Indlæg

Koldt vand i blodet

På Anholt midt ude i Kattegat var det engang øens fyrtårn, der blev kæmpet om. Men nu knokler øen og dens få beboere mod klimaforandringer, ekstremt vejr og et sultent hav, der bare æder og æder. Ud & Se tog til Danmarks mest isolerede ø, som 50.000 feriedanskere besøger hvert år.
Tekst:Lisbeth RaschFoto:Kim Frost

GRUSET KNASER UNDER cykeldækkene på Bygaden i Anholt By, vasketøj vajer i vinden i de blomstrende haver, og en plæneklipper brummer et sted. Det må være en god dag for ejendomsmæglere, det sprudler af forår i Danmark, og midt ude i Kattegat, tre timers sejlads fra fastlandet, viser Anholt med sine 130 fastboende borgere og sin lavhede kaldet ’Ørkenen’ sig fra sin smukkeste side. 

Bag et sort plankeværk i midten af øens eneste by ligger Kammerherregaarden. Det gamle hvide murstenshus signalerer ikke herregård eller gods, kun en lille messingplade på plankeværket afslører, at huset har en anden historie end de andre på Anholt. Jens Christian Rostgaard von der Maase tager imod med et hjerteligt håndtryk, han er godsejer og 10.-generationsarving til godset Anholt. Helt tilbage fra midten af 1600-tallet var Anholt et gods, ejet af von der Maases forfædre, som forpagtede jorden ud til småbønder og fiskere, indtil de i starten af 1900-tallet begyndte at sælge grunde fra. Kammerherregaarden er ikke meget større end en stor villa i byen, men stuerne em- mer af historie og nostalgi. Guldindrammede portrætmalerier på væggene skildrer forfædrene, et sted stikker et farvefoto af Jens Christian Rostgaard von der Maase og dronning Margrethe ud, og en kakkelovnsskærm med signerede portrætter vidner om en svunden tid, hvor omgangskredsen bestod af kongelige og adelige familier.

Han og kæresten Elisabeth Millang serverer mousserende vin i haven under en majestætisk blodbøg, mens godsejeren fortæller, at øens centrale placering i Kattegat har spillet en vigtig rolle i danmarkshistorien. Fyret på øens nordøstspids var et vigtigt pejlemærke, når sømagter skulle passere Kattegat på vej ind i Østersøen. Under Englandskrigene i starten af 1800-tallet slukkede danskerne for fyret med det resultat, at et engelsk orlogsskib strandede på øen. Det fik den engelske flåde til at besætte Anholt og tage kontrol med fyret. Trods forsøg på at generobre øen holdt englænderne den besat frem til Kielertraktatens indgåelse i januar 1814.

”Det var ret pinligt for danskerne, for englænderne vidste fuldstændigt, hvad der ville ske, fordi de havde spioner på Djursland, hvor danskerne sejlede ud fra. Englænderne lå og ventede på Sønderstrand og i Pakhusbugten, og da danskerne kom, blev de mejet ned. Men englænderne behandlede faktisk anholterne godt. Og de fine generaler kunne jo ikke sidde derude på fyret, de skulle være inde i byen, så de bemægtigede sig huset her,” fortæller Jens Christian Rostgaard von der Maase, men her slutter historien ikke. 

”Mange år senere sænkede gulvet i huset sig, og man måtte grave ud til støttebjælker. Man fandt et skelet, og man mener, det må have været en af de engelske generaler. Man lagde skelettet ud på en avis, for at det kunne tørre, og så var der nogle herovre, der solgte fingrene. Det er derfor, det spøger.”

”Ja, siger Elisabeth Millang, ”her er meget stille. Men om morgenen er der bare lyde nedenunder. Og når jeg så går ned, så er der ikke nogen.”

Jens Christian Rostgaard von der Maase og Elisabeth Millang.

Et er dog datiden, noget andet er nutiden. Von der Maases lille dynasti på Anholt er blevet mindre, i takt med at både den nuværende godsejer og hans forfædre har solgt jord fra, og i dag er en stor del af matriklen fredet natur. Fredninger tager klima og vejrguder dog ikke højde for, og vind, vejr og vand har i stigende tempo spist af de fredede områder på øen. Havstrømme og vind får sandet til at flytte sig langs øen og ændre kystlinjen. Processen er naturlig, men er blevet forstærket både af mere ekstremt vejr, og fordi man i mange år har udvundet sand, ral og grus i havet ud for Anholt.

”Nede på Sønderbjerg er kysten virkelig hård mod landskabet, og juridisk set er det lidt interessant, fordi Sønderbjerg er fredet,” forklarer 74-årige Jens Christian Rostgaard von der Maase, der også er advokat.

”Sønderbjerg ryger lige så langsomt ud i havet. Det undrer mig, at fredningsmyndighederne ikke har grebet ind og sagt, at nu skal vi redde den jord, som vi har fredet for at bevare. Nu står vi og ser på, at den skrider ned i havet.”

Jens og Berit Rosendal.

ET AF DE STEDER, hvor erosionen har ramt hårdest, er strækningen ved Anholt Camping lidt nordøst for havnen. Foran et smukt træhus med græs på taget sidder campingpladsens ejere Jens og Berit Rosendal i skyggen og drikker kaffe. 

”Jeg kom til at læse Jyllands-Posten en søndag, og der stod, at der var en campingplads til salg. Og så sagde jeg til Berit, om ikke vi skulle prøve det. Vi var lige blevet færdiguddannet begge to, hun var på barsel, og vi havde sådan en udlængsel. Vi skulle i hvert fald ikke bo i en forstad til Aarhus i et parcelhus,” siger Jens Rosendal med et smil. 

På campingpladsen overnatter en god del af de cirka 50.000 turister, der hvert år lægger turen forbi Anholt. Nogle af dem er fastliggere, der netop har valgt Anholt Camping, fordi det er lidt mere råt, og der er lidt færre hoppeborge og lidt mindre minigolf her end på mange andre campingpladser.  Campingvognene står i et måneagtigt landskab, omsluttet af kridhvidt sand og klitter, der munder ud i en flad strand med roligt vand og næsten ingen bølger. Men Anholt Campings privilegerede adgang til stranden er dog ikke kun et trækplaster, den har også udgjort en konkret trussel mod dens eksistens. Kattegats bølger spiser støt og roligt af Anholts nordlige kyst, og i takt med at stormene på øen er blevet voldsommere, har havet ædt en hel hektar af campingpladsens areal.

VOLDSOMT VEJR

De hyppigere og voldsommere vejrhændelser medfører erosion, hvor havet spiser større og større stykker af kysten. Problemet er særligt udtalt på Anholt, der med sin placering midt i Kattegat er hårdt ramt, når stormene ruller ind over Danmark. De seneste 25 år er Anholts nordlige kystlinje blevet rykket 30 meter tilbage. Vandstanden i de danske farvande forventes at stige med 30-60 centimeter frem mod slutningen af dette århundrede, forventer Danmarks Meteorologiske Institut. På Anholt oplever man allerede mere hyppigt højvande og oversvømmelser, særligt af Anholt Havn.

Kilder: DMI, COWI

Anholt Camping.

Jens og Berit og de andre anholtere havde ellers længe forsøgt at råbe politikerne op og få hjælp til at lave et kystsikringsanlæg, der skulle beskytte Anholts nordlige kyst. Men selvom havet år for år spiste mere af kysten, faldt øboernes nødråb for døve øren. 

”Vi havde snakket kystsikring i 15 år, men det lykkedes først at råbe politikerne op, da vejen var spist i 2011. Men sådan er det jo i mange tilfælde, der sker først noget, når katastrofen er sket,” siger Jens Rosendal med reference til en særlig slem novemberstorm i 2011, der rev store stykker af øens ene hovedvej, Nordstrandvej, med sig og gjorde det synligt helt ind til fastlandet, at Anholt havde et problem.

”Men Bodil i 2013 var nok den værste storm,” fortæller 55-årige Berit Rosendal. ”Vandet slog ind over hele campingpladsen. Det undgik lige nøjagtigt at komme ind i vores hus, men vores butik stod under vand. Der stod stikflammer ud af vores el-stander, og jeg måtte ringe til 46 personer og sige, at deres campingvogne stod under vand. Det var altså ikke sjovt.” 

57-årige Jens Rosendal rykker lidt længere ind i skyggen og supplerer: ”Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os halvanden meter højvande, vel? I hvert fald ikke for 10 år siden.”

Liselotte Arentz.

LISELOTTE ARENTZ VIRKER som en kvinde, der har svært ved at sidde stille. Hun svinger den hvide kassevogn, som udgør øens eneste taxa, ind i vejkanten, smækker døren op og fjerner i al hast en stak papirer og et par nøglebundter, så der er plads på passagersædet. Til daglig driver hun og manden Jan både Anholt Taxa, et entreprenørfirma, distribuerer øl og sodavand for Carlsberg, og, nå ja, så har de også en håndfuld køer gående. ”Vi laver stort set det hele på øen undtagen at passe folks børn.” siger hun med et grin.

Liselotte Arentz styrer med sikker hånd minibussen ad øens snørklede veje gennem fyrreskoven op mod øens højeste punkt. ”Jeg kan ikke huske, hvilken af stormene det var, men jeg kan huske, at de sagde, at det var en 100-årshændelse. Okay, så gik der ikke andet end et år eller måske kun et halvt, og så kom der en 100-årshændelse til. Og det grinte vi af, for nu kom der hele tiden de her 100-årsstorme. Men så blev vejen taget, og der var forsyningslinjer, vand og strøm, og det hele blev blotlagt.”

Som daværende formand for Anholt Borgerforening gik Liselotte til møder med Norddjurs Kommune og med Kystdirektoratet. Anholterne fik tegnet et bud på et kystsikringsanlæg, der skulle beskytte øen mod de voldsomme bølger, men anlægget stod til at koste 16,7 millioner kroner – et beløb, der skulle betales af de kun tre grundejere, hvis ejendomme gik ud til kysten i de berørte områder. 

Det var en uoverkommelig pris, men stormene blev voldsommere og kom oftere, så noget måtte gøres. ”På et tidspunkt, da vi fik en af de her storme, måske var det Urd, tænkte jeg: ’Vi er simpelthen også nødt til at gøre noget selv.’ Og så fandt jeg på det her med crowdfunding. Jeg tænkte, at en crowdfunding på 500.000, det er lidt noller, vi var nødt til i hvert fald at samle en million kroner ind. En million ville jo ikke udgøre meget ud af de 16,7 millioner, projektet stod til at koste, men det ville trods alt gøre, at vi selv kom med noget.”

Liselottes crowdfunding tog hurtigt fart, og både øboere og sommergæster i alle aldre kom med forskellige kreative bidrag: ”Nogle børn samlede pant, og vores børnehavebørn samlede asfalt, der var gået i stykker oppe på Nordstrandvej, limede fyrfadslys på og solgte dem. Altså alt muligt mærkeligt fandt folk på.”

DET TOG ET år at nå millionen, de resterende penge kom fra en statslig ø-pulje, lodsejernes bidrag og kommunen, og i 2019 kunne Anholt indvie sit kystsikringsanlæg.

62-årige Liselotte Arentz holder ind på et udsigtspunkt, hvorfra man kan se ud over Anholt Havn og sikringsanlægget. Tre lange stensætninger lidt ud for kysten danner to små laguner, og sammen med en høfde oppe på stranden knuser stensætningerne de største bølger, inden de når ind på land. Anlægget er bygget til at kunne holde i 50 år og til at beskytte mod såkaldte 50-årshændelser. 

Anholterne er godt tilfredse med deres nye anlæg, men de ved også, at det ekstreme vejr er kommet for at blive. Stormene bliver voldsommere og hyppigere, og det, der for blot få år siden var en 50-årshændelse, kan nu forekomme flere gange på et år. 

”Vi er jo vant til det, så det er ikke sådan, at vi bliver bange. Men når det stormer, kører min mand Jan rundt om natten og holder øje med væltede træer. Er det sket, kan ambulance og brandberedskab ikke komme frem. Og det er lige præcis i ekstremt vejr, at der pludselig sker et eller andet, hvor det er nødvendigt, at beredskabet kan komme ud. Vi kan jo ikke bare kalde på hjælp. Så på den måde skal vi være lidt …” Hun trækker på det og fortsætter: ”Man skal tænke: ’Hvad kan gå galt?’, og så gøre nogle ting, så det ikke går galt.”

Anholt har altid været udsat og sårbar, og anholterne er vant til at klare sig selv. Og for Liselotte Arentz er det en af de gode ting ved at bo på øen.

”Vi er jo nødt til at hugge en hæl og klippe en tå og finde en løsning. Det er den mentalitet, vi har herovre. Man lærer at klare tingene, og man finder ud af, at man kan mere, end man tror.”

Storm og erosion er dog ikke den eneste konsekvens af klimaforandringerne. Den kraftigere blæst presser store vandmasser ind og ud af Kattegat og Øresund med hyppigere oversvømmelser af Anholt Havn til følge. Anholterne har de sidste par år stadig oftere oplevet, at vandet står ind over kajen, og så må Liselotte og Jan køre ud med sandsække til de restauranter, der holder til på havnen.

Morten Abildstrøm.

FLERE ØBOERE ER begyndt at spørge sig selv, om øen er rustet til at beskytte sig mod naturens kræfter og det voldsommere vejr. En af dem er Morten Abildstrøm, der på en gårdsplads byder indenfor i et hus i skovbrynet et par hundrede meter fra Anholt By. De eneste lyde, der når herud, er vindens susen i trækronerne, et par solsorte, der synger aftensang, og en enlig bil, der triller forbi på vejen i ny og næ.

”Jeg kom herover for 32 år siden med min kone Lotte, der desværre er død nu. Hun sad i 17 år på TV-avisen som nyhedsjournalist, og jeg kom fra en baggrund i teater- og reklamefilmbranchen. Vi ville ikke blive gamle i vores mediejobs, og da vi var i slutningen af trediverne, sprang vi ud på dybt vand, og det lykkedes os at bygge en levedygtig business på Anholt. Vi havde begge to lyst til at arbejde med vores hænder, og vi var interesserede i naturen, så vi etablerede Anholt Gartneri og Naturpleje.”

Parallelt med gartneriet blev Morten Abild­strøm for 20 år siden leder af brandstationen på øen, der blandt andet har ansvar for at slukke brand og håndtere olieforurening. I Danmark er det lovpligtigt, at alle småøer har et beredskab, der kan slukke brand, og på Anholt består beredskabet af ni frivillige brandmænd.

KLIMØ-ÆNDRINGER 

De danske småøer kan blive særligt hårdt ramt af fremtidens ekstreme vejr. Mange af øerne er lavtliggende og særligt udsatte for stormflod og havvandsstigning, De har også længere til hjælp ved ekstreme vejrhændelser. Øerne er forpligtet ved lov til at have eget redningsberedskab, men ifølge sociolog Nina Baron fra Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen på Københavns Professionshøjskole er de lokale beredskaber på øerne sjældent klædt ordentligt på til at håndtere ekstremt vejr. Samtidig står øerne ofte bagerst i køen, når det kommer til finansiering af forebyggende tiltag.

Kilder: Sammenslutningen af Danske Småøer, Nina Baron

Da Morten Abild­strøm i sin tid blev en del af beredskabet, var det meget begrænset, hvad øen rådede over af slukningsudstyr, og han fortæller med stolthed, hvordan han har været med til at styrke øens brandberedskab. Med støtte fra blandt andet TrygFonden anskaffede han og kollegerne en ATV med højtrykspumpe og andet udstyr, der kan slukke brande i de svært fremkommelige fredede områder på øen.

Men når snakken falder på det voldsomme vejr, som de senere år har ramt øen, bliver 67-årige Morten Abild­strøm mere afmålt. Mens beredskabet på Anholt er rustet til at slukke brande i de fredede ørkenlandskaber, mangler øen stadig den fornødne støtte til at håndtere de ekstreme vejrhændelser. 

”Vi har ingen watertubes, vi har ikke nogen flydespærringer, vi har ingen sandsække, alt det der har vi slet ikke. Vi har snakket om det, og politikerne har lovet, og du ved, hvordan det er. Så bliver de valgt, og så glemmer de hurtigt, hvad de lovede, inden de blev valgt.”

For Morten Abildstrøm hænger spørgsmålet om kystsikring sammen med en langt større diskussion om, hvad man vil med øen i en fremtid, hvor klimaforandringer og ekstreme vejrhændelser er hverdag, og hvor det, der plejede at være 100-årshændelser, pludselig indtræffer med jævne mellemrum. 

”Jeg tør vædde med, at hvis du spørger rundtomkring i Norddjurs Kommune, er der rigtig mange, der er skidetrætte af at høre om de der 130 mennesker ovre på Anholt. Og så skal du huske en anden ting: Anholt-færgen, som sejler fra Grenaa og herover, er jo en kæmpe CO2-udleder for Norddjurs Kommune. Og den kører også med underskud hvert år. Men man skal jo tage en beslutning. Vil du have et helårssamfund herovre, eller hvordan vil du gøre det? Grunden til, at folk synes, at Anholt er interessant, er jo blandt andet fordi der er et helårssamfund herovre. Man kan også lave det om, og så kan man bare sige, at den første turist, der kommer til påske, henter nøglen ovre på borgmesterkontoret, og den sidste afleverer den igen efter efterårsferien i uge 42.”

I DET SKINNENDE orange redningsfartøj, der optager størstedelen af pladsen i dokken på Anholt Redningsstation, kravler Bent Rasmussen op i styrehuset. Båden er omgivet af slanger, pumper og værktøj, alting har sin faste plads og er klar til at blive taget i brug, når Bent Rasmussen og hans kolleger med under 20 minutters varsel rykker ud for at hjælpe skibe i havsnød.

