DA BALLADEN ’Hurtige hænder’ kommer på, frier en mand midt i folkemængden til sin kæreste, der siger ja. Da børnesangen ’Emil’ spiller, bliver en ung fyr båret rundt i en oppustelig gummibåd af sine venner. Og under det hurtige punk-nummer ’Det er Knud som er død’ skråler tusindvis og atter tusindvis i et enstemmigt kor. 

Det giver overhovedet ingen mening. I teorien i hvert fald. Et dansksproget band, der med sin postpunkede lyd slog igennem med en sang om en afdød polarforsker, der fylder Parken i København til bristepunktet. Men det er det, der sker. Og da det melankolske new age-nummer ’Stjerner på himlen’ nærmer sig sin afslutning, sætter 52.000 mennesker sig på hug på opfordring af The Mind of 99’s blonde forsanger Niels Brandt. Kort efter, badet i et mørkeblåt lysshow, springer de alle kort op igen i en euforisk, løssluppen dansefest.

ET PAR UGER før sidder Niels Brandt i sin sorte Peugeot SUV på vej til Royal Arena på Amager. Her har The Minds of 99 tidligere spillet udsolgte koncerter for 17.000 mennesker, og derfor bruger de stedet på at forberede koncerten i Parken.

”Vi har stort set ikke spillet, så det er fra asken til ilden. Det er også det, der er så syret ved det. Sidste gang, vi spillede foran så mange mennesker, må have været til Northside i sommeren 2019. Der er stadig noget inde i mig, der siger, at den bliver aflyst, at selvfølgelig får jeg ikke lov til at spille der,” siger han.

Oprindelig havde det været planen at spille på Østerbro Stadion, den noget mindre nabo til Parken. Ideen var opstået, da bandet havde turneret rundt for fulde huse efter udgivelsen af deres tredje album, ’Solkongen’, der også havde sendt dem forbi Orange Scene på Roskilde Festival for anden gang.

Østerbro Stadion viste sig imidlertid at være udlejet i forbindelse med europamesterskabet i fodbold. Derfor foreslog bandets manager lidt ud af det blå: ”Hvad med Parken?” Det medførte spontane latterudbrud. 

Parken var et sted for Bruce Spring­steen, Beyoncé og Justin Bieber, ikke et dansk band. Kun ét andet dansk band havde tidligere meldt udsolgt, og det var Volbeat, der synger på engelsk og derfor trak fans fra Tyskland, Sverige og Norge. 

Men efter latteren var forstummet, var der alligevel noget ved det forslag. Hmm. Okay. Hvorfor ikke?

”Dumhed og mod ligger tæt op ad hinanden. Nogle gange er det nærmest det samme. Der var noget alene i signalværdien ved at prøve at gøre det,” siger Niels Brandt.

Og billetsalget gik strygende. Til sidst åbnede de for den fulde pakke på 52.000. Hvis nogen havde været i tvivl, stod det klart, at The Minds of 99 var blevet folkeeje. 

”Det kan jeg godt være overrasket over. Vores musik er kommet fra hjertet. Vi har ikke siddet og designet det. Det er kommet fuldstændig rent, uden at vi er gået på kompromis med noget som helst. Når det connecter med folk, bliver jeg stolt og taknemmelig. Mit hjerte er blevet hørt. Det føler jeg mig fandeme heldig over.” 

SÅ LANGT ØJET rækker, kommer folk vandrende med dåse­bajere på vej mod Parken på københavnske Østerbro, der stikker mægtigt frem bag høje træer. Merchandiseboder i syrlige grønne farver er sat op i vejkanten, og mange har allerede fået sorte T-shirts med påskriften ’PARKEN 11-09-21 12-09-20’, som de bærer i lange, snoede køer ved alle indgange, selvom klokken ikke har rundet 18.

I et indhegnet område på bagsiden griller de mange crewmedlemmer i en sjældent tiltrængt pause. Fire dage tidligere forlod en skare lastbiler Parken efter 5-0-landskampen mod Israel, og straks kørte en endnu større skare ind og gik i gang med at stille showet op. 2.000 mennesker har været på arbejde i forbindelse med koncerten, og de store lastbiler, kraner og flyttebiler holder klar til at pakke det hele ned igen, når den er slut. 

I backstagelokalet under Parken stikker en tekniker hovedet ind: 

”Må jeg regulere noget lys herinde?”

”Regulere lys?” spørger Niels Brandt fra en af sofaerne.

”Folk på Instagram brokker sig over, at der er AaB-lys herinde,” siger han. Et dunkelt rødt lys, der minder om AaB’s rød-hvide-farver, præger FCK’s omklædningsrum, som er inddraget som backstagelokale for The Minds of 99.

”Nu du siger det, vi skal ikke have AaB-farver herinde,” siger Niels Brandt, der er inkarneret FCK-fan.

Teknikeren roder lidt, og kort efter har rummet fået et mørkt, blåt skær. Et køleskab med kildevand, sodavand og bajere lyser op i lokalet, der er præget af grå sofaer, grå sækkestole, mørkegrå duge på bordene og sorte tæpper, der hænger foran bænkene, hvor navne som Carlos Zeca, Rasmus Falk og Lukas Lerager står på de forskellige pladser. 

Niels Brandt er ved at lægge skumle planer med sin manager. Til åbningsnummeret skal han løftes op i en form for ballon midt i Parken, og derfor skal han have sneget sig ind midt i menneskehavet, uden at nogen opdager ham. Han har fået falske briller på, trukket hættetrøjen ned om hovedet, så det blonde hår ikke er til at spotte, og i favnen har han en stak vandflasker, som var han medlem af crewet. Nu traver han let foroverbøjet hen over gulvet i en slags generalprøve. 

