Indlæg

Søm i næsen

LEIF SYLVESTER PETERSEN er et stykke levende danmarkshistorie. I de seneste fem årtier er den evigt nysgerrige tømrer fra Amager dukket op i vores fælles bevidsthed som gøgler, musiker, skuespiller og kunstner. Her fortæller han om sit livs kunstværk.
Tekst:Birgitte Ellemann HöeghFoto:Jonas Bie, privat

1.

MIN BARNDOM UDGIK fra en toværelses i  Serbiensgade på Amager i 40’erne og 50’erne. Vi var tre drenge med fem års mellemrum, og jeg var den mellemste. Det passede med, hver gang min far havde været til generalforsamling og blev lidt mere kærlig, end han ellers var. Han arbejdede altid – blandt andet med at restaurere møbler for antikvitetsforhandlerne. Han forsøgte at blive selvstændig snedker mindst syv gange. Min mor var hjemmegående og gik over på cigar- eller pølsefabrikken og fik arbejde, når de var på røven. I de perioder rendte jeg bare rundt i gaderne for mig selv.

Vi boede i en høj stuelejlighed, hvor der altid var gennemtræk og sus, fordi det meste af lejligheden lå over kældergangen ind til gården. Der var kun en kakkelovn i stuen og foroven en lille rist ind til det andet værelse, hvor vi alle sammen sov. Min mindste bror lå mellem mine forældre eller i en kommodeskuffe, og vi to større børn sov i køjesenge. Jeg var øverst, jeg sad ved risten og hørte på de voksne, der snakkede inde i stuen. Gården var fuld af mus og rotter og vilde katte, som var ret fede. Jeg sad tit i vinduet ud mod gården og fulgte kattens leg med mus og rotter hen over skraldespandslåget og plankeværket.

En stor del af min barndom var meget ensom. Jeg havde ikke meget med mine brødre at gøre, der var for mange år imellem os. I vores ejendom var gårdene delt op med plankeværker. Vores ejer havde kun to opgange på en hjørneejendom, så gården var meget lille, og jeg måtte ikke komme over i de andre gårde, der herskede viceværterne som generaler. Man måtte hverken spille bold eller tegne med kridt, så kom ’Bæ-far’. Det var vores vicevært, han boede på første sal og holdt altid øje. Han var også fanebærer i en loge, og om lørdagen tog han af sted med høj hat, i kjole og hvidt og med cykelstyrsskæg blafrende i takt med medaljerne. Så var han en fin mand – med ’bæ’ på skjorten.

Jeg forsøgte indimellem at komme over i de andre gårde for at lege. Det kunne lade sig gøre ved at gå igennem en af mine skolekammeraters lejlighed, så man ligesom var hans gæst. Jeg var ham, der blev sendt over i pigegården med kærestebreve. Jeg var den eneste, der turde. Jeg kom et år for tidligt i skole, måske fordi pladsen derhjemme var trang, da min mor havde fået en lille. Den aldersforskel forfulgte mig det meste af min skoletid. Det var nok derfor, at jeg skulle vise mig.

Da jeg var 12 år, byggede min far et selvbyggerhus med et billigt statslån i den haveforening i Tårnby, hvor vi havde haft kolonihavehus. Det var i 1952, og vi flyttede derud. Selvom der var mere plads, var der andre ting, vi måtte undvære. Vi havde ikke træk og slip, men en gammel lokumsspand, der skulle tømmes. Det gav heller ikke flere kammerater. Og hvad laver det ensomme barn? Tegner og maler, står ved høvlebænken og laver figurer, julegaver og fødselsdagsgaver.

En sommer kedede jeg mig så meget, at jeg gravede en hel cykelbane ud på et område, som lå der, hvor lufthavnens motorvej er i dag. Den stod klar, da de andre børn kom hjem fra ferie. Det blev til cykelklubben ’Svalen’. 

LEIF SYLVESTER PETERSEN MED MERE

Født i 1940. Bor i Tibirke Sand sammen med sin kone Lisbeth Clausen, der er tidligere sygeplejerske i distriktspsykiatrien og i dag driver Leif Sylvesters Galleri Python i København. Fra tre tidligere forhold har han fem børn i alderen 23-61 år.

Er uddannet tømrer og havde eget tømrerfirma, indtil han begyndte at arbejde med gadecirkus og maleri. Har medvirket i 20 film og haft karakterroller som Smeden i ’Pusher ll’, Tom i ’Taxa’ og Blinde Anders i ’Min fynske barndom’ (1994). Har været med til at skrive blandt andet ’Mormors kolonihavehus’ og ’Om lidt bliver her stille’. Har turneret på de danske musikscener med Sylvester & Svalerne, Eva Madsen, Cirkus Himmelblå, Røde Mors Rockcirkus og backingbandet Family and Friends. Har malet, formgivet, arbejdet med grafik og udgivet to digtsamlinger.

2.

DERHJEMME HØRTE VI ’Giro 413’ og så en gang imellem en Morten Korch-film i biografen. Men jeg havde en skolekammerat, der havde en grammofonplade med Ebbe Rode og monologen ’Begravelsen i Nevada’. Jeg tænkte: ”Hvad fanden er det?” Den ville jeg hjem til ham og høre igen. De havde også nogle plader med Doris Day, sådan noget swing. En dag opdagede jeg, at min faster havde en plade med Johannes Wahl: ’Wollesens Boogie Woogie Vals’. Det var det førte jazzagtige, jeg hørte, og som 10-12-årig kørte jeg tit forbi hende for lige at høre den én gang til.

”Hvis du vil konfirmeres, må du selv betale,” sagde min far. Og det ville jeg jo gerne ligesom de andre. Derfor kom jeg tidligt ud af skolen og fik arbejde som svajer, altså bybud, hos en skrædder og senere hos en købmand. Nu havde jeg mine egne penge, og på vej hjem fra arbejde svingede jeg forbi en lille pladeforretning på Islands Brygge og købte Svend Asmussens ’Civilization’.

Da jeg kom i lære som tømrer, begyndte jeg at købe traditionelle New Orleans-jazzplader. Det kunne jeg virkelig finde mig selv i. Følelsesmæssigt, eller hvad fanden det var. En dag tog jeg mod til mig og gik op i den nærliggende ungdomsklub i Tårnby, og det var lige noget for mig. Det var der, jeg begyndte at få mine første rigtige venner, blandt andet ’Fessor’, som boede lige ved siden af mig. Vi dannede det første jazzorkester i ungdomsklubben. Det nåede ikke at få et navn, inden det blev opløst. ’Fessor’ (Ole ’Fessor’ Lindgreen – trombonist og en af dansk jazz’ grand old men, red.) blev meget hurtigt bedre end alle os andre og kom med i et etableret jazzband.

Min lillebror fik som niårig blindtarmsbetændelse. Jeg var 15 år og lige startet i lære som tømrer. Efter flere besøg af læger, som mente, det bare var et maveonde, blev han mere og mere dårlig. Den sidste læge, der kom hjem til os, sagde, at han skulle på hospitalet med det samme, men betændelsen var gået i bughulen, og han døde i ambulancen på vej til hospitalet.

Dagen efter stod jeg oppe på taget af en ejendom i Kronprinsessegade og kiggede ned og tænkte på min lillebror. Skulle jeg hoppe ud for at følge ham, eller hvad kunne jeg gøre for ham? Der var mange tanker, der røg gennem mit hoved. Til alt held råbte svenden på mig, at jeg skulle se at komme i gang.

Mine forældre tvang mig til at se min bror i kapellet. Det vil jeg aldrig glemme, og det er det slutbillede, jeg har af ham endnu, som han lå der, tynd og spids og med sine sorte hænder. Det gjorde, at jeg ikke ville have noget med døden at gøre i mange år. Det var uforløst og ubehandlet, jeg måtte selv gå og rode med det.

Min far murede sig inde og gik på værkstedet for at fortrænge, og min mor fik forfølgelsesvanvid, blev indlagt og fik 10 elektrochok. Det var lige før, hun skulle have det hvide snit. Det fik min far så stoppet. Hun bebrejdede sig selv igen og igen, at han havde beskidte sokker på, og hans underbukser var vist ikke helt så friske, og vi prøvede at sige, at det jo ikke betød noget. Vi fik husmorafløser på, der kom og lavede mad og gjorde lidt rent. Da min mor kom hjem efter tre-fire måneder, blev det aldrig nogensinde hyggeligt mere.  

3.

JEG GIFTEDE MIG med kongebrev, da jeg var 20 år. Jeg var nyuddannet tømrer med fast arbejde i min fars snedkervirksomhed. Han havde altid set skiltet for sig: ’Petersen og sønner – snedker- og tømrerfirma’. Det kom det aldrig til at hedde, jeg havde hele tiden en trang til noget andet, men vidste ikke helt hvad. Min far var en kompromisløs mand. Da jeg sagde op i hans firma, sagde han, at han aldrig ville se mig mere. Så gik der et par år med det. En dag ringede han og spurgte, om jeg ville lave en trappe, fordi det var tømrerarbejde, og det kunne han ikke lave, og derfra begyndte vi at lave lidt byttearbejde og se hinanden igen.

Min kone og jeg fik et lille hus på Nilensvej på Vestamager, hvor der ikke var plads til noget som helst. En dag fik jeg tilbudt et opretstående klaver, hvis jeg ville tage det med mig med det samme. Desværre stod det på første sal, men jeg ville have det, så jeg baksede det ned ad trappen selv og ud på min bil. Da jeg kom hjem, måtte jeg brække en væg ned for at få det ind i huset.

Det var en drøm at få sådan et, og jeg spillede løs i en uge, hvorefter min kone sagde: ”Enten er det mig eller klaveret.” Så måtte jeg hive den væg ned én gang til og sætte klaveret ud for gavlen af huset, hvor jeg lavede et halvtag og lukkede det til. Nu havde jeg pludselig et værksted, og der lavede jeg keramik på en lille drejeskive og brugte klaveret som staffeli til mine malerier.

En dag så jeg en dokumentar i fjernsynet om Le Corbusiers liv. Den gav mig en idé om en retning. Han vågnede sent, gik på café, spillede lidt boccia, slog et slag omkring sin tegnestue og satte folkene i gang. Så spiste han frokost og malede om eftermiddagen, så klappede han børnene på hovedet, elskede med konen og gik i seng, og sådan var det. Det var præcis sådan, jeg ville have det, men hvordan får en tømrersvend ude på Amager det? Jeg ville være fri, jeg ville ud af den spændetrøje, det var at være mesters søn.

Jeg blev selvstændig og fik egne svende. Jeg havde regnet ud, at hvis jeg kunne tjene ekstra på dem, kunne jeg male om eftermiddagen – ligesom Corbusier. Men jo flere kunder jeg fik, jo mere skulle jeg lave. Og så var der ting, der begyndte at nage mig. Hvad fanden ragede det mig, at en eller anden fru et-eller-andet ude på Strandvejen ville have nogle profilbrædder på sit loft?

Al min fritid kørte jeg rundt og fandt skrammel på lossepladser til nogle collager, jeg var begyndt at lave. Jeg kom igennem forskellige genrer, og jeg kom med i en lille kunstgruppe og udstillede mine tilløb på nogle gallerier. I gruppen gav vi hinanden kritik, og en dag kom mine tagpap-collager under behandling. En i gruppen sagde: ”De er jo som sædvanligt gode.” Er der noget, jeg ikke vil være, så er det ’sædvanligt god’. Jeg kørte hjem halvfuld og ret aggressiv og bar alle tagpap-collagerne ud på græsplænen, hældte petroleum på og brændte hele lortet. ’Sædvanligt god’ er det værste, du kan sige til mig.

I 1969 søgte jeg ind på Kunstnernes Efterårsudstilling, jeg var 29, og jeg havde søgt ind to gange før med mine tagpap-collager. I tredje runde blev jeg antaget med et mere fortællende kunstværk. På et fællesmøde, hvor jeg havde håbet at møde nogle kunstneriske ånder og blive inspireret, mødte jeg kun brok. Der var ikke meget fællesskabsfølelse over det.

Pludselig rejste en velformuleret, lidt bleg, krølhåret fyr sig op og spurgte, hvor fanden visionerne i dansk kunst var blevet af. Det var lige, hvad jeg sad og tænkte. Jeg kiggede i kataloget for at finde ud af, hvem han var. Han hed Erik Clausen og boede på Amager. Dagen efter fik jeg overvundet min generthed og tog ud på Amager Strandvej og bankede på. ”Det, du sagde i går, kunne jeg godt tænke mig at snakke videre med dig om,” sagde jeg til ham. Han slog hånden ud og bød mig indenfor. Siden var vi sammen i døgndrift og snakkede videre i telefonen, når vi kom hjem. I perioder var vi mere sammen med hinanden, end vi var med vores koner. Erik er den første i mit liv, jeg for alvor har hængt ud med, hvor der var noget genklang.

Erik føles som en bror for mig. Vi er ping og pong og skal bare være sammen i seks minutter, så er vi flade af grin over et eller andet, vi har oplevet. Lige nu er han i gang med at skrive manuskriptet til en ny film, som jeg skal medvirke i. Forhåbentlig. Så måske slutter det med en ’Clausen og Petersen’-film, ligesom det startede. Nu er vi så på plejehjem, og jeg har allerede grinet flere gange, mens jeg læste manuskriptet. Jeg kan se det for mig. 

4.

DET BEGYNDTE med et ’billedcirkus’ på gaden. Erik og jeg var utilfredse med måden at udstille kunst på. Vi var inspireret af cirkus- og tivoliverdenen og lavede store apparater, der snurrede rundt, og som man kunne kravle ind i. Vi havde lavet et plateau, og i hvert hjørne var et stivnet dannebrogsflag skåret ud i krydsfiner, så det altid blafrede. Så satte vi en mikrofon og nogle højttalere op, og på den måde skabte vi ’Folkets teaterstol’.

Den blev brugt af alle mulige. Der blev holdt taler, sunget sange, selv Frelsens Hærs orkester kom forbi og brugte den. Vi syntes, det var så godt, at vi ville gå videre. Derfor lavede vi en manege, hvor folk kunne optræde for hinanden. Men der skete ikke rigtig noget, folk stillede sig op med korslagte arme og spurgte: ”Hvornår begynder det?”

Vi blev enige om at gøre noget, og det blev starten på ’Clausen og Petersens gadecirkus’. Vi droppede alle apparaterne, der efterhånden vejede tre tons, og lavede i stedet et stort klovnehoved med et lille omklædningsrum bagved, rullede en presenning ud på asfalten og lavede aktionskunst i øjenhøjde og på gadeplan. Vi kunne ikke noget, så vi satte ’ikke noget’ i system, og så kunne vi lige pludselig noget. Erik havde været på højskole og kunne snakke, og jeg havde gået på en byggeplads og havde ikke sagt ret meget, jeg var ret uforløst, vil jeg sige. Vi udviklede figurer, der var en forlængelse af os selv.

En dag så vi en optræden af en engelsk gadetrup på ABC Teatret. Der var en lille fyr, som var deres offer, der hed Sylvester McCoy. Det navn, Sylvester, syntes jeg var godt, og det tog jeg til mig, og så blandede vi det med det danske lidt bøvede navn Ib. Erik skulle også hedde noget. Vi fandt på ’Charles Johansen’ som en slags arbejdsgiver og ’Ib Sylvester – drengen fra stenbroen’ som arbejderklassens repræsentant, der kunne tåle alt – også spildevandet fra Øresund.

”Ærede publikum, kom nærmere. Må vi præsentere drengen fra stenbroen. Denne unge mand kan stikke sømmet langt ind i hovedet, uden at der sker noget, hans hjerne er fuldstændig udhulet af forurenet luft,” sagde Erik så. Som barn havde jeg på børnehjælpsdage set Professor Tribini inde på Christianshavns Torv fremvise en stærk mand og inderen Gunga Din, der bankede søm op i næsen, og jeg tænkte: ”Det skal vi sgu da lave, det dér.”

Sømmet var syv tommer, og jeg lærte det ved egen træning. Jeg gjorde det bare. Det er i det eustakiske rør, du stikker det ind, fik jeg senere at vide af lægerne. Derhjemme startede jeg med at slå det ind, for det havde jeg som barn set ham inderen gøre. Dang, så var det helt inde. Det skulle jeg ikke have gjort. Blodet sprøjtede. og det ville ikke se godt ud foran publikum.

Det var politisk nedenunder. Det har det altid været. Vi ville lave en folkelig revolution. Gøre publikum opmærksom på, at hvis vi kunne, kunne de også. Vores parole blev, og det er den stadig: ’Tag svagheden til indtægt. Gør det, du tror, du ikke kan.’

Mit udgangspunkt var en retfærdighedssans. Den kom fra gaden, da jeg var dreng, Og det der med at være ’stærk mand’ kom fra, at jeg var tømrer og havde jongleret rundt med spær og bjælker. Jeg kastede også med knive. Det var en forlængelse af, at jeg havde siddet og kedet mig og kastet med stemmejern og lægtehammer. Jeg har smadret utrolig mange døre på den måde, dum som man er.

Med tiden kom vi ind i varmen og optrådte foran et midaldrende publikum i DR-TV. De morede sig kongeligt over os to amagerknægte. En journalist beskrev det som ”kommunistisk propaganda kamufleret som en borgerlig succes”.

På et tidspunkt fik vi arbejdet os op i et hjørne med vores gadecirkus. Vi begyndte at føle, at vi lavede parodier på os selv. At vi stod og prikkede os selv på skulderen. Det endte med, at vi måtte stoppe. Erik gik så i gang med at lave filmen ’Cirkus Casablanca’ (1981, red.), som vi havde snakket om på vores turneer. Han skrev manuskriptet, jeg lavede musikken, og vi spillede selv de to hovedroller.

5.

JEG KVITTEDE TØMRERFAGET helt, da jeg var 32, og tog kunstnernavnet Sylvester til mig som et varemærke. Jeg besluttede mig for, at det skulle stå for ’Troværdighed … og du får noget for pengene’. Det var ansporet af den dér udsendelse med Corbusier. Når jeg først får sådan nogle tanker, går jeg i selvsving af en slags. Så formerer tankerne sig, og til sidst bliver de til en holdning. Da konen på samme tid fandt en anden i Spanien, gad jeg det ikke mere. Jeg gjorde op med det hele på én gang.

Vi solgte huset, betalte tømmerhandlen ud og den skat, jeg skyldte, og så delte vi resten. Jeg startede forfra i et atelier i Viborggade på Østerbro med lokum i gården. Et nyt liv. Siden den dag har jeg ikke haft et fast arbejde. Det blev til en bohemetilværelse, der begyndte at ligne Corbusiers lidt. Når jeg ikke skulle noget andet, stod jeg sent op, malede nogle timer, gik på værtshus og drak mig halvfuld, inden klokken var fem, sammen med andre kunstnere. Medmindre jeg havde job med Erik, kom vi nogle gange slet ikke hjem, så kørte den løs.

I de år tog jeg helt afstand fra det, mine forældres generation havde leveret. Starten af mit første ægteskab var en forlængelse af den generations drøm om villa, vovse og Volvo og at have nogle millioner på kontoen. Derfor var det også en slags falske forudsætninger for min første kone, for det udartede til noget andet end det, hun havde sagt ja til.

Leif Petersen blev til ’Leif Sylvester’, og efter jeg havde læst en bog af Bente Hansen, der hed ’Kapitalisme, socialisme, kommunisme’, meldte jeg mig ind i kommunistpartiet og kom i de følgende år til at bo i kollektiver i Hellerup, Gentofte og Lejre. Det var i den tid, jeg lærte Eva Madsen at kende, og hun blev min tredje samlever (gift 1985, red.). Hun kom fra en kommunistisk familie, og vi havde en fælles forståelse. Vi var ikke aktive i traditionel forstand, vi var det af sind og rejste rundt og lavede politisk musik i ’Sylvester og Svalerne’.

Før jeg mødte hende, havde jeg indspillet min første lp, ’Store Sonja’ (1976, red.). Det var sådan en multitid, hvor alt skulle ud, og jeg tænkte: ”Hvorfor skal jeg stå og male, når der er 20 billeder i hver sang og 100, der kan høre det på én gang? Det var igen en politisk agenda, for med billedkunst er der én ejer, og dengang var det ikke almindeligt for almindelige mennesker at købe et billede. Men grammofonplader var eminente, synes jeg, og derfor begyndte jeg at lave musik.

At komme ud at spille var fedt. Det dér med at optræde er sgu noget mærkeligt noget. Det er slidsomt, men samtidig får man et pift af, at man er til her og nu – hver gang. I værkstedet er der ingen, der klapper, når du har lavet et godt billede. Du hænger det op på en fernisering, og så er du færdig. Til en koncert er der kontant afregning.

Alt, hvad jeg har bidraget med, er ud fra levet liv. ’Mormors kolonihavehus’ lavede Erik og jeg sammen. Vi har begge haft familie, der havde kolonihaver, og en dag kørte vi forbi en kolonihaveforening på Amager, der skulle rives ned. Brandvæsenet havde fået lov til at tænde ild til 100 huse og bruge det som en øvelse, inden Urbanplanen skulle laves. Og så kom den sang altså. Jeg ville gerne have et vers mere med, som sluttede med: ”I dag står der grå betonklodser”, men det var jo et socialdemokratisk fremskridt at lave boliger, som almindelige mennesker kunne betale. Derfor blev det nedstemt, og sidste vers røg ud. 

6.

FRA JEG VAR BARN, har jeg vidst, at jeg havde talent for at lave skuespil, og sagde til mig selv: ”En dag, så finder de ud af det.” Jeg har altid lavet numre. I skolen sad jeg med hånden oppe, som om jeg kunne det hele, uden at kunne en skid, og i fritiden gik jeg rundt for mig selv og forestillede mig, hvad jeg skulle sige i situationer, hvis jeg var en anden. Filmene har kørt hele vejen igennem mit liv. Det er ikke mig selv, der skaber dem, jeg er bare med. Som for eksempel i Nicolas Winding Refns ’Pusher II’ (2004, red.), hvor jeg spiller Smeden (Tonnys far, en iskold psykopat, red.).

Den måde, jeg er skuespiller på, er ved at forsøge at være karakteren. Da jeg i ’Pusher II’ blev forvandlet og fik farvet mit hår sort, bredte det sig til den hårde tone og til den her nådesløse bandit. Det bredte sig så også til mit privatliv, og jeg kom til at råbe ad mine børn nogle gange. Den aggression, der var i filmen, og den måde, filmen blev lavet på, havde også noget at sige. Det var, som om vi oplevede handlingen.

Det var faktisk kun Mads Mikkelsen (Tonny, red.) og mig, der var skuespillere, resten var fra miljøet, og til sidst troede de på vores karakterer. Når de stod og røg en fed og drak uden for settet, og jeg sagde til dem: ”Hold lige op med det dér”, så parerede de sgu ordre og sagde: ”Okay, boss.” 

Det var Nicolas Winding Refns far, Anders Refn, der foreslog, at jeg skulle spille Smeden, tror jeg. Det var også ham, der castede mig til ’Taxa’. Han klippede mange af Eriks (Clausen, red.) film, så han havde også set mig i det, der var klippet ud.

Jeg er den slags skuespiller, der skal opfindes hver gang, og Anders havde åbenbart set, at der kunne være en rod inden i mig. Det er der også, men en godmodig rod.

”Min datter Mia og jeg på bagscenen på Roskilde Festival i en pause under filmoptagelser til ’Rocking Silver’. Jeg har haft alle mine børn med ude så meget, det var muligt. Her er hun så stor, at hun lige kan passe sig selv, mens vi optræder i små to minutter.” 1983.

7.

PÅ MIN HØJRE ARM har jeg en tatovering, hvor der står ’Lisbeth’ oven over en pinup-pige i sygeplejerskeuniform. Hun er min seneste tatovering og min ’hjerter dame’. Eva Madsens navn er inde på brystkassen et sted. Den fik hun i morgengave, da vi blev gift. ’Mor’ står der på venstre arm. Det er min første tatovering. Der skulle egentlig have stået navnet på min kæreste, men så sagde ham tatovøren: ”Hende kender du kraftedeme ikke i morgen, det er dumt. Men din mor, hun vil altid være din mor.”

Der sad jeg som 15-årig nede i Nyhavn og havde næsten malet overskæg for at se ældre ud. Man skulle jo være 18 år, og politiet gik rundt på gaden. ”Nå, men så skriv mor,” sagde jeg. Lige nedenunder er mine fem børn, som er resultatet af tre forelskelser, symboliseret ved fem stjerner og Forever love.

På trods af tre kuld har jeg formået at få nogle børn, der har det fantastisk sammen alle sammen. Det at være noget for hinanden har altid ligget mig på sinde. For mange år siden startede jeg med at lave månedlige middage – kun med mig og børnene. Det er nu blevet til en ny gruppe, der hedder ’første torsdag i måneden’, som gælder alle i familien. Man kan komme og gå, som det passer én.

I baglysets klare skær har jeg været heldig i mit møde med kvinder og koner. Når jeg ser tilbage, har de matchet mine forskellige perioder i livet. Den første var talkyndig, den næste tv-producer og æstet, derefter blev jeg gift med en sangerinde, og da jeg vendte tilbage til billedkunsten, traf jeg en billedkunstner. Og nu – i mit livs indian summer – er min kone, Lisbeth, tidligere sygeplejerske.

Det var ikke helt så let at finde dem, score dem og siden forlade dem, som det kan lyde. Jeg har troet på, at det var forever, hver gang. I mit første ægteskab voksede vi fra hinanden. Anden gang var jeg boheme og havde nogle gyldne år, hvor jeg ikke satte grænser for mig selv, og det gik galt, fordi jeg blev forelsket i en anden. Den anden var en lidt yngre kvinde, som havde givet mig nogle fantastiske erotiske oplevelser, som jeg ikke havde været ude for før, og det betragtede jeg lidt forkert som kærlighed.

Da vi havde fået lejlighed, og jeg gik og malede det sidste af et loft, mens hun malede et fodpanel, tænkte jeg: ”Det går sgu ikke, det her.” Det var fredag aften, og hun sagde: ”Men vi kan da ikke skilles på den her måde. Nu lægger vi penslerne, og så skifter vi tøj og går i byen hele weekenden, og så siger vi farvel.” Og det gjorde vi.

Så var jeg alene en lille uges tid og traf derefter Eva. Det troede jeg også på i 12-13 år, indtil jeg lige pludselig plaskede i igen. Det gnavede virkelig. Jeg ville jo ikke svigte, men det kom jeg til alligevel. Det nye løb ud efter 10 år, og så er vi næsten fremme ved Lisbeth. Vi er to alen ud af ét stykke og alligevel forskellige. Vi har det godt og giver hinanden plads. Jeg er dybest set et trofast menneske.

Mine forældre nåede at holde krondiamantbryllup, inden de døde for 15 år siden. Og min bror har levet sammen med sin ægtefælle i omkring 50 år, så jeg er nok faldet lidt uden for reden. Mine forældre har fulgt mig hele vejen. I perioder har de syntes, det var lidt rigeligt, men jeg var jo deres søn. På et tidspunkt, hvor vi var i tv med cirkus den ene dag, og jeg i en hel uge spillede hver aften i et musikprogram, som vi kørte landet rundt med, tror jeg nok, de overgav sig og sagde: ”Nå, ja.” 

8.

DER KOM TIL at gå 10 år, fra min første lp udkom i 1976, til jeg begyndte med maleriet igen. Jeg fik behov for at udtrykke mig selv uden indblanding fra de kollektiver, jeg havde arbejdet i. En dag, da Mia (Leif Sylvesters datter, red.) gerne ville male, sagde jeg til hende, at hun bare kunne gå i gang med farver og pensler på en dør. Og da jeg så hendes glæde og frie leg, tænkte jeg: ”Det vil jeg fandeme også. Tænk at male frit.”

Det blev til nogle naivistiske figurer i tråd med CoBrA-kunsten og starten på mit kunstmalerliv, som har fyldt helt frem til i dag. For 10 år siden fik jeg en lille øjenåbner, da jeg udstillede på Sophienholm. Min gode ven Arne Haugen Sørensen (kunstner, f. 1932, red.) sagde, at han kun kunne holde ud at se det halve, for han syntes, de alle sammen stirrede på ham, i alle billederne. Det kunne jeg sgu godt se, så nu kigger de lidt mere på hinanden. Men der er stadig det samme drøn på.

Jeg laver sådan noget, der gør mig svær at placere for folk ’på bjerget’. De er imponeret over, at jeg sælger så meget, det kan de forstå, men så slutter det også der. Anmeldelser har jeg næsten aldrig fået. Omtale, ja. Som kunstner vil man gerne det hele. Du kan to ting: blive anerkendt ’på bjerget’ eller ’elsket af folket’, nok sjældent begge dele. De har deres klub, og jeg har min egen, og det har jeg det meget godt med. Som helt ung kunne jeg nok godt have tænkt mig at have gået på kunstakademiet. Men havde jeg gjort det, havde jeg jo ikke været mig.

I dag udgår min verden fra Tibirke Sand. Her har jeg mit værksted og min bolig i to huse på en grund i et sommerhusområde. Min hverdag består i at sidde og hænge lidt ved morgenmaden, så går jeg over i atelieret. Jeg har altid gang i 117 ting. I dag begyndte jeg på nogle træskulpturer, som er bestillingsarbejder, jeg er kommet bagud med. Det er fast arbejde i halvanden dag at lave sådan en. Min bror er snedker og skærer dem ud for mig, bagefter samler og maler jeg. Jeg hygger mig og synes, det er pragtfuldt, så hører jeg jazz, bruger internettet, radio og telefon. 

Indimellem kan jeg godt blive træt af det gamle New Orleans, så hører jeg nogle unge fra Lincoln-skolen. Jeg har også prøvet det dér podcast, men så bliver jeg opslugt af noget andet, og lige pludselig er der sket en masse i fortællingen. Hver dag løber der mellem fire og fem bestillinger af større og mindre værker ind i mit galleri Python i København. Det er keramik-, bronze- og træfigurer eller oliemalerier med titler som ’Glade idioter’, ’Præstens tvilling’, ’Løse tænder’ og ’Omsorg’. Det har givet mig en frihed til at gøre, hvad jeg har lyst til. Jeg har været isoleret her på grund af coronaen og har kun set min kone. Det går fint med det hele. Kommunikationen med mine børn og børnebørn foregår på WhatsApp og små film frem og tilbage. Det eneste, jeg savner, er at kramme alle dem, jeg holder af. Jeg har jo lyst til at kramme alle, jeg møder på min vej.

9.

JEG HAR IKKE været god ved min krop, jeg har slæbt rundt på alle mulige tunge ting og røget 60 smøger hver dag.  Så det er pay back time nu. Knokkelmanden har været tæt på et par gange. Første gang man får at vide, at man har en dødelig sygdom, begynder man at tænke: ”Har jeg været den, jeg gerne ville være? Har jeg gjort det, jeg ville? Hvor lang tid har jeg igen, og hvad skal jeg bruge den tid til?” Jeg kom frem til, at jeg har gjort, hvad jeg ville, og jeg har været den, jeg gerne ville være.

Anden gang er det ikke så slemt, der havde jeg været alle de tanker igennem, og tredje gang skøjtede jeg bare hen over det. Der er ingen grund til at ændre noget. Lige bortset fra, at det er noget lort, når kroppen står af. Nu cykler jeg som regel 25-30 kilometer hver formiddag på en elcykel. Min kone er 20 år yngre, så jeg har ikke lyst til at blive en grøntsag og er også ved at smide en masse kilo.

De store tanker om livet og døden har jeg fået bearbejdet ved at skrive sange. På mit sidste album lavede jeg mit eget begravelsesoptog, hvor jeg ligger i en kiste og kommer med gode råd. Den hedder ’Stjernestøv’. Det kommer sig af, at jeg ikke er vild med det der ”af jord er du kommet”. Det blev til ”af stjernestøv er vi kommet, til stjernestøv der skal vi blive, som stjernestøv vil vi altid være her til evig tid”. Det er min måde at forholde mig til døden på. Jeg har også mit eget familiegravsted ude på Assistens Kirkegård. Jeg er jo rationalistisk tænkende. Og det er da helt utroligt, at jeg kan berolige mig selv så meget på den måde.

Efter 30 års pause og med trekvart lungekapacitet samlede jeg i 2017 et orkester igen. Family and Friends hedder det og består af min familie og mine venner. Det er skønt at kunne samle et 10-mandsorkester, hvis man får lyst til det.

Jeg kan i øvrigt stadig proppe søm op i næsen, tror jeg. Sidste gang jeg prøvede, var til en kunstnerfrokost, hvor jeg var godt beruset. Det gik godt nok ad helvedes til, blodet sprøjtede, jeg skulle nok ikke have brugt en skruetrækker.

/

Fit for fight

STINE PILGAARD står bag romansuccesen ’Meter i sekundet’ om en lille vestjysk by og en angrebsivrig tilflytter med velsmurte stemmebånd, der netop har indbragt hende De Gyldne Laurbær. Ud & Se besøgte den danske forfatter i Velling, hvor hun forenede heste, kørekort, blæsevejr og hverdagsvrede til en bouillonterning af livskriser, følelser og fællesskab.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Martin Dam Kristensen

STINE PILGAARD har hul i sin jakkelomme. Det har været der så længe, at foret er blevet en del af lommen. Det er derfor, hun er forsinket, fortæller hun, da hun ankommer til Ringkøbing Station i familiens Toyota med sin lille, stille søn bagi. Normalt ved hun med det samme, at hvis bilnøglen ikke er i lommen, må hun grave dybere, stikke hånden ned gennem hullet, og så er den som regel dernede et sted. Sådan har det været i månedsvis, hvis ikke år, og hun har efterhånden vænnet sig til det. Hun orker ikke selv at sy jakken, det er derfor, hun har en svigermor, siger hun, men hver gang hendes svigermor er på besøg, glemmer Stine Pilgaard at fortælle hende om hullet. 

”Sagen er den, at jeg åbenbart har to huller i min jakkelomme,” siger hun, da jeg sætter mig ind i bilen.

Stine Pilgaard sætter kursen mod Velling små fem kilometer fra Ringkøbing, mens hun forklarer resten af historien om, hvorfor hun kom for sent. Sammen med sin søn kørte hun tidligere på dagen ud til skinnerne for at kigge på forbipasserende tog. Det elsker han, og de var taget af sted i god tid, så de kunne nå det hele. Men da de efter en halv times tid ved skinnerne og en højtlæst børnebog senere skulle af sted mod Ringkøbing Station, var tiden løbet fra hende. Og pludselig kunne hun ikke finde bilnøglen. 

