24. februar, Kharkiv, Ukraine

KLOKKEN FEM om morgenen lokal tid vågner Matilde Kimer til lyden af et brag. I mørket på hotelværelset famler hun febrilsk efter en stikkontakt og støder hovedet mod en væg, inden det lykkes hende at tænde lyset. Hun tager sine briller på og finder sin mobiltelefon frem. 15 ubesvarede opkald, alle fra hendes redaktør på Danmarks Radio i København.

Den 41-årige korrespondent trækker gardinerne fra og træder ud på den lille altan. Det er stadig mørkt udenfor og ikke til at se, præcis hvor larmen kom fra, men hun kan fornemme på lyden, at den ikke er tæt på. I ukrainske og internationale nyhedsmedier kan hun læse, at et militæranlæg i nærheden har været mål for et strategisk bombardement. Og at russiske tropper er trængt ind over grænsen cirka 50 kilometer fra byen.

”Vækket af adskillige kæmpe brag i Kharkiv!” twee­ter hun få minutter senere, inden hun ringer til sin redaktør, trækker i en T-shirt og gør sig klar til de første live-gennemstillinger til tv og radio. Udenfor fortsætter bragene.

Sent aftenen forinden indlogerede hun sig på det lille pensionat i nærheden af banegården i Kharkiv efter at have tilbragt nogle dage i Donbass-regionen, hvor ukrainske styrker og pro-russiske separatister har været i krig siden 2014. I byen Sjastje – som betyder lykke på ukrainsk – måtte hun flygte under et besøg ved et checkpoint hos det ukrainske politi, da byger af Grad-missiler slog ned i nærheden. Ikke siden hun dækkede revolutionen og borgerkrigen for næsten syv år siden, havde Matilde Kimer hørt lyden af det russiske missilsystem, der fra ladet af en lastbil kan affyre 40 raketter på 20 sekunder. Og da hun på vej tilbage mod Kharkiv så konvojer af ukrainske kampvogne komme kørende i den modsatte retning og hørte i radioen, at lufthavnen i byen ville lukke, fornemmede hun, at noget var undervejs.

Fra Kharkiv i øst skal hun med toget til Kyiv, hvor hun har en frokostaftale og en tid til at få ordnet negle, inden hun skal videre med fly hjem til Danmark, hvor hun skal have foretaget en vigtig operation. Men nu lyder der meldinger fra Kyiv, der også er blevet ramt af ballistiske missiler, om aflyste fly, og DR’s sikkerhedsfirma giver hende besked på indtil videre at blive, hvor hun er. Så Matilde Kimer, der er eneste gæst på pensionatet, går i stedet ned i receptionen på jagt efter kaffe. Hun får tiltusket sig en dobbelt espresso hos indehaveren, en ældre kvinde i natkjole, som går rundt og bander ind i sin mobiltelefon.

”Er han blevet sindssyg?” spørger Matilde Kimer, mens de står der i køkkenet. Altså Putin, underforstået.

Kvinden, som er pro-russisk, hvæser tilbage:

”Alle vores politikere er sgu da sindssyge.”

ET PAR TIMER og adskillige live-gennemstillinger senere får Matilde Kimer nys om, at også TV 2-korrespondenten Rasmus Tantholdt og hans fotograf Simon Borg er i Kharkiv. De befinder sig i den anden ende af byen på et hotel, hvor der er rigeligt med mad og en underjordisk parkeringskælder, man kan søge ly i, hvis russiske missiler kommer for tæt på. Og da pensionat-indehaveren i natkjolen beslutter at lukke biksen, får Matilde Kimer arrangeret transport og skaffet sig et værelse med hjælp fra sine danske kolleger.

På hotellet mødes hun senere på dagen med sin ukrainske fotograf Mykola, som er bosat i Kharkiv og var med hende i Sjastje dagen før. I mellemtiden har han, trods store protester fra teenage­datteren, kørt sin fa­milie i sikkerhed hos svigerforældrene ude på landet og fundet en af de få tankstationer i området, hvor man stadig kan få benzin. Ud på eftermiddagen kører han og Matilde Kimer sammen nordpå for at tale med naboerne til det bombede militæranlæg. Her møder de en mand, hvis altan er blæst helt ind i dagligstuen på grund af trykket fra eksplosionen.       Tilbage på hotellet, hen på aftenen, kan Matilde Kimer ane konturerne af bevæbnede ukrainere i gaderne, som er begyndt at mobilisere. Natten igennem fortsætter eksplosionerne.

Næste dag tager hun toget til Kyiv sammen med Rasmus Tantholdt og Simon Borg for at mødes med DR-kollegaen Anna Gaarslev og en journalist fra BT, mens Mykola bliver tilbage i Kharkiv. Fra Kyiv er det planen, at de næste dag skal rejse ud af Ukraine via havnebyen Odessa i syd. Derfra vil DR’s sikkerhedsfirma transportere dem det sidste stykke ud af landet over grænsen til Moldova. Men sent lørdag aften, da de sidder på toget og er nået halvvejs til Odessa, ringer en rådgiver fra sikkerhedsfirmaet.

”I skal hoppe af toget, inden I kommer frem. Der er indført totalt udgangsforbud, og vi kan ikke komme ind og hente jer,” lyder beskeden. Matilde Kimer og hendes kolleger må stå af på et trinbræt langt ude på landet uden at være helt sikre på, hvor de befinder sig i det bælgravende mørke. De tilbringer natten i en lille, uopvarmet stationsbygning, og næste morgen forsøger de, med lidt chokolade fra stationsforstanderinden i maven, at tage en bus ind til den nærmeste by. Ved første militære checkpoint bliver de stoppet og mødt af direktøren for et af Ukraines største atomkraftværker, som ligger under en kilometer derfra i Kostjantinivka.

”Dobroserdetjnyj,” siger han til soldaterne, det betyder venligtsindet på ukrainsk. Efter en ransagning af deres kufferter, hvor hver en sur sok bliver vendt, eskorterer direktøren dem personligt igennem de næste to checkpoints ind til Kostjantinivka og indlogerer dem på et lille hotel. Her bliver Matilde Kimer afhørt, først af hjemmeværnet og dernæst af politiet, som modsat atomkraftværksdirektøren er mistænksomme på grund af hendes russiske visum. De gennemgår alle hendes billeder og beskeder, og først da de læser hendes samtaler med Mykola, der overvejer at melde sig til den ukrainske hær, bliver de overbevist om, at Matilde Kimer ikke er russisk spion. Det lykkes også at skaffe passage for DR’s sikkerhedsfirma, og om mandagen – på krigens femte dag – forlader det lille hold af danske journalister Ukraine via Moldova og videre til Rumænien, hvorfra der går et fly til København.

Matilde Kimer og fotograf Lau Svensson, er lige ankommet til Ukraine og er på vej mod Kyiv.

På vej ud mod byens nordlige forstæder, hvor der er kampe.

18. marts, Hvidovre, Danmark

I RISBJERGKVARTERET, cirka 1.300 kilometer fra Kyiv, er foråret ved at få fat i ligusterhækkene omkring parcelhusene, der strækker sig næsten endeløst fra Åmarken Station og helt ud til Holbækmotorvejen. Det er en måned siden, at Matilde Kimer sidst var hjemme fra Moskva for at sætte familien af i Hvidovre og pakke en kuffert til reportageturen i Ukraine. Siden august 2021 har Kimer, hendes mand og deres tre børn boet i den russiske hovedstad, men i starten af året tog de en beslutning om, at familien skulle flytte hjem, mens hun skulle dele sin tid mellem Moskva og København. Dels fordi de gerne ville tilbage til Danmark, dels fordi stemningen i Rusland ifølge Matilde Kimer har ændret sig drastisk det seneste år.

”Det, der plejede at være internationale skoler i Moskva med mange forskellige nationaliteter, består nu af 80-90 procent børn af rige russere. Miljøet var ikke længere særligt åbent over for udlændinge, og derfor var det heller ikke en stor succes for vores unger. Vi har snakket med de andre danske familier, vi kender derovre, og de har også mærket, at noget har ændret sig,” siger hun, da vi mødes i Hvidovre.

Korrespondenten fortæller, at det, man blandt russere populært kalder ’køkkensnakken’, er vendt tilbage:

”Alle russere, som har oplevet tiden før murens fald, ved, hvad det betyder: At alle vigtige samtaleemner kun foregår hjemme i køkkenet med lave røster og med radioen og tv’et skruet op. Uanset om jeg taler med journalister eller forretningsfolk, er meldingen, at Putin virkelig har strammet skruen, særligt det seneste års tid.”

Det var dog ikke meningen, at Matilde Kimer helt skulle forlade Rusland. Efter reportageturen til Østukraine var det planen, at hun skulle tilbage til sin lejlighed i Moskva. Men siden krigen brød ud, er alle vestlige flyforbindelser til Rusland blevet lukket, og det samme er Matilde Kimers russiske bankkonto, da Visa og MasterCard har besluttet at stoppe alle aktiviteter i landet.

”Jeg havde forsøgt at spare lidt sammen, fordi vi skulle til at have dobbelt husførelse, og fordi jeg skulle have råd til at flyve frem og tilbage fra København til Moskva. Det var blevet til en pæn portion penge, hvis jeg selv skal sige det, men de er så ikke meget værd længere, fordi de er i rubler.”

INDTIL VIDERE BOR Matilde Kimer sammen med sin familie i deres parcelhus i Hvidovre, som har været igennem noget af en genopretning, efter at det i en periode var lejet ud, mens de var i Moskva, til det, de troede var en enlig mor. Efter en måneds tid begyndte Matilde Kimer og hendes mand imidlertid at modtage naboklager om højlydte fester i weekenderne. Folk kom og gik fra huset konstant, på alle tider af døgnet. Senere ringede en nabo og fortalte, at flere af møblerne i huset var flyttet ud i haven, og at kommunen havde sendt en rottefænger, fordi der lå så meget skrald og flød i indkørslen. Rottefængeren havde banket på døren og var blevet mødt af en ung, letpåklædt kvinde, og efterfølgende var han gået ind til naboen:

”Ved I godt, at der er et bordel derinde?” spurgte han.

Matilde Kimer og hendes mand gik på Google og tastede lejerens navn og mailadresse ind.

”Vi fandt adskillige sexannoncer med vores stue og vores børns værelser som baggrund,” siger hun.

De klagede både til firmaet, som havde stået for udlejningen, og forsøgte at melde lejeren til politiet. Men i første omgang uden held. Der endte med at gå næsten tre måneder, inden Matilde Kimer og hendes mand i slutningen af december fik fogedrettens ord for, at lejeaftalen var misligholdt. Den kvindelige lejer – som benægtede alle anklager – forlod huset, og bag sig efterlod hun et oprydnings- og renoveringsprojekt til flere hundredtusind kroner. Matilde Kimer og hendes mand har forsøgt at få dem godtgjort gennem en erstatningssag, men uden de store forhåbninger om, at det bærer frugt.

”Da vi kom hjem første gang, var der rykket senge ind i alle værelser, væggene var helt gule af røg, og der var skoddet cigaretter på trægulvet. Der var bare lort over det hele, og de havde efterladt de mærkeligste ting, for eksempel en kunstig kvindeoverkrop. Det har krævet to måneders hardcore renovering at bringe huset tilbage til en stand, hvor vi har lyst til at bo der igen,” siger Matilde Kimer, der sukker højlydt, mens hun fortæller.

”De seneste måneder har virkelig været en perfect storm. Jeg ved efterhånden ikke, om jeg skal grine eller græde.”

Matilde Kimer og Lau Svensson i Kharkiv. Den hårdt ramte bydel Saltivka er under angreb.

RUNDT OM HALSEN bærer korrespondenten et lille mønstret halstørklæde. Det skjuler stingene fra den operation, som hun rejste hjem fra Ukraine for at gennemgå. I starten af året, mens hun var i Moskva, begyndte hun at få synkeproblemer, og når hun kiggede sig i spejlet, kunne hun se en knude på halsen. Hun gik til sin russiske læge, der fandt to cyster, den ene med en diameter på hele to centimeter. De blev tømt for blod og betændelse, og for en sikkerheds skyld besluttede lægen, at der også skulle laves en vævsprøve.

”Det russiske hospitalsvæsen er meget ulig det danske, når det kommer til at give dårlige nyheder,” siger Matilde Kimer. 

”Jeg fik en mail med en pdf-fil, mens jeg sad i Kharkiv sammen med Mykola. Der måtte jeg altså lige have en rigtig stærk espresso.”

Resultatet af vævsprøven viste, at hun havde en tumor i halsen. Under sit besøg i Danmark har hun derfor fået fjernet halvdelen af sin skjoldbruskkirtel. De efterfølgende undersøgelser har vist, at kræften ikke har nået at sprede sig, og hun har fået grønt lys af lægen til at tage til Ukraine igen og dække krigen, så snart stingene er fjernet.

Matilde Kimer lader til at tage diagnosen i stiv arm, som et bump på vejen. Måske fordi hun har prøvet det før.

HUN VAR 14 år gammel, da hun første gang mærkede en knude i halsen. Når hun trykkede på den, gjorde det ondt helt omme i hendes ryg. Hun blev sendt til en kiropraktor, som knækkede og brækkede, men lige ondt gjorde det, og i stedet gik hun til sin læge og kom til undersøgelse på Slagelse Sygehus. Smerterne skyldtes, viste det sig, at knuden trykkede på en nerve, der løb fra halsen om i ryggen. Men lægerne fandt også, at hendes lymfekirtler var fulde af kræft.

”Det var noget røv,” siger Matilde Kimer, som ikke har for vane at pakke tingene ind.

Dengang, i 1995, gik hun i 8. klasse i Korsør. Hun blev sendt til kræftafdelingen på Rigshospitalet, hvor lægerne fortalte hende, at det var usædvanligt for en 14-årig, og endnu mere usædvanligt for en 14-årig kvinde, at få konstateret lymfekræft, som var mest almindeligt blandt mænd over 30. De fortalte, at kræften var i stadie 2b ud af fire, og at alt under tre havde gode udsigter for helbredelse. Men også, at det ville blive en drøj omgang at komme igennem.

Kuren lød på 12 gange to ugers kemoterapi. En uges intravenøs behandling efterfulgt af en uge med piller, siden en uge uden noget, og så begyndte det forfra. Den første omgang fik Matilde Kimer kort inden sin 15-års fødselsdag 23. december, og som vinteren og foråret gik, blev hun stadig mere afkræftet. Kemoterapien gav hende kvalme, om morgenen på vej til skolebussen brækkede hun sig, og i maj, netop som læseferien i 9. klasse skulle til at begynde, valgte hun at sige stop:

”Jeg var pissefølsom og usikker, jeg tabte mig og havde det ad helvede til, og efter 10. omgang sagde jeg, at jeg ikke kunne mere. Jeg følte, at jeg var ved at dø af behandlingen, ikke af sygdommen.”

Hendes læge sendte Matilde Kimer til en scanning, og til hendes held viste den, at kræftcellerne var krympet nok til, at hun kunne springe de sidste to gange kemo over og i stedet gå i strålebehandling.

I sommerferien efter 9. klasse kørte hun hver morgen med sin far til Rigshospitalet. Her fik hun støbt en form til sin overkrop og sit ansigt og en bideskinne til tænderne.

”Og så blev jeg ellers kørt en tur gennem mikroovnen. Fra mandag til fredag, 25 dage i alt,” siger Matilde Kimer, der blev strålet, til både hår og huden bag ørerne faldt af. 

Når hun efterfølgende tog på arbejde i Bankernes EDB Central, hvor faren arbejdede og havde skaffet hende ind som piccoline, gik hun omtåget rundt på gangene, høj af al den morfin, hun tog mod sine smerter.

Men strålerne virkede, og 1. august blev Matilde Kimer meldt rask. Hun havde stadig smerter, men en weekend inden hun skulle starte i gymnasiet, hvor hun var alene hjemme hos sin mor med en veninde, besluttede hun sig for at droppe morfinen fra den ene dag til den anden.

“Jeg kørte en ’Christiane F.’ og tog en kold tyrker,” siger Matilde Kimer.

”Jeg havde ryste-, svede- og kuldeture hele weekenden. Men da jeg startede i 1. g på Slagelse Gymnasium, klarede jeg mig helt uden smertestillende. Jeg var tyndhåret, endnu mere bleg, end jeg plejede at være, og der gik et lille års tid, før jeg så helt normal ud igen. Men jeg var rask.”

Rådssal på regionskontor i Kharkiv efter angreb.

Matilde Kimer og hendes følgeskab sover på gulvet i en privat lejlighed, som de har fået lov at bruge af ejeren, som er flygtet.

