IBEN HJEJLE ER TRÆT. Træt af at tale offentligt om sin barndom. Træt af at fortælle om sit internationale arbejde med den engelske instruktør Stephen Frears og om, at hun blev foreslået at gå til casting på ’Ringenes Herre’, men afslog. Træt af offentlig virak om sine tidligere forhold til mere eller mindre landskendte mænd. Træt af at tale åbent om at miste sin mor for tidligt, om de to gange, hun blev slået omkuld af stress, eller om hvordan hun håndterede moderskabet i en alder af 26 år, da hun netop var blevet udråbt som et af landets største skuespiltalenter med tilbud fra ind- og udland.

”Man har sgu da ikke spurgt mine mandlige kolleger, hvordan de håndterede deres børn, men mig … igen og igen,” som hun siger med tydelig stemme.

For Iben Hjejle er det mere relevant at tale om, hvor hun er i dag, om hendes fag og om det skift, hun har oplevet i indholdet i kvinderollerne på film, tv og teater gennem sin karriere. Og om alle de mandlige instruktører, der i starten bad kvinderne om at stå ovre i hjørnet og plirre med øjnene – til i dag, hvor hun spiller hovedrollen i teaterstykket ’Lægen’ på Folketeatret i København. Et klassisk teaterstykke fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor den mandlige hovedrolle er blevet skrevet om til en kvinde. 

”Dén forestilling handler om alt det, vi beskæftiger os med i dag, som er langt mere vedkommende: race, køn og klasse blandt andet, og så er jeg et sted nu, hvor jeg får mulighed for at spille teater igen. Dét elsker jeg.” 

OKAY, LAD OS gå Iben Hjejles vej. Vil man høre mere om hendes baggrund, kan man få fingrene i hendes selvbiografi ’En gylden korkprop’. Man kan også lytte til hendes og tv-vært Signe Lindkvists podcastserie ’Sitter’, hvor de to hver onsdag siden 2018 har talt om stort og småt og indimellem skraldgriner og lader skiver af deres privatliv glide ind. Og så kan man fortsætte læsningen af denne artikel, der tager afsæt i Iben Hjejles prøver på ’Lægen’. 

En torsdag i begyndelsen af januar har en natlig snestorm dækket Danmark med et tæt, hvidt tæppe, og Vejdirektoratet har fra morgenstunden frarådet alle at tage på unødvendig langfart. Men klokken 12:00 er næsten alle involverede i forestillingen alligevel til stede på teatret. Også forestillingsleder, instruktørassistent og sufflør, der bag et skrivebord følger prøven tæt – og i ny og næ scroller et par nyheder på internettet. Ensemblet har alt for travlt med at nå i mål inden premieren til, at en smule snestorm skulle lamme produktionen. 

De har været i gang siden midten af december, og nu gælder det en central scene for hovedkarakteren Ruths udvikling. Ruth er læge og landet i en shitstorm, fordi hun har nægtet en 14-årig pige den sidste olie fra en katolsk præst i håbet om at skåne hende for visheden om, at hun skal dø.

Udenfor er der udsigt til Ørstedsparken og en musegrå, snemættet himmel. Indenfor i et kridhvidt øvelokale med syv lægekitler på et tøjstativ taler instruktør Kim Bjarke scenen igennem med Iben Hjejle.

”Jeg var sjældent rundt på gulvet, da jeg kom hjem i går. Min hjerne var slået helt fra, så jeg er en smule udfordret med den her scene,” siger Iben Hjejle.

”Det tager jo noget tid at lære det her,” beroliger instruktøren.

Der foregår en form for forhandling om at få renset alt overflødigt ud af manuskriptet, derpå klikker Iben Hjejle scenen i manuskriptet ud af sit ringbind, puster ud, retter ryggen, stikker den ene hånd i lommen og træder i myndig karakter.

I de næste par timer undersøger hun og to andre skuespillere teksten sammen med instruktøren, mens de prøver. De er nede i detaljer i forhold til fysisk placering i rummet, bevægelser, intonation og replikker.

Iben Hjejle træder lynhurtigt ind og ud af sin versionering af den ranke og dumstædige Ruth. Når hun går i stå, henter hun replikker hos suffløren, og kløjes hun i talemåder, skærer hun grimasser, siger nogle almindeligheder og derpå noget sjovt. Så er hun tilbage igen. Det går lynhurtigt. 

EN UGE SENERE sætter hun sig ved et mødebord i et tilstødende lokale med brunt brokadetapet på væggene og billeder af de tidligere teaterdirektører tilbage til teatrets begyndelse i 1857. Hun har urtete i hånden, smøger ærmerne på en langærmet T-shirt op og placerer sig som en opvakt skoleelev med begge underarme på bordet og hænderne foldet.

Hvorfor vil du ikke tale om din baggrundshistorie?

”Det er kun en lille håndfuld mennesker, jeg skal samtale med det om, og det er mine allernærmeste. Jeg kan mærke, at jeg til stadighed bliver en lille smule forbløffet over, at det er det, folk vil høre om. Det er forbigående deprimerende, at jeg kan blive ved med at gå på internettet og finde mig selv. Men det er jo ikke mig. Det er en råbebutik af holdninger og meninger. Og hvis ikke det er direkte løgn, så er det udsagn forvandlet til ukendelighed. Og det er ikke en klage, det er en konstatering. Jeg har ikke lyst til at bidrage til det længere.”

Måske virker Iben Hjejle skrap, men hun er også venlig og imødekommende, hun smiler meget, ser én i øjnene, lytter og er ihærdig med at svare så præcist som muligt. Da hun hælder danskvand op, bliver glasset placeret oven på en serviet, så det ikke skramler på bordet og ind i diktafonen. Det handler om hensyntagen, men også om en form for ubevidst kontrol, som når hun retter på kaffekande, service og slikskål midt i en sætning, så arrangementet står bare en lille smule anderledes. 

Lige nu optager hendes teaterarbejde hende så meget, at hun tænker over, om hun skal tage elever privat. 

”Jeg har jo et håndværk, og så kommer jeg fra en lang slægt af undervisere. Nogle, man godt gad lytte til. Det ligger også i skuespillerfaget, at folk helst skal gide kigge på én og lytte til én, når man stiller sig op og fortæller en historie. Men jeg tror også, det har noget med min alder at gøre og min lyst til at fordybe mig i noget, der ikke flimrer og forsvinder så hurtigt væk. ”

Hendes forklaring sender hende alligevel bagud i tid – som det sker flere gange i løbet af de timer, vi taler sammen. Hendes refleksioner over, hvor hun står i dag, må holdes op i forhold til hendes tidligere ståsted, før pointerne falder. 

”Teaterarbejde flimrer ikke. Det står solidt og konkret. Hele det forløb, hvor man bliver ved med at dykke ned i teksten sammen med sine kolleger og instruktøren, der har en idé og et forkromet overblik. Det udvikler mig som menneske. Film og tv har også været udviklende, men det er en helt anden disciplin og har et andet tempo. Det er mindre brikker. Og de skal ikke nødvendigvis sættes sammen. Det er det, jeg mener med flimmer.”

IBEN HJEJLE HOLDER af filmarbejde, der vælges med omhu, siger hun, men til gengæld er det lige før, hun siger ja til alt det teaterarbejde, hun bliver tilbudt. Men kigger man ned over hendes cv, er det alligevel film- og tv-produktioner, der fylder mest.

”Selvom man har lang anciennitet og er et menneske, der forhåbentlig kan sælge nogle billetter, er teater ikke noget, man bliver rig af. Så det handlede om nogle personlige valg, jeg havde truffet på et tidspunkt, eller rettere ikke havde truffet, og som gjorde, at jeg blev fattig som en kirkerotte og havde benene solidt plantet i blå luft. Der var helt klart et element af at skulle tjene nogle penge, men også af at være i livssituationer, hvor jeg ikke var villig til at være så dyb. Hvor jeg befandt mig bedst på overfladen. Dér blev jeg, indtil jeg kunne mærke, at det ikke gav mig det rigtige i sjælen. Jeg begyndte at føle mig tom, hul og råbende og larmende og flimrende langt inde i mig selv.”

