RIGSHOSPITALET

Det sted har en kæmpe betydning for mig. Alle mine tre børn er født der. To af dem blev født meget for tidligt, så vi har også ’boet’ der som familie i lange perioder. Især min kone, der har været indlagt med babyerne begge gange. Jeg cyklede til og fra hospitalet, fordi vi bor 900 meter væk. Jeg husker lange, stille dage, hvor jeg lå med et lillebitte barn på brystet. Og så husker jeg varmen på neonatal-afdelingen. Og en mærkelig slående stilhed, selvom der hele tiden var en masse maskiner og lamper, der blinkede. Min kone og min yngste datter var indlagt hele sommeren i 2006. En dag godt inde i august kom sygeplejersken glædestrålende og sagde: ”Jeg har en god nyhed til jer. I kan komme hjem på onsdag.” Og så tænkte jeg: ”Shit, det er jo der, FCK spiller Champions League-kvalifikation mod Ajax.” 

Når jeg i dag er oppe at hænge tøj til tørre på vores tørreloft på Østerbro, hvor vi bor, kan jeg kigge over på Rigshospitalet, og sommetider flyver hospitalshelikopterne hen over tagene. Rigshospitalet fylder personligt i mit liv, men det er også et sted, der fylder enormt meget arkitektonisk i bydelen. Også kulturelt, fordi danskerne er på fornavn med stedet, ’Riget’, også selvom de ikke bor i nærheden. Der bliver lavet tv-serier der, og Dronningen får ordnet sin ryg der. Det er hele kongerigets hospital.” 

Foto: Colourbox

PARKEN

Da jeg var barn, hed det Idrætsparken. Jeg var derinde første gang en efterårsaften i 1972. Jeg var 10 år gammel, og min far havde hevet mig med ind for at se en Europa Cup-kamp, hvor KB spillede mod Atletico Madrid. KB spillede over evne den aften og vandt kampen. Folk stod med kasketter, klubhalstørklæder, cerutter og en bajer i hånden og råbte og skreg og heppede på verdensstjernerne inde på banen. At stå derinde en mørk hverdagsaften med 40.000 mennesker og tændte lys på stadion var tæt på magisk. Hele atmosfæren tændte mig, og jeg er kommet der næsten hver anden søndag de sidste 40 år. I 1992 blev KB til FCK, og Idrætsparken blev til Parken. Den blev vendt og drejet, og man kan diskutere, hvor charmerende den er rent arkitektonisk. Men den er stadig fed og unik, for det er ret sjældent, at store nationalstadioner ligger midt inde i byen og ikke ved en motorvejsudfletning. For mig er det et sted fuldt af minder, fodboldminder naturligvis, men også minder med venner, der ikke er her længere, eller som er flyttet langt væk. I dag har jeg sæsonkort og en fast plads inde i Parken på Nedre C. Der står vi, de gamle røvhuller, de første fanatiske fans. Siden hen er min ældste datter også kommet med.

Hvis det er en vigtig europæisk kamp, der skal spilles, får vi tit noget god, saltholdig aftensmad, så man kan nyde 5-6 store fadøl på før og under kampen. Er det dagskampe, starter jeg ofte med engelsk morgenmad med bønner og spejlæg, sådan noget, der lægger en god bund, så man er præpareret til nogle timers uansvarlig livsførelse. Om sommeren sidder vi sommetider ovre på græsset i Fælledparken og drikker en dåseøl eller to inden kampen. Andre gange kommer jeg halsende lige til startfløjtet, fordi jeg har siddet og arbejdet til sidste øjeblik. Der er noget næsten religiøst med det fodbold. Det er svært at forklare, hvad det er.” 

