Indlæg

En flygtning krydser sine ord

55-årige Helle Helle er med sine afmålte romaner og sætninger blevet en del af pensum. Her fortæller hun om kanelsnegle og flyttekasser i barndommens Rødby, om en afgørende opringning i lugen på Dyrehavsbakken, og om hvordan hun kom til at hedde Helle til både for- og efternavn.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

MIT FØRSTE BARNDOMSMINDE er en cykeltur i Nakskov med min mor. Jeg var to et halvt år gammel og sad bag på hendes cykel på en lille blomstret pude. Min mor var ganske ung og altid lidt bange for at blive for tyk. Vi købte ’hemmelige’ kanelsnegle hos ­bageren og kørte ned til havnen. Der sad vi ved den gamle transformatorstation og spiste, mens vi kiggede over mod værftet. 

For år tilbage sagde jeg til min mor: ”Engang spiste vi hemmelige snegle.” Og hun sagde: ”Det kan du da ikke huske!” Men jeg kunne bevise det. ”Jo, for jeg sad på den pude, som du havde syet af det samme stof som de gardiner, vi havde i stuen,” svarede jeg. Min hukommelse har altid været virkelig god.

Den blomstrede pude forsvandt, da mine forældre blev skilt. Jeg var tre år gammel. Min mor blev gift igen, og jeg fik en søster. Så blev min mor skilt igen. Nu var det bare hende, min søster og jeg. Vi flyttede meget rundt.

Jeg nåede at bo ni forskellige steder i Rødby: I Kongeleddet, Syltholmsparken, på Stadionallé, Rosenparken, Bøgevej, Sædingevej, Birkevej, Vestergade 21 og Vestergade 24. Nogle gange var flytningerne forbundet med smerte for min mor, fordi det handlede om kærlighed, der brast. Andre gange var det bare en fremleje, der udløb. Men de gjorde mig hyper-opmærksom. Jeg kunne fornemme ud fra stemningen i hjemmet, og hvad der foregik omkring mig, om en ny flytning var på trapperne. 

2. g, 1983.

MIN MAND kan modsat mig ikke huske ret meget fra sin barndom. Vi har talt om, at det måske skyldes, at han boede det samme sted hele sin opvækst. Det kan få årene til at flyde sammen. Alle mine barndomsminder er struktureret efter de steder, jeg har boet. Jeg bruger rummene, vejene og stederne i byen til at huske. I mine bøger er der altid nogen, der flytter. Der er nogen med kufferter, nogen, som ikke får pakket ud, nogen, som har svært ved at ankomme, og nogen, som bruger en flyttekasse som sofabord.

Visse dele af min barndom husker jeg som ret lykkelig. Især perioderne, hvor det bare var min mor, min søster og jeg. Måske har jeg en tendens til at idyllisere det. Min far boede i Nakskov med sin kone, og dér havde jeg også en søster. Jeg besøgte dem hver anden weekend. Han var bilmekaniker, og min mor arbejdede som parfumedame på færgeforbindelsen Rødby-Puttgarden. Men på trods af de mange flytninger var det aldrig på tale at forlade Rødby.

Jeg husker Rødby som et sted, hvor der ikke var forskel på folk. Måske fordi der ikke rigtig var hverken høj eller lav – ikke for alvor. Der var kun én skole, hvor alle gik. På Rødby Byskole var der nogle fantastisk gode lærere, deciderede ildsjæle. Da jeg gik i 5. klasse, kom en biologilærer til byen – det føltes, som om han gjorde alle børn og unge i Rødby interesserede i biologi. Vi tog i skoven og kiggede på fugle, vi tog på fisketure, og jeg fik en fiskestang i fødselsdagsgave, da jeg fyldte 14. Men det var planter, der interesserede mig mest. I gymnasiet blev jeg matematisk-biologisk student. En overgang troede jeg, at det var den vej, jeg skulle gå.

I dansk skulle vi skrive stile om aktuelle emner som for eksempel atomkraft. Men jeg ville hellere skrive digte, og det fik jeg lov til. Jeg sendte mine digte ind til aviser og blade, og et af dem blev trykt som læserbrev i Alt for damerne, da jeg gik i gymnasiet. Det hed ’Din ømhed’, og en af linjerne lød: ”Din ømhed var et frø, jeg nu vil dyrke.” Min familie roste mig og sagde, at jeg var utrolig dygtig til at skrive digte. Men det var jeg jo ikke. Jeg kunne bare godt lide det.

På Maribo Gymnasiums lille, støvede bibliotek fandt jeg en dag et eksemplar af tidsskriftet Hvedekorn i en time, hvor jeg pjækkede. Efter gymnasiet – jeg blev den første student i min familie – flyttede jeg som 19-årig til København i 1985 for at læse litteraturvidenskab på universitetet. Men det interesserede mig ikke, og jeg var ikke god til det. Jeg var mere optaget af Otto Mønsteds Kollegium, hvor jeg boede. På et tidspunkt tog jeg en længere orlov fra studiet uden at fortælle det derhjemme.

På studiet skulle vi skrive en opgave om Gabriel García Márquez’ novellesamling ’Mama Grandes begravelse’. Jeg kunne ikke finde ud af det, i stedet skrev jeg min egen novelle: ’Et blommetræ’. Jeg læste den højt for en af mine medstuderende, og hun foreslog, at jeg sendte den ind til Information. Det gjorde jeg, men i lang tid hørte jeg intet. En dag i efterårsferien, hjemme i Rødby, blev jeg ringet op fra kollegiet: Novellen var kommet i avisen. Min mor lånte en bil, og vi kørte området tyndt for at finde et eksemplar. Vi fandt et i kiosken nede ved Rødby Færge.

Bogreception for debuten ’Eksempel på liv’, 1993. Fra venstre Dorte Borregaard, Helle Helle, Kirsten Hammann, Mads Brenøe.

JEG BEGYNDTE at sende digte ind til Hvedekorn, hvor Poul Borum var redaktør. Han var også med til at grundlægge Forfatterskolen, hvor han var rektor. En dag skrev han til mig, en enkelt linje: ”Trykker syv digte i næste Hvedekorn.” Da tænkte jeg for første gang: ”Okay, nu vil jeg være forfatter. Det er den vej, jeg går.” Jeg fortalte min familie, at jeg ville søge ind på Forfatterskolen, og hvis jeg kom ind, ville jeg droppe litteraturvidenskab. Min mor klappede i hænderne, det var lidt sværere at acceptere for min far.

En dag lå der et telegram i min lejlighed i Vanløse, hvor jeg var flyttet til fra kollegiet. ”Ring til Poul Borum,” stod der. Og så et telefonnummer. Jeg gik ned i telefonboksen på Linde Allé og ringede rystende op. Han bad mig komme til samtale. Det var en af de varmeste somre, jeg kan huske i København, og busserne strejkede, så jeg cyklede i heden og ankom til Havnegade gennemblødt af sved. Samtalen foregik på femte sal i Poul Borums lejlighed. Jeg blev gelejdet ind gennem bogreolerne og blev mødt af en gruppe forfattere, der sad rundt om et bord. I 50 minutter kunne jeg ikke få vejret og svarede i øst og vest. De sagde til mig: ”Du skal læse nogle flere bøger og prøve igen til næste år.”

