Indlæg

Vindstyrke

Tobias Kippenberger fløj fra reden med en rockstjernedrøm. Nu vender han tilbage til Esbjerg for at sætte havnebyen på festival-landkortet og blæse nyt musikalsk liv i fødebyen.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Philip Skovgaard

MENS MANGE ANDRE danskere gik rundt i deres corona-boble og mærkede nye drømme og ambitioner melde sig i maven, efterlod nedlukningens lange solskinsdage en lyst inden i Tobias Kippenberger til at give noget igen til sin hjemby.

”Når jeg tænker tilbage på Esbjerg i mine teenageår, havde jeg et fedt øvelokale, og jeg gik på et fedt gymnasium med mange sjove mennesker. Der var et kulturhus for unge, hvor jeg og mit band fik frie hænder til at arrangere koncerter. Jeg arbejdede som frivillig på Tobakken, byens største spillested, hvor jeg kunne komme tæt på de rigtige musikere og snuse til backstagelivet. Nogle havde tænkt sig om og arbejdet for, at den slags oplevelser var lagt til rette for mig. Men i bakspejlet har jeg det også, som om jeg var lidt utaknemmelig dengang,” siger Tobias Kippenberger, der begyndte at synge i The Floor Is Made of Lava omkring afslutningen på folkeskolen og skyndte sig til København sammen med bandkammeraterne, så snart de var blevet studenter.

”Vi havde udlængsel og store armbevægelser, som vi følte, Esbjerg ikke kunne levere på. Vi havde høje tanker om os selv. Og vi ville gerne have et større publikum,” siger den nu forhenværende forsanger.

Foto: NorSea

I KØBENHAVN OPDAGEDE de, at det var meget sværere at tiltrække publikum, end det havde været hjemme i Esbjerg, men de kløede på, spillede på halvtomme cafeer og knoklede for at blive Månedens Demo i Gaffa, og efterhånden fik de hul igennem til en pæn position på den danske indie-scene med prisnomineringer og flere storspillende radiosingler. Og en gang eller to om året vendte de hjem for at spille på Tobakken eller til en byfest.

”Det var en meget positiv oplevelse at vende hjem til Esbjerg. Vi fik et klart kernepublikum og blev altid taget imod med klapsalver og kyshånd. Man bliver måske mere interessant, når man bevæger sig uden for bygrænsen – og klarer den,” siger Tobias Kippenberger.

Tre album med tilhørende turneer blev det til i løbet af de syv år, der gik, inden bandet holdt sin sidste koncert på Plænen i Tivoli en septemberfredag i 2013.

”Det var syv intense år. Jeg tænkte nærmest kun fra hånden til munden. Men til sidst blev jeg ramt af en lyst til at blive voksen, til at have lidt længere lys på,” fortæller han.

”Måske var vi kreativt nået i mål med hinanden i bandet. Vi havde drevet det til noget fedt, som vi endda kunne leve af. Men måske var der også en tvivl på, at succesen kunne vare ved, at vi kunne vinde verdensherredømmet med vores musik?”

MANDEN PÅ BROEN

Tobias Kippenberger, 40 år. Fra Esbjerg.

Festivaldirektør for Suset.

Har arbejdet med bogholderi, økonomisk rådgivning og været forsanger i bandet The Floor Is Made of Lava.

Ifølge forsangeren var det ikke vanskeligt at trække sig tilbage fra rampelyset. I virkeligheden havde han aldrig levet for opmærksomheden – var der en rød løber, blev den undgået nærmest demonstrativt. Og sideløbende var han begyndt på Rytmisk Musikkonservatoriums bacheloruddannelse Music Management – med hans egne ord en lidt flygtig uddannelse rørt sammen af lidt musikhistorie, lidt markedsføring og lidt jura. Men også økonomistyring, som fik ham til at se lyset, mens han svedte over et merchandise-regnskab for bandet og kæmpede med at få kredit og debet, aktiver og passiver til at gå op. Følelsen, da det lykkedes, var velkendt.

”Jeg har altid nydt fordybelsen. Da jeg spillede i band, var det måske ved at sidde oppe til klokken fire og skrive på en sang og prøve at få ordene til at skabe en reference, en cirkulær bevægelse eller på en tredje måde gøre teksten spændende. Nu var det så fordybelsen i tallene i et regnskab,” siger Tobias Kippenberger, der begyndte at lave regnskaber for andre musikere, da The Floor Is Made of Lava lukkede ned. Snart opbyggede han sig en kundegruppe i miljøet.

”Jeg havde jo ingen revisoruddannelse, men måske talte vi samme sprog. Måske følte de artister sig ikke lige så skyldige, når de kom og afleverede en gammel Netto-pose fyldt med krøllede kvitteringer til mig, som de ville have gjort over for et eller andet stift jakkesæt.”

Foto: NorSea

MED TIDEN VAR det ikke kun krøllede kvitteringer fra turbus-livet, han tog sig af. Efterhånden havde flere af kunderne både bestyrelser og organisationsstruktur. Tobias Kippenbergers opgaver spredte sig over både bogholderi, administration og økonomisk rådgivning, og en dag tilbød en kunde ham en stilling i en ny startup, der skulle lancere en online billetplatform. Havde han lyst til at prøve at arbejde med IT, spurgte de og gjorde ham til landechef for den nye platform, Tikkio.

”Jeg har aldrig været god til at sætte mig på en stol og læse op på ting. Jeg er mere learning by doing, men jeg har åbenbart en tro på, at jeg altid kan lære noget nyt og få det til at fungere,” siger Tobias Kippenberger, der sammen med sin nye arbejdsgiver rendte panden mod en mur, da corona i 2020 kom ind på scenen og minimerede mulighederne for at sælge billetter til noget som helst.

Han blev fritstillet og gik rundt i sin have i det gode vejr i noget, der føltes som en evighed. Gjorde sig lidt tanker. Og fik lyst til at gøre en indsats for den musikalske talentmasse i Esbjerg.

”Jeg var på det tidspunkt engageret i et talentprogram i København og tænkte, at man måtte kunne lave noget tilsvarende i Esbjerg.”

De næste par år rejste Tobias Kippenberger ikke bare til Esbjerg i ny og næ for at besøge sin mor og sine svigerforældre, men også ofte for at tale med de unge, med kulturbranchen, med rådhuset og med erhvervslivet – for bedre at forstå, hvad det egentlig er for et sted, han kommer fra. 

Esbjerg har ry for at være god til at omstille sig og har igennem sin godt 150 år lange historie både været afskibningspunkt for landbrugsvarer til England, vigtig fiskerihavn, knudepunkt for offshore-trafik og centrum for vindenergi og grøn omstilling. Senest er Esbjerg Havn på NATO’s ønskeliste, hvis sejlrenden kan blive uddybet nok til de store krigsskibe. 

Mange forbinder imidlertid stadig byen med brune værtshuse, rødspætter i dyngevis og en på kassen, hvis man stikker en udefrakommende næse for langt frem. Samtidig har byen desperat brug for nyt blod for at kunne opretholde sin rivende kommercielle udvikling. Men landets femtestørste by er måske nok en af Danmarks yngste byer, men ikke nødvendigvis nogen magnet for unge tilflyttere.

”Erhvervslivet er lykkedes med at skabe virkelig mange arbejdspladser og har trukket mange virksomheder til byen. Der er vindkraft. Power to X-anlæg. Det er sindssygt, hvad der foregår på den havn,” siger Tobias Kippenberger. 

”Men man har også svært ved at tiltrække den bedst uddannede del af arbejdsstyrken. Engang var det et fiskersamfund, nu har man brug for jurister og ingeniører. Den rekruttering er ikke i mål. Der er kommunen og erhvervslivet enige i, at det godt kan betale sig at gøre byen mere attraktiv.”

ALT GODT FRA HAVET

Havnen danner rammen, og havnen bliver et gennemgående tema på den nye festival, hvor der blandt andet kommer til at være knallertræs på havnen ved den lokale Puch Maxi-klub Maxi Maniacs og – håber festivaldirektøren – lokale specialiteter som bakskuld (saltet, lufttørret skærising) og kaffepunch.

UNDER ARBEJDET MED byens musikalske talent fik Tobias Kippenberger den idé at skabe en ny stor musikfestival, lige dér, midt på havnen. I knap 30 år havde man Esbjerg Rock Festival, men den opløste sig selv efter 2018-udgaven på grund af dårlig økonomi. Sidste år gik Tobakken konkurs, stedet åbner dig igen i august, men kulturlivet mangler infrastruktur.