”Det er der sgu ingen, der opdager,” konstaterer manageren. 

Niels Brandt smider sig på sofaen, jammer lidt på en guitar. De fire andre bandmedlemmer er stadig i gang med at spise. Natten forinden har de overnattet på Hotel Ottilia på Vesterbro. Det er blot 200 meter fra, hvor de alle sammen bor, men de havde brug for at være i fred før koncerten. Så var der til gengæld andre forstyrrelser. På værelset ved siden af havde en flok unge mænd gang i en gedigen The Minds of 99-fest. Niels Brandt griner:

”Jeg var lige ved at gå ind og banke på og sige: ’Så sluk da for det lortemusik!’”

LIDT EFTER FISKER Niels Brandt Ekstra Bladet frem. Han er blevet interviewet af den berygtede anmelder Thomas Treo – det eneste optaktsinterview, bandet takkede ja til. Netop fordi det var så ulogisk at gøre. 

”Han har anmeldt os før, og han har i hvert fald gjort en indsats for ikke at kunne lide det. Der, hvor han er bedst, er jo, når han er sindssygt perfid. Det har han ikke været ved os, desværre. Men da vi skulle åbne på Roskilde Festival, mente han, at vi var så dårligt et band, at det var synd for os. Men det var nu ret godt for vores karriere alligevel,” siger Niels Brandt og bladrer frem i papirudgaven.  

”Det handler meget om penge. Det hele handler faktisk om penge. Overskriften er ’Fylder Parken: Jeg får for lidt’. Treo havde regnet sig frem til, at der ville være for 25 millioner kroner i billetindtægter, og så mente han, at jeg skulle have en speedbåd. Så sagde jeg: ’Er du klar over, hvor lidt jeg får?’ Det blev så ’Jeg får for lidt’.”

Bassisten Asger Wissing kommer ind i lokalet, og Niels Brandt viser ham artiklen.

”Har du set det? Det er sgu da genialt.”

Da trommeslageren Louis Clausen, guitaristen Anders Folke Larsen og synthesizer- og keyboardspiller Jacob Bech, kendt som ’Jukse’, træder ind lidt efter, gør han det samme. 

”Han får for lidt,” siger Niels Brandt og begynder at grine:

”Så står der her: ’Familie: Gift med amerikanske Dina siden 2009. Børn: Datter på tre og søn på 11. Onkel: Flemming Ostermann. Fodboldhold: FCK. Nøglenummer: ’Som fluer’ og ’Hurtige hænder’. Det er min blå bog, det her.”

Niels Brandt morer sig, og det er ikke til at se, at han er nervøs. Men så, pludselig, som om han selv bliver ramt af erkendelsen, siger han: ”Nu er det sgu også ved at blive alvor.”

NIELS BRANDT VAR 12 år og havde uro i hele kroppen. Det var værre end at skulle op at slås i skolegården. Han var på vej på scenen for at optræde med covernumre af Oasis, og ud over hans venner, Asger Wissing og brødreparret Mikkel Bech-Hansen og Jacob Bech, var der ingen andre, der gik op i britpop. De var på hyttetur på en anden skole, Niels Brandt var forsanger, og han var ved at brække sig og havde lyst til at flygte fra det hele.

Som lille havde hans walkman været et get-away, et sted at forsvinde hen. Efter hans forældre var blevet skilt, og han sammen med sin far og storebror skulle til Østtyskland for at besøge faderens nye kone, havde han lukket sig inde på bagsædet med høretelefoner på, mens familiebilen slugte kilometer efter kilometer på de tyske motorveje. Det var for mærkeligt, det hele. Så var det rarere at drømme sig væk med Kim Larsen i ørerne. 

Det blev Niels Brandts første bekendtskab med musikkens magi. Senere, da MTV kom til Danmark, blev han også introduceret til Oasis. Der var øjeblikkeligt noget ved det britiske indierockbands tekster, der ramte ham med deres drømmende poesi. 

Det viste sig tilmed, at det ikke var særlig svært at spille selv. Hvis man kunne D-dur og måske lidt E-mol og G-dur, kunne man lave musik med fingrene. Han var ikke noget naturtalent til at spille guitar, men her kunne han være med. 

”Jeg hørte Nirvana og Oasis og lærte at spille det, og der var pludselig ikke langt til mine egne sange. Det blev en vej til selv at få sat musik på de følelser, jeg havde. Og så blev det en livsstil,” siger han.

Allerede i børnehaveklassen var Niels Brandt blevet venner med Asger Wissing og Mikkel og Jacob Bech. Da drømmen om at blive fodboldspiller langsomt visnede, overtog rockmusiker-drømmen, og som 12-årig startede de fire deres første band. Da deres musiklærer fik nys om det, måtte han bruge sine bedste overtalelsesevner for at lokke dem op på scenen.  

”Vi blev presset til at spille, selvom vi ikke havde lyst, og derfra blev det et tilbagevendende tema at konfrontere den frygt for at stå på scenen. Der har været mange kampe med det. Vi gik ikke på en skole, hvor det vrimlede med unge med kreative interesser. Det, der fyldte, var fodbold og … fodbold. Hvis man stillede sig op på scenen, skulle man kraftedeme stå på mål for det bagefter,” siger han.

