Indlæg

Bunker af penge

I 2008 blev danmarkshistoriens største røveri begået, og instruktør Frederik Louis Hviid kan stadig huske, hvor han var, da det skete. Dette efterår bringer han det spektakulære kup ind på det store lærred, og hans ambition er ikke kun at lave underholdende action, men også forstå de mennesker, der befinder sig på kanten af samfundet.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Henrik Ohsten

TIDLIGT OM MORGENEN den 10. august 2008 bragede en gummiged ind gennem væggen til Dansk Værdihåndtering, en stor, grå bygning i et industrikvarter i Brøndby.

Optællerne hos virksomheden, der håndterer kontanter for den danske detailhandel og finanssektor, stak af, og gerningsmændene kunne uhindret tage for sig af pengene. Kuppet, der havde været måneder undervejs, var planlagt med militær præcision: Røverne var bevæbnede med automatvåben og bar skudsikre veste.

På både Holbækmotorvejen og Roskildevej havde de spredt partisansøm og antændt 11 skraldebiler for at skabe trafikalt kaos og forhindre politiet i at nå frem. De flygtede fra stedet i tre stjålne Audier, som senere blev fundet i en grusgrav, men pengene var der intet spor af. Og selvom det senere lykkedes politiet at optrevle et større netværk af gerningsmænd og få 15 personer dømt, er der stadig kun fundet en brøkdel af de 65-70 millioner kroner, der blev stjålet i danmarkshistoriens største kup.

Instruktør Frederik Louis Hviid, der står bag filmen ’Shorta’ og DR-serien ’Huset’, husker, at han var sammen med sin far den morgen, hvor røveriet fandt sted. De sad og læste avis, da hans far sagde: ”Det er sgu lige før, det er så godt lavet, at de har fortjent det.”

NÆSTE GANG Frederik Louis Hviid stødte på røveriet, var i 2016, mens han gik på filmskolen Super16. Han havde netop lavet sin midtvejsfilm om et bankrøveri, og han var meget optaget af genrefilm, især af krimifilm, den slags, man havde tradition for i Hollywood, men måske ikke så meget herhjemme. Så da en af hans medstuderende, produceren Kasper Dissing, forærede ham bogen ’Kuppet’ om røveriet på Dansk Værdihåndtering, blev han helt opslugt af tanken om at fortælle historien om det historiske kup på det store lærred.

Der var bare ét problem: Ingen ville nogensinde give to fuldstændigt uprøvede filmskabere penge til at lave en kæmpe kupfilm med et stort karaktergalleri og masser af vilde actionsekvenser.

”Så vi lagde den på hylden,” fortæller Frederik Louis Hviid, ”og da vi blev færdige, gik Kasper og jeg i første omgang hver sin vej: Han tog på Zentropa, hvor han var med til at producere ’Druk’, og jeg endte på Toolbox Film, hvor jeg lavede ’Shorta’ sammen med Anders Ølholm.”

Begge film blev en succes på hver sin måde – ”nogen vandt en Oscar, andre gjorde ikke,” som Frederik Louis Hviid siger og griner. Men ’Shorta’, en film om to betjente, der bliver jaget vildt efter en fejlslagen politiaktion i et socialt boligområde, solgte 120.000 biografbilletter, fik verdenspremiere ved filmfestivalen i Venedig og blev kaldt ”et lille mesterværk” af anmelderne. Og pludselig, i 2020, stod både Hviid og Dissing med en helt anden ballast. Nu kunne det godt lade sig gøre at overtale Det Danske Filminstitut.

Foto: Thomas Howalt Andersen

KENDT FOR KRIMI

Frederik Louis Hviid, 36 år. Uddannet instruktør fra den uafhængige filmuddannelse Super16.

Debuterede i 2020 sammen med Anders Ølholm med spillefilmen ’Shorta’, som skildrer en dansk politipatrulje, der bliver jaget vildt i en fiktiv ghetto. Sammen med Michael Noer instruerede han sidste år DR-serien ’Huset’ om hverdagen i et dansk fængsel.

FREDERIK LOUIS HVIID er fascineret af at fortælle historier, der tager udgangspunkt i noget virkeligt. For ham er kuppet mod Dansk Værdihåndtering ikke kun fortællingen om et røveri, men også en menneskelig historie.

