Indlæg

Knæk og bræk

I 90’erne slog en ung skuespiller til sin egen overraskelse igennem med en film, der ikke handlede om noget. SIDSE BABETT KNUDSEN fortæller i 10 kapitler om at snyde sig til at blive skuespiller, om at skrige af smerte, om angstprovokerende berømmelse og om vejen fra et vekselkontor i Paris til at ’voldtage’ Tom Hanks på et hotel i Casablanca.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Jonas Bie

1.

Jeg har altid vidst, at jeg ville være skuespiller. Fra jeg var lille, har jeg godt kunnet lide at give den en spand kul, når jeg fortalte en historie. Lige hoppe ud på gulvet og dreje rundt eller hente en rekvisit for at fortælle historien. Når vi lavede skoleforestillinger, gik jeg uhørt meget op i det og havde kriser. Engang – jeg var måske ni år – sad jeg ude på toilettet og græd, fordi jeg havde glemt, hvad jeg skulle sige under forestillingen. Jeg havde det forfærdeligt. Nu kunne jeg  aldrig blive skuespiller.

Min far var fotograf og tog billeder til bøger, udstillinger, reklamer og reportager. Jeg elskede at sidde i hans mørkekammer og se billederne blive fremkaldt. Han havde også nogle fotobøger, som man skulle have hvide handsker på for at kigge i. Da han døde, og jeg ryddede op i hans ting, syntes jeg, at hans billeder mindede meget om, hvad jeg selv leder efter som skuespiller. Noget med kontraster og noget humor. Han kunne godt lide at fotografere situationer, hvor der er en karakter, der slet ikke hører hjemme, opfører sig anderledes og på den måde fortæller en historie. 

Min mor er glad for excentriske mennesker og er selv lidt excentrisk. Hun er uddannet skolelærer, men arbejdede senere med voksne. Blandt andet med, hvad man engang kaldte åndssvage. Derfor er jeg vokset op med mange forskellige typer mennesker omkring mig, for eksempel mennesker med Downs syndrom. Jeg mødte personer, der kan virke uhyggelige på et barn. De savlede måske eller gik lidt for tæt på og talte anderledes. Derfor er jeg glad for, at min mor sagde: ”Kom Sidse, hende her er så skøn. Hende skal du møde.” Og så sad jeg med et menneske, som egentlig skræmte mig lidt, men som jeg vidste var sødt, for det sagde min mor. 

Det er vigtigt at anerkende børn på den måde. At sige: ”Det er okay, at du bliver lidt skræmt, for du kender ikke til det her, men du skal gøre det alligevel, for det er mennesker ligesom dig, og du kan få noget ud af at komme tættere på dem.”  

I dag synes jeg, det er sjovt med folk, der stikker lidt ud. At det ikke kun handler om at pudse af og rette til og passe ind.

2. 

Min mor fik arbejde i Tanzania for Mellemfolkeligt Samvirke, og det passede fint med, at min far kunne fotografere dernede og undervise i fotografi. Vi flyttede, da jeg var fem år, og jeg skulle gå på en rigtig afrikansk skole, ikke en international skole. Jeg var den eneste ikke-afrikaner på skolen, som gjorde et kaotisk indtryk på mig. Der var 40 børn i et lille lokale, og der var afstraffelse af elever i frikvarteret, hvor alle skulle se på. Min mor måtte ikke give mig særlige privilegier. Det eneste, hun kunne få gennemført, var, at jeg ikke behøvede at se de andre børn blive tæsket. 

Til sidst gav hun op, og jeg kom på en international skole. Der havde vi uniformer på. I begyndelsen kunne jeg ikke engelsk, men jeg kom på svømmeholdet og blev en god svømmer. Det gav mig et holdepunkt. Vi sås med andre danskere dernede, men mine forældre var idealistiske på den måde, at vi for eksempel ikke var med i sejlklubben. Vi var der for at lave ulandshjælp og skulle opleve, hvordan indbyggerne levede. Mine forældre var ikke pylrede. Vi kørte rundt på motorcykel, og når vi kom til landsbyer, hvor de ikke havde set hvide før, var jeg bange for, at vi skulle køre børnene ned, når de kom løbende for at se os. Vi boede også et sted, hvor der var slanger ude i haven. Jeg tænkte ikke over det. Det, man oplever som barn, tager man bare for givet.

3. 

Da jeg kom hjem, startede livet forfra, for jeg kunne ikke huske noget fra før Afrika. Vi boede i København i en toværelses lejlighed med wc på trappen og koksovn. Vi legede i gården og kravlede over stakittet for at lege med børnene i nabogården. Noget med kridt og nogle hoppebolde, indtil ens mor råbte ud ad vinduet, at der var mad. Det lyder, som om jeg taler om 30’erne.

Jeg gik på Bernadotteskolen i Hellerup. Jeg fulgtes derud med en veninde, der lærte mig alt muligt. Hun lærte mig at tage toget til skolen og lærte mig at spille klaver, og vi klædte os ud, lavede radioteater og sang i gaden med grydelåg. Og jeg så mange film. Gamle film fra 50’erne med Tennessee Williams, Marlon Brando, Vivien Leigh og Elizabeth Taylor. Jeg syntes, de var genier, de skuespillere. Jeg kom ikke i teateret som barn,  det var film, der tiltrak mig. 

Min onkel var filmoperatør i Palads i København, og jeg havde frikort til at tulle rundt fra den ene sal til den anden. Det var det fedeste. Jeg vidste, at jeg ville være skuespiller, og jeg vidste, at det var svært. At der ikke var mange, der fik lov til det. Og jeg vidste, at hvis man fik lov, var psyken i fare. 

Allerede fra niårsalderen skrev jeg planer, hvor der stod, at jeg skulle undgå at blive alkoholiker. Nogle anti-selvdestruktive planer om ikke at tage mærkelige piller og ikke lade sig udnytte af andre. Jeg så det som en risiko ved branchen, men jeg har aldrig været fascineret af penge og status i forbindelse med at være filmskuespiller. Jeg ville bare gerne lave film, men jeg havde en fornemmelse af, at jeg helst ikke skulle sige det til nogen. Måske fordi så mange sagde, at det var svært at få lov til. Jeg lignede heller ikke en starlet. Jeg var en lille tyk én, ikke den kønne pige i klassen, så jeg tænkte, at det nok ikke virkede overbevisende, hvis jeg sagde: ”Jeg vil være skuespiller.” 

4. 

Som 16-årig var jeg i Paris med min veninde Katrine Wiedemann (den senere teaterinstruktør, red.). Vi gik med alpehue og sad på cafeerne og skrev i nodehæfter for rigtig at være boheme. Men jeg vidste ikke, at jeg ville forelske mig så meget i byen, at jeg ville komme til at bo der. Efter gymnasiet ville jeg som så mange andre ud at rejse i et år. Af sted og lære at være voksen. Væk fra al sikkerhed. Jeg tog til Paris igen. Jeg var først au pair, men det gik ikke godt hos den familie, så det holdt ret hurtigt op. Jeg kunne næsten ikke sige noget på fransk, men jeg fik arbejde på nogle restauranter, passede børn, underviste i engelsk, var forsøgskanin for medicinalfirmaer, var bartender, luftede hunde og gjorde rent. Men jeg ville stadig være skuespiller.Derfor besluttede jeg at søge ind på en teaterskole i Frankrig, udelukkende for at få erfaring i at få afslag. Så ville jeg være bedre forberedt, når jeg søgte ind på skolerne i Danmark. 

Jeg faldt i snak med en fyr, jeg mødte i metroen, og spurgte, om han kunne hjælpe mig, fordi jeg skulle søge ind på en skuespillerskole, men ikke var god til fransk. Han gav mig en liste over teaterskoler i Frankrig og foreslog en, der lige var blevet godkendt, og hvor undervisningen var ret alternativ og meget fysisk. Det kunne være, at en som mig havde en chance på trods af mit dårlige fransk. Så gik jeg til optagelsesprøve, hvor jeg skulle fremføre en tekst foran et panel af lærere fra skolen. Som forberedelse lærte jeg en tekst fonetisk, men jeg blev forfærdelig nervøs og meget tør i munden under prøven. Min tunge kunne pludselig intet af det fonetiske, og der kom mærkelige lyde ud i stedet. 

Jeg ved ikke helt, hvad der skete, men for at kompensere begyndte jeg at kaste mig fysisk over de møbler, jeg havde til min disposition. Kaste lidt rundt med dem og opføre mig som et vildt dyr. Det syntes panelet åbenbart var virkelig spændende. De så mig vist som en viking. Der var nok noget i os fra Skandinavien, der gjorde, at vi var nødt til at kaste rundt med ting på den måde. I hvert fald blev jeg optaget. 

Jeg fik en allieret i klassen, der kunne engelsk, og han oversatte for mig, når læreren sagde noget, der var virkelig vigtigt. Og så fakede jeg den ellers bare. Nu hvor jeg er blevet en voksen dame og tænker tilbage, synes jeg, det er interessant, at jeg lærte faget at kende ved at ’snyde’ og spille skuespil. Jeg havde set mig selv som skuespiller i en meget mere psykologisk og dansk tradition, men på grund af mit manglende sprog blev det noget andet. Et meget mere fysisk udtryk med grimasser, fagter og forstærkede udtryk, og jeg viste tydeligere, når jeg gjorde noget for sjov. Jeg fik virkelig trænet nogle ting, jeg ikke havde regnet med. 

På tredje år skulle vi arbejde på ’vores problem’. For eksempel havde én problemer med at vise vrede på scenen, og det skulle den elev så arbejde med gennem et år. Jeg fik at vide, at mit problem var fransk. Det var en kæmpe skuffelse. Jeg havde regnet med at få noget andet. Jeg syntes, det var fantasiløst. I virkeligheden var det en kompliment, at han ikke kunne finde et markant problem i mit skuespil, men det kunne jeg ikke se lige der. De sagde godt nok, at jeg var lidt storsnudet, men det kunne man ikke rigtig arbejde med. Det hang sammen med, at jeg ikke havde en indgroet respekt for de gamle tekster. Jeg syntes ikke automatisk, at Shakespeare var godt. At det var den fedeste rolle i universet at spille Ofelia. Jeg syntes nærmere, det var svært på en lidt kedelig måde, og den holdning virkede arrogant på nogle. 

På skolen var visse ting hellige, og man skulle være helt stille, når der blev talt om bestemte klassikere. Der er helt sikkert en grund til, at store klassikere har overlevet, men der er også meget held og tilfældighed, der spiller ind. Der er nogen, der har valgt, at det skal overleve.

­

KNUDSEN OG KARRIEREN

Sidse Babett Knudsen er født 22. november 1968 og blev uddannet på skuespillerskolen Théâtre de L’Ombre i Frankrig (1987-90). Hjemvendt til Danmark blev hun en del af teatergruppen Får302. Det store folkelige gennembrud kom med filmene ’Let’s Get Lost’ (1997) og ’Den eneste ene’ (1999). Hun modtog både en Robert og en Bodil for begge roller. Senere fulgte roller i blandt andet ’Efter brylluppet’, ’Mirakel’, ’Blå mænd’, ’Parterapi’, ’Monas verden’, ’Kapgang’, tv-serien ’1864’ samt de kommende film ’Undtagelsen’ og ’Kød og blod’. Efter rollen som statsminister Birgitte Nyborg i tv-serien ’Borgen’ (2010-13) opstod en større international opmærksomhed, der førte til roller blandt andet i filmene ’A Hologram for the King’, ’Inferno’, ’The Duke of Burgundy’ og tv-serien ’West­world’. I 2016 modtog hun den franske filmpris César for bedste kvindelige birolle i ’Hermelinen’ og var nomineret for hovedrollen i ’La Fille de Brest’. Hun er desuden ridder af den franske kunst- og litteraturorden L’Ordre des Arts et des Lettres.

5. 

Jeg brækkede benet, mens jeg boede i Paris. Det var kort før jul, jeg var på vej hjem fra skolen, og så vrikkede jeg om på foden. En af mine venner fik stoppet en bil, som gav os et lift hjem. Jeg havde sådan nogle støvletter på med elastikker i siden, som lynhurtigt blev helt udspilede, fordi foden hævede så meget. Vi kom hjem, og jeg blev bakset op på sjette sal, hvor jeg boede helt oppe under taget. Foden sad underligt, og vi ringede efter en ambulance. Jeg tror ikke, at ambulancefolkene var ordentligt medicinsk uddannet: ”Hvad er der med den fod?” sagde den ene, tog fat i den og drejede den, så der lød et knæk. Så syntes de, at den sad rigtigt. Det gjorde så ondt. 

Jeg blev indlagt på et hospital lige ved Notre Dame. Det var, som om jeg var blevet indlagt i middelalderen. Det var et vildt gammelt hospital. Jeg havde store smerter, da jeg blev kørt ned i kælderen, hvor de skulle tage en blodprøve. Der kom en eller anden nybegynder, der simpelthen ikke kunne finde ud af det. Jeg blev stukket igen og igen. 

”Pokkers osse, den var der heller ikke nu,” sagde han hver gang. Jeg lå der som en stigmatiseret Jesus med huller i armene. Senere blev jeg opereret, fik skruer i benet og kom i gips. Direktøren fra teaterskolen kom på besøg og ønskede mig god bedring. ”Hvordan går det?” sagde han, og så lænede han sig ind og hviskede: ”Vi har ingen forsikring, du skal ikke skrive under på noget, bare lad, som om du sover. Nå, hej hej.” Uheldet var sket i forbindelse med, at jeg var i skole, så de hang på den. Hvis jeg skulle til Danmark, skulle det være med ambulancefly, og det er dyrt. 