”Jeg er født og opvokset på Anholt og flyttede herfra, da jeg gik ud af 9. klasse. Jeg tog ud at fiske nogle år og boede på Vesterbro i København. Min kone og jeg er begge fra Anholt, vi gik i skole sammen, og vores familier har boet herovre de sidste 6-7 generationer, så vi endte med at flytte tilbage.” 59-årige Bent Rasmussen griner lidt, mens han letter på kasketten med Søværnets logo og kører hånden gennem det gråsprængte hår. 

”Det er 30 år siden, og vi fik fire børn, den sidste bor stadig hjemme. Jeg søgte ind i redningsstationen frivilligt, blev bådfører kortvarigt, og så blev jeg stationsleder for et par og 20 år siden.”

Redningsstationen på Anholt er en af 21 redningsstationer, som Forsvaret driver rundtomkring i Danmark, og som har til opgave at assistere folk, der kommer i havsnød.

ØEN MIDT I SØEN

Anholt er Danmarks mest isolerede ø-samfund. Øen har cirka 130 indbyggere og et areal på 22 kvadratkilometer, hvoraf omtrent 85 procent er fredet natur. Størstedelen af øen er dækket af lavheden ’Ørkenen’, og den eneste by er Anholt By. Øens beboere arbejder mest med turisme, fiskeri, byggeri, gartneri, undervisning, børnepasning og ældre- og sygepleje. Hvert år i sommersæsonen besøger cirka 50.000 turister Anholt, og turen dertil går enten med færge fra Grenaa eller med taxa-fly fra Roskilde – hvis man ikke sejler selv.

I dag dækker Bent Rasmussen og hans kolleger et stort område af Kattegat, og de bliver sendt til opgaver både ved Læsø, Aarhus Bugt, Nordjylland og Sverige.

Ligesom de fleste andre anholtere har Bent Rasmussen dog adskillige jobs. ”Tingene skal jo løses herovre,” som han siger. Han henter og afleverer post ved færgen, passer en vejrstation for DMI, og så er han ansat som sognefoged – en tjans, der blandt andet indebærer, at han fungerer som politimyndighed på øen størstedelen af året, hvor der ikke er noget fast politi til stede. 

”Sognefogeden er den øverste myndighed. Det handler om at få øen til at køre om vinteren og tage tingene i opløbet. Vi plejer at kunne finde ud af det sammen. Der er selvfølgelig nogle gange, hvor man siger: ’Nu får du ikke flere chancer’, men det meste kan løses med en rolig tilgang og lidt sund fornuft,” forklarer Bent Rasmussen, der kan tilkalde forstærkning fra politiet på fastlandet, hvis det skulle blive nødvendigt. 

”Det er trygt for øen at vide, at vi ikke er glemt herude, men vi er også rigtig gode til at passe på hinanden, synes jeg,” siger Bent Rasmussen, der klør sig i skægstubbene og tænker sig lidt om, før han fortsætter: ”Man er også god på øen til ligesom selv at justere, hvor grænsen er henne, hvad der er acceptabelt. Et sted som her skal du ikke gøre ret meget forkert, så er det et træls sted at være. Du kan jo ikke bare lige flytte. Der er ikke noget hærværk eller graffiti, og hvis der er et eller andet, finder vi ud af det. Nu har jeg været sognefoged siden 2004, og jeg har aldrig brugt magt, og jeg har aldrig anholdt nogen. Det handler om ikke at piske en stemning op. Jeg tror, at alle med en fornuftig tilgang til tingene vil kunne løse sådan en opgave her. Det handler om at se løsninger i stedet for problemer.” 

Redningsbådens radio skratter, og sognefogeden skruer ned for lydstyrken, inden han fortsætter: ”Sådan en stilling kan jo misbruges frygteligt. Politiet har myndighed, men den skal helst være til gavn for borgerne … Uden at vi sidder knæene af hinanden herovre er det vigtigt, at vi giver folk samme behandling. Man kunne lave rigtig meget lort som øvrighedsperson sådan et sted her.”

PÅ HAVNEN HAR et par ældre mænd i arbejdstøj indfundet sig foran købmanden med hver deres kolde dåseøl, og en enlig hundelufter tusser ned ad vejen mod Casablanca Hostel. Det er mandag morgen i maj, og havnen er stille, færgen er sejlet til Grenaa 07:50, og den kommer først tilbage i eftermiddag. 

Færgen bliver igen og igen fremhævet som øens livsnerve – det er den, anholterne tager, når de skal besøge deres familie på fastlandet, når skoleeleverne skal i svømmehal i Grenaa, når der skal julegaveshoppes i Aarhus, når børnene skal til bøjletandlæge, eller når øboerne skal til familiefester.

Den seneste tid er færgen dog stadig oftere blevet aflyst på grund af højvande i Anholt Havn, og anholterne har måttet ændre planer i sidste øjeblik eller rejse en dag før, når der er udsigt til kraftig vind, højvande og risiko for aflysninger.

Problematikken ligger mange anholtere meget på sinde, deriblandt Liselotte Arentz: ”Havnen er ikke højvandssikret. Og det kunne være lige meget, hvis det bare er en gang imellem, men hvis det er hele tiden, får man jo et problem.”

Morten Abildstrøm stemmer i: ”Vi skal jo tage fat på det der klimatilpasning. Men det er en alt for stor opgave for kommunerne, alt for dyrt. Derfor skal kystsikring og klimatilpasning i Danmark løftes op på nationalt plan og finansieres nationalt. Hvis ikke man gør noget, er der jo ikke nogen havn på Anholt i år 2100.”

KYSTEN ER IKKE SÅ KLAR 

Danmark har cirka 8.000 kilometer kystlinje, der med havstigninger og voldsomme vejrhændelser mange steder står til at blive markant forandret i de kommende år. I 2023 lancerede regeringen en plan for klimatilpasning, der fordelte 1,3 milliarder kroner til udsatte kystområder. Særligt den jyske vestkyst blev prioriteret med 1,1 milliarder kroner. De resterende udsatte kystområder fik en mindre pulje på 168 millioner kroner. I Danmark er det hovedreglen, at det er den grundejer, der har brug for kystsikringen, der skal betale. I mange tilfælde går grundejere derfor sammen for at eta­blere kystsikringsanlæg i fællesskab.

GÅTUREN FRA HAVNEN til Anholt By går langs enge med græssende heste og gennem en skov, hvor duften af fyrretræer og syrener rammer næseborene med fuld kraft. Både luften og drikkevandet smager umiddelbart renere her end i resten af landet. Ældgamle egetræer strækker sig mod en knaldblå himmel, en kongeørn cirkler et sted over trætoppene, og nogle børn cykler i fuld fart ned ad en bakke i tryg vished om, at øens få biler er på lang afstand i skovens stilhed.

Er Anholt det perfekte sted at være barn? Svarene blandt tre af de otte teenagere – ud af i alt 16 fastboende børn – er både-og. En af dem er Bent Rasmussens 15-årige søn, hvis far åbner den lave dør i bindingsværkshuset og råber, så det gjalder: ”Hans! Hans!” 

”Han er garanteret på toilettet med sin telefon. De unge mennesker!” Bent Rasmussen himler med øjnene, og efter lidt tid viser Hans sig i døråbningen iført mørkt joggingtøj og et lidt forvirret ansigtsudtryk. Var det i dag, vi skulle snakke? Indenfor i hjørnesofaen får han dog hurtigt talt sig varm, når snakken falder på, hvad der er det bedste ved at være barn og ung på Anholt.

”Sammenholdet. Man kan sige, at jeg er venner med alle på skolen. Og man er også gode venner med mange af de voksne. Hvis man boede i en storby, ville man ikke kende hinanden på den måde.” 

Alba, Mille og Hans.

To af klassekammeraterne, 15-årige Alba Esperanca Trolle Smed og 13-årige Mille Egelund Pedersen, deler Hans’ opfattelse. 

”Fællesskabet! Sammenholdet!” udbryder de i munden på hinanden i den villa, Alba deler med sin mor, efter at de flyttede hertil fra Odense for fem år siden. Ligesom Mille, der har boet i Grenaa som yngre, kender Alba til forskellen på at bo på fastlandet og på en lille ø som Anholt: ”Jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke bare var is og sol det hele, det var også vinter og skole,” siger Alba, mens de røde negle piller ved hendes guldhalskæde.

”Vi har sådan en leg, der hedder gemme-fange. Om aftenen mødes vi alle sammen henne på noget, der hedder Jordemoderpladsen. Vi har en Snapchat-tråd, hvor vi aftaler det, og så går vi rundt og banker på dørene hos dem, der ikke har telefon, og spørger, hvem der vil være med,” fortæller Mille, der i sin mørke sweatshirt og store guldøreringe lige så godt kunne befinde sig på Strøget i Aarhus eller på Fisketorvet i København.

Alba og Mille er øens eneste teenagepiger, og de er tætte veninder. 

”Det er egentlig ret mærkeligt, fordi vi bliver jo nødt til … Hvis vi nu bliver uvenner, så bliver vi nødt til at blive venner igen. Ellers går det jo ikke,” siger Alba og tager en slurk sodavand.

De særlige venskaber kan Hans tale med om: ”Man kan jo ikke bare sådan få nye venner, så hvis man bliver uvenner med sine venner, glemmer man det hurtigt. Og så skynder man sig at blive gode venner igen.”

ØENS UNGE HAR dog et netværk af venner på fastlandet, som de skriver sammen med på telefonen og tager ind og besøger med mellemrum. 

”Man kan godt have det lidt kedeligt i weekenderne. Jeg skriver meget med min veninde ovre på fastlandet, som skal til fest hver weekend, og så står jeg selv sådan … ja, hvad laver jeg? Jeg sidder med min telefon,” siger Alba. 

Mille supplerer: ”Altså, man kan da godt lige tænke: ’Ej, jeg gad sgu da godt være med lige nu.’ Men … man sidder jo fem timer væk. Nogle gange er det megafedt at være her, men andre gange er det også lidt træls.”

De tre teenagere er efterhånden vant til andre unges fordomme om ø-livet og til at skulle svare på dumme spørgsmål: ”’Har I nogensinde set en McDonald’s?’ kan de finde på at spørge om,” fortæller Mille med et grin. ”’Har I overhovedet internet derovre?’” tilføjer Alba. 

Netop internetforbindelse og smart­phones er med til at gøre de unges ø-tilværelse sammenlignelig med de fleste andre danske teenageres.

Hans mener selv, at han bruger omkring 5-6 timer på skærmen hver dag. Tiden går med gaming, serier, at holde kontakt med venner på fastlandet og netshopping, da Brugsen er den eneste butik på øen, der har åbent hele året. 

”Folk tror, at vi er sådan nogle naturbørn herovre,” griner Mille, mens Hans fortæller, at han ikke bruger naturen så meget, som da han var yngre: ”Jeg kan ikke rigtig se et formål med det. Det er lidt kedeligt, jeg vil hellere spille sammen med mine venner.”

DE DANSKES ØER 

Danmark har godt og vel 400 øer, hvoraf omtrent 80 er beboede. 27 af de beboede øer er organiseret i Sammenslutningen af Danske Småøer, der har det til fælles, at de har færre end 1.200 indbyggere, ikke har broforbindelse til fastlandet og ikke udgør deres egen kommune.

SKOLEN PÅ ANHOLT går til 9. klassetrin, og i 15- eller 16-årsalderen skifter langt de fleste unge derfor ø-livet ud med en tilværelse i Grenaa eller Aarhus med kollegie og ungdomsuddannelse. Det er tidligt at flytte hjemmefra, men er det noget, de unge glæder sig til eller frygter? 

Hans er ikke bekymret, selvom han ved, at det bliver hårdt: ”Det er selvfølgelig svært, men det er også med til at gøre én moden. Og man bliver på en måde stærkere, mere selvstændig.”

Alba er mest bekymret for alle de valg, hun skal træffe: ”Jeg tror, at det, jeg er mest bange for, er alle de planer, man skal lægge for fremtiden. Jeg havde ikke engang valgt, hvilken efterskole jeg skulle på. Og så skulle jeg sidde der og finde ud af, hvilken uddannelse jeg vil tage.”

Når snakken falder på de unges fremtidsdrømme, har både Alba, Mille og Hans planer, der ligger uden for Anholt. Mille drømmer om at blive frisør, Alba vil gerne være advokat, mens Hans 

ikke har besluttet, hvad han vil, ud over at blive noget andet end det, man kan blive på Anholt.

”Jeg drømmer meget om at komme ud i verden og bo og sådan,” forklarer Alba. ”Men jeg vil gerne vise mine børn øen og have sommerhus herovre. Jeg vil ikke tabe gnisten for Anholt nogensinde.”

/

Varm luft

Verden koger, og alle lande må med, hvis klimaet skal reddes. Danmark har sat sig for at vise vejen. Men det er en følsom tillidsøvelse at engagere sig med lande som Pakistan og Bangladesh – nationer, der nærmest uden selv at have bidraget til krisen er blandt de mest klimasårbare på kloden. Midt i cykloner og hedebølge tog Ud & Se med på diplomatisk mission til Sydasien for at se, om smil, håndtryk og vindmølletaler kan skabe det åndehul, verden gisper efter.
Tekst:Lasse WamslerFoto:Martin Bech Knudsen

HELIKOPTEREN SKYDER HEN over deltaets olivengrønne floder. Den kaster sin skygge ned på rismarker og rejefarme, solsvedne gårdspladser imellem bliktage og rickshaws på palmefyldte grusveje. Vi flyver over det sydlige Bangladesh, og de fleste på denne tur kender alt til at sidde med tykke høre­telefoner og blunde midt i en kabines petrostank. Snakken går på, om man foretrækker helikopterdørene åbne eller ej – ligesom dengang i Irak, Mali, Albanien. 

Kabinen er fuld af danske diplomater og klimaforhandlere. En gruppe af kompetente og karrierebevidste mennesker, der har krydset den halve jordklode for at bevidne verdens inkompetence med at håndtere tidens største problem: klimaet. 

Under os ligger markerne som skarpt optegnede felter på et kubistisk maleri. Græssende geder vader ind over mudrede markskel. Huse står på bambus-stylter, og arbejdere med bare overkroppe lægger sandsække langs flodbredderne. Bangladesh er et fladt land, som ligger lige dér, hvor en række af Asiens største floder munder ud i Det Indiske Ocean. Når monsunen kommer om sommeren, oversvømmes mange af de marker og landsbyer, vi kan se oppe fra de piskende rotorer. Men monsunen er ikke kommet endnu. I stedet er her for tiden den længste hedebølge i årtier. Den fugtige varme nærmer sig 40 grader. Skoler er lukket i tusindtal, og rickshaw-chaufførerne har for alvor knappet skjorterne op. Selv de rituelle pauser med den varme te er de lokale begyndt at skippe midt i den kvælende hede. 

Den bangladeshiske pilot virker svært tilfreds med den spilleliste, han sørger for, at danskerne bagtil kan høre. 

Listening to the wind of chaaange! 

Nogle fingre vandrer rytmisk rundt på en diplomats lår i takt med, at Scorpions’ powerballade når sit klimaks. Lilletrommen smælder, og den hylende guitarsolo er som et varsel fra en fjern tid, hvor forandringens vinde blæste ind over Østeuropa og Sovjet­unionen. 

Det er ikke en kold krig, men en helt anden slags krise, vi overflyver nu. Hvor klimaet i stigende grad opfører sig som en teenager, der bare vil have det mere ekstremt. Den ene dag tørke, skovbrande og hedebølge, der lægger gader øde og får marker til at visne. Den næste dag oversvømmelse og heftige cykloner, som tvinger familier på flugt over plørede veje, væk fra væltede træer og alt, de kender til.

I HELIKOPTERENS HØJTTALER fortæller piloten opstemt om en bro, vi skal se. Landets længste, forklarer han, mens han sætter farten op langs en firesporet motorvejsbro.  

”Yes, it is very beautiful,” lyder det fra Dan Jørgensen, minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik (S), der filmer flittigt med sin telefon fra cockpittet.

Ud & Se er som eneste medie taget med ministeren og hans følge til Bangladesh og Pakistan, nogle af verdens mest klimasårbare lande. For at stirre ind i ”vor generations største udfordring”, som der står i regeringsgrundlaget, men også for at opleve, hvordan embedsmænd i mørkeblå jakkesæt arbejder i klimakulisserne imens.

Langt, langt under os står nogle kvinder i kulørte sarier og betragter helikopteren fra et tag. 

Nogle drenge spiller fodbold på en plads mellem dynger af affald. Denne del af verden, Sydasien, er hjemsted for knap en fjerdedel af verdens befolkning, som bor på blot 3,5 procent af verdens landområde. Det er altså verdens tættest befolkede region og tilmed nok den mest udsatte for klimaforandringer. En del af verden, hvor flest mennesker må flygte fra klimakonsekvenserne, og hvor kystbyerne risikerer hurtigst at synke. Hvor de stigende have kun er første udfordring – oveni kommer de hyppigere oversvømmelser og cykloner og endelig de ekstreme hedebølger. Er man en af de mange, der lever for under en dollar om dagen her, risikerer man altså at være blot én oversvømmelse fra at se sit hjem og alle ens ejendele blive skyllet væk som et sandslot på en strand. 

Heroppe i den tempererede kabine er det svært ikke at få den tanke, at turen hertil især er en rejse mellem to tider. Fra et Danmark, hvor klimaet stadig mest skræmmer under sommertørkerne eller midt i de alvorstunge tv-nyheder om naturbrande på en ferieø. Klip til her, hvor det hele sker i en dramatisk nutid. Cykloner, smeltende gletsjere, oversvømmelser og ubærlig hede. Det er rejsen fra klimaet som alarmerende fremtid til klimakrisen som nutid. 

Knock-knock-knocking on heaven’s do-o-or. 

En diplomat trommer atter på sine lår, og snart gør den lysskjortede ekspedition klar til landing. Dan Jørgensen er i en årrække blevet mødt med klapsalver, kindkys og anerkendelse, når han har turneret verden rundt for at fortælle om Danmarks klimamål. Han har citeret Martin Luther King fra talerstole overstrømmet af blitzlys.

