Indlæg

På trapperne

Hvornår er et billede i mål, og hvornår mangler de allersidste strøg? Martin Bigum har øvet sig på vurderingen i over 30 år. Nu har tålmodigheden kastet et nyt værk af sig: en debutroman, der igennem syv år har holdt maleren til tasterne, og som både er et psykologisk drama og dén moderne danske kunsthistorie, som 57-årige Bigum gik og savnede.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Søren Solkær

PRØV AT TRÆDE herop engang,” siger Martin Bigum og peger på en skammel. 

Skribenten tager imod invitationen og kigger gennem et glughul ud over skifertagene på Frederiksberg Allé. Igennem regn og dis kan man skimte Zootårnet og Frederiksberg Rådhus. Seks etager længere nede brummer formiddagstrafikken, men i tårnværelset er virkeligheden på behagelig afstand. Hver en hylde, hver en krog vrimler med legetøjsfigurer, nips og andre samleobjekter fra populærkulturens verden. Ét sted stirrer en Darth Vader-maske sammenbidt ud i luften. Et andet sted smiler Rascar Capac, inkamumien fra Tintin, sit diabolske smil. Et tredje ser en amerikansk fodbold let forundret ud over at have fået en fjerprydelse på sit æggehoved.

Martin Bigum fandt lidt tilfældigt det ottekantede tårnværelse, da han for 11 år siden ledte på nettet efter et atelier. 

”Jeg kunne næsten ikke fatte det. Jeg har virkelig gjort et kup,” siger han.

Og det var ikke kun udsigten og dets lysthus-agtige bræddehygge, han faldt for – eller at han bor et frisbeekast fra arbejdspladsen – men især det lys, som vinduerne kaster ind fra alle otte sider, også når himlen er grå.

”Det er dagslys, én til én. Og det er perfekt, når man skal male.”

Martin Bigum slår ud mod væggene og tre af sine nyeste værker. Mandshøje malerier fulde af farver og ekstatisk lys: en ung kvinde med kappe og parasol, en vital yngling med blond surferhår og bar overkrop og en kubistisk komposition, der tilsammen danner omridset af en aldrende maler. 16 malerier om året bliver det til, når han er mest effektiv, fortæller Martin Bigum, der har en dobbeltradet cremehvid malerkittel over habitjakken og silkeslipset. Der er kolleger, der er mere produktive, men sådan er nu engang hans tempo og temperament, hans perfektionisme. For eksempel er det ikke altid et nemt sted at være, når et værk er omkring 95 procent færdigt. For hvor længe skal man blive ved, og hvornår bør man lægge penslen? Efterhånden sidder erkendelsen ikke i hjernen, knap nok i hånden.

”Man kan altid blive ved. Altid gøre noget anderledes. Der er altid detaljer, man kan diskutere,” siger Martin Bigum og peger på nogle grønlige og violette skygger ved den friske unge mands ribben. 

”Men de her billeder sagde det selv. At de var, som de skulle være. Der skulle ikke gøres mere ved dem.”

MARTIN BIGUM VOKSEDE op i Brøndby Strand og elskede tegneserier – som mange andre drenge født i 60’erne. Han lærte sig selv at tegne og begyndte som 15-årig at freelance for den danske redaktion af Mad Magazine. Efter seks år med faste bestillinger på vittighedstegninger til det satiriske seriemagasin begyndte han dog at længes efter videre rammer, og efter et par års tilløb indkøbte han i 1989 professionelt malergrej og gav sig i kast med lærrederne. Inspirationskilderne var mangfoldige, fra modernistiske ikoner som Picasso, Matisse og Hopper til en næsten samtidig landsmand som Michael Kvium. Han var i hvert fald sikker på, at han ville lave noget med smæk på.

”Som dreng var jeg vidne til opførelsen af Brøndby Strand-planens brutale beton og så, hvordan blokkene fortrængte stedets hyggelige landsbypræg. Jeg havde allerede dengang en klar fornemmelse af, at man havde gennemtrumfet noget uigennemtænkt, noget umenneskeligt. Jeg tror, det er derfor, at jeg, da jeg senere begyndte at male, var sikker på, at jeg ville lave noget med masser af farver, gerne så store billeder som muligt.”

Året efter indsendte han tre malerier til Charlottenborgs censurerede forårsudstilling og fik alle tre antaget. Et par år senere skabte han sin kutteklædte mandsling Art – en tegneserieversion af manden med leen og en humoristisk personificering af den kunst, som samtidens postmoderne filosoffer erklærede for død. Men Art levede i bedste velgående og blev en gennemgående karakter på Martin Bigums lærreder, der fik stadig større eksponering på danske udstillinger og museer, som 90’erne skred frem. 

I dag, mere end tre årtier og en håndfuld maleriske stilspring senere, hænger Martin Bigum på de største museer herhjemme, på samlinger i Sverige, Frankrig og Schweiz samt hos private kunstelskere i Japan, Europa og USA. Og der er fortsat en støt efterspørgsel efter de billeder, som maleren tålmodigt frembringer i atelieret.

”Er der noget, jeg har lært gennem årene, så er det, at man har brug for stamina. Der er tider, der er med én, der er tider, der er mod én. Men jeg ved, at hånden tegner, når jeg sætter den til papiret. Jeg ved, at den connecter med farverne, når jeg giver mig til at blande maling op. Jeg ved, at jeg kan stå inde for mig selv. Og det er nok den stamina, der har sat mig i stand til at skrive en roman,” siger Martin Bigum, der har brugt halvanden time fem dage om ugen de sidste godt syv år på romanen ’Hovedværk’, der udkom dette efterår.

FOR OTTE ÅR SIDEN så Martin Bigum for sit indre blik en gammel mand, der stod foran en allé af forskellige rulletrapper. 

”Vildt billede, tænkte jeg. Det må være en aldrende kunstner, som ser tilbage på sit livsværk!”

Martin Bigum prøvede at skitsere visionen på papir og overvejede, om den skulle blive til et maleri, men syntes, at der lå noget mere i det. Ikke bare et øjebliksbillede, men en bred og dyb fortælling.

Rulletrappens potentiale fascinerede ham. 

”Der er så mange perspektiver i den. Så meget symbolik. Den er en moderne bekvemmelighed, der skal gøre det lettere for mennesker at blive transporteret med alt deres habengut. Du kan komme op. Du kan komme ned. Vi skal nok hjælpe dig. Men du må selv finde ud af, hvilken etage du skal af på,” siger Martin Bigum, der en morgen tog computeren med på kaffebaren lidt længere nede ad Frederiksberg Allé og oplevede, at historien nærmest skrev sig selv, lige så snart han satte fingrene til tasterne. 

Derefter sad han på cafeen hver morgen mellem halv otte og ni, inden han skulle i atelieret for at male. Omtrent halvanden side blev det til om dagen. Martin Bigum udgav tre digtsamlinger, inden poe­ten i ham løb tør i 2006. Siden har han drømt om at skrive en roman med episk schwung, og han har taget tilløb med mere end en håndfuld ufærdige manuskripter. Ingen af gangene kunne fortællingen rive ham selv med, og projekterne endte i skuffen. Men med ’Hovedværk’ var der fra starten et helt andet flow.

Bogen handler om den fiktive kunstner Wilhelm Riels, der er berømt for sine naturtro og finurlige rulletrappeskulpturer. Riels, der er blevet 70, står over for sin store retrospektive udstilling på noget, der kunne være Statens Museum for Kunst. Nu skal alle rulletrapperne én gang for alle udstilles i samme sal, og fra dette udgangspunkt kigger han tilbage på sit liv.

Drengen Wilhelm vokser op i efterkrigstiden med en mor, der er en talentfuld maler – mere end en glad amatør. Men hun bliver holdt nede og gemt væk af Wilhelms rige advokatfar, der skammer sig over sin malende kone, mens han selv mænger sig med avantgarden og køber deres værker. Forholdets fernis er tynd, og Wilhelm lider som iagttager under sine ulykkelige forældre – en central, tragisk scene finder sted på Magasins rulletrapper.

Som ung mand i 60’erne bliver Wilhelm selv skulptør og en del af en radikal spydspids. Da 80’ernes unge vilde kunstner­generation kommer bragende, formår han med hjælp fra en ung assistent at gøre sig selv relevant igen. Op til den retrospektive udstilling sidder han stadig på samtidskunstens trone, men indeni er han en ødelagt mand, der aldrig har fået bearbejdet sin barndom, og kunstnerisk er han gået i stå.

”Nu drømmer han om at genfinde sin ungdoms vrede, nyfigenhed og aktion. Men han er viklet ind i det, der har lavet benspænd for ham i livet,” siger Martin Bigum, der begyndte at interessere sig for den mentale bagages betydning for kunsten, da han i 2009 blev fast deltager i DR K’s ’Kunstquiz’.

”Jeg fandt ud af, hvor fantastisk det var at kunne sige en masse ting om kunstværker, som ikke var blevet sagt før. Jeg opdagede dog, at kunstneres traumer kunne man ikke tale om. Hvis vi fik præsenteret et værk, kunne jeg nævne årstal og titel og overflyve en generations vilkår, og hvad der adskilte denne kunstner fra sine samtidige. Men at sige ting som: ’Han så jo faktisk i en ung alder sin ven skyde sig selv lige foran næsen af ham. Det var derfor, han kom til at male sådan’ – det var der ikke plads til.”

OMRIDS

Martin Bigum, født 1966. Opvokset i Brøndby Strand.

Tegner og maler. Har deltaget i 82 udsendelser af ’Kunstquiz’ på DR K.

