EN FORMIDDAG på et designbureau i København diskuterer Tom Buk-Swienty og hans grafiske tilrettelægger det foto, de har valgt ikke at bruge til forsiden på hans nye bog. 

”Jeg er stadig lidt i tvivl. Det er et dejligt billede. Det viser det Afrika, der beskrives i bogen,” siger grafikeren.

”Ja. Men det er lidt for politisk ukorrekt til det engelske og amerikanske eksportmarked,” svarer forfatteren.

På billedet står Karen Blixen med fletninger, riffel og fodlang frakke ved siden af en udtryksløs sort bærer, der fremviser en stendød marabustork. Det er taget i 1914, samme år hun ankommer til Kenya for at blive gift med svenske Bror Blixen og tage hul på deres fælles liv som adelen på kaffeplantagen. Desværre pådrager hun sig hurtigt en slem malaria og som reaktion herpå en depression. Men nu er hun frisk igen, lægen har ordineret frisk luft og safari, og, bum, baronessen har fået ram på en langbenet tropefugl. Så hun storsmiler til kameraet.

”Det er et godt billede af Karen,” siger Tom Buk-Swienty, der har besluttet, at selv om døde dyr og indfødte tjenestefolk måske nok er for provokerende til forsiden, så skal billedet have en prominent placering inde i ’Løvinden’, hans nye biografiske fortælling om Karen Blixens 17 år lange ophold i Kenya, der dengang hed Britisk Østafrika. Og det er ikke kun, fordi han har lyst til at drille de kolonialt sensitive, men også, fordi smilet på hendes læber er et omdrejningspunkt i den historie, han gerne vil fortælle:

”Det er et af højdepunkterne i hendes liv. Hun er virkelig lykkelig.”

Karen Blixen bag rattet i hendes og Bror Blixens nyerhvervede bil under en rejse til den sydafrikanske kystby Durban, 1916.

AT LYKKEN IKKE varer ved for Karen Blixen, der bliver smittet med syfilis, oplever ægteskabet med Bror Blixen smuldre, mister elskeren Denys Finch Hatton i et flystyrt og til sidst må opgive farmen, ved alle, der interesserer sig for den danske forfatterinde. Ikke mindst, fordi hun selv har skrevet om meget af det i sit erindringsværk ’Den afrikanske farm’. 

Hvad færre ved, er, at der mellem ulykkerne modnes en beslutsom og dygtig forretningskvinde, der holder fast i sine forpligtelser på plantagen, mens mange af hendes med-koloniherrer har travlt med hor og storvildtjagter på det vilde kontinent. 

”Efterhånden tager hun i stadig højere grad ansvaret på sig som direktør for kaffekompagniet. Hun arbejder benhårdt, er med til at vælge, hvilke traktorer de skal bruge, er ude i marken. En allestedsnærværende kvinde, der lægger sig i selen for, at alle, der arbejder på farmen, skal have det optimalt. Hun har et kæmpe talent,” siger Tom Buk-Swienty.

Den praktisk begavede slidertype passede ikke med forfatterens selvbillede som højaristokratisk tragedienne. Men karaktertrækket er blevet en vigtig pointe i ’Løvinden’, der i det hele taget er sin egen fortælling.

”’Den afrikanske farm’ er langt hen ad vejen autofiktion. Bare læs første linje: ’Jeg havde en farm i Afrika.’ Det havde hun faktisk aldrig. Men det har taget mig lang tid at udrede, hvad der er opdigtet, og hvad der er virkelighed. Nu glæder jeg mig til at få pillet lidt ved billedet af hende.”

PÅ EN VIS MÅDE begyndte Tom Buk-Swientys arbejde med Blixen-biografien allerede, da han for mere end 10 år siden skrev ’Slagtebænk Dybbøl’. Under researchen til bogen om krigsnederlaget til Prøjsen og Østrig stødte han på Wilhelm Dinesen, der var med i ottende brigade og overlevede de fleste af sine kampfæller under slaget ved Dybbøl 18. april 1864. 

Dinesen beskrev senere dramaet i en erindringsbog med en litterær flair, der imponerede Tom Buk-Swienty, som ikke på forhånd vidste, at skribenten var Karen Blixens far. Da han blev opmærksom på slægtskabet, blev han kun mere nysgerrig, og han foreslog sin forlagsredaktør at skrive en bog om ’Kaptajn Dinesen’, der også deltog i den fransk-tyske krig i 1870-71 og en overgang levede blandt indianere i Wisconsin.

”’Jeg forestiller mig en lille bog, en 200-siders sag,’ sagde jeg. Men da jeg først kom i gang og så, hvor meget der lå af kildemateriale, åbnede det en kolossal verden. Biografien endte med at blive 1.000 sider. Og hurtigt vidste jeg, at der var et helt familieportræt her,” siger Tom Buk-Swienty, der fulgte to bind om Wilhelm Dinesen op med en bog om sønnen Thomas og hans tætte forhold til søsteren Karen. 

