Gemmer vores lofter, kældre, garager og dødsboer mon på uopdagede skatte? Måske, men sandsynligvis ikke. Alligevel lever drømmen om det usædvanlige fund i bedste velgående. Hvem og hvad vil man helst finde? Ud & Se siger første, anden, tredje … og indvier dig i en auktions- og vurderingsverden af drømme, håb og hammerslag.
EN ALADDINS HULE, hvor man kunne gå på skattejagt. Sådan beskriver Liselotte Toxværd Møller sit første minde om en verden, som hun fra barnsben blev hevet ind i af forældrene, og hvor hun udviklede en forkærlighed for møbler og genstande fra en svunden tid, som hun var ret alene med blandt sine jævnaldrende.
”Da jeg var ung, købte jeg malerier, mens alle andre købte plakater til deres væg,” siger den gammelglade kvinde, der siden marts har kunnet kalde sig uddannet auktionarius.
Det var ikke kun fine samlinger i et rokokoskab eller penselstrøgene i et gammelt maleri, der fascinerede hende. Det var historierne og detektivarbejdet med at finde ud af hvem, hvad, hvornår og hvor.
”Tænk, hvis man kunne formidle bare lidt af alt det, de genstande havde været vidne til,” som hun siger.
Der var også noget over køb og salg-dynamikken ved et auktionshus, der tiltalte hende. Senere fulgte hun op på sin nysgerrighed ved at læse økonomi og kunsthistorie i København med et par afstikkere til Sotheby’s Institute i London og universitetet i Amsterdam for til sidst at havne i drømmejobbet som vurderingssagkyndig. Hos Bruun Rasmussen har hun i to årtier været ansvarlig for at vurdere folks ejendele i deres private hjem – alt fra møbler og kunst til sølv, porcelæn og samlerobjekter.
”Der er jo nogle, der bliver skuffet. Og det er derfor, vi lige så godt kan tage det up front og fortælle, at det ikke giver mening med standuret, flyglet eller de ægte tæpper. Det er der ikke efterspørgsel på i dag. Nogle gange kommer ting tilbage og bliver pludselig meget populære. Men jeg ved ikke rigtig med standuret …”
Der kan altså være langt mellem de hammergode snapse, men Liselotte Toxværd Møller husker stadig, da hun stod for vurderingen af et stort bo, hvor der viste sig at ligge et kinesisk Ming-fad allerbagerst i et skab fuldt af service.
”Jeg kunne med det samme se, at det var noget ekstraordinært, men at det skulle blive solgt for 35,5 millioner kroner, kom alligevel som en overraskelse.”
HVAD SKETE DER lige der? Kasper Nielsen, vurderings- og salgsdirektør hos Bruun Rasmussen, var nær ved at falde ned af podiet, da han for få år siden svingede hammeren over en undseelig kinesisk akvarel fra 1700-tallet. Billedet, der forestillede en bueskytte fra Chien-Lung-perioden, var sat til 20.000-30.000 kroner.
”Men ud af det blå opstod den vildeste budkrig. Det tog 12 minutter fra det første bud på 20.000 til hammerslaget på 2,5 millioner kroner,” fortæller Kasper Nielsen, der kalder episoden for et wakeup-call. Det, der engang var en lille niche af asiatiske kunstgenstande, har de seneste 10 år været et stort forretningsområde, hvor ekstremt velhavende kinesere er begyndt at købe deres kulturarv tilbage.
”De har set de her ting blive eksporteret gennem 100 år og oplevet meget af det blive smadret under kulturrevolutionen i 60’erne. Nu vil de have det hjem,” siger Kasper Nielsen.
Kina har også investeret tungt i det globale kunstmarked, hvilket historisk har været europæernes og amerikanernes domæne. Ifølge Kasper Nielsen viste russerne en appetit for kunstmarkedet i 90’erne, men er siden 00’erne blevet overhalet af Kina og efterfølgende af Mellemøsten.
Det mest opsigtsvækkende eksempel er måske maleriet ’Salvator Mundi’ af Leonardo da Vinci, der i 2017 blev solgt hos auktionshuset Christie’s i New York for 450 millioner dollars, selvom der er tvivl om maleriets ægthed. Køberen var den saudiarabiske kronprins Mohammed bin Salman, der angiveligt gemmer maleriet på sin superyacht.
HAMMER-SLAGORD
Ordet auktion kommer af latin auctio, ’forøgelse, forhøjelse’, af augere, ’øge’.