De efterfølgende dage kom personalet flere gange ind med et lille chartek og en kuglepen, men tilfældigvis faldt jeg hele tiden i søvn og fik ikke skrevet under. Det endte med, at jeg blev smuglet ud af hospitalet af nogle klassekammerater. De spurgte personalet, om de måtte gå en tur med mig i gården i en kørestol. De fik mig ud på gaden og bakset ind i en lille rød Renault 4, hvor syv mennesker var mast sammen. Jeg skreg hele vejen til lufthavnen, fordi det gjorde så ondt at sidde med benet nedad. De havde købt den billigste billet, de kunne finde, til København. Jeg måtte finde et offer ved gaten, der ville gå med til, at jeg sad ved siden af med benet oppe. Jeg fandt en sød ung mand, der sad med mit ben på skødet hele vejen. Jeg skreg af smerte. Jeg tror, han fortrød. 

6. 

Efter tre år var jeg færdig med uddannelsen i Frankrig og lavede et teaterkompagni sammen med andre fra årgangen. Vi turnerede on and off i 2-3 år. Mest off. Vi spillede på nogle meget små teatre rundtomkring. Vi lavede alting selv. Jeg sad og syede kostumer og bestilte togbilletter. Vi var nødt til at arbejde ved siden af, og i den periode havde jeg mit bedste job i Paris: Jeg vekslede penge. Det var nemt, og jeg kunne godt lide at stemple ind om morgenen og så holde fri, når jeg havde fri. Jeg prøvede alle mulige accenter og figurer af afhængigt af, hvem der kom ind ad døren. Når det var amerikanske turister, lod jeg, som om jeg næsten ikke kunne engelsk, og talte med tyk fransk accent: ”I take your money, now it’s my dollar, eh? And you take this, yeees?” 

Det var som en meget kort forestilling, jeg fik lejlighed til at opføre hver gang. Jeg havde for eksempel en pukkelrygget periode. Jeg satte sådan en lille brødkurv ind under tøjet, så det lignede en pukkel. Der var også meget stilletid, hvor man sad i sin boks, men så kunne jeg forberede mig på, hvordan jeg skulle reagere, hvis der var et hold up. Der var faktisk flere væbnede røverier, så det var ikke fri fantasi, og jeg stolede ikke helt på de pansrede ruder. Jeg syntes, det smarteste ville være at spille besvimet og kure lige så stille ned fra stolen og spille død på gulvet. Og det krævede jo øvelse. Jeg syntes også, jeg var lidt af en Robin Hood, for hvis folk var søde, kunne jeg give dem gode deals, men hvis de ikke var søde, følte jeg ikke, jeg skyldte dem noget.

Samtidig var der simpelthen så meget ballade i teaterkompagni. Folk var sammen med hinandens kærester og blev uvenner. Jeg var også blevet smidt ud fra min lejlighed og sov på et værelse et sted. Jeg gik til nogle castings, men den ene var mere underlig end den anden. For eksempel en casting til en undertøjsreklame på tv, hvor jeg stod helt ydmyg i undertøj på et kontor med en kødrand af mennesker omkring mig. Jeg gik grædende hjem og tænkte, at det slet ikke var det, jeg ville. Der var også en, der fik mig med til en prøve, fordi der skulle være vinter-OL i Albertville, og de skulle bruge nogen til at optræde ved åbningsceremonien. Men det var mere et cirkus. De må have troet, jeg var akrobat, for jeg skulle sidde i sådan en trapez højt oppe i luften. Jeg har hamrende højdeskræk og kunne ikke noget som helst. Der var også castings, hvor de sagde, at jeg skulle tale ”med den der accent, I har”. Jeg forstod ikke, hvad de mente, og sagde: ”Jamen, det her er min accent.” Men det var så noget i retning af den svenske kok fra ’The Muppet Show’, de ville have.

Da Katrine Wiedemann spurgte, om jeg ikke ville være med i ’Peer Gynt’, som hun skulle sætte op på Teater Får302 i København, tog jeg hjem. Så kunne jeg jo altid tage tilbage til Frankrig bagefter. Jeg kom hjem og opdagede, hvilket luksusliv man kunne have i Danmark. Man kunne få bistandshjælp og ikke tænke over, hvordan man skulle få råd til mad. Og det var virkelig sjovt at lave den forestilling. Jeg fik lov at være med i en forestilling mere, pludselig var der gået et år, og så blev jeg i Danmark. 

7.

Mit første filmarbejde i Danmark var julekalenderen ’Juletestamentet’, som Nikolaj Cederholm castede mig til. Senere kom jeg til en prøvefilmning på Filmskolen. Jeg fik ikke rollen, men Jonas Elmer stod for prøvefilmningen, og jeg fik lov til at være med i hans midtvejsfilm i stedet. Han arbejdede med improvisation, og derfor samlede han nogle skuespillere, som begyndte at improvisere sammen – bare for sjov. Det viste sig, at han havde en bagtanke og gerne ville lave en film, hvor vi skulle lave nogle meget lange improvisationer. Nogle gange op til 20 minutter. Jeg har ikke prøvet noget lignende før eller siden. Det handlede blandt andet om at vente med at sige noget, til vi ikke længere kunne lade være. Og ikke bare at komme op at skændes, for det er meget oplagt at starte et skænderi, når man improviserer, men det er simpelthen for kedeligt. Vi skulle bare være sammen med de andre, lytte og se, hvor langt vi kunne trække improvisationen. 

Det blev til filmen ’Let’s Get Lost’. Jeg kan tydeligt huske, da vi skuespillere (blandt andet Jesper Asholt, Bjarne Henriksen, Mette Horn, Troels Lyby og Nicolaj Kopernikus, red.) sad i Jonas’ lejlighed og så den for første gang. Vi sagde: 

”Der sker jo ikke noget.” ”Den handler ikke om noget.” Vi havde bare tullet rundt og improviseret. Men filmen fik en Bodil, og jeg fik en Bodil og en Robert for min rolle. Det blev sådan en film, mange havde hørt om, selvom der egentlig ikke var så mange, der så den. Men de, der så den, kunne lide den, den fik gode anmeldelser, og nogen mente, at den tegnede et portræt af en generation.

8.

Da jeg læste manuskriptet til ’Den eneste ene’, syntes jeg, at det var en sjov lille historie, jeg lige kunne overskue at være med i. Det var ikke en stor, dyr produktion med en masse kostumer og så videre. Men jeg var lidt forbeholden over for rollen. Jeg syntes, hun sad som sådan en forkælet passiv dame derhjemme, og så kom kærligheden heldigvis brasende ind ad døren. Men Susanne Bier sagde, hun ville fortælle historien som et eventyr, og at jeg ikke skulle tage det så bogstaveligt. Alt behøver jo heller ikke have en social kontekst. Det er fint med mig at lave underholdning, og jeg synes ikke, der er nogen genrer, der er finere end andre. At filmen blev den mest sete film i flere år, havde jeg ikke regnet med. Pludselig blev jeg et kendt ansigt, og der blev jeg bange. Det var virkelig voldsomt. 

Jeg blev genkendt, hvis jeg gik ned i kiosken. Folk følte, at de kendte mig, og hende i filmen var jo ret sød, så jeg prøvede virkelig at være sød, så de ikke skulle blive skuffede. Jeg prøvede at leve op til rollen. At være flink og være på. Dengang var der ikke så mange berømte, så hver gang der kom fokus på en ny, skulle den person i quizshows og have meninger om alt muligt. Det ville jeg ikke, og jeg var meget taknemmelig, da reality-tv kom i gang, og deltagerne kunne tage opmærksomheden.

Jeg oplevede det kun som et pres og blev egentlig ikke smigret af opmærksomheden, selvom den kun var positiv. Jeg blev for eksempel friet til af en ejendomsmægler, der havde set mig i filmen. Men det var svært at håndtere den periode. Jeg tænkte: ”Kan du så være glad, din skid”, men jeg ville hellere bare være hjemme og gemme mig. Og det gjorde jeg. Jeg gik kun ud, hvis jeg havde overskud, for folk måtte ikke blive skuffede over at møde mig i virkeligheden. Jeg gjorde mig meget umage med at sige ordentligt tak og sige noget pænt til folk, når de henvendte sig. Da jeg var med i ’Borgen’, oplevede jeg også stor opmærksomhed, men på en helt anden måde. Det var meget nemmere. Det var en mere voksen rolle, jeg spillede, og jeg følte mig ikke så blottet som i ’Den eneste ene’. ’Borgen’ gav en masse muligheder, også i udlandet. Vi ved godt i Danmark, hvor tæt eller langt ’Borgen’ er fra virkeligheden herhjemme, men i udlandet tog de den for gode varer. De fik en tro på, at der var et sted i verden, hvor sund fornuft har en chance.

9.

Det var helt vildt første gang, jeg skulle arbejde sammen med Tom Hanks (’A Hologram for the King’, 2016, red.). Mit lille hjerte kunne næsten ikke have, hvis det viste sig, at han var en dum skid. Det er ikke altid en god idé at møde sine helte, men Tom Hanks er virkelig god til at være Tom Hanks. Jeg skulle møde ham og instruktøren Tom Tykwer, som jeg også beundrer enormt, på et hotel i Casablanca til en prøve. Så snart jeg kom ind, råbte de højt og begejstret ”Theeere she is”, som var jeg en længe ventet god ven. Vi skulle lave en ret grænseoverskridende scene, hvor jeg på det nærmeste voldtager Tom Hanks, og hvorfor ikke gå i gang med at øve den som det første? Der var puder på gulvet, og han lod, som om det nok var ham, der var mest genert. Gjorde alt, hvad han kunne, for at jeg skulle have det godt: ”Sikke dog et hurlumhej …” og ”Åh, de gamle knæ, hvad hvis vi lægger en pude her?” Når man lige har mødt hinanden og ligger og roder rundt på gulvet, er isen ligesom brudt. 

Første dag filmede jeg med ham fra klokken tre om eftermiddagen til klokken syv om morgenen. Hver gang vi skulle lave et nyt take, sagde Tom: ”Kom, det er første og sidste gang.” Vi sad og ventede på sådan nogle høje stole, og når vi skulle på, sprang han ned fra stolen og var klar. Det var det helt omvendte af, hvad man kunne have af fordomme om toppen af hierarkiet: at stjernen vil kræve at få en smoothie, før han vil gøre noget som helst. Han gav den 100 procent hver gang, og det gjorde, at jeg kunne stå klokken syv om morgenen og være glad og levere.

10. 

Det har haft en kæmpe indflydelse på mit liv, at jeg blev uddannet i Frankrig. Uddannelsen var meget fysisk. At tale om psykologi var bandlyst, og det er noget helt andet end i Danmark. I Frankrig blev vi også virkelig pisket med, at hvis vi kunne blive noget andet, skulle vi gøre det, for som skuespillere kom vi ikke til at lave noget, som folk ikke kunne leve uden. Vi skulle ikke producere mad eller bygge huse. Der var ikke brug for os. Hvis man ville være skuespiller, skulle det være, fordi man ville det mere end noget andet, og hvis man fik lov til det, skulle man være taknemmelig og gøre sit bedste, også hvis det var noget dårligt materiale, man havde at arbejde med. Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at det var anderledes i Danmark. Man måtte gerne sige, at det var svært. ”Jeg gider ikke i dag” eller ”‘Jeg er træt”. Det måtte vi ikke i Frankrig. Hvis man siger ”Jeg er træt”, bliver man jo træt. 

I Danmark har vi skuespillere, som begyndte med at filme i midt-90’erne, og som har oplevet Dogme og en bølge, hvor vi bliver betragtet som medfortællere. Vi er vant til dialog. Jeg skulle lige vænne mig til, at der er et helt andet hierarki i de fleste andre lande. Da jeg filmede i USA, fik jeg fortalt af en kollega, at hvis jeg blandede mig for meget, ville jeg ikke få flere job i USA. Den skulle jeg lige sluge. At det bliver betragtet som besværligt – og ikke en gave – at man siger sin mening. I Frankrig er det også anderledes. Der er instruktøren gud, og i England virker det mere, som om det er forfatterne. 

Når jeg arbejder i udlandet, er det som at starte forfra hver gang. Jeg kender næsten aldrig nogen på holdet, og ingen kender mig. Det er superstimulerende, sjovt og udfordrende at finde min ’nybegynder’ hver gang. Jeg kan virkelig godt lide følelsen af, at det, der sker lige nu, sker for første, eneste og sidste gang.

12. marts er der premiere på ’Kød og blod’, hvor den 17-årige Ida mister sin mor og bliver placeret hos sin moster, spillet af Sidse Babett Knudsen. Mosteren viser sig at være overhoved i en dybt kriminel familie. ’Kød og blod’ er instruktør Jeanette Nordahls spillefilmsdebut. Sidse Babett Knudsen har sønnen Louis Ray fra 2004 og værner i øvrigt om sit privatliv.

 

/

Med på vognen

Ud & Se guider til dig fem ting, du kan opleve i marts.
Tekst:RedaktionenFoto:Lamberths Forlag, Come Together Experience, Teddy Newton, PR

DYRENES KONGE

En sadistisk lektor og en eskapistisk bureaukrat er blandt de mest berømte skikkelser i hans forfatterskab, men det var ikke kun fra den menneskelige fauna, Hans Scherfig frembragte uforglemmelige skabninger. Som dyremaler skabte han motiver så plakatagtigt klare, at man nærmest kan genkalde sig deres form og farve bare ved at lukke øjnene. Er det ikke nok, kan du for tiden tage på jungletur til hans eksotiske billedverden med Nivaagaards udstilling ’Hans Scherfig – Myter og drømme’.

Frem til 7. juni.

