Indlæg

“Offentlige Preben skulle nok smile, når blitzlysene blinkede”

Den 65-årige skuespiller og komiker om at vokse op i strid medvind, om angst og livslang forfængelighed, om sejre og store sorger – og om den pludselige glæde ved at vågne op på en campingplads med morgenhår og joggingdragt.
Tekst:Danni TravnFoto:Privat

MINE FORÆLDRE tilhørte den generation af danskere, der byggede landet op efter besættelsen. Min far var murer, så han sled i det i sommerhalvåret, men havde ikke let ved at finde arbejde om vinteren. Min mor mødte hver morgen klokken 07.00 på den lokale papirfabrik. Da de blev gift, flyttede de i en toværelses på Holstebrovej i Skive. I 1953 blev jeg født i lejlighedens soveværelse.

JEG HOLDT nok lidt mere fast i gelænderet end de andre drenge. Jeg elskede mine forældre over alt på jorden og troede på det, de sagde. Mit barndomshjem var præget af en ukuelig optimisme. Min mor sagde altid: ”Det skal nok gå alt sammen”, og min far supplerede med: ”Husk at være glad.” Vi gjorde mange ting sammen. Hørte radio, spillede kort, tog på teltture og campingferier. Det var, som i sangen, et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.

I NABOOPGANGEN boede min morfar og mormor. De var et par skønne mennesker, der gik og småskændtes på den mest morsomme måde. Min morfar blev kaldt ’Fandenrasme’ af de andre børn, fordi der altid stod en sky af eder og forbandelser om ham, men altid krydret med varme og humor. ”Kan du sige fandenrasme?” ”Kan du sige den ondelyneme?” Min bedstemor mente ikke, at det var noget at lære sit barnebarn. Så svarede bedstefar: ”Han skal sgu da lære det et sted, og så kan han den ondelyneme lige så godt lære det af mig.” 

Preben Kristensen, tre år gammel. 

‘FANDENRASME’ var kun et af utallige øgenavne i Skive. Maleren hed ’Strimmel’. ’Ballet-Sørensen’ havde skæve fødder. ’Oskar Enøre’ manglede et øre. ’Carl Pis-i-brød’ var bageren med byens dårligste bagværk. ’Skumgummi’ var en kvinde, der udstoppede sin brystholder. Min far og jeg førte en fælles liste over alle navnene. Vi var en familie, der grinede meget.

MIN FØRSTE BIOGRAFTUR var en skelsættende begivenhed. Min far tog mig i hånden og førte mig ned til Skive Bio. Intetanende kom jeg ind i et aflangt lokale med dyremotiver på siderne og et tungt, grønt tæppe for enden. Da tæppet gled væk, tonede en lyshåret mand frem. Det var Tommy Steele i filmen ’Ung mand med guitar’. Bagefter tonede en tyk mand og en tynd mand frem og lavede løjer. Jeg kendte ikke Gøg og Gokke, men grinede hele vejen igennem. Jeg var dybt betaget. Selvom jeg intet forstod af de engelske ord, gik jeg derfra syngende min egen vrøvleversion af Steeles hit ’A Handful of Songs’. Mine lommepenge og min sparsomme løn som cykelbud gik herefter på biografbilletter. Senere fik jeg arbejde i biografen og sad aften efter aften og sugede for­tællinger til mig.

DE ÅRLIGE DIRCH PASSER-FILM var et tilbagevendende højdepunkt. Jeg var heldig at se film som ’Styrmand Karlsen’, ’Charle’s tante’, ’Baronessen fra benzintanken’ og ’Frøken Nitouche’ med barnets uspolerede øjne. Dirch ramte noget dybt i mig, som jeg selv som voksen har svært ved at sætte ord på. Der var en masse timing i hans komiske talent, men også en afgørende sårbarhed. I 1967 var han atter med i Cirkusrevyen, og jeg begyndte en kampagne for at komme ind og se ham det følgende år. Det lykkedes. Mine forældre skrabede penge sammen, så vi alle kunne tage af sted og se ham i Cirkusrevyen i 1968. Her brillerede han blandt andet med ’Mudderkliren’. Efter forestillingen var jeg øm i hele ansigtet af at grine. Jeg var ikke i tvivl: Jeg ville det der. 

PÅ DET STORE LÆRRED

Preben Kristensen er 65 år og uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1978. Hans første større filmrolle var over for Ole Ernst i det stort anlagte drama ’Peter von Scholten’ fra 1987. Men filmen skuffede, og tilbuddene ebbede ud. Da dansk film blev revolutioneret i 90’erne, var det uden Preben Kristensen. I sin nye erindringsbog ’Husk at være glad’ fortæller han: ”Aldersmæssigt befinder jeg mig mellem de nye stilskabere og den gamle garde fra 60’erne og 70’erne, men støvkorn fra de ældre lå på mine skuldre (…) Det er sagt helt uden bitterhed. Enhver generation har lov til at erobre verden uden hensyn til de ældres følelser og forfængelighed.”

I SKOLEN HAVDE jeg en streng fysiklærer, som havde en kreativ åre: Han stod for byens drengekor og den årlige revy Gøglervognen. Jeg fandt nemt sammen med andre, der delte min passion. Jeg fik møvet mig ind først i koret og siden i revyen. Med Gøglervognen blev jeg flere somre i træk en af de lokale stjerner, når vi optrådte med sketch og parodier på Børnehjælpsdagen. Jeg gav den blandt andet som Mogens Glistrup, Simon Spies og Uri Geller. 

HJEMME ANNONCEREDE jeg, at jeg ville prøve at komme på skuespillerskolen i Aarhus. Det støttede far og mor mig helt i. I deres omgangskreds lød ellers kritiske røster. Min faster sagde blandt andet til min far, at han måtte sørge for, at jeg fik en rigtig uddannelse at falde tilbage på. Min far svarede: ”Jamen, skuespiller bliver den uddannelse, han kan falde tilbage på.” Jeg har langt hen ad vejen haft et liv i strid medvind. 

NÅR VI HAVDE fri fra skuespillerskolen i Aarhus, samledes vi gerne på Jacob’s BarBQ, hvor vi sang og klovnede omkring klaveret. Ofte var Søren Pilmark den store igangsætter. Han, Asger Reher, Anders Bircow og jeg blev på et tidspunkt sat sammen af vores sanglærer, der gerne ville prøve noget firstemmig sang. Vi kunne straks høre, at vi klingede godt sammen. Inden jeg så mig om, var jeg en del af kvartetten Barbershop Harmony. Vi anede intet om at lave shows, men bandt vores sange sammen af små parodier og sketch. Det var i den forbindelse, i al hast kradset ned på en notesblok, min parodi på dronningen opstod. Hun var med fra allerførste aften. Efterhånden transformerede gruppen sig til at være Anders og mig samt en fyr fra to årgange under os: Thomas Eje. Vi skiftede navn til noget, der passede med, at vi nu kun var tre. 

