Indlæg

Sagen der ikke vil dø

Mordet på Stine Geisler påvirkede en hel generation og ændrede det københavnske kvarter Pisserenden for altid. I fire år har forfatteren Peer Kaae jagtet nye kilder i den 33 år gamle, aldrig opklarede drabssag. Det er nu blevet til en bog – skrevet som en form for terapi.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:John E. Jacobsen/Ritzau Scanpix

IFØLGE PEER KAAE har alle generationer et mord, man mindes med særlig gru, og mordet på Stine Geisler var hans generations.

5. juni 1990, dagen efter pinsekarnevallet i København, blev den 18-årige kvinde fundet i kælderen under Teglgårdstræde 15. Hendes hænder og hals var bundet med sort ledning, og to karklude var stoppet ind i hendes mund. 

Retsmedicinerne kunne efterfølgende konkludere, at karkludene var dødsårsagen. På hendes hals og arme blev der fundet snitsår, som var blevet påført efter mordet. Og måske mest besynderligt var liget overhældt med bonevoks og placeret oven på en pakke med kondomer, selvom intet seksuelt havde fundet sted. 

”Jeg ved, at det lyder grimt, men det er et meget malerisk mord. Det er næsten filmisk, at hele byen fester og larmer og danser rundt i samba-optog. Fulde folk sov i gaderne, og den mest nutidige sammenligning er nok Distortion. Men under overfladen bliver der begået et grusomt drab i en kælder på en ung, uskyldig kvinde. Den kontrast giver noget til historien, og derfor kastede medierne sig over sagen,” siger journalist og forfatter Peer Kaae, der arbejdede på Se og Hør, dengang morgenavisen med historien landede på hans skrivebord.

Pinsekarneval på Rådhuspladsen i København. Fra midten af 80’erne til starten af 90’erne havde karnevallet flere hundrede tusind besøgende hvert år. Foto: Foto Kim Agersten/Ritzau Scanpix

TEGLGÅRDSTRÆDE OG KVARTERET omkring har i generationer haft øgenavnet Pisserenden, fordi de besøgende på områdets mange værtshuse i tidligere tider var berygtede for at forrette deres nødtørft i det fri. 

I 90’erne var området et mærkværdigt sammenrend af folk og fæ, fortæller Peer Kaae. De kreative typer og de sidste rester af miljøet omkring pigtrådsmusikken hang ved kælderbaren Floss. 

Der var stoffer i omløb og slidt på den charmerende, boheme-agtige måde. Der var Men’s Bar, en bøssebar kun for mænd, og ofte de mere maskuline af slagsen med hang til læder og kæder. Der var Grønjakkerne, sydstatsglade ballademagere på motorcykler, som taget ud af filmen ’Easy Rider’.

Og ikke mindst var der Sabines Cafeteria. Et sted med orangemalede vægge og friskbrygget kaffe hele dagen. Der var sydlandsk stemning, tapas og spansk brandy, og lokalet fungerede nærmest som varmestue for journalister, fotografer, musikere og forfattere.

”Sabines var et kulturelt åndehul, hvor man mødtes til en øl og en snak. Og hele området emmede af det gamle København. Der var bz’ere i Larsbjørnsstræde, homobarer og jazzmusik. Det var et boblende kulturelt område. En slags parisisk latinerkvarter mellem de rigtig dyre adresser, Ørstedsparkens frie seksualitet og de kreative stamsteder,” siger Peer Kaae.

Det var den åndrige og trendy stemning, Stine Geisler voksede op i, og hun var som 18-årig Pisserende-beboer hjemmevant på Sabines Cafeteria, hvor hun dog sjældent købte mere end en kop kaffe. 

Det var blot 80 meter fra stamstedet og endnu kortere fra hendes egen lejlighed, at Stine Geisler blev fundet 5. juni, da en kok lukkede sig ind i kælderen under Teglkroen for at klæde om, inden hun skulle arbejde. Teglkroen brugte rummet som depot og omklædningsrum, og i kælderlysets grålige skær så hun skikkelsen af en pige, der var bundet med sort ledning.

Det var ikke kun de makabre og mystiske omstændigheder, men lige så meget, at Stine Geisler var en spændende karakter i sig selv, der gjorde, at mordet fik så stor opmærksomhed i samtiden, fortæller Peer Kaae, der i sin research til bogen ’Jagten på Stine Geislers morder’ har talt med en række kilder, der kom fast på Sabines i begyndelsen af 90’erne.

”Den her 18-årige pige sprudler af liv. Hun er lidt en rebel, hun er smuk, hun er intelligent, hun omgås kunstnere, forfattere og journalister. Hun er interesseret i musik og drømmer om at komme på konservatoriet. Flere, jeg har talt med, beskrev hende som en slags maskot for Sabines.”

ORD OM MORD 

Peer Kaae (f. 1965) er journalist og forfatter. I 1986 var han med til at starte musikbladet MIX, og efterfølgende arbejdede han i en årrække på Se og Hør. Ved siden af jobbet som journalist har han skrevet biografier om Karl Stegger, Tommy Seebach og Axel Strøbye. I 2010 skiftede han portrætlitteraturen ud med true crime, da han udgav bogen ’Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej’. Siden har han udgivet flere bøger om uopklarede kriminalsager, herunder Højbjerg­drabet i Aarhus og historien om Danmarks eneste forsvundne spædbarn.

’Jagten på Stine Geislers morder’ udkommer 2. juni.