”Det slog mig, at de her gerningsmænd på mange måder besad en masse kvaliteter, som havde været prisværdige i alle andre arenaer: De drømte stort, de var drevne, modige, kreative og risikovillige, og det fascinerede mig. Som min far hjemme ved køkkenbordet kunne jeg ikke helt lade være med også at være lidt imponeret. Jeg ville gerne vide, hvad det var for en slags mennesker, som var i stand til at gennemføre den bedrift, som sådan et kup også var.”

Iinstruktøren fik kontakt til den tidligere bokser Steffen Andersen, der har afsonet otte års fængsel for at være en af hovedmændene bag kuppet, og som i dag bor i Spanien. Han kom til at danne grundlag for filmens ene hovedrolle, spillet af Gustav Dyekjær Giese.

”Steffen er en meget privat person,” siger Frederik Louis Hviid. ”Men det lykkedes os at bryde isen og overbevise ham om, at vi ikke bare var ude efter at pege fingre ad en skurk. Steffen har haft en helt igennem forfærdelig barndom, som ville drive enhver ud på et sidespor, og han har følt sig uden for samfundet hele sit liv. Han havde forsøgt at blive Danmarks bedste bokser, og da det ikke gik, måtte han jo finde noget andet at være den bedste til. Det kan lyde mærkeligt, men jeg tror ikke, at det var pengene, der var hans primære motivation. Han ville bevise sig selv og opnå noget, som ville blive husket.”

STEFFEN ANDERSEN VAR samarbejdsvillig, men der var også ting om kuppet, han stadig ikke ønsker at fortælle. Der er stadig gerningsmænd, som ikke er dømt – og penge, som ikke er fundet. 

”Vi lavede en aftale, inden vi gik i gang, om at han til enhver tid kunne sige: ’Det her kan jeg ikke sige noget om’, og så ville jeg ikke grave mere i det. I stedet har jeg spurgt Steffen: ’Kunne man forestille sig, at en scene eller en samtale kunne foregå sådan her?’ Jeg ville gerne have, at filmen blev så realistisk som muligt, men samtidig er det jo ikke en dokumentar, så vi har selvfølgelig taget os nogle kreative friheder,” siger Frederik Louis Hviid, der for nylig inviterede Steffen Andersen til at se den færdige film som en af de første.

”Bagefter sagde han: ’Fra røveriet går i gang, har jeg ikke en finger at sætte på det. Det er næsten 1:1, hvordan det var i virkeligheden.’ Det var jeg ret stolt af.”

Hvad har du gjort dig af tanker om at samarbejde med en dømt kriminel i forbindelse med filmen?

”Jeg tror, jeg forholder mig lidt, som en journalist ville. Jeg har ingen holdning til moralen. Jeg ville gerne forstå hans bevæggrunde, og hvis jeg var gået ind til samtalen med en forudindtaget holdning om, at den her mand var forkert, så havde samtalen lukket sig, inden den gik i gang. Han er ikke den første kriminelle, jeg har talt med – det gjorde jeg også til ’Shorta’ og ’Huset’ – og hver gang møder jeg mennesker, som er vokset op med ekstremt meget modvind i deres liv. Har de så ikke et ansvar? Jo, det har de da. Men jeg vil også gerne udfordre folk til at tænke over, hvor meget medvind de selv har fået for at kunne lykkes.”

3 STORE KUPFILM – IFØLGE FREDERIK LOUIS HVIID

’Heat’ (1995)

”Michael Manns storslåede film om en bankrøver, der er ved at planlægge sit sidste store kup – og om betjenten, der jager ham – er umulig at komme uden om for mig. Jeg synes, den er ekstremt fermt iscenesat af Mann, som lader publikum selv bestemme, hvem man egentlig holder med.”

’Le Cercle Rouge’ (1970)

”Instruktøren Jean-Pierre Melville er legendarisk. Filmen handler om et stort juvelkup i Paris, og den måde, Melville portrætterer sine kriminelle karakterer på, har været en stor inspiration for mig i ’De lydløse’.”