Jeg tog orlov fra litteraturvidenskab en gang til, denne gang for good. Jeg søgte forskellige jobs, og i marts 1989 blev jeg ansat som informationsdame på Dyrehavsbakken. Der arbejdede jeg, mens jeg søgte ind på Forfatterskolen for anden gang. En dag i august stod jeg i info-kiosken i skriggrøn 80’er-nederdel, jakke med skulderpuder og hvid skjorte. Foran mig var en kø af børn, som alle skulle have et Bakkepas til forlystelserne. De stak hånden ind gennem lugen, og jeg satte det fast på deres små håndled. Pludselig ringede telefonen. Det var Poul Borum: ”Du er optaget på Forfatterskolen. Vi tager på rustur til Færøerne. Mød op i Kastrup Lufthavn 27. september klokken 9:30. Farvel så længe.” Så lagde han på. Jeg vendte tilbage til mine Bakkepas, mens jeg var ved at besvime af glæde. ”Jeg er kommet på Forfatterskolen!” råbte jeg til min chef, da hun gik forbi. Teltholderne på Bakken gav mig en kæmpe plys-tiger i gave og tog mig rundt til alle forlystelserne for at fejre det.

Helle Helle, 1975.

JEG HAR OFTE tænkt på, om jeg var blevet forfatter, hvis ikke jeg var kommet ind på Forfatterskolen. Det var ikke dér, jeg lærte at skrive. Som Poul Borum sagde: ”Man kan ikke lære at skrive, men hvis man kan skrive, er der meget at lære.” På skolen mødte jeg andre, der også skrev med samme dødelige alvor – blandt andet min bedste ven, Kirsten Hammann. Det var en vild, eksotisk og eksplosiv tid for mig. Jeg havde ikke rigtig været andre steder end baren på mit kollegie, men pludselig kom jeg til koncerter, i teateret og på gallerier, og vi tog nattoget til Aarhus, hvor jeg aldrig havde været, for at holde oplæsning i Ridehuset. Men jeg havde svært ved at skrive. Skolen gjorde mig enormt kritisk over for mine egne tekster, og jeg skrev dårligt, imens jeg gik der.

I mange år havde det været en stående vittighed i min familie, at jeg kunne komme til at hedde Helle Helle, fordi min oldemor hed Helle til efternavn. Min mor og hendes søskende hed også Helle til mellemnavn. Jeg blev døbt Helle Olsen, min fars familienavn, og efter mine forældres skilsmisse kom jeg til at hedde Helle Hansen. Da min mor blev gift igen, fik jeg min søsters fars mellemnavn, Krogh. Da jeg debuterede i Hvedekorn, sendte jeg digtene ind som Helle Krogh Hansen, men Poul Borum smed ’Hansen’ ud. Det var der, jeg besluttede mig for at skifte efternavn.

I dag havde jeg nok ikke gjort det, men jeg fremskaffede dåbsattester fra gamle kirkebøger og sendte dem ind til Københavns Overpræsidium, som skulle godkende navneskiftet. Og så fik jeg et dokument med mit nye navn. Jeg var 23 år gammel, og det føltes mærkeligt at fortælle mine venner, at jeg nu hed Helle Helle. Folk har jo syntes, at jeg var tåbelig. Jeg tænkte også selv, at det var lidt fjollet, men samtidig føltes det rigtigt. En del år senere modtog jeg stadig post fra visse dele af familien under mit gamle navn. Siden endte min mor også med at smide sit efternavn, så hun blot hed Helle.

HELLE FOR HELLE

55 år. Født Helle Olsen, men tog som 23-årig sin oldemors efternavn og kom til at hedde Helle Helle. Uddannet fra Forfatterskolen i København i 1991, debuterede med tekstsamlingen ’Eksempel på liv’ i 1993. Bor i Sorø med sin mand, billedkunstneren Mikkel Carl. Har to voksne børn fra et tidligere ægteskab.

Helle Helles gennembrud som forfatter kom i 2005 med romanen ’Rødby-Puttgarden’ om de to søstre Tine og Jane og deres liv i Rødbyhavn i 80’erne. Bogen indbragte hende Kritikerprisen samme år.

Hun har udgivet ni romaner, en børnebog og en række noveller, og hendes forfatterskab er blevet belønnet med flere priser, blandt andet De Gyldne Laurbær i 2012, Det Danske Akademis Store Pris i 2016 og Holbergmedaljen i 2019. Hendes seneste roman, ’Bob’, er udkommet på forlaget Gutkind.

Helle Helle, 2021.

JEG ER FØDT med et lyst sind, jeg er meget jordbunden og mere praktisk end åndeligt anlagt. Men jeg har en flig af angst i mig, som kommer frem, hvis jeg er under pres. Det blev slemt, da min mor blev alvorligt syg i 2013. Jeg begyndte at høre ambulancer, også når de ikke var der. Jeg bor i Sorø, ude i en skov, og der er der en fugl, der lyder som en ambulance. Den har flere gange været skyld i, at jeg har startet bilen og er kørt i sutsko og nattøj ind til byen for at se, om alt var i orden på mine børns skolevej. Men en dag sagde min mand til mig: ”Der sker hverken mere eller mindre, fordi du er bange.” Det husker jeg på.

Min mor var syg i halvandet år. Hun døde i marts 2015, men lige til det sidste gjorde hun alt for at gøre sit liv til en fest. Hun var så utrolig god til at leve, at hun på en eller anden måde også var god til at dø. ”Jeg er så lykkelig,” sagde hun til min søster og mig helt til det sidste. I starten tænkte jeg, at det ikke kunne passe. Men det gjorde det.

Jeg kører til Rødby en gang om året og kigger. Jeg er flere gange blevet spurgt af journalister, om jeg vil vise dem rundt i min barndomsby. Men jeg siger altid nej. Rødby er et sted, jeg er nødt til at have for mig selv. I dag kan man måske godt se, at det er trange tider i byen. Mange butikker er lukket. Men når jeg kommer til Rødby, ser jeg kun alt det pæne. Det er sådan en fin by. På Facebook er jeg medlem af grupper som ’Fra de gode gamle dage i Rødby og Rødbyhavn’ og ’Rødby Byskole’. De er fyldt af lange tråde med folk, der skriver: ”Jamen, hvem var det, der boede der før barberen?” Det er dybt interessant, men nok kun for mig og andre, som kommer derfra. Hvis jeg tog min mand med på tur og kørte gennem byen og pegede på alle de huse, mine skolekammerater engang boede i, ville han muligvis kede sig lidt.

Jeg synes, at succes er et frygteligt ord. Jeg forbinder det med noget kalkuleret, noget, man regner sig frem til. Jeg har været heldig at have mange læsere. Det er en stor lykke. Men det er også lidt af en gåde for mig, for mine bøger er ikke lettilgængelige. Der er nok også en del, som er blevet tvunget til at læse dem i skolen eller gymnasiet og måske ikke kunne lide dem.