Foto: Ole Henning/Ritzau Scanpix

LANGT DE FLESTE mordsager bliver afsluttet med en domfældelse og lader en form for retfærdighed udspille sig. Men så er der de få drab, som fortsætter med at sidde i mennesker og områder som uløste gåder. Det er netop de sager, Peer Kaae har interesseret sig for i den senere del af sin karriere. 

I 2010 udgav han den første af to bøger om dobbeltmordet på Peter Bangs Vej i 1948. I årene efter skrev han om mordet på Marie Lock-Hansen, det såkaldte Højbjergdrab, fra 1967, hvor han rekonstruerede tiden omkring drabet minut for minut. Og de sidste fire år har han dykket ned i hver detalje af Stine Geislers sidste dage og timer for at kunne samle en tidslinje over drabet den juninat under pinsekarnevallet i 1990.

”Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, Højbjergmordet i Aarhus-forstaden og mordet på Stine Geisler i Teglgårdstræde. Det er de tre mest ikoniske og omtalte, mystiske og uopklarede drab fra det sidste århundrede,” siger Peer Kaae og forklarer, at langt de fleste mord, vi fortsætter med at tale om mange år senere, er bundet op på et sted. 

Hans nye bog er skrevet på en tvangstanke. Sådan beskriver han det i hvert fald selv i indledningen til bogen. Men selvom han ikke vil afsløre, hvad tvangstanken helt konkret indebærer, fordi det angiveligt vil ødelægge læseoplevelsen, vil han gerne forklare, at det handler om ham selv, en hovedmistænkt journalist og en forbandet tidslinje, der ikke stemmer, og som har rumsteret i hans hoved de sidste fire år. 

”Jeg har haft Stine Geisler i hovedet hver dag siden 2019. Der var ting i mit liv, som ikke fungerede, fordi jeg blev så påvirket af hver eneste detalje i sagen. Den her bog har virkelig trukket tænder ud, og hver nat vågnede jeg og skriblede en eller anden detalje ned, som måske – og højst sandsynligt ikke – kunne få tidslinjen for mordet til at give mening,” fortæller Peer Kaae, der besluttede sig for at skrive bogen som en form for terapi.

Resultatet er blevet et blandingsprodukt, der både er et stykke opklaringsarbejde og en personlig beretning om et helt livs mere eller mindre tilfældige oplevelser og møder, blandt andet med den mistænkte journalist, som Peer Kaae kendte personligt. Bare to dage efter mordet var de to sammen på Gentofte Stadion for at se Prince optræde.

Derudover byder bogens kildeliste på anonyme venner og veninder til Stine Geisler, en række af Peer Kaaes egne journalistvenner og -kolleger gennem tiden som musikjournalist og kriminalforfatter, unavngivne tippende politimænd, en navngiven tidligere drabschef samt en anonym tidligere bestyrer på Café Sommersko og en anonym forsvunden udenlandsk ekskone til den hovedmistænkte.

Peer Kaae har ikke skrevet en traditionel journalistisk bog, og fordi han selv indirekte har været involveret i mordsagen, mener forfatteren heller ikke, at der nogensinde er blevet begået et stykke true crime-litteratur som det, han har sendt til tryk. Andre har simpelthen ikke haft hans muligheder. 

”Det er i grunden en utrolig mærkelig bog, fordi det handler om mine egne oplevelser. Derfor er der heller ikke skrevet en bog, der minder om den,” siger Peer Kaae, der med egne ord altid har været ”en enspænderagtig lone wolf, der kravler rundt i mørket og tager hen på en bar og får en øl om aftenen”. 

Oprindeligt var det en anden bog, der satte gang i Peer Kaaes professionelle interesse for mordet. Det var Søren Baastrups ’En djævel i den lyse nat – Hvem myrdede Stine Geisler?’, som netop udkom i 2019, og Peer Kaae forklarer da også, at hans bog i høj grad står på skuldrene af Baastrups arbejde.

”Det er også grunden til, at jeg dedikerer min bog til ham. Men min bog bringer noget nyt på banen, og den stiller nogle spørgsmål, som ikke er blevet stillet før,” siger Peer Kaae, der ikke ønsker, at Stine Geisler-mordet skal blive underholdning, men har været drevet af sin trang til at frembringe ny viden i sagen. Om så han skulle arbejde i døgndrift. 

”Jeg synes ikke, man skal stå og underholde med seriemordere inde på Bremen Teater og svælge i detaljerne, medmindre man kan bidrage med noget til en eventuel opklaring. Det betyder ikke, at jeg er en engel, der aldrig er faldet i grøften, men jeg forsøger.”

STINE GEISLER 

Født 1972. Navngivet Anne Stine Geisler, men brugte aldrig sit fornavn. Hendes mor, Kirsten Geisler, var uddannet jurist og arbejdede både ved EU-repræsentationen i Bruxelles, i Socialministeriet og Den Sociale Ankestyrelse. Faren, Steen Geisler, arbejdede som lærer på privatskolen Krebs’ Skole, hvor også Stine Geisler gik. Da hun blev dræbt, gik Stine Geisler på Christianshavns Gymnasium og arbejdede i sin fritid på Café Wilder på Christianshavn. Hun var 18 år gammel og havde netop fået et 13-tal i sin religionseksamen. Hun manglede kun enkelte eksamener og var få uger fra at blive student.

Foto: Søren Rud/Ritzau Scanpix

DAGEN EFTER STINE GEISLER blev fundet myrdet, var hun på forsiden af B.T.