DE GRØNNE OASER

Noget af det smukke, dejlige og fede ved København – ud over at den ligger ved vandet – er, at det er en relativt grøn by. Som byboer er parkerne min natur. Vi har et helt bælte af grønne parker i København, som starter med Tivoli og følger Ørstedsparken, Østre Anlæg og så videre. Ud over alle de store grønne parker er der også en masse små. For eksempel Classens Have på Østerbro, som er en lille hemmelig have og et af mine absolutte yndlingssteder. I dag er det ofte Fælledparken, jeg bruger, fordi jeg bor lige i nærheden. Da børnene var mindre og gik i skole på Østerbro, var der sommetider forældrearrangementer i Fælledparken. Så sad man der og spiste pizzaer på sit medbragte tæppe. Dengang havde Rigshospitalet ikke fået sin helikopterlandingsplads på taget endnu, så når helikopteren kom, landede den direkte på græsset. Så skulle du lige rykke dig selv, dine børn og dine pizzaer, fordi der kom politibiler og ambulancer susende. Nu bruger jeg mest Fælledparken til pre-match, sol og øl.

Landbohøjskolens Have er også stadig lidt hemmelig. Nu er der café derinde og alt muligt. Men da jeg boede på Frederiksberg for 30 år siden, gik min datter og jeg altid gennem haven for at komme hen til hendes børnehave om morgenen. Så hilste vi på abe-træet, der var kommet hele vejen fra Chile, og alle de andre træer, som jeg stadig ikke kan huske, hvad hedder.”

Foto: Colourbox

KØBENHAVNS HOVEDBANEGÅRD 

Hovedbanegården er en affyringsrampe. For rejser, arbejdsture – og for kolonier, da jeg var barn. Lige­som med Rigshospitalet har de fleste danskere et forhold til Hovedbanegården. De fleste har været der på et eller andet tidspunkt. Det er et sted, der fuldstændug ligesom Lufthavnen, er forbundet med afsked og ankomst og store følelser. Men også med lettelse, hvis nu det er et røvirriterende familiemedlem, man sender hjem på toget, haha. Det værste er næsten, hvis det er børnene, man sender af sted. Så står man der, fuld af uvished og bekymring. Selvom det selvfølgelig er fedt, at de skal ud at opleve verden.

Jeg har været på interrail en enkelt gang, men det var også meget spektakulært. Turen gik over Paris og Cannes, hvor min søster boede på et tidspunkt, og så tog jeg videre til Malaga. Den der fantastiske følelse, det der med at køre ud af byen, ned gennem Europa og vågne op i Tyskland eller Belgien. 

En af de bedste rejseoplevelser, jeg har haft i nyere tid, var en researchtur til Schweiz, hvor jeg kørte med tog fra Montreux til Genève, videre til München og så til Berlin. Schweiz er fantastisk smukt, og så elsker jeg, at de stadigvæk har spisevogne i deres tog. At sidde der med kniv og gaffel og et glas vin og kigge på de bjerge og byer, man suser forbi – det er fantastisk. 

Hovedbanegården er det sted, man kommer tilbage til. Jeg ved ikke, om det er H.C. Andersen eller min mor, der sagde det, men altså: ude godt, hjemme bedst. Min nye roman handler også om en mand, der rejser ud, men lige så meget om at komme hjem igen. Det er jo det, alle rejser handler om. Der er noget over det, når man kører forbi den nye Carlsberg-by, og Hovedbanegården og byens grønne spir  toner frem.” 

HELE BYEN 

København er min asfalterede hjemstavn. Jeg bruger den i mit litterære arbejde, og jeg er blevet boende her. København er nonchalant, elegant, velhavende, grøn – og en gammel havneby. Vi er en søfarts­nation, vi har ikke haft naturressourcer at rutte med, men vi har haft vores hjerner, og vi har måttet handle med verden. Det betyder utrolig meget for mig, at vi ikke lukker os om os selv. At vi bibeholder udsynet og havneby-historikken. Også selvom der ikke er noget havnevæsen længere. Bortset fra kanalrundfarten og havnebusserne, som jeg er enormt flov over, at jeg ikke har prøvet endnu.