”Alle store, moderne musikproduktioner hænger lyd- og lysanlæg op i loftet. Men Esbjerg har ingen scene, der kan rumme de største danske navne. Der er kun en håndboldhal med et skrøbeligt gammelt loft. Så de største danske artister kører bare i en bue udenom. Hele Sydjylland er skåret af,” siger Tobias Kippenberger, der sidste år begyndte som direktør for Suset, den nye festival, der har premiere på Esbjerg Havn i august i år. 

I ryggen har han koncert- og festivalarrangøren Live Nation, der blandt andet har nyere danske festivaler som Heartland og Copenhell i porteføljen, og i partnerkredsen finder man også Esbjerg Kommune, Esbjerg Havn og repræsentanter for det lokale erhvervsliv. På plakaten hedder hovednavnene blandt andet Teddy Swims, Medina, D-A-D, Andreas Odbjerg og Tessa, og omgivelserne bliver asfalt og beton, kajkanter, bliklagerhaller og høje lysmaster.

”Suset er en mainstream-festival, og ambitionen er i første omgang at få de største danske artister tilbage til Esbjerg. Det synes jeg, byen fortjener. Samtidig er en festival mere end musikken, så vi forsøger at skabe en totaloplevelse, der trækker på Esbjergs identitet som havneby. Det skal være et særligt univers, du kan træde ind i, som du ikke får på andre festivaler. Vi drømmer om at få et 20 meter højt skib til at lægge til kaj og danne kulisse. Vi drømmer om en kæmpe kran inde midt på pladsen, hvor vi kan indrette en bar og hænge en kæmpe diskokugle i hejseværket.”

Og hvorfor kalder I festivalen Suset?

”Det er en del af esbjergensernes egen kernefortælling: Her blæser det altid. Det ville vi gerne finde et positivt ord for. I Esbjerg kan der være en tendens til at tale sig selv lidt ned. Jeg vil hellere tale det op.”

Suset finder sted for første gang på Esbjerg Havn 16.-17. august. Der er 10.000 billetter til salg. Hør blandt andre Teddy Swims, Anne Linnet, Noah Carter, Malte Ebert, Nik & Jay og Magtens Korridorer.

/

Spændt op til lir

Rigtige senge og blomster i vaser. Glamping er populært, og de bløde overnatningssteder findes overalt i landet. Hollandske Tirza Snip og hendes partner forelskede sig på et danmarksbesøg i Langeland og endte med at slå teltpælene ned.
Tekst:Lene Lykke HovmandFoto:Tiki Camp

JEG ER VOKSET op med traditionel camping med telt og er ikke så meget til hoteller, fordi man er inde i en bygning. Jeg vil hellere være tæt på naturen. I Amsterdam boede vi midt i byen og havde travle jobs i mediebranchen – jeg i marketing, og min partner Nicki Dreyer arbejdede med tv – og når vi skulle have en pause fra hverdagen, kunne vi godt lide at tage på ture og være udendørs, men med en vis komfort. Jeg tror, det er det, folk vil have nu, fordi alting går så hurtigt. Når man tager på ferie, vil man gerne have en pause fra de mange indtryk og bare hænge ud. 

Vi ville gerne have en anden livsstil og starte noget, som kunne forene de ting, vi elsker: natur, dyr, camping, ø-stemning og stil. Og gøre de ting tilgængelige for andre. Så vi kiggede os omkring uden for Holland, hvor der er meget pakket, og det var svært at finde et godt sted. Vi kørte først sydpå i vores gamle Hymer-autocamper, men vi blev enige om, at det er for varmt for os i Sydeuropa, og at vi hellere ville kigge mod nord. Glamping var ikke planen fra starten, men den idé begyndte at udvikle sig.

VI KENDTE IKKE noget til Danmark, men vi kiggede på Sverige på grund af naturen, de rare mennesker og de fine, gamle skoler. Ved et tilfælde faldt Nicki på nettet over et hus på Langeland, og så tænkte vi, at vi måske skulle tjekke Danmark ud. Da vi kørte herop for at se huset, tænkte vi bare: ”Wow!” Især Fyn var meget smuk at køre igennem, og Langeland havde mange gamle gårde, som var billigt til salg. 

Gården, vi kiggede på, var med bindingsværk og stråtag og var meget charmerende. Det var vinter, og vi tænkte, at når vi allerede syntes, at det var skønt dér, måtte det være ekstremt skønt om sommeren. Vi var her i februar og flyttede herop i juni.

Vi vil gerne være et sted, hvor der er rigtig rart at være, og jeg kan sige, at når vores gæster kommer her, sætter de automatisk tempoet ned og laver mad over bål, hilser på dyrene, går en tur igennem køkkenhaven og siger til os, at det er virkelig rart. Det er et lille sted, så vi føler det næsten, som om folk er gæster i vores private hjem. Vi følte os selv stressede i Amsterdam og kunne nogle gange miste forbindelsen til hinanden og til os selv, fordi vi altid var online. Det, vi skaber her, er et sted, hvor folk kan genskabe forbindelsen til hinanden og slappe af.  Mange finder sig til rette i deres telt, giver det et personligt touch, nulstiller og nyder forbindelsen med naturen.

ER DU OGSÅ EN TELTHUND, DER GLAMMER?

I Tranekær på Langeland kan du bo i glampingtelt, træhytte eller i en såkaldt star dome med panoramavindue. Der er badefaciliteter, sauna, legeplads og klatretræer, klappedyr, brænde til at lave bål med og et fælles køkken med pizzaovn.

Der er masser af andre steder i landet, der også tilbyder glamping. Find dem på campanyon.com eller på glampingguiden.dk

I ÅRENE EFTER vi åbnede vores glamping camp i 2018, så vi, at mange andre steder poppede op, og efter corona gik det hurtigt. Jeg tror, det skyldes, at glamping er en kombination af at være på et hotelværelse og i naturen. Du har komforten, men kan samtidig høre fuglene synge om morgenen.

Når man skal på ferie, vil man gerne have garanti for vejret, men det findes jo ikke. Det er sjovt, for i Danmark er folk faktisk meget afslappede i forhold til vejret. Sikkert fordi de er vant til, at det er foranderligt. Typisk gør folk sig det hyggeligt indendørs, og vi har forskellige overnatningsmuligheder, så hvis folk er meget bekymrede, vil vi anbefale at booke et af de større steder, hvor der er mere plads til indendørs hygge. Men selv det år, hvor det regnede i hele juli, var der hele tiden børn ude at lege.

Tirza Snip (t.h.) og Nicki Dreyer forlod Amsterdam i 2018. De har en datter på tre og venter en lille dreng. Til familien hører også to hunde og to katte.

VI ELSKER DANMARK om sommeren, når solen skinner, markerne er gule, og aftnerne er lange. Det er nemt at komme ud i naturen i Danmark, og her er ikke lige så mange mennesker som i Holland. Det er meget afslappet her.

Det, vi virkelig godt kan lide på Langeland – og det gælder nok for det meste af landet – er, at du altid er tæt på stranden. Her er også vilde heste, og hvis man kigger godt efter på markerne, kan man også se kaniner, rådyr og andre vilde dyr. Vi tænker tit, at vi på Langeland om sommeren bor i landskabet fra ’Teletubbies’. Naturen er så nuttet her med bakker og en lille smilende sol.

/

Mordets gåde

De optræder i bøger, på film og på tv, men desværre også i virkeligheden. Florence McLean er ekspert i seriemordere, men hvordan undgår psykologen og forfatteren at lade ondskaben påvirke sit humør?
Tekst:Rikke Thue PoulsenIllustration:The Noun Project

Du er uddannet psykolog og har skrevet speciale om seriemordere. Hvad var det, der interesserede dig?

”Du kan næsten ikke finde noget værre end mennesker, der slår andre mennesker ihjel for at udleve noget psykologisk og få kontrol eller magt, som seriemordere gør.

Der er jo mange andre ting, man kunne vælge at gøre, så hvorfor gå ud og slå nogen ihjel? Det er det store spørgsmål. I dag ved jeg meget mere om, hvad det er, der får dem til det, men følelsesmæssigt har jeg stadig svært ved at forstå det.”

Hvad karakteriserer en seriemorder?