’18-ÅRIG BAGBUNDET OG SEX-MYRDET’ stod der, hvilket ikke bare var grumt, men også decideret forkert. Den historie blev dagen efter fulgt op med forsiden: ’SADIST MYRDEDE UG-PIGE’. 

Et halvt år tidligere blev to sexarbejdere myrdet på Vesterbro. Hanne With blev stukket ihjel, mens Betina Christensen først blev fundet syv år senere af to kloakarbejdere i en af Kødbyens brønde. 

”Det er tragisk, at de mord ikke fik lige så meget opmærksomhed. Men jeg tror, at det skyldes kontrasterne i Stine Geislers mord, fordi hun ikke bevægede sig i et farligt eller utrygt miljø. Og så selvfølgelig alle de ubesvarede spørgsmål: Hvordan endte hun i den kælder? Kendte hun gerningsmanden? Hvorfor var hun sølet ind i bonevoks? Var det rituelt? Eller skulle det bare ligne noget rituelt?” spørger Peer Kaae.

Han mener, at en anden årsag til, at sagen fik så meget opmærksomhed, kan være, at der var mange ligheder med tv-serien ’Twin Peaks’, der blev vist på DR umiddelbart før mordet på Stine Geisler. Det viste sig nemlig, at Stine Geisler havde et forhold til en ældre musikjournalist på en stor dansk avis, manden, som efterfølgende blev og siden har været hovedmistænkt. Under afhøringen nægtede han først deres seksuelle forhold, men da politiet læste op fra Stine Geislers dagbog, erkendte han det.

”Det passer perfekt med, hvordan ’Twin Peaks’, den her mystiske og ekstremt uhyggelige serie, forløber. En ung og uskyldig kvinde bliver fundet død. Men så afslører hendes egen dagbog et dobbeltliv med en ældre elsker. Der er nogle klare paralleller, som bare gør hele sagen endnu mere mystisk,” siger Peer Kaae.

Fra sit kontor i Larslejsstræde kan han se ud over Pisserenden og Teglgårdstræde, hvor Stine Geisler boede, gik i byen og diskuterede med forfattere og journalister med en kop lunken kaffe i den ene hånd og en Queen’s-cigaret i den anden. Det var her, hun spiste aftensmad med sin familie, og stedet, hun cyklede fra, når hun skulle til Christianshavns Gymnasium eller på arbejde på Café Wilder. Og så var det der, hun endte sine dage i Teglkroens kælder.

”Hver gang jeg går forbi porten til Stine Geislers gård, tænker jeg på det mord, den pige og hendes familie. Som jeg også fortæller i bogen, ændrede området sig totalt efter mordet. Det gik fra at være let og sjovt, festligt og alkoholfyldt til det modsatte. Den glade og ubekymrede periode sluttede med mordet på Stine Geisler,” siger Peer Kaae om forbrydelsen, han betegner som det mest kendte kvindedrab for hans generation.

”Alle fulgte med i den sag, og alle kendte hendes navn. Andre generationer har det sådan med Peter Lundin eller Amagermanden. Og nogle vil have det sådan med mordet på Emilie Meng,” siger Peer Kaae i begyndelsen af april – blot to uger før en 32-årig mand anholdes for kidnapningen af en ung pige, hvorefter politiet kæder manden sammen med mordet på Emilie Meng.

LAMBADA-ALIBIET

I næsten et år arbejdede politiet uafbrudt på at løse mordet på Stine Geisler, og i den tid kom en lang række mistænkte i politiets søgelys. Den mand, der går under navnet ’Journalisten’, har været hovedmistænkt, siden det kom frem, at han havde en affære med hende.

Det er uvist, om Stine Geisler kort forinden havde stoppet forholdet, men det gik flere teorier på. Årsagen til, at han ikke blev sigtet for mordet, var et dengang vandtæt alibi om, at han dansede lambada med sin kone på Café Sommersko, og det faktum, at man ikke havde fysiske beviser for, at han havde gjort det. Det alibi er ifølge Peer Kaae smuldret på baggrund af de nye informationer fra både journalistens ekskone og den daværende bestyrer af Café Sommersko.

DA PEER KAAE gik ind i mordsagen i 2019, var det med et klart håb om at ringe på hos Stine Geislers mor, Kirsten Geisler, der boede lige rundt om hjørnet fra hans kontor. Han ville fortælle hende, hvem der slog hendes datter ihjel og hvorfor. Men til sin store ærgrelse nåede han det aldrig, fordi hun døde i 2020, 30 år efter mordet på datteren.

”Når jeg dykker ned i en sag, vil jeg gøre den ultimative forskel. Jeg skal ikke blot gengive et mord, jeg skal være en del af løsningen. Det gør ikke noget, at det er underholdende, men for at skrive en bog skal man udfordre det, der allerede er, og bringe noget nyt til bordet. True crime-genren bliver nogle gange lidt udvandet, fordi man bare fortæller det, vi allerede ved.”

Til spørgsmålet om, hvad han selv bringer til bordet, fortæller Peer Kaae, at han var i tvivl flere gange undervejs. Faktisk opgav han at skrive bogen i hvert fald tre gange, fordi han ikke kunne finde et bestemt vidne i sagen: journalistens amerikanske kone, der flyttede tilbage til USA efter affæren, drabet og en skilsmisse.

