Ulf Pilgaard er mandag 28. oktober gået bort i en alder af 83 år. I den forbindelse genudgiver Ud & Se det store forsideportræt af skuespilleren fra oktober 2021.
KINGOS KØBENHAVN
Jeg var fem år gammel, da min familie flyttede fra Skive til København i 1946. Min far, der havde været hjælpepræst i Skive, blev forfremmet til kapellan og fik en stilling i Kristkirken på Vesterbro. Det København, jeg kom til, og hvorfra jeg har mine første rigtige barndomsminder, var en by, hvor sporvogne og hestevogne kørte i gaderne. Vi flyttede ind i en fire et halvt-værelseslejlighed i Kingosgade nummer 13, der teknisk set var Frederiksberg, men lå lige på grænsen til Vesterbro.
Kontrasten mellem de to bydele var stor. Frederiksberg var pænt og borgerligt, mens Vesterbro var fyldt med fattige arbejdere. Få havde penge efter krigen, og arbejdsløsheden var stor. På vej til skole på Rahbeks Allé holdt jeg mig altid på højre side af Vesterbrogade, for på den anden side, især i området omkring Sorte Hest, risikerede man at få øretæver.
Værtshuse var der mange af i kvarteret, hvor livet var præget af druk og slagsmål. Når mændene kom hjem med lønposen, skulle konerne sørge for at få fingrene i den, inden mændene drak det hele op.
Min fars sogn var Tove Ditlevsen-land, kvarteret omkring Hedebygade og Sundevedsgade. Ofte tog han min lillebror og mig med på hjemmebesøg, hvor familier på 7-8 mennesker sov i køjesenge i bittesmå toværelseslejligheder uden lokum – det lå ude på bagtrappen eller nede i gården. Hans hensigt var formentlig at lære os respekt for andre mennesker og deres evner til at klare sig.
Selvom vi var heldigere stillet end mange andre, fordi far havde fast arbejde og status af embedsmand, gik vi stadig rundt i gammelt tøj af elendig kvalitet. Når det gik i stykker, blev det lappet af ’Lappe-Larsen’, en lille, korpulent dame, der kom forbi med jævne mellemrum og stoppede vores strømper og syede lapper på vores tøj – en luksus, ikke alle havde råd til.
Dengang var en præst også en slags socialrådgiver. Folk kom til min far, når de skulle skilles, og han hjalp med jobsøgning, hvis nogle var blevet arbejdsløse.
Han var en flot ung mand, og kvinderne stormede ind i Kristkirken på Enghave Plads, hvor han blev en slags modepræst. Men derhjemme var han gammeldags, en rigtig patriark. Han havde en kæmpe autoritet og behøvede blot løfte øjenbrynene, så vidste vi, den var gal.
Han havde et voldsomt temperament og var en mand, man skulle være forsigtig omkring. Samtidig havde han et dystert sind og faldt af og til ned i mørket – i dag ville man nok have kaldt det depression. Hans egen far, min farfar, havde været endnu strengere. Der blev delt øretæver ud til hans egne børn og til de elever, han underviste som førstelærer på den lokale skole. Min far slog os ikke, men resten tog han med sig.
Mit barndomshjem fungerede helt efter de gamle familiemønstre. Min far gik på arbejde og tjente penge, mens min mor gik derhjemme og passede min lillebror, min lillesøster og mig. Vi bad fadervor, inden vi skulle sove, og bordbøn inden aftensmad.
Når vi havde gæster på besøg, gik det sommetider galt. Hvis de begyndte at øse op, inden min far havde haft ordet, blev der fuldkommen stille rundt om bordet, og blikkene blev rettet mod den skyldige. Først når de undskyldende satte maden fra sig igen, kunne min far fortsætte. Senere i livet har jeg tænkt, at jeg måske skulle have været lidt strengere over for mine egne børn. Men jeg gik i den modsatte grøft, fordi jeg tænkte fandeme nej.