Auktionsholderen udarbejder et katalog og indbyder til eftersyn, og på auktionen må kun sælges ting, der er opført i kataloget. Auktionslederen, auktionarius, udråber genstandene til salg, og det højeste bud accepteres med et hammerslag efter tre gentagne opråb. Der kræves næringsbrev for at virke som auktionsholder, mens auktionsledere beskikkes af Justitsministeriet.
Til venstre: Kinesisk maleri med bueskytte i farver. Chien-Lung, 18. århundredes slutning. Hammerslag 2,45 millioner kroner. Til højre: Kinesisk tidligt Ming-fad af porcelæn. 15. århundrede. Hammerslag 35,5 millioner kroner.
Blandt nulevende kunstnere er det Jasper Johns, Jeff Koons og David Hockney, der har opnået de vildeste hammerslag. ’Flag’ af Johns, der forestiller det amerikanske flag, blev i 2010 solgt for 110 millioner dollars til en amerikansk investor som det dyreste værk solgt af en nulevende kunstner.
Ifølge Kasper Nielsen udgør det højeste lag af købere et bredt felt: ”Du kan have en adelig familie side om side med en iværksætter. Og lige pludselig sidder de og byder mod hinanden.”
Den eneste fællesnævner er, at de har en formue. Nogle kan have en oprigtig interesse for en genstand eller et kunstværk, andre ønsker måske at købe sig til social status, og så er der dem, der er i gamet for pengenes skyld. Tilbage står, at kunstmarkedet de senere årtier ikke har haft noget loft.
Det er udtryk for en tendens, mener Kasper Nielsen, hvor det bedste af det bedste – hvad enten det er kunst, smykker, ure, designermøbler, antikviteter, årgangsvine, møntsamlinger eller andre kategorier i auktionsverdenen – bliver stadig mere uopnåeligt.
”Flere mennesker kæmper om færre og bedre ting, hvilket gør, at almindeligheder koster forholdsvis mindre end før. Men de dyreste ting er blevet dyrere.”
I BRUUN RASMUSSENS nye hovedkontor i Lyngby, hvor landets største auktionshus – der før lå i Nordhavn og i Bredgade i København – siden oktober har været samlet i et domicil på 8.000 kvadratmeter, har man på mange måder sagt farvel til de herskabelige og lettere fisefornemme fornemmelser og goddag til et auktionshus, der hellere vil være dus end Des med kunderne.
Det har auktionsbranchen prøvet siden slutningen af 90’erne, da man begyndte at eksperimentere med netauktioner. Det i dag lukkede og skandaleramte Lauritz.com var det første auktionshus i Danmark, der gik over til internetauktioner i 1999, og på verdensplan tog udviklingen fart, da verdens største auktionshus, Christie’s, gik online i 2006. Bruun Rasmussen, stiftet i 1948, afholdt sin første onlineauktion i 2004, og i dag stammer godt halvdelen af husets omsætning fra netauktioner.
Digitaliseringen har været et vendepunkt for branchen, ikke bare fordi den har ændret kulturen omkring auktioner og gjort dem mere tilgængelige, men også fordi det har normaliseret handelsformen: Netauktioner er omfattet af en fortrydelsesret på 14 dage – på linje med andet, man handler på nettet – og altså i modsætning til en traditionel live-auktion med en auktionarius, der svinger hammeren. Her bliver tingene købt som beset uden fortrydelsesret.
Fortrydelsesretten på nettet giver en tryghed, som har givet nye kunder blod på tanden, ofte ansporet af populære tv-udsendelser som for eksempel ’Guld i købstæderne’, ’Antikduellen’ og ’Under hammeren’. Mange har desuden under endnu mere uformelle former prøvet at byde på alt fra babyudstyr til computere på eBay.com, der blev stiftet i 1995. Det har alt sammen gjort auktionsbranchen mere folkelig, men der er ifølge Liselotte Toxværd Møller stadig mange, der ikke er helt trygge ved at træde ind i en auktionssal: ”Har jeg nu købt noget, hvis jeg kommer til at klø mig i håret? Hænger jeg nu på en genstand til en million? Folk er stadig lidt forsigtige.”
DET KAN MAN ikke være, hvis man er den, der svinger hammeren. Altså forsigtig.
