24. februar, Kharkiv, Ukraine

KLOKKEN FEM om morgenen lokal tid vågner Matilde Kimer til lyden af et brag. I mørket på hotelværelset famler hun febrilsk efter en stikkontakt og støder hovedet mod en væg, inden det lykkes hende at tænde lyset. Hun tager sine briller på og finder sin mobiltelefon frem. 15 ubesvarede opkald, alle fra hendes redaktør på Danmarks Radio i København.

Den 41-årige korrespondent trækker gardinerne fra og træder ud på den lille altan. Det er stadig mørkt udenfor og ikke til at se, præcis hvor larmen kom fra, men hun kan fornemme på lyden, at den ikke er tæt på. I ukrainske og internationale nyhedsmedier kan hun læse, at et militæranlæg i nærheden har været mål for et strategisk bombardement. Og at russiske tropper er trængt ind over grænsen cirka 50 kilometer fra byen.

”Vækket af adskillige kæmpe brag i Kharkiv!” twee­ter hun få minutter senere, inden hun ringer til sin redaktør, trækker i en T-shirt og gør sig klar til de første live-gennemstillinger til tv og radio. Udenfor fortsætter bragene.

Sent aftenen forinden indlogerede hun sig på det lille pensionat i nærheden af banegården i Kharkiv efter at have tilbragt nogle dage i Donbass-regionen, hvor ukrainske styrker og pro-russiske separatister har været i krig siden 2014. I byen Sjastje – som betyder lykke på ukrainsk – måtte hun flygte under et besøg ved et checkpoint hos det ukrainske politi, da byger af Grad-missiler slog ned i nærheden. Ikke siden hun dækkede revolutionen og borgerkrigen for næsten syv år siden, havde Matilde Kimer hørt lyden af det russiske missilsystem, der fra ladet af en lastbil kan affyre 40 raketter på 20 sekunder. Og da hun på vej tilbage mod Kharkiv så konvojer af ukrainske kampvogne komme kørende i den modsatte retning og hørte i radioen, at lufthavnen i byen ville lukke, fornemmede hun, at noget var undervejs.

Fra Kharkiv i øst skal hun med toget til Kyiv, hvor hun har en frokostaftale og en tid til at få ordnet negle, inden hun skal videre med fly hjem til Danmark, hvor hun skal have foretaget en vigtig operation. Men nu lyder der meldinger fra Kyiv, der også er blevet ramt af ballistiske missiler, om aflyste fly, og DR’s sikkerhedsfirma giver hende besked på indtil videre at blive, hvor hun er. Så Matilde Kimer, der er eneste gæst på pensionatet, går i stedet ned i receptionen på jagt efter kaffe. Hun får tiltusket sig en dobbelt espresso hos indehaveren, en ældre kvinde i natkjole, som går rundt og bander ind i sin mobiltelefon.

”Er han blevet sindssyg?” spørger Matilde Kimer, mens de står der i køkkenet. Altså Putin, underforstået.

Kvinden, som er pro-russisk, hvæser tilbage:

”Alle vores politikere er sgu da sindssyge.”

ET PAR TIMER og adskillige live-gennemstillinger senere får Matilde Kimer nys om, at også TV 2-korrespondenten Rasmus Tantholdt og hans fotograf Simon Borg er i Kharkiv. De befinder sig i den anden ende af byen på et hotel, hvor der er rigeligt med mad og en underjordisk parkeringskælder, man kan søge ly i, hvis russiske missiler kommer for tæt på. Og da pensionat-indehaveren i natkjolen beslutter at lukke biksen, får Matilde Kimer arrangeret transport og skaffet sig et værelse med hjælp fra sine danske kolleger.

På hotellet mødes hun senere på dagen med sin ukrainske fotograf Mykola, som er bosat i Kharkiv og var med hende i Sjastje dagen før. I mellemtiden har han, trods store protester fra teenage­datteren, kørt sin fa­milie i sikkerhed hos svigerforældrene ude på landet og fundet en af de få tankstationer i området, hvor man stadig kan få benzin. Ud på eftermiddagen kører han og Matilde Kimer sammen nordpå for at tale med naboerne til det bombede militæranlæg. Her møder de en mand, hvis altan er blæst helt ind i dagligstuen på grund af trykket fra eksplosionen.       Tilbage på hotellet, hen på aftenen, kan Matilde Kimer ane konturerne af bevæbnede ukrainere i gaderne, som er begyndt at mobilisere. Natten igennem fortsætter eksplosionerne.

Næste dag tager hun toget til Kyiv sammen med Rasmus Tantholdt og Simon Borg for at mødes med DR-kollegaen Anna Gaarslev og en journalist fra BT, mens Mykola bliver tilbage i Kharkiv. Fra Kyiv er det planen, at de næste dag skal rejse ud af Ukraine via havnebyen Odessa i syd. Derfra vil DR’s sikkerhedsfirma transportere dem det sidste stykke ud af landet over grænsen til Moldova. Men sent lørdag aften, da de sidder på toget og er nået halvvejs til Odessa, ringer en rådgiver fra sikkerhedsfirmaet.

”I skal hoppe af toget, inden I kommer frem. Der er indført totalt udgangsforbud, og vi kan ikke komme ind og hente jer,” lyder beskeden. Matilde Kimer og hendes kolleger må stå af på et trinbræt langt ude på landet uden at være helt sikre på, hvor de befinder sig i det bælgravende mørke. De tilbringer natten i en lille, uopvarmet stationsbygning, og næste morgen forsøger de, med lidt chokolade fra stationsforstanderinden i maven, at tage en bus ind til den nærmeste by. Ved første militære checkpoint bliver de stoppet og mødt af direktøren for et af Ukraines største atomkraftværker, som ligger under en kilometer derfra i Kostjantinivka.

”Dobroserdetjnyj,” siger han til soldaterne, det betyder venligtsindet på ukrainsk. Efter en ransagning af deres kufferter, hvor hver en sur sok bliver vendt, eskorterer direktøren dem personligt igennem de næste to checkpoints ind til Kostjantinivka og indlogerer dem på et lille hotel. Her bliver Matilde Kimer afhørt, først af hjemmeværnet og dernæst af politiet, som modsat atomkraftværksdirektøren er mistænksomme på grund af hendes russiske visum. De gennemgår alle hendes billeder og beskeder, og først da de læser hendes samtaler med Mykola, der overvejer at melde sig til den ukrainske hær, bliver de overbevist om, at Matilde Kimer ikke er russisk spion. Det lykkes også at skaffe passage for DR’s sikkerhedsfirma, og om mandagen – på krigens femte dag – forlader det lille hold af danske journalister Ukraine via Moldova og videre til Rumænien, hvorfra der går et fly til København.

Matilde Kimer og fotograf Lau Svensson, er lige ankommet til Ukraine og er på vej mod Kyiv.

På vej ud mod byens nordlige forstæder, hvor der er kampe.

18. marts, Hvidovre, Danmark

I RISBJERGKVARTERET, cirka 1.300 kilometer fra Kyiv, er foråret ved at få fat i ligusterhækkene omkring parcelhusene, der strækker sig næsten endeløst fra Åmarken Station og helt ud til Holbækmotorvejen. Det er en måned siden, at Matilde Kimer sidst var hjemme fra Moskva for at sætte familien af i Hvidovre og pakke en kuffert til reportageturen i Ukraine. Siden august 2021 har Kimer, hendes mand og deres tre børn boet i den russiske hovedstad, men i starten af året tog de en beslutning om, at familien skulle flytte hjem, mens hun skulle dele sin tid mellem Moskva og København. Dels fordi de gerne ville tilbage til Danmark, dels fordi stemningen i Rusland ifølge Matilde Kimer har ændret sig drastisk det seneste år.

”Det, der plejede at være internationale skoler i Moskva med mange forskellige nationaliteter, består nu af 80-90 procent børn af rige russere. Miljøet var ikke længere særligt åbent over for udlændinge, og derfor var det heller ikke en stor succes for vores unger. Vi har snakket med de andre danske familier, vi kender derovre, og de har også mærket, at noget har ændret sig,” siger hun, da vi mødes i Hvidovre.

Korrespondenten fortæller, at det, man blandt russere populært kalder ’køkkensnakken’, er vendt tilbage:

”Alle russere, som har oplevet tiden før murens fald, ved, hvad det betyder: At alle vigtige samtaleemner kun foregår hjemme i køkkenet med lave røster og med radioen og tv’et skruet op. Uanset om jeg taler med journalister eller forretningsfolk, er meldingen, at Putin virkelig har strammet skruen, særligt det seneste års tid.”

Det var dog ikke meningen, at Matilde Kimer helt skulle forlade Rusland. Efter reportageturen til Østukraine var det planen, at hun skulle tilbage til sin lejlighed i Moskva. Men siden krigen brød ud, er alle vestlige flyforbindelser til Rusland blevet lukket, og det samme er Matilde Kimers russiske bankkonto, da Visa og MasterCard har besluttet at stoppe alle aktiviteter i landet.

”Jeg havde forsøgt at spare lidt sammen, fordi vi skulle til at have dobbelt husførelse, og fordi jeg skulle have råd til at flyve frem og tilbage fra København til Moskva. Det var blevet til en pæn portion penge, hvis jeg selv skal sige det, men de er så ikke meget værd længere, fordi de er i rubler.”

INDTIL VIDERE BOR Matilde Kimer sammen med sin familie i deres parcelhus i Hvidovre, som har været igennem noget af en genopretning, efter at det i en periode var lejet ud, mens de var i Moskva, til det, de troede var en enlig mor. Efter en måneds tid begyndte Matilde Kimer og hendes mand imidlertid at modtage naboklager om højlydte fester i weekenderne. Folk kom og gik fra huset konstant, på alle tider af døgnet. Senere ringede en nabo og fortalte, at flere af møblerne i huset var flyttet ud i haven, og at kommunen havde sendt en rottefænger, fordi der lå så meget skrald og flød i indkørslen. Rottefængeren havde banket på døren og var blevet mødt af en ung, letpåklædt kvinde, og efterfølgende var han gået ind til naboen:

”Ved I godt, at der er et bordel derinde?” spurgte han.

Matilde Kimer og hendes mand gik på Google og tastede lejerens navn og mailadresse ind.

”Vi fandt adskillige sexannoncer med vores stue og vores børns værelser som baggrund,” siger hun.

De klagede både til firmaet, som havde stået for udlejningen, og forsøgte at melde lejeren til politiet. Men i første omgang uden held. Der endte med at gå næsten tre måneder, inden Matilde Kimer og hendes mand i slutningen af december fik fogedrettens ord for, at lejeaftalen var misligholdt. Den kvindelige lejer – som benægtede alle anklager – forlod huset, og bag sig efterlod hun et oprydnings- og renoveringsprojekt til flere hundredtusind kroner. Matilde Kimer og hendes mand har forsøgt at få dem godtgjort gennem en erstatningssag, men uden de store forhåbninger om, at det bærer frugt.