I KORSØR VAR Matilde Kimer vokset op i skyggen af Storebæltsbroen. I slutningen af 80’erne og starten af 90’erne kom ’brobisserne’ til byen, både de brovtende danskere og de brovtende udlændinge, og på byens værtshuse hang lussingerne løst. Matilde Kimer blev født gammel, siger hun selv: lidt moraliserende, lidt bedrevidende og altid meget fornuftig. En diametral modsætning til hendes arkitekt-mor, der var mere ’ingen bh og fri karma til folket’, mens Matilde var den generte, kontrollerende, men ansvarlige storesøster til sin syv år yngre bror, der stadig lå i hendes mors mave, da moren forlod sin mand og flyttede i lejlighed midt i Korsør. Resten af deres barndom boede børnene hos moren. Faren var der, men han fyldte – og fylder stadig – ikke meget i Matilde Kimers liv.

Fra 1. til 9. klasse nåede hun at frekventere fire forskellige skoler. Alle stederne kedede hun sig. I fritiden spillede hun musical og teater, og det tog hun seriøst, så under kræftforløbet måtte sygeplejerskerne møde op på ungdomsskolen, når hun midt i prøverne til en forestilling skulle have sine indsprøjtninger for at styrke immunforsvaret.

Da Matilde Kimer var 12 år gammel, flyttede hendes mor til en nedlagt gård uden for Korsør, en beslutning, som mildest talt ikke faldt i god jord hos pre-teenageren. Og da hun godt og vel fire år senere skulle begynde i 2. g, var hun så træt af den lange, kedsommelige bustur til gymnasiet i Slagelse, at hun fik overtalt sin mor til at lade hende flytte hjemmefra og ind i en lejlighed i byen. Hun lånte den af en bekendt af familien, mens han var udstationeret i Jugoslavien. 

I Slagelse var Matilde Kimer med i alt det drama, hun kunne komme i nærheden af, både på gymnasiet og på det lokale teater. Lang tid efter hendes studentereksamen var hun fast overbevist om, at hun skulle være skuespiller eller musicalsangerinde, og efter en kort retur hjemme hos mor flyttede hun til København og tog et job som syngende tjener på Det Ny Teater. Hendes mål var at spare penge nok sammen til at komme på musicalskole i udlandet.

”Jeg tog til England og gik til optagelsesprøve på flere forskellige musicalskoler. På en skole i London nåede jeg to gange til anden optagelsesrunde, hvilket fik mig til at tro, at der jo måtte være noget, der duede. Der havde det nok været mere barmhjertigt at smide mig ud med det samme,” siger Matilde Kimer.

I mellemtiden arbejdede hun 250 timer om måneden som tjener i Sovino-koncernen. Først på Café Victor, kort på Café Sommersko, så på Café Ketchup og endelig på Divan 1 i Tivoli. Om morgenen, inden hun mødte på job, gik hun til sang, drama og flere pinefulde ballettimer, end hun kan tælle, men til sidst måtte hun sande, at talentet ikke rakte. Da hun som 21-årig stod med bar kærestesorger og knuste drømme, besluttede hun at tage til Paris for at besøge sin mormors bror og hans russiske kone, tante Jeva.

EN ISKOLD DAG i september 2002 steg Matilde Kimer af et fly i Skt. Petersborg. Sommeren havde hun tilbragt i Paris, og da hun ankom til den franske hovedstad, havde hendes russiske tante kigget på hende og sagt:

”Du er blevet 21, kan du så komme i sving!”

Hun mente, at den unge dansker ville have godt af at lære noget russisk, så sammen terpede de det kyrilliske alfabet. Matilde Kimer begyndte at drømme om at rejse gennem det enorme land mod øst. Der var bare ét problem: Hun kunne ikke få visum.

Men det havde Jeva også råd for, og med lidt hjælp fra sine venner på det russiske konsulat fik hun arrangeret, at Matilde Kimer kunne få visum, hvis hun lod sig skrive ind på et universitet i Rusland – og hvis hun lovede at tage franske sæber med til tantens veninder. Og nu stod hun her i lufthavnen i Skt. Petersborg med en taske og en rejsecheck og kiggede på en brysk russisk mand, der hverken smilede eller sagde hej. Han holdt blot et skilt med hendes navn skrevet på kyrillisk.

Chaufføren kørte hele vejen gennem byen og stoppede ved en grå bygning af den mest dunkle og triste slags, man kan forestille sig. I receptionen pressede hun sit pas op mod ruden og fik udleveret en seddel med et nital, nummeret på salen, som hun skulle bo på. Matilde Kimer fik udleveret et lagen og et sengebetræk og blev peget ind ad en dør, hvor der sad en italiensk pige, hun skulle dele værelse med. Af hende lånte hun nogle rubler til en kop minutnudler og en flaske vand fra kiosken, for hun havde selv glemt at hæve.

Næste dag bumlede de gennem Skt. Petersborg i en udjokket traktorbus til universitetet i den anden ende af byen, hvor Matilde Kimer skulle læse russisk. Hun blev placeret på superbegynderholdet sammen med 10 kinesere, der ikke kunne så meget som ét russisk bogstav, og allerede på andendagen spurgte hendes lærer, om ikke hun var interesseret i at rykke op til niveau to. I stedet kom hun på hold med en svensker, en spanier, en serber og døtrene af både en italiensk pizzamogul og Tanzanias ambassadør i Rusland, og hun blev en del af en flok, som var faste gæster i billardbaren på kollegiet. De lavede sammenskudsgilder, drak øl og gik på byens museer og udstillinger, hvor billetterne kostede, hvad der svarede til en tokrone.

Det var året inden, Skt. Petersborg i anledning af byens 300-års jubilæum blev renoveret fra ende til anden. Fra det ene gadehjørne til det andet kunne man gå fra næsten Venedig-lækre kanaler og gamle kirker til bygninger, som så ud, som om de ville skvatte sammen, hvis man pustede på dem. På fortovet kunne man købe hjemmebrændte film, som helt åbenlyst var optaget i en biografsal, og der var små dodgy kælderbutikker, hvor Matilde Kimer købte piratkopierede cd’er med klassisk russisk musik.

Der var dage, hvor hun terpede, men Matilde Kimer var ikke nogen ambitiøs studerende. Da hun kom hjem til jul efter tre måneder i Skt. Petersborg, havde hun ikke lært andet end en håndfuld sætninger på russisk. Men hun var faldet pladask for det kugleskøre land. Og det eneste, hun vidste, var, at hun skulle tilbage.

Motorvej omkring Makariv/Irpin uden for Kyiv med efterladt russisk materiel.

Vejskilte og byskilte i udkanten af Kyiv er enten malet over eller taget ned for ikke at hjælpe den invaderende hær med at finde vej.

”HVOR SER DU dig selv om fem år?”

I efteråret 2008 sad Matilde Kimer til MUS-samtale på Danmarks Radio og stirrede tomt på Radioavisens redaktør. Hun havde en fornemmelse af, at chefen fandt spørgsmålet omtrent lige så idiotisk som hende selv, så hun tog chancen og svarede: ”Om fem år har jeg genåbnet DR’s Moskva-kontor.”

Der blev helt stille i lokalet. Matilde Kimer nåede at tænke, at det måske var lige friskt nok. 

På det tidspunkt var hun ansat på P3 Nyhederne efter at have været i praktik på DR, som året forinden havde droppet at have en journalist med fast base i Moskva. Efter hun kom hjem fra Rusland i 2002, havde hun søgt ind på journalistik på Syddansk Universitet, fordi hun vurderede, at det var den nemmeste vej til at lave noget med Rusland. Da hun fik praktikplads i DR, spurgte de, om det ville være okay, hvis det meste af hendes ophold kom til at foregå på udlandsredaktionen (”Øh, ja!”), og helt grøn fik hun lov til at tage til Moskva og lave radioindslag om korruption. Men meget nærmere var hun ikke kommet et job som korrespondent.

Et par uger efter MUS-samtalen stoppede chefen hende ved kaffeautomaten.

”Mente du det, du sagde?” spurgte hun.

”Ja, selvfølgelig,” svarede Matilde Kimer.

I første omgang fik hun en udstationering på 4-5 måneder hen over foråret og sommeren 2009. Genåbningen af Moskva-kontoret kom først senere, men Matilde Kimer – der har beskæftiget sig med Rusland lige siden – var lykkelig.

”Den dag i dag er jeg meget taknemmelig for, at min chef dobbelttjekkede, at det ikke var en joke til MUS-samtalen. For jeg fnisede muligvis lidt, da jeg sagde det.”

RUSLAND ER PÅ mange måder et svært tilgængeligt land. Sproget er kropumuligt, kulturen er milevidt fra den danske, og russerne er mildest talt ikke et folk, der løber fremmede i møde med åbne arme. Men netop fordi det er vanskeligt, elsker Matilde Kimer det.

”Du skal fandeme gøre dig fortjent til russernes tillid og til deres sjove vittigheder,” siger korres-pondenten, som 20 år efter sin første tur til Skt. Petersborg stadig tager sprogtimer i russisk.

”Men når først man er kommet ind i varmen, er venligheden og hjælpsomheden enorm.”

Hun ramte Rusland på et tidspunkt, hvor landet var i gang med at åbne sig, og hvor udviklingen gik stærkt både økonomisk og kulturelt efter de fattige og uretfærdige 90’ere. 00’erne var en opblomstringsfase i Rusland, hvor det føltes, som om alting gik lidt bedre. Oliepriserne steg, så der var penge til at bygge idrætshaller og fodboldbaner, og der opstod en middelklasse, som fik råd til at tage på ferie og være belastende på alle verdens ­all-inclusive resorts.

”Det var et samfund, som gik fra frigear til sjette gear på et sekund, og jeg kunne tilbringe en måned i Moskva og føle, at der skete mere, end der gjorde på fem år i København,” siger Matilde Kimer.

”Alt i Rusland var ikke godt, bestemt ikke, men der var kræfter, som kæmpede for demokratisering og mangfoldighed, og jeg syntes, at der var så mange grunde til at elske russerne og elske at arbejde som journalist i Rusland. Det virkede som en uudtømmelig kilde af fantastiske historier og vilde mennesker, som bare lå derude og ventede på mig. Jeg synes stadig, at jeg vader rundt i vilde historier, når jeg er derovre.”

Men du siger også, at stemningen er vendt. Hvad frygter du, at krigen kommer til at gøre ved Rusland?

”Det, der foregår i Rusland lige nu, er en gigantisk brain drain. Begavede forskere, kunstnere, kulturpersonligheder og andre medlemmer af intelligentsiaen forlader landet, fordi de ikke kan få vejret, eller fordi de frygter at komme i fængsel. Med andre ord er man ved at miste mange af de mennesker, som er med til at drive et samfund fremad, og tilbage står propagandister og dem, som ikke ser noget problem i, at man hjernevasker den påvirkelige del af befolkningen. Alt bliver mere ensrettet, og det russiske samfund bliver fattigere, ikke kun økonomisk. Blandt den del af befolkningen, som ikke støtter Putin, spreder angsten og frygten sig, når Putin taler om udrensning i eget land af forrædere og folk, som bedriver femtekolonne-virksomhed, fordi det giver nogle virkelig uhyggelige associationer til en vis sovjetisk leder (Stalin, red.).”

Og på det personlige plan?

”Mere egoistisk er jeg også ulykkelig over, at det Rusland, jeg kendte for bare nogle måneder siden, er smadret, ikke bare rent praktisk på grund af sanktioner, men også fordi det russiske folk kommer til at bære den her krig på sine skuldre, ligesom tyskerne måtte bære skylden for anden verdenskrig i årtier. Mange af russerne er stolte og vil måske ikke erkende det nu – det ville tyskerne i øvrigt heller ikke dengang – men jeg er sikker på, at erkendelsen kommer senere. Putin fortæller det russiske folk, at de er en nation af vindere og af fredsbevarende helte, men når det går op for dem, at de velsagtens er i gang med at begå et folkedrab, hvad er der så tilbage at være stolte af? Siden han kom til magten, har han fortalt dem, at den største præstation nogensinde var sejren i anden verdenskrig, men der er jo for fanden en udløbsdato for, hvor længe man kan gå og være stolte af noget, der skete i 40’erne. Man kan ikke kun leve i fortiden og i fremtiden, der er altså også nogle, som er nødt til at tage ansvar for nutiden, og lige nu er Putin i gang med at fratage mange russere deres nutid. Det gør mig både vred og ulykkelig.”

Hvad siger de russere, du har talt med, til krigen?

”Hvis man skal være meget grov, kan man inddele det russiske folk i tre dele: En tredjedel elsker Putin og mener, at han er Ruslands frelser. En tredjedel hader ham og mener, at han ødelægger Rusland. Og en tredjedel er så apolitiske, at de nægter at tage aktivt del i samfundsdebatten på nogen måde. Hvis man abonnerer på Putins version af, hvad der foregår i både Ukraine og Rusland, så synes man jo, at han er i gang med at redde både russerne og ukrainerne.”

Men hvad med alle sanktionerne, påvirker de ikke folkestemningen?

”Jamen, hvis skyld er det, at livet er blevet værre, ifølge Putin? Det er Vesten. De vil kue russerne, siger han, de vil skabe splittelse, og den eneste måde, vi kan modstå det, er ved at stå sammen. Og russerne er altså et exceptionelt udholdende og tålmodigt folk. Tænk på, hvad de har gennemlevet før murens fald.”

Kharkiv, april. Anslået 15.000 mennesker bor permanent i metroerne. Både på perroner og i togstammerne.

22. marts, E40-motorvejen, Polen

PÅ EN MOTORVEJ i det sydlige Polen forsøger Matilde Kimer at beskrive, hvor hun befinder sig, men det er så mørkt udenfor, at hun må give op. Det eneste, hun kan se, er asfalten, som lyses op af lyskeglen fra bilens forlygter, suser under hende og forsvinder i bakspejlet. 

Siden tidligt i morges har korrespondenten, fotograf Lau Svensson og en tredje DR-kollega – der har meldt sig til at køre bilen hjem igen – skiftedes til at sidde bag rattet på den 30 timer lange køretur fra Danmark til Ukraine. Matilde Kimer har netop overstået sin tørn og sat sig til rette i passagersædet, da vi taler sammen på en telefonforbindelse et sted mellem Wroclaw og Krakow, hvor de elektroniske vejskilte, som plejer at signalere kø forude, i stedet er udstyret med telefonnummeret til en hjælpelinje for ukrainske flygtninge. Planen er, at hun skal tilbringe de næste tre uger i Ukraine. Helst ville hun slet ikke have været væk, men operationen tvang hende hjem.

”Jeg havde det forfærdeligt, da jeg måtte forlade Ukraine for tre uger siden. Men måske var det slet ikke en dårlig ting, at jeg var nødt til det. Det betød, at jeg måtte give mig selv lov til at slippe det hele et øjeblik. Jeg har en fornemmelse af, at det er dér, jeg hører til. Men selvfølgelig hører jeg også til hos min familie. Det, der sker i Ukraine lige nu, er bare så vigtigt at fortælle om.”

De seneste uger har Matilde Kimer være i konstant kontakt med sin ukrainske fotograf Mykola, der i mellemtiden har stillet kameraet fra sig, grebet en riffel og nu kæmper for den ukrainske hær. Deres ældste døtre er jævnaldrende og skriver også sammen, og Matilde Kimer får løbende meldinger fra sin kollega, der er en af 4-5 gode venner i Ukraine, som hun taler med jævnligt.

”Hvis der går mere end 24 timer mellem, at jeg hører fra ham, får han en rigtig mor-opsang fra mig. Den ene gang var det hans egen mor, der tog telefonen og beroligede mig: ’Ja ja, han er altså okay.’”

NÅR MATILDE KIMER er hjemme i Danmark, er hun blevet bedre til at slippe sit arbejde. Før i tiden kunne der gå uger, fra hendes krop kom ind ad døren i Hvidovre, til hendes hoved fulgte trop. I 2014 var hun på Maidan-pladsen i Kyiv, da revolutionen brød ud, og hun fløj frem og tilbage mellem Danmark og Ukraine, da Rusland annekterede Krim, og revolution blev til borgerkrig.

Det var første gang i karrieren, at hun skulle arbejde som krigskorrespondent, og som månederne gik, flyttede krigen ind i hende – som hun skrev i sin bog, der udkom i 2016. I ’Krigen indeni’ følger man en ung ukrainsk mand, der drager i krig, en ukrainsk husmor, som bliver politisk aktivist, og ikke mindst Matilde Kimer selv, som midt i sit livs vigtigste historie må sande, at hendes job er ved at koste både hendes helbred og hendes ægteskab med Jesper Schwartz – en tidligere DR-fotograf, som Matilde Kimer mødte på arbejde i Irak i 2008. Han havde kvittet jobbet og var blevet fotograf i kommunikationsbranchen, og han havde svært ved at forstå, hvorfor hun havde behov for konstant at rejse et sted hen, hvor hun udsatte sig selv for fare. 

Når hun endelig var hjemme, slæbte Matilde Kimer alle sine frustrationer og bekymringer med sig. Hun sprang op fra køkkenbordet, som var der detoneret en bombe, når hendes børn kom til at vælte et glas vand. Hendes krisepsykolog kaldte hende ’grænseløs’ og rådede hende til at holde en pause med rejserne til Ukraine. 