”Det tog mig 14 måneder at finde frem til hende ved at kombinere alle de oplysninger, jeg kunne skrabe sammen. Fødselsdag, alder, køn, stat, navn. Det var et vanvittigt arbejde, og i en periode forsøgte jeg at ringe til alle i staten med hendes navn. Jeg opgav at finde hende 20 gange, og det viste sig selvfølgelig, at hun havde skiftet navn. Men ad uransalige veje lykkedes det mig til sidst,” siger Peer Kaae og fortæller, at den hovedmistænkte journalist angiveligt forsøgte at holde ekskonen ude af efterforskningen så vidt muligt, og at hun kun blev afhørt en enkelt gang på gebrokkent dansk-engelsk. 

Med det i baghovedet vidste han, at ekskonen ville være et kronvidne, såfremt hun ønskede at være med.

”Efter mange års arbejde med gamle drabssager ved jeg, at der er to muligheder. Enten påvirker sagen stadig kilderne så meget, at de smækker røret på med det samme, eller også har de ventet 30 år på netop det opkald. Det viste sig, at ekskonen havde ventet. Det var dér, bogen blev til.”

Blomster ved porten til den baggård, hvor Stine Geisler blev fundet. På opslaget takker den 18-åriges forældre for deltagelsen og blomsterne og beder folk fortælle politiet, hvis de ved noget. Foto: Mads Winther/Ritzau Scanpix

POLITIETS EFTERFORSKNING er ifølge Peer Kaae et kapitel for sig. Han mener, at den var alt for bred i sin jagt på en ”pervers og sadistisk morder” i stedet for det mest sandsynlige i den type drab, som er en nær relation. Politiet ”huggede løs i tusind retninger” i stedet for at koncentrere sig om de hovedmistænkte og de konkrete mennesker omkring dem, argumenterer han. Det fremgår også af Peer Kaaes bog, at politiet har afhørt omkring 3.000 kilder, hvilket vidner om et enormt efterforskningsarbejde. Men forfatteren har egentlig ikke indblik i politiet efterforskning, fordi han ikke har kunnet få aktindsigt i deres tidslinjer, valg og fravalg.

Ud over journalisten er persongalleriet af mistænkte i sagen gennem tiden mildest talt ekstraordinært. 

Der er Peter Kronholm, som sad i sit kollektiv i Larsbjørnsstræde og spillede skak indtil klokken et om natten på mordaftenen. Han har intet alibi for sin færden efterfølgende, men der er heller intet, der kæder ham til mordet. Han er siden blevet døbt ’Klædeskabsmorderen’ og dømt for at slå sin kæreste ihjel og gemme hende i et skab – foruden anden voldelig kriminalitet og alfonseri.

Man har ved flere lejligheder forsøgt at kæde Amagermanden til mordet, men det er heller ikke lykkedes. 

Den såkaldte Rødovremand, som skændtes med Stine Geisler på mordnatten, fordi han kom med kommentarer om hendes bryster på Sabines, var også kort i politiets søgelys. Derudover er der en karakter med tilnavnet ’Rulleskøjteløberen’. Og en ukendt mand i læderbukser, som aldrig er blevet fundet.

Peer Kaae mener selv, at han ved at følge et gammelt tip, som politiet ikke tog seriøst dengang, er kommet frem til den ukendte mand i læderbukserne, som blev set af en vægter kort tid før mordet. Tippet førte ham til en gammel popmusiker, der skrev en sang om grønjakken og slagsbroren Danny, som drønede rundt på motorcykel i sine læderbukser og angiveligt var dybt betaget af Stine Geisler. 

”Han er, så vidt jeg ved, aldrig blevet undersøgt af politiet,” siger Peer Kaae, der dog stadig hælder til den hovedmistænkte journalist.

I deres telefonsamtale fortalte den amerikanske ekskone blandt andet, at hun var veninde med Stine Geisler, at Stine Geisler kom i hendes og journalistens hjem, og at eksmanden var dybt forelsket i Stine Geisler.

”Så journalistens historie om, at det var et kort forhold, han havde til Stine Geisler, faldt enormt hurtigt til jorden,” siger Peer Kaae.

Journalisten har selv fortalt, at han på mordnatten var sammen med sin kone, og at de var meget fulde på Café Sommersko, hvor de dansede lambada. Fra Café Sommersko skulle de være valset hjem arm i arm. 

Ekskonen husker den berusede dans, men har også fortalt Peer Kaae, at hun ikke så, om journalisten lagde sig til at sove ved siden af hende, da de kom hjem. Og så ryger hele journalistens alibi for den aften, mener Peer Kaae, der i sin research også har talt med den daværende bestyrer af Café Sommersko.

Bestyreren var til stede den aften i 1990, hvor han selv stod i baren, og hvor cafeen havde anlagt boule-bane i gården, fordi de forventede, at der ville komme mange mennesker forbi i forbindelse med karnevallet.

Han husker aftenen ret tydeligt og fortæller, at journalisten over halvanden time efter, at han var gået hjem med sin kone, vendte tilbage til Café Sommersko alene og opførte sig ”underligt”. 

Ifølge Peer Kaae blev bestyreren afhørt i 20 minutter umiddelbart efter mordet, men politiet vendte aldrig tilbage for at få den fulde historie om journalistens opførsel:

”Han er et utrolig troværdigt vidne, som kun udtalte sig om præcis det, han kunne huske. Jeg vil sige, at han er et kronvidne, som politiet fuldstændigt har misset.”

GRAVER-JOURNALIST ELLER GRAVRØVER?