Preben Kristensen, 20 år gammel, 1973. 

LINIE 3 VAR et fritidsprojekt, mens vi passede vores arbejde på teatret. Ligesom med Barbershop Harmony satte vi musikken i centrum, men publikum reagerede meget positivt, når vi lavede sjov, så det komiske element kom til at fylde mere. I sommeren 1979 optrådte vi på loftet over Jacob’s BarBQ. Hver aften kom flere til, så rummet til sidst var så proppet, at kondensvandet drev ned ad væggene. Blandt dem, der klemte sig ind, var en producer fra DR. Han ville gerne optage vores show og bringe det i fjernsynet. Showet blev sendt 3. maj 1980, og den næste morgen var vi berømte. Sådan var effekten i monopolets dage. Vi ramte en eller anden nerve med vores unge, uskyldige humor. 

DAGEN EFTER tv-premieren gik jeg ned ad Strøget i Aarhus med Anders og Thomas. Pludselig blev jeg grebet af en ubehagelig fornemmelse af, at alle kiggede på mig. Jeg fik åndedrætsbesvær og måtte sætte mig ned på en bænk. Med Anders og Thomas’ støtte kom jeg op i min lejlighed. Jeg vidste, at noget var rivende galt. Jeg tog op til min læge, der sagde, at jeg havde haft et angstanfald, og udskrev nervepiller til mig. Dagen efter slugte jeg en enkelt pille for at klare mig gennem et pressemøde om Linie 3’s kommende album. Da jeg kom hjem, tog jeg pilleglasset fra hylden og smed det i skraldespanden. En stemme af fornuft sagde til mig, at det simpelthen ikke nyttede noget, at jeg allerede som 26-årig begyndte at æde nervepiller for at klare mig gennem livet.

ANGSTANFALDET påvirkede min tilgang til omverdenen. Jeg trak mig en anelse, var mere på vagt, blev mere forfængelig. Håret fik lige et ekstra strøg med kammen, inden jeg viste mig udendørs, og jeg stoppede med at køre med bus og S-tog. Jeg lukkede kun få fra min omfattende omgangskreds ind i kredsen af egentlige venner. Pressen kom aldrig over min dørmåtte, og når jeg gav interview, handlede de næsten udelukkende om min karriere. Det var uden tvivl et skridt væk fra den optimistiske verden, jeg voksede op i, men det handlede om at beskytte mig selv. Måske man kan sige, at jeg blev en slags voksen, det billige skidt.

STEMMEN

I 1986 tilbød Jesper Klein Preben Kristensen at lægge stemme til Loke i tegnefilmen ’Valhalla’. Det blev den første af mange stemmeroller, og generationer af børn (og nu voksne) kender ham blandt andet som elskovssyge Lumière i ’Skønheden og Udyret’, som ustyrlige Genie i ’Aladdin’ og som Woody i ’Toy Story’-filmene:

”Alle mine figurer har haft skægge kendetegn og karaktertræk, men den her lille cowboyfyr var en fuldendt figur med et helt spektrum af følelser. Han bliver forelsket, jaloux, duperet, rasende, genert og mærker savn. Jeg græd vitterlig, da jeg indspillede den.”

OFFENTLIGE PREBEN skulle nok smile, når blitzlysene blinkede. Til gengæld ville private Preben gerne være alene, for jeg var en forsigtig ung mand, der var vokset op i ydmyge rammer. Intet havde forberedt mig på berømmelsens chok. Jeg havde heller aldrig drømt om at blive kendt. Jeg kendte dårlig nok det koncept. Alt, jeg ville, var at lege og fortælle historier på scenen.

AT JEG VAR kæreste med en mand – Søren, som jeg i dag er gift med – bidrog yderligere til behovet for en skarpt optrukket privatlivszone. For vores venner og familier var der intet odiøst i vores forhold, men omverdenen var ikke klar til at trække på skuldrene af to mænd, der boede sammen. Kom det frem, ville det blive den dominerende historie om mig, tænkte vi. En ting var, at det ville være irriterende at blive identificeret med sit valg af partner. En anden ting, at jeg frygtede, det ville farve publikums opfattelse af mig. Kunne de tage mig seriøs som førsteelsker, hvis de kendte mine personlige forhold?

TEATERDIREKTØRERNE hyrede mig logisk nok mest til komiske forestillinger. Men da Nørrebro Teaters direktør Leon Feder ringede og tilbød mig endnu en rolle i den sjove afdeling, bad jeg ham om at komme med noget andet. Nogle dage senere tilbød han mig rollen som McMurphy i ’Gøgereden’. Glædestrålende takkede jeg ja. Efter røret var lagt, så jeg Jack Ni­cholson for mit indre blik. Jeg fortrød. Jeg turde simpelthen ikke. Jeg ringede og sagde det til Leon, som blot svarede, at det var for sent at fortryde, og så lagde han på. ’Gøgereden’ blev en slags ny begyndelse. Jeg var så stålsat på at vise mit værd som dramatisk skuespiller herhjemme, at jeg nedlagde veto mod, at Linie 3 skulle satse på udlandet. 

PÅ DE SKRÅ BRÆDDER

Han ville egentlig være filmskuespiller, men teaterscenen ’snuppede’ Preben Kristensen tidligt. Netop nu har han hovedrollen i Ibsens ’Peer Gynt’ på Folketeatret i København frem til 22. december. Næste år er han med i ’Et dukkehjem’ på Vendsyssel Teater. Til marts besøger han Aarhus med sin 40-årsjubilæumsforestilling ’Suffløren’, mens han i sommeren 2019 kan opleves i Hjørring Revyen. Og så vender han tilbage til filmlærredet med en rolle i May el-Toukhys ’Dronningen’, hvor han spiller over for blandt andre Trine Dyrholm.