Derfor blev det hele lidt febrilsk, siger hun og giver mig den fulde oplevelse af Ringkøbing Fjord i stedet for den mere direkte vej, hvor man primært passerer minkfarme, stutterier og vindmøller. Medmindre hun har susende travlt, tager hun altid den naturskønne rute langs Vellingvej, som hun har døbt fjordvejen. Hun peger ud mod vandet og siger, at det ikke altid glimter, at der ikke er et sted i området, hvor det ikke blæser helt sindssygt, og at flere medier for et par måneder siden var ude at filme isskruninger, der havde bygget sig op langs kysten, da fjorden var frosset til. Hun fortæller, at vi er i et af de områder i Danmark, hvor Kristendemokraterne får stemmer, og at hun elsker landskabet. Associationerne får frit spil, før hun vender tilbage til historien om forsinkelsen.

Hun kunne ikke finde bilnøglen i hverken jakkelommerne eller foret og besluttede sig for at lede udenfor. Men bilen har åbenbart en automatlås, som hun hverken forstår eller kan slå fra, og derfor måtte hun forgæves kravle rundt i bilen for at finde en ulåst dør, mens hun beroligede sin søn. Endelig lykkedes det hende at lokalisere bilnøglen i lommens andet hul, som nu også er blevet en del af jakken. 

Vi kører videre og ankommer til et lyskryds. Det bliver gult, lige før hun skal til at køre over. Så hakker hun bremsen hårdt i. 

HUN VIFTER med armene, forvrænger stemmen og folder ansigtet, mens hun i hastigt tempo gengiver episoder fra Kvickly med bækkenløsning eller hendes forundring over nogle-og-30-årige mænds pludselige mani for surdej og gin med marehalm. Om dengang en sur mand sparkede til hendes indkøbskurv, og en bagerdame råbte, at hun ikke måtte tage indkøbskurven med ud til bilen, selvom hun var højgravid og traskede rundt som en hvalros. Og om en anden bagerdame, der bar poserne og trøstede hende på parkeringspladsen. Det er den slags episoder, hendes romaner kredser om, selvom de bliver stærkt overdrevet, når hun skriver. Det er de små sammenstød mellem mennesker i pålægsafdelingen eller udfordringen ved at overhale en gruppe heste på de danske landeveje, som kan frustrere os alle sammen.  

Da Stine Pilgaard modtog Weekendavisens Litteraturpris i januar for romanen ’Meter i sekundet’, blev bogen kaldt en ”perpleks bestseller med situationskomik fra en underspillet udkant” og ”fuldendt selvudslettende komik fra en uimodståelig fortæller”. Den fik også fuld plade hos Jyllands-Posten med ordene ”en roman om at være halvvejs igennem livet og se ungdommens aspirationer blive afløst af småbørnsfamilielivets leverpostejshurlumhej”. Rosen kom alle steder fra. Anmeldere, venner, fremmede folk på gaden, journalister og branchefolk.

”Det har været et helt vanvittigt år. Jeg fik mit andet barn, som ikke var helt planlagt, verden har været i undtagelsestilstand, og så kom min bog, som landede meget bredt i befolkningen. Mine andre bøger har solgt jævnt og stabilt over de sidste otte år, men denne her ramte noget med det samme. Den adskiller sig ikke vildt meget fra mine andre bøger, så jeg har lidt opgivet at forstå det,” siger hun.

Romanen har ifølge forlaget solgt mere end 90.000 eksemplarer, og fire sange, som er skrevet til romanen, er blevet optaget i Højskolesangbogen. Hun har også delt sin kærlighedshistorie i Anders Aggers bog ’Kærlighed’, og nu er hun både i gang med at skrive en børnebog, som udkommer næste forår, og hun skriver på de sidste essays, som skal akkompagnere sangene i ’Meter i sekundet’ i en ny sangbog og musikudgivelse af Katrine Muff Enevoldsen. 

Alle vil have et stykke af Stine Pilgaard, og det har nået et punkt, hvor hendes arbejdstid konstant forsvinder.

”Hvis jeg på nogen måde kan komme af sted med det, står jeg op før børnene for at skrive. Jeg kan godt lide at stå op klokken fem, men kun for at være alene. Det skal ikke være for at være sammen med nogen,” siger hun.

STINE PILGAARD

37 år. Opvokset i Vejlby-Risskov ved Aarhus. Blev optaget på Forfatterskolen i 2008.

Forfatter til romanerne ’Min mor siger’ fra 2012, ’Lejlighedssange’ fra 2015 og ’Meter i sekundet’ fra 2020.

Har modtaget flere litterære priser for sine romaner, senest Weekendavisens Litteraturpris 2020 for ’Meter i sekundet’.

Bor i Velling på den danske vestkyst med forfatteren Daniel Dalgaard. Sammen har de to børn.

FOR TIDEN har hun et nærmest erotisk forhold til trøffelbrie, fortæller hun, åbner køleskabet og siger, at jeg altså bør smage det, hvis jeg tør. Hun er også ved at varme nogle surdejsboller i ovnen. Hun frygter, at jeg ikke har fået nok at spise på turen til Velling.

Hun bor i embedsboligen til Vestjyllands Højskole, hvor hendes kæreste Daniel Dalgaard arbejder. Ligesom Stine Pilgaard er han forfatter, og de må lade børnene gå på skift mellem sig, fordi det er umuligt at skrive med børneliv omkring sig. For tiden korrekturlæser han sin debutroman, som ligger udskrevet i en bunke med hundredvis af kruseduller og rettelser på køkkenbordet. Han fortæller nedslået, at hele kommateringen skal rettes efter nogle andre regler.

”Vil du ikke have lidt piskefløde i kaffen? Jeg har det helt sindssygt over fløde. Jeg elsker bare fede ting,” siger hun og sætter sig.

Vi taler om alle de mails og breve, hun har fået fra læsere, som kan genkende det at være tilflytter eller at få børn eller at tage kørekort, som er et evighedsprojekt for hovedpersonen i romanen. I bogen siger kørelæreren til hovedpersonen, at hun er en af de få bilister, som rummer træk fra både nybegynderen, flugtbilisten og den senildemente. 

”Jeg er faktisk sygt ked af den der hårde opbremsning. Nu tror du sikkert, at jeg kører dårligt, og det gør jeg faktisk ikke. Det var jo gult, og alle andre dage ville jeg jo bare fortsætte, men fordi jeg var så bevidst om, at du ikke skulle tænke, at jeg kører over for rødt, så hakkede jeg bremsen i. Det var bare vildt ærgerligt,” siger hun.  

Det tog hende et år at erhverve kørekort, og det kostede hele Biblioteksprisen på 50.000 kroner, som hun modtog. Hun pointerer dog, at hun fik nul fejl til teoriprøven og bestod den praktiske køreprøve første gang. 

Det værste, hun ved, er at overhale heste på landevejen, og dem er der mange af, fordi de bor ved siden af et stutteri. Til gengæld er hun sindssygt god til traktoroverhalinger, fortæller hun.

”Jeg fik 17 fejl i de indledende teoriprøver, fordi jeg ikke forstod måden at tænke på. Du holder i et lyskryds, og et barn kommer cyklende på fortovet. Ser du barnet? Selvfølgelig gør jeg det, jeg vil jo ikke køre barnet ned, men det må du ikke, for du skal være opmærksom på lyssignalet. Det er en helt vanvittig måde at tænke på. Men så satte jeg mig ned i to dage og gennemgik alle prøver, jeg kunne opstøve på nettet,” siger hun.

Det var den meget teoretiske måde at tænke på, der spillede hende et puds. Og er en teoriprøve kold, kynisk og konkret, er Stine Pilgaard abstrakt og associerende. Én ting får hende til at tænke på noget andet, som får hende til at tænke på noget tredje, fortæller hun. Om det er en erhvervsskade eller grunden til, at hun blev forfatter, ved hun ikke. 

”Jeg har det også svært med rumfang, højre-venstre og retninger. Trafik er det diametralt modsatte af at skrive fiktion. Jeg kan selv styre, hvad mine karakterer gør og tænker, men jeg kan ikke styre, om en hest flipper ud.” 

”Synes du ikke, at jeg kører helt standard?” spørger hun så.

”Jojo.” 

”Lidt over middel?” 

”Det var en lille smule kaotisk.” 

”Kaotisk? Hvor er du provokerende. Jeg synes selv, at jeg kører ret godt. Hvad var kaotisk? Jeg kører og viser dig vores fjord og min første køreskole. Det er topservice. Jeg er medlem af en kvindeloge i Skjern, og der har det forbandede kørekort været en stående joke. Jeg kører helt vildt råddent, når jeg skal derhen. Jeg bliver enormt selvbevidst af det, og så glemmer jeg de der praktiske ting. Jeg glemmer at slippe håndbremsen og alle mulige andre ting, som jeg aldrig normalt ville gøre. Så står alle kvinderne og griner på den der langsomme, venlige skjernske måde, som også er lidt provokerende.”

SELV SÆTTER Stine Pilgaard en slags ære i små, venlige provokationer i hverdagen. Hun kan godt lide, når man stikker til hinanden. Ikke ondskabsfuldt, men for sjov. Så snart nogle bliver for magelige eller for enige, slår hun til.

”Jeg plejer at sige, at jeg prøver at opretholde balancegangen i kosmos. Jeg synes jo, at fællesskab er en fantastisk vigtig og smuk ting, men når jeg sidder med 30 højskoleelever, som sidder og græder, fordi de skal synge en sang om venskab, så kan jeg ikke undgå at tænke: ’Så slap dog af.’ Jeg bliver hurtigt en modvægt, også selvom jeg faktisk er enig. Jeg får lyst til at sætte ild til noget, når folk sidder og giver hinanden ret, men jeg tror også, at det er en middagsselskabsting eller en efter-tre-glas-rødvins-ting.” 

Hendes otte måneder gamle baby begynder at sige lyde ude i barnevognen, og hun går ud for at samle hende op. Ind kommer kæresten med deres søn. De har været ude i haven og spille fodbold. Oprindelig skulle deres søn have været passet hos naboerne, men en pludselig tør hoste ændrede planerne. I stedet foreslår Stine Pilgaard, at vi tager ud til hendes kontor, hvor der er lidt mere roligt, medmindre ham trommeslageren øver. Hendes kæreste spørger, om hun har fortalt om dengang, hun bakkede ind i huset. Stine Pilgaard griner fra køkkenet, hvor kaffen er løbet igennem.

”Husk at slukke ovnen,” siger hendes kæreste, da hun begiver sig ud mod Toyotaen med kaffe i en kande.

Piskefløden maser hun ned i bilens kopholder, og vi kører ud på de lange, lige veje med minkfarme, stutterier og vindmøller. De veje har hun kørt på siden 2016, da hendes kæreste fik tilbudt job som leder af forfatterlinjen på Vestjyllands Højskole, og de takkede ja til at bo i Velling og leve med de korte vestjyske sætninger og lange pauser.

”Vi havde ikke boet her en uge, da vi kom kørende i en Flextaxa, og hele vejen var spærret af køer. Chaufføren tog det helt roligt og gik op til landmanden for at fortælle, at de var sluppet løs. Det havde vi det helt sindssygt over, for vi kom lige fra Nørrebro. Det er så ikke sket siden, men det var en vild start.” 

Da vi kommer til et højresving, passerer vi Tørfisks bandvogn plastret til med alle bandmedlemmer og deres slogan: ’Danmarks ældste boyband’.

”Så du, at det var Tørfisks bandvogn?”

”Jeg holder øjnene på vejen.”

NOGLE MINUTTER senere er vi ved kontoret, et tidligere, nu tømt udstillingslokale for Tvis Køkkener, som en stor gruppe lokale kunstnere har fået lov at låne, 

”Vi låner det af en landmand, der købte grunden på grund af markerne. Det er sådan noget, folk gør herude. Jeg håber godt nok ikke, at ham trommeslageren er her, så må vi finde på noget andet.” 

Det er han ikke, men trommesættet står klar, hvis han skulle komme forbi. Udenfor er der marker, stilhed og vindmøller. Indenfor er der optageudstyr og instrumenter og maling og tryksværte og musefælder, for sådan nogle er der jo herude. Stine Pilgaard viser rundt og dumper ned i en stol ved vinduet, nærmest lettet over at komme væk. Hun siger, at der er noget vildt ved at tage hen på kontoret. At der er så stille.

”Jeg har en oplevelse af, at jeg kunne holde af hvem som helst, hvis omstændighederne gjorde det nødvendigt. Naboer er rekvisitter og statister i vores liv, indtil de begynder at tale over hækken eller skal køres til tandlæge, fordi bilen er til reparation.”

”Er det en rigtig oplevelse?” 

”Ja, jeg kendte ikke min nabo ret godt, da jeg kørte hende til tandlægen. Der havde selvfølgelig været lidt kaffe i haven og sådan noget, men ikke mere end det. En dag havde hun vildt store tandsmerter, og fordi deres bil var til reparation, kom hun forbi. Bagefter lå hun på sofaen, mens jeg varmede noget suppe. Så faldt hun i søvn, og det var simpelthen så fint og sødt. Hun var sikkert også dopet på alt muligt, men det var så tillidsfuldt. Der er ikke mange steder, hvor man har brug for hinanden på så konkret en måde.” 

Hun holder en lille pause.

”Alle vores venskaber er mere eller mindre tilfældigheder. Så sidder man ved siden af hinanden i folkeskolen eller møder hinanden til en fest. Jeg bliver tit spurgt, hvorfor jeg ikke skriver politisk eller om klimaet, men det, der optager mig mest, er, hvordan vi skal være med hinanden i hverdagen. Jeg har vildt svært ved at overskue krigsalliancer og fredsaftaler. Det er frygteligt at se nyhederne. Det er den værste gyserfilm af dem alle.” 

”Nu er vi tilbage ved de fritsvævende associationer.” 

”Du laver en Anders Agger på mig. Du siger jo ikke noget.” 

”Man kan få folk til at sige mange ting, hvis man holder kæft.” 

”Det er så ikke noget, jeg har prøvet så tit.”

STINE PILGAARD ved aldrig helt, hvad hun skal fortælle, når hun bliver spurgt om sin barndom. Hun havde en ganske fin enebarnsopvækst i Vejlby-Risskov lidt uden for Aarhus, hvor hun pendlede mellem en far og en mor, som hverken var elitære eller sølle. De var egentlig meget middelklasse minus ligusterhæk, fortæller hun.

Moren var leder af en børnehave i Aarhus, og faren arbejdede med stregkoder i Grønland. Primært på kolonialvarer, og hun forestillede sig, at hvis han klokkede i det, kunne de ikke købe mælk i Grønland, og så ville Grønland ringe og klage. Hun tænkte ofte, at han måtte have en meget vigtig rolle i systemet, og at hele befolkningen kimede ham ned, hvis han kvajede sig. Hun synes, det er lidt pinligt, men hun ved stadig ikke helt, hvad hendes far laver.

Bøger fyldte meget, og selvom det er en ældgammel kliché for enebørn, var hun nok lidt gammelklog, fortæller hun. Frikvartererne foregik ofte i klassens vindueskarm, hvor hun læste Astrid Lindgren, og til børnefødselsdage kravlede hun ned under bordet med bog og kage i favnen. Hun læste, inden hun gik i skole, og hun læste inden sengetid. Og når hun skulle bade, pakkede hun bøgerne ind i plastikposer, så hun kunne bladre i dem under bruseren.

Inspireret af Astrid Lindgren og ’De Fem’ skrev hun historien ’Børnene i Solsikkedalen’, som handlede om en gruppe unger på et børnehjem, der skulle opklare et mord. Og et eller andet med en krokodille. Den gav hun til sine forældre i julegave, og bagpå skrev hun anmeldelser af sine egne værker: ”Stine Pilgaard har skrevet en sjov og charmerende fortælling. Hun er Astrid Lindgrens efterfølger.” Senere vandt hun novellekonkurrencer i Vi Unge, og som 11-årig fik hun sit første digt trykt i Familie Journal.  

”Det skal dog siges, at mine forældre aldrig var gift, og at de gik fra hinanden længe før, jeg kan huske. Jeg tænker, at det måske var et forsøg på at skabe et traume, jeg kunne skrive om. Men jeg skal jo heller ikke være helt nedladende over for mig selv som barn, for det kan jo være, at det har fyldt meget mere, end jeg kan huske,” fortæller hun.

Hendes forældre er vidt forskellige, men de har aldrig bekriget eller hadet hinanden, forsikrer hun. Til gengæld er de begge ret sjove, humoren har de til fælles, og de har et godt blik for små, skæve hverdagssituationer. Hendes mor er fantastisk til at imitere og karikere folk, og når hun var alene med sin far, optrådte han med historier om Lone fra regnskab og fra sin ungdom.

”Jeg boede på skift hos dem begge to, så jeg har haft rigtig meget alenetid med voksne. De har altid taget mig meget alvorligt, og derfor har jeg også altid taget mig selv alvorligt.”

I gymnasiet påpegede hun konstant, hvis der var noget, hun var uenig i, og halvdelen af lærerne kunne godt lide, at hun var kritisk, mens den anden halvdel syntes, at hun var lige lidt for meget. Det kom der et karakterblad ud af med fire femtaller og fire 13-taller, mens resten var fordelt på resten af skalaen. 

”Jeg har fået alle mulige karakterer. Jeg har også prøvet at få tre i geografi, som igen handler om, hvor ting ligger. Det er åndssvagt, men jeg kan ikke fatte et kort,” siger hun.

MED KAFFEKANDE og piskefløde i hænderne styrer hun mod familiens Toyota. Hun placerer atter piskefløden i kopholderen og drejer ud på landevejen igen. Hun crui­ser meget med sine veninder i Ringkøbing og omegn, fortæller hun på vej mod Skjern. De tager ned til fjorden, Vesterhavet eller til Hvide Sande. 

”Jeg diskuterer med mig selv, hvor ydmygende det ville være, hvis jeg sætter min gps til, jeg plejer jo at bruge den. Men jeg kører hele tiden den her rute, så det kan ikke passe, at jeg ikke kan finde derned. Jeg ved, der kommer en rundkørsel, hvor jeg skal til højre,” siger hun, da vi holder i et T-kryds.

Hun vælger ikke at bruge sin gps, og vi drøner langs de lange, lige veje, som er helt tomme, mens hun fortæller om noget lokal rundkørselskunst, der har skabt furore i debatspalterne. Det havde hun overvejet at tage med i ’Meter i sekundet’, men det blev for indspist, selvom det var sjovt at følge med i. Hun fortæller, at Vestjyllands Højskole er 98 procent økologisk, og at køkkendamerne har fortalt hende, at de sidste to procent udelukkende skyldes, at man ikke kan opstøve økologisk brun farin. Hun opridser forskellen på Skjern som mere moderne handelsby kontra Ringkøbing som gammel købstad og fortæller om dengang, hun tævede en date i airhockey, så vedkommende ikke ville ses igen. Mest fordi Stine Pilggard spillede spillet på en utrolig liv-eller-død-agtig måde, som nok fremstod lidt for voldsom.

Hun parkerer ved Hotel Skjern i centrum, men vi indser hurtigt, at det er lørdag eftermiddag midt i en pandemi, og sætter os efter en kort gåtur ind i bilen igen.  

Det tog Stine Pilgaard næsten fire år at skrive ’Meter i sekundet’, der blev til, da hun lod sin trodsige side og sine følelser få afløb. Selv kalder hun sig en træmand, og hun bryder sig ikke om at tale om sine egne følelser. Hvilket undrer mange af hendes venner, fordi hun elsker at snakke om andres. En del af forklaringen er også, at hun ikke forstår sig så godt på tid. En anden er, at det tager tid at skrive og forstå den omvæltning, det kan være at få børn og at famle sig rundt i en by, man ikke kender. Og finde ud af, hvem man er, når man er i begyndelsen af trediverne og ikke kan drikke øl hver weekend, og verden forventer, at man vokser med opgaven.

Stine Pilgaard kører over et hul i vejen, bilen gynger lidt.

”Så meget behøver du heller ikke at hoppe i sædet.” 

”Hvad mener du?” 

”Det var ikke så slemt. Du hopper jo helt vildt i sædet.” 

Så rammer hun et andet hul i vejen.

”Nu gør du det igen,” siger hun og griner. 

”Du hopper rundt.”

HUN KAN ikke fordrage, når folk hygger sig for meget, fortæller hun. Verden er fyldt med modstand, og for at klare sig i verden må man øve sig i at gå i modvind. Det får hende til at tænke på en lang diskussion, hun havde med sin kæreste forleden. Han ville gerne have en sofa med chaiselong, hvor man kan tage fødderne op og smelte ned i sofaen.

”Skal vi så bare sidde der i vores dejlige, bløde sofa og se fjernsyn? Nej, den skal fandeme være hård. Hvorfor kan vi ikke sidde på nogle stole, så vi i det mindste skal holde ryggen rank? Det blev pludselig et symbol på alt muligt andet, hvor jeg synes, at en sofa repræsenterer alt det værste ved menneskeheden. I en sofa kommer man ned i gear og hygger, men hvorfor skal vi slappe af? Livet er så kort.” 

De lange, lige strækninger på Vestkysten er nærmest hypnotiske, det hele er så ens, og Stine Pilgaard er ikke færdig:

”Så kom jeg til at sige, at man ikke kan have en meningsfuld samtale i en sofa, og selvfølgelig kan man det. Hygge er jo bare et ord, og jeg går ikke rundt med et oversavet jagtgevær og plaffer alle folk ned, der siger hygge. Men der er noget modstandsløst over ordet, som irriterer mig helt vildt. Vi laver ofte bål på højskolen, og det synes jeg jo også er såkaldt hyggeligt, men jeg kan bedst lide, når jeg diskuterer rundt om bålet med min nabo. Så siger jeg, at han er en elitær jazzmusiker, og så siger han, at jeg er alt for folkelig, fordi jeg ser ’X Factor’. Så taler han om sin surdej, og så siger jeg, at når jeg bager, så putter jeg 500 gram gær i, ellers gider jeg ikke æde lortet, hvilket overhovedet ikke er rigtigt. For det første så bager jeg ikke, og for det andet så har vi den forpulede surdej derhjemme. Jeg får bare lyst til at sige det modsatte hele tiden.”  

Stine Pilgaard foragter i det hele taget det modstandsløse liv – og at spille brætspil for sjov. Hun kan lige gå med til det, hvis man er ved at flå hovederne af hinanden over et spil Risk, men hvis det er lige meget, hvem der vinder, er det tidsfordriv på allerlaveste niveau, mener hun.  

Stine Pilgaard parkerer ved Ringkøbing Station og trækker håndbremsen. Det blæser, og hun kigger på uret. Tiden er løbet fra hende, hun bliver nødt til at smutte.

”Jeg kan godt høre, hvordan det lyder. Hende der forfatteren, der kæfter op om, at hun hader sofaer og brætspil og hygge. Men det er jo kun halvdelen af sandheden, for jeg ville jo elske at sidde godt i en sofa, men der er bare noget ved det, som skræmmer mig, og så kommer jeg automatisk til at overdrive de der 80 procent. Jeg har jo en længsel efter brætspillet, den fred og den måde at være sammen på. Jeg har både lyst til at brænde det hele ned og leve i det,” siger hun og kører hjem langs de lange, lige veje. Enten med eller uden gps.

/

Hjulmands værksted

Hvad? En filosofisk træner? Amen for helvede … Bolden skal jo bare i nettet. Reaktionerne mod KASPER HJULMAND har været tvivlende og til tider trodsige. Men herrelandsholdstræneren, der tænker ud af boksen, har vist, at teori og praksis ikke behøver være uvenner. Ud & Se har gennem et år fulgt den tænksomme mand, der måske snart kan få os alle til at juble.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Isak Hoffmeyer

DET ER EN af de forårsdage, hvor regnen ustandseligt vælter ned fra tunge skyer. I Lillerød i Nordsjælland slæber biler sig roligt gennem byens gader med haler af vand fra den våde asfalt efter sig. På gågaden hænger små dannebrogsflag og blafrer over de få, der har vovet sig ud med regntøj og paraply. Kun på parkeringspladserne foran byens dagligvarebutikker er der lidt liv. Hvad skulle man ellers foretage sig sådan en søndag i april?

På en søvnig villavej i et stort hvidmalet hus med sorte tagsten sidder Kasper Hjulmand på sit hjemmekontor. Han har netop lukket computerlåget efter at have set Christian Eriksen i aktion for italienske Inter Milan. Under normale omstændigheder ville den danske landstræner have været i Milano på byens stadion, San Siro, men verden er ikke normal, han må følge sine esser på afstand. 

Han har dog brug for at rejse rundt, ikke så meget for at se selve kampene, men for at være tæt på spillerne, for at kunne snakke med dem – og deres trænere – om, hvad deres roller er, hvad de bliver bedt om at gøre i forskellige faser af kampene, og hvordan de træner på det. Som landstræner har han spillerne til rådighed i så begrænset omfang, at han er nødt til at være helt nede i deres daglige metier, så han kan skabe det rigtige taktiske setup, når det gælder. 

I dagens opgør i Serie A har Christian Eriksen gjort det godt, og landstræneren er tilfreds. Især fordi den offensive midtbanespiller forlod banen i intakt stand.

”For tiden sidder jeg med livet i hænderne, hver gang mine spillere fra truppen går på banen. Jeg frygter, de bliver skadet,” siger han denne eftermiddag i april, seks uger før landsholdet skal mødes til den sidste træningslejr inden sommerens EM, hvor Danmark skal spille på hjemmebane mod Belgien, Finland og Rusland.

Sammen med sin stab er han i fuld gang med at analysere Danmarks tre modstandere i gruppespillet. Han har haft scouts på samtlige spillere fra de tre hold i det forgange år, og nu kommer den mere intensive fase, hvor han og staben grundigt gennemgår spillerne hver især, så analyserne står knivskarpe, når fløjten endelig lyder til sommer. 

”Rusland skal jeg have studeret en lille smule mere, men Finland og Belgien har jeg fuldstændig styr på.”

KASPER HJULMAND trasker ud i køkkenet og skænker sig en kop kaffe. Han sætter koppen på en af sine bordskånere med baseball-motiver, som han tog med sig hjem efter et universitetsophold i USA i 1994. I samme øjeblik kommer hustruen Vibeke ind med en indkøbspose i hånden. Fra førstesalen griner teenagedatteren med en veninde. Datteren er den yngste af parrets tre børn, og på væggen bag spisebordet hænger et indrammet billede af hende i selskab med sine to storebrødre. Der hænger også et ekspressivt portræt af David Bowie og et stort maleri af den danske kunstner Søren Meibom. Han og Kasper Hjulmand var i sin tid holdkammerater i B93, men Meibom stoppede sin karriere som 26-årig for at blive astrofysiker og kunstner. Der er andet i livet end bare fodbold. 

Det ved Kasper Hjulmand, for selvom han ofte taler fodbold, handler det næsten altid om mere end det. Til sommerens EM-slutrunde skal han repræsentere det danske landshold, når anslået to milliarder seere tænder fjernsynet. Men det bliver de knap seks millioner danskere, der først og fremmest skal overvindes. Det ved han. Efter han blev ny landstræner, har han måttet lægge øre til det, der har forfulgt ham i hele hans trænerkarriere: Han er for romantisk til at opnå resultater.

”Det, der undrer mig mest herhjemme, er, at det skal være så karikeret. Mange tror virkelig på, at man enten kan være klog og kynisk eller en naiv romantiker og jubeloptimist. For mig er det åbenlyst, at man ikke skal overlade sin egen skæbne til andre, til tilfældigheder, til fifty-fifty-situationer. Når man selv tager bolden, kan man være dominerende og forsøge at skabe noget selv. Tænk en gang, at man skal argumentere for det.”

DER ER TO fortællinger om, hvordan Kasper Hjulmand fra Djursland strøg til tops. Den første er den korteste og simpleste. Den handler om held, og det er den, han selv præsenterer i hjemmet i Lillerød. 

”Jeg har været megaheldig. Da jeg var i slutningen af tyverne, tog Lyngbys sportschef fat i mig og sagde, at jeg skulle være træner, og så kastede jeg mig over det. Ret hurtigt efter tog Morten Olsen kontakt til mig, fordi han så, hvad jeg lavede i Lyngby,” siger han og fortsætter med sin lykkens pamfilius-fortælling om manden, der var heldig at møde de rigtige mennesker på sin vej. 

I Lyngby var han først træner for U18, så assistent- og andetholdstræner, inden han blev cheftræner for førsteholdet i 2006 og året efter sikrede klubben oprykning til Superligaen. Undervejs lavede han blandt andet researcharbejde for den daværende landstræner. Derfor tog uddannelseschefen i DBU, Peter Bonde, fat i ham og bad ham undervise på nogle kurser. Han viste ham tillid og gav ham nogle muligheder, der var med til at forme ham.       Sådan havnede han i rollen som instruktør i selskab med folk som Michael Laudrup, Henrik ’Store’ Larsen og John ’Faxe’ Jensen. Det havde man alt sammen luret i FC Nordsjælland, der i 2008 hev ham ind, først som assistenttræner, siden som cheftræner med frie rammer til at udfolde sig. Og det gav både pote og pokal. I sæsonen 2011/12 vandt Farum-klubben et af de mest overraskende mesterskaber i dansk fodbolds historie. 

”Jeg har altid troet på mig selv, altid troet på, at jeg kan noget,” siger Kasper Hjulmand, mens regnen trommer på ruderne. 

”Men vi er jo dybt afhængige af, at andre også tror på os. Det har jeg været heldig med.”

Den anden fortælling om Kasper Hjulmand er længere og mere kompliceret. Den begynder han at fortælle om halvandet år tidligere på terrassen i sin baghave, mens solen bager ned over Lillerød den sidste fredag i august 2019. 

En af naboerne på vejen er ved at klippe hækken og lykkes næsten med at overdøve baggrundslyden af børn, der pjasker i et udendørs badebassin. Flyvemaskiner trækker spor efter sig hen over den lyseblå himmel. To måneder forinden er det blevet offentliggjort, at Kasper Hjulmand skal være ny landstræner, når Åge Hareides kontrakt udløber. 

HJULMAND KORT

49 år. Voksede op i Auning på Djursland.

Har spillet i Randers Freja, Herlev IF og B93.

Studerede blandt andet idræt på Københavns Universitet og tog et studieophold i Orlando i USA.

Stiftede en daghøjskole for eliteidrætsudøvere, blev ynglingetræner og førsteholdstræner i Lyngby, før han kom til FC Nordsjælland, som han gjorde til danske mestre i 2012. Efter et ophold i Mainz vendte han tilbage til Farum-klubben.

Bor i Lillerød i Nordsjælland med hustruen Vibeke. De har tre børn, to sønner og en datter.

Har siden juni 2020 været træner for herrelandsholdet.

KNAP 50 ÅR tidligere får Kasper Hjulmands far pludselig selskab foran tv’et i stuen. Sønnen er to år gammel, men har på forunderlig vis formået at besejre tremmesengen. Nu sidder han dér på gulvet. Det plejer han ikke at gøre, noget må have trukket i ham. I flimmerkassen er der fodbold – VM i Vesttyskland i 1974. Den polske angriber Grzegorz Lato med kælenavnet ’Ørnen’ er blevet turneringens topscorer, men i sidste ende er det de vesttyske og hollandske stjerner, Gerd Müller og Franz Beckenbauer, Johan Neeskens og Johan Cruyff, der slås om trofæet. 

Fire år senere er der ingen tvivl. Denne gang sidder han seks år gammel med en bold i skødet og gør store øjne, mens Svend Gehrs speaker dramaet i VM-finalen på Estadio Monumental i Bue­nos Aires. Banen er dækket med hvid konfetti, og da argentinske Mario Kempes med det lange, bølgede hår kaster sig ned i feltet foran en hollandsk forsvarsspiller og prikker bolden i mål, bryder 70.000 tilskuere ud i glædesrus. 

På drengeværelset hænger en plakat med Allan Simonsen. Året forinden er ’Spurven fra Vejle’ blevet kåret som Europas bedste fodboldspiller, og han er Kasper Hjulmands helt store helt. Det er ham, han er, når han spiller med de andre drenge fra vejen på grønsværen lige over for barndomshjemmet. Hvis altså ikke han drister sig til at være Zico, Falcão og Sócrates eller en fjerde af de mytologiske brasilianere, der til hans store skuffelse taber til Gli Azzurri, det italienske fodboldlandshold, i VM-finalen i Spanien i 1982. 

Heldigvis er der andet at glæde sig over. For efterhånden er det ikke længere blot Allan Simonsen, men en hel generation af danske fodboldspillere, der træder ind på den største scene. Da Frank Arnesen året forinden scorer direkte på frispark mod Italien og glider jublende hen over græstæppet på knæene, løber niårige Kasper Hjulmand ud i baghaven og gør det samme. 

Han vokser sig større i takt med landsholdet. Da han træder ind i sine teenageår, deltager Danmark for første gang i 20 år i EM. I 1984 gennembanker landsholdet Jugoslavien, vender på magisk vis et truende nederlag mod de hårde belgiere, før en bukseløs Preben Elkjær losser den over mål i semifinalen mod den onde ånd fra Spanien. 

To år senere følger 15-årige Kasper Hjulmand med den halve nat, mens det danske landshold til tonerne af ’Re-Sepp-ten’ nedlægger tunge fodboldstater i den tynde luft til VM i Mexico. Skotland, Vesttyskland og ikke mindst Uruguay får alle ørerne i græsslåmaskinen. Til sidst ender det med et ydmygende 1-5-nederlag til Spanien, men som andre, der oplever det, får Kasper Hjulmand minder med for livet. For selvom holdet ingenting vinder, og selvom det danske landshold har deltaget i en hel del slutrunder siden, er det stadig kun fortællingen om EM 1992, der kan overgå den om 80’er-landsholdet i den kollektive fodboldbevidsthed.