Nu skal han til det igen. Det er lige her midt i den smoggede eftermiddagssol, at delegationen fra et lille land, der udleder omkring 0,1 procent af verdens drivhusgasser, skal ud med smil og vindmølletaler og inspirere som grøn foregangsnation.

DUKS ELLER DOVEN? 

En central del af regeringens klimapolitik handler om at vise resten af verden, at klima er en god forretning. At grøn energi betaler sig. Det møder dog modstand herhjemme. Organisationer og forskere peger på, at Danmark ikke længere kan kaldes et foregangsland. Det skyldes blandt andet, at den største del af vores grønne energi tager afsæt i biomasse – afbrænding af træ – som udleder en masse CO2. Regeringens eget ekspertorgan, Klimarådet, har endda på tredje år dumpet regeringens klimapolitik for at gøre for lidt.

Dan Jørgensen i gangsnak med den øverste klimaforhandler fra Bangladesh.

DET ER IKKE enhver forundt at kæmpe for klimaet på første klasse. Vejen hertil har været lang. Fem måneder er gået med at forberede turen, ringe til de rigtige folk, få hjælp af de danske ambassader. Men krigen raser fortsat i Ukraine, og emnet klima putter sig lidt ovre i hjørnet af nyhedssiderne, da vi letter fra Kastrup Lufthavn, hvor Øresunds havvindmøller som en skov af stål og beton minder os om det grønne løfte om vækst, ministeren er rejsende i.

Videre til et flyskifte i oliestaten Qatar, hvor en kvinde i niqab kaster op i en pose. Til lyden af arbejdsmigranter fra Bangladesh, der urutineret bakser med døren til flytoilettet, mens deres mere velbjærgede landsmænd frydefuldt instruerer dem fra flysæderne. Over til lufthavnen i Dhaka, Bangla­deshs hovedstad. Her er telefonsignalet helt jammet af sikkerhedshensyn, idet premierministeren er til stede i lufthavnen. Kakiklædte mænd med fjer i baretterne beder os vente midt i de mange bippende mislyde.

Endelig står vi her, sammen­klemt i elevatoren på det femstjernede hotel. Vi skal inspicere infinity poolen øverst oppe. Er det måske lidt anmassende for dem, som måtte sidde med en drink i poolkanten, smågriner en af ministerens folk. 

”Ha, så kommer vi lige fem jakkesæt og kigger på.” 

At rejse med en dansk minister er et studie i selvbevidste gangarter og pludselige skift til jakke og slips. Det er de beherskede smil, de timede jokes, de sproglige koder – alle er de opvarmningsøvelser til møder rundt om lange borde med snacks, man sjældent har tid til at spise. 

Man siger ’ministeren’, ikke hans navn. Udadtil er alt på H.E. – his excellency. Man siger ’vi’, ikke Danmark, når man omtaler dansk tilstedeværelse i andre lande. Går ministeren mod en holdende bil, betvinger man enhver toilettanke og må i hurtige ryk følge med slipstrømmen af rådgivere, sekretær, ambassadør, vicedirektør og kommunikationsmedarbejder. 

I korte øjeblikke kan man helt glemme, hvorfor man sidder dér i en bil med nogle statskundskabere, der taler om at pledge, strategize og deep dive. Midt i en jammerlig bilprop i en af verdens mest luftforurenede byer. Men så er det, at man kigger ud ad forruden, hvor uniformerede mænd i en pickup-truck svinger med lysende stave for at tvinge delegationen foran i den uregerlige trafik. Tænk, det er vel vigtigt, det her. En slags ’mission sidste udkald’ for klimaet, og benådet med diplomatpas, sovemasker og strøgne skjorter er ministerens følge ankommet til afgrundens rand.

Løsthængende kabler og airconditionanlæg på Bangladeshs ministerium for miljø, skov og klimaforandringer.

DAN JØRGENSEN ER ikke blot en minister i rækken, få politikere har et ydre lige så velbeskrevet som hans. De markerede panderynker og de smalle Clint Eastwood-øjne. Klicheerne står nærmest på række til at skyde efter.

Den 48-årige fynbo har for længst slået sit navn fast i politik. Folketingsmedlem siden 2015, fødevareminister under Helle Thorning-Schmidt, klimaminister i den tidligere Mette Frederiksen-regering, nu minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik i SVM-regeringen og før det medlem af Europa-Parlamentet i næsten et årti. Og så har han været forhandlingsleder til nogle af de vigtige FN-klimatopmøder, COP-møderne, hvor landene diskuterer veje til at bremse den globale temperaturstigning.

Siden han som helt ung løb rundt med korte bukser i de nordfynske skove for at se på fugle, har han været optaget af naturen. Han har tygget sig igennem alle de nedslående klimarapporter, har drukket spande af mødekaffe for 20 år siden, for 10 år siden, selv for fem år siden, hvor han har rakt hånden op og bedt alle om at tænke på klimaet. Sådan husker han det i hvert fald selv. En slags klimapolitisk boomer, der har skrevet bøger om Thorvald Stauning og blev opildnet af klima, længe inden verden kendte til flyskam eller Greta Thunberg. Dan Jørgensen bruger ofte ord som ’ambivalent’, og når han taler, bevæger han begge hænder frem, som lægger han sten i et murværk. 

Der er blevet sagt om den drevne toppolitiker, at hans kamp for klimaet til tider er langsom og overforsigtig, men at han har et godt ry i udlandet som international forhandler. I dag behøver Dan Jørgensen ikke længere høfligt påminde andre om at huske klimaet, og det har kun sat turbo på hans globale mødekalender. Han skal nu inspirere verden til at følge det danske eksempel med at omstille til en grønnere økonomi.

Men vi sidder ikke her i en bilkortege udstyret med danske flag og VIP-skilte på en tilfældig tid på året. Det er sommeren, hvor verden oplever et alarmerende ekstremt vejr, som aldrig tidligere er set. Varmerekorder med temperaturer over 45, selv i Europa. Et rekordlavt isdække omkring Antarktis. Naturbrande helt ude af kontrol og hedebølger i Sydamerika, hvor det burde være vinter. Endda klimaforskere, der begynder at tale om ikke længere at frygte for deres børns liv, men for deres egen tid her på jorden. Det er denne sommer, hvor FN’s generalsekretær, António Guterres, fortæller verden, at ”tiden med global opvarmning er slut, vi er trådt ind i den globale opkognings tid”. 

DEN STØRSTE KRISE

Verden bevæger sig i disse år faretruende hurtigt ned ad en vej, som vil føre til mere ekstremt vejr og langt oftere tilfælde af blandt andet oversvømmelser, hedebølger og naturbrande.

Vi har kendt til problemet med fossile brændstoffer som kul og olie i mindst tre årtier. Alligevel er halvdelen af hele menneskehedens udslip af CO2 sket siden 1990.

Udledningerne stiger fortsat globalt, og vi styrer mod temperaturstigninger, der kan have drastiske effekter. Hvor dele af kloden risikerer at blive for varme for mennesker med op mod en milliard klimaflygtninge, og hvor dele af Europa vil opleve massiv vandmangel, dødelig varmestress og fremkomst af malaria og dengue-feber.

Der er godt syv år tilbage, inden verden skal have skåret omkring halvdelen af drivhusgasserne væk, som verdens lande blev enige om i den såkaldte Paris-aftale fra 2015. Målet er, at kloden holdes på en gennemsnitlig temperaturstigning et stykke under 2 grader frem mod år 2100. Lige nu ser vi ifølge FN ud til at ramme de 2,6 grader – vel at mærke kun, hvis landene gør, som de har lovet.

Det kommende klimatopmøde i Dubai i december vurderes derfor som særligt vigtigt, for at verden kan skrue markant op for den grønne omstilling.

BÅDEN PISKER NED ad floden, forbi handelsskibe og lange fiskerbåde af træ. En gråsprængt mand fra en international ngo fortæller om, hvordan dette deltaområde er ekstremt udsat for de stigende vandmasser. Om hvordan Bangladesh oplever en konstant brydekamp mellem land og vand, og hvordan de tusind småøer er i fare for at blive spist af de glubske vandmasser.

Bangladesh er ifølge FN et af de lande, der rammes allerhårdest af klimaforandringerne – og som omvendt har haft den mindste rolle i at drive dem frem. Selv i dag med flere årtiers nærmest konstant vækst udleder den gennemsnitlige bangladesher blot en tiendedel af, hvad en ty­­pisk dansker sender op i atmosfæren af CO2.

Vandet banker mod bådens ruder, mens manden fortæller om de cykloner, der i disse år kommer langt oftere end før. Om vandet, man forventer vil stige 4-5 meter, om hele landsbyer, der allerede nu ligger under vand. Og om en kvinde, der i hast forlod sit hjem med fire børn under armen for så at indse, da hun var nået i sikkerhed, at hun blot bar på to.

Men hvis Danmark går forrest med at reducere klimagasserne, så vidner Bangladesh samtidig også om, at man kan tilpasse sig et ændret klima. Da cyklonen Bhola i 1970 hærgede i landet, døde op mod 500.000 mennesker. Hvorfor? Landet havde dengang ingen varslingssystemer. Da en lignende cyklon kom i 2019, omkom 12 mennesker. I dag modtager landsbyerne løbende advarselsbeskeder, og langs kysterne er bygget såkaldte cyclone shelters, der også fungerer som skoler.

Dan Jørgensen ser på en vandtank til opsamling af regnvand i kystområdet Mongla i Bangladesh sammen med klima- og miljøspecialist Myisha Ahmad (i violet hovedtørklæde) fra ngo’en BRAC.

VI BEVÆGER OS ud mod en landsby, der er truet af oversvømmelse. Træer står halvt i vand lige ud for flodbredden, som er tydeligt tævet igennem af de voldsomme vandmasser. De eroderede skrænter skinner som brunt smør. Tøfler ligger spredt rundt på jorden, trampet ned i flere af de mange mudderpøle. Lokale har bygget en landgangsbro af bambus til lejligheden. Som en gestus fra værterne får vi alle flettede blomsterkranse om halsen. 

”Skal jeg tage kransen?” spørger en fra ministerens hold og gør antrit til at fjerne den fra hans hals, men bremses af en bestemt brummen fra Dan Jørgensen: ”Nej!”

Ænder trasker rundt på de lerede stier mellem blikhytter og kokospalmer. Kvinder sidder i skyggen af halvtage og betragter delegationen. Problemet på disse kanter er ikke blot de jævnlige oversvømmelser. Den stigende vandstand gør også, at saltvand trænger ind i jorden og op i grundvandet. Det gør det umuligt at dyrke traditionelle afgrøder som ris, men også bare at skaffe rent drikkevand. Af samme grund troner en stor regnvandstank i skrigende pink midt i landsbyen. Den sikrer vand, som de lokale før skulle vandre adskillige kilometer for at hente. Hvis de da ikke drak direkte fra floden. Tanken er finansieret af blandt andet danske bistandsmidler, og det er således ikke tilfældigt, at selskabet står lige her med alle de lyse skjorter og FN-kasketter.  

Fiskeren Arabindu Biswas betragter forsamlingen, der vimser forbi ham. Han lever af sine sild, men har allerede fem gange oplevet at se sit hus blive fortæret af vandmasserne. Hver gang har han søgt tilflugt på nogle nærliggende marker i tre dage. Og hver gang er han draget tilbage, har taget et lån og bygget et nyt hus op fra grunden.

Hvorfor flytter du ikke helt væk, når du ved, at den næste katastrofe hele tiden lurer? 

”Jeg har ingen uddannelse, hvad skulle jeg lave i storbyen? Så hellere leve af de få penge, som fiskeriet giver mig.”

Ikke alle har det på samme måde. Op mod 30 millioner mennesker i Bangladesh kan blive nødt til at flytte fra de kystnære områder, hvis der ikke gøres noget mere drastisk, anslår FN. Allerede nu bryder folk op, og mens nogle ender i byernes slumområder, rejser andre hele vejen til Europa. Sidste år søgte rekordmange mennesker fra Bangladesh (34.000) asyl i EU. 

Hvis deltaets landsbyer er en slags flygtningefabrik, er Dhaka det sted, hvor løftet om vækst og beskæftigelse pulserer. Byen er som én stor byggegrund, hvor mænd med gule sikkerhedshjelme spartler på en ny motorvejsbro fra spinkle stilladser. Ufaglærte arbejdere med halstørklæder for munden trasker i ubrudt strøm ind på plørede byggepladser. ”Reward for catch the thief,” står der på et skilt ved porten. 

Børn med skoletasker går langs vejkanten forbi betonkolosser, der med blottede etager venter på at blive opført som boliger og kontorer. Slidte busser tøffer forbi med store reklamer for køleskabe og andre forbrugs­goder. Det højteknologiske vækstsamfund har meldt sin ankomst og dermed også hele debatten om, hvordan man undgår, at denne vækst gør mere skade på det i forvejen ophedede klima.

29-årige Myisha Ahmad arbejder i BRAC, en af de ngo’er, der blandt andet hjælper nogle af de mange flygtninge, der bebor Dhakas beskidte slumbyer. Sammen med amerikanske eliteuniversiteter laver hun klimamodeller flere årtier ud i fremtiden. Modeller, som skal gøre det nemmere for selv de mest udsatte borgere at tilpasse sig det uregerlige vejr. Over en krydret fiskeret fortæller hun om varmen, der på det seneste har lagt sig som en kvælende dyne. Selv har hun erstattet den varme afternoon tea med chiafrø i juicen, der skulle køle kroppen ned:

”Jeg mister nok to eller tre timers effektiv arbejdstid hver eneste dag på grund af varmen, støjen og trængslen. Det her sted er unlivable,” forklarer hun om Dhaka, hvor afstande måles i den tid, det tager at overkomme trafikkøerne. 

Som klima- og miljøspecialist i organisationen er hun trænet i at tænke klimabevidst. Alligevel har klimakonsekvensernes fart og omfang overrasket hende. Flere af de afgrøder, hun plejede at købe på byens markeder, kan ikke længere dyrkes, mens et job som rickshaw-trækker er blevet decideret farligt i den stegende hede. 

”Hver eneste person i Bangladesh er i det stille i gang med at tilpasse sig til klimaet. Med madvaner, livsstil og boformer. Men hvordan fortæller man mennesker, at de bare skal tilpasse sig, når de ikke har noget ansvar for de stigende temperaturer?”

Hun taler om det, man i den politiske jargon kalder klimaretfærdighed. At hverken Dan Jørgensen eller nogen af os andre vil blive ramt på vores liv og overlevelse, når vi om få dage tager flyet hjem.

De mennesker, der har mindst ansvar for klimakrisen, bliver altså ramt langt hårdere og hyppigere af det ekstreme vejr, som følger af det ændrede klima. Nogle tager altså tømmermændene for andres fossile fest. Mere præcist udleder den rigeste tiendedel af verdens befolkning, som mange danskere tilhører, omkring halvdelen af verdens CO2. Den fattigste halvdel af verdens befolkning udleder kun en tiendedel – ja, de fleste mennesker i verden har fortsat til gode at flyve eller at tænde for et airconditionanlæg. 

Myisha Ahmad slår blidt med pegefingeren på den hvide dug, stopper pludselig i sin tale, som om hun tager tilløb til at røbe en hemmelighed:

”År efter år afholdes der COP-møder, men hvor meget får vi ud af den globale samtale om klimaet? Mens vi sidder her, underskrives der atter nye kontrakter med kulminer over hele verden. Tilpasning til klimaet er fint, men det har sine begrænsninger, så længe de større beslutninger ikke træffes. Berettiget vrede, det er den følelse, jeg har.”

GOOD COP BAD COP?

COP28 er det næste møde i verdens politiske klimaproces, COP-systemet. Mødet begynder i Dubai 30. november, og her skal verdens lande for første gang se tilbage på, hvordan det er gået med at nå det vigtige klimamål om at holde den globale opvarmning under 2 grader, som blev aftalt i Paris i 2015.

Måske endnu vigtigere skal landene på mødet blive enige om, hvordan vi sikrer os at komme i mål og få hævet de globale klima-ambitioner.

Dan Jørgensen har sammen med den sydafrikanske minister Barbara Creecy fået til opgave at lede dele af forhandlingerne.

Arabindu Biswas forlader ikke sit fiskerleje.

PÅ DAN JØRGENSENS rundrejse underskriver landene nogle aftaler. Godkender nogle handlingsplaner. Øger samarbejdet. Men det er ikke det eneste vigtige. I de uformelle snakke træder én ting klart frem: Turen er smørelse inden COP28-topmødet i december, som af flere opfattes som præcis det møde, hvor verdens fremtid måske besegles. Hvor hele COP-processen må vise sit værd. Hvis netop det svigter, hviskes der i krogene om, at så bliver det svært at forklare befolkningerne, hvorfor man skal holde liv i det internationale klimasystem. Men et sammenbrud er en skrækvision, forstår man. Verden har ikke noget at sætte i stedet.

Delegationen går ned ad en gang med meterhøje fotostater med elefanter og papegøjer. Mødet med Bangladeshs klimaminister er netop slut. Her blev trykket hænder, talt løst om landenes positioner, mens værterne uddelte en takeaway-boks med kage og stegt kylling, som ingen rigtig rørte. Billeder knipses, Dan Jørgensen fremviser sine smilerynker, og de politiske forberedelser kører videre på en chattråd.

I den tætpakkede elevator småsnakker den bangladeshiske gruppe om mødet: 

”Danskerne er altid så oprigtige og kender fakta,” lyder det fra en mand i en knælang kurta.

Den danske ambassadør, der også står plantet midt i den trange elevator, får nævnt, at Dan Jørgensen jo bestrider en ret nyoprettet ministerpost. Få tager særlig notits af det. Ja, ja, men de kender ham jo godt – fra topmøderne. 