VITTIGHEDER OG VIRKELIGHEDSFLUGT
Jeg gik på Rahbekskolen, der lige akkurat lå på Frederiksberg. Min fritid tilbragte jeg i Vesterbro KFUM og som spejder i FDF på Frederiksberg. I de kristne ungdomsbevægelser blev der gjort et stort stykke arbejde for, at fattige børn og unge ikke skulle ende i kriminalitet eller andre problemer, og der blev arrangeret sociale aktiviteter efter skole, blandt andet amatørteater. Jeg spillede Astrid Lindgrens mesterdetektiv Blomkvist og var med i Soyas ’Den røde væske’, som min far satte op i kirken.
Jeg var fantasifuld, og virkelighedsflugten tiltalte mig. Jeg var tynd og splejset og ikke meget værd i slåskampe mod drengene fra de andre gader på Vesterbro, som vi lå i krig med. Men på scenen kunne jeg føre an.
På en lejrskole i Nordsjælland i 5. klasse optrådte jeg impulsivt for mine klassekammerater. Det var ren improvisation, vittigheder, volapyk og ordleg, og jeg havde alles opmærksomhed – de skreg af grin. Følelsen af at være i centrum var himmelsk, og det var første gang, jeg mærkede mit talent for at underholde andre.
Jeg kom dog hurtigt ned på jorden igen, da jeg efter lejrskolen fik lov at genopføre nummeret foran tavlen. Jeg gentog det til punkt og prikke, men ingen grinede. Set i bakspejlet var det min første lektion i, at humor ikke at noget, man bare trækker ud af ærmet.
Jeg startede i første mellem på Skt. Jørgens Gymnasium. Det var en ren drengeskole. Vi var 30 drenge i klasselokalet, og der blev virkelig mobbet. Det gik hårdt ud over de svageste, og jeg begyndte at gøre, hvad jeg kunne for at få de andre til at grine. På den måde fandt jeg min rolle i klassen.
Der gik heller ikke længe, før jeg opdagede, at jeg var ret god til at lære udenad og til at læse op. Det opdagede lærerne også, og når vi havde fritimer, blev jeg sat til at læse op af spændingsromaner for børn. Jeg havde en evne til at få de andre til at holde kæft, når jeg læste, og jeg fandt hurtigt ud af at dramatisere teksterne med min stemme. Jeg var slet ikke trænet; jeg havde kun været i biografen få gange, for billetterne var dyre. Jeg lyttede til Radioteatret, men ellers havde jeg ingen indsigt i, hvad drama var.
På Skt. Jørgens fortsatte jeg i 1. g på nysproglig linje, for jeg var god til at læse og stave, men matematik kunne jeg ikke finde ud af. Jeg fik nye venner, og der var piger i klassen, hvilket var et jordskred i min bevidsthed.
Midt i 1. g blev min far tilbudt en stilling som sognepræst i Holme, en forstad til Aarhus. Vi forlod København, og jeg blev indskrevet på Aarhus Katedralskole, der dengang var en af de mest gammeldags skoler i Danmark. Den var kulsort og præget af forældede opdragelsesmetoder.
I 2. g kom jeg med i gymnasieforeningen Heimdal, der arrangerede foredrag, udgav skolebladet og stod for den årlige skolerevy. Her fik jeg venner med samme interesse for litteratur som mig, der var så helvedes intellektuel.
En af mine nye venner blev Ole Lund Kirkegaard, som gik i min parallelklasse. Han var på det nærmeste anarkist, og da vi i 3. g vandt et kampvalg om at komme i Heimdals bestyrelse, overtog vi ansvaret for skolerevyen. Vi skrev et helt uforståeligt absurd teaterstykke ved navn ’Protokolmysteriet’ om ting, der forsvandt fra skolen – og til sidst også selve skolen – stærk inspireret af Beckett og Ionesco.
Da vi opførte det, var eleverne de eneste, som grinede. Både lærerne og forældrene var rasende og opfattede det – ganske rigtigt – som et angreb på autoriteterne. Rektor Bertelsen blev i stykket fremstillet som en gammel forstokket mand.
Han tog sin hævn nogle måneder senere, da vi blev studenter. Til dimissionen, mens mine forældre sad i salen, henvendte han sig direkte til mig: ”Ulf Pilgaard skulle måske nok tænke sig lidt om med hensyn til traditioner og deres betydning.” Jeg betragtede det som en stor cadeau, men min far var i chok.
