Indlæg

Bokseverdensmester, ’Vild med dans’-vinder og sygeplejestuderende SARAH MAHFOUD er omsorg med den ene hånd og slagkraft med den anden. Birgitte Ellemann Höegh fulgte den dansk-syrisk-færøske fighter tæt, da hun for nylig trænede op til sit livs vigtigste kamp – og fandt ud af, hvad der skete, da coronavirus pludselig rejste børster.
Tekst:Birgitte Ellemann HöeghFoto:Jonas Bie

DER ER INGEN vej tilbage. Nu kan hun ikke længere vende om. Sarah Mahfoud forsøger at trække vejret helt ned i maven, mens hun bliver ført gennem gangen og frem til døråbningen ind til Frederiksberghallerne. Det er 1. februar 2020, og den sorte hætte er oppe om hovedet, fletningerne sidder stramt om huden ligesom hendes guldfarvede handsker, der er blevet tjekket og spændt fast med hvid, bred tape af forbundet. 

Technorytmerne finder vej ud i gangsystemet. Hun har en vild følelse indeni. Der sidder godt 1.000 mennesker inde i salen, og hun har lyst til at løbe op i ringen og komme i gang, men også til at løbe den anden vej. Ud og væk fra hallen. Det er nu, hun skal præsentere, og det er nu, tvivlen raser: Har jeg virkelig trænet alt, hvad jeg kunne? Gjort alt?

Træningen med den russiske sparringspartner Elena Gradinar og hendes træner Sherman Williams, der er blevet fløjet ind fra Florida otte uger tidligere, sidder som en refleks i hendes parader, slag og benarbejde. 

”Du er klar, Sarah,” siger hun til sig selv, da hun kommer hen til døråbningen. 

Røgmaskinen pumper en sky ud over hende, trommelydene og den overjordiske stemme fra færøske Eivør fletter sig sammen med publikums jublen. 

Eivør er Sarahs valg til turen gennem salen, og lige så snart hun hører færingens spinkle brag af en røst, er alt okay. Nu skal hun op i den ring og løse sin opgave. Hun er landet. Alt andet er væk nu. Resten af turen er ren nydelse. Pissefedt! Hun hilser på sine venner og familie og de fremmede, der er kommet for at bakke hende op.

De hepper. Hun smiler stort og laver et par hurtige moves og slag ud i luften. Den her hal er hendes.

Oppe i ringhjørnet venter Sarah på sin modstander, argentineren Brenda Carabajal, som hun har udfordret. Hun vil have hendes titel. Det er sådan, det er. Da Carabajal ankommer, bliver bæltet, der repræsenterer titlen, løftet op og vist frem. Det er det, det hele handler om: VM-titlen i IBF-bokseforbundet. Der findes en lang stribe af forbund og dermed titler. Fire af dem er de mest respekterede, og IBF er en af dem.

SARAH MAHFOUD

Født i Thorshavn på Færøerne i 1989. Er som amatørbokser blevet danmarksmester tre gange og nordisk mester to gange. Havde sin professionelle debut i fjervægtsklassen i februar 2017 med promotorteamet Mogens og Bettina Palle bag sig. Hun har vundet sine seneste 10 professionelle kampe – sidste gang 1. februar 2020, da hun vandt en verdensmester-titel i IBF-forbundet. Læser til sygeplejerske på 6. semester.

10 MÅNEDER SENERE, midt i november, står en kuffert åben på en sofa i Sarah Mahfouds lejlighed på Amager. Nede i kufferten ligger bæltet. Det overstråler hendes nøgne stue, hvor der står profilbrædder i et af hjørnerne, en malerlampe på gulvet ved siden af en lys sofa, et spisebord og en stuebirk. Hun er ved at få renoveret, og tanken er, at IBF-bæltet skal op på væggen. Gerne sammen med nogle flere. Med tiden. Hendes hundehvalp Kenzo – et gadekryds mellem en bullterrier, en boxer og en engelsk staff – ligger på sofaen bag ved kufferten og logrer med en hale, der rammer låget og får metallet til at give lyd: ”Dik, dik, dik, dik.”

Sarah Mahfoud forsøger at genne hunden ned på sit tæppe på gulvet.

”Leg teg, leg teg,” formaner hun på færøsk. 

Hendes mor er færing, og hendes far er fra Syrien. De to mødte hinanden på en sprogskole i Aix-en-Provence i Frankrig i 80’erne. Sarahs far, Mohammad, læste medicin, og Sarahs mor, Vigdis, var taget af sted for at lære fransk. Kærligheden foldede sig ud, og i 1985 blev de gift og flyttede til Færøerne. Undervejs fik de tre børn, Sarah, Allan og Heidi, og i 1993 valgte de at flytte til Danmark for at videreuddanne sig. 

Tanken var, at de skulle tilbage til Færøerne, men Danmark greb fat i familien, der endte på Hillerød-egnen. I dag har forældrene en køreskole i København. Far Mohammad underviser, og mor Vigdis står for forretningsdelen. Hunden Kenzo har Sarah Mahfoud overtaget fra sin søster, og nu går hun til træning med en hund, som hun taler færøsk til – ligesom hun gør til sine forældre og søskende.

Her i november husker hun detaljer fra dagene omkring kampen i februar: Hvordan hun dagen inden blev vejet og godkendt til sin fjervægtsklasse på maksimum 57,2 kilo. Hvordan hun bagefter gik hvileløst omkring i sin lejlighed og tænkte: ”Hvorfor kan jeg ikke bare gå til et eller andet, der ikke indebærer, at jeg nærmest kan blive tævet ihjel?” Og selvfølgelig selve kampdagen, hvor hun efter at have besejret sin modstander efter 10 runder kom i seng klokken 6.00. Med to pølsehorn og en Cocio i maven og med sin første VM-titel stående i en sølvfarvet kuffert ved siden af sin seng. 30 år gammel og verdensmester. 17 år efter hun som 13-årig startede i den lokale bokseklub i Hillerød.

SELVE BÆLTET er himmelblåt. Ovenpå er lagt en guldplade med forskellige emblemer. ’World Champion’ står der i et af dem. I toppen er der en ørn med udbredte vinger. Den bevæger sig ud af bæltet og får guldpladen til at ligne en køler­figur på en svinedyr sportsvogn. 

”Brenda Carabajal havde 100 procent øvet sig på at holde blikket. Hun blinkede ikke. Jeg var udfordreren, og derfor kom jeg ind først og stillede mig i ringhjørnet.Lidt efter kunne jeg mærke, at der var nogle øjne, der brændte på mig. Da jeg kiggede op, vidste jeg, at jeg blev nødt til at fastlåse det blik, ellers ville hun tro, at jeg var bange for hende,” fortæller Sarah Mahfoud. 

De to stod under den danske nationalsang og hele den argentinske – og den var lang, husker hun – og bare stirrede hinanden i øjnene. Sarah Mahfoud nåede at tænke: ”Om lidt kommer hun ud fra det ringhjørne med sydamerikansk temperament og har lyst til at slå mig ihjel.” Først da kamplederne gik imellem dem, kiggede argentineren op.

Sarah Mahfoud kom godt fra start, fik sat en god højre ind på hende. Derfra kørte det. 

”Jo mere jeg fik en fornemmelse af, at hun ikke syntes, det var særlig sjovt, jo mere energi fik jeg og tænkte ret hurtigt: ’Okay, den nailer jeg.’”

Sarah Mahfoud ved aldrig helt sikkert, om hun har vundet en kamp, medmindre hun har slået sin modstander ud undervejs. Men når hun ser kampen bagefter, kan hun godt se, hvilken vej vinden har blæst.

Hendes far har optaget alle hendes kampe, siden hun startede som amatør, og før IBF-mesterskabet i februar havde hun vundet ni professionelle kampe i træk. 

”Da kamplederen løftede min arm, føltes det sindssygt fedt. Jeg skulle bare ned til min familie og ringe til Mogens (Palle, red.) og sige: ’Nå, nå, nå, gjorde jeg det lige?’ Klokken var 3, før jeg kom ud af hallen. Jeg stod i mit kamptøj, folk interviewede mig, og jeg snakkede med mennesker, der var kommet ind for at se mig, og det var bare sindssygt at komme ud i omklædningsrummet og kigge på det der bælte, jeg pludselig havde.”

SAGT OM SARAH MAHFOUD

Nina Boe Wille, veninde:

”Jeg lærte Sarah at kende i de sene teenageår. Vi gik i byen i København, og lige meget hvor vild en nat vi havde haft, skulle Sarah nok komme op til træning næsten morgen. Vi andre forstod det ikke rigtig dengang, men det har altid passet godt til Sarah at bokse. Der er ikke noget, der kan slå hende ud. Hun har en kæmpe ja-hat på, et højt energiniveau og en sprudlende personlighed med en beundringsværdig tro på sig selv. Det handler aldrig om, hvorvidt hun vinder eller taber. Hun vinder bare. Og så har hun temperament.”

I SENSOMMEREN 2020 var Sarah Mahfoud i sygepleje-praktik på kræftafdelingen for børn og unge på Rigshospitalet. Mens hun sad og læste op på sit speciale, kom Mogens Palles mobilnummer pludselig frem på displayet. I 2017 var han blevet hendes boksepromotor. Han havde set hende vinde ’Vild med dans’ på TV 2 i 2016 og bemærket, at hun havde et formidabelt benarbejde i både slowfox og jive. Det var nok adapteret fra boksetræningen, tænkte en af dansk boksnings store legender, der var regerende promotor i 60’erne og 70’erne. Dengang havde han havde typer som Tom Bogs, Jørgen ’Gamle’ Hansen og Ayub Kalule i ’Stald Palle’ og siden tog han hånd om Mikkel Kessler og Brian Nielsen. 

Mahfoud og Mogens Palle begyndte samarbejdet med en kamp mod Petra Podraska, og han havde ringet til hende, fordi han havde fået en henvendelse fra en amerikansk agent, der ville sætte en kamp op mellem puertoricaneren Amanda Serrano og Sarah Mah-foud. Kampen skulle stå i Las Vegas i december, og det drejede sig om Serranos WBO-titel og Mahfouds IBF-titel, fortalte Mogens Palle. Den ene ville gå derfra med begge titler.

Sarah Mahfoud gik bagefter ind i lokalet ved siden af og ringede til sin mor.

”Selvfølgelig skal du til Las Vegas, skat,” lød svaret fra moren, som hun er i kontakt med dagligt. 

”Fuck, det var stort. Jeg vidste godt, at Serrano var en dygtig bokser, stærk, men det var fedt at få sådan en mulighed. Hvis hun var vurderet til at være den bedste, måtte jeg jo slå hende for at blive det,” siger Sarah Mahfoud og små-ler på en ukompliceret facon.

Sådan er det i reglen, når hun taler. Der er noget let legende over hendes stemme og over hendes øjne, der ser ud, som om de har en glubsk appetit på alt. I det hele taget virker det, som om hun blender ind, uanset hvor hun dukker op. 

På hendes skulder er en tatovering af en guldsmed med vingerne bredt ud. ’Mit liv’, står der nedenunder.

Den fik hun og hendes veninde lavet for et par måneder siden på en ’hyggedag’, hvor de blev spontant enige om at toppe dagen med en tatovering. 

”Jeg skal huske på, at vi selv styrer vores liv, og nyde det, det er budskabet.” 

9. NOVEMBER sidder hun på en thai-restaurant på Valby Langgade og spiser tidlig aftensmad. Hun er på vandglas nummer to. Hvert glas er drukket i tre mundfulde. Det samme gælder nudelretten. Hun har været til træning med Sherman Williams i dag. Træneren er hentet ind igen. Kampen med Amanda Serrano er en realitet, og planen er lagt: Otte ugers intensiv boksetræning og kun en fridag om søndagen, løb tre gange om ugen langs Amager Strand og styrketræning på egen hånd hver formiddag. 

Boksetræningen foregår i Valby Bokseklub. Her har Sherman Williams tidligere på dagen sat reggaemusik på anlægget og skruet helt op. Ifølge Sherman Williams bokser europæere stift og kun med armene. De mangler simpelthen noget rytme i kroppen, så de kan danse rundt om deres offer, komme ned i knæ og få hoved og skuldre til at bevæge sig sidelæns – få det hele til at se lidt mere funky ud. Det er nu ikke det, der er tilsigtet. Det handler om at blive smidig og stærk og have en rytme, ens egen, der kan slå den anden part ud og helst i gulvet. Sarah Mahfoud er ved at være i flow.

Sherman Williams er oprindelig fra Bahamas, han er sværvægtsbokser og har kone og børn hjemme i Florida. Han går stadig i ringen – med sine tre guldtænder og et korpus som en kommode. Derfor sidder han under Sarah Mahfouds 20 minutters sjipning selv på en træningscykel og får sin egen puls løftet.

”Danes are hard to get to sweat,” mener han.

Sarah Mahfoud har sluppet tankerne. Hun har lært at slappe af i det, nyde musikken og lande i dagens træning: ”Jeg har et lidt travlt program for tiden, så sjipning kan fungere som en pause,” siger hun.

Ud over sin egen træning, hundens træning og to privatpersoner, hun selv træner i motionsboksning, skal hun i gang med at læse op til en eksamen på sygeplejestudiet, der skal afvikles online, inden hun skal til Las Vegas.  

Når karrieren er slut, har mange professionelle boksere svært ved at finde fodfæste, har hun bemærket. For nogle boksere går det helt galt i det øjeblik, de mister deres identitet, og tomrummet opstår. Det vil hun ikke risikere.

Derfor læser hun til sygeplejerske efter en uddannelse som social- og sundhedsassistent og nogle år i hjemmeplejen, hvor hun blev klar over, at hun synes om at arbejde med mennesker. Umiddelbart to uforenelige miljøer.

Hårdt optegnet kan man sige, at hun med den ene hånd smadrer et ansigt og med den anden lapper det sammen. 

”Jeg tror, vi alle har begge dele i os, og mine yderpunkter er tegnet op. Min stædighed og mit fightergen kommer til udtryk i min boksning, mens det omsorgsfulde og sociale gen, der også ligger mig meget nært, bliver udfoldet i sygeplejen.”

Men det er nu ikke, fordi hun ikke kan genkende omsorgen i boksemiljøet. 

”Det er et sted, hvor der er plads til alle. Uanset hvor du kommer fra i samfundet: Får du et par boksehandsker på, og har du et par gummisko, så kan du være med. Man får et ret nært forhold til hinanden, fordi man træner mange gange om ugen. Og fordi det mentale pres, når man skal i kamp, fylder ret meget, ved man lidt om, hvordan hinanden har det. Når man kommer ned fra kamp, står hele bokseklubben i ringhjørnet og tager imod én. Der er enormt meget kærlighed i det.”

Sherman William minder Sarah Mahfoud om, at hun har sagt ja til at gå med ham i kirke på søndag. Han er engageret i sin tro, Trump og reggae – tre emner, der bliver lystigt endevendt i træningslokalet, mens han tager Sarah Mahfoud gennem dagens program. Sarah Mahfoud lytter og synes, det er sjovt at finde ud af, hvad andre mennesker mener og tænker.  

”She’s a good Christian,” siger han fra kondicyklen.

”Well, it depends on who you ask,” svarer Sarah Mahfoud.

”NICE FLOW, nice rhythm,” siger Sherman Williams, da Sarah Mahfoud har fået bundet sine håndbind og er i gang med skyggeboksningen. 

Der er to Star Wars-figurer på endevæggen, Darth Vader og Chewbacca, begge tegnet lidt skørt op, som de sidder der og kigger lidt bælgøjede ind over bokseringen med røde handsker på. Hallen er kold og mennesketom. Store stykker plastik adskiller hver arbejdsstation af corona-hensyn, og det får lokalet til at minde om en slagtehal, godt hjulpet på vej af træningsslogans på væggene: ”Inactivity is the biggest sin in boxing” og ”Ej til skæg og snot. KUN til blod og tårer.”

Bagefter træner hun med Sherman Williams, der har taget plethandsker på. Hun skal huske at have hænderne op foran ansigtet, at trække vejret ind gennem næsen og bevæge sig i cirkler i den modsatte retning af, hvad hun er vant til. Sarah Mahfouds modstander i Las Vegas er venstrehåndet – det, der hedder en southpaw. Det er årsagen til, at de har hentet en sparringspartner ind fra Liverpool, Carly Skelly, der ankommer samme aften. 

I pausen giver Sherman Williams et par formaninger, hælder vand på hende og stryger hendes pandehår tilbage med et håndklæde. 

I gang igen: ”Nice and relax, focus on the corner in front of you, move your head and breathe through your nose.” Han tjatter til hende under sparringen og synger med på et par af Bob Marleys strofer: ”Is this love, is this love, is this love, is this love, that I’m feeling?” 

Og så: ”Keep moving, keep moving, dance, go!”

Williams kalder Sarah Mahfoud for ’dancing diva’, og hun ved godt, hvad han mener:

”Jeg har et ret godt benarbejde, så ’dancing’ kan vi godt kalde mig. ’Diva’ er, fordi jeg lige skal have min mascara på og se okay ud. Jeg vil helst ikke have taget billeder efter sparring. De bliver jo liggende ude på nettet, så, ja, jeg kan være ret forfængelig.”

Hun slutter træningen med at skyggebokse igen for at få tempoet ned. Det ligner en dans. Helt lydløst. Nærmest som en lille, enkel ballet. 

De har været igennem 15 træningsdiscipliner af to minutters varighed med et minuts pause. Kvinder går 10 runder til professionelle kampe, og lige nu træner de, at hun mentalt kan udholde så mange runder som muligt.

”To minutter virker som ingen tid, men derinde … at løbe 20 kilometer er mindre hårdt end at stå derinde i de omgange. Det er det, vi træner. At blive i det.”

SAGT OM SARAH MAHFOUD

Mohammad Mahfoud, far:

”Da Sarah skulle bokse sin første diplomkamp, mødte jeg op, uden at hun vidste det. Sarah vandt suverænt. Fra den dag af vidste jeg, at hun kunne blive til noget. Sarah har trænet hårdt og haft vilje, men hun har også haft talent. Det kunne jeg se i hendes bevægelser og reflekser. Jeg var meget begejstret i modsætning til min kone, der hellere ville have, at hun gik til håndbold. Jeg var så stolt, at jeg gav hende 1.000 kroner for at opmuntre hende. Som barn virkede hun mere moden end sin alder. Fra hun var 5-6 år, kunne hun tage flyet alene sammen med sin gamle morfar til Fær­øerne, og det var hende, der stod for kontakten til stewardesserne. Hun har også altid passet godt på sine søskende, ja, det gør hun faktisk stadig. Hun er ikke bange for noget.”

Mohammad Mahfoud har fulgt sin datter til kamp med sit videokamera og har godt 75 film fra hendes amatørkarriere og 10 fra hendes professionelle. Han har set de fleste film 2-3 gange og nogle af de bedste op mod 15 gange for at kunne bidrage med fif og gode råd.

PÅ VEJ UD passerer hun et begynderhold, der træner med nogle vægte.

”I skal have noget styrke, ik’! Ellers bliver I jo aldrig mænd. Og I vil gerne være mænd, ik’?” siger en midaldrende slank mand, der er deres træner.  

Et hold pindetynde præteenagere, drenge og piger, står og stirrer på træneren med lange, slappe arme ned langs kroppen. 

”Og jer piger … I vil vel også gerne være mænd!”

Der er en enkelt, der nikker. De andre ser desorienterede til.

Sarah Mahfoud ville ikke ønske, hun var en mand. 

”Nnnnej,” siger hun med et stemt N og en bevidst fornærmet attitude. 

”Jeg elsker at være kvinde i den her mandsdominerede verden. Når folk bliver overrasket, tager jeg det som et kompliment, fordi de måske har en idé om, at boksning er en totalt buff mandesport. Folk må tænke det, de vil. Der er dem, der ikke synes, kvinder skal slå på hinanden, men det er sikkert også dem, der synes, kvinder hører til i køkkenet – og de kan passe sig selv.” 

Til gengæld kunne hun ønske sig, at medierne får større interesse for kvindeboksning. Det vil ændre på økonomien – og hendes løn. Det er noget af det, hendes kamp i Las Vegas forhåbentlig kan være med til. Der er kun to kvindelige professionelle boksere i Danmark. Sarah Mahfoud er en af pionererne.

”Men hvis jeg skal være ærlig, så gør jeg det mest, fordi jeg synes, det er megafedt, fordi det kan give mig noget, og som sidegevinst kan det måske gøre noget for sporten i Danmark. Er interessen der, er økonomien der – og den anden vej rundt. Og jeg har ikke noget problem med kvindelige nummerpiger. Det er da meget flot og sjovt. Det hører jo med til sporten, setuppet og showet. Jeg har prøvet at få en nummermand, og det syntes jeg var lidt underligt, han var vildt sød, men hvorfor ændre noget, der fungerer? Jeg gider ikke gå rundt og være sur, jaloux eller bitter over, at det er en mandeverden. Jeg nyder at være en kvinde, og jeg elsker det feminine.”

Det kom på plads, da hun deltog i ’Vild med dans’ i 2016, og det viste sig, at hun var helt formidabel i tyl, stiletter, pancake-makeup og højt hår. 

Som en af dommerne, Jens Werner, sagde dengang: ”I de 13 sæsoner, hvor ’Vild med dans’ har eksisteret, har du lige cementeret igen, at du er den bedste kvindelige nydanser, ’Vild med dans’ nogensinde har set.”

Hun styrede direkte ind i spalterne i ugebladene og tabloidaviserne, og familien i både Syrien og på Færøerne heppede med den aften, hun skulle danse rumba. Og heppekoret fortsatte, da hun strøg helt til tops i den populære konkurrence med dansepartneren Morten Kjeldgaard.

”Man lærer virkelig at arbejde ned i detaljer med sin krop i boksning. Det var klart en fordel, at der ligger så meget teknik i, hvordan man skal stå på sine ben, dreje sin hofte og rotere sin hånd for at få power ud i det. Til gengæld havde jeg det sværere med at skulle smile ud til publikum, for jeg plejer at kigge koncentreret på min modstander.” 

NÅR SARAH MAHFOUDS energi er brugt op, må hun til Færøerne. Så kommer savnet, måske fordi hun blev født deroppe. Hun kan ikke huske ret meget fra sine første år på Fær­øerne. Hun var blot fire år, da familien flyttede. Men der findes hjemmevideoer og fotos, hvor hun danser rundt foran kameraet og styrer hele familien.

”Jeg tror, jeg var lidt forfærdelig, jeg ville hele tiden have, at de skulle filme mig, og bestemte, hvor folk skulle sidde, og hvornår de skulle klappe, og hvis jeg spillede spil med min morfar, bestemte jeg både over hans og mine brikker. Det var godt, jeg fik nogle søskende,” siger hun og ler. 

I familien Mahfoud har børnene haft en central plads. De har gået til alle de sportsgrene, de ville: håndbold, tennis, fodbold, disko, hiphop, gymnastik og karate for Sarah Mahfouds vedkommende, inden boksningen tog over.
Opvæksten i et rækkehus i Hillerød Vest beskriver hun som ’helt almindelig’.

Der blev spist en del arabisk mad med en masse retter på bordet, og alle talte færøsk – også hendes far, der ikke fik lært børnene arabisk, skønt han sang arabiske godnatsange og læste bøger for dem på sit modersmål. Ellers handlede det om sport og venner i lokalmiljøet og et sæt forældre, der var lidt mere påpasselige end kammeraternes, da hun begyndte at gå til fester. Af en eller anden årsag lugtede de altid lunten og dukkede op de steder, hvor hun var. Navnlig hendes mor, der er ”færing med stort F, en stædig, bestemt, stolt og stærk kvinde og meget omsorgsfuld,” som Sarah Mahfoud siger – samtidig med at hun er imponeret af sin mors styrke. 

Hendes far havde et mildere gemyt. Det var ham, hun ringede til, når hun skulle have lov til det, hun vidste var sværere at få igennem hos sin mor. 

Op gennem barndommen rejste de ofte til familien på Færøerne og i Syrien. Sidstnævnte udgør en stor længsel efter ni års adskillelse på grund af krigen, der satte ind i 2011.

Familien i Syrien boede i kystbyen Latakia, landets største havne- og badeby. Hun husker det som en regn af morskab og forkælelse, ture rundt i byen, til stranden og op i bjergene, backgammon-konkurrencer og te med fætre og kusiner. Alene det at køre med bussen gennem byen var en fest. Bedsteforældrene havde en appelsinplantage og et stort, åbent hus med balkon og tagterrasse. 

”Min farfar havde en skuffe, hvor han havde herremeget slik og penge, og så tog han os nogle gange ind og åbnede skuffen, og så kunne vi ellers fylde op. Jeg har ikke set ret mange tildækkede kvinder, men kvinder, der virkelig gjorde meget ud af sig selv. Der var dansekonkurrencer om, hvem der havde længst hår, og hvem der kunne shake bedst. Jeg var vildt fascineret, de havde hår næsten ned til røven og højhælede sko, der matchede deres toppe … flotte damer.” 

Hjemme i Danmark var krigen i Syrien naturligvis ofte et emne om spisebordet, også fordi Mohammad Mahfoud i 2011 blev formand for Dansk Syrisk Forening og på den konto har været en del i medierne. 

Færøerne har gennem årene været mere farbare. Familien bor i Vestmanna, 40 kilometer fra Thorshavn, blandt andet hendes onkel og mormor, som hun er tæt knyttet til. 

”Jeg får en anden ro deroppe. Det kan også være, fordi jeg ikke har min hverdag der. Og jeg kan godt lide de færøske specialiteter, spæk og tørret fisk, skærpekød og lam. Jeg har altid bevæget mig i tre meget forskellige kulturer og er stolt af der, hvor jeg kommer fra.”

Færøerne har også taget ejerskab over Sarah Mahfoud. Da hun fik sin VM-titel, stak hun af til Færøerne for at finde sig selv igen i den grønne natur. Hun blev inviteret på hyldesttur rundt på skoler, hvor hun gav autografer, borgmesteren kom med blomster i den lokale håndboldhal i hendes hjemby, og hun blev inviteret til kaffe og chokolade hos lagmanden, Færøernes regeringsleder.

SAGT OM SARAH MAHFOUD

Mogens Palle, dansk boksepromotor siden 1957:

”Da Sarah vandt ’Vild med dans’, kunne jeg jo se, at hun havde et godt benarbejde, og tænkte: ’Det kunne være morsomt at få hende på programmet.’ I dag er kvinde­boksning på globalt plan blevet stort. Jeg har selv haft 3-4 stykker, blandt andet Anita Christensen, som også blev verdensmester, men Sarah er trods alt den bedste, vi har haft. Man kan se på hende, at der er noget mellem ørerne, når hun er oppe i ringen. Hun er en naturlig og en ærlig pige, der taler frit fra leveren. Hun er sådan en, man har lyst til at gøre noget for.”

I 2002 VAR 13-årige Sarah med sin mor til en sportsmesse i Frederiksborghallen. Vigdis Mahfoud var en dygtig håndboldspiller i sin ungdom, og Mohammad Mahfoud gik til kickboksning og thaiboksning i Frankrig og havde det sorte bælte i kung-fu. Når børnene skulle hygge sig med ham, så de Bruce Lee-, Chuck Norris- og Jackie Chan-film sammen og havde brydekampe, og de syntes, deres far var det sejeste, når han sparkede højt. 

Derfor kom det måske ikke som nogen overraskelse, at Sarahs sanser blev vækket ved bokseboden på messen. Hun fik lov til at slå på nogle plethandsker og syntes, det var ”en fed fornemmelse”, der mindede lidt om de dér for-sjov-slåskampe, hun havde med drengene i frikvarteret. I det hele taget havde hun det sjovest, når der var nogen, der udfordrede hende. Påstod nogen, at hun ikke turde hoppe ned fra et højt sted, skulle hun nok vise dem. 

Mandagen efter startede Sarah Mahfoud i Hillerød Sports Klub, der dengang lå i en gammel saunaklub midt i byen. Hun kom ind i et stort, tomt rum, hvor de selv satte sandsække op og hev to reb på tværs gennem lokalet for så at stå og sparre med hinanden i firkanterne. 

”Træneren hed Bo, og vi gjorde, hvad han sagde. Han kunne godt blive hidsig, men var også et enormt kærligt menneske, som vi kom tæt på, både mig og min bror, der også begyndte dernede.”

Sarah Madfoud startede på drenge/ungdomsholdet, og der gik ikke ret lang tid, før hun kom på kampholdet og gik ind til sin første diplomkamp, hvor hun fik gode point.

Hun trænede i klubben tre dage om ugen og spekulerede overhovedet ikke over konsekvensen af at gå ind i en boksering. I starten fik hun altid blodtud. Bare man prikkede til hendes næse, fossede blodet ud. Inden hun nåede at overveje at få brændt de små kar i næsen, stoppede det en dag af sig selv.

Hun tabte sine første fem kampe, men så vendte det. At skulle noget, der var så angstprovokerende, tændte en ild i hende. Da hun begyndte at vinde sine kampe, blev hun udtaget til landsholdet, og der blev pakket luftmadrasser og sportstasker ned til stævner og træningslejre i et miljø med en jargon, hun følte sig hjemme i. 

”Folk var lige lidt til den grove side, men de havde humor. Det var ikke så pænt og poleret. Jeg kunne godt lide, at man kunne være sig selv. Der kom alle slags typer, nogle af Hillerøds rødder og alle mulige andre. Rødderne var dem, der var mest synlige i bybilledet. De lidt seje og populære med en stor omgangskreds. Vi hang altid ud oppe i byen i SlotsArkaden (byens butikscenter, red.), og da vi blev lidt ældre, begyndte vi at komme på byens diskoteker og cafeer.” 

Hun ville både med til festerne og med til kampene og blev lidt sløset med, om hun vandt eller tabte. Men til de store konkurrencer, de nordiske mesterskaber og DM, tog hun sig sammen, og her kom hun sammen med sin træner Steen F. Sørensen til at opnå nogle flotte resultater, der har været afgørende for, hvor hun er nu. 

”Den yderlighed, der er ved boksning, tiltaler mig helt vildt. Du kan ikke gøre det halvt. Du kan ikke skyde skylden på nogen som helst andre, hvis du ikke kan klare det, du bliver stillet over for. Det afhænger fuldstændigt af din egen præstation. Bare det at gå op i ringen er den allerstørste kamp. Det med at være indstillet på at stille op til røvfuld. Og når man har kæmpet for noget i så lang tid og brugt så meget energi på det, får man et giga-kick, når man står deroppe … og en særlig ro efterfølgende,” siger Sarah Mahfoud, der ikke er enig med dem, der kalder boksning en organiseret slåskamp.

”Det er det samme som at kaste en bold efter et mål 20 gange. Der ligger så meget teknik bagved. Mange tænker, at du får afreageret, når du går til boksning. Det handler det ikke om for mig. Slåskamp er noget, jeg forbinder med et værtshus, noget, der ikke burde ske.”

Danish Fight Night Galla. Sarah Mahfoud vinder 1. februar 2020 IBF’s VM-titel i fjervægt mod den regerende argentinske verdensmester Brenda Karen Carabajal. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

DER ER TRE uger til, hun skal til Las Vegas. Det er hendes første rejse til USA, og hun kommer til at lande midt i COVID-epidemiens anden bølge oven på et heftigt præsidentvalg, hvor Trump endnu ikke har løsrevet sig fra taburetten. De første 10 dage skal hun i karantæne på et hotel, så hun kommer ikke til at se ret meget, men hun glæder sig. Enormt. Og er frygtløs.

Amanda Serrano har vundet 40 kampe – deraf 28 på knockout, Sarah Mahfoud kun to. Det får hende kun til at tænke, at det kunne være ”megafedt at slå hende”.

”Jaeeer. Hvis jeg var bange for det, skulle jeg jo lade helt være med at bokse. Alt er fedt ved det. Det her bliver mit første titelforsvar mod en, der bliver vurderet som en af de stærkeste kvindelige boksere i hele verden. Og jeg skal vinde. Lige så snart du begynder at tabe, er der ingen af de store, der vil møde dig. Du er kun spændende at møde, når du har noget, de andre vil have.”

I ringhjørnet er pladsen forbeholdt Sherman Williams og en cutman, der reparerer eventuelle skader.

”Jeg har aldrig fået et cut, men jeg har prøvet at få et slag under venstre øje, hvor der blev ramt nogle nervebaner. Jeg var helt følelsesløs under øjet og ned til læben. Når jeg drak af et glas, kunne jeg ikke mærke, om det var koldt eller varmt. Det var bare sådan et dødt stykke kød, der sad der.”

I 2019 blev hun en del af kosmetikfirmaet L’Oréals kampagne, der viste ansigter på kvinder i Norden, der klarer sig godt i traditionelt mandsdominerede fag. 

”Budskabet var, at du kan blive, hvad du vil, så det var jo meget sjovt,” siger hun uden nogen betænkeligheder i forhold til, hvad en brækket tud – lige midt i hendes kønne fjæs, der gør sig i reklamer – ville betyde. 

”Jeg ved, det kan ske, men jeg har ikke tænkt på, hvordan det vil se ud bagefter. Man kan få lavet så meget i dag,” siger hun og griner lidt tørt.

I det hele taget har hun et ret elastisk forhold til sin krop, der er blevet hendes redskab. Og indvejningen hører med her. I reglen skal hun ned i vægt, når hun skal ramme kampkravet. Engang skulle hun smide tre kilo på 24 timer. Det gør man ved hverken at drikke eller spise noget, gå i sauna med en sveddragt på og svede det ud, der sidder løst. Lige nu er hun på en kostplan med fokus på kulhydrater og energi til kroppen. 

”Jeg skal tænke på, hvordan jeg sover, spiser, træner – alt det gør, hvordan jeg præsterer den dag, jeg er i kamp. Og jeg kan godt lide at presse mig selv, også mentalt.”

DE TO KVINDER ligner arbejdsmaskiner på godt en meter og 60 med deres hjelme, tandbeskyttere, nyrebælter og store, runde handsker. I ringen i Valby er Sarah Mahfoud i gang med at bokse mod Carly Skelly, den 34-årige kvinde fra Liverpool, der er taget hertil for at hjælpe danskeren med at få fornemmelsen af at bokse mod en southpaw ind i kroppens grundstruktur. Ligesom Sarah er Carly sygeplejerske, og efter kampen slutter de med et kram og en snak. 

Men lige nu skal hun øve alle de ting, Sherman Williams har gentaget. Kan hun dem ikke i træningen, kan hun dem heller ikke i kamp.

Hvis man ikke har set to mennesker bokse mod hinanden live før, kan det virke lidt voldsomt. Selv om det ’kun’ er træning, og de ikke er ude efter point ved at ramme rent ind på et kindben, er det jo det, Sarah Mahfoud skal ende med at mestre. De bruger ikke alle kneb nu, men de bliver godt kogt i hovederne. Sarah Mahfoud er flere gange henne hos Sherman Williams for at få vaseline i ansigtet, så huden bliver elastisk, og hun undgår at få cuts. 

De to kvinder har aldrig mødt hinanden før, og det er tydeligt, at deres teknikker er forskellige. Carly Skelly har en oprejst, eksplosiv stil, Sarah Mahfoud er synligt mere bevægelig og dansende i ringen. Den her udfordring er ikke en af hendes værste. Alligevel får Carly Skelly et godt slag ind med højre hånd, da Sarah Mahfoud går den forkerte vej rundt. 

Det nok allervigtigste, en bokser skal kunne håndtere, er sin frygt. Den skal enten overkommes eller udraderes, før man tør gå op i ringen.

”Frygt er en motivation. Det er det, der gør, at jeg vil træne mere i træningslokalet, fordi jeg frygter, at jeg træder op til noget, jeg ikke kan magte. Hvis jeg skal frygte alt det, der kan gå galt, så går man ind med nogle begrænsninger, og det skal man jo ikke. Hvis jeg knækker min næse, vil det gøre mega-nas, og jeg vil være superærgerlig, fordi det er rigtig gode point for den anden. Men frygt er jo noget, vi skaber inde i vores hoveder.”