”Næsten alle seriemordere har selv været udsat for noget forfærdeligt tidligere i livet. Men det, de udlever, når de slår ihjel, er forskelligt fra person til person. Så man kan ikke definere én type. Men når nogen spørger: ’Hvordan spotter man en seriemorder?’, så siger jeg: ’Prøv at kigge dig omkring, og find den mest charmerende, almindelige og venlige person.’ Ofte har man ingen mulighed for at se det udefra, og når der er begået et mord, hører man tit folk sige: ’Åh gud, var det ham? Det kan jeg ikke tro, han var da så sød.’ Ja, præcis. ”

Til dit speciale og i din forskning har du været i kontakt med langt over 100 seriemordere. Hvordan fungerede kontakten?

”Jeg fik adresserne på en masse seriemordere af mine kontakter i branchen og lavede et spørgeskema, som jeg sendte til dem med brev. Det var spørgsmål som ’Hvorfor tror du selv, at du er blevet seriemorder?’ og ’Hvad tror du, der skulle til, for at du ikke var blevet seriemorder?’ De fleste af dem vidste jeg kun var seriemordere, men ikke hvad de havde lavet, eller hvem og hvor mange de havde slået ihjel, fordi det ikke var selve drabene, jeg var interesseret i, men mennesket bag.

Nogle spurgte, om jeg ville komme på besøg eller sende billeder af mig selv, men det havde jeg besluttet mig for, at jeg på ingen måde ville. Det var min måde at styre, at det ikke var en relation. Vi var ikke venner, selvom jeg havde en god tone med dem.”

Foto: Thomas Howalt Andersen

OMRIDS AF FLORENCE

Florence McLean, 59 år. Foredrags-holder og forfatter.

Uddannet psykolog. Criminal profiler og gerningssteds-analytiker.

Har medvirket i tv-dokumentarer som ’Kriminelt’ og ’Når mænd slår kvinder ihjel’ på DR.

Forfatter til blandt andet ’Ondskabens psykologi – Profiler af seriemordere’. Udkommer med sin tredje bog i 2025.

Er der en af de seriemordere, du havde kontakt til, som du husker særligt godt?

”Jeg husker især Arthur Shawcross, som er en af dem, jeg har kommunikeret længst tid med, 2-3 år, og en af dem, jeg godt kendte til på forhånd. Han blev kaldt ’The Genesee River Killer’. Først voldtog han to børn og slog dem ihjel, efterfølgende slog han 11 kvinder ihjel. Han var slående normal at kommunikere med, selvom han havde haft et traumatisk liv, hvor han var blevet udsat for både fysisk, psykisk og seksuel mishandling. Han fik diagnosen PTSD, og han havde svært ved at få livet til at hænge sammen. Jeg har meget empati med Arthur Shawcross. Lige indtil han begår sit første drab, så har jeg ingen empati længere. Jeg har lavet en model, som jeg kalder multifaktormodellen, med 29 kendetegn, som man skal se efter, hvis man vil udpege en potentiel seriemorder. Det er tegn, som mange seriemordere har, og Arthur Shawcross opfyldte stort set alle sammen, blandt andet dyremishandling, ildspåsættelse, ufrivillig vandladning efter det 12. år, ondskabsfuldhed over for andre børn og en traumatisk barndom.”

Hvordan bliver du påvirket af kommunikationen med den slags mennesker?

”Jeg tror ikke, man kan undgå på den ene eller den anden måde at være påvirket af det. Men jeg har nogle strategier, jeg har opbygget over mange år. Jeg sidder for eksempel ikke og researcher om aftenen. Og, ja, seriemord er forfærdelige. Men man skal huske på, at jeg kommer jo ind i det her, når folk er døde. Jeg kan distancere mig lidt fra det. 

Så ingen mareridt?

”Nej, faktisk ikke. Jo, forleden havde jeg et mareridt, hvor jeg havde et arbejde i kommunen – det var frygteligt, ha ha! Men nej, jeg har ikke mareridt om seriemordere. Det er nok, fordi jeg bearbejder det, jeg beskæftiger mig med. Jeg har min egen supervisor, som er en psykolog, jeg har haft siden 2004, og som jeg bruger i mange sammenhænge. Jeg har Bent Isager-Nielsen (tidligere drabschef i Rigspolitiet, red.), som er min sparringspartner, mentor og en god ven. Derudover skriver jeg det hele ned og holder foredrag om det. Så jeg har hele tiden en ventilering i gang.” 

Tror du, det kræver et bestemt slags menneske at lave det, du gør?

”Jeg tror, det kræver nogle stærke strategier. Da jeg blev psykolog, fandt jeg ret hurtigt ud af, at du ikke kan hjælpe folk, hvis du bliver personligt påvirket af deres problemer. Du er nødt til at kunne distancere dig fra det for at kunne holde faget ud. Og så tror jeg også, at det kræver meget nysgerrighed på mennesker. Som psykolog er jeg nødt til at være nysgerrig i forhold til det, den, jeg sidder over for, fortæller mig. Når nogen fortæller mig, at de har gjort noget forfærdeligt, bliver jeg ved med at spørge ind, for eksempel ’Hvorfor? Hvad tænkte du? Hvad var dine følelser omkring det?’ I sidste ende handler det om at forstå mennesket, og jeg kan ikke forstå personen, hvis jeg ikke ved præcis, hvad det handler om – selvom det er voldsomme ting.”

OMRIDS AF EN MORDER

En criminal profiler udarbejder gerningsmandsprofiler og hjælper politiet. Profileren får oplysninger om sagen, efterforskningen og gerningsstedet, men uden politiets hypoteser for ikke at blive påvirket. Herudfra forsøger profileren at tegne et billede af den type person, der kunne have begået forbrydelsen.

Hvis et offer er blevet kidnappet på åben gade ved højlys dag, tyder det på en rolig og målrettet gerningsmand, der har kendskab til området. Personen vil muligvis også føle sig overlegen, da det er en forbrydelse med mange risici,

Charles Manson – kultlederen, der stod bag ni mord i 1969 – havde store mindreværdskomplekser omkring sin højde. John E. Douglas, der var med til at udvikle profileringsmetoden i starten af 70’erne, anbefalede derfor politiet at sætte ham på en højere stol under afhøringerne. Dermed var der større sandsynlighed for, at han ville indrømme sine forbrydelser, end hvis han følte sig nedgjort.

Hvorfor har vi ikke hørt meget om seriemordere i Danmark?

”Vi har dem jo nok. Jeg tror bare, de bliver taget første gang. Politiet er ret dygtige til at opklare sager. Vi er jo ikke et stort land, og vi har CPR-numre, så man er meget hurtig til at finde ud af, hvem folk er. Og så er vi trods alt også et skolelærersamfund, som jeg kalder det. Vi er bedre til at anmelde hinanden, hvis man ser noget bekymrende, end i USA. Vi stoler på politiet, og vi er ikke bange for at kontakte dem, hvis man har set noget i forbindelse med en sag. Vi er ikke bange for at blive fængslet og mistænkeliggjort uden grund.”

Du har efteruddannet dig til criminal profiler i USA, altså en, der laver gerningsmandsprofiler. Hvad bruger du den ekspertise til?

”I Danmark bruger man ikke rigtig criminal profiling, men efterforskere tager nogle af elementerne fra profiling og inkorporerer i deres arbejde. Jeg bliver indimellem spurgt om sparring i aktuelle eller kolde sager. Min viden står til rådighed for alle, der kan bruge den til noget. Men mit arbejde består mest i at skrive bøger, lave podcasts, tv-dokumentarer og holde foredrag ved siden af mine supervisionsopgaver og en håndfuld klienter.”

True crime-genren er meget populær herhjemme. Hvorfor tror du, at mord og forbrydelser fascinerer folk?

”Dengang folk blev halshugget på torvet, stod der også masser af mennesker og kiggede på. Det er jo det her med, at drab er det værst tænkelige, og det har nok altid fascineret os mennesker.”

/

Smut forbi

Pak sommernellikerne, og tag på tur til enten Ribe, Rudkøbing eller Roskilde – tre danske købstæder med historisk vingesus, lækker mad, skønne omgivelser, kunst og storslået natur.
Tekst:Lene Lykke HovmandFoto:

RUDKØBING

Hop bare i havnen

Små byhuse veksler med gamle købmandsgårde ved siden af havnen, der er portalen til Det Sydfynske Øhav. Om sommeren er ø-hop noget af det hyggeligste, og fra Rudkøbing kan du tage færgen til Ærø og Strynø. På havnen kan du også snuppe en bordtenniskamp, låne en cykel eller benytte badeanstalten. Lige syd for havnen er der en fin sandstrand, men du kan også bare tage en dukkert direkte fra kajen.