TRUSSER OG TEGLGÅRDSTRÆDE
Det var fantasiløshed, der gjorde, at jeg efter gymnasiet søgte ind på teologi på Aarhus Universitet. Der var intet pres hjemmefra, ikke andet end at jeg helst skulle have en universitetsuddannelse, men hvilken måtte jeg selv bestemme. Jeg valgte det, jeg kendte, men det fangede mig også dengang, især religionsfilosofien.
Jeg gik på Aarhus Universitet i to år i et fantastisk miljø omkring Universitetsparken, som var fyldt med interessante mennesker. Men jeg boede stadig hjemme, og det var til sidst en pestilens. Jeg havde ingen frihed, og jeg blev kigget over skulderen, ligegyldigt hvad jeg lavede. Hvis jeg var ude med en pige i stedet for at sidde derhjemme og læse, blev det straks bemærket af mine forældre, også selvom jeg klarede mig fint på studiet.
Mine forældre var på et tidspunkt i Skive for at besøge nogle gamle venner, og jeg havde inviteret et par kammerater og nogle piger hjem. Der var specielt én, som jeg håbede, jeg kunne komme i seng med. Jeg troede, at far og mor ville være væk hele weekenden, men midt i det hele kom de pludselig hjem tidligere end ventet. Min mor gik ind og åbnede døren til badeværelset, og ud kom en af pigerne kun iført trusser. Min mor begyndte at græde. I stedet for at tage det med et smil blev det betragtet som en skandale uden lige.
Alle blev smidt ud, og jeg havde fået nok. Jeg var en voksen mand, 20 år gammel, og jeg tænkte, at nu måtte jeg væk hjemmefra. Den eneste måde, jeg kunne se det ske, var ved at lade mig indskrive på Københavns Universitet.
Jeg følte en enorm frihed, da jeg igen kom til København. Jeg fik et værelse i Teglgårdstræde i Pisserenden hos gamle fru Klint, der var ærkekøbenhavner og ikke havde en pløk tilbage i munden. Væggene var papirstynde, og jeg kunne høre alt, hvad der foregik i hele huset. I lejligheden nedenunder boede fru Klints søn, der var marskandiser, over for Grand Teatret. Hendes anden søn blev altid jagtet af politiet. De kom jævnligt og bankede på, når han var eftersøgt, fordi de troede, at han gemte sig hos sin mor. Længere nede ad gaden hang de prostituerede ud ad vinduerne, og det var simpelthen så eksotisk et miljø for en ung mand som mig, der kom fra Jylland. Jeg sugede det hele til mig, når jeg gik til Vor Frue Plads, hvor jeg studerede teologi på Københavns Universitet.
STYKKET MED SILD
Kort efter at jeg var ankommet til København i marts 1961, skulle der afholdes optagelsesprøver til Studenterscenen. Jeg ringede med det samme til min barndomsven fra Rahbekskolen, Ole Michelsen (journalist, kendt fra filmprogrammet ’Bogart’, død 2020, red.). Han var også interesseret i teater, og sammen besluttede vi os for at gå til optagelsesprøven.
Derhjemme havde jeg en bog stående med stykket ’Stolene’ af Ionesco – det absurde og eksperimenterende teater var dengang på mode. Vi valgte en scene fra den med en gammel dame og en gammel mand, der bor i et tårn med nogle stole. De venter gæster, men gæsterne dukker aldrig op. Vi øvede hjemme hos Oles mor, men indså, at det var umuligt at lære det hele udenad til dagen efter, hvor optagelsesprøven skulle finde sted.
Da vi mødte op, sad der 20 og ventede på at komme til prøve. Det gad vi ikke, så vi gik over på Det Lille Apotek og fik et par bajere. Da vi kom tilbage, var der kun én tilbage.
På scenen forklarede jeg, at vi ikke havde nået at lære det udenad, og spurgte, om det var i orden, at vi læste op. Det nikkede juryen ja til. Ole, der var en halv meter lavere end mig, spillede damen, mens jeg spillede manden. Vi holdt bogen mellem os og læste op, men nåede ikke langt, før de nærmest brækkede sig af grin. ”Stop, stop, I er optaget,” råbte de.