Mange af Bangladeshs klimaflygtninge flytter til hovedstaden Dhaka og ind i slumbyen Korail Bosti.

Dan Jørgensen er selv yderst bevidst om betydningen af det personlige kendskab mellem landenes forhandlere. Noget, som typisk sker ved såkaldte pull asides, hvor forhandlerne tilfældigt løber ind i hinanden til topmøderne. Denne tur er en anderledes koordineret tillidsøvelse. Det betyder noget at vise landene den respekt, at man besøger deres oversvømmelsesramte områder, taler med folk i slumbyerne, tilbyder landene klimahjælp og ekspertise.

”At hjælpen ikke bare er noget, vi siger til de store, flotte møder. Det giver en helt anden form for alliance og partnerskab. Venskab, vil jeg kalde det,” fortæller Dan Jørgensen.

Bangladesh og Pakistan er de to vigtige lande i klimaforhandlingerne, da alle ved, at de to lande er blandt dem, der bliver ramt allerhårdest. Derfor har begge lande tidligere ledt forhandlingsgrupper på vegne af andre lande.

”Når jeg møder de her mennesker næste gang, bliver det jo formentlig i et forhandlingslokale i Dubai. Måske en sen nat, hvor der er behov for, at man kan trække en til side og give sit indspark i en forhandling. Tillid betyder alt.” 

Jesmin måtte flygte fra sin landsby, da hendes hus i 2007 blev oversvømmet under cyklonen Sidr. ”Da vi vendte tilbage til landsbyen, var alt skyllet bort. Intet var det samme,” fortæller Jesmin, der i dag lever i slumbyen Korail Bosti.

BANGLADESH LIGGER BAG OS, nu gælder det Pakistan. Og næppe er diplomaternes fermt pakkede kabinekufferter trillet ud af den pakistanske lufthavn, før der går rygter om en mulig naturkatastrofe.

”En cyklon rammer sydkysten senere i dag. Vi må håbe, de er bedre forberedt denne gang,” siger den danske ambassadør og slår ud med armene, mens forsamlingen hugger kiks og frugt i sig inden dagens møder med udvalgte pakistanske ministre.

Omkring samme tid sidste år ramtes Pakistan af de værste oversvømmelser i landets historie. Stigende temperaturer fik med lynfart Himalayas gletsjere til at smelte og ledte rekordstore vandmasser ned igennem landets floder. Derefter ankom en ekstra kraftig monsun med tre gange mere vand end normalt. En drabelig klimacocktail, der efterlod en tredjedel af landet under vand og anslået otte millioner mennesker uden hjem. Verdens medier berettede dengang om børn med mudret tøj, der måtte tigge fra teltlejre langs vejkanter, overbelastede klinikker og mænd i motorbåde på jagt efter deres nu nedsunkne hjem.  

”Vi har ført krig mod naturen, og nu slår naturen tilbage på frygtelig vis,” fortalte en tænderskærende FN-generalsekretær, António Guterres, under sit besøg sidste år.

Ud af flodbølgens martrede landskaber opstår erkendelsen af, at klimakampen ikke længere blot handler om at bringe udslip af drivhusgasser ned. Det handler også om at beskytte de mennesker, der stirrer direkte ind i klimakatastrofens følger. 

Her træder også en ny slags superstjerne ind på den klimapolitiske scene, nemlig Pakistans minister for klimaforandringer, Sherry Rehman. Det gør hun med budskabet om, at de rige lande skal betale mere for de tab og skader, som de klimasårbare lande oplever allerede i dag. Bare sidste års naturkatastrofe efterlader en regning på flere hundrede milliarder kroner – og det er endda uden at tælle med, hvad genopbygningen koster.  

I en elegant mørkegrøn kjoledragt, høje slangeskindsstøvler og glitrende ædelstensring tager Sherry Rehman imod den danske minister. I mødelokalet er opsat en midlertidig skærm, så Rehman kan følge med i cyklonens bevægelser i realtid. Hun har egentlig bryllupsdag, men skal styre det her kriseteam. Og så møde en dansk minister ved navn Jørgensen. 

VERDEN VIPPER 

Udfordringen med klimaet er ifølge eksperterne, at vores samfund ikke blot skal omstilles mere end før. Det ska gå meget hurtigere end før. Hvis man vinder klimakampen, men gør det for langsomt, har man tabt.

Det skyldes især klimaets såkaldte vippepunkter: Når klimaforandringer passerer en usynlig grænse, kan det sætte skub i en ustoppelig udvikling og gøre situationen værre.

Ligesom en person, der vipper på en stol – det går godt, indtil det slet ikke går mere.

Vippepunkter kan få regnskove til at miste deres fugt eller få gletsjere og arktiske iskapper til at forsvinde. De risikerer at skubbe til uoverskue­lige kæder af begivenheder, der vil ændre betingelserne for alt liv på kloden.

Videnskaben forstår endnu ikke, præcis hvornår vippepunkterne kan indtræffe. Men vi ved, at disse klimabomber potentielt kan eksplodere med verdens aktuelle temperaturstigninger. Forskernes svar er derfor, at enhver brøkdel af en temperaturstigning, der kan undgås, har betydning for alt fremtidigt liv på jorden.

PRESSEN ER FORMENT ADGANG, og et interview med Sherry Rehman er udelukket. Men adspurgt om mødet forklarer Dan Jørgensen, at de straks gik i gang med at planlægge, hvordan de kan hjælpe hinanden til COP-mødet. Et positivt, men praktisk møde, forklarer han. 

Kan du blive grebet af pessimisme? En ting er, at du skal klippe snore over og være konstruktiv til en masse møder, men kan du godt blive grebet af den der følelse? 

”Nej, så skulle jeg heller ikke have det her job. Jeg er helt sikkert også drevet af frygten for, hvad der sker, hvis ikke vi gør noget. Men i hverdagen er det især optimisme. Og nogle gange er professionel optimisme nødvendig for, at man kan få et resultat. Du kan ikke gå ind til en forhandling og sidde med hænderne over kors, for så får du aldrig nogen fremskridt.” 

Men får du aldrig lyst til at smide jakken og rejse dig trodsigt i vrimlen af COP-forhandlere, så det faktisk kan høres? 

”Jeg har respekt for dem, der protesterer. Dem er der også brug for i den offentlige debat. Men selv tror jeg mest på de store politiske løsninger. Men endda de løsninger er for små, hvis det kun sker i Danmark eller endda i Europa. Det skal være for hele verden. Hvordan det så sker, er jo også et håndværk. Og der handler det også om at kende et sprog og nogle koder og vide, hvordan man opbygger tillid mellem forhandlere. Det er jo det, jeg har lavet i mange år nu, og nok den måde, jeg kan gøre den største forskel.”

Lokale langs en brusende flod i det bjergrige nordlige Pakistan.

OMKRING ET PAR UGER tidligere, midt i den danske sommertørke, sidder Dan Jørgensen og taler i radioen. ’Ring til regeringen’ hedder DR-programmet. 11-årige Anker skriver ind og spørger: 

”Er det muligt, at vi får styr på klimaet i fremtiden?”

Ministeren slår over i en lille latter. Er drengen mon opkaldt efter Anker Jørgensen? Derefter får han talt lidt om blandt andet vindmøller og fjernvarme. Dommen på de sociale medier falder prompte derefter. Ministeren taler med uld i mund, lyder det fra flere. 

Nu sidder vi på bagsædet i den armerede bil gennem Islamabads døsige eftermiddagstrafik. Dagen har budt på mødesnak, tålmodig lytten til lokale, der driver en fælles vandturbine, mere mødesnak, ud på bumlende køreture, igennem brusende floder i en steghed bil uden aircondition. Ud at se en kommunalpolitiker vise et PowerPoint-show i nogle sofaer i et goldt lufthavnskontor.

Som vi sidder dér i bilen i den pakistanske hovedstad smukt udstrakt ved foden af Himalaya, er dagens mødeprogram ved at være slut. Ministeren kan godt mærke, at han er ”lidt bøffet i hovedet”.

Nu får du muligheden igen – og du må ikke snakke om vindmøller, termostater og energieffektivitet eller sige ”der er grund til optimisme”. For alle børn og børnebørn: KOMMER vi til at løse klimakrisen?

”Jeg håber det, og på gode dage tror jeg også på det. Andre dage kan jeg være mere tvivlende. For selvom det kan lyde selvmodsigende, er begge dele rigtigt. På den ene side går virkelig meget i den forkerte retning, omstillingen går slet ikke stærkt nok, og videnskabens resultater er mere og mere bekymrende. Men på den anden side er der også ting, der går hurtigt i den rigtige retning. Hvis resten af Europa og den vestlige verden gjorde, som Danmark og et par få andre lande har gjort, kan vi godt nå det.”

Så lad os tage spørgsmålet igen, lettere omformuleret. Kan du troværdigt sige til mig: ”Ja, vi skal nok løse problemet med klimaet, for ellers er alt andet ligegyldigt”?

”Jeg ville først være bekymret, hvis nogen til den her 11-årige dreng gav et meget klart nej,” siger han og tilføjer: 

”Eller et meget klart ja.”

TAB OG SKADER 

Ved klimatopmødet i 2022 indgik man for første gang en aftale om at afsætte penge til tab og skader (loss and damage). Førhen gik penge til klimaet især til at bringe udledninger ned samt hjælpe med at tilpasse sig fremtidige klimaforandringer. Tab og skader handler modsat om at dække udgifter, som især fattige lande allerede nu har på at udbedre skader efter eksempelvis oversvømmelser eller cykloner, som de ikke kan undgå.

Børn i traditionelle dragter til ære for de danske gæster.

DEN PAKISTANSKE HOVEDSTAD, Islamabad, er en velordnet by med nydeligt klippede træer i rabatterne, frodige ambassadekvarterer, checkpoints og luksushoteller. Byen er forskanset fra resten af landet, der for få år siden blev opfattet som et af verdens farligste. Præget af terroraktioner og redebyggeri for islamistiske skyggeceller. Landet, hvor amerikanske elitestyrker i ly af natten blev firet ned fra to helikoptere og fik ram på terrorlederen Osama bin Laden i sit skjulested nord for hovedstaden. 

Men alt det fylder ikke meget på memoerne hos gruppen af danske diplomater, der kører rundt i de armerede landcruisere, hvor sikkerhedsselen ikke virker. Nu handler det om vindmøller og klimabistand. Og ikke mindst om Himalayas majestætiske gletsjere, også kaldet ’verdens tredje pol’.  

I bjergene i det nordlige Pakistan smelter landets 7.000 gletsjere nemlig i voldsom fart, og det øger risikoen for en katastrofal flodbølge som sidste år. Dan Jørgensen og hans tropper vil med denne tur blandt andet støtte de fattige bjergbefolkninger med at bygge værn langs floderne og lave planer, hvis katastrofen indtræffer. 

Dan Jørgensen glaner bag sine Ray-Ban-solbriller ud mod de uendelige landingsbaner i Islamabads lufthavn. Da helikopteren sætter i gang, minder det om en cd-afspiller, der er gået i hak, selv om udsigten er anderledes denne gang. Himalaya gennemskæres af krogede veje, og floder krydser hinanden i små, evige kapløb. Synet fra de nougatbrune helikoptersæder er uvirkeligt på den måde, at det lige så godt kunne være et kig ned på havets bund. Solens indfald fremhæver bjergsiderne som nærmest svampelignende formationer. 

Fra en helikopter er man løsrevet fra tid og rum. Man ser for sig, hvordan bjergryggene har formet sig efter geologiske tiders foldninger, hvordan krige mellem stammer i forhistorisk tid er blevet udkæmpet her. Dan Jørgensen har hovedet konstant fokuseret ud mod de grågrønne bjergskråninger, kun afbrudt at ef par selfievideoer med de mest betagende landskaber. Bjergryggen kan ligne et håndklæde, der skødesløst er blevet kastet på et gulv. Bag skyformationerne titter Himalayas tinder frem som et gådefuldt rige langt væk. De fremstår ikke specielt sneklædte.

Det siges, at vores fossildrevne verdensorden kører på den solenergi, som er lagret i jorden gennem millioner af år. Et slags geologisk gravskænderi, verden har gang i. Dan Jørgensen ved godt, at verdens lande rykker alt for lidt og for langsomt til at redde klimaet. Han tror dog på, at de vigtigste politiske svingninger er sat i gang, og at viljen vokser hos de enkelte lande. Alligevel ved han godt, at naturen ikke venter på os. At den ikke tager hensyn til, om samfundene er langsomt opfattende: 

”Det, der kan gøre mig virkelig bange, er tanken om, at det er for sent. At man ikke kan få tandpastaen tilbage ind i tuben, fordi der er sådan et point of no return. Det er desværre meget realistisk, at de her selvforstærkende effekter sætter ind. At det på et tidspunkt vil gå så stærkt med afsmeltningerne, at det er ligegyldigt, hvad vi som mennesker gør, hvordan vi omstiller os. Så kan vi ikke længere selv forhindre en katastrofe.”

DEN TREDJE POL

Gletsjerne opfattes som en tikkende bombe, og deres naturlige balance er helt afgørende. Gletsjerne udgør nemlig en kæmpe del af vandforsyningen i Pakistan, men også andre store lande som Indien. Knap to milliarder mennesker skønnes at få vand fra bjergenes is og sne.

Hvis gletsjerne skrumper og ikke kan genskabes på grund af de høje temperaturer, kan det skabe store konflikter om, hvordan vandet så skal fordeles. Samtidig er det et problem, hvis det smelter for hurtigt, som det skete sidste år, for så kommer de drabelige oversvømmelser.

EN MAND MED gul sikkerhedsvest og hjelm kalder i en megafon, mens en gruppe volontører lunter i formation og gør en slags honnør. De løfter en pige med hestehale over på en presenning, der ligger udspredt under et æbletræs løvhang. Vi er nået til den lille by Garam Chashma, beliggende i en frodig dal i det nordligste Pakistan. Brune bjergsider omkranser dalen. En smeltevandsflod løber langs de støvede veje, der er spækket med motorcykelmekanikere og små chips-kiosker. Her sidder mænd med traditionelle uldhatte og følger trafikken med øjnene. 

Det optrin, der udspiller sig foran os under æbletræet, er en øvelse i evakuering, hvis en katastrofe sker. De lokale gennemfører den hver eneste måned, tre dage i træk. For sidste år, da gletsjer­isen smeltede med rekordfart og drev vandmasserne ned over Pakistan, blev denne region hårdt ramt, og folk mistede deres huse. Det fortæller Javed Ahmed, en lavstammet mand med tæt overskæg. Han leder en afdeling for katastrofeberedskab i en udviklingsorganisation, som Danmark netop på denne tur støtter med nogle millioner kroner. 

Javed Ahmed taler om en særlig vagtsomhed blandt de lokale over for oversvømmelser, laviner og klippeskred. Om vinteren, hvor alt sner til, og temperaturen kan falde ned til minus 22 grader, lukkes de to eneste veje, der forbinder den isolerede region med resten af Pakistan.

Let sneklædte bjergrygge i Hindu Kush-Himalaya-regionen i det nordlige Pakistan.

Dan Jørgen­sen står og iagttager opvisningen i katastrofebe­red­skab. Et barn i en redningsbåre bliver firet over den brusende flod. Turen med den danske delegation er ved at rinde ud. ’Koreografien’, som det hedder i ministeriets papirer, er gået glat. Der er tilfredshed at spore i Dan Jørgensens følge. 

Snart venter en ny rejse, en ny serie af håndtryk, dårlig flysøvn og afstemte budskaber på glinsende marmorgulve i fremmede lande. Snart venter konferencecentret i Expo City Dubai, hvor forjagede forhandlere igen vil diskutere tal for klimamål. Hvor verdens sværeste terapisession vil finde sted – mellem de mest klimaskadende lande og de fattige nationer, der netop er ankommet til den fossile fest og ikke ønsker at få dikteret, hvad de ikke må. Hvor landenes diplomater hviskende imellem sig vil forbande andre landes planer, før de alle til sidst vil stille sig op foran alverdens kameraer og erklære en ny og faktisk ambitiøs retning for verden. Det er håbet.

Javed Ahmed har for alvor talt sig varm og viser nu med den ene hånd, hvordan det varmere klima får smeltevandet til at vælte ned over bjergdalen. Foran ham farer ministerens følge brat frem mod den ventende kortege. Bildørene er allerede åbnet, helikopteren venter.

Ud & Ses flyudgifter blev dækket af et rejsestipendium under Udenrigsministeriet.

/

Plast til alle

Plastik kom til os som et slidstærkt vidunder, alle havde råd til. I dag er det jordens mest anvendte materiale, og dets sejlivethed har skubbet kloden til randen af en miljøkrise. Mens verden gisper under affaldsbyrden, truer syndfloden med at stige.
Tekst:Kajsa RosenbladFoto:The Why

Foto: Carsten Stormer, The Why

VÆKSTHORMONER

Indonesien har med sine godt 273 millioner indbyggere ikke noget udbredt genbrugssystem for plastik, og forureningen eskalerer. Strande, have, bugter, skove er belagt med og filtret ind i plastik. Det overlades til børn og aktivister at indsamle, sortere og genbruge plastaffaldet. De helbredsmæssige konsekvenser af plastik kendes endnu ikke til bunds, men forskere har sat hormonforstyrrende stoffer i plastik i forbindelse med blandt andet brystkræft, dalende fertilitet og diagnoser som ADHD.

UDSIGT TIL PLASTIK

Det er billigere at producere ny plastik end at rense og genbruge den brugte plastik. Den almennyttige fond Ellen MacArthur Foundation vurderer, at global plastikproduktion vil fordobles over de næste 20 år. Ifølge Reuters vil cirka 400 milliarder dollars i de kommende år blive investeret i nye plastikproducerende faciliteter, der kan efterkomme den stigende efterspørgsel. Plastik bliver i dag hovedsagelig fremstillet af råolie. I 2050 vurderes 20 procent af al olie at blive brugt til plastik.