MIT STOLTESTE ØJEBLIK var Reumert-uddelingen i 2005. Som de tre foregående år var jeg vært, og da vi nåede til uddelingen af Bikubens Hæderspris, kaldet Æres-Reumerten, ville jeg gå om bagved for at forberede et af mine små overbindingsindslag. Men jeg blev på det kraftigste bedt om at vente i kulissen. Prisen var tidligere givet til folk som Ghita Nørby og Jørgen Reenberg, og ikke i min vildeste fantasi forestillede jeg mig, at de ville give den til mig. Pludselig kunne jeg høre på den lange begrundelse på scenen, at det var det, som skete. Helt mundlam trådte jeg på scenen for at modtage prisen. Begrundelsen var, at jeg havde været i stand til at være både komiker og karakterskuespiller. Jeg følte mig set og accepteret. Det var, som om noget i mig faldt til ro.

MIN STØRSTE SORG er tabet af mine forældre. Min mor gled langsomt ind i demensen, mens min far simpelthen var slidt op. Typisk for min far var nogle af hans sidste ord til mig, at jeg ikke skulle være ked af det, for han havde haft et fantastisk liv. Jeg har efterhånden erfaret, at mine forældres livsfilosofi virker. Du får virkelig noget ud af livet, hvis du holder humøret højt og arbejder passioneret. Ikke at det er let altid at leve op til. Men det er noget at stræbe imod, og det har bragt mig videre igen og igen. 

DE SENESTE ÅR er jeg løsnet op sammenlignet med den vagtsomme mand, jeg var i mange år. Den slags kommer nok med alderen for mange. Når man har bevist, hvad man ville, slapper man mere af. Min mand og jeg behøver ikke længere putte med vores forhold. Vi kan, mere end nogensinde, bare være, uden at der gøres særlig notits af det. 

NU CAMPERER VI. Det kan lyde banalt, men det betyder helt oprigtigt noget. Sidste sommer begyndte vi at køre på små ture i vores autocamper, og det har været som en genopdagelse af min barndoms uhøjtidelige ferieliv. En morgen trådte jeg ud af camperen i morgenhår og fleecejoggingdragt med et håndklæde slynget om halsen. For få år siden havde det været utænkeligt. Hvis nu nogen så mig … Den morgen smed jeg den sidste rest af selvbevidst forfængelighed. Jeg gik afslappet over pladsen og betragtede de andre gæster hygge sig ved morgenbordene – og følte mig hjemme.

/

Sten, saks, papir

Den 68-årige kendisfrisør GUN-BRITT ZELLER om karrierens mest nervepirrende klipning, om sit dårlige forhold til sin mor og om dengang, en model gik grædende fra frisørstolen.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Ritzau/Scanpix, Rolf Konow/Nordisk Film

JEG PLEJER AT SIGE, at jeg er født til at klippe. Lige så længe jeg kan huske, har jeg villet være frisør. Som helt lille klippede jeg mine dukker, og jeg var ikke ret gammel, før jeg fik min egen minisalon på værelset med spejl, tørrehjelm og det hele. Men min familie var ikke glad for det. 

MIN MOR FORLOD Sverige og min far, og vi flyttede til Nordjylland, da jeg var syv år gammel. Jeg kunne ikke tale dansk, og jeg klarede mig dårligt i skolen. Jeg var ordblind og blev mobbet med mine svenske aner. Min mor mente ikke, at jeg kunne noget, og at jeg bare burde gå ind i restaurationsbranchen og arbejde på familiens kro. Da jeg fortalte hende, at jeg ville være frisør, sagde hun: ”Du får ikke én krone, hvis du vælger at gå den vej.” 

JEG VAR 13 ÅR, da jeg kom i lære som frisør i Aalborg. De første måneder måtte jeg arbejde uden kontrakt, fordi jeg reelt først måtte starte, når jeg fyldte 14. Min familie boede 25 kilometer uden for byen, så jeg måtte finde et værelse i Aalborg. Dengang kostede det 100 kroner om måneden, og jeg tjente kun 20 kroner om ugen som elev i frisørsalonen. Når huslejen var betalt, var der intet tilbage. Jeg måtte spadsere en halv time på arbejde, fordi jeg ikke havde råd til bussen. Ofte var mit første måltid den kop kaffe med franskbrød, som de serverede hos frisøren om eftermiddagen. Og når jeg var hjemme hos mine forældre, var der lås på køleskabet. Men efterhånden blev jeg frisør for hele det kollegie, jeg kom til at bo på – fem kroner per klipning. Jeg var også rigtig godt til at nasse lidt mad fra de andre beboere på kollegiet.

”Da jeg kom hjem og stolt viste pokalen frem,
sagde min mor: ’Du skal ikke tro, du er noget’.”

JEG VANDT DM i klip i 1966 i kongrescenteret i Aalborg. Vi var 20 frisører, som blev testet i blandt andet klip, føntørring, oprulning og langhårsfrisering. Egentlig syntes jeg, at alle frisurerne, vi skulle klippe, var forfærdelig grimme og gammeldags. Da jeg kom hjem og stolt viste pokalen frem, sagde min mor: ”Du skal ikke tro, du er noget” og satte den op på hylden.

SOM UDLÆRT FRISØR blev jeg 17 år gammel ansat i Salon Brix i Aalborg. Det var en af de mere moderne frisører i Jylland, men alligevel var man ikke meget for at tage imod de trends, der kom fra København. Det frustrerede mig, så jeg købte en billet og hoppede på toget til hovedstaden. Jeg kom gående ned ad Strøget, da jeg så en stor frisørsalon på første sal. Det var Helmersen, en meget fin frisør. Jeg gik ind og sagde, at jeg gerne ville have et job. Først fik jeg at vide, at jeg måtte komme igen en anden dag. ”Det kan jeg ikke, jeg kommer helt fra Jylland,” svarede jeg. Pludselig skete der noget. ”Jeg tror alligevel, at hr. Helmersen kan finde tid til at tale med Dem,” sagde receptionisten. Helmersen ville gerne have jyske piger, for de blev regnet for at være mere stabile og pligtopfyldende end de københavnske. Jeg fik lov at lave en prøveklipning og blev ansat med det samme. 

DEN KLIPNING, jeg har været mest nervøs for at lave, var på Lone Hertz. Jeg var blevet kaldt ud for at sætte hendes hår til en fotoserie i Ugebladet Søndag. Mens jeg satte det, fortalte jeg hende, at jeg syntes, det ville klæde hende med en page i stedet for den meget konede frisure, hun havde. Til at begynde med afviste hun blankt, men jeg blev ved. Da jeg kom tilbage til salonen, havde hun ringet og bestilt en tid. Jeg rystede, da hun kom ind og satte sig i stolen. Hvad nu, hvis hun alligevel ikke kunne lide det? Det hjalp heller ikke, at Helmersen sagde til mig, at den klipning bare skulle lykkes, ellers var jeg fyret. ”Lones nye hår,” skrev aviserne efterfølgende, og da hun nævnte i pressen, at det var mig, der havde klippet hende, ville alle kvinderne pludselig have en Gun-Britt-frisure.