Mens jeg passede mine teologistudier, optrådte jeg samtidig på Vesterbros Ungdomsgård, der havde plads til 5-600 mennesker, med vildt, eksperimenterende teater. Og i efteråret 1962 og foråret 1963 var jeg med til at opsætte fem revyer, der krydsklippede klassiske forfattere med helt nye tekster tilsat sang og musik – collage kaldte vi det. Det var fantastisk dygtige folk, som skrev; Klaus Rifbjerg, Henrik Stangerup og Ivan Malinovski var med, og det var en kæmpe succes.
I sommeren 1963 ringede Ole Michelsen til mig og spurgte, om jeg ville være med til at danne det, der kom til at hedde Collagetruppen. Til premieren senere samme år på Alléscenen fik jeg for første gang penge for at spille teater.
Til en af forestillingerne var Stig Lommer, der stod bag ABC Teatret, blandt publikum. Han tog fat i Preben Kaas, som dengang var et kæmpe navn, og sagde: ”Ham den lange, opløbne teolog skulle du altså tage at kigge nærmere på.” En dag på kollegiet fik jeg pludselig en opringning. Jeg blev tilbudt at være med i et børneteaterstykke. ”Hvem skal instruere?” spurgte jeg. ”Det skal Preben Kaas,” lød svaret. Jeg sagde ja med det samme.
Jeg fandt siden ud af, at den rolle handlede om, at Preben Kaas skulle se mig an. Efter en af forestillingerne inviterede han mig hjem til natmad. Over en sildemad tilbød han mig ud af det blå et års kontrakt som skuespiller på ABC Teatret på Frederiksberg. Lønnen var 3.000 kroner om måneden. Det var 1.000 kroner mere, end min far fik som sognepræst.
Det slog benene væk under mig. Jeg kunne slet ikke forstå det. Den slags penge havde jeg aldrig været i nærheden af. Mine studier havde jeg indtil da finansieret ved en masse småjobs. Blandt andet bryggede jeg sodavand ude hos Tuborg, leverede Barnängen-sæbe til købmænd og spillede Fedtmule iført stor maske i Magasin i efterårsferien.
Og så var der teologistudiet. Det kunne jeg jo ikke passe ved siden af et skuespillerjob på fuld tid. Jeg gik op til studielederen og fortalte, at jeg havde fået et job, hvor jeg kunne tjene penge til resten af mine studier. Han var begejstret og kvitterede med at lade mig bo et år mere på Elers’ Kollegium, hvor jeg var kommet ind, og hvor jeg blev draget ind i et miljø af historikere, teologer, litteraturfolk og politikere.
Min far blev derimod tosset. Jeg fortalte det ikke til mine forældre, men da de pludselig kunne læse om mig i avisen, fandt de ud af det. Han mente, at det var et gevaldigt skridt i den forkerte retning. Ikke fordi der var noget galt med revy, men jeg skulle have en uddannelse, et sikkert arbejde. Noget at falde tilbage på.
STJERNESKUD
På ABC Teatret kom jeg ind ad døren med en vis selvtillid. Det var i 1966, og jeg var 25 år gammel. Godt nok havde jeg ikke gået på teaterskolen, men jeg havde jo masser af erfaring fra Studenterscenen og Collagetruppen, tænkte jeg. Men jeg kom hurtigt på dybt vand. Jeg skulle spille sammen med navne som Kirsten Walther, Jørgen Ryg og Preben Kaas. Det gjorde mig bange – de var stjerner, og jeg var bare en ung studerende.
Frygten mærkede jeg under prøverne, hvor jeg oplevede et helt andet pres. Det her var professionelt teater, som folk betalte for at se. Flere gange brast jeg i gråd af udmattelse, når jeg kom hjem på mit kollegieværelse. Jeg skulle også vænne mig til omgivelserne og til jargonen. Det var direkte tale, ikke som i det akademiske miljø, jeg var vant til. Preben Kaas lagde ikke fingrene imellem: ”Det er lort i Snehvides lommer,” sagde han engang til mig.
Men jeg havde både talent og lyst til teater. Preben Kaas blev en mentor for mig, og han blev helt afgørende for mig. I efteråret 1966, da jeg gik på scenen til min kun tredje revy, lavede jeg en sketch om en præst, hvis prædiken var rent vrøvl. Det var Prebens idé, men da jeg gik i gang, var der ingen, der grinte. Jeg havde øvet og øvet, og jeg overdrev både mimikken og udtalen for at understrege pointen, men det virkede ikke. Den erfaring lærte mig antydningens kunst.