No Clue, som de kaldte deres band, blev også for 10 kasser sodavand hyret til at spille til en personalejulefrokost på Niels Brandts mors arbejdsplads – et plejehjem – og de blev lokket til at optræde til skoleafslutninger og forældreaftener. Og til den famøse hyttetur, hvor nerverne for alvor var ved at knække ham. I sidste ende besluttede han sig for, at hvis man alligevel skulle dø på scenen, kunne man lige så godt gøre det helt. Bagefter oplevede han en berusende følelse af at have givet alt, hvad han havde. Men kampen mod scenen er ikke blevet mindre med årene. 

”Jeg er pissenervøs for det, helt sygt nervøs for det. Jeg har en dyb respekt for det. Hvis man skal stille sig derop og gøre sig fortjent til den opmærksomhed, så skal man eddermame mande sig op.”

LYDEN AF ET trommesæt, der får på skindene, kommer fra et tilstødende lokale. Så forstummer den, og lidt efter træder Louis Clausen ind i backstagelokalet, hvor Niels Brandt opholder sig. 

”Der er fucking mange mennesker derude.”

”Jeg er ikke sikker på, jeg er klar til den virkelighed. Eller til at kigge på den,” siger Niels Brandt.

Lidt efter træder de tre andre medlemmer også ind. Anders Folke Larsen begynder kort efter at jamme på sin guitar. 

Dam. Dam. Dam. Damdamdam. Dam. Dam. Dam.

Så finder Asger Wissing sin bas frem og forsøger at stemme ind i melodien, der nu tager til i tempo. Niels Brandt begynder at tælle med. 

”En-to-tre-fire-fem-seks-syv-otte, en-to-tre-fire-fem.”

Louis Clausen trommer på bordkanten.

”Den ville gøre sig godt i Montenegro. Jeg tror, den rammer folkesjælen dernede,” siger Niels Brandt.

”Er du sikker på det?” spørger Jukse. 

”Nårh, ja, undskyld, Serbien. Nej Bosnien-Hercegovina. Nej, Ukraine, der var den,” siger Niels Brandt. 

”Den ville gøre sig godt i Sovjetunionen, hvis det stadig fandtes,” siger Asger Wissing. 

Manager Ole Nørup træder ind. Han har sin mobil fremme med et liveindslag på TV 2 fra Parken. 

”52.000 mennesker, det er næsten ikke til at forstå …,” siger den kvindelige reporter.

De fem bandlemmer stopper improvisationen og stimler sammen foran skærmen.

”Det her er en koncert med bandet Minds of 99 …,” fortsætter hun. 

”The,” retter Niels Brandt.

”Den skulle være spillet for to år siden …” 

”Ét år siden,” siger Niels Brandt.

To unge fyre fra Nordjylland bliver interviewet og siger, at de er klar på en ”kæmpe fest herinde” med en dialekt trofast mod hjemstavnen.

”Hvor er han lækker. De er gode,” siger Louis Clausen.

Niels Brandt fisker sin egen telefon frem og begynder at finde nordjyden på Instagram.

”Tror du, det er ham der? Nu har jeg skrevet til ham, at han var god,” siger han lidt efter. 

De andre går i gang med at jamme og tromme igen. En ny melodi, lidt i samme stil.

”Det er stadig Ukraine,” konstaterer Niels Brandt.

”Hvad hvis man gør sådan her?” spørger Anders Folke Larsen og skifter melodi på ny.

”Spanien.”

”Så lavede vi det nummer. Next!”

DA NIELS BRANDT var otte år, var han på ferie på Færøerne. Hans far er geograf med en særlig interesse for får, og mens han var væk for at studere dem, var der ikke rigtig noget at lave i den tykke tåge, der omsluttede den lejede villa. Derfor foreslog den knap to år ældre storebror, at de skulle skrive en sang hver. Niels Brandt blandede et Bryan Adams-nummer med et Roxette-nummer, og så havde han en sangtekst. Da han præsenterede den, sagde hans storebror: ”Men det har du jo bare taget fra Bryan Adams og Roxette.” 

Det var svært at komme uden om. 

”Det, der sker nu, er ikke anderledes. Forskellen er bare, at jeg i dag har en milliard sange, der pisker rundt i min hjerne. Det er ligesom en firkant, som bliver til en femkant, der bliver til en sekskant. Jo flere kanter der kommer på, jo mere kommer det til at ligne en cirkel. Det bliver nok min imitation af alt det, jeg godt kan lide, der kommer ud, så det lyder som mig. I bund og grund er det alt det, jeg har gået og lyttet til og elsket, siden jeg første gang hørte ’Lille Peter Edderkop’.” 

Niels Brandts sange kan starte med en sætning, en lyd, en idé, en rytme. Nogle gange står han op om natten for at tage ned i sin øver på Sønder Boulevard og spille noget, der er dukket op inde i ham. 

”Jeg skriver på en følelse, jeg har indeni, en stemning, og så prøver jeg at finde ord, der beskriver den stemning. Det hele foregår i en underbevidst proces, som på en måde er fuldstændigt ude af kontrol. Det er det magiske ved det. Jeg kan ikke forklare, hvorfor den ene sang virker, og hvorfor en anden ikke gør.”

En nat vågnede han med fire ord printet ind på nethinden. Han tændte natlampen og skrev dem ned med det samme. Næste morgen begyndte han at tænke på, hvor han mon havde de ord fra, men fandt ikke svar, de måtte være født i hans eget hoved: ’Alle skuffer over tid’. 