Foto: Carsten Stormer, The Why

SKRALDELANDE

Op gennem 00’erne og 10’erne sendte vestlige lande med USA i spidsen hvert år millionvis af tons plastikaffald til Kina. Men i 2018 lukkede Kina plastik­importen for at fokusere på sine egne problemer med plastikaffald. Herefter har Vesten eksporteret plastik til sydøstasiatiske lande som Malaysia, Filippinerne (billedet) og Vietnam, der efterfølgende har lukket for plastikimporten for ikke at drukne. I 2020 landede en fjerdedel af Europas plastikaffald ifølge Europa-Kommissionen i Tyrkiet, hvor myndighederne forsøger at kontrollere, at det, der kan, bliver genanvendt, og at resten destrueres mest forsvarligt. Efter at Greenpeace afslørede omfattende afbrændinger og dumping af plastik, lukkede Tyrkiet for en del af importen, dog ikke for plastikflasker.

Foto: The Why, Ardea Picture Library/Ritzau Scanpix, Dimitar Dilkoff/AFP/Ritzau Scanpix

ONDT I MAVEN

Plastik havner i verdenshavene ad forskellig vej. Størstedelen er brugt emballage, som smides i floder eller ved kyster og ender i havet. Ifølge en undersøgelse fra universitetet i Cadiz udgør plastikflasker og deres låg en fjerdedel af alt havaffald. Plastikken bliver vært for alger, og når algerne nedbrydes, udsender de en skarp lugt, som mange havdyr forbinder med de små krebsdyr, som normalt lever af alger. En forsker fra University of California sammenligner lugten med en middags-gongong. Affaldet ligner desuden levende dyr, og for eksempel havskildpadder forveksler plastikposer med vandmænd. Ifølge FN skaber verden næsten 300 millioner tons plastikaffald om året, hvoraf otte millioner tons ender i havene. Ifølge Ellen MacArthur Foundation og World Economic Forum bliver blot to procent af den plastik, vi bruger, genbrugt.

Foto: The Why

BLIND PASSAGER

Plastikaffald er et lukrativt marked, som tiltrækker organiseret kriminalitet. Ifølge OLAF, EU’s kontor for bekæmpelse af svig, er der omkring 11-12 milliarder dollars på spil om året på verdensplan. Bulgarien (billedet), EU’s fattigste land, er et populært mål for plastikaffald. Her bestikker kriminelle grupperinger myndigheder til at se gennem fingre med reglerne om genanvendelse, så plastikaffald kan slippe ind i landet og blive ’genbrugt’. Plastikhandlere svindler blandt andet ved at skjule plastik, der ikke kan genbruges, inderst i containerne bag den plastik, der kan genbruges. Eller også sender de plastaffaldet videre til forbrænding i cementindustrien, der står for otte procent af klodens CO2-udledning. Hvis ikke plastikken dumpes i naturen.

DEN UENDELIGE HISTORIE

Plastik blev opfundet i 1869. John Wesley Hyatt brugte celluloid i kernen af billardkugler, hvor man førhen havde brugt horn, elfenben eller skildpaddeskjold. I 1907 indtog det alsidige, lidt skrøbelige materiale bakelit, opkaldt efter kemikeren Leo Baekeland, verden i form af for eksempel telefoner, radioer og el-installatio­ner.  I 50’erne fik man mulighed for at bringe sine indkøb hjem i plastikposer af polyethylen, der er den mest udbredte af en række forskellige plasttyper. I 60’erne vandt plastik indpas i såvel møbler som legetøj, og det lette, holdbare og billige materiale revolutionerede emballage-tilværelsen for fabrikanter og husmødre. I 1976 blev plastik verdens mest brugte materiale, og i dag findes det i snart sagt alting – fra tøj til smartphones. Det vurderes, at omkring ni procent af al plastik, der nogensinde er fremstillet, er blevet genbrugt, mens cirka 12 procent er blevet destrueret. Resten findes endnu.

Foto: The Why

FLASKEDRENGE

I mange fattige lande er børn et vigtigt led i at indsamle og genbruge de voksende plastikmængder. Generelt kan genbrugsfaciliteterne i udviklingslande ikke holde trit med produktionen og forbruget. Uformelle affaldssamlere samler, hvad de kan. Resten af plastikaffaldet bliver brændt eller dumpet. Ifølge bystyret i Ugandas hovedstad Kampala (billedet) bruger man over 14 millioner kroner om året på at fjerne plastikaffald, der blokerer byens afløbssystem. Uganda har længe forsøgt at forbyde brugen af plastikposer – ligesom nabolandene Kenya og Rwanda – men mangler fortsat at gennemføre et egentligt forbud.

HVORFOR PLASTIK?

THE WHY Foundation har bidraget med tekst og billeder til denne serie. Den danske almennyttige medieorganisation står bag ’Why Plastic?’, en dokumentarserie og kampagne med ny viden om vores liv med plastik, som kunne ses på DR dette efterår, og som er skabt i samarbejde med DR, BBC, SVT, ZDF/Arte, CBC, NHK, EBU og Swiss TV. Danida og DFI har støttet projektet.

/

Tænk engang

CO2-støvsugere, plasticspisende bakterier og mini-droner som afløsere for bierne. Forskere verden over lægger hjernerne i blød for at udvikle nye klima-teknologier.
Tekst:Benjamin DaneIllustration:The Noun Project

CO2-FANGST

Forestil dig, hvis vi kunne støvsuge CO2 ud af atmosfæren og dermed bekæmpe klimakrisen. Det lyder muligvis utopisk, men ikke desto mindre er såkaldt carbon capture-teknologi et af videnskabens mere seriøse bud på, hvordan vi kan sætte fart i den grønne omstilling. Forskere verden over er i gang med at afprøve forskellige teknologier til at indfange CO2 og eksempelvis transportere den ned i undergrunden via boreplatforme fra olie- og gasproduktion, som har efterladt plads til flere hundrede års CO2-udledninger.

Teknologien kan ikke bare vise sig nyttig, men decideret nødvendig: Ifølge FN’s klimapanel IPCC er det nemlig ikke længere nok at reducere den globale CO2-udledning med 100 procent. Der skal også gøres noget ved den ophobning af CO2, som allerede er sluppet løs i atmosfæren, hvis vi skal nå i mål.

DEN RETTE DOSIS

Data fra satellitter, algoritmer og kunstig intelligens er de tre ingredienser i den danske virksomhed DHI GRAS’ opskrift på, hvordan vi løser et betydeligt klimaproblem: det voldsomme overforbrug af vand i landbruget. Den teknologiske løsning, der har tiltrukket sig international opmærksomhed, kortlægger marker, så landmænd kan se, hvor meget vand afgrøder som eksempelvis korn, vin og avocadoer afgiver i fordampning, og dermed også præcis, hvor meget vand de har brug for at få tilført. DHI GRAS har fået støtte til videreudvikling fra Microsofts program for bæredygtige projekter, og teknologien blev sidste år søsat i et étårigt pilotprojekt på 2.000 hektar landbrugsjord i Uganda.

FLYV GRØNT

På Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby er danske forskere sammen med en gruppe kolleger fra Stanford i USA i gang med et stort og muligvis banebrydende projekt, som de kalder Energy X. Bag titlen, der er en halvdårlig science fiction-film værdig, gemmer sig et forsøg på at omdanne CO2 i atmosfæren til klimavenligt brændstof. Ved hjælp af en katalysator og elektricitet lykkedes det sidste år forskerne at omdanne CO2 til kulilte, der – hvis man tilsætter brint – kan laves til syntetisk diesel.

Teknologien er endnu et stykke fra at kunne sendes på markedet, men vil ifølge forskerne fra DTU og Stanford på sigt kunne gøre både fly-, skibs- og biltrafik samt store dele af industrien bæredygtig og udkonkurrere andre metoder, da den ikke kræver ny infrastruktur, som det er tilfældet med elektrificering af transport.

PLAST PÅ MENUEN

På en losseplads i havnebyen Sakai i Japan gjorde en gruppe forskere fra University of Portsmouth i 2016 ved et uheld en overraskende opdagelse: Mens de var i gang med at kortlægge et naturligt enzyms egenskaber, kom de til at forårsage en mutation. Resultatet var en bakterie, som ’spiser’ hård plastic langt hurtigere, end naturen er i stand til at slippe af med den. Dermed kan en nedbrydningsproces, der normalt tager flere hundrede år, klares på en brøkdel af den tid. 

Samtidig håber forskerne at kunne bruge bakterien til at producere ny plastic uden brug af olie. Andre forskere peger dog på, at den plasticspisende bakterie ikke er et quickfix af verdens voksende plasticproblem, hvor cirka otte millioner tons plastic hvert år dumpes i havene, og at det først og fremmest stadig er vigtigst at reducere det globale forbrug af plastic.

DRONERNE OG BLOMSTERNE

75 procent af alle jordens afgrøder – fra korn over gulerødder, chokolade til kaffe – er afhængige af bestøvning. Derfor er det et stort problem, at vi med menneskeskabte klimaforandringer er godt i gang med at udrydde store dele af verdens bestand af bier og andre bestøvende arter som eksempelvis sommerfugle. Nødløsningen kan i stedet blive bittesmå droner, der kan overtage insekternes job. 

I Japan har forskere gennemført forsøg med en lille drone udstyret med hår fra en malerpensel og en særlig gel, som gør den i stand til at opfange pollen fra en blomst og transportere den til en anden. Den dårlige nyhed er, at teknologien stadig er langtfra så effektiv som den ægte vare, og derfor arbejder forskerne på at anvende kunstig intelligens at kunne efterligne de rigtige insekters bevægelser og opførsel.

 

/

Vild i varmen

Klumpfisk, tun og giftige larver. Klimaforandringerne fører nye dyrearter med sig sydfra. Det er spektakulært, men måske også skrækindjagende. Hvor svært får vores eksisterende dyr ved at klare sig i konkurrencen med de nytilkomne?
Tekst:Benjamin DaneFoto:Colourbox, privat

EN MORGEN i september 2014 trak en fisker fra Rødvig på Stevns en ni kilo tung og 50 centimeter lang klumpfisk ud af sit garn. Fundet var opsigtsvækkende, fordi den særpræget udseende fisk – som kan blive op til 3,5 meter lang – normalt befinder sig bedst på breddegrader med varmere vand end i de danske farvande. Og fiskeren i Rødvig var ikke alene: I resten af 2014 blev der registreret ikke mindre end 80 fund af klumpfisk i Danmark. Et usædvanlig højt tal i betragtning af, at der ifølge Verdensnaturfonden kun var registreret 350 af slagsen herhjemme siden 1800-tallet.

I december sidste år dukkede klumpfisken op på ny, da en hundelufter ved Ronæs på Fyn fandt et dødt eksemplar skyllet op af det kolde vand, hvilket er den tilstand, de fleste klumpfisk opdages i. Det varme efterårsvand får dem til at søge ind fra oceanet, men når vinteren kommer, mister de energi, og de, der ikke når ud til det varmere vand, bliver drevet med strømmen ind til kysterne, hvor de til sidst dør. Den uheldige klumpfisk ligger nu i en fryser hos forsknings- og formidlingsinstitutionen Fjord & Bælt i Kerteminde, hvor biologer studerer den for at lære mere om dens vandring, vækst og yngleforhold, og hvor publikum har kunnet opleve den blive dissekeret. 

Klumpfisken er den tungeste benfisk i verden og kan veje op til 2,3 ton.

Der er stadig meget, man ikke ved om klumpfisken, men blandt eksperter er der grundlæggende enighed om, hvorfor den er kommet til Danmark: Klimaforandringerne og varmere temperaturer både på lands og til vands tiltrækker fisken på samme måde som den sjældne blåfinnede tun, der i 2019 blev set i Danmark efter at have været betragtet som forsvundet i godt 50 år. En nyhed, der formentlig får fiskere til at slikke sig om munden ved tanken om, at det en dag kan blive lovligt at fiske tun i danske farvande.

Begge fisk er eksempler på, at klimaforandringerne kan komme til at ændre det danske dyreliv, forklarer Peter Lyhne Højberg, naturforvalter i Miljøstyrelsen.

”Når klimaet ændrer sig, kan der komme nye arter til, lige så vel som eksisterende arter risikerer at få det sværere eller helt forsvinde. Dyr, som i dag har Danmark som deres nordlige grænse for, hvor de kan trives, vil søge herop i større grad – og omvendt,” siger han.

Blodcikaden trives i Midt- og Sønderjylland.

TRE NYE DYR

Ud af terrariet
Den gul- og rødørede terrapin – bedre kendt som sumpskildpadden – har hidtil primært levet som kæledyr i terrarier i danske hjem. Nogle sætter dem fri, når de bliver gamle, men selv om sumpskildpadden godt kan overleve i den danske natur, er her ikke varmt nok til, at den er i stand til at yngle. Det kan ændre sig i takt med, at temperaturen stiger.

Behåret fare
Egeprocessionsspinderlarven, en lille larve, der lever på egetræer, er på vej op gennem Tyskland og forventes inden længe at nå Danmark. Forskere og myndigheder holder særligt øje med larven, der har 62.000 hvide hår, da den udskiller et protein, som er giftigt og kan medføre kraftige hudirritationer, udslæt og i nogle tilfælde åndedrætsbesvær. Den er i familie med fyrreprocessionsspinderen, der ligeledes er giftig, og som i Danmark udelukkende findes ved Dueodde på Bornholm.

Smukke vinger
Blodcikaden dukkede op for første gang i Danmark lige nord for den tyske grænse i 2006. Med det varmere vejr har den spredt sig op gennem Jylland, hvor den i 2019 blev spottet omkring Viborg. Den er kendetegnet ved sine flotte røde og sorte vinger og betragtes i dag som et almindeligt udbredt insekt i Danmark.

Ifølge Peter Lyhne Højberg, der arbejder med beskyttede arter  og invasive arter – dyr og planter, der spreder sig til områder, hvor de ikke hører hjemme, og som har en negativ effekt på biodiversiteten – er der endnu ikke kendte eksempler på, at vi har mistet dyr i Danmark alene på grund af klimaforandringer. 

Men ifølge en rapport fra Verdensnaturfonden kan temperaturstigninger få store konsekvenser for dyrelivet i hele verden, og i særligt udsatte områder som eksempelvis Amazonas risikerer halvdelen af dyre- og plantearterne at været forsvundet ved udgangen af dette århundrede.

”Endelig vil klimaforandringer også få betydning for fødekæden og dominansforhold mellem dyr,” siger Peter Lyhne Højberg og nævner som eksempel stillehavs­østersen, der blev indført bevidst i blandt andet Limfjorden, fordi man troede, at den ikke kunne yngle i det kolde vand:

”Men stigende temperaturer har fået den til at sprede sig, og det er et problem for danske østers og blåmuslinger, som den udkonkurrerer.”

Dyrelivet har altid ændret sig i takt med klimaet, men ifølge Peter
Lyhne Højberg er forskellen nu, at de menneskeskabte klimaforandringer sker langt hurtigere og mere voldsomt end de naturlige, hvor små temperaturstigninger eller -fald har taget flere tusind år. Af samme grund er det svært at forudsige præcis, hvad der kommer til at ske med det danske dyreliv, når vejret bliver varmere, da det kan have meget forskellig betydning fra art til art: 

De mest udsatte er dem, der relativt set har sværest ved at finde sig et nyt hjem, hvis nye dyr møver sig ind på dem, for eksempel mindre pattedyr og padder, for hvem det kan være fatalt bare at forcere en mark på vejen mellem to habitater.

”For disse arter kan klimaforandringerne have store negative konsekvenser, fordi de ikke har mulighed for at tilpasse sig ved at flytte sig væk – modsat fugle og insekter. Man kan forestille sig, at for arter, som i forvejen er pressede på grund af manglende levesteder, vil klimaforandringerne have store negative konsekvenser, der kan medføre, at arterne i hvert fald lokalt forsvinder,” siger Peter Lyhne Højberg.

Duehøgen er blandt de dyr, der er på rødlisten fra 2020.

PÅ VEJ ELLER HELT VÆK

Den danske rødliste, der udkom første gang i 1990, er en vurdering af dyre- og plantearters risiko for at uddø på baggrund af internationale regler og kriterier fastsat af International Union for Conservation of Nature (IUCN). Siden 2014 har 25 artseksperter vurderet status på 13.300 dyr og planter i Danmark, svarende til cirka en tredjedel af det samlede antal arter i landet. Heraf vurderes 4.500 dyre- og plantearter at være truede, og 386 arter er helt forsvundet ifølge den seneste danske rødliste, der er udgivet i januar 2020.

Fra 2000 til 2015 blev der ifølge Naturhistorisk Museum i Aarhus registreret 542 nye dyrearter i Danmark. Størstedelen af dem er fluer, møl og andre insekter, som de færreste lægger mærke til, mens andre – som ulven – har fået massiv opmærksomhed. I løbet af det seneste århundrede er der også forsvundet mange arter fra den danske natur.

Men man kan ikke alene gøre klimaforandringerne til syndebuk. Først og fremmest er det nemlig landbrug og bebyggelse, opdæmning og udretning af vandløb og andre tilpasninger af naturen, der får biodiversiteten til at falde, forklarer Jesper Erenskjold Moeslund, forsker ved Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet:

”Gennem mange år har vi opdyrket og tilpasset naturen til vores egen fordel. Det betyder, at der bliver mindre plads til planter og dyr, som mister deres naturlige levesteder. Den faldende biodiversitet er ikke en trussel for os mennesker som sådan,” siger han.

”Men hvis man gerne vil have en mangfoldig natur, er det et stort problem. Den eneste måde at vende udviklingen på er at give naturen mere plads.”