HAMBURGER-RYK

”Jeg blev født i Liverpool, men blev voksen i Hamborg,” skal John Lennon engang have sagt. Lennon var 19 år, da han og resten af The Beatles drog til den tyske havneby i sensommeren 1960 for at spille på klubben Indra. Koncerten blev den første af over 280 koncerter, som gruppen gav i det syndige Sankt Pauli-kvarter i løbet af de næste par år, mens de øvede sig på at blive rockstjerner. Det var også i Hamborg, at gruppen indspillede sin første single, ’My Bonnie’, som backingband for kollegaen Tony Sheridan (dog under pseudonymet Beat Brothers), Gruppen har siden fået en plads i krydset mellem Reeperbahn og Grosse Freiheit opkaldt efter sig som tak for sit kulturelle bidrag til området. Det er på de samme kanter, beatlemaniacs kan indfinde sig for at fejre 60-årsjubilæet for dannelsesrejsen på en todages festival med koncerter, byvandringer, udstillinger, syng med-aftener og meget mere.  

’Come Together – The Hamburg Beatles ­Experience’, 27.-29. marts.

HVAD FOR EN FISK?

Robert Fisk har et omdømme som en af tidens vigtigste mellemøst­reportere. Han har blandt andet skrevet om den iranske revolution, Golfkrigen, invasionen af Irak, det arabiske forår og borgerkrigen i Syrien – og interviewet Osama Bin Laden, før mange af os anede, hvem sheiken var. I dag er han 73 og stadig på gaden med notesblok i hånd, langs muren på Vestbredden og i krigshærgede syriske nabolag. ’This Is Not a Movie’ om den britiske journalist vises på årets udgave af festivalen CPH:DOX, og efter filmen kan man høre reporterne Ulla Terkelsen, Simi Jan og Rasmus Tantholdt samt fotograf Jan Grarup diskutere udenrigskorrespondentens rolle i dag.

Aveny-T, 20. marts klokken 16:45-19:00. CPH:DOX løber 18.-29. marts.

TAXA!

Københavns taxaydelser er værst blandt 18 europæiske hovedstæder. Sitet Taxi2Airport.com har undersøgt servicen via bedømmelser på TripAdvisor, og København får en gennemsnitsscore på 2,72 ud af maksimalt 5, mens Athen og Zagreb topper med 4,88 og 4,50 point. Inden man bliver alt for deprimeret over, hvor svært og dyrt det er at praje en hyrevogn i hovedstaden, kan man dog glæde sig over en velfungerende metroforbindelse til lufthavnen og al den motion, man kunne ønske sig, lige ude på cykelstien.

SUCCES PÅ TEGNEBRÆTTET

Firmaet Pixar blev dannet i 1986 – og hurtigt købt af Steve Jobs – men savnede maskinkraft og penge til at realisere drømmen om den helt store, 3D-animerede spillefilm. Efter lange rettigheds-tovtrækkerier med Disney, der endte med at finansiere filmen, men ikke fik fingrene i animationsteknologien (før i 2006, hvor Disney opkøbte Pixar), kom ’Toy Story’ endelig i 1995 og ændrede standarden for fotorealistisk tegnefilm. Siden fulgte hits som ’Find Nemo’ og ’De Utrolige’, og i marts 2020 kommer alfefilmen ’Fremad’. Har du brug for at varme op til eller falde ned fra den, kan du studere over 200 oprindelige skitser og kunstværker, som har ført til Pixars endelige design.

Kunstmuseum Brandts frem til 23. august.

 

/

Stum af beundring

For et århundrede siden var Danmark datidens Hollywood. Danske stumfilm chokerede, pirrede og begejstrede hele verden og gjorde Asta Nielsen, Valdemar Psilander og Fy og Bi til feterede stjerner. Men i mange år har stumfilmene levet en skyggetilværelse og været næsten umulige at se. Det skal der laves om på.
Tekst:Sole Bugge MøllerFoto:DR

I EN LYSNING lidt uden for Hillerød rejser et pigtrådshegn sig mellem træerne. Bag hegnet ligger en underjordisk betonklods, der oprindelig var en atombunker, hvor folk kunne søge tilflugt i tilfælde af en atomkrig. I dag er der en konstant temperatur på under fem minusgrader inde i bunkeren, der er opdelt i 50 aflukkede betonceller. Her ligger dansk films skabelsesberetning opbevaret på hylde efter hylde med filmruller som en slags pagtens ark. Filmene er lavet af nitrat, et ekstremt brandfarligt materiale, der kan selvantænde ved stuetemperatur og brænder som benzin, men nitrat giver også klare, skarpe billeder, som for 100 år siden kunne få folk op af stolene. 

I dag får de primært Lars-Martin Sørensen op af stolen. Han lyner sin jakke og trækker den godt op om halsen, inden han går ind gennem de smalle, lavloftede gange, hvor kun et tal adskiller den ene dør fra den anden. Det er her i det atomare køleskab, at Lars-Martin Sørensen gør klar til at bringe stumfilmene ud i dagslyset.

”Der er lidt Indiana Jones over det – det er ren filmarkæologi,” siger forskningslederen på Det Danske Filminstitut og en af hovedkræfterne bag en stor satsning med at digitalisere de over 400 stumfilm og gøre hele arkivet frit tilgængeligt inden 2023.

”Jeg er så privilegeret at være den første i 100 år til at se nogle af de her film. Måske finder vi nye mesterværker. Det kan være, at vi bliver nødt til at skrive vores filmhistorie om,” siger han.

’Nattens datter’, 1915. Pioneren Emilie Sannom var indbegrebet af den frygtløse, moderne kvinde, og hun spillede alt fra forførende elskerinder til detektiver og superskurke.

’Himmelskibet’, 1918. Selvom det længe var penge, der drev værket, udviklede stumfilmene sig i en mere eksperimenterende retning. Filmen anses for at være en af de første science fiction-film nogensinde.

I FILMMEDIETS BARNDOM – mange årtier før Bille August, Lars von Trier, Mads Mikkelsen og Susanne Bier igen satte dansk film på verdenskortet – var dansk film en eftertragtet vare. Filmkameraet blev opfundet i slutningen af 1800-tallet, og i 1896 blev der første gang vist film i Danmark. Året efter skød fotografen Peter Elfelt de første danske optagelser, og titlen på hans film spoilede handlingen fuldstændigt: ’Brandvæsenet rykker ud’ og ’Svanerne i Sortedamssøen’ viste hverdagen i bevægelse, og de levende fotografier var en banebrydende oplevelse for folk, selvom der ikke var nogen lyd. 

Lyd eller ej, så ville folk se mere, og på Vimmelskaftet i København havde biografejer Ole Olsen svært ved at skaffe nok film til at slukke publikums tørst efter levende billeder. I hans Biograf-Theatret var der ingen faste forestillinger, for de korte film kørte næsten uafbrudt, og folk kunne sjoske ind og ud, som de lystede. Ole Olsen var en foretagsom mand, der tidligere havde været sømand, i fængsel for bondefangeri, turneret med at udstille sorte mennesker på markeder og været direktør for et tivoli, så han besluttede sig for, at han lige så godt kunne lave sine egne film. I 1906 etablerede han med perfekt timing Nordisk Films Kompagni (der senere blev til Nordisk Film) i Valby.

Med industrialiseringen voksede mange europæiske byer eksplosivt i takt med, at folk rykkede fra landet til byerne og fik arbejde på fabrikker. Byboerne ville underholdes, biograferne blev en hurtig og nem adspredelse, og Ole Olsen viste sig ikke bare at være god til at kværne den slags ud – hans film blev tilmed anset for at være af teknisk og fotografisk høj kvalitet.

”Nordisk Film var i den europæiske superliga. I perioden op til første verdenskrig skelede man til dansk stumfilm, når man skulle se, hvordan man gør det,” siger filmhistoriker Casper Tybjerg fra Københavns Universitet, som er ekspert i dansk stumfilm.

Det var dengang, det fine borgerskab rynkede på næsen ad det underlødige medie, der ikke kunne måle sig med litteraturen eller teatret. Kritikere mente, at film blot var teater på dåse og i øvrigt undergravende for moralen med deres fordummende, sensationsprægede fortællinger. Arbejderklassen derimod hujede, heppede og kastede ting og sager efter filmene, når lærreder og fremvisningsapparater blev slået op rundt om på markedspladser, fordi biografen endnu ikke var udbredt. En film varede typisk 5-10 minutter, for man mente ikke, at folk ville kunne koncentrere sig om de levende billeder meget længere end det, og filmene var primært farcer og falde på halen-komik, fortæller Lars-Martin Sørensen: 

”Filmproducenterne var dygtige købmænd og bevidste om, at film var et dyrt medie at producere. Så de skulle være sikre på, at det var en film, folk ville interessere sig for. Og hvad interesserer de sig for? Sex, sensationer og stoffer.”

STUMFILM TIL FOLKET

Det Danske Filminstitut er i færd med at restaurere og digitalisere samtlige 415 titler fra stumfilmsarkivet. Filmene er fra 1897 til 1928 og bliver løbende lagt op på hjemmesiden stumfilm.dk i takt med, at de bliver digitaliseret, hvorfra man kan streame dem ganske gratis.

Det største filmhistoriske formidlingsprojekt i Danmark løber indtil 2023, og finansieringen på 30 millioner kroner kommer fra Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og A.P. Møller Fonden. En del af formidlingen er ligeledes et dansk-tysk forskningsprojekt, der undersøger vekselvirkningen mellem dansk og tysk stumfilmskultur fra 1910 til 1930.

”JEG GLÆDER MIG til at se den her,” siger Lars-Martin Sørensen og hiver en rusten spole frem. ”De her nitratfilm vil kunne holde sig i 250 år, hvis de bliver opbevaret koldt og tørt.” 

Den, han står med, har en håndskrevet titel på: ’Ole Opfinders offer’ står der med sirlig skråskrift. Filmen havde premiere i 1924 og er en af de hundredvis af titler på hylderne i bunkeren, som Lars-Martin Sørensen og hans kolleger ser igennem fra ende til anden. Den er fra produktionsselskabet Palladium, der sammen med blandt andet Fotorama og Kosmorama fulgte i hælene på Nordisk Films succes. Dog var det Nordisk Films isbjørn på toppen af kloden, der stod trykt på to tredjedele af alle danske stumfilm. Filmene blev spyttet ud på samlebånd og kostede typisk en krone per meter film.

”Markedet var nyt, det var uopdyrket, og det var umætteligt, så film blev solgt i metermål og ikke efter kunstnerisk værdi,” siger Lars-Martin Sørensen. 

Der var ikke langt fra idé til færdigt produkt, og på sit højeste lavede Nordisk Film to korte farcer og en spillefilm – om ugen! Ole Olsen så fra begyndelsen ud over Danmarks næsetip og solgte sine film i hele verden. For uden lyd var der ingen, der kunne se (eller høre) forskel på en film fra Danmark, Frankrig eller Ungarn. I løbet af 10 år havde Nordisk Film filialer i New York og Tokyo og en biografkæde i Tyskland, og danske stumfilm blev solgt til det meste af Europa samt USA, Rusland, Japan, Australien og Brasilien, hvor man blot oversatte tekstskiltene (kaldet mellemtekster) til et nyt sprog. Derfor var filmene bevidst kosmopolitiske i deres udtryk.

”Nordisk Film producerede målrettet mod et internationalt marked. De havde manualer, hvor de formanede manuskriptforfatterne om, at der ikke måtte være nationalt specifikke detaljer i historien,” siger Lars-Martin Sørensen.

Filmbranchen var skamløst kommerciel, og for de fleste filmselskaber handlede det om at tjene så mange penge som muligt frem for at skabe stor kunst. Instruktørerne havde ikke den store kunstneriske vetoret, for deres film blev ofte tilpasset til forskellige markeder – i Tjekkoslovakiet måtte Asta Nielsen måske ikke vrikke så meget med rumpen, og i Rusland fik de en tragisk slutning frem for en lykkelig.

’Pro Patria’, 1916. Når man lavede krigsfilm, skulle uniformerne være så neutrale som muligt for ikke at fornærme publikum i andre lande.

’En sølvbryllupsdag’, 1920. Oscar Stribolt var en af mange skuespillere med en karakteristisk fysik, der egnede sig særlig godt til det taleløse medie.

FILMKUNSTEN udviklede sig i ryk som en teenager med vokseværk. På få år gik man fra at skildre svaner på søen til eksperimenterende science fiction-film, storslåede melodramaer og psykologiske thrillere. I 1910 lancerede aarhusianske Fotorama filmen ’Afgrunden’ med en vis Asta Nielsen i hovedrollen. Med sine 45 minutter var det efter datidens standarder en helaftensfilm og noget helt andet end de korte farcer, der dominerede markedet. Derefter begyndte især Nordisk Film at satse på længere spillefilm. Stumfilmene begyndte for alvor at adskille sig fra teatret. Mens de tidligere bestod af lange scener i én optagelse, som var det et teaterstykke, begyndte filmmagerne i højere grad at fortælle historien gennem klip og nærbilleder, der gav mulighed for at komme helt tæt på skuespillernes ansigtsudtryk. Og her havde Asta Nielsen to store fortrin – hendes enorme øjne. Da stumfilmene ikke havde lyd eller replikker, måtte skuespillerne i stedet fortælle historien gennem kropssprog og mimik, og for mange skuespillere blev deres fysik et varemærke. Asta Nielsen havde sine udtryksfulde øjne, Oscar Stribolt var kendt som den lille tykke prop uden hals, Karl Dane (der primært lavede film i USA) var to meter høj og havde et ansigt, der mindede om Frankensteins monster, mens Fy og Bis kropslige kontrast mellem den store og den lille var som skabt til stumfilm.

”Skuespillere blev virkelig typecastet dengang,” siger Lars-Martin Sørensen.