En anden gang hørte han Rae Sremmurds ’Black Beatles’, hvor udtrykket young bull optræder. I Niels Brandts hoved blev det til ’Ung kniv’, og 10 minutter senere havde han skrevet en sangtekst om trangen til altid at drage på eventyr. 

”Jeg lever efter den filosofi, at jeg ikke kan bestemme, hvad der kommer. Men jeg kan kontrollere, om jeg vælger at lytte til det eller ej. Det kan også være sange, jeg ikke selv synes er gode. Sådan en som ’Ma Cherie Bon Bon’ … fuck, den er dårlig. Men da vi havde skrevet den, var det, som om den altid havde været der. Så bliver man nødt til at udgive den. Så kan man ikke bare sige, at den ikke er cool, for så haunter den dig. Der er en sangskrivnings-gud, som man bliver nødt til at have et godt forhold til. Ellers hævner den sig, og så får man et lorteliv.”

DET LYKKEDES FOR No Clue at spille i det hedengangne tv-program ’Børne 1’eren’, og det gav et vist ry på de lokale fritidsklubber på Frederiksberg og luft til barndomsvennernes spæde rockstjernedrømme. Siden skiftede de navn til Pungke, og da de blev et medlem rigere – Anders Folke Larsen havde sluttet sig til – kaldte de sig Iord. Det nye medlem var lidt ældre og havde holdt øje med de ambitiøse knægte, og han blev både en del af slænget og bandet. 

Som 16-årig stod Niels Brandt og resten af Iord på scenen til en ungdomsfestival i Helsingborg. Det skulle være den store kickstart for bandet. De havde skrevet nye numre, som de fyrede af det bedste, de havde lært. Og nok var publikum begejstrede, men desværre var blot to mennesker troppet op, og det var deres egne venner. Da de var færdige, blev koncertpladsen fyldt op af en hujende menneskeskare, der kom for at se nogle 10-årige piger danse playback til Spice Girls-hittet ’Wannabe’.

Det var en ydmygelse, men for Niels Brandt var det mere end det. Han havde det nærmest, som om han visnede indeni. Var det virkelig dét, folk ville have? Oplevelsen gjorde ikke noget godt for at dæmpe de eksistentielle kvaler, han i forvejen kæmpede med. Han følte sig generelt fremmedgjort for verden, havde svært ved at være til stede i den, og halvvejs inde i gymnasiet droppede han ud for i stedet at arbejde i frugt og grønt-afdelingen i Føtex.

Når han havde fri, så han enten fjernsyn eller spillede Championship Manager i timevis. Han sumpede, følte sig deprimeret. Til sidst klippede han kablet over til sit tv og brændte computerspillets cd-rom med en lighter. Det gav ham bare ingen ro. Den gjorde kun musikken. 

“Jeg har altid kunnet drømme mig væk i musik. Jeg har bare elsket det så meget, og det har gjort, at jeg er blevet ved, og så … så kommer det. Så kommer talentet. Ofte har det noget med kærlighed at gøre. Hvor meget elsker du det?”

Inden han droppede ud af gymnasiet, havde han lært Louis Clausen at kende. Som 18-årige begyndte de at bruge al deres fritid på at spille musik. Det kastede spillejobs på Drop Inn og Lades Kælder i Indre København af sig. Fire timer med covernumre, hvor jobbeskrivelsen var, at man skulle fyre op under folk. 

”Den erfaring er virkelig en nøglefaktor i, hvordan vi er som liveband med Minds. Den der energi, der skal til for at få en fest op at køre, den der udadvendthed, der skal findes frem, har betydet rigtig meget. For vi kan også mærke, når vi ikke har den, eller det er for slapt. Så er der nogen, der opdager det og siger: ’Nu tager vi os kraftedeme sammen,’” fortæller  Niels Brandt, der også begyndte at indspille numre, som han lavede med Louis Clausen og Asger Wissing. Dem sendte han rundt til pladeselskaber, og pludselig var der bud fra London. Sony RCA var interesseret i at signe dem, og derfor flyttede Niels Brandt som 19-årig til den engelske hovedstad. Lidt senere fulgte også de to venner. Det var en drøm af de helt store. Niels Brandt elskede britisk musik og kultur, og nu var det dem, der blev satset på. De blev inviteret til at indspille med store producere som Fraser T. Smith, og et studie kostede 20.000 kroner i døgnet, så det var bare med at levere. 

Men det viste sig alligevel at være sværere end som så:  

”De foretrækker, at det nye band er fra Leeds eller Reading. Hvis man er det nye band fra Danmark, har man ikke samme medvind fra starten. Samtidig var vi for unge, og vi var for langt væk hjemmefra,” siger Niels Brandt, der følte, at de sange, han oprindelig havde indspillet hjemme hos sin mor på en firesporsbåndoptager, kom længere og længere væk fra deres udtryk, efterhånden som alle mulige skulle sætte deres aftryk. 

Og selvom de fik løn af pladeselskabet, måtte de alle tre arbejde ved siden af. Selv nåede Niels Brandt at have syv forskellige tjenerjobs. Efter fem år fik de af pladeselskabet at vide, at de var velkomne til at rejse hjem igen. 

”Det var en hård tid, men totalt uvurderlig læring. Man skal virkelig have save på albuerne for at komme nogen vegne. Vi blev gode til at spille spillet, men der var for meget modstand, og med tiden løb det ud i sandet. Heldigvis, for det var ikke mit udtryk længere.”