 

/

“Det foregår lige her og nu”

Han blev kendt for tegneseriestriber, børnebøger og film, men har nu kastet sig ind i klimakampen med et bæredygtigt rejsebureau og en grøn skole. Anders Morgenthaler er blevet frelst. Og han står ved det.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Andreas Omvik

Hvornår blev du klimabevidst?

”Det er en bevægelse, der er sket over de sidste 10-15 år. Det startede nok, da min kone og jeg fik vores første barn. Dels begyndte vi helt lavpraktisk at kigge på babytøj og -mad uden kemiske tilsætningsstoffer, men jeg tror også, man kigger på fremtiden med andre briller, når man bliver forælder. For 5-6 år siden var jeg i Los Angeles om sommeren, og selvom man ikke nødvendigvis kan sætte lighedstegn mellem klima og vejret, husker jeg, hvordan rekordtemperaturer og ekstrem tørke derovre fik mig til at tænke: ’Der er noget galt’ – på samme måde, som folk herhjemme for alvor begyndte at reagere efter den rekordvarme sommer i 2018. Senere begyndte jeg at sætte mig ind i forskningen på området, og det var der, jeg opdagede, at klimaforandringerne ikke er noget, vi først kommer til at se konsekvenserne af om 50 eller 100 år. Det foregår lige her og nu, og der er brug for at gøre noget hurtigst muligt.”

Hvilke initiativer har du selv taget for at leve mere klimavenligt?

”Det er cirka 10 år siden, at min kone besluttede sig for at blive vegetar. Det var mig, der stod for madlavningen derhjemme, og jeg havde ikke noget synderligt imod at lave vegetarisk mad. Jeg kunne jo bare spise kød til frokost på arbejdet, hvis jeg ville, tænkte jeg. I starten lavede jeg vegetarmad og tilsatte måske bacon i min egen portion, men de senere år er jeg selv begyndt at spise vegetarisk og bevæger mig længere og længere mod kun at spise plantebaseret. Efter en anden tur til Los Angeles stoppede jeg med at flyve som privatperson, og inden for det sidste halvandet år er jeg også stoppet med at flyve i arbejdsregi, ligesom jeg prøver at implementere det i mit og Mikael Wulffs produktionsselskab. Og så har jeg købt en elbil.”

Anders Morgenthaler (f. 1972) er tegner, forfatter, filminstruktør med mere. Kendt for blandt andet tegneseriestriben ’Wulffmorgenthaler’.

Men betyder det overhovedet noget, hvad du gør som individ?

”Isoleret set, nej. At man gør noget klimavenligt som individ, kan faktisk gå hen og skygge for, at man engagerer sig i klimafællesskaber – og det er dem, der virkelig rykker noget. Se på Greta Thunberg og Fridays For Future eller Den Grønne Studenterbevægelse herhjemme, som virkelig formår at sætte en dagsorden, fordi de er mange, som løfter i flok. Derfor giver det mening at leve meget klimavenligt, fordi man i fælleskabet opnår en større troværdighed og man har et ideal at samles om. Selv har jeg lavet podcasts om klimaet for at sprede mit budskab, og derudover har jeg været med til at starte en klimavenlig friskole og Den Grønne Rejse.”

Den Grønne Rejse er et klimavenligt rejsebureau. Hvordan opstod ideen til det?

”For et par år siden var jeg inviteret til en middag efter en gæsteforelæsning om bæredygtig økonomi på Københavns Universitet med den britiske økonom Kate Raworth. Jeg havde nogle interessante samtaler, som fik mig til at tænke på den danske andelsbevægelse, der har betydet enormt meget for, hvordan vores samfund har udviklet sig. Jeg ville gerne stoppe med at flyve og i stedet rejse med tog, men frem for blot at lave den ændring i mit eget liv kunne jeg gøre en større forskel ved at starte et rejsebureau, der udbyder klimavenlige charterrejser. Det er inspireret af andelsbevægelsen, fordi målet ikke kun er at investere i os selv, men også i udvikling af CO2-neutralt syntetisk brændstof, samtidig med at det er et politisk-aktivistisk fællesskab, som lobbyer for beskatning af fossile brændstoffer. Jeg har startet selskabet sammen med to andre. Vi ejer en mindre del hver, og resten skal være medlemsejet af folk, der gerne vil rejse mere bæredygtigt.”

Men er det ikke mere klimavenlige at lade være med at rejse?

”Det mest klimavenlige er ikke at røre sig ud af flækken og stoppe med at trække vejret. Men det er jo ikke en realistisk mulighed. I stedet handler det om at ændre vores vaner, så vi fortsat kan leve på en måde, som er god og genkendelig i forhold til det, vi har været vant til, men uden at belaste klimaet lige så meget. Derfor tilbyder vi rejser med tog – foreløbig til Sverige, Norge, Tyskland og Østrig – for både firmaer og privatpersoner, hvor alt på forhånd er tilrettelagt, så det bliver så klimavenligt som muligt.”

GRØNNE FINGERREGLER

Anders Morgenthalers tre råd til at rejse.

1. Drop flyet. Det er den største klimasynder, når du rejser. Tag i stedet toget, og skam dig ikke over at leje en bil til at komme videre, når du er fremme – det belaster ikke klimaet i nær samme grad.

2. Vælg dit hotel ud fra klimaet. Nogle hoteller får deres strøm fra vedvarende energikilder, går ind for genbrug og tager socialt ansvar.

3. Tænk over, hvad du spiser. Både på hotellet og når du er ude, er det – som til hverdag – bedre at spise en plantebaseret kost med fortrinsvis lokale råvarer.

Du er også involveret i Den Grønne Friskole på Amager. Hvad går den ud på?

”Skolen er oprindelig min kones idé. Tanken er, at den skal uddanne børn til at tage del i den grønne omstilling og til at være modstandsdygtige over for de ændringer, som klimaforandringerne medfører, men uden at skræmme dem. Det handler ikke om at vise billeder af isbjørne på smeltende isflager eller fortælle dem, at verden går under, men snarere om at give dem nogle kompetencer til at tage aktivt del i samfundet og være handlekraftige i en omskiftelig tid.”

Hvad lærer børnene der, som de ikke lærer på andre skoler?

”Jeg ved ikke, om de specifikt lærer noget, som man ikke kan lære andre steder. Men blandt andet har vi fokus på, at børnene skal arbejde lige så meget med deres hænder som deres hjerne. Når de eksempelvis bliver undervist i matematik, skal de ud over at regne også bruge matematikken til at lave et fysisk projekt – måske bygge noget – som har en funktion og kan bruges af enten dem selv eller andre efterfølgende.”

Udendørs undervisning på Den Grønne Friskole på Amager.

Møder du folk, som synes, at du er frelst, når du taler om klimaet?

”Hele tiden. Jeg tager rundt og holder foredrag om, hvordan jeg er gået fra at omlægge mine egne vaner til også at investere i grønne fællesskaber, og det hedder faktisk ’frelst’. Alt det, jeg siger, kan virke frelst, men det har jeg ikke noget problem med. Der er masser af forskning, som viser, at det er vores sociale sfære, som afholder os fra at handle. Vi vil helst ikke stikke ud. Hvis der er tradition for at rejse på ferie med fly fire gange om året i din familie, så vil de kigge underligt på dig, når du kommer og siger, at det vil du ikke længere – og derfor lader du måske være med at sige noget. Hvis det skal ændre sig, er der nogen, som er nødt til at gå forrest. Jeg har for længst besluttet mig for, at jeg ikke vil ligge under for, om folk synes, jeg er frelst.”

DONUT-ØKONOMI

Anders Morgenthaler er inspireret af den britiske Oxford- og Cambridge-økonom Kate Raworth, der har udviklet den såkaldte donut-model som et modsvar til den klassiske vækstøkonomi, der ifølge hende ikke tager tilstrækkelig højde for klimaet.

Modellen består af to cirkler: Den inderste udgør samfundets sociale fundament, som økonomien skal bidrage til i form af blandt andet sundhed, bolig, lighed, fred og politisk indflydelse. Den ydre cirkel bestemmer de planetære grænser såsom klimaforandringer, luftforurening og tab af biodiversitet. Mellemrummet mellem de to cirkler er lejet for den optimale økonomi, der hverken driver rovdrift på naturen i jagten på profit eller står så meget i stampe, at bunden falder ud af samfundet.

Kan en klimaaktivist som dig stadig få klimaskam?

”Det har jeg konstant. Når jeg eksempelvis køber en elbil, får jeg straks at vide, at produktionen af litium til batteriet, som den kører på, er skadelig for miljøet. Men samlet set er det stadig bedre for miljøet end en almindelig bil. Vores samfund er i dag indrettet på en måde, som gør det umuligt ikke at belaste klimaet på den ene eller anden måde. Ingen kan leve et normalt liv og samtidig være fuldstændig konsekvente i deres valg. Det handler ikke om at være perfekt, men om at gøre, hvad man kan.”

Er du klimaoptimist eller -pessimist?

”Lad mig sige det på den her måde: Vi løser ikke klimakrisen ved at være pessimistiske, men optimismen og håbet må heller ikke få os til at læne os tilbage, for så ender det galt.”

/

Generation K

Kloden brænder, og mange unge frygter fremtiden. Så meget, at flere af dem slet ikke tror, der er en fremtid. De er vrede, de er skuffede, og de er holdt op med at tro på, at de voksne kan løse klimaproblemerne. Nu prøver de selv at råbe verden op. Men hvem er de, og hvad driver dem? Ud & Se har været på gaden og rundt i Danmark for at følge de unge klimaaktivister.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Thomas Nielsen

DER ER TRÆNGSEL på Strøget i København den sidste fredag i november. Mellem toner fra gademusikanter og duften af brændte mandler halser folk i store jakker ind og ud af butikker med proppede plasticposer og fladskærme under armene. I vinduerne forsøger iøjnefaldende ’Black Friday Sale’-skilte at overbyde hinanden. ’20 procent!’ ’25 procent!’ ’50!’ ’60!’ ’70!’

Pludselig er det, som om indkøbsræset forstener. Folk stopper op, retter blikket længere ned ad gaden. Gradvist æder taktfaste slagord sig ind på lydtæppet. Lidt efter kan man ikke høre andet:

”Stop Black Friday – Klimahandling hver dag! Stop Black Friday – Klimahandling hver dag!”

Så dukker de op. Anført af to motorcykelbetjente kommer over tusind unge marcherende ned ad gaden, mens de fortsætter med at råbe. De forreste bærer et stort, hvidt banner med teksten ’Klimastrejke’.

På Højbro Plads løfter en ældre mand desorienteret blikket fra sin hotdog, mens en flok ældre kvinder med rødmossede kinder og permanentkrøller bag pandebånd smiler overbærende. Ved siden af siger en midaldrende mand med revisorbriller lavmælt til sin kone:

”Det er jo bare tomme floskler.”

Konen nikker, enig og irriteret.

”Mon ikke hver eneste af de søde, søde unger har en iPhone i lommen?” kvitterer hun sarkastisk, før hun hastigt trækker både sin mand og indkøbsposerne ned ad en sidegade. 

Imens fortsætter de hundredvis af råbende unge i den modsatte retning. Kort efter er også de væk, slagordene forstummer i novemberblæsten, og Strøget forvandles til sig selv igen.

Esther Kjeldahl holder tale foran Klimaministeriet i København. 

ET PAR UGER TIDLIGERE beder 25-årige Esther Kjeldahl om ordet. Det er en sen mandag eftermiddag, og mere end 100 mennesker er samlet i Studenterhuset i København. Foran en projektor med ordet ‘KLIMAKRISEMØDE’ sidder klimaordførere for regeringens støttepartier, Ida Auken, Signe Munk og Mai Villadsen (De Radikale, SF og Enhedslisten). Ved siden af hænger et banner fra Den Grønne Studenterbevægelse, der har stået for arrangementet, fordi de er bekymrede for, at regeringen ikke prioriterer klimaet ambitiøst nok. Til stede er også en række grønne ngo’er, og ja, klimaminister Dan Jørgensen (Socialdemokratiet) var også inviteret, men som en ung kvinde fortalte ved velkomsten, har han ”endnu en gang for travlt til os”.

Esther Kjeldahls brune hår krøller på skuldrene af hendes orange trøje, da hun rejser sig fra en af de bagerste stolerækker. I næsten to timer er der blevet snakket og diskuteret tal, visioner og udfordringer i ét væk. Lyden fra en insisterende fløjte fra en souvenirshop, der spiller samme melodi om og om igen, sniger sig ind gennem et åbent vindue, mens en mand, der ligner julemanden i civil, vralter rundt og knipser løs med et kamera.

”Jeg har bare lige brug for at sige noget,” siger hun og flagrer livligt med armene:

”Inden det hele drukner i alle mulige tal, er det vigtigt, vi lige bliver mindet om, hvad vi kæmper for. 96 procent af alle danske unge mellem 18 og 29 år mener, klimakrisen er et problem. Det samme gælder 88 procent af den danske befolkning. I Amazonas bliver klimaaktivister slået ihjel, men herhjemme har vi mulighed for rent faktisk at gøre noget. Det vil gøre mig så ked af det, hvis vi glemmer dyrene og planterne og babyerne …”

Mens hun taler, knækker hendes stemme en smule. Hun rømmer sig:

”Det er så vigtigt, vi kæmper fuldt ud for den her sag.”

Da hun sætter sig, er det til eftermiddagens største og længste klapsalver. 

25-årige Esther Kjeldahl på sit værelse i Valby.

MEDMINDRE MAN HAR boet under en sten, kan man ikke have overset, at der er noget i gære. Siden dengang 15-årige Greta Thunberg i august 2018 satte sig på en trappesten foran Riksdagen i Stockholm med et papskilt med ordene ’Skolstrejk för klimatet’, har en støt voksende klimabevægelse anført af unge rejst sig over det meste af kloden. I september 2019 gik over fire millioner unge på gaderne i over 4.500 byer i mere end 150 lande. For første gang er klimaforandringer for alvor kommet på dagsordenen, og herhjemme blev folketingsvalget i juni 2019 af mange betegnet som ’klimavalget’. 

For den globale bevægelse blev det et hidtidigt klimaks, da Greta Thunberg i september samme år holdt tale for verdens ledere til FN’s klimatopmøde. Den rørstrømske dundertale og ikke mindst måden, den blev holdt på, fik masser af kritik, både fra almindelige mennesker og fra en lang række prominente navne, heriblandt Donald Trump og Vladimir Putin. Men den fik mindst lige så meget støtte, og sideløbende har titusindvis af forskere været ude og erklære støtte til klimastrejkerne. 

”Måske er der nogen, der synes, det var for meget,” siger Esther Kjeldahl, da klimakrisemødet er slut. Tilbage i salen er de godt 50 unge fra Den Grønne Studenterbevægelse ved at gøre klar til at bruge resten af aftenen på at drøfte, hvordan de mest effektivt fortsætter klimakampen på forskellige fronter.

”Men jeg var virkelig nødt til at hacke det møde, for det hele ender altid i gamle mænd, der rejser sig op og snakker karbon-budgetter. Jeg var nødt til at ofre min egen sejhed og stille mig op og snakke følelser,” fortsætter hun og slår en latter op. Så bliver hun igen seriøs:

”Bemærkede du, at Ida Auken sagde, at nu måtte vi ikke gå hjem og være skuffede, fordi det ikke går hurtigt nok? At vi skulle være stolte af Danmark. Men hvordan tror hun, det fungerer? Jo længere der er mellem, hvad dem på de magtfulde positioner gør, og hvad vi kræver, jo mere blod på tanden får vi. Det er jo ikke sådan, at vi bare tænker: ’Nå, æv, så går vi hjem i seng.’ Vi skulle helt hen til sidste udkald, før vi mobiliserede os. Vi stopper ikke igen.”

KLIMA-KÆMPERNE

Den danske klima­kamp er anført af en lang række organisationer og bevægelser såsom Bedsteforældrenes Klimaaktion, AnsvarligFremtid, Den Grønne Studenterbevægelse, Extinction Rebellion, 350 klimabevægelsen i Danmark, Klimaforældrene – Parents for Future, NOAH, Greenpeace, Omstilling Nu, Verdens Skove, Klimakollektivet, 92-gruppen – Forum for Bæredygtig Udvikling, Skifergas NEJ TAK, Oxfam IBIS, Danmarks Naturfredningsforening, Amnesty International Danmark og Fridays for Future med sloganet ’Er der en voksen til stede?’, der er født ud af Greta Thunbergs skolestrejker.

DET VAR MED følelsen af en stor, lurende fare, Esther Kjeldahl voksede op. De første år boede familien i Bruxelles i Belgien, eftersom hendes far var ansat i Europa-Kommissionen som vicekabinetschef for Ritt Bjerregaard, men da hun var seks, flyttede de til Valby ved København. Inderst inde vidste hun tidligt, at der var et eller andet galt: Alle historier, der havde med uoprettelige forandringer at gøre, fik hende til at græde. Som da hendes storesøster fortalte hende, at der en dag ikke ville være mere olie i undergrunden. I dag ville hun ønske, at olien slap op, men dengang betød oplysningen, at hun ikke kunne sove i flere nætter i træk. Hun var også bange for alt, der havde med ild at gøre, selv bål i haven kunne få hende til at gå i panik. 

Men det var først, da hun gik i 6. klasse, at den indre frygt fik et ansigt. Hele skolen havde emneuge om global opvarmning og skulle blandt andet se filmen ’En ubekvem sandhed’, hvor man følger den forhenværende amerikanske vicepræsident Al Gore, der italesætter klimaforandringerne og de potentielt katastrofale følger for den menneskelige civilisation.

”Og så, ja …,” siger Esther Kjeldahl: ”Så glemte jeg det ligesom aldrig rigtig igen. Nogle gange ville jeg ønske, jeg kunne spole tiden tilbage til før, jeg så filmen. Men der var sket et spring i min bevidsthed.”