”Angstprovokerende, fascinerende og lidt en drøm,” kalder Liselotte Toxværd Møller sin første gang på podiet med en hammer i hånden og en sal fuld af forventningsfulde mennesker. Uddannelsen foregår via træningssessions, hvor auktionshusets medarbejdere giver den som budgivere og udfordrer auktionarius. En god auktionarius er som en blanding mellem en flyveleder og en komponist, der skal tage imod bud fra salen, samtidig med at buddene tikker ind via telefon og online. Samtidig skal man også få et grin ud af salen eller i alt fald holde interessen fanget. Det er en performance, der er så drænende, at en auktionarius maksimalt er på én time ad gangen. Så er batterierne brugt. Timing er også afgørende: Er man for hurtig med hammeren, kan det gå ud over dem, der byder med hjemmefra eller online, og som kan opleve en forsinkelse på live-signalet. Samtidig må det ikke gå for langsomt, så keder folk sig.
Det er også under disse træningssessions, at man træner stemmeføring og måder at håndtere hammeren på. Det er ikke ligegyldigt, hvordan eller hvor ofte man peger med den, hvis man skal være overbevisende. Nogle auktionariusser investerer ligefrem i deres egen hammer, der håndlaves af specialister, andre tager et lykkebringende slips eller sko på. Så langt er Liselotte Toxværd Møller ikke nået, men hun har taget et andet trick til sig: Via en coach, der blandt andet underviser nyhedsværter på tv i kropssprog, har hun lært at stå backstage og slå ud med armene som en bjørn, lige inden hun går på.
”Det lyder åndssvagt, men det virker faktisk. Der sker et eller andet i kroppen, der gør, at du virker mere overbevisende.”
I MARTS 2022 blev Bruun Rasmussen købt af britiske Bonhams, et af verdens største auktionshuse. Det afspejler en tendens mod færre, men større aktører på verdensplan, hvor store auktionshuse opkøber de mindre. For Bruun Rasmussen betyder indlemmelsen, at auktionshusets danske kunder har adgang til Bonhams globale kundenetværk og adgang til salgsrum i New York, Hongkong og London, som – i den rækkefølge – er de tre største auktionsbyer i verden.
Bonhams’ erklærede mission er at blive ”the world’s largest local auction house”, hvilket i praksis betyder, at man flytter tingene rundt efter efterspørgslen. Det har allerede givet omsætningen et løft, fordi man har fået kunder ind, man ikke havde tidligere. Det gælder for eksempel asiatiske antikviteter, som typisk har været hjembragt af medarbejdere hos ØK i begyndelsen af 1900-tallet, og som nu sendes fra København til Hongkong, hvor pengestærke kinesiske kunder efterspørger dem.
MUSEUM ELLER ’SE LIGE RIGE MIG’?
Er dyr kunst kun for de superrige? Nej, siger vurderingssagkyndig Kasper Nielsen, der mener, at danske museer og kulturinstitutioner er fint med på køb af danske kunst- og kulturskatte. Den Hirschsprungske Samling købte for nylig et hovedværk af Bertha Wegmann til tre millioner kroner – rekord for et værk udført af en kvindelig kunstner. Her gik kommercielle kræfter i kamp mod en stor dansk kulturinstitution, men tabte. Omvendt er det med kunst fra det 20. og det 21. århundrede. Her er konkurrencen fra private velhavere, fonde og de nye aktører på kunstmarkedet – Kina og Mellemøsten – så stor, at hovedværker af for eksempel Jeff Koons eller Mark Rothko ikke kan købes. Her må man ofte pænt vente på, at værkerne udlånes til museerne.
Auktionshusene udfylder også en del af det tomrum, butiksdød i bymidterne har medført. De sidste 20 år er små gallerier, antikvarer og antikvitetsforretninger forsvundet ud af gadebilledet. Hvorvidt det skyldes onlinehandel, udbredelsen af detailkæder eller auktionsbranchens vokseværk, er uvist, men efterspørgslen på brugte designermøbler, antikke smykker og samlerobjekter er ikke forsvundet. Tværtimod. Genbrug og fokus på bæredygtighed har længe været en voksende trend, og da borgmesteren i Lyngby-Taarbæk Kommune, Sofia Osmani, var med til åbningen af Bruun Rasmussens nye lokaler, kaldte hun det en ’genbrugsbutik’ – med et glimt i øjet, men alligevel.