”Har du så tænkt dig at følge det?” spurgte hendes mand. Men det havde hun ikke.

I mere end et år fortsatte det sådan for Matilde Kimer. Men da hun gik i gang med bogen, blev arbejdet med den en slags terapi for hende. Hendes mand hjalp til med at rekonstruere forløbet, og selvom det bragte gamle skænderier op til overfladen, var det også med til at give dem en bedre forståelse for de dilemmaer, de hver især stod i.

”Jeg lærte, at Jesper havde en følelse af, at jeg valgte min familie fra. Og jeg tror, han fik en større forståelse for, hvad det var for en kamp, der foregik inde i mig. Det var medvirkende til at få vores ægteskab til at overleve, da det var ved at gå i stykker.”

Hvordan undgår du at gentage de samme fejl denne gang?

”Det er jeg ikke sikker på, at jeg kan. Men det, der er anderledes for mig nu, er min erfaring og måske også en større ærlighed over for mig selv og mine omgivelser i forhold til, hvornår jeg er ved at gå i stykker indeni. Modsat dengang ved jeg, hvad krigen gør ved ikke bare mig, men også alle andre, jeg kender. Hvis man overhovedet har sig selv med i det, man laver, og ikke bare bliver en robot, der rapporterer, kan man ikke undgå at blive påvirket. Jeg vil føle, jeg vil have lov til at tude og være vred og mærke alle de følelser, som kommer op, når man er vidne til død og ødelæggelse og ondskab. Men jeg skal også huske at komme hjem og have hovedet med. Det er nemmere sagt end gjort.”

Indfaldsvej til Dnipro.

I ’KRIGEN INDENI’ skriver Matilde Kimer, at hun har en ”næsten blind dødsforagt”. I knap to år med krig og revolution i Ukraine – i 2014 og 2015 – var det sjældent faren, der fyldte hendes tanker, og hun tog risici, hvor andre korrespondenter vendte om, fordi hun i bund og grund ikke er bange for at dø. I dag er Matilde Kimer mere varsom med at kalde følelsen for dødsforagt, men hun mener stadig, at hun har et andet forhold til døden end både sin mand og de fleste andre mennesker. Hendes kræftsygdom som 14-årig gjorde visheden om, at livet ikke varer evigt, konkret:

”Jeg ved godt, det kan lyde lidt cringe, men der er faktisk mange mennesker, som går rundt og tager det for givet. Jeg skulle lige have en sygdoms-knytter i ansigtet, før jeg forstod, at livet er en elastik. Det er lånt tid, og derfor har jeg altid forsøgt at få rigtig meget ud af den tid. Min mand synes nok, at jeg er en lille smule hyperaktiv, men jeg er bare ikke særligt god til stilstand. Jeg bryder mig ikke om at sidde stille for længe ad gangen, og badeferier, hvor man ikke laver noget i en uge, det er ikke mig.”

Da Matilde Kimer blev rask, meldte der sig en følelse af usårlighed, som til en vis grad er med hende endnu.

 ”Når man overlever en kritisk sygdom, kan man godt få det lidt sådan: ’Der fik du mig ikke, røvhul.’ Jeg vil ikke leve og være bange for at dø. Jeg har ikke lyst til at rende rundt og være enormt bekymret hele tiden. Det er et kæmpe krydsfelt mellem min mand og mig. Han er en ansvarlig og viljestærk person, men har også et mere bekymret sind end mig, og jeg … Jeg vil ikke sige, at jeg er et dumt, ufølsomt svin, men jeg gider ikke tage bekymringen, før den ligger lige foran mig. Jeg vil ikke lave worst case scenarios i mit hoved, jeg synes, det er spild af min energi. Frygten for døden skal ikke have lov til at flytte ind i mig. Når jeg tager til Ukraine, gør jeg alt for at tage vare på mig selv, men … måske lyder det plat, men jeg synes faktisk, at arbejdet med at dokumentere krig og krigsforbrydelse er virkelig, virkelig vigtigt.”

Også vigtigere end dig selv?

”Ja, overordnet er mit liv mindre værd, end at verden kender til de forbrydelser, som har kostet tusindvis livet, og som kommer til at koste livet for tusindvis flere. Selvfølgelig. Men hvis du spørger mig, om jeg har det fint nok med at dø dernede, så nej tak, jeg vil meget gerne hjem i live og med alle mine lemmer i behold. Jeg arbejder ikke for enhver pris, og jeg har ikke tænkt mig at grave en underjordisk tunnel ind i Mariupol for at få lov til at rapportere derfra. Men jeg føler mig forpligtet til at dække det, der sker, og jeg synes, at det er risici værd – hvor store er jeg nødt til at tage stilling til hver eneste dag, mens jeg er dernede.”

NÆSTE MORGEN, på en tankstation nær grænsen mellem Polen og Ukraine, har Matilde Kimer og hendes fotograf byttet deres DR-bil ud med en ældre, lettere medtaget Ford Mondeo af den slags, som man har råd til at miste i en krigszone. Nu sidder hun i kø ved grænseovergangen i den lille by Medyka og bliver afbrudt, da et medlem af det polske hjemmeværn tre gange gentager spørgsmålet: ”Er I sikre på, at I skal til Ukraine?”

Der er seks biler i køen foran, som også venter på at få stemplet deres pas på vej ud af EU. Det sidste stykke af turen til Ukraine har krigen vist sig på den polske side af grænsen i form af nødhjælpsorganisationer i vejkanten og ambulancer med medicin og lægeudstyr og i form af lastbilkonvojer uden nummerplader, som efter Kimers bedste gæt transporterer våben til Ukraine. Planen er at forsøge at nå Kyiv inden spærretid klokken 20, en tur, der normal tager otte timer, men det er uden de mange checkpoints, hvor både militær og civile ukrainere med våben forsøger at kontrollere, hvem der kører på vejene.

Kunne hendes mand bestemme, sad Matilde Kimer nok stadig hjemme i Hvidovre. Men han ved også, hvor vigtigt det er for hende at dække krigen i en del af verden, som hun har brugt de sidste 15 år af sit liv på. Han har lært hendes ukrainske venner at kende, og han er klar over, at det er mere end bare et job, når hun rejser. Derfor tror Matilde Kimer også, at tolerancen for fare er større, end hvis hun pludselig tog til Syrien.

”Men det er stadig svært,” siger hun i telefonen.

Matilde Kimer forklarer, at hun og hendes mand i dag har lavet regler for, hvordan de kommunikerer, når hun er af sted.

”Der var engang, hvor jeg begik den fejl at skrive til ham, at jeg befandt mig i en by, som var omringet og under beskydning. Han svarede: ’HVAD SKAL JEG BRUGE DET TIL?’ I dag melder jeg ind morgen og aften, og hvis jeg er på vej ind i det, vi kalder en ’rød zone’, skriver jeg det, men ikke mere – og så hører han fra mig, så snart jeg er ude igen. Alle mellemregningerne og alle de gange, det er lige ved at gå galt, dem tager vi først – og kun i grove træk – når jeg er hjemme igen.”

Aftenen før hun rejste, satte Matilde Kimer sig ned med sine børn hjemme i Hvidovre. Hun fortalte dem, hvad hun forventede at møde i Ukraine, og hvad hun ville gøre for at passe godt på sig selv. Hun fortalte også, at hun har lånt en lejlighed i Berlin, hvor familien til påske skal holde ferie, alle sammen. Men hendes børn følger også med i nyhederne, og de hører om krigen i skolen. På vej i seng spurgte Matilde Kimers yngste datter, der er seks år gammel: 

”Mor, hvis jeg falder og brækker armen, vil du så lade være med at tage af sted?”

PÅ NØRREBROGADE ræser cyklister om kap med bybusser i vinterkulden. Det er kun få dage inde i det nye år, solen skinner over søerne ved Dronning Louises Bro på Nørrebro, og Timm Vladimir vader velfriseret gennem det kolde, asfalterede landskab i retning mod sin bil. Det er stadig nyt for ham at have hjemme i kvarteret. Tidligere har han boet i Valby, og de seneste syv år på Østerbro med sønnen Cassius og sin ekskone. Efter de blev skilt, fandt han lejligheden her på Nørrebro. 

”Østerbro er det hvideste kvarter, jeg har boet i. Der var kun lige min pakistanske kioskmand, ellers var det nærmest etnisk udrenset. Jeg er fra Albertslund, så jeg føler mig på en eller anden måde mere hjemme på Nørrebro. Jeg kan godt lide, at der er restauranter og gadeliv, og at skiltene er lidt skæve,” siger 53-årige Timm Vladimir, der, før han underskrev lejekontrakten, tog en cykeltur rundt i kvarteret med sin 12-årige søn, så han kunne give sin mening til kende om sit potentielt nye deltidskvarter: 

”Han synes også, her er sindssygt fedt. Det er trods alt dejligt, når nu man må rive en familie op. For tiden er vi ved at prøve de forskellige spisesteder. Vi rater dem enten ’grøn’, ’gul’ eller ’rød. Når han er hos mig, snupper vi en shawarma eller sådan noget et nyt sted.” 

Lige nu er skuespilleren, tv-værten, kogebogsforfatteren og manden bag madskolen ’Timm Vladimirs Køkken’ på vej til Aarhus for at hilse på sine medarbejdere. 

”Det betyder noget for mig, at de ved, at jeg ikke bare er et navn på døren, mens jeg selv sidder og ryger cigarer med bowlerhat i min Chesterfield-sofa,” siger han, mens han passerer vintagebutikker og cykelhandlere. 

Kort efter drejer Timm Vladimir nøglen i billåsen og sætter kursen mod Smilets By. Senere i år kan han fejre 10-årsjubilæum med ’Timm Vladimirs Køkken’, som han stiftede efter sin sejr i den første sæson af tv-programmet ’MasterChef’. Nu sender han cirka 100 lønsedler ud hver måned til henholdsvis fastansatte og timelønnede. 

”Det tror jeg ikke, at nogen forestillede sig, da vi startede op. Slet ikke mig. Men folk kommer jo ikke igen, hvis det er noget lort, uanset hvad der står på døren,” siger iværksætteren, der til at begynde med var drevet af undervisningsdelen i madkurserne. Han er nemlig formidler af natur og havde ikke regnet med, at selve business-delen ville komme til at interessere ham så meget. 

”Jeg er vokset op i et meget venstreorienteret hjem, hvor dem med slips og jakkesæt, der tjente penge, var de onde. Jeg har stadig det der arbejderklasseblod løbende i årerne, men jeg kan sgu godt lide at drive en forretning.”

I BARNDOMSHJEMMET var Janteloven indrammet og hængt op på væggen som en evig reminder om, at ingen skulle føle, de var noget særligt. Ved siden af hang Che Guevara, og på bordet lå Maos lille røde. Den revolutionære tidsånd var til stede overalt, og Timm Vladimir, der faktisk bærer det fulde navn Timm Vladmir Nysom Laustsen, blev opkaldt efter den revolutionære Vladimir Lenin, da han kom til verden i sommeren 1968. 

   ”Min mor er måske lidt flov over det i dag, men det siger jo bare alt om den tid. Heldigvis har Lenin klaret sig marginalt bedre i eftertiden end nogle af de andre, selvom han stadig har rimelig mange menneskeliv på samvittigheden. Havde de kaldt mig Mussolini, havde jeg nok ikke beholdt det.” 

Hans mor var kun 17 år, da hun fik ham, mens hans far var 19 år. Moren kom fra et almindeligt middelklassehjem på Frederiksberg med forældre, der henholdsvis arbejdede på Den Kongelige Porcelænsfabrik i Valby og som tøjekspedient i Daells Varehus. Moren tog en uddannelse som tandlægeassistent, men kom til at arbejde som pædagog og blev senere leder af en ungdomsklub i Albertslund. Faren var ud af en rigtig arbejderklassefamilie og var uddannet maskinarbejder, selvom han aldrig rigtig kom til at arbejde med det.

Da forældrene fandt sammen, flygtede de hjemmefra i 14 dage, indtil hans mor blev klar over, at de nok ikke ville kunne klare sig selv. De var unge og nyforelskede og drevet af en ungdomsrebelskhed og, før de fik set sig om, også forældre. To år senere kom en lillesøster til, og de flyttede fra Nørrebro til Albertslund, en ny kommune med en masse nye byggerier og høje idealer om et stærkt lokalmiljø med forstadshygge og fællesskaber, der passede til forældrenes ræverøde idealer. 

Familien endte i Galgebakken, hvor Timm Vladimir blev en del af en kæmpe flok unger, der hang ud ved badesøen, legede fangeleg på de flade tage på områdets institutioner eller tossede rundt uden forældrenes opsyn. Det var i samme periode, at de første bølger af indvandrere kom til landet og for en dels vedkommende endte på Vestegnen. 

”Albertslund var et stort miskmask af folk, der mere eller mindre boede sammen, og når klokken var 18, spiste man bare aftensmad, hvor man var. Det var et miljø fuld af venstrefløjstyper, og der var meget åbenhed og frihed til at gøre, hvad man havde lyst til. Der var ikke rigtig den store overvågning, hvilket så også havde den slagside, at banderne kunne eksistere. Dem, der kunne styre friheden, fik en masse ud af det, mens de andre røg i den helt modsatte grøft,” siger Timm Vladimir.

Da han var seks år gammel, blev forældrene skilt. Dengang var det bare sådan, det var. I dag synes han, det giver særdeles god mening. 

”Jeg har stadig svært ved at forstå, hvad de har set i hinanden. Det var dømt til at gå galt på forhånd. Det var først, da jeg selv blev voksen, at jeg forstod, hvor unge mine forældre egentlig var, da de fik mig. Det har hjulpet mig med at forstå en masse omkring dem. De var jo nærmest børn langt op i mine første skoleår.”

EFTERFØLGENDE BOEDE Timm Vladimir og hans lillesøster hos moren i Albertslund. Det var en almindelig, stabil tilværelse, hvor aftensmåltidet var dagens faste omdrejningspunkt. Selvom det godt kunne blive til en kylling fra grillen eller en pizza i ny og næ, gjorde moren altid en stor ære ud af at lave mad. 

Fra Timm Vladimir var helt lille, var han med i køkkenet. Dengang forkogte man de hårde og tørre plader, når man skulle lave lasagne. Det blev hurtigt hans tjans. Senere fik han også ansvar for at smage kødsovsen til, og langsomt blev hans madinteresse pirret. Han begyndte også at gå til madlavning i en af de utallige skolefritidsgrupper i Albertslund. Selvom det var kutyme, at alle ’raske drenge’ var optaget af at spille fodbold, fandt han det dødssygt og statuerede ligefrem et eksempel ved at gå modsat. 

Når Timm Vladimir var på besøg hos sin mormor, lavede hun enten gammeldags oksesteg med mos og sovs fra gryden eller medisterpølse, som hun først kogte og så stegte, med stuvet spinat og kartofler. Til de årlige påskefrokoster i sommerhuset, hvor hele familien var samlet, blev der typisk serveret 12-14 retter i løbet af dagen, og det mest almindelige samtaleemne var, hvad de skulle servere næste gang. Det lå til familien, at man samledes om kødgryderne. Det var ligefrem en måde at udtrykke sig på. 

”Det har været en måde at skabe et fællesskab på og en måde at connecte. Vi er meget sarkastiske og ironiske i vores familie, og det her har været en måde at håndtere følelser på, når man ikke kunne udtrykke dem på andre måder. Der er en kærlighed og en intention bag al mad, og det blev også min måde at vise omsorg på ved at gøre mig umage,” siger Timm Vladimir.

Efter forældrene blev skilt, fandt moren relativt hurtigt en ny mand, som Timm Vladimir refererer til som sin far i dag. John, som han hedder, var en rolig mand, som boede i rækkehuset overfor i Galgebakken, så børnene havde en relation til ham i forvejen og studsede ikke synderligt over, at han pludselig var blevet en del af familien.

”Jeg har aldrig hørt John sige noget negativt om min rigtige far. Tværtimod var han meget støttende. Han har været med til at forme mig på mange måder, uden jeg føler, han bevidst har haft et ønske om at overtage nogen rolle. Han er bare gået ind i det som den person, han er. Han var den far, jeg gerne ville have haft. Det er nok også derfor, jeg nåede frem til, at så kalder jeg ham far. For man kan være far i blodet, men man kan også være den far, der rent faktisk er der. Det var John for mig, og jeg har en utrolig stor kærlighed til ham.”

DEN BIOLOGISKE FAR flyttede fra Albertslund og boede forskellige steder – i et sommerhus, på Frederiksberg og i Nordvest i Københvan, hvor han forsøgte at lave så lidt som muligt, mens han drak så mange bajere og røg så mange fede som muligt. Første øl drak han til morgenkaffen, og hvis han skulle nogle steder hen, havde han altid et net med forsyninger med sig. Selvom han identificerede sig som en vaskeægte arbejderklassedreng, var han næsten altid arbejdsløs. Når han blev kaldt i arbejde, tog han typisk noget, der ikke krævede en uddannelse, såsom parkeringsvagt eller skilteopsynsmand på Strøget, indtil han kunne få understøttelse igen. 

