevet om videnskab for Weekendavisen. Hun har udgivet fem bøger og er vært på radioprogrammet ’24 spørgsmål til professoren’ på Radio24syv. Hun er desuden debattør, foredragsholder og har tilrettelagt og medvirket i en række tv-programmer og dokumentarfilm.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se juni 2018.

 

/

“Stofferne var en del af mit liv”

Den 45-årige rapper Jesper Dahl, bedre kendt som JOKEREN, om at være utilpasset, om at have ADHD uden at vide det, om at feste igennem, om at være inspireret af latino-kulturen og om at være med i det, han selv kalder en macho-revolution.

JEG VOKSEDE OP i Hillerød i 70’erne. Min mor var dansklærer og underviste på en handelsskole, og min far var læge. Det var et akademisk middelklassehjem med klaver og lange reoler med bøger. Jeg gik rundt med krudt i røven og en ubehandlet ADHD. Det er nok derfor, at jeg blev rapper og ikke professor. 

MIT BARNDOMSVÆRELSE bestod af IKEA-møbler og kokostæpper. Vi læste Politiken og diskuterede politik og kultur ved middagsbordet, og så lyttede vi til jazzmusik – Miles Davis, John Coltrane, Thelonious Monk og Billie Holiday. Jeg elskede at ligge i min seng og lytte til mine forældre, der holdt fester, drak rødvin og spillede jazz. Jeg blev opdraget ud fra nogle meget venstreorienterede værdier, som var tidstypiske dengang. Jeg skylder mine forældre meget. I dag minder jazz mig om mit barndomshjem på en god måde.

I SKOLEN var jeg en utilpasset elev. Allerede i 3.-4. klasse kom jeg op at toppes med lærerne. Jeg var en ret videbegærlig dreng, men samtidig meget nærtagende. Da jeg gik i 6. klasse, påstod en af mine lærere, at jeg havde snydt med en geografirapport, selv om jeg havde gjort mig umage for at lave den. Han sagde, at mine forældre havde lavet opgaven. Det blev jeg så fornærmet over, at jeg ikke længere gad være med i undervisningen. 

LANGSOMT BEGYNDTE JEG at melde mig ud, og så gik tiden i stedet med at spille fodbold og lave ballade. Jeg begyndte at bruge min energi på at forstyrre i timen frem for at lytte efter. Jeg var nok et produkt af, at ingen opdagede, at jeg havde ADHD. Eller måske lå det bare i min natur at være en uromager. 

DA JEG BLEV TEENAGER, var det kvinder, hash, fester og hiphop, der optog mig. Jeg var ret hurtigt sikker på, hvad jeg ville, selv om min skolevejleder gjorde det klart, at jeg på ingen måde kunne blive musiker. Jeg kunne blive håndværker ligesom mine venner, sagde hun. 

JEG VAR HELDIGVIS ikke dummere, end at jeg kunne bestå eksaminerne. Jeg tog en HF med et fravær på 50 procent uden at læse mine lektier. Jeg vidste, at jeg ville være musiker og producer, så det betød ikke noget. Efter HF rejste jeg til USA og producerede musik for nogle af mine barndomsidoler. Jeg var selvfølgelig usikker, ligesom alle teenagere er, men jeg var sikker på, at mit liv skulle handle om hiphoppen. Og på en eller anden måde lykkedes jeg mod alle odds, da jeg rejste fra Hillerød. 

DA JEG VENDTE HJEM fra USA, anerkendte ingen i Danmark det, som min gruppe og jeg havde lavet derovre. Vi fortsatte på bistandshjælp og med at vaske trapper og den slags.

JEG ER OPDRAGET i en tid, hvor feminismen var den altoverskyggende holdning.  Der var ikke plads til at være mand på den gammeldags facon. Da de amerikanske hiphoppere kom ind som machofigurer, begyndte billedet at forandre sig. Det har præget mig i forhold til min egen mandeidentitet. 

MÅSKE HAR JEG været med i en form for macho-revolution, for jeg gik ind på scenen og sagde: ”Kvinde, sut min pik, hold din kæft!” Det var et kunstnerisk udtryk, og det kom til at virke meget hårdere, end det var ment i virkeligheden. Jeg er meget inspireret af latino-kulturen. Jo mere en mand fremstår som en mand, jo mere mand er han for sin kvinde, så hun kan fremstå som en kvinde.