”Vi rider på en bølge af genbrug. Folk har fået øjnene op for, at der er masser af værdi i brugte ting,” fortæller Liselotte Toxværd Møller, der selv er holdt op med at købe ting på auktion – hun er fagskadet, siger hun – men hun nyder at se showroomet skifte indbo. Her er alt fra antikke møbler til sofaarrangementer udstillet i dagligstuemiljøer med hvide, flytbare skillevægge. Det kunne ligne et udstillingsrum i IKEA, hvis altså det svenske møbelhus solgte Wegner og malerier af Michael Kvium.
HVEM ER DET så, der lægger de højeste beløb på auktioner i dag? Ifølge ekspert Frederik Plum er det ofte lidenskabelige samlere med dybe lommer: ”Har man passionen, og er varen unik eller ekstremt sjælden, er der af og til ingen grænser for, hvor meget samlere vil betale,” fortæller Plum, der er vurderingssagkyndig i afdelingen for ure. Her kan man tale om en udvikling på grænsen til det vanvittige med rekorder som det Rolex Daytona, der tilhørte skuespilleren Paul Newman, der i 2017 blev solgt på auktion i New York til 120 millioner kroner. Det er stadig et af verdens dyreste armbåndsure solgt på auktion og er langtfra det eneste eksempel på prisernes himmelflugt: Marlon Brandos Rolex GMT-Master, som han bar i filmen ’Apocalypse Now’, blev i 2019 solgt for 14 millioner kroner, mens Eric Claptons gamle Rolex, en Daytona-model kendt som Oyster Albino, gik for 10 millioner.
De seneste års nedgang i verdensøkonomien har ifølge Frederik Plum haft en vis indvirkning på auktionsbranchen og dens omsætning, især på de mindre dyre varer.
”Men når det gælder unikaer, er køberne klar til at betale høje beløb,” siger han.
Indtil videre lader det til, at auktionsbranchen ikke har meget at klage over. Verdensomsætningen er ifølge en rapport fra databasen statista.com dobbelt så høj som før corona. Samlet set udgjorde markedet for kunst og antikviteter knap 500 milliarder kroner i 2022 – året, hvor det samlede salg i auktionshuset Christie’s på verdensplan udgjorde 8,4 milliarder dollars, det højeste tal registreret af virksomheden nogensinde.
DET ER SVÆRT at tale om opsigtsvækkende danske hammerslag uden at tale om Vilhelm Hammershøi, der de sidste to årtier er gået hen og blevet den suverænt dyreste danske kunstner på den internationale auktionsscene. I 2019 blev Hammershøis ’Interiør fra Strandgade 30’ solgt hos Bruun Rasmussen for 31,5 millioner kroner, hvilket gjorde det til det dyreste maleri, der er solgt på en auktion i Danmark. Og i oktober i år blev et andet Hammershøi-maleri, ’Interiør. Musikværelset, Strandgade 30’ solgt for knap 63 millioner kroner hos Sotheby’s i New York, der oplyste, at køberen var et amerikansk museum. Dermed slår maleriet rekord som det dyreste danske maleri nogensinde.
Ifølge Kasper Nielsen er Hammershøi så unik i sin udtryksform, at han har ramt en særlig følelse i vores globale accelerationssamfund. Der er en ro og et fravær i Hammershøis billeder, der taler til mange og har gjort de afdæmpede værker eftertragtede hos museer og private samlere. Hammershøi er imidlertid ikke den eneste dyre dansker. Jens Juel, kongehusets og adelens mest feterede portrætmaler sidst i 1700-tallet, er også eftertragtet. Det samme er de danske guldaldermalere fra første halvdel af 1800-tallet som Eckersberg, Købke, Rørbye og Lundbye, hvis værker handles for millionbeløb – også internationalt.
Ifølge Kasper Nielsen er de eftertragtede, fordi de i modsætning til mange samtidige europæiske kunstnere droppede de opstillede motiver og kastede sig over mere spontane og sanselige skildringer. Det har fået flere kunstkritikere til at kalde dem en forløber for den franske impressionisme.
Skagensmalerne har i generationer også været ekstremt populære og er det stadigvæk. I 2001 gik Michael Anchers maleri ’Pigerne på stranden’ for seks millioner kroner til en dansk privatsamler. Ser man på mere moderne kunst, er det især Cobra-kunstner Asger Jorn, der er eftertragtet. I 2006 blev hans ’Tristesse blanche’ fra 1958 solgt for 6,4 millioner efter intens budgivning – et hammerslag, der gjorde værket til det hidtil dyreste Jorn-billede solgt på auktion herhjemme.