/

Med på vognen

Ud & Se har samlet de bedste kulturnyheder i marts.
Tekst:RedaktionenFoto:PR

FIN FORM

Kender du Konditaget? Legepladsen og træningsarealet med Københavns måske bedste udsigt er om ikke en hemmelighed, så i hvert fald smukt gemt af vejen på toppen af parkeringshuset Lüders i Helsinkigade – og en grund i sig selv til at besøge Århusgadekvarteret. Taget, der er designet af danske JAJA Architects og udviklet i samarbejde med DGI Byen, gør København til en bedre by at bo i og er fremhævet i ’The Ideal City’, en ny bog skabt i samarbejde mellem IKEA og det berlinske forlag Gestalten. Blandt de 53 byer fra hele verden, der skal inspirere til bedre byudvikling, finder man også Fredericia og Aarhus. 

Læs mere på gestalten.com

SNUP EN KUNSTPAUSE

Selv med lukkede museer er Danmark fuld af kunst, der kan opleves kvit, frit og med to meters afstand. Tag for eksempel denne bænk af Jeppe Hein, der sammen med 12 andre lignende slyngede siddepladser danner en bølge, der skal hjælpe besøgende med at finde frem til Kastrups akvarium Den Blå Planet. Den azurblå byrumsudsmykning er bare ét eksempel blandt 50 kunstneriske produktioner til gader, stræder, svømmehaller og offentlige institutioner, som Ny Carlsbergfondet har finansieret igennem snart 100 år, og som kan studeres i bogen ’Hvor folk færdes’. 

Er udkommet hos Strandberg Publishing

TIL TØRST – IKKE TIL TØRST

Livet i nedlukningsland har til tider været monotont og kaldt på selvforkælelse. Mange af os har søgt den på bunden af et godt glas eller to. Men corona-livsstilen har ikke kun ført til mere dansk druk. Flere har nemlig holdt fast i humlen, men skruet promillen ned. Coop oplyser, at forbruget af alkoholfri eller alkoholsvage øl er steget med 37 procent fra 2019 til 2020. Et andet firma, der har mærket stigende interesse for bajere uden beruselse, er Bottle & Can, der online sælger alkoholfri pakker med varianter som IPA og sour fra blandt andet danske Mikkeller og belgiske Brussels Beer Project. ”Det er dejligt, at der er kommet så mange varianter af høj kvalitet at vælge imellem,” siger medejer af Bottle & Can Anders Damm Christensen i en pressemeddelelse. 

CELLEFORANDRING

Mens vi venter på Klimaøen, kan du i Faxe, Vordingborg og Herning Kommune snart gå på opdagelse efter fire grønne øer i landskabet. Men det bliver ikke nødvendigvis nemt at finde de fire nye solcelleparker, der bliver opført fra i år, og som tilsammen kommer til at strække sig over 420 hektar og menes at kunne dække 120.000 husstandes elforbrug i 2023. ”Panelerne placeres altid på flade jorder og vil på få år være skjult bag høje, tætte levende hegn eller skov. Det giver gode betingelser for blomster, insekter og dyr,” siger Anders Dolmer, bestyrelsesformand for producenten BeGreen, i en pressemeddelelse: ”Dertil kommer, at der vil være økologisk fødevareproduktion på arealerne – typisk i form af lamme- og fårehold eller dyrkning af græs til proteinudvinding.” 

/

Med på vognen

Ud & Se guider dig til februars bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Toogoodtogo

KUGLESKØRE DANSKERE

Madspild er det store emne på tidens tallerken, og en af de bedste måder at bekæmpe det på er at rulle en lille, velsmagende kugle af sine kagerester. Men hvad sådan en hedder, det er danskerne ikke enige om. I København går den under navnet romkugle, i Jylland hedder den ofte en trøffel, men kommer man fra Mors, hedder den en sputnik og i Hirtshals en krumsebolle. Det er madspildsbekæmperne fra Too Good To Go, der har skudt debatten om det helt rigtige navn i gang, og buddene er mange – fra bamsebæ og krøllekage over knotbolle til slaskekugle og bagerens fiskefrikadelle.

Se mere på Too Good To Gos instagramprofil

Læsekampagnen er støttet af Sofie Linde. Foto: PR

MASSER AF MCBOOKS

Trykte børnebøger lever i dag ofte et usselt liv, truet af strøm, skærme og taster. Men ikke hos McDonald’s, der trods måske tvivlsomme kalorier til store maver propper læseguf til de mindste ned i madposerne. Børnebog nummer én million var ved udgangen af 2020 uddelt til danske børn og deres familier, der tager bøgerne med hjem. I gennemsnit læser børnene i bøgerne i 11 minutter, viser en undersøgelse fra analysefirmaet Moos-Bjerre. Samme undersøgelse viser også, at over halvdelen af forældrene efterfølgende taler med børnene om bøgerne. 

Se mere på læselyst.org 

Foto: PR

KVINDENE KUNST

Måske har du ikke så meget at lave for tiden? Så hvorfor ikke gå ind på Den Hirschsprungske Samlings hjemmeside (nemmest at udtale, når du har fået et corona-glas for meget) og nyde Bertha Wegmanns portræt af Marie Triep­cke – senere kendt som Marie Krøyer. Prisen på over tre millioner kroner er den højeste nogensinde for et værk af en kvindelig kunstner solgt i Danmark. Det kan man tænke over. Man kan også fundere – længe – over billedets bøjede venstre arm.

Se mere på hirschsprung.dk/samling/nye-vaerker

Foto: PR

AV, MIT SKINNEBEN

De fleste af os tager nok for givet, at vi har fri og lige adgang til sundhedsvæsnet. Men sådan har det ikke altid været. I slutningen af 1800-tallet var sygeforsikring den enkeltes ansvar. Det krævede, at man betalte til en sygekasse. På Danmarks Jernbanemuseums magasin findes et par eksempler på medlemskort for jernbaneansatte i begyndelsen af 1880’erne. I begge tilfælde var sygekassen knyttet til arbejdspladsen. Det første sygekort tilhørte assistent Møgelvang fra Aarhus, der var medlem af Jydsk-Fyenske Jernbaners Sygekasse. Det andet medlemskort er fra Sjællandske Statsbaners Sygekasse og har tilhørt en banevogter ved navn Petersen. Af kortet kan man læse, at sygekassen også dækkede hans familie. I 1892 kom den første sygekasselov, som åbnede for statstilskud til private sygekasser for fattige og lavtlønnede. Den offentlige sygesikring, som vi kender i dag, blev grundlagt i 1973.

Se mere på jernbanemuseet.dk

Sylvie Fleury, 2000. Foto: Charles Duprat

ARKETYPISK

Vestegnen bliver til ’festegnen’, når Arken i 2021 fejrer sit 25-års-jubilæum. Det moderne kunstmuseum, der ligger ned til vandet i Ishøj, begynder fødselsdagen med udstillingen ’Guld og magi’, hvor man – hvis corona vil – fra februar kan opleve, hvordan guld og vores evige jagt på lykke og rigdom har afspejlet sig i kunsten. Oplev for eksempel værker af Damien Hirst, Sylvie Fleury og Thomas J. Price, og dyk ned i guldets både religiøse og koloniale historie. Arken fortsætter i øvrigt fejringen med en lang række særudstillinger i 2021. 

