1.

JEG STOD I EN parkeringskælder i Barcelona med 300 kister med COVID-19-ofre. Jeg skulle lave et tv-indslag til DR, og bedemanden, der viste fotografen og mig derned, havde forberedt os: ”Vi går ned i en risikozone nu. Tag masker på.” På det tidspunkt, i begyndelsen af april, vidste man endnu ikke, om corona-virus kunne smitte fra lig, senere har det vist sig, at risikoen er lav og kun eksisterer ved direkte kontakt. Hvis man havde en lille del i sig, der ikke havde lyst til at gå ned i den parkeringskælder, skal man ikke være journalist. Tværtimod tænkte jeg, at her var en enkel måde at fortælle danskerne på, at den her krise er alvor. I ét billede.

Det gik op for mig i starten af marts, at corona-situationen var slem, og at det nok ville blive en stor arbejdsopgave. På det tidspunkt begyndte det at blive rigtig alvorligt i Frankrig. Jeg tænkte: ”Hvis det her bliver stort, kommer jeg til at dække det, og så skal jeg have værnemidler.” Egentlig synes jeg, det er en ucharmerende refleks at hamstre, så jeg prøvede at gøre det diskret. Jeg var på fire forskellige apoteker og købte lidt masker og håndsprit hist og pist. Jeg var allerede gået i forberedelses-mode. Men jeg sagde det ikke rigtig til nogen, for jeg kunne høre på folk, at man stadigvæk syntes, at corona var noget, der foregik i Kina og i Italien. 

11. marts blev jeg interviewet på Gentofte Bibliotek af Michèle Bellaiche. Man vidste, at Mette Frederiksen ville holde et pressemøde den aften. På et tidspunkt kunne jeg se, at alle kiggede ned på deres telefoner, og jeg tænkte: ”Enten er jeg utrolig kedelige, eller også er der sket et eller andet.” Jeg måtte simpelthen afbryde interviewet, for jeg var den eneste, der ikke sad med telefonen. Publikum sagde: ”Hun lukker Danmark ned!” Derfra var det kaos. Jeg var ikke engang kommet ud ad rummet, før min chef ringede og sagde: ”Kom tilbage til Paris, NU!” 

2.

NÆSTE DAG fløj jeg af sted sammen med en ekstra reporter fra DR. Vi vidste godt, at nu blev der meget at lave. Fra vi steg af det fly, kørte vi bare derudad. Der var en enorm interesse for Frankrig, fordi det gik op for danskerne, at de skulle kigge mod de lande, der var to uger foran i epidemien. Vi arbejdede i en journalistisk undtagelsestilstand. I to uger havde vi ikke tid til at planlægge noget, vi tumlede bare rundt og sprøjtede nyheder og reportager ud og sov ikke særlig meget.
Hele tiden skulle jeg sætte mig ind i: ”Hvad er reglerne nu?” For de skiftede hele tiden i Frankrig. Man skulle som udlænding i Frankrig have en attest fra Udenrigsministeriet med sig, bare man skulle ned at købe ind. Okay, men hvad måtte vi egentlig som journalister? Måtte jeg for eksempel gerne tage fra Paris til Alsace for at dække situationen derfra? Ville det gælde som nødvendig rejseaktivitet? Jeg kontaktede det franske udenrigsministerium for at spørge. Og jeg har endnu ikke fået svar, fordi hele samfundet blev oversvømmet af et logistisk kaos. Jeg har prøvet at stå med pokerfjæs og fortælle politifolk: ”Det her må jeg godt.” Selvom jeg i virkeligheden tænkte: ”Det aner jeg ikke.” 

Jeg vænnede mig til politikontrol og udgangsforbud i Frankrig, men da jeg kom til Barcelona, fandt jeg ud af, at Spanien var endnu hårdere ramt. Sidst jeg var i byen, løb vi rundt og dansede og drak cocktails på en tagterrasse og var på stranden. Nu var der politi og ambulancer alle vegne. 

Forberedelserne til at rejse ind i Barcelona mindede om at rejse ind i en krigszone. Vi havde soveposer med, hvis vi ikke kunne få plads på nogen hoteller. Medicin og termometer, strømkabler, udstyr til at kunne lave fjernsyn på en sten. En grøn mappe med attester på spansk fra DR, et introduktionsbrev fra den danske ambassade i Madrid, attester fra det franske indenrigsministerium, og vores pas lå konstant i min håndtaske. Jeg måtte i konservesgemmerne og se, hvad jeg havde. Jeg fandt en dåse foie gras og tænkte: ”Vi kan lige så godt spise konserves med stil.” Og den fik fotografen, min journalistkollega og jeg spist op. Selvom du kun kan få fat på noget tørt brød, har du det lidt bedre, hvis du kan få lov til at putte en lille smule foie gras på. Nu flipper alle dyreaktivisterne ud, I know.

Da jeg havde arbejdet nonstop i fem uger, tog jeg på ferie i Danmark. Jeg måtte over Stockholm, og da jeg kom frem til sommerhuset, faldt jeg nærmest om af træthed, vågnede klokken fem næste morgen og tænkte: ”Hvor er jeg? Hvad er det med alle de der fugle?” Jeg var helt forvirret. ”Okay, jeg er i Tibirke, solen skinner. Fint nok.” Jeg stod op og fik lavet noget kaffe og tænkte, at jeg måtte ud at købe noget mad. Så tog jeg handsker på og maske med, kørte til Tisvilde og tænkte: ”Okay, hvad er det her?” Folk gik bare rundt, og der var åbent. Der var ikke nogen, der havde handsker på. Godt nok var der pile på gulvet, hvor der stod noget om, at man skulle holde afstand. Men det lignede til forveksling sig selv. Og dét var grænseoverskridende. 

3.

I DET STORE HELE har jeg aflyst 2020. Store familiefester og den slags, som jeg ellers prioriterer højt. Det var også et hårdt slag, da restauranterne i Frankrig lukkede. Dem har jeg virkelig manglet i mit liv. Jeg ved godt, at der er forskel på, hvilke ting folk har savner i sådan en situation. Jeg har jo ikke børn, men jeg ved, at hjemmeskoling er noget, der har slidt på mine venners nerver og parforhold. Det, der sled for mig, var, at jeg ikke måtte gå ud og være social. Det er en institution i mit liv at gå ud at spise med mine venner. Normalt gør jeg det 4-5 gange om ugen.

Noget af det, jeg har prøvet at bruge corona-krisen til, er at sige: ”Nå, okay, så lærer jeg sgu at lave mad i en alder af 43 år.” Det blev jeg nødt til, for jeg kunne jo ikke leve af dåsemad. Jeg plejede ellers kun at have champagne og neglelak i mit køleskab. Men pludselig stod jeg nede i supermarkedet og stirrede på en artiskok og tænkte: ”Hvad gør man med den?” Heldigvis har jeg en god ven, min tidligere kæreste, som er kok, og så ringede jeg til ham og spurgte. 

I Frankrig har man en omeletvariant, der hedder baveuse. Den er ret snasket og smager fuldstændig vidunderligt. Mange af mine danske venner kunne aldrig nogensinde finde på at sætte tænderne i den, fordi de tror, de vil dø af salmonella inden for 30 sekunder. Jeg kan aldrig ramme den der konsistens. Men nu har jeg stået i mit køkken og set Michelin-kokke-tutorials på YouTube om, hvordan du laver den perfekte baveuse. Og jeg arbejder på det!

Det var kun nødvendige butikker, der havde lov til at holde åbent under udgangsforbuddet. Men den franske definition var ret vidunderlig, når det handlede om mad. Alle bagere havde selvfølgelig åbent, for det gik jo ikke, at du ikke kunne få baguettes og croissanter. Der var masser af charcuteri-butikker, hvor du kunne købe trøffelpølser, laksetatar og alt muligt lækkert, der også havde åbent, fordi det var nødvendigt. 

4.

JEG VOKSEDE OP i en smuk buket af vestegnskommuner. 2650 Hvidovre, 2630 Taastrup og 2670 Greve. Vi boede i mange år i et lille rødt parcelhus på Stenstykkevej 31 i Hvidovre. Min mor, far, hund, storesøster og jeg. Hunden hed Whisky, men den blev altid kaldt for ’Coucoudou’. Min far gav alle i familien spektakulære kælenavne. Han var fransk og talte vel egentlig okay dansk, men med en kæmpe accent. Han har altid kaldt mig for ’La Croudoulle’, og jeg troede, det var et fransk kælenavn. Det var først, da jeg var voksen, at det gik op for mig, at han egentlig prøvede at sige ’krudtugle’. 