JEG ER KLAR OVER, at jeg har et vist image som ego og macho. Folk forveksler tit Jesper Dahl og det kunstneriske udtryk Jokeren. Jeg er ligesom en serieskuespiller, der gennem 25 år er blevet  i den samme rolle. 

MANGE SLADDERBLADE har fremstillet mig som en mand, der er druknet i fest og ballade og skandaler. Det synes jeg er ærgerligt. Sandheden er mere nuanceret. For eksempel underviser de i mine tekster i folkeskolen og i gymnasiet, og det er synd, at folk glemmer det, når de bedømmer mig. Tabloidpressen fokuserer kun på de negative ting, ikke på de positive. For eksempel at jeg er god til at skrive tekster. Så er det vel lige meget, at jeg har fået taget mit kørekort.

MIN SULT er konstant. Heldigvis. Den dag, du bliver mæt og har mistet din livsenergi, er der ikke noget tilbage i dig. I virkeligheden tror jeg, at jeg kan blive flere hundrede år gammel, for jeg er stadig sulten på tilværelsen. Jeg føler, at jeg er i min bedste alder. Hvis jeg får lov, tror jeg, at jeg vil have mine bedste arbejdsår de næste 20 år. Det er ikke sikkert, at jeg bliver ved med at rappe. Jeg er blevet meget glad for at tegne og male, så der er mange måder at udtrykke sig på kunstnerisk.

SET I BAKSPEJLET ville jeg ønske, at jeg havde talt mere om lyrik og musik end om fest, stoffer og alkohol. Stofferne har været en del af mit liv, men man skal også være ung, mens man kan være ung. 

JEG FIK braget op for en ordentlig fest, mens tid var, men det kan jeg ikke længere holde ud. Måden, man lever på, ændrer sig jo. Pludselig gider man ikke holde fest tre dage i streg. Dermed ikke sagt, at jeg ikke fortsat gider danse med og synge om kvinder, der er min hovedkilde til inspiration.

JEG ER RET LIGEGLAD med, hvad folk tænker om mig. Men jeg er ikke kold i røven over, hvad mine nærmeste tænker om mig. Hvis min datter eller min kæreste bliver skræmt af mig, så bekymrer det mig selvfølgelig. Men alle, som skaber noget, har et behov for at vise det, og i den forbindelse har jeg et behov for at blive hørt. Så længe det handler om musikken.

I DAG SER jeg desværre ikke min datter så meget, som jeg kunne ønske. Hun er 10 år. Her er vi inde på et område, hvor der ikke er ligeret for mænd i statsamtet. Det er nok det, jeg har at sige omkring det. Det er for privat til, at jeg vil komme ind på det.

JEG KAN FAKTISK godt lide at være alene. Jeg elsker at sidde oppe om natten og skrive og tegne og bare være i fred, mens min telefon er slukket. Jeg kender ikke til ensomhed, det at være alene er noget andet. Jeg har en lang række dejlige mennesker i mit liv. Fra barnsben har jeg været vant til at tale med alle slags mennesker, uanset om det er venner eller manden i kiosken. 

DET ER EN KÆMPE kliché, men for mig handler det om at leve i nuet. Jeg synes ikke, at det er svært, for nuet er der hele tiden. En terapeut har sagt til mig, at det, du gør nu, afgør, hvem du er i morgen. Man skaber fremtiden lige nu. Det synes jeg, er den eneste måde at leve på.

JOKEREN KORT

Jesper Dahl alias Jokeren er 45 år. Som 12-årig dannede han producergruppen Madness 4 Real. I 1992 rejste de til Los Angeles og producerede rapmusik for blandt andet Ice Cube, Rakim og Eazy-E. I 1996 vendte han hjem, og gruppen blev til Den Gale Pose, der fik sit gennembrud med singlen ’Spændt op til lir’ fra 1998. I 2003 gik Jokeren solo og fik hits som ’Havnen’ og ’Kvinde din’ fra albummet ’Alpha Han’, der blev hædret med en Danish Music Award i 2004 som årets hiphopudgivelse. Siden har han udgivet flere album, heriblandt ’Gigolo Jesus’ fra 2005 og ’Den tørstige digter’ fra 2009.

I efteråret 2018 udgav han ’Glædesbringeren’,  hans femte studiealbum.

Den Gale Pose tager på genforenings-turné til sommer.