JOURNALIST OG AUKTIONS-aficionado Poul Pilgaard Johnsen er ikke fremmed for den feber, der kan gribe selv rationelle mennesker. For år tilbage kom han til at købe et tæppe ved et uheld: ”Det var første gang, jeg skulle byde på en live-auktion på nettet. På en eller anden måde kom jeg til at trykke forkert, og så købte jeg sgu et persisk tæppe til 20.000 kroner.”
Han lærte, at bordet fanger, og selvom der er fortrydelsesret ved køb på onlineauktioner, fortrød han ikke – tæppet pryder stadig hans lejlighed i København.
Ifølge Poul Pilgaard Johnsen har auktionsverdenen ændret sig fra at være et sted, hvor man tidligere kunne finde noget kostbart til ingen penge, og hvor folk afgav bud med et vip med cigaren, til en mere professionaliseret branche, hvor en stor del af showet foregår online.
”Tilfældighederne er i meget høj grad elimineret,” siger han.
Nettet har ikke kun gjort det muligt for mennesker verden over at finde den ene genstand, de leder efter, og byde på den på tværs af landegrænser. Det har også gjort handlen mere transparent, da det på grund af hvidvaskloven er blevet sværere at vaske sorte penge hvide.
Men ifølge Pilgaard Johnsen er det stadig muligt at finde antikviteter som barokke klædeskabe og møbler fra 1600- eller 1700-tallet til få tusind kroner, selvom der ofte er tale om håndlavede møbler, som datidens bedste håndværkere brugte hundredvis af timer på.
”Det er jo vildt. Det er også sjovt. Folk vil ikke have det gamle ’skidt’, de vil have IKEA,” griner han.
En del af hans fascination for auktionsverdenen bunder også i, at der ofte er følelser på spil. De udbudte genstande kan stamme fra herregårde, hvor folk ikke har råd til at beholde godset og sælger ud af rokokomøblerne og familieportrætterne.
”Der har været gråd og tænders gnidsel forbundet med mange transaktioner,” siger Pilgaard Johnsen, der også hæfter sig ved et andet drama, nemlig det, der opstår i ham selv, når en eftertragtet genstand kommer under hammeren: ”Får jeg det, eller får jeg det ikke?”
Samtidig skal man kunne lægge bånd på sig selv, for man bliver ofte hurtigt grebet af stemningen, ikke mindst hvis en anden byder imod én. Måske havde man maksimalt tænkt sig at byde 10.000, og inden længe har man måske købt noget til 25.000.
”Der går lidenskab i det. Det bliver pludselig meget personligt,” siger Poul Pilgaard Johnsen, der anbefaler, at man køber med hjertet, fordi man gerne vil have genstanden derhjemme. Kort sagt: ikke købe som en investering med henblik på videresalg og ikke bilde sig ind, at man kan tjene en masse penge. Når man har købt på auktion, betaler man gerne op mod 28 procent i salær, og sælger man igen, skal man betale 18 procent i gebyr. Det købte skal altså stige ekstraordinært meget, før man kan tjene på det.
AUKTIONSBOBLEN, DER BRAST
Lauritz.com gik som de første i landet i 1999 over til internetauktioner. Selskabet blev drevet af ægteparret Bengt og Mette Rode Sundstrøm og var på et tidspunkt det største auktionshus i Danmark målt på omsætning. I juli 2023 gik selskabet konkurs med en gæld på cirka 150 millioner kroner efter omfattende pres fra almindelige danskere med penge i klemme hos auktionshuset. Flere velgørende organisationer mistede også kæmpebeløb. Konkursen kom efter en række kontroverser. I 2013 måtte Lauritz betale penge tilbage til kunder, der havde købt kopier af Eames-stole. I 2014 afslørede ’Kontant’, at auktionshuset bevidst overvurderede Buddha-statuer. Og i 2015 indgik firmaet et forlig med den svenske sengeproducent Hästens efter at have solgt kopiprodukter. Virksomheden er nu solgt til erhvervsmanden Ib Henrik Rønje, der ejer Auktionshuset i Hørsholm.
I 2020 BLEV POUL Pilgaard Johnsen ramt af regulær guldfeber. Han faldt over et maleri hos Bruun Rasmussen på en netauktion, og om fundet skrev han senere i Weekendavisen: ”Noget ved billedet betog mig. Kun en mester kan male en hånd på den måde, og interessen blev ikke mindre, da jeg læste beskrivelsen i kataloget: ’Flamsk maler, 17. årh.: Portræt af en herre. Usigneret. Betegnet A. van Dyck fecit. Behov for rensning. Vurdering: 6.000-8.000 kr.’”