Vi har altid spist meget fransk derhjemme. Man så ikke fjernsyn under maden, og jeg havde i hvert fald ikke legekammerater på besøg, fordi man selvfølgelig talte sammen under måltidet. Der var altid tre retter, ikke noget fancy, men i hvert fald en forret, en hovedret og noget frugt eller ost til dessert. Bagefter hjalp vi alle sammen med at rydde af. Når vi var færdige med det, havde min far lavet kaffe, og så skulle vi ind og se TV Avisen. Det var søjlen i min barndom: måltid, opvask, kaffe og tv-avis. Jeg husker nærmest intet andet fra TV Avisen end korrespondenterne. Min mor, far og jeg interesserede os alle tre for udlandet, så det var altid stort, når Mette Fugl var igennem fra Bruxelles. Jeg kan huske Leif Davidsen med sin spektakulære bjørneskindshue fra Den Røde Plads og Svenning Dalgaard og Lally Hoffmann, der kunne fransk. De, der talte fransk, havde en særlig stjerne hjemme hos os. 

Min far var virkelig sjov. Og lidt tosset. Når vi skulle på folkebiblioteket, da jeg var lille, gik han og jeg ned ad Hvidovrevej. Han gik og fortalte mig, hvordan man skulle opføre sig. For eksempel at man ikke måtte danse på gaden. Det vidste jeg jo godt. Men så begyndte han pludselig at danse på gaden, og jeg var ved at dø af grin, men også lidt af flovhed: ”Far, man må altså ikke danse på gaden!” Og så dansede han lidt mere rundt om et busstoppested. 

Han var hjertepatient og fik sin første blodprop lige omkring, da jeg blev født. Jeg vidste det godt, men det var fuldstændig abstrakt for mig, for man kunne ikke se det. Han arbejdede som murer, indtil jeg var 10 år. Han havde altid en halskæde med guldklokker i om halsen. Når klokkerne dinglede, var han i gang med noget, der anstrengte ham for meget. Pludselige bevægelser som det der hiv, når man åbner en vinflaske, var sådan noget, han ikke måtte. 

Da jeg var 10 år, fik han flere blodpropper. Den ene kom under en ferie i Tunesien, hvor jeg ikke var med. På min katolske skole kom nonnerne ind og sagde: ”Vi skal bede for Stéphanies far, for han ligger på et hospital i Nordafrika.” Da han kom hjem igen, var han helt bleg. Det var tydeligt, han havde været meget syg. Derefter måtte han ikke arbejde mere og kom på invalidepension. Men snart begyndte han at ligne sig selv igen. Han var stadig sjov og kørte på cykel. 

Da han ikke kunne arbejde længere, gik han og hørte transistorradio hele dagen. Han hørte franske nyheder, og når vi spiste aftensmad, sad han og fortalte om, hvad der var sket i Frankrig den dag. Han puttede altid en løgnehistorie ind, som min mor og jeg skulle identificere. Mange år efter min fars død dukker der stadigvæk historier op i vores familie, som jeg tror er rigtige. 

For et par år siden sad vi til familiefrokost i Sydfrankrig og talte om min farmors ven, som hun fik, efter min farfar døde. ”Det var da ham med det kunstige røvhul,” siger jeg midt i frokosten. ”Hvad siger du!” udbryder de andre. Jeg får svaret, at det da var ham, der blev skudt i numsen under krigen, og at han havde været den første i Frankrig til at få et kunstigt røvhul. Min mor, min søster, mine tanter og mine onkler var sådan ”Er du fuldstændig på stoffer?” Men så siger min søster: ”Er det der noget, far har sagt?” Og det var det jo. Min farmors ven slap nogle gange en vind, og det syntes jeg som lille var lidt ulækkert, men min far sagde til mig, at det måtte jeg ikke vise ham, for han var faktisk blevet skudt i numsen under krigen, og det var derfor, han pruttede så meget. I mit hoved har jeg fået det til, at han havde Frankrigs første kunstige røvhul, og det har jeg i 40 år gået rundt og troet. 

“Jeg tror, det er skidesundt at være dannet af noget bredt og folkeligt. Jeg er mega optaget af at få folk til at forstå, hvad der sker i hovedet på andre mennesker. I stedet for bare at sætte sig ned og sige: ”Trumps tilhængere er dumme.”

5.

VI TALTE fransk derhjemme, men jeg skulle også lære at skrive det. Så efter skoletid var jeg hjemme og lave diktater med min far. Vi bøjede verber, og han var mildest talt ikke nogen stor pædagog. Jeg kunne få en dumflad, hvis jeg blev ved med at bøje mine verber forkert. Mine forældre var meget strikse. Jeg ville ønske, jeg var blevet opdraget mere frit. For jeg ville have haft det sjovere, og vi ville have skændtes mindre. Men det gode ved det er, at jeg kan have en stor selvdisciplin, når der er brug for det. I mit arbejde kan jeg holde til stor belastning i lang tid. 

Min mor blev nødt til at tage et stort ansvar, da jeg var barn, fordi min far blev syg. At have en mand, der er blevet invalid, og samtidig være nødt til at arbejde hårdt, fordi det er din løn, hele familien hænger på, og du skal i øvrigt have råd til at sende din datter i privatskole. Det kunne jeg ikke se dengang, men min mor har godt nok taget en tørn, som jeg ikke ved, om jeg ville have kunnet holde til. Hun har altid prioriteret familien helt vildt højt. Vi er blevet podet med, at jo, vi skal se mormor og morfar hver søndag til kaffe klokken 16, og jo, du skal til Frankrig, fordi du skal opretholde tætte relationer med din franske familie. Min mor har altid prædiket, at familien ved man, hvad er, og alt andet kan forandre sig. Det har jeg taget med mig. 

Hun opdragede os til at være selvstændige og til at kunne tage vores egne beslutninger. Hun har altid sagt: ”Du må aldrig blive afhængig af din mands økonomi.” Det er jeg bestemt heller aldrig blevet. Jeg tror, det har været vigtigt for min mor. Hendes mor var rengøringsdame og fra Nørrebro, og både hun og min far er vokset op under trange kår. 

”Du har et godt hoved, du har et ansvar for at bruge det,” fik jeg at vide. Da jeg var færdig i gymnasiet, og alle de andre pakkede deres rygsække for at tage til Thailand eller bygge dæmninger i Nicaragua, skulle jeg på universitetet i Paris. Det var mit ’sabbatår’. 

Stéphanie Surrugue fik hen over foråret henvendelser fra mange danskere, som søgte råd om at rejse til Frankrig. Korrespondenten besvarede dem og henviste til den danske ambassade.

6.

CYKLING FYLDER ALT i min familie. Min far kørte på det franske landshold, min farfar var cykelrytter, min farbror var cykelrytter, min faster giftede sig med en cykelrytter, min kusine giftede sig med en cykelrytter, blev skilt fra ham, giftede sig med en ny cykelrytter. Min fætter er cykelrytter, min anden onkel ejede en cykelklub, og min søster forelskede sig i en cykelrytter og giftede sig med ham. Hans bror er cykelrytter. Og sådan fortsætter det. Jeg tror, jeg var 12 år gammel, før det gik op for mig, at mænd har hår på benene, fordi jeg var hjemme hos en veninde og så hendes far. Jeg er vokset op med, at vi hver weekend tog til gadeløb, underlige landevejsløb, stod op klokken fem om morgenen og pakkede bilen for at køre til Nørre Ubberup for at stå og heppe og så hjem igen.

Min søster cyklede også en kort stund i Hvidovre Cykelklub. Jeg har aldrig et sekund overvejet, om jeg skulle cykle eller dyrke nogen anden sport. Jeg dyrker kun motion, fordi jeg har dårlig samvittighed over, at jeg spiser for mange croissanter. Som barn var jeg en kæmpe nørd. Der var ikke nogen andre i min familie, der læste. Men jeg var en støvsuger og læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af. Jeg gik på katolsk privatskole i København. Det var meget vigtigt for mine forældre: ”Nogen skal fylde noget i det der mærkelige barn.” Jeg var havnet som et fremmedlegeme i familien og blev dens første student på såvel dansk som fransk side. 