Har skrevet tre digtsamlinger, den selvbiografiske ’Min personlige kunsthistorie’ og en række essays i danske aviser.

Romandebuterede i efteråret med ’Hovedværk’.

Udstiller på Willumsens Museum i Frederikssund til februar.

EN ANDEN DRIVKRAFT, der holdt ham til tasterne, var ambitionen om at skabe troværdige tidsbilleder. Bigum håbede på at skrive noget, der lige så godt kunne have været den kunsthistorie over den moderne danske kunstverden, som han selv gik og savnede, blot med den fodnote, at alle kunstnerne og kunstnersammenslutningerne er opdigtede.

”Det har været spændende at lave et langt fiskelinetræk på tværs af bogen: fra sen-40’ernes kunstscene med fattige, dårligt klædte kunstnere med en grov jargon, op gennem 60’ernes blussende ungdomsbevidsthed til en indcirkling af de unge vilde i 80’erne,” siger Martin Bigum, der både har trukket på fotoresearch, på sin generelle kunsthistoriske viden og på sine egne iagttagelser fra kunstverdenen og fra København i almindelighed.

”Lige fra jeg var helt ung, har jeg gået og observeret byen og samlet på steder og miljøer og tænkt, at det her kommer du til at kunne bruge en dag, hvis du sætter det sammen på en rigtig kløgtig måde. Sagt i al ydmyghed ved jeg, at der ikke var så mange af mine andre kolleger, der kunne have skrevet eller ville have haft lyst til at skrive den her bog.”

Skriveprocessen har dog ikke udelukkende været letflydende. I perioder har Martin Bigum oplevet ugers tørke. Andre faser har været præget af møjsommelig omskrivning. 

”At skrive en roman er ligesom at skabe et stort tog. En togstamme af kapitler, man skal kunne gå igennem som læser, hvor der nok er blafrende døre og gardiner, der rammer dig i ansigtet undervejs, men hvis du går støt og roligt gennem toget, vil du se, du er på rette vej. Jeg vil sige, at det til tider har været et vildløbent tog. Det har været et stort arbejde at få det til at ankomme til Hovedbanegården til sidst,” griner Martin Bigum, der cirka syv år efter første anslag sendte sit manuskript til forlaget Turbine og fik en glædelig nyhed retur. Redaktøren var begejstret og syntes, han havde begået en fængslende og formfuldendt historie. En roman-roman, kaldte han den.

”Det er vildt at debutere som romanforfatter i en alder af 57, når man så længe har gået med den drøm,” siger Martin Bigum. 

Udenfor hvisler bilernes dæk mod regnvåd asfalt. Hverdagen kører videre. Vi runder interviewet af, Martin Bigum har nok at give sig i kast med. Der er malerier, der skal males. Og så er han gået i gang med at skrive en ny roman. 

/

Godt landet

En tur mellem København og Aarhus forløber enkelt og komfortabelt for de fleste. Men bag kulisserne knokler folk for, at du når frem til tiden uden gnidninger. Tag med på en tænkt InterCityLyn-togtur mellem landets to største byer, og læs, hvordan rejsen ser ud fra maskinrummet.
Tekst:Esben VestergaardIllustration:Rasmus Buhl

1. KLAPPET AF I KASTRUP

På klargøringscentret i Kastrup inspicerer stationsbetjente og håndværkere toget på skift. Eksempelvis kontrolleres bremseklodser og olie. Et togsæt, som skal på værksted i Aarhus, mangler, så klargøringspersonalet har allerede aftalt med driftscentret, at det monteres på Københavns Hovedbanegård.

2. HAST PÅ HOVEDBANEN

På Hovedbanegården bliver det manglende togsæt tilkoblet og sikkerhedstjekket. Tjekket skal foretages inden for syv minutter, så der ikke bliver forsinkelse. Højttalerinformation og perronmanager underretter kunderne for at sikre sig, at alle kan finde deres plads, inden der fløjtes til afgang.

3. BAGU’ I O’ENSE

Ved ankomsten til Odense bliver det første togsæt afkoblet, da den bagerste vogn skal videre mod Esbjerg. En signalfejl skaber dog otte minutters forsinkelse.

4. JYLLANDS NAVLE

Toget bliver endnu en gang opdelt i Fredericia, så et togsæt fortsætter mod Sønderborg, mens de resterende to togsæt fortsætter mod Aarhus og Aalborg. Togføreren informerer de rejsende over højttaleren, så alle er underrettet. Lokomotivføreren har indhentet tre minutter.

5. INTET TREKANTS-DRAMA

Alt kører på skinner igennem Vejle, Horsens og Skanderborg. Lokomotivføreren indhenter de resterende fem minutter.

6. STÅ AF I SMILETS BY

Aarhus er sidste stop på rejsen for det ene togsæt, som tømmes for mennesker. Togføreren sørger for, at alle døre undtagen én lukker 30 sekunder før afgang. Nye rejsende kan komme med det andet og sidste togsæt, som fortsætter mod Aalborg.

7. I SENG PÅ SONNESGADE

Togsættet, der bliver i Aarhus, ruller lige så stille ind på værkstedet på Sonnesgade, hvor håndværkere står klar til at gennemgå det for eventuelle fejl og mangler.

Kilde: Thomas Edelmann, sektionsleder, driftsledelsen DSB

/

Børnearbejderen

Børneægteskaber, uddannelse i krigsområder, fattigdom, hævnporno og mobning. Det er nogle af de ting, Red Barnet og generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen arbejder med – og mod.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Martin Bubandt

UNDER DET VELKENDTE og verdenskendte røde logo af et barn med armene i vejret sidder generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen på Red Barnets hovedkontor ved Søerne i København med en kop te og forberedte noter. Da hun bliver spurgt om, hvad drivkraften var bag hendes rejse fra Christiansborg til Red Barnet, ligger svaret parat: ”Jeg kunne ikke komme i tanke om en bedre sag at kæmpe for, end at børn skal have det godt, både ude i verden og herhjemme. På Christiansborg skaber man også forandring, men man er længere væk.” 

Som eksempel nævner hun, at Red Barnet blandt andet har været med til at sikre en særlig grooming-paragraf, der i højere grad skal beskytte børn på nettet, ligesom de har været med til at stramme den såkaldte underviserparagraf, der sikrer, at børn på skoler eller institutioner ikke kan have medansvar for en seksuel relation til en lærer. 

”Det var en kæmpe sejr. Det er en stærk kombination både at være der for børnene konkret og arbejde for at ændre lovgivningen,” siger Johanne Schmidt-Nielsen, der knytter næverne, når hun taler om organisationens mærkesager.

”Jeg bruger en masse tid på at sætte børns rettigheder på dagsordenen, både i medierne og på Christiansborg. Men jeg er også administrerende direktør, så jeg bruger også tid på implementering af IT-systemer, drift og på at sørge for, at Red Barnet er et rart sted at gå på arbejde.”

JOHANNE SCHMIDT-NIELSEN

38 år, generalsekretær i Red Barnet. Forhenværende folketingsmedlem og politisk ordfører for Enhedslisten. Blev valgt ind i Folketinget første gang som 23-årig og sad på Christiansborg i 12 år. I 2019 forlod hun politik på grund af Enhedslistens rota­tionsprincip.

I DANMARK ER der 50.000 børn, der lever i fattigdom. Typisk lever børnene i familier, der også slås med psykisk sårbarhed, ensomhed og ringe eller meget lidt tilknytning til arbejdsmarkedet. Forældrene har i mange tilfælde ikke råd til at lade børnene have et aktivt fritidsliv – det koster både kontingent, fodboldstøvler og penge til bussen. Forskning fra blandt andet VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) viser, at en opvækst i fattigdom både på kort og lang sigt øger risikoen for mistrivsel, fysisk og psykisk sygdom, dårligere tilknytning til uddannelse og senere arbejde for børnene.

Red Barnet har to hovedspor, der handler om at hjælpe børn i Danmark. 

”Noget af det, der kendetegner en barndom i fattigdom, er følelsen af at være udenfor. Ikke at have det samme tøj, ikke at have været på sommerferie. Vi har flere end 2.000 frivillige, der hver dag arbejder på at få de her børn ind i fællesskaber,” siger Johanne Schmidt-Nielsen, der fortæller, at et af initiativerne er organisationens årlige ferielejre, der findes 50 steder i landet, hvor omkring 1.200 børn og forældre hvert år får en sommerferieoplevelse. 

”Det er børn, der ellers ville have kigget ind i væggen i lejligheden eller på YouTube en hel sommerferie, som pludselig også får noget at fortælle om i klassen.”  

Det andet spor for Red Barnets danske indsats handler om ekspertarbejde. For eksempel er de med til at undervise politiet i børns brug af sociale medier og grooming, og sammen med Mary Fonden har de antimobbeprogrammet Fri For Mobberi, der er til stede på mere end halvdelen af landets daginstitutioner, og som arbejder aktivt med at skabe trivsel. Og så er der SletDet Rådgivningen – en psykologisk førstehjælp over telefonen til børn og unge, der er kommet i klemme på nettet og eksempelvis er blevet afpresset til at dele nøgenbilleder. 

”Børnene tænker ofte i den slags sager, at de selv har gjort noget forkert, at deres forældre bliver sure på dem, eller at forældrene vil tage deres telefon fra dem. Vores rådgivere hjælper med at få taget en snak med forældrene,” siger Johanne Schmidt-Nielsen og understreger, at man som barn ikke selv kan eller skal håndtere en situation, hvor barnet for eksempel udsættes for seksuel eller økonomisk afpresning.