HJEMME IGEN overvejede Niels Brandt helt at droppe musikken. Han havde brugt fem år i England på at knokle røven ud af bukserne uden at udgive noget, han var i midten af tyverne og havde ikke engang gennemført gymnasiet. Måske på tide at springe på hamsterhjulet? Han begyndte på HF, så han kunne blive et eller andet, og da han var færdig, tænkte han ’måske psykologi’ og tog et år med det på Københavns Universitet. 

Her blev han optaget af jungiansk psykologi om, hvordan modstridende følelser kan være i konflikt inde i én – såsom både at hade og elske at stå på scenen. Og det blev pludselig aktuelt igen. Mens han studerede, var han blevet venner med Nicolai Kornerup, der også spillede musik, og før de så sig om, var de signet af Sound of Copenhagen med deres band Shanghai. 

I 2010 udsendte de singlen ’Smoke and Mirrors’ og året efter albummet ’The Priest’, der klarede sig hæderligt blandt anmelderne, blev spillet i radioen og kastede koncerter og et par festivaler af sig. Men der var ikke tale om et rigtigt gennembrud, og da de kort efter droppede projektet, blev grundforvirringen om, hvad han havde gang i, blot udvidet. I København kan man fodre svin med uforløste musikere, derlige om lidt slår igennem, arbejder som pædagogmedhjælpere og ignorerer de skeptiske spørgsmål fra familie og venner. Og nu var Niels Brandt blevet en af dem. 

Han blev gift med sin amerikanske kæreste Dina, han blev far til sønnen Arthur, han var noget for nogen i den forstand, men han følte ikke, at han i sig selv var noget. Han så sig omkring, alle andre havde gang i noget, men selv arbejdede han i en børnehave og var fra tid til anden lærer på en musikskole. Det føltes, som om tiden var ved at løbe fra ham. 

”Jeg havde ingen penge og ingen uddannelse. Jeg var det der musik, og det var ikke lykkedes mig. Samtidig havde jeg et barn og en kone, og vi havde ingenting. Ikke fordi det skal handle om penge, men vi havde virkelig ikke noget,” siger han.

Da det så mest modløst ud, kom der alligevel en slags hjælp. Efter bryllupsfesten tog de på ferie til Amsterdam, og her besøgte parret Vincent van Gogh-museet. 

”Han begyndte først at male som 28-årig. Jeg tænkte: ’Fuck mand, så er det sgu ikke så slemt det hele.’ Der er tid, masser tid.”

I 2012 VAR Niels Brandt på Loppen på Christiania til en koncert med det amerikanske instrumentalband The Soft Moon. Det blev en særlig oplevelse. Det var New Order-agtigt og alligevel ikke. Da han kom hjem ud på natten, var det med følelsen af selv at have lyst til at lege med den lyd. 

Få uger senere befandt han sig på Loppen igen, denne gang for at høre det danske punkband Iceage. Han elskede energien og farten i musikken, og samtidig slog det ham, at det kunne være meget fedt, hvis det foregik på modersmålet. I den efterfølgende periode fandt han gamle sange fra 80’erne og 90’erne på YouTube. New wave– og dark wave-bands fra hans ungdom, men også alle mulige døgnfluer, han aldrig havde hørt før. 

”Lyden af de to årtier ligger dybt i mig musikalsk. Varm og kold på samme tid. Inderlig og distanceret. Det er ligesom Michael Strunges poesi,” siger Niels Brandt. 

På det tidspunkt havde han to danske sange liggende derhjemme. Den ene havde han skrevet, efter han var vendt hjem fra London. Han havde mødt en gammel ven på et loppemarked, der også var sangskriver. De to stak hovederne sammen, og ud af det kom teksten ’Hurtige hænder’. De havde prøvet at sælge den til Rasmus Seebach, men uden held. Nu lå den i skuffen og manglede et band. Det samme gjorde ’Det er Knud som er død’, som han var blevet inspireret af, da han havde læst et digt, som hans ven havde givet ham – en poetisk nekrolog af Tom Kristensen efter polarforskeren Knud Rasmussens død i 1933. 

En morgen havde Niels Brandt siddet ved sit Yamaha-keyboard og lavet teksten om til musik. Det var blevet en enormt hurtig sang, der passede til lyden, og hans gamle ven Asger Wissing kunne jo spille melodier på bas. 

Måske det var på tide at samle barndomsvennerne igen.

NOGLE UGER SENERE mødtes de i et køkken på Smallegade på Frederiksberg, og de havde en flaske vodka med hver. Som det hørte sig til, skulle alle flasker tømmes. Med fire af dem nedlagt tog Niels Brandt mod til sig: ”Lad os lave et band.”

Som forventet blev forslaget taget blandet imod. Der var en grund til, at de andre havde givet ham tilnavnet ’Borgmesteren’. Han var ikke nem at være i band med. Men han fortsatte med at forklare, at det skulle være et punkbank, det skulle være dansk, og det skulle være gennemsyret af en rå og hurtig energi. 

Selv navnet havde han allerede styr på. De skulle hedde The Minds of 99. Det betød som sådan ikke noget, det var kommet til ham, da han havde hørt The KLF-sangen ’Justified and Ancient’, hvor linjen ’make mine a 99’ optrådte. 