 

/

Blind passager

Som 11-årig flygtede NADIA NADIM med sine fire søskende og sin mor fra Afghanistan. Målet var et nyt liv i England. Men rejsen i bunden af en lastvogn endte et helt andet sted.
Tekst:Morten HjortshøjFoto:Privat

MIN MOR, jeg og mine fire søskende havde været på flugt i et par måneder. Min far, der var general i den afghanske hær, var blevet dræbt af Taleban, så vi måtte søge ud af landet og boede først i Karachi i Pakistan.
Efter to måneder i Karachi hjalp en menneskesmugler os til den internationale lufthavn i Islamabad, 1.500 kilometer derfra. Vi ville til England, hvor vi havde familie boende. Med os havde vi to sportstasker med tøj, min mors papirer og hendes nye pas med vores falske pakistanske navne i. Vi havde fået streng ordre på ikke at sige noget eller svare, hvis nogen spurgte os om noget.

Fra Islamabad skulle vi i første omgang med fly til Milano. Det var alt for risikabelt at ankomme med falsk pas i England, og derfor var planen, at vi skulle ud af lufthavnen i Milano og køres og sejles det sidste stykke vej.

Efter to dage i et virkelig klamt kælderværelse med gittervinduer i Milano blev vi hentet af en mand i en grøn Golf. Vi troede, det var bilen, der skulle køre os til England, men efter nogen tid på motorvejen drejede han ind på en rasteplads, hvor vi skulle gå ind i en lastbil, der holdt parkeret der. Lastrummet var fyldt med kasser, men inde bagerst, helt oppe ved chaufføren, var der et hulrum, hvor vi skulle sidde. På det her tidspunkt havde vi ikke spist i to dage, og alt, vi havde med os, var en flaske vand hver.

Så kørte vi. Og kørte og kørte og kørte. Det var koldt og mørkt i vognen, og vi skiftevis sov og døsede. Næste morgen vågnede vi ved, at chaufføren åbnede ladet. Han vinkede os ud og sagde, at vi skulle vente her, mens han hentede noget benzin. 

Han kom aldrig igen. Vi var blevet snydt. Og anede ikke, hvor vi var. Min søster troede, vi var havnet i Rusland. I London var vi i hvert fald ikke. Det her var alt for rent og stille til at kunne være London, og der var heller ingen højhuse. 

Det første, jeg så på gaden, var en ældre mand, der gik tur med en lille hund med korte ben. ”Holy shit, hvor er den grim,” tænkte jeg, for jeg havde aldrig set en gravhund før. Min mor spurgte manden, hvor vi var. ”Randers, Denmark,” sagde han. Jeg havde aldrig hørt om Danmark, men jeg var også ligeglad. Jeg var bare helt vildt sulten.

Vi fandt byens politistation, hvor en politimand tog imod os. Jeg kunne med det samme mærke, at han var rar. Han hjalp os ind i politibilen og kørte os mod banegården, hvor vi skulle med et tog mod Sandholmlejren. 

Det var påskemorgen og helligdag, så alt var lukket, men betjenten kunne se, at vi var sultne, så han stoppede op ved Netto og kom tilbage til bilen med en fyldt indkøbspose. Der var toastbrød, bananer, colaer og mælk. Jeg tror aldrig, mad har smagt så godt.

Jeg har ikke noget at grine af, når jeg tænker tilbage på vores flugt. Det var ren gambling. Man lægger alt sit håb og sin tillid i ukendte folks hænder, og jeg var 11 år og pissebange hele vejen. Men vi havde ikke noget valg. I dag kan jeg godt se det sjove i, at manden, der skulle hjælpe os til London, efterlod os i Randers. Var han bare virkelig dårlig til geografi? Kunne vi også være endt i Afrika? Jeg er taknemmelig for, at jeg havnede et sted, hvor jeg blev accepteret og kunne starte mit liv igen.

FØRSTE REJSE
”Da min søster og jeg som teenagere tog toget til Tyskland og besøgte vores moster i Magdeburg. Pizza og McDonald’s dagen lang. Jeg tog 10 kilo på.”

STØRSTE REJSECHOK
”I 2016 tog jeg til USA for at spille fodbold i klubben Portland. Det var et kulturchok – og sindssygt motiverende – at finde ud af, hvor stort kvinde-fodbold er derovre.”

REJSEDRØM
”Jeg har gerne villet til Thailand i seks år, og nu skal jeg snart af sted. Jeg vil også gerne til Japan, Korea eller på solferie til Bora Bora.”