Johanne Schmidt-Nielsen i den syriske Zaatari-flygtningelejren i marts 2020, hvor Red Barnet arbejder med at styrke børnenes mentale trivsel og udvikling. Foto: Ulrik Jantzen

RED BARNET TAGER sig ikke kun af danske anliggender, men er en del af den verdensomspændende organisation Save the Children. Johanne Schmidt-Nielsen bruger derfor meget af sin tid på at holde møder med andre generalsekretærer rundtom i verden – blandt andet om hvor, hvornår og hvordan de skal sætte ind. 

”Der er jo et langt større behov, end der er ressourcer. Det er vanvittigt svære prioriteringer, der foretages, når man sidder med krig, fattigdom og børneægteskaber. Vi prøver at bruge vores ressourcer sammen så effektivt som muligt, men desværre er verden gået i den forkerte retning de seneste år. Der er flere børn, der ikke går i skole, der er flere børn, som er i risiko for børneægteskaber, eller som bliver rekrutteret til at være med i en væbnet konflikt. Tidligere var nødhjælp noget med nogle mennesker i røde veste, der rejste til udsatte områder, afleverede noget mad og tøj eller byggede en skole og smuttede igen. I dag er det største fokus at have et tæt samarbejde med lokale organisationer,” siger Johanne Schmidt-Nielsen, der – blandt andre steder – har besøgt en klinik for underernærede børn og spædbørn i Somaliland på Afrikas Horn, hvor krig og klimaforandringer har medført hungersnød.  

”Normalt er lydniveauet højt, når man kommer ind på et sted, hvor der er mange børn. Men da jeg kom ind på vores klinik for underernærede børn og spædbørn, var der helt stille. De havde ikke energi til at græde. Og det er jo helt ubærligt. Jeg bliver selvfølgelig påvirket af det, og heldigvis for det. Hvis man en dag ikke længere bliver påvirket af at se børn i livsfare, skal man få et andet job,” siger generalsekretæren, der samtidig påpeger, at selvom man måske tror, at frivillighed er en særlig dansk ting, er det ikke sådan: ”I Somaliland går der eksempelvis frivillige unge kvinder rundt fra hytte til hytte, hvor de banker på og måler babyernes overarme for at tjekke, om de har behov for behandling.”

RED BARNET 

Danmarks største børnerettighedsorganisation. Blev stiftet i 1945. En del af Save the Children, som er til stede i 120 lande verden over. Arbejder ud fra principperne i FN’s Børnekonvention. Red Barnet har flere end 2.000 frivillige i hele landet, der arbejder for at give børn en mere tryg barndom gennem sommerlejre, naturoplevelser og lokale fællesskaber. Organisationen samarbejder blandt andre også med politiet for at klæde betjente bedre på til at arbejde med børn og unge.

VERDEN HÆNGER SAMMEN, det ved de fleste. Sultkatastrofen på Afrikas Horn bliver eksempelvis lige nu forstærket af krigen i Ukraine. Klimakrisen har skabt tørke, mens krigen har gjort det endnu sværere at skaffe blandt andet mel, fordi Ukraine er en stor hvedeproducent. Herhjemme er der inflation. El-priserne er steget, og det er blevet dyrere at gå i supermarkedet, men Red Barnet har ikke mærket et fald i den støtte, som danskerne sender mod organisationen, siger generalsekretæren:  

”Jeg tror, vi alle sammen har fået en større forståelse for, hvad det vil sige at være på flugt. Det er jo bare lettere at forholde sig til, når det er i vores baghave. Det er ret rørende. Vi mærker alle sammen de stigende energi- og fødevarerpriser, og vi ved også, at hvis vi kan mærke det, så kan de fattigste i Danmark og verden mærke det rigtig meget.”

/

Hovedbanens hemmeligheder

Københavns Hovedbanegård åbnede 1. december 1911 og bruges i dag dagligt af mere end 100.000 passagerer. I myldretiden når de færreste nok at bemærke arkitekturen og de detaljer, der gemmer sig på stationen. Opdag nogle af hemmelighederne her.
Tekst og foto:Laura Offerlin Larsen

MEJSLET I STEN

Arkitekten bag Københavns Hovedbanegård er Heinrich Wenck og skulle du være i tvivl om, hvordan han så ud, så frygt ej. Over murstensbuen længst til højre ved hovedindgangen hænger et portræt af ham i sandsten (herunder). Over tre af de øvrige buer får Heinrich Wenck selskab af portrætter af generaldirektør Charles Ambt, jernbaneingeniør C.F.S. Ernst og tilsynsførende arkitekt Einar Ambt.

PORTAL TIL FORTIDEN

På perronen mellem spor 5 og 6 kan man på en af granitsøjlerne finde en plade med årstallet 2008 på. Bag pladen gemmer sig en tidskapsel, der blev anbragt i forbindelse med renovering af hovedbanegården i 2004-08. I tidskapslen ligger en avis fra renoveringstiden, et møntsæt og en rulle, hvor samtlige håndværkere, der var involveret i renoveringen, er nævnt.

ANSIGT TIL ANSIGT

Mellem de to buer med portrætterne af Heinrich Wenck og Charles Ambt står seks granitsøjler, der bærer søjlegangen. Hver søjle er udsmykket med fire ansigter, og ingen af de i alt 24 ansigter er ens. Ansigterne er udført af kunstneren Jens Lund, og deres forskellige udseende skal symbolisere mangfoldigheden i befolkningen.

STENANSIGT

Skjult mellem dørene til Banegårdspladsen gemmer sig et lille ansigt i teglsten. Det er lavet af en murer i 60’erne, som havde plejet og passet bygningen og ville sætte sit aftryk til eftertiden. Da han gik på pension, fortalte han efter sigende andre, at han havde gemt ansigtet et sted på hovedbanegården.

SOM VINDEN BLÆSER

Tager man sig tid til at kigge op, når man kommer ind ad hovedindgangen, finder man en vindrose i midten af loftet. Den ligner til forveksling et kompas, men modsat et kompas peger vindrosen ikke altid mod nord. Den er direkte forbundet til vejrhanen, der sidder på toppen af hovedbanegården. Pilen i vindrosen peger derfor i den retning, vinden blæser.

/

Fra mørtel til kittel

Det startede med en solid studentereksamen og en god håndfuld omveje. 61-årige Pia Thaning blev udlært som murer, indtil hun ved et tilfælde fandt sit kald og blev uddannet læge.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Hvidovre Hospital, privat

FORAN PLAKATER af det respiratoriske system og forskellig slags inhalationsmedicin sidder overlæge Pia Thaning på sit kontor på lungeafdelingen på Amager Hospital og taler tydeligt med behagelig lægelig autoritet. Øjnene gnistrer som en svejsemaskine, fulde af indlevelse, mens hun giver et resumé af sin utraditionelle vej ind i lægegerningen: 

”Hele min barndom og ungdom ville jeg være jordemoder. Det var jeg fast tunet ind på. Og det var jeg faktisk helt indtil ugen før, jeg blev student. Jeg fik en enormt god studentereksamen, så det var ikke engang, fordi det var urealistisk. Jeg ved ikke, hvad der skete i den uge, men jeg tænkte i hvert fald, at der var så mange andre ting, man kunne lave.” 

Det var i begyndelsen af 80’erne, og dengang nød Pia Thaning godt af, at der ikke var noget, der hed fremdriftsreform eller SU-klip. Fra hun fik den rød-hvide studenterhue på hovedet, og indtil hun fyldte 25, arbejdede hun som hjemmehjælper, som pædagogmedhjælper i en vuggestue og som fabriksarbejder på en elektronikfabrik i Vanløse, hvor hun sad og spolede modstand med kobbertråd. Men midt i tyverne fik Pia Thaning pludselig mulighed for at bygge sit eget hus – hun bor der stadigvæk i dag – på en grund i Have­foreningen Frederikshøj i Københavns Sydhavn. 

”Min uddannelsesrejse har været sådan, at jeg helt Pippi Langstrømpe-klassisk bare er hoppet ud i nogle ting. Og jeg kan ikke huske, hvorfor i alverden jeg tænkte, at jeg da godt lige kunne finde ud af at bygge mit eget hus. Men det tænkte jeg i hvert fald. Jeg havde ikke nogen penge, så det gik meget på at klunse materialer og finde ud af det derfra,” siger Pia Thaning, der i den proces opdagede, hvor sjovt det var at arbejde med hænderne. Huset blev færdigt, og den unge kvinde gik i murerlære.  

”Jeg ville lige teste det. Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle være håndværker hele livet, men jeg syntes, at det var virkelig sjovt at være i, og jeg ville rigtig gerne lære,” siger Pia Thaning, der i sin tid som murer både var med til at lægge klinkegulv på Rigshospitalet og politistationen i Karlslunde. I dag nyder hun at tage en tur ned ad murstenenes memory lane, når hun kører gennem byen og ser de steder, ”hvor hun har gået”. Vendingerne fra byggepladsen ligger stadigvæk lunt i mundhulen, og når man spørger Pia Thaning, hvad det fedeste var ved at være murer, falder svaret prompte: ”Det var den der power af at kunne selv. At stå med ideen om, at nu vil jeg gerne lave et badeværelse. Og så gøre det. Det var enormt tilfredsstillende.” 

LUNGELÆGENS FULDE KRAFT 

Pia Thaning, 61 år, ledende overlæge i Lungesektionen på Amager-Hvidovre Hospital, har skrevet ph.d. om muskelfysiologi hos diabetikere, kandidat i medicin fra Københavns Universitet i 2003, speciallæge i lungemedicin 2015, tidligere udlært murer og har i øvrigt arbejdet som pædagogmedhjælper, hjemmehjælper og fabriksarbejder.