Bagefter sagde Preben Kaas: ”Bare vent, når publikum først kender dig, vil de brække sig af grin.” Dengang troede jeg ikke på det, men det viste sig, at han fik ret. Da året var gået, blev min kontrakt forlænget. Jeg begyndte også at få tilbudt andre job, både teater og noget på fjernsyn. Og så besluttede jeg mig for at droppe helt ud af teologistudiet.
Min 26-års fødselsdag blev fejret sammen med ABC-holdet på Hotel Schaumburg i Holstebro, mens vi var på turné. Til festen var der en række af de såkaldte Lommerpiger, Stig Lommers korpiger. Jeg havde et godt øje til en af danserne, som var fotomodel. Under festen gik jeg ned på gaden og røg mit livs første joint i en port med Birger Jensen (skuespiller, red.). Da jeg ville tilbage på mit værelse, kunne jeg ikke komme ind. Det viste sig, at fotomodellen lå inde på værelset. Hun ville have overrasket mig, men var faldet i søvn. I stedet gik jeg ned til hendes eget værelse, som hun delte med en anden Lommerpige. Her fik jeg lov at overnatte hos Gitte, og dagen efter var vi to kærester.
Hun var syv år yngre end mig, og vi flyttede ind på mit værelse på Elers’ Kollegium. Siden fik vi en lejlighed i Vanløse, og i 1970 blev vi gift, midt i en tid, hvor ægteskabet blev taget op til revision. Den frie kærlighed blev praktiseret, og der var mange fristelser. Jeg skulle da også lige eksperimentere lidt, tænkte jeg. Men det fandt jeg ud af, at Gitte ikke ville finde sig i, da jeg kom hjem til en tom lejlighed, fordi hun havde pakket sin tandbørste og var flyttet hjem til sine forældre. Jeg måtte vælge mellem hende og det frie liv. Og det var hende, jeg helst ville have.
SATIRE FOR ALVOR
I februar 1968 kom ’Hov-hov’, den første satiriske udsendelse på Danmarks Radio. Den var med velkendte skuespillere som Buster Larsen, Karl Stegger og Elin Reimer. Den daværende underholdningschef på DR, Niels-Jørgen Kaiser, havde holdt øje med mig på teaterscenen og tilbød mig en rolle.
Det blev sendt lørdag aften – dengang var der kun én kanal, så hele Danmark kiggede med. I løbet af måneder vidste alle pludselig, hvem jeg var. Og Preben Kaas ringede og sagde: ”Nu skal du fandeme med i Cirkusrevyen.” Pludselig spillede jeg ved siden af stjerner som Kirsten Walther og Dirch Passer.
En god revy flytter sig hele tiden i forhold til det samfund, som omgiver den. Den kommenterer, og det, der sker i samfundet, det sker også i revyen. Grænserne for, hvad man kan sige, flytter sig hele tiden. Mange tror, at Cirkusrevyen bare er plat falde-på-halen-humor, men i perioder har den været et af de eneste steder, hvor den politiske satire har levet, mens den nærmest var begravet på tv og i radio.
På nogle måder er det blevet sværere at lave revy i dag, end det var, da jeg begyndte. Dengang så alle det samme, men sådan er det ikke længere. Vi ville ikke kunne kommentere en tv-serie og regne med, at alle havde set den. Men der er stadig tendenser i tiden, personer og store begivenheder, som alle kan relatere til. Corona-pandemien er et oplagt eksempel, og man går heller aldrig helt galt i byen med den siddende statsminister.
Cirkusrevyen betød, at jeg blev puttet i en kasse som ham den sjove. Den blev sendt i tv og havde en enorm gennemslagskraft. I en del år kæmpede jeg imod og forsøgte at søge mere alvorlige roller, men det gik ikke altid så let.
Gennem satire-udsendelserne i DR lærte jeg Ole Bornedal at kende, og da han skulle lave ’Nattevagten’, spurgte han mig, om jeg ville spille kriminalkommissær Peter Wörmer. Han vidste, at mange så mig som pæne, venlige, sjove Ulf Pilgaard, så jeg var den sidste, man ville mistænke for at være morder i en gyserfilm. Det var genialt set. Til premieren gik der et sus gennem salen, da de opdagede, at det var min karakter, der var skurken.