Hun hentyder her til sit første stressanfald under indspilningen af tv-serien ’Dicte’ i 2015. Hun rejste sig dog hurtigt og arbejdede videre, men anden gang, i 2016, blev hun uarbejdsdygtig i næsten to år.

”Det var ikke én produktion, der gjorde udslaget. Det var mange års opsparet flimmer. Ligesom når det flimrede på tv-skærmen i gamle dage, og man slog hårdt ned på toppen af et fjernsyn.”

BAM. Iben Hjejle slår sin håndflade hårdt ned i bordet.

”Dét er det, min kammerat kalder for en Fona-reparation. Man slog alt, hvad man kunne, ned i apparatet, og så kom billedet tilbage. Så flimrede det igen, og til sidst gik fjernsynet ud. Det var simpelthen sådan, det føltes. Der var ikke mere,” siger hun og laver en grimasse med blottede tænder.

”Første gang var i Aarhus, hvor vi optog ’Dicte’, som jeg vil understrege på det kraftigste var en virkelig fin produktion. Jeg er meget, meget stolt af ’Dicte’. Det var en skidegod historie.”

Men det var dér, stressen kunne mærkes første gang. Hun var blevet dårligere og dårligere til at være sig selv og kunne stort set ikke mærke noget som helst – kun når hun var sammen med sit barn. Skulle hun ud at købe ind, blev alt straks besværligt. I stedet sendte Iben Hjejle skuespilleren Iben Hjejle af sted.

”Jeg spillede ’nu køber jeg ind imellem jer, helt alene. Og prøv at se mig, hvor tilgængelig jeg er. Jeg kan sagtens svare på alt muligt og skrive min autograf.’ Jeg kunne ikke interagere med andre end mine allernærmeste. Og når jeg alligevel gjorde det, blev det til meget larm, meget ha-ha-ha, meget alkohol, meget makeup, meget fest. Det hele skulle være stort, og det var ekstremt anstrengende. Til sidst blev det til flimmer på fjernsynet, inden det gik fuldstændigt ud.”

Hvad levede du af i de to år, hvor du ikke kunne arbejde?

”Godt spørgsmål. Jeg kan ikke huske det. Jo, jeg var så heldig at få nogle fondsmidler gennem Dansk Skuespillerforbund.”

Og hvad fik du tiden til at gå med?

”Jeg gik i terapi, mediterede, gik ture og sov meget på forkerte tidspunkter af døgnet. Og jeg brugte min allertætteste kreds af venner og familie, der lyttede nænsomt og gjorde mig opmærksom på, hvad jeg tidligere havde sagt var vigtigt for mig. Og jeg ved, at jeg blandt andet har sagt, at det eneste, jeg egentlig havde lyst til, var at spille teater.”

DET FØRSTE, Iben Hjejle gjorde, da hun rejste sig fra stresssygelejet, var at være med i ’Vild med dans’. 

”Og så kan man jo tænke: ’Hold da op, det må da være noget af det mest stressende overhovedet at være med i.’ Men det var det ikke. Det var nede i kroppen – nede i teaterkroppen. Bare uden ord. Når jeg ser brudstykker af det på YouTube, kan jeg se, at jeg hele tiden græder og bliver utrolig rørt. Og det giver jo god mening. Det var starten på en rejse tilbage til mig selv. I 2018 kan jeg simpelthen ikke huske, hvad jeg foretog mig. Jo … utrolig vigtigt: Signe og jeg startede med at lave ’Sitter’,” glædesråber hun.

245 afsnit er det blevet til ved årsskiftet 2024. I de seneste måneder har podcasten handlet om små og store katastrofer som for eksempel Iben Hjejles kæreste, som kaldes ’Holdnings-Claus’, og hans surdej, der eksploderede op i loftet. Andre emner er rædslerne i Gaza-krigen, instruktør Sofia Coppolas håndtering af Priscilla Presley i sin seneste film og mulige bevæggrunde for dronning Margrethes abdicering. Et speedkørende sammenkog, som Iben Hjejle opfatter som mere personligt end privat båret.

”Vi er to kvinder, der altid har optrådt, og det gør vi selvfølgelig også i podcasten. Det er jo en slags redigerede samtaler, men alt sammen noget, vi putter os selv ind i. Jeg har talt i 245 timer om mit liv. Det er fra hestens egen mund, og for mig har det været fantastisk befriende.” 

I podcasten har Iben Hjejle kunnet definere sig præcis, som hun har villet. Tage plads som kvinde i en verden, hvor mænd har fyldt en hel del i de ledende roller som producenter, instruktører og skuespillere. Men det er ikke det mandligt definerede glasloft, Iben Hjejle har villet sprænge:

”Vi er ikke særlig optaget af at være kvinder. Vi er heller ikke optaget af at være ’nogle af drengene’. Vi er optaget af at være de mennesker, vi er på det her tidspunkt i livet, og af at have det sjovt. Vi er først og fremmest komikere i den sammenhæng. Eller det har vi opdaget, at vi er. Og ud af det, som jeg jo synes kendetegner den fineste komik, kan der komme et stort drama eller en tragedie. Det er ikke kun ’Ha-ha, nu laver jeg pruttebevægelser under armhulen’. Hvis man lytter, kan man også finde steder, hvor vi bliver forknytte, og vores stemmer bævrer. ’Sitter’ har været ekstremt definerende for mit videre liv.” 

NUTIDENS OMSKRIVNING af ’Lægen’ fra det oprindelige Arthur Schnitzler-stykke ’Professor Bernhardi’ kan ses som et udtryk for, at kvindelige skuespillere vejrer morgenluft. Da Iben Hjejle selv trådte ud fra Statens Teaterskole i København i 1996 og gjorde sin berømte kometkarriere, var der langt flere bærende roller til mænd end kvinder, men det oplevede hun ikke selv. Som nyuddannet skuespiller havde hun en følelse af at være lidt af en jagerpilot, fordi hun var kommet igennem et nåleøje som en af blot otte elever ud af 800 ansøgere. Under uddannelsen havde hun en rolle på Betty Nansen Teatret, hun havde medvirket i filmen ’Portland’, og ved sin afgang stod hun foran en fastansættelse på Østre Gasværk Teater. 

”Jeg tror simpelthen, jeg var frygtløs. Jeg tænkte ikke, at jeg kom til at stå uden arbejde. Jeg hørte ikke efter, for jeg fik de store roller. Jeg var inde i varmen.” 

Og det på trods af at der stort set kun var mænd i alle led af produktionskæden. Mænd hele vejen rundt.

”Jeg var helt klart en af drengene, og senere, da den første bølge af MeToo kom, kan jeg huske, at jeg tænkte: ’Okay, det har jeg slet ikke forstået’, men så begyndte jeg at tænke mig om. Jeg havde ikke oplevet de her ting selv, men jeg havde stået lige ved siden af det, og jeg havde ikke reageret på det. Jeg syntes, det var så safe og rart for mig at være ’en af drengene’, og jeg kunne slet ikke se, at der var andre muligheder. Jeg var pissebange for at træde ud af det.”

Hvordan er man en af drengene? 

”Man griner af alt det, drengene griner af, og det er ret upassende, og man tør alting. Man siger ikke nej, man går med i byen, og man råber og skriger, og man går ikke af vejen for at sige om andre kvinder: ’Hallo, det er ikke studenterhuen, der trykker.’”

HUN FØLTE SIG dog ikke som en decideret drengepige. Som barn af 70’erne havde hendes forældres forholdsvis kønsneutrale opdragelse givet hende mulighed for at finde sin egen forståelse af, hvad hun var for en person. Til gengæld følte hun sig altid trykket, når hun kunne mærke, at der var optræk til en kvindeklub i hendes nærmiljø.