”Der er nogle gange en kritik af krimijournalister og true crime-forfattere. Den går på, at familien skal trækkes igennem møllen og mordet igen. Men det er faktisk en misforståelse, at pårørende er imod, at man graver i en sag. I mange tilfælde er pårørende næsten glade for det, så længe man gør det ordentligt og respektfuldt. Nu lever Stine Geislers forældre ikke længere, men moren stillede sig jo frem gang på gang, fordi hun mente, at sagen ikke måtte blive glemt. Derfor synes jeg, at det er på sin plads at komme med bogen, så det ikke sker,” siger forfatter Peer Kaae.

I ARBEJDET MED bogen er Peer Kaae blevet bekræftet i, hvor ensomt det er at være forfatter. Især når emnet er true crime. Selvom han før har skrevet om kidnapninger og dobbeltmord, har de seneste fire års arbejde været de hårdeste i hans karriere – og skriveforløbet som et Tour de France kun bestående af enkeltstarter.

”Jeg har simpelthen været så involveret i den her sag, at det drev mig til vanvid. Jeg kunne ikke se en ende på det. Var jeg to år eller to dage fra at være færdig? Jeg sad på kontoret indtil klokken tre om natten i mere end et halvt år, fordi jeg skulle skrive mig ud af det,” siger Peer Kaae, der, nu hvor arbejdet er til ende, ikke har noget nyt bogprojekt eller nogen uopklarede mordsager, han planlægger at kaste sig over:

”Jeg er drænet. Jeg skal lige have en pause, for man kan sagtens føle sig som et dumt svin, der snuser i noget, man ikke burde. Du skal være usympatisk nogle gange, og du skal spørge ind til episoder, som ikke er behagelige for kilderne. Og du skal kontakte nogle mennesker, som ikke gider tale med dig. Det er ubehagelige opkald.”

I samme åndedrag siger forfatteren, at det skal gøres, fordi nogle folk skal konfronteres. Og nogle gange skal man ”trykke på sin indre psykopatknap”, som betyder, at han slår sine egne følelser fra i en kort periode. 

Den vigtigste at konfrontere var naturligvis den hovedmistænkte. Og Peer Kaae fik da også et indledende møde med ham – inden han havde talt med ekskonen og bestyreren fra Café Sommersko.

Journalisten virkede besynderligt upåvirket af sagen. I modsætning til alle andre, Peer Kaae har talt med fra området omkring Pisserenden, stamgæsterne på Sabines, ejeren, journalister og forfattere – alle fortæller de, at der var et før og et efter mordet på Stine Geisler. Bortset fra journalisten. Han ville faktisk helst ikke tale om det, siger Peer Kaae.

”Den eneste, mordet ikke interesserer, er åbenbart manden, der har haft et seksuelt forhold til hende. Det er noget af det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har hørt.”

Efter at han havde talt med ekskonen og bestyreren, ville Peer Kaae foreholde journalisten deres forklaringer. Men til sin ærgrelse nåede han aldrig så langt, da journalisten døde på hospice få dage før, Peer Kaae ville konfrontere ham.

”Jeg ville meget gerne høre, hvad han sagde til mine nye oplysninger. Det er katastrofalt for mig, at vi aldrig fik mere end et indledende møde. Af den grund fik jeg aldrig spurgt, om han slog Stine Geisler ihjel.”

Politiet undersøger Stine Geislers cykel i jagten på spor i sagen. Foto: John E. Jacobsen/Ritzau Scanpix

’JAGTEN PÅ STINE GEISLERS MORDER’ peger ikke direkte på en skyldig. 

”Det er mit job at stille spørgsmål til den hovedmistænktes forklaring, og så må resten overlades til politiet,” siger Peer Kaae, der føler, at han – trods alt – er kommet i mål med det, han ville, og at han nu kan give slip på sagen.  

”Jeg har indset, at der nok ikke kommer en forløsning i min levetid. I alle drabssager er der ting, vi aldrig kommer til bunds i. De sidste par måneder har jeg ikke gravet i sagen, men det kan jo være, at der kommer et tip, som åbner den igen. Ellers må vi vente til 2065, hvor politiets efterforskning bliver offentlig.”

/

Et helt normalt monster

Forlagschef og krimiforfatter Simon Pasternak rapporterede fra Peter Madsen-retssagen og fik et kig ned i menneskets mørkeste dybder.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen

Du var til stede i Københavns Byret i de 12 retsdage, sagen mod Peter Madsen varede, som Weekendavisens udsendte. Hvad var det, du ønskede at blive klogere på?

”Det handlede selvfølgelig om, hvorvidt han var skyldig. Men der var også et mere filosofisk lag, der interesserede mig: Han var på forhånd udpeget til skurken i et perverst tivoli. Men hvor meget svarer Peter Madsen til mediernes portræt af et monster, og hvor meget ligner han os selv?”

Fik du svar på dit spørgsmål?