Det særlige ved København for mig er, at det er min hjemstavn. Det er derfra, min verden går. Tit tænker man, at hjemstavn er sådan noget, jyder har. Dem, der bor ude ved Vesterhavet og går i gummistøvler og regnjakke. Men dem inde i byen, der bare sidder og drikker kaffe, de kan da ikke have en hjemstavn. Men det har vi. 

Gennem tiden har jeg boet på Frederiksberg, Christianshavn, Islands Brygge og Østerbro. Som barn boede jeg i Valby og gik i skole på Frederiksberg. I 1976 åbnede Café Sommersko i Indre By, og året efter kom den første Burger King på Vesterbrogade. Så man kunne lige løbe op på Rosenørns Allé i spisefrikvarteret, tage to stop med linje 2 ind til Burger King og så tilbage igen, uden lærerne opdagede det. Der var sgu ikke så meget at lave dengang, så når der åbnede noget nyt, skulle alle ind og se, hvad det var for noget. Alle slags mennesker kom på Café Sommersko. Jeg er rendt ind i min mor mange gange derinde. 

Da jeg læste på universitetet, havde jeg en lille lejlighed på Islands Brygge med sådan nogle elpaneler, jeg ikke havde råd til at tænde, så jeg sad ved et lille gasblus og læste Adorno og litteraturkritik. Dengang var Bryggen nærmest ’på landet’. I dag ville du jo være i den syvende himmel, hvis du kan bo som studerende derude. Som yngre boede jeg også på Østerbro, og det var sjovt at komme tilbage 20 år senere. Mange ting havde forandret sig siden fattig-80’erne. Her er blevet mere posh, men du kan stadig møde spøjse sidegadetyper og fine gamle damer, der kan få hele dage til at gå med at vande vinduesplanter i deres enorme herskabslejligheder.”

KARAVANER AF FOLK med hænderne fulde af poser går op og ned ad Strøget i København. Butiksvinduerne bugner af mode, glitrer og lokker. Et stenkast derfra, i byens middelalderkvarter, ligger Café Nick på Nikolajgade i en høj stuelejlighed. Storby-buzzen forstummer, og inde bag den lille anonyme hoveddør står tiden stille. Alt interiør er i samme brune farveskala, kun brudt af et drys nikotingul, og tankerne vandrer tilbage gennem årtierne. Væggene er fyldt med kunstværker malet af tidens kunder, og på hvert af de tunge træborde står et askebæger solidt placeret i midten. Røgen snor sig fra gæsternes fingre og forsvinder op i lampeskærmene, der hænger lavt over bordene. Ved et af dem sidder Carmen ­Mirea Robrahn og Morten de Fine Olivarius, der står bag den populære Instagram-profil ’Bag Gule Gardiner’. Sammen er de på en mission. De har sat sig for at besøge samtlige Københavns værtshuse. Og hvorfor det? Jo, de vil gerne slå et slag for den uddøende race af øl-steder, hvor man faktisk kommer hinanden ved og falder i snak på kryds og tværs. 

Morten de Fine
Olivarius. Foto: Louise Elly Meyer

”MANGE AF DE BRUNE værtshuse er et tidsbillede på et København, der findes mindre og mindre af. De repræsenterer og ligner ikke det København, som turisterne ser, der som regel er fuldt af fashion og fine dining. Når du træder ind på et værtshus, er det som at træde ind i 70’erne i en form for forlænget dagligstue. Der er en åbenhed, og priserne og musikken er også derefter,” siger Morten de Fine Olivarius, mens en blød blues smyger sig ud af højttalerne.   

”Værtshuset er et socialt rum, som du ikke finder på samme måde på de nye, smarte ølbarer, hvor man kommer for at snakke med sine venner og helst ikke med andre mennesker,” supplerer Carmen Mirea Robrahn. ”På værtshuset møder du virkelig gud og hvermand. Direktøren, tømrerlærlingen, pædagogen og stamgæsten. Der er mange af de brune steder, hvor stamgæsterne vender sig om og siger: ’Hej, velkommen til’, når man kommer ind. Det er det fedeste.” Tre ældre herrer bekræfter tesen om, at man hilser på hverandre, da de træder ind på cafeen med et ’dav’ og et nik rundt. 