”Da vi kom hjem første gang, var der rykket senge ind i alle værelser, væggene var helt gule af røg, og der var skoddet cigaretter på trægulvet. Der var bare lort over det hele, og de havde efterladt de mærkeligste ting, for eksempel en kunstig kvindeoverkrop. Det har krævet to måneders hardcore renovering at bringe huset tilbage til en stand, hvor vi har lyst til at bo der igen,” siger Matilde Kimer, der sukker højlydt, mens hun fortæller.

”De seneste måneder har virkelig været en perfect storm. Jeg ved efterhånden ikke, om jeg skal grine eller græde.”

Matilde Kimer og Lau Svensson i Kharkiv. Den hårdt ramte bydel Saltivka er under angreb.

RUNDT OM HALSEN bærer korrespondenten et lille mønstret halstørklæde. Det skjuler stingene fra den operation, som hun rejste hjem fra Ukraine for at gennemgå. I starten af året, mens hun var i Moskva, begyndte hun at få synkeproblemer, og når hun kiggede sig i spejlet, kunne hun se en knude på halsen. Hun gik til sin russiske læge, der fandt to cyster, den ene med en diameter på hele to centimeter. De blev tømt for blod og betændelse, og for en sikkerheds skyld besluttede lægen, at der også skulle laves en vævsprøve.

”Det russiske hospitalsvæsen er meget ulig det danske, når det kommer til at give dårlige nyheder,” siger Matilde Kimer. 

”Jeg fik en mail med en pdf-fil, mens jeg sad i Kharkiv sammen med Mykola. Der måtte jeg altså lige have en rigtig stærk espresso.”

Resultatet af vævsprøven viste, at hun havde en tumor i halsen. Under sit besøg i Danmark har hun derfor fået fjernet halvdelen af sin skjoldbruskkirtel. De efterfølgende undersøgelser har vist, at kræften ikke har nået at sprede sig, og hun har fået grønt lys af lægen til at tage til Ukraine igen og dække krigen, så snart stingene er fjernet.

Matilde Kimer lader til at tage diagnosen i stiv arm, som et bump på vejen. Måske fordi hun har prøvet det før.

HUN VAR 14 år gammel, da hun første gang mærkede en knude i halsen. Når hun trykkede på den, gjorde det ondt helt omme i hendes ryg. Hun blev sendt til en kiropraktor, som knækkede og brækkede, men lige ondt gjorde det, og i stedet gik hun til sin læge og kom til undersøgelse på Slagelse Sygehus. Smerterne skyldtes, viste det sig, at knuden trykkede på en nerve, der løb fra halsen om i ryggen. Men lægerne fandt også, at hendes lymfekirtler var fulde af kræft.

”Det var noget røv,” siger Matilde Kimer, som ikke har for vane at pakke tingene ind.

Dengang, i 1995, gik hun i 8. klasse i Korsør. Hun blev sendt til kræftafdelingen på Rigshospitalet, hvor lægerne fortalte hende, at det var usædvanligt for en 14-årig, og endnu mere usædvanligt for en 14-årig kvinde, at få konstateret lymfekræft, som var mest almindeligt blandt mænd over 30. De fortalte, at kræften var i stadie 2b ud af fire, og at alt under tre havde gode udsigter for helbredelse. Men også, at det ville blive en drøj omgang at komme igennem.

Kuren lød på 12 gange to ugers kemoterapi. En uges intravenøs behandling efterfulgt af en uge med piller, siden en uge uden noget, og så begyndte det forfra. Den første omgang fik Matilde Kimer kort inden sin 15-års fødselsdag 23. december, og som vinteren og foråret gik, blev hun stadig mere afkræftet. Kemoterapien gav hende kvalme, om morgenen på vej til skolebussen brækkede hun sig, og i maj, netop som læseferien i 9. klasse skulle til at begynde, valgte hun at sige stop:

”Jeg var pissefølsom og usikker, jeg tabte mig og havde det ad helvede til, og efter 10. omgang sagde jeg, at jeg ikke kunne mere. Jeg følte, at jeg var ved at dø af behandlingen, ikke af sygdommen.”

Hendes læge sendte Matilde Kimer til en scanning, og til hendes held viste den, at kræftcellerne var krympet nok til, at hun kunne springe de sidste to gange kemo over og i stedet gå i strålebehandling.

I sommerferien efter 9. klasse kørte hun hver morgen med sin far til Rigshospitalet. Her fik hun støbt en form til sin overkrop og sit ansigt og en bideskinne til tænderne.

”Og så blev jeg ellers kørt en tur gennem mikroovnen. Fra mandag til fredag, 25 dage i alt,” siger Matilde Kimer, der blev strålet, til både hår og huden bag ørerne faldt af. 

Når hun efterfølgende tog på arbejde i Bankernes EDB Central, hvor faren arbejdede og havde skaffet hende ind som piccoline, gik hun omtåget rundt på gangene, høj af al den morfin, hun tog mod sine smerter.

Men strålerne virkede, og 1. august blev Matilde Kimer meldt rask. Hun havde stadig smerter, men en weekend inden hun skulle starte i gymnasiet, hvor hun var alene hjemme hos sin mor med en veninde, besluttede hun sig for at droppe morfinen fra den ene dag til den anden.

“Jeg kørte en ’Christiane F.’ og tog en kold tyrker,” siger Matilde Kimer.

”Jeg havde ryste-, svede- og kuldeture hele weekenden. Men da jeg startede i 1. g på Slagelse Gymnasium, klarede jeg mig helt uden smertestillende. Jeg var tyndhåret, endnu mere bleg, end jeg plejede at være, og der gik et lille års tid, før jeg så helt normal ud igen. Men jeg var rask.”

Rådssal på regionskontor i Kharkiv efter angreb.

Matilde Kimer og hendes følgeskab sover på gulvet i en privat lejlighed, som de har fået lov at bruge af ejeren, som er flygtet.

I KORSØR VAR Matilde Kimer vokset op i skyggen af Storebæltsbroen. I slutningen af 80’erne og starten af 90’erne kom ’brobisserne’ til byen, både de brovtende danskere og de brovtende udlændinge, og på byens værtshuse hang lussingerne løst. Matilde Kimer blev født gammel, siger hun selv: lidt moraliserende, lidt bedrevidende og altid meget fornuftig. En diametral modsætning til hendes arkitekt-mor, der var mere ’ingen bh og fri karma til folket’, mens Matilde var den generte, kontrollerende, men ansvarlige storesøster til sin syv år yngre bror, der stadig lå i hendes mors mave, da moren forlod sin mand og flyttede i lejlighed midt i Korsør. Resten af deres barndom boede børnene hos moren. Faren var der, men han fyldte – og fylder stadig – ikke meget i Matilde Kimers liv.

Fra 1. til 9. klasse nåede hun at frekventere fire forskellige skoler. Alle stederne kedede hun sig. I fritiden spillede hun musical og teater, og det tog hun seriøst, så under kræftforløbet måtte sygeplejerskerne møde op på ungdomsskolen, når hun midt i prøverne til en forestilling skulle have sine indsprøjtninger for at styrke immunforsvaret.

Da Matilde Kimer var 12 år gammel, flyttede hendes mor til en nedlagt gård uden for Korsør, en beslutning, som mildest talt ikke faldt i god jord hos pre-teenageren. Og da hun godt og vel fire år senere skulle begynde i 2. g, var hun så træt af den lange, kedsommelige bustur til gymnasiet i Slagelse, at hun fik overtalt sin mor til at lade hende flytte hjemmefra og ind i en lejlighed i byen. Hun lånte den af en bekendt af familien, mens han var udstationeret i Jugoslavien. 

I Slagelse var Matilde Kimer med i alt det drama, hun kunne komme i nærheden af, både på gymnasiet og på det lokale teater. Lang tid efter hendes studentereksamen var hun fast overbevist om, at hun skulle være skuespiller eller musicalsangerinde, og efter en kort retur hjemme hos mor flyttede hun til København og tog et job som syngende tjener på Det Ny Teater. Hendes mål var at spare penge nok sammen til at komme på musicalskole i udlandet.

”Jeg tog til England og gik til optagelsesprøve på flere forskellige musicalskoler. På en skole i London nåede jeg to gange til anden optagelsesrunde, hvilket fik mig til at tro, at der jo måtte være noget, der duede. Der havde det nok været mere barmhjertigt at smide mig ud med det samme,” siger Matilde Kimer.

I mellemtiden arbejdede hun 250 timer om måneden som tjener i Sovino-koncernen. Først på Café Victor, kort på Café Sommersko, så på Café Ketchup og endelig på Divan 1 i Tivoli. Om morgenen, inden hun mødte på job, gik hun til sang, drama og flere pinefulde ballettimer, end hun kan tælle, men til sidst måtte hun sande, at talentet ikke rakte. Da hun som 21-årig stod med bar kærestesorger og knuste drømme, besluttede hun at tage til Paris for at besøge sin mormors bror og hans russiske kone, tante Jeva.

EN ISKOLD DAG i september 2002 steg Matilde Kimer af et fly i Skt. Petersborg. Sommeren havde hun tilbragt i Paris, og da hun ankom til den franske hovedstad, havde hendes russiske tante kigget på hende og sagt:

”Du er blevet 21, kan du så komme i sving!”

Hun mente, at den unge dansker ville have godt af at lære noget russisk, så sammen terpede de det kyrilliske alfabet. Matilde Kimer begyndte at drømme om at rejse gennem det enorme land mod øst. Der var bare ét problem: Hun kunne ikke få visum.

Men det havde Jeva også råd for, og med lidt hjælp fra sine venner på det russiske konsulat fik hun arrangeret, at Matilde Kimer kunne få visum, hvis hun lod sig skrive ind på et universitet i Rusland – og hvis hun lovede at tage franske sæber med til tantens veninder. Og nu stod hun her i lufthavnen i Skt. Petersborg med en taske og en rejsecheck og kiggede på en brysk russisk mand, der hverken smilede eller sagde hej. Han holdt blot et skilt med hendes navn skrevet på kyrillisk.

Chaufføren kørte hele vejen gennem byen og stoppede ved en grå bygning af den mest dunkle og triste slags, man kan forestille sig. I receptionen pressede hun sit pas op mod ruden og fik udleveret en seddel med et nital, nummeret på salen, som hun skulle bo på. Matilde Kimer fik udleveret et lagen og et sengebetræk og blev peget ind ad en dør, hvor der sad en italiensk pige, hun skulle dele værelse med. Af hende lånte hun nogle rubler til en kop minutnudler og en flaske vand fra kiosken, for hun havde selv glemt at hæve.

Næste dag bumlede de gennem Skt. Petersborg i en udjokket traktorbus til universitetet i den anden ende af byen, hvor Matilde Kimer skulle læse russisk. Hun blev placeret på superbegynderholdet sammen med 10 kinesere, der ikke kunne så meget som ét russisk bogstav, og allerede på andendagen spurgte hendes lærer, om ikke hun var interesseret i at rykke op til niveau to. I stedet kom hun på hold med en svensker, en spanier, en serber og døtrene af både en italiensk pizzamogul og Tanzanias ambassadør i Rusland, og hun blev en del af en flok, som var faste gæster i billardbaren på kollegiet. De lavede sammenskudsgilder, drak øl og gik på byens museer og udstillinger, hvor billetterne kostede, hvad der svarede til en tokrone.