Der sættes sten på plads i Costa Rica.

PÅ FAGSKOLEN mødte Pia Thaning sin søns far, og de fik et ’murer-barn’ sammen – som i øvrigt aldrig har rørt et stykke værktøj – men graviditeten blev svær at forene med at stå på en pløjemark i Måløv hele dagen fra klokken seks om morgenen. Resten af graviditeten var Pia Thaning sygemeldt, og da hun fødte sin søn, fik hun på fødegangen – oven i sin nye titel som mor – en uddannelses-åbenbaring.  

”Da jeg fik mit barn, mødte jeg nogle enormt gode læger. Og pludselig stod det lysende klart for mig: ’Jeg skal være læge,’” siger Pia Thaning, der startede på medicinstudiet, da hendes søn var fyldt et år, og hun selv var 34. Og det var ikke et sekund for sent ifølge lungelægen.  

”Jeg var så glad for at være voksen og læse, for jeg var simpelthen så motiveret. Og det ved jeg, at jeg ikke havde været som 20-årig. Dengang havde jeg travlt med at udforske den her vidunderlige verden, der var foran mig. Men da jeg så startede på studiet, havde jeg trallende ture på cyklen hen til universitetet, fordi jeg skulle ind og høre en spændende forelæsning. Der kunne jeg godt se, at mine medstuderende, der var omkring 10 år yngre end mig, ikke havde det helt på samme måde, haha. De var ikke lige så læringssultne, som jeg var blevet,” siger Pia Thaning, der ikke bare brugte den erfaring, som levet liv havde givet hende, men også håndværksforståelsen, da hun skulle knække de medicinfaglige koder på skolebænken og ud og arbejde som læge i praksis. 

”Jeg havde erfaring fra flere andre brancher, så jeg vidste, at når jeg blev præsenteret for et nyt ord eller begreb i undervisningen, som jeg ikke kendte, så var det et ord, som almindelige voksne heller ikke kendte. Det ved man ikke, hvis man er 20 år og starter på et studium. Så tror man, at det bare er, fordi man selv ikke er stor nok endnu,” siger Pia Thaning. 

”Min forståelsesramme var også anderledes. Jeg puttede enormt meget af fysiologien ind i VVS-verdenen for eksempelvis at forstå, hvordan en rørføring i hjertet er. De begreber, jeg brugte til at lære at forstå, bruger jeg stadigvæk i dag, når jeg skal forklare ting til patienterne.”

På toppen af sommerhuset.

I LÆGEVERDENEN VAR Pia Thaning også vidt omkring. Hun skrev blandt andet ph.d. om muskelfysiologi hos diabetikere og var under sin turnus – i dag kaldet KBU – forbi ortopædkirurgisk afsnit på Amager Hospital. Og der ville de rigtig gerne beholde hende. 

”Et eller andet sted var jeg jo stadigvæk håndværker, og meget af værktøjet er det samme inden for kirurgi. Tankegangen om, at hvis du skal have et klinkegulv til at blive pænt, så skal det være plant. Det vil sige, at hjørner og ender skal mødes, og sådan er det faktisk også at sætte et nyt knæ i,” siger Pia Thaning, der imidlertid afslog tilbuddet. For hun havde været håndværker, og nu var hun klar til noget nyt. Hun ville være mediciner, og da hun i løbet af sin turnus mødte lungepatienter, faldt det hele i hak. Pia Thaning fornemmede, at der var en del skyld og skam forbundet med at være lungepatient, fordi det i manges øjne ”jo er deres egen skyld”, hvis de har været rygere.  

”Jeg ville gerne møde dem fuldstændigt uden at dømme og uden løftede øjenbryn. Når der i dag sidder en patient over for mig, som kommer fra en byggeplads og har forskellige luftvejsproblemer, bilder jeg mig ind, at jeg ved lidt bedre end mine andre – ellers meget kompetente – kolleger, hvad der kan være af udfordringer ved at stå på en byggeplads og eksempelvis have astma. Det er ikke rart at skulle stå der og hvæse og sprutte. Det er nogle år siden, jeg selv har været der, men dengang var der i hvert fald ikke den store samtale om sygdom og mangel på fysisk formåen. Jeg håber, det er blevet bedre, men der har været en lille smule Tarzan-adfærd, og det kan være så svært at være kroniker og skulle have de to verdener til at hænge sammen.” 

Pia Thaning kan stadig svinge et pudsebræt.

FRA SIT SKRIVEBORD med kuglepenne og plastik-modeller af luftrør slutter hun af med et par gode råd til de unge, der skal vælge uddannelse. De skal forsøge at søge bredt, for man ved aldrig, hvad man ender med at blive begejstret for. De skal ikke være bange for at få børn under uddannelsen, og så skal de prøve sig selv af, inden de ’forstener’ i en eller anden forestilling om, hvad de gerne vil være. Det prøver hun selv at efterleve. 

”Jeg kan stadigvæk blive begejstret, når jeg lærer om nye cellulære funktioner og sådan noget, ikke. Det holder aldrig op,” siger Pia Thaning, der heller ikke har lagt håndværks-glæden på hylden. Sommerhuset har lige fået en renovering af murer-lægen herself.

”Det er blevet så pænt, for det er lige, som jeg gerne vil have det.”

/

Frisk fra nord

Den mørke vinter er over os, men hvorfor ikke møde den med et lyst sind – i det hele taget og hjemme på tallerkernerne? Her er en række opskrifter, der har dybe rødder i den nordiske kulde, men som med garanti vil varme både dig, dit humør og dine gæster op.
Opskrifter og foto:Viola Minerva Virtamo

CITRON-MARINERET LAKS

Til 5-8 personer 

Ca. 500 g fersk atlanterhavslaks, udbenet
Saften af 2 store citroner
Fingersalt 

Til anretning

Krydderurter, for eksempel ­timian eller basilikum
Små stykker parmesan
Lidt revet (økologisk) citronskal

Skær laksen i tynde skiver, og læg den lagvis på et serveringsfad. Stænk med citronsaft og et par gode drys salt. Lad det marinere i mindst 20 minutter.

Før servering garnér laksen med friske krydderurter, parmesan­flager og et drys citronskal. Serveres for eksempel med kogte kartofler eller groft brød.

ROSENKÅL MED PARMESAN OG TIMIAN

Tilbehør til 3-4 personer 

400 g rosenkål
50 g smør
3-4 kviste timian (helst med en kraftig stilk, som giver mere smag)
50-80 g parmesan
Revet skal og saften af 1/2 (økologisk) citron
Et drys salt

Skær stokken af rosenkålene, og halvér dem. Kog dem i vand, til de er let møre, men stadig faste og lysegrønne (i 3-5 minutter). Hæld dem i en si, og lad alt vand løbe fra.

Smelt smørret på en pande, og lad det boble et øjeblik, indtil det bruner. Tilsæt rosenkålene, og vend dem i smørret. Rist i et par minutter ved kraftig varme, og rør af og til.

Pluk bladene af timiankvistene. Kom revet parmesan, timianblade samt citronskal og -saft ved rosenkålene, og rist et øjeblik ved svag varme, til parmesanen er smeltet. Smag til med salt. Servér straks!

FLØJLSBLØD KNOLDSELLERI-KARTOFFELSUPPE MED ÆBLETERN

Til 3-4 personer 

500 g melede kartofler
200 g knoldselleri
2 salatløg eller almindelige løg
3 fed hvidløg
50 g smør
8 dl grøntsagsfond
2 dl piskefløde
Salt
Sort peber 

Æbletern

2 syrlige æbler
1 spsk. smør

Skræl kartofler og knoldselleri, og skær dem i stykker på 2 cm. Pil løg og hvidløg, og skær dem i skiver. Kom alle de skårne grøntsager i en stor gryde sammen med smørret. Sautér grøntsagerne i smør i cirka 5 minutter, rør af og til.

Tilsæt grøntsagsfonden, og lad det småkoge i cirka 20 minutter, til kartoflerne og knoldsellerien er møre. Lad det køle lidt af. Tilsæt fløden, og purér suppen med en stavblender eller i en foodprocessor. Smag til med salt og sort peber.

Tilbered æblerne. Skær dem i tern, og kom dem på en pande sammen med smørret. Rist æbleternene, til de får lidt farve.

Servér suppen enten varm eller kold sammen med æbletern.

’Nordisk vinter’ giver dig opskrifter på de allerbedste råvarer, Norden har at byde på. Kogebogen, der har udgangspunkt i den lange nordiske vinter, er forfattet af finske Viola Minerva Virtamo og er udgivet på forlaget Turbine. 

/

Guldregn

Buskene blomstrer, haven dufter, og forårets mavefornemmelse er grøn. Så glem fisken i en fritureklassiker, guf en gryde fuld af smag, og glæd børnene med en pizza. Og husk, at livet er bedre med pomfritter.
Opskrifter og foto:Michala Kramer

PITA-PIZZA MED KARTOFFEL

Til 4 personer

4 pitabrød, eventuelt fuldkorn
2 mellemstore kartofler
2 spsk. olivenolie
50 g spinat
150 g artiskokhjerter
200 g revet vegansk ost
Frisk basilikum
Salt
Friskkværnet peber

Forvarm ovnen på 200 grader varmluft. Pensl pitabrødene med olivenolien på ydersiden. Fordel halvdelen af osten på brødene.