For fire år siden var tiden kommet til at gå i krig med den berømte datter, en opgave, der var meget mere kompliceret. For hendes historie var han ikke alene med. Her var Tom Buk-Swienty nødt til at sammenholde Karen Blixens breve – omtrent 4.500 manuskriptsider udgør korrespondancen med broren og moren alene – dels med hendes egne bøger og dels med al sekundærlitteraturen for at finde så troværdig en version af koryfæet som muligt. 

”Det har været lidt af et minefelt,” siger Tom Buk-Swienty, der også længe var gået uden om Karen Blixen, fordi han egentlig ikke var så vild med hendes persona.

”Da jeg gik i gang, havde jeg ikke hele den næsegruse beundring, men mere et billede af en rosinindtørret, krukket, snobbet baronesse. Og jeg har været ved at opgive bogen undervejs, fordi hun kan være så overforkælet, urimelig og hysterisk, at jeg næsten ikke kunne fordrage hende.”

Som eksempel nævner Tom Buk-Swienty en ferie i Paris, hvor Karen Blixen med et fingerknips bruger, hvad der svarer til 200.000 kroner i dag, på nyt tøj, men stadigvæk savner ordentligt overtøj, fordi det er en kold marts det år. Så hun får sin mor i Danmark til at gå på jagt efter en særlig pels og sende den ned til hende. 

”Hun koster rundt med folk og bliver vred, hvis de ikke sender hende penge. ’Fattigdom passer ikke til min natur,’ skriver hun på et tidspunkt til sin bror. Og samtidig vokser der en fantastisk stærk, begavet, fremadskuende, progressiv og sjov kvinde frem af brevene, som man alligevel overgiver sig til. Og en person med et vidunderligt forhold til afrikanerne, som hun betragter som ligemænd på en helt anden måde end de engelske bosættere, som er hårde og nedladende.”

De tidlige koloniherrer havde respekt for det mystiske afrikanske kontinent, og den dobbelte filthat kom på mode, fordi man mente, at solen kunne underminere hvide menneskers konstitution og gøre dem direkte sindssyge. Billedet er fra 1914 og ender på forsiden af ’Løvinden’.

MANGE EUROPÆERE tog til det koloniale Afrika på jagt efter lykken, for eksempel igennem kaffedyrkning eller safarier. Mange drømme blev slået ned igen af tørke, græshopper, malaria og lignende hårde realiteter. Andre længsler igen fik frit spil. Karen Blixen omgikkes medlemmer af det, der blev kaldt The Happy Valley-kliken, en gruppe britiske aristokrater, der levede et udsvævende liv med stoffer og partnerbytte i Wanjohi-dalen vest for Nairobi, og som gav anledning til en talemåde hjemme i England: ”Are you married or do you live in Kenya?”

Karen Blixen smed også, om end på et mindre ekstremt niveau, tøjet og hæmningerne med sin årelange kærlighedsaffære med den engelske adelige storvildtjæger Denys Finch Hatton.

”Det havde været helt umuligt i Danmark for hende, der var rundet af det høje borgerskab, at have et forhold til en mand uden at være gift med ham. På nogle måder var hendes liv i Afrika lettere og friere. Her kunne hun trække vejret og leve på sine egne betingelser.”

Karen Blixen har stadig et pænt ry blandt enkelte kenyanere. Det har Tom Buk-Swienty erfaret, da han drog i den nygifte baronesses fodspor for at opleve, hvordan det må have været at ankomme med damperen til den fugtighede havneby Mombasa for derefter at rejse 18 timer med tog til en farm på størrelse med Albertslund Kommune i det tørrere og mildere højlandsklima i Ngong Hills, der i dag er forstad til millionbyen Nairobi.

Under researchopholdet kunne han iagttage grusvejenes røde farve, savannens overdådige dyreliv og lokalbefolkningens venlige sindelag. Og selv om den almindelige kenyaner ikke aner, hvem hun er, mødte han undervejs enkelte efterkommere til folk, der havde arbejdet for Karen Blixen i levende live.

”’The good one’, kalder de hende. Og det er vel svært at få en større cadeau i et land, der forståeligt nok har travlt med at glemme sin kolonifortid,” siger Tom Buk-Swienty, der under det flere måneder lange ophold, hvor han bosatte sig på en farm i det centrale Kenya, havde held til at finde en pæn portion ikke hidtil publicerede fotografier af Karen Blixen og hendes miljø. Blandt andet hos Elisabeth Gregory, datter af farmens første bestyrer, svenske Åke Bursell, der i dag er 80 år og bor i Malindi, lidt nord for Mombasa.

”Hun havde fået mange historier fortalt og havde alle de her mørnede album liggende, som jeg har brugt mange billeder fra.”