”Vi behøver ikke snakke om, at det vigtigste er at vinde. Det håber jeg, vi snart er ude over. Selvfølgelig skaber resultater begejstring, men selve spillet kan også skabe begejstring og få pulsen til at slå hurtigere. Der er dele af spillet, der kan få én op af stolen. Så det ikke blot er effektivt, men også begejstrer. For mig er det – om ikke en forpligtelse – så i hvert fald noget af det vigtigste ved fodbold og  specielt landsholdsfodbold. Landsholdet er jo en parallelhistorie til ens liv. Der er nedslag, som man altid husker. Man glædes, og man sørger. Man skal være effektiv og vinde, men jeg kan godt lide, at der er en smag. Man kan vinde kampe og pokaler, men også hjerter. Målet er at få det hele til at gå op i en højere enhed.” 

FOR KASPER HJULMAND så det længe ud til, at han selv skulle skrive fortællinger med fødderne. Om ikke på de helt store stadioner, så i det mindste på et af dem lige under. Efter et par år i Grønland besluttede hans forældre at vende retur til Danmark. Tilfældigt kom de gennem den lille by Auning mellem Grenå og Randers, hvor der til deres overraskelse var to idrætshaller og en svømmehal. Ikke værst for en by med 3.000 indbyggere. Begge forældre havde altid dyrket sport og ønskede, at de yngste medlemmer af deres voksende familie, der ud over Kasper Hjulmand talte en lillesøster og en lillebror, skulle have samme muligheder. 

For Kasper Hjulmand kom tilværelsen til at handle om lige præcis det. Når han ikke gik i skole, dyrkede han al den sport, han kunne komme i nærheden af. Foruden fodbold var han en lovende volleyballspiller, der var inde omkring ungdomslandsholdet, men i sidste ende trak førstnævnte mest. Han røg til lokalområdets store klub, Randers Freja, hvor han som juniorspiller var med til at vinde Freja Cup ved i finalen at besejre AaB med en ung Peter Møller på holdet.

Siden gik turen til Herlev IF og B93 i København. Med sidstnævnte var han som anfører med til at sikre klubben oprykning til Superligaen i 1998. En succes i sig selv, men også en mulighed for at prøve kræfter med de allerbedste herhjemme. 

Men senere samme år sad han hos speciallægen Eilif Larsen. Få dage forinden var han røget ind i en tackling til træning, og knæet havde endnu en gang givet efter. Nu fik han beskeden. Den, han frygtede. Han var 26 år gammel, og det var slut. 

Syv år tidligere havde han fået sin første knæskade, og en tredjedel af hans mediale menisk skulle opereres ud. I dag ville sådan en skade tage seks måneder med restitution, men han var tilbage på banen tre uger senere. Det blev starten på enden. Efter syv operationer i det ene knæ, to i det andet og en i lysken sagde lægen stop. Det kunne ikke blive ved. 

”Det var pissehårdt. Jeg vidste godt, den var gal, og jeg havde løbende lavet forskellige andre ting ved siden af fodbolden, fordi jeg hele tiden var skadet. Men det er ikke sjovt som 26-årig at få at vide, at man ikke kan mere. Bestemt ikke sjovt. En ting er, at drømmen forsvinder. Men det værste var, at jeg ikke kunne lave, hvad jeg syntes var det allerfedeste. Jeg kunne ikke spille fodbold. Og det har jeg ikke gjort siden.”

TÆNKER

Da Kasper Hjulmand selv var aktiv spiller, var han næsten altid anfører for sine hold.

”Jeg har nok altid været en, der har forsøgt at se spillet. Jeg var ikke særlig hurtig eller særlig god, men jeg overlevede på min evne til at kommunikere og se spillet.”

DE FARVEDE BRIKKER på det magnetiske spillebræt på Kasper Hjulmands arbejdsværelse er linet op i to 11-mands-formationer. Det røde hold mod det blå. På væggen hænger et whiteboard formet som en fodboldbane med papirlapper med navnene på spillerne i bruttotruppen, men han foretrækker dét på mødebordet, hvor brikkerne let kan rykkes rundt, når spillets facetter skal drøftes. Det bliver det ofte for tiden, hvor assistenttræner Morten Wieghorst lægger vejen forbi næsten dagligt, men også de enkelte spillere, når de er i Danmark. Eller også sætter de sig ved hans stationære computer og ser udvalgte klip fra fodboldkampe i hans enorme arkiv. 

I sine unge dage som fodboldtræner købte han et videokamera og tog selv rundt og optog kampe. Nogle gange klatrede han op på tagene for at få bedre overblik, indtil han blev smidt væk af en emsig kontrollør. I dag ligger stort set alle kampe fra de forgangne årtier fra alle ligaer og alle landshold på en platform, så han elektronisk kan hive lige netop dén kamp ned, han ønsker at se. 

Mens han forberedte sig på at blive landstræner, kiggede han blandt andet gamle landskampe igennem. Han læste op på historien tilbage fra slut-1800-tallet og den efterfølgende opblomstring fra 1908, hvor Danmark var blandt de bedste i verden. Han så også landskampe fra 70’erne og 80’erne. Og selvom det er længe siden, og fodbolden på mange måder er helt anderledes i dag, er der ofte inspiration at hente. 

”Jeg synes, det er interessant at studere, hvordan fodboldens store tænkere har set og udviklet fodbolden. Jeg har selv været en af de unge trænere, der mente, jeg havde opfundet noget. Men det har man ikke. Det er set før. Når man læser lidt op på det, er det næsten altid gammel vin på nye flasker. Der er ikke meget, vi kan opfinde fra bunden, men vi kan forsøge at sætte det sammen på en ny måde,” siger landstræneren.

Gennem sin karriere har han fået ry for at være visionær. Som da han i FC Nordsjælland bragte internationale tendenser som blandt andet den falske 9’er og offensive backs ind i dansk fodbold. Men selv betegner han sig som en tvivler.  

”Nogle anser tvivl for en svaghed, men jeg tror faktisk, at tvivl er min store drivkraft. Mine bedste momenter som træner har været dem, hvor jeg har stået over for en modstander uden at vide, hvad fanden jeg skulle gøre. Så har jeg arbejdet det hele igennem, arbejdet rundt om tvivlen, snakket med en masse forskellige og taget det hele ind. Og så … lige pludselig … ,” siger han og banker i bordet et par gange, ”så kommer følelsen af at kunne klappe computeren sammen og vide, at nu har jeg en gameplan.”

MOD ALLE ODDS lykkedes det FC Nordsjælland at vinde det danske mesterskab i 2012. Før sæsonen var klubben tippet til nedrykning, og da de kom haltende fra start, lød den samme sang om Kasper Hjulmand. Det var hans første sæson i spidsen, og med inspiration i blandt andet Barcelona og Ajax ville han have dem til at spille på en måde, man ikke ligefrem var vant til på disse breddegrader. Kasper Hjulmand var for naiv, mente man. Det kunne ikke lade sig gøre. Men det kunne det, den dårlige start blev vendt, og efter 33 runder havde han brudt FCK’s monopol og kunne løfte pokalen.

”Jeg tror på, at jeg kan hjælpe fodboldhold med at vinde. Det har jeg altid troet på. Men jeg har også været dybt afhængig af at være steder, der tror på, at jeg kan gøre det. Man skal ikke proppes ned i en boks, hvor man ikke kan udtrykke sig. I Lyngby fik jeg lov til at være, hvem jeg er, og prøve grænser af. Det samme i FC Nordsjælland.”

Efter den overraskende succes stod Kasper Hjulmand pludselig med adskillige tilbud på hånden. Et af dem var fra klubben Mainz 05 i Tyskland. Med et løfte om, at han ville få tid til at indføre en ny kultur, sagde han ja. Men jobbet holdt kun i otte måneder, så var det slut. Han ville ikke, som de ville; de ville ikke, som han ville. Stadig i dag hænger hans kritikere sig i den periode. Dér var beviset på romantikerens begrænsninger.

”Jeg er ligeglad med, hvad folk siger. Jeg kan se mig selv i spejlet. Jeg ved godt, hvad der skete, og hvorfor det var, som det var. Jeg kunne have været et karrieremenneske og slugt kameler. Så havde det set helt anderledes ud, og jeg var kommet et andet sted hen. Men jeg skulle arbejde med grænser hos mig selv, både etisk og moralsk,” siger Kaper Hjulmand, der i dag er glad for tiden i Mainz. For selvom det dengang ramte ham på æren, har han ikke fortrudt et sekund.

”Man vil jo gerne vise, at man kan. Men det vigtigste for mig og mit liv er, at jeg ikke skal gå op og ned ad folk, som jeg ikke kan stole på. Det er livet for kort til. Så vil jeg hellere arbejde på en tankstation. Det er ikke vigtigt for mig at have et prestigefyldt job.”

Den erkendelse har ikke mindst det forgangne år været med til at understrege for ham. Under pandemien har han fået rum til at kigge tilbage på sit liv og dermed også mulighed for tydeligere at kunne se frem. Han har særligt tumlet med to helt fundamentalle spørgsmål: Hvem vil man omgive sig med? Hvordan fanden vil man leve sit liv?

”Det siger jeg også til mine fodboldhold: Man skal have modgang for at udvikle sig. Det er de situationer, der bliver et kompas for livet. Jeg er selv blevet hårdere på den måde, at jeg cutter folk fra, som jeg ikke stoler på. Hvis nogen tager røven på mig eller ikke er ærlige. Livet er for kort til kun at tænke på sin karriere, så jeg skærer folk fra, hvis der ikke er tillid. Hvis vi ikke kan arbejde tillidsfuldt med hinanden og stole på, at folk siger, hvad de faktisk mener. Det vil jeg arbejde på, også i den kommende tid.”

PUMPER

Efter Lyngby FC gik konkurs i 2001, kom Kasper Hjulmand til klubben for at få den på fode igen. Hver morgen klokken seks mødte han op, pumpede bolde og trænede med nogle af spillerne. Andre unge trænere var også med, heriblandt Thomas Frank, i dag træner i Brentford, Johan Lange, i dag sportsdirektør i Aston Villa, og Niels Frederiksen, i dag træner i Brøndby IF.

DET FLYDER MED bøger på Kasper Hjulmands arbejdsværelse. Øverst i stakken på skrivebordet ligger en af de nyere favoritter, ’Complex Football’. Men langt hovedparten er bøger, der ikke handler om fodbold: Jean-Paul Sartre, Albert Camus, Søren Kierkegaard.

I sine teenageår begyndte Kasper Hjulmand for alvor at dykke ned i bøgernes verden for at søge svar på nogle af de store spørgsmål, der rumsterede i ham. Han søgte efter et eller andet større at tro på. En vertikal linje i ens liv. Han overvejede at starte på filosofistudiet og blev samtidig opslugt af det idéhistoriske felt. 

”Jeg er optaget af, hvad der gør, at tanker bliver til handlinger. Det er superinteressant, hvordan man tænker tanker. Hvis man tager fodbolden: Hvad gør, at Hugo Meisl i 30’erne sidder på cafeerne i Wien og tænker over, at man kan spille på en anden måde, hvilket resulterer i en opblomstring for Østrig i de efterfølgende år? Eller at Valeriy Lobanovskyi i Sovjetunionen og Rinus Michels i Holland gør sig tanker om totalfodbold med pres over det hele i slutningen af 50’erne og op til 70’erne? Hvad gør, at Arrigo Sacchi i 80’erne sidder og roder med zoneforsvarsspil? Det interesserer mig, hvordan man får gode ideer, hvor de kommer fra, hvordan man fører dem ud i livet.”

Undervejs stødte han også på Søren Kierkegaard, der i høj grad tiltalte ham. Men også de franske eksistentialister blev mentale livsledsagere. Stadig i dag vender han jævnligt tilbage til dem.

”Jeg kan stadig sidde og fundere over de helt store, helt grundlæggende spørgsmål. Hvad skal vi bruge livet på jorden til? Og hvornår er jeg selv mest glad? Hvordan kan vi gøre den her jord til et bedre sted for vores børn? Hvad kan jeg give videre til mine børn af holdninger og værdier, som kan hjælpe dem med at skabe et godt, lykkeligt og meningsfyldt liv? Og hvad er det egentlig?”

LIGESOM HAM selv havde Albert Camus en stor kærlighed til fodbold. Faktisk stod han for et famøst citat om, at alt, han havde lært om moral, havde han lært fra fodboldbanen.

”Det er ikke så lidt, han vidste om moral,” konstaterer Kasper Hjulmand, der ligeledes mener, at også han har lært det, han ved, gennem fodbold. 

”Jeg har kæmpestor respekt for det spil, det indeholder så mange aspekter af livet. Det er både supersimpelt og superkompliceret. Der er en dybde i selve spillet, som vi stadig har svært ved at begribe. Samtidig har det så stor kraft på så mange mennesker i hele verden. Det er det største sociale fænomen i verden. Jeg har rejst meget, og jeg har selv børn, der har fundet et fælles sprog med andre børn gennem fodbolden. Fodbolden står for mange af de værdier, jeg vægter højest. Det bryder grænser mellem mennesker. Man er ens på en fodboldbane. Ingen er mere værd end andre, om man er millionærens søn eller den fattige knægt. Man er afhængig af hinanden, det er en holdsport, og man kan ikke gøre noget alene. Man er kun noget i kraft af hinanden. Man vinder og taber sammen,” siger han og understreger, at vi skal huske at lege. 

”Spillet rummer så meget, der er smukt, samtidig med at det er en leg. Det engelske ord play indeholder både leg og spil, hvilket er fundamentalt for vores udvikling. Einstein har sagt: ’Play is the highest form of research.’ Det er det samme med matematik og alt muligt andet, hvor indholdet er læremesteren, mens man leger det. Fodbold er på den ene side bare et spil, men samtidig indeholder det så mange facetter af livet, som jeg godt kan lide.”

Måske mere end noget andet indkapsler bogen på Kasper Hjulmands skrivebord, ’Complex Football’, netop det. Den er skrevet af fodboldfilosoffen Javier Mallo, der ligesom ham selv er optaget af systemisk tænkning. 

”Du kan ikke bare sige: ’Vi mangler at score mål, derfor skal vi have en ny angriber.’ Rigtig mange tænker fodbold på den måde. Men jeg tænker på systemet. Hvis du ændrer bare en lille smule på en position, ændrer det meget mere, end hvis du skifter én til én. Vi hænger sammen – i livet og på fodboldbanen,” siger han.

På den måde er Kasper Hjulmands tilgang til fodbold også det bedste bud på et svar, han har på det spørgsmål, der har optaget ham, siden han var dreng: 

”For mig er meningen med livet meningsfyldte relationer. Det er at omgive sig med mennesker, jeg har tillid til … at opleve gensidig respekt. Når jeg får sat mit liv i det rette perspektiv, fylder det mig med taknemmelighed, og jeg oplever faktisk en lykke eller en glæde. Og når man er taknemmelig, har man også lyst til at hjælpe andre, gøre noget for andre.”

SPEJDER

Da Kasper Hjulmand var ynglingetræner i Lyngby, blev han kontaktet af den daværende landstræner, Morten Olsen. I første omgang bad han ham flyve til Georgien for at se landet spille mod Ukraine, da Danmark skulle møde begge hold. Efterfølgende blev Hjulmand tilknyttet landsholdet som modstander-scout op mod EM i Portugal i 2004.

”Jeg gennemgik spillerne for Morten Olsen, så han vidste nærmest alt på forhånd. Hvis en af dem havde en lillebror på 15 år, der spillede i Tbilisi, så vidste han det. Den grundighed for detaljerne lærte jeg meget af.”

KASPER HJULMAND STARTER motoren og trækker sikkerhedsselen hen over skulderen. Brøndby skal senere spille mod ærkerivalerne fra FCK, og landstræneren skal ind og se nogle af de spillere an, der er på brutto­listen til herrelandsholdet. 

Da han triller ud ad indkørslen, fisker han telefonen frem. Han scroller et øjeblik. 

”Nordsjælland er simpelthen foran 3-2 i Randers,” konstaterer han, imponeret over sin gamle klub.

”Jeg har egentlig aldrig rigtig holdt med nogen. Som barn faldt jeg mest for hold med særlige udtryk på banen. Men jeg følger med i, hvordan FC Nordsjælland klarer sig. Og Randers, det er jo også min gamle klub.”

Han fører bilen forbi de grønne og brune ligusterhække på parcelhusvejen. Flere steder blafrer dannebrog i toppen af flagstænger. For enden af vejen passerer en ældre mand i sin bil. Han løfter hånden fra rattet, da han ser, hvem der venter på at dreje ud. 

Der er ikke meget, der har ændret sig for Kasper Hjulmand på disse kanter, siden han blev landstræner. Det eneste er, at byens borgere nu på daglig basis sørger for at indvie ham i, hvem de mener, der bør starte inde på herrelandsholdet næste gang. 

”Men mine tætteste venner ved heldigvis godt, at jeg ikke gider snakke fodbold hele tiden. Vi snakker mest om noget helt andet. Det bedste ved tætte relationer er, at der ikke er noget, der forandrer sig, hvad det angår,” siger han.

Det er godt og vel 20 år siden, Kasper Hjulmand flyttede til byen med hustruen Vibeke. De to mødte hinanden på højskole i begyndelsen af 90’erne, hvor han befandt sig efter en af sine første lange skadesperioder. Hans far og onkel havde billetter til EM-finalen på Nya Ullevi i Gøteborg i 1992, men selv fulgte han sin blomstrende forelskelse, og derfor befandt han sig på hendes fødeø Bornholm, da John ’Faxe’ Jensen ramte den ’lige i røven’ og sendte nationen i ekstase.

Da Brian Laudrup seks år senere gled jublende over græstæppet efter sit mål mod Brasilien i VM-kvartfinalen i Frankrig i 1998, var hustruen højgravid. På det tidspunkt boede parret i en lejlighed på femte sal på Østerbro i København. Men efter de fik deres første søn, Markus, ændrede tingene sig. 

”Det var pludselig anstrengende at skulle bære den store dreng op med lift eller sidde i baggården, hver gang han skulle sove. Samtidig er vi jo begge bønder. Vibe er fra Bornholm, jeg er fra Djursland. Selvom vi elskede at bo i København, var det bare ikke det rigtige, da vi fik ham. Det trak at have naturen tættere på,” siger han. 

På vej ud af byen passerer Kasper Hjulmand et stort banner, der annoncerer med fitness for hele familien, og skiltet mod træningsanlægget, der er det første, man møder, hvis man kommer fra den anden side. Ligesom hans egne forældre i sin tid valgte Auning, fordi byen havde gode idrætsfaciliteter, faldt han og Vibeke for noget af det samme, da de en dag besøgte nogle venner, der boede i rækkehus i Lillerød.

”Fra børnehaveklassen har de selv cyklet i skole. På med cykelhjelmen og så af sted. Vi gider ikke bo et sted, hvor vi er afhængige af, at de skal køres hele tiden. Her har vi cykelstier og god adgang til skole og idrætsfaciliteter, så de har haft mulighed for hurtigt at blive uafhængige. Det har vi vægtet højt.”

FLYTNINGEN blev en helt ny start på flere måder. Kasper Hjulmands aktive karriere var skrinlagt, hvad skulle der ske? I første omgang var han med til at stifte en daghøjskole for elitesportsudøvere. Efter et par måneder tog en af deltagerne, sportschefen Birger Jørgensen fra Lyngby, fat i ham og sagde: ”Kasper, for helvede. Du skal være træner.” 

Som barn havde han siddet på drengeværelset og brugt kapsler til at udtænke nye taktikker for sit eget hold. Og gennem sin aktive karriere havde han været en pestilens for sine trænere, fordi han mente, der måtte være andre og bedre måder at gøre det på. Særligt efter han i 80’erne var begyndt at følge hollandske Ajax med træneren Johan Cruyff. Her skete noget på fodboldbanen, han ikke havde set før. Formationerne og mønstrene var anderledes. 

På eget initiativ fik han i starten af 90’erne arrangeret en rejse til Barcelona for at se deres træning. Cruyff var træner i den catalanske hovedstad, og han vendte op og ned på alting for ham. Indtil da havde han kun mødt trænere, der fokuserede på at pakke sig defensivt. Men her var pludselig en træner, der insisterede på at få fat i bolden og spille selv. Det var en fundamentalt anderledes tilgang til fodbold.

Hjemme igen begyndte han straks at indvie både sin træner i B93 og alle andre i sin åbenbaring. Til hans skuffelse var der ingen lydhørhed. Bolden skulle ud af kommunen, ikke spilles i fødderne. Han var the odd one med sine romantiske visioner. Men 10 år senere var det pludselig ham selv, der var træneren.

”Set i bakspejlet havde jeg nogle fuldstændig vanvittige år. Jeg var stort set aldrig hjemme, selvom jeg havde fået små børn. Det var helt håbløst. Men samtidig var det en periode, hvor jeg lærte rigtig meget. Jeg fik lov til at prøve alle mulige mærkelige ting af. Det skal man have lov til som menneske for at blive god. Og så skal man finde nogen, der tror på én. Uden det eksperimentarium, det laboratorium, var jeg helt sikkert ikke nået dertil, hvor jeg er i dag.”

”ÅH, MÅ JEG nu ikke køre ind her?” På vej mod Brøndby Stadion er Kasper Hjulmand blevet mødt af en afspærring og må tage en omvej. 

”Jeg har altid set fodbold og altid dyrket at tage rundt på stadioner, selvom jeg ikke behøver det,” siger han, sætter bilen i gear og finder en anden vej. 

Et par uger forinden har hans landshold vundet de tre indledende kvalifikationskampe op til det om-diskuterede VM i Qatar i 2022. Selv var han overrasket over, hvor godt det gik. Udekampen i Israel havde han på forhånd betragtet som svær mod et godt hold med gode offensive spillere, og til Moldova-kampen vidste han, at han tog et sats ved som den eneste landstræner i Europa at skifte hele 10 mand ud i startopstillingen. Til sidst påførte Danmark det østrigske landshold det største hjemmebanenederlag nogensinde i en betydningsfuld kamp. 4-0.

”Jeg tror på drengene, jeg tror på vores hold, og jeg havde troet på tre sejre, men jeg forventede, at det ville blive en hård omgang. At det blev, som det blev, kunne ingen forvente: en målscore på 14-0 i tre kampe.”  

Herhjemme var reaktionerne positive, men også uden for Danmark vakte resultaterne opsigt. 

”Det vigtigste for mig er, at danskerne syntes, det var fedt at se landsholdet spille igen. Vi skal røre befolkningen, derfor var det fedt at få de tilkendegivelser. I EM-slutrunden og op til den vil vi meget gerne fyre op under folk og sørge for at skabe begejstring uanset resultaterne. De skal kunne mærke os. Vi skal være relevante,” siger Kasper Hjulmand, der føler, at han er lykkedes med meget af det, han har arbejdet med. 

Ud over at det resultatmæssigt har været godt, har det også trupmæssigt været godt. Flere af de nye, unge spillere har stjålet rampelyset. Men hvis noget ærgrer ham, er det, at nogle af de etablerede spillere fik visse hug i offentligheden. 

”Der er noget Klods-Hans-mentalitet over Danmark. Vi dyrker eventyret om de uforudsete helte. Dem, der kommer som underdogs. Samtidig elsker vi at pille stjernerne ned. Vi skal blive bedre til at hylde vores stjerner. Det er topgutter, der knokler for fællesskabet. En af mine forgængere, Ricardo, havde et citat før EM-finalen i 1992 om sin bedstemors korset med tre stivere. På landsholdet har vi spillere som Kasper Schmeichel, Simon Kjær, Thomas Delaney og Christian Eriksen, det er dem, der stiver holdet af. Det er fedt at se de nye og unge, men uden de andre kan det ikke holde,” siger han og kommer i tanke om dengang, han i starten af sine tyvere læste idræt og tog et semester i USA. På et tidspunkt havde han en samtale med en direktør i en stor bank. 

”Forskellen på dine og mine breddegrader er, at herovre går de forbi mit hus og siger: ’Hold da kæft, han må gøre noget rigtigt, ham der.’ På dine breddegrader siger man: ’Hvad er han for en blærerøv? Rige svin,’” sagde direktøren. 

For Kasper Hjulmand er det en påmindelse om, at selvom vi ikke behøver at være som amerikanerne, kan vi i det mindste blive bare lidt bedre til at anerkende dem, der stryger til tops. 

”Egoister ville have det svært på vores landshold. Vi hænger sammen og kæmper for hinanden. Det er en sund og god kultur. Men vi kan være stolte af de stjerner, vi har, de er superambitiøse, men også generøse, og de ved, hvor de kommer fra. Det var en skændsel, at Ricardo ikke blev årets træner i Danmark efter EM-sejren i 1992, men blev årets træner i verden. Han blev heller ikke optaget i Hall of Fame, før han døde. Se også på Caroline Wozniacki … hvad hun ikke måtte igennem som tennisspiller. Hun var nummer et i verden, men herhjemme pillede vi hende ned for ikke at vinde nok Grand Slams. Vi har fantastiske legender i dansk sport. Lad os nu hylde dem og huske dem. En af mine kammerater fortalte engang, at han havde siddet helt oppe under taget i det ene hjørne til en landskamp. På et tidspunkt var en lille mand med en kop kaffe gået forbi ham og havde sat sig øverst oppe. Det var Allan Simonsen …,” siger Kasper Hjulmand og ser lige dele forundret og forarget ud: ”Altså Allan Simonsen!? I min verden skal han have en kongestol med sit navn på.”

FORENER

”Landsholdsspillerne er produkter af foreninger rundt­om i Danmark. Joakim Mæhle er fra Østervrå, Jens Stryger fra Lolland, Martin Braithwaite fra Sædding-Guldager. De kommer fra hele Danmark. Det er vigtigt for mig at signalere, at det ved vi godt. Det ved spillerne godt. Landsholdet er vores alle sammens hold.”

SOLEN BAGER NED over Furesø. Det er en glohed junidag i 2020, og mens små både sejler af sted fra badebroerne i det stille ferskvand, bliver der indtaget frokost og drukket dugfriske fadøl på tagterrassen på Restaurant Furesøbad. Kasper Hjulmand nøjes med danskvand og kaffe. Når man bor, hvor han bor, er dette spot godt 10 kilometer væk bag endeløse grønne bøgetræer ikke det værste for en lille getaway. 

Han er netop officielt tiltrådt som landstræner efter at have forberedt sig i lang tid. Tiden har han blandt andet brugt på at nå frem til svar på afgørende spørgsmål: Hvad er danskerne for en størrelse? Hvad vil vi gerne se? Hvem er vi?

Hans tese er, at hvis man vil have succes, om man er et enkelt­individ, en virksomhed eller et fodboldhold, må man starte med at finde ud af, hvem man egentlig er. 

”Hvilken klub er man ansat af? Hvad forventer dens fans, hvilken identitet ligger bag, hvilken fodbold forventes at blive spillet? Capello vandt mesterskabet med Real Madrid, men blev fyret lige efter, fordi det ikke var smukt nok. Det blev ikke gjort på den rigtige Real Madrid-måde. Det kan jeg godt lide. Der er en måde at gøre tingene på. I Danmark ved vi måske ikke, hvem vi er endnu. Men jeg tror og håber, vi kan finde frem til det, så mange kan få præcis den følelse,” siger han.

Det forgangne år har han derfor haft snakke med kulturpersonligheder, erhvervsledere og sågar den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt for at blive klogere på den danske identitet: Modsat svenskerne bryder vi os ikke om at gå i takt, vi vil helst være i opposition. Vi dyrker det smukke, uden det skal være prangende. Vi bryder os ikke for meget om hierarkier. Og så har vi noget med tillid i Danmark, defineret som fire ting: Pålidelighed, at man kan stole på hinanden. Respekt for forskelligheder og for hinanden. Åbenhed, at det, man siger, er det, man mener. Og ærlighed.

”De fire begreber beskriver tilsammen tillid. For mig er det vigtigt, at vi på landsholdet arbejder med den tillid – og med generøsitet. Vi skal give noget til andre og give noget til hinanden. Det snakker jeg meget med anførergruppen om. Gode ledere er ikke nogle, der puster sig op med autoritet og en udstråling af at være mere end andre. Gode ledere er generøse. Det er derfor, man vil følge dem,” siger han. 

”Målet er at røre den danske befolkning. Både gennem sejre og gennem vores udtryk på banen, men også ved at kommunikere og vise, hvem vi er. De her drenge kommer fra vidt forskellige steder rundtom i landet. Små foreninger, der repræsenterer piger og drenge derude. Det er ikke bare noget, jeg siger, fordi jeg skal. Det er ikke kun mit landshold eller DBU’s landshold, det er vores alle sammens landshold. Jeg vil have, at folket kan mærke dem, så de bliver stolte.” 

BEREGNER

I starten af 00’erne mødte Kasper Hjulmand Keld Bording­gaard på en træneruddannelse. Begge mente, at børnetræningen var forstokket, og de fandt ud af, at danske børn rørte bolden væsentlig mindre end børn fra andre lande, fordi de for tidligt spillede på for store baner. Da DBU i 2005 implementerede en ny strategi for dansk børnefodbold på baggrund af Kasper Hjulmand og Keld Bordinggaards research, blev en af løsningerne at indføre de helt små mål, der i dag står på fodboldbaner landet over.

ET ENKELT SALATFAD står foran Brøndby Stadion, men de fire betjente er i praksis arbejdsløse. Det er ugen før genåbningen 21. april, og der er ingen tilskuere. Fodbold har sjældent føltes så langt væk. Spørgsmålet er, om selve spillet også gradvist er ved at fjerne sig fra fansene. Indførelsen af VAR – videodommere, der skal korrigere fejl – har mødt massiv folkelig modstand og gjort mange modløse, desillusionerede.

Kasper Hjulmand kan ikke sige sig fri for også at tumle med en vis skepsis. Den nuværende udvikling minder ham om, hvad han så med NBA, den amerikanske basketliga, da han i sin tid boede i USA og gik på universitetet. Jævnligt så han Orlando Magic spille, men da han i 2019 var tilbage i USA og så en NBA-kamp i Boston, blev han efterladt med en helt anden følelse.

”Jeg var simpelthen så træt af alle de pauser i kampene. I 90’erne oplevede jeg et flowspil, men det hele var blevet kommercielle breaks og timeouts. Jeg blev ikke suget ind i kampen som før. Jeg er bekymret for, at det samme sker med fodbolden. For fodbold er et flowspil, og hvis vi ikke får løst de nuværende problemer, er jeg bange for, at umiddelbarheden og følelserne forsvinder. Som det er nu, er jeg så træt af det,” siger han. 

For Kasper Hjulmand gælder det om som tilskuer at blive opslugt af øjeblikket. For uden det, hvad er fodbold så?

”Ellers kunne man lige så godt bare blive hjemme på sin sofa og tjekke resultatet bagefter. Fodbold er en oplevelse, hvor man ligesom med musik eller et teaterstykke bliver suget ind i noget, hvor man slipper sin hverdag og oplever den dramaturgi, der udspiller sig i nuet. Fodbold er mere end resultatet. Jeg har set flere tusind kampe i mit liv, men jeg har aldrig set to kampe, der er ens. Der er altid en form for historie i hver kamp. Det er fantastisk, at det er sådan. Det må vi ikke ødelægge.”

Derfor var det også en fryd for ham, da han inden landskampen i Israel for nylig kunne sige til spillerne: ”I dag er der 5.000 tilskuere, og vi spiller uden VAR.”

”Der gik simpelthen et lettelsens suk gennem omklædningsrummet: ’Ej, gode gamle fodbold.’”

FODBOLD ER ikke alt. Kasper Hjulmand interesserer sig også for politik, er begyndt at interessere sig for kunst, sågar dét at lave noget i træ. Han har aldrig haft de store evner inden for håndværk, men efter han havde en tømrer forbi for at lave terrasse i sommerhuset sidste år, er han selv begyndt at sætte noget sammen. 

”Der er så meget i livet, jeg gerne ville dyrke mere. Jeg har aldrig været bange for at blive fyret. Jeg er her ikke for at have et job. Hvis det blev taget fra mig i morgen, skulle jeg nok finde noget andet, jeg ville synes var sjovt,” siger han.

Mest af alt holder han af at diskutere dilemmaer. Sammen med nogle gode venner har han en dilemmaklub, hvor de hver især skal bringe et emne til bordet for at diskutere og endevende det. Moralske dilemmaer, der kræver, at man må forholde sig til, hvad man grundlæggende står på.

Som landstræner må han vænne sig til, at de ikke længere er hypotetiske. Men også, at der er andre interesser på spil. Han var dårlig nok tiltrådt, da han i et radioprogram luftede sin modstand mod bettingreklamer, hvorefter DBU måtte udføre damage control af hensyn til en hovedsponsor. Forude venter endnu et uundgåeligt dilemma, VM i Qatar i 2022. Et flertal af danskere mener, man helt bør boykotte slutrunden på grund af værtslandets manglende respekt for menneskerettigheder. 

”Vi er ikke engang kvalificeret endnu,” siger Kasper Hjulmand uden for alvor at lyde overbevisende. Efter de tre sikre sejre i gruppespillet bliver Danmark lige nu spået de bedste chancer for kvalifikation af samtlige hold i Europa.

”Ja, men den køber jeg ikke. Vi må tage næste kamp. Taber vi til Skotland i næste omgang , er der allerede udlignet igen,” siger han og tøver lidt:

”Hør her, det er uundgåeligt, at VM i Qatar bliver et tema. Men det må vi tage, som det kommer.”

Der er meget ved den moderne fodboldindustri, som Kasper Hjulmand ikke bryder sig om.

Men i første omgang handler det om EM til sommer. Og selvom Kasper Hjulmand har set flere tusind kampe i sit liv, føler han på nogle områder, at han kun lige er begyndt at forstå spillet. 

Før han går ind til derbyet mellem Brøndby og FCK, fortæller han en sidste anekdote fra ’Complex Football’, der med sin metaforik opsummerer, hvordan han ser på både fodbold og livet.