”Han var også på et tidspunkt kanylemand på Vesterbro. Det var ham, der gik rundt og samlede brugte kanyler op med en pind. Han var alkoholiker og røg hash hele sit liv, så han kunne snakke med alle i det miljø. Når han gik på Vesterbro, vidste folk, at det var kanylemanden,” siger Timm Vladimir.

Cirka en gang hver anden uge besøgte Timm Vladimir og søsteren deres far. Sønnen blev sendt i kiosken efter 10 bajere og 10 sodavand, og så stod den på brætspil og hygge. Der var en langt mindre hverdagsagtig stemning end hos deres mor. Det hele var mere gakkelak. Og selvom faren ikke var meget for at løfte en finger, havde han hovedet fuldt af ideer til kreative indslag. Han var blandt andet fascineret af kunsterne Christo og Jean Claude, der pakkede skyskrabere og andre kæmpe bygninger ind i hvidt lagenlærred. Timm Vladimirs far havde ikke mange penge, men besluttede sig for at gøre det samme. En weekend havde han derfor købt nogle enorme pakker med lagenstoflærred til at pakke hele sommerhuset ind i og lejet et lille Cessna-fly, så de kunne filme huset oppefra med smalfilm. 

”Jeg har ingen anelse om, hvordan det var lykkedes ham at skaffe pengene, men han havde fået på hjernen, at det ville han gøre, så det gjorde han. Det var fuldstændig galningeagtigt og helt sindssygt fedt.” 

I en længere periode havde faren arbejde på Carlsberg som ’sommerfugl’, en af dem, der om sommeren, når der blev brygget mange øl, havde til opgave at rense de store tanke. Mens han var der, stod han for medarbejderrevyen. Når de mødtes i weekenderne for at øve, fik børnene lov til at komme med og hænge i kulissen. Sådan stiftede Timm Vladimir bekendtskab med sit første skuespils-agtige miljø. Og han elskede at være med, når de skulle optræde, synge og spille. 

De første år foregik det i Ungdomshuset på Jagtvej, der havde en scene, man kunne leje, men da huset senere blev besat, rykkede de ud i et forsamlingshus på Vesterbro. Da Timm Vladimir blev lidt ældre, fik han sammen med en lille gruppe venner lov til at optræde efter revyen med breakdance og electric boogie. På papkasser på gulvet breakede de til begejstrede bifald. 

AT FAREN DRAK bajere og røg joints, var bare sådan, det var. Der var ikke nogen, der kommenterede det, og Timm Vladimir selv tænkte heller ikke synderligt over det. Så ofte så han jo heller ikke sin far. Selvfølgelig kunne det være irriterende, når han kom hjem til ham, og han lå på sofaen og boblede efter at have drukket 15 bajere. Eller når de skulle ud for at handle, og turen kom til at tage fire timer, fordi de lige skulle forbi et værtshus eller to på vejen, så faren kunne få en øl, og børnene en Squash. Nogle gange blev faren rigtig fuld, og så blev han både højtråbende og provokerende og endte med at blive smidt ud af værtshuset på røv og albuer.

”Der var en masse situationer, hvor det ikke var specielt fedt at være sammen med ham. Når vi var på værtshus, og han blev smidt ud og sådan noget. Det var ubehageligt, og jeg skulle pludselig begynde at tage en masse ansvar på et tidspunkt, hvor jeg ikke burde. Det blev min opgave at få min søster og min far hjem, ham i verdens største brandert. Jeg måtte få ham slæbt ind i en taxa og ud igen og få betalt og sådan noget. Det gjorde, at jeg fik en ballast til at klare ubehagelige situationer, for i mange år kunne jeg bare vade gennem lortet. Men jeg lærte til gengæld aldrig at snakke om det eller vise, når jeg var ked af det. For jeg snakkede aldrig med nogen om, at vi blev smidt ud af alle de værtshuse, ikke engang min mor,” siger Timm Vladimir.

Da han selv blev teenager, syntes han ligefrem, det var sejt, at hans far var, som han var. 

”Det var supercool at have en far, der tillod, at man havde vennerne ovre for at drikke sig pissefulde og ryge fede. Han var kongen blandt mine venner, og jeg fik masser af credit, fordi vi kunne gøre det.” 

Efter Timm Vladimir var gået ud af 9. klasse, havde han en periode, hvor han til dels gik i sin fars fodspor. Sammen med to venner begyndte han at drikke sindssyge mængder alkohol. Den ene af dem arbejdede i Brugsen, og han kunne enten tage noget med hjem i lommen eller købe til personalepriser, og så sad de ellers, de tre gutter, og delte en flaske snaps og en kasse guldbajere og røg et par fede med det ene formål at blive så baskede som muligt. 

”På den ene side kommer jeg fra et rimelig stabilt hjem hos min mor med villa og venner, men på den anden er jeg jo vokset op med druk og havde på den måde lært det. På det tidspunkt syntes vi, det var sejt at kunne drikke så meget som muligt. Det var et mål i sig selv at blive baldret og fucked op.” 

En dag gik det dog op for Timm Vladimir, hvor langt ude det egentlig var. Han gad det ikke mere. 

”Jeg fandt heldigvis tidligt ud af, at jeg ikke har det samme misbrugsgen som store dele af min fars familie, for guderne skal vide, at hvis jeg havde haft det, var jeg blevet alkoholiker. Vi var blevet de vildeste svampe, hvis vi var fortsat, men da jeg ikke ville det mere, havde jeg intet problem med at vende ryggen til det. En morgen vågnede jeg og tænkte: ’Hvad fanden laver jeg med mit liv?’ Og så stoppede jeg.”

TIMM VLADIMIR SNAKKER, som om han aldrig har lavet andet, og kører bil, som om han aldrig har siddet i en før. Ved indgangen til Storebæltsbroen bliver han i tvivl, om hans BroBizz virker, for han har netop fået skiftet nummerplade på sin bil. Han snegler sig nervøst mod bommen.

”Sådan noget ved jeg ikke en skid om. Jeg bliver altid sådan …,” siger han, da bommen åbner, og han kan fortsætte: ”Jo, kraftstejleme, der var den! YES!” 

På Fyn beder han gps’en lede ham mod nærmeste tankstation, men der er kommunikationsproblemer, og inden længe er han helt væk fra motorvejen og på vej længere og længere ind i Odense. ”What?” udbryder han, hver gang gps’en vil have ham til at fortsætte. Til sidst ender han ved en Shell-tank, hvor han får fyldt op, men dårligt har han ytret den triumferende sætning: ”Nu er der masser af saft på, så kører det,” før han er drejet til venstre i et lyskryds og pludselig holder front mod front med et letbanetog.

”Hvad fanden sker der her?” udbryder han, holder et øjeblik stille midt i et lyskryds til stor forundring for alle andre, før han får lavet en U-vending i den kreative afdeling og finder ind på den rigtige vej. 

”Ej, hvor sindssygt, der var ikke nogen vej. Hvor var det crazy!”

Han slår en høj latter op og taster igen på gps’en. 

”Nu tør jeg ikke gøre andet end bare følge den.”

Da han senere på eftermiddagen triller ind på den gamle lystbådehavn i Aarhus tæt på den famøse P. Clausens Fiskehandel, har mørket for alvor lagt sig. Det lyser fra store pyramideagtige boligbyggerier på den anden side af kanalen, da han går mod en stor, rød murstensbygning med sorte træfacader:

”Jeg tror bare, jeg fortæller dem kort om, hvordan det hele startede.”

SKUESPILLER VAR DET, han ville være, og da han kom ind på Teaterskolen i Aarhus i 1989, blev han venner med en anden ung mand ved navn Gordon Kennedy. De to blev en del af byens improteater-miljø, der var nyt og glohedt. Konceptet var, at man spurgte publikum om et sted, et erhverv og eventuelt en stemning. De kunne så svare eksempelvis: ’busstoppested’, ’byggeriarbejder’ eller ’glad’. Ud fra stikordene skulle typisk fem skuespillere improvisere en scene, mens der hele tiden kom nye øvelser til. 

Før de forskellige shows blev der solgt roser og våde svampe, som man kunne kaste efter skuespillerne afhængigt af, om det var godt eller noget lort. En dag besluttede Timm Vladimir og Gordon Kennedy at peppe det lidt op. De tog op på teaterskolen og rodede i kostumelageret, hvor de fandt parykker og gabardinebukser. Det fik dem til at se russiske ud, så før forestillingen gik de forklædt som russere rundt og solgte roser og svampe: ”My friend, special prize for you!”

Lynhurtigt blev de to russere kult i miljøet, og Timm Vladimir og Gordon Kennedy begyndte at optræde med dem fast. Det var de første figurer, de havde opfundet sammen, og det gik op for dem, at der måske var mere i det. De begyndte også at lave stand-up rundtom på byens caféer, selvom det ikke ligefrem blev taget godt imod på Teaterskolen, at de på den måde boltrede sig på de ’useriøse’ baner.

”Jeg havde et kæmpe behov for at stille mig op foran en masse mennesker, der kunne give mig bekræftelse. Hvis jeg skal psykologisere lidt over det, er det jo nok det, der driver os, der stiller sig på scenen. Det er et vildt kick at mærke, at publikum kan lide én,” siger Timm Vladimir. 

Det hele gik dog ikke kun op i gak og løjer. Efter han blev færdig på Teaterskolen i 1993, fik han sin debut på Nørrebro Teater som Danny Zuko i musicalen ’Grease’. Her skulle han både danse og synge, og selvom han har dårligt gehør, lykkedes det ham lige nøjagtigt at bære den hjem. Han var stadig ved at finde ud af, hvilken slags skuespiller han egentlig skulle være. Efterfølgende fik han hovedrollen i ’Guys and Dolls’, en klassisk Broadway-musical med storladen musik. Selv var han meget skeptisk, for nok kunne han synge nogenlunde efter klaver, men med 30 instrumenter ville han fare vild. Til hans store fortrydelse fik kapelmesteren overbevist ham om, at det nok skulle gå. 

”Jeg stod på scenen og havde det ad helvede til. Jeg vidste, at det var lort, jeg vidste, at jeg sang pivfalsk, uden jeg anede, hvad jeg skulle gøre. Det var hæsligt, fucking hæsligt.” 

Efter premieren tog han hjem og græd resten af aftenen. Og så måtte han ellers stå op dagen efter og gøre det samme igen. Og igen. På brutal vis lærte han, at der trods alt var begrænsninger på talentet. 

SAMTIDIG SØGTE DR nye folk til ungdomsprogrammet ’Transit’. Timm Vladimir og Gordon Kennedy besluttede sig for at prøve det, for selvom de ikke rigtig havde nogen konkrete idéer, havde de til gengæld en god kemi. Da de gik ud ad døren på Danmarks Radio i Søborg, sagde casterne, at de ville få besked inden for 14 dage, men da de en halv time senere kom hjem i Gordon Kennedys lille lejlighed på Frederiksberg, lå der en besked om, at jobbet var deres. 

Sammen med Palle Strøm udviklede de konceptet til ’trendforskerne’ og fandt selv på de bizarre ’Godnathistorier’ med den famøse udgangsreplik ”Godnat og sov godt”. Første udsendelse blev sendt en onsdag aften i 1995. Allerede dagen efter blev de genkendt på gaden. Det kom som et chok, de havde jo ikke været på skærmen meget mere end et minut. Det viste sig dog blot at være en forsmag. I ugerne efter tog det for alvor fart. Og pludselig eksploderede deres folkelige gennembrud. Efter en måned var makkerparret blevet kult. 

”Der gik massepsykose i det. Det var helt crazy. Lige pludselig var vi kæmpe rockstars, alle ville have fat i os.”

De næste par år var et triumftog med sketchprogrammer og liveoptrædener. Når de turnerede landet rundt, måtte de flere gange afbryde deres shows, fordi folk råbte og skreg så højt, at ingen kunne høre, hvad de sagde. Kvinderne løftede op i bluserne, de havde bodyguards med sig, fordi de ikke kunne gå i fred, og Timm Vladimir oplevede, at nogen låste sig ind på hans hotelværelse midt om natten, mens han lå og sov. Folk var ellevilde med ’Timm og Gordon’:

”Vi havde så meget medvind. Det var fandeme fedt at stå der og føle sig som fucking konger, der ikke kunne gøre noget forkert.”

TIL TIMM VLADIMIRS 30-årsfødselsdag var der ingen smalle steder. Han havde succes som skuespiller og tv-vært og tjente godt med penge. Han boede i en villa i Valby med sin daværende kone og havde inviteret venner og familie til en af de kæmpefester, hvor der ikke mangler noget. Der var helstegt lam i haven, cognac og cigarer, hele smøren. 

Det kørte for Timm Vladimir, og det kunne hans far ikke magte. Som aftenen skred frem, begyndte han at åbne op for lorteposen. Nu skulle sønnen kraftedeme passe på med ikke at blive for fin, han skulle sgu huske sine rødder. Da Timm Vladimir ikke kunne holde ud at høre på det mere, fik han slæbt ham ud i en vogn og sendt ham hjem. 

Efterfølgende stod han alene ude på villavejen og græd, mens tanken, der førhen havde rumsteret i baghovedet, kom helt frem i frontallapperne: ”Jeg må beslutte mig for, om jeg vil se ham eller ej.”

Fordi Timm Vladimir som barn kun havde set sin far hver anden uge, havde det været en fragmenteret relation. Det var først, da han blev ældre, at han kunne begynde at se et større billede. 

”Der kommer jo et tidspunkt i ethvert liv, hvor man finder ud af, at ens forældre ikke er de overmennesker, man havde gået og troet. For drenge er det nok især ens far, man idoliserer, men for mig kom illusionen til at krakelere.”

I farens familie var der tradition for familiekomsammen et par gange om året. En i juledagene og en i løbet af sommeren – frokoster med øl og snaps, og Timm Vladimirs far og onkel endte altid med at drikke sig i hegnet. 

”Min far blev fucking ulidelig at høre på,” siger Timm Vladimir og laver sin stemme om, så den imiterer farens og bliver Stewart Stardust-agtig: ’Det er sgu mig, der har leveret råstofferne til dig, knægt.’ Det var altid den samme plade, som jeg aldrig forstod, hvad han ville opnå med. Hvad er det, du vil have af mig? Skal jeg være dig evigt taknemmelig?”

Farens familie boede ude på landet ved Ølstykke, og det var Timm Vladimirs opgave at hente sin far, ellers gad han ’kraftstejleme ikke’.

”Det var hans familie, og det var to gange om året, men alligevel skulle jeg være den søde dreng, der hentede ham i min bil. På hjemvejen skulle jeg altid sidde og høre på hans pis. Det endte tit med, at jeg sagde: ’Nu stopper du fandeme, ellers sætter jeg dig af, og det bliver ikke ved den nærmeste station, men lige her.’” 

PÅ TEATERSKOLEN I Aarhus havde han på sit første år inviteret sin far over for at se sin afgangsforestilling. I løbet af dagen var han selv inde på teatret for at klargøre forestillingen, så det var hans daværende kæreste, der tog imod faren, der begyndte at kævle bajere, fra han kom ind i lejligheden. Da forestillingen begyndte, kunne Timm Vladimir konstatere, at hans far ikke var dukket op. 

”Efterfølgende fandt jeg ud af, at han i sin kæmpebrandert havde troet, at vi spillede på hovedscenen, så han var kommet i klammeri med vagterne. De havde prøvet at forklare ham, at hans søn ikke spillede derinde, men det ville han ikke finde sig i. Ingen skulle bestemme over ham, og til sidst blev han smidt ud på røv og albuer. Da han senere på dagen skulle hjem til min lejlighed, kunne han ikke lige huske, hvor han skulle ringe på, så han endte med at sparke en dør ind til kælderen.” 

Efter han og Gordon Kennedy var blevet landskendte, blev forholdet til faren endnu mere anstrengt. Og til sin 30-årsfødselsesdag fik sønnen nok.

 ”Jeg kunne tydeligt mærke, at det havde han det svært med. Jeg var blevet en af ’fjenderne’, der tjente penge og havde succes. Det kunne han ikke kapere,” siger Timm Vladimir, der nåede frem til, at han hellere ville savne sin far en gang imellem end at få forholdet ødelagt, hver gang han så ham.

”Det gjorde mere ondt på mig at se ham, end det ville gøre ikke at se ham. Så jeg tog beslutningen om, at vi ikke længere skulle ses. Det var ikke sådan, at vi skulle være uvenner, og det var ikke, fordi vi ikke kunne ses til en familiesammenkomst, men jeg ville ikke længere hente ham i bil eller invitere ham til noget. Jeg ville ikke længere tage ansvar for vores relation. Det gad jeg ikke mere.”