Er du helt Ørsted?

Rudkøbing er H.C. Ørsteds fødeby, og den berømte fysiker pryder byen nær Gaasetorvet som statue. På Østergade 48 hos H.C. Ørsted Selskabet er der mulighed for at få indblik i fysikeren/kemikerens liv og i hans opdagelse af elektromagnetismen med en fin, lille udstilling. Du kan også selv forsøge dig med små eksperimenter. hcoersted.dk

Foto: Visit Langeland

Fra ko til bistro 

Kør sydpå, og nyd en frokost på Broløkke Herregård. Her er en tidligere kostald blevet transformeret til en moderne bistro, som i sommerhalvåret byder på retter med lokale råvarer fra Fyn og Langeland og på øl fra Broløkkes eget bryggeri. Du kan også besøge Restaurant 1758, som om aftenen serverer en femretters gourmetmenu. brolokke.dk

Fugle og hestekræfter

Kan du lide at kigge på fugle, så fortsæt til sydspidsen af Langeland, og stop ved naturreservatet Gulstav Mose, hvor der er fugletårn og bålplads. På græssletterne omkring mosen kan du desuden opleve flokke af vilde heste af racen exmoor, som græsser vildt i området i sommerhalvåret.

Foto: Sandra Gonon

Gimme shelter 

Naturen er en stor del af oplevelsen på Langeland, så hvorfor ikke sove i frisk luft omgivet af træer og med havudsigt? Nord for Rudkøbing ved Pæregård Strand er der mulighed for at overnatte i arkitekttegnede sheltere med plads til 3-5 personer. visitlangeland.dk 

Dyk ned i spionhistorien  

Langelandsfortet er et museum, der fortæller om den kolde krig. Her kan man komme ind i en bunker, som oprindeligt blev bygget til, at Danmarks Radio kunne sende fra under en potentielt kommende krig. langelandsfortet.dk

Klassisk himmel 

Siden 2019 har Steensgaard Gods på Nordlangeland lagt park og plæne til opera, operette og musical i begyndelsen af august. Tag picnickurv med, og nyd en frokost i parken inden koncerten. steensgaardopenair.dk

Foto: Mik Dahl/Storyflight

ROSKILDE

Driv den af

Fra Roskilde Havn kan du gå et stykke langs Fjordstien og finde vej til Sct. Hans Have Café – en lille oase, hvor du kan spise grøn frokost under vinrankerne i et af de store drivhuse. Der er også en lille butik, og du kan købe planter og krydderurter med hjem. Du kan også booke en frokost eller aftensmad på den traditionsrige færge M/S Saga­fjord og sejlende proppe både mund og øjne på Roskilde Fjord. scthanshave.dk, sagafjord.dk

Højt til loftet  

Uanset om du er historieinteresseret eller ej, så tag et smut forbi Roskilde Domkirke, og sug indtrykkene fra arkitektur, kalkmalerier, skulpturer og monumental – og royal – storhed til dig fra den UNESCO-udnævnte verdensarv. roskildedomkirke.dk

Gourmet i grunden  

Bestil bord på Raadhuskælderen, og se frem til en middag i omgivelser, der emmer af historie. Restauranten ligger ved siden af domkirken i hyggelige, rustikke lokaler under byens rådhus. Er vejret til det, så bed om et bord i gårdhaven. raadhuskaelderen.dk

Foto: Vikingeskibsmuseet

Vikingsize 

Vikingeskibsmuseet ligger helt ned til vandet i Roskilde Havn og med udsigt til fjorden gennem museets vinduer er det fascinerende at betragte de velbevarede rester fra de fem originale vikingeskibe. Sæt også tid af til at gå rundt i Sagnlandet Lejres forhistoriske miljøer og værksteder. Kongehallen, som er en genopførelse af Danmarks største vikingehal, giver et stærkt indblik i vikingernes boformer og byggemetoder. vikingeskibsmuseet.dk, sagnlandet.dk

Rok dig lidt

Tjek programmet på spillestedet Gimle, for hvad ville passe bedre end en koncert i den gode, gamle festivalby? Giv også turen tunerpedal ved at besøge museet Ragnarock, som i lyd og billeder fortæller om rock og ungdomskultur siden 50’erne. gimle.dk, museumragnarock.dk

Foto: Kenn Thomsen, Frydenlund

Rundtenom 

I og omkring Roskilde og Roskilde Fjord ligger der en mængde oplevelser og venter. Tag for eksempel en tur med trækfærgen over Kornerup Å, besøg modeljernbaneklubben i Hornsherred, eller gå en tur med en alpaca i Skuldelev. Find ud af hvordan og meget mere i ’111 steder ved Roskilde Fjord, som du skal se’, der netop er udkommet på Frydenlund.

Foto: Knud Erik Christensen

RIBE

Dommens dag

Danmarks ældste købstad rejser sig Harry Potter-agtigt i det flade marskland ved Vadehavet. Fra Ribe Domkirke kan man se ud over havet og til Esbjerg og Fanø. Landets eneste fem-skibede kirke rummer på grund af om- og tilbygninger igennem århundreder mange forskellige spændende stilarter og detaljer. Se, om du kan spotte Carl-Henning Pedersens bidrag til kirkens kunstværker. ribe-domkirke.dk

Kaffepause

I bymidten nær Ribe Å ligger Terpager & Co., som byder på nøje udvalgte lysristede specialkaffer. Den familiedrevne café har også et godt frokost- og vinmenukort, og ved siden af er en kjøbmandsbutik, som er en lille tidsrejse til de gode, gamle dage. terpagerogco.dk

Mægtigt vægtigt 

I gamle dage gik vægterne rundt og tændte gadelygterne og sang små vers. Den tradition er blevet genoptaget fra juni til oktober til glæde for besøgende, som kan gå med og høre om byens historie undervejs. Turen går igennem centrum af byen, hvor gadestrukturen er stort set uændret siden middelalderen.

Foto: Sydvestjyske Museer

Riis Rejser

Jacob A. Riis var en dansk-amerikansk journalist, fotograf og social reformator, som rejste fra fødebyen Ribe som ung og med sit kamera dokumenterede fattige immigranters kår i New York. Fotomuseet i hans navn giver et spændende indblik i både hans og immigranternes liv. jacobariismuseum.dk

Børn i bomulden

Ribe Kunstmuseum finder du i en fredet og totalrestaureret 1800-talsvilla, som oprindeligt var privat bolig for en prominent bomuldsfabrikant. Bag den renæssanceinspirerede facade kan du opleve dansk kunst fra 1750 til 1940 og fra 8. juni til 15. september særudstillingen ’Kids’ med fotos, du ville ønske, du selv havde taget af dine børn. ribekunstmuseum.dk

Chokodrys

Kan du lide kvalitetschokolade, laver den canadiske kok, bager og chocolatier Timothy Ibbitson fyldte chokolader og flødeboller, som er små kunstværker. Måske kan du også nå et chokoladekursus. temperchokolade.com

Foto: Adam Mørk

Tag med på træk 

Vadehavscentret, tegnet af arkitekt Dorte Mandrup, rummer udstillinger om trækfugle og livet omkring Vadehavet. Centrets arkitektur afspejler naturen med blandt andet det karakteristiske tag belagt med 25.000 bundter tagrør. Kombinér besøget med en gåtur i nationalparken, som har status som verdensarv. vadehavscentret.dk

/

Med på vognen

Vi har samlet sommerens bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Estate of Vivian Maier, Courtesy of Maloof Collection and Howard Greenberg Gallery, NY

GADETEATER

Butiksliv, bevægelse og biler. Godtfolk, facader og følelser uden på tøjet. Det offentlige rum er en myldrende scene for den, der kigger efter. Amerikanske Vivian Maier levede et stilfærdigt liv som barnepige og plejer og stiftede ikke familie, men brugte fritiden på igennem årtier at knipse sine omgivelser i blandt andet New York og Chicago med sit Rolleiflex. Hendes hundredvis af fotos forblev ukendte for offentligheden, indtil de bortauktioneredes kort efter hendes død i 2009. Siden har hendes stjerne været stigende, og Maier betragtes i dag som en dristig gadekronikør på linje med hæderkronede street-pionerer som Henri Cartier-Bresson og Diane Arbus. Nu kan du se omkring 150 af den mystiske Maiers værker i Aalborg.