Nadia Nadim er professionel fodboldspiller og angriber på det danske landshold, 30 år. Født i Afghanistan. Spiller til daglig i Paris Saint-Germain og har udgivet bogen ’Min historie’ på Politikens Forlag.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se juni 2018.

 

/

Langt pokker i Wold

SUSSE WOLD har rejst Asien tyndt med en forestilling om H.C. Andersens eventyr. Undervejs oplevede hun og hendes mand kaos i Bangkok, undveg blodigler i Malaysia og fik serveret leverpostejmadder – og snaps – i et tempel i Japan.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

BANGKOK OG LANGKAWI, 1992

Bent (Mejding, red.) og jeg optrådte rundt om i verden med en forestilling om H.C. Andersens eventyr på engelsk, som hed ’Man and the Story­teller’. Vi skulle også besøge Østen og fik lavet en scenografi og kostumer, som blev pakket ned i en stor koboltblå metalkuffert, som vi kaldte ’Den flyvende kuffert’. Vores første forestilling var i Bangkok på Hotel Oriental, et af de fineste hoteller i byen. Vi blev inviteret til at bo på den danske ambassade, og efter ankomsten tog vi direkte hen til hotellet, hvor vi skulle optræde dagen efter. 

Vi blev modtaget af en høj mand, som svingede rundt med en guldfyldepen, mens han viste os The Grand Ballroom, hvor vi skulle optræde. Han spurgte, om vi ville have en personlig påklæder, en gartner til at levere træer til scenen, en lysmester? Alt kunne han skaffe, vi skulle bare sige til. 

Dagen efter tog vi tidligt til hotellet for at gøre klar til forestillingen. Men da vi ankom, var manden med guldfyldepennen der ikke. Ingen anede, hvem han var. De vidste heller ikke, hvem vi var. Vi fortalte, at vi skulle optræde om aftenen, men receptionisten kiggede uforstående på os og trak på skuldrene. Så slæbte vi selv vores metalkuffert op til The Grand Ballroom, hvor der var en smuk, lille gammeldags scene, men uden planter eller noget af det andet, vi var blevet lovet.

I kufferten havde vi nogle metalstænger, som skulle blive til det stativ, som vores dekoration kunne trækkes hen over. Vi kravlede begge to rundt på scenegulvet og hjalp hinanden, så godt vi kunne. Men det tog tid, for det var første gang, vi skulle samle dekorationen. 

Pludselig ankom tre thailandske mænd i blå arbejdsdragter.  De forstod ikke engelsk. Vi forsøgte med fagter at forklare dem, at der skulle lys på scenen. De nikkede og smilede, og så forsvandt de igen. Intet skete. Tiden gik, og jeg kiggede på uret. Forestillingen nærmede sig. 

Til sidst begyndte Bent at gå rundt og åbne døre for at finde et sted, hvor man kunne tænde projektørerne. Pludselig åbnede han en dør til et lille rum, og dér stod de tre mænd og gemte sig.

De havde ikke kunnet finde ud af at tænde projektørerne og havde gemt sig for ikke at tabe ansigt. Ved fælles hjælp blev projektørerne tændt, 20 minutter før forestillingen skulle begynde. 

Vi løb hurtigt ned til et lille, rum, vi havde fået tildelt, hvor vi hoppede i vores kostumer. Det var første gang, vi skulle optræde med vores forestilling, så vi var ret nervøse. Men da vi kom i gang, forsvandt nervøsiteten, og publikum var begejstrede.

Premiere på Susse Wold og Bent Mejdings H.C. Andersen-forestilling i Bangkok.

Vi rejste videre til det næste sted, vi skulle optræde. Vi havde tre forestillinger i Singapore, og derefter havde vi fri i fire dage i påsken, inden vi skulle optræde i Kuala Lumpur. Vi besluttede os for at besøge øen Langkawi i det nordlige Malaysia. Vi landede i en lufthavn, der bestod af en landingsbane og et skur, og blev hentet af en gammel, ramponeret taxa, der kørte os til hotellet. Det lå helt ud til stranden, men vandet var lunkent, og sandbunden slimet.

Dagen efter fik vi arrangeret, at vi skulle besøge en lille, øde ø, hvor vi kunne bade. Vi blev hentet af en skipper i en båd, og på øen var der en vidunderlig sandstrand. Men vandet var så varmt, at det næsten var for meget, så vi besluttede os for at gå ind i junglen. Jeg havde kun badedragt på, og vi havde begge bare fødder. Vi var så begejstrede og fascinerede af stedet, at vi ikke skænkede det en tanke.