Hver gang hun i årene efter fandt en firkløver eller så et stjerneskud, ønskede hun sig, at klimaforandringerne ville stoppe. Nogle gange tog hun mod til sig og spurgte de voksne – forældre og lærere – hvordan det egentlig gik, men hver gang blev det afværget med, at det nok skulle ordne sig. 

”Det blev ligesom bare antaget, at det ville løse sig af sig selv, og selvom jeg allerede dengang var skeptisk, var de jo voksne, så jeg regnede med, at de vidste mere, end jeg gjorde,” siger hun. 

På et tidspunkt fik de til opgave i skolen at skrive opfindsomme sedler, der skulle fungere som påmindelser om at spare på strømmen. I fællesskab udtænkte de små remser, der blev hængt op ved siden af stikkontakter og vandhaner. 

”Det er jo så fucked, når jeg tænker over det. Hvad havde de seriøst regnet med? Fair nok at bevidstgøre os om en mere spareagtig tilgang. Men de gjorde jo aldrig selv noget. Det er så tarveligt. Det er snart 15 år siden nu … Var der virkelig ingen, der kunne have gjort noget mere i mellemtiden?” 

Selv tog Esther Kjeldahl kampen op på personligt plan de efterfølgende år – blev vegetar, stoppede med at flyve og købte kun genbrugstøj. Men hun havde kronisk dårlig samvittighed over ikke at gøre nok, og når hun en gang imellem var alene med sin mor eller far, fik hun en nedsmeltning.

”Folk siger, man ikke må snakke om klimaangst af en eller anden grund. Jeg forstår det ikke helt, for jeg har haft seriøs klimaangst. Jeg har haft perioder, hvor jeg er vågnet hver nat med en kvælende fornemmelse af at være fanget på den her planet.”

Da hun i 2017 skrev sin bachelor i filosofi på Københavns Universitet, besluttede hun at undersøge, hvad der afholdt folk fra at blive klimaaktivister. Her opdagede hun, at rigtig mange undervurderer, hvor meget andre bekymrer sig.

”Man føler sig som den eneste, og så kan det være svært at indrømme over for andre, for man gider ikke være en outsider. Men sandheden er, at næsten hele Danmarks ungdom mener, at klimakrisen er et alvorligt problem. Det er virkelig, virkelig mange mennesker og virkelig mange bekymringer.”

Hun blev interviewet til P1 om sit bachelorprojekt, og efterfølgende modtog hun overraskende mange henvendelser fra andre unge. Dengang havde ingen endnu hørt om Greta Thunberg, men Esther Kjeldahl besluttede sig for at kalde til samling, og ud af det voksede Den Grønne Studenterbevægelse i foråret 2018.

”Det var 50-året for ungdomsoprøret, og flere kendte stemmer havde været ude og spørge, hvor nutidens oprør var henne. Så vi tænkte: ’Nu giver vi jer fandeme det ungdomsoprør!’”

Den Grønne Studenterbevægelse foran Klima-, Energi- og Forsynings-ministeriet.

PÅ NØRRE ALLÉ i Aarhus klistrer cigaretskod og brune blade sig til fortovet. En ung kvinde med uglet hår og en frysepizza under armen trasker døsigt ud af Rema 1000 og fortsætter ned ad den øde, ellers normalt travle gade. Det er tidlig søndag formiddag i studiebyen, men på første sal i UngK er der ingen tømmermænd at spore – de eneste festrester er fra en kradsbørstig bordbombe, der engang blev skudt op under lampen over spisebordet. 

Knap 40 unge er på Den Grønne Studenterbevægelses initiativ mødt op til en ’klimakrav-workshop’ for at bruge hele dagen på at udtænke og nedskrive krav til den grønne omstilling, som de kan stille til landets uddannelsesinstitutioner – fra folkeskoleniveau til universitetsniveau. 

De har inviteret en professor fra universitetet til at give sit besyv med, Heather Swanson hedder hun, og på gebrokkent dansk bekendtgør hun, at hun vil sætte sig ned under sit åbningsoplæg, for kropssprog betyder noget, og hun har ikke tænkt sig at være der med professorhatten på. Ikke desto mindre gennemgår hun den efterfølgende halve time en PowerPoint-præsentation, der ville få de fleste studerende til at overveje at kvitte studiet for et job som bartender. 

Men kun enkelte gab bliver kvalt i knyttede næver undervejs. I stedet lytter de fremmødte, nikker og siger ’mmmh’, og nogle skribler ivrigt ned i notesbøger.

Det er en generation, der er blevet skudt meget i skoene. At de er curlingbørn, der ikke tør møde reelle udfordringer, men lader deres forældre gøre arbejdet. At de er asociale og spilder tiden og livet med ligegyldigt bras på internettet. Måske er der noget om det, men samtidig er de den første generation siden 70’erne, der i stor stil samles for at kræve forandring. Og modsat generationen lige over deres egen, der er berømt og berygtet for altid at bære et ironisk skjold foran sig, gider de ikke finde sig i mere pis. Når andre holder weekend, mødes curlingbørnene tidligt, og der er ingen gulerod i form af fest bagefter. De er kommet for klimaet, intet andet, og kampen er for vigtig til ikke at tage seriøs, så de humoristiske indspark er begrænset til de ordspil, de laver på deres bannere. 

Da professoren lidt senere er sendt ud ad døren igen, tager en ung kvinde med blond hestehale ordet. Hun spilder ikke tiden:

”Enten er man med på den grønne omstilling,” siger hun, ”eller også arbejder man imod. Der er ingen mellemvej.”

Bevægelsen Bedsteforældrenes Klimaaktion støtter de unge.

EN AF DE UNGE er 17-årige Asmus Lewis. Han er i grå fleecetrøje, har brunt bølget hår og to små ringe i det ene øre. Han har været tidligt oppe, til daglig bor han på et kollegium i Nyborg, hvor han går i 1. g på gymnasiet. Selvom han altid har været politisk interesseret, blev han først for et par måneder siden en aktiv del af klimabevægelsen på Fyn. Her opdagede han til sin overraskelse, at det ikke bare var unge, der ”rendte rundt og fjollede og kunne lide noget med klimaet”, men rent faktisk tog det alvorligt og gik op i at planlægge og stille ambitiøse krav til politikerne. 

”Jeg kan ikke komme på en eneste god grund til ikke at kæmpe for klimaet. Der sker kæmpe forandringer og store naturkatastrofelignende tilstande mange steder. Jeg er ret bekymret, men samtidig har jeg det også sådan, at det kunne være så meget værre, hvis vi ikke gjorde noget, kolossalt meget værre,” siger han med små strejf af fynsk dialekt.

Den fynske klimabevægelse er dog ikke noget damplokomotiv endnu. Selvom de gradvist bliver flere, består gruppen af særligt aktive ikke af meget mere end 10 unge, og til tider kan klimakampen godt føles lidt fjern i Nyborg:

”Men så snart man tager rundt og mødes med de andre, og man ser, hvordan bevægelsen vokser i alle verdens hjørner, er det virkelig fedt.”

På ét punkt stikker Asmus Lewis dog ud. Blot otte af de knap 40 unge i UngK denne søndag formiddag er mænd, og det samme billede ser man overalt, hvor såvel Den Grønne Studenterbevægelse som Fridays for Future bevæger sig. Det er kvinder og piger, der fører an i klimakampen. 

”Det er svært at sige, hvad det skyldes, men jeg tror måske … ” Asmus Lewis vejer sine ord en ekstra gang: ”Selvom den er ved at være udfaset, er der stadig den her machokultur, hvor drenge holder sig i grupper og ikke tør mene noget, som resten af gruppen ikke mener. Der bliver hurtigt taget fat i noget, som andre griner af, og så kan det være svært pludselig at tale om, at man oprigtigt bekymrer sig for klimaet.” 

I Studenterhuset i København planlægger Selma Montgomery (t.h.) sammen med andre unge fra Fridays for Future aktionen ’Green Friday’ i slutningen af november.

“VED DU, HVAD DU ER? Du er et dumt svin!”

Den tidligere energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt står med løftet pegefinger på skæld ud-måden op i ansigtet på en ældre mand med sort tophue, regnbuefarvet Greenpeace-paraply og et fjoget smil på læben.

”Du skal ikke kalde mig et blålys. Det finder jeg mig ikke i,” sprutter Lars Christian Lilleholt og gentager sine ord fra før: ”Du er godt nok et dumt svin.”

Bag dem prøver solen forgæves at tvinge sig gennem de grå skyer en tidlig morgen i november. To store træer i vejkanten drysser brune blade, og mens folk haster forbi på cykel, har cirka 30 aktivister samlet sig foran Klimaministeriet ved Holmens Kanal i København. Et banner med teksten ’Some like it hot, the planet does not’ stikker op fra folkemængden ved hovedindgangen til ministeriet, der som en hilsen fra fortiden stadig har ordet ’Overformynderiet’ stående hen over sig.

Skal man tale om et historisk magtcentrum i Danmark, ville det ikke være helt skævt at sætte knappenålen her. Christiansborg ligger til den ene side, Nationalbanken til den anden, og foran to store byggekraner ligger Børsen lige fremme. Fondsbørsen har skiftet adresse, men de tre magtfulde institutioner har været med til at definere samfundets strukturer i århundreder, og for klimaaktivister står de som et symbol på dem, der svigtede. 

Hver torsdag morgen det forgangne år har Den Grønne Studenterbevægelse sammen med blandt andre Bedsteforældrenes Klimaaktion arrangeret ’Klimapåmindelsen’ foran enten Christiansborg eller Klimaministeriet – en tilbagevendende reminder til de folkevalgte. 

Ida Auken, Signe Munk og Mai Villadsen ankommer for at deltage i forhandlinger med klimaminister Dan Jørgensen inde i bygningen, og særligt de to sidste høster krammere i forbifarten. Også en klatøjet Morten Messerschmidt møver sig gennem mængden.

”Hej Morten!” råber en kvinde: ”Gå nu ind og kæmp for den grønne dagsorden!”

”Hvem har dog inviteret ham med?” råber en anden.

”Har I ikke et arbejde?” vrisser Messerschmidt og lukker døren efter sig.

I udkanten af det hele med en kop kaffe og en smøg står Kasper Colling, forfatteren, der har bekendtgjort, at han ville sætte forfatterskabet på pause for at blive taleskriver for klimaminister Dan Jørgensen. Derfra kan han observere et par ældre kvinder, der deler sanghæfter ud med hjemmestrikkede klimasange, der – bortset fra emnet – minder om den slags, man finder til konfirmationer og 70-årsfødselsdage. Med sin guitar forsøger en ældre mand at lede de fremmødte sikkert gennem sangen ’Green Friday’ skrevet på Kim Larsens ’Papirklip’ og en udknaldet version af Queens ’We Will Rock You’: 

”KLI – MA – LE – DER: RYK-NU!”

Scenariet er som et mikrokosmos af den optrukne, offentlige klimadebat, og i midten af det hele, i en opsat sygeseng, der skal symbolisere klimapolitikkens skrantende tilstand, ligger en 14-årig pige med store brune krøller.

14-årige Selma Montgomery er en af de mest aktive i bevægelsen Fridays for Future. Her er hun på sit værelse på Islands Brygge i København.

SELMA TO MONTGOMERY er navnet på en berømt borgerrettighedsprotest i 60’ernes USA. Med Martin Luther King i spidsen marcherede tusindvis af sorte og hvide amerikanere fra byen Selma i Alabama til hovedstaden Montgomery, og protesterne førte i sidste ende til, at præsident Lyndon B. Johnson underskrev ’Voting Rights Act’, der definitivt sikrede sortes stemmeret. 

Men Selma Montgomery er også navnet på en 14-årig skolepige fra København, der det seneste år er blevet en af de mest aktive stemmer i de helt unges klimakamp herhjemme, og faktisk anede hun slet ikke det med det symbolske navnesammenfald, før hun blev gjort opmærksom på det af en af de andre i bevægelsen.

Et par uger efter ’Klimapåmindelsen’ sidder hun i en lænestol i Kulturhuset på Islandsbrygge med en Cola Zero. 

”Mine forældre har aldrig været aktivistiske, så det er et rent tilfælde,” siger hun med ægte københavnerdialekt og smiler stort: ”Men det er et meget kraftfuldt navn.”

Hun er iført lyseblå Kappa-jakke, mørkeblå jeans og hvide sneaks, og når hun snakker, trækker hun på de sidste stavelser i sine sætninger – som i ’Black Fridayyy’. I foråret 2019 deltog hun i to klimastrejker arrangeret af Fridays for Future, hvor hun mødte andre unge, der kæmpede for det, hun selv fandt vigtigt. Det var først, da hun fandt ud af, at det var muligt at gøre noget, at hun turde erkende over for sig selv, hvor skræmt over klimaforandringerne hun i virkeligheden var. Så hun besluttede sig for at gå all in. Derefter begyndte hendes andre hverdagsaktiviteter hurtigt at virke ligegyldige. 

”Jeg oplever tit voksne, der nærmest klapper mig på hovedet og siger: ’Fedt, du har fundet noget, der optager dig.’ Det er ikke gået op for dem, at jeg ikke gør det her, fordi det er sjovt, men fordi jeg er hunderæd for, hvad der sker, hvis jeg ikke gør det,” siger Selma Montgomery uden at fortrække en mine: 

”Men jeg stiller da også tit mig selv spørgsmålet: Hvorfor står jeg overhovedet her? Hvorfor er det os, der skal gøre det? Hvorfor var der ikke nogen voksne, der tog sig af problemerne for 20 år siden?”

HVIS MAN SÆTTER en frø ned i en gryde med kogende vand, vil den straks springe ud. Men hvis man først begynder at koge vandet, når den allerede er i vandet, vil den blive siddende, indtil den dør. 

Det billede er ofte blevet brugt i forsøget på at forstå, hvorfor så få lader sig påvirke af opdateringer om klodens tilstand. Jævnligt kommer der nye rapporter fra førende forskere med mere og mere alarmerende advarsler om fremtidsudsigterne. Alligevel fortsætter de fleste med at leve, som om ingenting var sket. 

”Det er jo det store mysterium: Hvad skal der til, før folk bliver alarmistiske? For det er kun en lille del af befolkningen, der tilhører den kategori. Jeg gør, og det gør Greta Thunberg nok også,” siger Esther Kjeldahl en tidlig fredag eftermiddag i Frederiksberg Have i København. Selvom solen kaster sin stråler, er det isnende koldt, og hendes beige genbrugsjakke er ikke rustet til at stå imod, så hun gestikulerer med hænderne og danser på stedet for at holde varmen.

”Som ung er det jo almindeligt at forestille sig, hvordan ens liv vil udfolde sig i fremtiden. Det kan jeg ikke længere. Jeg ved ikke, hvordan andre kan, men jeg tror, det er, fordi det er så voldsomme kendsgerninger, at man ikke kan rumme dem. Man kan ikke tage det ind uden at blive slået helt ud og ligge paralyseret på sofaen,” siger hun og tænker sig ekstra om et øjeblik:

”Det er en mærkelig følelse. På den ene side har man lyst til at råbe det ud til hele verden: Vågn op! Det er nu, venner! Men samtidig er jeg i konstant konflikt med mig selv, for jeg vil ikke såre dem, jeg elsker, ved at fortælle alle de forfærdelige sandheder. Jeg har ikke lyst til at tage deres lykke og drømme fra dem, for jeg kan se, de har det godt med de valg, de har taget.”

Dagen forinden er Esther Kjeldahl kommet tilbage til Danmark – med toget – efter en uge i Bruxelles, hvor hun var i EU for at foreslå en løsning til at få flere til at tage toget. I det hele taget er hendes kalender fyldt ud fra morgen til aften alle ugens syv dage. Siden hun i sommeren 2019 afsluttede sin master i filosofi og public policy på London School of Economics, har hun lagt alle sine kræfter i klimaaktivisme.

”Det virker til, at de fleste har mere tid til at tage i byen og se film på Netflix. Det ville helt sikkert også være dejligt. Men jeg ville have svært ved at nyde det, når jeg samtidig ved, at vi har så travlt med at redde planeten. Jeg ved godt, mange vil finde det overdrevet, men hvis jeg har en hel dag, hvor jeg slet ikke laver klimaaktivisme, føler jeg, at jeg svigter dyrene, planterne, børnene. Det er jo dem, vi kæmper for, for ja, der vil nok være oversvømmelser, fødevarekollaps og alle mulige konflikter, og i værste fald bryder det danske samfund sammen i min levetid, men det er jo ikke os, som er her nu, der bliver hårdest ramt.”

Tidligere gennemlæste Esther Kjeldahl alle nye klimarapporter, der kom ud. Men hver gang blev hun decideret deprimeret og kunne ikke gå rundt og glæde sig over noget i dagligdagen – det hele virkede så formålsløst. På et tidspunkt sendte hendes hollandske veninde en artikel fra The Guardian, hvor en forsker konkluderede, at alt håb var ude, og kampen allerede var tabt.

”Den artikel paralyserede mig fuldstændig. Jeg blev så ked af det og vred og ringede til min far og skældte ham ud: ’Du kunne have gjort noget, du var voksen i 90’erne, og du vidste godt det her!’ Men efter jeg havde skældt ham ud, blev jeg  helt modløs og spurgte ham: ’Hvad nytter det her egentlig? Kampen er jo tabt.’ Så sagde han: ’Men Esther, det hjælper jo stadig at kæmpe for, at det bliver mindre slemt.’”

De efterfølgende uger brugte hun på at samle stumperne, før hun tænkte: ’Nu må jeg bare kæmpe herfra.’

”Jeg har stort set holdt mig fra nyheder om klimaet siden. Jeg ved alligevel, at de bliver værre for hver gang.”

Klara Sørensen taler til omkring 50 andre unge fra Den Grønne Studenterbevægelse.