FOR FEM ÅR siden kom Timm Vladimir hjem fra en rejse til Mexico og fik besked om, at hans far var røget i respirator på hospitalet. Det var ikke muligt at vække ham igen. Han havde kræft i hele kroppen. Nu var han teknisk set død, og Timm Vladimir var nervøs for, om det ville udløse en reaktion at se ham sådan. Men da han stod på hospitalet og kiggede på sin far i respiratoren, helt tynd og med et kæmpe skæg, følte han ikke rigtig noget. Det eneste, han tænkte, var: ’Hvis jeg selv en dag ligger med en respirator, mens min søn står og kigger på mig og har det på den måde, som jeg har det, så har jeg fejlet som far.”

Begravelsen faldt tilfældigt sammen med optagelser til ’Den store bagedyst’, og sønnen valgte ikke at komme til den. Han ville ikke aflyse en tv-produktion med 30 mennesker. 

”Jeg fortryder det ikke. Siden har jeg mange gange prøvet at mærke efter, men den er bare lukket for mig. Det blev den, lang tid før han døde. Jeg tænker på ham og vores forhold en gang imellem, og hvad vi hver især kunne have gjort bedre, men samtidig kan man jo ikke gøre noget ved det nu. Han gjorde det ikke særlig godt, men jeg føler ingen vrede eller animositet over for ham. Jeg har fuldstændig tilgivet ham. Han gjorde det bedste, han kunne.” 

Nogle uger senere gik Timm Vladimir og hans lillesøster og ryddede op i farens lejlighed. Her fandt de blandt andet en scrapbog, der var spækket med udklip fra Timm Vladimirs mangfoldige karriere. Det ene, en lille tekst fra en ugeavis fra Nørrebro, var blot få uger gammelt. 

”Det gik ligesom op for mig, at han i virkeligheden nok altid havde været stolt af mig uden at kunne udtrykke det. Når vi skiltes i årenes løb, fik han nogle gange tudefjæs på, og jeg fik en fornemmelse at han ville mig noget, men at han ikke kunne udtrykke det Jeg havde altid en fornemmelse af, at han ville mig noget. Jeg er ikke i tvivl om, at han elskede mig, men det er synd, at han aldrig selv kunne sige det. Alkoholisme er jo en sygdom, og han var desværre i et miljø, hvor det blev set som en styrke eller en livsstil.  Han var stolt af at være den der arbejderklassedreng, der fandeme kunne drikke bajere. Han gjorde sit bedste. Det var ikke godt nok, men jeg har valgt at kigge på intentionen frem for udfaldet.” 

Fra tid til anden taler Timm Vladimir med sin søn om hans bedstefar, som han kun nåede at møde få gange. Så fortæller han nogle gange sjove historier, som om dengang han pakkede huset ind i lagener.  

”Vi har også sådan en ting med at tale som min far: ’Ved du hvad, knægt, ta’ en bajer.’ Det er en måde for os at mindes. Nu er han blevet en sjov karikatur, der lever videre, som vi både griner af og griner med. Det er vigtigt for mig, at min søn også får den side med.”

DER ER FULD GANG i et personalemøde indenfor i Timm Vladimirs Køkken i Aarhus. Omkring 30 ansatte, primært unge mennesker, sidder om et stort bord og diskuterer alt fra affaldssortering til valg af tillidsrepræsentant. Ved det sidste punkt, ’Ordet er frit’, er der en ung fyr, der spørger: 

”Har nogen tabt 1.000 kroner? Jeg fandt dem lige, da jeg var ude at tisse.”

Han stikker sedlen i vejret. I udkanten af det hele roder Timm Vladimir i sine lommer. Han har indtil nu holdt sig i baggrunden, men må for første gang bryde ind i selskabet. 

”Det er min,” siger han.

De mange ansatte kigger overrasket, griner i kor.

”Seriøst, det er faktisk mig,” siger han så. 

Det udløser endnu et kollektivt latteranfald. 

Efter en længere pause, hvor der ivrigt bliver fortæret kyllingeburgere, slår Timm Vladimir på glasset. 

”Hej alle sammen, det er mit navn, der står uden på døren på det her fantastiske sted,” siger han, før han engageret kaster sig ud i den store fortælling om, hvordan han endte i restaurationsbranchen. Efter adskillige minutter når han til afslutningen på sin optræden i ’MasterChef’:

”Til sidst tænkte jeg, at hvis jeg nogensinde skulle have med mad at gøre på en arbejdsmæssig, professionel måde, så skulle det være nu, og så blev jeg ringet op af nogle gamle kolleger, der havde nogle lokaler i Valby og en idé, og jeg tænkte: ’Fuck yeah, det gør vi!’” 

Selvom han på forhånd havde tænkt, at det kun skulle være et kort oplæg, fortsætter storytellingen i det uendelige. Undervejs taber han flere gange tråden, farer vild i grene af sin egen fortælling, men finder altid tilbage på sporet og når undervejs forbi både hjemmebrygget øl og #MeToo. Efter cirka 30 minutter stopper han: ”Tak for nu, tak for mad.”

MED TIDEN BLEV det opslidende at ride på den søgang, som han og Gordon Kennedy surfede på i midten af 90’erne. Den konstante opmærksomhed sled. Der kom perioder, hvor han ikke gik uden for en dør, medmindre det var strengt nødvendigt. Når han var ude at spise, kiggede alle på ham, og så kiggede han igen, indtil de stoppede med at kigge. 

”Man bliver sindssyg i bøtten af det. Det er en virkelig selvoptaget og selvbevidst tilværelse. Det er, som om man hele tiden har et kamera på sig. Det er virkelig ubehageligt. Jeg har lært at leve med det, men dengang havde jeg tit lyst til at råbe: ’Lad nu være med at kigge på mig, for helvede!’”

Samtidig var Timm Vladimir ved at køre død i det komiske miljø. Den første bølge med folk som Jan Gintberg, Lars Hjortshøj, Casper Christensen, Thomas Wivel og Carsten Bang var sjov og hyggelig, syntes han, men i takt med at kredsen voksede, kom det mere til at handle om at overgå hinanden – også backstage. Miljøet var i hans øjne ikke så varmt og venligt mere.

Det helt store vendepunkt kom i forbindelse med spillefilmen ’Stjerner uden hjerner’ i 1997. Filmen var ment som et slags spoof på ’In bed with Madonna’ – en nyskabende film om superstjernen, hvor håndholdte sort-hvide backstage-optagelser blev krydret med flotte, glittede scener fra hendes koncerter.

Ideen var at lave en film på samme måde, men sådan kom det ikke til at gå. Selv titlen fik de ikke medbestemmelse over. De ville have kaldt filmen ’Wannabe’, men da en af de ansatte på produktionsplanen læste det som ’Vandabe’, blev den fravalgt. Stort set alt, der kunne gå galt, gik galt. Og makkerparret var smertefuldt bevidste om, at den ikke var helt god. 

Før premieren forsøgte Timm Vladimir og Gordon Kennedy at købe masterkopierne til filmen for at ødelægge dem, men det viste sig at være for dyrt. I stedet rejste Timm Vladimir til Australien med sin kone. Han skulle bare ud af landet. Da filmen kom ud, høstede den bundkarakterer på stribe, og den figurerer på listen over ’100 værste film nogensinde’ på filmdatabasen IMDb.

”I dag er den blevet kult, hvilket er mærkeligt, for en kultfilm skal i mine øjne også have noget fedt over sig. Det har den ikke,” siger Timm Vladimir, der sammen med Gordon Kennedy opdagede, at træerne ikke af sig selv vokser ind i himlen. Bagefter havde de begge brug for at trække stikket og finde ud af, hvad der nu skulle ske. 

”Jeg lærte, at uanset hvor fed folk synes, man er, kan man altid fucke det helt op. Det var traumatisk på den måde. Vi brændte nallerne, og så stikker man ikke fingrene for tæt på flammen igen.” 

EFTER DE SUCCESFULDE 90’ere fulgte nogle rodløse år. Timm Vladimir lagde stemme til animationsfilm som ’Skatteplaneten’, ’Ice Age’ og ’Robotter’, han lavede dykkerprogrammet ’Under overfladen’, han var vært på awardshows og på underholdningsprogrammer som ’Venner for livet’ og ’Mit sande jeg’. Han spillede rollen som Niels Aagaard i tv-serien ’Lykke’ og som dommer i ’Pendlerkids’ på Ramasjang. Han var gæstedommer i ’Scenen er din’ og medvirkede i ’Til middag hos …’. Han var overalt, for kom der et tilbud, sagde han ja. Til sidst blev han træt af se sig selv. 

”Tv-stationerne bruger dig som en bitch indtil den dag, hvor de – eller seerne – er blevet trætte af dig, og man ryger ud med badevandet. Det er op til én selv at holde igen, og det er svært, for det er både skægt, og der er penge og alt muligt i det. Men man skal passe på med ikke at blive den person, som folk tror, man er.”

Der var dog et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Det kom i 2011 fra TV3, der ville høre, om han ville medvirke i første sæson af ’MasterChef Danmark’. Han havde igennem alle årene bevaret sin lidenskab for madlavning, og ofte var aftensmaden det første, han tænkte på om morgenen. Han havde også flittigt fulgt med i den engelske version af programmet og var derfor stensikker, da han takkede ja. Det viste sig at blive en ”kæmpe oplevelse, sådan en, der kommer til at definere ens liv fremover”.

Til sidst var det ham, der kunne løfte ’MasterChef’-trofæet over de andre kendisser, og det gav ham modet til at forfølge en gammel drøm – og i år har han 10-årsjubilæum med ’Timm Vladimirs Køkken’.

”Jeg havde ikke fundet en klar vej. Det var meget random, hvad jeg sagde ja til. Når jeg kiggede på de mennesker, der var kendte, uden man vidste, hvad de var kendte for, kunne jeg mærke, at jeg ikke respekterede dem på samme måde som dem, der havde et håndværk. Der er en gruppe kendte, der bare er kendte, fordi de har været med i ’Zulu djævleræs’ og ’Zulu kvægræs’ og ’Formel Whatever’, og sådan en skulle jeg ikke være. Folk skulle respektere mig af de rigtige årsager, ikke fordi jeg måske kunne blive nummer fire i ’Vild med dans’.”

HJEMFARTEN MOD København er ikke uden udfordringer. Da Timm Vladimir skal igennem betalingsanlægget ved færgeoverfarten i Aarhus, bliver han i tvivl om, hvordan det fungerer. 

”Jeg kører over her 100 gange om året, så jeg burde vide det,” konstaterer han, mens han holder i kø og samtidig brokker sig over bilens blæser. 

”Hvorfor virker den ikke?” spørger han, mens han prøver sig frem.

Til sidst ender Timm Vladimir om bord på færgen, der fører ham til Sjællands Odde, og derfra går det i mørke hjem mod København og Nørrebro. Det er en ny tilværelse for ham, han har nærmest aldrig i sit voksenliv været sig selv. Han har altid været sådan en, der var i fast forhold – med kun få ugers undtagelse. 

”Før var det utænkeligt for mig at bo alene. Jeg troede slet ikke, jeg kunne finde ud af det. Men nu er jeg nået til et punkt, hvor jeg virkelig nyder at komme hjem til mig selv.”

Tidligere havde han for vane at skynde sig at lægge sig til at sove, når han kom hjem, men nu er han begyndt at sidde en halv time for sig selv. Bare lige læse lidt i en bog eller se et halvt afsnit af noget åndssvagt på fjernsynet. Han er også begyndt at elske at vågne alene om morgenen og have tid til at stå op og drikke kaffe, uden der er en lyd omkring ham. Uden nogen forlanger noget.

FOR LIDT OVER et år siden sagde Timm Vladimir ja til at få en hund, efter at hans søn og daværende kone havde plaget ham længe. Det er et gadekryds, en blanding mellem en bordercollie og en labrador. Fordi Ozzy, som hunden hedder, primært er en hyrdehund, er den ifølge Timm Vladimir skabt til at samle flokken. Hvis man sidder i stuen, men skal på toilettet, rejser hunden sig automatisk og går med derud. Hvis man er ude at gå med den, går den altid enten forrest eller bagerst, og hvis knægten pludselig kommer for langt foran, er den ikke glad for situationen, så løber den op og trækker ham tilbage. Den er hardwired til at samle.

Det var først efter lang tid, at Timm Vladimir tilfældigt opdagede, at den også har brug for nogle gange at være sig selv.

“Pludselig gik det op for mig, at det er jo mig. Jeg pleaser hele tiden andre, og jeg tænker ikke engang over det, jeg gør det bare. Jeg kunne se på den køter, at når den var alene, kunne den endelig slappe af. Det er sådan, jeg har det. Jeg skal ikke passe på nogen, jeg kan bare sove, slappe af eller whatever. Jeg er en fucking bordercollie!”

Det har i mange år været naturligt for Timm Vladimir at reagere per kommando. Det har altid ligget latent i ham først og fremmest at være noget i forhold til sine omgivelser. 

”Jeg sørger altid for, at folk omkring mig har det godt. Ellers bliver jeg utilpas og får instinktivt lyst til at gøre noget ved det. Det bringer mig glæde, men det har også været på bekostning af, at jeg ikke selv ved, hvordan jeg har det godt. Jeg ved, det gør mig glad at give andre noget, men er det nok?”

DER HAR VÆRET tidspunkter i Timm Vladimirs liv, hvor det gradvist er gået op for ham, hvor dårlig han egentlig har været til at mærke sine følelser og sætte ord på dem. Han har ofte kigget på kvinderne i sit liv og været imponeret over, hvor ubesværet de har kunnet tjekket ind på deres følelser. Nogle gange i en grad, så han har tænkt: ”Don’t worry, dine følelser er der også om fem minutter, du behøver ikke hele tiden mærke dem.”

Men i det mindste kunne de finde ud af det. Han havde aldrig selv lært det, ingen af hans forældre kunne finde ud af at snakke om følelser. I barndomshjemmet handlede det om at sluge det og lade som ingenting, hvis man mærkede, at noget trykkede. 

”Man bliver nødt til at sætte ord på følelser for at behandle dem. Hvis ikke der er ord på, går følelsen i sig selv. Den bliver ligesom bare derinde som det der nys, der aldrig kommer,” siger Timm Vladimir, der i sine tidligere forhold pludselig stod i situationer, hvor han var nødt til at tage stilling til sine følelser, uden han kunne finde ud af det – eller dem. 

”Jeg kunne ikke tale om det, for jeg anede ikke, hvilke ord jeg skulle sætte på. Jeg havde ikke et sprog for det. Det er specielt at sidde i parterapi, hvor den ene kan snakke velformuleret om, hvordan hun har det, mens jeg sidder og føler mig som fuldstændig analfabet. Det var, som om terapeuten havde bedt mig om at formulere mig på et andet sprog: ’Nu vil jeg gerne have, du svarer mig på serbisk.’ Og så sidder man ved siden af en, der kan flydende serbisk. Det er fandeme vildt.”

Sidste år blev han skilt fra sin ekskone, krimiforfatteren Katrine Engberg, efter 18 år. I stedet for at lukke de svære følelser inde valgte han at tvinge dem frit frem.

”Jeg har aldrig været god til at mærke mine følelser, så jeg har besluttet mig for at gå fuldt ind i det. Jeg har brugt dem til en læringsproces, hvor jeg for bare fem år siden ville have lukket af, arbejdet mig igennem det, videre, bum! Jeg er en krebs med et blødt indre, men med en hård skal udenpå. Den skal har hjulpet mig ekstremt meget, for den er vildt effektiv som en survivor-ting, men jeg kan mærke, at jeg har lyst til at gøre den mindre hård. For der er en kæmpe styrke i at turde være i sine følelser og vise dem.”

DET SKER STADIG, at Timm Vladimirs såkaldte muscle memory spiller ham et puds. Som når han snakker med sin ekskone og pludselig hører sig selv kalde hende ’skat’. Eller når han er i selskab med hende og pludselig forvandler sig til den person, han var før. Selvom hans hjerne fuldstændigt forstår situationen, er fysiske og psykiske vaner stadig indlejret i kroppen. 

”Det er som at få skudt en bold mod hovedet og automatisk stikke hænderne op for at gribe den. Sådan reagerer kroppen på følelsesmæssige ting,” siger Timm Vladimir, der de seneste måneder dog er begyndt at både vænne sig og vende sig.

Selvfølgelig er der stadig tilbageslag, men modsat tidligere sender det ham typisk kun en halv dag i kulkælderen, før han træder op i lyset igen. Han er også blevet langt bedre til at sove, hvilket har vist sig at være ekstremt vigtigt for hans mentale velvære.

”Man bliver virkelig en lorteudgave af sig selv, når man har sovet dårligt. Og når man samtidig har alle mulige grunde til at føle medlidenhed med sig selv, kan man blive helt ulidelig. Man gider ikke være i sit eget selskab.” 

Det seneste år er der gået meget tid med at ligge og vende og dreje sig om natten. Hans hjerne har arbejdet på højtryk og overtænkt alt muligt. Nogle gange har han mærket optræk til milde angstsymptomer. Hans hjerte har hamret hurtigere end normalt, han har haft svært ved at trække vejret, og det har prikket i huden. 