I 1980’erne stylede og klippede Gun-Britt Zeller blandt andet til store reklamekampagner i Tyskland. Her kunne hun tjene 10.000 kroner om dagen.

DEN GRIMMESTE FRISURE, jeg har haft, fik jeg en af de første gange, jeg var i London for at lære af Vidal Sassoon (kendt britisk frisør, red.) i slutningen af 60’erne. I London var det ekstremt moderne at have kort hår som Mia Farrow, så jeg besluttede mig for at klippe mit lange hår af. Der var kun tre-fire centimeter tilbage.

HÅRET SIGER UTROLIGT meget om en person. Din frisure er med til at bestemme, hvilken type du er. Den frisure, kunden vælger, når hun kommer ind til mig, har stor betydning for, hvordan hun bliver opfattet af andre de næste tre-fire måneder. Derfor skal man virkelig tage opgaven seriøst. 

JEG MENER, at en frisør skal passe på med at smalltalke for meget. Det handler om hår og den person, der sidder i stolen – ikke om vejret eller min syge moster. Når jeg først begynder at klippe, vil jeg gerne koncentrere mig og fordybe mig i mit arbejde.

EN ENKELT GANG er en person, jeg har klippet, gået grædende fra frisørstolen. Det var i Barcelona, hvor jeg skulle klippe en model, som var blevet fløjet ind fra New York. Hun havde sagt ja til at lade sit lange, mørke hår klippe helt kort til en fotosession. Men undervejs kunne jeg mærke, hvordan hun blev mere og mere utilpas. Hendes skuldre trak sig helt op under ørerne, når lokkerne faldt. Da jeg blev færdig, løb hun ud og låste sig inde på toilettet. Det tog en hel time, før hun kom ud igen, og da hendes agent endelig fik hende overtalt til at komme tilbage i stolen, så vi kunne rette det sidste til, var hun helt ødelagt. Det var hårdt, men jeg måtte sige til mig selv, at hun jo selv havde skrevet under på kontrakten og i øvrigt blev betalt godt for det. Da der var gået yderligere et par timer, kom hun hen og sagde til mig, at hun elskede sit nye hår.

JEG FIK ALDRIG et godt forhold til min mor, heller ikke som voksen. Da hun døde, havde jeg ikke set hende i 35 år. Kort efter, da vi skulle rydde op i dødsboet, fandt vi den ene kasse efter den anden med avisudklip om mig oppe på loftet. Så selvom hun aldrig ville have sagt det højt, var hun stolt af mig alligevel.

GUN-BRITT ZELLER

er frisør og iværksætter. Født i Sverige, men flyttede til Danmark som barn. Hun blev selvstændig i 1976. Har gennem årene klippet en lang række kendisser og modeller over hele verden, blandt andet til modemagasinet Vogue. I dag driver hun salon i Ny Østergade i København og har sin egen serie af hårprodukter. Udgav i september bogen ’40 år med hår’ om sin karriere.

 

/

Op med teltpælene

Familien Rysz droppede deres københavnske karriereliv til fordel for en konkursramt campingplads i Sønderjylland. Til at begynde med var derhverken strøm eller telefonforbindelse, men i dag er Vikær Strand Camping en god forretning for familien, der ikke kunne drømme om at flytte tilbage til byen, fortæller Liselotte Rysz.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

MIN MAND, Henrik, og jeg havde et godt liv i København med en fed lejlighed på Islands Brygge og hver vores arbejde, som vi brugte mange timer på hver uge. Jeg var HR-chef i ISS, og Henrik var direktionsassistent hos Velux. Der var som sådan ikke noget galt med det, men vi kunne se en helt forudsigelig tilværelse udspille sig foran os med hus nord for København, børn og en au pair til at passe dem, fordi vi selv havde for travlt til at gøre det.

I 2011, da vores første datter blev født, havde vi længe gået og talt om at få et fælles projekt, noget, vi kunne være sammen om, og som samtidig kunne give os mere tid til at være sammen som en familie. Men vi kunne ikke bare blive ved med at snakke om det – enten måtte vi gøre drømmen til virkelighed eller droppe det helt. Så vi begyndte at tale om, hvad det projekt rent faktisk skulle være: Vi overvejede at købe en restaurant, en bed & breakfast eller måske endda en isbar. Alt, vi vidste, var, at det skulle være på landet, ude i naturen.

VI FANDT Vikær Strand Camping ved den lille by Diernæs Strandby i Sønderjylland i januar 2012. Det var et konkursbo, som var blevet sat til salg, og vi kørte derned for at kigge på det. Det var isvinter, og campingpladsen ligger helt ud til stranden, så vi stod derude i stiv kuling og betragtede en helt øde plads med tomme hytter. Først tænkte jeg: ’Det her er lidt langt ude.’ Men Henrik var klar og kunne se en forretning i det, så der gik ikke mere end et par uger, før vi havde skrevet under på købsaftalen. 

Vi flyttede fra København kort efter. Campingpladsen skulle åbne i marts, og intet virkede. Bommen kunne ikke gå op, dankortmaskinen var i stykker, der var ingen telefonforbindelse, og strømmen på pladsen virkede ikke. Her kom vi to københavnere, som intet anede om hverken camping eller Sønderjylland, men det lykkedes os at åbne campingpladsen til tiden, og da fastliggerne lige havde set os an, blev vi taget rigtig godt imod.

TIL AT STARTE med var der mange af vores venner i København, som slet ikke troede på os. De var overbevist om, at det var en joke. Men efterhånden gik det op for dem, at den var god nok, og i dag er det at ’lave en Liselotte og Henrik’ blevet et fast udtryk i vores vennekreds for at kaste sig ud i et vildt projekt. Jeg tror, at både venner og familie nyder godt af, at de kan komme forbi og besøge os og bo på campingpladsen. Begge vores familier har i hvert fald investeret i en campingvogn.