”Jeg er ked af at sige det, men det har særligt været kvinder, der har lavet klubber. Alt fra feministiske klubber til ekstremt æstetikbårne klubber som ’Vi skal være nogle sexy ladies, der går i byen og bare tager for os’. Vi grinede af de der kvinde-kliker i gamle dage, da jeg var en del af det der beskidte dusin, der fik alt arbejdet. Man holdt sig gode venner med mændene. Og da MeToo-bølgen kom, kunne jeg se: ’Gud, dér har jeg da ikke været særlig hjælpsom.’” 

Hvad kunne du have gjort anderledes? 

”Jeg har ingen idé. Jeg så det ikke, fordi jeg havde succes. Jeg havde ikke problemer med at arbejde sammen med mændene. Jeg skulle ikke have kærlighedsforhold til dem. Jeg havde det skidesjovt. Og så har jeg åbenbart været ekstremt tydelig. Jeg har aldrig oplevet uønsket opmærksomhed eller tilbud eller ting, altså fysisk, som var ubehagelige. Jeg trivedes fint med mandedinosaurerne. Hele vejen igennem, og det er jo det, der er så forbløffende.” 

Hvad handlede det med at være kvinde, der stod i hjørnet og plirrede med øjnene, så om?

”Det var jo ikke store, stærke, bombastiske, slå-i-bordet-kvinderoller, vi skulle spille. Vi var de lækre piger, der skulle spille de lækre piger. Og som sagde, bevares, noget kvikt eller sjovt en gang imellem. Men det var ikke os, der var i fokus, og hvis vi var, så var det, fordi vi havde meget lidt tøj på, og lyset var sat skideflot. Dét kan jeg se i dag. Vi skal ikke længere komme ind og svinge lidt med skuldrene. Og i virkeligheden … svinge med brysterne. Det var brysterne, man viste frem.”

Iben Hjejle rykker sin mund helt tæt på diktafonen og siger med staccato-stemme: ”Det, jeg gør, er, at jeg lige svinger med skuldrene, og så viser man brysterne frem, og så siger man et eller andet ud i luften.”

Det gjorde I simpelthen?

”Ja, altså, det er et udtryk, der blev lavet til os. Der var sgu da ikke nogen kvinder, der spillede det samme, som mændene i dogmefilmene gjorde. Altså, det var der jo ikke.” 

Men i dag får kvinder flere handlekraftige roller. Og det omskrevne indhold af ’Lægen’ har været med til at give hende et nyt mindset, da det er en forestilling, der på flere planer er ret woke. Uden at plotspoile for meget bliver der byttet rundt på forventningen til de karakterer, der medvirker, og identitetspolitikken bliver vakt. 

”Det er faktisk først nu, hvor vi er i gang med alle de her emner i ’Lægen’, at jeg for alvor har fået den brille på. Det handler jo lige præcis om alt det, mine skyklapper har forhindret mig i at forstå, fordi jeg sad på toppen af kransekagen.”

VÆSENTLIGE SKUESPILLERE HAR en tydelig spillestil. Måske er det hjørner af deres personlighed, der vikler sig ind i deres roller. Meryl Streep for eksempel har noget distræt, dirrende og nærmest sfærisk over sig. Det kan godt være, at Iben Hjejle ikke har været pusher number one eller nattevagt i danske film, men lige fra hun i rollen som Liva i ’Mifunes sidste sang’ i 1999 satte sig ned på gulvet og pissede på et ægte tæppe, har hun i sine roller virket stærk, stejl og stolt. En kvinde med rank ryg og tydelig diktion. En figur, der ikke stikker op for bollemælk, selvom der bag det hele godt kan gemme sig alskens sårbarhed. Den karakteristik kan hun godt genkende i sin egen personlighed. 

”Dem, der er allertættest på mig, vil beskrive mig sådan, ja. Jeg er ret tydelig. Og jeg tror egentlig selv, at jeg er meget diplomatisk og lige mærker efter. Det gør jeg åbenbart overhovedet ikke i mine tætteste relationer. Jeg synes, det er bedst at melde klart ud, og jeg føler mig tryg nok til at gøre det.” 

Karikaturen på dig selv i ’Klovn’ var jo en meget skrap dame …  

”Ja.” 

Har du fællestræk med hende? 

”Ja. Men jeg er ikke så perfid. Altså Iben i ’Klovn’ er jo perfid og egoistisk. Ud over alle grænser. Det, Iben vil have, det får hun. Og det er jo ulækre egenskaber, der bor i os alle sammen, og det var enormt sjovt at få lov til at give los for.”

Får du roller efter ovennævnte definering? 

”Det har jeg gjort. Lægen i den nuværende forestilling og Inge Lehmann, som jeg spillede i ’Jordens indre’ på Folketeatret i 2019, er skarpe mennesker med ordet i deres magt. Men det ­betyder ikke, at de ikke også er følsomme og sårbare, og at meget af det skarpe også dækker over noget, man ikke har lyst til at vise frem. Det kan jeg genkende. Men pludselig har jeg opdaget, at hvis man slår porten op til det følsomme og sårbare, bliver ­verden meget nemmere at være i. Folk kan spejle sig i én. Det er en kæmpe lettelse for én selv, og man får så meget kærligt tilbage.”

I dag vil hun gerne selv sætte dagsordenen for det, hun medvirker i – samt have kontrol over, hvordan hun fremstår. 

”Da Alt for damerne besluttede ikke at billedredigere længere, havde jeg det bare sådan … æv. Jeg er skuespiller og holder meget af sminke og klæd-ud. Altså, hvad fanden havde I regnet med? Det at få taget sit portræt er en del af mit fag. Jeg har en ekstremt stor forfængelighed i forhold til, hvordan jeg tager mig ud på billeder. Og det er ikke, fordi jeg skal stå og være dronningen af Saba med fire kilometer lange øjenvipper og bølgende hår. Jeg vil bare have, at jeg føler mig tryg i det. At jeg har fået det på, som jeg synes er min passende maske.”

I 2022 REJSTE Iben Hjejle til Portugal for at møde sin tidligere kæreste Casper Christensen i tv-eksperimentet ’All Exclusive’, hvor hun lukkede en smule op for de private sluser.

”Det var for at binde en sløjfe på den pakke, som var min og Caspers offentlige historie. Fordi vores samliv og brud blev meget offentligt, og jeg ikke syntes, det havde fortjent den udgang. Lige­som med ’Klovn’ blev det en enormt karikeret udgave af os, der gik fra hinanden, gætterier og alt muligt pjat. Vi var jo sindssygt gode til at arbejde sammen. Og så er Casper min kammerat.” 

I programmet kom blandt andet en historie frem om en lille portugisisk porcelænshane, som Casper Christensen helt rituelt fik til at sige modbydeligheder om Iben Hjejle foran børnene ved måltiderne i hjemmet. For sjov, syntes han, men Iben Hjejle endte med at spise sin mad i en anden stue. Historien gik sin sejrsgang i medierne, og det kan undre, at Iben Hjejle, som ikke bryder sig om mediernes håndtering af hendes privatliv, havde lyst til at stille op til programmet. 

”Men det syntes jeg var fint. Hanen havde et virkelig sjovt navn, som jeg ikke kan huske (den hed ’McFlurry’, red.), og den var et symptom på, hvor Casper var oppe i hovedet dengang. Jeg kunne have forestillet mig værre ting, han havde fundet frem, og jeg kunne have forestillet mig værre ting, jeg kunne have budt ind med. Men det var for at få en afrunding, hvor vi sammen fik sat et punktum.” 

Der er andre punktummer, 53-årige Iben Hjejle ønsker at sætte for at finde en ny måde at være i livet på uden at behøve at skulle forklare eller undskylde. 

”Det er den undersøgelse, jeg er i gang med nu, og den er svær. Jeg vil gerne give mig selv lov til at være den kunstner, jeg altid har været. Den gode kammerat, mor, søster, datter … og kæreste, skal jeg tilføje. Jeg har fået en vidunderlig kæreste,” siger hun og griner stort.

Hvorfor har du svært ved at holde fast i dig selv?