Et stykke inde kom vi til en lysning, hvor der lå en skovsø. Vandet var køligt og klart, og vi følte os som Tarzan og Jane i skovbadekarret, som vi lå der og flød midt inde i junglen. Men da jeg rejste mig fra vandet, så jeg, at søen var fyldt med blod­igler. 

Jeg skreg til Bent, at han skulle skynde sig op, og vi gik straks i gang med at undersøge hinanden. Heldigvis var der ingen blodigler, der havde sat sig fast på os. Men pludselig føltes alting farligt. Hver en lille lyd eller bevægelse i junglen virkede truende. Og alt det, vi ikke havde skænket en tanke før – som at vi ikke havde sko på – gik nu op for os. Vi måtte tilbage til stranden og have fat i vores skipper, så han kunne sejle os hjem til hotellet.

Da vi endelig nåede stranden, havde en båd lagt til med en masse unge thailændere. De kom svømmende mod os. Bent havde et kamera med, og da de fik øje på det, styrtede de i vores retning. Ude af balance som vi var, troede vi, at de ville stjæle vores ting og måske gøre os fortræd. 

Da de nåede hen til os, tog de fat i kameraet og begyndte at pege ophidset på det. De ville bare have taget billeder sammen med os. 

JAPAN, 1994

Vi turnerede også med vores H.C. Andersen-forestilling i Japan. Samme dag som vi landede i Tokyo, blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ville underholde den følgende aften. Dronning Ingrid og dronning Anne-Marie var på uofficielt besøg i Tokyo, og ambassadøren ville gerne holde en middag for den japanske kronprins og de danske dronninger, hvor jeg skulle fortælle eventyret ’Nattergalen’. 

Ambassaden var omringet af 90 sikkerhedsfolk, og til middagen var der inviteret 32 mennesker, alle højtstående personer.  Først ankom de danske kongelige, som vi hilste på, og der gik lang tid, hvor stemningen var højtidelig og ret anspændt. Da Kronprinsen ankom og skulle præsenteres, trådte hofchefen ind i lokalet og dunkede en stav hårdt i gulvet.

”His Imperial Highness, The Clown Prince,” sagde han meget højtideligt.

Japanere kan have svært ved at udtale L og R på engelsk og kan komme til at bytte rundt på de to bogstaver. Kronprinsen blev placeret på en stol mellem de to danske dronninger, og jeg gik i gang med at fortælle ’Nattergalen’. Da jeg nåede til det sted i teksten, hvor nattergalen synger døden væk fra kejserens hjerte, holdt jeg en pause og så tårer trille ned ad kinderne på den japanske kronprins.

Vi kørte derfra med hurtigtoget til Kyoto, hvor vi skulle optræde til åbningen af et H.C. Andersen-postkontor oppe i bjergene. Børnene, vi optrådte for, forstod ikke ét ord af forestillingen. De var mere interesserede i at få taget billeder med os. Efter vi havde optrådt, var vi inviteret op til et hemmeligt tempel, hvor vi skulle overnatte. Der var helt tåget, da vi kørte op i bjergene, og to blomstrende kirsebærtræer stod og lænede sig mod hinanden foran templet. Det var som at være med i en japansk film af Kurosawa. 

Om aftenen blev vi kaldt til middag i templet af ypperstepræsten. Vi fik udleveret smukke kimonoer og troede, at vi skulle have traditionel japansk mad. Men da vi kom ind i spisesalen, blev vi mødt af en dansk kok, som hed Ole. Pludselig sad vi i et japansk tempel og spiste leverpostej og drak snaps og øl fra Carlsberg. Ypperstepræsten elskede åbenbart dansk mad.

Dagen efter rejste vi videre til Hokkaido i det nordlige Japan. Her besøgte vi forlystelsesparken ’The Marine Park’, hvor vi skulle optræde i ’H.C. Andersens hus’. Det første, der mødte os, var en tro kopi af Egeskov Slot på Fyn. Med voldgrav, sorte svaner og det hele. Til højre lå H.C. Andersens hus i Odense placeret i en gade kopieret fra Møgeltønder. I parken arbejdede to danske piger, som havde fortalt ejerne, at vi var meget, meget berømte – ”næsten lige så berømte som Elvis og Priscilla Presley” – derfor havde de lukket hele parken kun for os. 