Hvis du havde spurgt mig for 10 år siden, om jeg ville have lyst til at bo et sted, hvor alle ved, hvem jeg er, når jeg kommer ned til den lokale købmand, ville jeg nok have slået en latter op. Men i dag er det virkelig med til at skabe et tilhørsforhold til lokalområdet, at vi kender alle, og at alle kender os. Efterhånden har jeg også lært at forstå, hvad folk siger, selv når de taler virkelig sønderjysk. Vi er gået hen og blevet nogle rigtige bonderøve – og vi elsker det.”

 

/

Specialarbejderne

Har du en spurvehøg, du skal have udstoppet? Mangler du en overrevet arm eller et sirligt syet bogomslag? Ud & Se har mødt tre specialarbejdere.
Tekst:Christian MartinezFoto:Asbjørn Sand

BLOD PÅ TANDEN

MORTEN JACOBSEN, 51, er sminkør og laver makeupeffekter til film og tv. Han har blandt andet lavet special effects til ’Harry Potter’ og til alle Lars von Triers film siden 1990, deriblandt ’Antichrist’ og ’Melancholia’.

Hvad laver en special effects make-up-artist?

”Jeg bliver tilkaldt på et filmset, hvis der er en karakterforandring i manuskriptet, som siger, at en figur skal være tykkere, have en større næse eller tilføres noget karakter. Også hvis nogen har været udsat for et uheld eller er blevet forslået, skudt eller er druknet. Sagt på en anden måde: Jeg ville ikke have meget at lave, hvis der kun blev lavet romantiske komedier.” 

Hvad har været din sjoveste opgave?

”Arbejdet på ’Mænd og høns’ (komedie fra 2015 med Mads Mikkelsen, David Dencik, Nicolas Bro, Nikolaj Lie Kaas og Søren Malling, red.). Det var sjove skuespillere, et sjovt manuskript og sjove makeup­effekter. Vi skulle lave fem brødre med hareskår. Jeg var særligt glad for min idé om krøllet hår til dem alle. Det endte med, at det kun var Mads Mikkelsen, der fik krøller, men det var perfekt til hans karakter.”

Hvad var den mærkeligste special effect på den film? 

”Hareskår. Vi skulle trække op i skuespillernes overlæbe, men de skulle stadig kunne snakke. Så jeg brugte en form for gummestykke eller gebis, som sad inde i deres overmund med en lille krog på. Vi limede et lille gummistykke fra næsen ned på læben, som blev spændt op på krogen inde i munden. Det kunne hægtes af, når de ikke filmede. Jeg har stadig et billede siddende på nethinden af at møde ind i makeup-traileren og se Danmarks mest sexede mand, Mads Mikkelsen, sidde med et lille frisørslag og curlere i håret, mens han læste om anden verdenskrig i Illustreret Videnskab. ”

Hvad er det sværeste ved dit job?

”Når fiktion og virkelighed på filmsettet flyder sammen. Det er sværere, når skuespilleren bruger meget af sig selv i en scene og bliver stærkt følelsesmæssigt påvirket. Da jeg lavede ’Dancer in the Dark’, brugte Björk method acting, så hun følte virkelig de ting, som hendes karakter føler i filmen. Det er jo voldsomt at lave en scene, hvor hun skal stå med et reb om halsen, fordi hun skal hænges. Det er intenst at være der, hvis man ved, at det er det, hun føler.”

Hvad er dit bedste faglige overlevelsestrick?

”Sminkøren er ofte sammen med skuespilleren sekundet inden, de skal på. For nogle skuespillere kan det være rart, hvis man kan være en støtte for dem. Det kræver lidt psykologisk snilde. Jeg sminkede Emily Watson i ’Breaking the Waves’, hvor hun bliver mishandlet ude på et skib af Udo Kier. Vi lavede en prøvesminke. Hun skulle have sår og størknet blod i ansigtet, og det gik fint. Da vi så kom til selve optagedagen, brugte hun også method acting og græd som pisket. Jo længere jeg kom med sminken, jo mere tudede hun, så hun brugte det tydeligvis til at komme ind i den tilstand, hun skulle bruge for at spille traumatiseret. Det var ret voldsomt. Jeg stod ved siden af hende og sminkede hende, mens hun mellem tårer sagde: ’It’s okay! Just go on, it’s okay!’” 

Hvordan føles det at arbejde med uhyggelige ting som vold, død og ødelæggelse?

”Jeg arbejder jo med kosmetiske produkter, som dufter godt, og når jeg laver en, som ser ud, som om han er blevet tæsket halvt ihjel, har jeg en teknisk tilgang til det. Jeg tænker: ’Gad vide, hvordan vi kan lade øjnene være hævede?’”

Hvordan researcher man?

”Før internettets tid brugte jeg et retsmedicinsk fagleksikon. Jeg har set ting i den bog, som jeg ville ønske, jeg aldrig havde set. Jeg skulle engang lave et brændt lig i en bil og billedgooglede ’burned corpse car’ og kneb øjnene sammen og valgte fire billeder. Jeg lærte, at armene bøjer opad, når man brænder. Det er, fordi senerne bliver kortere, når de bliver brændt, vil jeg tro.” 

Hvad er opskriften på godt teaterblod?

”Det er ikke, som det ofte er på amerikanske film: Det er ikke rigtig tykt eller særlig mørkt. Bløder man fra hovedet for eksempel, bløder man ret rødt og ret tyndt. Jeg laver også meget tværet blod, for hvis du har fået en på kassen, lader du det jo ikke sidde, som man ofte ser på film. Du ville forsøge at stoppe blødningen og tørre dig om mund og næse. Jeg er ikke vild med makeupeffekter, der er for teatralske eller filmagtige. Quentin Tarantinos film eller serier som ’The Walking Dead’ er flot lavet, men det er ikke noget for mig.” 

Hvor lang tid tager det at lave en karakterforandring?

”Hvis man skal sminke nogen gammel, tager det nemt en måned at forberede. Man starter med en klump ler, og det er en stor proces. Det hænger også sammen med, at film er blevet meget skarpere. Da det var 35mm celluloid, var det nemmere at skjule, men kvaliteten på film er blevet digital på godt og ondt. I dag står det så skarpt, at du kan se små dun på ansigtet.”

Hvor lang tid tager det at få et blåt øje?

”Fem minutter, hvis det kun er farve. Hvis det også skal være hævet, skal man lave en afstøbning af skuespilleren, lave en negativ form og støbe det i silikone. Så tager det nemt flere dage at lave, men selve påsætningen af øjet tager under en time.”

Hvad er den flotteste sminke, du har set på film?