”Det er klart, at den groteske vold, han med overvejende sandsynlighed har udsat Kim Wall for, er ekstremt monstrøs. Men samtidig er han jo ikke en savlende psykopat. Han virkede tværtimod charmerende, begavet og initiativrig. Det uhyggelige med ham er, at det er svært at afgøre, hvor mennesket ender, og monsteret begynder. Hvis man erkender, hvad man har gjort, så kan man begynde at finde ud af det. Men Peter Madsen indrømmede ingenting. Han havde en forklaring på alt. Der var meget langt mellem vidnernes opfattelse af tingene og Peter Madsens opfattelse. Selv da vi så nogle vilde animationsfilm med drab og pornografiske spidnings-tekster, mente han hele tiden, at det, vi så, var konsensuelt, altså efter aftale. Det var det, det gik ud på for ham. Men hvad er en aftale? Troede han, han havde en aftale med Kim Wall? Troede han, at hun, som han skriver på et tidspunkt i et brev, havde ’sit livs bedste aften’? Eller var han fuldstændig ligeglad og fulgte bare sine impulser? Ham her er præcis ligesom alle os andre. Han ved, hvordan tingene fungerer, og hvilken orden vores verden er bygget på. Og så alligevel er han fuldstændig off. Og sådan er alle vi andre naturligvis ikke. Men vi har alle sammen vores mørke. Vi kan alle sammen lyve lidt. Vi kan alle sammen retfærdiggøre os selv. Indimellem gør vi nogle ting, vi overhovedet ikke kan være bekendt. Hvor er grænsen mellem vores egne små overtrædelser og løgne og så de helt store og ekstreme løgne og forbrydelser? Det er et meget ubehageligt grænseland, Peter Madsen bevæger sig i. Man kan følge ham i lyset. Man kan måske også følge ham ind i tusmørket: Det kan godt være, han har nogle hårde sexlege – hver sin lyst. Og pludselig slår han kvinder ihjel. Så kan vi ikke følge ham længere.”

Hvordan påvirkede det dig at overvære sagen?

”Det var grusomt og ekstremt ubehageligt at gå i detaljer med, hvad der var sket i den ubåd. Det var første gang, jeg var retsreporter, og jeg sad sammen med mange, der var meget garvede. Men alle var meget emotionelt påvirkede af det, virkede det som om: Tænk nu, hvis han overbeviser retten. Tænk, hvis ikke de har overblik til at se igennem hans historier. Jeg var meget taknemmelig for, at der var en institution af folk, der havde prøvet det før, og som køligt kunne feje ham af bordet og idømme ham en livstidsstraf. Det, der er interessant, er, at han ikke blev dømt som sindssyg. Han er dømt som tilregnelig. Derfor er han 100 procent normal – og 100 procent monster. Det er en næsten bundløs gåde for mig.”

Simon Pasternak, 48. Forlagschef for skønlitteratur hos Gyldendal. Har med Christian Dorph udgivet en krimiserie, der er solgt til en række lande. Solo har han udgivet Østfront-krimien ’Dødszoner’. Foto: Gyldendal/Bjarke Johansen

Kan du bruge sagen som research til dit forfatterskab?

”Det, som interesserer mig som krimiforfatter, er gråzonerne mellem det gode og det onde. Her var en gråzone af dimensioner. Det var en meget hård erfaring af, hvordan en forbryder ser ud i virkeligheden. Hvis jeg skriver krimier igen, vil jeg bestemt kunne bruge det.”

Men det er ikke sikkert, du gør det?

”Efter Peter Madsen-sagen har jeg taget en beslutning om ikke at skrive en bog om ham. Samtidig er han svær at slippe, fordi han stiller nogle grundlæggende spørgsmål om, hvordan det er at være menneske i den moderne verden. En interessant dimension af ham er selvforståelsen som kendt iværksætter. I disse år er vi meget vilde med iværksættere. Vi celebrerer eneren. Men eneren passer godt med personligheder, der synes, de har ret til alt, og som har ringe respekt for domstole og paragraffer og derfor går over stregen. Se bare på Elon Musk, som røg cannabis live på nettet (på satireshowet ’The Joe Rogan Experience’, red.) – hvorefter Teslas aktier faldt drastisk og påvirkede verdensøkonomien. Som om verden er helt afhængig af den geniale persons luner, temperatur og impulser. Peter Madsen er vigtig i vores tid, fordi han er et vrangbillede af det, vi egentlig fejrer. Og vil man skrive krimier, er det altid interessant at finde ud af, hvad forbrydelsen i tiden er.”

Hvis han ikke havde eksisteret, tror du så, du kunne have fundet på ham som romankarakter?

”Jeg ville aldrig have fundet på sådan en forbryder. Han er for kulørt. Han ligner en kriminalroman så meget, at jeg nok havde forsøgt at finde på noget mindre spektakulært.”

Hvorfor havde du oven på sagen besluttet, at du ikke ville skrive mere om ham?

”Jeg har tænkt, man hellere skulle lade være, fordi han ikke fortjener mere opmærksomhed. Men jeg ved ikke, om det holder. Man kan sige, at man undlader at skrive om en forbryder for at beskytte offeret. Men jeg tror ikke, det er rigtigt. Jeg mener snarere, man ender med at beskytte forbryderen. Ofrenes død skal have lov at være så ubehagelig, som den er, for at verden kan vide, hvor ubehagelige gerningsmændene er. Når man beskriver den onde verden, vi lever i, synes jeg ikke, man skal komme sukker på. Det er ikke det samme, som at der ikke kan være godhed eller håb i en fortælling. Men der er ingen grænser for, hvad man skal skrive. De ting, mennesker kan få sig selv til at gøre, bliver vi nødt til at se. Ellers kan vi ikke på sigt få dem til at holde op med at gøre dem.”