Det var året inden, Skt. Petersborg i anledning af byens 300-års jubilæum blev renoveret fra ende til anden. Fra det ene gadehjørne til det andet kunne man gå fra næsten Venedig-lækre kanaler og gamle kirker til bygninger, som så ud, som om de ville skvatte sammen, hvis man pustede på dem. På fortovet kunne man købe hjemmebrændte film, som helt åbenlyst var optaget i en biografsal, og der var små dodgy kælderbutikker, hvor Matilde Kimer købte piratkopierede cd’er med klassisk russisk musik.

Der var dage, hvor hun terpede, men Matilde Kimer var ikke nogen ambitiøs studerende. Da hun kom hjem til jul efter tre måneder i Skt. Petersborg, havde hun ikke lært andet end en håndfuld sætninger på russisk. Men hun var faldet pladask for det kugleskøre land. Og det eneste, hun vidste, var, at hun skulle tilbage.

Motorvej omkring Makariv/Irpin uden for Kyiv med efterladt russisk materiel.

Vejskilte og byskilte i udkanten af Kyiv er enten malet over eller taget ned for ikke at hjælpe den invaderende hær med at finde vej.

”HVOR SER DU dig selv om fem år?”

I efteråret 2008 sad Matilde Kimer til MUS-samtale på Danmarks Radio og stirrede tomt på Radioavisens redaktør. Hun havde en fornemmelse af, at chefen fandt spørgsmålet omtrent lige så idiotisk som hende selv, så hun tog chancen og svarede: ”Om fem år har jeg genåbnet DR’s Moskva-kontor.”

Der blev helt stille i lokalet. Matilde Kimer nåede at tænke, at det måske var lige friskt nok. 

På det tidspunkt var hun ansat på P3 Nyhederne efter at have været i praktik på DR, som året forinden havde droppet at have en journalist med fast base i Moskva. Efter hun kom hjem fra Rusland i 2002, havde hun søgt ind på journalistik på Syddansk Universitet, fordi hun vurderede, at det var den nemmeste vej til at lave noget med Rusland. Da hun fik praktikplads i DR, spurgte de, om det ville være okay, hvis det meste af hendes ophold kom til at foregå på udlandsredaktionen (”Øh, ja!”), og helt grøn fik hun lov til at tage til Moskva og lave radioindslag om korruption. Men meget nærmere var hun ikke kommet et job som korrespondent.

Et par uger efter MUS-samtalen stoppede chefen hende ved kaffeautomaten.

”Mente du det, du sagde?” spurgte hun.

”Ja, selvfølgelig,” svarede Matilde Kimer.

I første omgang fik hun en udstationering på 4-5 måneder hen over foråret og sommeren 2009. Genåbningen af Moskva-kontoret kom først senere, men Matilde Kimer – der har beskæftiget sig med Rusland lige siden – var lykkelig.

”Den dag i dag er jeg meget taknemmelig for, at min chef dobbelttjekkede, at det ikke var en joke til MUS-samtalen. For jeg fnisede muligvis lidt, da jeg sagde det.”

RUSLAND ER PÅ mange måder et svært tilgængeligt land. Sproget er kropumuligt, kulturen er milevidt fra den danske, og russerne er mildest talt ikke et folk, der løber fremmede i møde med åbne arme. Men netop fordi det er vanskeligt, elsker Matilde Kimer det.

”Du skal fandeme gøre dig fortjent til russernes tillid og til deres sjove vittigheder,” siger korres-pondenten, som 20 år efter sin første tur til Skt. Petersborg stadig tager sprogtimer i russisk.

”Men når først man er kommet ind i varmen, er venligheden og hjælpsomheden enorm.”

Hun ramte Rusland på et tidspunkt, hvor landet var i gang med at åbne sig, og hvor udviklingen gik stærkt både økonomisk og kulturelt efter de fattige og uretfærdige 90’ere. 00’erne var en opblomstringsfase i Rusland, hvor det føltes, som om alting gik lidt bedre. Oliepriserne steg, så der var penge til at bygge idrætshaller og fodboldbaner, og der opstod en middelklasse, som fik råd til at tage på ferie og være belastende på alle verdens ­all-inclusive resorts.

”Det var et samfund, som gik fra frigear til sjette gear på et sekund, og jeg kunne tilbringe en måned i Moskva og føle, at der skete mere, end der gjorde på fem år i København,” siger Matilde Kimer.

”Alt i Rusland var ikke godt, bestemt ikke, men der var kræfter, som kæmpede for demokratisering og mangfoldighed, og jeg syntes, at der var så mange grunde til at elske russerne og elske at arbejde som journalist i Rusland. Det virkede som en uudtømmelig kilde af fantastiske historier og vilde mennesker, som bare lå derude og ventede på mig. Jeg synes stadig, at jeg vader rundt i vilde historier, når jeg er derovre.”

Men du siger også, at stemningen er vendt. Hvad frygter du, at krigen kommer til at gøre ved Rusland?

”Det, der foregår i Rusland lige nu, er en gigantisk brain drain. Begavede forskere, kunstnere, kulturpersonligheder og andre medlemmer af intelligentsiaen forlader landet, fordi de ikke kan få vejret, eller fordi de frygter at komme i fængsel. Med andre ord er man ved at miste mange af de mennesker, som er med til at drive et samfund fremad, og tilbage står propagandister og dem, som ikke ser noget problem i, at man hjernevasker den påvirkelige del af befolkningen. Alt bliver mere ensrettet, og det russiske samfund bliver fattigere, ikke kun økonomisk. Blandt den del af befolkningen, som ikke støtter Putin, spreder angsten og frygten sig, når Putin taler om udrensning i eget land af forrædere og folk, som bedriver femtekolonne-virksomhed, fordi det giver nogle virkelig uhyggelige associationer til en vis sovjetisk leder (Stalin, red.).”

Og på det personlige plan?

”Mere egoistisk er jeg også ulykkelig over, at det Rusland, jeg kendte for bare nogle måneder siden, er smadret, ikke bare rent praktisk på grund af sanktioner, men også fordi det russiske folk kommer til at bære den her krig på sine skuldre, ligesom tyskerne måtte bære skylden for anden verdenskrig i årtier. Mange af russerne er stolte og vil måske ikke erkende det nu – det ville tyskerne i øvrigt heller ikke dengang – men jeg er sikker på, at erkendelsen kommer senere. Putin fortæller det russiske folk, at de er en nation af vindere og af fredsbevarende helte, men når det går op for dem, at de velsagtens er i gang med at begå et folkedrab, hvad er der så tilbage at være stolte af? Siden han kom til magten, har han fortalt dem, at den største præstation nogensinde var sejren i anden verdenskrig, men der er jo for fanden en udløbsdato for, hvor længe man kan gå og være stolte af noget, der skete i 40’erne. Man kan ikke kun leve i fortiden og i fremtiden, der er altså også nogle, som er nødt til at tage ansvar for nutiden, og lige nu er Putin i gang med at fratage mange russere deres nutid. Det gør mig både vred og ulykkelig.”

Hvad siger de russere, du har talt med, til krigen?

”Hvis man skal være meget grov, kan man inddele det russiske folk i tre dele: En tredjedel elsker Putin og mener, at han er Ruslands frelser. En tredjedel hader ham og mener, at han ødelægger Rusland. Og en tredjedel er så apolitiske, at de nægter at tage aktivt del i samfundsdebatten på nogen måde. Hvis man abonnerer på Putins version af, hvad der foregår i både Ukraine og Rusland, så synes man jo, at han er i gang med at redde både russerne og ukrainerne.”

Men hvad med alle sanktionerne, påvirker de ikke folkestemningen?

”Jamen, hvis skyld er det, at livet er blevet værre, ifølge Putin? Det er Vesten. De vil kue russerne, siger han, de vil skabe splittelse, og den eneste måde, vi kan modstå det, er ved at stå sammen. Og russerne er altså et exceptionelt udholdende og tålmodigt folk. Tænk på, hvad de har gennemlevet før murens fald.”

Kharkiv, april. Anslået 15.000 mennesker bor permanent i metroerne. Både på perroner og i togstammerne.

22. marts, E40-motorvejen, Polen

PÅ EN MOTORVEJ i det sydlige Polen forsøger Matilde Kimer at beskrive, hvor hun befinder sig, men det er så mørkt udenfor, at hun må give op. Det eneste, hun kan se, er asfalten, som lyses op af lyskeglen fra bilens forlygter, suser under hende og forsvinder i bakspejlet. 

Siden tidligt i morges har korrespondenten, fotograf Lau Svensson og en tredje DR-kollega – der har meldt sig til at køre bilen hjem igen – skiftedes til at sidde bag rattet på den 30 timer lange køretur fra Danmark til Ukraine. Matilde Kimer har netop overstået sin tørn og sat sig til rette i passagersædet, da vi taler sammen på en telefonforbindelse et sted mellem Wroclaw og Krakow, hvor de elektroniske vejskilte, som plejer at signalere kø forude, i stedet er udstyret med telefonnummeret til en hjælpelinje for ukrainske flygtninge. Planen er, at hun skal tilbringe de næste tre uger i Ukraine. Helst ville hun slet ikke have været væk, men operationen tvang hende hjem.

”Jeg havde det forfærdeligt, da jeg måtte forlade Ukraine for tre uger siden. Men måske var det slet ikke en dårlig ting, at jeg var nødt til det. Det betød, at jeg måtte give mig selv lov til at slippe det hele et øjeblik. Jeg har en fornemmelse af, at det er dér, jeg hører til. Men selvfølgelig hører jeg også til hos min familie. Det, der sker i Ukraine lige nu, er bare så vigtigt at fortælle om.”

De seneste uger har Matilde Kimer være i konstant kontakt med sin ukrainske fotograf Mykola, der i mellemtiden har stillet kameraet fra sig, grebet en riffel og nu kæmper for den ukrainske hær. Deres ældste døtre er jævnaldrende og skriver også sammen, og Matilde Kimer får løbende meldinger fra sin kollega, der er en af 4-5 gode venner i Ukraine, som hun taler med jævnligt.

”Hvis der går mere end 24 timer mellem, at jeg hører fra ham, får han en rigtig mor-opsang fra mig. Den ene gang var det hans egen mor, der tog telefonen og beroligede mig: ’Ja ja, han er altså okay.’”

NÅR MATILDE KIMER er hjemme i Danmark, er hun blevet bedre til at slippe sit arbejde. Før i tiden kunne der gå uger, fra hendes krop kom ind ad døren i Hvidovre, til hendes hoved fulgte trop. I 2014 var hun på Maidan-pladsen i Kyiv, da revolutionen brød ud, og hun fløj frem og tilbage mellem Danmark og Ukraine, da Rusland annekterede Krim, og revolution blev til borgerkrig.