Borgmesterens salgstale var overbevisende, og da han næste dag vågnede på sofaen i vennens lejlighed med gedigne tømmermænd, havde de allerede bestilt en sommerhustur, hvor de skulle sparke projektet i gang. Få uger senere troppede de op på Fanø med taskerne fulde af kirsebærvin og hashkager, iført seler, opsmøgede bukser og Dr. Martens. De havde en idé om, at det var ’punk’, og samtidig var det en måde at smide hverdagens forpligtelser.  

De tapetserede det meste af sommerhuset med afdækningsplast fra Røverkøb og lod sig hengive til et fordrukkent kaos. Midt i det opstod hele tiden kreative indfald. Hver gang smed de, hvad de havde i hænderne, stormede ind og greb trommer og bas, Niels Brandt forsøgte med ordene, og et nyt nummer begyndte at forme sig. De var på en og samme tid helt væk og helt fokuserede. 

Nogle uger senere tog de af sted igen, til Skarø, og endnu en gang fyldte de sig med lidt af hvert for at komme i kreativ sync. Denne gang var det et psilocybin-svampetrip, der fik kreativiteten til for alvor at boble. 

UDEN DE ANDRES kendskab tilmeldte Asger Wissing bandet til ’KarriereKanonen’ på P3. I foråret 2013 var de blandt de 12 deltagere, og efter koncerter på Spot Festival og Smukfest blev de til sidst kåret som vindere. Det kastede en forårsturné af sig, men flere steder dukkede stort set ingen mennesker op. På Forbrændingen i Albertslund stod der 10 mennesker, da de gik i gang med at spille. Niels Brandt tænkte, at de måtte være forsinket ved dørene, men nej.

Hen over festivalsommeren tog det alligevel fart. Deres post-punkede, new wave-agtige musik fandt langsomt vej. ’Det er Knud som er død’ blev ’P3’s Uundgåelige’ i 2014 og modtog senere en guldplade. Samme år udsendte de debutalbummet ’The Minds of 99’, og til manges overraskelse åbnede de Orange Scene på Roskilde Festival i 2015. 

Alligevel fortsatte en gammel intern jargon. De sagde til hinanden, at de var et lorteband, der havde lavet en lorteplade. Det hele var noget lort. Og når de var ude for at spille, kunne Niels Brandt finde på at præsentere numrene med ordene: ”Nu kommer den dårligste sang. En fucking lortesang, men her kommer den.” 

Måske punk, men også et skjold og en måde at afvise en eventuel fiasko på. I årevis havde Niels Brandt skrevet på et mørke i sig selv, på en følelse af ikke at høre til. Det var svært at forstå, at de var lykkedes. Niels Brandt måtte forsøge at lægge usikkerheden bag sig. 

På ny tog vennerne på sommerhustur, hvor de dopede sig til kreativitet. Denne gang indledte de med et polsk drukspil, vodka og polkamusik. Den, der tømte flasken, skulle smadre sit shotglas i gulvet. Næste dag havde nogen pisset på gulvet, der lå glasskår overalt, og Niels Brandt rystede som et espeløv. Det fortsatte han med de efterfølgende dage, men da ugen var omme, var flere nye sange blevet født. Det blev til albummet ‘Liber’, der udkom i 2015 og var en personlig blotlæggelse af forsangeren.

DER VAR EN trykket stemning. Bandet sad i 2016 i baren på Gæstgiveren på Bornholm og skulle finde ud af, hvad der skulle ske. Nu var de kun fem. Mikkel Bech-Hansen havde meddelt sit farvel. De havde udgivet et par plader, allerede spillet på Roskilde Festival et par gange, og nu var den ene af dem åbenbart brændt ud.

Det blev en slags eksistentiel krise for bandet. Gik det hele for stærkt? Var der noget galt? 

”Der var også noget med at være blevet et kendt ansigt. Det er mega­privilegeret, og der er mange fede ting forbundet med det. Men det ændrer også folk omkring dig. Og man bliver pludselig i tvivl, om det er én selv, der har ændret sig, eller om det er de andre,” siger Niels Brandt.

I et forsøg på klarsyn drak de sig fulde. Næste morgen spillede Niels Brandt en ny sang for de andre. En sang, han havde døbt ’Solkongen’. I løbet af dagen kom også tre andre ufærdige numre på bordet. Herfra piblede sangene frem. De var i gang igen, selvfølgelig var de stadig et band. 

TRE ÅR SENERE befandt bandmedlemmerne og deres familier sig på en ø i Thailand. De havde netop sluttet det forgangne år med fire koncerter på Store Vega, og det var på tide at tage stilling til, hvad næste skridt skulle være.

”Vi havde lavet tre plader, der var meget sådan plade-agtige. Ingen af os følte for at gå i gang med en ny på den måde. Jeg var ærlig talt bange for, at det ville blive en sindssygt kedelig plade at lave,” siger Niels Brandt.

Da de havde været 2-3 dage i Thailand, ringede Niels Brandts storebror, der arbejder i rejsebranchen, for at fortælle, at der var en storm på vej – en af den slags med et navn og derfor ikke til at spøge med. Der spredte sig hurtigt en form for panik, alle fly og færger væk fra øen var bookede. Der var risiko for, at bølger ville smadre deres hotel, og de besluttede sig for at flygte op på øen. Her fandt de et hotel, der ikke blev udsat for mudderskred, og her red de stormen af. 

Efterfølgende var der plastik over det hele. Øen, der bestod af frodige regnskove og smukke palmestrande, var ikke til at kende. Der lå junk over det hele, og det var umuligt at bade i havet, uden at der klistrede ting og sager på én. For Niels Brandt og bandet var det netop det, de havde brug for. 