”Forestil dig, at du går på en helt mørk vej. På et tidspunkt støder du på en gadelampe, hvor lyskeglen peger mod jorden. Her er en gammel mand i gang med at lede. Du går over og spørger ham: ’Hvad leder du efter?’ ’Jeg leder efter mine nøgler,’ svarer han. Man går i gang med at hjælpe ham, og efter en halv time, hvor man har ledt, siger man: ’Jamen, var det overhovedet her, du tabte dem?’ ’Nej,’ svarer han så. ’Jeg tabte dem inde i skoven, men der er jo ikke lys, så det er her, jeg leder,’” siger Kasper Hjulmand, inden han går ind gennem fodboldporten:

”Vi leder, hvor der er lys. Engang troede man, at dem, der vandt fodboldkampe, var dem, der løb mest. Bagefter troede man, at det var dem, der sprintede mest. Vi giver forklaringer, hvor der er lys, men vi er ikke i nærheden af at have sandheden. Der er så meget, vi ikke ved endnu. Og det er faktisk det fede. Mest af alt handler det om at gøre sig den erkendelse. Som den argentinske fodboldspiller Jorge Valdano engang sagde: ’Det fantastiske ved fodbolden er, at det er alt det, som videnskaben ikke er.’ Det er irrationelt, det er følelsesbetonet. Det er alt det, vi hverken kan forklare eller forudsige. Vi kan ikke proppe fodbold ned i et lineært regneark. Det kan være forfærdelig frustrerende, men det ville være dødssygt, hvis alting var planlagt. Tænk, hvis vi allerede vidste det hele.”

/

Gift med kunsten

Hvordan er det at leve med en kunstner? Jesper Wung-Sung satte sig for at skrive Vilhelm og Ida Hammershøis kærlighedshistorie. Kun gradvist gik det op for forfatteren, at ’Kvinde set fra ryggen’ også var en bog om hans eget parforhold.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Les Kaner

’Kvinde set fra ryggen’ handler om Ida Hammershøi, der var gift med maleren Vilhelm Hammershøi. Hvorfra kom ideen?

”For mange år siden, da jeg udgav min første bog, fik jeg et forskud, som jeg brugte på at købe et maleri. Siden har jeg nok anskaffet mig hundrede malerier og tegninger, men én ting, jeg aldrig har haft råd til, er et billede af Vilhelm Hammershøi. Til gengæld har jeg været dybt fascineret af ham, siden jeg var ung. Specielt et portræt af en midaldrende Ida Hammershøi fra 1907 har jeg været mærket af. Det skildrer hende nøgternt og kærlighedsfuldt som den slidte kvinde, hun er gået hen og blevet, mærket af livet med rynker, rande under øjnene og blodårer, der træder frem. I de fleste andre af Vilhelm Hammershøis billeder er hun rygvendt. Jeg fik lyst til at vende hende om. Hvem var hun egentlig, tænkte jeg, og gik i gang med at researche.”

Ida er hovedpersonen i din bog, men hvem identificerer du dig mest med?

”Jeg bildte mig selv ind, at jeg skrev en roman om Ida og Vilhelm Hammershøi, men jo længere jeg kom ind i den, jo mere kunne jeg se, at der løb et parallelt selvbiografisk spor, som handler om mig og min kone og især, hvor mærkeligt det må være at leve sammen med et menneske, der er besat af sin kunst. Vilhelm af at male, jeg af at skrive. Hvordan er det med en, der hele tiden går ind i et rum, hvor der kun er plads til kunsten? Og som i virkeligheden er mest lykkelig, når han går derind.”

Vilhelm grænser i din bog til det ubehøvlede. Lige efter forlovelsen forlader han gang på gang Ida alene med sin familie, ikke mindst en skrap svigermor, fordi han liiiige har et maleri, han arbejder på. Hvordan står det til i dit tilfælde?

”Vilhelm Hammershøis dedikation er absolut og total. Han får ikke børn, fordi det ikke interesserer ham. Noget lignende kan man sige om mange kunstnere. Picasso stod ikke på sidelinjen, da hans søn gik til fodbold. Den slags totale dedikation tilstræber jeg ikke i mit liv. Jeg øver mig i at gå ud og ind af det rum, hvor kunsten skabes, og det rum, hvor jeg er ægtemand og familiefar. Og det bliver jeg heldigvis bedre og bedre til. Men som min kone siger: Hver gang vi er ude at rejse og træder ind på et hotel, kigger jeg mig om for at se, om der er et hjørne i lobbyen, hvor jeg kan sidde og skrive. Og hun ved, at når hun vågner om morgenen på hotellet, er jeg gået og sidder et sted og skriver. Jeg må erkende, at der ikke er nogen dage, der er rigtig gode eller skønne, hvis jeg ikke har skrevet. Nogenlunde 365 dage om året skriver jeg, og hvis der sker et eller andet helt usædvanligt, der forhindrer mig, går jeg rundt med en længsel efter at komme tilbage til skrivebordet.”

JESPER WUNG-SUNG

49 år, forfatter. Kommer fra Marstal, bosat i Svendborg. Gift med lærer og bibliotekar Christina Wung-Sung, som han har to børn med. Har studeret litteratur, engelsk og dansk på Københavns Universitet. Debuterede i 1998 med novellesamlingen ’To ryk og en aflevering’. Har siden skrevet over 40 bøger for voksne og børn, heriblandt ’En anden gren’, der vandt De Gyldne Laurbær i 2017. Aktuel med romanen ’Kvinde set fra ryggen’.

Hvordan ser din arbejdsdag ud?

”De første tre timer om morgenen, fra omkring otte til 11, er de vigtigste. Her kunne jeg aldrig finde på at tjekke min mail eller mobiltelefon. Der går jeg direkte ind og skriver på det fiktive univers, jeg er i gang med. Jeg har en rød lampe uden for mit arbejdsværelse, og når den er tændt, betyder det, at jeg skriver. Punktum. Så kunne min familie aldrig finde på at banke på. Det er endnu ikke sket. Når det er overstået, har jeg overstået det, jeg skal gøre. Som regel løber jeg så en tur, går i bad, spiser frokost, besvarer mails, arrangerer foredrag og går i gang med at skrive et par timer igen om eftermiddagen. Om aftenen læser jeg og tager måske noter. Måske ser jeg en film sammen med min kone. Er jeg langt inde i en roman, vågner jeg også nogle gange om natten og står op og skriver et par timer for så at gå i seng igen. Det er min kone knap så glad for.”

Bogen er dedikeret til ’fru Wung-Sung’. Hvad synes hun om sammenligningen med Hammershøierne?

”Hun kan godt se den, og jeg tror også, hun kan lide den. Ida og Vilhelms historie er en smuk kærlighedshistorie, selv om han er så utrolig dedikeret. De former en skæbne sammen, hvor de ikke kan undvære hinanden. Han benytter sig ikke af andre modeller. Han er tryg ved hende. Det skal være hende.”

Kan Christina acceptere præmissen om at være nogens kone?

”Vi mødte hinanden i gymnasiet, og lige siden vi var meget unge, har hun accepteret, at hun på en eller anden måde kommer i anden række. For det gør man jo, hvis man lever sammen med en, hvis mål her i tilværelsen er at skrive. Og som nærmest ikke kan komme hurtigt nok i gang. Hvis jeg kunne slippe for mere, sagde jeg godmorgen, gav hende et kys og gik ud i den fløj af vores hus, hvor jeg har arbejdsværelse. Hun måtte faktisk gerne vente med at stå op, så kunne vi mødes senere. Det ville være det ideelle for mig. Men når jeg har været inde i det rum, hvor kunst skabes, vil jeg vove at påstå, at jeg er noget bedre til at være en helt almindelig ægtemand, turist, på indkøb eller på værtshus, end Vilhelm Hammershøi var. Ser man på fotografier af ham fra selskaber, saloner eller middage, er han på en eller anden måde altid i baggrunden med en hånd – eller et glas – for munden. Han er aldrig talende, altid i periferien. Han er til stede, men alligevel ikke.”

Kan du lide selskabsliv?

”Ja. Men jeg vil også sige, at en af årsagerne til, at jeg ikke bor i København mere, er, at jeg blev træt af kunstner- og forfattermiljøet. Jeg er flygtet hjem fra mange receptioner for at skrive.”

Du nævnte Picasso og fodboldtræningen. Kan kunstner-rollen være bekvem at tage på sig, fordi så kan man krybe uden om at købe toiletpapir eller i det hele taget at være til stede?

”I forhold til opdragelsen af vores børn og tilstedeværelsen i forhold til dem er fordelingen temmelig fifty-fifty. Jeg er hjemme, når de kommer fra skole. I forhold til alt andet praktisk, måske bortset fra græsplænen og lidt småting i haven, laver min kone langt mere, end jeg gør. Hver gang jeg bruger en time på noget andet, tænker jeg, at den kunne være brugt på at skrive. Det er måske en af årsagerne til, at jeg aldrig har lært at lave en havelåge eller andet i den retning. Mens jeg savede, ville jeg stå og tænke på, at jeg kunne have siddet og skrevet. Der er ikke andre ting, jeg går op i. Jeg har aldrig forstået forfattere, der taler om at sejle eller gå på jagt.”

Har du det lidt som Vilhelm Hammershøis mor, Frederikke, der i din roman fnyser ad en gruppe kunstnere, der holder drikkelag, mens de efter hendes mening burde have stået i atelieret?

”Der har nok sneget sig en snert af en poetik ind i romanen. Det at skabe kunst kan for mig koges ned til ét livslangt, dedikeret arbejde, hvor det meste andet må vige. Visse steder bliver der talt for meget om kunst og arbejdet for lidt.”

REALITY CHECK

Ud over at skrive bøger tjener Jesper Wung-Sung sine penge på foredrag og har siden 1998 holdt på den anden side af 1.000 af slagsen: ”Det er mit møde med virkeligheden. Når jeg har siddet lukket inde i et rum i lang tid, er det rart at komme ud og møde læserne. Det giver en tro på, at det, jeg laver, rammer nogen derude. Jeg skriver litteratur i forhåbningen om selv at blive mere kvalificeret til at leve og træffe valg. Og jeg håber, at læseren kan få lidt af den samme virkning. Nogle kunstnere foretrækker, at værket taler for sig selv. En roman lever i kraft af sin kompleksitet, og fordi den kan læses på mange måder. Holder man foredrag, er man nødt til at give relativt enkle svar. Af og til lykkes det til et foredrag at skabe et rum, hvor man taler om nogle alvorlige, eksistentielle ting.”

Har du skrevet hele dit liv?

”Jeg er lidt atypisk i forhold til nogle kolleger, der altid har vidst, at det var det, de ville. Jeg var 18, før jeg følte, det gav mening for mig at læse og beskæftige mig med litteratur, og sprang direkte fra Lucky Luke til Franz Kafka.”

Hvad fik dig på sporet?

”Da jeg blev 18, gik det op for mig, at der ikke er nogen smutveje i tilværelsen. Ingen særregler for mig. Jeg kunne ikke sidde bekvemt tilbagelænet på bageste række i gymnasieklassen og kede mig. Jeg måtte træffe nogle beslutninger og få noget ud af mit liv. Finde mig en plads. Så begyndte jeg at læse og fandt ud af, at litteratur kan give nogle eksempler på, hvordan andre personer tumler med deres problemer og tanker. Og da læsningen ikke var nok, følte jeg behov for selv at skrive.”

Og inden da havde du ingen drømme?

”Jeg var totalt blottet for ambitioner og drømme. Jeg interesserede mig for fodbold, piger og øl. Det var meget mainstream, jeg lå og puttede mig som et får midt i flokken. I dag ser jeg det som en fordel. Jeg er ikke kommet til at skrive, fordi jeg har været en del af et litterært miljø, eller fordi jeg altid har tænkt mig det sådan. Jeg skriver ud fra et eksistentielt behov. Jeg blev bevidst om, at jeg skulle finde min egen drøm, der i al korthed gik ud på én ting: Jeg ville være fri. Der var ikke nogen, der skulle bestemme over Jesper Wung-Sung. Det er den ydre årsag til, at jeg blev forfatter. At kunne stå op hver dag og bestemme selv.”

FORFATTERENS FAVORITTER

1. ’Vejene’, Jack Kerouac
”Livet eksisterer i bevægelsen, og ’Vejene’ er måske den bog, der flytter sig mest af alle. Den er som skabt til at have med på rejsen med sin strøm af mennesker og steder, som man ikke behøver læse fortløbende, men kan springe rundt i, som man vil.”

2. ’Treme’, David Simon/Eric Overmeyr
”Med en fin menneskelig dimension og lange koncertscener, der normalt ville være dramaturgisk bandlyst, dvæler serien ved musikere, restauratører, journalister og andre, der kæmper med hverdagens problemer i New Orleans efter orkanen Katrina.”

3. ’Car Wheels on a Gravel Road’, Lucinda Williams
”Perfekt kørealbum til tog som bil om at søge efter kærligheden og meningen med livet.”

/

Birthes bekendelser

Hendes skæve smil og tørre replik slår sprækker til humoren i selv det alvorligste manuskript. Funny bones har gjort hende til en af Danmarks mest benyttede skuespillere, men på vej til succesen har overlærerdatteren fra Vanløse måttet forcere en del skeletter. Birthe Neumann, der er aktuel som en diabolsk Karen Blixen, lukker op for skabene og lufter ud i traumatiserende nøgenroller, mobning i kulissen og en sort depression, der pludselig forsvandt.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Martin Bubandt

NØGENHED

”I 1972 blev jeg hyret af Det Kongelige Teater til at spille den unge Miranda i Shakespeares ’Stormen’. Jeg syntes, det var en vidunderlig rolle. Af en eller anden grund var de nødt til at skyde opsætningen, men da de havde skrevet kontrakt med mig, blev de nødt til at bruge mig nu og her. Instruktøren Carlo M. Pedersen gav mig i stedet en rolle i forestillingen ’Operette’ af den eksperimenterende polske forfatter Witold Gombrowicz, der var et stort navn på det tidspunkt.

I første akt skulle jeg synge og danse og havde ingen replikker. I anden akt skulle jeg stå på en piedestal som en statue i et kongeslot og en gang imellem sige ordet ’nøgen’. I tredje akt lå jeg i en ligkiste, der blev båret ind på scenen og stod der i 20 minutter, inden jeg skulle stige op af den uden en trævl på kroppen og danse rundt med Jørgen Reenberg, den største stjerne på Det Kongelige Teater dengang. Jeg skulle spille ung og uskyldig, og jeg var lille og tynd. Og pissefuld. Jeg var så angst for det, at jeg fik min påklæder til hver aften at give mig et kæmpe glas vermouth inden akten. Og jeg fik konstrueret en lille toupé, som jeg med teaterklister limede på forneden i et desperat forsøg på at føle mig lidt mindre nøgen. 

Det gjorde mig ikke mindre angst, at sangstykket lå for højt for min stemme. Jeg havde modtaget undervisning af operasangerinden Bonna Søndberg, og hun mente også, at det lå for højt for mig – uden at der blev ændret på det af den grund. Der var et par steder, hvor stemmen hver aften knækkede, og jeg havde en oplevelse af, at publikum sad og holdt vejret. Samtidig var jeg næsten totalt blind, fordi mine kontaktlinser ret hurtigt tørrede ud i det stærke scenelys og hoppede ud af øjnene, når jeg dansede rundt. Jeg svedte angst og vermouth. Jeg fik at vide, at der ikke ville være pressefotografer til stede på den del af stykket, hvor jeg ikke havde tøj på. Men det passede så ikke. 

For at det ikke skal være løgn, havde jeg også en nøgenscene sammen med en fuldskægget Eddie Skoller i min første filmrolle i ’Hovedjægerne’ fra 1971. Så hver gang der stod noget om mig i Ekstra Bladet igennem mine første år som skuespiller, satte de et nøgenbillede i fra en af de to roller. Det var ret traumatiserende. Til sidt gik en god ven af mig, som havde studenterjob som korrekturlæser i Politikens Hus, op og stjal det fra arkivet.” 

Var nøgenheden i rollerne til forhandling?

”’Nej’ var et ord, jeg ikke rigtig kunne få i min mund på det tidspunkt. Og det lå ligesom i tiden, at man smed tøjet. Selvfølgelig kunne jeg have sagt: ’Det vil og kan jeg ikke. Fandeme nej, Carlo M. Pedersen.’ Men så skulle jeg også have sagt nej til rollen. For selve nøgenheden og uskylden var stykkets tema. Så det var lidt svært.”

Hvad tænkte du oven på den entré i branchen?

”Jeg havde virkelig glædet mig til at skulle i gang som skuespiller. Men det gjorde mig angst – kan jeg se i dag. Det tog mig mange år, før jeg kom om på den anden side. Jeg kom da til at spille ’Stormen’ året efter, men som jeg husker det, var det ikke, fordi min rolle eller person pludselig trak overskrifter om et nyt geni i dansk teater. I en del år var mine roller halvkedelige, og min indsats på det jævne.”

BIRTHE PRIVAT

Født 30. april 1947.

Gift med skuespiller Paul Hüttel siden 1975.

Sammen har de datteren Stine Neumann Hüttel.

TRYGHED

”Jeg voksede op tæt ved Damhussøen, lige på grænsen mellem Frederiksberg og Vanløse, i et gulstensbyggeri i en toværelses lejlighed i stuen sammen med min mor og far og min to et halvt år yngre søster. Jeg syntes, det var så synd for andre børn, jeg hørte om, som boede i store huse og havde egne værelser: ’De ved slet ikke, hvad det vil sige at hygge sig.’ 

Min far var overlærer. Det var vist ikke så fint, som det lyder. Det betød bare, at han havde flere års anciennitet som lærer. Han lærte mig at læse, inden jeg kom i skole, og gik senere meget op i min skolegang. Han gjorde mig til en læser, fra jeg var helt lille. Om eftermiddagen gik jeg på biblioteket og lånte drengebøger som ’Børnene i Nyskoven’, ’Kaptajn Marryat’, ’Skatteøen’, ’Robinson Crusoe’ og alt af Jules Verne. Min mor var hjemmegående og fik hjælp af min mormor, der tit kom forbi og passede os, når hun havde været på arbejde som såkaldt husmorafløser og gjort rent og hjulpet til hos private. 

Vores karré var fuld af mennesker med hver sin historie. Det var som at bo i en landsby. Der var enlige, gamle damer, der aldrig gik på gaden, men sad i deres vinduer og ventede på at få fat på én, så man kunne gå i byen for dem. Så bød de på et bolsje fra æsken. Der var enlige mødre. En af dem var sporvognskonduktør og gik med kasket og skråtaske med billetter og stempel. En dame i uniform, det var fascinerende, men det var også uhyggeligt, at hun ikke havde nogen mand. Vi havde også en ung kvindelig overbo, som arbejdede på en bar og altid kom hjem meget sent – og aldrig alene. Der var meget lydt i opgangen, og alle snakkede om, at nu havde der været gang i den igen. Det var spændende, når man hørte døren gå og de høje stemmer på trappen sent om aftenen. Verden var magisk, og i min fantasi var Grøndalsparken stor og farlig, og kælderskakterne vrimlede med børnelokkere i lange frakker.

Min klasselærer, fru Bülow-Møller, var ambitiøs på mine vegne. Hun mente, at jeg var god til at læse op og lære udenad og sendte mig et par gange til optagelsesprøve hos Dansk Skolescene. Det var et ensemble med professionelle skuespillere, der lavede forestillinger, som danske skolebørn blev inviteret ind at se, og hvor der også tit var børn i rollerne. Optagelsesprøverne foregik på Det Ny Teater. Jeg fik nogle replikker, som jeg skulle lære udenad, og jeg kan desværre ikke huske, hvad det var for nogle stykker, men jeg kan huske, at jeg dumpede flere gange. Jeg kunne slet ikke lide at optræde, og bagefter var jeg hver gang glad, fordi jeg var sluppet for at skulle op på en scene. Men jeg var også lidt ked af det på fru Bülow-Møllers vegne.”

Der er noget med, at du følte dig særligt udvalgt som barn?

”Vi blev opdraget med fadervor, kristent, men ikke dogmatisk. Og jeg så, hvordan Gud på alle mulige måder forsøgte at signalere til mig, at jeg skulle hjælpe ham. Det kunne for eksempel være ved at lade nogle skyer drive forbi på himlen og tegne et mønster. Han havde jo ikke Jesus mere, men han var nødt til at have nogen, der kunne formidle hans budskab på jorden.”

Hvilket budskab? 

”Eftertiden ved måske ikke, hvor meget angst der lå i folk. Men det var koldkrigstider. Sovjet gik ind i Ungarn i 1956, og radioen fortalte hele tiden frygtelige ting om Nikita Khrusjtjov, deres leder. Jeg mente, at det var sådan en mand, man skulle have fat i og forklare ham, at det simpelthen ikke gik. Fordi sådan nogle som mig fik det dårligt af, at han talte så truende. Hvis jeg blev sendt over til Moskva, kunne jeg måske gøre noget ved det.”

Fortalte du det til dine forældre?

”Nej. Det var mellem mig og Gud. Jeg havde ingen forventninger om, at mine forældre ville spare sammen til det. De ville slet ikke have forstået det.”

Hvor længe gik du med hemmelige fornemmelser?

”Indtil jeg var 11-12 år og nåede op omkring puberteten. Jeg mødte virkeligheden. Det gik op for mig, at jeg var ligesom andre mennesker. Mange ting blev ikke, som jeg havde troet. Jeg blev for eksempel ikke så smuk, som jeg havde forestillet mig. ’Hold kæft, hvor er du grim,’ tænkte jeg. ’Sådan som du ser ud, har du ingen chancer for at tale nogen til rette!’”

Endte du med at involvere dig politisk?

”Jeg har standpunkter. Men jeg har ikke været meldt ind i et parti og den slags.”

Hvad forestillede du dig, du skulle være, når du blev voksen?

”Jeg troede, jeg skulle skrive. Måske som journalist. Da jeg blev student, meldte jeg mig ind på litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Det var inspirerende at gå der, men jeg følte mig også fortabt, kendte ikke nogen derinde og følte mig elendig til at socialisere. Til nogle af forelæsningerne kunne der sidde 250 studerende. For mig virkede det, som om alle de andre var meget målrettede, mens jeg bare prøvede alt, hvad jeg kunne, at følge med.”

Vidste du, hvad du ville skrive om, hvis du en dag blev journalist?

”Jeg så mig selv som en, der rejste. Forestillede mig, at jeg skulle være krigsreporter i kaki eller camouflage ude i brændpunkterne.”

Hvorfra kom så ideen om at gå til optagelsesprøve på Statens Teaterskole?

”Måske havde fru Bülow-Møller trods alt fået plantet noget i mig. På et helt naivt plan, som jeg i lang tid ikke tog alvorligt, havde jeg nok hele tiden haft den drøm ved siden af. At spille nogle fantastiske, store roller ovre i Hollywood og den slags. Ikke noget med at sidde på et børneteater i Taastrup. Det skulle være stort.”

BIRTHE PROFESSIONELT

Uddannet fra Statens Teaterskole 1972.

Samme år ansat på Det Kongelige Teater, hvor hun har været tilknyttet i over 40 år.

Har medvirket i mere end 60 film og 25 tv-serier, blandt andet ’Lad isbjørnene danse’ (1990), ’Riget II’ (1997), ’Festen’ (1998), ’Edderkoppen’ (2000), ’Elsker dig for evigt’ (2002), ’Lykkevej’ (2003), ’Solkongen’ (2005), ’Badehotellet’ (2013-) og ’Happy Ending’ (2018).

Har vundet fem Roberter og to Bodiler, i 2004 fik hun begge priser for sin hovedrolle i ’Lykkevej’.

OPRØR

”Jeg kom ind på Statens Teaterskole i 1969 som del af anden årgang. Skolen, der havde lokaler på Holger Danskes vej på Frederiksberg, blev dannet i 1967, da elevskolen på Det Kongelige Teater lukkede – i opposition til det etablerede teater. Rektor Berthe Qvistgaard var en vidunderlig kvinde og skuespiller og gammel kommunist. Hun stod for et opgør med alt det, man følte var udnyttelse af unge skuespillere på teatrenes elevskoler, hvor man blev undervist om dagen og gjorde teatertjeneste om aftenen. Statens Teaterskole skulle være et lille drivhus, hvor man bare koncentrerede sig om at blive sig selv og lære sig selv at kende.

Vi havde en lærer, der sammen med sin kone havde lavet nogle fantasimasker. Teorien var, at hvis man tog en maske på, man ikke kendte, og gik hen og kiggede sig i spejlet, ville den påvirke dit sind og din personlighed. Hvis man begyndte at tale, kom der pludselig en helt ny stemme ud af munden på én. Og den var god nok. Det virkede. Jeg oplevede, hvordan du bevæger dig meget mere teatralsk, når du har en maske på. Du får et helt andet kropssprog. 

Andre gange lavede vi fysiske øvelser. Fire timer i underbukser og T-shirt – hvis man da ikke turde være nøgen ligesom ham, der underviste – med hård træning. Vi startede om morgenen med opvarmning, og når man havde været i gang i fire timer uden pause, kunne vi alle sammen lave saltomortaler og andre vanvittige ting. 

Vi havde også en psykolog på besøg. Hun spurgte mig blandt andet, om jeg havde en yndlingsfarve. Så sagde jeg lilla. ’Ja,’ sagde hun. Det kunne hun godt forestille sig. Det kunne være et tegn på, at jeg havde en uforløst lesbisk side. Jeg sagde bare: ’Nå, ja. Spændende.’ Jeg kunne ikke tage det alvorligt, men syntes faktisk, det var lidt morsomt.

Berthe Qvistgaard sørgede også for, at kendte navne som skuespilleren Erik Mørk og instruktøren Sam Besekow kom ud og gæsteunderviste. Men de skyndte sig væk igen. De ville ikke være der. Eleverne kom ikke til tiden, sagde de. Og det har jeg nu altid gjort. Men det er rigtigt nok, at det var en langhåret tid. Der var meget med at sidde omkring et bord med en øl og snakke politik.

Vi var sammen fra morgen til sen aften, hver dag. Og var der godt gang i diskussionen, fortsatte vi på Roxy, værtshuset overfor. Det var skønne mennesker, og det var tre gode år. Men jeg lærte ikke så meget. Jeg kunne jo ingenting. Havde ikke lært at synge og sige replikker. Havde ikke lært at overskue en tekst og forholde mig til den. Det arbejdede vi slet ikke med.”

Du var en af de første derfra, der blev optaget på Det Kongelige Teater, hvordan var det?

”Generelt syntes de ældre kongelige skuespillere nok, at vi, der kom ude fra Statens Teaterskole, var afskyelige. Jeg tror, at alle vi, der kom ind på de etablerede teatre efterfølgende, oplevede at høre folk hviske bag ryggen: ’Hun kan jo ikke noget.’ ’Man kan jo ikke høre, hvad hun siger!’ ’Ej, prøv at se, hun kan jo ikke holde hovedet stille.’ Det var ikke så sjovt. Men der var da også søde folk, der syntes, jeg var en sød pige, som de gerne ville hjælpe.”

Måske syntes de endda, du havde noget talent?

”Måske. Men det var ikke noget, jeg mærkede.”

MISTRIVSEL

”Kort efter jeg var blevet hyret på Det Kongelige Teater, kom jeg en dag bærende på min badekåbe og min sminke, som jeg opbevarede i en ganske almindelig værktøjskasse, for at installere mig i garderoben. De to unge piger, som jeg skulle dele garderobe med, og som selv var uddannet på Det Kongelige Teaters elevskole, blev så rasende over, at jeg skulle være der, at den ene tog, hvad jeg havde i hænderne, og den anden tog mig i nakken. Så smed de mig og tingene ned ad trapperne. Mine ting lå ud over det hele, og jeg brød grædende sammen.

Jeg måtte gå ned på regissørkontoret, hvor man i første omgang havde anvist mig min garderobeplads. Jeg sagde: ’I bliver nødt til at finde mig et andet sted. De vil ikke have mig.’ Næste dag, da jeg kom ind i foyeren, var der hele vejen op langs trapperne og på gangene sat sedler op, hvor der stod noget med, at godt kollegaskab var en del af Det Kongelige Teaters politik, og at alle opfordredes til at tage godt imod nytilkomne.”

Hvordan tacklede du din mistrivsel i teaterfaget de første år?

”Jeg blev mor som 28-årig, da jeg havde været skuespiller i 2-3 år. Og da det så ikke kørte så vildt med teaterkarrieren, havde jeg tid til familielivet og gik ind i rollen som husmor. Det var en periode, hvor jeg var nogenlunde grounded. Fik bagt nogle tebirkes og flutes til kummefryseren, som jeg i det hele taget fyldte op med varer fra postordrefirmaet Dansk Fryse Økonomi. Jeg købte en symaskine og syede puder og gardiner. Ikke særlig godt. Men jeg prøvede. Så det var ikke, fordi jeg røg på flasken i sorg over den manglende succes.”

Og indimellem stod du så lidt på scenen?

”Ja, men teatret krævede for lidt. Jeg tænkte: ’Det her kan jeg ikke holde ud. At komme ind med et brev på scenen. Eller være nabokonen, der ikke siger andet end goddag. Så dør jeg af kedsomhed og mangel på udfordring.’ Så begyndte jeg at læse retorik på universitetet ved siden af.”

USIKKERHED

”Året inden jeg søgte optagelse på Statens Teaterskole, prøvede jeg at komme ind på elevskolen på Odense Teater. Jeg havde gået til forberedelse hos en gammel skuespiller og instruktør, der hed Einar Juhl, og vi tog sammen derover, en lille gruppe af hans elever. Sent på eftermiddagen var det endelig blevet min tur til at gå på, og jeg var godt svedig af angst. Jeg havde forberedt en Strindberg-tekst og indstuderet sangen ’Underlige aftenlufte’ med tekst af Adam Oehlenschläger og musik af Carl Nielsen. På det tidspunkt havde jeg ikke fået kontaktlinser endnu, men syntes heller ikke, jeg kunne gå ind med briller. Der var et bragende lys på den scene, og jeg var fuldstændig blændet. 

En stemme råbte: ’Værsgo!’ 

’Til … til hvad?’ spurgte jeg. 

’Syng,’ lød det tilbage. Et sted fra kunne jeg høre et klaver med forspillet. Jeg åbnede munden, og der kom ikke en lyd ud. Min bedstemor havde strikket en lårkort kjole til mig i mørkeblå uld med røde kanter, som jeg havde på, og mens jeg stod der og svedte, begyndte den at lugte af får. Så kom forspillet igen. Og der kom stadig ikke en lyd ud. ’Taaak!’ lød det nede fra salen. Så havde jeg haft mit forsøg. Jeg havde svedskjolder under armene og var ulykkelig over, at det hele var gået i fisk. Jeg var så chokeret, at jeg ikke engang kunne græde. Jeg kom ud fra scenen og stod i foy­eren for at vente på de andre fra min gruppe, som jeg skulle køre tilbage til København sammen med. 

Pludselig hørte jeg en dør gå op og stemmerne fra skuespillere, som morede sig. De havde tydeligvis siddet nede i salen og fulgt optagelsesprøverne. Jeg tænkte, at de grinede ad mig – og vidste, jeg ikke kunne stå ansigt til ansigt med dem, så jeg hoppede op i en niche, hvor der kunne have stået en statue, for at gemme mig. En pige gik forbi mig, og jeg tænkte: ’Havde jeg bare set sådan ud!’ Der stod jeg, en lille splint uden bryster, der lugtede af får, og forbi kom en kvinde med en stor, vippende barm og høje, røde stilethæle. Det var den kendte refrænsanger Lone Helmer, der nu var ansat som skuespiller. Bagved kom en mand med chikt sort hår, med krøller ned i panden, der virkede arrangerede, og lyserød skjorte, charmeklud om halsen og signetring på fingeren. Lige idet han gik forbi mig, daskede han Lone Helmer bagi. Hun fnisede: ’Nahahaaj!’ og gik videre.”

Det var, hvad du havde i udsigt, hvis du blev skuespiller … 

”Det var nogle afskyelige mennesker, tænkte jeg.”

Men ville du også gerne være en af dem?

”Jo, nok lidt. Jeg ville hellere være Lone Helmer end hende dér, der prøvede at lege statue.”

BIRTHE I PRESSEN 

”Først da hun havde passeret de 40 år, fik dansk film for alvor brug for hende – hvilket afspejler hendes sene gennembrud på teatret. På scenen har hun især brilleret i krasse, skarpt optrukne komiske roller, mens det på film er stik modsat; her er hun klart bedst i naturalistiske roller, hvor hendes forfinede, spinkle apparition og iboende lady-manér kan rumme en mængde over- og undertoner af sensualitet og indre uro. Bedst er hun, når facaden af kontrol dækker over forvirring og frygt, og en tøvende replik forstærker indtrykket af virkelighedsfjernhed.”

Morten Piil i bogen ’Danske skuespillere’, 2003

”Med rollen som Sara får birollernes ukronede dronning, Birthe Neumann, omsider den store hovedrolle. Den sikkert underspillende comedienne griber med selvfølgelig sikkerhed chancen for at spille hovedrollen i en udviklingshistorie. Med sin meddigtende mimik og sin slagfærdigt timede replikkunst føjer Neumann endnu en stor præstation til mange.”

Kim Skotte, anmeldelse af filmen ’Lykkevej’, Politiken, 2003

”Skuespillerne knokler det bedste, de har lært. Kurt Ravn er en charmerende, men også halvklam kontornusser. Birthe Neumann er sjov og lækker i rollen som moden sylfide.”

Kristian Ditlev Jensen, anmeldelse af filmen ’Det grå guld’ i Ekko, 2013

KÆRLIGHED

Og den sortkrøllede mand var skuespilleren Paul Hüttel, som du har været gift med siden 1975. Hvordan fortalte du ham om din første oplevelse med ham, da du senere mødte ham?

”Sådan dér.”

Hvad sagde han så?

”Ikke noget. Han grinede bare. Det var nogle år senere, og han kunne slet ikke huske det.”

Hvordan mødte du ham igen?

”I prøvesalen på Det Kongelige Teater. Jeg var helt ny og gik rundt til alle og præsenterede mig. Han sad ovre i et hjørne og læste avis. Jeg gik over og sagde: ’Hej … ’ Der skete ikke en skid. ’Hej,’ prøvede jeg igen. Stadig ingen reaktion. ’Hej … jeg hedder Birthe … og jeg er lige … startet …’ Paul lagde bare avisen og sagde: ’Nå, nå.’ Mere arrogant kunne det ikke blive. Han levede fuldstændig op til mine fordomme om, at han var sådan en, man skulle passe på. Det viste sig senere, at han ikke hører så godt på det højre øre og ikke rigtig havde forstået, hvad jeg sagde.”

Hvordan fandt I så hinanden?