Indtil 22. september på Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg.

GLÆDENS DRUER

Dansk vin? For et kvart århundrede siden en lidt grinagtig idé, men i dag en realitet takket være klimaforandringerne, kundskaberne hos producenterne og de løsere liggende gastro-penge i danske lommer. Danmark er efterhånden ved at blive et vinland, og der er nu så mange gode glas at nyde, at Groblaa Forlag har set sit snit til at udgive en guide til over 100 danske producenter. Bliv klogere på druer, stokke og jordbundsforhold, og læs også om vingården, der er begyndt at levere til en tostjernet Michelin-restaurant i Frankrig, og om vinbonden fra Jylland, der vandt guldmedalje for sin hvidvin til messen Dansk Vinskue, men aldrig har smagt sin egen vin, da han er tidligere alkoholiker. 

Læs mere på groblaa.dk/vinruten

Foto: David Stjernholm

STENBRUD

Parken ved Gl. Holtegaard har fået nye, underlige fliser. Kunstner Nina Beier har nemlig strøet den med flader af marmor og natursten, der oprindeligt er udskåret til bordplader til køkkener og badeværelser, men som i deres nye omgivelser i et udvalgt felt i parken fremstår som kæmpemæssige puslespilsbrikker, der ikke passer nogen steder. Beier har i det hele taget udfordret barokhavens stringente udtryk, idet der i løbet af sommeren gror vild bevoksning op gennem åbningerne på fremmedelementerne.

Nina Beiers ’Ø’ kan ses indtil 1. december. Barokhaven er åben for offentligheden året rundt. 

Foto: Mads Bordinggaard/Earthlander Media

SKÆRMYDSLER

Mange af tidens ubalancer i sind og sjæl vurderes at strømme fra den lysende smartphoneskærm og direkte ind bag vores pandevæg. Men glemmer vi i al bekymringen, hvilken ressource digitaliseringen også er, og hvilke muligheder teknologien giver os for at kommunikere, arbejde og udtrykke os? Arrangørerne af Resonans Festival tror, at vi har brug for et helt nyt dannelsesbegreb, der sætter os i stand til bedre at forstå, agere og trives i den digitale tidsalder, og i årets fjerde udgave af festivalen har man indkaldt blandt andre Svend Brinkmann, Jonatan Spang og Johanne Schmidt-Nielsen til at drøfte, hvordan det kunne se ud.

Oure Højskole, 24. august. Læs mere på resonans.live

Foto: Pia Burmøller Hansen

KIG UNDER HÆKKEN

Danmarks pindsvin er i tilbagegang i hele Europa, da deres levesteder i naturen forsvinder, og selv om mange af os nyder at få dem på besøg, er en veltrimmet villahave heller ikke ideel for den piggede kratlusker. WWF Verdensnaturfonden lancerer derfor i samarbejde med Nordea-fonden og pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen kampagnen ’Danmarks pindsvin’. Vil du give en hånd med, kan du sætte kryds i kalenderen 10. august, hvor Danmarks pindsvin skal tælles. 

Læs mere, og tilmeld dig på wwf.dk/kaemper-for/natur-i-danmark/pindsvin/

HIMMEL OG ORD

Kalligrafi betyder ’kunsten at skrive smukt’ på græsk – en genre, som mange dygtige penselførere kastede sig over i middelalderens islamiske verden. Et smukt håndskriftarbejde, for eksempel i form af koran-citater, blev betragtet som en hyldest til Gud, fortæller museumsinspektør Peter Wandel, en af mændene bag Davids Samlings udstilling ’Mere end ord – Kalligrafi fra den islamiske verden’, i en pressemeddelelse. 

128 værker kan ses i København til januar 2025.

Foto: Jasko Bobar

PLASTIK-OPERATION

I omegnen af 1.000 ton plastikaffald skyller hvert år ind på den jyske vestkyst ifølge miljøorganisationen Plastic Change. Og skrues der ikke ned for forureningen, vil der i 2050 være mere plastik i verdenshavene end fisk, varsler WHO. Den på Fanø bosiddende kunstner Annemette Beck sætter fokus på den uheldige udvikling med sin nye udstilling, hvor hun har anvendt materialer som gamle gummihandsker, udslidte balloner, nylonreb og andet affald, hun har fundet under sine gåture på Fanøs brede sandstrande.

’Kunst – for havet’ kan ses på Fanø Kunstmuseum (17 værker) indtil 20. oktober og på Vadehavscentret (12 værker) indtil 31. oktober.

/

Modangreb

Carl-Christian Okking drømte om en karriere som professionel fodboldspiller, men knækkede nakken i det hårde elitemiljø. I dag er hans oplevelser blevet til en roman, som den 22-årige litteraturstuderende håber vil gøre indtryk i en kynisk fodboldverden.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

DET VAR ENHVER ung fodboldspillers værste mareridt. Carl-Christian Okking havde i foråret 2019 været til en to uger lang prøvetræning i fodboldklubben Sønderjyske, og til den næstsidste træning stod han skulder mod skulder med en holdkammerat på kridtstregen ved banens midtercirkel. Bag dem stod holdets træner, som kastede en bold op i luften, hen over dem, og så snart den kom til syne, handlede øvelsen om at være hurtigst, erobre kuglen og få den i mål.

Okkings holdkammerat var først på bolden. Okking vidste, at han måtte gøre noget for at komme imellem ham og målet, inden det var for sent. I fuld fart lavede han et retningsskift, men hans ene ben hang fast i en fordybning i banen. Der lød et højt smæld, som kunne høres helt nede fra den anden ende af banen, hvor resten af holdet stod. De næste ­sekunder er stadig et sort hul i hans hukommelse.

Da Carl-Christian Okking fik foretaget en scanning, viste det sig, at han var blevet ramt af en korsbåndsskade. Det er en alvorlig knæskade, som det kan tage op til et år at komme tilbage fra, og for nogle spillere har det den konsekvens, at de aldrig for alvor genfinder deres niveau. Men mens den 17-årige fodboldspiller lå hjemme i sengen og skulle fylde en hverdag ud, der før havde bestået af træning seks gange om ugen og kamp i weekenden, begyndte han at læse. Den ene roman efter den anden. Og pludselig føltes skaden som en befrielse.

”Jeg havde aldrig været så glad, som mens jeg var skadet. Det var første gang, siden jeg var 12 år gammel, at jeg ikke skulle præstere noget som helst, men bare kunne gøre, hvad jeg havde lyst til,” siger den i dag 22-årige Carl-Christian Okking, da vi mødes i Cinematekets café i København. Han bor til daglig i Aarhus, hvor han siden sidste sommer har læst nordisk litteratur på universitetet, og han er på vej hjem for at besøge sine forældre i Næstved.

I starten af april udgav Okking sin debutroman ’Drenge græder ikke’. Den handler om hans tid som fodboldspiller, først i Næstved og siden i Esbjerg, hvor han gik på klubbens akademi og spillede i landets bedste ungdomsrække. Men den handler også om ungdomsfodboldens skyggeside: om at løbe, til man kaster op, blive overfuset af træneren og komme hjem fra træning og have lyst til at græde. 

CARL-CHRISTIAN OKKING forelskede sig i fodbolden i den lille klub Fix i København-forstaden Brønshøj, hvor han tilbragte de første år af sit liv. Senere flyttede han med sin mor til Holme-Olstrup ved Næstved og begyndte at spille i Toksværd Olstrup Fodbold. Ifølge Okking selv har han altid haft flair for alle former for boldspil, og i den lille sydsjællandske klub spillede han med årgang 1999 og 2000, selvom han er født i 2001. Det blev bemærket inde i Næstved IF, egnens største klub, som han skiftede til, da han var 12 år gammel.

”Året efter jeg rykkede til Næstved, blev jeg en del af deres talenthold. Det var her, fodbolden for første gang gik fra leg til præstationskultur. Ikke fra nul til 100, men det var heller ikke en langsom omvæltning. Det hele handlede om at blive bedre, nå det næste niveau, og der blev ikke altid taget hensyn til, at vi stadig bare var børn,” fortæller han.