’Guld og magi’, 6. februar – 8.august. Se mere på arken.dk  

Foto: Ida Wang

KRADSBØRSTIG KRIGSSKUEPLADS

Måske har du glemt det? At Danmark i 2003 i en koalition med Storbritannien og USA gik i krig mod Irak og Saddam Hussein? Hvad var motivet dengang, hvorfor gjorde vi det, og var det egentlig lovligt? Det er spørgsmål, som Teater Grob på Shakespearesk vis dramatiserer i ’Den retfærdige kriger – Da Danmark gik i krig’. Ina-Miriam Rosenbaum står bag forestillingen, der er en del af Projekt Glemmebogen, som sætter scenefokus på politiske problemer. Med kolde fakta og skarp satire vil hun vække vores nysgerrighed og tvivl samt få teatergæsterne til at stille spørgsmål, som journalist og historiker Christoffer Emil Bruun efterfølgende modererer mellem publikum og kunstnere.

Teater Grob, premiere 20. februar. Se mere på grob.dk

Foto: PR

AARHUSK NU VERDEN!

Hvis, hvad alle håber, samfundsdørene snart åbner sig, står ARoS i Arhus i 2021 klar til at byde sine gæster på mangfoldig kunst fra hele verden. Der kommer blandt meget andet udstillinger om dansk kunst fra 1800-tallet, britiske værker i samarbejde med Tate i London, installationskunst fra Island, kunst fra Kina og udstillinger om dansk samtidskunst. Og i marts åbner udstillingen ’This Is Not Africa – Unlearn What You Have Learned’ med en række kunstnere primært fra det afrikanske kontinent. Udstillingen, der består af 25 parodierende, gennembrydende, dekonstruerende værker, vil bryde med den stereotype vestlige fortælling om ’det afrikanske’. 

Se mere på aros.dk

Foto: PR

HJEMKUNSTSKABER

Kunsthal Charlottenborg er, som alle andre, trætte af COVID-19 (der i sig selv lyder lidt som en udstilling). Derfor har de lanceret det, de kalder ’Do It (Home)’, hvor 55 kunstnere – blandt andet Olafur Eliasson, Tracey Emin og Cao Fei – instruerer folk i, hvordan de skaber deres egne kunstværker derhjemme. Følg kunstnernes instruktioner, kom ind i deres verden, realiser dit eget kunstværk, og del dit værk med andre.  

Se mere på curatorsintl.org/special-projects/do-it

 

/

Med på vognen

Ud & Se guider dig til januars bedste kulturoplevelser.
Tekst:RedaktionenFoto:Politikens Forlag

LOVENS LANGE ARM

Selvom det ikke længere er i brug, vil mange læsere nok alligevel genkende ovenstående politiskilt. Færre ved måske, at det var Jens Harald Quistgaard (1919-2008), der formgav det. Quistgaard er en kendt eksponent for dansk design i den store verden, men mindre berømt herhjemme på trods af, at han har skabt mange af de ting, vi har i skuffer og skabe. For eksempel dåseåbneren fra Raadvad, som han designede i 1950, og som mange af os bruger endnu, fordi den er så uopslideligt rustfri, handy og ligetil, hvad enten det er flåede tomater, baked beans eller kokosmælk, man gerne vil have hul på. Bliv klogere på Hajfinnen, som den også kaldes, og mange andre Quistgaard-design i en ny, stor, fotomættet bog.

’Jens Harald Quistgaard – En dansk designer’ er udkommet på Politikens Forlag.

LIGE LUKT I LUFTEN

Mens flytrafikken er historisk lav, kan Københavns Lufthavn trods alt glæde sig over, at den ligger lige, som den skal. Lufthavnen er blevet kåret til Europas mest tilgængelige af brancheorganisationen ACI Europe. Passagerchef Susanne Rose Plum mener, det skyldes, at det er nemt at ankomme med tog, metro, bus, bil og cykel. ”Ydermere har vi den fordel, at man som handicappet kan parkere blot 50 meter fra terminalerne,” siger hun i en pressemeddelelse.

RØR DIG

Der er nok at tænke over. Hvor mange gange skal man trampe i den stepmaskine, inden sidebenene kommer tilbage i præ-ferie-form? Er det overhovedet forsvarligt at pruste i fitnesscenteret eller plaske i svømmehallens blå klorvand? Og hvor meget er det i det hele taget normalt at motionere for en tidssvarende voksen dansker? Det sidste spørgsmål tænker man for tiden dybere over på Syddansk Universitet, hvor man er i gang med en landsdækkende undersøgelse af vores bevægelsesvaner, og måske har du også modtaget spørgeskemaet i din e-boks? Undersøgelsen løber frem til 2022, så du må trampe videre med tålmodighed og vente på, at tallene fortæller, præcis hvor gennemsnitlig du er.  

Læs mere på sdu.dk/da/forskning/danmark_i_bevae­gelse 

EN KØN FACADE

Dér ligger den i sin appetitligt æggegule funkis-skal. På en af byens bedste adresser, tæt op ad Strøgets vrimmel. Alligevel er der ro og udsyn fra de lyse, sydvestvendte lokaler, der har Helligåndskirken og dens grønne træer som genboer. Kvindernes Bygning i Niels Hemmingsens Gade har siden foråret 1936 primært huset ligestillingsforeningen Dansk Kvindesamfund. Og så har det i mange år, når mørket faldt på, rumsteret i husets dansefødder. I kælderen ligger spillestedet Hotel Cecil, der har overtaget nattelivsfaklen fra Copenhagen Jazzhouse (1991-2017). Corona har p.t. slukket festen, men den vender nok snart tilbage i bunden af bygningen, der 9. januar har 85-års fødselsdag. Du kan fejre den ved at læse mere om stedets historie, arkitektur og anvendelse i den nyudgivne ’Fra vision til virkelighed’.

Udgivet på Forlaget Himmerland.

 

/

Vandrehistorier

Kan poesi og digterliv lokke danskerne ud at gå? Det håber Johannes Nørregaard Frandsen, leder af projektet ’Danske digterruter’, der åbner i løbet af næste år. Her fortæller han om tre af de planlagte ruter.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Jenles fotoarkiv

BONDEKNOLD

”Jeppe Aakjær boede på gården Jenle, og fra sit arbejdsværelse så han ud over Astrup Vig til Limfjorden. Når han digtede om rugen og havren, er det det landskab, han fortæller om. Ruten går forbi Astrup Vig, hvor han holdt folkefester for tusindvis af mennesker til det årlige Jenle-møde med politiske og litterære taler. Da Bertel Haarder genopfandt Folkemødet på Bornholm, var det med reference til de store danske folkefester, som Steen Steensen Blicher startede ved Mariager Fjord, og som Aakjær genoptog ved Jenle. Det første folkemøde ved Jenle var i 1908 med Jeppe Aakjærs kone, Nanna Krog, som hovedarrangør. Det handlede om at give kvinder valgret. Aakjær var en meget politisk digter. Når han digtede om landskabet, var det en kamp for naturbevaring, men han kæmpede også for den lille mands ret, for tyendet og markarbejderne ude på landet. De rige selvejerbønder hadede ham. Efter hans død i 1930 sørgede hans kone for, at huset blev stående i hans  ånd. Pennen ligger stadig, hvor han sidst lagde den, og kalenderbladet er slået op på den dag, han døde.”

Ruten laves i samarbejde med Aakjærselskabet.