”Det er måske svært at forstå, hvordan det er at være et menneske som mig, der er enormt god til at være andre personer. For hvem er man så, når man er sig selv? Og når man nogle gange synes, at den, man er, når man ikke spiller skuespil, er røvirriterende og uduelig og doven og ikke har økonomisk sans og ikke forstår at klæde sig og råber og larmer og siger: ’Nu skal jeg ikke drikke alkohol i januar måned’, men alligevel sætter sig ned på værtshuset og drikker 100 øl. Den der ekstreme disciplin, jeg kan have omkring at lave en karakter, findes slet ikke i mit eget liv. Jeg har brugt meget tid som rigtig voksen på at spekulere over, hvad der foregår.” 

I ØVELOKALET PÅ Folketeatret graver Iben Hjejle og hendes medspillere sig dybere og dybere ned i deres karakterer. Som timerne går, og de prøver den samme scene igen og igen, falder replikkerne på plads i munde og kroppe. I slutningen af scenen kryber Iben Hjejle ned under et bord med den unge skuespiller Laura Kronborg Kjær, som hun spiller mor over for, og i nogle sekunder er Iben Hjejle en moderlig og øm version af den kantede og myndige læge Ruth.  

”Ja, godt,” siger instruktør Kim Bjarke, da de har gennemspillet scenen tredje gang.

Der bliver stille i rummet, Iben Hjejle går lidt rundt, kigger ud ad vinduet, står med begge hænder i lommerne og tipper med fødderne. 

”Jeg kan mærke, at jeg skal have noget ilt til hovedet,” siger hun.

”Ja, det skal du nemlig,” svarer Kim Bjarke. 

”Fem minutter, okay?” siger Iben Hjejle og åbner et vindue. 

Lidt efter vælter de øvrige skuespillere ind. 

Uden for vinduet klarer himlen over Ørstedsparken op i en knivskarp isblå nuance. Nede på gaden, på fronten af teatrets facade, træder Iben Hjejle frem på en plakat i flot, stort format iklædt en lægekittel. Med al respekt for de øvrige medvirkende er hun det store trækplaster.

HAN VENTER FORAN villaen i Valby, og straks han får øje på journalistens bil – en gammel, småbulet Peugeot – breder der sig et gævt smil på hans læber.

”Jeg er simpelthen for kendt til at blive set i den her bil,” siger han og sætter sig ind på passagersædet for at vise rundt i det København, han er født og opvokset i, og som han stadig umuligt kan forestille sig at flytte fra. Kursen er sat mod Amager, men først går turen igennem de pæne villakvarterer i bydelen, hvor han har haft hjemme de seneste 15 år. Finanskrisen havde endnu ikke ramt hovedstaden og skruet priserne ned, da han og hustruen – skuespilleren Christine Albeck Børge – og deres to små døtre voksede ud af deres lille lejlighed på Vesterbro, så de måtte et nøk mod vest for at finde drømmeboligen. 

”Alting kostede en million-milliard på det tidspunkt, og der var ikke gang i karrieren endnu, så vi havde ikke råd til en treværelses til fem millioner midt på Vesterbro. Til gengæld kunne vi få en lejelejlighed på to etager i Valby. Den er pissehyggelig, og så er vi bare endt med at være her,” siger han.

Dengang var der ikke mange, der vidste, hvem Lars Ranthe var. Men i dag er han en af landets mest benyttede skuespillere med roller i film som ’Dirch’, ’Jagten’, ’Kollektivet’ og Oscar-vindende ’Druk’ på cv’et  – for blot at nævne en lille håndfuld titler ud af de indtil videre 34 film, 28 tv-serier og fem julekalendere, hvor han har givet den som grosserer, sadistisk kostskolelærer og hakket rockerkonge – og det meste derimellem – og fået ry for det, han selv beskriver som ”en virkelig højt profileret birolleskuespiller”.

”Jeg er jo ikke Mads Mikkelsen eller Esben Smed. Jeg har aldrig været top dog, men det har til gengæld gjort, at jeg har kunnet spille en hel masse af de næsten store roller og brede min palet helt ud,” siger han.

Blot et par dage tidligere har han haft sidste optagedag på ’Badehotellet’, hvor han i over 10 år er tonet frem på skærmen i skikkelse af grosserer Madsen. Tv-serien har været en succes med op mod to millioner ugentlige seere – også selvom Lars Ranthe husker, hvordan de særligt i begyndelsen ”virkelig fik på hattepulden”, som han formulerer det:

”Der kom så sindssygt meget kritik i starten fra parnasset. De syntes, det var så latterligt med et lystspil. De kunne virkelig ikke lide det, men det kunne danskerne heldigvis … sådan en serie om de gode, gamle dage er også dejligt beroligende at følge med i, når der er verdenskrige og klimaforandringer uden for vinduet. Så går man ikke i seng med dårlige nerver og grund­angst i sjælen.”

VEJRET ER GRÅT, asfalten er grå, og det samme er den undseelige boligblok, som Lars Ranthe stopper op ved.

”Det var så mit værelse, hvor jeg stod og var hiphop-dj, mens verden gik sin gang,” konstaterer han, mens han peger op mod vinduet på førstesalen på Knapmagerstien 38 i Urbanplanen på Amager, hvor han tilbragte størstedelen af sin opvækst. Han blev egentlig født på Vesterbro, men efter tre år flyttede familien til en større lejlighed på Amagerbrogade, og da forældrene blev skilt, og moren fik en ny mand, flyttede de tre videre til Urbanplanen. I dag er området mest kendt fra ghettolister og forfatteren Morten Papes brutale skildringer, men dengang, i starten af 70’erne, var det hovedstadens spritnye bebyggelse, der skulle afhjælpe manglen på ordentlige lejligheder. Og for en bulderbasse med krudt i røven var det en ren oase, for her var masser af børn at løbe rundt og lege med – hvis ikke man tog turen til Amager Fælled på BMX-cyklen eller spillede fodbold i Fremad Amager. 

”Det var først i 90’erne, at stedet fik et dårligt ry. Da jeg voksede op, var her perfekt. Med dejlige børn og alle mulige legekammerater i de små haver,” siger han og trasker videre i labyrinten af skiftende højhuse, rækkehuse og legepladser, mens han som en slags turguide fortæller små anekdoter, der knytter sig til omgivelserne. Midt på en af stierne stopper han op og ser helt begejstret ud.

”Lige her var min stedfar engang på vej hjem, da to knallertbøller kom kørende. Det var et af de store problemer dengang, at de kom med 100 i timen på deres tunede scootere. De kom op at slås, og han kom hjem med et blåt øje,” siger han og griner.

Ellers husker Lars Ranthe ikke den store ballade fra dengang. Der var selvfølgelig ’sti-kliker’, som han kalder dem, hvor dem fra Knapmagerstien var mod dem fra Hattemagerstien eller Kurvemagerstien, men det var mest på fodboldbanen, slagene blev udkæmpet. Det ’berygtede’ Urbanplanen hørte stadig fremtiden til.

”Dengang fungerede integrationen – dem, der ikke havde så meget, legede med os, der havde lidt mere. Jeg havde venner med hjemme og spise krebinetter, der kom fra familier på overførselsindkomst og sådan noget, men på et tidspunkt vippede det over, så der blev for mange ressourcesvage, og til sidst har man en ghetto. Det var en stor fejl,” siger han og stopper ved et buskads på en knoldet skråning. Som barn var dette lille frimærke en magnet for ham, og han kunne tilbringe timer med at lede efter gamle mønter og potteskår i jorden. Skråningen bestod af gammel opfyldningsjord fra København, så det var ikke utænkeligt at gøre sig et fund, hvilket for alvor kunne fodre hans barnlige drømmeverden, fortæller han.

I baggrunden leger en større børneflok. Lars Ranthe slår begejstret ud med hænderne.

”Hvis man ser alle de her børn … det er jo ikke det billede, man har af Urbanplanen,” siger han og bliver afbrudt af to små piger med anden etnisk baggrund.

”Er du ikke med i mange film?” spørger den ene.

”Jo, jeg er.”

”Wow,” svarer de samstemmigt.

”Bor I her?”

”Ja.”

”Jeg er vokset op her i Urbanplanen,” fortsætter han.

”Wow, er du?”