Inden kampen i Las Vegas skal hendes hjerne MR-scannes, og hun skal også have en øjen- og en neurologisk undersøgelse og en hiv-test.

”Man sender ikke nogen i ringen, som potentielt kan få et slag og dø af det, fordi man har overset et eller andet. Men det kan sikkert godt ske alligevel. Man bliver scannet en gang om året, når man er professionel bokser. Men ja … jeg undskylder mig med, at vi kvinder ikke slår helt så hårdt, og at jeg giver mig selv ro efter en kamp. Hvis der kommer nogle skader, har jeg i det mindste levet.” 

Men kan det virkelig passe? Er der virkelig ikke snerten af reel frygt i Sarah Mahfoud?

”Jeg tror bare, at jeg gennem min opvækst har haft nogle forældre, jeg har set som frygtløse og stærke og selvstændige. Hvis du snakker med min bror eller søster, har de det på præcis samme måde: ’Frygt, pfff, det er ikke noget for os.’”

12. NOVEMBER er Sarah Mahfoud i gang med en videooptagelse.

Hun skal reklamere for nogle massageprodukter på sociale medier for at hive sponsorkroner i land. Midt i det hele begynder hendes telefon pludselig at bimle. Da hun ringer tilbage efter optagelserne, får hun fat i Mogens Palle.

Nevada Boxing Commission har aflyst kampen i Las Vegas, siger han og fortæller, at kommissionen ikke mener, at den kan styre coronaepidemien under den internationale turnering, og at den danske mink-situation også har spillet en rolle for beslutningstagerne.  

Dagen efter åbner Sarah Mahfoud døren til sin lejlighed. Hun har et greb om sin hund i den ene hånd, en mobiltelefon i den anden og er midt i et interview med Danmarks Radio: 

”… Der er stadig sket gode ting i træningslokalet, så det er ikke spildt. Men det er da en mega mavepuster at nå halvvejs op ad isbjerget, og så falder man ned. Det var åbenbart for godt til at være sandt, lige nu,” siger hun, mens hendes hund knurrer med et tørret griseøre i munden.

Siden gårsdagens opringning har hun gentaget sig selv til journalister, venner og familie. Hun har været ude at gå en tur med Sherman Williams, Carly Skelly er sendt hjem til Liverpool, og Sarah Mahfoud har spist en klods af en durumrulle med pomfritter hjemme på sofaen. For sig selv. Lige nu kan kravet om højst 57 kilo rende hende et vist sted – og hun har haft brug for at være alene.

”Med ét røg energiniveauet, jeg blev træt, fik ondt i maven og hovedet,” siger Sarah Mahfoud, der er uendelig skuffet.

Som noget af det første ringede hun til sin gamle chef i hjemmeplejen i Hørsholm Kommune for at høre, om hun kunne få nogle vagter.

Den klækkelige sum for kampen er pist forsvundet – penge, hun havde planlagt at renovere sin lejlighed for og leve af i foråret, når hun skulle i praktik på sit studie. 

”Det er supernederen, men nu læser jeg op til min eksamen, tager noget arbejde og lægger en god plan.”

Den kamp, der for alvor kunne have placeret hende på den internationale scene, er væk – indtil videre. Jabs, hooks, uppercuts og drømme om en dommerløftende vinderhånd er udskiftet med sygeplejevagter i hjemmeplejen og podning af COVID-patienter på Bispebjerg Hospital. Sådan er det at være sportsstjerne under COVID-epidemien.  

Vi sidder ved hendes spisebord, drikker neskaffe og spiser chokoladecroissanter på nul komma fem. På bordet ligger en stak bøger, hun gerne vil i gang med – om chakraer, stjernetegn og positiv tænkning, emner, der interesserer hende og giver hende en fornemmelse af at få sig selv med, når hun føler, det går for stærkt omkring hende. 

Hendes hund er faldet i søvn i sofaen med benene ud til alle sider.Den skal kastreres på mandag. 

”Amanda Serrano skal ikke komme og sige, at der ikke er nogen, der vil bokse mod hende, for det vil jeg rigtig gerne. Vi er i samme vægtklasse og har begge titler, så jeg tænker ikke, vi kan undgå hinanden. Men der er også en, der hedder Jelena fra Canada, der har en titel. Og mit bælte gør jo, at jeg er en, de gerne vil møde. Så jeg står ret godt,” siger hun og vipper hovedet mod VM-bæltet fra februar.  

”Jeg har ikke prøvet noget, der er hårdere end at træne op til en kamp. Det presser mig helt ud på kanten og giver mig noget stærkt i min tilgang til verden. Man skal kende sig selv rigtig godt for at kunne gøre det, vi boksere gør.” 

I aften tager hun hjem til sine forældre. Hun glæder sig allerede til en slags færøsk burger. Hendes søster har taget vakuumpakket hvalspæk med hjem fra Færøerne. Det skal hendes mor og hun spise sammen med tørret fisk og brød. 

”Jeg har forresten lidt tørret fisk i køleskabet, vil du have en bid?”

Han var groet fast i tilværelsen, da han på usandsynlig vis pludselig kom i fjernsynet. Kort efter kunne danske børn se en høj mand med overstadig begejstring på skærmen. Siden er han blevet kultfigur for en hel generation. Med udgangspunkt i sin egen opvækst er han stadig i gang med at redde alle landets børn – og ikke mindst sig selv. Her fortæller 49-årige MIKKEL LOMBORG ærligt om de stubbe, der voksede ud og blev til Hr. Skæg.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Isak Hoffmeyer

HIMLEN ER GRÅ og blæsten river i træerne på det sydlige Falster ved Marielyst. Ikke desto mindre har en lille pige med sine forældre været tidligt oppe for at få en morgendukkert. Nu trasker de, viklet ind i håndklæder, ad den stilfærdige Sildestrup Øvej tilbage mod sommerhusområdet. Forbi isskiltet ved Købmanden, som den kort og godt hedder, hvor der reklameres med ’kolde øl og vand’. Længere nede ad vejen stopper den lille pige pludselig op. Et sted lyder en velkendt stemme: ”Første skoledaaaag, første skoledaaaag!” Hun griber fat om sin mors arm, kigger spørgende op. Jo, den er god nok, børnenes bedste ven er i byen.

Stemmen kommer fra et stort, hvidt koncerttelt på en græsplæne tæt ved byens campingplads. Herinde er tv-karakteren Hr. Skæg ved at forberede dagens show. Mens lysmanden tester effekter og kaster lilla, blå og grønne farver rundt på teltdugen og de brune træborde, synger Hr. Skæg sine velkendte børnehits for fuld kraft.

Der er også et mindre VIP-telt til de optrædende i ’Vi elsker sommer’, hvor blandt andre Mick Øgendahl og Rasmus Bjerg har lagt vejen forbi. På en mørkeblå dug står en stak vandflasker, en klase vindruer, nogle bananer, adskillige poser Ostepops, en buket roser, tre håndsprit, et par stearinlys og papkrus til at skænke sig en kop kaffe fra den defekte kaffekande. Midt i det hele hænger Hr. Skægs velkendte røde uniform. 

Et øjeblik efter kommer manden bag skægget, 49-årige Mikkel Lomborg, ud af koncertteltet, han skæver en anelse forhippet over græsplænen. 196 centimeter høj i sko størrelse 50. Smilet er stort som altid. Men der er også en anelse vantro at spore. 

”Jeg har en paniksituation som aldrig før,” siger han og ser næsten manisk ud: ”Det er første gang, det er sket. Jeg har glemt mit skæg i København.” 

DET VAR EN DANS, der for 13 år siden forvandlede Mikkel Lomborg til Hr. Skæg. I 2008 var hans gode ven Nikolaj Grandjean nomineret til en pris ved Zulu Awards med sit band. Da sangerinden var forhindret, havde de en billet til overs, og så kom Mikkel Lomborg i stedet med til prisuddelingsshowet. 

Det blev en munter aften. Til efterfesten røg han en joint med musikerne Natasja og Miss Mukupa, og så tog han ellers dansegulvet med storm. Det udviklede sig hurtigt til en vanvittig dance-off med en fremmed kvinde, og Mikkel Lomborg gik fuldstændig bananas med hele sit lange væsen. 

I udkanten af det hele stod tv-produceren Palle Nørmark og bevidnede seancen. Danmarks Radio havde kort forinden købt konceptet til et svensk tv-program, der ved hjælp af skæggede mænd havde lært børn at tælle. Det var en kæmpe succes i Sverige, og nu ville man lave noget tilsvarende herhjemme. Som noget af det første havde Nørmark besluttet sig for, modsat det svenske koncept, at have én gennemgående vært. Og på dansegulvet til Zulu Awards’ efterfest så han pludselig et godt bud.

På daværende tidspunkt var Mikkel Lomborg 37 år og havde brugt de forgangne 11 som pædagog på et bosted for utilpassede unge. Men da han et par dage efter festen tjekkede sin MySpace-profil, lå der pludselig en forespørgsel om at komme til casting på et børneprogram.

Til castingen skulle Mikkel Lomborg have et skæg på, der næsten rakte ned til fødderne. For en mand, der på det tidspunkt havde haft stort cykelstyrsoverskæg i over 10 år, krævede det ikke den store tilvænning. Derudover var intet på forhånd fastlagt. Han måtte i høj grad selv opfinde sin karakter, så han tog udgangspunkt i sig selv, forstærkede nogle af sine karaktertræk – begejstringen og naiviteten – og lod sig gribe af momentet. Snart efter kunne danske børn for første gang se ham i programmet ’Skæg med tal’. 

Det blev hurtigt en overvældende succes. Når han efterfølgende tog rundt for at optræde i shoppingcentre, var køerne uendeligt lange, og han fik printet 10.000 autografkort for at kunne følge med den evindelige efterspørgsel. Han endte sågar på frimærkerne og på forsiden af et Anders And-blad. I 2010 var han blevet så populær, at da december stod for døren, skrev aviserne om kollektiv børnelede mod julekalendere, fordi det betød, at de måtte undvære deres nye bedste ven på skærmen.

Mikkel Cave. I sin lejlighed på Nørrebro gemmer Mikkel Lomborg på souvenirs fra sit liv. Han vil gerne huske sig selv på, hvem han var, og hvem han blev.

PÅ FALSTER KLAPPER Mikkel Lomborg sig på jakkelommen for at lokalisere sine smøger. Showstart er knap en time væk, og han er i fuld gang med at brainstorme på en god forklaring på det manglende skæg. 

”Måske er mit skæg så bange for corona, at det har givet sig selv karantæne,” siger han, men skyder straks sit forslag ned og tager modløst et sug af cigaretten i stedet. 

”Du kan også snakke om skægmiksturen,” foreslår Christian Winther, der står ved siden af. I 10 år har han været en del af Hr. Skæg-universet med sin karakter Vinter, de seneste fem som Mikkel Lomborgs faste scenemakker.

”Nårh ja, jeg er løbet tør for skægmikstur! Den er faktisk heller ikke dum,” siger han.

Det har længe været hans forklaring, når han støder på børn til daglig. Så forklarer han, at han lige har haft et uheld med en hækkesaks, men har købt en skægmikstur på apoteket, så når han vågner i morgen, vil der atter være hår over det hele.

Hans kone Neeni Lomborg Rasool og datteren Anaya er ganske vist på vej med skægget, men de kan først være fremme halv 12, showet begynder klokken 11, og det tager i forvejen typisk i omegnen af tre kvarter, hvis det skal påmonteres ordentligt. 

”Det er jo som Bamse, der tager ud for at lave show og har glemt sit hoved.”

Dagen forinden optrådte Mikkel Lomborg og Christian Winther for 200 børn i silende regn i Aalborg, og de var først sent hjemme. Mikkel Lomborg lagde skægget på forsædet af sin egen bil, men morgenen efter kom Christian Winther og hentede ham i sin bil. 

”Vi skulle have samlet det hele, hvor er det dumt,” siger Christian Winther. ”Vi må ændre hele showstart. Du må italesætte elefanten i rummet først.”

”Åårhhhh, det her liv!” udbryder Mikkel Lomborg.

Midt i det hele kommer en af de frivillige, en mand i fyrrerne, hen. ”Normalt spørger jeg ikke om sådan noget …,” siger han en anelse genert, ”men mine børn er helt vilde med Hr. Skæg, så jeg vil høre, om vi kan tage et billede.”

”Hellere end gerne!” udbryder Mikkel Lomborg. 

Bagefter fortsætter udtænkningen af nødplanen.

”Måske er mit skæg væk, og jeg kan ikke finde det, så vi efterlyser det. Og så finder jeg det halvvejs inde i koncerten. Jeg har fundet mit skæg! Gode, gamle skæg,” siger Mikkel Lomborg og laver sin stemme om, så den bliver teatralsk som Hr. Skægs.

”Måske har du fået stjålet dit skæg af Kristian Gintberg fra Ramasjang?”

”Nogen siger i min øresnegl …,” siger han og slår over i Hr. Skæg: ”Jeg vågnede op i morges, og så var mit skæg væk, og jeg ved simpelthen ikke, hvem der har taget det.”

”Og så kontakter du Kristian fra Ramasjang.”

”Jeg prøver lige at ringe til ham,” siger Mikkel Lomborg in character og tager en usynlig telefon op til øret. 

”Okay, det er sjovt,” siger Christian Winther.

”Jeg siger, han er i gang med at finde det. Den er god.”

”Ja, rigtig god. Så er der spænding gennem hele koncerten.”

”Men hvad så med Hr. Skægs sko?” siger Mikkel Lomborg og kigger ned mod sine fødder.

Pludselig ser han mere fortabt ud, end han har gjort hele morgenen. De sorte lædersko, der er en fast del af Hr. Skæg-uniformen, ligger også tilbage sammen med skægget: 

”Arhj, det er dumt. Det er simpelthen så grænseoverskridende. Oh my God!”

”Der er ingen, der kigger ned,” trøster Christian Winther. ”Det ved du fra ’En verden udenfor’. Der hvor han går igennem sikkerhedstjekket.”

”Nårh ja,” siger Mikkel Lomborg.

”Er du nervøs?” spørger Christian Winther.

”Ikke bare lidt. Jeg kan mærke det i hele kroppen. For første gang skal Skæg på scenen uden sit lange skæg. Det er virkelig angstprovokerende.” 

DET VAR NOGET af en boksehandske, der ramte Mikkel Lomborg økonomisk, da landet lukkede ned i foråret 2020. På én gang røg 76 jobs sig en tur. Sammen med Christian Winther havde han planlagt en storstilet koncertturné bygget op om sange fra seneste sæson på DR, ’Hr. Skægs hotel’. Desuden skulle han for 11. år i træk have medvirket i det omrejsende Cirkus Summarum.

”Men jeg har været fattig 90 procent af mit liv. Jeg er god til at være fattig, så tanken om at gå fra hus og hjem har aldrig skræmt mig. Jeg har købt én stor ting i mit liv, og det er min bil,” siger han en mandag formiddag i sin lejlighed på Nørrebro i København: 

”Hvis der kommer en indbrudstyv, vil han kigge febrilsk rundt: ’Hvad skal jeg tage? Den her gamle oliedåse? Måske den her Hr. Skæg-dukke? Eller den her gamle kasse cd’er?’ Intet her er noget værd, men det har værdi for mig.”

Mikkel Lomborg har boet i lejligheden siden 1998. Selv efter han i 2013 blev gift med Neeni, beholdt han den og overnatter cirka halvdelen af ugen her og den anden halvdel hos familien, der bor i lejlighed i Hellerup. I Nørrebro-lejligheden opbevarer han alverdens ting og sager. Gammelt legetøj og dimsedutter, alle de Hr. Skæg-tegninger og perleplader, han har fået gennem tiden. Sågar busbilletten fra sin første dag på efterskolen. Lejligheden ligner en blanding af en marskandiser og et løssluppent børneværelse.

”Der adskiller jeg mig meget fra Neeni, hun er sådan en, der er rigtig god til at skille sig af med ting. Jeg har en masse poser stående, som hun egentlig har smidt ud, og som jeg i stedet for som lovet at smide i skraldespanden har kørt hertil,” siger han.

Det sker fra tid til anden, at han tager sig sammen og prøver at skille sig af med et eller andet. Men når det lykkes ham at smide noget ud, føles det aldrig som en ærlig beslutning, og han efterlades altid med en stikkende fornemmelse i hjertet. 

”Men min datter kunne ikke vokse op i sådan et hjem her. Hun ville have fået det galt i halsen som lille. På den måde har det været meget godt at adskille familien og mit museum. For det er det jo. Det er her, jeg gemmer historien til det store Mikkel Lomborg-museum, der en dag i min fantasi bliver åbnet, og hvor folk sukkende vil stå og tørre tårer bort, mens de kigger på busbilletten og tænker på, da Mikkel begyndte på efterskole,” siger han.

Mikkel Lomborg er ikke typen, der bærer nag og i den forstand har svært ved at komme videre. Men han bliver til gengæld meget hurtigt ramt af et nostalgisk vemod, når ting, der knytter sig til hans egen fortælling, forsvinder. Sådan har han haft det, siden han var helt lille.

”Jeg tror, det begyndte med et behov for at bevare min fars rolle i mit liv. Mine forældre blev skilt, og derefter forsvandt min far gradvist ud af billedet. Samtidig fik min mor  definitionsmagten på godt og ondt,” siger han.

Forinden havde Mikkel Lomborg og faderen haft for vane at gå lange ture sammen og samle interessante ting, som de fandt i skoven og på markerne.

”Efter min far forsvandt fra mit liv, blev jeg ved med at samle ting og stod ligesom for at bevare familiens historie i alle mulige genstande. Jeg har gamle potter og pander og køkkenknive tilbage fra min tidlige barndom, som jeg har været ude og samle op i skraldespande og affaldsbunker, når der blev ryddet op. Det er fortsat resten af mit liv. Jeg tror, det udspringer af mit forsøg på i en eller anden grad at bevare min fars minde.

DA MIKKEL LOMBORG blev født i 1971, boede familien i Vanløse i København, men dårlig var han båret ind ad hoveddøren, før familien rykkede til Lyngby. Efter et par år nord for hovedstaden var det videre ned til et lille fiskerleje på Stevns ved navn Lund. Bagefter flyttede familien et nøk sydpå til Faxe, hvor han begyndte i skole, videre til Lolland og så tilbage til Stevns. Og sådan fortsatte det – i alt blev det til 14 forskellige barndomshjem.

”Vi flyttede meget, og der var gode grunde til det. Økonomiske grunde, et generelt behov for forandring og mine forældres relativt brydsomme ægteskab. Det var simpelthen ikke meningen, at de skulle være sammen, når det kom til stykket. De havde nogle ret store konfrontationer, som mest udsprang af, at min mor løb tør for tålmodighed med min fars manglende engagement i familien,” siger han.

Moderen var feminist, en rødstrømpe i tidens ånd, der var optaget af at gøre op med samfundets strukturelle uretfærdigheder. Faderen var omvendt en indadvendt mand, der helst bare ville passe sig selv. Midt i det hele stod Mikkel Lomborg og forsøgte at balancere mellem de to energier.

”Min mor bragte på den ene side det negative med sig, og på den anden side var hun den trygge, for uden hende var alt faldet fra hinanden. Min far havde jeg et behov for at passe på. Han havde giftet sig med en kvinde, der havde brug for helt andre ting, end han kunne give. Og viceversa. Mit pleaser-gen og min konfliktskyhed stammer fra de år, hvor jeg havde behov for, at alle skulle være glade. Der var meget dårlig stemning i hjemmet, og så danser man som barn rundt og forsøger at være pleaser-agtig. Jeg var en stor tvivler, der ikke vidste, hvad der var rigtigt at gøre.”

Da skilsmissen uundgåeligt kom, flyttede forældrene i hver sin lejr, og Mikkel blev som otteårig budbringeren, der både bragte og tolkede beskeder. Fra en tidlig alder lærte han at veje sine ord og undgå en konflikt, der ofte alligevel var uundgåelig. Han gik konstant på listefødder. Sådan har han til en vis grad opfattet verden lige siden. Da han blev ni år, begyndte han at få kraftige fysiske reaktioner. Moderen fik en diskusprolaps, der gjorde hende sengeliggende og invalideret i en lang periode. Derfor fik ældstesønnen en stor del af ansvaret for at få dagligdagen i familien, der også bestod af en tre år yngre lillebror, til at køre. 

”I den periode begyndte jeg at baske med hænderne, når jeg blev opstemt. Det blev påtalt af mine lærere, og de andre i skolen grinede af det. Jeg prøvede at lade være, men hver gang skete det alligevel. Jeg gik også på tæer for at prøve at nå noget, der aldrig var afslappet. Det var fysiske udtryk for en indre tilstand.”

MIKKELS VÆG

Da Pink Floyds album ‘The Wall’ fyldte 40 år i 2019, var Mikkel Lomborg med ’The Pink Floyd Project’ på turné som forsangeren Roger Waters.

”Publikum noterer lige, at det er Hr. Skæg, og jeg kan se, at de står og tager billeder, men så fjerner jeg Hr. Skæg fra ligningen. Jeg har jo det der raseri i mig. Jeg kan ikke bruge det i direkte kontakt med mennesker, men det bor i mig.”

FORDI FAMILIEN FLYTTEDE så meget, fandt Mikkel Lomborg det svært at danne venskaber. Det hjalp ikke, at han samtidig havde fornemmelsen af at vokse op i en verden, der grundlæggende var kontrastfyldt. 

”Jeg oplevede på nærmeste hold, hvordan der i 70’erne blev taget et stort opgør med maskuline værdier. Jeg kom selv til at idolisere en mandekultur, som var ufattelig blød, mens jeg prøvede at finde mine fødder i en ny verden, hvor kvinder var de stærke, for nu havde de været ofre i så mange år, men rejste sig og sagde: ’Søstre! Nu skal vi passe på hinanden og vise, hvor skabet skal stå! Ellers bliver vi bare skilt og tager familien med os.’ Det værdisæt voksede jeg op med,” siger han.

Det stod i diametral modsætning til den virkelighed, han skulle begå sig i til daglig. På landet på Sydsjælland havde stort set alle andre børn i skolen forældre, hvor moderen typisk var hjemmegående og lavede varm frokost, mens faderen var i marken. 

Mikkel Lomborg følte sig som en outsider. De maskuline værdier dominerede uden for hjemmets vægge, men selv voksede han mest op i en mandeløs verden, og forsøgene på at indynde sig hos sine kammeraters fædre glippede konsekvent. Hjemme blev mænd betragtet som enten nogle svin eller nogle stakler – medmindre de var som Povl Kjøller. Det ideal prøvede Mikkel Lomborg at leve op til i erkendelse af, at han aldrig kunne blive medlem af søsterklubben. Han kan stadig huske, hvordan det ramte ham som en mavepuster, da han som treårig fandt ud af, at han aldrig ville få bryster, når han blev stor. 

”Jeg blev så ked af, at jeg ville komme til at ligne min far og ikke min mor, for hun var jo den stærke. Det var forfærdeligt. Det sidder i mig den dag i dag. Jeg vægter feminine dyder utrolig højt og har det blandet med maskuline værdier. Jeg oplever dem ofte som brovtende og primitive og magtliderlige. Samtidig vidste jeg, at jeg aldrig kunne blive accepteret i søsterklubben, fordi jeg havde en diller. Jeg følte mig heller ikke hjemme i min fars verden, som repræsenterede noget, jeg prøvede at fornægte. Jeg forsøgte at udfase min maskulinitet uden at være i stand til det. Jeg er bedre til at owne det nu. Skægget er jo en tydelig indikator på, hvor meget mand jeg er. Men det er samtidig også en maske, jeg tager på for at skjule, at jeg indenunder er megameget pige.”

BØRNEGUIDE

”Hvordan bliver man god til børn? Step one: Man bliver født af forældre, der ikke kan enes. Step two: Man flytter rundt hele sin barndom, mister sine rødder, tvivler på sig selv og får et skærpet sanseapparat for at kunne overleve i verden. Step three: Nogle har den, og andre har den ikke. I børnehaven er der en eller to pædagoger, der bare kan læse børnene. Det kan ikke tillæres.”
– Mikkel Lomborg.

MED ET TVIVLSOMT karaktergennemsnit kom Mikkel Lomborg ud af HF. Det betød, at valgmulighederne ikke ligefrem hang på træerne. Han vidste, at han kunne blive en god pædagog, at børn og børnekommunikation var hans ekspertiseområde, men eftersom det ville være at gå samme vej som sin mor, var i det hans bog absolute last resort.

I stedet besluttede han at blive operasanger. På mange måder var det svaret på hans livs indre drøm om at stå på scenen og optræde. I sine spæde tyvere begyndte han at tage sang-, klaver- og hørelæreundervisning, men da der skulle penge til, fik han, ironisk nok, et job som pædagogmedhjælper. Selvom han hyggede sig gevaldigt i børnehaven, hvor han med succes kunne underholde børn, var det i hans egen fortælling blot en måde at tjene penge på, mens han forberedte sig til konservatoriet. Da hans lærere omsider mente, at han var klar, meldte han sig til optagelsesprøven. Men så begyndte den at vokse ham over hovedet. Eksamener i skoleårene havde altid vakt rædsel i ham, og denne gang skulle han ligefrem synge og spille foran et panel af kritiske dommere.

”Jeg kunne ikke skyde det væk som noget mindre vigtigt. Det her var altafgørende. Prøven krævede, at jeg stillede mig foran nogle mennesker og sagde: ’Her er jeg, jeg er dygtig nok til det her!’ Jeg troede simpelthen ikke nok på mig selv. Det hobede sig op i en grad, så jeg til sidst fik, hvad jeg i dag vil kalde et angstanfald.”

Det hele brast. Han lukkede sig inde, trak gardinerne for og lagde sig i fosterstilling i sengen. Og tog ikke telefonen den efterfølgende uge, mens optagelsesprøven på konservatoriet stod på.

”Jeg ghostede verden fuldstændigt. Da jeg kom ud igen, følte jeg mig som verdens mindste menneske, der ikke vidste, hvad jeg skulle med mit liv.”

På bunden af selvhadets brønd kom hans gamle ven fra efterskolen, Tore, ham til undsætning. De to havde længe snakket om at tage ud at rejse, og nu, mente vennen, skulle det være. I otte måneder rejste de rundt i Kina, Mongoliet, Tibet, Nepal og Indien, stort set uden penge på lommen. Da Mikkel Lomborg kom hjem igen, var han på mange måder et mere sundt og helt menneske.

”Og så søgte jeg ind på pædagogseminariet. Jeg havde affundet mig med, at, okay, så måtte det være sådan. Selvom det var et kæmpe nederlag, at operadrømmen brast, var det samtidig forbundet med stor lettelse. Jeg havde bygget det op som det endelige mål i tilværelsen, og på en måde var det en kæmpe vægt, der blev taget af mine skuldre.” 

ALLEREDE FØR STUDIESTART fik Mikkel Lomborg job på et socialpsykiatrisk bosted for utilpassede unge i det københavnske Nordvestkvarter. Da han var færdig på seminariet, blev han fastansat og tilbragte de næste 11 år med nogle af de hårdest ramte unge mennesker, man kan forestille sig – og han viste sig at være god til det. 

”I min barndom udviklede jeg af nød et overempatisk sanseapparat, der har gjort, at jeg i dag har en evne til at aflæse og møde folk i øjenhøjde, uden de føler, jeg taler ned til dem, overruler dem eller ynker dem. Jeg vil hellere stikke armen i en blender end bede mennesker om noget, som jeg tror, der strider dem imod. Men med den svaghed i bagagen viste jeg faktisk de unge en gigantisk respekt for deres egne valg, og hvad de kommer fra. Du har en grund til at gøre, hvad du gør, og det anerkender jeg.”

På seminariet havde Mikkel Lomborg lært, at man skulle adskille det personlige og private. Det gjorde han ikke, tværtimod lukkede han de unge ind i sit liv. Hvis han for eksempel havde kærestesorger, spurgte han dem til råds. 

”Hele vores sociale hjælpesystem er en patientliggørelse af dem, man hjælper. For mig var det vigtigt at give dem noget at byde ind med. Så føler man sig noget værd,” siger han og fortsætter: 

”Det bruger jeg i virkeligheden også med børn i dag. Jeg beder dem om hjælp og forsøger at gøre dem til hele mennesker, der også kan skubbe verden af sted. Det er et grundprincip, som gjorde mit arbejde dengang til en succes.”

På daværende tidspunkt havde Mikkel Lomborg i flere år levet et slags dobbeltliv. I sin fritid gav han den som gadeoperasanger og performancekunstner og deltog i happenings, demonstrationer, kunstudstillinger og modeopvisninger. Han blev blandt andet et fast indslag til Henrik Vibskovs modeshows, hvor han åbnede med en vrøvle-russisk-italiensk opera-optræden.

Og selvom han var god til sit arbejde som pædagog, følte han sig i stigende grad uforløst. Der var noget i ham, der skulle ud, og i to år var han på nippet til at sige op. Det eneste, der holdt ham tilbage, var de bånd, han havde knyttet til de unge på bostedet.

”De andre pædagoger var dygtige, men professionelle. Jeg kunne ikke efterlade dem til en verden, der ikke tog dem alvorligt. Jeg havde nærmest et søskendeforhold til de unge. Jeg havde brug for, at de sagde til mig, at jeg skulle gå, hvilket de selvfølgelig ikke kunne. Jeg kunne ikke få mig selv til det.”

MIKKEL LOMBORG VAR 37 og sad fast i tilværelsen. Men så, pludselig, kom den tilfældige casting til et børneprogram. På mange måder det perfekte job, selvom han aldrig havde skænket det en tanke. Han viderebragte nyheden til de unge, der tilskyndede ham til at sige op – og bagefter fejrede de sammen hans nye tilværelse som børnevært. 

Få uger efter stod han af metroen, og da han så det nybyggede Danmarks Radio på Amager, hvor han skulle ind for at optage det første afsnit af ’Skæg med tal’, begyndte han at græde. 

”Det var jo et mirakel. Jeg kunne simpelthen ikke tro mit held, og sådan har det været lige siden. Jeg har det stadig, som om det kan slutte i morgen.”

Egentlig var det paradoksalt, at lige netop Mikkel Lomborg skulle lære landets børn om tal. Da han selv var barn, var tal i høj grad hans kryptonit. Men efter de første programmer blev sendt, var det tydeligt, at han med sin naive og overstadige karakter havde ramt noget. Selv om han ikke havde det lange skæg på til daglig, blev han genkendt, og pludselig begyndte folk at vinke til ham i bussen, ligesom biler stoppede og rullede vinduerne ned. Han måtte forholde sig til at være Hr. Skæg 24 timer i døgnet. 

”Da jeg blev Hr. Skæg, havde jeg rendt rundt med cykelstyrs­overskæg i 10 år. Det var jo et skæg, som råbte op, og som folk påtalte. Det var på mange måder min isbryder, for folk i elevatoren havde altid noget at spørge om, jeg fik masser af komplimenter, og både gamle og unge respekterede det. Hr. Skæg gjorde kun endnu mere for at opfylde mit store behov for bekræftelse og for at gøre folk omkring mig glade. Jeg var lykkelig,” siger han og fortsætter: 

”Tidligere kunne børn blive bange for mig, for jeg lignede jo lidt en superskurk. Men fra den ene dag til den anden ændrede det sig. Hr. Skæg var en positiv karakter, og pludselig hørte langt skæg ikke kun terrorister til. Det var en gave. Men jeg skulle også lige vænne mig til begrænsningerne. Det var slut med at tænde en cigaret foran en børnehave.”

I SOMMEREN 2010  stod Mikkel Lomborg foran cirkusteltet til Cirkus Summarum, da han mødte Neeni Rasool. Hun havde sin datter, Shireen, med. Mikkel Lomborg faldt pladask for Neeni – i hans øjne den smukkeste kvinde, han nogensinde havde set. 

I første omgang nøjedes de med at udveksle kontaktoplysninger, og i de efterfølgende år holdt de sig til platonisk Facebook-chat, hvor de skrev om stort og småt i tilværelsen. Men da Neeni på et tidspunkt fik arrangeret, at Mikkel Lomborg i funktion af Hr. Skæg skulle optræde for nogle uledsagede flygtningebørn, fik han som tak en Smartbox til et cafébesøg. Den brugte han på hende, og herfra var der ingen vej tilbage. Da de blev gift i 2013, besluttede han også selv at blive muslim.

“Jeg har giftet mig med Neeni og er blevet muslim, men det er ikke noget, jeg går rundt og snakker om. Jeg mener, at religion er en privat sag. Det giver ingen mening at fortælle andre, hvordan de skal tro.”

Længe følte Mikkel Lomborg ikke behov for at skille sin karakter fra sit privatliv. Men efter han og Neeni i 2013 blev forældre til Anaya, blev det alligevel nødvendigt. Hans princip om ikke at skuffe børn og hans vanskeligheder ved at afvise folk helt generelt betød, at han måtte skrive autografer, sige ja til billeder og agere som Hr, Skæg, hver gang han gik uden for en dør. Det var for eksempel utænkeligt at tage i Tivoli eller Zoo, for straks ville de blive omringet af børn.

“Hr. Skæg er jo en karakter. Det er en fiktiv figur, og det er DR, der ejer Hr. Skæg, så når jeg tager skægget af, tager jeg hovedet af, og så er jeg sådan set ikke Hr. Skæg mere. Men jeg ligner jo Hr. Skæg, så i princippet er jeg alligevel ham hele tiden. Jeg kan ikke rigtigt slippe ham, og den der blurry line mellem Hr. Skæg og Mikkel Lomborg er evigt forvirrende. Hvor går grænsen? Jeg kan ikke rigtigt selv finde rundt i det, for jeg har i virkeligheden bare oversat mig selv til en karakter, lagt 10 procent mere til i energi og begejstring og skruet en smule ned for kraniesamlingen, dødsfikseringen og kærligheden til Nick Cave.”

I takt med at Anaya blev ældre, fandt hun det sværere ikke at have sin far for sig selv. Da en venlig dame en dag kom hen og efterspurgte et billede, sagde han derfor nej – for første gang nogensinde. 

Men bagefter fik han det så skidt over det, at han besluttede aldrig at gøre det igen. 30 sekunder for et billede var trods alt bedre end en hel dag med ondt i maven. Så nu har han definitivt accepteret, at ude i verden er han først og fremmest Hr. Skæg.

”Når alt kommer til alt, vil jeg ikke bytte det for noget. Jeg er dybt taknemmelig for min karriere og mit liv.”

MIKKEL LOMBORGS UFRIVILLIGE basken med hænderne og gåen på tæer gik i sig selv, da hans mor fik det bedre efter sin diskusprolaps. Og den lille familie flyttede på ny. Denne gang til en mikroskopisk landsby ved navn Lille Torøje for enden af en lang grusvej lige ud til Faxe Bugt.

Her følte han sig hjemme. Helt ensom ude i naturen og omgivet af høje træer. Modsat i skolen kunne han i skoven være helt i sine egne fortællinger. Han rendte rundt med sit træsværd og forestillede sig, hvordan han ville redde prinsessen fra fantasiens skurke. 

Og han fortsatte med at samle ting. Ikke mindst var han på jagt efter kranier og døde dyr, og hvis der var gevinst, tog han dem med hjem og kogte dem i gryder over bål i haven. Fascinationen var paradoksalt nok født ud af hans enorme frygt for døden. 

For de fleste mennesker kommer der et tidspunkt i deres opvækst, hvor de indser, at de selv – og alle – en dag skal dø. For Mikkel Lomborg kom det, da han var otte år. Hans mor havde haft besøg af en advokat for at snakke livsforsikring. Bagefter faldt han over papirerne, der flød på bordet. 