’The Place beyond the Pines’ (2012)

”Man følger tre forskellige historier: En stuntkører, der begår bankrøverier. En politibetjent, der efterforsker ham. Og deres sønner, som mange år senere vokser op og må deale med efterdønningerne af det, der skete mellem deres fædre. En helt forrygende film.”

Så du kan godt sympatisere med mennesker som Steffen Andersen?

”Jeg kan i hvert fald forstå dem. Jeg tror, det er de færreste, der rejser sig fra sengen om morgenen og tænker over, hvordan de kan ødelægge det for alle omkring dem. Jeg er interesseret i historier og mennesker på kanten af systemet og samfundet, og jeg har ikke lyst til at lave film som en løftet pegefinger. Det hader jeg. Man må gerne diskutere de ting, jeg laver, som en samfundskommentar, til racisme i politiet (’Shorta’, red.) eller magtmisbrug i fængslerne (’Huset’, red.), men man skal også bare kunne tage i Fisketorvet, se den med sine venner og blive godt underholdt.” ν

’De lydløse’ får biografpremiere 31. oktober.

/

Svampefeber

Når toprestauranter som Noma, Geranium og Kadeau skal bruge vilde urter og svampe, ringer de til Thomas Laursen. Her fortæller den 52-årige sanker og kok om at have svampe på hjernen – og om, hvad du skal gøre, hvis du kommer hjem med kurven fuld af karljohan, trompetsvamp og løghat.

DET DANSKE SVAMPEMILJØ har traditionelt set været lidt konservativt og akademisk. Da jeg i sin tid blev medlem af Foreningen til Svampekundskabens Fremme – et fællesskab for svampeinteresserede – kunne man godt høre nogle sige madsvampe som et nedsættende udtryk. ”Nå, er du sådan en madsvampesamler?” Mange af medlemmerne havde et afsæt, der kunne minde om en ornitologs eller en sommerfuglekiggers. Det handlede om at kunne sige, at man havde set så mange svampe som muligt.

Jeg bliver glad af at gå ud i skoven og samle mad. Det gælder både svampe, urter, bær og det hele. Jeg har rejst i Australien, Rusland, Norge, Sverige og USA, hvor jeg har samlet, tilberedt og spist svampe, som man også kan finde i Danmark, men som ingen spiser. Derfor har jeg skrevet om det i min svampekogebog. Jeg vil gerne vise, at der er meget mere end kantareller, pigsvampe og karljohan.

For eksempel findes der en gruppe svampe, som hedder slimrørhatte, som ikke agtes ret højt herhjemme. Hvis man steger dem, får de en lang konsistens, lidt som snot, og det er jo ikke særligt rart. Men bruger man dem i stedet i en risotto eller en congee (asiatisk risgrød, red.), bidrager de pludselig til at gøre rettens konsistens bedre. Man kan så meget mere med svampe end at lave svampestuvning.

MANGE DANSKERE ER lidt bange for svampe. Og man skal selvfølgelig lade være med at spise noget, man ikke ved, hvad er. Mit bedste råd til nybegyndere er at tage i skoven med nogen, der ved mere end én selv – om det så er en ven eller en, der arrangerer svampeture. Vil man ud på egen hånd, skal man have en svampebog. Og så skal man have lidt tålmodighed. Start med at gå ud og kigge dig omkring. Jo flere svampearter du kender, desto større er chancen for, at du kan komme hjem med noget. Men det tager tid at blive svampekyndig.

Det er godt at gå på svampejagt, når det har regnet. Svampe vokser bedst i en fugtig skovbund. De fleste gode spisesvampe vokser i samarbejde med træer, og derfor er det godt at kende lidt til den skov, du begiver dig ud i. Kantareller kan vokse med både bøg, eg, birk og fyrretræer, mens der findes en rørhat, som kun vokser med fyr, en anden rørhat, som kun vokser med birk, og så videre. Den type skov, du går i, bestemmer, hvad du kan finde. Der er typisk flere svampe i ældre skove end i unge, og det er bedst, hvis jordbunden er sur og hård. Med andre ord er det godt at vide lidt om den skov, du går på svampejagt i.