Skær kartoflerne i tynde skiver, og fordel dem på pizzaerne sammen med artiskokhjerter og spinat. Kom igen ost på toppen.

Bag pizzaerne i den varme ovn i cirka 10-12 minutter, til de er let gyldne. Krydr med salt og peber, og kom lidt olivenolie henover inden servering.

FISH ‘N’ CHIPS MED PANERET PASTINAK

Til 4 personer

2 mellemstore pastinakker
3/4 dl kikærtemel (kan eventuelt erstattes med hvedemel)
1 dl plantemælk
Olie til stegning
Salt og friskkværnet peber

Rasp

2 dl panko-rasp
1 tsk. paprika
1 tsk. karry

Tartare sauce

1 dl vegansk mayo
1 dl vegansk cremefraiche
2 spsk. kapers
3 cornichoner, finthakkede
1 tsk. sennep
1 spsk. citronsaft
1 håndfuld finthakket dild eller persille
Salt og friskkværnet peber

Kartoffelfritter

500 g kartofler
3 spsk. olivenolie
2 kviste rosmarin
Citron i skiver
Salt og friskkværnet peber

Rør ingredienserne til tartarce saucen sammen, smag den til, og lad den trække, mens du tilbereder resten af måltidet.

Forvarm ovnen på 200 grader varmluft. Skær kartoflerne til pommes frites, og læg dem på en bageplade med bagepapir. Kom olie, salt, peber og rosmarin henover. Bag dem i cirka 30-35 minutter, til de er gyldne og sprøde.

Skær pastinakkerne ud i skiver i 1 cm tykkelse på en lange led. Læg stykkerne på en bageplade med bagepapir og pensl dem med lidt olie, salt og peber. Bag dem i ovnen i cirka 12-15 minutter. Lad dem herefter køle lidt af.

Bland plantemælk og kikærtemel i en skål. Kom panko-rasp, paprika og karry i en skål, og bland det. Dyp hver pastinak først i melblandingen og derefter i raspen, til de er dækket over det hele. Steg dem i rigeligt smør på en pande. Vend dem efter cirka 2-3 minutter.

Servér de panerede pastinakker med de sprøde fritter og hjemmerørt tartare sauce. Krydr godt med salt og peber, og giv en skive citron til.

INDISK BUTTER BLOMKÅL

Til 4 personer

1 blomkål (500 g)
1 sød kartoffel (300 g)
240 g kogte kikærter (1 dåse)
3 fed hvidløg
1 løg
3-4 tsk. garam masala
1 tsk. stødt ingefær
2 tsk. stødt spidskommen
1 tsk. karry
1/2 tsk. chili, flager eller stødt (kan eventuelt udelades)
4 spsk. tomatpuré
2 dåser kokosmælk
Olie til stegning
Salt og friskkværnet peber
Naanbrød
Frisk mynte
Kogte ris
1 lime skåret i både

Forvarm ovnen på 200 grader varmluft. Snit blomkålen i små buketter. Læg dem i et smurt ovnfast fad sammen med de kogte kikærter og tern af sød kartoffel. Kom fadet i den varme ovn, og lad det bage i cirka 15 minutter. Snit imens løg og hvidløg, og steg dem på en pande i olie.

Tilsæt garam masala, spidskommen, ingefær, karry og chili, og lad det simre på høj varme. Tilsæt tomatpuré og kokosmælk. Skru ned, rør godt rundt, og lad det langsomt tykne ved middel varme, til det får en flot dyb orange farve. Tilsæt eventuelt lidt ekstra vand, hvis saucen er for tyk. Smag til med limesaft, salt eller peber.

Kog risene, og varm naanbrødene i den varme ovn. Tilsæt grøntsagerne til saucen i panden, når de er stegt færdige i ovnen. Vend dem godt, og lad retten simre ved lav eller middel varme i et par minutter inden servering. Servér retten med kogte ris, lune naanbrød samt mynte.

QUINOAGRYDE

Til 4 personer

1 løg
4 fed hvidløg
2 tsk. stødt spidskommen
2 tsk. gurkemeje
4 spsk. peanutbutter
4-5 tsk. rød karrypasta (alt efter styrke)
1 dåse hakkede tomater
1 dåse kokosmælk
180 g lys quinoa
2 gulerødder
1 aubergine
1 håndfuld frisk spinat
Salt og friskkværnet peber
240 g kogte kikærter (1 dåse)
1 spsk. paprika
Olie til stegning
Salt og friskkværnet peber
Vegansk cremefraiche
Frisk basilikum
1 lime skåret i både
Sesamfrø

Kom olie i en sautérpande eller gryde, og tilsæt finthakkede løg og hvidløg. Tilsæt spidskommen og gurkemeje, og lad det stege godt igennem. Tilsæt peanutbutter og rød karrypasta, og rør det godt sammen. Kom hakkede tomater og kokosmælk i gryden sammen med rå quinoa.

Riv gulerødderne på et rivejern, skær auberginen i tern, og kom dem med op i gryden. Lad det simre i cirka 10-15 minutter ved middel varme under omrøring. Tilføj spinaten i retten, og smag den til med karrypasta, salt og friskkværnet peber.

Skyl de kogte kikærter grundigt. Varm lidt olie op på en pande, og kom kikærterne på panden sammen med paprika, salt og friskkværnet peber. Lad det stege ved høj/middel varme, til de er sprøde og gyldne.

Servér quinoagryden sammen med kold cremefraiche, limeskiver, basilikum, sesamfrø, salt og friskkværnet peber.

PASTA ALFREDO

Til 4 personer

400 g pappardelle eller pasta, efter eget valg
4 spsk. plantesmør
3 fed hvidløg
2 tsk. oregano
1 tsk. fintrevet muskatnød
3 dl havremælk
3 dl revet vegansk parmesan
5 spsk. soltørrede tomater
1 håndfuld rucola
Salt og friskkværnet peber

Kog pastaen som anvist på pakken. Hak de soltørrede tomater fint, og steg dem sprøde i lidt olie på en pande. Tag dem af panden, og lad dem køle af.

Kom lidt smør på panden, tilsæt muskatnød, oreganoog de finthakkede hvidløg, og lad det stege et øjeblik. Tilsæt først 1 dl havremælk og halvdelen af parmesanen.  Tilsæt resten af mælken, rør det godt sammen, og lad det tykne ved lav eller middel varme.

Hæld vandet fra pastaen, og kom den på panden. Rør den godt ind i sauce, og tilsæt det sidste revne ost. Krydr med salt og friskkværnet peber, og vend det godt sammen. Er saucen for tyk, så tilsæt lidt ekstra mælk.

Servér den cremede pasta med de soltørrede tomater, frisk rucola, salt og friskkværnet peber.

Michala Kramer deler ud af kreationerne på Micadeli.dk, på Instagram og nu også på tryk. ’Vegansk aftensmad’ fra Politikens Forlag indeholder over 100 nye opskrifter fra hendes hånd.

/

Hønemor

I 1997 solgte hun og hendes mand deres allerførste kyllinger fra Gothenborg. Siden er et par fjer blevet til mange høns, og i dag avler de tillige fuldfede ænder, kalkuner og gæs. Her fortæller direktør Lone Hedegaard om sit liv med familien, fuglene og firmaet.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:PR

VI KØBTE GOTHENBORG i 1992. Det var et slidt nedlagt landbrug, men vi vidste med det samme, at det skulle være vores. Vi forelskede os i det åbne landskab med søer, skov og bakker. Jeg var gravid med vores andet barn, og vi vidste allerede, at der ville komme flere. På gården var der plads til familien, og så lå den, så børnene kunne cykle til skole i Them uden for Silkeborg.

Gården bestod dengang af et 100 år gammelt stuehus, som blev skalmuret engang i 1970’erne. Derudover var der 25 hektar jord, en lade og en stor gammeldags stald med gødnings-rende, fodertrug og stangbidsler, som man før i tiden brugte til at fiksere køerne, når de skulle malkes. 

Jeg er ikke selv fra et landbrugshjem, men det har altid været omkring mig. Jeg voksede op på Gråsten Landbrugsskole i Sønderjylland, hvor min far underviste i planteavl i 60’erne, 70’erne og 80’erne. Dengang tænkte man slet ikke i økologisk jordbrug. Han underviste i at maksimere udbyttet i det konventionelle landbrug med sprøjtegifte og gødning.

Vi boede i lærerboligen mellem hovedbygningen og skolens gård. Til at begynde med havde vi kun stueetagen, men med tiden blev der etableret elev-værelser på førstesalen, og min far fik ordnet det sådan, at min bror og jeg kunne få et værelse hver ovenpå sammen med otte bønderkarle. De holdt fester, og jeg ved ikke hvad, når mine forældre ikke var hjemme. Der var virkelig gang i den.

Eleverne spiste ikke med hos os, men der var altid et rend og et leben. Sådan har det været hele min barndom. Vi var fem søskende, og med en hjemmegående mor blev vi sat i sving. Jeg var den ældste pige i børneflokken og skulle hjælpe min mor med de mange huslige opgaver. Fra en tidlig alder lavede jeg mad, strøg og pudsede sølvtøj, når vi fik gæster.

I gårdbutikken kan man købe mel kværnet på egen stenmølle, druesaft, økologisk fjerkræ samt frugt og grønt efter sæson.

I MIT BARNDOMSHJEM blev alt lavet fra bunden. Grøntsagerne kom fra køkkenhaven eller de lokale marker, og når der skulle strikkes, kartede eller spandt min mor sit eget garn. Hun var uddannet syerske og lavede alt vores tøj og lappede det, hvis der kom huller, og jeg lærte at karte garn, spinde garn og stoppe strømper.