Det var første gang i karrieren, at hun skulle arbejde som krigskorrespondent, og som månederne gik, flyttede krigen ind i hende – som hun skrev i sin bog, der udkom i 2016. I ’Krigen indeni’ følger man en ung ukrainsk mand, der drager i krig, en ukrainsk husmor, som bliver politisk aktivist, og ikke mindst Matilde Kimer selv, som midt i sit livs vigtigste historie må sande, at hendes job er ved at koste både hendes helbred og hendes ægteskab med Jesper Schwartz – en tidligere DR-fotograf, som Matilde Kimer mødte på arbejde i Irak i 2008. Han havde kvittet jobbet og var blevet fotograf i kommunikationsbranchen, og han havde svært ved at forstå, hvorfor hun havde behov for konstant at rejse et sted hen, hvor hun udsatte sig selv for fare. 

Når hun endelig var hjemme, slæbte Matilde Kimer alle sine frustrationer og bekymringer med sig. Hun sprang op fra køkkenbordet, som var der detoneret en bombe, når hendes børn kom til at vælte et glas vand. Hendes krisepsykolog kaldte hende ’grænseløs’ og rådede hende til at holde en pause med rejserne til Ukraine. 

”Har du så tænkt dig at følge det?” spurgte hendes mand. Men det havde hun ikke.

I mere end et år fortsatte det sådan for Matilde Kimer. Men da hun gik i gang med bogen, blev arbejdet med den en slags terapi for hende. Hendes mand hjalp til med at rekonstruere forløbet, og selvom det bragte gamle skænderier op til overfladen, var det også med til at give dem en bedre forståelse for de dilemmaer, de hver især stod i.

”Jeg lærte, at Jesper havde en følelse af, at jeg valgte min familie fra. Og jeg tror, han fik en større forståelse for, hvad det var for en kamp, der foregik inde i mig. Det var medvirkende til at få vores ægteskab til at overleve, da det var ved at gå i stykker.”

Hvordan undgår du at gentage de samme fejl denne gang?

”Det er jeg ikke sikker på, at jeg kan. Men det, der er anderledes for mig nu, er min erfaring og måske også en større ærlighed over for mig selv og mine omgivelser i forhold til, hvornår jeg er ved at gå i stykker indeni. Modsat dengang ved jeg, hvad krigen gør ved ikke bare mig, men også alle andre, jeg kender. Hvis man overhovedet har sig selv med i det, man laver, og ikke bare bliver en robot, der rapporterer, kan man ikke undgå at blive påvirket. Jeg vil føle, jeg vil have lov til at tude og være vred og mærke alle de følelser, som kommer op, når man er vidne til død og ødelæggelse og ondskab. Men jeg skal også huske at komme hjem og have hovedet med. Det er nemmere sagt end gjort.”

Indfaldsvej til Dnipro.

I ’KRIGEN INDENI’ skriver Matilde Kimer, at hun har en ”næsten blind dødsforagt”. I knap to år med krig og revolution i Ukraine – i 2014 og 2015 – var det sjældent faren, der fyldte hendes tanker, og hun tog risici, hvor andre korrespondenter vendte om, fordi hun i bund og grund ikke er bange for at dø. I dag er Matilde Kimer mere varsom med at kalde følelsen for dødsforagt, men hun mener stadig, at hun har et andet forhold til døden end både sin mand og de fleste andre mennesker. Hendes kræftsygdom som 14-årig gjorde visheden om, at livet ikke varer evigt, konkret:

”Jeg ved godt, det kan lyde lidt cringe, men der er faktisk mange mennesker, som går rundt og tager det for givet. Jeg skulle lige have en sygdoms-knytter i ansigtet, før jeg forstod, at livet er en elastik. Det er lånt tid, og derfor har jeg altid forsøgt at få rigtig meget ud af den tid. Min mand synes nok, at jeg er en lille smule hyperaktiv, men jeg er bare ikke særligt god til stilstand. Jeg bryder mig ikke om at sidde stille for længe ad gangen, og badeferier, hvor man ikke laver noget i en uge, det er ikke mig.”

Da Matilde Kimer blev rask, meldte der sig en følelse af usårlighed, som til en vis grad er med hende endnu.

 ”Når man overlever en kritisk sygdom, kan man godt få det lidt sådan: ’Der fik du mig ikke, røvhul.’ Jeg vil ikke leve og være bange for at dø. Jeg har ikke lyst til at rende rundt og være enormt bekymret hele tiden. Det er et kæmpe krydsfelt mellem min mand og mig. Han er en ansvarlig og viljestærk person, men har også et mere bekymret sind end mig, og jeg … Jeg vil ikke sige, at jeg er et dumt, ufølsomt svin, men jeg gider ikke tage bekymringen, før den ligger lige foran mig. Jeg vil ikke lave worst case scenarios i mit hoved, jeg synes, det er spild af min energi. Frygten for døden skal ikke have lov til at flytte ind i mig. Når jeg tager til Ukraine, gør jeg alt for at tage vare på mig selv, men … måske lyder det plat, men jeg synes faktisk, at arbejdet med at dokumentere krig og krigsforbrydelse er virkelig, virkelig vigtigt.”

Også vigtigere end dig selv?

”Ja, overordnet er mit liv mindre værd, end at verden kender til de forbrydelser, som har kostet tusindvis livet, og som kommer til at koste livet for tusindvis flere. Selvfølgelig. Men hvis du spørger mig, om jeg har det fint nok med at dø dernede, så nej tak, jeg vil meget gerne hjem i live og med alle mine lemmer i behold. Jeg arbejder ikke for enhver pris, og jeg har ikke tænkt mig at grave en underjordisk tunnel ind i Mariupol for at få lov til at rapportere derfra. Men jeg føler mig forpligtet til at dække det, der sker, og jeg synes, at det er risici værd – hvor store er jeg nødt til at tage stilling til hver eneste dag, mens jeg er dernede.”

NÆSTE MORGEN, på en tankstation nær grænsen mellem Polen og Ukraine, har Matilde Kimer og hendes fotograf byttet deres DR-bil ud med en ældre, lettere medtaget Ford Mondeo af den slags, som man har råd til at miste i en krigszone. Nu sidder hun i kø ved grænseovergangen i den lille by Medyka og bliver afbrudt, da et medlem af det polske hjemmeværn tre gange gentager spørgsmålet: ”Er I sikre på, at I skal til Ukraine?”

Der er seks biler i køen foran, som også venter på at få stemplet deres pas på vej ud af EU. Det sidste stykke af turen til Ukraine har krigen vist sig på den polske side af grænsen i form af nødhjælpsorganisationer i vejkanten og ambulancer med medicin og lægeudstyr og i form af lastbilkonvojer uden nummerplader, som efter Kimers bedste gæt transporterer våben til Ukraine. Planen er at forsøge at nå Kyiv inden spærretid klokken 20, en tur, der normal tager otte timer, men det er uden de mange checkpoints, hvor både militær og civile ukrainere med våben forsøger at kontrollere, hvem der kører på vejene.

Kunne hendes mand bestemme, sad Matilde Kimer nok stadig hjemme i Hvidovre. Men han ved også, hvor vigtigt det er for hende at dække krigen i en del af verden, som hun har brugt de sidste 15 år af sit liv på. Han har lært hendes ukrainske venner at kende, og han er klar over, at det er mere end bare et job, når hun rejser. Derfor tror Matilde Kimer også, at tolerancen for fare er større, end hvis hun pludselig tog til Syrien.

”Men det er stadig svært,” siger hun i telefonen.

Matilde Kimer forklarer, at hun og hendes mand i dag har lavet regler for, hvordan de kommunikerer, når hun er af sted.

”Der var engang, hvor jeg begik den fejl at skrive til ham, at jeg befandt mig i en by, som var omringet og under beskydning. Han svarede: ’HVAD SKAL JEG BRUGE DET TIL?’ I dag melder jeg ind morgen og aften, og hvis jeg er på vej ind i det, vi kalder en ’rød zone’, skriver jeg det, men ikke mere – og så hører han fra mig, så snart jeg er ude igen. Alle mellemregningerne og alle de gange, det er lige ved at gå galt, dem tager vi først – og kun i grove træk – når jeg er hjemme igen.”

Aftenen før hun rejste, satte Matilde Kimer sig ned med sine børn hjemme i Hvidovre. Hun fortalte dem, hvad hun forventede at møde i Ukraine, og hvad hun ville gøre for at passe godt på sig selv. Hun fortalte også, at hun har lånt en lejlighed i Berlin, hvor familien til påske skal holde ferie, alle sammen. Men hendes børn følger også med i nyhederne, og de hører om krigen i skolen. På vej i seng spurgte Matilde Kimers yngste datter, der er seks år gammel: 

”Mor, hvis jeg falder og brækker armen, vil du så lade være med at tage af sted?”

PÅ NØRREBROGADE ræser cyklister om kap med bybusser i vinterkulden. Det er kun få dage inde i det nye år, solen skinner over søerne ved Dronning Louises Bro på Nørrebro, og Timm Vladimir vader velfriseret gennem det kolde, asfalterede landskab i retning mod sin bil. Det er stadig nyt for ham at have hjemme i kvarteret. Tidligere har han boet i Valby, og de seneste syv år på Østerbro med sønnen Cassius og sin ekskone. Efter de blev skilt, fandt han lejligheden her på Nørrebro. 

”Østerbro er det hvideste kvarter, jeg har boet i. Der var kun lige min pakistanske kioskmand, ellers var det nærmest etnisk udrenset. Jeg er fra Albertslund, så jeg føler mig på en eller anden måde mere hjemme på Nørrebro. Jeg kan godt lide, at der er restauranter og gadeliv, og at skiltene er lidt skæve,” siger 53-årige Timm Vladimir, der, før han underskrev lejekontrakten, tog en cykeltur rundt i kvarteret med sin 12-årige søn, så han kunne give sin mening til kende om sit potentielt nye deltidskvarter: 

”Han synes også, her er sindssygt fedt. Det er trods alt dejligt, når nu man må rive en familie op. For tiden er vi ved at prøve de forskellige spisesteder. Vi rater dem enten ’grøn’, ’gul’ eller ’rød. Når han er hos mig, snupper vi en shawarma eller sådan noget et nyt sted.” 

Lige nu er skuespilleren, tv-værten, kogebogsforfatteren og manden bag madskolen ’Timm Vladimirs Køkken’ på vej til Aarhus for at hilse på sine medarbejdere. 

”Det betyder noget for mig, at de ved, at jeg ikke bare er et navn på døren, mens jeg selv sidder og ryger cigarer med bowlerhat i min Chesterfield-sofa,” siger han, mens han passerer vintagebutikker og cykelhandlere. 

Kort efter drejer Timm Vladimir nøglen i billåsen og sætter kursen mod Smilets By. Senere i år kan han fejre 10-årsjubilæum med ’Timm Vladimirs Køkken’, som han stiftede efter sin sejr i den første sæson af tv-programmet ’MasterChef’. Nu sender han cirka 100 lønsedler ud hver måned til henholdsvis fastansatte og timelønnede. 

”Det tror jeg ikke, at nogen forestillede sig, da vi startede op. Slet ikke mig. Men folk kommer jo ikke igen, hvis det er noget lort, uanset hvad der står på døren,” siger iværksætteren, der til at begynde med var drevet af undervisningsdelen i madkurserne. Han er nemlig formidler af natur og havde ikke regnet med, at selve business-delen ville komme til at interessere ham så meget. 