I det store frikvarter skulle man altid udenfor og lave en eller anden form for sport. Jeg syntes, det var røvsygt. Så jeg fik lavet en aftale med skolebibliotekaren – som jeg stadigvæk er utrolig taknemmelig over – om, at jeg måtte være på biblioteket. Så sad jeg der under et kartoteksskab og læste. På et tidspunkt sagde hun: ”Vi skal lige skabe nogle retningslinjer her for, hvad det er, du læser.” Hun mente vel, at det var mærkeligt at læse alt fra mine forældres hylder, at være ni år og læse Barbara Cartland, for eksempel. I stedet viste hun mig Puk-bøgerne. Men jeg var ligeglad. Jeg tror, jeg var 10, da jeg læste ’Borte med blæsten’ – alle fire bind. Og jeg havde aldrig hørt om den amerikanske uafhængighedskrig før, jeg ville bare giftes med Rhett Butler, når jeg blev stor. 

Vi har altid været enormt tætte i min familie, men jeg vidste godt, at jeg var lidt anderledes. Der blev også sat ord på det: ”Jamen, Fanny (et andet af Stéphanie Surrugues kælenavne, red.) vil jo bare ligge og læse på gulvet.” Hvis mine forældre skulle hjem til nogle venner og have kaffe, vidste jeg lige præcis, hvor jeg kunne ligge og læse. Når vi var hos Ina og Per, lå jeg for eksempel mellem sofaen og radiatoren. 

Skulle vi til gengæld ud at ride, var det mig, der faldt af hesten, mens min søster var pissegod til det. Forskellen er blevet tydelig med årene. Min søster blev gift tidligt og stiftede kernefamilie. Jeg er ikke gift, har ikke børn og ejer ikke en skid. Jeg rejser meget og har prioriteret mit arbejde.

7.

JEG VAR TEENAGEREN fra helvede. Enten gjorde jeg ikke det, mine forældre sagde, jeg skulle gøre, eller også udfordrede jeg dem eller skændtes med dem. Jeg er opdraget til, at man skal klæde sig pænt på, hvis man kan, hvorfor jeg selvfølgelig havde fire år, hvor jeg konsekvent rev huller i alt mit tøj. Jeg købte nylonstrømper og rev huller i dem, købte striktrøjer og rev ribkanten af, så de trevlede. Og så gik jeg med masser af sort eyeliner. Jeg prøvede virkelig at ligne en fra Ungdomshuset. Min mor arbejdede som sagsbehandler på den franske ambassade, og jeg tror helt ærligt, at hun syntes, det var lidt pinligt, når jeg kom og hentede hende mellem de der fine mennesker. Men jeg var virkelig ikke det oprør, jeg gik rundt og lignede. For jeg ville jo gerne gå til privatundervisning i latin, selvom jeg lignede en, der var klar til revolution. ”Mener du det?” sagde mine forældre. Det gjorde jeg, og så fik jeg ekstraundervisning. 

Omkring 2. g begyndte det at føles lidt ensomt. Jeg havde altid gået i skole inde i København, hvor folk var lidt seje, men jeg startede på gymnasiet i Greve, hvor folk havde gået til trampolin og spejder sammen. Jeg følte, at de alle sammen havde langt, lyst hår og var normale, og så var der mig, der gik rundt i mine soldaterstøvler. Så tog Tina og Louise fra klassen mig med ned til Hundige Centeret, og vi gik i Hennes & Mauritz og købte noget tøj til mig. Og så blev jeg kærester med en matematiker. 

Jeg begyndte som journalistpraktikant på Politiken og havde en følelse af, at alle andre var børn af højskolelærere og havde siddet og læst Politiken i babystolen. Mens min far cyklede ned til købmanden og hentede B.T. Jeg overdriver, men Politiken er et særligt sted at være i mediebranchen. Dengang var der i hvert fald mange af de ansatte, der var skåret lidt over den samme læst. Der følte jeg mig virkelig utilstrækkelig og bagud på point i kulturel kapital. Lige indtil jeg fandt ud af, at jeg havde fået en helt anden dannelse, alene af at være i en blandet familie. Og i min skole var der masser af børn med blandet baggrund, så jeg var vant til forskellige sprog og kulturer. Jeg fandt ud af, at det var en fordel, at jeg var vokset op med de input og interesserede mig for historier, hvor mange andre bare tænkte: ”What, det kan man da ikke.” 

Den yderste højrefløj for eksempel. Mange i min franske familie stemmer på højrefløjen. Der kan gå et gys igennem journalistforsamlinger, hvis jeg fortæller det. Men jeg tror, det er skidesundt at være dannet af noget bredt og folkeligt. Jeg er mega optaget af at få folk til at forstå, hvad der sker i hovedet på andre mennesker. I stedet for bare at sætte sig ned og sige: ”Trumps tilhængere er dumme.” Gu’ er de ej! De er bare anderledes end det, du er opdraget med, og nu skal du høre, hvad der er på spil for dem. 

8. 

MIN FAR faldt om i græsset en søndag med kaffekopperne i hånden. Jeg var 20 år, og det var traumatisk ikke at få muligheden for at sige farvel. Men jeg undte ham, at han ikke skulle ligge og sygne hen i en hospitalsseng. Til hans begravelse hørte jeg min faster sige til min mor: ”Det er også synd for Fanny, at hun aldrig har kendt sin far rask.” Jeg tænkte: ”Men jeg har aldrig kendt ham syg.” For mig at se var han verdens sjoveste, stærkeste og flotteste far. 

Min daværende kærestes far døde et halvt år efter min far, og det var, som om en kæmpestor, massiv pude blev lagt ned over vores ungdomsår. Vi blev meget stille i lang tid. Når du er 20, er du for stor til, at folk griber fat i dig, som hvis du var et barn, men du er også for ung til at kunne håndtere det selv. Hvis jeg i dag stod med en 20-årig, ville jeg sige: ”Måske ville det være godt for dig at tale med en sorgterapeut.” Men hele bearbejdelsen stod vi selv for. Vi var to unge mennesker i granatchok med hver sin døde far og med, hvad deraf følger af mødre og søstre, der er kede af det. Det var fandeme svært. 

Jeg var ung i 90’erne, hvor alt kunne lade sig gøre. Berlinmuren var faldet, man havde Buffalo-støvler på, og der var fjumreår på SU-klippet. Selvom jeg har haft det der halvautonome oprør kørende, har jeg jo aldrig været i tvivl om, hvor jeg stod henne: Med benene solidt plantet i min egen familie, og jeg vidste, at min mor og far var der for mig. Jeg har aldrig nogensinde oplevet at bede om hjælp og ikke få den. Det var et jordskælv at opdage: ”Gud, det er bare væk.” Du står med en sorg og opdager, at ingen kan forstå den. Man opdager, at man kan være så alene på jordkloden og inde i sig selv, og verden fortsætter bare. På et tidspunkt sad jeg i vinduet i mit bofællesskab og kiggede ned på Nordre Fasanvej. Jeg tænkte: ”Alle de mennesker, der går rundt dernede, hvis de vidste, at min far var død, ville de så stoppe op? Ville de så forstå, at man jo ikke kan gå rundt sådan der?” 

9.

JEG HAR ALDRIG mødt en korrespondent, der ikke elskede sit arbejde. Det er et absurd job, for det fylder alt. Så du laver noget andet, hvis ikke du har kærligheden til det. Selvfølgelig synes jeg, det er irriterende, at jeg bliver nødt til at smide alt, hvad jeg har i hænderne, hvis jeg står og laver et eller andet sjovt. Men det er jo det, jeg har skrevet under på. Og så er jeg velsignet med en familie og en venneskare, der accepterer det. Jeg prøver i videst muligt omfang at gøre det til et fælles eventyr. Både i Washington og Paris har jeg sørget for at have et gæsteværelse og et åbent hjem, så folk føler sig velkommen til at komme på weekend og sidde på min balkon og drikke morgenkaffe.
Det er et skørt og sjovt liv, men det er ikke noget, jeg skal lave i 30 år. Der er en ekstremt høj grad af frihed i at være korrespondent. Der er et vidunderligt fysisk fravær af chefer og møder. Så jeg kan godt være lidt nervøs for, hvad jeg skal lave bagefter. Det ville være svært at komme tilbage i en vagtplan og et redaktionelt miljø med konkrete arbejdstider, kageordning, kontorlandskab, faglige møder og fredagsbar. Det har jeg aldrig været god til, og jeg tror, man bliver lidt sær af at planlægge sit eget arbejde så mange år i træk. På mange måder ville det være godt for mig at blive selvstændig. Men jeg er næsten talblind. 