”Vi boede begge to på Dalgas Boulevard og kom til at cykle hjem sammen hver aften efter forestillingen. Så lærte vi hinanden at kende. Han viste sig slet ikke at være så slem. Han var også ny på Det Kongelige Teater og vidste godt, at det ikke nødvendigvis var sjovt. Sammen kunne vi rakke ned på de gamle, ha ha.”

GRÆNSELØSHED

Det der klap bagi, var det typisk for tiden? Fik du også klap bagi?

”På Det Kongelige Teater? Ja. Der var meget pilleri. Instruktørerne og stjerneskuespillerne, der havde magten, havde måske nogle vaner – og kunne i høj grad tillade sig det. Det var ikke alle, der fandt sig i det. Men jeg kunne ikke have drømt om at sige: ’Hey, ka’ du la’ vær’!’ Jeg fandt mig i det, fordi jeg var hende den unge.”

Det lyder ubehageligt?

”Det var det. Men det er først nu her, vi virkelig snakker om de ting. Det er også først nu, det går op for mig, at det var en form for overgreb at sige til en ung pige, at hun skulle smide tøjet i en forestilling: ’Det er fuldstændig naturligt. Du kan sagtens gøre det!’ Det, der næsten var værre, end at publikum så mig nøgen i ’Operette’, var, at 50 skuespillere og scenefolk stod og kiggede, hver gang jeg skulle op af den kiste. Der var også nogle af de unge skuespillere, der skulle bære mig på et tidspunkt i slutningen af forestillingen. Bære min bare røv. Ikke at de prøvede på noget, men jeg gruede for, hvor en finger kunne ende.”

Blev du hærdet af det? Blev det hverdag?

”Nej. Men jeg har heller ikke fået sagt fra. Og så er det svært at være fordømmende. Det er ikke sådan, at jeg har noget på nogen. Jeg føler mig ikke udnyttet. Jeg vil nærmere sige, at jeg fandt mig i lidt for meget.”

Og hvornår opdagede du, at du kunne være sjov?

”Jeg var næsten færdig med at læse retorik, da jeg fik en rolle i ’Marx og Coca Cola’, som var et stykke af Nils Schou, der handlede om et ungt pars forhold i tiden fra ungdomsoprøret og 10 år frem. Det var situationskomik, vittigt og sørgeligt på en gang. Parret går fra hinanden og finder sammen igen, får et barn. Jeg spillede over for Søren Pilmark, og vi havde samme humor. Den blev en stor succes. Først satte vi det op på Gråbrødrescenen, der var en lillebitte eksperimentalscene under Det Kongelige Teater, men derfra blev det rykket over på Nye Scene, hvor vi spillede i tre sæsoner og var på turné to gange rundt i landet. Det var noget, der gav genlyd. ’Kongelig magi’ og den slags stod der i overskrifterne, da stykket blev anmeldt. Bum! Jeg var ikke vant til at se mig selv omtalt på den måde, og jeg fandt ud af, at mit talent måske mest lå i det komiske.”

NEDTRYKTHED

”Jeg fik mere travlt som skuespiller, og min universitetsgrad i retorik løb ud i sandet, men jeg havde stadig præstationsangst og var nervøs bare for at gå til prøver. Men jeg tænkte: ’Du kan jo godt. Nu må du fandeme tage dig sammen’, og piskede mig selv til at blive ved.

I begyndelsen af 90’erne blev jeg syg med depression. Alting var forkert. Jeg var uduelig på alle måder. En dårlig skuespiller, dårlig mor, dårlig kone, et dårligt menneske. Og så ængstelig, selvudslettende, pæn og ordinær. Jeg forsøgte alt muligt. At spise sundt, dyrke mere motion, få frisk luft. Jeg gik til psykolog, prøvede hypnose og alt muligt andet. På et tidspunkt følte jeg, at der ikke var flere døre, jeg kunne prøve. Jeg havde mareridt om natten, drømte altid, at jeg var lukket inde i en mørk, brun kasse. Eller også var jeg i et hus med gange, jeg gik vild i. Hvis jeg altså sov, for det kunne jeg næsten aldrig.

Jeg var igennem flere medicinske behandlinger, der ikke virkede, nogle af dem gjorde mig ligefrem dårligere. Jeg fik nogle piller, der næsten fortrængte virkeligheden. Jeg kunne ikke se på en person uden at se knogler, uden at se vedkommende som et skelet. Jeg kunne ikke se på et træ, uden at grenene lignede heksefingre. 

En dag i 1991, da jeg havde haft det rigtig dårligt i halvandet års tid, lod jeg mig indlægge på Frederiksberg Hospital, hvor jeg mødte en læge, som hørte min historie og hørte, at min mor også havde lidt af depression, da hun var omkring min alder. ’Birthe, du må tro på mig. Jeg kan hjælpe dig,’ sagde lægen. Jeg havde det så dårligt, at jeg næsten ikke magtede at blive siddende, men Paul sad ved siden af og holdt mig fast, han har altid været den stabile i vores forhold. Lægen sagde, jeg var fejlmedicineret, og anbefalede, at jeg fik den samme medicin, min mor havde fået. Det lød helt gammeldags, jeg troede overhovedet ikke på det. Jeg ville helst bare dø.

Medicinen gav stærke fysiske bivirkninger. Jeg kunne næsten ikke rejse mig fra sengen. Alle muskler gjorde ondt. Hovedet var ved at revne, munden var så tør, at jeg havde svært ved at tale. 

14 dage senere havde jeg det ligesom alle de andre dage frygteligt, da jeg gik i seng, på det tidspunkt var jeg kun dagpatient og sov hjemme hos mig selv. Næste morgen vågnede jeg efter 10 timers søvn, hoppede ud af sengen, trak rullegardinet op og tænkte: ’Himlen er blå!’ Det gik op for mig, at jeg længe slet ikke havde set farverne. Jeg var klar i hovedet, havde ikke ondt nogen steder. Jeg blev glad – og derefter forskrækket. 

Så løb jeg de 200 meter fra vores daværende hus hen på hospitalet i min natkjole og på bare fødder. Jeg forstod ikke en brik. På hospitalet var der ikke lige en ledig læge, så jeg satte mig på en stol og ventede, indtil der kom en kvindelig læge, der tidligere havde tilset mig, forbi. Jeg greb fat i hende: ’Hvad er det, der sker? Jeg kan bevæge mig og tænke klart. Jeg er glad?’ ’Det er dig,’ sagde hun. ’Det andet, det var ikke dig. Du er blevet rask.’ Så listede jeg hjem, lidt skamfuld over at være gået ud i natkjole. Siden har jeg været rask. Det var, som om en kasse med puslespilsbrikker, der lå hulter til bulter, var blevet væltet ud og havde lagt sig lige nøjagtig på deres pladser. Pludselig var alting normalt. Utroligt, at man kan det med et par piller.”

Opfattede du depressionen som noget, der kom ud af din manglende succes som skuespiller?

”Det er ikke til at sige, i hvor høj grad den var relateret til den eller den bestemte ting. Selvfølgelig kan jeg mærke, at jeg får det dårligt, når jeg fortæller om de dårlige oplevelser på teatret. Men der er også noget genetisk. Jeg tror også, min mormor led af depression.”

Hvad gjorde afskeden med depressionen ved skuespillet?

”Siden har jeg ikke tænkt på arbejdet som andet end en dejlig hobby. Jeg føler ikke, at jeg har et meget betydningsfuldt arbejde. Men jeg har været så heldig at kunne beskæftige mig med noget sjovt.”

Er Det Kongelige Teater blevet et rarere sted med tiden, eller kan man stadig risikere at blive smidt ud af garderoben?

”Det er noget helt andet i dag. Og stjernebegrebet findes slet ikke inden for teatret længere. De, der er stjerner, de laver film i USA.”

SKØNHED

Du har sagt, at du under din depression også var utilfreds med dit udseende. Du ville gerne have haft store bryster og lignet en mellemting mellem Elizabeth Taylor og Cleopatra. Det gik du og ventede på, selv efter du var blevet voksen. Havde det noget med din karriere at gøre?

”Der var mange veje, der ville have været lettere i forhold til skuespillet. Men det var nu egentlig helt privat, at jeg havde håbet om den her iboende skønhed, der på et eller andet tidspunkt vil komme frem. Det kan man blive ved med at håbe på, selv om håret mister farven, og huden bliver slap.”

Er den så kommet frem?

”Nej, ha ha ha. Men jeg kan da godt gå og tænke, at når jeg får en frisørtid, og man kan komme i butikker igen, så skal jeg købe mig noget nyt tøj og nogle ordentlige øreringe. Fandeme, så skal jeg have stil! Så kommer hun frem, hende den flotte.”

Men er du ikke blevet en form for sexsymbol?

”Mig?! Det oplever jeg godt nok ikke. Hvor har du det fra?”

Der er mænd, der synes, at du har en sensuel udstråling. Det bliver af og til fremhævet i anmeldelser. Jeg læste, at initiativtageren til de her skuespillerfliser, der ligger på Frederiksberg Allé, ved offentliggørelsen af din flise tilbød ’tættere relationer, hvis du skulle blive træt af din mand’. Måske er du kommet til at hvile mere i den side af dig selv – i hvert fald som skuespiller?

”Måske, men jeg sidder desperat og tænker over, hvornår jeg skulle have brugt det.”

Det er i den uskyldige ende, men i lystspillet ’Solkongen’, hvor du spiller en enke, der får et forhold til Nikolaj Lie Kaas’ langt yngre karakter, er der både flirt, charme og erotik …

”Jo. Men jeg tror, det ligger mere i humoren for mig. Alting går gennem det lag. Jeg tror ikke, jeg ville kunne spille decideret på det erotiske uden at komme til at grine.” 

BIRTHES PAGT

Bille Augusts film ’Pagten’ bygger på Thorkild Bjørnvigs selvbiografiske roman af samme navn, hvor digteren indgår en djævelsk pagt med Karen Blixen og i perioder flytter ind hos hende på Rungstedlund. Virkeligheden bag bogen har været omdiskuteret af litterater, og Bjørnvig er blevet angrebet for at tegne et billede af sig selv som en stakkels ung mand, der lokkes, mens den aldrende forfatter præsenteres som manipulatoren – måske for at nedtone, hvor meget han selv svigter sin familie.

Går du op i, om filmen er historisk korrekt?

”Det kan du ikke. Det er ikke doku-mentar. Det er Bjørnvigs digt, der lægger synsvinklen for en fortælling om, hvor langt man kan tillade sig at gå i kunstens navn. Jeg kan godt se hans naivitet og benovelse over pludselig at blive udråbt af hende til at være det nye geni. Men det undskylder jo ikke noget,” siger Birthe Neumann.

MAGT

”I begyndelsen af 2020 blev jeg tilbudt rollen som Karen Blixen i Bille Augusts film ’Pagten’. Den var anderledes end de fleste roller, jeg har spillet, fordi den har udgangspunkt i en historisk virkelighed. Alle har et billede af, hvem hun er. 

Jeg gav mig til at se tv-klip med hende fra arkiverne og gik derhjemme med hende i ørerne og hørte radiointerview, taler og oplæsninger, mens jeg gentog, hvad hun sagde, for at indstudere hendes stemme og lægge mærke til dens farver. Hvor dyb var den? Lidt dybere end min. Hvor nasal var den? Ganske meget. Jeg bemærkede, at hun trækker sine vokaler længere end de fleste og har færre stød. Artikulationen er fornem, udviklet til perfektion. Ikke krukket, synes jeg, men smuk. Hendes stemme ligner ingen andres. Og alle genkender den. Og derfor ville jeg ikke prætendere at gøre den efter, men prøvede at finde en balance, hvor man stadig kunne høre mig, men også lidt af hende. Jeg har passet på, at min måde at tale på ikke blev for gammeldags, så man tænker over, at det er lavet. Det var smaddersjovt, og jeg fik lov at gå længe og lege med replikkerne, fordi corona kom sidste forår og udskød optagelserne nogle måneder. 

Historien, der bygger på digteren Thorkild Bjørnvigs bog af samme navn, foregår på Rungstedlund, men der måtte vi ikke få lov at indspille, så det blev et gods på Fyn i stedet for, hvor man kopierede alle rummene fra Rungstedlund. Da vi kom på settet, og Dennis Knudsen skulle lave min makeup, var vi meget i tvivl om, hvilken farve hendes øjne havde. Indtil en veninde lånte mig en bog, hvor instruktøren Erling Schroeder, der var en ven af hende, beskrev hendes øjne som sorte. Så jeg fik nogle mørke linser i, og jeg fik også en støbt attrap klistret på, der gav mig noget ekstra næse og gjorde den mere aristokratisk end min egen. Det gav en autoritet. Et udtryk af styrke, som hjalp mig med at finde rollen.”

Hvad synes du om Karen Blixen?

”Hun er det mest vidunderlige. En fantastisk kvindeskikkelse og faktisk et forbillede for både kvinde- og mandekønnet. Handlekraftig. Modig og begavet. Hun var udfordret af syfilis og fallit. Hendes elskede Finch Hatton døde fra hende. Men hun tog kampen op hver gang. Lagde sig aldrig ned.”

Filmens Karen Blixen siger til den unge Thorkild Bjørnvig – som hun har taget under vingen, blandt andet fordi hun er forelsket i ham – at han har brug for et lille skub for at blive den digter, ”det er meningen, han skal være”. Har du nogensinde mødt nogen, der tilbød et skub?

”Som ung var der nogle skuespillere og instruktører, der gerne ville lære mig en hel masse, fordi de selv var så vidende og erfarne. Nogle, der sagde: ’Jeg kan gøre noget for dig, hvis du lytter til mig.’ Og det har altid været en mand, hvis du forstår.”

Og underforstået skulle du så gøre noget for dem?

”Det tror jeg. Og det har jeg ikke kunnet have. Jeg trak i hvert fald følehornene til mig. Når alders- og magtforholdet er ulige, kan det blive et farligt spil.”

Hvad blev du tilbudt?

”Roller. Der var mænd, der havde indflydelse og ikke skammede sig over at sige det, da jeg var ung.”

Så du har holdt dig uafhængig og har kun dit eget talent at takke for, hvad du har opnået?

”Det er nok så meget sagt. Jeg har aldrig været sådan en, der markerede mig ved at sige: ’Hallo! Det kommer du ikke nogen vegne med, makker!’ Det har jeg slet ikke haft format til. Jeg har bare skyndt mig at skulle noget andet og har sagt: ’Hov, klokken er mange. Det må vi snakke om en anden gang, ha ha, hej-hej.’”

’Pagten’ får efter planen premiere i danske biografer 15. april 2021.

 

/

En flygtning krydser sine ord

55-årige Helle Helle er med sine afmålte romaner og sætninger blevet en del af pensum. Her fortæller hun om kanelsnegle og flyttekasser i barndommens Rødby, om en afgørende opringning i lugen på Dyrehavsbakken, og om hvordan hun kom til at hedde Helle til både for- og efternavn.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

MIT FØRSTE BARNDOMSMINDE er en cykeltur i Nakskov med min mor. Jeg var to et halvt år gammel og sad bag på hendes cykel på en lille blomstret pude. Min mor var ganske ung og altid lidt bange for at blive for tyk. Vi købte ’hemmelige’ kanelsnegle hos ­bageren og kørte ned til havnen. Der sad vi ved den gamle transformatorstation og spiste, mens vi kiggede over mod værftet. 

For år tilbage sagde jeg til min mor: ”Engang spiste vi hemmelige snegle.” Og hun sagde: ”Det kan du da ikke huske!” Men jeg kunne bevise det. ”Jo, for jeg sad på den pude, som du havde syet af det samme stof som de gardiner, vi havde i stuen,” svarede jeg. Min hukommelse har altid været virkelig god.

Den blomstrede pude forsvandt, da mine forældre blev skilt. Jeg var tre år gammel. Min mor blev gift igen, og jeg fik en søster. Så blev min mor skilt igen. Nu var det bare hende, min søster og jeg. Vi flyttede meget rundt.

Jeg nåede at bo ni forskellige steder i Rødby: I Kongeleddet, Syltholmsparken, på Stadionallé, Rosenparken, Bøgevej, Sædingevej, Birkevej, Vestergade 21 og Vestergade 24. Nogle gange var flytningerne forbundet med smerte for min mor, fordi det handlede om kærlighed, der brast. Andre gange var det bare en fremleje, der udløb. Men de gjorde mig hyper-opmærksom. Jeg kunne fornemme ud fra stemningen i hjemmet, og hvad der foregik omkring mig, om en ny flytning var på trapperne. 

2. g, 1983.

MIN MAND kan modsat mig ikke huske ret meget fra sin barndom. Vi har talt om, at det måske skyldes, at han boede det samme sted hele sin opvækst. Det kan få årene til at flyde sammen. Alle mine barndomsminder er struktureret efter de steder, jeg har boet. Jeg bruger rummene, vejene og stederne i byen til at huske. I mine bøger er der altid nogen, der flytter. Der er nogen med kufferter, nogen, som ikke får pakket ud, nogen, som har svært ved at ankomme, og nogen, som bruger en flyttekasse som sofabord.

Visse dele af min barndom husker jeg som ret lykkelig. Især perioderne, hvor det bare var min mor, min søster og jeg. Måske har jeg en tendens til at idyllisere det. Min far boede i Nakskov med sin kone, og dér havde jeg også en søster. Jeg besøgte dem hver anden weekend. Han var bilmekaniker, og min mor arbejdede som parfumedame på færgeforbindelsen Rødby-Puttgarden. Men på trods af de mange flytninger var det aldrig på tale at forlade Rødby.

Jeg husker Rødby som et sted, hvor der ikke var forskel på folk. Måske fordi der ikke rigtig var hverken høj eller lav – ikke for alvor. Der var kun én skole, hvor alle gik. På Rødby Byskole var der nogle fantastisk gode lærere, deciderede ildsjæle. Da jeg gik i 5. klasse, kom en biologilærer til byen – det føltes, som om han gjorde alle børn og unge i Rødby interesserede i biologi. Vi tog i skoven og kiggede på fugle, vi tog på fisketure, og jeg fik en fiskestang i fødselsdagsgave, da jeg fyldte 14. Men det var planter, der interesserede mig mest. I gymnasiet blev jeg matematisk-biologisk student. En overgang troede jeg, at det var den vej, jeg skulle gå.

I dansk skulle vi skrive stile om aktuelle emner som for eksempel atomkraft. Men jeg ville hellere skrive digte, og det fik jeg lov til. Jeg sendte mine digte ind til aviser og blade, og et af dem blev trykt som læserbrev i Alt for damerne, da jeg gik i gymnasiet. Det hed ’Din ømhed’, og en af linjerne lød: ”Din ømhed var et frø, jeg nu vil dyrke.” Min familie roste mig og sagde, at jeg var utrolig dygtig til at skrive digte. Men det var jeg jo ikke. Jeg kunne bare godt lide det.

På Maribo Gymnasiums lille, støvede bibliotek fandt jeg en dag et eksemplar af tidsskriftet Hvedekorn i en time, hvor jeg pjækkede. Efter gymnasiet – jeg blev den første student i min familie – flyttede jeg som 19-årig til København i 1985 for at læse litteraturvidenskab på universitetet. Men det interesserede mig ikke, og jeg var ikke god til det. Jeg var mere optaget af Otto Mønsteds Kollegium, hvor jeg boede. På et tidspunkt tog jeg en længere orlov fra studiet uden at fortælle det derhjemme.

På studiet skulle vi skrive en opgave om Gabriel García Márquez’ novellesamling ’Mama Grandes begravelse’. Jeg kunne ikke finde ud af det, i stedet skrev jeg min egen novelle: ’Et blommetræ’. Jeg læste den højt for en af mine medstuderende, og hun foreslog, at jeg sendte den ind til Information. Det gjorde jeg, men i lang tid hørte jeg intet. En dag i efterårsferien, hjemme i Rødby, blev jeg ringet op fra kollegiet: Novellen var kommet i avisen. Min mor lånte en bil, og vi kørte området tyndt for at finde et eksemplar. Vi fandt et i kiosken nede ved Rødby Færge.

Bogreception for debuten ’Eksempel på liv’, 1993. Fra venstre Dorte Borregaard, Helle Helle, Kirsten Hammann, Mads Brenøe.

JEG BEGYNDTE at sende digte ind til Hvedekorn, hvor Poul Borum var redaktør. Han var også med til at grundlægge Forfatterskolen, hvor han var rektor. En dag skrev han til mig, en enkelt linje: ”Trykker syv digte i næste Hvedekorn.” Da tænkte jeg for første gang: ”Okay, nu vil jeg være forfatter. Det er den vej, jeg går.” Jeg fortalte min familie, at jeg ville søge ind på Forfatterskolen, og hvis jeg kom ind, ville jeg droppe litteraturvidenskab. Min mor klappede i hænderne, det var lidt sværere at acceptere for min far.

En dag lå der et telegram i min lejlighed i Vanløse, hvor jeg var flyttet til fra kollegiet. ”Ring til Poul Borum,” stod der. Og så et telefonnummer. Jeg gik ned i telefonboksen på Linde Allé og ringede rystende op. Han bad mig komme til samtale. Det var en af de varmeste somre, jeg kan huske i København, og busserne strejkede, så jeg cyklede i heden og ankom til Havnegade gennemblødt af sved. Samtalen foregik på femte sal i Poul Borums lejlighed. Jeg blev gelejdet ind gennem bogreolerne og blev mødt af en gruppe forfattere, der sad rundt om et bord. I 50 minutter kunne jeg ikke få vejret og svarede i øst og vest. De sagde til mig: ”Du skal læse nogle flere bøger og prøve igen til næste år.”

Jeg tog orlov fra litteraturvidenskab en gang til, denne gang for good. Jeg søgte forskellige jobs, og i marts 1989 blev jeg ansat som informationsdame på Dyrehavsbakken. Der arbejdede jeg, mens jeg søgte ind på Forfatterskolen for anden gang. En dag i august stod jeg i info-kiosken i skriggrøn 80’er-nederdel, jakke med skulderpuder og hvid skjorte. Foran mig var en kø af børn, som alle skulle have et Bakkepas til forlystelserne. De stak hånden ind gennem lugen, og jeg satte det fast på deres små håndled. Pludselig ringede telefonen. Det var Poul Borum: ”Du er optaget på Forfatterskolen. Vi tager på rustur til Færøerne. Mød op i Kastrup Lufthavn 27. september klokken 9:30. Farvel så længe.” Så lagde han på. Jeg vendte tilbage til mine Bakkepas, mens jeg var ved at besvime af glæde. ”Jeg er kommet på Forfatterskolen!” råbte jeg til min chef, da hun gik forbi. Teltholderne på Bakken gav mig en kæmpe plys-tiger i gave og tog mig rundt til alle forlystelserne for at fejre det.

Helle Helle, 1975.

JEG HAR OFTE tænkt på, om jeg var blevet forfatter, hvis ikke jeg var kommet ind på Forfatterskolen. Det var ikke dér, jeg lærte at skrive. Som Poul Borum sagde: ”Man kan ikke lære at skrive, men hvis man kan skrive, er der meget at lære.” På skolen mødte jeg andre, der også skrev med samme dødelige alvor – blandt andet min bedste ven, Kirsten Hammann. Det var en vild, eksotisk og eksplosiv tid for mig. Jeg havde ikke rigtig været andre steder end baren på mit kollegie, men pludselig kom jeg til koncerter, i teateret og på gallerier, og vi tog nattoget til Aarhus, hvor jeg aldrig havde været, for at holde oplæsning i Ridehuset. Men jeg havde svært ved at skrive. Skolen gjorde mig enormt kritisk over for mine egne tekster, og jeg skrev dårligt, imens jeg gik der.

I mange år havde det været en stående vittighed i min familie, at jeg kunne komme til at hedde Helle Helle, fordi min oldemor hed Helle til efternavn. Min mor og hendes søskende hed også Helle til mellemnavn. Jeg blev døbt Helle Olsen, min fars familienavn, og efter mine forældres skilsmisse kom jeg til at hedde Helle Hansen. Da min mor blev gift igen, fik jeg min søsters fars mellemnavn, Krogh. Da jeg debuterede i Hvedekorn, sendte jeg digtene ind som Helle Krogh Hansen, men Poul Borum smed ’Hansen’ ud. Det var der, jeg besluttede mig for at skifte efternavn.

I dag havde jeg nok ikke gjort det, men jeg fremskaffede dåbsattester fra gamle kirkebøger og sendte dem ind til Københavns Overpræsidium, som skulle godkende navneskiftet. Og så fik jeg et dokument med mit nye navn. Jeg var 23 år gammel, og det føltes mærkeligt at fortælle mine venner, at jeg nu hed Helle Helle. Folk har jo syntes, at jeg var tåbelig. Jeg tænkte også selv, at det var lidt fjollet, men samtidig føltes det rigtigt. En del år senere modtog jeg stadig post fra visse dele af familien under mit gamle navn. Siden endte min mor også med at smide sit efternavn, så hun blot hed Helle.

HELLE FOR HELLE

55 år. Født Helle Olsen, men tog som 23-årig sin oldemors efternavn og kom til at hedde Helle Helle. Uddannet fra Forfatterskolen i København i 1991, debuterede med tekstsamlingen ’Eksempel på liv’ i 1993. Bor i Sorø med sin mand, billedkunstneren Mikkel Carl. Har to voksne børn fra et tidligere ægteskab.

Helle Helles gennembrud som forfatter kom i 2005 med romanen ’Rødby-Puttgarden’ om de to søstre Tine og Jane og deres liv i Rødbyhavn i 80’erne. Bogen indbragte hende Kritikerprisen samme år.

Hun har udgivet ni romaner, en børnebog og en række noveller, og hendes forfatterskab er blevet belønnet med flere priser, blandt andet De Gyldne Laurbær i 2012, Det Danske Akademis Store Pris i 2016 og Holbergmedaljen i 2019. Hendes seneste roman, ’Bob’, er udkommet på forlaget Gutkind.

Helle Helle, 2021.

JEG ER FØDT med et lyst sind, jeg er meget jordbunden og mere praktisk end åndeligt anlagt. Men jeg har en flig af angst i mig, som kommer frem, hvis jeg er under pres. Det blev slemt, da min mor blev alvorligt syg i 2013. Jeg begyndte at høre ambulancer, også når de ikke var der. Jeg bor i Sorø, ude i en skov, og der er der en fugl, der lyder som en ambulance. Den har flere gange været skyld i, at jeg har startet bilen og er kørt i sutsko og nattøj ind til byen for at se, om alt var i orden på mine børns skolevej. Men en dag sagde min mand til mig: ”Der sker hverken mere eller mindre, fordi du er bange.” Det husker jeg på.

Min mor var syg i halvandet år. Hun døde i marts 2015, men lige til det sidste gjorde hun alt for at gøre sit liv til en fest. Hun var så utrolig god til at leve, at hun på en eller anden måde også var god til at dø. ”Jeg er så lykkelig,” sagde hun til min søster og mig helt til det sidste. I starten tænkte jeg, at det ikke kunne passe. Men det gjorde det.

Jeg kører til Rødby en gang om året og kigger. Jeg er flere gange blevet spurgt af journalister, om jeg vil vise dem rundt i min barndomsby. Men jeg siger altid nej. Rødby er et sted, jeg er nødt til at have for mig selv. I dag kan man måske godt se, at det er trange tider i byen. Mange butikker er lukket. Men når jeg kommer til Rødby, ser jeg kun alt det pæne. Det er sådan en fin by. På Facebook er jeg medlem af grupper som ’Fra de gode gamle dage i Rødby og Rødbyhavn’ og ’Rødby Byskole’. De er fyldt af lange tråde med folk, der skriver: ”Jamen, hvem var det, der boede der før barberen?” Det er dybt interessant, men nok kun for mig og andre, som kommer derfra. Hvis jeg tog min mand med på tur og kørte gennem byen og pegede på alle de huse, mine skolekammerater engang boede i, ville han muligvis kede sig lidt.

Jeg synes, at succes er et frygteligt ord. Jeg forbinder det med noget kalkuleret, noget, man regner sig frem til. Jeg har været heldig at have mange læsere. Det er en stor lykke. Men det er også lidt af en gåde for mig, for mine bøger er ikke lettilgængelige. Der er nok også en del, som er blevet tvunget til at læse dem i skolen eller gymnasiet og måske ikke kunne lide dem.

/

Mørkets hjerte

Engang var det en fantasi af metal, i dag står han i spidsen for en af landets største musik-succeser. MICHAEL POULSEN og Volbeat har som det eneste danske band fyldt Parken, ligesom de har spillet udsolgte koncerter over hele verden, hvor publikum kan teksterne på engelsk – og dansk. Ud & Se tog med sangeren tilbage til dengang, det hele begyndte i en midtsjællandsk provinsby med en stjålen guitar.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Morten Germund

EN SORT ROLLS ROYCE triller langsomt ned ad Søgade, gennem Ringsteds centrum. Først passerer den rådhuset, så torvet foran kirken, videre forbi lokalavisen, inden den svinger til venstre ved Ringsted Kulturhus og forsvinder ind på en parkeringsplads, hvor frostvejret her over middag er ved at slippe sit greb om asfalten. 

Et lille minuts tid senere kommer en skikkelse til syne rundt om hjørnet. I sorte støvler, stramme sorte jeans, læderjakke og håret kæmmet baglæns, væk fra pandebrasken. Han stikker en tatoveret knytnæve frem, hvor navnene på hans forældre er indgraveret hen over knoerne – ’Jørn’ på højre, ’Else’ på venstre – og lader blikket falde på facaden og på plakaterne fra corona-aflyste koncerter, som hænger, hvor indgangen var i gamle dage, dengang det hed et medborgerhus. 

”Folk plejede at stå herude og drikke bajere fra supermarkedet. Det var billigere end at købe dem inde i baren,” siger han.

45-årige Michael Poulsens stemme er hæs. I efteråret, netop som han havde færdiggjort indspilningerne til Volbeats ottende album, begyndte han at få problemer med stemmen. Først kunne han ikke synge og siden knap tale. Lægerne frygtede, at det var en svulst, men det viste sig at være en polyp på stemmebåndet, der ikke var farlig, men som skulle fjernes ved et simpelt indgreb. Da han kom hjem fra hospitalet, lød lægens ordre på tre dages komplet stilhed. Så Michael Poulsen sendte sin forlovede og parrets snart fireårige datter hjem til svigerfamilien i Jylland og tog på silent retreat i sit eget hjem i Næstved. Men stemmen er stadig påvirket. 

DET ER FORSANGEREN, der har valgt, at vi skal mødes foran Ringsted Kulturhus. Ved siden af ham står en høj mand. Det er Toke Holt, der kender Michael Poulsen fra gamle dage i metal-miljøet, og som var Volbeats manager, indtil bandet blev så store, at de i 2016 indgik en aftale med amerikanske Q Prime Management, som også har Metallica og Muse i stalden. I dag er han med til at arrangere Copenhell og er konsulent for Volbeat på det danske marked – og det er ham, der har sørget for, at vi kan komme ind i det ellers corona-lukkede kulturhus.

Michael Poulsen besøgte stedet for nylig, da han skulle optage en podcast for Danmarks Radio, men ellers har han ikke været her i en menneskealder. I de mellemliggende år er han gået fra at spille hård dødsmetal – der i mainstreammedier mest fik opmærksomhed, fordi Michael Poulsen dengang kaldte sig satanist – til at være frontmand for et rockband, som spiller udsolgte arenakoncerter i hele verden og har solgt flere millioner album. 

Men det var her, det hele startede – en aften i 1991. Publikum bestod af gamle skolekammerater, venners venner, folk fra det sjællandske heavy-miljø – og en enkelt midaldrende kvinde, der var kommet for at ”høre noget tråd”. Det var Michael Poulsens mor. Fra sin plads bagerst i salen kunne hun se sin 16-årige søn med langt, sort hår, sort tøj og pentagram-kæder om halsen træde ud af røgen fra røgmaskinen og op til mikrofonstativet, udsmykket som et omvendt kors. På scenen slog han sin elguitar an. Og growlede, så hele salen rungede af død og ødelæggelse.

DEN ENESTE LYD, der i dag fylder kulturhuset, er boremaskiner fra håndværkere. De udnytter corona-nedlukningen til at give den gamle, hvidkalkede bygning en overhaling, og Michael Poulsen får støv på læderstøvlerne, da han undskyldende afbryder deres arbejde for at vise salen, hvor han spillede sin allerførste koncert med bandet Dominus. Den ligger for enden af en lang gang, som ikke ser ud af meget, men som ”dengang føltes, som om jeg gik hele vejen ind på scenen på Madison Square Garden”.

I salen er der plads til 200 mennesker, og ifølge Michael Poulsen var der propfyldt den aften i 1991. Både fordi lokalavisen havde bragt en omtale af koncerten, og fordi bandmedlemmerne havde cyklet rundt natten forinden og klistret plakater op i byen – først med tapetklister og siden, da de løb tør, med syltetøj.

Det var en lokal bibliotekar på Ringsted Bibliotek, som hjalp med at få showet i stand. Som inspiration til bandets sangtekster havde Michael Poulsen og hans venner, en lille gruppe langhårede, sortklædte rødder, været på jagt efter ’Satans Bibel’ – et manifest skrevet i 1969 af den amerikanske okkultist Anton LaVey. Men i byens boghandel blev ekspedienten ligbleg og rystede på hovedet, så i stedet gik turen til Ringsted Bibliotek på Tværallé lige over for håndboldhallen og fodboldbanerne. Heller ikke her var ’Satans Bibel’ på hylderne, men der var andre okkulte værker, Michael Poulsen og hans venner kunne bruge. 

På biblioteket bemærkede bibliotekar Susanne Byberg de unge dødsmetal-drenge, der blev ved med at komme og låne obskure bøger. Måske tænkte hun, at der i byen var flere af deres slags. En dag henvendte hun sig til Michael, som gik rundt mellem hylderne i sorte militærstøvler og lang, sort cottoncoat. 

”Kunne I tænke jer at dekorere et heavy metal-hjørne her på biblioteket?” spurgte hun.  

Det kunne Michael Poulsen og hans venner ikke se fidusen i. Men så tilbød Susanne Byberg, at drengene – der ofte havde pjækket fra skole for at tage toget til København og bruge deres lommepenge på plader i musikbutikken Rock Uglen – kunne få penge til at købe musik til det nye hjørne på biblioteket. Det skulle bare ligne deres værelser derhjemme med metal-plakater og undergrundsmagasiner. Michael Poulsen sagde ja. Og der var også en anden gulerod: Susanne Byberg fortalte, at hvis de hjalp hende, kunne hun måske skaffe dem et show nede i medborgerhuset.