SVAMP PÅ HJERNEN

”Jeg befinder mig i en permanent tilstand af svampefeber. Det kan bedst forklares som en slags FOMO. Hvis jeg ser andre, der har været ude og har fundet en masse svampe, kan jeg næsten ikke være i mig selv. Så er jeg nødt til selv at komme ud og plukke. For et par år siden var jeg i Barcelona, lige da karljohan-sæsonen startede, og jeg så billeder hjemmefra af folk, der var ude at plukke svampe. Der er dejligt i Barcelona, men jeg kunne næsten ikke holde ud at være der. Jeg havde bare lyst til at tage hjem og tage i skoven.”

DER ER MANGE myter, når det kommer til svampe. Nogle siger, at alle rørhatte kan spises, men det passer ikke – der findes både rørhatte, som er uspiselige, og rørhatte, som er giftige. Andre siger, at man ikke skal spise svampe med lameller, men det er heller ikke rigtigt. Mange siger også, at man skal vaske fingre med det samme, hvis man har rørt ved en svamp, men det er endnu en myte. Desværre lever meget af det i bedste velgående, og jeg støder ofte på misinformation, når jeg kigger på svampefora og Facebook-grupper. Derfor: Hold dig til sikker viden – som det, der står i en svampebog. Den bedste guide i felten for begyndere er ’Svampe du kan spise’ af Jens H. Pedersen.

I den gamle Jyske Lov står, at man må samle så meget i skoven, som man kan have i sin hat. Det er måske en meget god tommelfingerregel, men den handlede oprindeligt om agern og bog, ikke om svampe og urter, så man behøver ikke at tage den bogstaveligt. Reelt gør man ingen skade ved at plukke mere.

Når man plukker svampe, er det reelt ikke selve svampen, man plukker – den består af et rodnet under jorden – men derimod dens frugt, lidt som at plukke æbler fra et æbletræ. Svampen skal nok komme igen, og derfor synes jeg bare, at du skal plukke løs. Det er altid bedre at gå ud og plukke en masse svampe i skoven end at købe nogle, som er fragtet hertil fra Holland eller Tyskland, og har man først fået svampefeber, kan det være svært at stoppe. Husk, at i en offentlig skov må du altid gå ind og plukke til eget forbrug, men går du i en privat skov, må du kun gå på veje og stier og plukke, hvad du kan nå derfra – og kun fra solopgang til solnedgang.

I princippet kan du altid plukke svampe, men højsæsonen er fra tidlig sommer, og indtil den første hårde nattefrost kommer. I oktober kan du gå i bøgeskove og finde karljohan, indigorørhat, trompetsvamp og løghat. I nåleskove kan du finde de samme svampe – trompetsvampen fraregnet – men også tragtkantareller og pigsvampe.

SVAMPEJÆGEREN

Thomas Laursen, 52 år. Urtesamler, kok, iværksætter, foredragsholder og indehaver af virksomheden Wildfooding, hvor han lever af at samle vilde planter, svampe, bær, tang m.m. til en række af Danmarks bedste restauranter – blandt andre Noma, Geranium, Kadeau og Falsled Kro.

Aktuel med ’Den store vilde svampekogebog’, hvor han deler ud af sin viden om svampe, hvordan man finder dem og bruger dem i madlavning.

Bogen er udkommet på forlaget Grønningen 1.

DEN ANDEN DEL af min bog handler om, hvordan man kan bruge de svampe, man kommer hjem med. Hvis man har kurven fuld af trompetsvampe og af stor løghat, der smager markant af hvidløg, kan man tilberede dem sammen: alle trompetsvampene og to løghatte, som man steger først, hvorefter man tilsætter en halv pakke smør. Derefter blender man dem sønder og sammen, og når det lige er kølet lidt af, har man en sort smør, som nærmest smager af trøfler. Det er helt fantastisk.

Har man i stedet fundet karljohan og rørhatte, og nogle af dem er lidt for grimme til at servere for sig, kan man varme dem op i en smagsneutral olie ved 80 grader i en halv times tid. Svampene bliver helt fritureagtigt sprøde og kan bruges som topping til dampet broccoli, og olien kan du piske mayonnaise på – så får du en svampemayonnaise, som smager helt fantastisk.