”Ja.”

”Hvad er det nu, du hedder?”

”Jeg hedder Lars. Lars Ranthe.”

ALLEREDE SOM BARN i Urbanplanen vidste han, at han en dag ville blive skuespiller. Han mærkede det tydeligt, når han stod derhjemme og optrådte og følte sig som skuespiller, og hver gang han så en person på gaden, der skilte sig ud, forsøgte han nærmest pr. refleks at efterligne vedkommende.

”Hvis en person kom gående og sagde: ’Hva’ … må jeg godt li’ få den der?’, så prøvede jeg at gøre det samme: ’Hva’ … må jeg godt li’ få den der?’,” siger han med tyk københavnerdialekt og griner. 

”Det kan måske nærmest lyde lidt psykopatisk. Men jeg har bare altid kigget på mennesker og prøvet at forstå dem ved at spille dem. Hvis jeg efterlignede det, de sagde, kunne jeg sådan helt musikalsk mærke det i min krop, så det også blev til følelser i mig. Det kan nok bedst sammenlignes med børn, der leger. Nogle af os slipper det bare aldrig.”

Når ikke Lars Ranthe optrådte og imiterede, fór han rundt og lavede fysiske udfoldelser – i gyngestativerne, på BMX-cyklen og i gymnastikforeningen Hermes på Frederiksberg. Det var her, filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen en dag spottede en 11-årig kravle rundt i ribberne, og da han manglede en stærk dreng, der kunne lave stunts, hyrede han ham som stand-in for hovedkarakteren Ivan Olsen i filmen ’Gummi Tarzan’. I filmens drømme-sekvens, hvor drengen med øgenavnet pludselig får uanede kræfter, er det Lars Ranthe, der blandt andet laver perfekte vejrmøller.

Modsat mange af sine venner, der havde nok i Urbanplanen, vidste Lars Ranthe fra en tidlig alder, at der ventede ham noget stort, som han som en storbyens Lykke-Per måtte ud at opsnuse. 

”Jeg var hele tiden orienteret mod noget større, og så snart jeg var flyvefærdig, skulle jeg ind over broen,” siger han med reference til Knippelsbro, der forbinder Amager med Indre København. I 80’erne begyndte han at krydse den regelmæssigt, dog først som breakdancer på Thomas P. Hejles Ungdomshus, der var et ”hiphoppens arnested i Danmark”, som han beskriver det:

”Det var første gang, man havde et sted, hvor dj’s, graffitimalere, breakere, electric boogie-dansere og hangarounds kunne mødes. I New York, hvor hiphoppen startede, var de forskellige kunstarter rimelig adskilte, så det, at man samlede det hele under ét tag i Danmark, var faktisk ret unikt.”

I første omgang havde Lars Ranthe stiftet bekendtskab med det nye fænomen i ungdomsklubben Sundby Algård på Amager. Her stod en fyr kaldet Kung-Fu-René med hvide handsker og kinasko og lavede electric boogie. Kung Fu-René kunne både lave ormen og moonwalke som Michael Jackson, og musikken var helt anderledes end noget, han havde hørt før. Der var ingen tvivl om, at det her måtte han forfølge. Nu fandtes der pludselig en danseart, hvor han kunne bruge det, han havde lært i redskabsgymnastikken.

Et vigtigt element i kulturen på Thomas P. Hejle var de evige konkurrencer. Man skulle hele tiden battle hinanden, og som en af de første breakere herhjemme var Lars Ranthe helt fremme på den front. I 1985 vandt han danmarksmesterskabet i breakdance med gruppen Floormasters, der blandt andet bestod af de senere Rockers By Choice-frontmænd Chief 1 og Grandmaster Dee Pee. Selv havde han også et tilnavn – inspireret af karakteren ’Fast Break’ fra den amerikanske gruppe New York City Breakers.

”Så tænkte jeg, at jeg kunne hedde ’Fast Rock’. Det var så hurtigt!”

Miljøet i Thomas P. Hejle dæmpede ikke ligefrem trangen til at underholde, men åbenbarede til gengæld også en flig af det, der senere skulle blive en pine for ham:

”Jeg har et underholder-gen, men samtidig har jeg også et meget … privat gen. En lyst til ikke at underholde. Det er et tveægget sværd, og hvis man virkelig skal psykoanalysere det, så er jeg nok nødt til at optræde, men har egentlig slet ikke lyst. Det er desværre bare det, jeg er sat i verden for.”

DET STØJER PÅ Vesterbrogade, hvor der både er gang i stilladsarbejde, og hvor to arbejdsmænd er ved at bore et hul i asfalten, men Lars Ranthe fortsætter ufortrødent i rollen som snakkesalig guide. Her i kvarteret blev han født og boede senere ad to omgange, og det var også her, forældrene traf hinanden – en porcelænsmaler, der efter et ophold som ’ung pige’ i England var flyttet til storbyen, hvor hun mødte en typograf fra stenbroen.

”Min far så min mor og tænkte: ’Hold da kæft, en storbarmet provinspige.’ Så da hun en dag var nede for at hænge tøj op og havde ladet døren stå åben, gik han hen og smækkede den, så han lidt efter kunne stikke hovedet ud og sige: ’Du kan bare komme herind, mens du venter på låsesmeden.’ Det kom jeg så ud af,” siger han.

54-årige Lars Ranthes familieanekdoter bliver til forkromede fortællinger, hvor også bedsteforældre, han aldrig har mødt, levende indgår. Han fortæller om datidens Vesterbro, hvor ”alle mændene var alkoholikere, der var rotter i baggården og vold i gaderne”, og om bedstemor Rigmor, som var ”fuldstændig ærlig og filterløs”.

”Når hun kom gående på gaden, og en eller anden fulderik svinede sin dame til, brød hun altid ind: ’Du skal bare tale ordentligt til din kone!’ ’Hold din kæft.’ Så fik han sådan en knytnæve, at han væltede igennem porten. Det var Rigmor. Hun blev kaldt for ’Vesterbros skræk’, og hun var en rigtig motherfucker,” fortsætter han uden at trække luft ind.

Når Lars Ranthe kan genfortælle familiehistorier, næsten som havde han været der selv, skyldes det, at han som 16-årig flyttede tilbage til Vesterbro for i nogle år at bo sammen med sin far og med sin otte år yngre bror, der var kommet til i mellemtiden. 

I den periode havde faren og ældstesønnen ofte for vane at gå ture rundt i København, mens faren flittigt delte ud af historier om sin egen opvækst. 

”Det var sådan noget, man gjorde før mobiltelefonerne. Man gik en tur for at gå en tur. Fordi mine forældre blev skilt, og jeg efterfølgende boede hos min mor, tror jeg måske, at han havde behov for at fortælle, hvem han var.”

I ejendommen på Vesterbrogade 120 boede også både farmoren og oldemoren i hver deres lejlighed. Det var dengang, Vesterbro stadig var et arbejderkvarter, fortæller han – med alt det både charmerende og ucharmerende, der fulgte med: ludere, alkoholikere, junkier i trappeopgangene og i slutningen af 80’erne også gadekampe.

”Vi boede tæt på bz’erne, der havde besat teatret Sorte Hest, så der var aftner, hvor jeg kunne sidde i vinduet og kigge på kampe mellem politiet og de unge. Der var en helt anden stemning end i dag, hvor det hele består af middelklassebørn og hipstere.”

EFTER TRE ÅR på Rysensteen Gymnasium på Vesterbro fik Lars Ranthe arbejde i Ovnhallen på Den Kongelige Porcelænsfabrik – hans mor arbejdede der i forvejen som musselmaler – så han kunne skovle penge sammen til at blive skibums i De Franske Alper. I fem år kastede han sig farefuldt rundt i sneen og var sågar med til at starte freestyle-landsholdet op, en naturlig fortsættelse af sit liv hidtil, hvor han altid havde forsøgt at dulme sit rige indre følelsesliv ved at rende rundt og være vildbasseagtig. 