”Jeg har været i en form for posttraumatisk stresstilstand – med al respekt for alle de soldater, der har oplevet noget, som er 1.000 gange værre end en fucking skilsmisse – men jeg har været i survival mode, og hver gang der har været den mindste ubalance, er min krop gået i alarmberedskab.” 

I de søvnløse nætter har han ofte fundet sønnens Lego-klodser frem og er selv gået i gang med at bygge. Det har hjulpet ham til at samle tankerne. Det har været et mærkeligt år, men de seneste måneder er det hele blevet mindre råt. 

”Det ville jo være mærkeligt, hvis man bare lige kunne knipse, og så var det slut. Jeg skammer mig ikke over, at det betød noget,” siger Timm Vladimir, der følte sin nytårsaften som en skæringsdato, måske som en start på et nyt kapitel. 

”Om ikke andet er der kommet det ud af det, at jeg har lært mig selv bedre at kende. Også selvom det var nemmere dengang, hvor jeg ikke behøvede.”

DA BILEN OMSIDER ruller over Dronning Louises Bro, ligger Nørrebro øde hen. Mørket har lagt sig over bydelen, og lyset i de fleste lejlighedskomplekser er slukket. Der er heller ikke lys at spore i Timm Vladimirs lejlighed. Det er en af de uger, hvor han ikke har sin søn. 

Han har altid været en selskabsløve, men han er gået fra at være ekstremt ekstrovert til at blive mere introvert. Det er sket i takt med, at han har lært sig selv bedre at kende. 

”Jeg har adopteret det miljø, jeg har været i, hvilket har gjort, at jeg nemt har kunnet være i mange miljøer. Når jeg så en sjælden gang i årenes løb har været alene, har jeg ikke vidst, hvad jeg skulle lave, fordi jeg ikke havde nogen at være noget i forhold til. Det er nok også derfor, jeg altid har været meget selskabelig og aldrig har haft lyst til at være alene.” 

For nylig snakkede han med en af sine gode venner, som bor på Cypern. Vennen er uddannet terapeut, og denne gang kom snakken til at handle om, at Timm Vladimir i mange år har været familiemand. Han har først og fremmest defineret sig ud fra det, men nu har han ikke længere familien. 

”Hvad er jeg så? Så er jeg bare en mand. Men er det så slemt igen?”

Et par dage senere flytter Timm Vladimirs søn atter ind til ham i en uges tid. De skal bygge Lego og gå på jagt efter kvarterets bedste shawarma. Næste gang sønnen fylder år, bliver han teenager, og Timm Vladimir ved udmærket, at der måske inden længe kommer et tidspunkt, hvor han ikke på samme måde gider hænge ud med sin gamle far. 

”Det bliver spændende, hvor det bevæger sig hen. Især nu, hvor han skal til at kigge på ladies. Vi skal til at have snakke, som jeg i udgangspunktet er dårlig til. Men jeg vil ikke have, at min knægt ikke lærer det, fordi jeg aldrig selv har kunnet finde ud af det. Jeg håber, han forstår, at uanset hvad man føler, er det helt okay. Det vigtigste er, at man ikke går og skjuler det, men tør snakke om det. Det har jeg tænkt mig at lære ham.”

MENS SOLEN brænder på den knastørre asfalt, hænger lyden af maskingeværsalver i luften over Kabul International Airport. Foran indgangen til lufthavnen vokser menneskemængden, der desperat forsøger at få plads på et fly ud af Afghanistan. Bag containere, hegn og pigtråd har de sidste tilbageværende britiske og amerikanske soldater barrikaderet sig, mens turbanklædte Taleban-krigere affyrer varselsskud for at kontrollere masserne. 

Få dage forinden blev syv mennesker mast ihjel, da de forsøgte at komme ind i lufthavnen, og billeder af afghanere, der stormer landingsbanerne og klamrer sig til fly, er gået verden rundt. 

I flere dage har vestlige styrker intensiveret evakueringen, efter at Taleban-styrker indtog den afghanske hovedstad uden modstand. Den afghanske premierminister Ashraf Ghani er flygtet i en helikopter, regeringskontorerne står tomme, og amerikanerne og briterne kan ikke stille noget op. 

20 år efter at en amerikansk ledet koalition invaderede landet i kampen mod terrorisme, tilhører Afghanistan igen fundamentalistiske islamister.

Midt mellem soldater, Taleban-krigere og civile afghanere står Simi Jan iført skudsikker vest og lilla tørklæde om håret. 

I midten af august 2021 er den 42-årige mellemøstkorrespondent den eneste tilbageværende danske journalist i Kabul. Foran hende er en 27-årig kvinde med sin fireårige datter. Da hun opdager, at Simi Jan taler farsi, beder hun indtrængende om hjælp. Hun frygter, siger hun, at blive giftet væk til Taleban, og bryder grædende sammen. Mens Sky News filmer i baggrunden, holder Simi Jan om hende og forsøger at agere tolk over for de britiske soldater, der giver kvinden og barnet lov til at komme gennem metalporten til det hotel, hvor korrespondenterne bor. 

Omkring dem rækker desperate forældre deres spædbørn over afspærringerne i håb om en bedre fremtid, og familier bliver splittet på hver sin side af hegnet. 

Samme dag møder Simi Jan en 14-årig dreng, der med blanke øjne kommer hen til hende. 

”Jeg kan ikke finde min bror. Min mor er fanget på den anden side af afspærringen. Hun har fået tæsk af Taleban,” siger han.

TRE DAGE TIDLIGERE rykkede Taleban ind i Kabul, og Simi Jan flygtede fra sit hotel i byen under en burka. Det meste af sit udstyr glemte hun i farten. I stedet optager hun nu indslag til TV 2 Nyhederne på sin iPhone og er sammen med andre udenlandske korrespondenter flyttet ind på et hotel bag de britiske soldaters afspærring ved siden af landingsbanerne. Foran lufthavnsindgangen hersker kaos og fortvivlelse, men bag murene er der mere fredeligt. 

Udenrigsministeriet, hendes arbejdsgiver og hendes mand har forsøgt at overtale hende til at rejse hjem med et af de danske evakueringsfly, men hun nægter at rejse fra Afghanistan. 

Hun er ikke færdig med sin historie, og selvom hun har to små drenge, der venter på hende derhjemme, kan hun ikke få sig selv til at forlade krigszonen. Hun har ikke bare en stor kærlighed til landet, men også en følelse af pligt til at blive og rapportere, uanset hvad. 

Sådan har hun haft det før.  Da hun i 2014 var halvvejs i sin graviditet med sin ældste søn, rejste hun til Gaza for at dække krigen mellem Israel og Palæstina. Hun endte med at føde ved akut kejsersnit næsten tre måneder før termin på et israelsk hospital.

Til sidst bliver Simi Jan dog tvunget ud af Kabul. Taleban presser de britiske soldater for at overtage kontrollen med hotellet, og hun og hendes internationale kolleger får besked om, at de skal med et amerikansk transportfly til Qatar. På vej ud til flyet tænker Simi Jan kun på, hvordan hun kan snige sig væk fra soldaterne. 

Men på intet tidspunkt lader de hende ude af syne, og hun må modvilligt gå om bord. I et stort lastrum sidder hun stuvet sammen med 400 andre – journalister, amerikansk personale og afghanere, som har været heldige at slippe ud af landet. 

Fire timer senere, om aftenen 25. august, lander de i Doha. Med sin iPhone og en lille lampe laver Simi Jan en live-gennemstilling til ’19 Nyhederne’ hjemme i Danmark. 

I studiet og hos hendes familie og venner er der lettelse. Men selv føler hun kun tristhed over at have forladt Afghanistan for tidligt. Dagen efter springer en bombe og dræber 182 mennesker foran hotellet i lufthavnen i Kabul, samme sted, som Simi Jan i 11 dage har rapporteret fra krigen.

TO MÅNEDER senere dufter der af brændte mandler i Tivoli i København. Fra oven lyder et kollektivt hvin, da ’Dæmonen’ tager et af sine halsbrækkende sving. Ikke langt derfra sidder Simi Jan i sminken i Glashuset, hvorfra TV 2 sender ’Go’ aften live’ med hende og Abdel Aziz Mahmoud. Hun havde ellers forsvoret i begyndelsen af sin karriere, at hun som krigskorrespondent nogensinde ville ende som vært for et blødt talkshow. Men da hun fik tilbuddet for et års tid siden, først som barselsvikar, sagde hun alligevel ja for at komme lidt ud af sin comfort zone. Siden har hun opdaget, at hun faktisk nyder de lidt længere tv-interviews og de bløde, personlige historier.

De seneste par uger har hun dog mest følt frustration og afmagt, når hun er trådt ind ad medarbejderindgangen til Tivoli. Hun ser tomt på gæsterne, som går ubekymret rundt i forlystelsesparken, intetanende om alt det, der sker på den anden side af jorden. Og når hun går til forældremøde på sine børns skole, har hun svært ved at høre om de andre forældres ligegyldige problemer. Normalt går den slags hende ikke på. Men siden hun kom hjem fra Afghanistan, har hun ikke været sig selv.

Simi Jan landede i Danmark om onsdagen den 1. september efter at have tilbragt en uge i Qatar. Fredagen efter var hun til et seminar på TV 2, og lørdag brød hun sammen. Hun kunne ikke komme ud af sengen om morgenen, hun græd, kunne ikke sove, og om natten var hun plaget af mareridt om de mennesker, hun havde mødt i Afghanistan. Sådan blev det ved i flere uger, og hendes mand Allan – som hun kun omtaler ved fornavn af hensyn til hans privatliv – måtte tage sig af deres sønner på seks og tre år.

Simi Jan fik fri fra værtstjansen i to uger, og hendes chef insisterede på, at hun opsøgte en krisepsykolog. Hun gik også til en kropsterapeut, fordi oplevelserne havde sat sig fysisk i hende. 

”Din krop er i chok,” sagde terapeuten under den første behandling, mens psykologen fortalte, at det var kontrasterne, der stressede hende.

”Jeg kom direkte fra en krigszone til et sted, hvor alt er fredeligt og normalt. Men hvad er egentlig normalt? Begge dele er jo virkelighed, men jeg skal huske mig selv på, at min virkelighed er mit fine hus med sildebensparket og messinghåndvask, et køleskab fyldt med mad og børn, der vil have fredagsslik og ikke gider spise aftensmad,” fortæller Simi Jan, der før har oplevet, at jobbet som korrespondent kunne ramme hårdt.

MELLEM KNUST BETON og splintrede mursten lå to unge piger, deres kroppe var livløse. Kun ben og fødder stak ud blandt bunker af murbrokker, der før udgjorde et femetagers hus. En gruppe mænd forsøgte at grave dem fri, men deres projekt syntes håbløst. Hvor end Simi Jan kiggede hen, var der ruiner, skrig og mennesker i chok. 

Det var oktober 2005, og få dage forinden havde et voldsomt jordskælv ramt Kashmir i det nordlige Pakistan og dræbt 73.000 mennesker. Da det skete, sad 26-årige Simi Jan i sin lejlighed i Vanløse og så nyheder. Hun var blevet færdiguddannet året før, arbejdede som freelancejournalist og havde fået deltidsjob som producerassistent på P1. Da hun så de voldsomme scener fra sine forældres hjemland, tog hun telefonen, ringede til Dagbladet Politiken og forsøgte at overtale en lettere forvirret udlandsredaktør til at sende hende til Pakistan, men svaret var først nej. Det samme var meldingen hos Danmarks Radio. Dagen efter sad Simi Jan des­uagtet på et fly til Islamabad med en aftale om tre freelance-artikler til Politiken. I lufthavnen stødte hun på to norske journalister, som hun fulgtes med nordpå.

I Kashmir mødte Simi Jan et ægtepar med fem børn, der havde mistet 30 familiemedlemmer – og endnu flere var savnet. Hendes historie om deres desperate kamp for at finde et telt endte på forsiden af Politiken sammen med andre artikler. Hun var den første danske journalist på stedet og var også igennem i Radioavisen.

Reportagerne fra Pakistan satte gang i Simi Jans karriere. Hun var nu på vej til at blive korrespondent, som hun havde sat sig for fire år forinden, da hun besøgte Makedonien på randen af borgerkrig og solgte sin første artikel til Information. Men der var noget, som ikke føltes rigtigt. En dag, mens hun stod i Kashmir, ringede Politikens udlandsredaktør og spurgte:

”Hvordan har du det?” ”Fint,” svarede hun. Men udlandsredaktøren spurgte igen. Og en gang til. Og så brød Simi Jan sammen. Da hun kom hjem til Danmark, fik hun en depression og isolerede sig fra venner og familie. Politiken sendte hende til en psykolog, og det tog hende måneder at bearbejde oplevelserne fra Pakistan. Undervejs kom hun til at tvivle på, om hun egentlig ville være journalist, da hun i det job ikke kunne hjælpe. Men jordskælvet havde vækket noget i hende. Året efter rejste hun til Pakistan igen.

VED INDGANGEN TIL Glashuset i Tivoli tager Simi Jan imod Sonja Oppenhagen, en af aftenens gæster i ’Go’ aften live’. Den 72-årige skuespiller har skrevet en selvbiografi om sin barndom og opgøret med en svigtende far, og Simi Jan skal interviewe hende. Gæsterne bliver briefet og for-interviewet af værterne, så alle er klar over, hvad der skal ske. 

”Jeg er faktisk også selv i gang med en bog om min familie,” siger Simi Jan til skuespilleren, inden de begge går på. 

Ideen begyndte at tage form kort efter, at hendes mor fik konstateret kræft i marts 2016, fortæller hun senere. En måned forinden var Simi Jan flyttet til Istanbul, hvorfra hun skulle dække Mellemøsten og flygtningestrømmen til Europa, efter krigen i nabolandet Syrien havde sendt millioner af mennesker på flugt. 

Hendes mand og dengang halvandet år gamle søn var flyttet med, og de havde fundet en lejlighed med udsigt over Bosporusstrædet. Men efter få uger i Tyrkiet måtte Simi Jan meddele sin chef på TV 2, at hun var nødt til at opgive sit drømmejob og vende hjem til Danmark.

”Jeg var med på hospitalet, da vi fik overbragt beskeden,” fortæller hun. 

”Min mor havde en knude i tarmen, og jeg havde googlet tarmkræft hjemmefra. Det var jo noget, man bare opererede væk, og der var gode udsigter. Men så begyndte lægerne at tale om metastaser i leveren. Jeg vidste ikke, hvad det var, men der var ni af dem, og én af dem var rigtig stor. De fortalte, at min mor sandsynligvis kun havde måneder tilbage.”

Simi Jan blev fuldtidssygehjælper for sin 54-årige mor og lagde arbejdet på hylden. Pludselig vidste hun alt om kræftmedicin, kemoterapi og alternativ behandling med C-vitamin, mens moren, der ikke kunne klare sig selv og senere tabte alt håret, flyttede ind på Simi Jans søns børneværelse.

Samtidig var Simi Jan frustreret over sine tre yngre søstre, som hun ikke følte tog lige så meget ansvar for hendes mors sygdom som hende selv. Det førte til flere skænderier mellem søstrene og Simi Jan, der besidder et eksplosivt temperament bag sit milde ydre. Da det hele var ved at kamme over, besluttede hun sig for at sætte sig ned og skrive for at få afløb:

”Jeg har altid bearbejdet svære ting ved at skrive dem ned. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg var nødt til at prøve at få styr på alle de tanker og følelser, der rumsterede i mit hoved. Samtidig havde jeg i mange år tænkt, at jeg gerne ville skrive min mors fortælling ned og give den videre til mine børn. Jeg havde bare aldrig haft tid. Men nu lå hun pludselig for døden, og historien risikerede at dø med hende. Så på de dage, hvor hun havde overskud, satte jeg mig med hende og fik hende til at fortælle mig om sit liv. Når jeg mødtes med mine søstre, fortalte jeg historierne videre. Jeg troede, at jeg kendte min mors historie, men det gik op for mig, at der var meget, jeg ikke vidste. Både om hende og min egen barndom.”

I STARTEN AF 80’erne havde det sociale boligbyggeri Værebroparken i Bagsværd endnu ikke fået ry som et udsat område præget af arbejdsløshed og kriminalitet. I højhusene lidt nord for København voksede Simi Jan op som barn af pakistanske forældre, der var indvandret til Danmark i 1978. De optræder i denne artikel anonymt efter både deres eget og Simi Jans ønske.

Forældrene var blevet arrangeret gift i Pakistan, da Simi Jans mor var 16 år, og i Danmark fik hendes far job på en fabrik og blev senere kioskejer, mens moren var hjemmegående. De fik en lille lejlighed i højhusene, hvor der var ægte tæpper i stuen, et børneværelse og et soveværelse til de tre døtre, der sov i køjesenge. Senere fik de en større lejlighed, hvor Simi Jan fik sit eget værelse. 