Omtrent 2.000 private billeder har Tom Buk-Swienty bladret sig igennem foruden de cirka 3.000 billeder, han har kunnet studere på museer og i arkiver. Heraf har han udvalgt omkring 200 stykker, og det er et oplæg til, hvor i bogen de skal bringes, som han og den grafiske tilrettelægger er ved at gennemgå denne formiddag i København.

”Jeg tænker meget visuelt, når jeg skriver, så det er meget taknemmeligt, at Karen og Bror Blixen, virkelig har sørget for at tage og få taget mange billeder af sig selv i alle mulige situationer. Der er så mange, at jeg næsten har kunnet følge hele hendes livsbane,” siger Tom Buk Swienty.

 Som struktur og inspiration printede han de mest sigende billeder ud og arrangerede dem på en tidslinje på et par store tavler i sit kontor, inden han gav sig til at skrive. Resultatet er blevet en bog på over 700 sider:

”Folk siger, at tiden er til korte bøger, men Harry Potter er også lang. Jeg håber, at folk bliver fanget af den fantastiske historie, når de først er kommet ind i universet.”

Karen Blixen i Danmark, 1913.

UD OVER HENGEMTE fotoalbum har forfatteren haft adgang til en anden så at sige uberørt kilde. Som den første Blixen-biografiker har han nærlæst Afrika-årenes brevveksling mellem Karen Blixen og hendes morbror Aage Westenholz. Den blev udgivet sidste år af litteraturforskeren Benedikte Rostbøll, og det er her, ejerforholdet til farmen bliver helt klart. Forretningsmanden Westenholz var nemlig hovedaktionær i firmaet Karen Coffee Company, der ejede kaffeplantagen, hvilket vil sige, at Karen Blixen tager munden lidt vel fuld i sin berømte åbningslinje i ’Den afrikanske farm,’ hvor hun kalder farmen sin, mens hun ret beset kun var dens direktør. 

”I bogen beskriver hun sig selv som den her feudalherskerinde. Men der har altid været et kæmpe missing link i den historie. I virkeligheden havde hendes onkel enorm betydning i forhold til at muliggøre det afrikanske eventyr. Vi kan beregne os frem til, at han og de øvrige aktionærer poster noget i retning af 100 millioner nutidige kroner i den farm. Da hun brokker sig over, at der ikke bliver postet endnu flere penge i foretagendet, skriver han med nogen bitterhed til hende, at han ’på nuværende tidspunkt har investeret, hvad der svarer til et af mine børns arv’. Det bliver hun enormt sur over,” siger Tom Buk-Swienty.

Da Karen Blixen efter sin hjemkost til Danmark er brudt igennem som forfatter med ’Syv fantastiske fortællinger’ og går i gang med sit andet store litterære værk, ’Den afrikanske farm,’ beder hun sin onkels enke om at få deres brevveksling. Men hun nægter at frigive brevene på opfordring af Karen Blixens moster Bess, og først med tobindsudgivelsen sidste år fik offentligheden adgang til dem. Ifølge Tom Buk-Swienty holdt moster Bess blandt andet sin afdøde brors breve tæt til kroppen for at beskytte sin niece.

”Brevene skulle i ’glemmebogen’, mente mosteren. Dels følte hun, at niecen ikke havde påskønnet onklens hjælp. Dels mente hun ikke, at det ville være klædeligt for Karen Blixen, at brevene kom ud, fordi hun i en del af dem er temmelig urimelig.”

Karen Blixens onkel er overhovedet ikke nævnt i ’Den afrikanske farm’. Måske som en hævnakt. Måske af litterære årsager – fordi hans kolde kontanter ikke passede ind i hendes romantiske Afrika-konstruktion. 

I VIRKELIGHEDEN holder Karen Blixen og hendes lederevner liv i farmen og dens op mod 1.000 ansatte forbavsende længe. Det er ydre faktorer som kulde og tørke, der i det lange løb gør den til en dårlig forretning. Beslutningen om at lukke farmen bliver truffet i Danmark, hvor kaffeselskabets bestyrelse mente, at den ikke stod til at redde. 

Efter at have lagt sit livs kærlighed, Denys Finch Hatton, i graven, forsøger Karen Blixen at tage sit eget liv og slutte sig til ham, men overlever. 

31. juli 1931 forlader hun det afrikanske kontinent for altid, da hun stiger om bord på en oceandamper, som sætter hende af i Napoli, syg, afkræftet og ruineret. Alligevel lader Tom Buk-Swienty baronessen slutte biografien med et smil på læben. 

Ligger der en sidste bog i sagaen om familien Dinesen og venter?

”Tanken har selvfølgelig strejfet mig. Hun er jo ikke uinteressant som randfigur i 50’ernes litterære miljø, hvor hun laver numre med de unge digtere, og da hun bliver en stjerne og kommer verden rundt. Men jeg har ikke noget på bedding. For det er en mere stillestående historie, mens jeg godt kan lide det store ydre eventyr. Og det slutter lige der, da jeg sætter hende af båden.”

’Løvinden’ udkommer på Gyldendal 29. august.