Flere af dem havde uden held forsøgt at slå igennem på teatret, som var det ypperste, man kunne opnå som skuespiller, og stumfilmen var i første omgang blot en redningskrans, der holdt dem fra at ende i fattigdom eller ufaglært arbejde. Stumfilmen viste sig dog hurtigt at være mere end en plan B – i film kom publikum helt tæt på skuespillernes ansigter og satte dem i centrum på en måde, som teatret ikke kunne. Derfor blev Asta Nielsen og andre danske skuespillere som Olaf Fønss, Clara Wieth Pontoppidan, Valdemar Psilander og senere Carl Schenstrøm og Harald Madsen (bedre kendt som Fy og Bi) stjerner, der modtog fanbreve fra hele verden, hvor fans tiggede om billeder eller autografer, tilbød ægteskab, og i Olaf Fønss’ tilfælde anmodede en kvindelig fan om hans ’ydelser’. Hun ville undfange et barn med helten fra ’Atlantis’ og lovede at kalde det ’Atlanta’, hvis det blev en pige. 

Mens filmplakater først blot havde filmens titel og produktionsselskabets navn, kunne ’den græske Adonis’ Valdemar Psilander og andre skuespillere pludselig sælge billetter på deres navn alene. Stumfilmsbranchen var et Klondike, hvor alt nærmest blev til guld, og i 1916 tjente Valdemar Psilander 100.000 kroner, svarende til over fem millioner kroner i dag (på fem år medvirkede han til gengæld også i 80 film). Han var kendt som en kvindeglad festabe, der brugte pengene hurtigere, end de rullede ind, og de mange historier skabte en vis mytedannelse omkring ham. Da Psilander i 1917 blev fundet død på sit hotelværelse i en alder af 32 år, var det et samtaleemne, der trak overskrifter i hele landet, biograferne flagede på halv, og der florerede rygter om, at han var død af syfilis som følge af sine natlige eskapader, at han var blevet skudt af en jaloux russisk tilbeder, og at han havde begået selvmord.

”Det var allerede dengang en branche, der åd sine største stjerner,” siger Lars-Martin Sørensen.

’Dydsdragonen’, 1927. Dansk stumfilm hyldede på mange måder frisindet og satte tonen for de brølende 1920’ere allerede i det foregående årti.

På DFI’s arkiv i Glostrup kan man i dag finde stort set alle film, der har været vist i Danmark, og det er her, stumfilmene bliver restaureret og digitaliseret.

DANSKE FILMMAGERE var ikke kun hurtigt ude, de turde også gå længere end i mange andre lande, og ofte tog de fat på emner, som datidens normer forbød, at man talte om offentligt. Der var film om hvid slavehandel, narkomisbrug og erotik, som da Asta Nielsen i ’Afgrunden’ vugger med hofterne i en sanselig dans iført kropsnært antræk og ender med at dolke sin elsker, da han vil have hende til at prostituere sig. 

”Vi var frækkere end de andre lande, især med hede filmkys. Det vovede og det erotiske var en slagvare,” siger Lars-Martin Sørensen og fortæller, at der var filmtidsskrifter i Brasilien, hvor anmelderne funderede over, om det mon var klimaet i det kolde nord, der gjorde, at man kyssede så inderligt i danske film.

Lige så meget som vrikkende hofter elskede publikum tjubang og action. De såkaldte sensationsfilm, som især Kinografen, Dansk Filmfabrik og til en vis grad Nordisk Film spyttede ud, blev hurtigt populære som datidens actionfilm. Sensationsfilmene var fyldt med vilde stunts, og titler som ’Dødsspring til hest fra cirkuskuplen’ opsummerer, hvordan filmene konstant forsøgte at overgå hinanden med spektakulære effekter. Den slags specialiserede Emilie Sannom sig i, og hun blev Danmarks første stuntkvinde. Der var stort set ingen sikkerhedsforanstaltninger og ikke noget, der hed filmtrick. Når hun hang fra brændende møllevinger, hoppede i en iskold voldgrav midt om vinteren eller stod på vingen af et biplansfly i højhælede sko, mens hun tog sin faldskærm på og kastede sig ud, var det den ægte vare ( og Emilie Sannom døde en dramatisk død, da hendes faldskærm ikke foldede sig ud under en opvisning i Grenaa i 1931).

”Det sjove er, at det ikke har ændret sig meget siden da. Det er stadig bryster, baller og biljagter, der sælger,” siger Lars-Martin Sørensen.

FILM I FARVER

Farvefilm slog først for alvor igennem i 30’erne, hvor talefilmen havde taget over, men det var ikke alle stumfilm, der var i sort-hvid. Man tintede nemlig ofte hele filmstrimler i en farve, så billedet eksempelvis blev blåt, når handlingen foregik om natten, eller rødt, hvis der var ildebrand. I nogle få tilfælde håndmalede man stumfilm, men det krævede, at hver enkelt frame skulle farves, og der var op mod 1.000 frames på et minut, så det egnede sig ikke til masseproduktion.

DANSK STUMFILMS storhedstid var en hed affære – intens og ovre, næsten før den var begyndt. Da første verdenskrig brød ud i 1914, signalerede det trange tider for de danske filmselskaber, der fik sværere ved at eksportere til udlandet. Efter krigen satsede Tyskland, der var dansk stumfilms største eksportmarked, på at lave deres egne, mere nationalistiske film, og mens filmproduktionen gik ned i gear i det meste af Europa, trykkede USA på speederen. Filmmagerne i Hollywood nød godt af, at de havde et enormt hjemmemarked, der indbragte så mange penge, at de kunne lave større og flottere film end Danmark og de fleste andre europæiske lande. Nordisk Film forsøgte at satse på dyrere produktioner og på at slå igennem på det britiske marked, men begge dele slog fejl. Nordisk Film gik konkurs i 1927, og i 1930 var 80 procent af alle film, der blev vist i danske biografer, fra USA.

Dødsstødet til den skrantende danske stumfilmsbranche kom indefra. I slutningen af 20’erne begyndte man at kunne lave stabile talefilm, og det spring var brutalt for de fleste stumfilmsstjerner.

”Med stumfilmene kunne filmskuespillere krydse grænser, men det kunne de pludselig ikke længere,” siger filmhistorikeren Casper Tybjerg.

Asta Nielsen lavede en enkelt talefilm, inden hendes karriere floppede, og for store instruktører som Benjamin Christensen og Carl Th. Dreyer var det ligeledes en kæmpe omvæltning at tilpasse sig til talefilm. De var begge arbejdsløse i næsten 10 år.

”Med stumfilm var man ikke bundet af et fast manuskript. Der var plads til improvisation, og du kunne som instruktør vejlede skuespillerne, mens kameraet rullede, og det kunne man pludselig ikke mere,” siger Casper Tybjerg.

Dreyer og Christensen søgte begge til udlandet. Dreyer lavede i 1928 sit mesterværk ’Jeanne d’Arcs lidelse og død’ i Frankrig, og på sin vis blev det en værdig død for dansk stumfilm. 

”Livet er jo ikke værd at leve uden spænding, og kommer døden, ja, så kommer den,” sagde Emilie Sannom, der blev kendt for selv at udføre sine halsbrækkende stunts såsom luftakrobatik uden sikkerhedsline. Hun døde i en faldskærmsulykke og ligger begravet på Assistens Kirkegård i København.

STUMFILMENE gik hurtigt i glemslen. Mange filmproducenter satte ganske enkelt ild til deres arkiv af stumfilm, både fordi nitratfilmene var afsindig brandfarlige at opbevare, og fordi talefilm overtog alt. Den dag i dag er de stadig forvist til en kold bunker, og med undtagelse af filmnørder er det de færreste, der overhovedet har set noget fra dansk stumfilms storhedstid. Det er svært at finde nulevende skuespillere eller instruktører, der har fundet inspiration i stumfilmene, måske fordi de var så internationale i deres udsyn, at de ikke udviklede et særligt dansk filmsprog. 

”Der er ikke mange, der kigger tilbage på stumfilmene og lærer af de greb. Det er blevet opfattet som det, der var engang, mens man med talefilmene fandt en helt ny måde at gøre tingene på,” siger Casper Tybjerg.

En markant undtagelse er Lars von Trier, som tydeligvis har kigget Carl Th. Dreyer i kortene. Dreyer dyrkede et mørkt, lidenskabeligt univers i sine film, og von Trier var så stor fan af instruktøren, at han bar Dreyers gamle smoking i indlednings- og afslutningsscenerne i tv-serien ’Riget’.

”Den manglende tilgængelighed er en del af forklaringen,” mener Lars-Martin Sørensen, der håber, at han ved at hive stumfilmene op fra deres kolde grav og gøre dem frit tilgængelige digitalt kan give dem nyt liv. Når stumfilmene bliver befriet fra bunkerens mørke, ender de i første omgang på frys i Det Danske Filminstituts kontor i Glostrup. Her begynder Lars-Martin Sørensen og hans kolleger at granske hver enkelt film i detaljer. Nogle af filmene er der kun negativer af, andre findes i flere forskellige udgaver, og nogle er der kun nogle få klip af. Lars-Martin Sørensens opgave er at hitte rede i, hvad der skal digitaliseres, og herefter ender filmspolerne i en stor maskine, der scanner hver enkelt frame fra filmen i 4K-opløsning, så de kan ses digitalt.

”Når vi gør så visuelt prægnante film som Benjamin Christensens ’Heksen’ og ’Det hemmelighedsfulde X’ tilgængelige, kan man se, hvad det var for nogle vanvittig visuelle universer, de byggede op, fordi filmen netop var nødt til at være visuel, når man ikke kunne snakke sig fra det. Jeg er overbevist om, at det kommer til at inspirere,” siger Lars Martin-Sørensen.

”Og det åbner op for en ny fortælling om, hvem vi var, og hvilke historier vi fortalte.”

FEM DANSKE STUMFILM, DU SKAL SE

1. ’Himmelskibet’ (1918)
En af de første science fiction-film og samtidig en freds-allegori (den udkom kort efter første verdenskrig). Hovedrollen Avanti Planetaros rejser til Mars, hvor han møder marsboere, som er et fredselskende, frugtspisende folk.

2. ’Heksen’ (1922)
Visuelt slående dansk-svensk gyserfilm om heksejagt, der også er kendt under sin svenske titel ’Häxan’. Benjamin Christensens hovedværk er med sine to millioner kroner den dyreste skandinaviske stumfilm nogensinde, og filmen beskriver, hvordan en psykisk syg person kan blive anklaget for at være en heks. Med sine grafiske billeder af tortur og seksuelle perversiteter blev filmen forbudt i USA og stærkt censureret i mange andre lande.

3. ’Du skal ære din hustru’ (1925)
Carl Th. Dreyers mesterværk er i dag den eneste stumfilm i den danske kulturkanon, og den var på mange måder forud for sin tid. Filmen er moderne hverdagsrealisme med præcise iagttagelser af livet i storbyens kernefamilie, hvor familiens patriark udvikler sig til en utålelig tyran, der trænger til en lærestreg.

4. ’Klovnen’ (1917)
Anses for at være en af Nordisk Films bedste film og udkom efter Valdemar Psilanders død. Psilander spiller hovedrollen som en cirkusklovn, der falder for cirkusdirektørens datter, der dog senere er ham utro, hvilket hun fortryder inderligt. Filmens instruktør, A.W. Sandberg, lavede en ny version af filmen i 1926 med svenske Gösta Ekman i hovedrollen.

5. ’Afgrunden’ (1910)
Erotisk melodrama og Asta Nielsens gennembrud. Særligt den berygtede gaucho-dans, hun danser med Poul Reumert, er i dag legendarisk og var ekstremt vovet for sin tid, og i flere lande klippede censuren scenen ud. Filmen blev instrueret af Urban Gad – Astas mand, som hun senere rejste til Berlin med – hos det lille produktionsselskab Kosmorama.

 

/

Med på vognen

Ud & Se guider dig til syv ting, du kan opleve i januar.
Tekst:RedaktionenFoto:Hasse Persson

DISKO ER IKKE DØD

De fleste har på et tidspunkt lidt af natfeber, både af den dynesvedende slags med halstørklæde og tabletter, men også af den, der sætter sig i fødderne, og hvor medicinen er diskokugler og drinksglas. Hvordan den ’sygdom’ har udviklet sig og er kommet til udtryk gennem årene, kan du se og opleve på Designmuseum Danmarks nye store særudstilling ’Night Fever – Designing Club Culture 1960-Today’. Det er rumlige totaloplevelser, interiør, lysdesign – og masser af soundtracks.

Designmuseum Danmark, 25. januar – 27. februar.

BYEN, DER GIK I BRO

Nærmest som en midtjysk udgave af den splittede cypriotiske hovedstad Nicosia har Langå i årtier været delt i to. Ikke af konflikt, men derimod af de skinner og det banelegeme, der skærer lige gennem byen og har betydet besværlige omveje, hvis man ikke ville krydse direkte hen over skinnerne. Byens borgere har siden 50’erne – og faktisk endnu tidligere – plaget myndighederne om en gangbro over skinnerne, og nu er det faktisk sket. Under stor lokal festivitas blev det sidste stykke af en trætopbro indviet i december. Langågenserne er atter genforenede og kan mødes på midten.

SKYD EFTER DANSEBENENE

Seksløbere, kropskrudt og kuglelynende bevægelser er i spil, når Betty Nansen Teatret sætter balletdansere, skuespillere og streetdansere til at spille og danse den hårdkogte historie om Bonnie & Clyde. I 30’ernes USA røvede det unge fattige sydstatspar Clyde Barrow og Bonnie Parker banker, de skød om sig og blev en slags datidens realitystjerner, indtil de selv, kun henholdsvis 24 og 25 år gamle, blev pløkket ned af politiet. Historien er velfortalt og har det hele: crime, ung kærlighed, flugt, vold og pludselig død, og nu bevæger balletdanserne Astrid Grarup Elbo og Ulrik Birkkjær – i koreograf Signe Fabricius’ instruktion – sig også i de to forbryderes hurtige fodspor. 

’Bonnie & Clyde’, Betty Nansen Teatret, 9. januar – 1. februar. 