”Jeg er vokset op i et meget venstreorienteret hjem, hvor dem med slips og jakkesæt, der tjente penge, var de onde. Jeg har stadig det der arbejderklasseblod løbende i årerne, men jeg kan sgu godt lide at drive en forretning.”

I BARNDOMSHJEMMET var Janteloven indrammet og hængt op på væggen som en evig reminder om, at ingen skulle føle, de var noget særligt. Ved siden af hang Che Guevara, og på bordet lå Maos lille røde. Den revolutionære tidsånd var til stede overalt, og Timm Vladimir, der faktisk bærer det fulde navn Timm Vladmir Nysom Laustsen, blev opkaldt efter den revolutionære Vladimir Lenin, da han kom til verden i sommeren 1968. 

   ”Min mor er måske lidt flov over det i dag, men det siger jo bare alt om den tid. Heldigvis har Lenin klaret sig marginalt bedre i eftertiden end nogle af de andre, selvom han stadig har rimelig mange menneskeliv på samvittigheden. Havde de kaldt mig Mussolini, havde jeg nok ikke beholdt det.” 

Hans mor var kun 17 år, da hun fik ham, mens hans far var 19 år. Moren kom fra et almindeligt middelklassehjem på Frederiksberg med forældre, der henholdsvis arbejdede på Den Kongelige Porcelænsfabrik i Valby og som tøjekspedient i Daells Varehus. Moren tog en uddannelse som tandlægeassistent, men kom til at arbejde som pædagog og blev senere leder af en ungdomsklub i Albertslund. Faren var ud af en rigtig arbejderklassefamilie og var uddannet maskinarbejder, selvom han aldrig rigtig kom til at arbejde med det.

Da forældrene fandt sammen, flygtede de hjemmefra i 14 dage, indtil hans mor blev klar over, at de nok ikke ville kunne klare sig selv. De var unge og nyforelskede og drevet af en ungdomsrebelskhed og, før de fik set sig om, også forældre. To år senere kom en lillesøster til, og de flyttede fra Nørrebro til Albertslund, en ny kommune med en masse nye byggerier og høje idealer om et stærkt lokalmiljø med forstadshygge og fællesskaber, der passede til forældrenes ræverøde idealer. 

Familien endte i Galgebakken, hvor Timm Vladimir blev en del af en kæmpe flok unger, der hang ud ved badesøen, legede fangeleg på de flade tage på områdets institutioner eller tossede rundt uden forældrenes opsyn. Det var i samme periode, at de første bølger af indvandrere kom til landet og for en dels vedkommende endte på Vestegnen. 

”Albertslund var et stort miskmask af folk, der mere eller mindre boede sammen, og når klokken var 18, spiste man bare aftensmad, hvor man var. Det var et miljø fuld af venstrefløjstyper, og der var meget åbenhed og frihed til at gøre, hvad man havde lyst til. Der var ikke rigtig den store overvågning, hvilket så også havde den slagside, at banderne kunne eksistere. Dem, der kunne styre friheden, fik en masse ud af det, mens de andre røg i den helt modsatte grøft,” siger Timm Vladimir.

Da han var seks år gammel, blev forældrene skilt. Dengang var det bare sådan, det var. I dag synes han, det giver særdeles god mening. 

”Jeg har stadig svært ved at forstå, hvad de har set i hinanden. Det var dømt til at gå galt på forhånd. Det var først, da jeg selv blev voksen, at jeg forstod, hvor unge mine forældre egentlig var, da de fik mig. Det har hjulpet mig med at forstå en masse omkring dem. De var jo nærmest børn langt op i mine første skoleår.”

EFTERFØLGENDE BOEDE Timm Vladimir og hans lillesøster hos moren i Albertslund. Det var en almindelig, stabil tilværelse, hvor aftensmåltidet var dagens faste omdrejningspunkt. Selvom det godt kunne blive til en kylling fra grillen eller en pizza i ny og næ, gjorde moren altid en stor ære ud af at lave mad. 

Fra Timm Vladimir var helt lille, var han med i køkkenet. Dengang forkogte man de hårde og tørre plader, når man skulle lave lasagne. Det blev hurtigt hans tjans. Senere fik han også ansvar for at smage kødsovsen til, og langsomt blev hans madinteresse pirret. Han begyndte også at gå til madlavning i en af de utallige skolefritidsgrupper i Albertslund. Selvom det var kutyme, at alle ’raske drenge’ var optaget af at spille fodbold, fandt han det dødssygt og statuerede ligefrem et eksempel ved at gå modsat. 

Når Timm Vladimir var på besøg hos sin mormor, lavede hun enten gammeldags oksesteg med mos og sovs fra gryden eller medisterpølse, som hun først kogte og så stegte, med stuvet spinat og kartofler. Til de årlige påskefrokoster i sommerhuset, hvor hele familien var samlet, blev der typisk serveret 12-14 retter i løbet af dagen, og det mest almindelige samtaleemne var, hvad de skulle servere næste gang. Det lå til familien, at man samledes om kødgryderne. Det var ligefrem en måde at udtrykke sig på. 

”Det har været en måde at skabe et fællesskab på og en måde at connecte. Vi er meget sarkastiske og ironiske i vores familie, og det her har været en måde at håndtere følelser på, når man ikke kunne udtrykke dem på andre måder. Der er en kærlighed og en intention bag al mad, og det blev også min måde at vise omsorg på ved at gøre mig umage,” siger Timm Vladimir.

Efter forældrene blev skilt, fandt moren relativt hurtigt en ny mand, som Timm Vladimir refererer til som sin far i dag. John, som han hedder, var en rolig mand, som boede i rækkehuset overfor i Galgebakken, så børnene havde en relation til ham i forvejen og studsede ikke synderligt over, at han pludselig var blevet en del af familien.

”Jeg har aldrig hørt John sige noget negativt om min rigtige far. Tværtimod var han meget støttende. Han har været med til at forme mig på mange måder, uden jeg føler, han bevidst har haft et ønske om at overtage nogen rolle. Han er bare gået ind i det som den person, han er. Han var den far, jeg gerne ville have haft. Det er nok også derfor, jeg nåede frem til, at så kalder jeg ham far. For man kan være far i blodet, men man kan også være den far, der rent faktisk er der. Det var John for mig, og jeg har en utrolig stor kærlighed til ham.”

DEN BIOLOGISKE FAR flyttede fra Albertslund og boede forskellige steder – i et sommerhus, på Frederiksberg og i Nordvest i Københvan, hvor han forsøgte at lave så lidt som muligt, mens han drak så mange bajere og røg så mange fede som muligt. Første øl drak han til morgenkaffen, og hvis han skulle nogle steder hen, havde han altid et net med forsyninger med sig. Selvom han identificerede sig som en vaskeægte arbejderklassedreng, var han næsten altid arbejdsløs. Når han blev kaldt i arbejde, tog han typisk noget, der ikke krævede en uddannelse, såsom parkeringsvagt eller skilteopsynsmand på Strøget, indtil han kunne få understøttelse igen. 

”Han var også på et tidspunkt kanylemand på Vesterbro. Det var ham, der gik rundt og samlede brugte kanyler op med en pind. Han var alkoholiker og røg hash hele sit liv, så han kunne snakke med alle i det miljø. Når han gik på Vesterbro, vidste folk, at det var kanylemanden,” siger Timm Vladimir.

Cirka en gang hver anden uge besøgte Timm Vladimir og søsteren deres far. Sønnen blev sendt i kiosken efter 10 bajere og 10 sodavand, og så stod den på brætspil og hygge. Der var en langt mindre hverdagsagtig stemning end hos deres mor. Det hele var mere gakkelak. Og selvom faren ikke var meget for at løfte en finger, havde han hovedet fuldt af ideer til kreative indslag. Han var blandt andet fascineret af kunsterne Christo og Jean Claude, der pakkede skyskrabere og andre kæmpe bygninger ind i hvidt lagenlærred. Timm Vladimirs far havde ikke mange penge, men besluttede sig for at gøre det samme. En weekend havde han derfor købt nogle enorme pakker med lagenstoflærred til at pakke hele sommerhuset ind i og lejet et lille Cessna-fly, så de kunne filme huset oppefra med smalfilm. 

”Jeg har ingen anelse om, hvordan det var lykkedes ham at skaffe pengene, men han havde fået på hjernen, at det ville han gøre, så det gjorde han. Det var fuldstændig galningeagtigt og helt sindssygt fedt.” 

I en længere periode havde faren arbejde på Carlsberg som ’sommerfugl’, en af dem, der om sommeren, når der blev brygget mange øl, havde til opgave at rense de store tanke. Mens han var der, stod han for medarbejderrevyen. Når de mødtes i weekenderne for at øve, fik børnene lov til at komme med og hænge i kulissen. Sådan stiftede Timm Vladimir bekendtskab med sit første skuespils-agtige miljø. Og han elskede at være med, når de skulle optræde, synge og spille. 

De første år foregik det i Ungdomshuset på Jagtvej, der havde en scene, man kunne leje, men da huset senere blev besat, rykkede de ud i et forsamlingshus på Vesterbro. Da Timm Vladimir blev lidt ældre, fik han sammen med en lille gruppe venner lov til at optræde efter revyen med breakdance og electric boogie. På papkasser på gulvet breakede de til begejstrede bifald. 

AT FAREN DRAK bajere og røg joints, var bare sådan, det var. Der var ikke nogen, der kommenterede det, og Timm Vladimir selv tænkte heller ikke synderligt over det. Så ofte så han jo heller ikke sin far. Selvfølgelig kunne det være irriterende, når han kom hjem til ham, og han lå på sofaen og boblede efter at have drukket 15 bajere. Eller når de skulle ud for at handle, og turen kom til at tage fire timer, fordi de lige skulle forbi et værtshus eller to på vejen, så faren kunne få en øl, og børnene en Squash. Nogle gange blev faren rigtig fuld, og så blev han både højtråbende og provokerende og endte med at blive smidt ud af værtshuset på røv og albuer.

”Der var en masse situationer, hvor det ikke var specielt fedt at være sammen med ham. Når vi var på værtshus, og han blev smidt ud og sådan noget. Det var ubehageligt, og jeg skulle pludselig begynde at tage en masse ansvar på et tidspunkt, hvor jeg ikke burde. Det blev min opgave at få min søster og min far hjem, ham i verdens største brandert. Jeg måtte få ham slæbt ind i en taxa og ud igen og få betalt og sådan noget. Det gjorde, at jeg fik en ballast til at klare ubehagelige situationer, for i mange år kunne jeg bare vade gennem lortet. Men jeg lærte til gengæld aldrig at snakke om det eller vise, når jeg var ked af det. For jeg snakkede aldrig med nogen om, at vi blev smidt ud af alle de værtshuse, ikke engang min mor,” siger Timm Vladimir.

Da han selv blev teenager, syntes han ligefrem, det var sejt, at hans far var, som han var. 

