55-årige Helle Helle er med sine afmålte romaner og sætninger blevet en del af pensum. Her fortæller hun om kanelsnegle og flyttekasser i barndommens Rødby, om en afgørende opringning i lugen på Dyrehavsbakken, og om hvordan hun kom til at hedde Helle til både for- og efternavn.
MIT FØRSTE BARNDOMSMINDE er en cykeltur i Nakskov med min mor. Jeg var to et halvt år gammel og sad bag på hendes cykel på en lille blomstret pude. Min mor var ganske ung og altid lidt bange for at blive for tyk. Vi købte ’hemmelige’ kanelsnegle hos bageren og kørte ned til havnen. Der sad vi ved den gamle transformatorstation og spiste, mens vi kiggede over mod værftet.
For år tilbage sagde jeg til min mor: ”Engang spiste vi hemmelige snegle.” Og hun sagde: ”Det kan du da ikke huske!” Men jeg kunne bevise det. ”Jo, for jeg sad på den pude, som du havde syet af det samme stof som de gardiner, vi havde i stuen,” svarede jeg. Min hukommelse har altid været virkelig god.
Den blomstrede pude forsvandt, da mine forældre blev skilt. Jeg var tre år gammel. Min mor blev gift igen, og jeg fik en søster. Så blev min mor skilt igen. Nu var det bare hende, min søster og jeg. Vi flyttede meget rundt.
Jeg nåede at bo ni forskellige steder i Rødby: I Kongeleddet, Syltholmsparken, på Stadionallé, Rosenparken, Bøgevej, Sædingevej, Birkevej, Vestergade 21 og Vestergade 24. Nogle gange var flytningerne forbundet med smerte for min mor, fordi det handlede om kærlighed, der brast. Andre gange var det bare en fremleje, der udløb. Men de gjorde mig hyper-opmærksom. Jeg kunne fornemme ud fra stemningen i hjemmet, og hvad der foregik omkring mig, om en ny flytning var på trapperne.
2. g, 1983.
MIN MAND kan modsat mig ikke huske ret meget fra sin barndom. Vi har talt om, at det måske skyldes, at han boede det samme sted hele sin opvækst. Det kan få årene til at flyde sammen. Alle mine barndomsminder er struktureret efter de steder, jeg har boet. Jeg bruger rummene, vejene og stederne i byen til at huske. I mine bøger er der altid nogen, der flytter. Der er nogen med kufferter, nogen, som ikke får pakket ud, nogen, som har svært ved at ankomme, og nogen, som bruger en flyttekasse som sofabord.
Visse dele af min barndom husker jeg som ret lykkelig. Især perioderne, hvor det bare var min mor, min søster og jeg. Måske har jeg en tendens til at idyllisere det. Min far boede i Nakskov med sin kone, og dér havde jeg også en søster. Jeg besøgte dem hver anden weekend. Han var bilmekaniker, og min mor arbejdede som parfumedame på færgeforbindelsen Rødby-Puttgarden. Men på trods af de mange flytninger var det aldrig på tale at forlade Rødby.
Jeg husker Rødby som et sted, hvor der ikke var forskel på folk. Måske fordi der ikke rigtig var hverken høj eller lav – ikke for alvor. Der var kun én skole, hvor alle gik. På Rødby Byskole var der nogle fantastisk gode lærere, deciderede ildsjæle. Da jeg gik i 5. klasse, kom en biologilærer til byen – det føltes, som om han gjorde alle børn og unge i Rødby interesserede i biologi. Vi tog i skoven og kiggede på fugle, vi tog på fisketure, og jeg fik en fiskestang i fødselsdagsgave, da jeg fyldte 14. Men det var planter, der interesserede mig mest. I gymnasiet blev jeg matematisk-biologisk student. En overgang troede jeg, at det var den vej, jeg skulle gå.
I dansk skulle vi skrive stile om aktuelle emner som for eksempel atomkraft. Men jeg ville hellere skrive digte, og det fik jeg lov til. Jeg sendte mine digte ind til aviser og blade, og et af dem blev trykt som læserbrev i Alt for damerne, da jeg gik i gymnasiet. Det hed ’Din ømhed’, og en af linjerne lød: ”Din ømhed var et frø, jeg nu vil dyrke.” Min familie roste mig og sagde, at jeg var utrolig dygtig til at skrive digte. Men det var jeg jo ikke. Jeg kunne bare godt lide det.
På Maribo Gymnasiums lille, støvede bibliotek fandt jeg en dag et eksemplar af tidsskriftet Hvedekorn i en time, hvor jeg pjækkede. Efter gymnasiet – jeg blev den første student i min familie – flyttede jeg som 19-årig til København i 1985 for at læse litteraturvidenskab på universitetet. Men det interesserede mig ikke, og jeg var ikke god til det. Jeg var mere optaget af Otto Mønsteds Kollegium, hvor jeg boede. På et tidspunkt tog jeg en længere orlov fra studiet uden at fortælle det derhjemme.