Først og fremmest steg træningsmængden. Okking gik fra to til fire træninger om ugen. Men den mest markante ændring var tonen på banen. Før, hvis han lavede en fejlaflevering, havde han været vant til at blive opmuntret – ”Kom igen,” sagde hans trænere. Men nu risikerede han at få skældud, blive råbt ad i omklædningsrummet og nogle gange endda hængt ud foran resten af truppen.

”Men det var på en måde en selvfølge,” husker han.

”Vi havde jo fået at vide, at hvis man ville blive den bedste, ville det være hårdt. Og det kan være svært som barn at skelne, hvornår noget bare er hårdt, og hvornår det er for meget. Folk har tit spurgt mig, hvorfor jeg ikke sagde stop, hvorfor ingen af os sagde noget, men vi vidste jo ikke bedre, og vi jagtede vores største drøm. Jeg tænkte, at jeg skulle lære at klare mosten.”

Men hvad med dine forældre? Vidste de ikke, hvad der foregik?

”Efter jeg har skrevet min bog, har vi talt om det. De sagde, at hvis de havde vidst, hvad de ved i dag, ville de have sagt stop. Men forældrene er jo ikke med ude på træningsbanen. De er ikke med inde i omklædningsrummet. Og måske er det også svært at skelne mellem, hvad der bare er klynk fra et barn, og hvornår det faktisk har været en virkelig hård dag.”

Som 15-årig forsøgte Carl-Christian Okking ellers at stoppe. Han var blevet færdig med 9. klasse i Næstved, og han havde fået nok af fodbold.

”Men mine forældre sagde, at jeg havde et særligt talent, som jeg for alt i verden ikke måtte spilde. At jeg ville fortryde det om mange år, hvis jeg ikke gav det et skud. Jeg bebrejder dem ikke. Det var sagt med kærlighed, og jeg blev ikke presset til noget.”

HAN AFTALTE MED forældrene at give det et halvt år mere og tog til prøvetræning i Esbjerg fB. Her blev han tilbudt en plads på klubbens akademi og skulle spille i landets bedste ungdomsrække. Aftalen gjorde ham stolt, det var jo noget at fortælle kammeraterne hjemme i Næstved, men han var også bange. Bange for ikke at præstere og for at skulle vende hjem som en fiasko.

”Frygt er jo en god drivkraft, og når jeg ser tilbage, var det den, der drev mig. Der var en masse prestige forbundet med at være elitefodboldspiller, og jeg ville ikke ende som en fiasko,” siger Carl-Christian Okking.

Der var også gode tider, understreger han. Både i Næstved og i Esbjerg. Men det meste af tiden føltes hans talent som en fodlænke. Han havde ondt i maven, hans appetit forsvandt, og han sov dårligt om natten, fordi han hele tiden tænkte på den næste træning eller kamp, hvor han skulle ud at præstere. Ved siden af fodbolden gik Okking i gymnasiet, men det var fodbolden, der fyldte det hele: træning, kamp, restitution, forfra.

”Inden jeg blev skadet, stod jeg i den situation, at jeg ikke så ud til at blive forlænget i Esbjerg,” fortæller han. ”Men i stedet for at tænke på at stoppe fik jeg arrangeret prøvetræningen i Sønderjyske.”

Carl-Christian Okking ved godt, det lyder mærkeligt, når han siger, at det var heldigt, at han blev skadet. Men det er det bedste, der er sket for ham. Han gav fodbolden en sidste chance hjemme i Næstved, da hans kontrakt i Esbjerg var udløbet, men i den første træningskamp, han deltog i, røg korsbåndet igen, og så kom Okking frem til erkendelsen: Fodboldkarrieren, i hvert fald på højeste plan, var endegyldigt slut.

FODBOLD-FORFATTEREN

Carl-Christian Tippins Okking, 22 år.

Opvokset i Brønshøj og Holme-Olstrup ved Næstved.

Læser nordisk litteratur på Aarhus Universitet. Har tidligere spillet ungdomsfodbold på eliteniveau i Næstved IF og Esberg fB.

Udgav i april romanen ’Drenge græder ikke’ om sine oplevelser med fodboldmiljøet, på forlaget Grønningen 1.

DENNE GANG NØJEDES han ikke med at læse, han begyndte også at skrive selv. Først var det dagbogsagtige
tanker. Men da han søgte ind på skriveuddannelsen Writers Academy, som hans forfatter-mor står for, begyndte en fortælling langsomt at tage form.

”Jeg lærte at skrive ved at skrive Per Petterson (norsk forfatter, red.) af. Jeg skrev seks af hans romaner af, ord for ord. Jeg blev helt besat. Hvordan udviklede jeg en fortælling? Hvordan opbyggede jeg karakterer? Pludselig var jeg drevet af lyst og af nysgerrighed, ikke af frygt.”

Når Carl-Christian Okking skrev sine egne tekster, var det, som om han hele tiden blev ved med at vende tilbage til fodbold. Det var det eneste, han kendte. En af øvelserne på Writers Academy var automatskrift, hvor man bare skulle skrive nonstop, og Okking skrev en tekst om den rødbedesaft, han som fodboldspiller følte, at han skulle drikke hver eneste morgen for at blive den bedste version af sig selv.

”Da jeg læste den højt for mine forældre derhjemme, knækkede jeg sammen,” husker han. ”Tårerne trillede, og da den kropslige reaktion havde lagt sig, kunne jeg mærke en nerve. Jeg vidste, at jeg skulle skrive om mine oplevelser med fodbolden.”

Carl-Christian Okking vil ikke kalde sin bog en løftet pegefinger. Men han håber alligevel, at den gør indtryk på nogen i fodboldmiljøet. I lang tid efter han stoppede med at spille fodbold, hadede han sporten og ville hverken spille eller se fodbold. I dag siger han, at han har genfundet kærligheden til spillet, og derfor er det også vigtigt for ham at råbe op. Om et elitemiljø, som ifølge ham er decideret usundt for børn og unge mennesker, og som kun er blevet værre i takt med, at pengene i fodbolden er blevet større, og jagten på de bedste talenter er blevet vildere.

”Det paradoksale er, at al forskning peger på, at jo længere børn leger, og jo længere de venter med at lægge sig fast på én sportsgren, desto bedre bliver de til den ene sportsgren senere,” siger han.

Mens Carl-Christian Okking skrev sin bog, troede han, at hans oplevelser med fodbolden havde været unikke. Men reaktionerne, efter den er udkommet, har bekræftet ham i, at der er mange andre derude, som har haft lignende nedture i elitemiljøet.

”Alle, jeg har talt med – uden undtagelse – kender nogen, der er stoppet på grund af miljøet. Selvfølgelig er der også mange drenge og piger, der trives i elitefodbold, men mistrivslen er stor, og der er brug for, at både DBU og klubberne ser indad. Det håber jeg, at min bog kan være med til at sætte fokus på.”

/

Hård rockvidenskab

Det var på Roskilde i 90’erne, at Michael Skovgaard Madsen som ung fik tændt drømmen om en dag at lave sin egen festival. Og mens han læste performance design på RUC, skabte han Copenhell – et frirum for alle dem, der ikke ser ud og hører den samme musik som flertallet.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Morten Skovgaard

MINE FORÆLDRE SLÆBTE mig med på Roskilde Festival, da jeg var 10 år gammel. Jeg er opvokset i Gevninge ved Roskilde, og min folkeskoleklasse havde en bod på festivalpladsen, hvor vi solgte slik og samlede ind til en skoleudflugt. Mine forældre var frivillige på festivalen, og det var første gang, jeg oplevede det helt magiske univers og sammenhold, der er derude. Det var skelsættende for mig. Identitetsskabende. Det var det vildeste, jeg nogensinde havde oplevet. 

Som 13-årig, i 1992, var jeg første gang på festivalen uden mine forældre. Først spillede mine store idoler, Faith No More, og et par dage senere så jeg Danmark vinde EM i fodbold. Få timer efter gik Nirvana på Orange Scene. Derfra var der ingen vej tilbage. Min store drøm var en dag at lave min helt egen festival.

I 1995 KOM jeg med i det, der hedder Canopy Crew, som byggede Orange Scene. Jeg var med til at bygge den op fra bunden, der hvor alle mine store idoler havde spillet. Ude på festivalpladsen kom en masse branchefolk inde fra København, og via dem fik jeg job som stagehand til koncerter inde i byen. Senere blev jeg også produktionsmanager og skulle stå for at afvikle koncerterne.