GÅ IND I POESIEN

I forsommeren 2021 åbner de danske digterruter i samarbejde med en række museer og digterselskaber. På ruterne vil der være stationer med lydklip på 3-4 minutter, hvor man for eksempel kan lytte til et tekststykke af Karen Blixen eller et stykke af en Jeppe Aakjær-sang. Tidligere leder af H.C Andersen Centret ved Syddansk Universitet Johannes Nørregaard Frandsen og litteraturprofessor Mads Sohl Jessen står bag projektet.

VERDENSDAME

”Karen Blixen havde sine 17 berømte år på sin afrikanske farm og flyttede efterfølgende forgældet ind på Rungstedlund, som var i slægtens eje, og som snart blev dansk digtnings centrum. Hun lagde hus til Det Danske Akademi og holdt hof og samtalesaloner med unge danske digtere, som hun førte dybsindige samtaler med. Naturen spiller en stor rolle i hendes litteratur, og med det samme, da hun flyttede ind på Rungstedlund, begyndte hun at tilrettelægge en have, hvor hun kunne gå ud for at plukke blomster. Skoven skulle være naturskov, og fuglene og planterne have førsteret. Der blev opsat massevis af fuglekasser. Med de tanker var hun langt forud for sin tid. Dengang var ordet biodiversitet ikke opfundet, men det var i virkeligheden det, hun skabte. I dag ligger hun begravet i sin egen park, fordi hun ville opløses i sin egen natur. Ruten snørkler sig rundt i hendes park og i området omkring Rungstedlund, et kæmpestort og fabelagtigt stykke nordsjællandsk natur.” 

Ruten laves i samarbejde med Karen Blixen Museet.

DE 19 DIGTERE PÅ LANDKORTET

B.S. Ingemann, Carit Etlar, Emil Aarestrup, H.C. Andersen, H.A. Brorson, Ambrosius Stub, Henrik Pontoppidan, Holger Drachmann, Jeppe Aakjær, Johannes Jørgensen, Johannes V. Jensen, Thit Jensen, Kaj Munk, Karen Blixen, Martin A. Hansen, Steen Steensen Blicher, Tove Ditlevsen, Dan Turèll og Michael Strunge.

STORBYROTTER

”Vi har valgt at beskrive tre forskellige digtere som Vesterbro-digtere: Tove Ditlevsen, Michael Strunge og Dan Turèll. De var alle tre mørke mennesker, der levede på kanten. For dem var Vesterbro en scene for det komplicerede liv. De havde alle deres dæmoner og døde alt for tidligt af druk og røg og psykiske kompleksiteter. Ditlevsen voksede op på Hedebygade og så et lavsocialt Istedgade og et hårdkogt arbejderkvarter, som forfulgte hende resten af livet. Hun havde en kærlighed til området, men også en foragt. Dan Turèll kom fra det, han kalder ’proletardelen af Gentofte’, Vangede nord for København, men det var hovedsagelig Vesterbro, han digtede om, og det er her, hans kriminalromaner foregår. Han flyttede først ind på Forhåbningsholms Allé på Frederiksberg på kanten af et Vesterbro i total forandring og omstrukturering på grund af gentrificeringen. Hos Strunge er det ungdomskulturens, musikkens og det vilde livs Vesterbro. Natmaskinen, som han kalder det. Den forvandlingshistorie skal udtrykkes gennem vandreruten, og hvis man hører deres digte undervejs, får man et stærkt stemningsportræt.”

Ruten laves i samarbejde med Københavns Museum.

/

Stjerner på stribe

Fem amerikanske romaner, der gør dig klogere på kompleksiteternes land, anbefalet af litterat og lektor i amerikanske studier Thomas Ærvold Jensen.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:PR

DEN FØRSTE

Mark Twain: ’Huckleberry Finns hændelser’, 1884

”Huckleberry stikker af hjemmefra for at slippe for sin voldelige og alkoholiserede far og sin tante, der forsøger at gøre ham til en dannet dreng. Han hader begge dele, så han stikker af på en tømmerflåde sammen med den sorte slave Jim og sejler ned ad Mississippi-floden, og langsomt begynder han at se Jim som et menneske i stedet for en slave. Det er en klassisk dannelses­roman om det uskyldige barn, som gennemgår en masse, får erfaring og bliver klogere på livet. Selvom der var udgivet andre klassikere, for eksempel ’Moby Dick’, forinden, bliver den ofte kaldt ’den første amerikanske roman’, fordi den er skrevet med dialekt modsat en mere britisk skrivetradition.”

KÆRLIGHED OG KONTANTER

Francis Scott Fitzgerald: ’Den store Gatsby’, 1925

”Romanen beskriver en ansvarsløshed, hvor folk blev styrtende rige på rekordtid med krise og depression til følge. Den handler om samfundsstrukturer, om økonomi og grådighed og piller ved et så centralt mytisk begreb som den amerikanske drøm. Hvordan styrer klasseskel, tradition og social anseelse et menneskes liv? Fitzgerald kom selv fra en fattig baggrund, forelskede sig i en rigmandsdatter og oplevede, at hendes familie sagde nej til ham. Den historie ligger til grund for romanen, hvor hele Jay Gatsbys liv går ud på at anskaffe rigdom, så han kan vinde sin udkårnes gunst i en kynisk kalkule af kærlighed og cool cash.”

FORKRØBLET MORAL

Flannery O’Connor: ’Klogt blod’, 1952

”O’Connor var fra Georgia og troende katolik, selvom hun boede i det protestantiske bibelbælte. Romanen handler om en mand, der vender hjem efter anden verdenskrig og har mistet troen. Derfor bliver han prædikant for sin egen trosretning, ’Kirken Uden Kristus’, men han kan stadigvæk ikke slippe sin gamle tro. Det er en vigtig bog, fordi religion fylder så meget i USA, og få romaner tager så nådesløst livtag med emnet som dette syrede blik på fundamentalisme. Karaktererne har ofte fysiske skavanker, som afspejler deres etiske og moralske mangler. Folk er blinde, halter eller har sadomasochistiske tendenser. Det er en grotesk og voldelig verden. Men selvom hovedpersonerne er dybt syndige, bevæger de sig stadig hen imod en slags frelse i et klassisk amerikansk paradoks mellem fri vilje og mystisk skæbne.”

DEN DØDE DRØM

Atticus Lish: ’Forberedelse til næste liv’, 2014

”Der er to hovedpersoner: en Irak-veteran, som vender hjem til New York med et ubearbejdet traume, efter hans ven blev sprængt i stykker, og en muslimsk kinesisk indvandrer, som knokler på en fabrik. Romanen foregår i Chinatown i Flushing, Queens, hvor Manhattan bare er et fjernt lys, og den retter en skarp kritik mod militæret, fængselssystemet og den rolle, illegale immigranter spiller. Romanens amerikanske karakterer har opgivet forestillingen om, at deres liv kan være anderledes, mens den kvindelige kinesiske immigrant har en tro på det. På den måde giver den indsigt i, hvad der fik Donald Trump valgt som præsident. Den amerikanske drøm lever ikke blandt den hvide arbejderklasse.”