Meget få gange i min karriere har jeg tænkt, at jeg slet ikke skulle være journalist mere. Den ene var, da jeg kom hjem fra Haiti, hvor jeg havde dækket jordskælvet i 2010. I bogstavelig forstand vadede vi i døde mennesker, fordi de lå på gaderne. Jeg var meget i tvivl om, hvad journalistik overhovedet kunne nytte i sådan en katastrofe. Efter den slags rejser kommer man hjem og synes, at alle er åndssvage. Hvorfor skændes I nu i køen i Netto? Hvorfor bruger jeg 35 kroner på en kop kaffe, når jeg kunne købe fire gallons vand til en landsby for de samme penge? Alt virker ligegyldigt, og man er slet ikke funktionsdygtig i sit hverdagsliv. 

Efter Haiti overvejede jeg, om jeg skulle lave humanitært arbejde i stedet for. Jeg følte, det ville gøre en mere konkret forskel end bare at skrive om katastroferne. Men det kom jeg væk fra igen. Jeg tænkte: ”Jamen, jeg er jo journalist … og jeg kan ikke engang førstehjælp.” Det gik op for mig, at der ikke rigtig er nogen, der kan bruge mig til noget. Jeg kan ikke særlig mange ting. Jeg er ikke særlig praktisk på den måde. Så jeg tror bare, at jeg skal blive i journalistikken, for det kan jeg godt finde ud af!

Da jeg var korrespondent i Washington, havde jeg engang nogle veninder på besøg, og vi var ude at spise. Det var på en ret festlig restaurant, vi drak cocktails, og planen var helt klart, at vi skulle i byen. Jeg var allerede en lille smule beruset, da der kom et telegram på min telefon om, at en snigskytte i Dallas havde dræbt en eller to betjente under en demonstration mod politivold mod sorte. Jeg tænkte: ”That’s not good.” Men alligevel, det var Dallas, det var to betjente i et stort land, hvor der sker ting, der er vildere. Så vi fortsatte middagen. Mere vin, flere cocktails. Pludselig var der fire døde betjente, og så vidste jeg godt, at det ville få kæmpe opmærksomhed. 

På femte døde betjent måtte jeg skrive til min chef: ”Skal jeg tage til Dallas?” Han svarede ja. Jeg var simpelthen blevet ægte beruset, og det var ret sent om aftenen, da jeg forlod mine veninder på restauranten og tog hjem for at pakke. Jeg kunne først få et morgenfly, så da mine veninder kom hjem lidt senere, tænkte jeg: ”Hvis jeg alligevel kun kan sove fire timer, så kan vi lige så godt fortsætte.” Så vi sad og drak drinks oppe på min tagterrasse, og jeg røg direkte i lufthavnen. Jeg sov i flyet og var dampet af, da jeg kom til Dallas.

Der er mange, der siger: ”Du må have ofret alt på karrierens bål!” Men jeg har intet ofret. Tværtimod. Jeg synes, det her er et godt liv. Det er også hårdt, og det er ikke noget eventyr. Men det er der jo ikke noget, der er. Jeg lever ikke i noget fast parforhold, men jeg har da prøvet at sidde i et parcelhus på Amager med kompostbunke og dobbeltgarage, da jeg var 26. Det var vidunderligt, men det var også ikke vidunderligt. Og korrespondentlivet har det samme i sig. Der er fordele og ulemper ved alt. 

En gang imellem har jeg kærester, men det skilter jeg ikke med af flere grunde. For det første fordi de ret hurtigt kan blive afkrævet at skulle forholde sig til vores forhold offentligt. Den anden ting er også, at jeg er dødgammeldags opdraget. Jeg har aldrig luftet alle mulige mænd foran min familie. Det har kun været, når jeg har været stensikker på, at det var seriøst. Jeg er på ingen måde et privat menneske, men lige det der er svært for mig at udbrede mig meget om. 

10. 

ENGANG SKULLE JEG interviewe Ryan Gosling solo i Hollywood til TV Avisen. Det var jeg rimeligt oppe at køre over. Jeg var helt kålhøgen og havde ovenikøbet lagt et billede af ham på Instagram og skrevet: ”Nå, men jeg skal interviewe ham her i morgen. Er der nogen, der skal have noget med?” Da jeg kommer ind ad døren og ser Ryan Gosling, går jeg i stå. Jeg står bare og kigger på ham og tænker: ”Gud, du er Ryan Gosling.” Han siger: ”Hey!” og er helt vildt flink. Først siger han: ”Well, it’s so nice to meet you!” Og så siger jeg: ”Jaer.” Jeg tror, at det, jeg prøvede at sige, var: ”I really appreciate you saying that because I’m very nervous. I’m probably happier about meeting you than you meeting me.” Men det blev til ”Jaer”. I baggrunden stod nogle virkelig strenge managerdamer og talte hvert sekund, interviewet var sat til at vare. Jeg var så meget i koma, at jeg kun nåede at få stillet ham tre spørgsmål.

Jeg var helt bevidst om, at klappen var gået ned, og jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg tænkte bare, at der intet var at klippe i til aftenens udsendelse. Normalt vil man gerne have korrespondenten med i billedet og klippe et spørgsmål ind i den slags indslag. Men jeg var helt klippet ud af det, fordi jeg bare sad som en måbende tåbe. Det var så pinligt. Men også meget sundt at opdage at: ”Okay, det her kan ske, lad være med nogensinde at tro, at noget bare kører.” 

Jeg har været Tour de France-studievært, sendt live fra kongelige begivenheder, stået for ’Kulturen på NEWS’, skrevet bøger og alt muligt andet mærkeligt. Hvis jeg laver noget, jeg ikke har lavet før, kan jeg stadigvæk blive rigtig, rigtig nervøs. Jeg bliver måske en lille smule pirrelig. Jeg arbejder meget sammen med Kaa­re Quist, som aldrig er pirrelig. Kaare Quist er præcis lige så flink, som man tror, Kaare Quist er. Jeg har været privilegeret, for jeg bliver tit parret med meget rolige mænd i arbejdssammenhænge. Reporter Johan­nes Langkilde i Washington, rolig mand, tv-fotograf Lau Svensson, rolig, Peter Hove Olesen, fotograf: the rock. 

Da Mads Steffensen og jeg lavede ’Hele Danmark fejrer Kronprinsen’, var jeg nervøs. Én ting er at lave tv, hvor du bare kigger ind i et kamera, men det her foregik foran en fyldt ­Royal Arena. Det var ligesom en landskamp! Showet varede omkring tre timer, og på et eller andet tidspunkt skal man jo tisse, men man kan ikke tisse alene. Du er pakket ind i så meget teknik, der sidder inden under så mange pailletter og blonder, at du kun kan sige: ”Hjælp mig!”

Jeg havde svært ved at finde et ledigt toilet og endte i Sort Sols garderobe. Hele bandet var derinde, og de syntes, det var så sjovt. De gik ikke ud, mens jeg blev knappet op og ordnet af lydmanden, kostumieren og makeupartisten. Alle ledningerne blev fjernet. Så skulle jeg tisse, mens jeg vidste, at hele Sort Sol sad på den anden side af døren. Det lykkedes. Jeg tænkte bare: ”Jeg er journalist!” Jeg har dækket Irakkrigen, og pludselig er jeg sådan en, der får hjælp til at gå på toilettet, mens der sidder et rockband inde ved siden af og er ved at dø af grin. Sådan er det at være håndværker. 

JEG VAR PÅ Thisted Sygehus, jeg kiggede op på uret, hvor der stod dato på, og jeg tænkte: ’Mit liv stopper her’. Det var 26. juni 2010. Natten før havde jeg siddet på Stalden, det lokale værtshus i Klitmøller, og drukket tæt. Jeg havde været ude at surfe om morgenen med nogle venner, og så begyndte jeg pludselig at kaste op. Man har sådan en trapez på, når man surfer, den kan godt rive ret meget i én, og på et tidspunkt så ørler jeg ude på vandet, og jeg begynder at grine ret meget af det. For når man sejler op imod vinden, så ryger det bræk altså alle steder hen, ikke? Jeg får det så dårligt, at jeg går ind på stranden og tager hjem i det sommerhus, vi har lejet. 

Jeg ligger på gulvet inde på badeværelset og brækker mig helt vildt. Jeg bliver dårligere og dårligere, og til sidst siger jeg: ”I bliver nødt til at køre mig på hospitalet.” Og der får jeg så noget beroligende, og lægen kommer og siger: ”Prøv at hør: ’Du har sukkersyge. Hvor lang tid har du haft det?’ Og så siger jeg: ’Jamen, det ved jeg jo ikke.’ Og så siger han: ’Nå, men du er godt slidt indeni.’” Han siger det på en fin måde: Hvis jeg var blevet ved et par år endnu, ville det ikke være gået.