Derudover var jeg en rigtig hestepige. Jeg levede på rideskolen og havde selv heste og ponyer på landbrugsskolen, som jeg red og passede. Var jeg ikke i skole eller i køkkenhaven med min mor, kunne man finde mig på rideskolen.

Da jeg havde færdiggjort 10. klasse eller 3. real, som det hed dengang, var jeg skoletræt og besluttede mig for at rejse til Schweiz for at være ung pige i huset. Jeg var kun hjemme i kort tid, før jeg tog af sted igen, i kibbutz, hvor jeg både var i køkkenet, i landbruget og i børnepasningen. 

FJER MED MERE

Gothenborg, som den fremstår i dag, blev grundlagt i 1997 af Lone og Lars Hedegaard. I dag er Lone Hedegaard direktør og ansvarlig for engrossalget, mens Lars Hedegaard er bondemand og har det overordnede økonomiske ansvar. Tilknyttet gården er en landbrugsmedhjælper, en kok og halvanden kontorstilling. Derudover har de fem fleksjobbere ansat og to praktikanter. På gården kan man købe fjerkræ, holde konfirmationer, fester, mindehøjtideligheder og møder. Der afholdes jævnligt surdejskurser og foredrag. Gården er 100 procent økologisk. Derudover sælger de deres fjerkræ på deres web­shop og gennem forhandlere af økologiske varer landet over.

DA JEG KOM hjem, tog jeg HF, mens jeg arbejdede på et hotelkøkken for at spare sammen til højskoleophold. Først var jeg på Viborg Gymnastikhøjskole, og bagefter var jeg på Skals Håndarbejdsskole, hvor jeg lærte at væve, indfarve garn, strikke og brodere. Efter Skals Håndarbejdsskole tog jeg et ophold på Ollerup Gymnastikhøjskole. Et år senere begyndte jeg på sygeplejerskolen i Aarhus, og det var, mens jeg gik her, jeg mødte Lars, min kommende mand.

Han var ved at uddanne sig til skovfoged, da vi mødte hinanden på et gymnastikhold. Han havde fået landbruget ind med modermælken på et stort landbrug i det nordlige Salling, lige før man krydser Limfjorden til Fur. Fra meget ung alder hjalp han til. De havde malkekøer og lidt grise.

Han søgte ind på landbrugsuddannelsen, da han var færdig med folkeskolen, men kort før han blev uddannet, fandt han ud af, at det nok ikke var noget for ham alligevel. I stedet tog han en HF og søgte ind på Skovskolen i Nødebo under Københavns Universitet og kom i praktik på Djursland.

Vi viftede rundt om hinanden på gymnastikholdet, og så begyndte han pludselig at komme på besøg hos mig i Aarhus. En uge efter jeg havde afsluttet min sygeplejereksamen, tog han orlov fra sin uddannelse, og så rejste vi jorden rundt i 20 måneder.

Det var den helt klassiske rygsækrejse med telt og sovepose. Vi startede i Moskva og tog Den Transsibiriske Jernbane gennem Rusland, Mongoliet og Kina. Vi rejste hele Kina rundt og kom ned til Tibet, hvor vi vandrede på Mount Everest. Dernæst fortsatte vi ned gennem Asien. Det var nogle fantastiske måneder.

Da vi kom til Australien, var kassebeholdningen lav. Så fandt vi arbejde i landbruget og plukkede meloner og tomater og tjente rigtig gode penge, som vi kunne rejse videre for. Det gentog sig i New Zealand. Denne gang kunne vores illegale arbejdskraft bruges til at plukke æbler. Arbejdet var syv dage om ugen, men vi klagede aldrig og var en elsket arbejdskraft. Vi bøjede bare nakken og gik i gang med at knokle. Vi boede i telt i plantagen, og når vi vågnede, var der rimfrost på indersiden af teltet. Det kan man holde til, når man er ung. Så måtte vi bare lægge os tættere sammen for at holde på varmen. 

Lone og Lars Hedegaard har dannet par, siden de mødte hinanden til gymnastik i 1985. De blev gift i 1989.

EFTER YDERLIGERE SEKS måneder i Nordamerika var vi klar til at vende hjem. Vi kom hjem i december 1988, og året efter blev vi gift. Mens Lars færdiggjorde sin uddannelse som skovfoged, arbejdede jeg som sygeplejerske på Aabenraa Sygehus.

Da vi købte Gothenborg, sagde jeg mit job op for at hellige mig familien og arbejdet på gården. En tid levede vi af min mands indkomst. Han havde fået job i en skovdyrkerforening syd for Silkeborg. 

Planen var at opdyrke de 25 hektar jord konventionelt. Det gjorde vi de første to år. Så blev vi enige om, at vores børn ikke skulle vokse op et sted, hvor der blev hældt gift ud. Min barndoms køkkenhave på Gråsten Landbrugsskole blev heller ikke sprøjtet. Det var far og mor med hakke. I stedet plantede vi 10 hektar skov på grunden og købte høns, kyllinger, lidt får og nogle kalve til husbehov.

Vi købte nogle store mobile huse på 50 kvadratmeter til kyllingerne, som vi kunne flytte rundt på marken. Indeni byggede vi hønsehuse med siddepind og fodertrug. Da de blev slagtet og lagt på frost, begyndte vi et beskedent stalddørssalg, hvor jeg solgte de første kyllinger fra en fryseboks. 

Det første år fik vi udsolgt på meget kort tid, men vi satte fortjenesten alt for lavt, fordi vi forsøgte at konkurrere med de konventionelle kyllinger på markedet. Efter det første år kunne vi se potentialet i at avle økologiske kyllinger, selvom det af nogle blev opfattet som langhåret.

De økologiske ænder går frit på marken og lever af usprøjtet kløvergræs.

I 2000 BYGGEDE vi vores økologiske gårdbutik. I forlængelse af gårdbutikken lavede vi et lille kursuslokale, hvor jeg begyndte at afholde husflidskurser med pileflet, langbue- og pilekurser, kalligrafi, filtning, blomsterbinding og maling. 

Kyllinger er skovfugle fra naturens side. De vil gerne være, hvor der er træer, så de kan gå i skjul under et træ og hakke i kvasbunker. Vi har udviklet det, vi kalder for skovkyllinger, som drager fordel af det skovareal, vi etablerede for mange år siden. Vi har indhegnet dele af skoven og en del af marken, så dyrene kan være begge steder. De får foder af os, men de roder også i skovbunden og spiser kløvergræs på marken. De har plads til at være aktive, og det kan man smage. Alle de ting sætter sig i kødet.

Derudover bliver vores skovkyllinger meget ældre end både konventionelle og almindelige økologiske kyllinger. En konventionel kylling bliver 32 dage gammel, mens en gennemsnitlig økologisk kylling bliver omkring 53 dage gammel. Vores skovkyllinger bliver derimod 85 dage gamle.

De økologiske skovkyllinger kan frit vælge mellem mark og skov.

I 2009 BESLUTTEDE JEG, at vi skulle have et stort landkøkken, hvor jeg kunne undervise i sund og god mad. Men bare to måneder efter det stod færdigbygget, døde vores ældste søn i en trafikulykke. Der gik over et år, før jeg kom mig og kunne hjælpe til på gården igen. Jeg kom ned i et meget mørkt hul, og jeg forstår simpelthen ikke, hvordan vi kom igennem det. Heldigvis har vi et kæmpe netværk af venner, kolleger og familie, som trådte til. 

Ud over landkøkkenet og gårdbutikken har vi siden bygget kontor, webshop, og en trælade, hvor halvdelen er maskinhus, og resten udlejes til arrangementer. Min mand og jeg er igangsættere og forsøger hele tiden at udvikle vores forretning. Ud over vores skovkyllinger har vi også bronzekalkuner, gæs og ænder. Sidste år plantede vi økologiske juletræer og satte kalkunerne løs på juletræsmarken. De spiser ikke nålene, så længe der er græs og ukrudt mellem træerne.

Jorden ligger stille om vinteren, fordi vores dyr skal have frisk kløvergræs. Derfor avler vi kun, fra foråret begynder til oktober, hvor vi slagter de sidste. Vi laver 1.200 gæs, 1.000 kalkuner, 11.000 ænder og 12.000 kyllinger om året. Vores fugle bliver sendt til slagtning på et professionelt slagteri ikke så langt herfra. Vi har forsøgt os med hjemmeslagtning, men det fungerede ikke. Det var for besværligt med spildevand, biologisk affald, indfrysning og levnedsmiddelregler.

Vores næste projekt er stuehuset. Det var gammelt, da vi overtog gården for 30 år siden. Nu er det meget gammelt og trænger til renovering. Det nytter ikke noget at forgælde sig privat, når man starter sådan en virksomhed op og har fem børn. Men nu har det altså trængt længe nok. Jeg har en drøm om at pille så meget som muligt ned og få noget af den 100 år gamle sjæl frem i huset igen. Det bliver nok et stort arbejde.

/

På sporet af …

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

MOZHGAN SABER
27 år, sygeplejerske, Farum Station

Jeg skal til Nordhavn for at spise med en veninde. Vi mødes vel en gang om måneden og spiser og hygger os. Jeg er på barselsorlov for tiden. Min datter, Eliana, er fem måneder gammel. Det er dejligt, men jeg savner arbejdet.