”Jeg havde aldrig tænkt over det før, men pludselig gik det op for mig, at hun kunne dø. Det var et chok,” udbryder Mikkel Lomborg.

Det kom til at fylde meget de efterfølgende år. Moderen var ofte til møder om aftenen, for hun var både leder af et fritidshjem og meget politisk engageret, så Mikkel Lomborg passede lillebroderen, der havde en anden far, og senere lillesøsteren, da hun også kom til. Hele tiden havde han fornemmelsen, at det var i dag, mor ville dø. 

”Jeg forberedte mig ved at kigge på ting, hun havde hængt op på køleskabet, og sådan noget. Jeg begyndte at arrangere et museum, for jeg var sikker på, at hendes død måtte komme nu. Visheden om, at hun kunne dø, og at jeg ville stå alene med mine små søskende, var helt uoverskuelig. Det ramte mig som en tordenkile. Det var en voldsom tid, jeg følte mig meget ensom med den følelse.”

Angsten kom blandt andet til udtryk ved, at han holdt sig fra naturprogrammer i fjernsynet, og hvis han så en solsort, der var blevet kørt over, brød han fuldstændigt sammen. Så tænkte han også på fuglens mage og på dens unger, der ikke fik mad. Alene tanken om det kunne opløse ham i gråd.

Han fisker en pakke cigaretter frem, som han holder ud i luften med advarslen foran: ’Rygning dræber!’ 

”Det er jo det værste, der kan ske, det er den værste trussel, at man kan dø af noget, og det bliver plantet i os tidligt. Man dyrker virkelig den sorg. Det er noget, voksne har fundet på i en misforstået opdragelsesmetode, der heldigvis stoppede i 70’erne. Men det har reminiscenser i måden, man snakker om død med børn i dag. Jeg var meget bange for døden, og min måde at behandle det på var at begynde at finde kranier og skeletter og døde dyr og grave dem ned og grave dem op igen og koge kranierne i min mors gryder, indtil jeg blev forvist til haven og fik mine egne gryder.”

Mikkel Lomborg begyndte også at udfordre sig selv ved at gå tur i skoven om natten. Han tog hen, hvor han var mest bange. Satte sig ind i forladte huse og ventede på at se spøgelser. Fantaserede om de værste situationer, han kunne forestille sig.

”Jeg prøvede at lade angsten fylde mig helt, så jeg kunne møde den og tage mig af den. I den proces forligede jeg mig til sidst med døden. Selvom jeg er pissekonfliktsky og pissebange for, at folk er sure, fik jeg behandlet noget grundlæggende i den angst i en ret tidlig alder.”

Det lykkedes. En dag, da han var 12 år gammel, sagde han til sig selv, at nu var det slut.

”Jeg blev nødt til at gøre noget ved min angst for døden – for overhovedet at kunne ånde,” siger Mikkel Lomborg og slår pludselig i bordet: 

”Døden er uundgåelig, den kommer til os alle, og vi ved ikke, hvornår den kommer, det er meningsløst at stritte imod,” siger han og slår på ny i bordet: 

”Lad være med at være fucking bange for døden! Helvede findes ikke, himlen findes ikke, eller måske gør de, hvad fanden ved vi? Der er en grund til, at vi ikke ved noget. Derfor kan jeg ikke tro, at det kan være dårligt. Enten er der ingenting, eller også er det noget godt, og ingenting skræmmer mig ikke, og noget godt skræmmer mig ikke.”

Mikkel Lomborg har længe haft en drøm om en dag at lave ’Skæg med døden’. Men han ved, at det formentlig vil være for kontroversielt. Til gengæld har han italesat døden over for sin datter Anaya, fra hun var helt lille. Snakke om det som en selvfølge, måske ligefrem med begejstring.

”Jeg bliver ikke styret af tanken om døden mere, og jeg ville ønske, jeg kunne løfte samme vægt af skuldrene på ikke mindst børn. Selvfølgelig skal vi motivere folk til at passe på sig selv og hinanden. Men vi dør alle sammen, og det er spildt energi at gå rundt og gøre døden så frygtelig, som vi gør. I stedet for at være bange, så foren dig med den så tidligt som muligt. Vær bevidst om, at den kommer. Hoka hey, it’s a good day to die!”

DA MIKKEL LOMBORG var 10 år, kom hans lillesøster til. Hun havde en anden far, der hurtigt forsvandt, så han blev – igen – ældste mand i huset. Derfor blev søsteren på mange måder hans baby, og da hun blev ældre, fik han en slags far-rolle, hvor han passede og opdragede hende. Han lod hende vokse op i en eventyrverden. Læste store romaner højt for hende, selvom hun var alt for lille til det.

”Jeg læste ’Ulvehunden’ af Jack London i originaludgaven, da hun var fem. Den er så blodig, men hun åd det råt. Da hun blev større, lavede jeg skattejagter for hendes venner. Sådan nogle på 15-20 kilometer over seks timer med poster og oplevelser. Når de kom hjem, fik de en slikpose, og så faldt otte af dem i søvn med det samme, fordi de var så baldrede.”

Da popkulturen i 80’erne skyllede ind over Sydsjælland, og alle de andre i skolegården tappede ind i tidsånden, stod Mikkel Lomborg selv i hjørnet med uren hud, fedtet pagehår og genbrugstøj købt fra et skrantende husholdningsbudget. Og følte sig frygtelig ensom. Han elskede at tegne, skrive og synge, men de andre snakkede mest om knallerter og håndbold. 

Derfor rettede han fokus mod lillesøsterens verden. Det magiske univers, han selv havde levet længe i, var langsomt blevet opløst, men her havde han pludselig en vej tilbage. 

”Fra min lillesøster blev født, har børn fungeret som et slags refugium for mig. Det var et univers, hvor signaler, modsat hos de voksne og mine jævnaldrende, var meget tydelige. Derfor har jeg altid følt mig tryg med børn.”

Sådan har Mikkel Lomborg det stadigvæk. Det har til tider været svært for ­Neeni. Hvis de er til et voksenarrangement, og der er børn til stede, ligger han pludselig og roder rundt under bordet og leger. 

”Jeg sætter samvær og kommunikation med børn virkelig højt, også højere end med voksne, og det er jo bizart et eller andet sted. Jeg elsker mine venner og holder meget af at snakke med andre voksne, men hvis der er et barn til stede, er det som en magnet. Jeg bliver nødt til at finde ud af, hvad for et eventyr der kan leves ud her. Det er i børnenes verden, jeg føler mig bedst tilpas.”

Efterhånden ligger de tidligste programmer så langt tilbage, at de første Hr. Skæg-børn snart selv bliver voksne. Hr. Skæg, og dermed Mikkel Lomborg, er gået hen og blevet et fælles referencepunkt for en hel generation. 

”Den første målgruppe er lige blevet studenter. Det er out of this world-underligt,” udbryder han højt, skingert og begejstret: 

”Det er gigantstort, når jeg tænker på, hvad Povl Kjøller, Kaj & Andrea, Cirkeline og Trille og sådan nogle har haft af roller i mit liv. Det er lige før, jeg vil sige, at jeg kan tage billetten med et smil på læben.” 

Intet indkapsler succesen med den langskæggede tv-karakter bedre end lejligheden på Nørrebro. Her har han opbevaret stort set alt, hvad han har fået af gaver i årenes løb. Det er ikke så lidt endda. 

”Det er her, min sjæl er, det er her, mit liv er, og det er her, jeg sover det meste af tiden. Min kone har Klimt-reproduktioner på væggene og en lilla sofa. Det er et meget minimalistisk univers med skarpe linjer – det er en heeeelt anden verden,” siger Mikkel Lomborg og ser et øjeblik forskræmt ud.

”Jeg kan sagtens leve i det, men jeg føler mig ikke hjemme. Det her er min man cave – uden der er så meget mand over det. Men det er min Mikkel cave. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg en dag ikke havde lejligheden. Jeg tør slet ikke tænke tanken til ende.”

I DEN UDØDELIGE amerikanske roman fra 1951 ’The Catcher in the Rye’ af J.D. Salinger beretter jeg-fortælleren Holden Caulfield om, hvordan han forestiller sig små børn lege i en rugmark nær en skrænt, og der er ingen til at passe på dem, bortset fra ham. Han står klar til at gribe børnene, hvis de løber mod afgrunden uden at se sig for. ”That’s the only thing I’d really like to be,” siger Caulfield i romanen.

Med sin naivitet, konstante fejl og evnen til at give børn en følelse af at være lidt sejere og klogere end ham selv forsøger Hr. Skæg også at redde børn fra usikkerhedens afgrund.

”Det ene mantra for Hr. Skæg er, at du ikke kan gøre noget forkert, og det andet er … ,” siger Mikkel Lomborg og ser pludselig forvirret ud.

”Jeg har glemt det andet, men det her er også det vigtigste. Du skal ikke være bange for at forsøge og bestemt ikke være bange for at fejle. Det er fedt, at du ikke kan finde ud af noget, for så kan du lære at finde ud af det. Helt grundlæggende er Hr. Skæg en redningsmission af femårige Mikkel Lomborg. Det hele tager udgangspunkt i den lille dreng, hans ensomhed, hans tvivl og hans manglende tro på sig selv. Alle børn er Mikkel Lomborg, og Hr. Skæg er terapeuten, der forsøger at ruste dem til at gå ud i verden og møde problemerne med en tro på, at det nok skal gå alt sammen.”

Det udnytter Mikkel Lomborg i sine shows. Som i ’Hr. Skægs hotel’, hvor han får besøg af gæster, der snakker et sprog, han ikke selv forstår, og børnene skal hjælpe ham. Blandt andre John fra Canada, der er syg og prøver at forklare: ”It’s my ears!” Hr. Skæg forstår ikke, hvad ’ears’ betyder, men børnene kan se, at John samtidig peger på ørerne.

”På det tidspunkt har jeg spottet, hvem der har særligt brug for den succes. Så selvom der sidder 100 børn og råber: ’Det betyder øre!’, kan jeg pege på et af dem og sige: ’Ej, ’øre’, tak skal du have, du er genial,’” fortæller han. 

Alle skal helst gå derfra med følelsen af at kunne noget. Netop derfor blev det også tidligt kutyme, at man kan få lov til at møde Hr. Skæg efter hvert show.

”Hr. Skæg bliver tit lidt forvirret, og barnet korrekser mig, og jeg takker dem, og vi får taget et billede. De får også et præ-trykt kort med hjem, hvor jeg roser dem til skyerne for at have bidraget til showet. Det vigtigste er, at de har fået det personligt af Hr. Skæg. De skal have oplevelsen: ’Hr. Skæg har set mig, han ved, jeg findes, og han synes, JEG er fed.’”

Typisk bruger Mikkel Lomborg mellem to og tre timer på at snakke sig gennem forventningsfulde børn i køen. Hans personlige rekord er dog på otte timer. Det var i City2 i Taastrup i 2012, da ’Skæg med ord’ netop var udkommet. Af samme grund er der i dag en vagt, som efter en halv time stiller sig i enden af den voksende kø og siger ’Desværre’. Problemet er bare, at det ofte er svært at være den vagt, der skal afvise søde, små børn. 

”Og så vokser køen sig uendelig lang. Når det bliver ved meget længe, slider det på hjernen, og jeg kan få absencer. Flere gange har jeg pludselig været væk. Jeg aner ikke hvor længe, og jeg kan ikke huske, hvad barnet foran mig hedder. Så bliver jeg nødt til lige at tage noget vand. Men jeg får jo også energi af det. Ellers kunne det ikke lade sig gøre. Jeg kan være deprimeret om morgenen og så gå ud og snakke med et barn, og så bang. Jeg er en børnevampyr, der suger energi fra børnene. Men barnet går glad derfra, og det gør jeg eddermame også. Det er sådan, jeg har overlevet 13 år som Hr. Skæg.”

PÅ FALSTER ER Mikkel Lomborg i gang med forvandlingen ude bagved. Han har fået sit røde jakkesæt på og sidder foran spejlet med en hårspray. Christian Winther er ved at iklæde sig hvid skjorte med seler. På hovedet har han en gammeldags pilothjelm.

”Oh man! Jeg føler mig som Dumbo, der skal ud og flyve uden sin fjer,” siger Mikkel Lomborg.

”Det bliver supergodt. Det bliver en fest, vi laver en kæmpemæssig klapsalve, når skægget dukker op,” forsøger Christian Winther sig. Han tripper nervøst et par gange. 

”Jeg går lige ned og tvangstisser,” siger han så. Kort efter vender han tilbage:

”Vi skal på nu her.”

”NEEJJJ!!!” udbryder Mikkel Lomborg bevidst barnagtigt.

”Ohhh my God, ohhh my Goooood!” råber han så.

”To minutter,” siger Christian Winther: ”No stress.”

En frivillig kommer ind og foreslår, at Hr. Skæg kan pakke sit ikke-eksisterende skæg ind i en sort affaldssæk og lade, som om det har corona.

”Stik mig lige en sort sæk. Lad mig prøve.”

Netop som han fumler med den, dukker Christian Winther op igen. Denne gang en anelse frustreret.

”Klokken er hel, kom nu,” siger han: ”Uden affaldssæk.”

”Jeg skal lige prøve,” siger Mikkel Lomborg og begynder at sætte en sæk under hagen.

”Det spiller ikke. Hold op. Drop det,” siger Christian Winther.

Et øjeblik senere træder Hr. Skæg og Vinter smilende og vinkende op på scenen til lyden af jubel, hujen og klappen. Så får Vinter sig et katatonisk chok.

”Du ser fuldstændig mærkelig ud, Hr. Skæg!” Hr. Skæg kigger på ham, forstår ingenting. 

”Det er jo bare mig,” siger Hr. Skæg uforstående.

”Børn, synes I ikke, Hr. Skæg ser anderledes ud?”

”Joooo,” råbes der samstemmigt. 

”Det er jo mig!” udbryder Hr. Skæg, mens han går forvirret rundt om sig selv på scenen og klør sig i håret.

”Hvad er det, der mangler?” spørger Vinter ud i teltet.

Svaret kommer prompte i et fælles børnekor: ”SKÆÆGGET!”

BAGEFTER HAR EN lang kø af børn med deres forældre hobet sig op foran det mindre telt. Der er klistret balloner i alle regnbuens farver i åbningen, hvor et bord med Hr. Skæg-merchandise er sat op. Lidt efter kommer Hr. Skæg i egen høje person gående over græsplænen, storsmilende og overbegejstret. Han vinker til børnene i køen, der generte vinker tilbage. Han har det lange, sorte skæg på, for bedst som han selv og tilsyneladende de fremmødte børn havde glemt alt om det, dukkede det op ved scenetæppet halvvejs inde i showet. Nu sidder det, hvor det skal. 

Hr. Skæg har knap fået sat sig, før regndråber begynder at hamre mod jorden. De frivillige søger tilflugt under en pavillon ved en tilstødende bar. Børn og voksne forsøger, uden at forlade køen, at finde ly på siden af koncertteltet, men det er en umulig opgave, og på ingen tid er alle drivvåde. 

Det forhindrer ikke Hr. Skæg i at tage sig overordentlig god tid til hvert enkelt barn. Han insisterer på, at de staver deres navn for ham, og kaster sig begejstret ud i samtaler om tilværelsen set fra de mindstes perspektiv: 

”Går du på arbejde? Nårh, du går selvfølgelig i skole!”

”Du bliver fire år? Det er jo rigtig klogt!”

”Dig har jeg set inde i fjernsynet, hvor er det godt at se dig i virkeligheden. Hvordan er du kommet herud?”

Flere af børnene giver ham tegninger eller andre former for hjemmelavede gaver, og han takker dem ti tusind gange for at være kommet. Hver gang revner de små ansigter i smil.

Efter en halv time, hvor køen knap har rykket sig, er tålmodigheden ved at slippe op for en af de frivillige – ham, der har til opgave at lukke arrangementet ned bagefter. Han ruller med øjnene og brokker sig behersket til de andre.

Alt det ænser Mikkel Lomborg ikke. Han har kun fokus på det næste barn i rækken. En lille dreng kommer op til ham og fortæller, at han har tabt en tand. Det sender prompte Hr. Skæg i choktilstand.

”Har du tabt en tand? Hvor har du tabt den henne?” udbryder han.

Den lille dreng forsøger at forklare, men bliver forhindret, både af sit eget grin og af Hr. Skæg, der rejser sig og ihærdigt begynder at lede efter tanden. Langs teltdugen står gennemblødte forældre tålmodigt, og under pavillonen lader den frivillige, som om han dolker sig selv med en paraply. 

Imens løber Hr. Skæg rundt som en vanvittig på den våde græsplæne og leder efter tanden. Og den lille dreng knækker sammen i latterkramper.

På skuespillerskolen fik hun besked på at nedtone klovneriet. Men Mette Horn bevarede evnen til at se humoren i ligtorne og krummede tæer. Kig med tilbage på en sydindisk tudetur, en aflyst atlantisk rejse og en form for juleeventyr i barndommens København.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat, PR, SF Film

DA MINE FORÆLDRE skulle have min storebror, flyttede de ind i stueetagen hos mine bedsteforældre i deres murermestervilla i Gentofte, omme bag ved brandstationen. Da jeg blev født som den sidste af tre søskende, var min farmor død, men farfar boede stadig oppe på førstesalen. Han var en hyggelig gammel mand, og jeg var meget tæt på ham. 

EFTERHÅNDEN KUNNE mine forældre ikke rigtig finde ud af det. Specielt min far kunne ikke rigtig finde ud af at være en del af familien. Han var fraværende, en strejfer, som man ikke kunne vide, hvornår kom hjem. Min mor kaldte ham en ensom ulv, og i mine tanker blev han en variation af Store Stygge Ulv fra tegneserien. 

JEG VAR SYV ÅR, da min mor og far prokla­merede, at de skulle skilles. Jeg var rædselsslagen ved tanken om, at min far skulle fejre jul alene. For at trøste mig fortalte han, at han havde bestilt bord på restauranten på Hovedbanegården, hvor han skulle sidde og nyde sin stegte and, brunede kartofler og alt det dér. Min far. Alene på Hovedbanegården. Juleaften. Det var det mest uhyggelige, jeg kunne forestille mig. 

JEG SØGTE TILFLUGT i en fantasi om, at hele Hovedbanegården var smukt pyntet op. Oppe ved tagspærene var der glimmer, der duftede af and, alle var i julestemning, og specielt glædede de sig meget til, at min far kom. Når han bagefter rejste sig for at gå, ønskede alle ham tak for i aften og syntes, det var knashyggeligt, at han havde været der. I S-toget var der pyntet op, så det lignede en dagligstue, og der blev serveret kransekage til kaffen. 

Med mor og sømandsstrik.

ÅRET EFTER VAR min far inviteret til at være med hos min mor juleaften, men det kunne han ikke finde ud af. Så det blev delt op, så jeg og mine brødre spiste hovedret hos min mor, hvorefter vi tog over til min far. En taxa rullede op og hentede os, og min mor kastede desperat et jule-kit ind til os, som ud over risalamande bestod af en grangren med en sløjfe om og en lille pose pebernødder. 

PÅ VEJEN KØRTE vi igennem et stykke skov, hvor grenene stod helt frosne og slog mod hinanden. Taxachaufføren, der vel gerne ville give os lidt julestemning, holdt ind til siden, rullede vinduet ned og lod os lytte til grenene, der klingede som klokker i mørket. Da vi nåede frem til min far, var der alt for meget loftslys tændt i lejligheden, så man virkelig kunne se hans fortabte ansigtsudtryk.

HAN VAR BESVÆRLIG, men sjov. Han var god til at hylde øjeblikket og se de små tings skønhed. Han hadede, når noget blev for korrekt og etableret. Når man gik rundt i København med ham, var det, som om vi var i vores eget parallelunivers, hvor han altid vidste, hvilken café der havde ekstra kaffepåfyldning. 

HAN VAR GLØDENDE socialdemokrat, dem havde man meget at takke for, mente han. Og han havde svært ved, når nogen brokkede sig over for eksempel sygehusvæsenet. Men han gav folk ret, bakkede dem op i deres fordomme, i det, de var sure over, bare krydret med stadig flere uhyrligheder: ”Ja, lægerne er jo fordrukne og møder tit fulde op på arbejde!” Til sidst gik det op for folk, at han gjorde nar. Så sad jeg ved siden af og syntes, det var mægtig morsomt. 

METTE HORN

55 år. Uddannet skuespiller fra Aarhus Teater. Blandt andet kendt fra teatergruppen Emmas Dilemma og som mor i ’Max Pinlig’-filmtrilogien. Debuterede i år som forfatter med den selvbiografiske ’Flueben – Iagttagelser og indrømmelser fra et (mellem)langt levet liv’.

DA JEG GIK I fjerde, kom Maria pludselig ind i klassen. Hendes mor, Birthe, der var lidt flippet, hvad mødrene ellers ikke var i Gentofte, stod der i afghanerpels, og Maria havde skriggrønne bukser. Vi blev hurtigt bedste venner, og jeg begyndte at komme i deres hjem, hvor trapperne var malet lilla, og køkkenet var orange. 

BIRTHE, DER VAR rødstrømpe og del af et kunstnerkollektiv, skulle i 1975 debutere på Kvindeudstillingen på Charlottenborg med sine linoleumstryk, og Maria og jeg kom med og blev sluppet løs. Vi havde en plan om at optræde med et nummer af John Mogensen, ’Ensomhedens gade nr. 9’. Det blev spillet hele tiden i radioen og handlede om en mand, der var ensom, og måske tænkte vi, at det matchede temaet. Maria havde malet overskæg og taget pude på maven, og jeg havde som korpige pyntet mig med fjer. 

SÅ GIK VI OP til Lone Kellermann, der var i gang med at optræde på scenen, og prikkede hende cirka i numsen, højere var vi ikke. Hun lod os overtage, og vi tog virkelig kegler. Folk var færdige af grin. Nå, det kunne da noget, tænkte jeg ved mig selv. Jeg anede en form for talent.

Med far og sand under tæerne på Charlottenlund Strand.

JEG BLEV OPMÆRKSOM på kvindesagen. Det var vist noget med ligeløn. Men ellers forstod jeg den ikke helt. Det var noget med, at mændene ikke var helt i orden, og at kvinderne ikke blev behandlet ordentligt. På en måde syntes vi, det var lidt synd for mændene. Maria og jeg kunne jo godt lide vores fædre.

SENERE OPLEVEDE JEG, hvordan det var at gå på stranden i en tid, hvor kvinderne havde smidt bh’en. Tog man en bikinitop på, var man undertrykt. Men jeg syntes, det var topstressende som teenager. Gamle mænd kiggede på én, og det var anstrengt at være blandt sine kammerater. Men jeg sad pænt dér og led. Det skulle ikke hedde sig, at jeg prøvede at være sexet i stedet for naturlig.

I DAG DELER JEG, trods alt, idealet om den naturlige krop. Nu er vi i den anden grøft. Man får at vide, at kvinder, der bærer blonder eller silke inderst, har det mere sexet. Undertøjsafdelingen i Magasin fylder en halv underetage. Og man kan købe sig til nye bryster, ja, man kan få nye bryster i 18-års fødselsdagsgave, hvis man ikke synes, de lever op til dem, man ser i bladene, der i øvrigt er photoshoppede. Det kan godt støde mig.

Med brødre og denim foran fars nye Simca.

EFTER GYMNASIET var jeg på højskole i Herning på en teaterlinje. Nogle af de andre fra holdet ville søge ind på Skuespillerskolen. Det ville jeg også prøve. Og jeg begyndte at læse hos en skuespiller i København for at blive klar til optagelsesprøven. Hun opsnappede, at jeg var forelsket i en fyr, der var rejst til Gran Canaria for at påbegynde en jordomrejse. 

DA FYREN TOG AF STED, havde han sagt til mig, at jeg var et ængsteligt menneske. Min lærerinde opfordrede mig til at være modig og forfølge kærligheden. Jeg tog ned til ham, selv om min mavefornemmelse sagde mig det modsatte.

HAN SYNTES STADIG, jeg var en bangebuks, men udfordrede mig til at blaffe over Atlanten og mødes igen i Sydamerika. Jeg tog ned på havnen i Las Palmas, gik rundt en hel dag og kiggede på skibene, mens jeg røg 40 cigaretter og overvejede at bede om at blive taget med. Hen ved aften kom der nogle fyre hen for at spørge, om de kunne hjælpe med noget. Jeg opgav det hele, tog tilbage til fyren, fortalte ham, at han havde ret, og tog hjem til Danmark næste dag. Dét føltes modigt. 

Højt humør på Elevskolen ved Aarhus Teater.

FEM MÅNEDER SENERE kom jeg ind på Elevskolen ved Aarhus Teater. Det var en hård uddannelse, hvor lærerne pillede ved din grundkarakter. Jeg havde i tilværelsen tit brugt klovneriet til at klare mig igennem. Der blev pillet i klovnen, den skulle jeg ikke udelukkende benytte mig af som skuespiller, fik jeg at vide. 

SAMTIDIG FØLTE JEG mig forkælet. Alt det, vi lærte om tale, sang, fysik. Om kropsholdning og bevægelse. Vi havde et kursus, hvor vi skulle gå igennem salen fuldstændig neutralt. Det er vanvittig svært. For vores sjæl sidder derinde og vil meget gerne kommunikere: Jeg er ikke farlig! Se mig, jeg er smart! Er jeg ikke bare sexet? Måden, vi går og står på, er fuld af informationer om, hvordan vi har det.

JEG KOM IND i satiregruppen Emmas Dilemma i 1997. Anne-Grethe Bjarup Riis, Trine Appel, Louise Mieritz, Sofie Stougaard og instruktør Lotte Svendsen havde været i gang nogle år, da jeg kom ind sammen med Helle Dolleris. Det var nogle dygtige piger. De forventede noget af én. Man kunne ikke bare stå og lave det sædvanlige. 

JEG UDVIKLEDE karakteren ’Damen med de blå tænder’, der fortæller sine venner ’sandheder’ om dem selv, når hun har drukket for meget rødvin. Hun tror, hun er lidt synsk, og kan mærke andres hemmeligheder. Hun er en elefant i en glasbutik og kan ikke finde ud af at være andet. Hun bliver tålt til selskaber, men man glæder sig næppe til at sidde ved siden af hende og være udsat for hendes direkte facon. I virkeligheden er hun nok ulykkelig. Det er inspirerende, når man rammer noget, der både kan få folk til at grine og græde.

Med Emmas Dilemma til modtagelse af en WIFT-pris (Women in Film and TV).

EFTER EMMAS DILEMMA fortsatte jeg med at arbejde sammen med Lotte Svendsen. Det er noget af det lykkeligste at finde et makkerskab, hvor man klikker og forløser hinanden kreativt. De tre ’Max Pinlig’-film, vi har lavet sammen, er jeg utrolig glad for og stolt over. 

MOREN, JEG SPILLER, er en god blanding af Lotte, en af hendes veninder og mig selv. Min søn var i samme alder som Max i filmene, så jeg kunne få luftet mange situationer, hvor jeg gerne ville have været lidt federe. For eksempel da jeg blev rasende på nogle børn, der ikke opførte sig ordentligt over for hinanden, når de spillede et rollespil. Indrømmer man, at man er pinlig, slipper man for at skamme sig over det.

DET VAR ÅBENBART noget, mange kunne genkende, både børn og voksne. Jeg ved fra mine børns venner, der nu selv er voksne, at de godt kan finde på at sidde og se filmene hjemme under dynen med en pose Matador Mix, hvis de er deprimerede, fordi filmene er lig med hyggelige minder fra deres barndomsår.

SOM SKUESPILLER har jeg haft nogle af de lykkeligste øjeblikke i mit liv. Når man bliver optaget af sin rolle og gør det godt, kan man fuldstændigt slippe alt det, man ellers går og spekulerer på. Det er euforisk. Og fredsommeligt. 

FOR 10 ÅR SIDEN medvirkede jeg i musicalen ’My Fair Lady’ på Det Kongelige Teater. Hver aften stod jeg i fem minutters tid fanget mellem to vægge på bagscenen, hvor jeg hverken kunne komme frem eller tilbage. Jeg kunne bare stå og lytte til musikken og vente, til jeg skulle på igen. Det er måske det mest fredfyldte, jeg har oplevet. Intet ondt kunne nå mig dér.

Med ’Max Pinlig’-medspiller Samuel Heller-Seiffert.

FOR NOGLE ÅR SIDEN tog jeg fri fra alt for at skrive et filmmanuskript. Det skulle handle om to søstre, der har mistet deres far, stærkt inspireret af min egen far. Jeg skrev og skrev. Og blev mere og mere ked af det. Jeg troede, det var et tegn på, at jeg nærmede mig den fineste kunst. Jo mere sorg jeg følte, desto tættere måtte jeg være på noget grundlæggende. 

MEN DET VAR ikke kun, fordi jeg savnede min far. Det var lige så meget, fordi jeg ikke har lært, hvordan man skriver et manuskript. Jeg fik noget hjælp undervejs, men det blev aldrig til noget brugbart. 

I STEDET SKREV JEG en bog om mit liv som midaldrende, som også blev et portræt af min far. Nu spørger jeg mig selv, hvorfor den skøre kugle altid skal fylde så meget. Hvor blev min mor af? Det var jo hende, der var i stand til at give os søskende en god og kærlig hverdag og altid var der. Hun lever endnu og er i fuld vigør. Maler ikoner, danser og er nysgerrig og dygtig til alting. Det er skide uretfærdigt, at det er mere spændende at tale om stenen i skoen end om det stabile.

DA MINE BØRN begyndte at blive store og tage på efterskole og højskole, og jeg mærkede, at jeg ikke længere var centrum i deres liv, fik jeg en krise. Jeg var hårdt ramt af overgangsalderen. Hormonerne blæste op og ned, og jeg kunne ikke sove om natten. Jeg er ikke nogen globetrotter – alligevel tog jeg af sted til Kerala i Sydindien. Jeg havde hørt om et ayurvedisk resort, og ideen var at blive renset igennem, trække en streg i sandet og sige: Nu skal du videre! 

DÉR GIK VI rundt, alle vi vestlige midaldrende kvinder med vores klipklapper i hænderne og skuede ud over vandet, når ikke vi fik oliemassage eller tog yogatimer. Der findes en film med Julia Roberts, hvor hun efter en skilsmisse tager på sådan et ophold, genfinder sin sanselighed, dufter til krydderierne, bliver inviteret hjem til en indisk familie, som synes, hun er skøn. 

DET VAR IKKE lige det, jeg oplevede. Jeg græd en del – det var hormonelt – og på et tidspunkt kom jeg til at tude foran den fattige kvinde, der gav mig massage. ”Why are you crying, madam,” spurgte hun. ”I think, I miss my children,” svarede jeg. ”When you last see?” ”Two weeks ago.” Hun havde ikke set sine børn i otte måneder, fordi ”work, work, work”. Det var på tide at komme hjem.

JEG FIK NOGLE GODE hormonpiller og blev ikke længere snydt af mit humør til at gøre bagateller til store dramaer. Og mine børns mand fik kræft, så jeg kunne ikke længere tillade mig ikke at fungere. Jeg følte ikke, at jeg kunne overlade det til mine børn at have en døende far, så jeg fik fri fra teatret, og vi fik ordnet, at han flyttede ind hos os i vores sommerhus. Det var min nuværende mands forslag. Han kunne se, hvor stresset jeg var, og ville gerne hjælpe. Vi holdt alle sammen så utrolig meget af ham, at det var naturligt at gøre.

SÅ BOEDE HAN dér sammen med os de sidste to måneder af sit liv. Det er jeg utrolig glad for. Til eftertiden er det rart at vide, at man var der, da der var brug for én.

Der var store, internationale planer i støbeskeen. Men så ramte tragedien. I stedet valgte Søren Kragh-Jacobsen at sende danskerne et filmisk postkort fra et forsamlingshus i provinsen. Vi tog en snak med den 73-årige instruktør og sangskriver om dansktop og Chopin, sygdom og arbejdsiver og hår, der engang var helt forkert.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Rolf Konow, privat

’Din nye film ’Lille sommerfugl’ handler om en bondemand, der tilsyneladende har det hele: dejlig kone, idylliske huse, blank, moderne silo. Selv gyllelugten har han fået under kontrol. Og så vælter problemerne ellers frem ved hans guldbryllupsfest. Hvorfra kom ideen?

”Min kone og jeg har sommerhus på Glænø i Vestsjælland og har i mange år været fast inventar i Bøgelunde Forsamlingshus ved Skælskør. Jeg har altid syntes, at forsamlingshuset var et ekstremt eksotisk stykke Danmark. Jeg synes, de er smukke indvendigt. Og jeg synes, det er et sjovt sted at møde mennesker og høre musikken. Som i virkeligheden ikke er min musik, men har jeg fået et par glas rødvin, synger jeg også med på ’Den knaldrøde gummibåd’. Det er en festlig og kulørt arena. Flere gange har jeg tænkt, at det var underligt, at der ikke var nogen, der havde lavet en film med forsamlingshuset som centrum. Men så har jeg parkeret ideen igen.”

Og hvorfor blev den så til noget nu?

”I 2017 fik jeg en hjerneblødning, der var ved at slå mig ihjel. Men jeg kom til live igen, skruptosset og helt forvirret. Jeg gik dårligt, havde ingen korttidshukommelse og tissede i bukserne. Ved genoptræning og ved et Guds under blev jeg en af de 13 statistiske procent, der slipper helskindet igennem. Jeg kom ud på den anden side uden handicap. Så en dag i 2018 sagde jeg til min kone: ’Nu er det min tur til at lave noget.’”

Din tur?

”På det tidspunkt havde jeg stort set været hjemme i fire år. Min kone har sklerosesygdommen ALS og er sengeliggende, så jeg havde brugt det meste af min tid på at pleje hende. Jeg havde lavet lidt småtterier, instrueret et par afsnit af Per Flys serie ’Bedrag’, men nu havde jeg lyst til at lave mit helt eget. Det sidste, jeg sagde til min kone, inden jeg tog af sted på optagelser, var: ’Hvis du dør, så kommer jeg hjem og slår dig ihjel.’ Og jeg var lige ved at slå hende ihjel af grin, for hun har en fin humoristisk sans endnu, selv om hun er meget syg.”

Søren Kragh-Jacobsen havde først tænkt sig at indspille ’Lille sommerfugl’ på Vestsjælland, men pengene fra filmfonden FilmFyn sendte dem til Kerteminde-egnen.

Hvordan påvirkede hjerneblødningen filmens tilblivelse?

”Jeg har undret mig over, at den ikke har spoleret noget af det kreative. Jeg har levet det meste af mit liv af ting, jeg selv fandt på. Pludselig syntes jeg, jeg fandt på endnu mere og skrev hurtigere. Jeg skal ikke plædere for, at folk skal have en hjerneblødning, men jeg ramte ind i en enorm arbejdsglæde.”

Hovedpersonen er en småracistisk, klimagas-udledende konventionel svinebonde. En knap så politisk korrekt hovedperson?

”Når jeg kigger ud ad vinduet fra vores hus på Glænø, ud på Agersø og Omø, stemmer alle DF, men der er ikke én fremmed. Det undrer mig. Men det er nu ikke det, der bærer filmen. Den handler om et nuanceret, tvivlende menneske, der er endt i en blindgyde. Jeg ville gerne lave et kærligt danmarkspostkort ude fra landet. Og det skulle være en historie om en svinebonde, grise er bare sjove på film.”

Ud over fremmedhadet lurer utroskab og druk under overfladen. Er der i virkeligheden ikke så dejligt ude på landet?

”Jeg synes, der er dejligt, tag ikke fejl af det. Og jeg synes også, folk er rummelige. Jeg vælger ikke mine bekendte ud fra deres politiske holdning. Det må de sgu selv om. Men på landet findes også alt det, som du har i storbyen. Og på et mindre sted bliver problemerne måske mere udtalte.” 