”Det var supercool at have en far, der tillod, at man havde vennerne ovre for at drikke sig pissefulde og ryge fede. Han var kongen blandt mine venner, og jeg fik masser af credit, fordi vi kunne gøre det.” 

Efter Timm Vladimir var gået ud af 9. klasse, havde han en periode, hvor han til dels gik i sin fars fodspor. Sammen med to venner begyndte han at drikke sindssyge mængder alkohol. Den ene af dem arbejdede i Brugsen, og han kunne enten tage noget med hjem i lommen eller købe til personalepriser, og så sad de ellers, de tre gutter, og delte en flaske snaps og en kasse guldbajere og røg et par fede med det ene formål at blive så baskede som muligt. 

”På den ene side kommer jeg fra et rimelig stabilt hjem hos min mor med villa og venner, men på den anden er jeg jo vokset op med druk og havde på den måde lært det. På det tidspunkt syntes vi, det var sejt at kunne drikke så meget som muligt. Det var et mål i sig selv at blive baldret og fucked op.” 

En dag gik det dog op for Timm Vladimir, hvor langt ude det egentlig var. Han gad det ikke mere. 

”Jeg fandt heldigvis tidligt ud af, at jeg ikke har det samme misbrugsgen som store dele af min fars familie, for guderne skal vide, at hvis jeg havde haft det, var jeg blevet alkoholiker. Vi var blevet de vildeste svampe, hvis vi var fortsat, men da jeg ikke ville det mere, havde jeg intet problem med at vende ryggen til det. En morgen vågnede jeg og tænkte: ’Hvad fanden laver jeg med mit liv?’ Og så stoppede jeg.”

TIMM VLADIMIR SNAKKER, som om han aldrig har lavet andet, og kører bil, som om han aldrig har siddet i en før. Ved indgangen til Storebæltsbroen bliver han i tvivl, om hans BroBizz virker, for han har netop fået skiftet nummerplade på sin bil. Han snegler sig nervøst mod bommen.

”Sådan noget ved jeg ikke en skid om. Jeg bliver altid sådan …,” siger han, da bommen åbner, og han kan fortsætte: ”Jo, kraftstejleme, der var den! YES!” 

På Fyn beder han gps’en lede ham mod nærmeste tankstation, men der er kommunikationsproblemer, og inden længe er han helt væk fra motorvejen og på vej længere og længere ind i Odense. ”What?” udbryder han, hver gang gps’en vil have ham til at fortsætte. Til sidst ender han ved en Shell-tank, hvor han får fyldt op, men dårligt har han ytret den triumferende sætning: ”Nu er der masser af saft på, så kører det,” før han er drejet til venstre i et lyskryds og pludselig holder front mod front med et letbanetog.

”Hvad fanden sker der her?” udbryder han, holder et øjeblik stille midt i et lyskryds til stor forundring for alle andre, før han får lavet en U-vending i den kreative afdeling og finder ind på den rigtige vej. 

”Ej, hvor sindssygt, der var ikke nogen vej. Hvor var det crazy!”

Han slår en høj latter op og taster igen på gps’en. 

”Nu tør jeg ikke gøre andet end bare følge den.”

Da han senere på eftermiddagen triller ind på den gamle lystbådehavn i Aarhus tæt på den famøse P. Clausens Fiskehandel, har mørket for alvor lagt sig. Det lyser fra store pyramideagtige boligbyggerier på den anden side af kanalen, da han går mod en stor, rød murstensbygning med sorte træfacader:

”Jeg tror bare, jeg fortæller dem kort om, hvordan det hele startede.”

SKUESPILLER VAR DET, han ville være, og da han kom ind på Teaterskolen i Aarhus i 1989, blev han venner med en anden ung mand ved navn Gordon Kennedy. De to blev en del af byens improteater-miljø, der var nyt og glohedt. Konceptet var, at man spurgte publikum om et sted, et erhverv og eventuelt en stemning. De kunne så svare eksempelvis: ’busstoppested’, ’byggeriarbejder’ eller ’glad’. Ud fra stikordene skulle typisk fem skuespillere improvisere en scene, mens der hele tiden kom nye øvelser til. 

Før de forskellige shows blev der solgt roser og våde svampe, som man kunne kaste efter skuespillerne afhængigt af, om det var godt eller noget lort. En dag besluttede Timm Vladimir og Gordon Kennedy at peppe det lidt op. De tog op på teaterskolen og rodede i kostumelageret, hvor de fandt parykker og gabardinebukser. Det fik dem til at se russiske ud, så før forestillingen gik de forklædt som russere rundt og solgte roser og svampe: ”My friend, special prize for you!”

Lynhurtigt blev de to russere kult i miljøet, og Timm Vladimir og Gordon Kennedy begyndte at optræde med dem fast. Det var de første figurer, de havde opfundet sammen, og det gik op for dem, at der måske var mere i det. De begyndte også at lave stand-up rundtom på byens caféer, selvom det ikke ligefrem blev taget godt imod på Teaterskolen, at de på den måde boltrede sig på de ’useriøse’ baner.

”Jeg havde et kæmpe behov for at stille mig op foran en masse mennesker, der kunne give mig bekræftelse. Hvis jeg skal psykologisere lidt over det, er det jo nok det, der driver os, der stiller sig på scenen. Det er et vildt kick at mærke, at publikum kan lide én,” siger Timm Vladimir. 

Det hele gik dog ikke kun op i gak og løjer. Efter han blev færdig på Teaterskolen i 1993, fik han sin debut på Nørrebro Teater som Danny Zuko i musicalen ’Grease’. Her skulle han både danse og synge, og selvom han har dårligt gehør, lykkedes det ham lige nøjagtigt at bære den hjem. Han var stadig ved at finde ud af, hvilken slags skuespiller han egentlig skulle være. Efterfølgende fik han hovedrollen i ’Guys and Dolls’, en klassisk Broadway-musical med storladen musik. Selv var han meget skeptisk, for nok kunne han synge nogenlunde efter klaver, men med 30 instrumenter ville han fare vild. Til hans store fortrydelse fik kapelmesteren overbevist ham om, at det nok skulle gå. 

”Jeg stod på scenen og havde det ad helvede til. Jeg vidste, at det var lort, jeg vidste, at jeg sang pivfalsk, uden jeg anede, hvad jeg skulle gøre. Det var hæsligt, fucking hæsligt.” 

Efter premieren tog han hjem og græd resten af aftenen. Og så måtte han ellers stå op dagen efter og gøre det samme igen. Og igen. På brutal vis lærte han, at der trods alt var begrænsninger på talentet. 

SAMTIDIG SØGTE DR nye folk til ungdomsprogrammet ’Transit’. Timm Vladimir og Gordon Kennedy besluttede sig for at prøve det, for selvom de ikke rigtig havde nogen konkrete idéer, havde de til gengæld en god kemi. Da de gik ud ad døren på Danmarks Radio i Søborg, sagde casterne, at de ville få besked inden for 14 dage, men da de en halv time senere kom hjem i Gordon Kennedys lille lejlighed på Frederiksberg, lå der en besked om, at jobbet var deres. 

Sammen med Palle Strøm udviklede de konceptet til ’trendforskerne’ og fandt selv på de bizarre ’Godnathistorier’ med den famøse udgangsreplik ”Godnat og sov godt”. Første udsendelse blev sendt en onsdag aften i 1995. Allerede dagen efter blev de genkendt på gaden. Det kom som et chok, de havde jo ikke været på skærmen meget mere end et minut. Det viste sig dog blot at være en forsmag. I ugerne efter tog det for alvor fart. Og pludselig eksploderede deres folkelige gennembrud. Efter en måned var makkerparret blevet kult. 

”Der gik massepsykose i det. Det var helt crazy. Lige pludselig var vi kæmpe rockstars, alle ville have fat i os.”

De næste par år var et triumftog med sketchprogrammer og liveoptrædener. Når de turnerede landet rundt, måtte de flere gange afbryde deres shows, fordi folk råbte og skreg så højt, at ingen kunne høre, hvad de sagde. Kvinderne løftede op i bluserne, de havde bodyguards med sig, fordi de ikke kunne gå i fred, og Timm Vladimir oplevede, at nogen låste sig ind på hans hotelværelse midt om natten, mens han lå og sov. Folk var ellevilde med ’Timm og Gordon’:

”Vi havde så meget medvind. Det var fandeme fedt at stå der og føle sig som fucking konger, der ikke kunne gøre noget forkert.”

TIL TIMM VLADIMIRS 30-årsfødselsdag var der ingen smalle steder. Han havde succes som skuespiller og tv-vært og tjente godt med penge. Han boede i en villa i Valby med sin daværende kone og havde inviteret venner og familie til en af de kæmpefester, hvor der ikke mangler noget. Der var helstegt lam i haven, cognac og cigarer, hele smøren. 

Det kørte for Timm Vladimir, og det kunne hans far ikke magte. Som aftenen skred frem, begyndte han at åbne op for lorteposen. Nu skulle sønnen kraftedeme passe på med ikke at blive for fin, han skulle sgu huske sine rødder. Da Timm Vladimir ikke kunne holde ud at høre på det mere, fik han slæbt ham ud i en vogn og sendt ham hjem. 

Efterfølgende stod han alene ude på villavejen og græd, mens tanken, der førhen havde rumsteret i baghovedet, kom helt frem i frontallapperne: ”Jeg må beslutte mig for, om jeg vil se ham eller ej.”

Fordi Timm Vladimir som barn kun havde set sin far hver anden uge, havde det været en fragmenteret relation. Det var først, da han blev ældre, at han kunne begynde at se et større billede. 

”Der kommer jo et tidspunkt i ethvert liv, hvor man finder ud af, at ens forældre ikke er de overmennesker, man havde gået og troet. For drenge er det nok især ens far, man idoliserer, men for mig kom illusionen til at krakelere.”

I farens familie var der tradition for familiekomsammen et par gange om året. En i juledagene og en i løbet af sommeren – frokoster med øl og snaps, og Timm Vladimirs far og onkel endte altid med at drikke sig i hegnet. 

”Min far blev fucking ulidelig at høre på,” siger Timm Vladimir og laver sin stemme om, så den imiterer farens og bliver Stewart Stardust-agtig: ’Det er sgu mig, der har leveret råstofferne til dig, knægt.’ Det var altid den samme plade, som jeg aldrig forstod, hvad han ville opnå med. Hvad er det, du vil have af mig? Skal jeg være dig evigt taknemmelig?”

Farens familie boede ude på landet ved Ølstykke, og det var Timm Vladimirs opgave at hente sin far, ellers gad han ’kraftstejleme ikke’.

”Det var hans familie, og det var to gange om året, men alligevel skulle jeg være den søde dreng, der hentede ham i min bil. På hjemvejen skulle jeg altid sidde og høre på hans pis. Det endte tit med, at jeg sagde: ’Nu stopper du fandeme, ellers sætter jeg dig af, og det bliver ikke ved den nærmeste station, men lige her.’” 