At van Dyck skulle stå bag et maleri udbudt til den pris, var usandsynligt. Van Dyck er en af verdenskunstens store malere – senest auktionshuset Sotheby’s i London solgte et værk af ham, lød hammerslaget på 23 millioner kroner. Men hvorfor så? Spørgsmålet nagede ham.
Næsten usynligt i nederste venstre hjørne kunne man lige akkurat og ved den rette belysning skimte signeringen, der tydeligvis var påført for flere hundrede år siden. Selvfølgelig er det ikke van Dyck, tænkte Poul Pilgaard Johnsen, men kunne det måske være malet af en fra hans værksted? Alle store malere havde værksteder, svende og lærlinge, og det er ikke usædvanligt, at malerier er signeret med mesterens navn, uanset om han selv førte penslen.
I givet fald ville billedet stadig være en sensation – og rigtig mange penge værd. Poul Pilgaard Johnsen kunne ikke slippe tanken: ”Har man måske ikke hørt om folk, der på et loppemarked for 10 dollars køber en vase, der senere viser sig at være fra Ming-dynastiet?”
Han endte med at købe det i konkurrence med en anden budgiver, der trak hammerslaget op på 17.000 kroner. Plus 25 procent i salær. Med udsigten til snarlig rigdom fik han maleriet skibet til London for at få det inspiceret af eksperter hos Sotheby’s, der relativt hurtigt kunne bekræfte, at det ikke var et van Dyck. Men at det kunne være en samtidig portrætmaler som Robert Walker, og at værdien i så fald kunne være omkring 10.000 pund, altså 86.000 kroner. Ikke millioner, men alligevel noget!
Journalisten lærte også noget andet om sin nyerhvervelse: Nogen havde for længe siden limet et lille stykke papir på bagsiden af lærredet. Med gammel håndskrift stod der på engelsk en tekst, der i oversættelse lyder: ”En af slægten Mainwaring fra Kermincham-grenen, formodentlig den Mainwaring, som rejste et regiment for kong Charles I i hans modgangstider, og som solgte en ejendom for at afholde udgifterne hertil.” Der skulle kun et opslag på Wikipedia til, før han identificerede manden på maleriet som Sir Henry Mainwaring, der kæmpede på Charles I’s side mod parlamentet i den engelske borgerkrig.
Lige så overraskende var det, at der ikke fandtes noget kendt portræt af Mainwaring ifølge forfatteren W.G. Perrin, der i 1922 skrev biografien ’The Life and Works of Sir Henry Mainwaring’, og som forgæves forsøgte at finde et portræt af sin hovedperson.
”Det gør mit billede til lidt af en sensation – uanset hvem der har malet det,” siger Poul Pilgaard Johnsen, der endte med at sælge det på auktion i England for lidt over 20.000 kroner til en samler i USA.
Har du fortrudt salget?
”Ja, det har jeg. Den artikel i Weekendavisen er blevet en del af ikke bare min historie, men også af maleriets. Det har fået sit eget liv. Og hvis noget har en historie, bliver det mere værd. Det er sådan nogle ting, der fascinerer mig.”
HVIS MAN SKULLE være i tvivl, er ikke alt, hvad man køber på auktion, noget værd. Da den tidligere italienske premierminister Silvio Berlusconi døde i juni i år, efterlod han sig en milliardformue. Berlusconi havde i årene op til sin død brugt omkring 20 millioner euro på kunstværker, ofte købt gennem tv-auktioner om natten.
Ifølge Vittorio Sgarbi, kunstkritiker og nær ven af Berlusconi, var Il Cavalieres trang til at købe kunst på tv begyndt i 2018 som ”et resultat af søvnløse nætter”. Fokus var på kvantitet frem for kvalitet, mener Sgarbi, der heller ikke er for fin til at kalde sin vens samling på 25.000 genstande for ’klatmalerier’. Det er ikke det værste. Ifølge avisen La Repubblica er samlingen en økonomisk belastning for Berlusconis børn. Det koster seks millioner kroner om året at vedligeholde det enorme lager i Arcore nær Milano, hvor værkerne opbevares. Det forklarer også, hvorfor Berlusconi-familien har tænkt sig at destruere kunstsamlingen bortset fra nogle få genstande.
De har måske en vis værdi.