RIMELIG FEDT SLOGAN

De fleste reklamer kører i dag på pris, pris og atter pris og er, ak og hulk, ikke, hvad de var engang: opfindsomme, originale, frække og godt tænkt. Og så alligevel. Tag nu de litauiske reklamefolk bag denne egentlig ret enkle kampagne for at få folk til at besøge landets hovedstad: ”Ingen ved, hvor det er, men når du finder det – er det fantastisk. Vilnius, Europas g-punkt.” Kampagnen gik viralt amok og fik for nylig af World Travel Market prisen for årets bedste rejsereklame. 

(U)RIMELIG FEDE SLOGANS

Overalt i landet – på firmabiler, håndværker-vans, ruder, lastbiler og i lokalavisen – kan man finde de særligt danske, hjemmestrikkede slogans, der (næsten) altid rimer, ofte er lidt kiksede, men altid er sjove – også ufrivilligt. 700 af dem er samlet i en revideret udgave af bogen ’Er gulvet grim og skummel så ring til Hummel – Hverdagens amatørslogans i et medievidenskabeligt perspektiv’. Bag slogan-samlingen står Niels Brügger, professor i medievidenskab ved Aarhus Universitet, der siden 1999 har samlet på amatørslogans, og har man boet eller blot opholdt sig lidt i Smilets By, vil man vide, at ’skummelt’, der forsøger at rime på ’Hummel’, er en lokal klassiker. Akkurat ligesom lokal-sloganet ’Skal de feste – så ring til Eske’ og det mere rimelige slogan for Aarhus-firmaet Bøgh’s Kloakservice: ’De sidder og prutter, vi kommer og sutter’. 

Bogen er udkommet.

OVER BÆLTESTEDET

Det er ikke så forfærdelig mange år siden, at Danmark var bundet sammen af færgefart og bølgepomfritter.Danmarks Jernbanemuseum har lavet en udstilling med en række af de mest imponerende modeller af jernbanefærgerne, der hjalp rejsende med at krydse de danske bælter. Modellerne strækker sig over hele den lange periode, hvor der har sejlet jernbanefærger i Danmark – fra den ældste model af ’Lillebelt’ til storebæltsfærgerne, hvoraf mange sikkert stadig kan huske for eksempel ’Prins Joachim’, ’Dronning Ingrid’ og ’Arveprins Knud’. I januar har børn og unge (0-17 år) gratis adgang.

Danmarks Jernbanemuseum i Odense.

EFTERLYSNING AF IRANSKE BANEMÆND

Har du måske en forfader, der var med til at bygge den 1.400 kilometer lange transiranske jernbane, der snor sig gennem bjerge og ørkensletter i det land, der engang hed Persien? Journalist og forfatter Morten Hansted anslår, at cirka 100 danske familier i dag har slægtninge, der var med på en af de største danske ingeniørpræstationer nogensinde. Sammen med de efterkommere, han allerede har fundet, leder han efter nye til et hæders­arrangement i Dansk Arkitektur Center 7. marts. Skriv gerne til adressen hanstedcph@gmail.com, hvis du har spor efter en transiransk jernbane-slægtning og gerne vil høre mere om arrangementet. 

/

Skal du haʼ lavet en scene

Han har dræbt Okking på skærmen og kaldt von Trier ’Lillemand’ på optagelser. Han jublede, da sønnen Nicolas Winding Refn triumferede i Cannes, og har nu efter 20 års kamp fået realiseret sin storfilm om besættelsen. Han er instruktør og klipper og manden, man ringer til, når film- og tv-lokummet brænder. Mød veteranen Anders Refn.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

MINE FORÆLDRE var skønne. Min far var teatermaler og kunstner. Han havde gået på skole hos den franske kunstner Fernand Léger i Paris i mellemkrigstiden og arbejdede som scenograf på blandt andet Det Kongelige Teater og Dramaten i Stockholm. Min mor var mønsterbryder. Hun var svensk og datter af en dommer og en grevinde og skulle have været gift med en advokat eller industrimand. De fattede ikke, hvad hun skulle med den der venstreorienterede danske kunstner. Han var kommunist ligesom de andre kunstnere i den generation. Det var ikke hardcore DKP, men et kulturradikalt miljø, jeg voksede op i. Den svenske instruktør Pär Lagerkvist, som min far lavede scenografi til flere forestillinger af, sagde engang til ham: ”Hvis jeg skulle være barn igen, så skulle du være min far”. Min far brugte en masse tid på at lege med sine børn. Det gentog sig med min søn, Nicolas. De byggede ting og lavede våben, legede sørøvere og gemmeleg.

MIN BROR PETER og jeg var tossede med film. Vi åd Bergman, Kurosawa, Pasolini, Buñuel, Visconti, Rossellini, Kubrick, Hitchcock. Vi var så sultne. I gymnasietiden begyndte jeg at instruere små kortfilm nede i mosen i Gentofte, hvor vi boede i Jægersborg. Det lignede polsk filmkunst og var meget eksperimenterende og fuldt af spleen. Jeg læste sociologi på universitetet, men holdt op i 1965 og søgte ind på et filmstudie, der hed Palladium. Der var intet pres fra mine forældre i forhold til, hvad jeg skulle lave. De sagde bare: ”Nej, hvor sjovt, tillykke med det.” På Palladium var de i gang med filmen ’Sytten’ efter Carl Erik Soyas bog. Det var Ghita Nørby i noget semiporno og starten på den bølge, der senere blev sengekantsfilmene. Jeg var ansat som rekvisitørassistent. Det laveste job overhovedet, i dag hedder det runner. Vi gik bare og ryddede op og blev sendt i byen.

’Strømer’ vandt tre Bodil-priser i 1976. Længst til venstre er det Anders Refn, der sætter i scene.

MEN FRA FØRSTE GANG jeg kom ind og så det røde blink og hørte hornet – bååååååt – der signalerede klar til optagelse, kunne jeg mærke elektriciteten i luften, selvom det var nogle meget enfoldige komedier. Instruktøren Sven Methling kastede sin kærlighed på mig og ville gerne lære mig noget. Han gjorde mig til instruktørassistent og tog mig med i klipperummet og viste mig, hvordan man laver en skudplan og tilrettelægger en scene. At lave film er at kunne styre en maskine. Der er sindssygt mange processer, der skal kunne løbe sammen i ét udtryk. Han var en meget sød mand, og jeg skylder ham virkelig meget. Han lavede lystspil som ’Soldaterkammerater’ og ’5 mand og Rosa’ og senere ’Krummerne’. Jeg var en del af en ny generation i dansk film, der ikke bare ville kæmpe mod kedsomheden. Vi ville fortælle historier, man kunne tro på, blive berørt af og klogere af.

ANDERS REFN

75 år.Instruktør, klipper, manuskriptforfatter.Har medvirket på mere end 90 spillefilm. Har instrueret filmene ’Strømer’, ’Slægten’, ’De flyvende djævle’ og ’Sort høst’. Har været gift to gange og har tre børn.

DA FILMSKOLEN åbnede i 1966, søgte jeg ind, forgæves. Året efter kom jeg ind. Der gik syv år, fra jeg var færdig på filmskolen i 1969, til jeg lavede min første spillefilm. Jeg vidste, at når man debuterede, så var det alvor. Jeg så flere, der sjuskede sig lidt igennem, tabte pusten og forlod branchen. Man skal virkelig ville det, ellers kommer man ikke levende fra det. Jeg arbejdede som klipper og som instruktørassistent. Holdt instrumentet varmt. Hvis instruktørerne var lidt svage, overtog jeg nærmest instruktionen.

MIN DEBUTFILM ’Strømer’ kom ud i 1976. Dengang var det ikke comme il faut at lave film om en dansk politimand. I det venstreorienterede kunstnermiljø var politiet fjenden, som man kendte dem fra demonstrationer. Hovedpersonen er lidt reaktionær med Fremskridtspartiet-agtige holdninger. Han bliver drillet af de intellektuelle og af de smarte piger. Han er lidt håbløs, men også en rørende person, der ender med at opklare en forbrydelse, selvom det smutter til sidst. Han kan ikke rigtig bevise det. De onde ler, og de gode græder. 

I hovedrollerne i ’De forbandede år’ ses blandt andre Jesper Christensen, Bodil Jørgensen og Cyron Melville.

DET DANSKE FILMINSTITUT viste filmen i Cannes. Inden den gik i gang, sad der kun to mennesker i salen, Guardians anmelder John Gillett og en japaner. I dag er der stor hype omkring dansk film. Dengang var det mere provinsielt. Få forsøgte at få filmene ud over Danmarks grænser. Man sagde: ”Det kan aldrig lade sig gøre, det betaler sig ikke, det er spild af penge.” Der manglede selvtillid – og fantasi. Mange danske producenter tog bare til Cannes for at ligge på stranden og trække det fra i regnskabet. Til visningen af ’Strømer’ skete det heldige, at de ikke kunne køre filmen, fordi den var filmet i CinemaScope-format, og biografen havde ikke den forsatslinse, man skulle bruge. Operatøren kom ned helt blå i hovedet og sagde: ”Hvad fanden i helvede, hvorfor har I ikke fået rigtig besked?” Min bror Peter, der var med til at åbne Danmarks første kunstbiograf, Camera, og senere var direktør for Grand Teatret, var hurtig. Han løb ned på kontoret, hidsede sig op og sagde, at vi måtte have en ny kørsel med det samme. Han fortalte, at hele verdenspressen var gået forgæves. Så fik vi en ny visning i en anden biograf og satte en annonce i avisen med masser af stjerner og ordlyden: ’The biggest box office of ’76’. Så kom der 120 mennesker, og vi solgte den til både Canada og USA. Jeg sad på Hotel Carlton og kunne næsten ikke holde på den kuglepen, jeg skulle skrive under med, af bar nervøsitet. De snød os alligevel, som de altid gjorde dengang. Vi fik måske 10.000 dollars og så aldrig mere til det. 

I 1987, i monopolets sidste dage, blev ’Strømer’ til en tv-serie, ’Een gang strømer’. Den fik 2,7 millioner seere. I spillefilmen ender Jens Okkings politimand på en tosseanstalt, men til serien tog vi ham ud igen og satte ham i paspolitiet, hvor han drak porter i sin kaffekande. Jens Okking var en vanvittig god skuespiller, men han var besværlig at arbejde med. Hvis ikke man var stærk som instruktør, gik han ind og overtog styringen. Han mente ikke, Flemming Quist Møller og jeg kunne finde ud af at skrive manuskript, og lavede om i replikkerne. Så ville han have del i ophavsretten. Det gav vi os ikke på: ”Du må gerne sige ’som’ i stedet for ’der’, men du skal ikke have ophavsret på grund af det.” Vi overvejede, om han skulle vinde over forbryderne og blive en helt, men vi slog ham ihjel til sidst. Han bliver slået i hovedet og smidt i Christianshavns Kanal. 

 

BESAT AF EN FILM

Anders Refn med ’De forbandede år’ vil du vise os krigens tid, som vi ikke har set den før. Du fortæller, at du har villet lave den her film i 20 år. Hvorfor har du ventet så længe?

”Sidst i 90’erne troede jeg, at jeg kunne få lov at lave en tv-serie hos DR. Forinden var jeg blevet hevet ind som instruktør for at lave et nyt koncept på det kuldsejlede projekt ’Taxa’. Den gik fra 300.000 til 1,5 millioner seere. Nu ville jeg gerne lave noget om anden verdenskrig, men jeg kunne ikke komme igennem med det. Jeg sagde: ’I er ikke rigtig kloge, det er ligesom ’Matador’, bare dobbelt så godt.’ Jeg lavede en række andre ting i mellemtiden, men holdt fast i ideen, og for et par år siden sagde TV 2, at de gerne ville lave den til 2020 og 75-årsjubilæet for befrielsen. De havde bare ikke flere seriepenge i deres budget. Så i stedet har vi lavet den store spillefilm om besættelsen.”

I filmen følger man en velhavende familie, der har mange dilemmaer: jødeflugt, sabotage, handel med Tyskland, forbudt kærlighed. Hvor repræsentative for den almene dansker er de?

”Vi ville ikke lave en film om den ædle frihedskæmper, som alle fra begyndelsen ved vil vinde. Og vi ville heller ikke lave værnemageren, som er så modbydelig. Den kunstneriske ambition er at prøve at sætte ansigter på en række mennesker, der mener, at de gør det rigtige, men som ikke kun er gode og heltemodige eller onde og grådige. Og vise, hvor svært og traumatisk det var. Vi har forsøgt at bygge en familie op, der spejler den universelle konflikt i deres eget lille univers. Det er gjort før, for eksempel i ’Godfather’.”

Familiefaderen, der er fabrikant, handler og samarbejder i stadig højere grad med tyskerne. Han gør det for familiens skyld, siger han. Fordi han er ’ansvarlig’. Er det en retfærdiggørelse?

”Det er værd at tænke over dilemmaet i dag. Hvad ville du gøre, hvis der stod maskingeværreder nede på gaden, og der var visitationer ved alle stationer? Ville man ikke prøve at finde en samarbejdsform? Man ville vel ikke straks finde en kniv og give sig til at hugge løs. Med bagklogskab er det ikke svært at sige, hvad der var fornuftigt. Men hvordan fanden så det ud, når du stod midt i det? Vores familiefar tror, han gør det bedste. Men problemerne opstår med de alt for mange kompromiser, han indgår.”

Tror du, der stadig er en appetit på anden verdenskrig hos publikum?