SØREN KRAGH-JACOBSEN

Født 1947. Opvokset i Københavns Nordvest-kvarter.

Kendt for film som ’Vil du se min smukke navle?’, ’Gummi-Tarzan’, ’Drengene fra Sankt Petri’ og ’Mifunes sidste sang’. Som musiker mest berømt for sangen ’Kender du det?’.

Aktuel med selvbiografien ’Superbenzin & kærlighed’ og filmen ‘Lille sommerfugl’.

Inden du gik i gang med at lave ’Lille sommerfugl’, gik du i mange år med en drøm om en film om komponisten Chopin …

”Jeg har været meget optaget af hans musik i mange år. Han er virkelig en klaver-poet. Og da jeg begyndte at læse ind på den her polak, der kommer til Paris som ung, fandt jeg, at han lagde sig flot ind i serien af generte, introverte underhunde, som jeg har portrætteret i mange af mine film. ’Han er sgu en Gummi-Tarzan’, tænkte jeg. Filmen skulle handle om det sidste af hans 39 leveår, hvor han rejser til England på flugt fra revolutionen i Paris i 1848 og for at søge alternativ behandling, men må forlige sig med, at han skal dø af sin kroniske lungesygdom.”

Og hvorfor blev den ikke til noget?

”Jeg ville sindssygt gerne have lavet den og var rimelig langt fremme med at finansiere den med midler fra en række lande. Det polske filminstitut hørte, at vi gik med planer, og kaldte os til orden: ’Der bliver ikke lavet en Chopin-film, uden at vi er med!’ Men jeg har et godt forhold til Polen og har indspillet to film dér, ’Drengene fra Sankt Petri’ og ’Øen i Fuglegaden’, så de var klar til at give os en halv million euro. Da det endelig så ud til at lykkes, hoppede min franske hovedrolleskuespiller fra, fordi det havde varet for længe. Samtidig blev min hustru syg. Jeg kunne ikke være væk fra hende så lang tid, som det krævede. Men jeg har stadig mit manuskript. Jeg tror ikke, jeg kommer til at lave filmen, men der er da et par instruktører i England, som jeg godt kunne tænke mig at tilbyde den. Jeg tror, der ville være et stort publikum til den.”

Leif Lindskov og Søren Kragh-Jacobsen indspiller ’Hinkeruder på motorvejen’ (1975). Albummet indeholder sangen ’Kender du det?’, som mange ikke kender for titlen, men for omkvædet om Mona.

Den her indadvendte, undertrykte type, du snakker om, hvorfor er han blevet et tema?

”Det er først senere i min karriere, at jeg er blevet bevidst om, at jeg vender tilbage til den lille mands sejr i ni ud af 10 film – og også i mine sange. Men jeg henter vel noget af det i mig selv. Det introverte har jeg aldrig lidt af, men manglende tro på mig selv har jeg masser af. Jeg synes, tvivl og usikkerhed er nogle udmærkede makkere at have. Man kommer til at omfavne dem hen ad vejen. Det siger jeg også til mine sønner. Jeg har mødt mange slamberter, der var så selvsikre, at de var ved at vælte bagover i skoene. Men usikkerheden får én til at tænke sig om en ekstra gang. Man kommer aldrig for sent. Man er velforberedt.”

I din sang ’Kender du det?’, som mange husker for dens ’Mona, Mona, Mona’-omkvæd, møder vi den usikre unge mand Jesper Ravn. Hvordan blev den til?

”Jeg tror aldrig, jeg har skrevet en sang så hurtigt. Den ramte noget, jeg havde oplevet selv, nemlig at være genert i forhold til kærligheden. Da jeg skrev den, var jeg selv midt i tyverne og havde det på afstand, men jeg var blevet ansat i Børne- og Ungdomsafdelingen på Danmarks Radio og havde arbejdet sammen med og interviewet mange unge. Så jeg havde en forbindelse til dét følelsesliv. Da jeg satte mig ned for at skrive den, var det som at bide spidsen af et stykke overmoden camembert. Linjerne flød bare ud: ’Jeg sad ved andet bord i rækken.’ Nå! ’Det var tredje skoledag.’ Ja! Og så videre. På det tidspunkt havde jeg en duo sammen med min ven Leif Lindskov. Vi havde sendt et demobånd rundt, pludselig ville et pladeselskab have os i studiet, og det var et af numrene, vi tog med. Vi høvlede den af én gang, så sagde teknikeren: ’Det kan du aldrig lave bedre!’ ’Rolig, nu,’ sagde jeg. Jeg havde det ikke, som om sangen var færdig. Men sådan kom den til at lyde. Du kan ikke køre en metronom igennem den. Den vakler fra side til side. Men den var rigtig. Den blev spillet tit i radioen, da den kom ud i 1975, og den blev en ægte lejrbålssang. Det har været en gave for mig i min alderdom. Da jeg var ude at spille i 2014 og havde svært ved at huske teksten til alle fem minutter og 20 sekunder, kunne publikum den. Der var altid en på de forreste rækker, jeg kunne bruge som sufflør.”

Søren Kragh-Jacobsen gennemgår dagens optagelser til ’Drengene fra Sankt Petri’ (1991). Anden verdenskrigs-filmen blev indspillet i Polen, der mange steder stadig kunne ligne noget fra 40’erne.

Hvad knap så mange ved om dig, er, at du igennem en karriere, der både har budt på børne- og ungdomsfilm, dogmefilm og historiske dramaer, også har lavet reklamer. Hvordan var det?

”Da jeg holdt op på Danmarks Radio i 1983, kom der perioder, hvor jeg havde brug for noget at leve af mellem mine spillefilm. Så fik jeg et vist navn inden for reklamefilm. Det var godt betalt, og der var altid penge til det nyeste. Første gang, jeg brugte CGI, altså computergenererede billeder, som er i næsten enhver produktion nu, var på en reklamefilm. En af mine bedste kunder var et norsk firma, Stabburet, som lavede pizzaer og andre færdigvarer. Vi lavede små idylliske film, optaget på romantiske gårde i Sverige, og nicede det op med blomsterranker og anden computergrafik i redigeringen. Det var dengang, alt skulle hedde ’Kornblomst’ eller ’Kærgården’. Rent fup.”

Havde du, som venstreorienteret, nogle kvababbelser over den illusion, man sælger folk?

”Det havde jeg nok. Og jeg har da også sagt nej til swap-lån og andet, der var over min grænse. Men ellers har politik ikke som sådan stået i vejen for min egen indtjening. Og jeg var på en måde ret glad for det. Jeg syntes, det var sjovt at fortælle en historie på 30 sekunder, og kunne godt lide, hvis det var lidt menneskerelateret. Jeg speakede Amagerbankens reklamer i mange år. Deres film var smukke og poetiske. Det var nærmest digte, der skulle læses hen over billeder af kunder. Teksterne var gode, og jeg filede selv lidt løs på dem. Og så lukkede banken. Jeg blev ringet op af en sønderjysk bank for nogle år siden. Om jeg ville speake en reklame for dem. ’Det vil jeg godt, men jeg synes, I skal vide, at det var mig, der speakede Amagerbanken.’ Så hørte jeg ikke mere fra dem.”

Jesper Christensen (72) og Karen-Lise Mynster (68) fejrer deres guldbryllup i ’Lille sommerfugl’.

Du siger, at du mestendels har levet af ting, du selv fandt på. Havde du nogen forestilling om det, da du efter skolen begyndte i lære som elektromekaniker?

”Overhovedet ikke. Jeg var elendig i skolen, gik for at være ordblind, kunne ikke stave, og mit hår var helt forkert, haha. Jeg var en dagdrømmer og forelskede mig i alle mulige på afstand. I min læretid følte jeg mig meget alene, når jeg stod ved drejebænken og skulle fremstille 10.000 emner på 14 dage. Men i løbet af min læretid lærte jeg mig at spille guitar og blev forsanger i et orkester, der hed The Boozers. Jeg var skrækslagen, men syntes, det lød godt, når det først kom i gang. I slutningen af mine læreår mødte jeg Leif Lindskov, og vi satte os ned og skrev tekster inspireret af Sebastian og Dissing, og hvem der ellers var af danske sangskrivere. Det begyndte at blive rigtig lyrik. Af og til ramte vi noget.”

Har du kunnet bruge din uddannelse til noget?

”Helt klart. Jeg er ikke sådan en, som ligger og reparerer min bil. Men jeg lærte samarbejdets kunst. Jeg kom i lære på en pænt stor fabrik med hen ved 80 ansatte og mange forskellige typer, man skulle arbejde sammen med. Jeg lærte at stikke fingeren i jorden. At skimme et rum og se, hvem man skulle passe på, hvem der var et dumt svin, hvordan man kunne sno sig. Jeg fik forfinet min sans for menneskelig psykologi. Og det er præcis det samme, man benytter sig af, når man står med et filmhold.”

Puk Damsgård tog et godt tilløb, inden hun først sigtede mod Pakistan, drejede en halv omgang i luften og til sidst landede med begge ben solidt plantet i Kairo. Journalisten og forfatteren beretter her om konstant at trodse sin flyangst, om at forlade Danmark for good, om Mellemøstens mystik og maskuline kontrol, om at sætte sig selv forrest, om kærligheden til spænding – og om ikke at ville andet.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Ricky John Molloy

TRUSLEN FRA OVEN

Et jagerfly suser hen over byens tage i syriske Yabrud. Jeg kan høre, det flyver lavt, bomberne falder faretruende tæt. Jeg griber instinktivt min sikkerhedsvest og stikker fødderne i mine sko, men når ikke at binde dem. Så rejser jeg mig fra stue-gulvet hos Nasser, den lokale skoleleder, som huser mig og fotografen Betina Johnbeck. Sammen med hende er jeg i 2013 taget til Syrien for Danmarks Radio, og hun er lige i hælene på mig.

Ude på gaden hører vi endnu et brøl fra et jagerfly. Det kommer sådan bagfra. Jeg føler, at det flyver lige hen over hovedet på os. Flyet er fra det syriske regime. Jeg kigger op og ser det slippe en bombe. Med øjnene kan jeg følge bomben, den slår ned på vejen et stykke foran os. Braget er øredøvende, trykket fra eksplosionen rammer os, murbrokker, glasskår og støv hvirvler rundt i luften. Jeg famler i blinde, løber tilbage til huset. Alle vinduerne er smadret, på gulvet i stuen sidder Nassers kone og barn og skriger. Nasser selv er ikke hjemme. Betina har fået skrammer på ryggen fra glasskårene.

”Vi skal væk,” råber jeg. Jeg er bekymret for, at vi er regimets mål, de har før angrebet vestlige journalister. Vi får kontakt til de lokale aktivister, som har huset os i Yabrud, og drøner ud af byen. Vores tasker med udstyr, pas og penge må vi efterlade bag os.

Før bomberne falder, har Betina og jeg lavet en aftale med et smuglernetværk i byen Aarsal for at komme fra Libanon til Syrien. Vi er kørt i bil, mens vores satellittelefoner, sikkerhedsveste og andet udstyr er på en motorcykel, der er kørt en anden vej. Ellers vil de libanesiske soldater opdage, at vi skal til Syrien. Fra Aarsal, tæt på den syriske grænse, har vi gemt os i bunden af en pickup-truck i det tørre, bakkede landskab. Et sted derude bliver Libanon til Syrien. Der er ikke længere grænseposter, men den libanesiske hær patruljerer i området. Da vi kommer frem til Yabrud, bor vi først hos en tandlæge, der fremstiller gebisser, siden hos Nasser. 

Efter angrebet bliver vi kørt ud til en gård. Pludselig hører vi igen et lavtgående jagerfly. Betina og jeg styrter ind for at komme i dækning. Men det er ikke et nyt bombardement. Det viser sig, at der ligger en militær landingsbane tæt på gården. Vi må blive og overnatte, og den nat lukker jeg ikke et øje. Først da fuglene begynder at kvidre næste morgen, føler jeg en ny begyndelse. Vi får kontakt til smuglernetværket, som fik os ind i Syrien. De hjælper os ud igen. På vejen tilbage er jeg på vagt. Smuglerne er kriminelle. Kan vi stole på dem? Men det lykkes os at komme tilbage og i sikkerhed.

KALDET FRA NEDEN

10 år tidligere står jeg på en stor sten i haven ved min kærestes sommerhus med udsigt over Roskilde Fjord. Jeg har bare tæer, mærker stenens ru overflade mod mine fodsåler. Det er maj 2003, og jeg arbejder som pædagogmedhjælper på Æseldyrets stue i en børnehave på Amager. Jeg har lige søgt ind på journalistuddannelsen på Syddansk Universitet. Men jeg keder mig. Det har jeg gjort hele foråret.

Jeg er 24 år og er vokset op lidt syd for Næstved, derude hvor der ikke er busstoppesteder, men hvor man må vinke til bussen for at blive samlet op. Min far er kørelærer, min mor er journalist. De bor på et nedlagt landbrug, som tilhørte mine bedsteforældre før os. Min far er født i det, der i dag er køkkenet. Jeg er enebarn, og i de landlige omgivelser med marker og en mose er der masser af plads, både mentalt og fysisk. 

Rastløsheden stammer fra min far. Godt nok har han boet det samme sted hele sit liv, kørt på de samme veje dag ud og dag ind, men han sidder aldrig stille. På gården ved man aldrig, hvor han er, min mor må altid kalde på ham.

Som 10-årig giver min far mig en motocrossmotorcykel til børn. Han tuner den, så den kan køre 70 km/t. Jeg drøner rundt, fræser haven op. Jeg har styrthjelm på, men ingen albue- og knæbeskyttere. Mine forældre har aldrig pakket mig ind i vat. De har givet mig en tro på, at landtøsen fra ’Næver’ (Næstved, red.) nok skal klare den uanset hvad.

Min far er besat af biler. Når vi skal på ferie, er det altid med bil, og kun hans egen. At flyve sydpå og leje en bil kan ikke komme på tale. Alle mine ferier går til De Østrigske Alper. Som 14-årig tager jeg til Kenya med en veninde for at besøge hendes far, som bor dernede. Der opdager jeg for første gang, at der findes en verden uden for Danmark og Østrig. Jeg kommer hjem og er helt fyldt op af en lyst til at udforske den verden. 

En vestlig koalition med USA i spidsen har netop invaderet Irak, og dér på stenen står jeg og tænker på en reportage fra Bagdad, jeg har set i tv nogle uger før. DR’s korrespondent Ole Sippel rapporterede, men det, der foregik i baggrunden, fangede min opmærksomhed. En gruppe irakiske unge i starten af tyverne – på min egen alder – hoppede og dansede, mens de kastede rundt med papirer fra et af Saddam Husseins administrationskontorer. 

Der er noget ved dem, som har vakt min nysgerrighed. Hvordan ville mit liv se ud, hvis jeg var en ung irakisk kvinde, der havde levet hele sit liv under et diktatur? Jeg går indenfor og ringer til min barndomsveninde Abigail og spørger, om hun vil med til Irak. Hun læser litteratur og er i praktik på en ungdomsredaktion på DR. Vi taler sammen, og vores plan bliver at lave en radiodokumentar om de unge irakere.

I slutningen af juni lander vi i Amman i Jordan, hvor Ole Sippel – som vi har lavet en aftale med hjemmefra – tager imod. Han har arrangeret, at en irakisk chauffør skal køre os over grænsen til Irak og videre til Bagdad. Vejen dertil går gennem ørkenen i Anbar-provinsen, og der har været en del røverier. Vi har radioudstyr med og har hævet amerikanske dollars i kontanter til turen. Abigail og jeg bliver enige om, at pengene er det vigtigste, hvis vi bliver stoppet. Vi sprætter trusseindlæg op og fylder dem med grønne sedler og kører til Bagdad med trusserne fulde af penge. Det er næsten 50 grader varmt, og de amerikanske soldater ved grænsen giver os chokolade, der er så godt som smeltet. På vejen passerer vi flere gange store bombekratere. Vi er i Bagdad i to uger for at lave reportage. Vi møder de unge og er også med amerikanske soldater på natpatrulje. Da jeg kommer hjem, er jeg som tændt af en hellig ild. Kort efter får jeg besked om, at jeg er kommet ind på journalistuddannelsen på SDU. Jeg ved, at det er det, jeg vil.

TÆT PÅ

I oktober 2007 har jeg fulgt den forhenværende pakistanske premierminister Benazir Bhutto fra Dubai til Karachi. Hun er på vej hjem efter otte år i eksil for at gøre comeback i pakistansk politik. Jeg er med fra hendes dørtærskel i Dubai, hvor hun står med koranen i hånden og beder for en god rejse, og hele vejen til Pakistan om bord på et fly. Jeg er ansat som uddannelsesreporter på Jyllands-Posten, men har fået lov til at rejse af sted og følge Benazir Bhutto. Jeg har forinden fundet ud af, hvilken afgang hun skal med, og har købt en billet. Om bord er hele hendes parti, Pakistan People’s Party. De danser og synger i midtergangene. 

I Karachi er der tusinder af mennesker i gaderne. Jeg mødes med min veninde, der arbejder for DR. Vi følger menneskemængden og Bhuttos kampagnebus. Bagefter tager jeg hjem på mit hotel for at skrive min artikel. Mens jeg sidder og skriver, tikker en nyhed ind. Der har været et attentat mod Benazir Bhuttos bus. Hun overlever, men kun fordi hun befandt sig i bunden af bussen for at skifte sko. To måneder senere bliver Benazir Bhutto dræbt under et vælgermøde i Rawalpindi af en selvmordsbomber.

Mens jeg er i journalistpraktik på Jyllands-Posten, har jeg været i Pakistan to gange. Jeg rejser også til landet, lige inden Muhammed-krisen bryder ud i 2005, og jeg tager senere dertil i fire måneder for at skrive min bacheloropgave. Der er krig i nabolandet Afghanistan, danske tropper er udstationeret, men det bliver mere og mere tydeligt, at truslen fra Taleban har rødder i Pakistan. Jeg er optaget af at udforske det. 

Hjemme i Danmark sidder jeg på redaktionen og ringer til Danmarks Lærerforening fem gange om dagen. Mine venner og familie siger til mig, at jeg skal være glad for, at jeg har fået et fast job. Og det er jeg også. Men at skrive om folkeskolen og gymnasierne er ikke det, jeg drømmer om. Jeg længes tilbage til Pakistan. 

Efter min tur med Benazir Bhutto går jeg op på chefredaktørens kontor og spørger, om ikke avisen skal have en korrespondent i Pakistan. Han siger nej.

 ”Nå, men så siger jeg op,” svarer jeg. Jeg går ned på udlandsredaktionen og spørger, om de er interesseret i freelanceartikler fra Pakistan. Det er de. I januar 2008 sætter jeg mig om bord på et fly til Pakistans hovedstad Islamabad. På det tidspunkt ved jeg ikke, at jeg forlader Danmark for altid.

“På bagsædet sidder jeg iført niqab og et slør for øjnene, der skjuler min hudfarve og min identitet. Hvis soldaten spørger, er jeg Ahmeds søster. Hvis de beder om at se mit pas, er jeg afsløret. Bliver jeg opdaget, vil vi blive beordret til at vende om – i værste tilfælde arresteret.”

RÆKKEN AF PUK-BØGER

Puk Damsgård har udgivet ni journalistiske bøger. Syv af dem handler om Mellemøsten.

’Mellem Taleban og fremtiden – En fortælling om de unge i Kabul’ (2006)
’På jordomrejse med Galathea 3 – Vor tids største danske opdagelsesrejse: København-Cape Town’ (2006)
’På jordomrejse med Galathea 3 – Vor tids største danske opdagelsesrejse: Cape Town-København’ (2007)
’De renes land – Kærlighedshistorier fra verdens farligste stat’ (2009)
’Ulvehjerter – En familiekrønike’ (2011)
’Hvor solen græder – En fortælling fra Syrien’ (2014)
’Ser du månen, Daniel – 13 måneder som gidsel hos Islamisk Stat’ (2015)
’Den sorte kat i Mosul’ (2017)
’Arabica’ (2020)

PERSONA NON GRATA

En fredag aften i 2010 banker politiet på porten foran mit hjem i Islamabad. Et par dage forinden er jeg kommet kørende hjem i min hvide Suzuki Alto til huset, hvor jeg bor. Foran det bliver jeg mødt af en officer med et stykke papir i hånden. Jeg må ikke få det, kun læse det. Der står, at jeg skal forlade Pakistan inden en dato, som allerede er overskredet. 

Senere kommer politiet. Jeg sidder med min pakistanske ven Salman og drikker hvidvin. I fjernsynet er der cricket. Politiet siger, at jeg skal komme ud og følge med. Jeg ringer til den danske ambassadør.

Udenfor bliver menneskemængden større, og efterretningstjenesten holder i en vogn, som jeg skal deporteres væk i. Ambassadøren skynder sig over til os i sin bil på diplomatnummerplader og kommer indenfor. Jeg begynder at pakke. Mit liv skal ned i en kuffert på få minutter. Jeg samler lidt tøj, min computer og nogle avisudklip. 

Jeg tænker, det er bedst, hvis Salman ikke bliver set sammen med mig. Han er begyndt at få lidt for gode ideer til, hvordan jeg kan flygte ud over taget. Jeg ler, stikker ham flasken med hvidvin og lukker ham inde i gæsteværelset. Politiet står ude på gaden og råber, at der er en kriminel i huset. I stuen går min kat Puttie rundt – helt udspilet, fordi hun er højgravid. Jeg kan ikke holde tanken ud om, at jeg skal efterlade den i Pakistan. 

Myndighederne har været efter mig et stykke tid. Jeg har været i landet i to år og dækket alt fra terrorangrebet på den danske ambassade i 2008 til kvinders forhold i det konservative pakistanske samfund, og jeg har boet med en stammefamilie på grænsen til Afghanistan. Jeg har nok en anelse om, hvorfor de ikke bryder sig om mig: Nogle måneder forinden har en avis i byen Lahore ved grænsen mellem Pakistan og Indien bragt en notits fra det lokale journalistforbund. De skrev, at jeg var udsendt af Jyllands-Posten, avisen med Muhammed-tegningerne, og de satte spørgsmålstegn ved, hvad jeg egentlig lavede i Pakistan. 

Et par kvindelige betjente træder ind i stuen med håndjernene parat. Jeg har sat mig demonstrativt i en lænestol, nægter at følge med. Ambassadøren siger, at han tager med mig. Til sidst indvilliger jeg. På politistationen får ambassadøren arrangeret, at jeg må tage hjem og pakke mine ting. 

Tilbage i huset åbner jeg en øl. Et ukendt nummer ringer. Det er avisen Dawn News, som har fået nys om sagen. De har hørt, at der er problemer med mit visum, og vil vide, hvad der foregår. Avisen har tætte forbindelser til efterretningstjenesten, og jeg kan regne ud, at det er dem, der har lækket oplysningerne til Dawn News. 

Næste dag er jeg på forsiden af en anden avis, The Nation. Der står, at jeg har uddelt Muhammed-tegninger i Islamabads gader. Det passer selvfølgelig ikke.

Jeg køber en flybillet hjem til Danmark med en plan om at flytte min base til Kabul i Afghanistan. Jeg ved, at min tid i Pakistan er slut. 

DANSER MED DRENGE

Kabul er en sandfarvet by. Afghanistans hovedstad ligger i en dal mellem sneklædte bjerge, der kan ses i horisonten. Byen er støvet, og kvindernes himmelblå burkaer blafrer i vinden. Krigen raser i den sydlige del af landet, men i Kabul er der på det tidspunkt relativt fredeligt med undtagelse af nogle få terrorangreb. Jeg lejer et hus og hyrer en chauffør ved navn Raffi til at køre mig rundt. I Pakistan kørte jeg selv bil, men i Kabul er der sjældent vejskilte, og byen er svær at finde rundt i. 

Kabul er en smeltedigel af vesterlændinge: soldater, journalister, ngo-medarbejdere og entreprenører. De lever helt adskilt fra lokalbefolkningen. Bag bevæbnede vagter og metaldetektorer fester de på natklubber og i private hjem. På flere barer i byen, hvor man skal aflevere sine våben i garderoben, må kun udlændinge komme ind. Har jeg en afghansk ven med, bliver han afvist i døren. 

I 2010 er jeg til en fest, hvor hundredvis af mænd står i rundkreds og klapper og hujer. De ældre bærer turbaner, det sammenviklede stof om deres hoveder danner mønstre, som minder om rynkerne i deres ansigter. I midten danser drenge – så unge, at de endnu ikke har fået skæg – rundt med bløde, sensuelle bevægelser. En af dem er i rød kjole og slør, og han danser æggende med en kop te på hovedet. Jeg er den eneste kvinde i forsamlingen, festen er kun for mænd, men jeg har fået adgang. 

Jeg er hunderæd for, at de pludselig vil have mig til at danse. Men mændene ænser mig ikke, kigger kun på drengene. I afghanernes øjne er jeg intetkøn, fordi jeg er vestlig, har lys hud og lyst hår.

Drengene bliver kaldt dancing boys. Jeg finder ud af, at nogle af de ældre mænd ’ejer’ dem, holder dem i en slags harem og dyrker sex med dem i det skjulte. De fleste af dem er mindreårige. Jeg besøger en ældre mand og taler med nogle af de drenge, han har i sit harem. For dem er det bare en indtægt, siger de. Men det er prostitution og i mange tilfælde også pædofili. Mødet med dem chokerer mig.

I det afghanske samfund er homoseksualitet ikke velanset. Men kvinderne er utilgængelige og tildækkede, ligesom sex uden for ægteskabet er forbudt, og derfor er sex mellem mænd mange steder udbredt.

En afghansk ven sagde engang, at sex og kærlighed er som en flod: Uanset hvor mange diger man bygger, skal den nok finde en vej udenom. Når unge mænd med hormoner, der pumper rundt i kroppen, ikke kan komme i kontakt med unge kvinder, opstår der et rum for at eksperimentere med sit eget køn i stedet. 

ET ANDET HJEM

Han har en smøg i munden og hænderne på rattet. Han er 10 år gammel, kører bil og opfører sig, som var han voksen. Siden han var fem, har Mina Farghaly samlet affald i ’Garbage City’, en bydel i Kairo, hvor skraldedyngerne tårner sig op i gaderne og inde i bygningerne. Det er det kristne mindretal kopterne, der bor her. De har sorteret skrald fra Kairos gader i årtier – de kristne er de eneste i det muslimske land, som kan holde grise, og de hjælper affaldet af vejen ved at spise sig gennem tonsvis af madrester. Grisene må ikke være i gaderne, men går i stedet indendørs i beboelserne. Af og til kan man spotte dem gennem et vindue ude fra gaden. 

Jeg er i ’Garbage City’ en uge og følger den 10-årige dreng, der har det samme grønne joggingtøj på hver eneste dag. Hans bror er handicappet, hans søstre er gift, og familien er afhængig af de penge, han tjener på at transportere skrald væk fra Kairos mere velhavende bydele.

I 2013 flytter jeg til Kairo fra Beirut, hvor jeg har boet, siden jeg forlod Afghanistan. Kvarteret, jeg bor i, er et område med mere grønt, mere luft og lidt mindre trafik, men selv her ligger der skrald på gaden. Kairo er en enormt beskidt by. Affaldssystemet virker ikke, så folk smider det i bunker på gaden. Bunkerne vokser og vokser, og kun hvis man er heldig, kommer der en gang imellem en skraldebil og fjerner dem. Døde gadehunde og vilde katte bliver også smidt på gadehjørner. Jeg møder ofte stanken, når jeg er ude at løbe en tur.

I dag føler jeg mig mere hjemme i Kairo end i Danmark. Men jeg kan stadig køre få kilometer fra mit hus og ende i en bydel, hvor jeg føler mig totalt fremmed. Kairo er ufattelig stor. Jeg bor med min mand i et hus, som jeg lejer af en kvinde, der tilbringer det meste af året i udlandet. Der er seks meter til loftet og kupler med farvet glas i hvælvingerne. Stengulvet er køligt, selv om sommeren, og i haven er der avocadotræer. 

Når jeg er hjemme, går jeg og planter blomster og fjerner ukrudt. I entreen bliver jeg mødt af mine to katte, Puffer og Bonnie. Katte har en meditativ effekt på mig. ”A cat a day keeps the PTSD away,” plejer en udenlandsk kollega og jeg at sige til hinanden. En kat, der spinder, er et fantastisk roligt gemyt at have i huset. Det hjælper mig med at falde tilbage i en rytme, når jeg kommer hjem fra en rejse. 

Min gamle kat, Puttie, flyttede med til Kabul, til Beirut og til Kairo. Her blev hun slået ihjel af et giftigt pulver, som byens myndigheder lægger ud for at slå de hjemløse gadehunde ihjel. Hun overlevede Pakistan, Afghanistan og Libanon, men den egyptiske hovedstad gjorde det af med hende. Vi fik otte gode år sammen.

FLYSKRÆK

Jeg lider af flyskræk. Jeg lægger altid en snus under overlæben, når jeg skal flyve. Og jeg sidder helst ved vinduet, lige ud for vingen. Så kan jeg holde øje med det hele. Jeg spekulerer altid på, om flyet er blevet efterset. Når flyet letter, tænker jeg, at det ikke har fart nok på til at komme i luften. Måske har flyselskabet forregnet sig, lastet maskinen for tungt? Og jeg følger med i, om flapperne går op og ned, som de skal. Når flyet lander, holder jeg øje med, om landingsstellet folder sig ud under mig. 

Det er svært for mig at afgive kontrol til andre. Flere gange har jeg oplevet, at piloter i Mellemøsten ryger, mens de flyver. Når de sidder og pulser smøger i cockpittet, hvad kan de så ellers finde på? Spiser de også sandwich med dressing, der drypper ned i instrumentbrættet? Min fantasi kender ingen grænser.

I 2018 sidder jeg om bord på Yemenia Airways og flyver over Det Røde Hav. Det er nat, og passagererne sover. Over min ene skulder får jeg øje på en kvinde. Hun har blå negle og en arabisk næse, hvor næseryggen knækker. Hun får også øje på mig, og vi falder i snak hen over midtergangen. Hun er 28 år, hedder Shifa og fortæller, at hun er læge, og at hun hader det yemenitiske styre, hader oprørerne. Hun siger også, at hun slet ikke er religiøs – faktisk er hun ateist. Det sidste hvisker hun. I Yemen kan den sætning være en dødsdom. 

Jeg bliver overvældet af, hvor hurtigt hun lukker mig ind i sit inderste kammer. Det er meget uvant for mig. Danskere fortæller ikke så ofte fremmede om deres inderste tanker. Men folk i Mellemøsten er anderledes. Jeg er tit blevet inviteret med til både bryllupper og begravelser af folk, jeg har kendt i få timer. 

Shifa og jeg forstår hinanden med det samme. På flyturen begynder et venskab, og vi har stadig tæt kontakt i dag. At tale med hende dulmer også min flyskræk. Den svinger efter, hvilket selskab jeg flyver med, og hvad jeg flyver over. Den rammer mig ofte hårdest, hvis jeg enten er meget frisk eller meget udmattet. Nogle af de gange, hvor jeg har haft mest flyskræk, er, når jeg er fløjet hjem fra en krigszone. 

UNDER COVER

I oktober 2019 bliver vi viftet ind til siden ved en kontrolpost på grænsen til Yemen. Chaufføren Sameh ruller vinduet ned, viser sit ID til en soldat. Ved siden af ham på forsædet sidder Ahmed, min rejsemakker, som har skaffet mig adgang til landet, der er svært at komme ind i som journalist. Også han viser sit yemenitiske pas. På bagsædet sidder jeg iført niqab og et slør for øjnene, der skjuler min hudfarve og min identitet. Hvis soldaten spørger, er jeg Ahmeds søster. Hvis de beder om at se mit pas, er jeg afsløret. Bliver jeg opdaget, vil vi blive beordret til at vende om – i værste tilfælde arresteret, som det netop er sket for en japansk journalist få uger forinden. Jeg har ikke sikkerhedssele på, det bruger de lokale ikke. Jeg sidder musestille, kigger kun lige frem.

Jeg er taget af sted for at følge i fodsporene på den danske opdagelsesrejsende Carsten Niebuhr, der i 1700-tallet var en del af en kongelig ekspedition til det arabiske land. Destinationen er hovedstaden Sanaa, som kontrolleres af oprørsgruppen houthierne. De er i krig med præsident Abdrabbuh Mansur Hadis regime, der støttes af Saudi-Arabien, og for at komme dertil skal vi passere regeringsstyrkernes kontrolpost i byen Marib. 

Fra bagsædet kan jeg høre, at soldaten beder Sameh om at åbne bagagerummet. I det ligger min taske oven på min kuffert, fyldt med check-in-mærkater fra lufthavne i Mellemøsten. Jeg hører dem rode i taskerne, lyne lynlåse op. Pludselig kan jeg høre dem bladre i en bog. Mit hjerte begynder at hamre. I min taske ligger Carsten Niebuhrs rejsebeskrivelser på dansk. Da jeg pakkede min taske om morgenen, kom jeg til at lægge den øverst. Jeg er sikker på, at jeg bliver opdaget.

”Hvad er det?” kan jeg høre soldaten spørge.

Sameh tøver.

”Det er en bog,” svarer han så, helt roligt, mens Ahmed forklarer, at vi bare er en familie. Tilsyneladende virker det, soldaten mister interessen for bogen, og vi passerer gennem kontrolposten. På intet tidspunkt falder det dem ind at spørge om mit ID, det beder man ikke kvinder om i Yemen. 

I min niqab føler jeg, at jeg er ingenting. Det er, som om jeg ikke eksisterer. Jeg har ingen personlighed, ingen vilje, intet at skulle have sagt. Mændene fører an, bestemmer alt, bærer min kuffert. Jeg føler, at mine sanser bliver sløve, har svært ved at se ud gennem sløret. Yemenitternes øjne er til gengæld trænede. De kigger efter kvindernes holdning, størrelsen på deres fødder, bredden på deres skuldre. At jeg er tildækket, betyder ikke, at jeg ikke får elevatorblikke – tværtimod. 

Men niqabben har også sine fordele: Under den er jeg kun iført strømpebukser og bh. I den bagende varme bliver den til et luftigt telt om min krop. Og den skaffer mig ind steder, jeg ellers ikke kan komme som kvinde. 

KVINDE PÅ KHAT-POTER

Fra Sanaa rejser jeg videre til de yemenitiske kaffebjerge. Jeg vandrer hele dagen mellem plantager på stejle skråninger. Om aftenen, hos en kaffebonde ved navn Mohammed, hvor jeg bor, falder jeg næsten om af træthed i stuen. Min rejsemakker Ahmed, chaufføren Sameh, Mohammed og et par af hans venner kommer over. Der er khat-blade overalt på gulvet, det er lidt som at sidde i en skovbund. 

De euforiserende blade er en national afhængighed i Yemen. Når man kører over grænsen fra Oman til Yemen, er der én ting i ørkenlandskabet, der ændrer sig: Overalt flyder det med rødfarvede khat-plastikposer, de ligger i buske og i krat, de flyder på vejen, og de hænger fra armene på yemenitiske mænd, som var de en forlængelse af deres krop. I Yemen er frokosten det vigtigste måltid, og når mændene kommer hjem fra markedet, hvor de har købt khat, tygger de hele eftermiddagen og aftenen. 

I alle landsbyer er khat-markedet centrum. De slanke mænd sidder i lændeklæder og sandaler blandt bjerge af khat-blade i forskellige farver og prutter om prisen. Kommer man ved skumring, lyser de med lommelygter. Alles kinder er store som tennisbolde, selv de unge drenges. Khat er fuldt ud lovligt i Yemen, men det føles som at befinde sig i en røverbule.