Jeg lavede koncerter i Den Grå Hal på Christiania. I Pumpehuset, Vega og endda i Parken. Det var i starten af 00’erne, og jeg var totalt passioneret omkring det. Jeg syntes, det gav så meget mening at arbejde med at give andre mennesker de store oplevelser, jeg selv havde haft med at gå til koncert. Men et eller andet sted tænkte jeg også, at jeg hellere måtte få mig en uddannelse. Jeg læste til lærer i et års tid, men droppede ud. I stedet begyndte jeg i 2002 på den samfundsvidenskabelige basisuddannelse på RUC. Jeg blev bachelor i socialvidenskab i 2005, og omtrent samtidig startede universitetet en linje på kandidaten, der hed performance design. Det virkede som en uddannelse skræddersyet til mig.

DIREKTØREN FRA HELVEDE

Michael Skovgaard Madsen, 45 år. Vicedirektør på Copenhell.

Opvokset i Roskilde. Bor på Nørrebro i København med sin kone og tre børn.

Uddannet kandidat i socialvidenskab og performance design fra Roskilde Universitet i 2009.

Var i 2009-10 med til at stifte metalfestivalen Copenhell.

MENS JEG LÆSTE, var jeg fast freelancer hos koncertbureauet Live Nation og lavede stadig masser af koncerter. Vi var nogle festival-ildsjæle, som alle havde haft berøring med Roskilde Festival i 90’erne, hvor musikprogrammet var hårdere og mere rocket. Vi var af den opfattelse, at Roskilde i slutningen af 00’erne bevægede sig længere og længere væk fra den stemning og musikprofil, som havde haft så stor betydning i vores ungdom. Derfor begyndte vi omkring 2008-09 at diskutere, om vi ikke skulle lave en ny festival. Var der opstået et hul i markedet for folk, der kunne lide hård rock og metal? Vi fik grønt lys fra cheferne, og min barndomsdrøm gik i opfyldelse.

Helt fra starten var det min makker Jeppe Nissen, der satte den musikalske profil. Jeg elsker musik, men det, der var interessant og i fokus for mig, var, hvordan man skabte rammerne for en festival: produktion, frivillighed, atmosfære, design – hvad er det, der er iboende i mennesker, som gør, at man længes efter det frirum, som en festival er? Det skrev jeg speciale om, mens vi udviklede Copenhell.

Jeg fandt ud af, at for at besvare spørgsmålet skulle jeg helt tilbage til middelalderen. Hvordan undgik man folkeligt oprør i det feudale samfund? Det gjorde man blandt andet ved at lave karneval eller byfester, hvor man åbnede ventilen, så folk kunne lukke alt det ud, de gik rundt og baksede med til daglig – et frirum, hvor andre regler og normer var gældende end i det etable­rede samfund. Vi havde samme tilgang til Copenhell. Metaluniverset er jo et oprør mod det etablerede, og derfor ville vi skabe en festival, hvor der var plads til alle, og hvor folk kunne slippe deres indre svinehund løs, uden at nogen pegede fingre ad dem.

Det var blandt andet med det afsæt, at vi indførte mottoet, at ”på Copenhell er der ingen regler eller løftede pegefingre”. Første år var der dog en trang fra publikum til at smadre ting, blandt andet diverse installationer. Denne iboende aggressivitet var som taget ud af teoribøgerne om at slippe sin indre svinehund løs under byfesterne i middelalderen – og som stadig kan ske ved fejringer efter for eksempel en fodboldkamp. Derfor oprettede vi i 2011 ’Smadreland’, hvor det var muligt at smadre bilvrag.

Guns N’ Roses på Copenhell, 2023.

DEN FØRSTE UDGAVE af Copenhell var i 2010. Det regnede vanvittig meget det år. Festivalpladsen ude på Refshaleøen havde ligget hen i lang tid, efter B&W-værkstederne lukkede. Der var blevet dumpet en masse jord fra byggeriet af Øresundsbroen, og drænsystemet virkede ikke, så folk gik rundt i vand til knæene. Det mindede mig om ’smatten’ på Roskilde Festival, som jeg havde oplevet som ung.

Det første år solgte vi kun stærke øl på 6,66 procent – selvfølgelig – og det var en fejl, for folk blev vanvittig stive. Men vi kunne mærke, at vi havde fat i noget, der var rigtigt, og selvom vi solgte for få billetter, og økonomien var elendig, kunne vores chefer i Live Nation godt se, at der var potentiale. Det kunne man især se i vores Biergarten, et kæmpe øltelt, hvor taget flere gange var ved at lette, når det gik vildt for sig. Det var dér, det gik op for Jeppe og mig, at vi var lykkedes med at skabe et helle for nogle mennesker, som måske normalt blev set lidt skævt til i deres lokalsamfund, fordi de så anderledes ud og hørte noget andet musik end flertallet, som det var tilfældet for mig i min ungdom.

Der var mange, som til at begynde med havde fordomme om Copenhell. Et år havde vi besøg af en præst, der arbejdede som frivillig i vores vikingeby. Hun skrev efterfølgende en kronik, der hed noget i retning af ’Næstekærlighed i helvede’. Den handlede om, at hun var ankommet med en helvedes masse forestillinger om metalmiljøet og de mennesker, der kom i det, men at de var blevet gjort fuldstændigt til skamme. Hun havde aldrig været et sted, hvor der var så meget kærlighed i luften. Folk plejer at sige, at hvis man på Copenhell kommer til at gå ind i en stor, tatoveret, brysk udseende mand, og han taber sin øl, tror man, at nu skal man have en omgang tæsk. Men i stedet får du et kram, og han siger: ”Jeg køber lige en ny øl til os begge.” På den måde er metalpublikummet bare noget særligt.

I DAG ER COPENHELL blevet en af de allerstørste tilbagevendende musikalske begivenheder i København. I 2023 havde vi op mod 40.000 gæster pr. dag i fire dage. Vi står i den situation, at vi på et tidspunkt skal rykke væk fra Refshaleøen på grund af byudviklingen, og derfor er vi gået i gang med at kigge på, hvor Copenhell skal bo i fremtiden. I den forbindelse tror jeg, at jeg vil genbesøge mit speciale og alt det, jeg lærte på performance design, for at blive mindet om de elementer, der skal til for at skabe en god festival.

For eksempel er det vigtigt, at man ikke indtager et rum, som allerede er indtaget, og som folk har en relation til i forvejen. Copenhell skal ikke ligge i Fælledparken, for så bliver folk bare mindet om alt det, den bliver brugt til i hverdagen. For os ville det passe perfekt med for eksempel et forladt postindustrielt område, som folk kan gå på opdagelse i. Det er vi i gang med at lede efter, så Copenhell også i fremtiden kan være et sted, hvor folk kan slå sig løs.

/

Med på vognen

Vi har samlet junis bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Andre Meier

EUROPA PÅ TOPPEN

Går feriedrømmene sydpå? Kører de på skinner? Så kan det være, du skal konsultere ’Turen går til’-seriens seneste skud på (tog)stammen. Bogen guider til det europæiske jernbanenets tre hovedårer fra det nordlige knudepunkt Hamborg og hele vejen til henholdsvis Lissabon, Palermo og Athen med baggrundsartikler, praktiske oplysninger, de bedste tips til banegårdskvartererne og udførlige beskrivelser af store oplevelser i højderne, med havudsigt eller helt ude i krogene. Det er journalisterne Michelle Arrouas og Marie Louise Albers, der har haft den hårde tjans at rejse kontinentet tyndt.

’Turen går til Europa med tog’ er ude på Politikens Forlag.

Foto: Pernille Klemp

FLOT SNIT

Der er smukke kvinder, tapre soldater, bryske samuraier, karakterfulde skuespillere og poetiske landskaber på plakaten hos Designmuseum Danmark, der viser japanske træsnit fra magasinerne. Træsnittet var i århundreder i sig selv en slags plakat. En masseproducerbar kunstform, der skildrede livet i de japanske storbyers forlystelseskvarterer. Senere blev den også brugt til propaganda, en udvikling, der ses på udstillingen, der begynder med smukke kvinder (læs: prostituerede) fra 1700-tallet og slutter med patriotiske scener fra 1900-tallets russisk-japanske og kinesisk-japanske krige.

’I krig & kærlighed’, Designmuseum Danmark, frem til 5. januar 2025. Snittene kan også ses i Strandberg Publishings nye bog ’Begærets billeder’.