På studiet skulle vi skrive en opgave om Gabriel García Márquez’ novellesamling ’Mama Grandes begravelse’. Jeg kunne ikke finde ud af det, i stedet skrev jeg min egen novelle: ’Et blommetræ’. Jeg læste den højt for en af mine medstuderende, og hun foreslog, at jeg sendte den ind til Information. Det gjorde jeg, men i lang tid hørte jeg intet. En dag i efterårsferien, hjemme i Rødby, blev jeg ringet op fra kollegiet: Novellen var kommet i avisen. Min mor lånte en bil, og vi kørte området tyndt for at finde et eksemplar. Vi fandt et i kiosken nede ved Rødby Færge.
Bogreception for debuten ’Eksempel på liv’, 1993. Fra venstre Dorte Borregaard, Helle Helle, Kirsten Hammann, Mads Brenøe.
JEG BEGYNDTE at sende digte ind til Hvedekorn, hvor Poul Borum var redaktør. Han var også med til at grundlægge Forfatterskolen, hvor han var rektor. En dag skrev han til mig, en enkelt linje: ”Trykker syv digte i næste Hvedekorn.” Da tænkte jeg for første gang: ”Okay, nu vil jeg være forfatter. Det er den vej, jeg går.” Jeg fortalte min familie, at jeg ville søge ind på Forfatterskolen, og hvis jeg kom ind, ville jeg droppe litteraturvidenskab. Min mor klappede i hænderne, det var lidt sværere at acceptere for min far.
En dag lå der et telegram i min lejlighed i Vanløse, hvor jeg var flyttet til fra kollegiet. ”Ring til Poul Borum,” stod der. Og så et telefonnummer. Jeg gik ned i telefonboksen på Linde Allé og ringede rystende op. Han bad mig komme til samtale. Det var en af de varmeste somre, jeg kan huske i København, og busserne strejkede, så jeg cyklede i heden og ankom til Havnegade gennemblødt af sved. Samtalen foregik på femte sal i Poul Borums lejlighed. Jeg blev gelejdet ind gennem bogreolerne og blev mødt af en gruppe forfattere, der sad rundt om et bord. I 50 minutter kunne jeg ikke få vejret og svarede i øst og vest. De sagde til mig: ”Du skal læse nogle flere bøger og prøve igen til næste år.”
Jeg tog orlov fra litteraturvidenskab en gang til, denne gang for good. Jeg søgte forskellige jobs, og i marts 1989 blev jeg ansat som informationsdame på Dyrehavsbakken. Der arbejdede jeg, mens jeg søgte ind på Forfatterskolen for anden gang. En dag i august stod jeg i info-kiosken i skriggrøn 80’er-nederdel, jakke med skulderpuder og hvid skjorte. Foran mig var en kø af børn, som alle skulle have et Bakkepas til forlystelserne. De stak hånden ind gennem lugen, og jeg satte det fast på deres små håndled. Pludselig ringede telefonen. Det var Poul Borum: ”Du er optaget på Forfatterskolen. Vi tager på rustur til Færøerne. Mød op i Kastrup Lufthavn 27. september klokken 9:30. Farvel så længe.” Så lagde han på. Jeg vendte tilbage til mine Bakkepas, mens jeg var ved at besvime af glæde. ”Jeg er kommet på Forfatterskolen!” råbte jeg til min chef, da hun gik forbi. Teltholderne på Bakken gav mig en kæmpe plys-tiger i gave og tog mig rundt til alle forlystelserne for at fejre det.
Helle Helle, 1975.
JEG HAR OFTE tænkt på, om jeg var blevet forfatter, hvis ikke jeg var kommet ind på Forfatterskolen. Det var ikke dér, jeg lærte at skrive. Som Poul Borum sagde: ”Man kan ikke lære at skrive, men hvis man kan skrive, er der meget at lære.” På skolen mødte jeg andre, der også skrev med samme dødelige alvor – blandt andet min bedste ven, Kirsten Hammann. Det var en vild, eksotisk og eksplosiv tid for mig. Jeg havde ikke rigtig været andre steder end baren på mit kollegie, men pludselig kom jeg til koncerter, i teateret og på gallerier, og vi tog nattoget til Aarhus, hvor jeg aldrig havde været, for at holde oplæsning i Ridehuset. Men jeg havde svært ved at skrive. Skolen gjorde mig enormt kritisk over for mine egne tekster, og jeg skrev dårligt, imens jeg gik der.