Fordi jeg er adopteret, kan de ikke fastslå, om det er noget arveligt, så de foretager det, man kan kalde en kulegravning. Det tager flere måneder, og det bliver et farvel til øl, cigaretter, spiritus, stoffer, stærk mad, kaffe – til alt det gode i livet.

MINE FORÆLDRE har altid sagt, at jeg har en rigtig god hukommelse.  Jeg husker Vejlby præstegård, det allerførste sted, jeg boede som barn i Danmark. Vejlby er en lille by uden for Grenå – det er den, der er omdrejningspunkt i Steen Steensen Blicher-novellen ’Præsten i Vejlby’. Min mor har spurgt: ”Simon, kan du huske, hvor vi boede, og hvordan der så ud?” Og når vi taler om det, kan jeg tydeligt huske rummene og rummet under trappen og stuerne og haven. Det synes jeg selv er rimelig stenet.

Senere flyttede vi til Grenå og videre derfra til Roskilde. Det betyder stadig meget for mig det sted, Grenå. Det var dér, jeg registrerede, at her vokser jeg op. Dér lærte jeg at svømme. Dér havde jeg fornemmelsen af at have en bedste ven for første gang. Og savne ham, når han var på sommerferie. Når han kom hjem, boede vi i telt ude i haven og fortalte hinanden alt, hvad der var sket i sommerferien, selv om det kun var en gå-ferie på Anholt. Jeg mistede kontakten med min bedste ven, da vi flyttede, men har siden hen fået lidt kontakt igen. Det er hyggeligt.

Det gjorde så ondt, at vi skulle flytte. Da jeg skulle begynde i 1. klasse, fik min far nyt arbejde i Roskilde. Vi fik det at vide, da vi sad og spiste aftensmad. Det at skulle forlade sine venner og mærke så stor en skuffelse for første gang husker jeg helt tydeligt. Det er ikke et traume på den måde, jeg har talt med min psykolog om det, og jeg følte mig tryg nok i Roskilde.  

JEG GIK I 4. klasse, da jeg lærte at spille guitar. Min lærer hed Kasper Dahlberg, han er min største guitarhelt über alles. Efter jeg stoppede med at gå til guitar, tog jeg en del år hver jul op til ham med en flaske Gammel Dansk. Han betød mere end bare guitar, han kunne tøjle det her ustyrlige, lille barn, der var mig. Og han gav mig lyst til at øve. Han fandt lynhurtigt ud af, hvad for noget musik jeg godt kunne lide.

”Nå, dødsmetal, jamen, så skal du spille det her. Men du kan også prøve at høre det her.” Han satte kassettebånd på, spolede lidt frem og tilbage med triptælleren, og så hørte vi saxofon med Chet Baker eller Bill Evans og Fender Rhodes på klaver. Jeg havde også Kasper til rytmisk sammenspil på ungdomsskolen. Ham skylder jeg 99,9 procent af alt, hvad jeg kan på en guitar. Arh … men tæt på.

Jeg begyndte faktisk til klaver, inden jeg begyndte i skole. Det foregik på Grenå Gymnasium. Jeg fik en gajol, når jeg havde spillet en takt rigtigt. Mine forældre kørte mig derop. De havde absolut ikke ambitioner på mine vegne, de var nok bare spændte på at se, hvad det var, de havde fået hjem fra adoptiv-kataloget, haha.
De har bakket mig op i alt, hvad jeg havde lyst til, rent musikalsk. Det eneste tidspunkt, hvor det var sådan lidt ”Sku’ vi vist prøve noget andet?”, var, da jeg begyndte at spille violin. Der var en antydning af, at nu måtte galskaben stoppe. Men guitaren bakkede de op om. Og jeg har virkelig terpet.

Jeg er stadig nødt til at være meget vedholdende med at øve. Når jeg er på tour og skal huske at spille ting – hvis jeg øver med Suspekt for eksempel – så er det 3-4 timer om dagen. Jeg har ikke totalt gehør og kan ikke bare sætte mig ned og stemme en guitar eller høre en sang og så spille den. Det skal ikke lyde som nogen bitter arbejdssejr, men jeg bliver nødt til at øve mig.
Hvor mange forældre kan egentlig sige, at de har givet deres børn noget med, som de kunne leve af? Som de siden har dyrket hele deres liv? Som har givet deres børn nogle fuldstændig sindssyge oplevelser, som har formet dem? Det har min mor og far har givet mig.

JEG VAR 8-10 år, da jeg fik min første store madoplevelse. Vi var på kør selv-ferie, en af de første ferier i udlandet, hvor vi pakkede Citroën Visa 11E’eren – 80’er-modellen i hvid – og kørte sydpå. Vi boede i telt og havde en stor kuffert, der blev brugt som bord, med en grøn og hvid batikdug på. Og så sad vi der med kinesiske emaljetallerkner og matchende krus, og der blev lavet mad på en Trangia eller i fælleskøkkenet på campingpladsen. 

Jeg blev introduceret for alle mulige lækre ting i Frankrig. Baguetten for eksempel, den var toppen for min søster og mig, fordi min far altid bagte sådan noget virkelig groft brød med grus og cykler i. Når vi var på ferie, tog de sig råd til at købe lækre ting, ikke de vilde produkter, bare noget, man dengang ikke kunne købe i Danmark: smør med havsalt, et lille stykke god ost, cornichoner, rigtig stærk sennep. Simple ting.

På et tidspunkt skulle vi på en meget, meget fin restaurant i en lille landsby, der hedder Arnay-le-Duc. Restauranten hedder Chez Camille og eksisterer stadig – dengang havde den én Michelin-stjerne. Jeg kan stadig huske, hvad vi fik: først en sylte på et smørristet stykke brød, altså en brioche med det her lille stykke terrine ovenpå, som er syltet svinekød. Og så en cornichon og en smule sennep. Den der mundfuld var for sindssyg, alt smeltede inde i hovedet på mig, og min mor kunne se, at nu gik der et eller andet galt. Det var en åben køkkenrestaurant, og jeg fes op fra bordet og måtte kigge på. 

Jeg var helt besat. Tjenerne kom og serverede med de her klokke-låg, de løfter uden at lave en lyd. Åh, vi fik en fiskesuppe, bouillabaisse, dampet ørred, små hvide kartofler i brunet smør. Og de der dufte. Og chokolademousse til dessert. Det, der skete på den restaurant, sidder totalt i mig. 

Hjemme hos os skulle man spise det, der var på bordet. Slut, prut, finale. Vi skulle lære at smage oliven og fetaost. ”Prøv forskellen på de her olivenolier, den her er bitter.” Jeg fik en kultivering i mad af mine forældre. De havde ikke ubegrænsede midler og var derfor glade for køkkenhaven og frugttræerne, og hvad man kunne finde i naturen. De var helt på toppen af det nye nordiske dengang i 70’erne og 80’erne.

DA JEG BLEV konfirmeret, havde jeg et vikingeagtigt soltegn i en lædersnor om halsen, en Anthrax-slipsenål i den hvide skjorte (Anthrax er et amerikansk thrash metalband, red.), et par lilla bukser og et par Ecco-sko. Men jeg havde ikke som sådan et musikalsk oprør. Mine forældre syntes, dødsmetal var fedt nok, noget larmende, dog har de altid støttet mig i at være mangfoldig på alle planer. 

Det bedste råd, jeg nogensinde har fået, er: Gør det! Og det værste råd, jeg nogensinde har fået er: Gør det! 

Det vigtigste, jeg har lært af min mor og min far, er, at det er okay at fucke op. Der er en endeløs række af tilfælde, hvor jeg er kommet hjem og har følt, at jeg burde skamme mig, men hvor jeg har fået at vide, at det der, det er noget lort, men okay, vi skal jo videre på en eller anden måde. 

Jeg vil ikke komme ind på, hvad der skete dengang, men jeg lavede nok ballade til, at hele mit liv kunne være gået en helt anden vej. Jeg kan huske masser af situationer, og jeg udleverer gerne mig selv, men jeg vil ikke udlevere min mor og far. Jeg vil bare sige, at grundlæggende har de givet mig den der vibe: ”Gør det! Vi elsker dig alligevel!” 

Ubetinget kærlighed blev italesat i mit hjem, og derfor er det bedste råd faktisk: ”Jeg elsker dig uanset.” Hvis man altså mener det.