Foto: Nic Lehoux

RO PÅ

Klaksvík, Færøernes vigtigste fiskerihavn, er kendetegnet ved sit spektakulære fjordlandskab og en ubønhørlig vind. Den sidste faktor er medtænkt i tegnestuen Henning Larsens årelange projekt i bykernen, hvor nyopførte boliger og offentlige bygninger ikke følger et gadenet, men er strøet ud, så de giver hinanden og de forbipasserende mest mulig læ. Den nye byplan er omtrent halvt gennemført. Blandt det seneste byggeri finder man roklubbens nye klubhus, der spejler det grønne landskab og skal lokke såvel sportsfolk som turister til Færøernes næststørste by.

Foto: MuJu

DRØN PÅ DIALOGEN

I 2019 grundlagde vennerne Said El Idrissi og Dan Meyrowitsch verdens vistnok første motorcykelklub med fokus på muslimer, jøder og andre religiøse og etniske minoriteter. Muju & Co MC Danmark tæller i dag medlemmer fra blandt andet Nørrebro, Østerbro, Brønshøj og Brøndby, og 9. juni kan du opleve klubbens to stiftere, når Det Jødiske Hus i København indbyder til Jødisk Kulturfestival. På festivalen kan du også spise dig mæt i kosher-lækkerier, lytte til østeuropæisk klezmer-musik, se overrabbiner Jair Melchior forsøge at bygge bro over kulturkløften sammen med tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic og høre journalist Jotam Confino fortælle om mediedækningen af 7. oktober – og hvordan den har ændret konflikten mellem Israel og Palæstina.

2.-9. juni. Læs mere på jkfestival.dk

Foto: Hotels.com

FORBUDEN FRUGT

Under du dig selv en pilsner fra minibaren, eller holder du dig tilbage med tanke på den overpris, du ender med at betale – også selv om halsen skriger på belønning oven på rejsen? Ifølge en undersøgelse foretaget af Hotels.com kan næsten halvdelen af danskerne (43 procent) huske, at de som børn fik at vide, at de aldrig måtte røre minibaren, når de boede på hotel med deres familie. Måske er det derfor, at 75 procent af os ifølge undersøgelsen kan lide at tage noget fra hotellets minibar, og at 46 procent kigger på minibaren som det første, når de tjekker ind. I øvrigt indrømmer 26 procent, at de har taget noget fra minibaren og derefter returneret det tilsvarende produkt fra et supermarked.

/

Med på vognen

Vi har samlet majs bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Peddy Moberg/TT

BRØLET FRA 20’ERNE

Vi er midt i dem nu, men bliver dette årti mon lige så roaring som 1920’erne? Tag til Kulturen i Lund i Sverige, og find måske svaret i udstillingen ’2 tjugotal’, hvor du i en tidstunnel kan gå på opdagelse i årtiet for 100 år siden, der på mange måder formede skitsen til vores moderne samfund – og sammenligne det med dit eget, nutidige årti. Det er ikke kun motorcykler og kondomer, det er frigørelse, polarisering, konspirationsteorier og populisme – fra før til nu – med overraskende ligheder. Og toget kører næsten lige til døren. 

Se mere på kulturen.com

Foto: Marika Parum

KROPUMULIG I VEJLE

Mange går måske rundt og tror, at nutidens kropsidealer kommer fra TikTok, Instagram og alle mulige andre SoMe-platforme, men stammer de faktisk fra oldtidens Grækenland? Spørgsmålet stilles på Vejle Kunstmuseum, der i udstillingen ’Kropumulig kroputrolig’ sætter fokus på, hvordan de antikke skønheds­idealer stadig påvirker os i dag. Gå på opdagelse, og find måske selv svaret i museets udfordrende blanding af oldgamle og nutidige kunstværker. Udstillingen vises indtil 15. december.

Se mere på vejlemuseerne.dk

THE STORY OF MCARINE

”Bag dens perlemorsfarvede matte ydre gemmer der sig voldsomme historier om krig, globalisering, døde blåhvaler, vrede smørbønder, giftige transfedtsyrer, banebrydende dansk forskning og forarbejdet mad.” Sådan lyder beskrivelsen af udstillingen ’Margarine’, som du kan opleve på Medicinsk Museion. Lyt eventuelt også til podcasten ’Margarine­manden’ om professor Steen Stender, der i to årtier og i hundredvis af supermarkeder købte kiks og kager – for at forske og redde menneskeliv.

Vises til 22. december. Se mere på museion.ku.dk

Foto: MACA Museum

BANKSY BANKER PÅ

Han er her, der og alle vegne, verdens mest berømte nulevende kunstner, som alle kender, men som ingen ved, hvem er. Vil du tættere på det, der var med til at forme den verdensberømte anonyme gadekunstner, kan du besøge MACA Museum i Toldbodgade nær ved Nyhavn, der viser særudstillingen ’Banksy & gadekunst: De tidlige år’, som udforsker Banksy som graffitikunstner i hjembyen Bristol og som en del af byens undergrundsscene i de tidlige 90’ere. 

Udstillingen åbner 1. maj. Se mere på macamuseum.com

Foto: Evolutions­museet

PÅ SPORET AF EN SVUNDEN TID

Vil du følge i dinosaurernes fodspor, så tag til Evolutions­museet i Knuthenborg på Lolland, og oplev ægte aftryk – også kaldet ­ichnites – fra kæmpedyrene, der engang for længe siden blev sat i USA og i Grønland. Museet, der også udstiller sjældne fossiler fra dinosaurer og andre fortidsdyr, laver særudstillingen i samarbejde med Statens Naturhistoriske Museum. 

Se mere på museumofevolution.com

/

Med på vognen

Vi har samlet aprils bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Masayoshi Sukita

‘HEROES’ HINSIDAN

Er du en af dem, der ikke kan få nok af musikeren og myten David Bowie, så tag over sundet, og drøm dig væk i mere end 100 ikoniske fotografier af legenden – fra 70’erne og frem. De ikoniske billeder, der er taget af den japanske fotograf Masayoshi Sukita, kan ses på Regionmuseet i Kristianstad, og de giver både et svælgende indblik i helten over dem alle og i de to kunstneres tætte samarbejde. Udstillingen ’Bowie & Sukita – Heroes’ kan ses indtil 1. september. Tager du Øresundstoget, stopper det behageligt tæt på Bowie. 

Se mere på regionmuseet.se

Foto: Morten de Fine Olivarius

SKUD I BYEN

Har du motiv, mulighed, og brænder du for et godt skud, var det måske en idé at deltage i fotokonkurrencen ’Fang din by’. Konkurrencen, som Dansk Arkitektur Center (DAC) afholder for niende år i træk, fokuserer i år på bæredygtig skønhed, og de bedste fotografier udstilles til sommer på Bryghuspladsen ved DAC, på biblioteker i Kalundborg, Herlev og Høje-Taastrup samt på internationale kulturinstitutioner i blandt andet Holland og Italien. Sidste frist for indsendelse af fotos er 1. maj.

Se mere på dac.dk

Foto: Søren Kjeldgaard for Forskningens Døgn

HIV EN FORSKER I LAND

Vil du bygge en robot eller blive klogere på alt fra knogleskørhed til elbiler? Mulighederne er mange, når videnskabsfestivalen Forskningens Døgn ruller sig ud over hele Danmark i perioden 19.-26. april med mere end 700 events. Festivalen åbner 19. april i København og kører derefter videre på landets universiteter, hospitaler, skoler og virksomheder i form af videnskabscafeer, foredrag, forsøg, rundvisninger og debatter. Derudover kan man også invitere en forsker hjem i sin egen stue.

Se hvem, hvor, hvornår og hvordan på forsk.dk

Foto: Thao Nguyen Phan

ER DU OGSÅ PHAN?

Stemningsfulde filminstallationer, minutiøse lakmalerier, lysskulpturer og sarte akvareller. Det er noget af det, du kan opleve på Kunsthal Charlottenborg, der i udstillingen ’Reincarnations of Shadows’ viser mere end 100 værker af den verdenskendte vietnamesiske kunstner Thao Nguyen Phan. Soloudstillingen er Phans første i Skandinavien, og den undersøger hendes hjemlands turbulente historie. Det er lokalt mod globalt, det er tradition mod modernitet, det er øst mod vest – og omvendt. 

Se mere på kunsthalcharlottenborg.dk

/