”Security reasons,” sagde de.

Om aftenen blev vi inviteret til middag på restaurant Kong Odin. Vi nænnede ikke at fortælle dem, at Odin ikke er en konge, men en gud.

Det er svært at kommunikere, når man ikke forstår sproget, og ikke mange af gæsterne talte engelsk, så jeg foreslog, at vi skulle lære dem at skåle på dansk. Den der med at tage hinanden under armen og så drikke. Det vakte stor jubel.

Som middagens sidste ret blev der serveret ris. Det var nærmest det eneste på menuen, vi kendte, så det kastede vi os over. Bagefter fik vi at vide, at det er meget uopdragent at spise risene. Det betyder, at man ikke har kunnet lide resten af maden.

Den sidste forestilling på turen var også i Hokkaido. Bagefter skulle vi spise middag med jernbanedirektøren og hans gæster. Det var en meget fornem middag, og vi sad på puder på gulvet og spiste. Der var en geisha til hver eneste gæst, som konstant skænkede varm sake til os. 

Vi fik serveret det ene levende krebsdyr efter det andet, men det mærkeligste var, at der under hele middagen kravlede en sort snegl rundt i kanten af hver tallerken. Sneglen havde en hvid elfenbenspind spiddet gennem nakken, så den ikke kunne trække sig ind i sit hus. Vi blev mere og mere fulde af al den sake, og pludselig sagde Bent:

”Så. Nu vil jeg altså have det overstået.”

Så tog han sneglen op, trak den ud af sit hus, tog den i munden og skyllede den ned med sake. Jeg tænkte ’skik følge eller land fly’, og så gjorde jeg det samme. 

Der blev fuldkommen stille ved bordet. Alle stirrede på os. Der gik et par sekunder, så lød der et højt råb, nærmest som når en samurai kløver hovedet på sin fjende. Alle japanerne tog fat i sneglen, hev den ud af sit hus og slugte den. Så skyllede de ned med sake.

Efter måltidet spurgte jeg, hvorfor der pludselig var blevet råbt så højt. Og hvorfor de alle sammen havde set så længe på os. Tolken svarede, at sneglene kun var til pynt. De kom kun frem ved meget specielle lejligheder, når man havde meget berømte gæster.

”Jamen, hvorfor spiste de dem så?” spurgte jeg.

”For at I ikke skulle tabe ansigt.” svarede hun.

/

Ud af det blå

Sandie Westh sad på universitetet og gik i spåner, da DR ringede og indbød hende til en casting, hun ikke havde søgt. Men hvor havde de støvet hende op? På Twitter. Læs, hvordan radioværten fik jobbet, hun ikke vidste, hun drømte om.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:DR

Hun var begyndt på antropologistudiet med nysgerrighed, men hen mod slutningen var den forvandlet til kedsomhed. Ulysten til opgaveskrivning kom krybende ind på læsesalen sammen med erkendelsen af at være på den forkerte hylde. Men hvad skulle hun så lave? Måske skifte studie? Svaret meldte sig gennem telefonen en dag i januar 2014. I den anden ende var radioværten Mikkel Borg, der ville have hende til casting som medvært på programmet ’Eftermiddagen på Mama’. Folk højt på strå i DR syntes, hun var sjov.

”Han sagde, at nogle chefer havde lagt mærke til mig på Twitter. Det var en ret surrealistisk oplevelse,” siger Sandie Westh, der beskriver de emner, hun dengang kommenterede på Twitter, som hverdagsting.

”Det var bramfrit og satirisk. Nogle gange en slags dagbog, andre gange var jeg spydig over for en politiker. Men jeg var jo bare en pige, der kedede mig til forelæsningerne. Ubevidst havde jeg måske haft en drøm om at arbejde i mediebranchen, men jeg tror aldrig, jeg havde tænkt, at jeg var fed nok eller dygtig nok til det. Det føltes ikke som noget, jeg kunne gøre.”

Til castingen skulle hun indtale et program sammen med redaktøren. Hun havde på forhånd forberedt nogle ting, hun ville sige, og brainstormet over, hvordan man bygger et radioprogram op. Da optagelsen var forbi, havde hun ingen idé om, hvordan det var gået, ud over en fornemmelse af at have talt meget hurtigt. 

14 dage senere stod hun i en papegøjepark på Gran Canaria på ferie med sine forældre, da hun blev ringet op fra DR, der gerne ville se hende igen. 