DET ÆNDREDE mit liv, at jeg blev ansat som opvasker på Tinggården i Frederiksværk –  i Jan Friis-Mikkelsens køkken, ham kokken fra tv-programmet ’Meyers køkken’ og ’Den store bagedyst’, som jeg var stor fan af. Jeg var ikke rigtig optaget af, hvad man kunne blive, jeg var optaget af musik, men lige pludselig fik jeg en retning på, hvad jeg ville. Jeg ville lave mad.

Jeg havde set Claus Meyer i fjernsynet, hvor Jan Friis-Mikkelsen var med-kok. Min bedste ven Morten og jeg syntes, han var for vild, ham der Jan. Af mærkelige årsager fik Morten job som tjener på den restaurant, hvor Jan arbejdede, altså Tinggården. Og han fik hevet mig med ind som opvasker.
Den første dag var Elisa Momcam – en af de bedste danske kokke, vi har – lige blevet færdig. Jeg skulle vaske op efter hendes svendegilde, og der stod en kæmpe, kæmpe opvask. Men jeg tænkte bare: ”Shit, jeg er i Jans køkken, det er for vildt, det her.” Det var første gang – ud over at spille heavy metal og ryge bong – at jeg tænkte: ”Det er det her, jeg skal, koste, hvad det vil.” Og så begyndte jeg at vaske op.

Næste dag stod Jan med et kæmpestort stykke råvildt og spurgte, om jeg nogensinde havde parteret sådan et. Det gik fint, og jeg hjalp mere og mere i køkkenet.

Alle burde vide, hvordan man skærer kød ud. Hvis man spiser kød, bør man jo vide, hvor det kommer fra. Hvor på dyret hvilken bøf sidder. Jeg tror på, at det at lave mad er noget af det vigtigste, man kan give de næste generationer. Det er en del af kærligheden.

JEG KOM i fjernsynet, lavede ’Banjos Likørstue’, blev et kendt ansigt og troede på alle dem, der klappede mig på ryggen. Jeg var meget optaget af det. Og af anmeldelser og alt det der. 

Men alligevel fandt jeg ret hurtigt ud af, at det ikke er masserne, der skal bestemme, hvad jeg synes er godt og dårligt. Det er mig, der skal bestemme, hvem jeg skal være. 

På et tidspunkt blev det simpelthen for meget med det der tv. Folk troede, jeg skulle lave standup. Det kunne jeg aldrig finde på, jeg troede ikke nok på mig selv til ægte standup. Jeg har lavet et story­tellershow med en guitar. Men jeg ville fornærme standupperne, hvis jeg sagde, jeg var det. Dengang snakkede jeg meget med folk i comedy-miljøet, der havde meget travlt med at fortælle mig , at nu skulle jeg huske ikke at lave reklamer, for så solgte man sin sjæl. Så tænkte jeg: ”Det skal jeg kraftedeme lave.” 

Reklamer er en afmålt ramme, og det er spændende, hvordan man inden for den kan se, hvad der er tilladt. Jeg havde haft fuldstændig frie tøjler i Danmarks Radio og lavet gakgak-fjernsyn, mildest talt, men jeg ser ikke mig selv som kunstner. Hvis jeg var kunstner, havde jeg siddet i mit legatbetalte atelier, drukket Dubonnet Fizz, røget opium og skrevet sjove ting, som kun jeg og mine rygklappere ville synes var sjovt. Jeg er håndværker. 

Jeg plejer at beskrive mig selv som en schweizerkniv. Som en, der har rigtig mange funktioner. Men ligesom med en schweizerkniv er saksen ikke rigtig god som saks, proptrækkeren er ikke rigtig god som proptrækker. Der er også nogle schweizerknive, der har lup i. Sådan en har jeg også. Men på trods af at alle værktøjerne ikke er lige skarpe til deres formål, får man jobbet gjort tilfredsstillende.

Jeg er ikke ekspert i noget. Men jeg fornemmer, at jeg har en håndfuld ting, som jeg formår at præstere fornuftigt inden for. Mad, guitar, fjernsyn, tv, radio og slå med le.

Uretfærdighed går jeg op i. Jeg kan sagtens hidse mig op over småting, for eksempel folk på Christiania-cykler, der bruger deres børn som kofangere ude i trafikken. Jeg har dog selv en, som jeg elsker at bruge, men hvis en bus kører ind i en Christiania-cykel, er risikoen for, at den rammer ladet med børn og hunde, cirka 60 procent større, end at den rammer føreren.

FOLK MÅ GERNE sætte mig i bås. Det vigtigste er, at jeg stoler på det, jeg gør. At det hænger sammen på en ordentlig måde for mig. Det har jeg fundet ud af. 

Det med at sprænge rammer kommer fra mine forældre. De lærte mig, at man skal være nysgerrig. At man aldrig nogensinde kun skal slå sig til tåls med, hvad folk siger. De ville blive rigtig glade, hvis jeg sagde, at man skal have kritisk sans. Det tror jeg ikke, de synes, jeg har nok af. 

Mine forældre sagde på et tidspunkt, at de syntes, det var mærkeligt, at jeg ofte rejste til farlige steder. ”Hvorfor tager du ikke bare til Ibiza?” blev der spurgt. Men jeg kan godt lide at tage til steder, som ikke nødvendigvis er kortlagte vandreture og fiksede besøg hos de lokale. Det er ikke et dødsønske, hvis jeg rejser til underlige steder i Afrika, Mellemøsten, Rusland og så videre. Det er et ønske om at få sat mig selv skakmat i forhold til, hvor fucking flødegodt vi har det herhjemme.

Jeg lavede mad til 300 syriske flygtninge i en flygtningelejr i Beirut i forbindelse med et tv-program, jeg lavede sammen med Puk Damsgård. Jeg lavede en syrisk ret, som jeg havde fået i Aleppo for mange år siden, der hedder ’de syv verdener’. Det er lammekød og grøntsager med krydderier fra de forskellige verdener, som Syrien har været samlingspunkt for. 

Det var fantastisk at stå der og lave mad med de der damer fra Syrien. De var så fede til at hjælpe. Der var et afgørende øjeblik, da big grandma skulle smage på min ret for første gang. Jeg har sjældent været så nervøs, men hun smilede over hele ansigtet. Og så sagde hun: ”Nu er du søn af Syrien.” Og så begyndte hun at græde. 

Jeg græd også lidt. Selvfølgelig er jeg ikke søn af Syrien, og hvis jeg var det, var jeg sikkert kommet i spjældet herhjemme. Da jeg fløj ud derfra, begyndte tyrkerne at bombe i Syrien.

JEG HAR ET vanvittigt misbrugsgen. Når noget er godt, så skal jeg bare have det. Efter episoden på Thisted Sygehus holdt jeg en pause med alt på næsten fem år. Jeg var faktisk allerede stoppet med hårde stoffer, for jeg havde været på en ferie med nogle venner, hvor den fik alt, hvad remmer og tøjler kunne holde af det ene og andet. Da jeg kom hjem, var jeg syg en uge efter, fordi det bare havde været så langt ude. Og så tænkte jeg: ”Det er sgu på tide, jeg stopper med hård narko, kokain, amfetamin – alle mulige mærkelige ting.” Jeg stoppede fra den ene dag til den anden. Bum!

Men så er der alkoholen. Jeg begyndte at få rigtig meget medicin, og jeg fik det rigtig skidt af det. Og jeg havde også en nyre-defekt, jeg skulle behandles for. Noget af medicinen betød voldsomme migræneanfald, mavekramper, balancesvimmelhed. Men jeg elsker jo vin, jeg elsker øl, jeg elsker alkohol, jeg elsker ikke hårde stoffer, men jeg elsker at nyde en cigaret. Jeg talte med min psykolog om det og spurgte: ”Er jeg en enten-eller-person?” ”Er jeg sådan en, der ikke kan stoppe, hvis jeg først er startet med at drikke?” Og så sagde hun: ”Det er meget op til dig at afgøre.”

Jeg drak først igen, da jeg var med mine allerbedste venner i Madrid for at se fodboldsæson-afslutningen. Jeg er Real Madrid-mand. El madridista. Jeg har i mange år rejst til Madrid for at se holdet spille, og der står vi så i en tapasbar, som jeg elsker. Skinke, oliven, lidt ost og cañas, som er små fadøl. Jeg havde bestemt mig for, at nu ville jeg starte med at drikke, men jeg var jo bevidst om mit problem, og derfor ville jeg være i kontrol. Det var fire år og 246 dage efter Thisted Sygehus, at jeg fik en øl. En tynd San Miguel på en varm sensommerdag på min yndlings-tapasbar i Madrid. Det var himmelsk.