/

Under overfladen

Den ukrainske avantgardefotograf Boris Mikhailov måtte i mange år fotografere i det skjulte af frygt for repressalier fra KGB og det kommunistiske regime. Ny udstilling viser hans livsværk, der har fået ny mening i lyset af krigen i hans hjemland.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Selvportræt fra serien ’Case History’, 1997-98. © Boris Mikhailov, VG Bild-Kunst, Bonn

Du er født og opvokset i Kharkiv, Ukraine. Hvordan var livet for dig som barn?

”Mine forældre var begge ingeniører. De studerede sammen og dimitterede begge med udmærkelse fra Kharkiv Polytechnic Institute i 1937. Efterfølgende var de heldige at sikre sig en beskeden lejlighed i et nybygget lejlighedskompleks i hjertet af byen. Min barndom var præget af krigen og en allestedsnærværende følelse af frygt.

En af mine tidligste erindringer er fra 1941, da jeg var tre år gammel. Min far havde forladt hjemmet for at tjene i militæret, og jeg var alene med min mor, som var jødisk. Med hjælp fra hendes arbejdsgiver på Malyshev-fabrikken, der producerede sovjetiske tanks, flygtede vi til Kirov i godsvognen på et af de sidste tog, der forlod Kharkiv, før byen blev besat af nazisterne. Vi vendte tilbage i 1943, men mindet blev hos mig, og selv mange år senere, efter Sovjetunionens sammenbrud, sad rædslen ved at blive vækket af luftalarmens hyl stadig i mig.”

I serien ’Red’ (1968-75) illustrerer Mikhailov, hvordan det kommunistiske symbol, farven rød, gennemsyrede alt i det sovjetiske Ukraine.

Hvordan fandt du din vej ind i fotografi?

”Ligesom mine forældre forfulgte jeg en karriere inden for ingeniørfaget. Men da jeg i begyndelsen af 60’erne meldte mig ind i filmklubben på det regionale fagforeningshus for amatørkunst, vakte det min søgen efter ytringsfrihed.

I midten af 60’erne foreslog jeg ledelsen af den statsejede fabrik, hvor jeg var ansat, et nyt projekt: en kort dokumentarfilm om fabrikkens historie. Til dette formål gav de mig både et filmkamera og et fotografiapparat. Jeg meldte mig ind i Kharkiv fotoklub og brugte al min fritid på fotografering og eksperimenter i mørkekammeret. I starten forsøgte jeg at efterligne de effekter, jeg så i tyske og tjekkiske fotomagasiner, og tog billeder af nøgne modeller.”

BAG KAMERAET

Boris Mikhailov, født 1938 i Kharkiv, Ukraine. Uddannet ingeniør. Selvlært fotograf.

Havde sine første fotoudstillinger i Kharkiv i 60’erne, hvor han fotograferede hverdagslivet under det kommunistiske regime i Sovjetunionen. Har siden Sovjetunionens sammenbrud haft udstillinger over hele verden, og hans værker er at finde i de permanente samlinger på nogle af verdens mest fremtrædende kunstmuseer som MoMa i New York samt Tate og Victoria and Albert Museum i London.

Udstillingen ’Ukrainian Diary’ kan opleves i Den Sorte Diamant i København frem til 11. januar.

Men under kommuniststyret var det kun tilladt at tage ’autoriserede’ billeder …

”Regimet havde meget strenge regler. Alt, hvad der kunne tolkes som at sætte den sovjetiske livsstil i et dårligt lys, herunder fattigdom, sygdom eller beruselse, var forbudt. Selv fotos af jernbanestationer kunne føre til mistanke om spionage. Billeder af den nøgne menneskekrop – bortset fra dem, der var afbildet i gamle mestermalerier på museerne – blev betragtet som pornografiske og derfor en forbrydelse. Rationalet bag censuren var ikke primært moralsk, men snarere socialt. Formålet var at indgyde en følelse af skam over kroppen og udøve kontrol gennem frygt og skyld.

Da jeg begyndte at fotografere, arbejdede jeg under jorden, ude af stand til at udstille mit arbejde. Det gav mig betydelig frihed til at eksperimentere uden at bekymre mig om censur. Men efter mine første offentlige udstillinger, som var knyttet til fotoklubben, og mine rejser for at deltage ved fotofestivaler i Litauen fik jeg mange problemer med KGB. De ransagede mørkekammeret på fabrikken, fandt mine fotos af nøgne kvinder, afhørte mig, ransagede min lejlighed, ødelagde mit arbejde og fik mig fyret fra
mit job.” 