UNDER EN STUDIEPRAKTIK i Indien mødte Carmen Mirea Robrahn og Morten de Fine Olivarius hinanden. Sammen fandt de, hvad der måtte være New Delhis eneste værtshus. Det havde ikke noget skilt, det lå under en motorvejsbro, og når en lastbil passerede, rystede hele rummet. Ikke desto mindre er de to samstemmigt enige om, at det var ’et vidunderligt sted’. 

”Vi fandt hurtigt ud af, at vi begge to godt kan lide øl, og at vi har en lidt skæv form for humor. Og ikke mindst en kæmpe fælles glæde for værtshuse,” siger Carmen Mirea Robrahn og fortæller, at det derfor var oplagt at fortsætte med fyraftensøllene, da de begge kom hjem til København igen. Efter kort tid fandt de sig et stamværtshus i Valby, men da stedet skiftede ejer og blev mindre ’sig selv’, fik vennerne en midlertidig krise.

”Vi var lidt kede af det. Så tog vi på en lang tur. På en aften tog vi fra Nordvest til Valby og besøgte 10 forskellige værtshuse for at finde et nyt sted. Vi var helt besat,” griner Morten de Fine Olivarius. 

”Den aften snakkede vi om, at man virkelig burde vise de brune steder frem, og at det kunne være grineren at lave noget på Instagram,” fortsætter Carmen Mirea ­Robrahn. Vennerne er tydeligt velbevandrede i både bodega-emnet og hinandens selskab. Umærkeligt afslutter de hinandens sætninger, mens mønter klirrende skifter hænder oppe i baren. På Café Nick tager de kun imod kontanter.

Carmen Mirea Robrahn. Foto: Louise Elly Meyer

VÆRTSHUS-TOGTET udmøntede sig i Instagram-profilen ’Bag Gule Gardiner’, og i begyndelsen skrev Carmen Mirea Robrahn og Morten de Fine Olivarius anmeldelserne ’live’ fra diverse bodegaer i festlig overrislet stemning. 

”Så sad vi der med små øjne og syntes, at et eller andet random var vildt sjovt, og fik skrevet nogle opslag med stavefejl, fordi vi havde drukket mange øl,” siger Carmen Mirea Robrahn og forklarer, at da profilen blev mere og mere populær, begyndte de at gå mere systematisk til værks. 

Når de i dag er ude at drikke øl på de gemte brune steder, tager de noter og gemmer opslaget til dagen efter. Og så gør de en dyd ud af at tale med de andre gæster såvel som bartenderne. De præmierer ikke bodegaerne med stjerner eller karakterer. I stedet beskriver de blot, hvad de oplever, og så må folk selv vurdere, om de kunne tænke sig at besøge et sted, hvor der eksempelvis kan være øretæver i luften.  

”For os er et godt værtshus et sted, hvor man føler sig velkommen, når man træder ind ad døren, hvor stamgæsterne respekteres, og der er plads til alle. Det er fedt, at værtshuset er en tidslomme, men det fungerer heller ikke, hvis der bare sidder fem mænd og fortæller racistiske vittigheder i baren. Så har stedet i hvert fald ikke så stor tiltrækningskraft for de yngre generationer og har derfor måske også sværere ved at overleve,” siger de to venner.   

Den brusende lyd af flasker, der ­åbnes, blander sig med lighter-knips og smalltalk. Røgen river let i næsen, mens efter­middags­mylderet og den travle shopping fortsat er i gang ude i Indre By. Indenfor på Café Nick bliver Carmen Mirea Robrahn og Morten de Fine Olivarius enige om at få sig ’en enkelt’ mere.