Da hun mødte op til anden castingrunde, var hun ekstra nervøs, nu var der noget at miste. Hun husker ikke meget af, hvad der foregik den dag, men følelsen, da de nogle dage senere fortalte hende, at hun skulle være studievært, står klart.

”Jeg troede, det var løgn. Mig, en helt almindelig universitetsstuderende. Syret!”

Det første halve år holdt hun fast i antropologistudierne. Så droppede hun ud. Hun havde for travlt med at bevise sit værd i DR Byen, hvor hun gerne ville blive. Og der var meget at lære.

”Det skete tit, at jeg stod på toilettet og græd. Jeg fik sgu ikke skide meget coaching. Det er svært at bygge et radioindslag op. Det er en kunst at holde gang i en dialog eller levere en god monolog.”

Et halvt år efter hendes første udsendelse lukkede DR Mama. Sandie Westh fik i stedet arbejde i DR’s musikarkiv i dagtimerne. Sine aftener brugte hun på at producere prøver på musikprogrammer, som hun selv speakede og sammensatte spillelister til. En redaktør gav hende efterkritik, men ingen af dem blev bragt. Sådan gik tre måneder, indtil hun endelig blev fast afløser på musikkanalen P7 Mix.

”Det var en lettelsens dag, men min økonomi var spændende, for jeg vidste aldrig på forhånd, hvor mange vagter jeg fik,” siger Sandie Westh, der blev kastet rundt mellem forskellige formater og fik god træning i at afvikle live og i at fordybe sig i et musikalsk tema. Et år senere fik hun en fast ansættelse på morgenprogrammet ’Stå op med P7 Mix’, der ligger på hverdage mellem 7 og 10.

”Det er det tidspunkt, vi har allerflest lyttere, så det var pissefedt at få den chance. Nu har jeg været der fuld tid i to år, og jeg har lært at arbejde intenst.”

Sandie Westh bekymrer sig ikke over, at hun aldrig har fået en formel uddannelse.

”Jeg har hænderne i mulden nu. Det kan jeg bedre lide end at skulle læse mig til tingene. Jeg har ikke noget papir at vise frem, men DR har mange gode kurser. Jeg er for eksempel blevet undervist i interviewteknik af Kurt Strand (vært for ’Mennesker og medier’, tidligere vært på blandt andet ’Deadline’, red.). Jeg får udlevet min passion for musik. Jeg morer mig med at gøre sproget levende, når jeg sender radio, og jeg elsker at skrive. Det er ikke forbeholdt folk fra journalistuddannelserne.”

I dag leverer Sandie Westh ved siden af radioværtjobbet klummer til Politiken. Og hun tweeter stadig, selv om frekvensen langtfra er som for fem år siden.

”Nogle dage tænker jeg, at jeg intet har at sige, men så kommer der som regel noget alligevel. Det falder mig naturligt. Ligesom at lave en speak på arbejdet.”

Radioværten mener, at held er en del af forklaringen på hendes vej ind i medierne. Hendes højaktive Twitter-periode faldt sammen med tidspunktet, hvor DR netop var begyndt at spejde efter talent på internettet. Samtidig tror hun, at hun gjorde sig ekstra bemærket, fordi hun gjorde sig umage for at være sjov og ikke forfaldt til kedelige, selvmedlidende posts eller bidrog til overfloden af madbilleder på sociale medier.

Lige nu er Sandie Westh sikret en fast månedlig indkomst, men inden 2020 skal P7 Mix lukkes som en del af DR’s spareplan. Så skal hun igen finde ud af, hvor hun skal hen. Hun vil helst lave radio. Tv kunne måske også være en mulighed. Men hun gider ikke tage sorgerne på forskud:

”Sidste gang jeg var lidt lost, ringede DR. Måske er der nogle andre, der ringer næste gang.”

STRØM PÅ KARRIEREN

Gør dig heldigt bemærket på sociale medier – 3 råd fra Sandie Westh:

1. Læg en strategi, og vær konsekvent. Hvis du vil noget med mode, så del noget tøj og makeup. Hvis du vil vise, du er en god journalist, så stil kritiske spørgsmål til politikerne. Hold billederne fra din mors 70-årsfødselsdag ude af feedet, hvis ikke du vil unfollowes.

2. Overvej frekvensen. Ingen vil have mudret deres feed, fordi du ikke kan finde ud af, hvad du skal sms’e til veninden, og hvad du skal poste offentligt. Del kun ting, du synes er pissefede.