”Jeg har klart en melankoliker i mig, og hvis jeg bliver for meget med mine tanker, bliver jeg for urolig og blå. Så bliver jeg nødt til at kaste mig ud i noget fysisk. Bulderbassen har nok været min måde ligesom at være til stede i verden på, så jeg ikke forsvandt op i mit hoved,” siger han og ser eftertænksom ud. 

”Det er måske også derfor, jeg arbejder så fysisk som skuespiller. Det bliver altid underligt navlepillende, når jeg bliver for psykoanalytisk. Hvis jeg sætter kroppen i gang, følger psyken med, i stedet for at jeg står og tænker: ’Hvordan skal jeg gå? Jamen, jeg kan jo ikke gå. Jeg kan jo slet ikke gå!’ Hvis jeg bare begynder at gå, sker det af sig selv.”

På Odense Teaters elevskole i midten af 90’erne blev Lars Ranthe dog tvunget i den modsatte grøft. Her baserede filosofien sig på ’de indre linjer’, og der var blandt andet ’psyko-weekender’ på programmet, hvor eleverne kom i terapi for at finde ud af, om de selv døjede med angst, neuroser eller noget tredje, der kunne påvirke deres præstationer på scenen. Hvad han selv fandt på bunden af sit indre følelseskar, vil han ikke ind på, men han var overrasket over, hvor meget der var dernede. Og det var tiltrængt for ham at komme i kontakt med sine følelser, mener han, men så opstod næste problem. Han kunne ikke komme ud af sit hoved igen.

ÅRET EFTER Lars Ranthe dimitterede fra Odense Teater, medvirkede han i 1999 i forestillingen ’Mor og barn’ på Rialto Teatret, og herefter fulgte 10 år, hvor han først og fremmest var teaterskuespiller. Der var gode oplevelser, som da han spillede Wolf Günther i ’Udslet Hornsleth’ på Teater V og gav fuldstændigt los som en ung excentrisk homoseksuel fyr, og der var dårlige oplevelser, som da han spillede lalleglad sømand i den danske komedie ’Sømænd og svigermødre’ på Privatteatret, men han fandt sig aldrig rigtig til rette på de skrå brædder. 

”Jeg har vidunderlige kolleger, som jeg respekterer og elsker, og som får energi ud af at spille teater, men for mig er det bare … ­fucking hårdt, ikke. Jeg er ikke en teknisk skuespiller i den forstand, at jeg siger det på samme måde hver aften. Jeg insisterer på, at hver gang skal være som første gang. Jeg bliver også ked af det, for nu gjorde vi det så godt i går. Hvorfor skal vi så gøre det igen?”

På teatret viste underholdningstrangens tveæggede sværd sig mere end nogensinde før. Før han skulle på scenen, havde han det, som om han skulle dø, og hver aften måtte han trækkes til truget.

”Jeg brugte ekstremt meget energi på mentalt at forberede mig. Jeg tænkte: ’Det går ikke, jeg kan ikke, jeg er så dårlig, hvorfor gør jeg det her? Hvem er det, jeg prøver at imponere?’ Og bagefter tænkte jeg altid: ’Hvad fanden var du så bange for? Hvorfor er du sådant et latterligt menneske, der altid skal gå rundt og være hysterisk og selvoptaget? Tag dig dog sammen, din fucking nar!’”

DET VAR LARS Ranthes drøm at lave film og tv, men det store gennembrud fortsatte med at udeblive. Han kom ud som ung skuespiller i en tid, hvor ”Barcelonas førstehold allerede var udtaget”, som han formulerer det. Mads Mikkelsen, Kim Bodnia og hele den generation var blevet stjerner og havde besat alle pladser på holdet. 

”Jeg kom fra Teaterskolen og tænkte: ’Jeg bliver en kæmpestjerne!’ Det gjorde jeg ikke. Det var bare: ‘Glem det’ og ’Hvad siger du? Er Mads Mikkelsen interesseret? Så tager vi ham, og hvis han ikke kan, så bliver det Ulrich Thomsen, Nikolaj Lie Kaas eller Kim Bodnia.’ Det var lidt hårdt for min selvforståelse, for det var ’fuck off’ til min stjernedrøm.”

Der var intet andet for end at knokle videre på teatret. Her medvirkede han i alle mulige forestillinger og asede sig vej igennem hele paletten i håbet om at gøre sig bemærket – og blev det til sidst. Per Flys bror lavede scenografi til en forestilling, som Lars Ranthe medvirkede i, og da filminstruktøren selv tilfældigvis så den, tilbød han ham en lille rolle i ’Bænken’.

Det var første gang, nogen havde udpeget ham, og han var ivrig efter endelig at bevise sig. Som teaterskuespiller havde det frustreret ham, at han aldrig følte, at hans præstationer for alvor rykkede noget. Han havde for vane at overintellektualisere sine roller og følge det psykologiske kompas, og det blev ofte ananas i egen juice.

”Jeg spillede roller, der mærkede, følte og suttede sig selv – frem for at være aktive og levende. Mennesker er jo heller ikke hele tiden i gang med en psykoanalyse af sig selv, alligevel kan skuespillere tillægge en rolle alle mulige intentioner og følelser, så selve analysen til sidst står i vejen for rollen. I dag er det modsatte en stor kæphest for mig, men dengang var det noget, jeg selv forfaldt til.”

I ’Bænken’ blev Lars Ranthe uforvarende sendt ud på dybt vand. I karakter af ’Kaptajnen’ skulle han medvirke i en scene sammen med Jesper Christensen og Nicolaj Kopernikus, der spillede alkoholikerne Kaj og Stig. Det var ’Kaptajnens’ ansvar at smide dem ud af et arbejdsløshedsprojekt. Christensen og Kopernikus var gået method acting-vejen og havde hængt ud med virkelige alkoholikere en måned, før optagelserne gik i gang. De var deres roller, så da unge Lars Ranthe før sceneoptagelserne henvendte sig til førstnævnte, blev han i stedet mødt af Kaj.

”Hey Jesper, jeg …”

”Hold din kæft, mand. Du er så dum at se og høre på. Tror du, jeg gider høre på dig, mand. Sådan en student!”

”Øh, jamen, det er bare, fordi …”

”Fuck af, mand!”

Lidt efter fortalte Per Fly, at planerne var lavet om. I stedet for at optage scenen på ’Kaptajnens’ kontor, som der havde stået i manuskriptet, skulle scenen optages i en have, hvor arbejdsløshedsprojektet foregik. Instruktøren havde hyret 10 rigtige alkoholiker-statister til at medvirke i scenen, og de larmede og støjede, fordi de ikke var vant til at filme. 

Per Fly gav beskeden: ”Så går du bare ind og tager fat i Kaj og sætter ham på plads.” 

Alt, hvad Lars Ranthe havde øvet sig på hjemmefra, røg i skraldespanden. Han kunne ikke falde tilbage på sin forberedelse, og det var tilmed Jesper Christensen, han skulle spille over for.

”Jeg tænkte: ’Fuck, fuck, fuck!’ Men jeg havde ikke andre muligheder end at gå ind og give den alt, hvad jeg kunne. Jeg anede ikke, hvad jeg sagde, men det gjorde rent faktisk, at … det virkede.” 

Bagefter var Per Fly glad, mens Lars Ranthe var ”fucking rystet”. Da han sad i toget hjem, anede han ikke, hvad der lige var sket. Først da han efterfølgende så filmen, forstod han det: Han var blevet til ‘Kaptajnen’.

”Tvunget af omstændighederne slap jeg al analyse og blev på en mærkelig måde fri i det. Det var sådan, jeg opdagede, at jeg måtte lege med skuespillet ligesom et barn. Så kom hele psykologien til mig på en meget mere naturlig og lystfuld og sjov måde, end når jeg prøvede at regne mig frem til det hele. Dér forstod jeg, hvad jeg siden har fulgt: ’Når du følger dine instinkter, Lars, så bliver det godt.’”

SENERE FULGTE andre små roller i film som ’Se til venstre, der er en svensker’, ’Forbrydelser’ og ’Adams æbler’ samt i tv-serien ’Krøniken’, men der skulle gå adskillige år endnu, før han fik sit egentlige gennembrud. I den lange, magre periode løb der inden i ham en stærk understrøm af uforløst potentiale. Han skulle bare have den chance, så ville han vise dem. 