Hjemme hos Mohammed tygger jeg også khat. Det er hårdt arbejde. Bladene er hårde, og jeg er aldrig nået til at have en kind, der buler ud. Jeg kommer til at sluge bladene i stedet. Man siger, at effekten kan sammenlignes med amfetamin. Det er opkvikkende, men når jeg ser på mænd i Yemen, må et langvarigt forbrug også have en sløvende effekt.

Vi drikker yemenitisk kaffe, noget af det bedste, jeg nogensinde har smagt. Jeg ligger på siden med albuen på en puf og med det ene ben hævet i en trekant under min abaya, en heldragt, hvor man kun kan se ansigtet. Pludselig udbryder Ahmed: ”Du ligger som en sheik!” Hele stuen bryder ud i latter. Ahmed forklarer mig, at sådan bør en kvinde ikke ligge i Yemen, men her tager de mit regelbrud roligt. 

Det er hverken første eller sidste gang, jeg bryder kulturelle koder i Mellemøsten. Andre steder har jeg siddet på gulvet med strakte ben og fødderne fremme. Først bagefter er det gået op for mig, at det betragtes som uhøfligt at sidde, så man kan se fodsålerne. Jeg har også siddet med benene over kors i den kurdiske del af Syrien, hvor den position opfattes som et udtryk for arrogance. 

Og flere gange har jeg stukket labben frem til mænd, der ikke vil give hånd til kvinder af religiøse årsager. Engang blev en mand i Pakistan så befippet, at han stak albuen frem. Så tog jeg fat i den og sagde goddag. Men jeg møder også religiøse mænd, der normalt ikke giver hånd til kvinder, som trykker min hånd. Kvinderne er til gengæld mere løsslupne. Jeg er flere gange blevet overrumplet med tusind våde kindkys. Det er ofte bedstemødre, som holder mig fast, mens de kysser løs.

AISHA

Jeg er i Mosul i 2017 med de irakiske specialstyrker, som kæmper mod Islamisk Stat. Soldaternes base er en villa midt i byen. Familien, der plejede at bo der, er flygtet fra den krigshærgede by. Soldaterne bor 200 meter fra frontlinjen, som skærer sig gennem storbyen i det nordlige Irak. Kampene flytter sig hele tiden, og vi flytter med. Med mig har jeg en skudsikker vest, tørshampoo, vådservietter og Panodiler.

90 procent af en krig er ventetid. Vi snakker, drikker te, spiser kage. Jeg lærer at falde i søvn til lyden af flybomber fra den amerikanske koalition, som bomber Islamisk Stat. Soldaterne kalder mig ’Tante Puk’ på arabisk. De står i kø for at få en hovedpinepille, de fortæller mig om deres frygt, og de spiller musik for mig, som minder dem om deres koner og kærester derhjemme. 

En soldat ved navn Dhafer fortæller mig, at han lyver for sin mor. Hun tror, at han arbejder på det amerikanske konsulat i byen Erbil, men i virkeligheden kæmper han en blodig krig i Mosul, og hans venner dør. 

Når soldaterne rykker frem, går det stærkt. Vi kører i konvoj i armerede Humvee-firhjulstrækkere, og jeg sidder på bagsædet, mens en skytte affyrer maskingeværssalver fra taget. Forrest kører en slags bulldozer, som kan køre over miner. Den agerer også bolværk mod eventuelle selvmords­bilister fra Islamisk Stat, der forsøger at torpedere konvojen med køretøjer fyldt med sprængstof. Jeg har lært at læse krigslandskabet, kan høre forskel på et missil og en mortérgranat. Jeg kigger på soldaterne, aflæser deres ansigtsudtryk, orienterer mig om, hvor fjenden er, og jeg ved, hvordan jeg skal placere mig for at være i mindst mulig fare.

Over for soldater-villaen bor en familie med syv børn, der er flygtet fra deres hjem i den anden ende af byen. På tværs af vejen løber en el-ledning fra specialstyrkernes generator, som forsyner familien med strøm. 

Hver formiddag kommer moderen med frisk brød til soldaterne. Med sig har hun familiens yngste datter, Aisha, hun er tre år gammel og har krøllet hår. Vi giver hende appelsiner og chokolade som tak for brødet, og jeg leger med hende og familiens andre børn.

En formiddag, netop som hun har været ovre med brød, lyder et brag. En mortérgranat slår ned i familiens have. Da støvet letter, fortæller soldaterne, at Aisha er blevet dræbt. Jeg går over vejen og ser appelsintræet i haven, der står forbrændt tilbage. Inde i stuen står eftermiddagssolen ind ad et lille vindue, i lyskeglen sidder Aishas mor og skriger i gråd. Jeg lægger armene om hende, og hun trykker sit hoved ind mod mig. Jeg føler mig helt magtesløs.

Den slags oplevelser sætter sig i mig rent fysisk. Jeg bearbejder det ved at skrive om det. Og når jeg er hjemme i Kairo, har jeg en massør, som hjælper mig med at løse det op. Det er et fast ritual.

PUK DAMSGÅRD

42 år. Opvokset i Hammer-Torup syd for Næstved. Uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2007. Gik forinden tre år på skuespilleruddannelsen på Holbergs Film + Teaterskole fra 1999 til 2001.

Tog i 2006 orlov fra journaliststudiet for at rejse med den tredje Galathea-ekspedition og rapporterede om ruten fra Cape Town i Sydafrika over Det Indiske Ocean til Australien, Salomonøerne og New Zealand.

Har boet og arbejdet i Mellemøsten siden 2008 som freelancejournalist for Danmarks Radio, Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad og fra 2011 som DR’s korrespondent i Mellemøsten, først med base i Beirut i Libanon og siden 2013 i den egyptiske hovedstad Kairo.

Modtog Cavlingprisen i 2015 for sine reportager fra Mellemøsten og for bogen ’Ser du månen, Daniel’ (2015) om den danske freelancefotograf Daniel Rye, som i 2013 blev taget til fange af Islamisk Stat i Syrien og blev tilbageholdt i 398 dage. Bogen udkom i 2019 som film, instrueret af Niels Arden Oplev og med blandt andet Esben Smed og Anders W. Berthelsen på rollelisten.

Har desuden modtaget Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris i 2011, Den Berlingske Fonds Journalistpris i 2012 (sammen med korrespondentkollegaen Simi Jan), Læsernes Bogpris i 2015, Den Danske Publicistklubs Fortællerpris i 2015 og Rungstedlundprisen i 2020.

Udgav i november bogen ’Arabica’, en personlig rejseberetning fra Yemen, på Politikens Forlag.

SKJULT KÆRLIGHED 

Jeg kender Hisham gennem en ven, der er operasanger og baryton. Til en privat koncert i Kairo hører vi en arie fra ’Carmen’. Bagefter går vi ud i en overdådig have. Hisham piller skud fra en kaktusplante, rækker dem til mig og fortæller, at hvis jeg opbevarer dem tørt, vil de slå rødder, og så kan jeg plante dem derhjemme. 

Mødet udvikler sig til venskab. En dag, da jeg har inviteret ham på hjemmebagte boller på min veranda, møder han op med en anden mand. Det er Ismail, hans 23-årige kæreste, som han har fortalt mig om. Selv er Hisham i midten af trediverne. Han siger, at mit hjem er det første sted, han har været uden at skulle skjule, at han er homoseksuel. I Egypten kan kærlighed mellem to mennesker af samme køn være farlig. På arbejdspladser, i familien og i samfundet risikerer de at blive udstødt – og fængslet. Kæresten Ismail fortæller mig, at han lyver for sin mor. Hun tror, han er til karrieremesse. Ismail bor hjemme, og hans mor forventer, at han snart vil finde en hustru. Hun ved, at han er til mænd, det har hun læst i hans dagbog, men det vælger hun at ignorere. 

Jeg har set mange eksempler på den sociale kontrol i muslimske samfund. Mænd og kvinder ender i ulykkelige tvangsægteskaber på grund af indgroede traditioner og skikke. Og Hisham skjuler stadig sin seksualitet for mange i sin omgangskreds. Men i det mindste er hans forældre stoppet med at forsøge at få ham gift. 

For nylig holdt jeg en lille barbecue i min have for nogle venner. Hisham og Ismail var inviteret. Her var de for første gang sammen som par foran andre mennesker. Jeg så dem holde hinanden i hånden. Men Ismails mor ved stadig ikke, at hendes søn har en kæreste, der er en mand.

MENINGEN MED … DET HELE

For syv år siden, da Betina og jeg kom ud af Yabrud og Syrien og tilbage til Libanon, boede Betina hos mig i Beirut et par dage. Vi drak vin og talte ud – som en form for debriefing. Af og til taler jeg også med venner og familie om mine oplevelser, men intet er bedre end at tale med den person, jeg har været sammen med i krigszonen.
Det hjælper også altid at lytte til ’Mads & Monopolet’. Det gjorde vi i Syrien. En lytter skrev ind og spurgte, om man kan tillade sig at grave naboens hindbærbuske op. Det føles befriende at lytte til noget så almindeligt, når man selv skal forholde sig til liv og død.

I dag er jeg meget bevidst om, hvilke risici jeg tager. Det skal give mening. I 2012 befandt jeg mig i nabobyen, da to journalister blev slået ihjel i Homs i Syrien. For nylig blev en udenlandsk kollega såret på arbejde i Nagorno-Karabakh ved grænsen mellem Armenien og Aserbajdsjan. I flere dage vidste jeg ikke, om han ville overleve. 

Jeg er kommet frem til, at jeg hellere vil leve et kortere liv og få en kugle for panden end dø gammel på et sygeleje, som mange mennesker gør. For mig er indholdet af livet vigtigere, end hvor længe det varer. Jeg har fortalt min familie, at hvis jeg en dag ikke vender tilbage, så vidste jeg, hvad jeg gik ind til. Kommer jeg hjem i en kiste, ved de i det mindste, at det skete, mens jeg lavede det, jeg elsker.

Som barn flygtede SUSANNE BIER ind i fortællingerne om det godes sejr, og hun har aldrig fundet ud igen. I 12 nedslag fortæller hun om, hvordan en umoden, pigedrillet og drømmende drengepige i tværstribet pyjamas blev til international stjerneinstruktør på toppen af New Yorks skyline.
Tekst:Danni TravnFoto:Ricky John Molloy

1.

Begge mine forældres barndom var præget af, at de var jødiske flygtninge. Som toårig flygtede min far fra Tyskland til Danmark med min farmor og farfar, det var i 1933, lige efter Hitler var kommet til magten. I 1943 flygtede han igen. Denne gang fra Danmark til Sverige. Det samme gjorde min mors familie. Men sammen skabte de et hjem for mig og mine brødre, som var harmonisk og fyldt med humør. 

Især min mor er præget af en ukuelig optimisme, som aldrig har svigtet hende. En virkelig glæde ved store og små ting. ”Næ, nu skal vi hjem og have en dejlig middag!” ”Nu skal I se, jeg har lige bagt en kage!” Det kommer fra et virkelig oprigtigt sted. Hun har også altid været ret lattermild. Min far har altid været ret sjov, han står på en meget taknemmelig scene, og det har været stimulerende for dem. Han har ikke historier, der som sådan går igen, det er mere noget med at være i nuet og gribe det. 

Når vi sad ved aftensbordet derhjemme og spiste, og en af os unger gjorde et eller andet åndssvagt, kom der straks en underfundig eller ironisk kommentar. Vi måtte gerne drille hinanden. Jeg er vokset op i en familie, hvor det blev forventet, at man tager plads, ellers kommer en masse andre familiemedlemmer tromlende med deres store personligheder og vælter én omkuld. Sådan er det også med mine egne børn i dag. Altså, hvis vi er 15 mennesker samlet, taler 12 af os samtidig.

2.

Jeg legede aldrig med dukker. I stedet løb jeg rundt på vejene med drengene fra vejen, kravlede op på tagene og hoppede ned. Jeg brækkede alt muligt hele min barndom. Jeg var den uheldige kombination af rimelig klodset og ret vild. Det eneste, som var ret skræmmende for mig, var at lege skjul. Det dér øjeblik, hvor man bliver fundet eller finder nogen. Huh! Det er mega-uhyggeligt. 

Det drengede blev forstærket af, at jeg fik to brødre, og der var især drenge blandt vores nabobørn. Jeg er opvokset med drengekonkurrence. Dengang opdrog man drenge og piger langt mere forskelligt end i dag, men min familie var en undtagelse. Min far har i et vist omfang fået lov til at opdrage mig som en dreng, og min mor syntes, det var okay. Eller hun kunne mærke, at det var det rigtige, og det var heldigt for mig.

Samtidig er jeg den ældste, og min ældste lillebror er kun et år yngre end mig, så jeg har haft ham åndende lige i nakken. For mig har det været nødvendigt at sige: ”Hallo, lad være med at skubbe til mig, jeg er her også.” Det har man i generationer været for dårlige til at give piger, det der med: ”Ja, du faldt, men rejs dig op, og fortsæt.” Det er sundt, det giver hår på brystet. 

SUSANNE BIER

60 år. Opvokset på Østerbro i København. Hendes forældre er Hennie Bier på 84 år og tidligere direktør Rudolf Bier på 90. Hendes lillebror Philip er forretningsmand og stod blandt andet bag discountkæden Flying Tigers indtog i Storbritannien. Lillebroren Jacob arbejder som advokat i London. Gik på den jødiske privatskole Carolineskolen og senere på Niels Steensens Gymnasium. Studerede religion og arkitektur i Israel og England, inden hun i 1983 blev optaget på Den Danske Filmskole.

Spillefilmsdebuterede i 1991 med ’Freud flytter hjemmefra’, en komedie om en jødisk piges komplicerede forhold til sin familie og sin dominerende mor, spillet af Ghita Nørby. Fik sit brede gennembrud med ’Den eneste ene’ i 1999, der solgte 843.000 biografbilletter. Vandt en Oscar og en Golden Globe for filmen ’Hævnen’ og en Emmy for tv-serien ’The Night Manager’. Hendes seneste spillefilm, ’Bird Box’, slog rekorden som mest populære film i premiereugen på Netflix. Ifølge streamingtjenesten blev den afspillet fra 45 millioner konti.

Mor til børnene Gabriel og Alice fra sit ægteskab med den svenske skuespiller Philip Zandén. Bosat i Gentofte med sin mand, komponisten Jesper Winge Leisner.

3.

Den første biograftur, som virkelig gjorde indtryk på mig, var sammen med min farmor. Jeg må have været omkring 11. Vi gik i Palads, hvor der var røde veloursæder. Jeg tror, min farmor var uforberedt på, hvad hun havde taget mig ind til. Det var en form for gyserfilm, hvor der var en mand, som kørte i et tog med blå sæder. Og denne mand kunne ligesom lave en bevægelse, og så poppede hans øje ud. Wup! Man kunne se øjenhulen og det hele. Det var ekstremt livagtigt, og det skræmte mig. 

Sædet ved siden af mig var tomt, men der sad nogle bagved. Så jeg kiggede bagud og tænkte: ”Det kan være, at ham der skråt bag mig også kan poppe sit øje ud.” Jeg var ret påvirkelig med sådan nogle ting. I dag ved jeg jo godt, at det nok var et falsk øje. Men jeg kan stadig finde på at google, om det virkelig er muligt, at et øje kan hoppe ud på den måde. Det sidder i mig.

4.

Da jeg var omkring 12, konstaterede min mor, at nu gad hun ikke købe tøj til mig længere. I stedet fik jeg penge til selv at klare det. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på, men blandt andet købte jeg en tværstribet pyjamas, som jeg gik med til daglig. Der findes i hvert fald 50 billeder af mig med den på. Jeg var virkelig kikset. Selv hvis jeg bare havde brugt den som pyjamas, havde den været ufattelig grim. Men jeg var umoden og helt ubevidst om mig selv som et fysisk væsen. 

Jeg havde det ikke specielt godt i puberteten. Jeg forstod ikke, hvad der skete, da de andre piger begyndte at ryge cigaretter og se supergodt ud. Jeg syntes stadig, det var sjovere at spille fodbold med drengene. Der var fire piger i klassen, som bestemte alting, og når de arrangerede fester, fik jeg ingen invitation. Engang spurgte jeg dem, hvorfor jeg ikke blev inviteret, og så kiggede de på mig og sagde: ”Arh, men vi tror ikke, du vil synes, det er sjovt.” 

Jeg fik en tanke om, at I da ikke skal bestemme, om jeg synes, det vil være sjovt at komme til fest. Selvom jeg var så umoden, kunne jeg mærke, at der lå noget andet bag at sige sådan. Noget fordækt i at lade, som om det var for min egen skyld. Dengang kunne jeg bare ikke sætte fingeren på det. Det gjorde mig utilpas og ked af det. Jeg fortalte det ikke til mine forældre, for i den alder har man brug for ikke at fortælle dem alting. Mine egne børn vil nok sige, at de ville være rædselsslagne, hvis jeg gik hen på skolen og skældte ud. Det kan være, det var samme frygt: at mine forældre ville blande sig og gøre alting værre. 

HUSHJÆLP

I 1964 indrykkede Susanne Biers mor en annonce i Berlingske Tidende. Den lød:

En kvik og dygtig ung pige, 17-20 år, kan d. 1. okt. eller senere få en virkelig ønskestilling under betryggende forhold hos ungt ægtepar med 2 børn, 3 og 4 år (samt baby i vente), i moderne lille rækkehus ved Svanemøllen S-st. Vi lægger vægt på, at den unge pige er energisk og selvstændig samt har evne til at omgås børn. Evt. kan en ung pige, der senere ønsker at uddanne sig til sygeplejerske ell. børnehavelærerinde, komme i betragtning. De får et hygg., lyst værelse, en rimelig løn og fast weekend-ordning.

Fru Hennie Bier, Kildevænget 21, Ø.

”Jeg synes, den annonce signalerer en veloplagthed og en harmoni. Og det var der i mit barndomshjem. Vi var meget tætte med de unge piger i huset. En af dem kom fra Næstved, og jeg kan huske, at jeg var med hende nede og besøge hendes familie og for første gang i livet se en ko kælve. Det hele var enormt familiært.”

5.

Jeg havde tre år, hvor jeg var uden for det hotte, sociale liv, og derfor fik jeg meget tid og rum. Jeg brugte det på at læse sindssygt mange bøger. De var lette at komme til, vi havde altid huset fuldt af bøger – begge mine forældre læste, min mor skønlitteratur, og min far især faglitteratur om historie og geografi. Jeg læste alt fra ’De 5’ til ’Krig og fred’ og ’Anna Karenina’ og forsvandt ind i en fantasiverden. Der er ingen tvivl om, at den fokus på historier på et tidspunkt, hvor jeg var så påvirkelig, har betydet noget. Det har trænet min adgang til fantasi, og det har trænet min forståelse for, hvordan historier er skruet sammen. 

Jeg blev i den verden til og med 9. klasse. Derefter gav gymnasiet mig et positivt chok: ”Wow, her er faktisk drenge, som ser mig som noget andet end en ven. Her er piger, som synes, jeg er sød og spændende.” Men den der følelse af at blive holdt udenfor har aldrig sluppet mig. Jeg var ikke et decideret mobbeoffer i folkeskolen, men det var lige på grænsen. De piger var virkelig ikke søde mod mig. Jeg tror aldrig, sådan en oplevelse som barn slipper et menneske. Midt i mit voksne, privilegerede liv kan de mindste ting få mig til at føle mig udenfor, og det sårer mig. 

Jeg har dog fået min hævn, synes jeg. Engang i 00’erne var jeg på et hotel for at lave presse til en film. Jeg kom ind i hotellets restaurant i højt humør med et kæmpe hold af journalister efter mig. Dér i restauranten sad de fire piger og spiste morgenmad, og jeg kunne se, at jeg i de mellemliggende år havde været til sjovere fester, end de havde.  Samtidig var det lidt sørgmodigt. Jeg fik en ømhed over for dem, jeg faktisk ikke havde lyst til at have.

Den danske instruktør i ’stolen’ på settet til HBO-serien ’The Undoing’.

6.

Derhjemme fulgte vi reglerne for et ortodokst jødisk liv. Vi holdt sabbat hver fredag, spiste traditionel jødisk mad, og det var hyggeligt at være sammen på den måde. Mine forældre forventede, at jeg som voksen skulle leve et konventionelt jødisk liv. Det ville indebære, at jeg overholdt de jødiske regler og blev gift med en jødisk mand. Begge mine brødre har ført det liv videre. 

Men allerede fra jeg var ret ung, var det tydeligt for mig, at jeg var nødt til at gøre op med de forventninger, hvis jeg skulle leve det liv, jeg ville. Opgøret skete ikke i aha-øjeblikke. Det skete gradvist, efterhånden som det gik op for mig, at visse ritualer ikke havde den stærke betydning for mig, som de burde have. Behovet for at gennemføre ting, fordi ’sådan har vi altid gjort’ blev simpelthen mindre.

I dag kan jeg ikke påstå, at jeg er et religiøst menneske. Men min baggrund har givet mig en kulturel identitet, og den har givet mig et moralkodeks, som jeg er meget tro over for. Nogle værdier, jeg ikke gradbøjer. Grundlæggende stræber jeg efter at være et menneske, der viser respekt, anstændighed og ærlighed.

Nu har jeg fundet ud af, at et af mine yndlingsritualer er fødselsdage. Jeg elsker dem. Det er sådan en dejlig måde at fejre mennesker på. Bare fordi de kom til verden. Tanken er så smuk, og det betyder noget for både børn og voksne. Det er også en tradition, som minder mig om, at jeg er så privilegeret at være en del af fire levende generationer: mine forældre, mig, mine børn, deres børn.

ØREHOLDNING

I Susanne Biers debutfilm ’Freud flytter hjemmefra’ (1991) holder hovedpersonen – en ung jødisk kvinde, der står midt i et opgør med sin familie – sig for ørerne, når der er noget, hun nægter at høre. Susanne Bier gjorde det samme som barn, som ung og kan stadig godt finde på at gøre det.

”Især når jeg bliver konfronteret med min egen hjernedøde tankevirksomhed. Det er fristende at holde sig for ørerne, når man har puttet ens mands nyindkøbte, smukke, smukke sweater i vaskemaskinen med alle håndklæderne på 80 grader. Og han står dér med den i hænderne.”

7.

I 1978 flyttede jeg til Jerusalem for at studere. En dag drog min daværende kæreste og jeg på en uplanlagt motorcykeltur ned gennem ørkenen. Uden penge, uden varmt tøj, uden soveposer. Ham ved styret, mig bagpå og så af sted. Israel var i krig på det tidspunkt, vi så en del soldater på vejen, men vi havde det sjovt og fortsatte. Vi kørte væk fra hovedvejen, igennem bjergene og endte på nogle grusveje, som snoede sig i ørkenen. Pludselig gik solen ned. Dernede sker det på et øjeblik. Og vi opdagede, at vi ikke havde så meget benzin på. Vi var kørt så langt, at vi ikke anede, hvor vi kunne få tanket op. Vi anede heller ikke, hvor vi kunne få mad og vand. 

Vi stod af motorcyklen. ”Okay, hvad gør vi?” Vi kørte lidt videre. Stod af igen. Så kom en lastbil kørende med geder på ladet. Det viste sig at være en beduin-far og hans søn. Vi stoppede dem og spurgte, om vi kunne få noget vand, og de spurgte, om vi ville med dem. De viste sig at have et indhegnet sted i ørkenen, hvor der var nogle oliven- og frugttræer, og der fik vi lov til at sove i deres stald. De gav os kaffe og pitabrød og kørte os et sted hen næste morgen, hvor vi kunne få benzin. Det var mere held end forstand, de kunne lige så godt have været en af de beduinfamilier, som var involveret i urolighederne. 

Som ung havde jeg en del oplevelser af den slags: Jeg prøvede grænser og kom steder hen, hvorfra jeg ikke anede, hvordan jeg skulle komme videre. Det var hovedløst. Men når jeg træder et skridt tilbage, ser jeg noget smukt i at hengive sig til eventyret. Nu hvor jeg er blevet ældre, ville jeg tjekke, hvor meget benzin der er på motorcyklen. Men jeg kan stadig stå op om morgenen og have det, som om jeg ikke aner, hvordan jeg skal komme videre. Det kan lyde overfladisk, når jeg er, hvor jeg er, og laver, hvad jeg gør. Men følelsen ligger faktisk på et ret grundlæggende niveau. 

Stjernerne Nicole Kidman, Hugh Grant og stjerneinstruktøren selv på job i New York.

8.

På Filmskolen blev vi bedt om at beskrive vores yndlingsscener fra store film. I ’Dommedag nu’ er der de spektakulære, kæmpestore scener, for eksempel åbningen med lyden af helikoptere, eksplosioner og The Doors’ ’The End’. Eller angrebet til lyden af Wagners ’Valkyrieridtet’. Men min yndlingsscene fra filmen er den, hvor hovedpersonen får sin mission. Det er en intim scene med fire mænd, blandt andet en meget ung Harrison Ford i en lille rolle. De er samlet om et bord og spiser rejer, mens den her nedbrudte kaptajn får forklaret, hvad der venter ham. Jeg er interesseret i, hvad der sker mellem mennesker i sådanne øjeblikke. I et nærbillede. I et blik. Og jeg er ret udholdende, når jeg har fundet en historie, der giver mig mulighed for at undersøge det.

Den næstsidste film, jeg lavede på skolen, var en langt ude historie, jeg skrev med min daværende kæreste, Tómas Gislason, og hans storebror. Om en prinsesse og en dværg. Det var noget med, at de begge to var ensomme og isolerede i et stort, tosset hof, og prinsessen ville teste dværgen. 

Filmen skulle kulminere i en stor fest på slottet, og til den fest skulle der være 200 mennesker. Jeg gik til filmskolens rektor, Henning Camre, med et manuskript, hvor der stod, at vi skulle bruge 200 statister på et slot. Til en skolefilm. Han kiggede på mig med et blik, som sagde: ”Hvilken verden er det lige, du er i?” Jeg var helt frejdig: ”Prøv og hør: Alle de her statister, de kommer, og de kommer gratis. Det sørger jeg for, ikke noget problem.” Vi havde fået lov til at låne Karmeliterklostret i Helsingør og havde lånt kostumer på et teater. Det hele var i fuld gang. Så sagde Henning Camre: ”Okay, du skal have alle 200 til at skrive under på, at de skal være der i tre dage, gratis. Når du kommer og viser mig de underskrifter, så får du lov til at lave filmen.”

Jeg gik rundt på Strøget i København og samlede underskrifter sammen. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte få lidt ekstra, hvis nogle skulle springe fra. Jeg fik samlet 300 underskrifter fra folk, der lovede at komme allerede næste dag. De kom, og så filmede vi i to dage med de her stakkels mennesker, som nok fik vådt og tørt, men ikke en øre. Fra Hennings side var det en test for at se, hvor insisterende jeg var. Og det er jeg. 100 procent. Sætter jeg mig noget for, gør jeg alt for at gennemføre det. 

UDE OG HJEMME

”Tidligere tænkte jeg ikke meget over min nationalitet. Det bunder nok i, at min familie er jødisk, og mine forældre har levet som flygtninge. Min far var faktisk statsløs i mange år. Kulturelt orienterede jeg mig ikke så meget mod Danmark. Men jo mere jeg har opholdt mig i udlandet, jo mere er jeg blevet bevidst om og stolt af, at jeg er dansk. I Danmark er alle med i samfundet. Danskere har, i store træk, en bevidsthed om, at hvad vi gør som individer, påvirker os alle sammen. Sådan er det ikke andre steder.”

9.

Min far var direktør for Stjernerejser og siden for DFDS, og han var en tydelig leder, direkte og dominerede. Men han var også utilpasset i etablissementet, fordi han var mere visionær og original, end hans arbejdsliv tillod. Jeg har heldigvis fundet et sted, hvor det visionære og originale værdsættes. Og ved at observere min far har jeg lært en masse om at lede. Om at tage den plads og det ansvar, det kræver. Sammen med min opdragelse har det gjort mig i stand til at navigere i min forholdsvis maskuline branche uden at blive alt for sårbar. 

Det er stadig unødvendigt svært for unge kvindelige filmskabere at komme frem, og jeg tror, det bunder i mønstre i den måde, vi bliver opdraget på, og i den måde, vi taler til hinanden på. Specielt kan jeg se det, hvis jeg sidder til møder i USA, som er langt mere patriarkalsk end Danmark. Det er grænsende til mandschauvinistisk. De mandlige producenter har en meget mere naturlig måde at tage rummet på, at styre ordet på, selvom de godt kan være mindre kompetente. Men noget i den måde, de har gået i skole på, i den måde, deres forældre har talt til dem på, i den måde, samfundet har mødt dem på, har givet dem adgang til en selvfølgelig sikkerhed, som kvinder ikke har på samme måde. 

Når kvinder tager den plads, de egentlig har talent og kompetence til, er der mange mænd, der opfatter dem som unødigt larmende. Det bliver jeg superprovokeret over. Marginalen for klædelig adfærd for kvinder er væsentlig smallere end marginalen for klædelig adfærd for mænd. Uden tvivl. 

Samtidig er jeg bevidst om, at min egen totale mangel på omsvøb kan være ubehagelig for andre. Jeg er dårlig til at sige ”Nå, hvordan går det?” i telefonen. Hvis jeg ringer til nogle, som jeg regner med ved, at det er mig, kan jeg godt lade være med at sige mit navn. Jeg går direkte til sagen. Hvis man er så direkte, som jeg kan være, kan jeg godt forstå, folk bliver hylet ud af den. Det kan virke som et angreb, selvom det ikke er det. Det har sine fordele at kunne skære igennem, men jeg kan godt se, at det har en bagside. Jeg øver mig i at virke mere venlig … men så glemmer jeg det igen.

Den nære familie er et anker for Susanne Bier, hvis film og serier ofte undersøger de sammenfiltrede bånd mellem forældre, børn, ægtefæller og søskende. Her klip fra ’Den skaldede frisør’ fra 2012 med blandt andre Trine Dyrholm og Pierce Brosnan og fra ’Things We Lost in the Fire’ med Halle Berry og Benicio Del Toro fra 2007.

10.

Under optagelserne til ’Bird Box’ stod jeg pludselig med et helt filmhold, som var skræmt, stivnet og ikke anede, hvad det skulle gøre. Debatten om #MeToo var blusset op, og der var en masse signaler om, hvad man ikke måtte, men ikke så mange signaler om, hvad man måtte. 

Inden vi gik i gang med filmen, havde alle været på et kursus, som Netflix altid holder. Her blev arbejdsmiljøpolitikken på deres produktioner gennemgået. Hvordan vi taler til hinanden og så videre. Og der sagde kursuslederen beroligende, at selvfølgelig bliver folk forelskede, når de arbejder sammen. Det er jo et af de steder, hvor vi møder nye mennesker. Jeg synes, det var en fin måde at forsøge at afdramatisere situationen på. 

Men i praksis på settet eksisterede der stadig en usikkerhed om, hvordan vi skulle omgås hinanden. Og det var en sund usikkerhed, men en usikkerhed, vi også er nødt til at adressere, hvis vi skal redefinere vores omgangsform. Magtmisbrug er utilstedeligt i enhver form, og forhold skal være lige og med åbenhed om hensigterne. Men samtidig skal der være plads til anerkendelsen af, at tiltrækningen mellem mennesker er en organisk ting, som ikke er grim, dum eller ond. Min situation var helt konkret: Jeg skulle skabe en film med en masse mennesker, som ikke anede, hvordan de skulle gebærde sig. Og som ikke havde den mindste form for magtmisbrug i sinde.

Heldigvis var jeg i den situation, at jeg kunne løse det, fordi jeg var kvinde og lederen. En dag krammede Sandra Bullock og jeg hinanden, da vi mødte ind. En af os – jeg kan ikke huske hvem – kommenterede det ligesom humoristisk: ”Ja, nu kommer jeg og krammer dig.” Underforstået, at der var den her debat i gang, og nu rørte vi altså bare ved hinanden. Den joke førte til, at hun og jeg helt målrettet gik rundt og krammede andre på filmholdet. Vi ville vise, at det er okay, at vi krammer. At en varm arbejdsrelation ikke er en misbrugerrelation. Krammene spredte sig som ringe i vandet, vi fik det hele løsnet op. 

’THE UNDOING’

Susanne Bier er aktuel med serien ’The Undoing’, der har blandt andet Nicole Kidman, Hugh Grant, Donald Sutherland og Sofie Gråbøl på rollelisten. Filmen foregår blandt overklasseforældre, hvis børn går på en af New Yorks fineste privatskoler. En af mødrene findes myrdet, og det får en anden mors liv – spillet af Kidman – til at gå op i limningen. Serien kan ses hos HBO Nordic.

11.

Ligesom mange andre har jeg gået rundt i kvartererne omkring Central Park og kigget op på husene og tænkt: ”Hvad er det for nogle liv, der leves deroppe i nogle af de største og dyreste lejligheder i verden?” ’The Undoing’ gav mig pludselig adgang til den overklasse. Og det via et manuskript, som stillede nogle mega-interessante spørgsmål: Hvor meget kender man en person, som er tæt på én selv? Hvor mange og hvor store hemmeligheder har vi for hinanden? Og hvad sker der, når de ting, vi tager for givet, begynder at opføre sig anderledes?

Nicole Kidman var allerede involveret, da jeg blev kontaktet, og hende ville jeg gerne arbejde med. Hun viste sig at være helt exceptionel. Store skuespillere er store på forskellige måder. Hun er det på sådan en måde, hvor hun er en mutant. Hun har 100 procent adgang til andre personers følelser og giver sig fuldstændigt hen til det. Det er, som om hun trykker på en knap, så er hun en anden person. Hun går anderledes, hun åbner døren på en anden måde. Alting. 

En af de vildeste optagedage, vi havde sammen, var oppe i Freedom Tower, det tårn, de har bygget på Ground Zero. Vi filmede på 109. etage, tror jeg. Inde i rummet stod Nicole og en anden skuespiller og skulle føre en dialog. Rundt om os, lige uden for de høje vinduer, cirklede en helikopter, som var en del af optagelserne. Vejret var lidt overskyet, og det var ret uvirkeligt at stå deroppe i himlen. Pludselig kom der hul i skydækket, så vi kunne se lidt af byen og helikopteren, der nærmede sig. Jeg tænkte: ”Nu skal jeg sørge for, at piloten holder helikopteren så tæt på vinduet, at vi får det rette billede. Men ikke så tæt, at han kommer for tæt, og det går galt.” ”Så liiiiidt mere, liiiidt mere. Oooog stop!” 

Jeg har det fint med at stå med ansvaret i sådan en vild situation. Det har ikke noget at gøre med, at jeg synes, filmoptagelser skal være farlige. Det har noget at gøre med, at jeg kan lide, at det er grænseoverskridende, og at det giver et kick. Jeg tænker, det er det samme, sportsfolk har: Hvordan når jeg over på den anden side? 

I dommedagsthrilleren ’Bird Box’ fra 2018 kæmper en kvinde så hårdt for at overleve en epidemi, at hun selv glemmer at leve. Til højre instruktøren og
hovedrolleindehaveren Sandra Bullock.

12.

Jeg er fascineret af psykopater og af det sorte, og jeg har intet imod at vise det kringlede og det besværlige. Men jeg har ikke lyst til at male et billede, hvor det vinder. Jeg føler, at jeg har en pligt til at fortælle noget positivt med mine film og tv-serier. Jeg føler en drift mod det livsbekræftende. 

Det fører tilbage til mine forældre. Især min mors ukuelighed. Jeg tror, den stammer fra, at hun har overkommet noget meget, meget grusomt og alligevel mærket øjeblikke af lykke. Hvis man kan mærke en overvældende glæde på trods af, at man er flygtning, på trods af at en stor del af ens familie har gennemgået noget forfærdeligt, så er det, fordi der findes noget godt i livet, man kan vælge at tro på. Den livsindstilling er jeg blevet madet med hele livet. Bevidst eller ubevidst. Jeg tillader mig den luksus, at det gode sejrer til sidst.