3. Find modet. Du skal trods alt turde kaste dig ud i det uden at være bange for at gøre noget forkert. Men overvej, hvad du har gjort rigtigt, når du får mange likes.

 

/

På sporet af…

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

HELLE HANSEN
Sosu-assistent, 59 år

JEG ER FØDT I Espergærde, men bor i Ålsgårde. Jeg arbejder på Psykiatrisk Center Nordsjælland i Helsingør. Jeg er involveret i mange ting. Udredninger, behandling, samtaler, terapi, undervisning. Jeg har arbejdet i psykiatrien i 20 år, mange af dem på den psykiatriske akutmodtagelse på Bispebjerg Hospital. For et par år siden skiftede jeg til Helsingør. Det er dejligt kun at have 5 minutter på arbejde nu.

I DAG HAR JEG hentet min mor. Vi er på vej til Oslobåden. Hvert år tager vi en tur sammen med min bror og min søster. Det har stået på i en 10 års tid. Min søster er ansat hos DFDS som teknisk assistent. Hun er med til at indrette færgerne og planlægge flugtveje og den slags. Hun får lidt rabat på billetterne.

VI SKAL spise og drikke og snakke uden afbrydelser fra mænd, koner og børn. I Oslo skal vi ned ad Karl Johans gate, det centrale strøg. Vi spiser altid på en bestemt café. Det er stinkende dyrt. En anden tradition er at trække vores stakkels mor med i butikken Kondomeriet. Første gang vi så den, troede vi ikke vores egne øjne. Er nordmændene så frisindede? De har sexlegetøj og alt i diller-form. Øreringe, lys. Jeg har aldrig købt noget.

__________________________________

JOEL ILLERHAG
Musiker, 33 år

JEG ER PÅ VEJ hjem fra en begravelse, hvor jeg har spillet. Jeg spiller svensk harpebas med resonans-strenge. Jeg har selv 3-D-printet kulfiberstellet, de er monteret på. Jeg fik ideen til instrumentet i Pakistan, hvor jeg havde en musiklærer, der spillede sarangi, et klassisk strengeinstrument. Strengene giver en lidt mellemøstlig klang, men de er også inspireret af det gamle svenske instrument nøgleharpe.

JEG BEGYNDTE at spille klaver, da jeg var 10. Som 15-årig begyndte jeg på kontrabas. I 2007 flyttede jeg til København for at gå på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (klassisk, red.). I dag går jeg på en solistuddannelse på Rytmisk Musikkonservatorium og spiller i en masse grupper. Noget folkemusikinspireret, noget jazz. Det går udmærket med at få  penge i kassen.

JEG SKAL HJEM til Helsingør. Min kone og jeg ville gerne have en bolig med sjæl. Det havde vi ikke råd til i København. I Helsingør har vi fået en i et bindingsværkshus fra  1700-tallet. Senere skal jeg hen på mit værksted for at arbejde på en lampe, jeg selv har tegnet. Den bliver fire meter lang og lasercuttet.

__________________________________

EIGIL JESPERSEN
Pensionist, 87 år

JEG BRUGER overhovedet ikke Facebook, for jeg er flasket op med datasikkerhed. Jeg var ansat hos IBM i 33 år. Jeg arbejdede blandt andet som sælger, salgschef og uddannelseschef og var med fra dengang, vi stadig solgte skrivemaskiner. Og dengang de første pc’er blev introduceret i Danmark, i 1982. De kostede 42.000 kroner stykket og havde tre små programmer installeret. Jeg købte en til personalepris. Jeg kan ikke huske, hvor meget jeg gav, men syntes, at det var fundet for de penge. 

DEN NÆSTE generation kommer til at se ting med digitaliseringen, vi slet ikke drømte om. Robotter. Selvkørende trafik. Kunstig intelligens i sundhedsvæsenet. Men et skattevæsen, der fungerer, det kan man åbenbart ikke finde ud af.

JEG ER PÅ VEJ hjem fra en julefrokost med gamle kolleger. Vi mødes hvert år hos sejlklubben Frem ved Svanemøllen. Det blev ikke så vådt. Man modererer sig jo med alderen. Alligevel vil jeg bruge det alkometer, jeg har i bilen, når jeg kommer hjem. Hvis jeg er ædru nok, kører jeg ind til Frimurerordenen i København for at holde møde med min loge. Absalon, hedder den.

 

/