BØRN AF SLAVEHANDLEN

Yaa Gyasi: ’Hjemfærd’, 2016

”Yaa Gyasi er en ghanesisk-amerikansk forfatter, der bygger videre på den tradition, som Toni Morrison, Alice Walker, Richard Wright og andre berømte sorte forfattere har skabt. Hun fortæller originalt og indlevende om nogle af de mange sorte amerikanere, hvis skæbne blev beseglet med slaveriet. I ’Hjemfærd’ har hun fokus på Vestafrikas rolle i den globale slavehandel. Romanen begynder i slutningen af 1800-tallet og handler om to halvsøstre i det, der i dag hedder Ghana. Den ene søster bliver gift med en hvid englænder og bliver en del af eliten, mens den anden bliver solgt som slave og fragtet til USA. Derfra følger man deres familiehistorier helt op til i dag. Det handler om frihed, arv, tradition, slaveri, kolonialisme og meget andet, som er oppe i tiden, uden at blive hverken pedantisk eller moraliserende.”

/

Med på vognen

Ud & Se guider dig til novembers bedste kulturoplevelser.
Tekst:Redaktionenfoto:Per Andersen

MERTZLIG TILLYKKE

Har du brug for et farvepift? Så besøg Sorø Kunstmuseum, der for tiden viser særudstillingen ’Alt dette er Deres’ for at fejre 100-året for Albert Mertz’ fødsel. Den danske kunstner debuterede som 14-årig, blev optaget på Kunstakademiet i København som 15-årig, men gik ud igen før tid, fordi han syntes, man underviste for gammeldags. Han vendte dog tilbage for at undervise som professor i mange år frem til sin død som 70-årig i 1990. Mertz nåede igennem sin karriere at producere mere end 1.000 malerier og tegninger – samt collager, film og artikler – og kastede sig ud i strømninger som surrealisme, abstrakt realisme og popkunst. Er du stadig farvesulten efter besøget, så få fingre i den 336 sider lange Mertz-monografi ’Forskellen er ens’, der udkom i oktober i år. 

Sorø Kunstmuseum frem til 31. januar 2021. Til foråret også på Holstebro Kunstmuseum.

NÅR DU HAR LÆST …

… Ud & Se færdig og har lyst til at hvile øjnene, men også til stadig at blive klogere, kan du logge ind hos Strillo og få leveret udvalgte nyhedshistorier fra medier som Altinget, The Economist og Der Spiegel lige i øret. Strillo er startet af folkene, der udviklede e-bogsplatformen Riidr, og holdet bag den nylancerede app udvælger dagligt 3-5 grundige artikler, long reads på mediedansk, fra en række danske og udenlandske samarbejdspartnere. Artiklerne bliver oplæst af både mænd og kvinder, og der differentieres mellem amerikansk og britisk accent (Der Spiegel oplæses på engelsk).

Find indhold, og se priser på strillo.com

NU MED EKSTRA JAZZ

Det er i år 425 år siden, at William Shakespeare skrev ’Romeo og Julie’. Men det (varm)blodige drama om den forbudte kærlighed har vist sig pænt sejlivet. Her til efteråret sætter Vendsyssel Teater klassikeren op i en ny, musikaliseret version. Manden bag musikken er saxofonist og komponist Benjamin Koppel, og David Grue, der tidligere har sat ’West Side Story’ op i Aarhus og Aalborg, står for iscenesættelsen.

19. november – 19. december.

DA SKAGEN VAR VILD

Dengang det stadig krævede en indsats at bevæge sig hele vejen fra København til Skagen, tog landskabsmaleren Vilhelm Kyhn af sted for at dokumentere naturen på toppen af Danmark. For et par år siden endte hans maleri ’Skagens klitter’ fra 1845 så på Den Hirschsprungske Samling, hvor man gav sig til at restaurere billedet og bag nogle senere overmalinger fandt et lig, en grav og en graver. I en miniudstilling om guldaldermaleren sætter museet for tiden fokus på maleriet, som man mener forestiller en druknet fra et forlist skib, der bliver begravet ved det, man i Skagen kaldte ’Dødemandsklippen’. 

Frem til 30. december.

OP MED HUMØRET

Har dine børn også surmulet over, at de ikke kom til London eller Sri Lanka dette efterår? Så stik dem ’Rex rejser rundt’. I bogen besøger drengen og rimsmeden Rex små og store lokaliteter i Danmark, mens han morer sig over autentiske navne som Hørmested, Storvorde og Fæby og bliver klogere på så forskelligartede seværdigheder som Gåsetårnet i Vordingborg og I Am Queen Mary i København. Rex’ rejseeventyr er skrevet og illustreret af dansklærer og debuterende forfatter Gitte Søby Madsen, der også forsøger at lege lidt geografisk viden ind i de små læsere undervejs.

Er udkommet på Byens Forlag. 

/

Sjæl i flammer

Naturkatastrofer og ældgammel kærlighed vælter frem i ’Paradis først’. Her fortæller forfatter Kristina Stoltz om sit forhold til USA og om, hvorfor landet er så svært at forstå.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Martin Reinhard, Michael Nigro/SIPA/Ritzau Scanpix

DET BEGYNDER på en danse­festival i USA i 90’erne, hvor den unge danske Kristina og den lidt ældre amerikanske danser Marlon mødes for første gang og indleder et kærlighedsforhold. Marlon er mørk. Han er produktet af en blaxploitation-skuespiller fra en religiøs familie og en hvid idealistisk, venstreorienteret kvinde, der nægter, at farve skulle være et problem i USA. Opvæksten var turbulent, Marlon følte aldrig, han passede ind, og var bange for nabolagets hårde negle. Han var ikke sort nok og ikke hvid nok, og når hans mor arbejdede til sent, overtog frygten og angsten hans krop. De dage overnattede han på et skab, hvor ingen kunne finde ham.

Kristina Stoltz’ nye roman ’Paradis først’ er mange ting. Det er en kærlighedshistorie om to mennesker, der befinder sig vidt forskellige steder både fysisk og i deres liv. Det er en erindringsroman om at møde sin ungdomskærlighed 26 år efter, gnisten udsprang, og ikke genkende den person, man forelskede sig i. Og så er det en politisk bog, hvor karaktererne diskuterer racisme, klimaforandringer, masseskyderier og politivold. 

”Marlon er født ind i en konflikt om farve. Den religiøse familie ønsker ikke, at Marlon skal vokse op hos en hvid familie, mens den venstreorienterede familie er såkaldt farveblind. Det er tiden efter borgerrettighedsbevægelsen, så hans mor vil ikke anerkende, at han hverken bliver set eller behandlet som et hvidt barn, når han går ud ad døren og møder verden,” fortæller Kristina Stoltz.

Romankarakteren Kristina derimod er vokset op ’uden farve’ i et etnisk homogent Danmark. ”I Danmark findes der ikke racisme, det har jeg lært,” som hun udtrykker det i romanen. Det var sådan, hun tænkte, før hun mødte Marlon, som var dybt optaget af sit eget ophav, racehistorie og social retfærdighed. 

26 år senere besøger hun ham igen i det amerikanske bibelbælte. Ved hans side er nu en hvid mormon-kvinde. Hvordan skal hun forene sig med, at det intelligente menneske, der protesterede mod uretfærdighed, var veganer, spirituel og omrejsende danser i et afrikansk kompagni, nu er blevet magelig? Og er det underliggende racistisk, at hun mener, han skal kæmpe den antiracistiske kamp, fordi han er mørk? Skuffelsen lurer, tvivlen nager, og forfatteren kender spørgsmålene indefra:

”Jeg har selv været gift med en mørk amerikansk mand og tilbragt en stor del af mit unge voksenliv i USA, så jeg har en følelse af, at det næsten er mit land. Jeg kunne have endt med at bo der, hvis jeg havde fået børn med ham. Romanen tager udgangspunkt i noget, jeg ved noget om. Det er ikke bare hevet op af hatten. ”  

USA bygger på racekonflikter, mener forfatteren. Her demonstrerer Proud Boys og andre højreekstremistiske grupper 26. september i Oregon. Byen har i år været centrum for en række Black Lives Matter-protester mod politivold mod sorte.