”Det kan man jo kun håbe. Jeg var teknisk instruktør på Anne-Grethe Bjarup Riis’ ’Hvidsten Gruppen’. Den var der 750.000 mennesker, der så. Det er ikke, fordi det ikke har folks interesse. Min egen søn Nicolas, blev jeg opmærksom på, havde længe et temmelig forvredet billede af krigen. Det var ’Ørneborgen’ om igen. Med nogle vanvittig onde tyskere og nogle dødkloge danskere. Den her film er historisk gennemresearchet ned til mindste detalje, og jeg håber, den vil gøre folk bare en lille smule klogere på, hvor komplekst det var under besættelsen.”

JEG HAR LAVET otte film for Lars von Trier. Det begyndte i 1996 med ’Breaking the Waves’, som jeg klippede. Det var et meget lykkeligt samarbejde. Vi havde lavet et manifest med 10 punkter, der hed ’Emotional Editing’. Vi ville bryde alle regler. Vi ville så sent ind i en scene som muligt, uden at det blev meningsløst. I stedet for at manden kommer ind ad døren, tager frakken af, rømmer sig, reder sit hår, går ind til konen, snakker lidt frem og tilbage og siger ”jeg vil gerne skilles”, klippede vi ind på ”jeg vil gerne skilles”. Når scenen emotionelt havde peaket, bang, så klippede vi ind i den næste scene. Nogle var bange for, at publikum ville have svært ved at orientere sig, men på det tidspunkt var folk meget øvede i at læse billeder. Det var på tide at finde et moderne filmsprog, så folk ikke kedede sig. Det er jo kedeligt at se fok rejse sig og tage tøjet på. Og lukke døre op og i. Efter den film fik jeg et prædikat i Europa som en meget god klipper. Den var klippet så grimt, at alle kunne se, at det var noget særligt. Det var ikke, fordi folk ikke havde gjort det før, men den film var nok det mest radikale forsøg på det hidtil. Og Lars har altid været god til at brande tingene. Dogme var jo også bare en måde at lave lavbudgetfilm på. 

PÅ ‘DANCER IN THE DARK’ var jeg instruktørassistent. Lars havde besluttet at fotografere hele lortet selv, og det var en fantastisk præstation, men han havde brug for mig til at køre hele settet for sig og briefe holdet og sige klar til optagelse. Så fik han maksimal arbejdsro. På et tidspunkt skulle han gøre grin med mig og kaldte mig ’Gammelfar’. Så sagde jeg: ”Nu skal du være artig, ’Lillemand’, ellers kommer du over knæet.” Lars er virkelig god til at drille. Det sympatiske er, at han kun driller folk, han godt kan lide, ikke folk, der er i underskud. 

DET HAR VÆRET en luksus at få lov at arbejde med topskuespillere som James Caan, Lauren Bacall, Catherine Deneuve og Nicole Kidman. Nicole Kidman var meget generøs og stillede op til alting på alle tidspunkter, da vi optog ’Dogville’ i Trollhättan i Sverige. Men hun var også meget reserveret. Hun sagde, at det var svært stof, der krævede al hendes koncentration, så hun havde ikke overskud til at joke og socialisere med holdet. Til gengæld inviterede hun os på en mexicansk fest, hvor der kom kokke flyvende fra London. Bagefter lavede hun en endnu finere fest med beluga-kaviar og Cristal-champagne til hele holdet, også statister. Hun fik ikke mere i løn end de andre, men hun havde vist lidt penge med hjemmefra.

JEG SKULLE KLIPPE ’Antichrist’, og normalt er klipperen ikke med fra begyndelsen. Men lige før optagelserne skulle begynde nede i Tyskland, ringede produceren og sagde, at jeg blev nødt til at komme med det samme og være standby, fordi Lars havde en depression. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at han har angstanfald. Nogle gange faldt Lars i søvn på settet, fordi han fik så meget medicin. Men skuespillerne var skidesøde over for ham. 

DET ER ALDRIG kedeligt med Lars. Han er en fantastisk dygtig personinstruktør og har været til stor inspiration for mig. Da vi lavede ’Melancholia’, endte det med ballade i Cannes, fordi han talte om sin forståelse for Hitler. Det franske politi truede med at sætte ham i fængsel. De fleste fra Zentropa rejste hjem sammen med ham, så jeg sad næsten alene med Kirsten Dunst til afslutningsfesten, hvor hun fik en pris for bedste skuespillerinde. Samtidig sad min søn Nicolas der med Ryan Gosling og sin producent. De var helt oppe at køre, fordi Nicolas blev kåret til årets instruktør for ’Drive’. Og jeg var kisteglad. En pris i Cannes er det bedste, jeg kunne ønske for min søn. Det er noget, der ændrer ens karriere.

JEG BLEV FORBAVSET, da Nicolas sagde, at han ville være instruktør – selvom han altid har været meget filminteresseret. Han boede i New York med sin mor i 8-9 år og levede en lidt splittet tilværelse, hvor han rejste meget frem og tilbage. Det var ikke specielt sjovt for ham, og min bror Peter var bekymret for ham, da han kom hjem og tog sin studentereksamen på Frederiksberg. Så han ansatte ham som scout og sendte ham til Cannes for at finde mærkelige undergrundsfilm til sin biograf. Splatterfilm og den slags, som Nicolas elsker. Det reddede omsætningen mere end én sommer.

DET KOSTER det hvide ud af øjnene at lave film. Plus en skilsmisse hver gang. På en måde er du dybt utro. Du tænker kun på filmen, så længe den er i gang. Du vågner op om natten badet i sved og råber: ”Klar til optagelse!” Eller har mareridt om scener, der mislykkes. Jeg har aldrig villet skilles. Det var altid kvinderne, der sagde: ”Nu kan vi ikke holde dig ud mere.” ”Har vi det ikke hyggeligt?” ”Nej, vi har ej, du er aldrig hjemme.” Der skal være en grund til, at man laver en film.

’De forbandede år’ har premiere 9. januar.

 

/

Stik os en plade

73 år og stadig flyvende – Giro 413 er det mest sejlivede koncept i den danske æter. Succesen skal findes i den nærværende samtale med publikum, fortæller Margaret Lindhardt, den længst siddende vært for programmet, der for tiden hyldes i musicalen ’Så længe mit hjerte slår’.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Ritzau/Scanpix

Hvad var dit forhold til Giro 413, da du blev vært på programmet i 1995?

”Jeg havde været ansat i DR i 14 år på det tidspunkt og blev spurgt, om jeg ville. Jeg sagde ja, men det var ikke noget, jeg havde ønsket mig. Jeg havde lidt svært ved at identificere mig med det. Jeg havde hørt programmet som barn, når vi sad og spiste varm middagsmad, som frokosten var dengang. Det gjorde alle, der var jo kun den ene radiokanal. Som mange, jeg har mødt gennem tiden, havde jeg den fordom, at programmet stadig spillede de samme melodier som dengang.”

Du endte alligevel med at være vært på det i 20 år?

”Jeg blev hurtigt grebet af det. Giro 413 er meget mere end et radioprogram. Der ligger så mange livshistorier, skæbnehistorier, kærlighedshistorier i de hilsner, som programmet modtager. Som vært har jeg både friet til folk, holdt taler for brud og brudgom, været post i et spejderløb og bragt skolekammerater, soldaterkammerater og ungdomskærester i kontakt med hinanden. På den måde er det lidt ligesom Facebook – med musik til.”

GIRO 413

Ugentligt radioprogram, som viderebringer hilsner mellem lytterne og spiller musikønsker. Programmet havde premiere i 1946 under navnet ’Lytternes Ønskeprogram på Grammofon’. Angivelig var det daværende vært Otto Leisners idé, da programmet i 1951 skiftede navn til Giro 413 efter det gironummer, man kunne indbetale penge til. Dengang gik velgørenheden til Red Barnet.

I dag går pengene til initiativer, der hjælper socialt dårligt stillede og udsatte børn og unge i Danmark.

Er der en særlig historie, du mindes?

”Jeg fik engang en henvendelse fra en kvinde på 60 år. Hun var blevet ringet op af sin søsters mand. Det var lidt ubelejligt, så hun gjorde samtalen kort. Hun var blevet lidt befippet, især fordi hun ikke vidste, hun havde en søster. Bagefter fandt hun ud af, at hun hverken havde fået navn, adresse eller telefonnummer, så derfor spurgte hun mig, om jeg ville sende en hilsen til søsteren. Bagefter fortalte hun mig, at søsteren havde ringet, lige efter hilsenen var blevet bragt i radioen. Jeg holder jævnligt foredragg rundt om i landet, blandt andet om Giro 413, og en dag, hvor jeg fortalte den historie, rakte en blandt publikum hånden op og sagde: ’Dem kender jeg!’ Hun kunne fortælle baggrunden: at kvindens biologiske mor var blevet alene med fem børn og havde måttet bortadoptere to af dem.”

Hvordan er det at være en faktor i så personlige historier?

”Jeg syntes, det var fantastisk at få lov til. Det kræver, at man er i stand til at være fuldstændig nærværende, når man viderebringer hilsner, så det har jeg altid gået meget op i, også sprogligt. Det skulle være mundret og direkte. Og hver uge gjorde jeg mig mange anstrengelser for at nå alle hilsnerne og opfylde de tilhørende musikønsker.”

MARGARET LINDHARDT

69 år. Uddannet folkeskolelærer. Programmedarbejder i DR 1981-2017. Vært på Giro 413 1995-2011 og 2014-2017. Sad med i udvalget, der fordeler indsamlingspengene. Pensioneret.

Hvad ønsker folk – er det stadig musikken fra din barndom?

”Det er ikke meningen, at det skal være et nostalgisk museum. Stille og roligt er der kommet nye hits til. Jeg har for eksempel spillet Nik & Jay, Bruce Springsteen og Lukas Graham. Jeg har altid forsøgt at variere programfladen så godt som muligt ud fra lytternes ønsker.”

Spiller man også norsk satanistisk metal, hvis det ­bliver ønsket?

”Det har jeg ikke været ude for, men det kan godt være, at lige dét ikke ville passe ind. Og generelt er det ikke de mest sørgelige sange, der ønskes. Der er ikke mange om ulykkelig kærlighed.”

Hvilken aldersgruppe lytter til programmet?

”Jeg ved det ikke præcis, men jeg har haft mange unge mennesker, der sendte en hilsen til bedsteforældrene eller kæresten. Det er ikke kun pensionister. Jeg har hørt, at man på DR mange gange har været nervøs for, at når lytterne ikke var der mere, så ville programmet dø, men der er hele tiden kommet nye til.”

TOPPEN AF HYGGEN

De mest spillede Giro 413-numre 2010-19

1. Trine Dyrholm: ’Avenuen’

2. Tuff Singers: ’Oh Happy Day’

3. Teddy Edelmann: ’Himmelhunden’

4. Richard Ragnvald: ’Kære lille mormor’

5. Lars Lilholt: ’Kald det kærlighed’

6. Jodle Birge: ’Rigtige venner’

7. Ib Mossin/Peter Malberg: ’Du er min øjesten’

8. Poul Bund­gaard: ’Tak er kun et fattigt ord’

9. Louis Armstrong: ’What a Wonderful World’

10. Eva Madsen/Sylvester & Slaverne: ’Mormors kolonihavehus’

I dine værtsår steg lyttertallet fra cirka 500.000 om ugen til omkring 800.000 i 2011. Men i 2014 dykkede det til knap 170.000. Hvad skete der?

”I en årrække var programmet blevet sendt på både P4 og P5. Så besluttede man kun at sende det på P5, som er en DAB-kanal, hvor folk selv aktivt skal gå ind og vælge at lytte, i stedet for at de bare tænder for radioen. Det gav et pænt fald i lyttertal. Det ærgerlige er, at det også kan mærkes på pengene, der bliver sendt ind. I tidens løb er der samlet utrolige beløb ind. Det sker for eksempel til barnedåb, konfirmation, bryllup eller andre familiefester, hvor nogen sender en sovseskål, en bh, en hjulkapsel eller noget andet, der kan være penge i, rundt om bordet. En anden grund er nok, at mange ikke har kontanter på sig længere. Til gengæld kan man mobilepaye eller sms’e til programmet i anledning af en mærkedag, eller hvis man vil sende en kærlig hilsen til nogen.”

Hvilken fremtid spår du Giro 413?

”Nu har det eksisteret siden 1946. Det har ingen andre programmer præsteret, så mon ikke det kan holde sig i live længe endnu?”

SLAGERE I PARADIS

Med nyfortolkninger af numre som ’To lys på et bord’,  ’Skibet skal sejle i nat’ og ’Gem et lille smil til det bli’r gråvejr’  er musicalen ’Så længe mit hjerte slår’ en hyldest til Giro 413’s musikalske univers og desuden en kærlighedshistorie med en moden sygeplejerske og en overlæge i centrum. Forestillingen turnerer for tiden landet rundt og får københavnerpremiere på Folketeatret 16. januar 2020.

 

/

Facadeløft

Ensartethed og de samme detail-butikker dominerer gadebilledet i mange danske byer. Men indimellem ser man det pludselig: et skilt, man lægger mærke til og husker. Jakob Engberg er en af de få skilte-magere, der stadig laver skilte efter gamle traditioner.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Jon Nordstrøm

I EN BAGGÅRD i et industriområde i Københavns Nordvestkvarter står Jakob Engberg og roder med en glasplade på sit værksted. På væggene omkring ham slås hylder med små malerbøtter med store, håndmalede skilte om pladsen, og i midten fylder et stort arbejdsbord i træ det meste af gulvet. Det er her, den autodidakte skiltemager som en af de eneste i Danmark holder liv i en håndværkstradition, der ellers er så godt som forsvundet.

38-årige Jakob Engberg fremstiller håndlavede skilte malet med oliemaling, sat med bladguld og trykt i silke. Det er fire år siden, han startede virksomheden Copenhagen Signs – i første omgang som en hobby ved siden af sit job som almindelig skiltetekniker, men i dag kan han leve af at lave sine egne skilte. Hans kunder er primært selvstændige erhvervsdrivende og små specialforretninger – eksempelvis frisørsaloner, tatovører og keramikere – men han udfører også opgaver for
reklamebureauer eller større virksomheder som Carlsberg.