Men da den endelig opstod, så den helt anderledes ud, end han havde regnet med. I tv-serien ’Sommer’ fra 2008 landede han rollen som Jakob Sommer, der arbejder for Læger uden Grænser. 

”Jeg havde troet, at jeg ville blive sat til at spille sådan en fræk Vesterbro-dreng. ’Hold nu din kæft’ og alt det der. En slags Thomas Bo Larsen junior, eller hvad fanden ved jeg. I stedet blev jeg sat til at spille en følsom, altruistisk læge.” 

For Lars Ranthe viste det sig dog at være den totale lykke: ”Det er én ting at være en skuespiller, der kommer ind en enkelt dag og spiller bilsælger eller bistandsklient. En anden er at få en større rolle med større ansvar, som jeg fik i ’Sommer’. Der gik jeg fra at være stort set ukendt til pludselig at have et navn i branchen.”

Der gik da heller ikke længe, før telefonen ringede med en ny, spændende mulighed. Nikolaj Lie Kaas ville have ham til at læse manuskriptet til en film om Dirch Passer, hvor han selv skulle spille hovedrollen, og havde udset sig Lars Ranthe til en rolle som folkekomikerens evige makker Kjeld Petersen. 

Oprindeligt var rollen tiltænkt Kim Bodnia, men da han fik tilbudt ’Broen’, sprang han fra, og instruktør Martin Zandvliet og hovedrolleindehaver Kaas sad længe på Nordisk Film og spekulerede, før tiøren faldt.

”Nikolaj ville have en, der kunne matche ham i at være sjov, og så slog det ham: ’Fuck, det er jo Lars!’ Han kendte mig fra Teaterskolen, og han er selv en gammel klovn, så han kunne godt se, at jeg var sjov og kunne spille alle mulige crazy roller. Som jeg har fået det genfortalt, sagde han: ’Lars Ranthe, han kunne være fed!’ Hvortil Martin Zandvliet svarede: ’Jeg aner ikke, hvem fuck han er.’”

Til sidst lykkedes det dog Nikolaj Lie Kaas at overtale instruktøren, og da Lars Ranthe første dag sad med manuskriptet i hænderne, kunne han mærke, at hans store drøm var ved at gå i opfyldelse.

”Ved hver eneste scene tænkte jeg bare, at det var den fedeste rolle i verden, og at den simpelthen skulle blive min – nøj, hvor var det godt! Der er nogle gange i ens liv, hvor man tænker: ’Så er det nu. Nu det sker!’ … Sådan havde jeg det der.”

PÅ EN LILLE parkeringsplads i udkanten af Amager Fælled prøver Lars Ranthe at kommunikere med en kvindelig bilist, der er mere optaget af at kigge på den kendte skuespiller end på omgivelserne, da hun skal bakke ud, hvilket næsten går ud over en sagesløs cyklist.

”Kig, kig, KIG!” udbryder han og vinker med armene og får lige akkurat afværget katastrofen. 

”Det havde sgu været kønt, hvis hun havde kørt en cyklist ned, fordi hun havde så travlt med at stirre på mig. Den overskrift ville jeg gerne være foruden.”

Blæsten river i træerne og buskene på det store naturområde, der med sin placering tæt på centrum er genstand for evige diskussioner om naturbevarelse vs. boligbebyggelse. 

”Politikerne har altid drømt om at bygge herude. De kan jo ikke nære sig. Men det er bare et helt unikt naturområde og en lunge i byen, og det ville være synd og skam at bygge en masse åndsforsnottede hvide betonhuse,” siger han om Amager Fælled, hvor han ofte kom med sin far. 

Sønnen sad foran på cyklen, faren jokkede i pedalerne, og så trillede de rundt og spottede tårnfalke, tornskader og musvåger – og hvis de var heldige havørne og kongeørne. Han havde altid et æble, som sønnen kunne gnaske på, mens faren fortalte om fuglene og planterne, og når de fandt indtørret uglegylp, brækkede de det op for at finde musekranier og rester fra insekter.

Faren var ”ekstremt interesseret” i natur, og den store sorg i hans liv var, at han aldrig kom til at beskæftige sig professionelt med biologi og dyr, fortæller Lars Ranthe:

”Som barn kom han i zoologisk have hver dag, fordi han var så optaget af dyrene, og i skolen lavede han herbarium og skrev opgaver om planter, men hans mor sagde til ham: ’Per, du starter i lære som trykker.’ Sådan var det i 50’erne, så min far startede i typograf-lære hos en stor, fordrukken psykopat, som havde ludere rendende. Hans liv blev ikke, som han ønskede sig, til gengæld fik han dejlige drenge og skabte grundlaget for, at vi fik lov til at gøre det, vi drømte om.”

Lars Ranthe har båret interessen for naturen med sig på hobbyplan, og i dag er det ham, der altid snakker om fugle til sine to døtre. Det sker især i sommerhuset i Nordsjælland, hvor han ikke kan dy sig: ”Uh, en sølvhejre, den er sjælden!” Han sætter foder ud, så der kommer mange fugle forbi, særligt om vinteren, og for nylig spottede han en kernebider. Han har også tidligere set en stillids, en lille korsnæb og mere eller mindre sjældne havfugle.

”Jeg fortæller altid mine døtre om det, og det keder dem som regel, men så sker det alligevel en gang imellem, at en af dem pludselig siger: ’Se, far, en tårnfalk!’” 

KORT FØR SIN 50-års fødselsdag befandt Lars Ranthe sig i en lille fiskerbåd på Atlanterhavet omkring 30 sømil ud for Mexico. Som passioneret fisker var det hans fødselsdagsgave til sig selv. Før afrejse havde han besøgt sin far på plejehjemmet og rent mentalt forsøgt at sige farvel til ham. I snart 10 år havde faren lidt af alzheimers, og det lakkede endegyldigt mod enden. 

Langt ude på havet ringede hans telefon pludselig. De to lokale fiskere slukkede motoren og kiggede forbløffet på ham. Det burde ikke være muligt at få forbindelse så langt ude.

”Din far … han dør nu,” sagde hustruen Christine i telefonen. ”Vil du sige noget til ham?” Hjemme i Danmark lagde hun telefonen op til farens øre, så Lars Ranthe kunne overlevere sit livs sidste besked til ham: ”Farvel, far, jeg elsker dig.”

Bagefter satte han sig i den ene ende af båden og kiggede ud på det uendelige, spejlblanke hav. Det havde været en hård tid, år i konstant ventesorg, og nu var det slut. Så, pludselig, sprang en kæmpehval op af vandet og slog med halen. Det var højst 10 meter fra båden, og øjeblikket efter gjorde den præcis det samme igen. Det var næsten, som om den vinkede med halen. Så var den væk, og havet lå atter helt stille hen. 

”Det var, som om min far vinkede farvel til mig en sidste gang. Han har altid været naturinteresseret, så det var min fortolkning,” siger Lars Ranthe og ser stadig helt vantro ud, når han tænker tilbage på det: ”Det var et religiøst øjeblik for mig, det var fuldstændig out of this world.”

På sejlturen tilbage til Mexico sad han stille for sig selv og græd. Det havde været en ekstremt stærk oplevelse for ham.  

Siden har der været flere surrealistiske oplevelser. For halvandet år siden befandt han sig i familiens sommerhus, da en sommerfugl begyndte at sværme ved det ene vindue. Det var sidst på efteråret og passede slet ikke med årstiden, men da sommerfuglen blev ved at flyve rundt, kunne han til sidst ikke undslippe en snigende tanke i baghovedet. Til sidst åbnede han døren, rakte sin ene hånd frem og sagde: ”Far.” 

Straks landede sommerfuglen i hans hånd. 

”Det er for sindssygt,” tænkte Lars Ranthe, der begyndte at snakke til sommerfuglen. ”Hej far, hvor er det dejligt, du er kommet. Pigerne har det godt, Christine har det godt, men vi savner dig alle sammen.”