DET GODE LIV er bøffer, nyt tøj og biler,” forklarer en mand omkring de 30 år med stort skæg, man-bun og blomstret genbrugsskjorte, der hoster sig gennem sine sætninger. Det er onsdag aften i Studenterhuset i København midt i oktober, og sammen med en karseklippet fyr i armygrøn sweatshirt er han i færd med at holde oplæg om ’Klimasamtalen’ – en slags guide til at gennemgå ’konkrete metoder til at overbevise din kødelskende onkel, din stokkonservative kollega og din velmenende ven om at engagere sig i den grønne omstilling’, som der stod i invitationen. Arrangørerne havde forventet i omegnen af 30, og derfor står de fleste sorte stole tomme – der er blot dukket ni op. De lytter til gengæld koncentreret.

”Normalt handler samtaler om gode relationer og god stemning, de bevæger sig inden for gængse normer. Det kan være om vejret, ‘Gift ved første blik’ eller ’Den store bagedyst’,” forklarer den anden og får de fremmødte til at grine: ”Men klimasamtalen er noget andet, den hører uden for de normer.”

En ung kvinde med næsepiercing bryder ivrigt ind:

”Folk bliver virkelig provokerede, når man snakker klimaforandringer,” siger hun og skal til at fortsætte sin sætning, men ender med at slå opgivende ud med armene i stedet. 

Så tilføjer hun alligevel: ”Jeg tror, jeg har brug for noget klima anger management.”

Den karseklippede foredragsholder nikker forstående og byder ind med eget eksempel:

”Jeg er klimavegetar,” forklarer han, ”og da jeg sagde det i min familie første gang, begyndte min onkel at skrige af grin. Jeg hader ham.”

Han stopper op og stirrer et øjeblik tomt ud i rummet, mens folk griner.

”Jeg hader ham virkelig,” gentager han.

5 PÅ DEN ENE SIDE 

”Jeg vil have jer til at føle den frygt, jeg føler hver dag. Jeg vil have, I skal handle, som om der er ild i huset, for det er der.”
Greta Thunberg i sin tale i FN i september 2019

”Greta Thunberg er allerede en af vores planets største fortalere”
Barack Obama, tidligere amerikansk præsident

”Historien vil dømme os for, hvad vi gør i dag for at sikre, at fremtidens generationer kan nyde den samme beboelige planet, som vi så tydeligt har taget for givet. Jeg håber, at Gretas besked er et wakeup-call til verdens ledere overalt.”
Leonardo DiCaprio, amerikansk skuespiller

“Kære Greta Thunberg. Vær klar over, at under alle broer, der nogensinde er blevet bygget, har der også boet en trold – nogle gange mere end én. Men brobyggeriet er vigtigere end trolden.”
Anne Hathaway, amerikansk skuespillerinde

”Hvordan kan man synke så lavt, at man kritiserer et barns udseende? En ung pige. Grunden er selvfølgelig, at man er løbet tør for modargumenter.”
Björn Ulvaeus, ABBA

PÅ EN AF DE BAGERSTE stole sidder 27-årige Mads Tudvad. Han har jævnligt oplevet, hvordan samtaler om klimaet dør i sociale sammenhænge. Ingen gider tage bolden op. Senest til hans nevøs fødselsdag, da han forsøgte at fortælle, at han var blevet meget aktiv i klimabevægelsen, hvorefter alle gjorde deres for at skifte emne hurtigst muligt.

”Jeg har stort set givet op på de her private kød-fly-samtaler,” forklarer han godt en måned senere over et glas juice på en café på Nørrebro. Hans lange, mørke hår er sat op i en knold.

”Min onkel kan godt lide at stikke til mig, men før vi kommer i gang, har hans kone brudt ind. Nu undgår jeg stort set emnet for familiefredens skyld. Men det er hele tiden en afvejning, for vi er jo også nødt til at insistere på at tage de diskussioner en gang imellem.”

Det var egentlig ad omveje, Mads Tudvad blev engageret i klimakampen. Da han flyttede til hovedstaden fra en lille provinsby på Sydsjælland for at studere til lærer, endte han i et studiepolitisk miljø og opdagede, hvor relativt nemt det var at få indflydelse. Efter otte måneder var han forperson i professionshøjskolens studenterråd, men da han på et tidspunkt havde brug for at slippe det, og ”Greta-effekten samtidig havde ramt”, mødte han i stedet op til et mandagsmøde i Den Grønne Studenterbevægelse. Han havde en aftale med sin daværende kæreste om at være hjemme klokken 19, men blev så opslugt, at han kom dumpende næsten seks timer senere.

”Jeg har været involveret i forskellige studenterpolitiske organer, hvor man skulle hive i alle og tilbyde gratis kaffe, kage, aftensmad og øl bare for at samle 10. Her blev der ikke tilbudt noget, men alligevel var der mødt over 50 frem med et kæmpe engagement.”

Mads Tudvad taler med små tilløb, men så snart han er i gang, vælter ordene ud af ham. I hans øjne er klimakampens vel nok største fjende forbrugsfiksering, og når ganske få personer i verden ejer det samme som den fattigste halvdel, bør det stå åbenlyst for enhver, at der er noget helt galt med selve systemet. Han tror, at mange gerne vil gøre noget for klimaet, men den største illusion er, at det handler om at købe lidt mindre kød og flyve lidt mindre, siger han. Alene det, at ’kødskam’ og ’flyskam’ er en ting, giver ham lyst til at skrige til himlen, for den eneste skam burde være ’mangel-på-demokratisk-handling’-skam. 

”Hvis man ikke spiser kød eller flyver, bliver man skudt i skoene, at man er hellig, og hvis man spiser kød og flyver, er man en hykler. Den hellige position er ikke relaterbar for 95 procent af danskerne, og der er heller ingen, der har lyst til at være en hykler,” siger Mads Tudvad og fortsætter: ”Det er en kamp, vi kan kæmpe og vinde sammen. Men problemet er, at vi kaster caps lock-beskeder efter hinanden på Facebook og graver grøfter. Vi skal have den store masse med, men hele den demokratiske samtale er udfordret af måden, vi snakker om det på. Kan vi ikke i stedet snakke om, hvordan vi gør det her til et stort, fælles samlingsprojekt?”

Mads Tudvad tror dog på, at forandringerne langsomt sker. I sommer, forklarer han, havde Sønderjylland den første tyfon i umindelige tider, marts var den vådeste længe, selvom der ikke faldt en dråbe de tre første uger, og efteråret 2019 er det vådeste nogensinde.

”Samtidig var der over 40 grader i mange sydeuropæiske byer, som mange danskere på sommerferie oplevede. Det er ekstreme vejrfænomener, og jeg tror, det begynder at gå op for mange. Og jeg tror inderligt på, at vi unge klimakæmpere er en hjørnesten i det.”

5 PÅ DEN ANDEN SIDE

”Jeg må skuffe jer, men jeg deler ikke den generelle begejstring for Greta Thunbergs tale.”
Vladimir Putin, russisk præsident

”Ja, global opvarmning er reel og menneskeskabt. Gretas udsagn om, at klimaændringer er verdens ende, er dog ubegrundet.”
Bjørn Lomborg, leder af Copenhagen Consensus Center

”Hvor vover du at stå der og belære os, din forkælede møgunge.”
Jeremy Clarkson, tidligere ’Top Gear’-vært

”Hun bliver værre og værre. Den seneste tale var fuldstændig overskruet, det var en gang væmmelig følelsesporno. Alle de mennesker, der labber det i sig, de har skabt en kult.”
Søren Espersen, Dansk Folkeparti (efter Greta Thunbergs tale i FN i september 2019)

”Hvordan kan medierne give taletid til sådan en møgunge?”
Jair Bolsonaro, Brasiliens præsident

EN UGES TID før Black Friday trasker Selma Montgomery og en mindre gruppe skoleelever ind i Studenterhuset. De har falafler i hånden og er hipster-smarte i tøjet. De skal planlægge Fridays for Futures skolestrejke, der i anledningen er blevet døbt ’Green Friday’. Mens de brainstormer ved bordet, opstår ideen om at holde begravelses-optog for overforbrugskulturen gennem Strøget.

Black Friday er blot en lille begivenhed i det store billede, forklarer Selma Montgomery, men der er noget ved begivenheden, ”der stikker dybere”. 

”Jeg ved godt, det ikke hjælper at stå og råbe over en eller anden generationskløft, for det er hele samfundsstrukturen, der for længe har været bygget op til at skabe en klimakrise. Man har skabt et system og en tankegang, hvor man er ligeglad med den jord, vi lever på, og blot tænker på at tjene flere og flere penge. Dét har skabt klimakrisen.”

I det forgange år har Fridays for Future arrangeret klimastrejker i 35 danske byer, og i den københavnske afdeling er de lige knap 50 aktive skoleelever – et tal, der støt og stille vokser. 

”Mange af mine kammerater er nok der, hvor jeg var for et år siden: Hvor det langsomt går op for dem, at de kan gøre en forskel. Det kan godt være, der er nogle, som snakker om, at vi er ved at miste momentum i samfundet. Men blandt de unge er vi i hvert fald ikke.”

Siden Selma Montgomery kastede sig fuldt ind i klimakampen, er hendes skolegang kommet i anden række, og de seneste måneder er fraværsprocenten steget til næsten 70 procent. Selv mener hun ikke, hun reelt har et valg: 

”Nogle gange rammer det mig som en mavepuster. Hvad nu, hvis vi ikke får klaret det her? Hvad nu, hvis skrækscenarierne går i opfyldelse? Så føles det hele lige meget, for hvorfor blive ved med at kæmpe, hvis det alligevel ikke gør en forskel? Så ligger jeg i sengen en uge, indtil jeg indser, at det fandeme ikke gør det bedre at ligge der. Mit overlevelsesinstinkt vender tilbage, nej, fandeme, jeg må tilbage og kæmpe.” 

PÅ EN BÆNK i centrum af Silkeborg ligger en gennemblødt og udtværet formiddagsavis med forsiden opad. Den melder om, at den største Black Friday nogensinde er i vente. Biler på vej hjem fra arbejde passerer, mens det vælter ned, som det har gjort hele dagen fra grå skyer, der netop er blevet visket ud i et stædigt efterårsmørke. 

Set fra et københavnsk perspektiv må den globale klimakamp nogle gange virke uoverskueligt stor, set fra Silkeborg må den føles nærmest umulig. Ikke desto mindre har ni 19-årige piger forskanset sig om et stort træbord i Ungekulturhuset. Der er kaffe, havremælk og hjemmelavede chokoladescones, og mens Kirstine Grove Dahl med åben laptop gennemgår de forskellige punkter på dagsordenen, er de andre i færd med at skrive og male på en stak gamle kaffekopper. De har fundet dem i genbrugsbutikker, og nu vil de pryde dem med klimabudskaber og sælge dem videre. Overskuddet skal gå til et klimavenligt formål, men det er lige så meget en gimmick for at skabe klimabevidsthed rundt om i byens hjem. ’Polerne smelter’ står der over påmalede istapper på den ene, ’Fight like you’d fight for a discounted toaster’ på en anden. 

Mindst én gang om ugen mødes de unge aktivister i byen og drøfter aktioner, der skal i støbeskeen. Denne eftermiddag skal de blive enige om, hvem der nedskriver de krav, de har tænkt sig at stille til uddannelsesinstitutionerne om øget klimabevidsthed, ligesom de skal beslutte, om de vil være endnu mere til stede til byrådsmøderne. Det hele foregår i rask tempo, men det er i en positiv tone, og ingen sidder med armene over kors. Hvis nogen siger noget, der er særlig godt, knipser, ikke klapper, de andre begejstret. Det vigtigste punkt er planlæggelsen af næste klimastrejke. Sidste gang forventede de mellem 50 og 100, men 400 dukkede op. Nu gør de det igen, og det betyder, at der også skal styr på, hvilke sange der skal synges.

”Kan vi ikke nok droppe ’Imagine’? Det bliver altså lidt …,” siger Kirstine Grove Dahl og behøver ikke komme det nærmere. De andre begynder at grine. John Lennons fredssang fra 70’erne bliver hurtigt streget af listen. 

DET ER EN VILD fornemmelse på den ene side at sidde og hygge sig, drikke kaffe og spise scones,” siger 19-årige Kirstine Grove Dahl senere samme aften, ”… og på den anden side være midt i noget, der er så vigtigt og meningsfyldt.” 

Hun har brunt pagehår, store brune øjne og en grå trøje med blomster ned ad den ene side. Selvom hun smiler, når hun snakker sit rolige midtjyske, er intet af det, hun siger, for sjov. For et par år siden fik hun øjnene op for klimakrisen, og som mange andre i den aktive bevægelse startede det med en kamp på personligt plan. Men med tiden gik det op for hende, at det ikke var nok ”at vælge havremælken over mælken”. Så da klimabevægelsen skød frem i Silkeborg, sprang hun på. 

”Det er så barske omstændigheder, vi er på vej mod, og jeg forstår godt, hvis man har lyst til at ignorere det. Men heldigvis er vi mange, hvor håbet overskygger den frygt, vi føler.”

Ud over København og Aarhus er Den Grønne Studenterbevægelse aktiv i syv af landets byer. 

Det var en gruppe gymnasieelever, der tog initiativ til at starte op i Silkeborg for knap et år siden. En af dem var Kamille Søgaard Funding, der også er til stede i Ungekulturhuset. Hun har store, runde briller og grønt pandebånd over sit blonde hår. 

”Jeg har tit en mærkelig blandet følelse af total afmagt og mega kampgejst. Nogle gange føler jeg, at jeg ingenting selv kan gøre, at det kun er de strukturelle forandringer, der egentlig batter, og så får jeg lyst til at grave mig ned i et meget dybt, sort klimahul. Men selvom jeg bare er et menneske, og vi bare er en lille fraktion i Silkeborg, ved jeg også, at vi er en del af en kæmpestor fælles kamp. Vi er ikke politikere, men vi kan være med til at råbe dem op og sige: ’Hallo, vi skal have fundet en løsning.’” 

Drypvist siger de ni 19-årige piger farvel for at traske ud i regnvejret og hjem til deres værelser. Der er opgaver, der skal afleveres, og en gallaaften, der skal gøres klar, før klimakampen fortsætter dagen efter. 

Udenfor i regnen står Kirstine Grove Dahl.

”Vi har alle sammen fået et wakeup-call, og det er helt vildt kraftigt. Desværre tror jeg ikke, vi har tid til at vente på, at vi, der står på gaden, kommer til at træffe beslutningerne. Det er derfor, vi kræver, at de, der kan, træffer beslutningerne for os. Jeg er reelt bange …,” siger hun.

Hun stopper op et øjeblik og kigger eftertænksomt frem for sig. Så starter hun sin sætning på ny: 

”Jeg er reelt bange for, hvad der skal ske, hvis vi ikke ser handling nu.”

De unge tegner en streg for hver af de 68.508 underskrifter, de har indsamlet for et borgerforslag om en ny klimalov.

DET ER DET VÆRST tænkelige vejr. Det blæser og vælter ned med regn, der bliver til sne, der bliver til slud, der bliver til regn igen. Dråberne falder tungt og laver store vandpytter i asfaltens ujævnheder på Christiansborg Slotsplads. Hvis klimabevægelsen har brug for en lakmustest, er Black Friday, denne sidste fredag i november, ideel. 

Til at begynde med ligner det ikke nogen sejrsgang. På scenen er Bwalya Sørensen, talspersonen for Black Lives Matter i Danmark, ved at orkestrere en lang, udsyret slagordsøvelse. Hun indledte med at bekendtgøre, at ”jeg er selvfølgelig med på climate justice”, og nu råber hun udsagn, som folk skal besvare ved at råbe ”Shut it down”, og brøler selv i mikrofonen, så Christiansborgs vægge næsten slår sprækker.

”THIS POLLUTION” – ”Shut it down”.

”THIS CLIMATE CHANGE” – ”Shut it down”.

Mindre end 500 er mødt frem og står forfrosne og puster hvid ånde ud i den kolde luft, mens duknakkede bannere forsøger at holde stand mod vinden. En gruppe aktivister fra Extinction Rebellion (et netværk udsprunget af den britiske Occupy-bevægelse) møver rundt med et kæmpemæssigt tredelt banner, og man kan ikke stå stille samme sted i mere end to minutter, før en repræsentant fra Veganerpartiet forsøger at kapre ens underskrift. Akkompagneret af politiet i to salatfade er en større gruppe fra Det Frie Gymnasium netop troppet op og har medbragt et banner med teksten: ”Grøn, rød, sort. Borgen er noget lort.”

Men da klokken nærmer sig 13, og marchen skal til at gå i gang, vælter det pludselig ind med unge fra alle sider. Det er som en scene fra ’Ringenes Herre’, hvor de store hære akkurat til sidst støder til. På ingen tid er antallet fordoblet. Nede i folkemængden står Esther Kjeldahl med røde kinder og skutter sig: 

”Man bliver tit modløs, fordi der ikke sker en skid, og man aldrig ser nogen, der for alvor gør noget,” siger hun med klaprende tænder: ”På den anden side er vi lige nu vidner til den største massemobilisering nogensinde i verdenshistorien.” 

Måske har hun ret, måske ikke. Dette er en historie, der foregår, mens den skrives, og intet er derfor sikkert. Ikke ud over, at hvis man spørger de unge aktivister, er kampen kun lige begyndt. 

Mens solen bryder gennem skydækket, træder Selma Montgomery op på scenen med rødt tørklæde over de brune krøller. Hendes unge stemme dundrer gennem blæsten:

”Det er på tide, at de, der har magten, tager fucking ansvar for vores klode.”

Så sættes optoget i gang. Ligesom i tusindvis af andre byer rundt om i verden samme dag vader de unge gennem Københavns gader, råbende og med bannere med kontante budskaber blafrende over sig. 

”Wow, hvor er de mange,” siger en lille dreng til sin mor, da mængden af marcherende unge lidt senere drejer ned ad Strøget i København, mens slagordene tordner i luften:

”VI – VIL HA’ – EN GRØN, RET-FÆR-DIG FRE-E-EMTID!”

/