 

Amerikanerne er måske det mest bange folkefærd i verden. Angsten er en del af hverdagen, den gennemsyrer våbenlovgivningen, forholdet til politiet og ikke mindst det kommende valg. Krimiforfatter KARIN SLAUGHTER, der i sine romaner holder et spejl op for det amerikanske samfund, kender bedre end andre til forskræmtheden, der sidder dybt i hendes land.
Tekst:Sarah von EssenFoto:Patrick T. Fallon/Ritzau Scanpix, Marc Brester

LIGE OM LIDT går amerikanerne til valg. Et valg, som begge sider udråber til det vigtigste i historien. Et valg, der rammer lige ned i en splittet befolkning og i en tid, der er præget af dødelig pandemi, landsdækkende demonstrationer mod politivold og racisme, svimlende ulighed, en sønderknust økonomi, arbejdsløshed, skovbrande og orkaner. Det er næsten umuligt at følge med i den nedadgående spiral, men det er tydeligt, at dødstallene stiger, og at frygten ikke bare ulmer, men dominerer dagliglivet og dagsordenen.

På den ene side bruger præsident Trump frygten som sit bedste politiske våben. Han beskylder Demokraterne for at skabe anarki og kaos og advarer om, at de vil snyde sig til sejr i november. Imens svarer Joe Biden igen med en bøn til amerikanerne om ikke at gribe til vold, for vold skaber ikke forandring, kun ødelæggelse. Han anklager Trump for at puste til ilden og søger at berolige befolkningen med mottoet ’Be Not Afraid’. Men uanset hvor amerikanerne sætter deres kryds, er de præget af frygt for, at USA ikke er det land, de ønsker, det skal være  og blive. Som europæisk gæst i USA kan det være forvirrende på én gang at blive modtaget med åbne arme og stor gæstfrihed og samtidig forstå, at de samme mennesker finder det ganske naturligt at eje et håndvåben. Og selvom frygten virker velkendt fra medierne og amerikanske serier og film, er fornemmelsen, følelsen, stadig overraskende, endda overvældende, når man er der. 

EN AF DEM, der kender frygten og faktisk lever af den, er Karin Slaughter, der dukker op på computerskærmen. Det lyse korte hår stritter i alle retninger, mens et isblåt blik brænder igennem fra Atlanta i Georgia. Slaughter har skrevet 20 romaner – senest ’De tavse kvinder’ – hvor blod og vold ofte sprøjter fra siderne. Et udvalg af bøgerne står opstillet i et fotogent arrangement på hylderne bag hende. 

”Ja, jeg blev nødt til at indrette en reol til de her interview på Zoom,” siger hun. 

”Det gik op for mig, at jeg virkelig dømmer folk på det, der foregår bag dem. Jeg talte med en ung journalist, og jeg kunne se hendes undertøj, der hang til tørre i baggrunden. Jeg vidste ikke, om jeg skulle sige noget. Det var ret mærkeligt.”” 

49-årige Karin Slaughter ler. Det gør hun meget, selvom hun faktisk ikke synes, der er meget at grine af. Der går ikke to sekunder, før hun lader kritiske ord regne ned over Trump, og det bliver lige så hurtigt tydeligt, at hun stemmer demokratisk. Slaughter taler hurtigt, som mange gør i disse hektiske tider, og det er, som om præsidenten hele tiden trænger sig på og kaster lange, ubehagelige skygger. Men sådan er det, når verden virker vakkelvorn:
 ”Nu kender jeg selvfølgelig rigtig mange mennesker, som jeg er enig med politisk. Og vi er bange, fordi det føles, som om alting sejler. Det er slemt nok, at vi er ramt af en pandemi, og at økonomien er brudt sammen. Orkanerne raser, og så er der gudhjælpemig også kæmpe-hvepsene fra Japan, der truer med at invadere os (i foråret dukkede såkaldte murder hornets op i USA; ifølge New York Times er hvepsene skyld i op mod 50 dødsfald om året i Japan, red.). Men oven i det har vi altså Trump og frygten for, hvad det næste bliver. Hvad kan han finde på? Der er en stemning af chok over, at Trump har været i stand til at ødelægge så meget på så kort tid. Og den ængstelighed bliver lagt oven i alt det andet.”

Hvad er den anden side bange for?

”Forandring. Jeg tror virkelig, det handler om frygten for forandring. Og den frygt kan blive til vrede. Det handler om status. De er bange for, at de mister noget. Jeg tror, at nogle hvide amerikanere tænker, at selvom de måske er fattige, så er de i det mindste ikke sorte. Og det er ikke, fordi jeg tror, det kun handler om racisme. Der er så meget i kulturen, der har ændret sig så hurtigt. Synet på homoseksuelle, religionens rolle. Demografien ændrer sig, og inden for en overskuelig fremtid vil minoriteten blive majoriteten.”

”UNGE MENNESKER ved, at Amerika ikke var great i gamle dage, hvis man var sort, brun eller jøde. Det var fedt, hvis du var en hvid mand. Men i mine øjne er historien om Amerika historien om hvide mænd, der snyder og bedrager. De har skrevet reglerne, men følger dem ikke selv. Det er nemt at opnå tilgivelse, hvis du er en hvid mand. Folk siger, at systemet er ødelagt. Men systemet er med vilje indrettet, så en særlig type menneske står øverst.”

Som europæer virker det, som om den amerikanske våbenlovgivning gør det hele værre. Retten til at eje et våben er vel også baseret på frygt? 

”Altså, da det andet forfatningstillæg blev tilføjet i 1791, talte de jo ikke om adgangen til fuldautomatiske rifler!”

Men du ejer selv et skydevåben. Hvorfor? 

“Ja! Faktisk ejer jeg to pistoler. En 9 mm og en revolver. Jeg foretrækker revolveren, som jeg har oppe i min bjerghytte. Hytten ligger fuldstændig isoleret, der er bjørne og alt muligt, og hvis der skete noget, og jeg ringede til politiet, ville de sandsynligvis aldrig finde mig. Der var mange år, hvor jeg ikke ejede et skydevåben, for jeg var meget bevidst om, at hvis man har et våben, skal man også være villig til at bruge det. Så jeg trænede på skydebanen og træner i det hele taget så ofte, jeg kan.

Det giver mig en følelse af tryghed at have en pistol i hytten, og det er egentlig mærkeligt, for Atlanta er langt mere voldeligt end Blue Ridge-bjergene. Altså, det er mere sandsynligt, at jeg bliver ædt af en bjørn i bjergene, end at jeg bliver overfaldet af et menneske deroppe. Men det er forestillingen om det, der kunne ske: Jeg er jo heller ikke bange for at gå alene på en parkeringsplads i dagslys, men om natten kan det være noget helt andet. 9 mm-pistolen har jeg i øvrigt mest, så jeg ved, hvordan den virker, når jeg skal skrive om den.”

SLICES OF SLAUGHTER

Sydstatsforfatteren Karin Slaughter (ja, det er hendes rigtige navn) er født i 1971 og debuterede med krimien ’Blindsighted’ (’Mord for øje’) i 2001. I dag udkommer hun på 37 sprog og har solgt over 35 millioner bøger over hele verden. Romanen ’Pieces of Her’ (’Brudstykker’) kommer som Netflix-serie senere i år. Karin Slaughter står også bag ’Save the Library’-projektet, som støtter og rejser penge til offentlige biblioteker i USA.

HVORNÅR og hvorfor begyndte du at skrive krimier?

”Du vælger ikke at blive forfatter, det vælger dig. Og jeg blev heldigvis valgt, hvilket mine lærere nok var trætte af, for jeg var meget mere tilbøjelig til at skrive på en historie end lave mine lektier. Og jeg har altid elsket krimier, men af en eller anden grund troede jeg, at jeg skulle skrive historisk fiktion. Heldigvis var der ikke nogen, der ville udgive det, og jeg fik den ene afvisning efter den anden fra forlagene, indtil min agent spurgte, hvad jeg havde lyst til at skrive. Jeg svarede, at jeg gerne ville skrive en krimi, men ikke vidste, om jeg kunne finde ud af det. Hun sagde, jeg skulle prøve, og det gjorde jeg så. Jeg hader, når folk taler selvhøjtideligt om deres eget forfatterskab, men jeg fandt virkelig min stemme, da jeg begyndte at skrive krimier.

Med krimierne kunne jeg skrive om alt det, der virkelig optager mig. For eksempel vold mod kvinder. Jeg ville også gerne skrive om stærke mænd og kvinder, som forholdt sig til deres omverden, og som kæmpede for det gode. Min tante arbejdede i kriminalpolitiet, og jeg kan huske, at hun altid fortalte om alt det, hun skulle finde sig i. Ikke bare fra de kriminelle, men også de mandlige kolleger. Men hun elskede sit arbejde, hun ville ikke lade de andre vinde, og det er den type betjent, jeg skriver om.”

Hvornår opdagede du, at du havde en stemme? 

”Jeg blev ved med at høre fra mine kvindelige læsere. De fortalte mig, at de virkelig godt kunne lide mine kvindelige hovedpersoner. De sagde, at de aldrig havde læst en bog, hvor deres historie blev fortalt. I mange andre krimier begynder kvinden, der lige er blevet overfaldet, at gå i sort læder. Hun begynder at ryge. Hun er en falden engel, som får det bedre af at dyrke sex med den mandlige helt. Det er en meget mandet måde at gå til det på.

Jeg ville til gengæld skrive om det, jeg faktisk vidste, kvinder gik igennem. Og det tror jeg vakte genklang hos mange kvinder. Nu er historien ikke længere kun min, og jeg bliver nødt til at tænke mig om og træde varsomt, for jeg vil være sikker på, at jeg skriver så realistisk og nøgternt som overhovedet muligt.” 

Vil du kalde dig selv en feministisk forfatter?

”Ja, og det tror jeg altid, jeg har været, selvom jeg ikke vidste, hvad det betød. Da jeg var ung, betød feminist det samme som mandehader. Og selvom der findes mænd, jeg hader, så betragter jeg ikke mig selv som mandehader. Det har altid været personligt for mig. Min farmor blev mishandlet af min farfar. Jeg husker, jeg som barn så de blå mærker og brækkede knogler. Men historien var altid, at hun var klodset, og det drillede hele familien hende med. Vi talte aldrig om det, men det slog mig, da jeg blev voksen, at så klodset er der ingen, der er. Vi accepterede, at det, der foregik mellem dem, var deres sag. Og på den måde beskyttede vi kun min farfar.

Det er sjovt, for jeg er virkelig blevet kritiseret for at skrive om vold mod kvinder, men det skal være rædselsfuldt, kvalmende. Det skal give mening. Du skal mærke mine hovedpersoners smerte og vrede. Vi er gået i krig mod narko, terrorisme og høje skatter. Hvorfor ikke starte en krig mod vold mod kvinder?
Man får altid at vide, at årene gør én rundere og mildere. Men jeg har det lige omvendt. Jeg er kun blevet mere rasende.”

Men bidrager du ikke til frygten, vreden og ængstelsen med dine bøger? 

”Jeg læser mange krimier for tiden, fordi jeg ved, at det ender godt. Og jeg glæder mig til at skrive, for når jeg skriver, er jeg ikke bange. Det er eskapisme. Det er mig, der har kontrollen. Mig, der bestemmer. Mine læsere har det på samme måde. Det er trygt. Det er ikke virkelighed. I mine bøger får de onde lige præcis, hvad de fortjener.”

I årtier har Casper Christensen været et household name på linje med dyrlægens natmad, dåseåbneren og dansk design. Forfatter Martin Kongstad har fulgt den 52-årige komiker tæt og beder ham her stille skarpt på 10 steder, der har formet det menneske, som mange af os kender – eller tror, at vi gør.
Foto:Lærke Posselt

1. EN GARAGE I JENAGADE, AMAGER

I slutningen af 90’erne havde jeg været vært på en masse store tv-shows og var kommet langt væk fra comedy. Jeg var i arbejdsmæssig krise og kørte rundt i Spanien med Anette (Toftgård, hans kone på daværende tidspunkt, red.) og min lille datter og tænkte over, hvordan jeg kunne komme tilbage til udgangspunktet. Jeg havde brugt mange kræfter på at please og lave det, som alle mulige andre syntes, at jeg skulle lave. Min tanke med ’Mandrillen’ var det modsatte. 

Det skulle være en slags parodi på et talkshow og indeholde alle de traditionelle elementer: vært, et stort skrivebord, skiftende gæster, men vi skulle opfinde det hele, gæsterne skulle tale mærkeligt, og det skulle være så svævende, at der ikke var noget at holde fast i. Mit mål var, at ingen anede, hvad der foregik.

Jeg insisterede på at køre direkte fra lufthavnen og pitche ideen for DR, mens min familie sad og ventede i bilen. ”Sketchene skal optages i ét hug,” sagde jeg. ”Jeg vil ikke have, at vi stopper på noget tidspunkt. Det bliver kun skud fra hoften.”  Producenten forstod overhovedet ikke, hvad jeg ville. Jeg sagde: ”Giv mig den dårligste sendetid på den mindst attraktive kanal.” Jeg fik mandag, onsdag og fredag på DR2 klokken 23.30 og et mikroskopisk budget. 

Jeg var tilknyttet produktionsselskabet Metronome dengang og fortalte dem, at jeg havde fået en lillebitte pose penge til at lave mit nye projekt for, og at det vigtigste var, at vi kunne lave nøjagtig, hvad vi ville, uden at nogen blandede sig. De kiggede på pengeposen og sagde, at de ikke kunne leje os ind i et studie for den slat. 

”Jeg vil ikke have et studie, sagde jeg. ”Er der ikke et lille rum et sted?” 

Så kom chefen i tanke om en garage. Det var en trist, våd dag, og vi gik ud på parkeringspladsen og hen til nogle barakker, og dér lå den gamle garage. Det var et perfekt sted til et antishow. Vi fik bygget en stationær kulisse i den ene ende med søjler og et værtsbord. Det blev rigtig pænt. Resten var totalt hærg. Folk sad ved gamle skoleborde og skrev manus, man ventede på en udslidt sofa, og det lille smadrede sidelokale blev sminkerum. Derinde sad Silvia fra Venezuela, utrolig smuk og meget alternativ i sin makeup. Hun gav os så meget sminke på, at det så kunstigt ud. Det var perfekt. 

Der lå en masse gamle brædder, og de var skidegode til en sketch, et gammelt toilet blev et andet nummer. Rummet gav en masse til energien i programmet og til følelsen af, at der ikke var noget pres og ingen stress. Det var en kæmpe lettelse i forhold til at skulle arbejde i et tungt og dyrt studie. Der var ingen redaktører, og processen var vanvittig enkel og speedet. Vi klippede direkte på et bånd i kameraet. Vi optog første sketch uden ophold. ”Er alle glade?” ”Ja.” Godt, ny hat på, næste sketch. Værsgo. ”Er vi glade?” ”Nej, den vil vi gerne have igen.” Spole tilbage, spole tilbage, og så en gang til. Optage oven i første forsøg og videre. 

Vi skrev om morgenen, optog klokken 14, afleverede båndet til DR inden 18, og det blev sendt samme aften. Seermæssigt lykkedes det aldrig, men kreativt gik det godt, fordi rammerne, produktionsmetoden og folkene var rigtige. Man kan sidde og skrive noget skidesjovt, som dør, når det kommer ind i et stort apparat med kæmpe studie, tøjprøver og flere dages klipning. 

Det vigtige ved ’Casper & Mandrilaftalen’ var, at vi i hver eneste sketch kastede os frygtløst ud i intetheden. Ingen vidste, om det ville komme til at fungere. Man var nødt til at tro på, at det ville blive sjovt at slå en badmintonketsjer mod en pose kartoffelmel.

Vi har mødtes et par gange siden, og det er der ingen magi i. Det var det. Jeg kan godt forstå, hvis gamle succesbands siger nej til at samles igen. Hvis man rammer noget rent sammen, så har det – måske – en tid, og hvis det har, skal man ikke prøve at gentage det. Vi har fået tilbud om kæmpe job, for der er fans, som ikke slipper ’Mandrillen’. Men vi har altid sagt nej. Det samme gælder ’Tæskeholdet’.

2. BONANZA HIGH SCHOOL, DEL REY AVENUE, LAS VEGAS, USA 

Som 17-årig var jeg exchange student i Las Vegas i et år og gik på Bonanza. Det er en stor, flad etplansbygning uden vinduer. Når man bor i en ørken, har man ikke brug for, at solen bager, det regner måske tre dage om året, og man færdes hele dagen indenfor og går fra klasse til klasse. Der gik et par tusind, og skolen var særlig, fordi man havde blandet hvid middelklasse med unge fra de hårdeste kvarterer, og de var næsten alle sammen sorte. Man ville have folk til at møde hinanden, men det skete ikke. 

Jeg havde danset electric boogie i Birkerød, hvor jeg voksede op, og kunne godt lide rap, og jeg havde en drøm om at få en sort kammerat at danse med. Jeg blev lovet tæv et par gange, det var det tætteste, jeg kom på en sort ven, ellers var det fuldkommen adskilte grupper. 

For mig var noget af det mest fantastiske, at der ikke blev taget hensyn. Ingen vidste, at jeg var exchange student, jeg måtte bare klare mig selv. Jeg sad ved siden af en fyr i faget American history, han var en stoner med langt, fedtet hår og skovhuggertern, og han røg joints og var lettere utilpasset og hed Ozzy. Overfor sad en anden stoner, som var døbt Bacardi. Da året var gået, ønskede de mig god tur hjem til Denver. 

”Det er ikke Denver,” sagde jeg. ”Det er Denmark.” 

”Nå, det anede vi ikke.” 

Jeg valgte at tage teater på skolen, og det blev et gennembrud for mig. Jeg kom fra en socialdemokratisk dansk tradition, hvor alle skulle være med til skolekomedien, også selv om de hverken havde talent eller lyst. Man måtte ikke stikke næsen frem, og der blev trukket lod om, hvem der skulle spille hovedrollen. Sjovt nok gjaldt den samme ligestilling ikke i sport. Der måtte man gerne have et hierarki, og man trak ikke lod om, hvem der skulle være angriber på skoleholdet. Det gav sig selv. Ham astmatikeren med brillerne havde ikke en chance, og det var mig. Jeg havde voldsom astma som barn, faktisk så alvorligt, at jeg en overgang måtte sove i et klinisk rent værelse. Når de andre dyrkede sport, sad jeg hjemme på mit værelse og hørte Tintin-bånd eller Disney og kunne alle stemmer udenad. 

Men på Bonanza tog de talent for teater alvorligt. Der var optagelsesprøve til stykket på skolen. Hvad kan du? Det var fantastisk for mig at blive bedømt på min kunnen. Jeg stillede op til en mimekonkurrence på skolen og gik videre. Jeg endte med at vinde førstepladsen i Nevada-mesterskaberne for high schools, og så fik jeg rollen som ond prins, en slags forløber for ’Klovn’, i et stort opsat skolestykke og vandt prisen for bedste mandlige birolle, et meget stort trofæ, som jeg slæbte med hjem. Jeg havde set forsølvede krus fra badmintonturneringer hos mine danske skolekammerater eller pokaler fra fodbold, og der var absolut ingen chance for, at jeg kunne vinde sådan en præmie og få det rygklap. Men fuck jer alle sammen, her kom jeg hjem med pokal og medalje og en tro på, at jeg kunne noget. 

Jeg troede egentlig, at jeg skulle være fotograf, og var optaget på EFG (en tidligere grunduddannelse, der var tænkt som en afløser for mesterlæren, red.). Men jeg udskød det, da jeg fik mulighed for at komme til USA. Da jeg vendte hjem, var det at optræde det eneste, jeg ville. Jeg fandt min vej på Bonanza High School.

CASPER SET BAGFRA

Debuterede som standup-komiker som 20-årig og blev hurtigt stjernen i det danske miljø. Blev landskendt som vært for kæmpesuccesen ’Husk lige tandbørsten’ på DR (1995-96) og var derefter vært på en lang række shows.

I slutningen af 90’erne begynd­te han at lave comedy-serier til tv. Først ’Casper & Mandrilaftalen’ (1999), hvor han for første gang arbejdede sammen med Frank Hvam, siden sitcommen ’Langt fra Las Vegas’ (2001-03), hvor han viste sine evner som manuskriptforfatter. Casper Christensen og Frank Hvam fortsatte det tætte samarbejde med ’Klovn’ i midten af 00’erne. Serien blev en stor succes og har indtil nu kørt i syv sæsoner.

Den første ’Klovn’-spillefilm blev set af næsten 900.000 danskere og blev et kulthit i USA. Casper Christensen blev derefter manuskriptforfatter i Los Angeles og har siden arbejdet sammen med blandt andre den engelske komiker Sacha Baron Cohen.

3. RESTAURANT GALLEGA, PORT D’ANDRATX, MALLORCA, SPANIEN

Det er en misforståelse, at Jarl og jeg har været tætte venner hele livet, og at jeg derfor nærmest er vokset op med Isabel (Caspers nuværende kone, Isabel Christensen, som er datter af Jarl Friis-Mikkelsen, red.). Vi blev kærester, da hun var 25, og inden da havde jeg kun mødt hende én gang. Det var på Mallorca. Hun var 16. 

Port d’Andratx på Mallorca er en sær lille oase, som i mange år har haft et vist koncentrat af kendte danskere. Det skyldes Bent Fabricius-Bjerre, som var pioner sammen med Jørn Utzon og Ole Ritter, og siden kom familien Asbæk og en masse andre til, blandt andet Jarl, og det betyder, at Isabel har kendt byen hele livet. 

Jeg begyndte selv at komme der for 15 år siden. Der er ingen strand, og det betyder, at turismen holdes på et fint niveau. Jeg var nede for at skrive en film, som aldrig blev til noget, mens Iben (Hjejle, kæreste 2003-11, red.) lå udenfor og solede sig, og en aften var vi på den lille fiskerestaurant Gallega og mødte Jarl. Det var hyggeligt, og efter lidt tid kom to 16-årige piger gående: Isabel og hendes veninde. Jarl præsenterede os. Både Iben og jeg var meget kendte dengang, og Isabel var fuldkommen pisseligeglad. 

På det tidspunkt talte hun i halvt tempo, og hun havde kun ét spørgsmål til sin far: 

”Må man egentlig ryge på Barracuda (natklub, red.)?”

Det var det første, jeg hørte hende sige.

Otte år senere var jeg til Zulu Awards, og Jarl fortalte, at hans datter var kommet hjem fra Schweiz, og han ville høre, om jeg eventuelt havde et job til hende. Min businesspartner tog en jobsamtale med Isabel, og så blev hun min personlige assistent. Hendes første job var at indrette mit kontor, og det var hun fantastisk til. Hun reddede mig ud af mine evindelige tøjkriser ved at finde mit værtstøj. Jeg havde ingen idé om, at det skulle være andet end et professionelt forhold. 

Efter et halvt år besluttede jeg, at vi alle sammen skulle til LA i en tid. Det var Iben og mig og vores børn med barnepige, og da min tur derover også var professionel med møder ude i byen, tog jeg også min assistent med. Tingene kørte helt vildt. Jeg havde lavet mit eget produktionsselskab, og ’Live fra Bremen’ var en succes på TV 2. Jeg lejede en motherfucker af et hus i Hollywood Hills og to Cadillac Escalades. Alle havde eget værelse, og der var udsigt over byen og infinity pool med lys. Der var skruet helt op for Kardashian-knappen. 

Jeg havde hele livet drømt om at prøve mig selv af derovre og havde en fest over at være der. Jeg legede, at jeg var amerikaner, og Isabel arrangerede kæmpefest for alle dem, jeg kendte derovre. Joaquin Phoenix og Casey Affleck kom tilfældigt forbi, de boede lige ved siden af. Jeg havde gang i noget hjerneblødningsagtigt vanvid, ligesom i ’Klovn’-filmen, det var lys og flammer og ’her kommer jeg’ og grillet kobekød til alle, og det var slet, slet ikke Ibens stil. 

Jeg hoppede rundt i poolen med børnene, vores nanny og Isabel. Hun elskede byen lige så meget, som jeg gjorde. Hun kom til at repræsentere drømmen om L.A. Hun havde fundet huset og arrangeret det hele, og hun flød lige ind i det. Hun ligner ovenikøbet en amerikaner. 

4. HORNBÆK KIRKE, NORDSJÆLLAND

For et par år siden begyndte jeg at føle en åbning mod noget spirituelt. Tidligere var det nærmest modsat. Jeg er hverken døbt eller konfirmeret og var af den overbevisning, at alt havde en naturlig forklaring. Jeg opfattede religiøse mennesker som hjernevaskede og skræmmende. Som barn besøgte vi nogle indremissionske bekendte. De bad bordbøn, og der gik en isnende kulde gennem mit lille barneskelet, da de lukkede øjnene og bad til Vorherre. Det var grænseoverskridende sært. 

Men så fik jeg en fornemmelse af, at der fandtes noget mere, og indså, at der eksisterer noget, som jeg aldrig kommer til at forstå. Den accept af noget større gjorde, at jeg åbnede mig og begyndte at tænke over det, og for et år siden besluttede jeg at blive døbt. Skulle jeg gøre det alene og i al hemmelighed eller være sammen med nogen? Jo mere jeg tænkte, jo klarere stod det, at jeg skulle døbes i fuld åbenhed og stå ved det. 

Det er meget tabubelagt at sige højt, at man tror på Gud. Gennem årene har jeg sagt alt det, man ikke må, opført mig grænseoverskridende på mange måder og fortalt om utroskab, kønssygdomme, drukture og skilsmisser, men intet har været så svært at tale om som min tro på, at Jesus er i nærheden. 

Jeg ringede til præsten i Hornbæk og fortalte, at jeg gerne ville døbes samme dag som min søn. Hun inviterede til møde, og jeg tog derned sammen med min søn Jagger og min kone Isabel. Hun spurgte, hvorfor jeg ville døbes, og jeg fortalte, at jeg oplever tilstedeværelsen af en guddommelig kraft og føler en konstant tilstedeværelse af Jesus i mit liv, og det var svært for mig at holde hovedet koldt. 

”Du bliver rørt,” sagde hun. ”Ja, jeg er simpelthen så glad og afslappet og fyldt op af noget, og jeg glæder mig meget til at blive døbt.” ”Det er ikke så ofte, at mennesker på din alder finder en tro og beslutter sig for at blive døbt,” sagde hun, men jeg blev døbt i Hornbæk Kirke den 22. august på min 52-årsfødselsdag og på min søns etårs, vi er født samme dag. 

I kirken var min og Isabels familie og meget få venner. Vi gik ind i kirken som et hold i en slags formation. Jagger og jeg var forrest, fordi vi skulle døbes, og han blev båret af sin gudfar, Isabels mors mand. Jeg gik altså op ad kirkegulvet i orgelbrus sammen med en mand på min egen alder, og det lignede fuldkommen et homoseksuelt bryllup, hvor Flemming og jeg kom gående med vores fælles barn.

Jeg skulle ned på knæ for at få vand i håret under dåben. Jeg er begyndt at gå med briller igen, og jeg vidste, at vandet ville løbe ned over min pande og dugge brillerne, hvis jeg rejste mig. Så jeg blev siddende, til præsten kom med en serviet.

Jeg har let til tårer, og jeg var meget tæt på, men jeg ville gerne holde den, og det lykkedes. Fantastisk dag, alt føltes rigtigt og fuld af glæde, og Isabel forærede mig et guldkors, som jeg bærer om halsen. Det er jo en sindssyg transformation for mig. Det er ikke mere end fem år siden, at jeg nærmere tilbad djævlen.

5.  LAGERBYGNINGERNE VED MCDONALD’S I NYBORG, FYN

I gamle dage kørte jeg ofte til Jylland for at lave standup i weekenden, og på vejen hjem holdt jeg altid pause ved McDonald’s i Nyborg. Jeg var blevet kendt, så jeg havde ikke lyst til at gå ind og sætte mig, for så var der opmærksomhed og autografer, så jeg kørte til drive-in og bestilte, og så rullede jeg hen til mit lille sweetspot, som jeg fandt ved et tilfælde. 

Det er et af de mest trøstesløse steder, jeg har været. Det er en død parkeringsplads, hvor man kigger på nogle lukkede lagerbygninger og kan høre motorvejen suse. Der er aldrig et øje, og det gav mig en melankolsk mavepuster, som jeg tidligere godt kunne lide at dyrke. Jeg sad der og kiggede ind på de tomme barakker og spiste min burger og havde ondt af mig selv. De fleste gange havde jeg tømmermænd. 

Siden mødte jeg Iben (Hjejle, red.), og en gang imellem tog hun med mig til Jylland. Jeg viste hende stedet, og hun gav mig ret i, at det var fantastisk trist, men vi havde også en glæde i at kende det sted sammen, og vi lovede hinanden noget: Hvis der kommer en atomkrig eller en altødelæggende naturkatastrofe, og alle bliver udslettet og mister kontakt, så er det godt at have et sted, hvor man kan møde andre overlevende, og vi aftalte at mødes dér. Jeg ser hende ikke mere, men hvis katastrofen en dag indtræffer, mødes vi i Nyborg ved lagerbygningerne. For fem år siden kom jeg forbi igen, købte en burger, tog et billede og sendte det til Iben. Hun skrev: ”Tjek.”

CASPER SET HJEMMEFRA

Caspers far, Lars Christensen, arbejdede i ledende stillinger hos Rådet for Større Trafiksikkerhed og var manden bag Børnenes Trafikklub. Hans mor, Ulla Lindholm Christensen, var socialpædagog og kunstmaler i sin fritid. Begge er pensioneret i dag. Casper har fire børn: Cajsa (f. 1996) og Marvin (f. 1999) med Anette Toftgård og Cooper (2017) og Jagger (f. 2019) med Isabel Christensen. Han og familien har lige købt en stor villa mellem Ålsgårde og Hornbæk.

6. SILENT MOVIE THEATRE, FAIRFAX AVENUE, LOS ANGELES, USA

Til vores store overraskelse begyndte man at tale om den første ’Klovn’-film i Los Angeles, og Drafthouse, som har biografer over hele landet og afholder en filmfestival, hvor ’Klovn’ vandt, hjalp med at sætte filmen op til en visning i Los Angeles. Silent Movie Theatre er en rigtig old school Hollywood-biograf, den slags elsker jeg, og Frank (Hvam, red.) og jeg tog derover for at være med. 

Da vi trådte ind i salen, kunne vi se, at det var the place to be dén aften. Der var alle mulige skuespillere, Matt Groening, som har lavet ’The Simpsons’, folk fra komikeren Will Ferrells gruppe. Vi var i forvejen meget benovede over, at det var lykkedes at lave en spillefilm, og at så mange danskere havde set den. Det var uforståeligt, at den nu havde premiere i LA. 

Filmen begyndte at køre, vi talte dansk deroppe på lærredet, og publikum var på og skreg af grin, og bagefter kom folk over og ville snakke jobs og hilse på os. Matt Groening fortalte os, at han var fan, og har senere udtalt, at ’Klovn’ er på hans top-tre over bedste tv-serier. Frank og jeg har prøvet mange vilde ting sammen, men intet slår følelsen, vi havde den aften. Jeg kan stadig mærke den berusende glæde og stolthed og fornemmelsen af, at det aldrig ville komme igen. Det var som den første forelskelse.

7. PALÆ BAR, NY ADELGADE, KØBENHAVN

For fem år siden drak jeg for meget. Hvis der var en anledning til at køre løs, udnyttede jeg den, og bizart nok var anledningen dén aften min mors fødselsdag. Vi havde været på Nyboders Køkken og spist stegt flæsk med persillesovs, og jeg insisterede på, at alle skulle have snaps. Mine børn var med, mine forældre og Isabel, og jeg hamrede bare snaps. Det var en tirsdag aften, og jeg fik sendt børnene hjem til deres mor, for den aften i marts måtte da ikke stoppe.

Isabel og jeg mødtes med nogle venner, som også var på tirsdagsdruk, og jeg var sejlende stiv, da jeg trådte ind på Palæ Bar. Der var en mand, som ragede Isabel på røven, og jeg var en krudttønde, det var en dødssyg aften, noget skulle ske, så jeg røg op og prøvede at slå ham – uden at ramme, selvfølgelig. Jeg kan overhovedet ikke slås. 

Jeg har set videoen af det, for nogle elskværdige journalister filmede optrinnet på deres telefoner, og jeg slår med bøjet håndled og havde sandsynligvis brækket det, hvis det var lykkedes at ramme ham. Næste morgen var der tømmermænd og 20 opkald fra Ekstra Bladet og BT, og jeg var afsindig flov. 

Den episode står for mig som et lavpunkt. Det er slet ikke mig at slås. Hvad fanden ligner det at vælte tungstiv rundt en tirsdag aften med maven fuld af stegt flæsk i et røgfyldt lokale? 

CASPER SET UDEFRA

1. ”En pigtrådssatire over ubehøvlet mandlig opførsel og en af de sjoveste og mest uhyrlige film, der har ramt dette land hidtil i år.”

New Tork Times, juli 2012, anmeldelse af ’Klown’ 

2. ”Man kan ikke overvurdere den betydning, som Casper Christensen har haft. Ikke bare som standupkomiker, men også som skuespiller, manuskriptforfatter, tv- og radiovært og instruktør.”

Lars Hjortshøj til DR, 2018

3. ”Casper Christensen ligner påfaldende en mand, der er løbet tør for ideer og prøver at kompensere for det ved at råbe højt. Og her mener jeg ikke den fiktive Casper Christensen. Desværre.”

Ekstra Bladet 2019, anmeldelse af tv-serien ’Undskyld Norge’

8. CHATEAU MARMONT, SUNSET BOULEVARD, LOS ANGELES, USA

Jeg kan godt lide gamle klassiske steder, og jeg elsker at vide, at nogen sad netop dér, da de skabte dén film eller skrev dén sang. Som helt ung var jeg meget stor fan af Blues Brothers og optrådte med min ven Thomas med et nummer fra filmen, og jeg læste, at John Belushi, den ene af Blues Brothers, døde på Chateau Marmont af en overdosis. 

Marmont er et hotel fra 1929. Alt derinde ser ud som dengang, og jeg læste alle de legendariske historier om Greta Garbo, som bookede sig ind under dæknavn og kun badede i poolen meget tidligt om morgenen, om John Bonham fra Led Zeppelin, som kørte sin Harley ind i receptionen, eller om dengang Billy Idol løb nøgen rundt og smadrede sit værelse. Jeg boede altid på skodhoteller i Los Angeles, men en dag blev jeg inviteret til morgenmad på chateauet. 

Stedet emmer af det gamle Hollywood, og jeg fik plads i gårdhaven og fornemmede tydeligt, at det var her, man mødtes og lavede filmdeals. Orlando Bloom sad et par borde fra mig, og jeg syntes, det var sindssygt inspirerende, og besluttede, at jeg skulle skabe mig selv en position, som gjorde, at jeg altid kunne bo på Marmont, når jeg var i byen. 

Det er dyrt, et lille værelse koster 5.000 pr. nat, men det ville jeg have råd til, og jeg var også opsat på at komme der så meget, at de ansatte vidste, hvem jeg var. Det lykkedes. Velkommen tilbage, sagde de og spurgte til mine projekter. Hvorfor det var så vigtigt for mig, skal jeg ikke kunne sige. 

Man må ikke fotografere på Marmont, det skal være et helle for kendte. Jeg har set alle mulige stjerner. Lady Gaga til venstre, Jennifer Aniston til højre, og tjenerne er fuldkommen uimponerede, men en dag kom en af dem ud til mig og sagde: ”Der sker det vildeste senere. Mike Tyson kommer!” Selv superstars stivnede, da han trådte ind. Han er beyond Hollywood. 