PÅ TEATERSKOLEN I Aarhus havde han på sit første år inviteret sin far over for at se sin afgangsforestilling. I løbet af dagen var han selv inde på teatret for at klargøre forestillingen, så det var hans daværende kæreste, der tog imod faren, der begyndte at kævle bajere, fra han kom ind i lejligheden. Da forestillingen begyndte, kunne Timm Vladimir konstatere, at hans far ikke var dukket op. 

”Efterfølgende fandt jeg ud af, at han i sin kæmpebrandert havde troet, at vi spillede på hovedscenen, så han var kommet i klammeri med vagterne. De havde prøvet at forklare ham, at hans søn ikke spillede derinde, men det ville han ikke finde sig i. Ingen skulle bestemme over ham, og til sidst blev han smidt ud på røv og albuer. Da han senere på dagen skulle hjem til min lejlighed, kunne han ikke lige huske, hvor han skulle ringe på, så han endte med at sparke en dør ind til kælderen.” 

Efter han og Gordon Kennedy var blevet landskendte, blev forholdet til faren endnu mere anstrengt. Og til sin 30-årsfødselsesdag fik sønnen nok.

 ”Jeg kunne tydeligt mærke, at det havde han det svært med. Jeg var blevet en af ’fjenderne’, der tjente penge og havde succes. Det kunne han ikke kapere,” siger Timm Vladimir, der nåede frem til, at han hellere ville savne sin far en gang imellem end at få forholdet ødelagt, hver gang han så ham.

”Det gjorde mere ondt på mig at se ham, end det ville gøre ikke at se ham. Så jeg tog beslutningen om, at vi ikke længere skulle ses. Det var ikke sådan, at vi skulle være uvenner, og det var ikke, fordi vi ikke kunne ses til en familiesammenkomst, men jeg ville ikke længere hente ham i bil eller invitere ham til noget. Jeg ville ikke længere tage ansvar for vores relation. Det gad jeg ikke mere.”

FOR FEM ÅR siden kom Timm Vladimir hjem fra en rejse til Mexico og fik besked om, at hans far var røget i respirator på hospitalet. Det var ikke muligt at vække ham igen. Han havde kræft i hele kroppen. Nu var han teknisk set død, og Timm Vladimir var nervøs for, om det ville udløse en reaktion at se ham sådan. Men da han stod på hospitalet og kiggede på sin far i respiratoren, helt tynd og med et kæmpe skæg, følte han ikke rigtig noget. Det eneste, han tænkte, var: ’Hvis jeg selv en dag ligger med en respirator, mens min søn står og kigger på mig og har det på den måde, som jeg har det, så har jeg fejlet som far.”

Begravelsen faldt tilfældigt sammen med optagelser til ’Den store bagedyst’, og sønnen valgte ikke at komme til den. Han ville ikke aflyse en tv-produktion med 30 mennesker. 

”Jeg fortryder det ikke. Siden har jeg mange gange prøvet at mærke efter, men den er bare lukket for mig. Det blev den, lang tid før han døde. Jeg tænker på ham og vores forhold en gang imellem, og hvad vi hver især kunne have gjort bedre, men samtidig kan man jo ikke gøre noget ved det nu. Han gjorde det ikke særlig godt, men jeg føler ingen vrede eller animositet over for ham. Jeg har fuldstændig tilgivet ham. Han gjorde det bedste, han kunne.” 

Nogle uger senere gik Timm Vladimir og hans lillesøster og ryddede op i farens lejlighed. Her fandt de blandt andet en scrapbog, der var spækket med udklip fra Timm Vladimirs mangfoldige karriere. Det ene, en lille tekst fra en ugeavis fra Nørrebro, var blot få uger gammelt. 

”Det gik ligesom op for mig, at han i virkeligheden nok altid havde været stolt af mig uden at kunne udtrykke det. Når vi skiltes i årenes løb, fik han nogle gange tudefjæs på, og jeg fik en fornemmelse at han ville mig noget, men at han ikke kunne udtrykke det Jeg havde altid en fornemmelse af, at han ville mig noget. Jeg er ikke i tvivl om, at han elskede mig, men det er synd, at han aldrig selv kunne sige det. Alkoholisme er jo en sygdom, og han var desværre i et miljø, hvor det blev set som en styrke eller en livsstil.  Han var stolt af at være den der arbejderklassedreng, der fandeme kunne drikke bajere. Han gjorde sit bedste. Det var ikke godt nok, men jeg har valgt at kigge på intentionen frem for udfaldet.” 

Fra tid til anden taler Timm Vladimir med sin søn om hans bedstefar, som han kun nåede at møde få gange. Så fortæller han nogle gange sjove historier, som om dengang han pakkede huset ind i lagener.  

”Vi har også sådan en ting med at tale som min far: ’Ved du hvad, knægt, ta’ en bajer.’ Det er en måde for os at mindes. Nu er han blevet en sjov karikatur, der lever videre, som vi både griner af og griner med. Det er vigtigt for mig, at min søn også får den side med.”

DER ER FULD GANG i et personalemøde indenfor i Timm Vladimirs Køkken i Aarhus. Omkring 30 ansatte, primært unge mennesker, sidder om et stort bord og diskuterer alt fra affaldssortering til valg af tillidsrepræsentant. Ved det sidste punkt, ’Ordet er frit’, er der en ung fyr, der spørger: 

”Har nogen tabt 1.000 kroner? Jeg fandt dem lige, da jeg var ude at tisse.”

Han stikker sedlen i vejret. I udkanten af det hele roder Timm Vladimir i sine lommer. Han har indtil nu holdt sig i baggrunden, men må for første gang bryde ind i selskabet. 

”Det er min,” siger han.

De mange ansatte kigger overrasket, griner i kor.

”Seriøst, det er faktisk mig,” siger han så. 

Det udløser endnu et kollektivt latteranfald. 

Efter en længere pause, hvor der ivrigt bliver fortæret kyllingeburgere, slår Timm Vladimir på glasset. 

”Hej alle sammen, det er mit navn, der står uden på døren på det her fantastiske sted,” siger han, før han engageret kaster sig ud i den store fortælling om, hvordan han endte i restaurationsbranchen. Efter adskillige minutter når han til afslutningen på sin optræden i ’MasterChef’:

”Til sidst tænkte jeg, at hvis jeg nogensinde skulle have med mad at gøre på en arbejdsmæssig, professionel måde, så skulle det være nu, og så blev jeg ringet op af nogle gamle kolleger, der havde nogle lokaler i Valby og en idé, og jeg tænkte: ’Fuck yeah, det gør vi!’” 

Selvom han på forhånd havde tænkt, at det kun skulle være et kort oplæg, fortsætter storytellingen i det uendelige. Undervejs taber han flere gange tråden, farer vild i grene af sin egen fortælling, men finder altid tilbage på sporet og når undervejs forbi både hjemmebrygget øl og #MeToo. Efter cirka 30 minutter stopper han: ”Tak for nu, tak for mad.”

MED TIDEN BLEV det opslidende at ride på den søgang, som han og Gordon Kennedy surfede på i midten af 90’erne. Den konstante opmærksomhed sled. Der kom perioder, hvor han ikke gik uden for en dør, medmindre det var strengt nødvendigt. Når han var ude at spise, kiggede alle på ham, og så kiggede han igen, indtil de stoppede med at kigge. 

”Man bliver sindssyg i bøtten af det. Det er en virkelig selvoptaget og selvbevidst tilværelse. Det er, som om man hele tiden har et kamera på sig. Det er virkelig ubehageligt. Jeg har lært at leve med det, men dengang havde jeg tit lyst til at råbe: ’Lad nu være med at kigge på mig, for helvede!’”

Samtidig var Timm Vladimir ved at køre død i det komiske miljø. Den første bølge med folk som Jan Gintberg, Lars Hjortshøj, Casper Christensen, Thomas Wivel og Carsten Bang var sjov og hyggelig, syntes han, men i takt med at kredsen voksede, kom det mere til at handle om at overgå hinanden – også backstage. Miljøet var i hans øjne ikke så varmt og venligt mere.

Det helt store vendepunkt kom i forbindelse med spillefilmen ’Stjerner uden hjerner’ i 1997. Filmen var ment som et slags spoof på ’In bed with Madonna’ – en nyskabende film om superstjernen, hvor håndholdte sort-hvide backstage-optagelser blev krydret med flotte, glittede scener fra hendes koncerter.

Ideen var at lave en film på samme måde, men sådan kom det ikke til at gå. Selv titlen fik de ikke medbestemmelse over. De ville have kaldt filmen ’Wannabe’, men da en af de ansatte på produktionsplanen læste det som ’Vandabe’, blev den fravalgt. Stort set alt, der kunne gå galt, gik galt. Og makkerparret var smertefuldt bevidste om, at den ikke var helt god. 

Før premieren forsøgte Timm Vladimir og Gordon Kennedy at købe masterkopierne til filmen for at ødelægge dem, men det viste sig at være for dyrt. I stedet rejste Timm Vladimir til Australien med sin kone. Han skulle bare ud af landet. Da filmen kom ud, høstede den bundkarakterer på stribe, og den figurerer på listen over ’100 værste film nogensinde’ på filmdatabasen IMDb.

”I dag er den blevet kult, hvilket er mærkeligt, for en kultfilm skal i mine øjne også have noget fedt over sig. Det har den ikke,” siger Timm Vladimir, der sammen med Gordon Kennedy opdagede, at træerne ikke af sig selv vokser ind i himlen. Bagefter havde de begge brug for at trække stikket og finde ud af, hvad der nu skulle ske. 

”Jeg lærte, at uanset hvor fed folk synes, man er, kan man altid fucke det helt op. Det var traumatisk på den måde. Vi brændte nallerne, og så stikker man ikke fingrene for tæt på flammen igen.” 

EFTER DE SUCCESFULDE 90’ere fulgte nogle rodløse år. Timm Vladimir lagde stemme til animationsfilm som ’Skatteplaneten’, ’Ice Age’ og ’Robotter’, han lavede dykkerprogrammet ’Under overfladen’, han var vært på awardshows og på underholdningsprogrammer som ’Venner for livet’ og ’Mit sande jeg’. Han spillede rollen som Niels Aagaard i tv-serien ’Lykke’ og som dommer i ’Pendlerkids’ på Ramasjang. Han var gæstedommer i ’Scenen er din’ og medvirkede i ’Til middag hos …’. Han var overalt, for kom der et tilbud, sagde han ja. Til sidst blev han træt af se sig selv. 

”Tv-stationerne bruger dig som en bitch indtil den dag, hvor de – eller seerne – er blevet trætte af dig, og man ryger ud med badevandet. Det er op til én selv at holde igen, og det er svært, for det er både skægt, og der er penge og alt muligt i det. Men man skal passe på med ikke at blive den person, som folk tror, man er.”

Der var dog et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Det kom i 2011 fra TV3, der ville høre, om han ville medvirke i første sæson af ’MasterChef Danmark’. Han havde igennem alle årene bevaret sin lidenskab for madlavning, og ofte var aftensmaden det første, han tænkte på om morgenen. Han havde også flittigt fulgt med i den engelske version af programmet og var derfor stensikker, da han takkede ja. Det viste sig at blive en ”kæmpe oplevelse, sådan en, der kommer til at definere ens liv fremover”.