/

Kriminel kærlighed

For 18 år siden tog ’krimimor’ Vibeke Johansen initiativ til en temadag. I dag er den vokset til en messe, der trækker tusindvis af mennesker.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Willy Wegner

BIBLIOTEKAR Vibeke Johansen havde gennem nogen tid haft lyst til at sætte fokus på den nordiske kriminalroman. I 2001 bød lejligheden sig, da den lokale forvaltning for arrangement og event, som hun selv sad i, planlagde afholdelsen af nogle nordiske kulturdage i Horsens. Bibliotekets bidrag blev en temadag om netop nordiske krimier på Horsens Ny Teater, hvor en håndfuld forfattere, blandt andet Leif Davidsen og norske Gunnar Staalesen, var indbudt til at fortælle om deres metier til omtrent 200 fremmødte.

”Det var vældigt,” siger Vibeke Johansen, og det mente biblioteksledelsen og kommunalforvaltningen også. Hun og en bibliotekarkollega blev sat til at sørge for, at arrangementet blev en tilbagevendende begivenhed. De næste par år knoklede de for at trække nye navne til talerlisten – og helst også flere publikummer til teatersalen. Det gik langsomt fremad de første par år. Men da en kultur- og eventchef i kommunen fik ideen til at bruge Horsens Statsfængsel, der ville stå tomt fra 2007, når et nyt fængsel uden for byen skulle tages i brug, steg publikumstallet fra omkring 500 året før til et sted mellem 1.500 og 2.000.

”Siden da har vi lagt lidt på hvert år, og sidste år var vi oppe på omkring 7.000 gæster og otte scener. Du skal være klar i god tid for at få et sæde, hvis der er en forfatter, du gerne vil høre,” fortæller Vibeke Johansen, der gennem årene har glædet sig over at få lov at møde alle de bedste danske og nordiske forfattere. Men også internationale stjerner som amerikanske Karin Slaughter, skotske Ian Rankin og cubanske Leonardo Padura har hun hilst på i fængslet.

Ian Rankin under sit besøg på krimimessen i Horsens, 2013.

Navnet ’Krimimor’ mener hun blev tildelt hende af krimiforfatterne Anna Grue og Susanne Staun. Ved hvilken lejlighed husker hun ikke, men hun tror, at tilnavnet, ud over at fortælle, at det var hende, der fødte ideen om krimimessen, er udtryk for, at både publikum og optrædende forfattere generelt har følt sig godt taget imod af hende og hendes medarrangører.

Krimi- og spændingslitteratur har altid fyldt, når Vibeke Johansen læser. Da hun var barn, var det ’De fem’, der gjorde siderne usikre. Som lidt større pige var det Agatha Christie, der dikterede mysterierne. Og i dag er det det meste af den krimilitterære horisont, hun forsøger at holde øje med. Dog springer hun passager over, hvis de bliver for makabre, og mennesker for eksempel bliver hængt op i kødkroge levende.   

Hun husker også en scene i Jens Henrik Jensens ’De hængte hunde’, hvor hovedpersonen, krigsveteran Niels Oxens egen hund findes hængt. Den ramte et ømt punkt:

”Der var han ond, Jens Henrik Jensen, ikke kun ved sin hovedperson, men også ved læseren,” siger hundeejer Vibeke Johansen, der mest læser for plottet, karaktertegningen og det gode sprog.

Det tidligere Horsens Statsfængsel.

I år er hun for første gang i 17 år kun med på sidelinjen, hvor hun står klar med råd til sine arrangørkolleger. Men hun glæder sig uformindsket til messen og til den uprætentiøse stemning inden for fængsels­murene.

”Vi har ikke noget vip-område. Forfatterne står i deres forlagsstand eller går rundt blandt publikum. Måske drikker du kaffe ved siden af Jussi Adler-Olsen, Sara Blædel – eller Ian Rankin, som kommer tilbage i år. De dage er vi alle lige. Fordi alle har den samme kærlighed. Kærligheden til krimien.”

DAGE I BRUMMEN

Krimimessen Horsens har været afholdt hvert år siden 2001. I dagene 6.-7. april kan du møde forfattere som Ian Rankin samt forlæggere, boghandlere og andre krimi-interesserede i det nedlagte fængsel i Horsens.

/

Min værste scene

Krimigenren kommer til undsætning, når læseren tørster efter blod. Men der skal være en mening med bestialiteterne. Her fortæller de to forfattere ELSEBETH EGHOLM og SARA BLÆDEL om deres værste scene.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Les Kaner, PR

Elsebeth Egholm fandt inspiration i Norddjurs’ ’sorte sogn’.

ELSEBETH EGHOLM

I Elsebeth Egholms seneste bog, ’Jeg finder dig altid’, er hovedpersonen Rina på én gang på flugt fra en forfølger og på jagt efter svaret på, hvem denne ansigtsløse mand er. Sporet leder til en gammel gård på Norddjurs, tæt ved det militære øvelsesområde Hevring, hvor der er skydeøvelse. Scenen foregår under krigsagtig larm. Rina er bymenneske og utryg ved landet. Hun er læge om dagen, og om natten klatrer hun op i høje bygninger og laver street art under navnet Private Eye.

”På landet er hun ude af sit element – da hun var seks år, blev hun og tvillingebroren holdt kidnappet i en skov. Der er usikkerhed og utryghed i hver af hendes bevægelser her. I stuehuset på den gamle gård finder hun en ældre knivdræbt mand i en seng. Han har ligget der et stykke tid. Fluerne summer omkring ham. Maven hænger ud over bukserne. Han var en stor mand. Man kan se strubehovedet lyse hvidt. Halsen er skåret over. Der er meget blod, og hun glider i det. Hun vil ringe til sin ven i politiet, men er så fuld af blod, at mobilen glider ud af hendes hånd. Hun sætter sine spor overalt. Politiet kommer med hele kavaleriet, og vi oplever scenen igen set med politimanden Staneks øjne. Han er Rinas ven, men sporene peger på Rina. Hun tages ind til afhøring og mistænkes for drab. Hun stikker af og er resten af bogen på flugt fra både politiet og sin forfølger,” fortæller Elsebeth Egholm.