På Værebroskolen gik børnene fra højhusene med de mere velstillede børn fra villavejene. Skolen lå i gåafstand, og når hun fik fri, gik Simi Jan til undervisning i den lokale koranskole eller mødtes med klassekammeraterne i Værebro Centeret, der havde en centerpub, et posthus, en bank, en bager og et Prima-supermarked. Hun var god til at læse og skrive, og allerede i 7. klasse vidste hun, at hun ville være journalist.

I lejligheden i Værebroparken kunne stemningen hurtigt ændre sig, alt efter om Simi Jans far var hjemme eller ej. Gnidningerne i forældrenes ægteskab udløste skænderier, som blev værre med årene, men Simi Jan lukkede det meste ude ved at begrave sig i lektier. Først som teenager blev hun klar over, at hendes forældres forhold var voldeligt.

”Mine søstre kan huske ting, konkrete fysiske situationer, hvor min far har slået min mor, som jeg har fortrængt. For nogle år siden gik jeg hos en psykolog, der sagde: ’Det skal du bare være glad for.’ Hun fortalte, at det var en overlevelsesmekanisme, og havde jeg ikke haft den, ville jeg formentlig bære rundt på en masse ting fra dengang og ikke være dér, hvor jeg er i dag.”

DA SIMI JAN var 14 år gammel, traf hendes mor et uhørt valg i pakistanske kredse: Hun ville skilles fra sin mand. Familien var flyttet til et rækkehus i Glostrup, den yngste søster var kun fire år, men Simi Jan nægtede at skifte skole og gik fortsat på Værebroskolen og holdt til at begynde med skilsmissen hemmelig af skam, selvom flere af hendes danske klassekammerater også var skilsmissebørn.

Simi Jans mor havde fundet ud af, at faren havde lovet Simi Jan væk til hendes fætter. Af frygt for at hendes datter også skulle ende i et tvangsægteskab, så moren ingen anden udvej end at bryde ud af ægteskabet. Hun har siden fortalt Simi Jan, at hun allerede i barselssengen havde bedt til Gud og hvisket til sin nyfødte datter: ”Du skal selv vælge, hvem du en dag vil giftes med.”

Forældrenes pakistanske omgangskreds kom på besøg for at holde krisemøde. Men Simi Jans mor fastholdt sin beslutning, selvom hendes mand først nægtede at lade sig skille. Sagen endte i retten, hvor faren fraskrev sig forældremyndigheden over sine døtre. Det var ment som en straf, fordi han var overbevist om, at moren ikke ville kunne klare sig alene med fire piger. Senere rejste han til Pakistan og vendte hjem med en ny kone. I pakistansk islamisk kultur er det mandens ret at blive gift igen, mens en fraskilt kvinde ofte bliver udstødt. Størstedelen af familiens omgangskreds vendte dem ryggen, fordi Simi Jans mor havde krænket sin mands ære.

Efter skilsmissen købte Simi Jans onkel et rækkehus i Albertslund, hvor alle fire søstre kunne få deres eget værelse. Ifølge Simi Jan var hendes mor som løsladt fra et fængsel. Moren fik arbejde, først som pædagogmedhjælper, og senere blev hun Danmarks første kvindelige buschauffør med indvandrerbaggrund. Simi Jan, der i mellemtiden var begyndt på HF og havde fået et fritidsjob på billetkontoret i MusikTeatret Albertslund, var så stolt, at hun ringede ind til Politiken. Dagen efter sendte avisen en journalist og en fotograf, som skrev en artikel om den pakistanske kvinde, der kørte bus på Nørrebro.

”Min mor stod op for sine døtre og vores ret til at leve, som vi ville. Mine søstre og jeg har fået den ultimative frihed, fordi min mor tog kampen for os. Hun gjorde det, for at vi kunne få lov til at leve det liv, vi selv ønskede, vælge, hvilken uddannelse vi ville have, og hvem vi ville gifte os med. Uden hende ville jeg aldrig have været færdiguddannet som 23-årig eller have haft den karriere, jeg har haft,” siger Simi Jan, som efter sin HF-eksamen arbejdede som rejseleder i Italien og på et callcenter i Skotland, hvor hun endte med at blive i fire år, mens hun studerede journalistik.

I DAG ER Simi Jans mor kræftfri. Lægerne har kaldt det et mirakel, at hun stadig lever. Hun bor nu med Simi Jan, hendes mand og deres to sønner i familiens hus i Gentofte, hvor hun har sin egen indgang. De bor side om side, men nogle gange går der en dag eller to, hvor de ikke ses. 

Simi Jan nærmer sig en færdig bog, men ved endnu ikke, hvornår den skal udgives. Journalisten i hende mener, at hendes mors historie er vigtig at fortælle til omverdenen. Men arbejdet med bogen har også været en helende proces for hende og hendes familie – også hendes far.

Der skulle gå 15 år, før Simi Jan hørte fra ham igen. En aften i foråret 2009 sad hun i en bil i Afghanistan på vej mod den iranske grænse for at lave et indslag til 19 Nyhederne, da hendes telefon ringede. Simi Jan genkendte stemmen i røret med det samme. 

”Simi, skat, er det dig? Det er far, skat. Din baba,” sagde han grådkvalt, mens hun prøvede at holde sine egne tårer tilbage.

Fotografen og hendes to afghanske kolleger i bilen var faldet i søvn. Ingen af dem bemærkede opkaldet. Chaufføren foran havde travlt med at holde bilen sikkert på ’dødens landevej’, som den kaldes på grund af et stort antal ulykker. 

”Det er et dårligt tidspunkt, far. Jeg sidder i en bil. Jeg er i Afghanistan,” sagde Simi Jan lavmælt.

Da de havde sagt farvel, sad hun tilbage med en følelse af lettelse og sorg. Hun tørrede øjnene og begyndte forfra med at lægge sin makeup, inden hun skulle på skærmen.

IKKE LÆNGE EFTER, under en ferie hjemme i København, aftalte Simi Jan at mødes med sin far i den lejlighed, hun havde lejet til ferien. Han mødte op med en buket blomster, de drak kaffe, og langt om længe fik Simi Jan mulighed for at komme af med den vrede, hun havde brændt inde med, siden hun var 15 år.

”Hvordan kunne du gøre det mod os?” spurgte hun.

Siden har Simi Jan og hendes far bevaret kontakten. De taler i telefon og mødes med jævne mellemrum, men aldrig hjemme hos hinanden. Der er noget i deres relation, som ikke kan repareres. Men Simi Jan siger, at hun har tilgivet sin far.

”De unge mænd, der kom til Danmark dengang, kom fra en helt anden verden. De kom hertil midt i den seksuelle frigørelse, hvor kvinderne lå topløse på stranden, og måske reagerede nogle af dem ved at passe ekstra godt på de værdier, de havde med sig. Når jeg taler med min far om dengang, siger han stadig: ’Jamen, din mor og jeg havde det det da godt. Vi havde hus, en ny bil og ægte tæpper. Jeg forstår ikke, at hun ville skilles’. Han kom til Danmark, fik arbejde og forsørgede sin familie. Han har knoklet og føler, at han gjorde alt det, han skulle som mand ud fra de kønsroller, han kender hjemmefra. Det betyder ikke, at det var rigtigt at vende mig og mine søstre ryggen, det er ikke en undskyldning, men det er en forklaring, som gør, at jeg kan se ham i øjnene og komme videre.”

I Simi Jans kommende bog får faren også lov til at fortælle sin version af familiehistorien. Det samme gør hendes søstre og flere andre i og tæt på familien. Simi Jan fortæller, at hun besluttede sig for at involvere faren, fordi hun følte sig forpligtet til at høre begge sider af sagen:

”Jeg kunne godt have valgt ikke at gå igennem den smerte, jeg pålagde mig selv ved at sætte mig ned med min far og tale om det. Men som journalist – og datter – ville jeg ikke kunne leve med kun at fortælle den ene side af historien. Og hvis jeg skulle lande på den anden side som et helt menneske, var jeg også nødt til at tage nogle slag.”

EN MIDALDRENDE MAND i lyseblå skjorte står i indgangen til Arbejdermuseet og tripper nervøst. Det er sidst på eftermiddagen en torsdag i november, og udenfor er mørket ved at lægge sig. På mandens skjortelomme står der Københavns Politiforening, og han har hyret Simi Jan til at holde foredrag for ham og hans kolleger. Men hun er forsinket, og der er så småt ved at være fyldt oppe i museets festsal.

Et par minutter inden foredraget skal begynde, kommer Simi Jan til syne i foyeren; lettere forpustet, i en sort blazer med et afghansk mønster i gyldne nuancer og sin bærbare under armen.

”Er I klar over, hvor svært det er at finde en parkeringsplads herinde?” udbryder hun. 

Lidt tekniske problemer senere står hun på scenen og afspiller et af de indslag, hun lavede til TV 2 Nyhederne fra Kabul, mens hun fortæller om sine oplevelser.

Oprindeligt var Simi Jans plan at rejse til Afghanistan i starten af september og blive til den 11. september, den oprindelige slutdato for den amerikanske tilbagetrækning. Men da det i midten af august stod klart, at Talebans fremtog gik langt hurtigere end ventet, og at amerikanerne ville fremskynde evakueringen, begyndte hun at ringe rundt til sine udenlandske kolleger i Afghanistan for at orientere sig. De fleste var på vej ud, fordi det ikke længere var forsvarligt at blive. 

Søndag den 15. august skulle Simi Jan fejre sin ældste søn Adams fødselsdag med familien og havde fremrykket sin afrejse til dagen efter. Men om fredagen var situationen i Afghanistan eskaleret så hurtigt, at hun måtte fortælle sin søn, at hun ville gå glip af hans fødselsdag.

”Jeg kan altså meget bedre lide fars arbejde,” svarede han.

Lørdag aften kørte Simi Jan med sin mand Allan og sine sønner ud til TV 2 på Teglholmen for at hente kameraudstyr og sige farvel. Ingen af tv-kanalens fotografer havde lyst til at rejse med, det var for farligt, så Simi Jan måtte selv filme sine indslag. Hun bookede flybilletter til alle dage den følgende uge for at kunne forlade Afghanistan igen, hvis det blev nødvendigt. TV 2 havde også tilknyttet en sikkerhedsrådgiver, som hun skulle være i daglig kontakt med, og med sig havde hun to hjelme og to skudsikre veste.

”Hvad er det?” spurgte sønnen Adam og pegede, da hun pakkede udstyret ned i sin taske, men fik ikke svar. Når Simi Jan rejser til Mellemøsten, tror hendes børn, at hun bor på luksushotel med swimmingpool. Hjemme i huset i Gentofte er alle nyheder bandlyst. Først når drengene bliver ældre, vil hun fortælle dem, hvad hun virkelig laver.

”Kan du ikke selv se, hvor skørt det er, at dine børn hjælper dig med at pakke skudsikre veste?” spurgte hendes mand bagefter. Han havde gentagne gange forsøgt at tale Simi Jan fra at rejse. Flere af hendes udenlandske kolleger havde også advaret hende. Men hun var ikke til at rokke.

”Jeg er nødt til at tage derned. Jeg er nødt til at give afghanerne en stemme,” sagde hun. 

Da Simi Jan gik om bord på flyet i Kastrup, havde hun ondt i maven, og i Afghanistan landede hun med det, der viste sig at blive sidste fly ind i landet. Afgangen efter blev nægtet adgang til Kabul.

”Jeg rejste til Afghanistan for at bevidne og fortælle de almindelige afghaneres historier. Men jeg var ikke forberedt på den desperation, jeg mødte. Jeg havde frygtet, at der ville blive gadekampe i Kabul, og at det ville trække i langdrag. Men i stedet endte jeg med at stå bag en afspærring i en lufthavn og se uskyldige mennesker blive mast ihjel.”

”ER DU IKKE lidt af en adrenalinjunkie?”

En kvinde på en af de forreste pladser i Arbejdermuseets festsal rækker hånden op.  

”Det har jeg også spurgt mig selv om flere gange,” svarer Simi Jan. 

”Jeg har betalt en ret stor pris for at tage af sted til Afghanistan denne sommer. Men det er den vigtigste historie, jeg nogensinde har dækket. Hvis ikke jeg og mine kolleger havde været der, havde folk derhjemme ikke set de billeder, vi transmitterede fra lufthavnen, eller hørt om de skæbner, vi mødte. Jeg har et særligt forhold til Afghanistan og afghanerne, der, siden jeg rejste derned første gang, har vist mig så stor gæstfrihed og så meget kærlighed, og derfor følte jeg et ansvar over for dem,” fortsætter hun sit svar og begiver sig ud i en anekdote om engang, hun fik husly hos en fremmed familie i Helmand-provinsen, selv om de risikerede livet ved at have en vestlig journalist boende.

Da foredraget er slut, kommer en mand og en kvinde op til Simi Jan, mens hun pakker sin computer ned i tasken.

”Vi var faktisk lidt sure på dig,” siger den gråhårede mand i læderjakke og smiler.

”Nå, hvorfor?” spørger Simi Jan.

”Ja, vi kunne jo ikke tage hjem uden dig.”

Det viser sig, at parret var med i evakueringsarbejdet i Islamabad, hvor danske Hercules-fly, fløj danskere fra Afghanistan via Pakistan. I Islamabad sad de og ventede på Simi Jan, som aldrig dukkede op.

”Vi var glade, da vi så dig på flyet i tv,” siger kvinden, og Simi Jan skynder sig at få deres kontaktoplysninger, så hun kan kontakte dem til en eventuel historie.

Fra Arbejdermuseet sættes kursen mod Illum, hvor Simi Jan skal aflevere et par Bulgari-øreringe, som hun havde på til Danish Music Awards for tre dage siden, hvor hun skulle overrække årets hæderspris. Det var hendes første offentlige optræden, siden hun kom hjem fra Kabul, og på den røde løber blev hun med egne ord overfaldet af journalister fra den mere kulørte del af pressen. En stylist havde klædt hende på i en sølvtop, stiletter og de velvoksne diamantøreringe, hun nu skal aflevere tilbage.

”De koster langt over 100.000. Er det ikke vildt?,” siger hun. ”Jeg har været så nervøs for at miste dem hele dagen.”

SIDST PÅ AFTENEN, på Café Europa på Amagertorv, kan Simi Jan ikke holde tårerne tilbage, mens hun taler om de skæbner, hun mødte i lufthavnen i Kabul. Hun har holdt kontakten med den 27-årige kvinde, som sammen med sin datter efter en dag i sikkerhed blev sendt væk af briterne. I flere dage hørte Simi Jan ikke fra hende, indtil kvinden pludselig skrev, at det efter fem dage i kø hos amerikanerne uden adgang til toilet var lykkedes hende at komme med et fly til USA. Hun skriver stadig jævnligt på WhatsApp og fortæller om sit nye liv i Vesten.

Men den 14-årige dreng, der blev væk fra sin familie, nager stadig Simi Jan.

”Jeg ville ønske, at jeg havde fået hans mobilnummer. Jeg er bange for, at der er sket ham noget. Unge drenge som ham er enormt udsatte i Afghanistan. De kan blive kidnappet og hjernevasket og ende som selvmordsbombere eller blive misbrugt. Jeg ved godt, at det ikke er mit ansvar som journalist, men jeg er jo også et menneske. Jeg bliver ved med at sige til mig selv, at han sikkert har det godt. Men det ved jeg jo ikke. Jeg kan stadig se hans ansigt for mig og høre hans stemme.”

Du har dækket krig og ødelæggelse mange gange før. Hvorfor ramte det dig så hårdt denne gang?

”Jeg rejste til Afghanistan for at bevidne og fortælle de almindelige afghaneres historier. Men jeg var ikke forberedt på den desperation, jeg mødte. Jeg havde frygtet, at der ville blive gadekampe i Kabul, og at det ville trække i langdrag. Men i stedet endte jeg med at stå bag en afspærring i en lufthavn og se uskyldige mennesker blive mast ihjel eller nægtet udrejse, uden at jeg kunne gøre noget. Afghanerne har givet mig så meget, men jeg kunne ikke give noget igen. Ikke engang håb.”

Hvorfor bliver du så ved med at tage af sted alligevel?

”Min drivkraft har altid været at vise menneskene bag krige, jordskælv og katastrofer. De er ikke anderledes end dig og mig. Jeg tror på, at jeg kan gøre en forskel – uanset hvor lille – ved at fortælle deres historier.”

Simi Jan tager en hvid serviet og tørrer makeup væk fra under øjnene. Et par minutter senere forlader hun Café Europa, og på vej ud modtager hun en sms fra stylisten.”Er der styr på øreringene?” står der. Efterfulgt af en ængstelig emoji.

EN UGE SENERE er Simi Jan på vej til Afghanistan på ny. Normalt er det en fordel, at hun taler urdu og arabisk, og hendes udseende gør hende i stand til at blende ind, hvor andre vestlige journalister stikker ud. Men når hun lander i Kabul igen, er det ikke længere sikkert, hun kan drage nytte af at ligne en af de lokale.