Han gik ind i sommerhuset, men sommerfuglen blev ved med at sværme omkring det samme sted, så han gik ud og gentog scenen fra før. Hånden frem, ”Hej far”, og straks satte den sig. Langt om længe sagde han farvel til sommerfuglen, der fløj bort og efterlod ham overvældet tilbage. 

”Når jeg siger ’far’, og den ligefrem flyver hen og sætter sig … altså, hvad fanden skal jeg så tro? Man kan vælge at sige: ’Ja, ja, det er bare et rent tilfælde.’ Men man kan også tro på noget større og smukkere. Og det gør jeg.”

TRE DRANKERE SIDDER på en bænk og deler en pose formiddagsbajere på Anker Jørgensens Plads i Sydhavnen. Da Lars Ranthe kommer gående og stiller sig foran statuen af den tidligere statsminister midt på pladsen, råber den ene – med refleksvest og tophue – til ham:

”Kan du huske Anker Jørgensen?”

”Ja, selvfølgelig.”

”Han var en sur mand på sine gamle dage.”

”Var han?”

”Ja, jeg boede i gården ved siden af hans, og han jog rundt med os, når vi drillede ham og ringede på hans dør.”

”Nå, så I har rigtig drillet ham?”

”Ja, men han var også en god mand.”

Så vender Lars Ranthe sig atter mod den forstenede Anker Jørgensen, som han som skuespiller gør levende i dokudramaet ’Anker’ om den tidligere statsministers liv i 70’erne. Det har været forbundet med stærk nostalgi at dykke ned i hele den æra, der minder ham om sin egen far, der selv var venstreorienteret, og som identificerede sig stærkt med arbejderklassen.

Som barn havde faren haft en drøm, hvor Gud var kommet ned til ham og havde sagt: ’Per, de fattige er de lykkelige.’ Det blev en form for kardinaldrøm, der var med til at forme hans verdensbillede resten af livet, fortæller sønnen: 

”Det er jo en drøm, man kan tolke på mange måder, men for min far udmøntede det sig i, at han ikke gad støtte kapitalismen. Han syntes, det var en dødssejler og vejen til krig, begærlighed og ulykke. Han stoppede på arbejdsmarkedet, lavede i stedet græsrodsarbejde og blev selvfølgelig udskældt af sine venner for at være en samfundsnasser, men han nægtede at støtte det kapitalistiske system. Det var sådan en uriaspost, han placerede sig på.”

Da Lars Ranthe som 16-årig flyttede hjem til faren, måtte han ofte lægge øre til de mange paroler. Til tider blev han træt af det og måtte kvittere med et: ’Hold nu kæft, far, det er ikke systemets skyld det hele!’ Men jo ældre han selv er blevet, jo større respekt har han fået for farens vedholdende idealisme.

”Han gik aldrig på kompromis, han solgte aldrig ud, og retrospektivt – efter hans død – må jeg konstatere, at han var en mand, der turde stå ved sine holdninger og leve efter dem. Det finder jeg helt vildt sejt,” siger han.

Det er først i løbet af de senere år, han har opdaget, hvor meget farens værdier også har været med til at præge ham selv. 

”Jeg har altid fundet det besynderligt, at når mine kolleger får lidt succes, flytter de straks til Hellerup. Jeg er dybt forankret i mit ophav som en dreng fra Urbanplanen og Vesterbro, og min historie er enormt vigtig for mig. Jeg sympatiserer med de fattige, jeg er socialt indigneret. Jeg giver også altid penge til fulderikkerne,” siger han og nikker i retning af statuen: ”Det var jo også Ankers kongstanke at hjælpe de svageste og de ufaglærte.”

Til hans store overraskelse har det ligefrem vist sig at være en ”helende” oplevelse at få lov til at træde ind i rollen som Anker Jørgensen.

”Det er blevet en personlig fortælling for mig at gestalte Anker som et ordentligt, sympatisk menneske, og det har meget med min far at gøre. Den person, han var, det liv, han havde, og mit savn af ham er blevet fremkaldt gennem den her rolle. Jeg føler på en mærkelig måde, at jeg endelig har ydet min far respekt.”

EFTER FARENS DØD rundede Lars Ranthe 50, han blev den ældste hanelefant i flokken, og det gik for alvor op for ham, at det lakker mod enden, uden at man kan gøre noget ved det.

”Når man bliver det højeste træ i skoven og samtidig begynder at se de fysiske forandringer, sker der nogle pladetektoniske ryk inde i én. Man bliver nødt til at forholde sig til livet som noget, man skal være taknemmelig for, at man stadig har. Og så kommer den der begyndende, snigende angst for det uundgåelige endeligt: Man skal dø. Man skal sige farvel til sine børn, til sin elskede hustru og til det her liv. Forhåbentligt ikke snart, men der kommer en dag …”

I tiden efter fødselsdagen blev de tanker så nærværende for Lars Ranthe, at de næsten overrumplede ham. Han greb efter forskellige hylder for at finde løsningen, omlagde sin livsstil og begyndte at dyrke mere motion, drikke mindre, og han gik til psykolog for at finde svar på eksistentielle spørgsmål som: ”Er jeg glad?” ”Er jeg god nok?” Han søgte råd hos ældre kolleger som Birthe Neumann og Sonja Oppenhagen og blev betrygget ved, at der med alderen følger en livserfaring, der er det hele værd. Men det var først, da han oplevede det på egen krop, at den indre ro endelig indfandt sig.

”Med ’Anker’-serien har jeg en følelse af at stå som skuespiller med en vægt og en tyngde, der gør, at jeg kan spille på en måde, jeg ikke har set mig selv spille før. Jeg har en følelse af at lande og blive voksen. Det er summen af mit liv. Det kan godt være, man tænker: ’Han går jo bare lidt rundt og siger noget’, men jeg kan selv se, at det, jeg laver, er noget, jeg kun kan gøre nu. Det er ligesom med ældre musikere. Som Miles Davis i sine sidste år. Han vidste alt det, han ikke behøvede at gøre, og det kan man ikke, medmindre man har gjort alt det andet først. ”

SIDST PÅ EFTERMIDDAGEN skal Lars Ranthe til at rejse sig fra cafébordet på Ipsen & Co på Gammel Kongevej, da en ældre dame ser sit snit til at score pladsen: ”Er I ved at gå?”

Lars Ranthe kigger op, får øjenkontakt. Så smiler han drilsk. 

”Nej, nu bliver jeg!”

”Så længe vi kan sidde her begge to,” siger hun muntert flirtende.  

”Ja, så kan jeg fortælle dig om mit spændende liv.”

”Så lad gå, du er trods alt en af de mest spændende herhjemme.”

Men Lars Ranthe må videre. Han har et møde med Per Fly – filminstruktøren, der gav ham den første filmrolle i ’Bænken’. De seneste par uger er der dukket en håndfuld mulige projekter op, men ellers har kalenderen længe set tom ud, for der er krise i tv- og filmbranchen.

”En af mine gode venner, en af de mest hæderkronede lydmænd herhjemme, startede som lokofører i mandags. Det er en voldsom krise. Jeg har ikke oplevet noget lignende i mine 25 år som skuespiller,” siger han og tømmer stående det sidste af kaffen.

Selv er han dog ikke så nervøs for sin fremtid, forklarer han. Han har for længst etableret sig som en integreret del af ’A-holdet’, som han så længe prøvede at få en plads på. Nu håber han at være skuespiller resten af sit liv. 

”Der er altid brug for en bedstefar i en eller anden film. Det er måske ikke så spændende rent actionmæssigt, som når man er 20, scorer damer, kører racerbil og skyder med revolver, men det er også et young man’s game. De ting ændrer sig,” siger han og klukker lige en sidste bemærkning, før han forsvinder ned ad gaden:

”Jeg kan sagtens huske, hvordan det var at være 20 år og synes, at folk på min alder var røvsyge, når de snakkede om forsikringer og ville i havecenteret. Men nu? Nu vil jeg fandeme selv helst i havecenteret.”