”Japanske Kazuhiro Tsujis karaktersminke af Gary Oldman i ’Darkest Hour’. Den vandt en Oscar for bedste makeup og lader Gary Oldman forvandle sig til karakteren Winston Churchill, men man kan stadig tydeligt se, at det er Gary Oldman. Det er en perfekt sminke.”

Hvad har du i sminkekassen? 

”Den er ret stor. Når jeg er på optagelse, er jeg ude i mere almindelige sminkeprodukter som mascara og foundation, men på mit værksted arbejder jeg med save, skruetvinger og boremaskiner foruden silikone og polyuretan, gipsmaterialer, modellervoks, hudlim og alkoholbaserede sminkefarver. Ikke helt som en almindelig sminkør.”

__________________________________

VINGEFANG

PETER SUNESEN, 64, er konservator med speciale i udstopning af fugle og har vundet verdensmesterskabet tre gange. Han arbejder til daglig i sin forretning Naturværkstedet i Gentofte.

Hvad er det sværeste ved dit job?

“Jeg ser på konservatorarbejdet som forskellige grader af mislykkethed. Vi prøver at skabe noget, der ligner det levende mest muligt, men det lykkes ikke altid. Jeg synes, at det er en hån mod naturen, hvis resultatet ikke er anatomisk korrekt. Meget konservatorarbejde er mangelfuldt, fordi kun det håndværksmæssige er i orden. Konservatorens egen fortolkning af dyrene er ofte godt nok til kunden, fordi de færreste ved, hvordan en spurvehøg ser ud i levende tilstand. Nogle konservatorer føjer ubevidst deres egne personlighedstræk til dyret. En af mine kolleger har fremtrædende øjenbryn, og mange af hans pattedyr har alt for prominente øjenbryn. Man skal helst ikke kunne se på mine musvåger, at jeg har lavet dem. De skal bare være musvågeagtige.”

Hvad er så interessant ved fugle?

”Fugle har altid fascineret mig. De har så mange forskellige former og farver. De er i ørkener, på havene, i bjergene, i storbyer og på lossepladser. De har lige siden de gamle ægyptere haft stor symbolsk værdi. Det gælder også i Danmark, hvor mange steder hedder noget med trane eller ravn. Tranekæret, Ravnhøj og så videre. Dansk Ornitologisk Forening har 13.000 medlemmer, hvilket siger noget om, hvor populær en dyregruppe det er. I modsætning til pattedyr og insekter, der lever skjult i skovbunden eller er nat-aktive, ser og hører vi jo fugle alle steder. Det er meget vigtigt for mig konstant at se på levende fugle. Uden det kunne jeg slet ikke arbejde med faget. Fuglene er mit speciale, og derfor laver jeg kun få pattedyr årligt. Jeg har lavet mit sidste egern.”

Hvorfor?

”Pattedyr er et helt andet fag. Storvildtjagt interesserer mig for eksempel ikke. Hvis man skal lave en hovedmontering af en antilope, måler man skindet, sender det til garveren og køber en mannequin i den rigtige størrelse. Der er lavet fordybning til øjnene, og muskulaturen er modelleret på mannequinen. Det er en afstøbning af en model, som en konservator har lavet i tidernes morgen, som så er blevet sat i produktion. Det er med andre ord et standardiseret arbejde, som minder om møbelpolstring. Hvis du derimod skal lave en spurvehøg, skal du selv flå fug­len, rense skind og knogler og derefter lave en anatomisk korrekt krop. Så skal der sættes ståltråd i kranie, hals, vinger, ben og hale. Først da begynder det sværeste: Alle lemmer skal bøjes korrekt, krop, hals og ben placeres indbyrdes rigtigt, og så skal man placere skindet. Taksidermi betyder at ’flytte rundt på skind’. Du får en masse forærende ved at købe en præfabrikeret form til et rådyrhoved, men en fugl skal du selv lave fra bunden.”

Hvad er den sværeste fugl, du har lavet?

”Det sværeste er at få liv i de fugle, jeg kender bedst, for der er jeg mest selvkritisk. Jeg laver ret få helt store fugle såsom hejrer, svaner og gæs, så jeg føler mig sommetider som en begynder, selvom jeg har 37 års erfaring. I dag er der fantastiske muligheder med internettet, hvor jeg kan finde videomateriale og billeder, når jeg er i tvivl. Det bruger jeg, hvis jeg får et tropisk kræ ind, jeg ikke kender.”

Hvordan gør man det døde levende?

”Man gør det døde livagtigt ved at have en stor viden om det levende dyr. Håndværket bør altid være tilpasset det færdige resultat, det vil sige en livagtig fugl. Ellers får du bare en anatomisk skrupforkert fugl, der står stift på en pind.”

Hvilke fugle kan du mindst lide at lave?

”Marabustorken. Den er et kæmpe skrummel, og så har den en stor, nøgen, lyserød hudsæk hængende på halsen, ofte fuld af råddent kød som den har spist. Den vil jeg nok ikke ligefrem hoppe af glæde over at få indleveret. Men uanset om det er en solsort eller en påfugl, giver det mig glæde og daglige udfordringer, for det er sgu svært at puste liv i en død fugl.”

Hvad er der i din værktøjskasse?

”Hammer, ståltråd, fladtang, bidetang, pincet, sakse og skalpeller til at flå fuglen og rense skindet. Jeg har også træ-mel, som bruges, når den vaskede fugl puttes i en tromle, hvor det virker som trækpapir, der trækker fugt og fedt ud af fjerene. Man bruger også arsenik til at præparere fuglen.”

Det lyder farligt?

”Det er først og fremmest hundedyrt. Jeg bruger handsker og sørger for at vaske hænder grundigt bagefter. Arsenikken påføres i en pasta med samme konsistens som piskefløde, og så smører du det på indersiden med en pensel. Et gram arsenik er stadig giftigt om 1.000 år. Det kan ikke fordampe og forebygger insektangreb.”

Hvor længe kan sådan en fugl holde?

”Når folk stiller mig det spørgsmål, viser jeg dem en udstoppet skovsneppe fra 1902. Den fremstår præcis, som den gjorde for mere end 100 år siden.”

__________________________________

BINDEORD

MALENE LERAGER, 42, er håndbogbinder og kongelig hofleverandør. Hun er uddannet fra Ole Olsens Bogbinderi i København og driver i dag Co’libri, der har vundet prisen for Årets Bedste Boghåndværk.

Hvorfor blev du bogbinder?