Jeg har været tre år på Bispebjerg Hospital og elsker det. Vi har haft travlt, og jeg har selv arbejdet på COVID-afsnit en periode. Jeg lærte meget om at håndtere nye situationer med kort varsel. Det er en frygtelig sygdom, der har ramt mange, og mange er døde. Men vi har også fået taknemmelige henvendelser fra patienter, der kom sig. Jeg føler, at COVID har givet sygeplejersker en helt ny anerkendelse, bare ikke fra regeringen.

Jeg er enebarn. Mine forældre flygtede med mig fra Iran, da jeg var fem år gammel. De var selv flygtet fra Afghanistan som teenagere og havde det ikke godt i Iran. Vi fløj til Usbekistan, eller var det Tadsjikistan, og gjorde resten af rejsen til fods, over utallige grænser og med menneskesmugling, og hvad det ellers indebærer. Mine forældre sagde til mig: ”Hvad der end sker, så giv ikke slip på vores hænder.” Til sidst kom vi til Viborg. Lige siden har vi arbejdet, uddannet os, bidraget. Danmark er vores verden.

__________________________________

JULIE SOFIA SOJA
17 år, gymnasieelev, Buddinge Station

Jeg går på Gladsaxe Gymnasium, men nogle timer var aflyst, og vi fik tidligt fri i dag. Nu er jeg på vej hjem til Hareskovby, hvor jeg bor med mine forældre og min storebror. Han er 21 og studerer statskundskab. Han flytter snart ud. Jeg kan godt lide ham og er selvfølgelig ked af, at han flytter, men tror også, det bliver godt for ham.

Når jeg kommer hjem, tror jeg, jeg vil tegne lidt. Jeg kan lide at tegne mennesker, ansigter, karikerede ansigter. For eksempel har jeg tegnet et menneske, der ligner en kat. Jeg kunne godt tænke mig at uddanne mig til arkitekt og bruge tegningen til noget. Eller måske blive læge ligesom min mor og have noget med mennesker at gøre.

Jeg glæder mig til gallafesten, vi snart skal til. Reglerne siger, at 1. g’erne skal have en kjolelængde over knæet, vi 2. g’ere skal have kjoler til knæet, og 3. g’ernes kjoler skal gå til under knæet. Sådan er det bare. Der er også regler for drengene i forhold til slips og butterfly. Jeg skal have en sandfarvet kjole på, som jeg har arvet fra min mor. Jeg går meget ind for genbrug.”

__________________________________

MIKKEL HILLE
25 år, studerende, Hareskov Station

Jeg læser til friluftsvejleder på Paul Petersens Idrætsinstitut i København og er på vej hjem fra telttur i Hareskoven, 38 elever har vi været af sted. Vi har blandt andet lært om førstehjælp. Jeg simulerede, at jeg havde fået et snitsår, mens nogle medstuderende forbandt mig og forsøgte at skærme mig mod vind og vejr og i det hele taget gøre det så behageligt som muligt at være såret. Højdepunktet på turen var morgenmaden med bacon, æg, kålpølser og baked beans. Det gode ved at være på tur i Danmark er, at der næsten altid er en Netto i nærheden.

Jeg har en bachelor­grad i idræt. Mens jeg studerede, var jeg på udveksling i Alta i Norge, nord for polarcirklen, hvor jeg gik ture, stod på ski og kørte mountainbike. Jeg har en fascination af kulde, men jeg er også nærmest vokset op i en ishockeyhal i Esbjerg, hvor jeg kommer fra.

På udveksling fandt jeg ud af, at jeg bedre kan lide at være ude end at sidde på læsesalen, så jeg håber, at jeg kan komme til at leve af friluftsliv. Som guide, på højskole eller som efterskolelærer. Men jeg ser på mulighederne senere. Lige nu gør jeg bare det, jeg kan lide.

/

Den iranske forbindelse

I 1930’erne stod en gruppe driftige danskere i spidsen for en ingeniøropgave, der ikke bare blev et trafikalt tigerspring for den iranske befolkning, men også var med til at afspore nazisternes håb om verdensherredømme. Nu, mere end 80 år efter, har FN ophøjet Den Transiranske Jernbane til verdensarv og dermed sikret det persiske tog-eventyr for eftertiden og for nye rejsende.
Tekst:Morten Hansted

TOGET SKRUMPLER AF STED på den flade, tresporede jernbane mellem Teheran og Mashhad. Men det er ikke den store provinsby tæt på grænsen til Afghanistan, der er målet for rejsen, og efter en times kørsel forlader toget hovedstrækningen og drejer op mod nord med de stejle Elburz-bjerge i det fjerne. Sporet passerer gennem øde egne med enkelte småhuse med granatæble- og appel­sintræer i haverne, inden skinnerne for alvor går til angreb på bjergmassivet, som skal overvindes, før toget kan nå frem til målet Gorgan oppe ved Det Kaspiske Hav. Men først skal det igennem og hen over hundredvis af kringlede tunneler og svimlende broer, der blev bygget for over 80 år siden, da danske ingeniører drog til et land 5.000 kilometer væk for at stå i spidsen for anlæggelsen af iranernes første jernbane. Et byggeprojekt så usædvanligt, at jernbanen tidligere i år blev fundet værdig til betegnelsen verdensarv og nu kan findes på UNESCOs prestigefulde liste med unikke menneske- og naturskabte seværdigheder. 

Jørgen Saxild (t.h.) til inspektion af banen med shahen af Iran.

AT DET BLEV DANSKERE, der kom til at stå i spidsen for opførelsen af Den Transiranske Jernbane, bygger til dels på tilfældigheder. I 1920’erne havde Iran været igennem lidt af en revolte, og militærmanden Reza Pahlavi var kommet til magten på løfter om at ville reformere landet og få bragt fattigdommen ned. Han erobrede titlen som shah, som kan sammenlignes med kongetitlen i Danmark, og gik straks i gang med sit vigtigste – og dyreste – projekt: at få bygget en jernbane tværs gennem landet, der kunne sikre ham kontrol med oprørske egne i det olierige syd og samtidig gøre det nemmere at fragte iranske produkter ud til eksportmarkederne. Men indledningsvis skulle der skaffes penge. I første omgang fra særlige afgifter på sukker og te, som blev lagt til side til byggeriet.

Dengang var Persien på det jernbanemæssige område håbløst bagefter. Ofte var det kameler, der klarede transporterne af gods og personer i lange karavaner og på dårlige veje – nogle gange flere hundrede kameler ad gangen. Om natten kunne man høre deres klokker ringe, når en karavane passerede i det fjerne. 

T.v.: Aarhus Stiftstidende 8/4-1934. T.h.: Jyllands-Posten og Fyns Tidende 22/4-1933.

JØRGEN SAXILD

1891-1975. Født i København. Ingeniør med speciale i armeret beton.

Stiftede i 1917 sammen med to jævnaldrende et ingeniørfirma, der senere kom til at hedde Kampsax, som fik opgaver i Mellemøsten og mange europæiske lande.

Storkorsridder af Dannebrog. Da shahen af Iran i 1959 var i Danmark på officielt besøg, gik turen også forbi Saxilds hjem.

OPRINDELIGT GIK OPGAVEN med at skabe en konkurrent til de maleriske, men ineffektive kameler til en håndfuld tyske og amerikanske ingeniørfirmaer. Men tyskerne og amerikanerne ragede uklar med shahen og nåede derfor kun at bygge nogle af de letteste delstrækninger af jernbanen, før de blev smidt ud af landet. I Irans naboland Tyrkiet var miniputlandet Danmark allerede involveret i jernbanebyggeri, om end også her ad omveje. 

Tyrkiet havde også fået nyt styre i 1920’erne, og også her satsede den ny leder, Kemal Atatürk, på, at nye jernbaner kunne skabe fremgang. 

Sverige øjnede forretningsmuligheder og sendte folk derned, og flirten med Tyrkiet endte med, at et svensk lokomotivfirma skulle levere jernbanemateriel på betingelse af, at de også ville stå for byggeriet af nye baner. Den slags havde lokomotivfolkene imidlertid ingen erfaring med, så de entrerede med det danske ingeniørfirma Kampsax samt et andet mindre dansk firma, og de to påbegyndte arbejdet med at lægge skinner over den anatolske højslette.

Mens det skred fremad, blev man hos Kampsax klar over, at det stod skidt til med jernbaneprojektet på den anden side af grænsen.

Det kunne måske åbne for nogle muligheder for det dansk-svenske konsortium. En tyrkisk tolk blev derfor i efteråret 1932 sendt af sted til Teheran. Foråret efter tog Jørgen Saxild, en af tidens fremgangsrige ingeniører, som nogle år forinden havde stiftet firmaet sammen med et par jævnaldrende ingeniører, selv til Teheran. Og i april 1933 var kontrakten i hus. 

Ingeniøren Svend Buhelt i Iran på banens sydstrækning i 1936 sammen med et par lokale tjenestefolk. Han døde i 2010 som den sidste af de mange ingeniører og arkitekter.

”NY SEJR FOR DANSK ingeniørkunst” og ”Mægtige skandinaviske ingeniør­arbejder i Persien.” Sådan lød nogle af overskrifterne i de danske aviser i 1933. Og det var en gigantisk kontrakt, som Jørgen Saxild havde indgået med det persiske styre. Opgaven omfattede 1.400 kilometer jernbane fra Det Kaspiske Hav i nord til Den Persiske Golf i syd. Der skulle bygges et utal af broer og tunneler – Kampsax’ brokontor i Teheran endte med at tegne 360 større og mindre broer, og antallet af tunneler nåede op over 200. Både nord og syd for Teheran var der bjergkæder, som jernbanen skulle trænge igennem. Og hvor der ikke var bjerge, var der golde ørkener med store temperaturmæssige udfordringer. 