Jeg drak to cañas, mens jeg var sammen med drengene, og de vidste, hvad det gik ud på. Jeg havde sagt, at nu ville jeg det her. De havde været der og hjulpet mig igennem. Efter den første caña gik jeg udenfor og tændte en smøg. 

Tusind spørgsmål kørte gennem hovedet. Øvelsen for mig var at binde mig til en følelse af, at nu må jeg gerne, det er i orden, og jeg er i kontrol. Helt psykolog-agtigt. Du må gerne, du er i kontrol, du registrerer kontrollen, har du lyst til mere? Hvordan registrerer du lysten til at have lyst til mere? Vil du efterkomme den uden hensyntagen til dig selv? Uden hensyntagen til andre? Uden hensyntagen til, hvilke konsekvenser det kommer til at få for dig, hvis du følger den lyst?

For første gang i mange, mange år drak jeg uden at blive rigtig fuld. Jeg fik vand eller limonade til, jeg kan huske hele dagen, og jeg var med hele aftenen. Det var første gang i mange år på sådan en drengetur, hvor det jo altid går galt, og man ender på en stripbar for ældre mænd, hvor de handler med gamle biler og vilde slanger fra Afrika og fortæller løgnehistorier. 

Om aftenen står jeg med en fantastisk ven, som jeg kalder ’onkel’, og hans søn. De andre er gået i seng, og vi skal ud at se på den. Vi står inde på sådan et afrikaner-diskotek, og jeg giver min ’fætter’ mine sidste euro og siger: ”Nu går jeg hjem, alt er godt.” Og så går jeg hjem sammen med ’onkel’, og han siger: ”Du er ikke helt væk!” ”Nej,” siger jeg. Og han siger: ”Så skal det sgu nok gå, det hele.”

Jeg har drukket mig til nogle geniale blackouts, men ikke siden dengang, jeg kiggede op på uret på Thisted Sygehus. Jeg drikker og ryger smøger igen, men det bliver aldrig det der.

MIN STØRSTE skuffelse handler om folk, jeg kendte engang. Jeg lod mig udnytte, blandt andet økonomisk. Jeg havde tre venner, jeg troede, jeg skulle være venner med resten af livet, men dem ser jeg ikke mere. Jeg havde lånt dem rigtig, rigtig mange penge, og vi havde aftalt, at de skulle betales tilbage, når de havde dem, men det blev de ikke, selv om de havde tjent pengene igen. 

Jeg blev i den grad knækket. Det handler ikke om pengene, men om venskabet. Jeg blev skuffet over den måde, de var mennesker på. Jeg tog et møde med hver af dem og kørte hjem til dem. De skulle være på hjemmebane, når de fik det at vide: ”Det her gør, at jeg slet ikke skal se på dig og dit ansigt og din grimme sjæl.” Det sagde jeg til dem mere eller mindre. Det var ikke rart, det var mega-nederen, men efterfølgende kan jeg mærke, at det har hjulpet mig at slippe af med dem. Jeg tror, rigtig mange mennesker ville have godt af at rense ud på den måde. Og de havde behandlet mig ad helvede til og udnyttet vores venskab på den allergroveste og hensynsløse måde. Når det sker, får folk det at vide. Det synes jeg er okay. 

Indtil det modsatte er bevist, vil jeg gerne være venner med hele verden. Jeg tror, jeg har venner og familie nok til at have en sofa at sove på resten af livet. Jeg har nogle mennesker omkring mig, som jeg har gået så meget igennem med, så meget lort og så meget godt. Jeg er heldig – og lykkelig for – at have den slags venner. Og det er også min styrke. Hvis man tror, jeg er en stærk enkeltperson på den måde, så er det et nej. Slet, slet ikke, baglandet holder mig flydende.

Jeg antager ikke, at jeg altid selv er en god ven, men jeg bestræber mig på at være så ordentlig, som jeg kan være. For mig er det en del af ikke at stresse, at jeg lægger min mobil fra mig på lydløs: ”Nu er jeg hjemme, jeg gider ikke snakke i telefon.” Man kan stresse sig ihjel, hvis man 24 timer i døgnet tror, at alle skal kunne få fat på dig hele tiden. Nogle gange lægger jeg telefonen og vil egentlig skide på, om folk vil have fat i mig. Det har jeg lært, og det er en pissesund øvelse. Førhen kunne jeg få noia over 10 ubesvarede opkald eller mails. Over at være et skidt menneske. Jeg var behagesyg, det hedder det i psykiatrien. Jeg ville gerne have, at andre mennesker kunne lide mig.

Jeg har fundet ud af, at det gælder om at være der over for de nærmeste, at være en god søn, en god storebror, en god onkel, en god svoger, en god ven. Der har været masser af år, hvor jeg har været en dårlig ven eller en dårlig søn og ikke er kommet til juleaftener og bare har sat min egen eventyrlyst forrest. 

Jeg har talt meget med psykologer om, at jeg synes, jeg har været en dårlig ven. Og har fået at vide af de professionelle, at det altså er ret normalt. Og så finder man nogle rødder, nogle svar på, hvorfor man har handlet sådan. For eksempel at jeg glemmer en fødselsdag. Det er ikke fedt, men det er jo ret normalt. Jeg glemmer min egen fødselsdag. Mine venner må huske mig på, at jeg har fødselsdag. 

HVIS JEG KUNNE have valgt noget andet i mit liv,  hvis mine evner havde rakt, ville jeg have været frømand, tror jeg. Jeg elsker havet og sejler, så meget jeg kan, jeg elsker at dykke, og så har jeg en stor kærlighed til det danske søværn. 

Havet gør noget ved mig, som er helt essentielt, og jeg ved simpelthen ikke, hvad det er. Min psykolog har frittet mig ud om det, i jeg ved ikke hvor mange år. Når land forsvinder fra radarskiven, når det hele slukker, det er bare … at sidde på nattørn, på roret. På visse gamle sejlbåde lyser kompasset, og man sidder der bag rorpinden og kigger, og der er ingenting, og man sejler for vind, alle reb og trosser knager, og der er ikke noget dén vej eller dén vej. Det er sådan nogle tidspunkter, hvor jeg godt lige kan knibe en enkelt tåre. Der er nogle ting, der er så storslåede, at vi bliver til ingenting. Det længste, vi er kommet, mig og min psykolog, er, at derude, der erkender jeg, at jeg hverken kan gøre fra eller til.

Det er ligesom, når jeg dykker. Det er legemliggørelsen af alle de former for terapi, jeg har gået i: at lære at slappe af. Jeg kan jo sagtens køre derudad, og jeg har i mange år kørt 100 dages arbejde, fire dage fri. 

Jeg har dage i min kalender, hvor jeg ikke må lave noget arbejdsrelateret overhovedet. Der skal jeg gøre noget derhjemme. Vaske vinduer eller vaske tøj eller gøre rent. Det er jeg nødt til, for jeg har svært ved at sige nej. At sige nej og skabe tid og rum til sig selv, både fysisk og mentalt, arbejder jeg med. 

Når man har været vant til fuld galop, er det bedre at køre 60 kilometer i timen, det er ikke hurtigt, men man kommer frem, og man når stadig en masse. Man når at reflektere. Og jeg kan ikke køre 220 kilometer i timen hele tiden mere. 

Nu tager jeg mig tid. Jeg fravælger en masse for ikke at spilde tiden eller hænge ud med de forkerte. Man skal vælge sine kampe. Jeg får mange henvendelser på de sociale medier, men jeg skriver ikke tilbage til folk, jeg ikke kender. Nogle gange svarer jeg tilbage på væggen på min Instagram, men det slutter som regel der. Hvis jeg skal lave konfirmationshilsener og fødselsdagshilsener og skrive opskrifter hele dagen, bliver det svært for mig at passe på det, jeg skal: mig selv.

JEG VAR PÅ jagt i Polen i 90’erne. Dengang havde ingen hørt om det, og folk sagde: ”Hva’, ska’ du ned og skyde en luder eller hva’?” Men det var en billig måde at få skudt et stort trofæ på. Der var mange fordomme om polsk mad, brunt med brunt på og spædet op med savsmuld, men jeg mødte de mest lækre røgede specialiteter, blandt andet rygeost, og jeg spurgte: ”Hvor er det der fra?” Jeg blev ved at spørge, og jeg begyndte at rejse efter smagen for at finde ud, hvorfor de spiser det, og hvordan de laver det.