”Turen var det største hack, det var regnskov og plastik blandet sammen. Det var det megasmukke med det megafake. Det gav mig sådan en følelse af … ’der er ingen regler’. Der var ingen regler for, hvordan vi kunne lave musik. Der var ingen regler for trommesæt eller guitarforstærkere. Ingen regler for dansk eller engelsk. Ingen regler for, om der måtte være en børnesang på pladen. Ingen regler for noget som helst. Det er den frihed, vi har brug for. Vi er ikke forpligtet til en skid.”

DER ER NERVØSITET i luften. Den er kommet snigende. Efterhånden er den så tyk, at ingen helt kan ånde frit. 

”Før koncerter går min krop altid i dvalestemning,” siger Niels Brandt.

Ligesom de fire andre ligger han flad som en pandekage i en af de grå sofaer. 

”Det er, som om ens krop bliver helt alien-agtigt,” fortsætter Asger Wissing.

”Den ved, hvad der venter,” svarer Niels Brandt.

Måske fornemmer Jukse, at der er brug for en anden energi. Han sætter musik på anlægget, stemningen skifter fra dvask til fuld koncentration. De fem bandmedlemmer begynder at trippe rundt i lokalet. Der hældes drinks op. Der skrues op for Jay-Z’ ’99 problems’ og Beastie Boys’  ’Intergalactic’. Der fægtes med armene og synges med. Niels Brandt siger pludselig ikke længere noget, han går rundt i bar mave, helt hype, som en bokser på vej i ringen. Døren bliver åbnet af en fra crewet: ”45 til show,” lyder meldingen.  

”Hvor bliver det sygt!” råber Anders Folke Larsen ud i luften.

I Parken har Lord Siva fyret op for fællessang under opvarmningen. Da han kort efter takker af, viser to store lystavler grønne gasmasker med påskriften ’The Minds of 99’, og der opstår en mærkelig leg blandt publikum. Hver gang baggrundsmusikken stopper kortvarigt, spreder store jubelbrøl sig. Er det mon nu? Fra tid til anden udbryder fællessang, der bliver ’lålå’et’, danskernes kollektive kodesprog for: ’Er I andre også klar til fest? Det er jeg!’

Et par minutter før klokken 21.30 går bandet op ad bagtrappen bag scenen. De samler sig i en klynge. 

”Nu skal vi ud og give folk den fest, de fortjener, og vi fortjener,” siger Louis Clausen. Mens bandet fortsætter op til scenen, sniger Niels Brandt sig i forklædning ind i menneskemylderet. Lidt efter lyder de indledende toner til ’Solkongen’. Midt i menneskehavet hæves forsangeren op i en form for ballon. Lommelygterne på mobiltelefonerne får tilskuerpladserne til at ligne en stjerneklar nat. Hver og en synger de første linjer som et gigantisk kor:

”Dagen er bare til besvær, min ven, du står op, men hvad skal du nu her?”

NIELS BRANDT BRØLER: ”PAAAAARKEEEEEN…. HVOR ER I LÆKRE!”

Der er blevet svedt og skrålet, drukket og danset. Koncerten er ved at nå sin afslutning. Til et efterfølgende jubelbrøl lægger forsangeren op til aftenens sidste nummer:

”Hvis I synes, det her har været en god koncert, så er det godt. Hvis ikke I synes, det har været en god koncert, så har vi en undskyldning. Alle skuffer over tid …”

20 minutter senere bliver der blottet smil og uddelt krammere backstage. Der knappes kolde bajere op på stribe. Niels Brandts søn har fundet fjerdedommerens tavle til FCK’s hjemmekampe, og han skifter forskellige folk til efterfesten ud til stor jubel. 

”Skal vi lige give en hånd til vores lysmand her?” råber Louis Clausen ud i rummet, og alle bidrager til en fælles klapsalve.

Og så råber Niels Brandt: ”HEY HEY! HEY! Aftenen er ung, og vi ses til efterfest, og nu tager vi derhen, ellers bruger vi al tiden her på at snakke om vores andelslejligheder, og det gider vi sgu ikke.”

KNAP TRE UGER efter koncerten er Istedgade, som Istedgade er. En tatovør ryger en smøg foran sin biks, et Wolt-bud cykler fra en bus, en børnehave trækkes efter en tålmodig pædagog foran en café, hvor en gruppe gæster drikker kaffe med havremælk. Lydene trænger ind gennem det nedrullede vindue i Niels Brandts Peugeot.

Den gode følelse, han gik af scenen med, har fulgt ham lige siden: 

”Det var sådan en epic aften. Det var en milepæl. Det oversteg med længder, hvad jeg havde forestillet mig. Jeg nød hvert et sekund af koncerten, og jeg kan, hånden på hjertet, sige, at det er første gang nogensinde.” 

Efterfesten blev ikke så vild for hans vedkommende, han var lidt ved siden af sig selv. Sådan er det ofte, når de har spillet koncerter. Når adrenalinen har lagt sig, tjekker trætheden ind. 

Og så var der også lige det, at han efter koncerten fik forbandet ondt i ribbenene. Efter åbningsnummeret, svævende over Parken, skulle han tilbage til scenen. Men vagterne, der skulle bane vejen, gik forkert, og da sangen var i gang, måtte han kaste sig hen over hegnet. 

Smerterne har ikke helt fortaget sig, da han sidder i sin bil på Vesterbro og for første gang siden koncerten er på vej mod Parken.