I mange år havde det været en stående vittighed i min familie, at jeg kunne komme til at hedde Helle Helle, fordi min oldemor hed Helle til efternavn. Min mor og hendes søskende hed også Helle til mellemnavn. Jeg blev døbt Helle Olsen, min fars familienavn, og efter mine forældres skilsmisse kom jeg til at hedde Helle Hansen. Da min mor blev gift igen, fik jeg min søsters fars mellemnavn, Krogh. Da jeg debuterede i Hvedekorn, sendte jeg digtene ind som Helle Krogh Hansen, men Poul Borum smed ’Hansen’ ud. Det var der, jeg besluttede mig for at skifte efternavn.
I dag havde jeg nok ikke gjort det, men jeg fremskaffede dåbsattester fra gamle kirkebøger og sendte dem ind til Københavns Overpræsidium, som skulle godkende navneskiftet. Og så fik jeg et dokument med mit nye navn. Jeg var 23 år gammel, og det føltes mærkeligt at fortælle mine venner, at jeg nu hed Helle Helle. Folk har jo syntes, at jeg var tåbelig. Jeg tænkte også selv, at det var lidt fjollet, men samtidig føltes det rigtigt. En del år senere modtog jeg stadig post fra visse dele af familien under mit gamle navn. Siden endte min mor også med at smide sit efternavn, så hun blot hed Helle.
HELLE FOR HELLE
55 år. Født Helle Olsen, men tog som 23-årig sin oldemors efternavn og kom til at hedde Helle Helle. Uddannet fra Forfatterskolen i København i 1991, debuterede med tekstsamlingen ’Eksempel på liv’ i 1993. Bor i Sorø med sin mand, billedkunstneren Mikkel Carl. Har to voksne børn fra et tidligere ægteskab.
Helle Helles gennembrud som forfatter kom i 2005 med romanen ’Rødby-Puttgarden’ om de to søstre Tine og Jane og deres liv i Rødbyhavn i 80’erne. Bogen indbragte hende Kritikerprisen samme år.
Hun har udgivet ni romaner, en børnebog og en række noveller, og hendes forfatterskab er blevet belønnet med flere priser, blandt andet De Gyldne Laurbær i 2012, Det Danske Akademis Store Pris i 2016 og Holbergmedaljen i 2019. Hendes seneste roman, ’Bob’, er udkommet på forlaget Gutkind.
Helle Helle, 2021.
JEG ER FØDT med et lyst sind, jeg er meget jordbunden og mere praktisk end åndeligt anlagt. Men jeg har en flig af angst i mig, som kommer frem, hvis jeg er under pres. Det blev slemt, da min mor blev alvorligt syg i 2013. Jeg begyndte at høre ambulancer, også når de ikke var der. Jeg bor i Sorø, ude i en skov, og der er der en fugl, der lyder som en ambulance. Den har flere gange været skyld i, at jeg har startet bilen og er kørt i sutsko og nattøj ind til byen for at se, om alt var i orden på mine børns skolevej. Men en dag sagde min mand til mig: ”Der sker hverken mere eller mindre, fordi du er bange.” Det husker jeg på.
Min mor var syg i halvandet år. Hun døde i marts 2015, men lige til det sidste gjorde hun alt for at gøre sit liv til en fest. Hun var så utrolig god til at leve, at hun på en eller anden måde også var god til at dø. ”Jeg er så lykkelig,” sagde hun til min søster og mig helt til det sidste. I starten tænkte jeg, at det ikke kunne passe. Men det gjorde det.
Jeg kører til Rødby en gang om året og kigger. Jeg er flere gange blevet spurgt af journalister, om jeg vil vise dem rundt i min barndomsby. Men jeg siger altid nej. Rødby er et sted, jeg er nødt til at have for mig selv. I dag kan man måske godt se, at det er trange tider i byen. Mange butikker er lukket. Men når jeg kommer til Rødby, ser jeg kun alt det pæne. Det er sådan en fin by. På Facebook er jeg medlem af grupper som ’Fra de gode gamle dage i Rødby og Rødbyhavn’ og ’Rødby Byskole’. De er fyldt af lange tråde med folk, der skriver: ”Jamen, hvem var det, der boede der før barberen?” Det er dybt interessant, men nok kun for mig og andre, som kommer derfra. Hvis jeg tog min mand med på tur og kørte gennem byen og pegede på alle de huse, mine skolekammerater engang boede i, ville han muligvis kede sig lidt.
Jeg synes, at succes er et frygteligt ord. Jeg forbinder det med noget kalkuleret, noget, man regner sig frem til. Jeg har været heldig at have mange læsere. Det er en stor lykke. Men det er også lidt af en gåde for mig, for mine bøger er ikke lettilgængelige. Der er nok også en del, som er blevet tvunget til at læse dem i skolen eller gymnasiet og måske ikke kunne lide dem.