En aften kom Isabel og jeg sent hjem til chateauet, de var ved at lukke gårdhaven, men vi fik lov at komme ind og få en drink. Der sad seks andre. Det var lige blevet forbudt at ryge derinde, og Isabel spurgte tjeneren, om det var okay, at hun røg. ”Ja, det er fint,” sagde han og nikkede i retning af de seks andre. ”De ryger joints derovre, og jeg tør ikke fortælle dem, at de ikke må.” ”Hvorfor ikke?” ”Det er Fleetwood Mac.” På et tidspunkt kom to af dem over til os og spurgte, om vi ville tage et gruppebillede af dem. Det ville jeg da gerne.

En søndag sad jeg og spiste sen morgenmad med en kammerat, og et par borde fra os sad en mand med stort skæg, som lignede en rockstar og var fuldkommen i opløsning af tømmermænd. Han bestilte en stor lyserød drink, bællede løs og fik samtidig signaleret til tjeneren, at han skulle have en ny med det samme. Da tjeneren kom med den, bestilte han en til. Jeg kunne ikke lade være at henvende mig: ”Hvad er det, du drikker?” ”French Martini. Det er det eneste, som duer, når man er helt ødelagt.” ”Nå, sådan et par skal vi da også have,” sagde jeg til min ven.

Et kvarter efter spurgte fyren, om vi ville med ham ind og se værelset. Han boede på nummer 11, det eneste rum, som ligger lige ud til gårdhaven. Det bookede han altid, for så kunne han sidde på sit værelse og bestille French Martinis ud ad vinduet. Vi gik med ham derind, han bestilte drinks ud ad vinduet, hvorefter han åbnede sit pengeskab og trak en hel tallerken kokain ud. Det var en almindelig søndag formiddag på chateauet. 

Jeg kommer der kun sjældent nu, og tjenerne kan ikke huske mig mere, men Isabel og jeg har bestilt deres særlige duftlys, så vi stadig har duften af chateauet.

Næsehornsskubning i Sydafrika. Foto: Privat

9. LIMPOPO RIVER, SYDAFRIKA

Første gang jeg var i Afrika, kunne jeg mærke, at alt er begyndt dér. Der er en meget voldsom og altomsluttende energi. Jeg boede på et resort ved grænsen til Botswana, og de satte os nøje ind i, hvilke dyr man havde i det område. Dyrene er anbragt, og der holdes øje med dem. Ejeren af stedet fortalte, at de skulle flytte nogle næsehorn over til en anden naturpark, og spurgte, om jeg ville med. Ja, for helvede da.

Jeg mødte klokken seks om morgenen i shorts og læderstøvler. Vi fløj op i en helikopter for at spotte næsehorn i det gigantiske område, og efter noget tid fik vi øje på en mor med sin unge. Skytten, som skulle skyde med bedøvelse, fortalte, at han ville ramme ungen, for så ville moderen holde sig tæt ved. Vi fløj ned, han skød og ramte, og så blev jeg sat af midt i ingenting sammen med fire andre. 

Vi sikrede os, at ungen trak vejret, og jeg kunne mærke en usikker stemning og spurgte, hvad der var galt. De fortalte, at moderen var løbet væk, de anede ikke, hvor hun var, men lige pludselig kunne hun komme farende. Der var ikke et træ at løbe op i, og sådan et næsehorn kan løbe 50 kilometer i timen. Vi fik fat i moderen, hun blev bedøvet og fik bind for øjnene, og så begyndte de at save hornene af, fordi man ville undgå krybskytter. Næsehorn sælges for en formue på det sorte marked, fordi det regnes for et meget stærkt afrodisiakum, og jeg lagde mærke til, at folk gik og samlede de små spåner fra hornene op. 

Jeg blev fuldkommen forelsket i Afrika og tog også jagttegn, mens jeg var der. Det foregik sådan, at jeg fik et gevær på skulderen, og så satte man en dåse op lidt fra mig. Mirakuløst nok ramte jeg den, og så havde jeg jagttegn. Et par år senere mødte jeg nogen, som kendte stedet, og de fortalte, at nogle af dem, jeg flyttede næsehorn med, var blevet taget med et af hornene og fik livstid. 

10. FREDERIKSBERG KIRKEGÅRD, FREDERIKSBERG ALLÉ 

Jeg var inde i en periode med storhedsvanvid for seks år siden. En ting, som optog mig meget, var, hvordan mit gravsted skulle se ud. Jeg var så langt inde i problematikken, at jeg ringede og hørte, hvad sådan et gravsted kostede, og om jeg kunne reservere det, og jeg vendte det hele med Isabel, som syntes, det var det dummeste, hun nogensinde havde hørt. 

Jeg forestillede mig et gravsted, hvor fans kunne lægge blomster og fælde en tåre, og begyndte at gå meget på Frederiksberg Kirkegård og undersøge mulighederne. På de gamle, fine gravsteder var et lille hegn rundtom, og stenen lå inde midt i det hele med en lillebitte hældning, så man bedre kunne læse teksten. Jeg overvejede en sort og blank sten med guldskrift, men fandt ud af, at der var for mange af dem, det var simpelthen for almindeligt, og hældte senere til en mere naturlig og ru marmorsten. 

Nogle har figurer ved deres gravsted, for eksempel en grædende nedbøjet kvinde med en due i hånden, og det kunne jeg godt lide, men indså efter nogen tid, at det var for generisk og manglede en personlig historie. Jeg fandt et gravsted med en stor marmorkasse, som man kunne gå ind i. Det var en interessant vej, for det ville være omgivet af mystik og undren over, hvad der mon var derinde. 

Kisten skulle være sort, det var jeg sikker på. Det er lidt dyrere, men den pris var jeg klar til at betale, og så gik jeg i gang med at planlægge begravelsen. Det skulle være stort, rigtig alvorlig stort. Med afskydning af kanoner, hvis det var muligt. Jeg ville gerne give folk muligheden for at sige ordentligt farvel, hahaha. Gæstelisten var jeg i gang med og overvejelser om folk, der måske ikke ville dukke op, og så var det vigtigt, at nogen fløj ind fra udlandet. Der måtte gerne være internationale sørgende. 

Det kørte derudad med tanker i en tid, indtil jeg gik endnu en tur på Frederiksberg Kirkegård og lagde mærke til, at der ikke stod nogen og græd ved Marguerite Vibys gravsted, og så opstod en ny fantasi: Jeg skulle brændes, og asken strøs i havet i en ring af surfere. Den holdt, indtil det gik op for mig, at jeg jo ikke er surfer. 

Det nyeste er, at jeg ikke skal brændes. Jeg skal blive til ådsel for at gavne Moder Jord. Jeg vil yde hende den gestus, at mit legeme bliver til muld og kan fodre orme. Jeg har kig på Hornbæk, men kunne også forestille mig et træ i en skov.

Martin Kongstad er forfatter til  biografien ’Casper’, der udkommer 8. oktober. Dette interview er lavet eksklusivt til Ud & Se.

SCARLET PLEASURE har blikket stift rettet mod det store internationale gennembrud. Indtil nu har vejen været lang og hård, og meget tyder på, at det ikke bliver nemmere. Ud & Se møder et af tidens mest populære danske pop-bands og undersøger, hvorfor det er så svært at lyde så dansende enkelt.
Tekst:Morten ReimarFoto:Rasmus Weng Karlsen

TÅLMODIGHED er det første, du skal lære, hvis du vil være popstjerne. Emil Goll, den 28-årige forsanger i trioen Scarlet Pleasure, har efterhånden lært det. I samme øjeblik bandet pauser lydprøven og kalder en lydmand op på scenen, sætter han sig ned og finder sin telefon frem. Trommeslageren Joachim Dencker har problemer med sampling pad’en, den elektroniske tromme, der spiller indkodede lyde, når han slår på den, og det kan sagtens tage tid, ved Emil Goll, der bruger ventetiden på at svare på beskeder på Instagram fra en ende af. Popbandet har netop udgivet første halvdel af deres nye album ’Garden’, og siden er det væltet ind med roser fra fans. Han svarer som regel ’Tusind tak’ med en smiley og forsøger så vidt muligt at skrive noget personligt tilbage.

Imens stemmer trioens tredje ben, Alexander Malone, sin bas for gud ved hvilken gang, mens han spørger sig selv, hvor mange sprog han efterhånden kunne have lært på Duolingo. 

De er i Tap1, et stort spillested på Amager, og de har været her i timevis. I aften skal de spille en 35 minutters online-koncert for streamingtjenesten Spotifys abonnenter, som grundet corona-pandemien ser med hjemmefra. Scarlet Pleasure og de to hyrede guitarister kom klokken tre, men nu, kun halvanden sang inde i lydprøverne, er der knas med tromme-pad’en.

28-årige Joachim Dencker, en høj, veltrænet fyr med mohikanerhår som Travis Bickle i ’Taxi Driver’, står ved siden af trommesættet, mens en lydmand slår på pad’en og råber til endnu en lydmand et par meter væk fra scenen. Så virker det igen, og bandet kan fortsætte. De spiller ’Deja Vu’, deres største hit. Nummeret er ikke fra den nye plade, men fra 2017, hvor det blev Årets Hit ved Danish Music Awards, Årets Lytterhit på P3, Årets Hit til Zulu Awards og modtog The Voice Prisen. Hittet er også det, man kalder en banger. Nummeret starter lige på Emils gadesmarte flødestemme oven på et præ-optaget keyboard og en taktfast klaplyd fra pad’en. To rundgange på den måde, så bas og stortromme, der intensiverer op mod et overraskende antiklimaks, hvor det hele starter forfra. Og trommer, bas, guitarer i omkvædet. Lige så simpelt det er i begyndelsen, lige så meget sker der i slutningen. Emil Goll danser sine popstar-trin og flirter med det prøvefilmende kamera. Han lukker øjnene og synger ’de-eeshja vuuhh’. 

SCARLET PLEASURE er et af tidens største hjemlige popbands. Trioen er en del af den bølge, der kom i kølvandet på den danske indie-scene, hvoraf flere fik udenlandsk succes, og de er ikke blege for at sige, at de gerne vil være populære. De tør sige, at de drømmer om at slå igennem internationalt, og de kalder sig et popband uden at være flove over det. De udgav deres første album i 2014, hvorfra singlen ’Windy’ blev P3’s Uundgåelige og satte gang i den optur af en karriere, de stadig rider på. I 2016 udkom endnu et album, ’Youth Is Wasted on the Young’, samme år som de åbnede Orange Scene på Roskilde Festival og blev hovedpersoner i en DR3-dokumentarserie. Det var for øvrigt samme sommer, alle raske drenge gik til frisøren for at få hår ligesom Emil fra Scarlet Pleasure, det vil sige en bleget midterskilning med reference til 90’er-ikoner som Peter André og Nick Carter fra Backstreet Boys.

De skulle egentlig have været i USA og spille i foråret. Arbejdsvisummet var sikret, men så blev verden lukket ned – og herhjemme er indtil videre omkring 30 koncerter aflyst, så hverken band eller fans har kunnet mødes. Men det kan de i aften, hvor Spotify Danmark har inviteret deres lyttere til koncert. På den måde kan bandet give noget tilbage til deres fans, de kan mærke live-fornemmelsen ved at optræde, og måske gør tjenesten også gengæld ved at putte nogle af deres sange på en international playliste, altså en af de kuraterede lister med musik, Spotify selv laver, og som kan betyde alt for de musikere, der kommer på dem. 

28-årige Alexander Malone kommer hen til cateringbordet. Ikke for at snacke, men for at snakke med de tre kvinder fra pladeselskabet om anmeldelserne af ’Garden’, som han ikke har kunnet få ud af hovedet. Gaffa har givet tre stjerner, og Politiken to hjerter. Pladeselskabet siger, at han skal huske på, at det bare er de to anmelderes mening, og at der jo er masser af fans, der er vilde med de nye numre. Det har han også sagt til sig selv, men det, der især går ham på, er, at Politikens anmelder ikke mener, Scarlet Pleasure er kommet med noget nyt. De synes selv, de har rykket sig med kvantespring siden seneste album og virkelig taget chancer. De har nørdet det helt rigtige lydmiks, genopfundet sig selv og skrevet næsten 50 sange, mange af dem om og om, for at finde netop dem, der føltes mest rigtige.  

”Jeg ville næsten hellere have én stjerne og så vide, vi da i det mindste havde forsøgt,” siger han. ”To-tre stjerner er bare så middle of the road.”

Emil Goll bemærker, at den endelige dom ikke er faldet endnu. Han sammenligner med Lukas Graham, der fik et kæmpehit i USA med ’7 Years’. Netop det nummer havde ingen rigtig lagt mærke til, og det blev først udgivet som albummets tredje single. Men da ’7 Years’ kom ind på en international hitliste for sange med stigende popularitet, den såkaldte Viral Chart, begyndte pladeselskabet at pushe den i USA.

”Vi er pissestolte af vores musik uanset hvad. Og man ved aldrig. Det kan være den næste sang, vi skriver, der kommer til at ændre alting,” siger Emil Goll. 

SCARLET PLEASURE

Dannet 2006.

Består af: Emil Goll (f. 1992), sanger, Alexander Malone (f. 1991), bassist, Joachim Dencker (f. 1991), trommeslager.

Debuterede med ep’en ’Mirage’ i 2014. Udgav albummet ’Youth Is Wasted on the Young’ i 2016. ’Garden’ er Scarlet Pleasures tredje album. Det er todelt og bliver udgivet dels i juni, dels i oktober i år.

”KAN JEG FÅ highhatten fem ned?”

”Ja, og elguitaren tre op.”

”Er den dér tung? Er den tung? Eller er det rummet herinde, den ikke virker i?”

”Kan den blive lidt mere crisp?”

Det tager over en time at gennemgå de 35 minutter, men så er lyden også så god, som den kan være. Og dog. De beslutter sig for at spille to af numrene igen. 

Klokken otte, efter de har spist burgere, Emil Goll har skiftet til matchende denimjakke og -bukser, Joachim Dencker har barberet sig ude på toilettet, og Alexander Malone med det syregule hår har rystet anmeldelserne af sig, skal Spotify sende live. Emil Goll går for sig selv, puster al luft ud af kroppen, spænder i maven, suger luft ind og puster ud, mens han siger som en bi. Hopper et par gange på stedet. Så er han klar.

En fra pladeselskabet støvsuger scenen, lige inden de går i gang, mens Emil synger ’Wicked Game’ med den ene guitarist. Så får de at vide, der er to minutter igen. Emil spytter sin snuspose ud og går ind i en cirkel med de andre musikere, hvor de råber for at gejle sig selv op. De stiller sig i position, hele hallen holder vejret.

Og så sker der ingenting. Bandet står stille som mannequiner og venter. Der sker stadig ingenting. Seks minutter over otte laver Emil sine øvelser igen. 10 minutter over begynder Joachim at tromme for at slå tiden ihjel, mens folkene fra management og pladeselskab efterhånden også begynder at blive urolige og kigge på hinanden. Den ene af kamerafolkene, der har Spotify i øret, siger, at hun ikke får noget at vide. Emil sætter sig ned.

”30 sekunder!” råber kameradamen endelig, bandet springer tilbage i position.

Der bliver talt ned: ”8, 7, 6, 5 …” Og så begynder de at spille. Som om hele Tap1 var fyldt til bristepunktet. Alexander danser hen over scenen med sin bas, Emil hopper op i luften i omkvædene, og folk fra pladeselskabet kan ikke lade være med at danse omme bag kameraerne.

NÅR ET FLY fløj over Vidar Skolen i Gentofte, plejede en gruppe drenge at pege op.

”Det er os på vej til L.A. lige om lidt,” sagde de. 

Skolen ligger midt på Brogårdsvej, der kører fra Gentofte Station, under motorvejen og til IKEA. Den baserer sig på Rudolf Steiners principper, er karakterfri, og alle elever spiller et klassisk instrument og har fag som skosyning og kunstbetragtning. Skolen betragter alle elever som individer, der er gode nok, som de er. For eksempel lærte Joachim først at læse i 4. klasse og opdagede først mange år senere, at det var unormalt. På Vidar Skolen skulle alle kunne være med. 

Dengang var de fire, Emil, Alexander, Joachim og Johannes, ligesom idolerne i Red Hot Chili Peppers. Joachim var kommet ind i klassen i 7. med hanekam og nittebælte og fik hurtigt overtalt de andre til at danne et band. De kaldte sig Scarlet Pleasure – to ord, de fandt i en engelsk ordbog, og de øvede i en kommunal container ved vandtårnet i Jægersborg. De kunne ikke finde ud af PA-anlægget, og akustikken ville ikke enes med funk-rock-trommerne. Derfor kom de vådt toiletpapir i ørene, når de spillede, som regel i bar mave og slips ligesom idolerne fra Los Angeles. Da Red Hot Chili Peppers udgav ’Stadium Arcadium’, tog de alle fire i Fona 2000 på Strøget for at købe et eksemplar hver, og så hjem til Joachim i Humlebæk for at høre det om og om igen.

Det var lyden af L.A., som de forestillede sig, det ville være: palmer, smukke piger, åbne biler og funky musik. Lyden af frihed, af ikke at spille med på reglerne, af at være anti-konform, af at udleve drømmen. Noget helt andet end Gentoftes parcel-labyrinter og bøgehække.

En dag blev de enige om, at nogen var nødt til at synge. Alexander spillede bas, Joachim trommer, og både Emil og Johannes spillede guitar. Ingen af dem havde synderligt lyst til at synge, for det var meget sejere at spille et instrument. Men nogen skulle gøre det. De sang Red Hot Chili Peppers-hittet ’Under the Bridge’ efter tur, og aftalen var, at den, der lød mindst ringe, skulle tage en for holdet. Og sådan blev Emil Goll forsanger. 

En rest af boyband-rollerne fra teenageårene sidder der måske stadig: Emil Goll er den udadvendte og har en bemærkelsesværdig evne til at få alle, han møder, til at føle et specielt bånd. Alexander Malone er også udadvendt, men sjældent festens midtpunkt som Emil. Ofte ender Alexander med at stå ude i køkkenet i en lang samtale med en, han ikke kendte ved aftenens begyndelse, og han er nok ’den sjove’ i gruppen. Samtidig har de to enorm respekt for Joachim Denckers evner som trommeslager, og han er nok den, der har mest musisk flair. Men alderen har opblødt rollerne. 

TIL AT BEGYNDE MED lavede de en ep med titlen ’Mother Funker’ og brændte den på 250 cd’er, som de havde med, når de var ude at optræde – for eksempel da de vandt Gentofte Mesterskaberne i Rock i 2009. Selvtillid havde de masser af, og de skrev også til større danske bands på Myspace. Ikke for at sige, at de var fans, men for at være provokerende. De spurgte blandt andet Kashmir, om de ikke ville varme op for dem på Lades Kælder. Kashmir svarede ikke. Det gjorde til gengæld indie-bandet moi Caprice, der skrev tilbage, at de nordsjællandske drenge nok var i dårligt humør, fordi de ikke havde fået deres lommepenge, men at de nok kom til at le sidst i deres luksusvillaer i Hollywood Hills.

”Fuck ja, vi gør,” grinte drengene.

Til festerne gjorde de nar ad de andres musiksmag. Pigerne i klassen ville gerne høre Nik & Jay og Lady Gaga og danse, mens drengene skiftede til Tom Waits og Bob Dylan, hver gang de fik mulighed for det. Pop var ikke rigtig musik, syntes de.

Vidar Skolen varede til 12. klasse, og så skulle planerne føres ud i livet. I mellemtiden var de gået over til den mere hipster-prægede indie-rock, der udsprang fra New York, så derfor pegede pilen nu i den retning. For at komme derover skulle de bruge et forlænget turist­visum, og det krævede, at bandmedlemmerne var i stand til at fremvise hver 50.000 kroner inde på ambassaden. Så de tog job som postbude i Holte og som facere på Strøget.

De smed også fjerdemanden ud af bandet. Det var en tirsdag aften i efteråret 2010 på en bodega i Indre København. Johannes var mere til at jamme og hygge sig, og de tre andre følte ikke, de havde tid til at vente på nogen. Det var den første hårde og rigtig svære beslutning for bandet, men nu var det alvor. Nu var det ikke rundkreds længere.

De skulle også bruge en god demo-cd, de kunne give til pladeselskabsfolk på Manhattan. Alexander ­Malones onkel, Bossy Bo (Rasmussen) fra Østkyst Hustlers, lod dem indspille i sit studie, selvom han nok, set i bakspejlet, ikke var så imponeret over deres musik. I hvert fald gav han dem et grundkursus i at skrive lytbare melodier. Start med et vers, så et omkvæd, så et vers igen og et omkvæd mere, så et C-stykke, og slut af med et omkvæd til sidst.

Det sidste Scarlet Pleasure gjorde, inden de tog af sted, var at aflevere den nye demo-cd til Sony Music. Alexander havde puttet den i en stor papkasse, så den så vigtig ud, og afleverede den i receptionen iført sin postjakke fra arbejdet. Værsgo, nu kunne de bare ringe.

En augustdag i 2011, iført sorte hatte med fjer på og stramme, sorte jeans med huller på knæene, landede de i New York. Efter et par uger med jetlag og en masse nye indtryk fik de lejet sig ind i et øvelokale, men kun mellem klokken otte og ti om morgenen. Ejeren, der spillede i et professionelt Beatles-coverband, kunne ikke give dem mere øvetid. De fandt også en lejlighed i New Jersey, hvor skabslågen under vasken skulle holdes lukket med et kosteskaft, fordi der var rotter. Men de var i byen, de havde deres image, deres demo og deres instrumenter. Nu manglede de bare at spille og blive opdaget. For sjov hængte de en seddel op i deres lejlighed med ordene ’Get a million dollar contract’. Ordene var fra selvhjælpsbogen ’Think and Grow Rich’ og var ment som en reminder.

Deres første koncert var på Fat Baby. Et lille spillested, men samme sted, som deres nye forbillede, The Strokes, havde startet deres karriere. Der var en del mennesker i baren, så det tegnede rigtig godt. Men det viste sig, at koncerten skulle spilles i kælderen, hvor det kostede syv dollars at komme ned.

Da de gik på, var der én publikummer. En lokal Rudolf Steiner-lærer, der var venner med en fra Vidar Skolen derhjemme.

Men drengene kom med til nogle vilde fester, hvor popmusik som gnister fra en pejs bragede ud af højttalerne og satte ild til de dansende kroppe. Det betød især to ting. Dels var der ud på de sene timer gratis pizza, hvilket i sig selv var livsnødvendigt, da opsparingen efterhånden slap op. Dels lærte de at sætte pris på pop. De lærte, at pop er sjovt, at genren har værdi og ikke er flad og fordummende. Sange som ’Moves Like Jagger’, ’Pumped Up Kicks’ og ’Niggas in Paris’ var gode numre med mange lag og finurligheder, man kunne dykke ned i. De lod deres musikalske parader falde og kastede hænderne i vejret til god, velproduceret pop. Hvor fedt var det egentlig at sidde i et klamt øvelokale og skrive indie-musik til sig selv og være sur?

Syv koncerter blev det til i løbet af et halvt år. Da de kom hjem til Danmark, var de komplet blanket af og måtte få deres job som facere på Strøget tilbage. En forårsdag stod Alexander Malone på Købmagergade ved Rundetårn, da han fik stoppet en, der godt kunne huske dem og deres USA-planer.

”Hvad havde I egentlig regnet med?” spurgte han.

POP – ET MATEMATISK HIT?

I 2010 undersøgte en gruppe ingeniører fra University of Bristol, om det var muligt at lave en matematisk formel for pophits. De tog udgangspunkt i samtlige top-40-hits fra den engelske hitliste de seneste 50 år og kom frem til formlen (w1 x f1) + (w2 x f2) + (w3 x f3) + (w4 x f4) … (w23 x f23).

W’erne i ligningen er weights eller musiske delelementer, for eksempel tempo, rytmens variation eller sangens længde. Der findes overordnet 23 weights opstillet i rækkefølge efter, hvor vigtige de hver især er i den periode af pophits, formlen undersøger. F’erne i ligningen er udtryk for del­elementer i nye sange, der holdes op imod et gennemsnit af pophits fra perioden. På denne måde var ingeniørerne i stand til at gætte med 60 % sandsynlighed, om en given ny sang ville komme i top-5, eller om den aldrig ville komme over top-30. Og så alligevel ikke.

Det tyske Max Planck Institut undersøgte akkordsammensætninger i 745 amerikanske pophits. De spillede dem for testpersoner, samtidig med at belønningscenteret i forsøgspersonernes hjerner blev MRI-scannet. Hvis forsøgspersonerne var sikre på, hvad der skulle til at ske i melodien (lav usikkerhed), men sangen uventet afveg (høj overraskelse), fandt de det behageligt. Men hvis akkordprogressionen var sværere at forudsige (høj usikkerhed), og den akkord, der kom, ikke overraskede dem, men føltes tryg (lav overraskelse), fandt de også det behageligt. Med andre ord: Vi kan li’ at gætte mønstre, men vi kan også li’ at blive overrasket. Og li’ den hårfine balancegang mellem det velkendte og det nye.

DET ER TIDLIG EFTERMIDDAG, og bandet er i gang med at skrive. De har taget et par håndfulde Naturfrisk-juiceflasker fra Copenhagen Records’ køleskab med sig op i det fjerdesalslokale, de har til rådighed, der med sine hvide vægge og forstærkere indeholder det, de skal bruge, og ikke mere. Joachim Dencker har sat sig i en lænestol og kigger på sin telefon, mens Alexander Malone sidder i vindueskarmen med sin bas, og Emil Goll svarer på et par Messenger-beskeder på sin laptop. Lokalet har udsigt over byen. Man kan se Rådhuset og Tivoli og Frelserkirken herfra, men her er stort set ingen larm, ikke ud over en bil, der kører forbi nede på gaden, og Alexander, der slår en figur an på bassens strenge.

De havde sat sig op til at spille et hav af koncerter, men nu har corona-krisen aflyst det hele. Fordi de var gearet til det, er det ikke nemt at komme i gang med at skrive, men nu skal de til det.

De mangler nogle uptempo-numre til ’Garden’. Noget, man kan danse til. Anden halvdel er klar til udgivelse, men de har mulighed for at tilføje nye numre indtil oktober, hvor de har besluttet, at albummet skal være færdigt. I mellemtiden kan de gå og lytte det ordentligt an og vurdere, hvad der mangler. Hittet lige nu er sangen ’SOS’, som holder en laid back, reggae-inspireret rytme, de fandt på under en rejse til Bali. En hurtigere, endnu mere dansevenlig sang ville fuldende albummet.

Emil Goll åbner produktionsprogrammet Logic og spiller noget, han har taget med hjemmefra. Det er bare nogle akkorder på et keyboard med ham selv, der synger henover. Teksten er indtil nu volapyk med enkelte engelske vendinger, der er gode at synge på.

”… When you party like that …” og ”… it’s frozen …” og ”… why you fallin’ …”

Emil Goll føler nogle gange et pres, der gør det svært for ham at skrive. Hver sang skal være bedre end den forrige. Det er ikke godt nok, hvis den er lige så god som de andre. Den nye sang må heller ikke minde om de andre, den skal være ny. Og bedre. Og det gør det svært for ham at komme på noget, især på kommando.

Alexander Malone rejser sig ved tredje gennemspilning og tramper et beat i gulvet, der giver nummeret en insisterende fremdrift.

”Ah, ja klart,” siger Emil.

Han sætter metronomen i samme tempo som Alexanders fodtramp, overtager bassen og begynder at indspille bas direkte på computeren. Joachim Dencker har puttet telefonen i lommen. Nu sidder han med lukkede øjne og nikker i takt.

Efter et par timer putter de indspilningen i banken. Senere vil de lytte alle de opsparede sange igennem og høre, om der er nogle af dem, der er værd at arbejde videre på. Men dagens fangst bliver ikke taget op igen.

Sangene bliver sjældent skrevet det samme sted. Som Emil forklarer det, er de mere nomader, og der skal helst ikke gå kontor i den. De har tit prøvet at skrive med professionelle sangskrivere i udlandet og oplevet en markant anderledes måde at arbejde på. I Sverige er det normen at mødes samme sted hver dag klokken 11 for at skrive uafbrudt indtil fyraften, og Joachim joker med, at det er derfor, svenskerne tager snus: De har slet ikke tid til rygepauser.

I Danmark mødes man oftest ved 13-14-tiden og holder pauser. I USA er det hen ad aftenen, de starter. Så ryger de hash og tager på YouTube-safari i et par timer, indtil de finder et eller andet, de kan bruge, og så skriver de hele natten. Det er ikke til at sige, hvad der virker bedst, men bandet er fascinerede over svenskernes arbejdsmoral og faste timer. Og deres måde at betragte sangskrivning som et håndværk, hvor man går i gang og bliver ved, uanset om man føler sig inspireret eller ej. Men kontor-pop kommer de aldrig til at lave. 

TINGENE BEGYNDTE at vende, da Scarlet Pleasure kom hjem fra USA med en ny lyd. Emil Goll og Alexander Malone havde fået job som pædagogmedhjælpere på en Steiner-skole for at spare op til endnu en tur, endnu et forsøg, men de kom aldrig af sted. For et af børnene i SFO’en havde en far, der var noget ved musikken. Han hed Ralle, men er i branchen bedst kendt som Malone og for sine samarbejder med musikerne Johnson, Joey Moe og Niarn. Malone, der ikke er i familie med bassisten Alexander trods navnesammenfaldet, ville gerne høre, hvad det var, de gik og rodede med. Så de sendte ham, hvad de havde. Og han bad om mere.

Trioen havde taget pop til sig, især den nye bølge, hvor genren fik en mere underspillet og soulet dimension, som for eksempel Drake, The Weeknd og Frank Ocean stod for. Og dér tappede de ind i en guldåre. Ralle og hans kone, der sammen kørte et managementbureau, signede dem og var de første, bortset fra venner og familie, som troede på dem.

Derudover lærte Ralle dem at tage i sommerhus og skrive sange koncentreret. Den allerførste sang, de skrev og indspillede under deres nye management, var ’Windy’. En sang med klare referencer til 90’er-fløde-RnB, hvor de gik så langt væk fra rockinstrumenter, det næsten er muligt, og lod computerlyde og vokal komme i front.

Mens Ralle var i gang med at skaffe en pladekontrakt, lavede de en akustisk version, som fik en overvældende positiv modtagelse og blev delt flittigt af etablerede musikere på sociale medier. Det gjorde bare bandet mere utålmodige. De ringede dagligt til Ralle. Skete der ikke snart noget?

I mellemtiden havde nogle af deres gamle skolekammerater, bandet Julias Moon, overhalet dem. Et af deres numre blev Ugens Uundgåelige på P3, og selvom Scarlet Pleasure var glade på deres vegne, kunne de ikke lade være med at være misundelige. 

Endelig rykkede det. På grund af hypen omkring ’Windy’ brød en budkrig ud imellem selskaberne. En dag, mens Nik fra Nik & Jay var på besøg i øvelokalet og stod og spillede Rhodes-keyboard, skrev de under på en kontrakt fra Copenhagen Records. Et par måneder senere ringede Ralle.

”Hvad så, Emil? Kan du stave til Ugens Fucking Uundgåelige?”

Og så skete det, de havde drømt om – de blev professionelle musikere, var på turné, spillede store koncerter, indtog Danmark og rettede blikket mod udlandet. 

EN UGES TID EFTER Spotify-koncerten, en varm og solrig dag, er de alle tre trukket i sorte badeshorts foran en gennemrenoveret, hvidkalket gård i Tisvildeleje. Sommerhuset er indrettet med tre lydstudier, alligevel har bandet slæbt deres computer, bas og teknik ud på spisebordsstolene.

Køkkenet er på én dag blevet ramt af en opvaskelavine, på gulvet står en papirspose med svedende sushirester i solen, og hvad angår sangskriveriet, har de ikke været så effektive. Til gengæld har de haft besøg af venner, kærester og deres to managere. Men i dag skal det være, og de har været i gang i tre timer.

Emil Goll ligger på et vattæppe på græsset og kigger på to heste, der går i en indhegning ved siden af huset. Alexander Malone sidder ved computeren og prøver at komme på et eller andet at putte oven på et punket beat med hårde slag på ottendedelene. Men der er ikke noget, der virker. 

Det skal være et uptempo-nummer, det skal ikke være en ballade, og det skal ikke lyde ’typisk Scarlet Pleasure’. Derfor starter de med beatet.

”Det er ret Strokes-agtigt,” siger Joachim, som sidder på en bænk ved siden af Alexander.

Omkvæd i sange med højt tempo er tit utrolig corny, synes de. En måde at undgå det er at skrive en langsommere ballade og så speede den op. Det var sådan, de gjorde med ’SOS’, der kører noget hurtigere end deres andre hits. 

Alexander ryster på hovedet og spiller Travis Scott-nummeret ’The Scotts’, som i et splitsekund indeholder den lyd, de gerne vil fange, 

”Ej, lad os prøve at gå ovenpå,” siger Emil. 

De tager bas og computer og går op på loftet, der er indrettet som et større studie med hvide akustikplader på skråvæggene. Her er flygel, trommesæt, kontrabas, fem forskellige keyboards, cd- og pladereol, to store computerskærme ved endevæggen og ét stort vindue ud til haven. Joachim sætter sig ved trommerne, Alexander ved et keyboard, og Emil sætter en mikrofon til computeren, mens beatet spiller.

”Måske er det nemmere, hvis der er noget guitar på,” foreslår Joachim. Emil tager en akustisk guitar, der står ved siden af kontorstolen, og begynder at spille uden at fjerne blikket fra beatet på Logic.

Nu er der nogle akkorder at støtte sig op ad. Emil stiller guitaren tilbage, griber om mikrofonen og begynder at synge. Først prøvende, usammenhængende, lange toner, mens beat og guitar kører i loop.

”Uuuuhh wuuuuh.”

Og så vrøvleord med forsøg på melodier og engelske gloser.

”Ahhh … no sleep, uuuhhh right now …” 

Han lader sin stemme gå på opdagelse i forskellige tempi, toner og pauser.

”Uhhh … I know adji adji why would you aaaaadji …”

”Den er god,” siger Alexander på et tidspunkt, og Emil gentager det fundne.

”I know adji adji why would you aaaaadji …”

Nu nikker de alle tre i takt. Emil lægger mikrofonen på bordet og afspiller. Siger halve og kvarte sætninger.

Han synger igen.

”Ooonly you …”

Efterhånden begynder der at danne sig et hook, de to andre kan synge med på.

”Ooonly you …”

De afspiller det i rundgang, men nikkene damper af efter et par gange. Så går de i stå.

”Skal vi bare høre lidt musik?” siger Alexander.

De hører Gwen Stefanis ’Cool’, Sixpence None the Richers ‘Kiss Me’, Travis Scotts ’Skeletons’ og Green Day-numrene ’Boulevard of Broken Dreams’ og ’Wake Me Up When September Ends’. Emil lærer sig at spille sidstnævnte på guitar. Det er sådan noget, de mangler, siger han: ”Det er for sygt. Fra mol til maj. Det er bare så spacy.”

De begynder at jamme på hvert sit instrument. Så sætter Emil Goll beatet ned i tempo, og de går i stå igen. 

MAX MARTIN

Er det svenske sangskrivergeni, der kun er overgået af Lennon og McCartney, når det kommer til nummer 1-hits på den amerikanske hitliste. 23 er det indtil videre blevet til. Han har skrevet sange til alle fra Britney Spears til Maroon 5 og The Weeknd, og selvom han i sjældne interviews har fastslået, at der ikke findes en fast skabelon til at skrive hits, er der flere ting, der går igen.