Med sin kone ejer han en smykkebutik i bydelen, hvor hun er begyndt at lave halskæder med FCK’s logo. Det går godt med salget, og han skal forbi fanshoppen med 100 nye kæder. 

Mens han kører gennem de københavnske gader, ringer hans søn: 

”Bare lige et spørgsmål. Må jeg bruge penge på mit kort, og hvor mange må jeg bruge?”

”Hvad vil du bruge dem på?”

”Må det være durum?”

”Jeg synes, at durum er lidt stor.”

”Jeg lover at spise det hele.”

”Hvad med aftensmad?”

”Skolesygeplejersken siger, at man skal spise hver tredje time.”

”Okay, okay … der fik du mig, bare det ikke bliver hver dag. Hvis du er sulten nu, så køb durum, men ikke noget med sodavand og pomfritter.”

Lige for tiden er det sønnens største drøm at blive fodboldspiller. Han er målmand, ligesom Niels Brandt var det. Det er en ting, de har til fælles. De følger FCK i Superligaen og spiller careermode med dem i FIFA.

”Det er en ret stor del af vores liv, vil jeg sige. Det er en indgang til mange ting. Den der måde, man kan forklare noget i fodboldtermer. Det er blevet vores fælles sprog,” siger Niels Brandt.

Kort efter triller han ind foran Parken. Indenfor i fan-shoppen stikker han ekspedienten nogle nye æsker med smykker i henholdsvis guld og sølv, og selv får han et par defekte halskæder retur. Tilbage i bilen vender han tilbage til The Minds of 99-koncerten:

”Vi optrådte ikke i Parken for at tjene penge, vi gjorde det for at være legendariske. Hvis man  forsøger at gøre, hvad ingen har gjort, så påvirker det alle. Det er der noget smukt og rent i.”

”JEG SPISER IKKE officielt. Det er ikke en del af mit image at spise,” siger han lidt senere på Gothersgade, hvor han har parkeret og kommer vraltende med en dobbelt-bacon-Yo-burger.  

Niels Brandt griner, da han siger det, men han mener det. Fra begyndelsen har det været en grundregel, at han aldrig vil hverken fotograferes eller filmes, mens han spiser. 

”Hvem har lyst til at se David Bowie spise? Det her er underholdningsbranchen. Det er jo en illusion, og jeg har ret til at skabe den illusion, jeg har lyst til,” siger han og gumler på sin burger. ”Jeg er ikke politiker, alt skal ikke være sandt. Jeg skal underholde, og at sidde og spise er ikke en del af den måde, jeg underholder på.”

Der er åbenlyse rockstjernetræk ved Niels Brandt. Han kommer altid håbløst for sent, han skammer sig ikke over sit indtag af stoffer, og så formår han at skabe en distance, der gør, at selvom man føler, man kender ham, gør man det aldrig rigtig alligevel.

”Jeg er rimelig meget den, jeg grundlæggende er, men der er også en forskel på, hvem jeg er på scenen, eller når jeg laver interview, og hvordan jeg er derhjemme. Det er ikke alt, folk får at vide.”

Det er fuldt bevidst, at Niels Brandt forsøger at holde sig selv ud i strakt arm. Han har brugt mange år på at nå, hvor han er kommet til, og han har ikke tænkt sig at smide det væk.

”Jeg skærmer mig selv. Hvis du giver det hele, viser du bare, at du er lige så almindelig som alle de andre. Og så er folk ikke interesserede. De påstår, at de er det, men det er de jo ikke. Sådan fungerer jeg også selv. Jo mere jeg ved, jo større er chancen for, at jeg mister interessen.”

Derfor er Niels Brandt også påpasselig med at sætte for mange ord på sine sange. Ofte er det en opdagelsesrejse for ham selv at finde ud af, hvorfor han har skrevet de forskellige sange. Han bliver altid overrasket over, hvor kalkuleret selv musikjournalister tror, at tingene er.

”Jeg tænker ofte: ’Tror I virkelig, at vi har så meget styr på, hvad vi laver?’ Det er meget, meget mere følsomt og tilfældigt, end det er planlagt.” 

Med burgeren fortæret bakker Niels Brandt bilen ud på vejen igen.

”Hvorfor forklare alting? Når der står 50.000 mennesker i Parken, har de hver især ret til, at sangene betyder for dem, hvad de betyder for dem. Det skal man ikke fucke med.”

DEN VAR LÆNGE undervejs, men da koncerten i Parken endelig blev til noget, blev den en manifestation af, at The Minds of 99 er et band, der virkelig rammer masserne. På trods af – eller måske netop på grund af – forsangerens vel nærmest gudeagtige status har landet ikke siden Gasolin’ oplevet noget tilsvarende.

Til foråret skal The Minds of 99 på deres første store turné i mere end to år. De fleste koncerter er allerede udsolgt. Særligt den yngre generation har fået et band, der måske afspejler dem selv, og det er Niels Brandt særligt glad for. 

”Der er ikke noget, jeg bedre kan lide end at spille for de kids der. Når det er dem, der står forrest. I den der aldersgruppe fra 13 til 25 år er den musik, man hører, en del af én selv. Du er der ikke, hvis ikke det er vigtigt. Jeg er ydmyg og taknemmelig for, at de finder vores musik værdig til det. Det kan jeg rigtig, rigtig godt lide. Når vi tager ud i landet og spiller og møder de her kids, er jeg ikke nervøs for fremtiden. De er gode … de er kloge … de vil en helvedes masse ting. Det vil vi også.”