Hvordan opstod ideen til scenen?

”Det var en naturlig udvikling i historien, så ideen kom i forlængelse af handlingen. Jeg vidste, at Rina på et tidspunkt skulle finde denne mand død. Men locations er vigtige. Jeg fandt stedet ved at køre rundt på Norddjurs med en veninde. Vi var i Hevring i skydeområdet, og hele stedet emmede af en sær atmosfære af noget endegyldigt. Jeg fandt også gården. Jeg kunne ikke komme helt ind, men jeg vidste, hvordan den så ud, og jeg kendte til den lange indkørsel, og hvordan gården lå i landskabet. Hensigten med scenen var, at Rina skulle presses til det yderste. Det var en nøglescene i den henseende. Hun skulle også komme i tvivl om, hvor hun havde politimanden, som hun troede, hun kunne stole på.” 

Hvordan researchede du scenen?

”Jeg tog fotos, da jeg var på location-research. Jeg læste på nettet om skydeområdet i Hevring. Politiet kalder Norddjurs ’Det sorte sogn’, fordi det er en fattig kommune med en del sociale problemer. Politiet har også halvårlige skydeøvelser i Hevring og kender området godt, hvad der var vigtigt at få med. Til selve gerningsstedsscenen havde jeg kontakt til en efterforsker ved Østjyllands Politi og en retsmediciner for at få koreografien med teknikere, efterforskere og retsmediciner, åbning og afspærring af et gerningssted på plads.”

Hvordan føltes det at skrive?

”Jeg kan huske en følelse af: ’Yes! Nu rykker det!’ da jeg skrev scenen. Ikke på grund af død og blod, men fordi scenen var højspændt drama for min hovedperson og skubbede historien videre til en anden højspændt scene, nemlig hvor Rina bliver afhørt på politigården og får forelagt det ene tekniske bevis efter det andet på, at hun er skyldig. Hun ender med at gå på toilettet og flygte ud ad et vindue på politigårdens fjerde sal. Den scene bliver starten på finalen i bogen.” 

Elsebeth Egholm, 58, er forfatter til Dicte-bøgerne og en række andre romaner. Hun er oversat til blandt andet svensk, hollandsk, fransk og italiensk.

Sara Blædel fandt inspiration i sin fortid i restaura­tionsbranchen.

SARA BLÆDEL

I bogen ’Aldrig mere fri’ beser kriminalassistent Louise Rick og hendes veninde Camilla Lind liget af Kaj Antonsen, en afdanket kok, der har set og snakket for meget og er blevet slået ihjel af østeuropæiske forbrydere:

”- Gerningsmændene har spændt ham ud mellem fire bænke og udstyret ham med en variation af det colombianske slips, sagde han og så på hende.

– Og hvad er så det? spurgte hun uforstående.

– Colombian necktie er mafiaens straf, når nogen har sladret, forklarede Louise og tog om Camilla, da hun begyndte at svaje.

– Normalt ser man, at de snitter halsen over på tværs og hiver tungen ud af hullet. Men her er halsen skåret op på langs, og så har de fikseret tungen oppe i ganen med en kniv.

– Så kan I passende kalde denne variant for et balkanslips, sagde Camilla og lænede sig op ad muren for at finde støtte.”

Hvordan fandt du på scenen?

”Kaj Antonsen var egentlig bare tænkt som en statist. Han skulle sidde på en trappesten over for Kødbyen i København – dengang den var kødby, inden den blev hip – og være vidne til et drab. Men så voksede han lige pludselig for mig og blev en person. Det viste sig, at han var køkkenchef på Plaza (hedengangen restaurant i København, red.), hvor jeg selv er udlært tjener fra. Men han er gået i hundene, sønnen er død i en trafikulykke, konen har forladt ham, og han bruger det meste af dagen på at sidde på Halmtorvet og drikke bajere. Så bliver han vidne til en forbrydelse og taler med journalist Camilla Lind. Det skulle han aldrig have gjort.”

Hvordan researchede du den?

”Jeg har en retsmediciner, der hjælper mig, hver gang jeg skal sikre mig, at detaljerne er troværdige, når jeg skriver. Han fortalte mig om afstraffelsesmetoden Colombian necktie og fandt på, vi skulle lave en variant. Sammen opfandt vi balkanslipset.”

Hvordan føltes det at skrive den?

”Helt forfærdeligt. Jeg har slået mange ihjel gennem årene, men den her scene gjorde virkelig indtryk på mig. Også fordi Kaj var kommet til at fylde meget for mig, så det var en ordentlig omgang at tage livet af ham. Normalt bruger jeg ikke sådan nogle scener, bare fordi jeg kan. For at sige ’se, hvor barsk jeg er’. Men det skal jo afspejle virkeligheden, og fordi det handlede om østeuropæiske gangstere, ville jeg gerne vise, hvor brutale de her bagmænd er. Det er ikke noget, jeg har fundet på, at forbryderne i det hårde Balkan-miljø er af en anden brutalitet, end hvad vi er vant til at se i Danmark.”

Sara Blædel, 54, har skrevet godt et dusin krimier. Hendes bøger er udkommet i over 30 lande.

 

/