”Et håndlavet skilt kan noget helt andet end et digitalt fremstillet skilt. Jeg tror, at det kan fange vores opmærksomhed på en anden måde, fordi det er fremstillet af menneskehænder med alle de små ujævnheder og særpræg, det medfører. Samtidig forgår et håndlavet skilt ikke på samme måde som et digitalt fremstillet, men kan holde i 100 år. På den måde har de gamle skilte også en historisk værdi,” siger Jakob Engberg, der har udgivet bogen ’Danske skilte’, hvor han sammen med fotograf Jon Nordstrøm har kørt landet rundt for at fotografere og dokumentere håndlavede skilte. Bogen er en slags manifest over den danske skiltemagertradition og de mange skilte, der stadig for eksempel hænger på gamle værtshuse, pryder biografer, egnsteatre og badeanstalter, og som kan findes på gågader og i butiksvinduer i næsten alle danske provinsbyer.

”Vi er omgivet af skilte overalt i vores hverdag. De er i gadebilledet og på butiksfacader, og selv i en tid med Google Maps er skilte en nødvendig størrelse, der viser os vej og byder os indenfor. Alligevel tror jeg, at mange tager dem for givet. Jeg har samlet skiltene i bogen for at give dem den opmærksomhed og den anerkendelse, jeg mener, at de fortjener.”

Milestenen på stationsbygningen i Birkerød er malet direkte på den gule murstensfacade. Skiltet er særligt, fordi det blander forskellige skrifttyper, og særligt tretallet og a’et skiller sig ud fra resten af bogstaverne. ”Jeg er ikke sikker på, at skiltet af lavet af en professionel skiltemager, måske snarere en almindelig maler. Det er ikke teknisk veludført, men netop dét giver skiltet charme,” siger Jakob Engberg.

Jernbanegade 26, Kolding.

Et klassisk apotekerskilt i glas, der findes i mange danske provinsbyer. Skrifttypen er håndtegnet, og afstanden mellem bogstaverne er mindre i højre side. Det er ikke et ualmindeligt syn på gamle, håndmalede skilte, hvor skiltemageren af og til pludselig måtte konstatere, at han var ved at løbe tør for plads.

Bredgade 17, Lemvig.

Over indgangen til teateret i Lemvig er malet et stort skilt i relief – en teknik, hvor man enten løfter eller sænker motivet i forhold til dets baggrund, i dette tilfælde en husmur. Ifølge Jakob Engberg er skiltet et eksempel på, at mange gamle skiltemagere var dygtige til at tænke bygningens farver og udtryk ind i deres arbejde.

Gravene 8, Viborg.

Det krakelerede grønne og røde neonskilt, der sidder over en guldsmedeforretning på gågaden i Viborg, stammer med stor sandsynlighed fra 30’erne, hvor skilte bøjet i neon for alvor blev populære. Frem til 50’erne var neon den mest populære måde at lave skilte på, og man kan stadig finde mange gamle neonskilte rundt om i landet. De senere år har neonskilte igen fået lidt af en revival.

Enghavevej 10, København V.

Den håndlavede facade på herretøjsbutikken Motorious er et af de nyere skilte i bogen med sin moderne skrifttype uden seriffer, som er de små grafiske tilføjelser til selve bogstavets krop. I Motorious’ nye lokaler i Kødbyen er det Jakob Engberg selv, der har stået for udsmykningen med et skilt i samme skrifttype som på bygningen på Enghavevej, der i dag er revet ned.

Spanien 1, Aarhus.

Badeanstalten Spanien i Aarhus lyser op i mørket, når det store vertikale neonskilt tændes. Bogstaverne er bøjet i neon og lavet med såkaldt svøb, hvilket giver skiltet dybde og gør det mere synligt i dagslys. ”Ud over at skiltet helt konkret viser, hvad man kan finde inde i bygningen, er netop badeanstalten jo også et eksempel på, at et ikonisk skilt kan gøre en bygning til et landmærke,” siger Jakob Engberg.

Gravene 1, Viborg.

Mellemdammen 18, Ribe.

Vesterbrogade, København.

I en lejlighedsopgang på Vesterbro har en skiltemager støbt et skilt i sort mosaik i et terrazzogulv, hvor hvert lille stykke er placeret sirligt ved siden af hinanden. Efterfølgende er fugerne mellem hvert stykke blevet spartlet. Skiltet har formentlig skullet gøre opmærksom på en nu lukket butik og er ifølge Jakob Engberg et eksempel på, at nogle skilte er så godt håndværk, at de kan holde længere end de steder, de henviser til.

Store Landevej 13, Nørre Aaby.

Klareboderne 14, København.

Skiltet på Bo-Bi Bar, der åbnede i 1917 og er et af hovedstadens ældste værtshuse, udmærker sig ved de detaljerede ornamenteringer i guld og den markante skrifttype, der var meget populær i starten af 1900-tallet. ”Jeg kan især godt lide galgeskiltet, hvor der er malet med to forskellige skrifttyper oven på hinanden. Det er meget kreativt,” siger Jakob Engberg.

Strandvejen 187, Hellerup.

Hvid skrift på sort baggrund er den farvekombination, der giver det mest læsbare skilt på grund af den høje kontrast. Facaden på herretøjsbutikken Britannia er fremstillet i glas på sort baggrund, og bogstaverne i håndtegnet skrifttype er bukket i metal med svøb, hvilket er med til at give skiltet dets markante udtryk, forklarer Jakob Engberg. 

Tage-Hansens Gade 2, Aarhus.

Gammel Kongevej 143, Frederiksberg.

Rådhuspladsen 57, København K.

/

Er du Crazy med Gemütlichkeit

Går du gennem en dansk eller en europæisk bymidte i december og rammer en samling alpehytter, der dufter af dampende vin og stegte pølser, er du havnet i et julemarked af tysk tilsnit. Weihnachtsmärkte er blevet et eksporteventyr, og mistanken melder sig: Er tyskerne bedre til hygge?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox, Aalborg City

NÅR JULEN nærmer sig, bliver Gammeltorv i Aalborg forvandlet til en mellemting mellem en hyttelandsby og et tivoli. Her kan man indkøbe sin julesteg og sin pynt, køre en tur i en gammel hestekarrusel og varme fingrene og halsen på et glas varm vin – gerne toppet op med et pænt skvæt rom eller amaretto.

”Der bliver edderbroderemig solgt noget Glühwein,” siger Flemming Thingbak, direktør for detailhandel-organisationen Aalborg City og initiativtager til det årligt tilbagevendende julemarked i Aalborgs historiske bykerne. Sidste år kiggede knap en kvart million gæster forbi markedet, og håbefulde kræmmere står på venteliste for at få en stadeplads, fortæller Flemming Thingbak. Men den tyske gløggvariant strømmede knap så livligt dengang i 2002, da han lancerede konceptet.

”Det var bankeme en hård start. Jeg tror, danskerne havde lidt svært ved at tage det til sig. De så nogle boder, der var smækket op. Og gik videre.”

For at aflure, hvad der kunne få publikum til at stoppe op og hive pengepungen frem, drog Flemming Thingbak på studie­ture til Berlin, Lübeck, Kiel, Hamborg og andre tyske byer. Det har han været hvert år siden da, bortset fra sidste år, hvor han i stedet tog til Stockholm for at se, hvordan svenskerne holder julemarked. Men destinationen skuffede:

”Der var slet ikke det hjerteblod, man mærker blandt stadeholderne i Tyskland, hvor de er meget passionerede og stolte over deres tradition. ”

I Bautzen i delstaten Sachsen afholder man i år byens 636. julemarked for at være helt nøjagtig. Man bryster sig af at være den første by i Tyskland, der fik et, da kong Wenzel af Bøhmen i 1384 gav lokale slagtere lov at sælge deres varer på torvet hver søndag i en periode fra slutningen af september og frem til jul. Til at begynde med var det bare et kødudsalg, men med tiden førte det over i mere festlige markedsdage i advents­perioden, og i de større tyske byer bed skikken sig fast hen over middelalderen og renæssancen, og i dag er der tusindvis af julemarkeder i Tyskland. 

Det største er det i Frankfurt, der har eksisteret siden 1393, og som er så gigantisk en succes, at den har kunnet eksporteres til Birmingham, der siden år 2000 hvert år har afholdt Frankfurt Christmas Market. Markedsboderne med deres udvalg af lammeskindstøfler, trælegetøj, Christstollen og andre traditionelle julekager ankommer i containere fra messehovedstaden Frankfurt og omsætter for et tocifret millionbeløb regnet i pund sterling. Og Birmingham er langtfra det eneste sted i England – der ellers ikke er kendt for tyske tilbøjeligheder – hvor man kan blive Glühwein-omtåget i december. Også i Nottingham, Manchester og Leeds skænker de op. Ligesom man i Firenze kan spise Bratwurst på Weihnachtsmarkt Santa Croce foran byens berømte katedral. Og ligesom man i transsylvanske Sibiu kan beundre lyssætningen på byens julemarked, der i samarbejde med den østrigske ambassade i Rumænien er blevet afholdt siden 2007. 

Men hvorfor har det tyske julemarked en international gennemslagskraft, der begynder at ligne eventbranchens svar på den irske pub? Forfatter Knud Romer, der er af tysk-dansk familie, giver et bud:

”Tyskerne er virkelig crazy med jul. Der er ingen grænser for, hvor mange kager de har, og hvor tidligt på efteråret de går i gang. I det hele taget er det fra Tyskland, vi har importeret både juletræ og julelys og mange andre af vores juletraditioner. Samtidig er de mere sydlændinge end os. De opholder sig mindre i deres lejligheder og er bedre til at være i det offentlige rum.”

Og så er julemarkedet en pakkeløsning, der let kan flyttes rundt, siger han:

”Det er et lands kultur på vareform, og de ser ens ud overalt. Jeg synes, sådan et marked ligner et stort kukur. Det er forestillingen om den tyske Gemütlichkeit. Og det er lige så stereotypt, som hvis Danmark lavede en vikinge-middelalder-franchise.”

Efter at Københavns Kommune i 2015 gav flere offentlige pladser fri til julemarkeder, og de genkendelige alpehytter skød op på Højbro Plads og flere andre steder, var der nogle københavnere, der brokkede sig over det tyske præg på Indre By. 

”Man har bare hentet en standardløsning ned fra hylden og ikke overvejet, hvad der er specielt ved den by, man er i, altså København,” udtalte daværende teknik- og miljøborgmester Morten Kabell for eksempel til Information i 2016. 

Julemarkederne er muligvis lige så autentiske som H&M, halloween og andre globale sællerter, men det har endnu ikke påvirket udbredelsen. Ifølge Flemming Thingbak kan man dog ikke reproducere den tyske tradition én til én.

”Vi har forsøgt at give det et præg af noget, der er lige så dansk og nostalgisk som en ’Far til fire’-film. Der er gode danske ænder. Der er lune danske æbleskiver. De fleste af vores stadeholdere er fra Danmark, men vi har også folk fra andre lande, for eksempel en englænder, der sælger fudge, og en hollænder, der sælger ost.”

Dog er der elementer på Gammeltorv i Aalborg, der har direkte tysk forbillede. For eksempel det 30 meter høje pariserhjul. Og lyssætningen, som man investerede en million i sidste år.

”Det er imponerende, hvad de kan med lys dernede,” siger Flemming Thingbak, der også har købt sine 35 træhytter i Tyskland.

”Det er jo ikke nok bare at stille nogle telte op, når det er koldt.”

Efterspørgslen på noget mere skærmende end teltdug blev noteret hos Hvalsø Teltudlejning for flere år siden. Man besøgte julemarkedet i Hamborg, og man tog til fagmesser for udlejere for at finde træhytter at investere i. Men firmaet endte med at udvikle sine egne.

”Hvert hus tager otte minutter at sætte op. Det vigtigste for os er, at logistikken er god. Vi skal have plads til dem på vores lager, og de skal være nemme at transportere og montere,” siger direktør Claus Petersen om hytterne, som de begyndte at udleje for fire år siden.

”Vi ville gerne være firstmovers på området, men den slags skal lige løbes i gang. Det var først sidste år, det blev en god forretning.”

Og skal man tro direktøren, vil synet af hytterne i fremtiden ikke begrænse sig til julesæsonen:

”De kommer til at kunne bruges hele året til billetsalg og merchandise.”

HILS PÅ NABOEN

Tre kulturbegivenheder, der bringer dig tættere på Tyskland og vores fælles historie.

På flugt
Efter anden verdenskrig blev Danmark af de allierede pålagt at drage omsorg for de i alt cirka 250.000 tyskere, der flygtede hertil, da Tyskland brød sammen. I ’1945 – Historien om en flugt’ fortæller Teater Nordkraft om de cirka 40.000, der blev interneret i lejre i og omkring Aalborg.

19. februar – 30. marts.

Muren og alt det andet
Her ved 30-året for Berlinmurens fald fejrer Nationalmuseet den tyske kulturhistorie. På udstillingen, der er lavet i samarbejde med British Museum, kan du blive klogere på alt fra Bauhaus’ design og Wagners ideer til østtyske Østersø-flygtninge og pølsens historie.

Frem til 1. marts 2020.

Leselust
Hvad kendetegner litteraturen i Tyskland og Danmark, hvilke forbindelser findes der historisk og i dag, og hvad kan vi lære af hinanden på tværs af grænsen? Ved 100-året for genforeningen i 1920 udveksler tre forskellige festivaler i Trekantområdet, Slesvig og Hamborg forfattere og publikum. Hoveddeltager er forfatter Jens Blendstrup.

Hold øje med programmerne for Altonale Festival, Trekantområdets Festuge og Norden Festival.