Min rolle i ’Nattevagten’ betød nok mere for omverdenen end for mig. Det var, som om det gik op for nogle: ”Gud, kan han også lave den slags?” Jeg vidste godt, at jeg kunne. Jeg havde gjort det mange gange før på teateret, men det er der ikke lige så mange, der ser.
Desværre er det oftest ikke befolkningen, men folk i filmbranchen, der er værst til at putte skuespillere i båse. Til en casting på ’Nattevagten’ havde jeg aldrig fået rollen, og casterne ville ikke have tænkt på at ringe til mig. De har ingen fantasi.
Uden de mere alvorlige karakterroller havde jeg muligvis følt, at der manglede noget, men i dag føler jeg, at jeg har nået det, jeg skulle. Jeg har udforsket mange forskellige facetter af skuespillet gennem min karriere, ikke kun den komiske.
TAB, TVIVL OG TRO
Som søn af en præst er det naturligt, at Gud har fyldt meget i mit liv. I min barndom var jeg fast i min overbevisning om, at han selvfølgelig fandtes. Senere begyndte jeg at tvivle, og det havde formentlig givet mig samvittighedskvaler, hvis jeg var endt som præst. I dag tvivler jeg stadig, men jeg tror også. Ikke på Gud som en hvidhåret, langskægget mand, der sidder deroppe et sted, men som et princip og som en forklaring på det uforståelige; som det uforståelige i, at min søn Mikkel skulle væk herfra, før jeg selv skulle.
Han blev fundet død her i foråret, lige midt i prøverne til årets Cirkusrevy, og det slog benene fuldstændig væk under mig. Han led af paranoid skizofreni, var førtidspensionist og havde kæmpet med et hashmisbrug, siden han var ung. Han blev kun 48, men hans krop var slidt op af alkohol og hash. Det er svært at forholde sig til, men min tro gør det nemmere. Jeg kan vende mig mod Gud og sige: ”Pas godt på ham, hvor end han er. Han var en god dreng.” Det er vigtigt for mig.
At miste er en naturlig del af at blive gammel. I 2016 døde min kone Gitte efter lang tids sygdom, og sidste år mistede jeg mit længste venskab, da Ole Michelsen gik bort. Men det er ikke kun menneskene, jeg mister. Jeg mister også erindringerne, for dem er man fælles om, og det er forfærdeligt. Når mennesker, jeg har delt mit liv med, forsvinder, er det, som om der også bliver spist en lille del af mig selv. Man lever jo ikke sit liv alene, men i kraft af andre.
Man bliver den, man er, i kraft af andre, som ser på én og er med til at gøre én til den, man er.
Min lillebror Sune døde kort tid efter min søn, og han havde en hukommelse som en elefant. I samtaler med ham kunne jeg ofte genkalde mig ting, som jeg havde fortrængt. Det kan jeg ikke længere.
Det har givet mig livslysten tilbage at finde kærligheden på ny. Sorgen over min kones død vil være der resten af mit liv, men det står ikke skrevet nogen steder, at man skal sygne hen i ensomhed af den grund. Min nye kæreste Annette ved godt, at jeg ikke holder op med at elske min kone. I de første år efter hun døde, var jeg til tider langt nede og bearbejdede det ved at begrave mig i arbejde. Nu har jeg igen lyst til at nyde livet. Derfor synes jeg, det er et passende tidspunkt at sige farvel til Cirkusrevyen.
Jeg havde ikke selv tænkt over det, før Torben ’Træsko’ for et par år siden spurgte mig, hvor længe jeg regnede med at blive ved. Så kom jeg til at tænke: 2020, 40 sæsoner og 80 år – 20, 40, 80. Det kunne da være meget passende. Det bliver så et år senere på grund af pandemien.
De kræfter, jeg har, vil jeg nu bruge på noget andet. Det betyder ikke, at jeg er færdig som skuespiller. Så længe jeg har mit helbred, og nogen kan bruge mig, vil jeg gerne bruge mine evner og min erfaring i mindre roller på film eller tv. Men de store forpligtelser, dem er jeg færdig med.
Preben Kristensen,
Preben Kristensen,