”Vi havde kun fem numre og var så hurtigt færdige, at vi måtte spille det samme set to gange. Jeg tror ikke, at halvdelen af publikum nogensinde opdagede det.”

MICHAEL POULSEN

45 år. Opvokset i Ringsted. Forsanger og guitarist i Volbeat. Stiftede i 1991 dødsmetal-bandet Dominus, som udgav fire album fra 1994 til 2000. Det tredje album, ’Vol.Beat’ – en forkortelse af volume and beat – lagde navn til Michael Poulsens nye, mere melodiøse metalband.

Udgav i 2005 sit første album med Volbeat, ’The Strength / The Sound / The Songs’, der som det første metalalbum i 20 år nåede top-20 på den danske hitliste. Bandet har været gennem en del udskiftning, men består i dag af sanger Michael Poulsen, trommeslager Jon Larsen, bassist Kaspar Boye Larsen og guitarist Rob Caggiano.

Har med Volbeat udgivet syv album, solgt 5,7 millioner enheder, haft otte #1-singler på den amerikanske mainstreamrock-hitliste og vundet mere end 50 guld- og platinplader. I 2019 havde selskabet bag Volbeat et overskud på 35 millioner kroner.

Bor i dag i Næstved med sin forlovede Jeanet Carlsen og parrets treårige datter, Ea. Parret venter deres andet barn, Aaron, i april.

BAGEFTER SIDDER VI i Michael Poulsens Rolls-Royce Phantom med læderindtræk, heavy metal-cd’er i handskerummet, Faxe Kondi Light på dåse i kopholderen og en barnestol på bagsædet. Ud fra parkeringspladsen kører også en sølvgrå Volvo S40, og i den sidder Toke Holt, der kører efter os gennem Ringsted i en afstand, så han kan anes gennem bakspejlet. Michael Poulsen svinger sin bil ned ad Jyllandsgade, der går mod vest ud af byen, videre ind på Hækkerupsvej og stiger ud i et lille parcelhuskvarter ved Klosterlunden, en park i Ringsted, der oprindelig hørte til et kloster i forbindelse med Sct. Bendts Kirke. 

Stedet husede en danseskole, da Michael Poulsen var ung, men i dag er det en byggeplads, og han må stille sig på tæer for at kigge over hegnet og ind ad vinduet til sit gamle øvelokale. Her slog han på sine første strenge i bandet Satan’s Servants, som Michael Poulsen en kort overgang – før Dominus – havde sammen med vennerne Kim og Jonas og Carsten fra parallelklassen, der havde en stortromme, en lilletromme og en hi-hat derhjemme. På tv havde de set det amerikanske band Anthrax, der spillede trash metal iført hawaiiskjorter, og de var enige om, at sådan ville de også være. Der var bare ét problem: De havde intet udstyr og intet sted at øve. 

Men Michael Poulsen havde en kæreste, som gjorde rent på det lokale fritidshjem, hvor der var et musikrum. Under påskud af at ville hjælpe med rengøringen tog han en dag med hende, efterlod et åbent vindue og vendte senere tilbage sammen med Kim efter mørkets frembrud. De stjal guitar, bas og forstærker og gemte det hele i Michael Poulsens forældres garage. 

Da hans far spurgte, hvor de havde fået instrumenterne fra, løj han og fortalte, at han havde lånt dem af en musiklærer henne på skolen. 

På danseskolen på Hækkerupsvej fik Michael Poulsen lavet en aftale med læreren om, at de kunne låne et omklædningsrum, når der ikke var danseundervisning – 20 kroner i leje per gang. De cyklede frem og tilbage med udstyret på Michael Poulsens BMX-cykel, Carsten på sadlen med stortrommen i hånden, mens Michael stod op og trådte i pedalerne med forstærkeren på styret og guitaren på nakken.

Som ugerne gik, begyndte forældrene at undre sig: Skulle de der instrumenter ikke leveres tilbage? Og Michael Poulsen fik dårlig samvittighed, for hans kæreste var blevet fyret for ikke at have lukket vinduet til musikrummet. En sen aften, uden at nogen så det, cyklede han ned og leverede instrumenterne tilbage. Det viste sig også hurtigt, at Kim, Jonas og Carsten ikke mente det der med at lave musik helt så seriøst som deres bandkammerat. 

I stedet stiftede Michael Poulsen Dominus med Morten, en anden ven fra Ringsted, som kendte en af de ældre drenge, der spillede heavy metal i øvelokalerne oppe i medborgerhuset – når de ikke sad i spjældet. En af dem solgte hælervarer, og for sine konfirmationspenge købte Michael Poulsen sin første el-guitar. Det var en Mad Axe med ’rund næse’, men spillede man heavy, skulle guitaren helst være spids som et horn og sort som kul, så Michael Poulsen lånte en nedstryger: ”Jeg skar den til, gav den en gang sort spraymaling og et Dominus-klistermærke. Så var jeg i gang.”

MICHAEL POULSEN sætter kurs mod sit barndomshjem på Egevej, men halvvejs træder han pludselig på bremsen og drejer ind til siden. På den modsatte side af gaden ligger købmanden på Rønnedevej – af de lokale kaldt ’Bornholmeren’. Michael Poulsen er pludselig kommet i tanke om tiden, da han gik på teknisk skole med sin ven Henrik ’Henning’ Tångberg.

Dengang lå skolen et stenkast fra købmanden, på den anden side af jernbaneskinnerne, og de to unge mænd skulle egentlig oplæres som elektrikere, men lavede mest kortslutninger og sprængte relæer og var mere interesserede i at ”patte bajere ovre ved købmanden i frikvarteret, så vi kom halvfulde tilbage i skole”. 

Det blev til seks måneder på teknisk skole. Ved siden af arbejdede Michael Poulsen videre med sit band, printede Dominus–flyers på kopimaskinen oppe på rådhuset, hvor hans mor gjorde rent, og byttede demobånd med andre bands i ind- og udland – det var sådan, man maste sig frem på heavy-scenen i 90’erne. En dag blev han ringet op af Andreas Ludvigsen fra pladeselskabet Diehard Music. Han ville have Dominus med på en opsamlings-cd fra den danske undergrund. 

Senere lykkedes det Michael Poulsen at få kontakt til et græsk pladeselskab, som udgav bandets første syvtommer-vinyl. Samtidig turnerede Dominus rundt i Danmark i gamle kassevogne, de havde lejet, og som de overnattede i, hvis ikke de kunne sove hos det opvarmningsband, de havde hyret. 

Michael Poulsen var forsanger, booker, manager og revisor og levede med egne ord af whisky, flæskesvær, kolde pølser, kakaomælk og det, de kunne få ud af spillestederne, der ikke betalte bandet for at spille, men kun dækkede deres udgifter – hvis ellers de huskede kvitteringerne. 

”Vi kom ikke hjem med andet end tømmermænd og knækkede guitarstrenge. Men det handlede ikke om at tjene penge, kun om at komme ud og spille.”

MICHAEL POULSEN OG TUSSERNE

Michael Poulsens arme og hans brystkasse er fyldt med tatoveringer. Han har blandt andet sine forældres navne på knoerne, Elvis’ navn og militærnummer, ’J.R. Cash’ over brystet og ’Social Distortion’ på den ene arm efter det amerikanske punkband af samme navn. Den første tatovering fik han i folkeskolen efter at have plaget den lokale tatovør i Ringsted i månedsvis:

”De ældre drenge blev altid tusset oppe hos Tattoo-Larsen. Jeg hang ud deroppe, men måtte ikke få en tatovering, fordi jeg var under 18. Jeg var kæmpe fan af King Diamond og Mercyful Fate. En dag var jeg cyklet til Næstved og havde købt deres album ’Don’t Break the Oath’, hvis cover forestillede en sort djævel med horn i panden. Da jeg kom hjem, ringede jeg til Tattoo-Larsen: ’Jeg har fundet den tatovering, jeg skal have.’ Han svarede som sædvanlig, at det kunne jeg godt glemme. Men jeg plagede og plagede og svor, at jeg ikke ville sige det til nogen. Til sidst sagde han: ’Okay. Men så skal du komme lige nu.’

’Det kan jeg ikke, jeg skal til eksamen i dag.’ ’Det vil jeg da skide på,’ sagde han. ’Det vil jeg egentlig også,’ svarede jeg og cyklede af sted.

Min far havde altid sagt, at jeg lige kunne vove på at komme hjem med en tatovering. En dag spurgte han, om ikke han skulle se de nye bandbilleder, og jeg sagde ja uden at tænke mig om.

’Hvad er dét?’ spurgte han og tog fat i min arm.

’Det er en tatovering,’ fik jeg fremstammet.

’Er det Larsen, der har lavet det?’ spurgte han. Jeg nikkede nervøst, og min far kiggede på mig. ’Den er sgu fed nok,’ nikkede han.”

’MØRKEMANDEN FRA RINGSTED’ blev han kaldt, da han første gang blev anmeldt, i B.T. 

Michael Poulsen var helt fra starten inspireret af Kim Bendix Petersen alias King Diamond, der med bandet Mercyful Fate var Danmarks første store internationale døds-heavy-metal-stjerne.  Herhjemme levede Mercyful Fate og Kim Bendix fra Hvidovre en ret anonym tilværelse, men i 1990 sagde Kim Bendix i TV 2-programmet ’Eleva2ren’, at han var satanist – og det gav overskrifter. 

Michael Poulsen så dem og tænkte: ”Dét kan jeg også.” Og han fik ret. Han begyndte at optræde som satanist i avisartikler og sagde, at man måtte skyde hovedet af ham, hvis han nogensinde fik et lyst livssyn. Ekstra Bladet døbte ham ’Djævlebarnet’ i et interview, og hjemme i Ringsted begyndte politiet at ringe, når der blev begået hærværk mod kirken, selv om han intet havde med det at gøre. ”Er det ikke lige at tage den et skridt for langt?” sagde hans forældre. Men mest af alt grinede de, når Michael Poulsen fortalte, hvordan det fik opmærksomheden omkring Dominus til at stige.

Da Michael Poulsen første gang fortalte sine forældre, at han ville være rockmusiker, var svaret fra hans far det samme som altid: Han måtte gøre lige, hvad han havde lyst til, men han skulle fandeme arbejde hårdt for det. Og så længe han boede hjemme, skulle han have et job ved siden af. At forældrene støttede deres søn i alt, også i at spille heavy metal, hvis det var det, han ville, blev tydeligt juleaften samme år. I 1991, det år, da Michael Poulsen spillede sin første koncert i medborgerhuset i Ringsted, lå der under juletræet en indbundet pakke. Da han rev papiret af, kunne han se den bog, han var gået forgæves efter hos boghandleren og på biblioteket: ’Satans Bibel’.

”VI KAN JO LIGE SE, om hun er hjemme,” siger Michael Poulsen og parkerer Rolls-Roycen i vejkanten på hjørnet af Egevej. Hans far er død, men hans mor bor her stadig. Vejskiltet stikker op, en anelse skævt, gennem hækken, der omkranser det lille cremehvide parcelhus med sort tag og en trægarage, som går ud fra den ene gavl. Michael Poulsen spænder et mundbind på ørerne og ringer på døren i indkørslen. En lille, gråhåret dame i mørkeblå trøje, bukser og hjemmesko åbner – et kort sekund ser hun overrasket ud. Så trækker Michael Poulsen mundbindet ned og afslører et stort smil.

”Din dumme unge,” siger Else Poulsen på midtsjællandsk med lange vokalstød. Sådan taler Michael Poulsen også, men med knap så tydelig dialekt.

”Beklager, vi kommer brasende, jeg ville bare lige vise mit drengeværelse frem. Vil du ikke låse op deromme?” spørger han og går rundt om huset, gennem en låge til haven, hvor Else Poulsen kommer til syne i bagdøren.

”Det var sgu da heldigt, jeg var her, jeg har lige været oppe at handle,” siger hun og får øje på Toke Holt, der kommer trissende rundt om hjørnet for også at få et glimt af Volbeat-forsangerens barneværelse, som han ikke har set før. ”Hej Toke!” udbryder hun.

Michael Poulsen lukker lågen bag sig: ”Her er jeg sateme kommet dinglende mange gange midt om natten, og så var det jo luksus at have sin egen indgang, man kunne snige sig ind ad.”

”Snige sig?” griner Else Poulsen. ”Jeg lå da vågen og lyttede hver eneste weekend. Først når jeg kunne høre lågen smække, kunne jeg slappe af og lægge mig til at sove.”

INDEN FOR DØREN til venstre ligger Michael Poulsens gamle værelse, hvor Else Poulsen i dag selv sover. Det er dekoreret med indrammede Volbeat-plakater, gamle analogfotos af en ung Michael Poulsen og hans søskende – to tvillingepar med 12 års mellemrum – et cd-anlæg og en seng. Rummet er næppe mere end 10 kvadratmeter, men dengang var det intet problem at klemme mange mennesker ind, når Michael Poulsen og hans venner skulle drikke bajere og høre heavy metal-plader, inden de tog på Kong Valdemars Pub nede i byen. 

Han var den eneste i gruppen, der ikke røg, værelset stod i en tåge, og når familiens hund Busser kom trissende ud fra værelset, efter drengene var taget i byen, og ind i stuen, måtte Else Poulsen smide den ud, for den stank af cigaretter.

”Glæder du dig til april, Else?” spørger Toke Holt.

”Ja, det kan jeg love dig for.”

Hvad sker der i april?

”Dér venter Jeanet og jeg vores andet barn, en dreng,” bryder Michael Poulsen ind.

”Han havde jo sagt til mig, at jeg ikke skulle stikke næsen op efter børnebørn fra hans side,” smiler Else Poulsen.

”Man skal jo møde den rigtige,” svarer Michael Poulsen, der virker en anelse forlegen.

”Jeg er bare glad for, at jeg fik lov til at opleve det. Det gjorde hans far jo ikke,” siger Else Poulsen.

”Ej, Toke, du skal altså lige se, hvad jeg har herinde,” siger hun så og trækker os med ind i stuen, da vi skal til at sige farvel. Over sofaen hænger otte af Volbeats guld- og platinplader, stilet til Michael Poulsens mor. Dem har Toke Holt sørget for at sende til Ringsted. Her hænger de, flankeret af et foto af Michael Poulsens datter til venstre og et barndomsbillede af Volbeat-forsangeren og hans tvillingesøster til højre.

SAGT OM MICHAEL POULSEN

Jon Larsen, trommeslager i Volbeat, eneste originale medlem ud over Michael Poulsen

”Det er Michael, der er chef i Volbeat, det kan der ikke være to meninger om. Det er hans band, og det er ham, der bestemmer. Men det er også ham, der har siddet alle døgnets 24 timer og taget sig af det i mange år. Selv efter vi fik råd til advokater og revisorer, har han selv villet tage sig af det hele. De senere år er han blevet lidt bedre til at lægge det fra sig. Og han er jo ikke diktatorisk, han tager os andre med på råd, men han har det sidste ord. Michael har altid været ekstremt karakter- og viljestærk. Han følger alting helt til dørs. Men han har også et kraftigt temperament, og især da han var yngre, kunne han blive afsindig gal og råbe og skrige. Hvis først ventilen røg, var det med at gå i flyverdækning. Han er blevet rundere med tiden.”

MICHAEL OG MAIBRITT blev født 1. april 1975 på Slagelse Sygehus. Da de ringede fra fødeafsnittet, troede Jørn Poulsen, at der var tale om en aprilsnar: Tvillinger igen, akkurat som 12 år før, da Michael Poulsens to ældre søstre, Susanne og Marianne, kom til verden – det kunne ikke passe. Sådan fortæller Susanne, der i dag hedder Nielsen til efternavn, historien. Snart var der fire børn i det lille hjem, hvor faren var jord- og betonarbejder og stor fan af rock and roll fra 50’erne og 60’erne, særligt Elvis Presley og Johnny Cash. De kørte på pladespilleren fra morgen til aften, og faren var en af de første i byen til at anskaffe sig en VHS-maskine, så han kunne se koncertoptagelser med de to amerikanske stjerner på familiens tv. Her sad Michael Poulsen tryllebundet, og en dag fandt hans mor ham på stuegulvet med en sprittusch i hånden – i færd med at farve sit hår sort ligesom The King.

I nabohuset på Egevej boede Michael Poulsens mormor og hans morbror, der var hjemmeboende. Fra udhuset, hvor morbroren havde værelse, lød andre toner, end Michael Poulsen var vant til på sin fars pladespiller. Sammen med sin tvillingesøster var han ofte på besøg, og en dag, mens han gik pladesamlingen igennem, faldt han over en plade, hvis cover forestillede en sorthåret kvinde alene på en kirkegård. ’Black Sabbath’ stod der med sorte, gotiske bogstaver på den.

Da Michael Poulsen spurgte sin morbror, om han måtte høre den, svarede han nej, det var han ikke gammel nok til. Det gjorde bare nevøen endnu mere nysgerrig. En dag, da Michael Poulsens morbror var kørt op i byen på sin knallert, hoppede han derfor over hegnet, fandt nøglen under dørmåtten, låste sig ind og satte pladen med Black Sabbath på. Ifølge Michael Poulsen var tonerne, der kom ud af højttalerne, med til at forandre hans liv:

”I det øjeblik vidste jeg, hvad jeg ville. Næste gang jeg kom over til min morbror, spurgte han: ’Nå, var det en god Black Sabbath-plade?’ Han kunne se, at jeg havde været derinde, og lod mig tage pladen med hjem: ’Men lad være med at spille den baglæns,’ sagde han, ’så kommer djævelen efter dig.’”

MICHAEL POULSEN OG DOMINUS udgav fire album fra 1994 til 2000. Men allerede efter det tredje, i 1997, følte Michael Poulsen, at han var ved at være færdig med dødsmetal. Han var flyttet til København som 19-årig for at forfølge drømmen om en musikkarriere, og han tjente penge på forskellige småjobs ved siden af, blandt andet som støttelærer for en dreng med muskelsvind. Han havde klippet sit lange hår, droppet det sataniske tekstunivers og forsøgte at trække Dominus i en lidt mere melodisk retning, blandt andet ved at synge i stedet for at growle. På lange cykelture hjemme i Ringsted havde han øvet sig på at synge med walkman og Elvis, Cash og Metallica-forsanger James Hetfield i ørerne.

Ingen af delene faldt dog i god jord i det inkarnerede heavy-miljø, hvor man helst skulle både se ud og lyde på en bestemt måde. Samtidig var Michael Poulsen begyndt at savne lyden af sin barndom. Han købte plader med Elvis Presley og Johnny Cash og startede sin egen samling af den musik, hans far havde hørt. I 2000 opløste han Dominus og skrev en håndfuld sange, der lød helt anderledes end noget, han havde lavet tidligere – en blanding af heavy metal og rock and roll.

Michael Poulsen ringede til sin ven Jon Larsen, som han kendte fra Roskildes heavy metal-scene, og spurgte, om han stadig spillede trommer. Jon Larsen svarede, at det var nogle år siden, men at trommesættet stadig stod ude i garagen. De mødtes, og Michael Poulsen spillede sine numre, der stak i vidt forskellige retninger musikalsk. Han fortalte, at han ville lave et band opkaldt efter Dominus’ tredje album, ’Vol.Beat’. Og der skulle kun være én regel: at der ikke måtte være nogen regler.

Volbeat blev stiftet i 2001, men de første år lod succesen vente på sig. De ville spilles i radioen, men det var ikke nemt at få et demobånd frem til musikcheferne i DR, så Michael Poulsen, der i Dominus-tiden havde haft job som rengøringsassistent i DR Byen, fandt sin gamle ISS-uniform og sit navneskilt frem. Han tog cyklen, gik ubemærket ind ad hovedindgangen til DR, efterlod sine demobånd i radiostudierne og skyndte sig hjem. Men effekten udeblev. Volbeat måtte gå i studiet igen og lave endnu en demoplade – og så gav det lille hollandske pladeselskab Mascot Records dem en kontrakt.

Derfra gik det stærkt. Volbeat albumdebuterede i 2005, to år senere åbnede de Orange Scene på Roskilde Festival, og i 2009 tog de på USA-turné som opvarmning for Metallica. I dag, når Michael Poulsen skal på landevejen, foregår det ikke længere i en lejet kassevogn, men i ni dobbeltdækker-tourbusser og 20 lastbiler fyldt med instrumenter, lys, sceneshow og merchandise.

SAGT OM MICHAEL POULSEN

Henrik ’Henning’ Tångberg, barndomsven

”Jeg har ikke tal på, hvor mange gange Michael har slæbt mig hjem fra en druktur. Vi købte 10 Krudtugle Pilsnere hver til 37,50 kroner og cyklede eller kørte på knallert hjem til Michael på Egevej. Alle var velkomne, de skulle bare have deres egne øl med, og de skulle lade panten blive. Vi hørte heavy-plader, og Michael spillede musik. Bagefter gik vi på Kong Valdemars Pub. Jeg blev som regel mere fuld, end han gjorde, og så trak han mig – har han fortalt mig – med benene dinglende hele vejen hjem til ham. Han har altid været der for mig. Engang ringede jeg til ham, fordi jeg havde det lidt svært og havde brug for en at tale med. Midt i samtalen siger han: ’Ikke for noget, Henning, men jeg er lige på vej på scenen herovre i USA.’ Men så ringede han bagefter.”

PÅ VEJ UD AF Ringsted kører vi ad landevejen, hvor Michael Poulsen som ung plejede at cykle til Næstved på sin BMX for at købe plader. I dag kører han turen i bil mod Næstved, hvor han bor sammen med 31-årige Jeanet Carlsen.

De to mødte hinanden til en koncert i Danmark, hvor Michael Poulsen gav hende sit guitarplekter. Men da han kom hjem, kunne han ikke slippe tanken om kvinden, der fik plekteret. 

”Der var bare noget særligt ved hende,” siger han.

Efter langs tid søgning fandt han hende endelig på bandets fansite, men Michael Poulsen er ikke på Facebook, og derfor oprettede han en falsk profil for at skrive til Jeanet Carlsen. Beskeden havnede i spam-filteret, der gik flere måneder, inden hun svarede, og da hun endelig gjorde, troede hun til at begynde med ikke på, at Michael Poulsen var … Michael Poulsen. Så han måtte ringe hende op, og de aftalte at mødes. Da de nogle måneder senere blev kærester, var det første, Michael Poulsen sagde til hende: ”Jeg skal ikke have børn.”

Ofte har Volbeat spillet mere end 100 shows om året, og den tilværelse var for Michael Poulsen ikke forenelig med det at være far.

”Ja, jeg fortalte mine forældre, at jeg aldrig ville have børn, det måtte være rigeligt med mine tre søstre, som har to unger hver,” siger han, rækker ud mod bakspejlet og fisker et par solbriller frem for at skærme mod vintersolen, der blænder fra asfalten.

”I MANGE ÅR, fordi jeg har nået en vis status, har det hele handlet om mig-mig-mig, men jeg kan sateme hurtigt blive træt af at høre om mig selv. Ubevidst tror jeg, at jeg begyndte at tænke på børn. På et tidspunkt sagde min kæreste: ’Når der er meet-and-greet med fans, og et forældrepar har deres børn med, laver du ikke andet end at tale om dem, og når du kommer hjem fra turné, kan du ikke huske nogen af koncerterne. Det eneste, du snakker om, er de små piger med rottehaler, som kommer op og siger hej til dig i deres Volbeat-T-shirts. Du er jo helt solgt.’ Til sidst kom jeg hjem og sagde: ’Jeanet, skal vi ikke blive forældre?’ Hun sagde ja, og hun blev gravid på to dage, da jeg var hjemme en uge fra en turné i USA. Hun afslørede det ved at sige, at vi var løbet tør for havregryn. Jeg svarede, at det kunne ikke passe, jeg havde jo lige købt en pakke, men hun insisterede: ’Prøv selv at åbne pakken,’ sagde hun. Jeg vendte bunden i vejret på den, og ud dumpede en positiv graviditetstest. At se de to streger – det er den vildeste oplevelse, jeg har haft i mit liv. I dag, når jeg kommer hjem, kan jeg endelig tage den der fucking Volbeat-hat af og koncentrere mig om den lille trold, der fiser rundt – om noget, der er større og vigtigere end mig selv.”

DET BEGYNDTE I Dominus-tiden, men dengang kunne han ryste tømmermændene af sig. Og i de første år med Volbeat havde han altid sin trofaste ven Jack Daniel’s med sig – på scenen kunne han tømme en flaske i løbet af en koncert. 

En dag i 2008, da Michael Poulsen var på vej på turné, hvor Volbeat skulle varme op for Metallica, ringede telefonen. Det var hans storesøster Marianne, som fortalte, at deres far var død, mens han lå og sov, 63 år gammel, af et hjertestop. Michael Poulsen ræsede hjem til familien. En uge senere fik han tatoveret sine forældres navne på knoerne og tog på landevejen igen, men han var ramt af dyb sorg og faldt ned i et sort hul, der fik alkoholforbruget til at eskalere. I en periode var Michael Poulsen knap i stand til at skelne dagene fra hinanden.

Året efter, under en koncert i USA, hvor vennen Mikkel Kessler var blandt publikum, kom forsangeren ud til bokseren backstage efter koncerten med en tom flaske whisky i hånden.

”Har du drukket hele den flaske oppe på scenen?” spurgte Mikkel Kessler.

”Det har jeg da,” svarede Michael Poulsen.

”Hvordan kan du overhovedet stå på benene?” 

Michael Poulsen forsøgte sig med undskyldninger om, at han nåede at svede det hele ud under koncerten. Hans vægt på 103 kilo sagde noget andet. Mikkel Kessler fik sin ven overtalt til at komme ud i sit træningslokale på Amager, og her lagde de en plan: Michael Poulsen skulle droppe alkoholen, lægge sin kost om, og så skulle han i form. Michael Poulsen, der hverken ville tabe ansigt over for Mikkel Kessler eller sin afdøde far, som han følte kiggede med, tabte på kort tid 23 kilo og fik det bedre, både fysisk og mentalt.

”Det er jo en klassiker at ryge på flasken, når man er i sorg. Min far nåede at se mig udgive de første to plader med Volbeat, og han blev så stolt, da jeg kom hjem og sagde, at jeg havde sagt mit job op for at leve af musikken. ’Du slår igennem i USA,’ sagde han, og jeg svarede: ’Rolig nu, det er jo ikke bare sådan lige.’ Men han fik ret, og det gør ondt, at jeg ikke kan køre hjem og sige til ham: ’Du fik sateme ret, du gamle,’” siger Michael Poulsen. 

Sønnen ville også gerne have fortalt sin far om den første gang, han spillede på Madison Square Garden, som opvarmning for Metallica, om at gå ned ad de samme gange som Elvis. Men der er én ting, som nager ham endnu mere.

”Det værste er, at han ikke nåede at møde min datter, min forlovede – og snart min lille søn.”

Michael Poulsens stemme bliver grødet, øjnene blanke.

”Jeg vælger at tro, at han sidder deroppe et sted og følger med på sidelinjen.”

SAGT OM MICHAEL POULSEN

Susanne Nielsen, storesøster

”De færreste ved, at Michael engang var en ganske ferm jitterbug- og jive-danser. Det var hans søster Maibritt, som gerne ville gå til dans og fik ham lokket med, da de var små. Han havde set Shakin’ Stevens i fjernsynet, og snart kunne han selv danse på den måde. Jeg er selv gammel sportsdanser, og jeg kunne se, at han var god til det. Han kunne både gå op på tå og moonwalke, og han gav den maks. gas inde på sit værelse og svingede sin søster rundt. Men da Maibritt ville have ham med til dansekonkurrencer, sagde han nej. Fodbold og musik trak mere i ham.”

EFTER EN HALV times kørsel er vi fremme ved Michael Poulsens hjem i Næstved. Den over 600 kvadratmeter store villa ligger i kvarteret Appenæs, på toppen af Udsigtsbakken, hvorfra man har byens bedste vue over Karrebæk Fjord og Gavnø Slot. Adressen er byens dyreste og kostede Michael Poulsen 15 millioner kroner, da han sidste år købte huset, som har en kulørt historie. 

I 2004 blev det solgt på tvangsauktion til Bo Madsen, der sammen med sin samlever Henrik Madsen i Næstved gik under navnet ’bøssegangsterne’. Syv år senere var parret, der flere gange er dømt for bedrageri, i gang med at indrette villaen til luksusbordel – men planerne strandede, da Bo Madsen blev anholdt – og siden idømt livstid – for at have dræbt sin samlever. Henrik Madsens lig er aldrig blevet fundet.

”Kender du historien?” siger Michael Poulsen, da vi er kommet indenfor.

På førstesalen har han indrettet to gæsteværelser – ”det var nok her, de havde tænkt, at pigerne skulle tage imod kunder,” siger han og griner. Her kan Jeanet Carlsens familie fra Gjøl overnatte, når de er på besøg. Længere nede ad gangen er der et legerum til datteren Ea og plads til Michael Poulsens musikrum, der indeholder en imponerende samling Elvis-memorabilia. Det var her, efter at turnéplanerne i 2020 blev aflyst på grund af COVID-19, at han skrev Volbeats nye album, der er i gang med at blive mixet, inden det udgives senere på året. 

I køkkenet hænger et billede af en fosterscanning med magnet på køleskabet. Snart har rockmusikeren, der svor, at han ikke ville have børn, to. Hans søn skal hedde Aaron, fortæller han – opkaldt efter Elvis Aaron Presley.

Hvorfor har du slået dig ned i Næstved?

”Jeg har rigtig mange minder herfra. Jeg er kommet meget i Næstved som ung, min tvillingesøster og min bedste ven bor her, og jeg er tæt på Ringsted og min mor. Jeg har boet i lejlighed i København og i hus i Hvidovre, men jeg er ikke bymenneske, og jeg har brug for fred og ro og at være sammen med min familie. At flytte herned er det bedste træk, jeg har lavet i mange år. Men der er stadig mange, som tror, at jeg bor i USA.”

Det kunne du vel også lige så godt?

”Det er rigtigt. Jeg plejer at sige til amerikanere, der ikke kan forstå, at jeg ikke flytter til USA, at jeg bor i Næshville.”

Michael Poulsen griner. 

”Toke, der er altså lige noget, du skal se,” siger han og genner Volbeat-konsulenten, der i mellemtiden har båret vinylplader og rom ind fra Volvoens bagagerum, ind på sit kontor. Synet ligner til forveksling åbningsscenen fra ’The Godfather’ (1972), hvor mafiabossen Don Corleone tager imod. Michael Poulsen har indrettet sin egen version med mørkegrønne vægge, et stort, tungt skrivebord, læderstol, barskab og i den modsatte ende et gulv-til-loft-skab med print på lågerne, der ligner en gammel bogreol med støvede bøger.

”Nej, hvor sejt,” udbryder Toke, da han træder ind på ’gangster’-kontoret. Herfra er der udsigt til en swimmingpool med sauna og til haven, inden turen går nedenunder, til villaens hovedattraktion – Michael Poulsens man cave. 

SAGT OM MICHAEL POULSEN

Ken Anthony, ven og tidligere pladebutiksejer 

”Michael og jeg mødtes første gang i ’Tak for kaffe’, et talkshow på TV3, hvor vi skulle snakke om musik. Michael sad der med sit lange, sorte hår og omvendte kors om halsen og så farlig ud. Efter programmet faldt vi i snak, og Michael begyndte at komme inde i min pladeforretning. Her stod vi og sludrede, og en dag sagde han, at han drømte om at møde sit idol Kim Bendix alias King Diamond. ’Er du ikke en af Kims gode venner?’ spurgte han. Jeg svarede ja og fik arrangeret et møde. Michael var lykkelig. Vi blev venner, og i dag beder han mig altid høre sin nye musik igennem, inden den udgives. Hvis der er noget, jeg ikke kan lide, er der ingen sure miner – så længe jeg kan argumentere for min mening.”

I KÆLDEREN HAR Michael Poulsen indrettet en bodega med brune træborde, raflebægre med terninger, gamle, originale western-souvenirs og bagerst en bar med spejlvæg og hylder, hvor flasker med gin, rom og whisky står på række. 

”Alt herinde er fra før 1930,” siger Michael Poulsen om sit personlige værtshus, hvor han gerne holder en ’ordentlig’ fest et par gange om året, når der ikke er pandemi.

I det tilstødende rum skifter farvetemaet fra brunt til sort med lædersofaer og mørke vægge prydet med gamle bokseplakater – Volbeat-sangeren er om muligt større fan af boksning end af musik.

Han har for længst lagt mørket og ungdommens satanisme på hylden. ”Det var jo mest et marketingstunt,” siger Michael Poulsen, som egentlig ikke kan fordrage religion. 

Men han er spirituelt anlagt, fortæller han. Han har gennem sit liv haft flere oplevelser, der har overbevist ham om troen på noget overnaturligt. For nylig havde han besøg af en clairvoyant, der forklarede, at han fungerer som et medie for afdøde sjæle, som ikke selv er klar over, at de skal blive blandt de døde.

Han tøver ved spørgsmålet om, hvad det er for nogle oplevelser, han har haft. Michael Poulsen ved godt, hvordan det lyder, og han vil gerne tages seriøst. Men til sidst fortæller han alligevel en historie:

”Jeg var 19 år og havde fået en ny kæreste. Vi kendte ikke hinanden skidegodt endnu, men nok til, at vi syntes, at jeg skulle hjem til hende og bo. Det passede mig fint at komme til København, hvor jeg havde gang i min musik. Vi holdt nogle fester i hendes kæmpe lejlighed, og det var normalt, at folk blev og overnattede, hvis de havde fået nok at drikke. En nat, hvor jeg var gået i seng, inden festen sluttede, stod jeg senere op for at tisse. Fra soveværelset passerede jeg døren ind til stuen, og i sofaen så jeg en mand, og jeg tænkte: ’For fanden, er folk ikke gået hjem endnu?’ Da jeg kom ind i soveværelset, sagde jeg det til min kæreste, som svarede: ’Jamen, det er de da også.’ Jeg forklarede hende, at der altså sad en mand og snorkboblede inde i stuen. Hun troede ikke på mig, men jeg kunne beskrive både hans skovmandsskjorte, hans vest og den hat, han havde på. Hun brød ud i gråd, løb ind i stuen for at lede efter ham og kom tilbage med et foto. ’Er det ham her?’ spurgte hun. Jeg sagde ja. ’Det er min far,’ sagde hun, ’han er død.’”