“Jeg har altid interesseret mig for grafik og faldt over bogbinding, da jeg søgte ind på Den Grafiske Højskole. Det grafiske kan tale meget tydeligt til folk, række ud og skabe en nysgerrighed. Jeg fik hurtigt lyst til at lave mine egne bøger. Det handlede om at få mulighed for at skabe noget med hænderne i stedet for at sidde og trykke på nogle taster og skabe noget på en skærm.”

Hvorfor skal man købe en håndindbundet bog?

”Du kan slet ikke lave de samme finesser og den samme funktionalitet på en industribog som på en håndbundet. Den bliver ikke lige så fleksibel eller lige så smukt forarbejdet. Jeg laver bøger på gammeldags maner med skindryg, guldpræg og marmoreret papir. Du kan ikke bruge skind med maskiner. De kan lave noget, som ligner – imiteret skind – men det er noget helt andet end det garvede gedeskind, som jeg bruger.” 

Hvor mange af din slags er tilbage i Danmark? 

”Der er kun fem bogbinderier tilbage i København, selvom faget er flere hundrede år gammelt. Vi har længe været en niche.”

Læser du e-bøger?

”Nej, men jeg har ikke noget imod dem. Jeg kan bare godt lide papir og det at bladre. Jeg vil også helst læse en rigtig avis. Men hvis man skal lave bøger så elendigt, som man nogle gange gør i dag, kan man lige så godt læse dem som e-bog.”

Hvad har været den sjoveste opgave?

”Jeg fik engang en bestilling på et smykkeskrin til kronprinsesse Mary. Kongehuset havde tilpasset dronning Ingrids rubin-tiara til kronprinsessen, og der var nogle rubiner til overs, som juveleren Marianne Dulong brugte til at lave tre hårspænder og en ring. Min opgave var at lave noget, der lignede et gammeldags smykkeskrin. Det sværeste var at få det hele til at passe sammen. Jeg brugte rødt gedeskind med indmad i sandfarvet iris med guldpræg.”

Så du har siddet med kronjuvelerne?

”Jeg fik ikke lov at se de rigtige juveler. Jeg fik lov at lege med nogle attrapper, som passede i størrelsen.”

Hvad er dit vigtigste redskab?

”Alt, hvad jeg laver, er stort set på øjemål. Jeg bruger aldrig måleinstrumenter, men laver små mærker med en kniv på pappet og bygger det op, så det passer præcist. Jeg kender tykkelsen på det stof eller skind, det skal indbindes i. Så ved jeg, at det slutter helt tæt. Det er kommet med øvelsen. En dag sidder det der.”

Hvad kan et godt bogomslag?

”Det kan være som et kunstværk: Det vil dig noget. Det gik op for mig, da jeg i 2017 modtog Den Danske Bogdesignpris for bogen ’Mærke’, som jeg havde skrevet og indbundet. Jeg havde været igennem et forløb med modermærkekræft, og det fyldte meget. Jeg mistede lysten til at gå på arbejde og kunne ikke se ideen i at binde bøger ind længere. Så fik jeg ideen til at bruge mit fag til at bearbejde det. Jeg endte med at lave en scrapbog af journaludskrifter, fotos og håndskrevne tankestrejf, der var indbundet i hudfarvet gedeskind med en skindpålægning, som forestillede et modermærke. Jeg havde ikke tænkt så langt, som hvorvidt den ville berøre andre, men den blev taget godt imod. Vi bogbindere kan lave bøger, som er kunstobjekter i sig selv. Omslaget taler sit eget tydelige sprog.” 

Hvad er det bedste ved jobbet? 

”Duften og taktiliteten. Jeg fodrer mit intellekt og min krop med alt muligt ved at røre og bearbejde materialer. Jeg elsker de forskellige marmorerede papirer, som findes i et utal af varianter. Hvis man går i antikvariater eller på biblioteker, kender man måske de ældre og marmorerede bogbind. Det er et meget gammelt håndværk, en asiatisk tradition. Jeg syntes, at det lignede syretrip i starten med alle de psykedeliske mønstre, men jeg lærte at sætte pris på dem. Det er fantastisk smukke papirer, der er håndlavet, ét for ét. Man laver dem i store kar, blander farverne, trækker mønstrene, lægger sine ark, trækker farven af, og så er det ellers forfra.”

Og den største udfordring?

”Jeg står hele tiden med materialerne i hånden, mens processen står på. Der opstår ting, man ikke selv ville kunne have tænkt sig til. Man bliver overrasket.” 

Hvilken indbundet bog ville du tage med på en øde ø?

”’Det lykkelige Arabien’ af Thorkild Hansen, indbundet af Ole Olsen. Den skulle være helt fantastisk. På den måde ville jeg med sikkerhed få den læst og samtidig nyde det gode håndværk af min læremester.”

 

/

“Jeg er aldrig for alvor blevet voksen”

Journalist og forfatter KAREN THISTED om lykkelige minder om sin far, om en mørk depression, om sit had til parkeringsbøder og om en evigt tilbagevendende frygt for at ende i fængsel.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Ritzau Scanpix

JEG ER ALDRIG for alvor blevet voksen, selv om jeg har run­det de 70. Når jeg er sammen med mit barnebarn på syv, er det af og til ham, der må irettesætte mig. Jeg har for eksempel en ting med parkeringsbøder. Når jeg sætter mig ind i bilen og kan se, at der sidder en bøde i forruden, starter jeg vinduesviskerne og lader dem køre, indtil den flyver af. ”Ej, mormor, skulle du ikke begynde at betale bøderne?” Så må jeg stige ud af bilen og samle bøden op.

JEG HAR NÅET en alder, hvor jeg føler, at jeg kender mig selv ind og ud. Alligevel blev jeg slået helt omkuld, da jeg så mit barnebarn ligge der som en lille lyserød gople i hospitalssengen. Jeg havde ikke troet, at det at blive mormor ville være så stort. Men jeg bliver mere og mere forelsket i ham, Til jul købte jeg en elguitar til ham. Når han sidder og spiller på den, er jeg lige ved at tude. Hver gang.

MUSIK ER noget af det, der giver mig allermest glæde. Jeg ville så gerne kunne synge og spille mig ud af triste stunder. Jeg elsker at synge, men jeg synger så højt og grimt, at når folk er i kirke med mig juleaften, ender de som regel med at rykke over på modsatte række for at slippe for mit skråleri.