”De afghanske journalister lever med trusler, tortur og fængsel. Hvis jeg bliver forvekslet med en lokal journalist, kan det blive et problem.”

Simi Jans projekt i Afghanistan er både personligt og professionelt. Der er stadig vigtige historier at fortælle. Om børn, der risikerer at dø af sult, om kvinder, der ikke må arbejde, og om unge piger, der ikke må gå i skole under Taleban-regimet. Simi Jans psykolog har sagt, at det vil være godt for hende at komme tilbage og konfrontere smerten. Efter samtalen ringede hun begejstret hjem til Allan: ”Min psykolog har sagt, at jeg kan spare 80 psykologtimer ved at tage derned igen!”. Svaret i den anden ende var knap så entusiastisk. Men grunden til at rejse tilbage viger hun ikke fra.

”Det Afghanistan, jeg kendte og elskede, eksisterer ikke længere. Noget døde inden i mig, da jeg gik om bord på det fly. Det skal jeg ned og se i øjnene.”

I DEN TRAVLE eftermiddagstrafik på Nørrebros Runddel er intet så kaotisk som der, hvor René Fredensborg befinder sig. Foran Lagkage­huset går han i november rundt i klipklapper med sit viltre hår og snakker skiftevis med sin ekskone og sin teen­agesøn. De er ikke på talefod for tiden på grund af et skænderi, ingen af dem længere kan huske, og det er hans midlertidige opgave at forsøge at mægle mellem parterne, siger han. 

Selv har han netop hentet sine to otteårige tvillingedrenge i daginstitution og placeret dem på ekskonens Christianiacykel. Der er nok af børn at holde styr på, René Fredensborg har syv med fire forskellige kvinder. En tom pizzabakke ligger på taget af hans Volvo fra 1997, og han når lige akkurat at opdage den, før han lidt efter sætter sig ind. Blæseren vil ikke starte, så han giver instrumentbrættet et ordentligt dask, mens en lastbil fra Irma blokerer udkørslen. Da han langt om længe får lov til at trille ud med kurs mod hjemmet i Græsted, går der ikke længe, før han udbryder: ”Jeg skal fandeme have en bajer nu. Lige en nossebajer at komme hjem på.”

Er ’Sjuft’ en bog med et budskab? 

”Jeg synes, der er et tilgivelsesbudskab. Uanset hvor dysfunktionel ens familie er, må man prøve at finde ud af det. 30 procent af danskerne har et familiemedlem i nærmeste familie, de har slået hånden af. Det er vildt. Min far og jeg prøver hele tiden at finde ud af det. Nu tester jeg det ultimativt ved at skrive en bog, hvor han i den grad får lov til at læse, hvordan han fremstår. Jeg skåner heller ikke mig selv.”

Hvorfor har du skrevet om din egen familie?

”Jeg synes, det er interessant, hvordan dramatrekanten hele tiden er i spil: Hvem er offer, hvem er krænker, hvem er redder? Den trekant kører hele tiden i familier som vores, der er så dysfunktionelle. Jeg har været nødt til at skrive ’Sjuft’ som roman, for var den dokumentaristisk, ville folk ikke tro på det. Det er min version af min families historie, og jeg har skrevet den i håbet om, at mennesker, der enten kender til dysfunktionelle familier, selv er en del af dem eller måske interesserer sig for dem, vil kunne genkende og lære noget.”

René Fredensborg, 2001. Foto: Allan Lundgren/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Hvornår gik det op for dig, at din familie var dysfunktionel?

”I 5. klasse blev jeg venner med Henrik, efter hans familie flyttede til Vamdrup. Den familie var så kærlig, og det var jeg ret misundelig på. Der var ikke skænderier i luften, og man gik ikke på listefødder. Når man lever og ånder i en dramatrekant, går man jo på æggeskaller. Man lærer med det samme at tolke underliggende signaler, når nogen siger noget, for man er vant til blame games og til en generel bebrejdelseskultur.”

Din mor fylder meget lidt i romanen …

”Jeg er ikke nået til at kunne skrive den historie endnu. Min mor vil slet ikke have kontakt med mig. Jeg har engang sagt i radioen, at jeg ikke har det godt med hende, og det har hun surmulet over i snart otte år. Hun mener, at jeg hænger mit vasketøj til tørre offentligt. Når jeg kom hjem til hende og fortalte, at jeg havde scoret et mål til fodboldtræning, sagde hun: ’Var der ikke en, der lagde op?’ Man skulle altid holdes nede. Det er nok der, hvor den største smerte i virkeligheden ligger. Afvisningen fra hende.”

I romanen dykker du også ned i din farfars og oldefars historie, hvorfor?

”Min farfar arbejdede på en maskinfabrik, hvor man hver fredag fik udbetalt sin løn kontant, og det kunne han ikke håndtere. Han drak 30 bajere om dagen. Man tror, det er løgn, men det kan min far også. Han suger simpelthen bare, og han pisser hele tiden. Drikker og pisser. Sådan var min farfar efter sigende også, og når han kom fuld hjem, kunne han være virkelig ubehagelig. Han var meget, meget hård. Men han voksede selv op uden en far, for min oldefar, som var frihedskæmper, faldt om af hjertestop, da han flygtede fra tyskerne.”

Hvorfor hedder romanen ’Sjuft’?

”Min ekskone sagde engang: ’Din far er en sjuft.’ Det er fandeme et godt ord. Det beskriver dybest set en amoralsk, uhæderlig person, og det er jeg også. Hvad jeg ikke skylder i skat, og hvad jeg ikke laver af mærkelige deals. Alle kan ikke være en sjuft, for så bryder samfundet sammen, men jeg er også glad for, at sjuften findes, for det er en uddøende race. Det er en bog om bodega-middelklassen, hvor tilværelsen handler om fisse, fadøl og fast arbejde, og hvor man har svært ved at indfinde sig under de nye normer.”

Hvornår gik det op for dig, at din far var en sjuft?

”Jeg var i en ret fremskreden alder, da jeg opdagede min fars normløshed. Der var oplevelser, der føltes usædvanlige, men jeg vidste ikke hvor usædvanlige før langt senere. Den ene af dem er også beskrevet i bogen. Jeg er blevet smidt ud af skolen og skal begynde på en efterskole for utilpassede på Samsø, hvor jeg bliver vist rundt af to 17-årige piger. Samme sommer møder min far og jeg dem i City Vest i Aarhus. Han inviterer dem med hjem, og vi bliver alle fire fulde og skæve, jeg er 15 år og mister min mødom til den ene, mens han er sammen med den anden. Efterfølgende var de kærester i halvandet år. Han var 35 år, hun var 17. Det var ret grænseoverskridende. Jeg lignede en, hvis kæreste var blevet stjålet af en voksen mand. Det er ret vildt at turde være ligeglad med, hvad andre tænker på den måde. Så er det spørgsmålet, om han er egoistisk, eller han i virkeligheden bare tør være sig selv. På en måde beundrer jeg ham for at turde være ligeglad. Omvendt kunne han godt tage mere hensyn til sine børns følelser.”

Far og søn, Bohol Beach Resort, Filippinerne, 2003. Foto: Privat

EN KRUKKE MED hjemmedyrket  pot står på køkkenbordet. Ved siden af er Shine, René Fredensborgs filippinske kone, ved at lave aftensmad, en krydret ret fra hjemlandet, der oversat bærer navnet ’krydret krydret’. Neil Young spiller fra anlægget. Fra spisebordet udbryder René Fredensborg: ”Hold kæft, de smager godt, bajerne.”

Han har allerede kørt et par stykker ned med en af sine barndomsvenner, der har slået telt op i haven, som han har tænkt sig at bo i de efterfølgende dage. 

”I get drunk tonight, how do you like that?” spørger René Fredensborg henvendt til Shine. 

”It’s okay,” svarer hustruen.

Lidt efter sætter hun sig også til bords med datteren Lily, og det samme gør faderens hustru Analyn, der også er fra Filippinerne. Shine beder bordbøn, og så må der spises.

En stor del af romanen foregår på Filippinerne, hvor din far tidligere ejede Icebear Bar & Tourist Inn. Hvad tror du, han er faldet for ved den tilværelse?

”Der er billige bajere og villige damer. Der er sol dagen lang, og der er alle de drinks, du vil have, og de ansatte smiler, når de skænker dig dem. De lukker, når du synes, og de spiller den musik, du ønsker. I bogen siger han: ’Life is about drinking and fucking.’ Det kan man vælge at diskutere intellektuelt, men han har jo ret.”

Hvorfor tror du, at europæiske mænd tiltrækkes af Filippinerne?

”Da min far første gang rejste dertil i 1999, blev han overrasket over, hvor langt pengene rakte, og hvor nemt man kan blive solkonge. Jeg faldt for præcis det samme som ham. Mildheden, smilet, festen. Filippinerne er jo Sydøstasiens Brasilien. Der er fest hele tiden. Jeg tror, det er vildt for mange mænd at komme til et land, hvor det er på den måde.” 

Da du selv blev gift med Shine, blev du en del af en klub af mænd med filippinske koner. Hvad er det for en klub?

”Ja, de hvide øgler. Hvide mænd med unge koner. Når man står og kigger på det, ser det sindssygt mærkeligt ud. De her kæmpe mænd med deres cykelstelstynde kvinder, der er så små, at man tænker, at de knækker og dør, hvis deres partner sætter sig på dem. Det er ulige, det er asymmetrisk, hvad fanden er det for noget? Men jeg har lært ikke at dømme.” 

Don Bjarno med sit barnebarn Emil, 2004. Foto: Privat

DET ER SOM en scene fra Sydstaterne i USA, men den foregår i baghaven i et parcelhuskvarter i Nordsjælland. Der spilles Willie Nelson, mens høje flammer fra lejrbålet sprutter op i stjernenatten. René Fredensborg skal til reception på sin roman dagen efter, men han har fyldt sig med dåsebajere, papvin og halvanden potjoint, og han er ikke til at stoppe. Han sidder på en hjemmehugget træbænk med Shine og barndomsvennen. Det var sidstnævnte, der foreslog at lave bål, men det er sværere end som så. Hverken aviser eller træpinde er til at få ild i, før René Fredensborg trods hustruens protester finder en benzindunk frem. ”Som mænd kan vi jo ikke give op. Det kan vi jo ikke,” siger han, og straks efter står flammerne i vejret. 

Hvad håber du, at man som læser får ud af ’Sjuft’?

”Hvis man er underholdt, frastødt og fascineret, har man det ligesom mig, da jeg skrev den. Men jeg er også klar over, at den er for meget. Jeg har opført mig som en idiot, og nu prøver jeg at lægge det hele frem. Personligt savner jeg den slags litteratur. Jeg kan enormt godt lide serier som ’Breaking Bad’ eller ’Your Honor’ med sammensatte karakterer, der begår amoralske handlinger, og som man ikke ved, om man holder af eller ej. Jeg tror måske, det er lykkedes mig at skabe en karakter ud af mig selv, som man ikke aner, om man kan lide eller ej.” 

Du er ikke selv specielt reflekterende eller angrende i romanen. Hvorfor ikke?

”Der er en nøgtern, registrerende tone i bogen, næsten som reportage. Hvordan skal vi kunne snakke om dårlige relationer, hvis vi ikke må komme med eksempler på det? Det er en cirkulær fortælling på den måde, at karaktererne ikke bliver ret meget klogere. Det er ren Anders And. I fortællingen bliver jeg ikke klogere, men i virkeligheden bliver jeg det af at sidde og skrive om det. Måske bliver min far også klogere af at læse det. Jeg frygter nok allermest, at nogle vil sige, at han bare er en sur, brovtende og selvhævdende idiot. Den kritik kan man godt give, men så synes jeg også kun, at man har læst den med et halvt øje.”

Er du selv blevet klogere?

”Jeg synes, jeg er blevet en bedre far ved at have brugt så lang tid på at skrive og tænke over, hvad der har gjort mig til en dårlig far, og hvad jeg har arvet. Min far er heller ikke udelukkende en dårlig far, selvom han for nogle bliver fremstillet sådan i bogen. Han er måske ikke en mønsterpædagog af et menneske, men han kan noget andet, og det skal man også have øje for. Jeg er lidt bange for, at han vil få enorm kritik, for han er faktisk meget nærværende, det kræver så bare, at han lige får nogle bajere først. Lidt ligesom med mig, kan man sige. Vi er begge to søde, rare og meget omgængelige at være sammen med, men vi har også begge tendens til at være meget optagede af os selv. Jeg er sindssygt selvoptaget og optaget af mine egne følelser. Når jeg læser bogen, kan jeg se, hvordan jeg har opført mig som en idiot.”

Hvad skammer du dig mest over?

”Den del af fortællingen, hvor Shine føder Lily, er vildt pinlig. Det er en kompliceret fødsel, og hun har store smerter og er meget bekymret, og alligevel er jeg sur over, at hun ikke kan se, hvor meget jeg hjælper hende. Jeg kender andre mænd, der er på samme måde, og det er jo lidt psykopatagtigt, at man ikke kan komme ud af sig selv. Jeg vil gerne være den første til at indrømme, at jeg er en idiot. I virkeligheden bør feministerne være glade for denne bog, for det er jo en udstilling af toksisk maskulinitet. Den udstiller, hvad det vil sige at være en mand, dér hvor jeg kommer fra. Hold kæft, hvor kan vi være nogle selvoptagede idioter. ”

Din far er af den opfattelse, at man ikke skal være underdanig, men samtidig må man heller ikke tro, at man er noget. Hvordan har det været at indordne sig under?

”Det er en umulig balancegang. Man må hverken snobbe op eller ned. Det er et meget svært rum at navigere i. Min far har aldrig liket noget, jeg har skrevet på Facebook. Det er immervæk interessant, for han er meget online, og han liker alt muligt. Han ønsker random folk tillykke, men skriver aldrig tillykke til mig. Samtidig skulle Shine engang fikse noget på hans computer og opdagede, at han havde en masse åbne vinduer med mine artikler. Så han er stolt af mig, men han vil ikke indrømme det. Det er også først til allersidst i bogen, at han siger, at han elsker mig. Langt om længe kommer den kærlighedserklæring, som bogen mere end noget andet handler om at få.”

Don Bjarnos hus, Cebu, Filippinerne, 2003. Foto: Privat

Hvad har du lært om fædre og sønner af at skrive ’Sjuft’?

”Det er en kompliceret relation. Som små synes ens børn, at man er fantastisk, forhåbentlig. De lytter til samme musik som dig, og hvis man holder med et fodboldhold, begynder de at holde med samme hold. Men så kommer teenagealderens oprør. De slukker pludselig for din countrymusik, de bebrejder dig for skilsmisser og alt muligt, og de kan huske, at du engang var fuld og råbte et eller andet dumt. Der sker noget interessant, når man bliver så udfordret af ens børn, at de ligefrem begynder at hade dig. I min fars optik er fortiden fortiden. Han gider ikke høre om det. ’Jeg var fuld,’ siger han, hvor jeg omvendt insisterer på, at vi er nødt til kigge på de dårlige kort for at sidde tilbage med de bedste. Jeg kravler jo stadig rundt på hænder og fødder for min far, mens mine børn kan føle sig trygge i en kritik af mig. Det betragter jeg som et sundhedstegn.”

Skulle du ikke bare have taget dig sammen og været der for dine børn?

”Det er et godt spørgsmål. Men der er jo både skal og burde. Jeg tror, jeg vil hælde til den teori, at der er noget, jeg burde have gjort, men jeg skulle også ud at realisere mig selv, og først da jeg havde gjort det, kunne jeg forstå, hvad jeg burde.” 

Har du som voksen brugt mere energi på din far end på dine børn?

”Det har jeg helt sikkert nogle gange. Når han er kommet, har jeg tilsidesat alt muligt andet. Jeg har brugt alt for lang tid på at søge anerkendelse. Det interessante er, at til sidst i bogen viser det sig, at den i bund og grund er overflødig, for min far har elsket mig hele tiden. Han har bare ikke kunnet sige det. Så måske er konklusionen: Husk at sige til dine børn, at du elsker dem, for ellers skriver de en bog om dig.”

Hvor meget er man dømt til at gentage sine forældre?

”Det hele, hvis man ikke bliver bevidst om det. Jeg tror, at man gentager meget mere, end man tror. Det er gået op for mig ved at skrive den her bog. Jeg bliver snart 50 år, og først nu kan jeg se, at jeg jo er min far. Jeg opfører mig fuldstændigt ligesom ham, stadigvæk, jeg kan være præcis lige så hård, usolidarisk eller kompromisløs, som jeg altid har beskyldt ham for at være. Men bevidstheden er vejen til ikke at gentage. Jeg har også gået til psykolog, for man skal hele tiden mindes om de mønstre, man kommer til at gentage. På fagsprog kalder man det vist gentagelsestvang.  Det kunne være fint, hvis flere mennesker kan erkende, at vi nogle gange er røvhuller. Det er første skridt til at komme videre.”