Første gang jeg spiste insekter, var i 1999 i Amazonas, hvor vi fik myrer. En af dem var god at spise, rigtig guffelade, en anden fik man rigtig dårlig mave af. De var så store, at det knasede som et fyldt bolsje. Man holder dem i hovedet og spiser kroppen, for de kan bide med deres kindbakker, og det er dumt nede i halsen. Så man smider hovedet væk. Spiser man det sammen med bestemte blade og frugt, smager det af mynte og appelsin. En myre kan bære en virkelig frisk, nærmest parfumeret smag. 

Engang i Afrika spiste jeg en stor sommerfuglelarve, og det væltede ud med indvolde og tarme. De grinte alle sammen af mig. Se, hvad de havde fået ham den tykke turist til. Det viste sig, at man normalt klemte indvoldene ud. Og tilberedte den, så den blev pisselækker.

Jeg har været heldig nok til at få lov at spise på nogle af de allerbedste restauranter i verden, og det har været opløftende. Men de måltider, jeg har fået mest ud af, er, når jeg er blevet inviteret hjem til folk – i Georgien eller Usbekistan, i Peru eller Mexico, i Kina eller Mongoliet, i New Zealand. Der er jo ikke noget værre end varm mad i et koldt selskab. For mig handler det om, hvad mad betyder, og hvad mad kan. Og mad er noget meget, meget socialt. 

Jeg kunne ikke være madanmelder. Jeg vil aldrig kunne sætte mig ned og skrive noget grimt om folk, der har brugt bare fem minutter på at lave mad til mig. Jeg vil måske kunne sige til min makker: ”Prøv og hør, kokken har en død mund.” Men det er ikke sådan, jeg får en smagsoplevelse. Jeg sigter efter at få en sjælemæssig tatovering, som jeg kalder det.

Nogle bruger 5.000 på en rejse. Jeg vil hellere spare op til et godt måltid og så blaffe. Jeg følger maden. Jeg vil finde ud af, hvor en ret kommer fra. Jeg vil se, hvor de der hvidløg bor. Og de der meloner. Og jeg følger musikken. Jeg elsker at gå ind i en instrumentbutik, sætte mig ned og klimpre lidt og så spørge de lokale: ”Hvor skal jeg gå hen og høre musik?” Så kan man ende et eller andet sted og jamme med nogen, selv om man ikke taler samme sprog. 

Jeg kan godt lide, at man i flere mellemøstlige lande, Pakistan, Afghanistan og Irak, tager hinanden i hånden ved bordet og sidder og synger. Vi kalder dem underudviklede lande, men jeg oplever ofte, at de har en rigdom, vi aldrig får. Jeg ved godt, det lyder pladderromantisk, men de har altså noget af en kulturskat, som vi mangler i Danmark. Det er noget med at rejse på sin nysgerrighed. Jeg elsker også at rejse alene. Og møde kulturen, fuldstændigt som den er, uden at læne sig op ad en dårlig dansk vittighed. Bare være i det. 

Når jeg er taget nogle mærkelige steder hen i verden, har jeg altid haft en aftale med min mor og far om, at jeg ringer, når jeg tager af sted fra Kastrup Lufthavn. Og at jeg ringer igen, når jeg lander. 

Den udlængsel, jeg havde før i tiden, har jeg ikke mere. Jeg har et større behov for at være hjemme, fordi både min mor og far har nået den alder, hvor rollerne lige så stille vender. Altså, de kan stadig sagtens passe sig selv, men på et tidspunkt er det min lillesøster og mig, der skal passe dem.

Jeg rejser med min far og mor. Vi var af sted på Costa del Sol, på en all inclusive-tur, som jeg aldrig havde troet, de ville nedværdige sig til. Mine barndomsferier var: ”Vi skal lige se et flot hospitalstag i Loire-dalen”, mens alle mine venner sad og fik alt det cola, de kunne drikke i en svømmepøl med deres solskoldede, fulde forældre. Mens vi kørte rundt og så på lavendelmarker … amen, for helvede. 

Klip til 2019, hvor vi var af sted på all inclusive. De har en alder nu, hvor det er fedt for dem, at de ikke skal tænke på alt muligt. Og de møder nye mennesker, og de hygger sig. Jeg kan godt lide at drille mine forældre med det. At en dag har de også brug for min tilstedeværelse. Når I kommer tættere på at dø, mor og far, så skal jeg nok være der, haha … de griner heldigvis også selv. Ellers havde det været pænt op ad bakke.

JEG HAR KØBT en bondegård med Frank Erichsen, ’Bonderøven’, kun en kilometer fra den kirke, hvor jeg blev døbt. Det er full circle. Det er så tæt på mit første danske hjem. Gården var på tvangsauktion, og det betød, at vi har kunnet realisere en drøm uden at skylde en dråbe. Det er en klassisk gammel, djurslandsk firlænget bondegård, der er hasselbuske og foderbygning og stuehus og en fin naturgrund til, som var noget medtaget, da vi overtog den. 

Jeg har altid været optaget af naturen, lige siden jeg gik til spejder. Jeg har altid haft brug for at tage min sovepose og gå ud og sove – og bare være udenfor. Jeg sover med vinduerne åbne hele året, også i byen.

Hver gang jeg kører ind ad grusstien på bondegården, er der en ventil, der slipper sit tryk. Og når jeg så kører ind i København igen, er jeg også glad for at være hjemme. Jeg har brug for begge dele, både land og by. Jeg er fri af de familiære bånd i forhold til, at jeg hverken har kæreste eller børn, så jeg kan gøre fuldstændig, hvad der passer mig. 

Jeg kunne sagtens finde på at blive donorfar. Hvis jeg kunne finde et par, som gerne vil have en donor, vil jeg gerne slå til. Jeg vil gerne være far, med de rigtige mennesker. Jeg bor midt på Frederiksberg, og det, jeg frygter mest, er, at mine børn kommer til at gå i en skole, hvor der ikke er en masse forskellige nationaliteter og kulturer repræsenteret. 

JEG HAR ALDRIG følt mig utilpasset. Da jeg gik til psykolog som ung, talte vi tit om, hvorvidt der var en identitetskrise i at være adopteret, men nej – aldrig. Der har aldrig været noget, hvor jeg stod og tænkte: ”Åh, jeg hører ikke til.” Never!

Jeg lærte hurtigt, at hvis der var nogen, der svinede mig til, var jeg faktisk rigtig god til at svine tilbage. Jeg kunne et eller andet med ord, og så kunne jeg få andre til at stå og grine af dem, rundt om dem. Det gjorde jo, at der var nogle af de der mennesker, der ikke kunne andet end at reagere ved at høvle et askebæger i fjæset på mig.

Jeg bliver ikke udfarende aggressiv mere. Jeg har været rigtig meget oppe at slås – med alle mulige, alle mulige steder – og det er heldigvis fortid. Det kommer ikke andre ved end dem, jeg har været oppe at slås med. Det hører til det, man gerne vil glemme. Leve med i bagagen.

Som adoptivbarn ved man jo, at man er et produkt af en ulykke. Det kan aldrig være lykkeligt at skille sig af med sit barn. Det tror jeg ikke på, der er nogen mennesker, der synes. Det må under alle omstændigheder være en ulyksalig beslutning at erkende, at man ikke har midlerne eller lysten til at beholde sit barn. 

Derfor ser jeg heller ikke programmer som ’Sporløs’. Jeg synes, det er et overgreb at slæbe et tv-hold med. Jeg ved godt, at de har screenet folk, men hvor mange løgne har de ikke fået med i det program, når de finder en eller anden i Afrika, der har fået penge for at stå og sige: ”Ja, jeg er …” Jeg kan godt forstå, andre gerne vil, men jeg har aldrig haft behovet.

Jeg har rejst rigtig meget i Korea og ved, hvordan de ser på adoptivbørn dernede. Der er masser af lykkelige historier om folk, der har fundet deres søskende, men det, man ikke hører, det er de forældre, som lige pludselig får deres barn igen, og så roder det op i alt muligt, og så er der en mand, der begår selvmord, selv om han er far til tre nu. Og en mor, der bliver sindssyg. Du hører aldrig de ting.

Første gang jeg var i Seoul, stod jeg midt på en kæmpestor plads og tænkte: ”Hå, de ligner mig alle sammen.” Det var bare fedt. Og så fulgte jeg ellers med strømmen. Det der med at folk naturligt taler koreansk til mig, når jeg er i Sydkorea, det er ret vildt. Men nej, mine forældre bor ude i Himmelev.