 

/

Med på vognen

Ud & Se guider dig til syv ting, du kan opleve i december.
Tekst:RedaktionenFoto:Marie-Louise Høstbo

TURISTBUSSEN STOPPER IKKE HER

København tilbyder landets største samling af berømte bygninger. Men på et tidspunkt har du svimlet over Grundtvigskirken, viftet med flaget på Amalienborg og glædet dig over Børsens dragehalespir. Så er det tid at kigge efter de mindre kanoniserede arkitekturperler. Hvad med for eksempel at gå en tur i Universitetsparken og kigge på Kaj Gottlobs auditorium, genkendeligt på sit svungne kobbertag og sin glasfacade, som gemmer en smuk trææske af en forelæsningssal? Du kan også slå et smut forbi Frits Schlegels enkle og asymmetriske betonvilla på Bernstorffsvej 17. Eller tage en tur i lufthavnen uden billet og nyde Vilhelm Lauritzens fredede lufthavnsterminal fra 1939. Men det allernemmeste er at gå på opdagelse i arkitekt og forfatter Marie-Louise Høstbos nye bog ’Hemmelige steder’.

Er udkommet hos Strandberg Publishing.

POTTETRÆNING

Vil du holde fingeren på keramik-pulsen, så tag forbi Middelfart og Danmarks keramikmuseum Clay, hvor de for tiden viser udstillingen ’Afgang 19’. Her udstiller 11 elever fra Det Kongelige Danske Kunstakademis designuddannelse i Nexø på Bornholm deres bachelorprojekter. De udstillede genstande er resultatet af et 12 uger langt afgangsforløb, hvor de unge keramikere har udforsket leret og finpudset deres eget personlige udtryk.

Indtil 26. januar 2020.

GAVLTYVE

Gavlmaleriet lever godt i disse år, og i Københavns sine steder ganske grå Nordvestkvarter stråler kunstgenren nu med ekstra mange farver. I løbet af de seneste to år er 16 gavle på Rentemestervej og Møntmestervej blevet udsmykket af danske og internationale kunstnere. Resultatet er tilgængeligt for alle forbipasserende i det, som kunstsamler, kurator og initiativtager Jens-Peter Brask kalder ’Gadegalleri Nordvest’. Projektet er udført i samarbejde med andelsboligforeningen AB Mønten og med økonomisk støtte fra Områdefornyelse Nordvest, og idémanden håber, at de nye malerier vil stjæle samtalen i kvarteret: ”Forhåbentlig vil gavlene fremkalde en ny dialog blandt beboerne, når de mødes på gaden eller i trappeopgangen.”

SAMARKAND VIA LÆNESTOLEN

Med sit forløb fra velkendte Vesteuropa til mystiske Mellemøsten var Orientekspressen en toglinje, der sendte fantasien på rejse. Mest berømt har toget givet stof til Agatha Christies ’Mordet i Orientekspressen’ fra 1934, der er generøst filmatiseret, men man kan også læse om den hos forfattere som Paul Theroux og Knud Romer. Ruten fra Paris til Istanbul blev officielt indstillet i 1977, men den prisbelønnede norske forfatter Torbjørn Færøvik har sammensat sin egen rejse fra vest til øst, en tur, han beskriver i rejseberetningen ’Orientekspressen – En togrejse’, der gør stop i 22 byer undervejs fra London til Samarkand i Usbekistan. Bogen er også en tidsrejse med ledsagelse af kulturkoryfæer som Zweig og Heming­way og en næsten uudtømmelig kilde til historiske fakta og kuriosa. Vidste du for eksempel, at den første benzindrevne traktor blev taget i brug i Iowa i 1892?

Er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag.

SVEDETUR TRANSPORTABLE

Leder du efter aktiviteten, der kan få skuldrene til at sænke sig på dine julefrokostdeltagere – endda uden brug af alkohol? Så overvej at kontakte Butchers Heat, der har ombygget en gammel mandskabsvogn fra frømandskorpset til en sauna på hjul med smagfulde træbænke og industrielle køkkenklinker. Det er folk fra crossfit-miljøet, der står bag konceptet, der kan findes hver onsdag ved Margretheholm på Amager og hver torsdag ved Svanemøllen Strand. Og deres saunagus-mestre damper også gerne ud og spreder aromatiske skyer og generelt velvære over din private begivenhed.

Læs mere på butchersheat.dk

STRÅ MED TAG

Land og by. Centrum og udkant. Mark og flise. I diskussionerne om, hvilket land vi gerne vil skabe og bebo, skiller vi dem ofte ad som modsætninger. Med fænomener som byhaver og bybier rykker naturen dog stille og roligt ind på det urbane domæne. Og for tiden kan du på Dansk Arkitektur Center opleve 200 gallerikvadratmeter beplantet med korn. Folkene bag kornmarken kalder sig Rural Agentur og er fortalere for, at landdistrikterne bliver ligestillet med byerne, arkitektonisk set. Hvad det skal sige, kan du undersøge på udstillingen Dreyers Arkitektur Galleri, hvor de sammen med to andre tegnestuer fremviser deres vision for fremtidens arkitektur.

Åben indtil 16. februar 2020.

MØD SKABEREN

Hvis du går op i, at der skal være storytelling bag dine gaver, så kan Designskolen Koldings julebasar være stedet at gå på jagt. Bag basarens godt 125 små boder står designerne selv klar til at fortælle om deres kreationer udi smykker, tøj, print, tekstiler, møbler med mere. Og skulle du være blevet sulten oven på al snakken, kan der købes julelækkerier i skolens kantine. Ude i byen vil en række lokaliteter ydermere være fantasifuldt oplyst i anledning af Kolding Light Festival, der finder sted samme weekend. 

6. december kl. 14-20 og 7. december kl. 10-17. 

 

/

Kisteglad

Hovedpersonen i Maren Uthaugs nye bog er en bedemand med nekrofile tendenser. Romanen er på én gang en slægtssaga, en spøgelseshistorie og en undersøgelse af dødens kultur. Og måske rummer den sin egen morbide øko-morale.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas A

Hvorfor har du lavet en historie om en nekrofil?

”For et par år siden var der mange mennesker omkring mig, der døde. Både venner og familie. Jeg lavede nærmest ikke andet i et år end at rende til begravelser og begyndte at lægge mærke til og undre mig over alle de skikke og ritualer, vi stadig har omkring døden, selvom vi ikke er særlig religiøse, og jeg fik lyst til at skrive en roman, der beskæftigede sig med dødens kulturhistorie. Omkring den samme tid så jeg en dokumentar om pædofile, der forsøger at leve med deres tilbøjelighed uden at udleve den. Indtil da havde jeg nok haft det som så mange andre: Pædofile skal have skåret pikken af og låses inde. Nu fik jeg større forståelse for det skamfulde i deres situation, og det dilemma ville jeg gerne undersøge i min roman: Hvordan er det at være nekrofil og beslutte sig for at undertrykke sin seksualitet og leve som et ordentligt menneske? Det er jo det, han gør, min bedemand. En gang imellem må han onanere til en fantasi om et lig, men ellers modstår han fristelsen og gør sit arbejde ordentligt. Det er en person, man kan have sympati for.”

Hvad gjorde du for at sætte dig i hans sted?

”Det er et svært område at researche. De, der har tilbøjeligheden, taler ikke højt om den. Og dem, de nekrofile forgriber sig på, kan ikke fortælle noget. Og hvis man endelig finder et eller andet påstået forum for nekrofile, er det usikkert, om det er troværdigt. Jeg så noget nekrofil porno og tog en masse noter for at få noget troværdighed ind i mine egne beskrivelser. Nekroporn er ikke den ægte vare, men hvor nogle ligger helt stille og simulerer, at de er døde. Det kan ikke anbefales. Jeg føler, at det var one for the team.” 

Så der er ikke lavet noget forskning på området?

”Meget lidt. Jeg fandt en bog, der var relativt grundig, som jeg fik en del ud af. Den fortæller blandt andet, at en del nekrofile netop forsøger at finde arbejde, hvor de har adgang til lig, for eksempel som portører. Og så deler den de nekrofile op i fem undergrupper. Der er dem, der godt kan lide fantasien og gerne vil have konen til at spille død hjemme i ægtesengen. Der er dem, der tænder på at røre ved lig eller bare være i nærheden af dem. I Paris havde de en overgang problemer med folk, der spillede den af på kirkegårdene. Så er der dem, der gerne vil have penetration. Andre, specielt kvinder, kan have svært ved at sige farvel til deres partner, når han dør, og beholder liget hos sig lidt for længe eller gemmer og konserverer hans penis – det er usømmelig omgang med lig og straffes med bøde. Og mest ekstremt er der dem, der tænder på at slå ihjel. Det er jo et bredt spektrum og i virkeligheden uretfærdigt, at de første skal dele paraply med de sidste, men sådan er det nu engang i mangel af bedre kategori.” 

Var det svært for dig at få en udgiver med på ideen?

”Egentlig ikke. Der var dog nogle af mine første læsere, der sagde, at de havde haft lidt svært ved at komme igennem scenerne med nekrofil sex, at de havde haft lyst til at tage et bad og vaske dem af sig bagefter. Og jeg har ellers forsøgt at gøre de passager så neutrale som muligt.”

Hvordan tror du, eventuelle nekrofile læsere vil tage imod bogen?

”Det har jeg ikke gjort mig tanker om, men jeg håber, at de vil føle sig lidt set. Det er ikke, fordi jeg ligefrem har ønsket at tage nekrofile i forsvar, men jeg håber, at de vil synes, den er mere tolerant, end hvad man ellers læser. Det er svært at finde noget i medierne om nekrofili, der ikke er afskyvækkende eller sensationelt.”

Nekrofili er ikke det eneste, romanens karakterer kæmper med. I familien, som du følger gennem to århundreder, bliver nogle sindssyge, andre ser spøgelser, nogle drages mod at slå ihjel. Måske hviler der en forbandelse over slægten. Skal de straffes, fordi de arbejder som bedemænd eller på anden måde tjener penge på døden?

”Jeg er selv meget taknemmelig for den hjælp, jeg fik af bedemænd, da jeg skulle begrave min mor. De var virkelig søde og kompetente, så der er ikke nogen politisk pointe i det. Det er rigtigt, at jeg ikke er så flink ved mine karakterer, men det var mere for fortællingens skyld, at jeg syntes, det var interessant, at familien i tiltagende grad bliver fascineret af døden, jo længere den arbejder med den.”

Bogen kommer omkring i dødsriget. Fra dødsårsager som kolera og den spanske syge over bedemandsudstyr, folketro og kremeringsfakta til lugten af et frisk lig, som åbenbart er lidt a la skovbund eller tørv. Blev du selv fascineret af døden undervejs?

”Fascineret er nok så meget sagt, jeg er et meget nøgternt menneske. Men jeg blev grebet af researchen. I de to år, der er gået, siden jeg gik i gang, har den fyldt meget. Og i mit første manuskript var der meget, meget mere om sygdomme og ritualer. Jeg var nødt til at dræbe en del darlings for at finde ind til det, der var relevant for historien.”

Nøgtern, siger du … Det virker ellers, som om du har givet fantasien frit løb, blandt andet i et kapitel, hvor et genfærd og et levende menneske har forelsket sig. De løser problemet med at have sex ved, at den dødes sjæl tager bo i et andet levende menneske, der låner sin krop ud til deres kødelige forening.

”Jeg morede mig meget med at skrive det kapitel. Men jeg researchede også grundigt på det. Jeg opsøgte en clairvoyant, der i detaljer beskrev for mig, hvordan det fungerer, og hvordan det føles, når en ånd går ind i et fremmed legeme. Og det er ikke, fordi jeg er helt fremmed for ånderiget. Jeg er født i Norge, og noget af min familie er samisk. I den gren taler man med ånderne. Det er ikke noget, jeg tror på, men af og til kan de være nyttige. For eksempel var der en gang, hvor en onkel havde snydt mig for en bil. Men efter at min bedstemor, der har været død siden 1978, havde talt med ham og sagt, at det var Marens bil, fik jeg den tilbage. Så brokker man sig jo ikke.” 

Har arbejdet med bogen rustet dig til næste gang, nogen tæt på dig dør?

”Nej. De følelser er så overvældende. Dem kan du ikke forberede dig på.”

Du begynder din roman med en skibbruden dansker, en forfader til den nekrofile bedemand, der redder sig i land på stillehavsøen Tikopia. Her praktiserer man en stram social kontrol. Folketallet må ikke overstige 990, det er alt, hvad øen kan brødføde, så man må holde sig på måtten med at blive gravid, indtil der er en plads ledig, og skulle der ske et uheld, må man tage livet af sit nyfødte barn. Er det en pointe i din roman – i disse tider, hvor overbefolkning måske er den største trussel mod jordens fremtid …

”Jeg blev meget fascineret, da jeg tilfældigt læste om Tikopia. Den ø måtte bare med i bogen. De har taget begrebet bæredygtighed til sig på den helt hardcore måde. Men jeg ville aldrig advokere for, at man skal slå sine babyer ihjel. Eller i det hele taget lave en politik på området. På et overordnet plan kan jeg dog godt undre mig over, hvad vi mennesker tillader os. Vi skal hele tiden have nyt tøj, vi skal ud at flyve, vi skal have mange børn. Hvem har sagt, at vi har ret til det? Det er jo bare noget, vi har fundet på.”

Hvor mange børn har du selv?

”Tre. Så jeg har allerede overskredet min kvote. Men det ene har jeg med en tidligere kæreste. Så på den måde går det vel op, tænker jeg.”

Maren Uthaug, 47 år, har tidligere skrevet romanerne ’Sådan blev det’ og ’Hvor der er fugle’ og tegnet tegneserien ’Den lyse side’. Fast leverandør af striben ’Ting jeg gjorde’ til Politiken siden 2013.

 

/