POULSEN FOR EVIGT

En nat i 2016 lå Michael Poulsen søvnløs i sin seng hjemme i Næstved. Sange kørte rundt i hovedet på ham, han stod op, tog sin akustiske guitar og skrev ’For evigt’ til sin kæreste. Da han lagde sig ind i sengen til hende, sagde han: ”Jeg tror sgu, jeg har skrevet et hit.”

”Kan jeg ikke høre det i morgen?” svarede hun, og de lagde sig til at sove.

Nummeret udkom og gik nummer tre på radiohitlisten. Tre år senere, da håndbold-dj’en satte det på til herreholdets første kamp ved VM på hjemmebane i Herning, blev det for alvor en landeplage. Nummeret, der har solgt fem gange platin i Danmark, er streamet mere end 100 millioner gange på Spotify.

MICHAEL POULSENS STEMME er næsten løbet tør. Som dagen er gået, er han blevet mere og mere hæs. Han genoptræner sin stemme med hjælp fra en amerikansk vocal coach, men en slem forkølelse lige inden jul bankede ham nærmest tilbage til nul. Inden han kan hvile stemmebåndet og holde fri, har Toke Holt dog lige en sidste opgave til Volbeat-forsangeren: To amerikanske rock-radiostationer har jubilæum og har bedt om en personlig hilsen fra Michael Poulsen. Bag baren, hvor han står og deler ud af Volbeats egenproducerede rom, rømmer han sig og sender en hilsen på samme halvt-dansk-halvt-engelsk som hans sangtekster:

”Hej med jer, it’s Michael from Volbeat, we want to wish KISW a happy 50th anniversary, and we appreciate so much what you do to carry the torch for rock in Seattle. Skål!”

Også de danske håndboldherrer, der i januar spillede VM i Egypten, har bedt om en hilsen fra deres husorkester. Den skal afspilles i DR1-programmet ’Fællessang’ den følgende fredag, hvor Phillip Faber optræder med ’For evigt’. Halvvejs inde i første take må Michael Poulsen dog give op.

”Kan jeg ikke gøre det i morgen?” siger han.

 

/

Eventyrenes klub

Den danske dj og ’X Factor’-dommer MARTIN JENSEN turnerer normalt omkring 250 dage om året. Tag med mekanikeren til giftig skumfest i Lloret de Mar, til et uforudset møde med kærligheden højt over Bangkok og på tur gennem USA i en stor, faldefærdig autocamper.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

TRÆLIM OG SKUMFEST I LLORET DE MAR, 2009

Før jeg kunne leve af at være dj, var mit liv delt i to. I hverdagene var jeg mekanikerlærling, og i weekenderne turnerede jeg med et mobildiskotek, jeg havde sammen med en ven. Vi spillede til alt muligt. Byfester, efterskolefester, handelsskolefester, runde fødselsdage. Alle de der klassiske provinsfester. 

Vi var og er begge lyd- og lysnørder, så vi planlagde en klassisk druktursferie med all inclusive til Lloret de Mar, hvor vi skulle se alle de store klubber. Jeg havde på forhånd hørt, at der var sådan nogle ’dansker­hoteller’ dernede, som skulle være rimelig klamme, så vi flottede os og blev indlogeret på et firestjernet hotel. Det var en vanvittig overdrivelse. Hvis det havde været vurderet til én stjerne, så tror jeg, at man havde været gavmild. Alt var ulækkert, folk var fulde hele tiden, og morgenmaden eksisterede nærmest ikke. 

Til gengæld var der en bartender, som var helt fantastisk og alle stjernerne værd. Inden klokken havde slået to om eftermiddagen, var min makker og jeg så stive i vodka med juice, at vi hverken kunne gå eller stå. På et tidspunkt spurgte jeg vores kære bartender, hvorfor man blev så fuld af deres drinks, og han fortalte så, at literprisen på vodka i det område var billigere end både juice og Red Bull.

Ugen op til afrejsen havde jeg arbejdet med noget tokomponent-trælim derhjemme, fordi jeg skulle sætte nogle nye sider på mit mobildiskotek. Det trælim skal man bare ikke få på fingrene, for det er fysisk umuligt at få af fingrene igen. Jeg prøvede at vaske mine hænder med fortynder, eddike, ståluld og brun sæbe, men lige meget hjalp det. Det lignede ens hænder, efter man har lavet guirlander til juleklip i folkeskolen. Mine hænder var helt brune af skidt og snavs, som bandt sig til limen.

Martin Jensens første job bag dj-pulten var til en 18-års fødselsdagsfest i Sorring Forsamlingshus som 15-årig. Senere grundlagde han mobildiskoteket Firedisko med en ven, som blev et af de største mobildiskoteker i Danmark.

Den første aften i byen tog vi ind på Disco Colossos, som er den største klub i byen. Vi havde kun været derinde i 10 minutter, da vi indså, at det var en rigtig lorteklub. Der var helt tomt, og vi havde en oprigtig frygt for, at det ville blive den værste uge i vores liv, så vi gik op i baren for at få en drink og komme i stemning. Da jeg spurgte bartenderen, hvad man kunne få at drikke, kiggede hun på mig, rullede øjne og gik væk. Lidt senere spurgte jeg, om hun havde et drinkskort. Så kiggede hun på mig, rullede øjne og gik væk igen. Vi var ved at dø af grin over hele situationen i det der tomme diskotek, men vi var også en smule bange, for man skal aldrig provokere en sur spanier.

Da hun kom tilbage for tredje gang, var jeg skidenervøs for, hvordan hun ville reagere. I afmagt bad jeg om to drinks med vodka og Red Bull, hvorefter hun smilte og kom med to glas. Jeg forstår stadig ikke den bartender. Da vi havde bundet et par stykker, begyndte min fod at bevæge sig i takt til musikken. Vi bad vores nye veninde i baren om to mere, så flækkede vi dem, og sådan fortsatte vi. De må have været ret stærke, for det næste, jeg husker, er, at der var en kæmpe skumfest i gang på dansegulvet. 

Ingen af os kunne et eneste dansetrin, men den aften var vi verdensmestre. På et tidspunkt fik jeg skummet i munden, og det var simpelthen så giftigt, at jeg hostede i fem minutter. Og da jeg vågnede næste morgen, var mine hænder fuldstændig rene. Jeg havde prøvet alt. Men en times spansk skumfest var det, der skulle til for at fjerne trælimen. Der blev vi enige om, at vi nok ikke skulle til flere skumfester.

Jeg har aldrig spillet i Lloret de Mar, og gud ske tak og lov for det. Der er så mange stive danskere dernede – og jeg var selv en af dem. 

I 2017 rejste Martin Jensen spontant til Lissabon for at mødes med Natasha Samsara Thompson fra Nordirland, som han havde mødt til en efterfest i Bangkok. I december 2020 friede han til hende på Maldiverne. Hun sagde ja.

KÆRLIGHEDSJAGT I BANGKOK, BELFAST OG LISSABON, 2017

I 2017 spillede jeg til en stor festival i Bangkok, hvor jeg havde nogle venner med. En af dem er er en rimelig ekstravagant type, som har en evne til at komme i kontakt med de rigtige mennesker. Jeg forstår ikke, hvordan han gør det, men han kan altid komme ind steder, hvor andre mennesker ikke kan. Efter koncerten var vi andre på vej i seng, da min ven skrev, at han havde fundet en efterfest med japanske modeller, champagne og Don Julio 1942 (en meget dyr tequila, red.) ad libitum.

Festen foregik i en penthouselejlighed på 38. etage med udsigt over hele Bangkok, og det var ligesom at træde ind i filmen ’Tømmermænd i Thailand’. Der var fire private butlere, der stod klar til at servicere. Der var et musikanlæg, som fyldte halvdelen af stuen. Der var diskokugler og lasere. Alle til den fest var brændt af på det ene eller det andet, og så kom der tre blege danskere ind med rygsæk og shorts. Vi lignede nogle, der kom direkte fra turistkontoret. Den aften faldt jeg i snak med ung kvinde fra Nordirland, der hedder Natasha, og vi udvekslede telefonnumre.

En måned senere skulle jeg spille til en festival i Belfast, hvor hun tilfældigvis er fra. Vi aftalte, at vi skulle mødes, og at hun kunne komme backstage med nogle veninder.

Hun anede ikke, at jeg var dj, men troede bare, at jeg var helt vild med elektronisk musik. Det var først, da vi kørte forbi hovedindgangen for at komme ind backstage, og hun så mit navn på plakaten, at det gik op for hende, at jeg skulle spille den aften. Dagen efter koncerten brugte vi hele dagen sammen. Vi kørte rundt til alle mulige seværdigheder, og inden jeg fløj videre til min næste koncert, aftalte vi at mødes i Lissabon, hvor hun skulle til en koncert med Red Hot Chili Peppers kort tid efter.

Rejser og fester overalt i verden er en del af jobbet for 29-årige Martin Jensen.

Måske var det lidt for spontant at planlægge en date i Lissabon, der skulle strække sig over flere dage? Da jeg sad i lufthavnen og ventede på hende, skrev hun, at hendes fly var forsinket. Det sekund var jeg overbevist om, at jeg ville blive brændt af. Jeg skrev til en veninde, som jeg håbede ville berolige mig, men hun mente også, at Natasha nok havde fået kolde fødder. 

Jeg var ankommet tidligt om formiddagen, og hendes fly skulle først ankomme klokken 22 om aftenen. Jeg var et nervevrag, da jeg stod og spejdede efter hende, men jeg havde jo kun mødt hende to gange før, så jeg blev pludselig i tvivl, om jeg overhovedet kunne genkende hende. 

Da hun kom ud gennem terminalen, vadede hun lige gennem lufthavnen uden at ænse mig for at tage en taxa. Jeg listede mig hen bag hende og tænkte: ”Jeg klapper hende sgu lige i røven.” Så vendte hun sig om, klar til at give mig en kæmpe lussing, indtil hun indså, hvem det var. Så fik jeg heldigvis en kæmpe krammer. Vi var i Lissabon i tre dage, og det hele endte bedre, end jeg kunne have regnet med. Jeg mødte hende i Bangkok, jeg lærte hende at kende i Belfast, vi blev kærester i Lissabon, og så friede jeg til hende i december 2020 på Maldiverne.”

I 2019 blev Martin Jensen træt af det hurtige liv, konstante flyrejser og dyre hoteller. I stedet lejede han en autocamper og kørte tværs gennem USA, mens køretøjet langsomt faldt fra hinanden.

KØR SELV-TURNÉ I USA, 2019

“Natasha og jeg var fløjet direkte fra en koncert i Chengdu i Kina til Dallas i Texas. Normalt, når jeg turnerer, lander jeg i en by, spiller en koncert, sover på et kedeligt, dyrt hotel, og så flyver jeg videre til næste by, hvor det hele gentager sig. Det kan man godt blive lidt ør i hovedet af.
Engang fløj jeg fra England til Kina, og da vi ankom, sagde jeg: ”Ej, hvor er det dejligt at være tilbage i Mexico.” Så kiggede ham, der stod for koncerten, helt underligt på mig, og først der gik det op for mig, at han da heller ikke lignede en mexi­caner. Dagene bliver blandet sammen, når man rejser så meget, men det adrenalin-sus, det giver, når jeg spiller for 20.000-30.000 mennesker, er det hele værd. 

Den her gang skulle jeg spille en masse koncerter i USA og havde lejet en 13 meter lang autocamper, som vejede 16 tons. Den skulle være vores hjem de næste fem uger.

I USA har de den vanvittige regel, at hvis et køretøj kun har to aksler, må man køre det med et almindeligt kørekort. Autocamperen var lige så stor som de gule busser i København, og den var meget besværlig at styre. Jeg har lastbilkørekort og ved godt, hvordan man skal køre sådan en stor bandit, men Natasha kunne slet ikke styre bilen, selvom hendes familie ejer et firma, der udlejer autocampere, og hun har kørt dem hele sit liv. I de fem minutter, hun kørte den, væltede hun alle orange kegler i midten af vejbanen, og så blev vi enige om, at jeg nok skulle tage over.

Det var en kæmpe oplevelse at køre rundt i USA, fordi det er så uendelig stort og skørt. Vi boede på campingpladser, der var på størrelse med Messecenter Herning, og vi handlede i Walmart, hvor man kan købe en legetøjs-tank til sit barn, mens man selv køber sig et oversavet jagtgevær. Det var det bedste ved hele turen. Walmart er Bilka på steroider, og ligegyldigt hvad du ønsker dig, så har de det.

Jeg spillede i Boston, New York, Atlantic City, Denver, San Francisco, Chicago, Dallas, Houston, Portland og Seattle og kørte i alt 37.000 kilometer i autocamperen. Jeg har aldrig lært så meget om camping på så kort tid. Pludselig skulle jeg parkere og bakke det 13 meter lange monster, slå vand til, tømme septiktanken, tanke gas og så videre. Hold nu op, et mareridt.

Den havde kørt 35.000 kilometer, da vi lejede den. I mit lastbilhoved var det ingenting, men for en autocamper er det åbenbart fire livstider. Alt gik i stykker. Vi var aldrig kommet frem, hvis jeg ikke havde været uddannet mekaniker, for jeg lavede vitterlig ikke andet end at reparere på det lort. Sidespejlene sprang af, vinduerne fløj op, oliefyret stod af konstant, airconditionanlægget gav op, afføringstanken var proppet, og vandpumpen fungerede slet ikke. Nu er jeg ekspert i autocampere, men jeg skal aldrig røre det skidt igen.

Efter den sidste koncert i Seattle, som sluttede klokken 23, skulle vi køre 3.000 kilometer i ét stræk til Dallas, fordi vi skulle aflevere autocamperen og nå et fly to dage senere. Vores GPS mente, at vi kunne nå det med kun fire timer i overskud, så vi holdt ikke pause overhovedet. Vi kørte dag og nat i to dage.
Når jeg skulle have en lur, overtog min manager rattet. Vi lavede mad, mens vi kørte, og vi stoppede kun, når vi skulle tanke, ellers var det bare speederen i bund. Endelig ankom vi til Dallas igen efter vores rundtur. Derfra fløj vi videre til Kina, hvor jeg spillede syv shows i syv byer på syv dage.”

Martin Jensen er en 29-årig dansk dj og ny ’X Factor’-dommer. Hans mest populære sang, ’Solo Dance’, er blevet lyttet mere end 600 millioner gange på Spotify, og hans samlede antal streams på tjenesten er over 1 milliard. I 2019 turnerede han  i Asien, USA og Europa. Før han blev verdenskendt dj, arbejdede han som mekaniker og var sælger i sin fars firma, der forhandler entreprenør- og landbrugsmaskiner.

/

Elefanten i rummet

Med satireprogrammet ’Tæt på sandheden’ er JONATAN SPANG nået ud til hele Danmark med begavet og bidende satire. Den teateruddannede komiker har fået nok af jokes om underklassen og tykke folk i provinsen. Han går efter magthaverne og hyklerne – men ingen kan vide sig sikker. Hvor går grænsen, og hvad driver Danmarks p.t. morsomste mand? Ud & Se gik i studiet med manden, der har fingeren på konfettikanonen.
Tekst:Christian MartinezFoto:Ricky John MolloyBilledbehandling:Flemming Roland

TAKE 1

Hej Jonatan. Undskyld, men hvem pokker hedder Jonatan uden h?

”Det gør Jonatan Løvehjerte (fra Astrid Lindgrens roman ’Brødrene Løvehjerte’, red.). Det er ham, jeg er opkaldt efter. Jeg græd og græd, da jeg fik den læst op som barn. Det er en forfærdelig historie. Han dør jo tidligt.”

Navnet betyder Guds højre hånd – er du det? 

”Ha! Nej, det er jeg sateme ikke. Men inden jeg kom ind på Teaterskolen, havde jeg faktisk tænkt mig at søge ind på teologi. Selvom jeg ikke tror på Gud. Hele ideen om tilgivelse er jo det største filosofiske nybrud nogensinde. Ideen om at standse hævnen og tilgive er jo helt vildt tænkt. Som filosof er Jesus uforlignelig. Om han så er Guds søn, er lidt mere tvivlsomt, men den indflydelse, som historien har, har altid fascineret mig, fordi den har kunnet få folk til at handle anderledes. Det var også derfor, vi lavede ’Biblen’, da jeg var chef for Nørrebro Teater.” 

Er det også målet med din egen satire? At få folk til at handle anderledes?

”Det har altid irriteret mig, når folk i teatermiljøet holder skåltaler og fortæller hinanden, hvor vigtig en forestilling er. Der har været en illusion om, at vi spillede noget for publikum, og så gik folk forandrede ud fra teatret. De var nye mennesker! Det vil jeg gerne opponere imod. Det føles enormt rart at sige til sig selv, at man har den effekt, men det er der jo ikke noget bevis for. Når jeg siger sådan i en debat eller på Folkemødet, bliver jeg upopulær, for der sidder kunstnere og taler om, at de inspirerer andre til dette og hint. Det har jeg meget svært ved at se. Mit håb med ’Tæt på sandheden’ er ikke, at folk bliver forandrede, men at det skaber en nysgerrighed for at sætte sig ind i ting.”

Så det, du laver, er en form for nudging?

”Ja, det er så langt, jeg vil gå.”

Nu vi er ved det: Kan du en Jesus-joke?

”Kun en af Uffe Holm, som handler om Jesus’ hul i hånden, som han bruger til at onanere med. Den ville nok støde nogle mennesker.”  

TAKE 2

Der hænger en meget stor og meget tung lampe over Jonatan Spangs hoved. Han er midt i en monolog om året, der gik, og konstaterer energisk, at selvom 2020 nok var et lorteår, så var der alligevel nogle, som fik noget godt ud af det. For eksempel Mette Frederiksen, der viste, hvor populær man kan blive med en kombination af rå magt og hygge. Eller, som han formulerer det, ”som at se Stalin bage vaniljekranse.” Spang sidder casual klædt i marineblå sweater og sorte jeans ved det store skrivebord i DR Byens studie 6 og er i fuld gang med generalprøven til optagelserne af ’Tæt på sandheden: Nytårsspecial’, da han løfter blikket og får øje på monstrummet over sig: Lampen kan hæves og sænkes med en kran og har en praktisk funktion under optagelserne af showet, men som den dingler der, faretruende stort i luftrummet over ham, ligner den et damoklessværd i en ny tv-alder.

”Har jeg haft den hængende over hovedet altid?” spørger han ud i rummet. ”Burde jeg have en hjelm på?”

Produktionsholdet fniser, men ellers er der ingen, der siger noget. Det store studie 6 er tomt. I modsætning til tidligere sæsoner af ’Tæt på sandheden’ er der på grund af corona-restriktioner ikke publikum på settet. Så den eneste, der griner af Jonatan Spangs jokes i løbet af optagelserne, er indspilningslederen Linda, der til gengæld griner ofte, højt og helt ned i maven. Sikkert ikke kun for at motivere Spang, så han ikke føler, at han spiller bold op ad intetheden, men også fordi hun ikke kan lade være. 

Sådan er der også mange andre danskere, der har det med komikeren, skuespilleren og den tidligere teater­direktør, der med sin kombination af funny bones, skuespillerevner og samfundssatire står i spidsen for et tv-program, der lægger afstand til the usual suspects i det danske comedy-landskab. Slut med Øbberbøv og lagkagekomik. Siden DR2-programmet gik i luften første gang i september 2017, har Spang udstillet alt fra bundkorrupte kvotekonger i dansk fiskeri til liderlige partiledere på Christiansborg og taget grundigt pis på den danske presse med faste indslag som ”den omvendte Cavling”, en parodi på Danmarks fineste journalistiske pris, der i programmet gives til tvivlsom journalistik. 

I pauserne går hovedpersonen selv rundt på settet med en vandflaske og udveksler noter med produktionslederen, hvis han da ikke går koncentreret i cirkler om sig selv. Indimellem springer han uden varsel op på scenen og øver en række indstuderede dansetrin, mens han fløjter melodien ’America’ fra musicalen ’West Side Story’. Det ser ufrivilligt komisk ud, som om talkshow-værten momentant har tabt sutten. Men at dømme ud fra Spangs stædige gentagelser er der mening med galskaben. De dansetrin er ikke bare for sjov.

BAG KULISSEN

’Holdet bag ’Tæt på sandheden’ består af tre komikere, der skriver, to journalister, der researcher, fact-tjekker og former historierne, samt en producent, en produktionsleder, to grafikere, en instruktør og en klipper. Holdet mødes hver tirsdag og har en uge til at producere indholdet, der sendes på DR2 om fredagen. Næste sæson af ’TPS’ får premiere 12. februar på DR2.

TAKE 3

Du har lige afsluttet femte sæson af ’Tæt på sandheden’. Hvad driver dig? 

”Det er grundlæggende et demokratisk projekt og har været det alle årene. Det starter med, at jeg læser noget, som fanger min interesse. Jeg ser mig omkring og konstaterer, at der er vildt mange mennesker, som har travlt med at gøre tingene mere besværlige, end de er. Politikere, debattører, akademikere, journalister. Der er mange, der har travlt med at lyde kloge og lukke sig om sig selv. Så sætter de tingene så højt op på hylden, at almindelige mennesker ikke kan nå dem. For så er man fri for alle mulige menneskers mening, og at de blander sig. Man hører det igen og igen: ’Ej men, det er noget EU.’ Så ved man godt, at så snakker man ikke mere om den sag. Man bruger et sprog, som ekskluderer en kæmpestor del af befolkningen, for så kan man have lov at have det for sig selv. Finansverdenen for eksempel. Der har man opfundet et sprog, som er umuligt at forstå for andre. Men de insisterer på at bruge det for at ekskludere os og gøre os afhængige af dem. Projektet for mig er at tage noget fra de hylder og sætte det ned, hvor flere mennesker har adgang til det. Jeg håber ikke, at nogen bruger showet som deres primære nyhedskilde, men jeg håber, at det kan skabe nysgerrighed hos folk til at sætte sig ind i tingene.”

Det sagde det amerikanske satire-koryfæ Jon Stewart også om sit program ’The Daily Show’ … 

”Det er sjovt, jeg havde en medarbejderudviklingssamtale forleden. Vi er blevet så meget et team på ’Tæt på sandheden’, at vi har den slags nu. Min produktionsleder sagde, at han var stolt af, at så mange får deres nyheder gennem os. ’Det synes jeg ikke, at du skal tænke,’ sagde jeg til ham. ’For det placerer et så tungt ansvar på os, at det bliver ødelæggende for at kunne lave showet.’ Hvis vi får skabt den historie i organisationen, bukker vi under i et eller andet storhedsvanvid. Så det er noget, jeg prøver at slå ned på. Kontrakten er, at nu skal vi have det sjovt. Det er det første, jeg lover dig som seer. Du skal også blive klogere, men alle budskaber i verden er spændt ud mellem gennemslagskraften og redeligheden. Og hvis jeg skal vælge, så vælger jeg altid gennemslagskraften.” 

Så du tonser rundt på kontoret med konfetti-kanonen trukket?

”Ja, den er også nødt til at være der. Ellers risikerer vi som komikere at blive selvhøjtidelige. Som de amerikanske talkshow-værter, der efter 11. september blev et samlingspunkt for amerikanerne. Det var måske klædeligt, da David Letterman gik på skærmen efter 14 dages pause med en opsang, men der sneg sig en selvhøjtidelighed ind i komikken, som jeg synes har bredt sig, og som er gift for komikere. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er sådan noget som Zulu Comedy Galla noget underligt noget. Selv om man forsøger at gøre præmien lidt sjov, er prisuddelinger jo alt det modsatte af, hvad vi komikere står for. Vi peger og griner af dem, der løfter pokaler, og så står vi selv og løfter en? Det er derfor, at den, jeg vandt i 2018, står ved siden af en pokal fra Dortmunds hundeudstilling i 1981.”

Har du også vundet dén?

”Haha, nej.”

Folk kender dig fra dine shows, men din baggrund er mindre kendt. Hvor kommer du fra?

”Jeg er vokset op i Gladsaxe. Jeg er skilsmissebarn, min mor var pædagog, min far var ingeniør i Datacentralen, som var statens datafirma. Måske er det derfor, jeg som barn følte mig lidt odd. Jeg havde aldrig mødt nogen, som var kunstner eller skuespiller. Der gik mange år, før jeg blev bevidst om, at man overhovedet kunne gå den vej.” 

Hvornår skete det?

”Efter folkeskolen tog alle på gymnasiet, men jeg besluttede mig for at tage væk. Jeg ville på efterskole. Bagefter kom jeg ind på Den Fri Ungdomsuddannelse, hvor man selv kunne sammensætte sin uddannelse. Jeg var begyndt at lave improvisationsteater og fik mulighed for at læse på high school i Wisconsin. Jeg fik lavet en ansøgning om, at jeg ville dygtiggøre mig inden for teater derovre. Det kunne jeg også have gjort i Gladsaxe, men USA lød sjovere. Det var super interessant at komme et sted, hvor alle var republikanere og kristne. Det var et sindssygt kulturchok. Det foregreb også min interesse for amerikansk politik og samfundsforhold.”  

Var du klassens klovn?

”Ja, men jeg var ikke en klassisk klovn, for jeg var også fagligt dygtig. Jeg talte meget og brugte mange fremmedord. I skolen kaldte de andre mig for Professor Bal­thazar efter tegneseriefiguren.” 

Hvornår optrådte du første gang?

”I folkeskolen, som var super duper uinspirerende, men et af få lyspunkter var juleafslutningen, hvor man kunne optræde for forældrene. Første gang spillede vi en sketch fra tv-programmet ’Under uret’ med Hans Otto Bisgaard og Peter Larsen, bedst kendt i rollen som Tjener Frandsen. Jeg gik i femte og spillede Tjener Frandsen. Jeg syntes, Peter Larsen var fantastisk. Dér startede det, selvom jeg ikke turde tænke tanken, at det var det, jeg ville lave. Men jeg kunne mærke den enorme energi, der var ved at stå på scenen, publikums respons. Mit hoved eksploderede.”

Hvornår besluttede du dig for at gøre det til en levevej?

”Jeg voksede op med forældre, som aldrig talte positivt om deres arbejde. Det var altid: ’Åh, hvor dødssygt, nu skal vi på arbejde igen.’ De var 68’ere, som nok gerne ville have realiseret sig selv, men som endte som lønmodtagere. Det havde de det svært med. Jeg tog tidligt en beslutning om, at jeg var ligeglad med, om jeg skulle leve på en sten. Jeg begyndte på en dramadaghøjskole i Brøndbyøster, hvor vi spillede improvisationsteater. Der mødte jeg en pige, som havde søgt ind på Teaterskolen, og jeg tænkte: ’Gud, findes der en skole for den slags?’ Jeg var 18 år og søgte ind året efter. Det er tydeligt for mig nu, hvad dannelse og baggrund kan gøre. Jeg vidste jo ingenting. ’Lav en monolog på tre minutter,’ lød det til optagelsesprøven. Jeg havde ingen forudsætninger og havde kun været i teatret få gange før. Men det at stå på en scene gav mig noget, og jeg var god til det. Jeg kom ind på skolen i andet forsøg.”  

Hvordan kom du i gang med standup?

”Min ven Christian flyttede ind i Teglgårdsstræde i Pisserenden i København. Der lå Kulcafeen, hvor der hver tirsdag var gratis standup. Jeg havde ikke set stand­up før, men en dag, efter at vi havde set ’Nattevagten’, udfordrede han mig til at optræde. Der sad måske 30 mennesker den første aften, vildere var det heller ikke, men det føltes vanvittigt. Jeg havde kort tid inden været i sommerhus i Blokhus og set et diskotek, der reklamerede med at have Brian Nielsen som ’gæstedørmand’. Det syntes jeg var vildt sjovt, for man kender jo begrebet ’gæstebartender’, men sgu da ikke dørmand? Jeg fik lavet en joke om, at man kunne komme og få tæsk af sit idol. Anden gang jeg optrådte, kom Uffe Holm hen til mig og spurgte, hvor længe jeg havde lavet stand­up. Da jeg svarede, at det var anden gang, sagde han bare: ’Det der kan du godt finde ud af.’ Når jeg stod på scenen, forsvandt min hang til at se tingene fra mange sider, med for mange nuancer og for meget støj. Verden blev enkel, sort-hvid. Jeg fandt ud af, at jeg trivedes og kunne være til stede i det. I det amatørteater, jeg havde spillet inden, var alt enormt bøvlet til sammenligning. Der skulle øves, laves kulisser etc. Standup havde en hurtighed, som jeg elskede. Det er det, som stadig fascinerer mig så mange år senere, og som jeg også elsker i dag. Vi får en idé, skriver den ned på et stykke papir, og med hjælp fra resten af holdet bliver den til virkelighed.” 

Hvad har været den værste oplevelse på scenen?

”Jeg optrådte engang for et selskab af Brøndby-fans, som lige havde tabt en kamp til OB. Det var jo ikke min skyld, men jeg blev stadig truet med tæsk.”   

Du er standupper, skuespiller, direktør, tv-vært. Hvad kalder du dig selv? 

”Jeg tog en fireårig skuespilleruddannelse, og det er meget identitetsskabende, så i mange år følte jeg mig som skuespiller. Jeg har aldrig følt mig som standupper, mere som komiker. Det gode for mig i starten var, at man bare kunne få en idé og gå ned på Kulcafeen og optræde. Bagsiden var, at der var en ret snæver opfattelse af, hvad standup var. I 90’erne var det en snobben nedad, meget af det var noget sexistisk bavl og pølsemandssnak. Da jeg startede, var det eneste vigtige: Kan jeg få dem til at grine? Da det var på plads, var det næste: Hvad ville være interessant at tale om? Dér løb jeg ind i det problem, at jeg ikke har en særlig folkelig smag. Jeg kommer ikke til at sige noget om fodbold. Vi var flere komikere i de år, der tænkte: Findes der et andet publikum derude? Vi drømte om, at det i Danmark kunne gå ligesom i New York i 70’erne, hvor det meste standup i starten foregik i klubberne omkring Times Square. Da Woody Allen forsøgte sig med et live comedy-show dér, gik det ad helvede til. Det var for højpandet og havde ikke den energi, som krævedes. Men så fik hans manager ham ind på The Bitter End i The Village, i et jazzmiljø, og så kørte det.” 

JONATAN SPANG

Født i 1978 i Gladsaxe. Uddannet skuespiller. Vandt DM i standup i 1999. Har siden spillet teater og film, været teaterdirektør for Nørrebro Teater og komiker. Med DR-programmet ’Tæt på sandheden’ har han siden 2017 indtaget rollen som en af landets mest toneangivende satirikere.

Har katten Olga, en gadekat fra et internat, og et surbundsbed, hvor han dyrker hortensier. Kæmper sig på tredje år gennem Prousts romanserie ’På sporet af den tabte tid’. Spillede trækbasun i seks år som barn.

TAKE 4

 Jonatan Spang puster ud i DR Byens kantine over en tallerken varme kikærter med grøntsager og fladbrød, mens han får generalprøven lidt på afstand. Et kort øjeblik ligner han en mand, der ikke har sovet i et år. Han kan lige nå at skovle maden i sig, tage en powernap, klæde om til nytårsoutfittet, og så er det klar til optagelse. Sæsonens sidste afsnit skal i kassen, og alle tiders lorteår skal i graven. 

”Hvad er det, man siger? Det skal ikke være kunst, det skal være færdigt,” siger han med et træt smil om de forestående optagelser i studie 6.

Men Jonatan Spang ligner ikke en mand, der gør tingene halvhjertet. Da han rejser sig og går ud for at få luft, ser han en kort stund helt indebrændt ud med mørke øjne og blussende kinder. Måske er det rigtige ord indædt. Måske er han bare koncentreret. Vidste man ikke bedre, kunne man have ham mistænkt for, at det faktisk gerne må være kunst. Bare man griner af det. 

20 minutter senere står han igen oppe på scenen og langer indforståede jokes ud af ærmet imellem optagelserne, som får kamerafolkene til at grine. En form for værkstedshumor, der løsner op på settet, men midt i moroen har han et fokus og en arbejdsdisciplin, som man ikke skal stille sig i vejen for. Som da Spang afbryder en monolog om Danske Banks never-ending svindelsager, fordi han distraheres af en makeupartist i salen, der har sat sig for tæt på teleprompteren, og kontant beder hende rykke ud af sit synsfelt. Ganske udramatisk, men en lille reminder om, at Spang nok har funny bones, men også har været vant til at have chef-kasketten på, siden han som 29-årig overtog direktørstolen på Nørrebro Teater. Måske får han det også sagt lidt for kontant, for i pausen bagefter kommer han ned og undskylder: 

”Jeg er ked af, hvis jeg blev lidt onkel stram,” siger han til makeupartisten.

TAKE 5

Hvornår har du sidst grinet, altså rigtigt, nedefra og op?

”Min hustru viser mig YouTube-videoer med katte, som nogle gange får skovlen under mig, selvom det er ufint. Jeg driller hende med, at jeg tager på arbejde og laver satire, og så sidder hun og ser en kat hoppe ned i en sok. Hvordan kan hun leve med sig selv? Det tager hun rimelig roligt. Jeg kan også virkelig grine af MC (Michael Christiansen, red.), som er hovedforfatter på ’Tæt på sandheden’. Han kan sige ting, hvor jeg næsten ikke kan holde op med at grine igen. Man bliver fagskadet, der er ting, som vi synes er vildt sjove, som andre måske ikke synes. Vi lavede for eksempel et indslag om Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og så skriver MC: ’Hvad ved vi egentligt om WHO, andet end at det var dem, som lukkede hundene ud? (Ordspil over det caribiske monster-pophit ’Who Let the Dogs Out?’, red.).” 

Er der noget, du ikke vil gøre grin med?

”Jeg synes, det er helt ukontroversielt at sige, men det, at man kan blive slået ihjel for at lave grin med islam, giver det selvfølgelig en særlig status. Alle, der påstår andet, er nogle forbandede løgnere. Det er det eneste, du kan blive slået ihjel for – eller du kan blive udskammet. Men det er ikke lige så slemt som at blive dræbt.” 

Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge …

”Ja, der tager man gerne noget skam. Men der er også ting, som bare er svære at lave sjov med. Vi sendte en hel sæson, hvor den mest omtalte sag i pressen var ubådssagen. Den lavede vi ikke jokes med, selvom mediedækningen blev stadig mere bizar. Som da Weekend­avisen sendte en krimiforfatter ind i retssalen. Det var jo porno. Nogle gange rører vi ikke et emne, fordi det er kontroversielt, men fordi det er kedeligt. Som da alt drejede sig om OK-forhandlingerne, og TV Avisen kun handlede om, hvorvidt forhandlerne nu også havde båret madrasser ind.”

Er der noget, du savner i dansk humor i dag? 

”Der er mange, der laver noget fedt, men der har været en tendens i mange år til, at grinet handlede meget om socialgruppe 5. Folk med kun lidt uddannelse og beskedent økonomisk rygstød. På DR har man kaldt det socialsatiren, så var det lidt finere. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over det, men det var ikke det, jeg havde lyst til. Det var vigtigt for mig at lave noget om nogle andre mennesker.” 

Hvordan er det at være komiker i en krænkelsesparat tid?

”Jeg kan godt blive forbløffet over, hvordan woke– og social conscience-krigerne nogle gange kaster sig over folk, som faktisk forsøger at tale om noget med indhold. Når de bliver vrede på Signe Molde og hendes program ’Signe Molde på udebane’ (der blandt andet laver sjov med LGBTQ+-miljøet og veganere, red.), så er det pudsigt, at ingen bliver stødt over ’Natholdet’, der griner af en tyk mand fra Jylland. Det er ofte amerikanske problemstillinger, som overføres 1:1 til Danmark. Mest tydeligt med Black Lives Matter, hvor man leger, at en amerikansk problematik er dansk. Det er den ikke. Jeg er hvid, mand og heteroseksuel, hvilket betyder, at jeg er præcis den gruppe, som alle kan tillade sig at skælde ud på. Og jeg accepterer præmissen om, at nogle ting har været nemmere for mig.” 

Hvad for eksempel?

”Da jeg startede med at lave standup, lignede jeg en standupper, en ung dreng med strithår. Det har været sværere for kvinder. Men når jeg ser kvinder i toppen af dansk kulturliv, som er vokset op med alle muligheder og har gået på de bedste skoler, og de snakker om privilegieblindhed hos hvide mænd, så støder det mig. Jeg sætter mig gerne med dem med et Excel-ark og kigger på, hvilke muligheder jeg har taget fra dem. Jeg skal ikke slå ud efter min egen baggrund, men jeg har ikke fået noget forærende. Man kan altså være hvid, heteroseksuel mand på rigtig mange måder.”

Apropos dit drengede udseende. Har det nogensinde spændt ben for dig?  

”Jeg blev direktør for Nørrebro Teater som 29-årig, og dengang arbejdede mit udseende og image imod mig. Jeg kan stadig huske, at Per Pallesen (den dengang afgående chef for Nørrebro Teater, red.) konsekvent kaldte mig ’min dreng’. Det var fandeme specielt. Der er jo ikke nogen, som gider være ’min dreng’. Folk havde en opfattelse af mig som en opkomling, der bare var for sjov.” 

Hvad var dit overlevelsestrick i den sammenhæng?

”At blive sur. En del af min drivkraft i de år var, at jeg ’kraftedeme skulle vise dem, at jeg godt kan’. Det prøver jeg at arbejde mig væk fra i dag. Vi er alle sammen tandjul i et stort urværk, vi udfylder forskellige funktioner. Vi er ikke hinandens modstandere.” 

Det lyder, som om du er blevet voksen?

”Jeg er ikke rastløs, som da jeg var ung. Det har givet mig et andet fokus. Jeg kigger ikke på, hvad for et projekt jeg kunne tænke mig at lave efter det her. Jeg tænker: Jeg vil gerne lave det her så længe som muligt. Så er der ydre omstændigheder, der gør, at man ikke kan få lov at gøre det for altid. Og det kunne være, hvis det her program udløste en eller anden form for shitstorm.” 

I SENG MED FJENDEN

’Pernille Vermund snaver’ hedder en YouTube-video, som næsten 45.000 danskere har set. Den subtile titel hentyder til det 13 sekunder lange tungekys mellem partilederen for Nye Borgerlige og Jonatan Spang, som i 2018 skabte overskrifter i anden sæson af ’TPS’. ”Har Pernille Vermund lige snavet sig i Folketinget?” skrev journalist Ditte Giese i Heartbeats, mens politisk kommentator Jarl Cordua udtalte: ”Det er godt nok vildt. Det her er ikke set før.”

Hvordan fik du Pernille Vermund til at tungekysse dig? 

”Vi lavede ’Tæt på sandheden’ fra Folkemødet. Fordommen om Folkemødet er jo, at politikere, journalister og meningsdannere drikker sig skidefulde og knalder. Vi jokede med, hvem den værste ville være, man kunne vågne op ved siden af, og blev enige om, at det ville være en skandale, hvis jeg var sammen med Pernille Vermund.”

Hvorfor?

”Ja, hvorfor egentlig? Jeg kan jo spørge dig: Hvis nu det havde været Rosa Lund fra Enhedslisten, ville du så overhovedet stille det spørgsmål, eller ville det have været en glemt sag? Det er den historie, som jeg oftest bliver konfronteret med, når folk har fået lidt at drikke: ’Hvorfor gjorde du det?’ Det er jo interessant, og det beviser, at det var rigtigt set. Det var en skandale. Det havde været totalt ligegyldigt, hvis jeg var vågnet op ved siden af Rosa Lund. Så havde ingen sagt noget. På samme måde, som ingen løftede et øjenbryn, da Thor Möger Pedersen, en tidligere SF-minister, blev vært for et debatprogram på DR2. Hvis det derimod havde været Morten Messerschmidt, var folk gået amok. Det var det hykleri, jeg ville pege fingre ad.”

Hvordan fik du så kysset i stand?

”Jeg ringede til Vermund og forklarede baggrunden. Hun var sød og høflig og fortalte, at det var det samme i hendes afdeling: Det ville være et stigma for hende at være sammen med en DR-vært. Det var også det, som var sjovt ved det. Især bagefter, hvor folk anklager mig for at have skabt et monster. Vi skrev sketchen, og hun var helt indforstået med den. Og måske er der alligevel den sandhed i fordommen om Folkemødet, at det hele er lidt mere loose. Det kys blev jo lige lidt mere autentisk.”

Kom det snav bag på dig?

”Nej. Men jeg var spændt på det inden, fordi vi ikke kendte hinanden, og fordi hun ikke er skuespiller. Men det blev meget vellykket. Der stod i manuskriptet, at de kysser hinanden, og det var hun jo med på. Men folk får nogle gange kolde fødder, og hun kunne have sagt: ’Kan vi ikke bare nøjes med et knus?’ Det er jeg glad for, at hun ikke gjorde, for jeg ville jo have den størst mulige effekt. Jeg har ikke nogen blufærdighed, ikke i en professionel sammenhæng. Der går jeg planken ud. Da vi bagefter sad i klipperummet, kiggede vi materialet igennem og snakkede om, hvordan det ville se ud, hvis vi lavede det længst mulige kys. Vi klippede kysset sammen fra tre forskellige vinkler. Det så fedt ud! Jeg sendte det til Vermund, og hun syntes, det var for voldsomt, og det kunne jeg også godt forstå. ’Men det er sådan, det bliver,’ sagde jeg.”

Hvordan reagerede hun på det?

”Jeg tager hatten af for hende. Hun havde en uge til at forberede, hvordan hun ville spinne den, og det gjorde hun helt fantastisk. Nogle synes, at jeg bærer et ansvar for hendes succes. I det omfang, jeg har gjort noget, så er det jo, at jeg har givet hende muligheden for at vise, at hun har selvironi. Så fortjenesten er jo hendes.”

TAKE 6

Jonatan Spang står klar med konfettikanonen, et fast indslag i ’Tæt på sandheden’, hvor han fejrer noget fantastisk ved vores land i en regn af konfetti, hvorefter realiteterne får ham ned på jorden igen. Det er svært at sige, om det er eftermiddagsluren eller turen i sminken, der har givet ham en sundere kulør, men nu træder han veloplagt og velfriseret ind på scenen iført et kongeblåt jakkesæt og hvid skjorte uden slips. 

”Må jeg bede om mit closeup?” siger han til et af kameraerne i studiet – i en ironisk reference til klassikeren ’Sunset Boulevard’ fra 1950. I filmens afsluttende scene går divaen Norma Desmond langsomt ned ad trapperne i sin villa og rækker ud efter kameraet, mens hun siger de udødelige ord: ”All right, Mr. DeMille, I’m ready for my closeup.” 

De næste minutter får Spang instrukser over øresneglen fra kontrolrummet bag scenen og kvitterer for modtagelsen med et ”ja tak!”, der får ham til at lyde som en kok, der tager imod bestillinger i et køkken. Det er fis og ballade og så alligevel ikke. Der eksekveres, fornemmer man. 

Den sidste sekvens af ’Tæt på sandheden’, der skal skydes, er rent teknisk også den sværeste. Det er det dansenummer, han har øvet sig på igen og igen. Hvert trin på scenen skal koordineres med fire professionelle dansere, en satirisk monolog over året, der gik, og en løssluppen sang om Donald Trumps Amerika, der ender med, at Jonatan Spang skyder en af danserne på scenen. 

”Jeg tæller takter og beder til Gud,” siger Spang til produktionslederen i øresneglen.

Selvom han er en mand af mange talenter, er der grænser for, hvor meget man kan spidsbelaste både venstre og højre hjernehalvdel samtidig. Det hele er lidt som at se en flyveleder i verdens travleste lufthavn under en snestorm. I sidste ende får holdet den lange sekvens i kassen efter en håndfuld retakes, ikke mindst fordi de kan klippe sig ud af svipserne, nu hvor der ikke er publikum på. Noget kan man trods alt bruge corona til. 

”Jeg kan være her til midnat, min kone er til venindemiddag. Jeg skal bare hjem efter det her og sidde med min kat,” forsikrer Jonatan Spang oppe fra scenen. 

Det bliver ikke nødvendigt. Den sidste instruks fra produktionslederen afslutter en lang arbejdsdag med ordene ”it’s a wrap”. Spang løsner op i et lettet smil, der forplanter sig i kroppen på ham. Hans jakkesæt er gennemblødt af sved. Det kan man ikke se på tv-skærmen, men det er måske hans talent: At få det til at se nemt ud, selvom det ikke er det. 

TAKE 7

Hvad ville en eventuel shitstorm mod dig eller programmet handle om, tror du?

”Om at sparke nedad. En af de ting, man siger om satire, er, at det altid skal sparke opad. Og det er ofte rigtigt. Men primært handler det om, hvor hykleriet er. Det nytter ikke noget, at folk kun er hyklere på et eller andet bestemt højt niveau. Sådan er det jo ikke, hykleriet findes jo alle mulige steder. Og bare fordi du er en sølle hykler, så er du jo stadig en hykler. Så simpelt er det. Det interessante er så, at alle har sindssygt travlt med at iscenesætte sig selv som værende nederst.”

Har du et eksempel?

”I tredje sæson begyndte vi at interessere os for LøkkeFonden (Lars Løkkes fond for utilpassede drenge, red.). Det er jo besynderligt med en siddende statsminister, som starter et parallelt skolesystem i privat regi, mens han er øverste leder for den danske folkeskole. Som så åbenbart har fejlet så meget, at han starter sit eget private skoleforløb for at råde bod på det offentlige system. Der er supermeget komik og hykleri i det. Men da han konfronterede mig med det, sagde han ikke: ’Jeg er skidetræt af, at du hænger mig ud på den måde. Det er usagligt.’ Han sagde: ’Jeg synes jo, at det er sjovt, men drengene … der er nogle drenge, som har det rigtig svært, og som er fagligt rigtig dårlige.’ Så er jeg pludselig ham, der står øverst og sparker ned på de små drenge. At iscenesætte sig selv som svag er jo en måde, man får magt på i dag. Du bliver fredet, hævet over kritik. Det er også derfor, at hver gang nogen er vred på mig, så siger de ikke ’Jonatan’. Nej, det er ’DR’, der har slået på dem, eller ’DR-vært siger sådan og sådan’. Så er jeg licenskongen, der kommer med milliarder i ryggen! Det var derfor, programmet skulle hedde ’Tæt på sandheden med Jonatan Spang’ og ikke ’DR2’s skæve nyheder’. Jo mere jeg var afsender og ikke DR, jo bedre. DR har flere gange lavet satire, som de har trukket tilbage og undskyldt for. Det vidste jeg ville være en udfordring. Hvordan skulle jeg undgå det? En del af kalkulen blev, at vi som program tager stilling fra sag til sag. Hvis vi holder med Inger Støjberg i Instrukskommissionen, kan vi så også mene noget andet senere og vende 180 grader? Der tog vi en beslutning: Det kan vi godt.”

Ingen hellige køer? 

”Hvis man først gik ind og lavede traditionel dansk tv-satire, som ligger et sted omkring De Radikale, så ville man på et tidspunkt løbe ind i problemer, som altid opstår. Så sidder Morten Messerschmidt og andre, som faktisk er vågne på det her tidspunkt, og spørger: ’Hvorfor sker det her igen?’ Tag for eksempel ’Borgen’. Når du ser den karakter i tv-serien, som skal forestille at være fra Dansk Folkeparti –  men som hedder noget andet i serien – så er det Ole Thestrup, der har en thaikvinde og kun snakker om grisemad. Det er jo sindssygt, at det kan lade sig gøre. Og jeg kan da godt forstå, at Messerschmidt laver foreningen Kritiske Licensbetalere. Vi prøver at give seeren en oplevelse af, at vi slår på alle. Min teori er, at så får man mere frihed. Men det ændrer ikke ved, at jeg tror, at ’Tæt på sandheden’ ender med at bukke under i en shitstorm. Nogen vil på et tidspunkt sige: Kan det være rigtigt, at han som hvid, heteronormativ, ciskønnet mand kan få lov til at sige det her?”

/

Vild engel

MIKE TRAMP har udgivet mere end 30 album, siden han debuterede med Mabel til Køge Byfest i 1976. Selv kalder han sit liv en endless highway. Den 60-årige Michael Trempenau ser tilbage på dengang, han søgte tilflugt fra fans i en bank i Brøndby, da han levede blandt cubanske pushere i New York, da han tjente millioner, og da han kæmpede for ikke at ende som daggammelt wienerbrød.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Søren Jensen/Ritzau Scanpix

JEG VOKSEDE OP i Eskildsgade på Vesterbro i en halvandetværelses lejlighed med mine to brødre, Dennis og Kim, og min mor. Der var et tidspunkt, hvor min far også boede der, men han blev bedt om at gå, da jeg var fem år, så jeg har ingen minder om at bo med ham. Han dukkede op en gang imellem, når han ikke var ude at sejle, men vi havde aldrig et forhold til ham. Han var ikke en deadbeat dad, han var der bare ikke.

Vi boede i en lejlighed, der var så lille, at vi tre drenge skulle dele værelse, indtil vi flyttede hjemmefra. Min mor bestyrede Carls Bodega lige rundt om hjørnet på Vesterbro Torv. I 70’erne var Vesterbro et kvarter med flere værtshuse end noget andet sted i København. Efter skoletid tog vi hjem for at stille tasken, og så rendte vi ned på værtshuset, hvor vi fik to kroner af en stamgæst til en isvaffel eller til et par sange på jukeboxen. Det var ikke middelklasse, der prægede min opvækst. Det var real life. Det var nede i kælderen. Det var en skilsmissefamilie og faktisk en ret fattig familie.

Et minut fra bodegaen lå Vesterbro Ungdomsgård. Her kunne man lave sløjd, metal, spille musik, eller hvad man havde lyst til. Da jeg blev gammel nok til det, kom jeg der alle hverdage, indtil de lukkede halv seks, men der var mor jo stadig på værtshuset. Når vi drenge kom hjem, lavede vi selv mad eller spiste lidt yoghurt. Vi lærte det på den hårde måde, men det føltes ikke, som om det var den hårde måde. Det føltes ikke, som om vi manglede noget. Jeg havde et fantastisk liv på det tidspunkt med en stærk skole og en endnu stærkere fritidsklub. Jeg har altid kaldt Vesterbro Ungdomsgård for fyrtårnet i ghettoen, hvor vi søgte hen og fik en form for beskyttelse. Mange af mine venner var også fra skilsmissefamilier, så pædagogerne blev vores fædre.

Jeg indspillede mine første sange sammen med min bror Dennis. Cykelkælderen i vores bygning var lejet ud til en mand, som skrev for de danske musikblade, og vi havde fået at vide, at han var en mærkelig én, fordi man kunne se unge mænd med langt hår komme og gå i tide og utide dernede. Han havde set min bror og mig traske ned til Vesterbro Ungdomsgård med vores guitarer, og en dag spurgte han, om vi ikke ville indspille to amerikanske sange. Torben Hoyer hed han, og det viste sig, at han havde kontakter til folk i den danske musikbranche.

Da vi indspillede sangene, var det med Tommy Seebach som producer, og jeg var 14 år gammel, da vi første gang kom i de danske popblade. Kort efter var vi på B.T.s spiseseddel med teksten: ”Dennis og Michael vil være popidoler.” Men det var aldrig noget, vi selv havde sagt. Den dag kom min gymnastiklærer hen til mig i skolen og sagde: ”Jeg havde jo håbet, at det var sportssiderne, jeg ville finde dig i.”

Michael Trempenau, 1977. Foto: Andre Csillag/Shutterstock/Ritzau Scanpix

DET DER MED pop var stik modsat alt det, jeg kom fra. Vesterbro var værtshuse, arbejdere, rødstrømper, lilla bleer og hippier. Jeg havde knap nok fattet, at man kunne leve som musiker eller popidol. Jeg var bare en Vesterbro-dreng, der spillede fodbold i Vigerslev Boldklub, gik til karate og klatrede på hustagene i weekenderne. Der er ikke det tag på Vesterbro, jeg ikke har været på. Vi var bare gadedrenge.

Torben Hoyer havde en finger med i det danske musikmiljø. Jeg fik et fritidsjob hos ham, hvor jeg åbnede fanbreve, som unge piger skrev til David Bowie og Bay City Rollers gennem et dansk musikblad, der hed Sabrina. Pigerne troede, at de skrev til deres idoler, men at det bare var en ung knægt, der læste dem, fandt de aldrig ud af. De skrev, at de var villige til at mødes på diverse hotelværelser, så det blev ’De Grå Sider’ for mig. Der var meget lidt snak om musik. Jeg tror aldrig, brevene blev besvaret. 

En dag tog Torben mig med ud til bandet Mabel. De boede i et toplanshus i Stenløse, som de havde lejet af en vognmand. Jeg troede, at vi bare skulle på besøg, men så snart jeg kom ind, stak de en guitar i hånden på mig og spurgte, om jeg kunne spille noget. 

Jeg var 15 år gammel og var totalt uforberedt i det her store, professionelle lydstudie. Så jeg endte med at spille ’Stærk tobak’ af Shu-bi-dua.

Det var midt i sommerferien. Jeg skulle til at begynde i 2. real nogle uger senere, og jeg tænkte ikke længere frem end næste fodboldtræning. På min erhvervspraktikansøgning havde jeg skrevet, at jeg gerne ville være Falck-redder. Jeg var jo bare lejrbålsguitarist. Men på samme tid som min far blev bedt om at gå, skiftede min mor vækkeuret ud med en pladespiller, og vi blev vækket til Elvis, Roy Orbison og Johnny Cash. Så musikken har altid været der, det var bare ikke en drøm på det tidspunkt. To uger senere tog jeg igen toget til Stenløse. Denne gang med en fodboldtaske fyldt med tøj. Jeg flyttede ind, droppede ud af skolen, og 18. juni 1976 havde jeg min debut som sanger med Mabel til Køge Byfest foran 5.000 mennesker. Jeg tænker ofte på, hvad der ville være sket, hvis jeg ikke var kommet med i bandet, eller hvis vi floppede. Jeg var bare en knægt, der kunne spille et par sange af Kim Larsen.

Mabel var så småt ved at blive kendt, da jeg kom med i bandet, men det hele kulminerede til Melodi Grand Prix i 1978. På det tidspunkt havde Danmark ikke været med til Eurovision siden 1966, så der var ikke en sjæl i Danmark, der ikke fulgte med og kendte vores vindersang ’Boom Boom’. Vi blev kendt som bandet for teenagepiger i Danmark. 

På gårdspladsen foran huset på Byvej i Stenløse stod der konstant 10-50 unge piger, som ville have autografer og billeder. Jeg var 17 år gammel og kunne slet ikke forholde mig til, at folk skreg, hver gang jeg skulle i Brugsen. De piger stod der forår, sommer, efterår og vinter.

Der var to slags folk. Der var dem, der elskede os, og dem, der hadede os. Og jeg lagde kun mærke til dem, der hadede os. Jeg tog det i hvert fald hårdere end de andre i gruppen, fordi jeg var en ung knægt, der ikke vidste, hvem jeg var.

Det blev for crazy til sidst. Vi spillede til udendørs-gøgl og omrejsende tivolier to gange om dagen og tjente gode penge. Om formiddagen var det for mormor og børnene, og om aftenen var det de unge piger. Men når pigerne skreg, så kom knallertdrengene, og så var der altid ballade. Engang var vi i et center i Brøndby for at skrive autografer, og der kom flere tusind mennesker. Vi måtte søge tilflugt i en bank, og da vi kom ud, var vores bil blevet fuldstændig smadret. Til en af vores sidste koncerter i Danmark blev der kastet med æg mod scenen. Så gad vi sgu ikke mere. I 1979 flygtede vi til Spanien.

Mike Tramp på Jelling Musikfestival, 2010. Foto: Per Lange/Ritzau Scanpix

PLUDSELIG GENTOG det hele sig. Vi fik en stor fanskare af unge kvinder i Spanien, men denne gang var det store stadiumkoncerter med playback. Det var medvirkende til, at vi opløste bandet og startede på ny som Studs. Jeg kunne ikke holde ud, at det hele skulle handle om overflade. I aviserne stod der: ”Piger besvimer til Mabel-koncert” og ”Mabel drikker mælk”. Det handlede sgu ikke om musik mere.

Der lå en amerikansk flybase lidt uden for Madrid, og det vrimlede med amerikanere. Jeg gik i kirke med vores amerikanske nabo, og jeg slugte amerikanske bøger, serier og musikblade. Det var her, jeg mødte Danny, der blev vores manager. Han sagde, at vi skulle tage til New York, og at vi kunne bo i hans forældres hus. Vi kunne ikke komme hurtigt nok af sted, så vi ændrede vores flybilletter til en afgang to uger tidligere end planlagt. Det fly, vi oprindelig skulle have været med, crashede i Malaga.

Fra det sekund vi stod i New York, så jeg folk, der lignede mig selv. Jeg havde langt, afbleget hår og tyk læderjakke. 80’ernes rock and roll var begyndt at eksplodere, og ingen kiggede på mig med onde øjne. Derfor var det også ligegyldigt, at det var hårdt. Vi løb tør for penge med det samme. Alt det, vi havde sparet op, brugte vi på store forstærkere og en stortromme i sølv, fordi vi skulle se ud som amerikanske rockbands.

Vi flyttede ind i et hus i Queens med syv værelser og en stor kælder, som vi lavede om til øvelokale, og så skiftede vi igen navn. Denne gang til Lions. Men vi spillede ikke særlig meget. Vi levede af ris og bønner, og det første, vi gjorde, når vi vågnede, var at støvsuge lejligheden for mønter, så vi kunne købe en pakke røde Marlboro på værtshuset overfor. 

Da Dannys forældre kom hjem, levede vi med dem i huset. Men det kunne ikke blive ved. Hver gang der skulle laves mad, var vi 10 personer, der skulle fodres, og med tiden var vi mindre velkomne. Omkring julen 1982 tog vi alle tilbage til Danmark. Nogle fik deres forældre til at betale en flybillet hjem. Andre turde ikke spørge, så de solgte en forstærker. Dér blev bandet opløst. 

Jeg var i Danmark i tre måneder, hvor jeg var på understøttelse for første og eneste gang i mit liv. Så tog jeg et lån i banken på 5.500 kroner til en one-way ticket tilbage til USA, som min mor kunne kautionere for. Men kun fordi hun kendte en i banken, hun havde ikke en skid at kautionere med.

Jeg flyttede tilbage til familien, vi havde boet hos, og begyndte at tjene huslejen ind. De ejede fem andre huse i nabolaget, som de lejede ud til cubanere, og jeg blev deres altmuligmand, mens jeg forsøgte at stable et nyt band på benene. Jeg har altid været en arbejdsmand, og jeg boede i huset gratis og spiste deres mad. Jeg gik rundt og knoklede med en lommeradio og lyttede til rock and roll dagen lang. Det var lige meget, hvad jeg skulle lave, jeg ville bare blive. 

Jeg havde fået kontakt til en guitarist, der hed Vito Bratta. Vi begyndte med det samme at fylde hinanden med løgn og store drømme. Det blev be­gyndelsen på White Lion. Alt skulle være Van Halen på det tidspunkt, han havde det rigtige look, den rigtige lyd. Jeg havde oplevet stjernestatus i både Danmark og Spanien, og vi skulle bare have hul igennem.

Danny kunne ikke gøre noget for mig. Han havde gang i tusind mærkelige ting, fik aldrig færdiggjort noget af det, og da han en dag smuttede tilbage til Spanien, var døren til forældrenes hus pludselig låst. De fortalte, at jeg aldrig ville komme videre med musikken, og at jeg ikke kunne bo der mere. Jeg fik min kuffert, som mindede om en gammeldags dragkiste, og så ringede jeg til Dannys kæreste Denice, der var kokain­handler og boede på Roosevelt Island midt i East River. Det var et meget mystisk sted. Perfekt til at optage en horrorfilm.

Raketmotoren i min røv ville væk fra tiden med Mabel. Det var det, der drev mig, og så var det ligegyldigt, hvor koldt et værelse jeg havde, eller om jeg skulle sove på et betongulv. Denice lod mig bo i sin lejlighed, og med tiden var hun ikke så meget Dannys kæreste mere. Jeg levede ikke af noget, og jeg havde ikke andre penge end dem, Denice gav mig i ny og næ. Hun solgte kokain til de unge, flotte, rige overklassebørn på Long Island. Hver anden dag kom der en cubaner, der hed Pedro, som skulle have alle kokainpengene, og en gang om måneden var der store kokainfester i vores lejlighed på øen, hvor jeg sad og kiggede på. 

”Jeg havde 3.000 dollars i banken, da jeg fik et brev fra skattevæsenet. Der stod, at jeg skyldte knap en million dollars i skat. På det tidspunkt kørte jeg rundt i en gammel Chevy-truck, som skulle startes med en skruetrækker.”

JEG HAR SET STOFFER overalt i mit liv, og derfor har jeg aldrig selv rørt dem. Min storebror Kim var junkie i 30-35 år af sit liv og døde af det (i 2018. red.). Jeg kommer fra Vesterbro, og mange af mine gamle venner har været junkier. Da White Lion var allerstørst, turnerede vi med Aero­smith på deres allerførste turné uden heroin. De drak gulerodssaft og spiste sundt efter shows. Og da vi var i tourbussen med Ozzy Osbourne, drak vi te, fordi han også var på afvænning, selvom han havde taget skade.

White Lion blev til noget, fordi vi fik to managere, som ejede en af de største rockklubber i New York, L’Amour (udtalt som ’La-Morz’ af stamgæster, red.). Den lå i Brooklyn i et tomt industrikvarter, og tusindvis af mennesker tog derud hver weekend. Alle store rockbands har spillet der. Den ene ejer hedder George Parente, og han så fuldstændig ud som John Travolta i ’Saturday Night Fever’. Jeg boede i hans kælder i flere år, jeg så hans børn blive født og levede med hans italienske familie, der var som taget ud af ’The Sopranos’.

Jeg hjalp med at ombygge klubben, og jeg lærte at køre bil i hans store Cadillac med tre fede italienere på bagsædet, før jeg fik kørekort. Det var et farligt miljø, men ikke for farligt. Det var mafia, og vi havde at gøre med en rockklub, der tjente penge og solgte sprut i et område, hvor andre og større familier regerede. Hvis der var problemer i gaden, kom der to wise guys og sørgede for, at problemet blev løst. Vi blev altid betalt med kontanter i en brun papirspose. 

I 1984 tog jeg og resten af White Lion til Frankfurt for at indspille vores første plade, ’Fight to Survive’, og med den kom en kæmpe pladekontrakt. Vi taler hundredtusindvis af dollars. Albummet kom ud året efter og blev et kæmpe hit i Japan, og derfra kom det ud i Europa og senere USA. Men det var først med vores andet album, ’Pride’, at vi fik decideret verdenssucces, solgte millioner af album og opnåede platin i USA. 

’AllStars’ på TV 2, 2009. Foto: Anders Debel Hansen/Ritzau Scanpix

I 80’ERNE nåede jeg højt i USA. Jeg tjente gode penge og var en del af et af musikhistoriens største årtier. Alt var godt verden over, der var så mange penge, og der var så meget energi. Det var årtiet, hvor MTV blev kongen, som bestemte smagen på godt og dårligt. 

Da grunge blev populært som alternativ til den store, hårde rock and roll-attitude, stod mange af os pludselig uden arbejde. Der var steder, vi ikke var inviteret længere, vi var daggammelt wienerbrød. Da vi nåede til det sidste album i 1991, opløste jeg bandet. 80’er-rocken var totalt død, og vi har stort set ikke talt sammen siden.

Jeg brugte alle mine penge på at få bandet Freak of Nature i gang. I 1994 boede jeg i Los Angeles med min daværende kone. Jeg havde 3.000 dollars i banken, da jeg fik et brev fra skattevæsenet. Der stod, at jeg skyldte knap en million dollars i skat. På det tidspunkt kørte jeg rundt i en gammel Chevy-truck, som skulle startes med en skruetrækker. Min revisor fik det skåret ned til en halv million dollars, og de næste 16 år gik al min indtjening til at betale min skattegæld. Alt, hvad ’Mike Tramp’ tjente i pladesalg, koncerter, og alle radiopenge gik direkte til skattevæsenet.

I 1999 flyttede min kone og jeg til Tasmanien, hvor hendes søster havde en farm. Vi havde brug for at prøve noget nyt. Hun havde været kostume­designer for mange af de store rockbands fra Ozzy Osbourne til Van Halen. Men i 90’erne var den farverige rockmusik død. Pludselig kom Eddie Vedder og Kurt Cobain gående i tøj fra Kirkens Korshær. Det var begge vores karrierer, der faldt fra hinanden, og økonomisk var vi på bunden. Men vi tog et stort spring og startede et helt nyt liv ude i outbacken.

Vi boede i Tasmanien i fire år. I mellemtiden fik jeg gang i solokarrieren, hvor jeg blandt andet spillede til nogle enorme stadionkoncerter i Indonesien. De blev sponsoreret af alle de store tobaksfirmaer, fordi de ikke måtte reklamere i fjernsynet. Det var der, pengene kom fra. Mit gamle band White Lion var succesfuldt på de kanter, så jeg spillede for mellem 75.000 og 100.000 mennesker, der havde fået en gratis pakke cigaretter, da de købte billetten.

I midten af 2003 mødte jeg min nuværende kone i en hotellobby. Jeg var på vej hjem fra endnu en koncertturné i Indonesien. Halvanden måned efter kom jeg tilbage for at se hende, og jeg har faktisk pendlet frem og tilbage siden. To år senere fik vi vores første barn. Det var ikke planlagt, og jeg nåede næsten ikke at trække vejret. Jeg havde allerede min ekskone og min søn, som var flyttet til Australien, men nu havde jeg også en familie i Indonesien. 

Jeg har det rent ud sagt ad helvede til over, at jeg ikke har kunnet slå mig ned, at mit liv er så spredt, og at jeg ikke kan være mere sammen med mine børn. Jeg har aldrig haft et hjem i længere tid ad gangen. Måske har jeg taget skade af, at jeg har rejst og boet så mange steder. 

Mike Tramp, 2020. Foto: PR

FRA SOMMEREN 1976 har jeg aldrig tjent penge på andre måder end gennem min musik. Og jeg vil blive ved med at være rock and roll, også selvom det ikke er moden. Jeg er sgu ligeglad. Rock and roll er en livsstil. Jeg er ikke en afdanket musiker, der stadig lever i 80’erne. Da jeg blev solist, sagde jeg til mig selv: Du skal leje en bil, du skal køre selv, du skal ind og ud gennem fordøren, og du skal selv sælge T-shirts og cd’er bagefter.

Jeg lever, mens jeg arbejder. Når jeg er på landevejene i USA, spiller jeg 60 shows ad gangen. Og jeg kan ikke blive afdanket, for jeg ville aldrig gå på scenen, hvis jeg ikke kunne bidrage med noget nyt. Jeg er ikke en linselus. Jeg skal ikke ud at spille, fordi jeg kan få en fed check, en flaske whisky eller kneppe en eller anden. Det har aldrig været det, der har drevet mig.

Når jeg spiller i en sportshal i Lystrup, går jeg ind med samme indstilling, som hvis jeg spillede for tusindvis af mennesker. Så kan det godt være, at nogle mennesker synes, at jeg er grinagtig og en has-been, men jeg kan stadig få det til at gå op. Jeg har aldrig haft drømmen om at bo i et palads eller komme tilbage til Danmark og blive en stjerne. Men jeg vil gerne være sådan en, der dukker op og spiller her og der.

Jeg kom fra en fattig, lille familie på Vesterbro. Vi snakkede aldrig om, at vi en dag skulle være konger eller have penge. Vi skulle bare over på Skydebanen og spille fodbold. 

MIKE TRAMP

Fyldte 60 år 14. januar. Sidste år købte han en bondegård i Fårdrup lidt uden for Slagelse, som han har planer om at istandsætte. I 2010 blev han gift med den indonesiske skuespillerinde og forfatter Ayu Azhari, og sammen har de børnene Isabel og Lennon. Hans ældste søn Dylan fik han med ekskonen Fleur Thiemeyer, der blandt andet har designet tøj for Dolly Parton, Ozzy Osbourne og Kiss. Han spiller typisk omkring 150 koncerter om året i Europa og USA, men i 2020 måtte han udsætte en stor turné i USA og Europa på grund af COVID-19.

/