I 2018 VAR Californien centrum for to store tragedier. Ilden, der raserede Californiens skove og destruerede byen Paradise, og et masseskyderi på country-western-baren Thousand Oaks i Californien. Kristina Stoltz befandt sig i Californien på det tidspunkt for at researche til den bog, der skulle ende med at blive ’Paradis først’.

Begge dele optræder i romanen. Skovbrandens flammer som bagtæppe for den kærlighed og de minder, de havde sammen i skoven, og masseskyderiet som symbol på den vold, der stadig eksisterer i USA. Det er på samme tid en kærlighedserklæring til USA og et smædeskrift imod alt, hvad landet står for.

”Romanen er udsprunget af et had-kærligheds-forhold til USA, for der er så meget ved USA, der er helt fucked. Men der er samtidig også meget at elske. Måden, de fortæller historier, deres måde at være kreative og deres måde at være gæstfri. Jeg har aldrig mødt en amerikaner, der ikke var gæstfri,” fortæller hun. 

Oprindelig skulle hovedpersonen Marlon have været en helt anden. En klimaaktivist, der binder sig selv til rødtræer i Californien eller flytter ind i trækronerne for at forhindre skovfældning. Det var årsagen til, at hun overhovedet tog til Californien i 2018. Hun ville undersøge det klimaaktivistiske miljø, så hun vidste, hvad det var for nogle mennesker. Men på rejsen mødtes hun med sin amerikanske eksmand, og det møde fik hende til at sadle om. Han var ikke den samme person, som hun huskede. I hvert fald ikke helt den samme, og det satte tankerne i gang. Ligesom i romanen:

”Man kan sige, det har taget mig 20 år at skrive bogen. Jeg har villet skrive den længe, og jeg har forsøgt flere gange, men jeg har ikke vidst, hvordan jeg skulle gribe det an. Jeg troede, at klimaaktivisten skulle være en motor.  Allerede i 90’erne var der klimaaktivister, som advarede mod skovbrande og ødelæggelse af naturen. Men da jeg endelig lagde den idé fra mig, tog det to en halv måned at skrive den og seks måneder at redigere, rette til og justere. Jeg skrev den nærmest i en rus, da jeg fik hul på stoffet.”

SOM 22-ÅRIG flyttede Kristina Stoltz til San Francisco. Hendes nye naboer fortalte, at hun kunne risikere at blive slået ned på gaden og bestjålet, hvis hun gik aftentur.

”Jeg troede faktisk ikke på det. Jeg var en ung og naiv, glad dansker. Jeg var Prince-fan, og USA var et multikulturelt land, hvor de lavede fed musik og fed kunst,” siger Kristina Stoltz, der hurtigt blev konfronteret med den anden side af USA, da hun blev kæreste med en sort amerikaner.

”Det var ikke så idyllisk, som jeg troede. Vi blev flere gange standset af politiet, når vi var ude at køre, og så blev han smækket op på køleren. Det var meget voldsomt.”

KRISTINA STOLTZ

Er forfatter, klummeskribent og foredragsholder. Hun er uddannet danser fra Skolen for Moderne Dans i København og Danshögskolan i Stockholm. Har udgivet digte, børnebøger og romaner. I 2016 var hun nomineret til DR Romanprisen for bogen ’Som om’. I 2019 var hun nomineret til Montanas Litteraturpris for ’Cahun’.

’Paradis først’ er udkommet.

I ‘PARADIS FØRST’ ser den engang så naive kvinde og den engang så udfordrede amerikanske mand tilbage på deres ungdom, da de mødes mange år senere. Hvordan gik det egentlig dengang? Lykkedes det overhovedet at forstå hinanden, spørger den ældre Kristina sig selv, mens katastrofernes USA ulmer i baggrunden med klimaforandringernes ødelæggende skovbrande og truslen om et raceopgør.

”I al den tid, jeg har haft et forhold til USA, har det været ret dramatisk. Det er vel konsekvensen af, at det er bygget på blod. Konflikterne med de indfødte amerikanere og slaveriet. Det er aldrig blevet harmonisk. Racismen er ikke en nyhed, den har altid været der, og politivold har altid været et problem,” siger Kristina Stoltz. Hendes nye bog er lige dele frygt, depression, forelskelse og håb. Sammensat som landet selv.

”USA er et højteknologisk samfund med de rigeste og mest veluddannede mennesker fra de bedste universiteter. Men der er også mange amerikaneren, der er analfabeter og måske har fire jobs for at kunne betale deres husleje. Det er vigtigt at have med, når man skal forstå, hvorfor de kan have en præsident som Donald Trump, og hvorfor han meget vel kan blive genvalgt.”

/

Med på vognen

Ud & Se guider dig til oktobers bedste kulturoplevelser.
Tekst:RedaktionenFoto:Niels Ole Sørensen

SUSET FRA DE SYV HAVE

Han er her ikke mere, men nu kan du tage til Helsingør og genopleve globetrotteren, der måske inspirerede dig til at tage ud at rejse. I Helsingør besluttede Troels Kløvedal sig for at sejle, her lærte han håndværket, og herfra stævnede han ud. Tag med ham, når M/S Museet for Søfart i Helsingør fra 9. oktober viser udstillingen ’Frihedens Værksted’.

Se mere på mfs.dk

PEST ELLER KOLERA?

Der er masser af syge oplevelser, når Statens Museum for Kunst sætter fokus på, hvordan epidemier gennem tiderne har påvirket verden og kunsten. Under titlen ’Intet som før’ kan du følge historiens mange host fra pest, kolera, tuberkulose, aids og corona i SMK’s store samling i Sølvgade i København. SMK afholder også hver onsdag aften indtil 22. november arrangementer, der dykker dybere ned i den smittende kunst. 

Se mere på smk.dk 

MORGENEN PÅ SKINNER

Har du morgenfriske børn? Eller vil du nå flere museer i Odense på én dag? Den første torsdag i måneden åbner Danmarks Jernbanemuseum allerede klokken 9. Der er kaffe i automaten, og det populære minitog kører første tur klokken 10. Tag et kig på de store lokomotiver og flotte vogne, se sneploven fra dengang, der var vinter til, og kig ind i de fire kongelige salonvogne, der alle er udført med udpræget sans for håndværk, detaljer og design. Børnene kan slippe fantasien løs på Børnebanegården – en banegård i børnestørrelse – eller de kan kravle ind i det store trælokomotiv på den store udendørs legeplads. 

Se mere på jernbanemuseet.dk

MØGBESKIDTE MOVES

Corona-tiden har langtfra været en dans på roser, men nu kan du igen trække i dit bedste nat-tøj, sætte håret, øve replikken ”Nobody Puts Baby in a Corner” og svime hen til den kropssvingende romantiske historie om danseinstruktøren Johnny og den unge ’Baby’. Ja, rigtigt gættet, det er ’Dirty Dancing – The Musical’, der efter aflysninger nu ruller sig ud i en luksusudgave med blandt andet Silas Holst, Mathilde Norholt og Karina Frimodt på gulvet. 