I STARTEN af 80’erne var jeg kæreste med Klaus Kjellerup fra Tøsedrengene, og jeg var ekstremt misundelig over, at han bare kunne gribe et instrument og lave skøn musik. Det var også derfor, jeg gav mit barnebarn guitaren. Jeg håber, at musikken vil bringe ham stor glæde senere i livet.

MINE LYKKELIGSTE barndomsminder er de mange bilture, jeg har haft med min far. Han var borgmester i Ringsted og medlem af Folketinget for Venstre i mange år. Hver dag kørte han frem og tilbage mellem Ringsted og København og kom først hjem ved aftensmadstid. Det var altid min mor, der lavede mad, og når vi var færdige med at spise, tog min far ofte af sted igen. Det var det eneste tidspunkt, han havde tid til at holde møder med sit bagland. Jeg fik lov at komme med, og min far lånte bøger til mig på biblioteket, som jeg kunne læse på vejen. Jeg kan huske, at jeg sad på passagersædet med en lommelygte i hånden og læste ’Gösta Berlings saga’ af Selma Lagerlöf højt for min far, mens vi kørte. Af og til finder jeg den frem og læser den igen.

MIN FAR er nok den person, der har betydet allermest for mig. Jeg var gift med Ole Thisted (journalist og tidligere vært på TV Avisen, red.) i 10 år. Senere har han i sjov sagt til mig, at jeg kun var rigtig lykkelig, når min far var på besøg. 

SOM UNG VAR JEG et år i England som au pair. Da jeg kom hjem, anede jeg ikke, hvad jeg ville med mit liv. En aften, hvor min far ikke havde møder, sad han og røg en cigar, drak et glas cognac og spillede kort med sig selv. Det gjorde han altid, når han havde fri. Pludselig kiggede han op på mig: ”Nå, Karen. Hvad vil du så nu?” Jeg vidste, at det var et afgørende spørgsmål, og at hvis jeg ikke kunne svare, ville han selv finde på noget. Sådan var min søster endt som sekretær på borgmesterkontoret, og det ville jeg i hvert fald ikke. Så meget vidste jeg. Jeg endte med at svare, at jeg gerne ville være journalist. Han lagde kortspillet fra sig, gik ind og tog telefonen og drejede nummeret til Per Winther, chefredaktøren på Dagbladet Ringsted. Min far var formand for bestyrelsen på Dagbladet, og det var ham, der havde skaffet Winther redaktørjobbet. ”Godaften, det er Thisted,” sagde min far, ”Karen begynder 1. august.” 

JEG HAR ALDRIG været så bange, som da jeg fik en alvorlig depression i 2004. Efter bogreceptionen for ’Det skal mærkes at vi lever’ sad jeg i en taxa, og pludselig var det, som om et sort gardin blev trukket for. Fra det ene øjeblik til det andet. En ven kørte med i taxaen og hjalp mig hjem i seng, hvor jeg blev liggende de næste to måneder. Jeg tabte mig mange kilo og fik angst bare ved tanken om at gå i supermarkedet. Jeg havde slet ikke lyst til at leve. Jeg gik til en masse psykologsamtaler, som ikke hjalp. Det var først, da jeg kom på antidepressiv medicin, at det langsomt begyndte at vende. 

SOM CHEF har jeg sagt: ”Hold nu op, gå hjem og tag en drink, så går det over til i morgen,” til medarbejdere, som er kommet til mig og fortalt, at de var deprimerede og stressede. Jeg har haft så dårlig samvittighed og kan stadig skælde mig selv ud over det. 

DA JEG FIK min depression, arbejdede jeg på Ekstra Bladet, hvor Hans Engell var chefredaktør. Jeg var kommet på højkant igen, men en fredag aften gik jeg ind på hans kontor og meddelte min opsigelse. ”Godt, så skal du inden i morgen klokken 8 have afleveret din firmabil nede i gården … og på bagsædet skal der ligge fire vinterdæk,” sagde han. Vinterdækkene havde jeg fået betalt, da jeg fik bilen, men det var fem-seks år siden. Jeg anede ikke, hvor de var, men det turde jeg ikke sige. 

JEG RINGEDE til min gode ven Jørgen Nørgaard, der er far til designeren Mads Nørgaard, og forklarede ham halvt i panik, at jeg skulle bruge fire vinterdæk inden næste morgen, og at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle få fat i dem. ”Bare rolig, min kone er fra Norge, jeg skaffer dem,” sagde han. Midt om natten blev jeg så vækket af min telefon. Det var Jørgen Nørgaard, der havde været på strandhugst i familien og fundet fire vinterdæk. Morgenen efter mødte jeg ham og hans anden søn, Jens, foran Politikens Hus. De havde fire dæk under armene, men de havde også skaffet to sæt gamle, halvrådne snekæder. ”Dem får han med for en sikkerheds skyld,” sagde Jørgen Nørgaard og grinede. Så lagde vi dem ind på de fine lædersæder i bilen, præcis som Hans Engell havde bedt om. 

JEG HAR ET tilbagevendende mareridt, hvor jeg vågner op i et fængsel. Det er min største skræk. Af og til er jeg bange for, at de en dag kommer og henter mig, fordi jeg ikke har betalt mine parkeringsbøder. Jeg har set fængsler indefra, og jeg kan slet ikke forestille mig at leve sådan et sted. 

FOR MANGE ÅR SIDEN lavede jeg en reportage fra Horsens Statsfængsel, hvor jeg boede i en uge. Der var en indsat, som blev ved og ved med at løbe efter mig, og som råbte: ”Vent, vent, jeg skal fortælle dig noget!” Jeg syntes, at det var virkelig væmmeligt, og jeg affejede ham igen og igen. Personalet fortalte mig, at han var blevet dømt for at have slået sin kone ihjel, men havde nægtet sig skyldig under hele retssagen. Tre-fire år senere læste jeg en dag i avisen, at en mand var blevet frifundet for mord på sin ægtefælle. Det var ham. Han havde ikke gjort det.

KAREN THISTED

Journalist, forfatter og tidligere spindoktor. Uddannet ved Dagbladet Ringsted. Har været ansat på DR, ugebladet Hjemmet, TV 2, Nordisk Film og Ekstra Bladet. Har blandt andet været politisk reporter, radiovært og redaktionschef og var med til at starte tv-succesen ’Go’ morgen Danmark’. Som forfatter har hun blandt andet udgivet ’Det skal mærkes at vi lever’, der solgte 400.000 eksemplarer, samt en række andre samtale- og portrætbøger. Hun er fortsat aktiv som foredragsholder og som klummeskribent hos Ekstra Bladet.

/