Fra serien ’Yesterday’s Sandwich’, 1966-68.

I ’Case History’ (1997-98) portrætterer Mikhailov de mange hjemløse og fortabte, der blev glemt efter Sovjetunionens sammenbrud.

Var du ikke bange? 

”I lang tid var jeg stresset og bange, men det gav mig også værdifuld indsigt. Det lærte mig at udvise forsigtighed i mit arbejde og at opretholde en indre styrke og overbevisning. Det lykkedes mig at overvinde frygten og fortsætte med at forfølge de fotografiske projekter, som jeg følte, jeg måtte føre ud i livet.”

Så hvordan lykkedes det dig at omgå censuren?

”Selvom det officielt var forbudt at tage billeder af almindelige hverdagsmennesker og -scener i Kharkiv, var dette emnet for min årelange serie ’Black Archive’, som jeg påbegyndte i 1968. Det var nødvendigt for mig at tage disse fotografier i hemmelighed, ofte ved at fotografere folk bagfra på gaden. Jeg brugte bevidst ’dårlige’ fotografiske teknikker for at producere billeder af markant ringere kvalitet, som dermed fremstod mere tilforladelige. Jeg overtrådte reelt de etablerede normer og konventioner for sovjetisk fotografi, både i forhold til det indhold, jeg fangede, og den måde, jeg fangede det på: dårligt fotografi af et dårligt liv.”

Håndkoloreret portræt af to unge mænd. Fra serien ’Luriki’, 1971-85.

Hvordan ændrede dit liv og arbejde sig efter Sovjetunionens fald?

”Umiddelbart blev det, der skulle have været en fejring, til et kollaps. Ukraine var i laser. Gaderne var fyldt med fattigdom. Jeg gik ud med et panoramakamera og lavede serien ’By the Ground’, der begyndte med et fotografi af en kvinde, som lå på jorden – en af de første hjemløse, jeg nogensinde havde set. Jeg fik større frihed i mit arbejde og begyndte at lege med og manipulere mine billeder.

I 1991 var Sovjetunionen blevet brudt op i 15 selvstændige nationale republikker, og jeg skabte en serie selvportrætter med titlen ’National Hero’, hvor jeg var i tøj prydet med ukrainske ornamenter. På et billede er jeg klædt som soldat, hvor traditionelt ukrainsk broderi erstatter sovjetiske insignier på min uniform, som om jeg forsøgte at forudse den visuelle identitet, der ville opstå med dannelsen af en ny nation.”

Hvad kan folk forvente, når de besøger din udstilling ’Ukrainian Diary’ i København?

”På en måde er udstillingen min livsdagbog, hvor fotografiet formidler observationer, minder, indtryk og stemninger. Det handler både om det personlige og det sociale, og man kan se lidt af alt, hvad jeg har foretaget mig som fotograf. Det er en samling af mange serier, gamle og nye, alle meget forskellige, men konceptuelt forenet: Samlet set udfordrer udstillingen de konventionelle grænser for fotografi.”

Fra serien ’Yesterday’s Sandwich’, 1966-68.

Hvordan er du påvirket af den nuværende krig i Ukraine – som menneske og som kunstner? 

”Krigen ændrede mit liv fuldstændigt. Vores børn fra Kharkiv, to hele familier, er flyttet til Berlin for at bo hos os. Udfordringerne ved denne omvæltning og den daglige hjertesorg over nyhederne fra Ukraine betyder, at jeg føler mere angst i mit liv end tidligere. I lyset af det hele genovervejer jeg for tiden mit arbejde for at finde en æstetisk tilgang, der kan afspejle de komplekse følelser, krigen vækker i mig.

Jeg ser tilbage på mine tidligere værker og finder nye betydninger og metaforer, og det giver mig en følelse af, at det, jeg gjorde for længe siden, stadig er relevant. Og et håb, ja, endda en optimisme omkring det arbejde, jeg i øjeblikket beskæftiger mig med. Måske vil det også vise sig at være vigtigt.”

Alle billeder af Boris Mikhailov © Boris Mikhailov, VG Bild-Kunst, Bonn

/