Aarhus fra 23. oktober i Musikhuset Aarhus. København fra 4. marts 2021 i Scandic Falkoner.

MED DRØMME OG SAKS

Når nu du har spadseret rundt i Frederiksberg Have og Søndermarken længe nok, og din verden pludselig føles kold og forladt, så drop ind på Bakkehuset, som i begyndelsen af 1800-tallet havde forfatterstjerner som H. C. Andersen, Grundtvig og Ingemann på besøg ved litterære saloner, og hvor du for tiden kan se udstillingen ’Gaver til Kamma’. Designer Amanda Betz har klippet og foldet de 10 værker og ladet sig inspirere af den foretagsomme salonværtinde Kamma Rahbeks egne æsker, breve og blomster.

Indtil 15. januar 2021. Læs mere på bakkehusmuseet.dk/udstillinger

MOJN FRA MARSKEN

Det bør ikke være gået manges næse forbi, at Genforeningen i år fylder 100. Men hvor mange mon forstår ægte ’synnejysk’ – eller for den sags skyld nedertysk og frisisk? Bogen ’Sprog på grænsen’ giver dig alle forudsætninger for at dykke ned i grænselandets sproglige kulturer. Blandt andet kan du lære at synge med, når sanger Rikke Thomsen (fra byen Blans) i nummeret ’Omve’n Hjemve’ synger: ”Når æ it ka ke’n det staj æ engang kål hjem? Omve’n hjemve, det æ hva æ hæ for æ mangle den do var, den do var å it dæ.”

’Sprog på grænsen – Sproch o æ græns’ er udkommet på Modersmål-Selskabet. 

MAGTENS SANDE ANSIGTER

De to mest betydningsfulde kvinder i Danmark, statsministeren og H.M. Dronningen, er ikke nemme at komme tæt på. Og så alligevel. På Frederiksborg Slot i Hillerød åbner Det Nationalhistoriske Museum efterårsferiedørene til en udstilling af fotograf Mads Nissen, der har haft adgang til magtens centrum og portrætterer Mette Frederiksen i de kritiske uger, da landet lukkede ned i marts. Har du smag for royale træk, kan du også – i anledning af H.M. Dronningens 80-årsfødselsdag i år – se en udstilling, der kommer rundt om hendes liv, virke og interesser gennem portrætter, genstande, videoer og scenografier.

Se mere på dnm.dk

/

Dine glade 60’ere

Kritikerne kalder epoken ensformig og sjælforladt, men det lønner sig at værdige den et blik, siger Vibeke Andersson, forfatter til et nyt storværk om 1960’ernes arkitektur. Her anbefaler hun tre bygninger, du bør tage ud at kigge på med datidens optimistiske briller.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Roberto Fortuna, Nationalmuseet

DE ER IKKE til at komme uden om. Vi spadserer blandt dem, bor i dem, arbejder i dem og køber ind i dem. De blev udtænkt i en nedslidt efterkrigstid, hvor landet manglede boliger, byggematerialer og faglærte murere. Så staten satsede på industrielt byggeri, og entreprenører og producenter af betonelementer fik travlt med at holde trit med ordrebogen. I dag står de almene boligbyggerier, storcentrene, sportshallerne, museerne og bibliotekerne over hele landet og minder os om den forhåbning, der skabte dem, og om det løft, de gav dengang i 60’erne. Som et levende monument over velfærdssamfundet. Men ifølge Vibeke Andersson, kunsthistoriker på Nationalmuseet og forfatter til bogen ’Dansk arkitektur i 1960’erne’, glemmer vi ofte at se dem som sådan og lægger ikke mærke til dem som andet end grå beton .

”60’erne er på mange måder et udskældt årti. Folk kalder dets byggeri monotont og anonymt,” siger hun.

”Det er rigtigt, at store, formstøbte betonelementer kan virke mere ensformige end mursten og fuger, som kendetegner tidligere husfacader. Men det er også et lidt unuanceret blik. Når vi taler om kulturarv, er vi vant til at tænke længere tilbage, men 60’ernes bygninger er også kulturarv. Vi behøver ikke at kunne lide dem, men det er vigtigt at se på dem og på den kolossale sociale ambition, de rummer, og lytte til de historier, de fortæller.”

Udsigt fra 15. sal i Høje Gladsaxe. På opførelsestidspunktet blev højhusene kritiseret for at isolere beboerne fra omverdenen. Andre fremhævede herlighedsværdien.

HØJE GLADSAXE

Søborg, opført 1963-68 af arkitekterne Povl Ernst Hoff og Bennet Windinge, Jørgen Juul Møller og Kai Agertoft samt Alex Poulsen

”Et vigtigt stykke danmarkshistorie og et superbt eksempel på velfærdssamfundet i udvikling. Bag gentagelserne i arkitekturen gemmer sig fortællingen om næsten 2.000 kvalitetsboliger til estimeret 7.000 beboere og et lokalsamfund med egen skole, kirke, indkøbscenter, bibliotek og pensionistboliger. De fem højhuse samt flere lavere ligger på et bakkedrag med udsigt over Utterslev Mose. Gå en tur i området, og se på, hvordan de møder landskabet. Set på afstand om aftenen glimter lysene fra lejlighederne som lanterner.” 

BØRGLUM KOLLEGIET

Risskov, opført 1963-67 af arkitekterne Harald Salling-Mortensen og Paul Niepoort

”Man inddrog sociologien i arkitekturen og tænkte i bedst mulige forhold mellem bygning og menneske. Oprindelig skulle kollegiet have ligget i et højhus, men bestyrelsen blev inspireret af nye analyser, der tydede på bedre beboersammenhold i lavere bygninger, og derfor blev resultatet syv sammenhængende blokke, der forgrener sig ud fra en fællesbygning med hver sin korridor. Bygningerne ligger skulpturelt i det grønne græs. Det kan man se, hvis man går en tur rundt om dem. De takkede facader veksler mellem helt lukkede mure og de åbne, hvor vinduerne sidder. Vinduerne er vendt mod solen for at give bedst lysindfald i alle værelser, og det har givet bygningerne deres helt specielle, asymmetriske form.” 

Rundforbihallen, som den bare kaldes i Nærum og omegn, set udefra.

RUNDFORBI STADIONS IDRÆTSHAL

Nærum, opført 1970 af arkitekterne Claus Bremer og Ole Helweg

”Borgerne skulle have et indholdsrigt liv med kultur og sport, og her har man arbejdet kreativt med elementbyggeri i beton. Arkitekterne sammenlignede selv hallens iøjnefaldende foldede skalkonstruktion med en Le Klint-lampeskærm. Det trekantede udtryk fra facaden går igen indenfor, hvor man også har valgt at gøre et motiv ud af de store orange ventilations-tude. Ved opførelsen havde arkitekterne valgt at give belysningen et orange skær, så ingen så blege ud, men alle så ud, som om de næsten lige var hjemvendt fra Mallorca. Det har man siden ændret, og der er kommet mere lys til. Men det er stadig et behageligt rum.”

 

/