Til sidst var det ham, der kunne løfte ’MasterChef’-trofæet over de andre kendisser, og det gav ham modet til at forfølge en gammel drøm – og i år har han 10-årsjubilæum med ’Timm Vladimirs Køkken’.

”Jeg havde ikke fundet en klar vej. Det var meget random, hvad jeg sagde ja til. Når jeg kiggede på de mennesker, der var kendte, uden man vidste, hvad de var kendte for, kunne jeg mærke, at jeg ikke respekterede dem på samme måde som dem, der havde et håndværk. Der er en gruppe kendte, der bare er kendte, fordi de har været med i ’Zulu djævleræs’ og ’Zulu kvægræs’ og ’Formel Whatever’, og sådan en skulle jeg ikke være. Folk skulle respektere mig af de rigtige årsager, ikke fordi jeg måske kunne blive nummer fire i ’Vild med dans’.”

HJEMFARTEN MOD København er ikke uden udfordringer. Da Timm Vladimir skal igennem betalingsanlægget ved færgeoverfarten i Aarhus, bliver han i tvivl om, hvordan det fungerer. 

”Jeg kører over her 100 gange om året, så jeg burde vide det,” konstaterer han, mens han holder i kø og samtidig brokker sig over bilens blæser. 

”Hvorfor virker den ikke?” spørger han, mens han prøver sig frem.

Til sidst ender Timm Vladimir om bord på færgen, der fører ham til Sjællands Odde, og derfra går det i mørke hjem mod København og Nørrebro. Det er en ny tilværelse for ham, han har nærmest aldrig i sit voksenliv været sig selv. Han har altid været sådan en, der var i fast forhold – med kun få ugers undtagelse. 

”Før var det utænkeligt for mig at bo alene. Jeg troede slet ikke, jeg kunne finde ud af det. Men nu er jeg nået til et punkt, hvor jeg virkelig nyder at komme hjem til mig selv.”

Tidligere havde han for vane at skynde sig at lægge sig til at sove, når han kom hjem, men nu er han begyndt at sidde en halv time for sig selv. Bare lige læse lidt i en bog eller se et halvt afsnit af noget åndssvagt på fjernsynet. Han er også begyndt at elske at vågne alene om morgenen og have tid til at stå op og drikke kaffe, uden der er en lyd omkring ham. Uden nogen forlanger noget.

FOR LIDT OVER et år siden sagde Timm Vladimir ja til at få en hund, efter at hans søn og daværende kone havde plaget ham længe. Det er et gadekryds, en blanding mellem en bordercollie og en labrador. Fordi Ozzy, som hunden hedder, primært er en hyrdehund, er den ifølge Timm Vladimir skabt til at samle flokken. Hvis man sidder i stuen, men skal på toilettet, rejser hunden sig automatisk og går med derud. Hvis man er ude at gå med den, går den altid enten forrest eller bagerst, og hvis knægten pludselig kommer for langt foran, er den ikke glad for situationen, så løber den op og trækker ham tilbage. Den er hardwired til at samle.

Det var først efter lang tid, at Timm Vladimir tilfældigt opdagede, at den også har brug for nogle gange at være sig selv.

“Pludselig gik det op for mig, at det er jo mig. Jeg pleaser hele tiden andre, og jeg tænker ikke engang over det, jeg gør det bare. Jeg kunne se på den køter, at når den var alene, kunne den endelig slappe af. Det er sådan, jeg har det. Jeg skal ikke passe på nogen, jeg kan bare sove, slappe af eller whatever. Jeg er en fucking bordercollie!”

Det har i mange år været naturligt for Timm Vladimir at reagere per kommando. Det har altid ligget latent i ham først og fremmest at være noget i forhold til sine omgivelser. 

”Jeg sørger altid for, at folk omkring mig har det godt. Ellers bliver jeg utilpas og får instinktivt lyst til at gøre noget ved det. Det bringer mig glæde, men det har også været på bekostning af, at jeg ikke selv ved, hvordan jeg har det godt. Jeg ved, det gør mig glad at give andre noget, men er det nok?”

DER HAR VÆRET tidspunkter i Timm Vladimirs liv, hvor det gradvist er gået op for ham, hvor dårlig han egentlig har været til at mærke sine følelser og sætte ord på dem. Han har ofte kigget på kvinderne i sit liv og været imponeret over, hvor ubesværet de har kunnet tjekket ind på deres følelser. Nogle gange i en grad, så han har tænkt: ”Don’t worry, dine følelser er der også om fem minutter, du behøver ikke hele tiden mærke dem.”

Men i det mindste kunne de finde ud af det. Han havde aldrig selv lært det, ingen af hans forældre kunne finde ud af at snakke om følelser. I barndomshjemmet handlede det om at sluge det og lade som ingenting, hvis man mærkede, at noget trykkede. 

”Man bliver nødt til at sætte ord på følelser for at behandle dem. Hvis ikke der er ord på, går følelsen i sig selv. Den bliver ligesom bare derinde som det der nys, der aldrig kommer,” siger Timm Vladimir, der i sine tidligere forhold pludselig stod i situationer, hvor han var nødt til at tage stilling til sine følelser, uden han kunne finde ud af det – eller dem. 

”Jeg kunne ikke tale om det, for jeg anede ikke, hvilke ord jeg skulle sætte på. Jeg havde ikke et sprog for det. Det er specielt at sidde i parterapi, hvor den ene kan snakke velformuleret om, hvordan hun har det, mens jeg sidder og føler mig som fuldstændig analfabet. Det var, som om terapeuten havde bedt mig om at formulere mig på et andet sprog: ’Nu vil jeg gerne have, du svarer mig på serbisk.’ Og så sidder man ved siden af en, der kan flydende serbisk. Det er fandeme vildt.”

Sidste år blev han skilt fra sin ekskone, krimiforfatteren Katrine Engberg, efter 18 år. I stedet for at lukke de svære følelser inde valgte han at tvinge dem frit frem.

”Jeg har aldrig været god til at mærke mine følelser, så jeg har besluttet mig for at gå fuldt ind i det. Jeg har brugt dem til en læringsproces, hvor jeg for bare fem år siden ville have lukket af, arbejdet mig igennem det, videre, bum! Jeg er en krebs med et blødt indre, men med en hård skal udenpå. Den skal har hjulpet mig ekstremt meget, for den er vildt effektiv som en survivor-ting, men jeg kan mærke, at jeg har lyst til at gøre den mindre hård. For der er en kæmpe styrke i at turde være i sine følelser og vise dem.”

DET SKER STADIG, at Timm Vladimirs såkaldte muscle memory spiller ham et puds. Som når han snakker med sin ekskone og pludselig hører sig selv kalde hende ’skat’. Eller når han er i selskab med hende og pludselig forvandler sig til den person, han var før. Selvom hans hjerne fuldstændigt forstår situationen, er fysiske og psykiske vaner stadig indlejret i kroppen. 

”Det er som at få skudt en bold mod hovedet og automatisk stikke hænderne op for at gribe den. Sådan reagerer kroppen på følelsesmæssige ting,” siger Timm Vladimir, der de seneste måneder dog er begyndt at både vænne sig og vende sig.

Selvfølgelig er der stadig tilbageslag, men modsat tidligere sender det ham typisk kun en halv dag i kulkælderen, før han træder op i lyset igen. Han er også blevet langt bedre til at sove, hvilket har vist sig at være ekstremt vigtigt for hans mentale velvære.

”Man bliver virkelig en lorteudgave af sig selv, når man har sovet dårligt. Og når man samtidig har alle mulige grunde til at føle medlidenhed med sig selv, kan man blive helt ulidelig. Man gider ikke være i sit eget selskab.” 

Det seneste år er der gået meget tid med at ligge og vende og dreje sig om natten. Hans hjerne har arbejdet på højtryk og overtænkt alt muligt. Nogle gange har han mærket optræk til milde angstsymptomer. Hans hjerte har hamret hurtigere end normalt, han har haft svært ved at trække vejret, og det har prikket i huden. 

”Jeg har været i en form for posttraumatisk stresstilstand – med al respekt for alle de soldater, der har oplevet noget, som er 1.000 gange værre end en fucking skilsmisse – men jeg har været i survival mode, og hver gang der har været den mindste ubalance, er min krop gået i alarmberedskab.” 

I de søvnløse nætter har han ofte fundet sønnens Lego-klodser frem og er selv gået i gang med at bygge. Det har hjulpet ham til at samle tankerne. Det har været et mærkeligt år, men de seneste måneder er det hele blevet mindre råt. 

”Det ville jo være mærkeligt, hvis man bare lige kunne knipse, og så var det slut. Jeg skammer mig ikke over, at det betød noget,” siger Timm Vladimir, der følte sin nytårsaften som en skæringsdato, måske som en start på et nyt kapitel. 

”Om ikke andet er der kommet det ud af det, at jeg har lært mig selv bedre at kende. Også selvom det var nemmere dengang, hvor jeg ikke behøvede.”

DA BILEN OMSIDER ruller over Dronning Louises Bro, ligger Nørrebro øde hen. Mørket har lagt sig over bydelen, og lyset i de fleste lejlighedskomplekser er slukket. Der er heller ikke lys at spore i Timm Vladimirs lejlighed. Det er en af de uger, hvor han ikke har sin søn. 

Han har altid været en selskabsløve, men han er gået fra at være ekstremt ekstrovert til at blive mere introvert. Det er sket i takt med, at han har lært sig selv bedre at kende. 

”Jeg har adopteret det miljø, jeg har været i, hvilket har gjort, at jeg nemt har kunnet være i mange miljøer. Når jeg så en sjælden gang i årenes løb har været alene, har jeg ikke vidst, hvad jeg skulle lave, fordi jeg ikke havde nogen at være noget i forhold til. Det er nok også derfor, jeg altid har været meget selskabelig og aldrig har haft lyst til at være alene.” 

For nylig snakkede han med en af sine gode venner, som bor på Cypern. Vennen er uddannet terapeut, og denne gang kom snakken til at handle om, at Timm Vladimir i mange år har været familiemand. Han har først og fremmest defineret sig ud fra det, men nu har han ikke længere familien. 

”Hvad er jeg så? Så er jeg bare en mand. Men er det så slemt igen?”

Et par dage senere flytter Timm Vladimirs søn atter ind til ham i en uges tid. De skal bygge Lego og gå på jagt efter kvarterets bedste shawarma. Næste gang sønnen fylder år, bliver han teenager, og Timm Vladimir ved udmærket, at der måske inden længe kommer et tidspunkt, hvor han ikke på samme måde gider hænge ud med sin gamle far. 

”Det bliver spændende, hvor det bevæger sig hen. Især nu, hvor han skal til at kigge på ladies. Vi skal til at have snakke, som jeg i udgangspunktet er dårlig til. Men jeg vil ikke have, at min knægt ikke lærer det, fordi jeg aldrig selv har kunnet finde ud af det. Jeg håber, han forstår, at uanset hvad man føler, er det helt okay. Det vigtigste er, at man ikke går og skjuler det, men tør snakke om det. Det har jeg tænkt mig at lære ham.”