Max Martin har fortalt, at da han lyttede til musik som barn, vidste han ikke, hvad der blev sunget. Han lyttede i stedet til, hvordan det blev sunget, og derfor vælger han i dag de ord, der er bedst at synge på, frem for hvad der er grammatisk korrekt. På samme måde modtager Scarlet Pleasure ofte henvendelser fra fans, der gør dem opmærksom på, at de udtaler deja-vu forkert. Emil Goll synger ’vu’ i stedet for ’vy’ – fordi det lyder bedre.

Et andet fællestræk ved Max Martins sange er, at omkvædet altid kommer inden for det første minut. Især efter YouTube og Spotify er blevet verdens foretrukne måder at høre musik på, er det nemt for lytterne at skifte nummer. Derfor kommer moderne popmusik, heriblandt Max Martins numre, hurtigere til sagen. Undersøgelser viser, at omkvædet i et hit i dag i gennemsnit kommer 18 procent hurtigere end i 80’erne.

DERES STØRSTE HIT ’Deja Vu’ skrev de i Emil Golls farmors sommerhus i Sverige. På en rigtig lortedag, husker de, hvor de havde siddet og bakset med tre andre sange, der aldrig blev til noget. Omkring halv et om natten var de ved at give op efter 10 timer. Så gik Emil på toilettet. Mens han stod der, fik han en melodi på hjernen. Hvor den kom fra, aner han ikke, men den var lige så spændende, som den var enkel: fire toner, en kort pause og et svar i form af syv toner mere. Han sang det for sig selv, pissede færdig og gik ind til de to andre igen og sang det for dem.

Alexander Malone foreslog at lægge et klassisk basstykke på – det, der i branchen hedder ’bøf med løg’, en ret corny, men kraftfuld figur. På Logic lagde Emil lyden af et elektrisk Wurlitzer-piano på, der sammen med bassen mindede dem om den karaokebar på Mallorca, de tidligere på året havde besøgt. Oven på det brugte de en trommelyd, de kalder ’pizzaklappet’, der lyder som en italiener, der slår på sin pizzadej. 

Dér var pludselig omkvædet. Det lød godt, men det var også meget retro. Der var brug for, at verset var mere frisk. Det klarede de med nogle flydetoner fra Wurlitzeren plus en mere funky basgang tilsat enhver popsnedkers bedste ven, ’fire i gulvet’-trommen, der rammer alle taktslag. Det hele skete på en halv time.

Så begyndte de på en tekst. Deres første tanke var at lave noget i stil med Outkast-nummeret ’Ms. Jackson’, og de skrev teksten i omkvædet som ”Oh Mrs. Jones. I was drunk and I was just a kid …”

Bagefter gik de i seng. Da de vågnede, blev de enige om, at nummeret fortjente en bedre tekst. De tog igen udgangspunkt i karaokebaren og grisefest-temaet og skrev om dage på Mallorca, der bliver en forvirret, endeløs række af nætter på barer, farverige drinks og Vespa-ture. Teksten handler om en mand, der sumper hen i hedonisme, karaokepiger og margaritas, som han retfærdiggør med, at det er nødvendigt for at komme sig over et forlist forhold.

De var klar over, at det her var noget nyt, noget andet, det mindede ikke om deres andre sange, det var solid pop med et sveddryppende, sydlandsk snit. 

’Deja Vu’ debuterede uden for top-50, hvilket ikke var nogen skuffelse – på det tidspunkt havde Scarlet Pleasure kun været der én gang tidligere. Men så begyndte sangen lige så stille at kravle op, indtil den blev streamet 80.000 gange dagligt. Danmark var vilde med det nye Scarlet Pleasure, og numre som ’Deja Vu’, ’Limbo’ og ’Good Together’ blev store hits. Men måske også en safe-zone og en sovepude. ’Garden’ er ment som et opgør med den lyd. Scarlet Pleasure er videre til noget nyt.

MØNSTERET ER DET SAMME: Et crew rykker ind tidligt på dagen og begynder at sætte op, så bandet kan komme et par timer senere og lave lydprøve og vente, vente, vente, indtil det bliver tid til at spille. I dag centrerer ventetiden sig om et format, P3 kører over sommeren. DR har lejet et sommerhus i Fredensborg og får besøg af en række musikere, der spiller et par numre og bliver interviewet af værten til radio og online-tv. Phlake og Alphabeat har været her, i dag er det Scarlet Pleasures tur.

De ankommer lige over middag, flankeret af produktionsledere og PR-folk foruden deres ene manager, en høj, tynd fyr med piercing i øjenbrynet og en lang, sort regnfrakke. Branchestandarden kræver, at de deler krammere ud til alle på trods af corona og den lille flaske håndsprit, der er sat ud på toilettet. 

Radioholdet har stillet deres teknik op i en sauna og parkeret en sendevogn ude foran. Inde i sommerhuset er køkkenet omdannet til kantine, og et tv-hold har fjernet en seng fra et af værelserne og erstattet den med skærme og mikserudstyr. Der er trukket sorte, tykke kabler hen over blomsterbed og plæne.

Fordi koncerten både skal sendes i radio og som video, kommer ventetiden til at vare længere end normalt. Først skal radioens lydmand være tilfreds, så tv’ets, så bandets lydmand, til sidst bandet selv. Der er næsten fire timer, til de skal spille deres fire numre.

Forinden skal de tage fotos til DR’s hjemmeside og en 3-4 forskellige Instagram-konti. De har alle tre armene ned langs siden og kigger cool ind i kameraet med de mindst mulige smil. 

Værten, en ung lyshåret kvinde i en syreblå læderjakke med pompon-krave, lister nogle spørgsmål op: ”Hvad kan I godt lide at lave på en sommerhustur, når det regner?” ”Hvad er jeres mest crazy festivalminder?” 

Når de er færdige, har de fri. Og så alligevel ikke. Både fordi sommerhuset i Tisvildeleje er lejet til dem i to en halv uge, og fordi Scarlet Pleasure er på sommer-forsiden af musikmagasinet Gaffa, hvor Alexander Malone siger, at de vil fokusere på kærligheden til musikken i stedet for at kigge på hitlisterne. At de vil lave musik for deres egen skyld, at de ikke vil tænke på resultatet, men processen. Det fortryder han sådan set nu. Det er bare fedest at ligge nummer ét og spille de største steder. Det er det, de vil.

Han var et problem i skolen, uduelig som bagerlærling og middelmådig som glarmester. I boligblokkenes skygge fandt han sin plads blandt de hårdt­slående, hashrygende lost boys, indtil han brød ud af tågerne og igennem på danske scener og lærreder. Som arrogant punksanger, racistisk gabehoved og voldelig taber rørte han nye følelser hos publikum. Nu hælder en af Danmarks mest særegne skuespillere helt op til kanten i ’Druk’.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Jonas Bie

1.

Jeg har drukket, taget stoffer og røget hash. Afhængighed har fulgt mig hele mit liv, og jeg har prøvet at ramme bunden et par gange. Det har været rigtig svært at komme ud af det, og jeg har set mange gå til grunde. Jeg drak aldrig på grund af fest og farver i skuespillermiljøet. Det var aldrig socialt, jeg har bare ikke kunnet holde op, hvis jeg først tog en drink. Men til november har jeg været ædru i syv år, og i dag er jeg sponsor for flere, der prøver at komme ud af alkoholmisbrug. Det er fantastisk at være kommet ud. Verden åbner sig. Anonyme Alkoholikere reddede mit liv.

I Thomas Vinterbergs nye film, ’Druk’, er der scener, hvor jeg blev bedt om at spille så stiv, at jeg næsten ikke kunne bevæge mig. Jeg havde det virkelig, som om jeg var fuld, når jeg spillede, bare uden tømmermændene bagefter. Det var meget grænseoverskridende, fordi jeg har drukket i så mange år. Men på en måde var det også bevidsthedsudvidende. Jeg fandt virkelig ud af, at dér skal jeg kraftedeme ikke tilbage igen. Det har jeg vidst længe, men der var noget lærerigt ved at være ædru og komme tilbage til det helvede. Filmen moraliserer ikke. Den viser, at alkohol kan være superfedt som fest- og parringsstof, men også, at det kan føre til forfærdelige ting. Det synes jeg godt, vi kan snakke noget mere om. 

Alkohol er et lovligt rusmiddel, men det er pissefarligt, hvis du bliver afhængig af det. Det er et opløsningsmiddel, og det giver frygtelige fysiske skader, hvis du ikke stopper. Jeg ved det. Mange af mine venners forældre var alkoholikere.

2.

Jeg voksede op i Søndergårdsparken, nogle stille og rolige rækkehuse i Gladsaxe. Vi var tre søskende, og min mor var hjemmegående husmor, mens min far arbejdede som telefonmontør for KTAS, hovedstadens telefonselskab. Han var egentlig uddannet værktøjsmager – altså en, der fremstiller værktøj – og vist ret dygtig som ung. Han fik en sølvmedalje for sin svendeprøve i overværelse af Frederik IX. Den stjal en af mine venner mange år senere. 

Jeg var ordblind og gik på Bagsværd Skole. Fra tredje gik jeg og en klassekammerat i en støtteklasse, de kaldte X-rummet, hvor alle de uvorne unger blev anbragt. Alle dem, der ikke kunne begå sig i klassen og lavede for meget ballade. Jeg havde kviksølv i røven i store mængder. Jeg måtte ikke komme til timerne i engelsk, dansk og regning. Jeg elskede husgerning, men efter at jeg kom til at kaste rundt med nogle æggekager, måtte jeg heller ikke komme dér. 

Jeg kunne godt lide at tegne, så i X-rummet satte de mig til at lave tegneserier, for at jeg fik skrevet bare en lille smule i taleboblerne. Jeg er vokset op med pædagoger og støttepædagoger og talepædagoger, og jeg skal komme efter dig. De talte et forsigtigt pædagogsprog, men mine venner og jeg følte aldrig rigtig, at det blev personligt. Måske var de også lidt bange for os. Jeg kunne godt have brugt lidt mere disciplin, da jeg var knægt. Jeg fik ikke den helt store opdragelse. Engang blev jeg for eksempel kørt hjem af politiet, men min mor gav bare politiet en stor skideballe. Mig sagde hun ikke noget til.

”Dengang jeg kom i Værebroparken, hang der nogle plakater i opgangene, der solgte stedet som et idealsamfund. Men jeg husker det mest som et meget dysfunktionelt sted,” siger Thomas Bo Larsen.

3. 

Fra jeg var 12 år gammel, begyndte jeg at komme i det sociale boligbyggeri Værebroparken og blev venner med nogle hårde drenge med læderjakker. Når vi kedede os, hang vi bag på S-togene for at få et adrenalinchok. Vi så op til de ældre fra motorcykelklubben Freewheelers, som udsprang af Værebro Ungdomsklub. Det var, før Hell’s Angels og Bandidos kom til Danmark. Men der var nogle hårde bananer imellem. Næverne sad løst. Vi var en gruppe af lost boys og blev på en måde hinandens forældre. Selvom vi drillede hinanden, holdt de stærke i flokken hånden over de svagere individer. Havde nogen givet dem tæv, fik de en ordentlig røvfuld. 

Jeg var ikke den bedste slagsbror, og jeg holdt op i bokseklubben, efter at jeg havde fået for mange tæsk til et stævne, og jeg begyndte til judo i stedet. Men jeg endte da i nævekamp af og til. Vi tog tit ud og besøgte andre ungdomsklubber, det endte næsten altid med, at vi fik forbud mod at komme igen. Til sidst lukkede ungdomsklubben og motorcykelklubben på grund af for meget ballade, hærværk og vold. 

4.

En måneds tid inde i 9. klasse holdt jeg op. Jeg fik lov at bestå uden at gå op til afgangseksamen. På den betingelse, at jeg fortsatte i en læreplads. Jeg tror, skolen gik med til arrangementet for at undgå den ydmygelse, det ville være at sende mig op til eksamen. Jeg ville have fået 03 i det hele. Jeg kunne nærmest ikke stave til Bo eller Ib. Som 14-årig begyndte jeg i lære som bager. Det var ad helvede til. Klokken to om natten startede jeg min knallert ude fra Bagsværd og satte kurs mod bageriet i Lyngby. 

Allerede dengang havde jeg et pænt hashmisbrug, og jeg kunne ikke huske fra næse til mund. I et bageri skal man kende forskel på de mange forskellige typer bagværk og holde styr på en masse bestillinger. Det første, jeg skulle lære at lave, var spandauere, og allerede dér kunne jeg mærke, at det ikke var noget for mig. Da jeg gik ud af skolen, havde jeg blæret mig med, at jeg skulle ud at arbejde og tjene mine egne penge. Men da jeg begyndte at møde på arbejde klokken tre om morgenen og klokken otte kunne se mine jævnaldrende hive pigerne i fletningerne på vej i skole, tænkte jeg: ”Hvad fanden har jeg gjort?”

Jeg var der halvandet år, inden bagermesteren fyrede mig. Det kan jeg godt forstå, han gjorde. Min far sagde: ”Der er ikke noget, der hedder at gå arbejdsløs”, og sendte mig til kamptropperne i Næstved som frivillig konstabel. Jeg boede på kasernen på en tolvmandsstue. De kaldte migTuberkulose-Larsen’, fordi det passede med mine initialer, og fordi jeg var så tynd. 

Jeg lavede masser af ballade. En dag skulle vi lære bajonetkamp. Jeg skulle kæmpe mod min overordnede sergent. Jeg troede vist, jeg var Robin Hood. I Smørmosen, hvor jeg legede med rødderne fra Værebroparken, havde jeg kæmpet med pinde, siden jeg var dreng – så jeg fik givet ham et trælår og et slag i maven med geværkolben. Han havde lyst til at slå mig ihjel til sidst. Han svingede geværkolben efter mit hoved og løb rundt og jagtede mig i gymnastik­salen. Kammeraterne rundtom var ved at dø af grin. 

En anden gang skulle vi angribe gardehusarerne om natten. Jeg pissede ned i skorstenen til deres bivuak, så de var ved at blive røgforgiftet. Til sidst sagde de: ”Det her er ikke nogen legeplads”, og fyrede mig. 

En tid var jeg arbejdsdreng på et savværk i Herlev. Så kom jeg på en samlebåndsfabrik, hvor jeg samlede kontorstole med en stor lufttryks-unbrakonøgle. Det kunne jeg godt finde ud af. Men for enden af fabrikshallen hang der et kæmpe ur, og tiden gik langsomt. En dag, hvor jeg var oppe på førstesalen, kiggede jeg ud over hallen. Nogle af de ansatte var 50-60 år gamle. ”Jeg kommer til at begå selvmord, hvis jeg skal blive her,” tænkte jeg. Misforstå mig ikke. Det er fantastisk, at der er mennesker, der kan have sådan et arbejde hele deres liv og have fornøjelse ud af det. Men jeg kunne mærke, at jeg ville visne, hvis jeg blev hængende. Efter halvandet år sagde jeg op. Så fik jeg igen arbejde som arbejdsmand, og jeg arbejdede en overgang på et fritidshjem. Det var min far, der skaffede mig alle jobbene. Han tog mig under armen og troppede op på arbejdspladserne og sagde: ”Jeg har en søn her, kan I bruge ham?” Det var fedt, at han gad bruge de kræfter på mig. Det var lidt forvirrende og rastløst, men livet var nyt, og jeg tog det, som det kom.

5. 

En kort overgang boede jeg hos en kæreste i Værebroparken. Mine venner kaldte mig ’Tænder’, dels fordi jeg var tynd som en tændstik, dels fordi det var mig, der tændte chillummen. Som 20-21-årig fik jeg en hashpsykose. Jeg fik tvangstanker og forfølgelsesvanvid, hver gang jeg røg. Hvis jeg satte mig ind i et rum, følte jeg, at alle snakkede om mig. Jeg gik aldrig på hospitalet og bad om hjælp, men prøvede at dulme det ved at spise en masse slik eller hoppe i Bagsværd Sø, når det skete. Jeg havde selvmedlidenhed og røg bare endnu mere. 

Til sidst kunne jeg godt se, at jeg ikke kunne tåle det. ”Jeg må væk,” tænkte jeg. ”Det kan ikke nytte noget, at jeg bliver ved med at blive konfronteret med det stof, jeg er afhængig af.” Så jeg flyttede fra Værebro til et kollegium i Høje Gladsaxe. Fra den ene ghetto til den anden. Men der var trods alt nogle lidt andre mennesker på det kollegie. En var VVS’er. En spillede violin. Jeg fik lov at male væggen i fællesrummet og fik et skub til at komme videre. 

Samtidig begyndte jeg i lære som glarmester. Jeg havde det ret fint. Jeg var nysgerrig, social og åben. Min mester og min far betalte for et kørekort. Jeg tror, jeg dumpede 6-7 gange til teoriprøven, det kostede dem kassen hver gang. Men køreprøven klarede jeg i første hug. Og da jeg fik mit svendebrev, var det en sejr, selvom jeg ikke helt følte mig fortjent til det. Jeg var langtfra en af de bedste glarmestre i Danmark. Jeg havde mit hoved et andet sted. 

THOMAS BO LARSEN

Født 1963.

Har datteren Sally. Oprindelig glarmester.

Derefter uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater 1986-90.

Kendt for – blandt meget andet – ’De skrigende halse’ (1993), ’Festen’ (1998), ’Blinkende lygter’ (2000), ’Jagten’ (2012) og ’Bedrag I-II’ (2016).

Fast kreativt makkerpar med instruktør Thomas Vinterberg.

6. 

Jeg hadede at være iført arbejdstøj med kit på og var misundelig på folk, der gik på gaden i deres almindelige tøj. Så jeg droppede glarmesterjobbet og tog på Herning Højskole på en dramalinje. Da mit fire måneders ophold var slut, fik jeg lov at tage en periode mere. 

Jeg havde elsket skuespil, lige siden jeg som 11-årig gennem ungdomsskolen begyndte på et dramakursus hos det kommunale amatørteater, hvor vi lavede improvisationer og små forestillinger. Jeg gik der i mange år. Det var fantastisk. Her var et frirum, noget, jeg var god til. Mine venner fra Værebroparken sagde: ”Spiller du teater? Er du bøsse eller hvad?” De syntes, det var noget underligt noget, men spurgte samtidig også meget ind til det. Jeg tror, det var lidt spændende med alle de piger, der gik til teater. Det var der stor mangel på i betonghettoen. Som 18-årig satte jeg selv en forestilling op på amatørteatret i Gladsaxe baseret på en tegneserie af belgieren Comès. ’Tavshed’, hedder den, og det må være verdens bedste tegneserie. Den har både elementer af ’Hamlet’ og ’Den enfoldige morder’ i sig. Jeg instruerede og spillede en af hovedrollerne som den onde husbond. 

Alligevel faldt det mig aldrig ind, at man kunne blive uddannet som skuespiller. Ikke før Mette Horn, der også var elev på Herning Højskole, fortalte mig, at hun havde tænkt sig at søge ind på en skuespillerskole. Dét ville jeg også. Men jeg havde enorme problemer med at lære tekst udenad til optagelsesprøven. Jeg gik hos en lærerinde, der skulle hjælpe mig, men hun opsagde mig. Jeg forsøgte at skjule min ordblindhed, så hun troede, jeg var doven. I stedet fik jeg en ven til at hjælpe mig med at læse og nåede lige optagelsesfristen til teaterskolen i Odense. Jeg gik videre til den anden prøve, kom en time for sent, men endte alligevel med at blive optaget i første forsøg. 

Jeg tror aldrig, jeg har været så lykkelig. Allerede halvanden måned inden skolestart flyttede jeg til Odense, selvom jeg ikke anede, hvad jeg skulle lave i ventetiden. 

På skolen følte jeg mig anderledes. Alle de andre elever havde gået på gymnasiet. Jeg var den eneste, der kom fra … nothing. Jeg følte mig mest hjemme med mine lost boys i betonghettoen, hvor vi allesammen var tabere og fandt et fællesskab i det. Jeg pjækkede fra de timer, jeg ikke var god til, for eksempel balletundervisning, rytmik og klaverspil. Det rev i mig, at jeg ikke kunne finde ud af det. Jeg havde ikke koncentrationen til at lære flere ting på en gang. Min hjerne var slet ikke sat sammen til det, og jeg sang ad helvede til. Men dramalektionerne kom jeg altid til, og her fik jeg meget ros. 

Særligt en gammel improvisationslærer, Rudolf Penka, en tysk jøde med dybblå øjne, der havde arbejdet med Bertolt Brecht og siddet i koncentrationslejr og var fuld af livserfaring, så noget i mig. Skolens ledelse truede to gange med at smide mig ud for mit pjæk. Jeg sagde: ”Det kan I bare gøre!” Det havde jeg prøvet så mange gange før i mit liv. Men de gjorde aldrig alvor af det. I stedet sendte de mig i praktik hele mit sidste år på Jomfru Ane Teatret i Aalborg. 

Jeg og Lotte Arnsbjerg var de eneste fra min årgang, der ikke havde fået en fast stilling på et teater. Men vi lavede en afgangsforestilling, der sparkede benene væk under folk. 

’Danny og Roberta’ var et ret råt amerikansk stykke om et forhold mellem to outcasts. Vi skrev om på det og gjorde det endnu hårdere. Vi sloges og kneppede på scenen. Jeg spillede en voldsforbryder, der møder en kvinde, der er vokset op med incest. Jeg kunne sætte mig ind i ham og i historien om vold, afmagt og en kæmpe trang til kærlighed. Vi satte den op i Odense på teatret Smøgen og fik forrygende anmeldelser. Tit, når jeg kom ud blandt publikum i pausen, sad folk, særligt kvinder, og græd. 

Thomas Bo Larsen får næsten altid en tatovering, når han er ude at rejse, og har blandt andet været under nålen i Japan, Thailand, Tyskland, Holland, Peru og Den Dominikanske Republik. Han har blandt andet Che Guevara, Batman, en drage, en solopgang og en struds. Strudsen, fordi ”den er det eneste dyr, der ikke kan gå baglæns. Lad være med at kigge dig for meget tilbage.”

7. 

Vi turnerede med forestillingen og spillede blandt andet i en længere periode på Sorte Hest i København. En aften så Thomas Vinterberg, der på det tidspunkt stadig gik på filmskolen, forestillingen. Han spurgte mig, om jeg ikke ville spille hovedrollen i hans afgangsfilm. Jeg sagde: ”Er du sikker på, du kan bruge mig?” 

Det virkede lidt for stort at skulle være med i en film. Så skulle han kraftedeme være helt sikker på det. Jeg tror, det gjorde ham endnu mere sikker, at jeg ikke slikkede røv på ham. ’Sidste omgang’ handler om en ung mand, der har leukæmi og skal dø. Det er en lille film, men vi fandt ud af, at vi havde lavet noget stort. Den vandt en pris ved filmfestivalen i Tel Aviv og en på en filmskolefestival i München, og de underviser stadig i den på filmskolen i København.

Vi var to legebørn med forskellige baggrunde. Thomas gik på lilleskole på Østerbro som barn og var bange for ’højhuserne’, der kom og bankede dem nogle gange. I Bagsværd var der også en lilleskole, den havde en fin legeplads. Mine venner og jeg kom kørende på vores cykler, og der stod de i deres hippie-tøj.”Vi skal kraftedeme lege på jeres legeplads,” sagde vi. ”Jamen, skal vi ikke bare deles om den?” spurgte de. Vi kunne slet ikke forstå, hvad de mente, og gav dem, smak, en på kassen. ”Av, hvorfor slår du?” sagde de. Men der var et eller andet ved dem, jeg godt kunne lide allerede dengang, og jeg så det igen i Vinterberg. 

Et par år senere spillede jeg hovedrollen i hans egentlige debutfilm, ’De største helte’, en roadmovie om en rod i cowboytøj på udgang fra fængslet, der får at vide, at han har en 12-årig datter, og tager på en rejse fra Kiruna i Nordsverige til Malmø. Vi skiftede location hver dag i to måneder. Det har jeg aldrig prøvet siden. Det var vildt hårdt. Min datter, Sally, var kun to år gammel, og jeg havde lige haft en krævende indspilning med Jens Okking i Sverige på thrilleren ’Ondt blod’. 

Men når kameraet var tændt, glemte både Thomas Vinterberg og jeg alt omkring os. Der er mange improviserede indfald i ’De største helte’, blandt andet er der en scene, hvor Trine Dyrholm er receptionist på et motel, og jeg har sex med hende, mens hun står og taler i telefon. Det var Thomas’ improvisation: ”Prøv bare at tage hende!” 

”Øh …? Okay!” Der er også en scene, hvor Ulrich Thomsen og jeg kører i bil, tager et syretrip og stiller os op på taget og pisser, og sådan fik Thomas hele tiden ideer. Det var en sjov film at lave, og jeg fik en Robert for årets hovedrolle. 

’Festen’ er også fuld af improviserede ting. Der er for eksempel en scene, hvor jeg står og råber ad min kone, der spilles af Helle Dolleris. På settet blev jeg så tørstig, at jeg sagde: ”Jeg tager altså lige et glas vand, Thomas.” ”Fedt, det bruger vi da,” sagde han. 

Scenen starter med, at jeg tager et glas vand, inden jeg skælder konen ud. Det er også i den film, jeg synger for på ’Jeg har set en rigtig negermand’. Det stod i manuskriptet fra begyndelsen, fordi Thomas gerne ville have en racistisk dimension med. Jeg tror godt, sådan en scene kunne være realistisk. Jeg vil hellere sætte ting på spidsen end være kedelig. 

Når jeg spiller sammen med Thomas, overvejer jeg ikke, hvad der er rigtigt og forkert, så gør vi det bare. Enten kan de smide det ud på klippebordet, eller også kan det blive guld. Nogle gange bliver det fatalt dårligt, men det gælder om at have mod til at tage chancer. Så rammer man nogle gange noget unikt.

8. 

En anden, der så mig i ’Danny og Roberta’, var Søren Fauli. Han var gået ud af filmskolen året inden og spurgte mig, om jeg ville være med i hans film ’De skrigende halse’, en sort-hvid film om 80’ernes punkmiljø, hvor jeg er den selvoptagede og talentløse sanger Frank, der bliver jaloux på bandkammeraten Ronni, der bliver mere kendt end ham. Den blev vist på DR en enkelt gang i 1993 og blev kult. 

I 1998 sparkede Søren Fauli til den, udgav det hele på dvd, og musikken blev udgivet som cd. Vi spillede også med det fiktive band på Femøren og på Roskilde Festival. Der kom 12.000 mennesker. Det var ret angstprovokerende. De råbte, og det var fuldstændig kaos. Selv om jeg egentlig ikke kunne lide at synge, var det jo bare at gøre det. Det lød ad helvede til, men skide være med det, det var jo punk. Martin Brygmann og jeg havde stået en måned i et øvelokale på Nørrebro og øvet os med assistance fra Peter Peter fra Sort Sol. Jeg havde stadig problemer med at komme ind de rigtige steder. 

Men det gjorde ikke noget, det var en teaterkoncert. Til at begynde med kom Sofie Gråbøl, der spiller Ronnis ekskæreste, ind og læste digte fra Berlin. Så spillede De skrigende halse syv numre. Så kom Søren Pilmark, der er den hårde manager Djarnis, ind og spillede ’Smoke on the Water’. Folk lå foran scenen og tilbad os som helte. Noget, der var begyndt som en lille tv-film fem år tidligere, var blevet kæmpestort.

FULDTRÆFFERE – OG SKÆVERTER

”Med sin stenbro-københavnske diktion og blege, lidt benede fremtoning lagde han ud som en ny dansk 1990’er-filmtype fra samfundets nederste lag. I kollega-sværmen af pæne, glatte drenge er han en af de meget sjældne danske skuespillere, der bringer en autentisk duft af arbejderklasse med sig – Otto Brandenburg, Ole Ernst, Allan Olsen, Leif Sylvester Petersen og Bent Warburg.”
Filmkritiker Morten Piil i bogen ’Danske skuespillere’, 2003

”Filmens største aktiv er dens udsøgte ensemble. De fremragende præstationer tæller blandt andet Larsen, der som ’Michael’ har komisk bid og intuitiv tilstedeværelse.”
Godfrey Che­shires anmeldelse af ’Festen’, Variety, 1998

”Børnene kan som sådan ikke gøre for, at de er dilettanter ladt i stikken af en talentløs instruktør, men Martin Brygmann og Thomas Bo Larsen burde måske vide bedre. (…) sidstnævnte kan notere sig for karrierens hidtidige lavpunkt.”
Henrik Queitsch’ anmeldelse af ’Far til fire i solen’, Ekstra Bladet, 2018

”Thomas Bo Larsen leverer en af karrierens bedste præstationer som strisseren, der med et hjerte af sort guld har hæderlighedens barskhed a la Bruce Willis og endog er dansk født i mormors kolonihavehus.”
Bo Tao Michaëlis’ anmeldelse af ’Bedrag I’, Ekko, 2016

9. 

Der var så meget fart på, da jeg brød igennem. Film og teaterforestillinger afløste hele tiden hinanden, og jeg oplevede det hele i én forvirring. Jeg nåede ikke rigtig at nyde det, og jeg havde længe svært ved at tage imod komplimenter. Måske på grund af min opvækst, alle de job, der gik i kage, og følelsen af at have lavet så mange ting, jeg ikke kunne finde ud af. 

Jeg var med til Cannes-festivalen i 1998 for at promovere ’Festen’. Det var uvirkeligt – som at være en tur i Tivoli. Jeg havde svært ved at forstå overfladiskheden. Alt skuespillet, som det også er at gå til receptioner. Alt det, folk siger, som de ikke mener. Røvslikkeriet: ”How aaaare you?” Jeg forsøgte at forstå, om folk virkelig var, som de opførte sig. Undrede mig over spørgsmålene, de stillede. ”Bager hun på mig, hende der, eller prøver hun at opnå noget andet?” Jeg kendte slet ikke det sprog. 

Da ’Festen’ vandt Juryens Pris, og vi skulle op og modtage den, sagde jeg til Thomas Vinterberg: 

”Gå langsomt! Det er ikke sikkert, vi oplever det her nogensinde igen.” Jeg havde aldrig ejet en smoking og havde lejet en. Desværre var skoene, der fulgte med, for små, så jeg ville gå dem til dagen forinden, men var endt med vabler over det hele. Så jeg blev den – måske – eneste, der er gået op til podiet i Cannes iført maosko. Der var en kødrand af folk om os. De råbte: ”Who are you?” Det er klart, at de ikke kunne kende os, vi havde jo næsten ikke lavet noget dengang. De troede vist, at Thomas var skuespiller, han havde lidt et Brad Pitt-look dengang. I 2012, da Thomas og jeg var tilbage med ’Jagten’, vidste de godt, hvem vi var.

Thomas og jeg var også til Golden Globe-uddeling med ’Festen’. Vi vandt ikke, men ved gallamiddagen sad jeg ved siden af Michelle Pfeiffer og mødte Jack Nicholson og Jim Carrey. John Travolta var henne at give mig hånden og en kompliment. Det var vildt mærkeligt. Jeg følte, jeg var en gæst blandt the big boys. Men jeg vidste godt, at vi havde lavet noget, der var godt. Og de havde set filmen og var blevet rørt af den, fortalte de. Det var som at være med i en drøm. 

For at knibe mig i armen var jeg nødt til lige at ringe hjem til en af rødderne, jeg kendte tilbage fra Værebroparken, og fortælle om det. I rigtig mange år vendte jeg altid lige hjem til Værebroparken, når jeg havde brug for at føle mig rigtig hjemme. I dag er jeg vokset ud af betonen og også fra nogle af rødderne. Andre er døde af stoffer og druk eller kørt galt på motorcykel. Men nogle af mine bedste venner har jeg stadig derfra.

Som teenager kørte Thomas Bo Larsen knallert. For 20 år siden anskaffede han sin første motorcykel. Hans nuværende er en ­Indian, USA’s ældste mærke, der produce­rede sin første motorcykel i 1901.

10.

I begyndelsen af min karriere hørte jeg meget, at jeg altid spillede en rod. Så måtte jeg vise noget andet, og i dag har jeg medvirket i måske 140 teaterforestillinger og 70 film og tv-serier og både spillet transvestit på Caféteatret, hippie i ’Bornholms stemme’ og Onkel Anders i ’Far til fire’. Som skuespiller er jeg drevet af adrenalinen. Den får mig til at kaste mig ud i ting. Nogle gange bliver det godt, andre gange fejler det helt. 

Jeg spillede over for Jørgen Reenberg i Harold Pinter-stykket ’Hjemkomsten’ på Det Kongelige Teater i 2007. Jeg fandt aldrig rollen. Det kunne jeg godt selv se. Jeg havde problemer med manuskriptet, og Jørgen Reenberg og jeg var uenige om det tekniske. Han ville have, jeg skulle tale med en lysere stemme. Jeg tror måske ikke, han brød sig om, at min stemme er mørkere end hans. Jeg var lidt ked af de dårlige anmeldelser, men det gider jeg ikke gå op i længere. Man kan altid diskutere, om noget lykkes. Jeg synes, at jeg forsøger at finde min tilgang til rollen hver gang. 

For et par år siden spillede jeg Lassefar i ’Pelle Erobreren’ på Østerbro Teater. Forinden havde jeg set filmatiseringen med Max von Sydow, og den er fantastisk, men jeg måtte spille den rolle på en helt anden måde. I virkeligheden er han jo en alkoholiker, der drikker en flaske brændevin om dagen og står alene med en lille søn i et fremmed land. Max von Sydow er elskelig, men jeg blev nødt til at vrænge ad den rolle. Og det var nogle anmeldere uenige i. Det vil jeg et eller andet sted skide på. Jeg følte, jeg havde ramt rigtigt inden for mine egne rammer. Det var min virkelighed. Jeg prøver altid at finde noget frem i mine karakterer, der gør dem menneskelige, selv hvis de er usympatiske. Om ikke andet så dét, at de er ynkelige.

11. 

Jeg fortryder ikke noget, heller ikke mine misbrug. Jo, jeg fortryder dem på den måde, at jeg ikke kunne tænke mig at komme tilbage til dem, men jeg tror, de har givet mig noget, gjort mig til den, jeg er. Jeg har heldigvis været stærk nok til at komme ud af det. Jeg tror, det kommer fra noget af den streetfight, jeg er vokset op med. Man må jo forsøge at vende sine handicap til en styrke. Sådan forsøger jeg også at se på min ordblindhed. Det, jeg mangler i tekstlig forståelse, forsøger jeg at fylde ud med mine egne følelser, min egen erfaring, når jeg står på settet. 

Men jeg har stadig brug for hjælp. Da jeg fik en Robert for min rolle som politimand i tv-serien ’Bedrag’, takkede jeg min datter fra podiet. Hun har hjulpet mig med min ordblindhed, lige siden hun var lille. Vi har arbejdet meget med udenadslære. I dag er hun 28, og jeg beder hende stadig tit om hjælp til at læse et manuskript. Det er meget anstrengende for mig at læse. Jeg bruger så meget energi på det, at jeg ikke har overskud til at få billeder inde i hovedet. Det sætter ikke min fantasi i gang, for jeg har glemt, hvad der stod på den foregående side, når jeg starter på en ny. Men hvis hun læser det først og genfortæller det for mig med sine egne ord, så forstår jeg det. Hun hjalp mig meget med ’Bedrag’, fordi jeg slet ikke kendte noget til økonomisk kriminalitet, og den var fuld af ord, jeg aldrig havde sagt før. Hun går på Copenhagen Business School og har styr på det sprog. Det er vigtigt at være tryg og føle, man forstår, hvad det handler om, når man kommer ud på et film-set. Hende skylder jeg meget. 

Selvom hun, og andre, hjælper mig, har jeg alligevel ofte en frygt for, at jeg ikke skal kunne sige mine replikker, når det gælder. Men det lykkes mig altid at få styr på dem. Til allersidst.

Thomas Bo Larsen spiller en af hoved­rollerne i Thomas Vinterbergs ’Druk’, der har premiere 24. september.