”Der var vældige negative kræfter, jeg blev stillet over for. Konkurrenter fra hele verden forsøgte med alle midler at hindre kontraktens underskrift, blandt andet ved at søge at underbyde os, men vi var dem for stærke,” fortalte Jørgen Saxild senere. 

Af en gulnet kopi af kontrakten, som dukkede op hos en af ingeniørernes efterkommere for nogle år siden, kan man udlede, at Kampsax skulle have over en milliard kroner for sin bistand. Til gengæld skrev den dengang 42-årige Jørgen Saxild under på et løfte til shahen om, at banen skulle færdiggøres på seks år. Ellers vankede der bøder. Kontrakten viser også, at danskerne kunne blive afregnet med 7,5 gram guld pr. meter jernbane, hvis Kampsax af den ene eller anden grund ikke brød sig om at få betaling i dollar eller engelske pund. I 1930’ernes krisetid kunne gængse penge pludselig miste deres værdi på kort tid.

Bjerglandskabet, som Vereskbroen skulle igennem.

DET HASTEDE ALTSÅ med at komme i gang med arbejdet. Men først skulle der skaffes folk, og den lokale arbejdsstyrke var utilfredsstillende.

”Der var hverken erfarne arbejdere eller håndværkere, der var kun få erfarne ingeniører og hverken maskiner eller andet materiel,” har Jørgen Saxild fortalt. Så de fleste ingeniører blev fundet i Danmark, men også i Norge, Schweiz og andre lande med specialister i bjergbyggeri. De nyansatte rejste til Persien – eller Iran, som det officielt hed fra 1935 – med tog. Typisk via Berlin og Warszawa og videre ned gennem Sovjetunionen og over Kaukasus frem til vestsiden af Det Kaspiske Hav. Her var der mulighed for at komme over med en damper til en nordiransk havneby, hvorfra man ad landevej kunne komme det sidste stykke mod Teheran. Alt i alt en ugelang rejse frem mod eventyret og det fremmedartede.

”Teheran vrimler med tiggere. Et sted vasker en mand sig i rendestenen. Et andet sted lader en mand sit vand i den, og lidt længere nede fylder en sin tepotte. Intet under, at der forekommer så mange tilfælde af tyfus her,” skriver Svend Buhelt, en af de danske ingeniører, i sin dagbog om ankomsten til hovedstaden i 1934. 

Rent vand var en sjældenhed, som også en af ingeniørernes hustruer, Ellen Wright, i 1934 fortalte til Aalborg Stiftstidende: 

”Det vand, vi bruger, får vi fra den engelske legation, der har eget vandværk. Men også det bliver kogt, inden det anvendes.”

Kampsax oprettede sit hovedsæde midt i Teheran, og Jørgen Sax­ild slog sig selv ned i en herskabelig bolig i byen med sin familie. Mange år senere i København hang den persiske indretning stadig ved:

”Vi kom hos min farfar til familiemiddage næsten hver søndag, da jeg var barn. De havde en kæmpe stue, hvor persiske tæpper lå i tykke bundter. Så mange var der. Der hang også tæpper på væggene. Og der stod figurer af bronze, som de havde taget med hjem,” husker barnebarnet Jacob Saxild.

JØRGEN SAXILD VAR lige kommet tilbage til Danmark efter fem år i Tyrkiet med familien. Nu gik turen videre til Teheran. Børnene blev denne gang hjemme, mens hustruen Gudrun en gang om året kom på et længere besøg for at være sammen med sin mand, der også af og til åbnede sit hjem for de ansatte. Men det slog ikke til, når der skulle socialiseres i det daglige. I Persien var man ikke vant til at have danskere rendende, i hvert fald ikke i større tal. Pludselig var der flere hundrede, og ingeniørerne ude på linjen kunne godt bruge et samlingssted, når de indimellem var i Teheran for at aflægge rapport på hovedsædet. En af Jørgen Saxilds allerførste initiativer var derfor at oprette en skandinavisk klub i hovedstaden. Jernbanen havde også tiltrukket ingeniører fra Norge og Sverige. Nu blev der anskaffet en fornem persisk bygning med klassisk springvand til Club Irano Scandinave, som fik egen restaurant med dansk madmutter og hjemlige retter. Her kunne de udsendte læse danske – om end stærkt forsinkede – aviser, benytte tennisbanen og modtage og afsende post til og fra familien hjemme. Det helt store hit var kortspillet bridge. Så blev der sendt blyanter og regnskabsblokke ned fra Danmark – den slags var åbenbart svært at skaffe lokalt. Ingeniørerne fik smokinger ned via Kampsax, så de kunne møde standsmæssigt, når der var fester i klubben. 

”Når jeg selv en gang imellem slog mig løs og trakterede alle gæster og medlemmer på champagne i klubbens berømte hvælvede kælderbar, gik bølgerne højt,” skrev Jørgen Saxild senere i en erindringsbog.

Det var også i klubben, at Ejner Park, en af de danske ingeniører, fejrede dåben af sin datter, som fik fornavnet Iran.

”Iran er et meget gammeldags pigenavn dernede, fortæller de iranere, jeg møder i Danmark,” siger den i dag 85-årige Iran Bjørnholm. Hendes forældre var draget til Mellemøsten for at være med i jernbaneeventyret midt i en tid med krise i Europa:

”Det var svært at finde arbejde på den tid, så mine forældre var lykkelige for den tid, de havde i Iran. Selv kan jeg huske, at jeg tog mine første skridt på persiske tæpper.”

Andre af ingeniørerne havde børn, som de måtte efterlade i Danmark. Bent – et af de tilbageblevne børn – skrev i november 1933 ned til sin far, John Petersen, i Persien:

”Kære far, jeg er glad for at gå i skole. Kommer far snart hjem? Vi savner far meget, jeg sover hos mor.”

Faren kom hjem, men først efter fem et halvt år. Så det endte med, at børnene i stedet kom ned til ham. Også ude på linjen, hvor de fleste danskere arbejdede med ansvar for hver deres del af byggeriet, kunne savnet til hjemstavnen mærkes. Svend Buhelt, der kom fra et job i Maribo på det flade Lolland, beskriver i sin dagbog ankomsten til det øde bjergområde, hvor ’hans’ stykke jernbane lå.

”Jeg blev sat af bilen med min lille kuffert. Så stod jer der og kunne selv om at kravle opad til huset i halvmørke og med rimglatte klipper. Jeg følte mig en smule forladt.”

Teherans hovedbanegård.

TIDENS TEGN

I 1934 blev det besluttet, at Kampsax også skulle stå for byggeriet af Teherans hovedbanegård, og DSB’s chefarkitekt K.T. Seest tog den lange rejse til Iran. Han var kendt i Danmark for at have tegnet Aarhus Hoved­banegård og Horsens Banegård – senere også de funkisprægede stationer Vesterport og Nørrebro i København. I dag troner Irans to seneste herskere på indgangspartiets sider: den siddende ayatollah Khamenei og ayatollah Khomeini, der i 1979 væltede shah­dynastiet og omdannede Iran til et præstestyre.

DA DANSKERNE OVERTOG, havde de tyske og amerikanske ingeniører bygget nogle hundrede kilometer på jernbanen, men på sydstrækningen ned mod Den Persiske Golf manglede hele arbejdet med at få banen udstukket og målt op. 

Her sendte Kampsax i 1933 en fortrop af sted med ingeniører, der sammen med lokale stedkendte rejste strækningen igennem. Overnatningen foregik i telte i det fri. Når troppen skulle passere floder, svømmede lokale bærere over vandet med et tov, som bagefter blev spændt op over floden, så danskerne kunne fire sig over. Nogle gange brugte iranerne et gedeskind, der var syet sammen til en slags ballon, til at holde sig oppe.

En af de strækninger, der gav stort hovedbrud, var den del, der skulle føre nordbanen ud af Elburz-bjergene og videre mod appelsinlundene oppe ved Det Kaspiske Hav.

Det var svært at finde en rute, som ikke var for stejl i forhold til de sikkerhedskrav, der gælder for jernbaner. De tysk-amerikanske forgængere havde også bakset med denne udfordring. Ingeniørerne løste den ved at hugge ud, så banestrækningen kom til at ligge i tre lag op ad bjerget. Krumme tunneler i enderne sørgede for, at skinnerne blev forbundet med skinnerne på næste plateau og dannede en slags spiral. I nordenden af spiralen førte man banen gennem endnu en tunnel og derfra videre på en bro over en flere hundrede meter dyb kløft. Vereskbroen, som den hedder, og som er opkaldt efter en landsby nærved, blev måske det vigtigste punkt på jernbanen, og i dag har den ikonisk status i Iran og optræder blandt andet på frimærker og pengesedler. Da den jernbaneglade kong Frederik IX i 1963 besøgte Iran sammen med dronning Ingrid og deres datter prinsesse Benedikte, måtte han naturligvis ud på netop denne del af Den Transiranske Jernbane for at studere ingeniørernes bedrifter.

Hvor mange dødsfald byggeriet af banen kostede, er aldrig blevet gjort op. Men en del liv gik tabt på det udfordrende stykke omkring Vereskbroen. Kampsax’ medarbejdere, der stod for projektering og det overordnede tilsyn, arbejdede for det meste ikke, hvor farerne var størst, men dødsfaldene ramte blandt de mange arbejdere hos underleverandørerne, der tog del i byggeriet – i perioder arbejdede op mod 50.000 personer på projektet, mange steder på primitive stilladser i faretruende højder, og i visse tilfælde måtte arbejderne hænge i liner ude på bjergsiderne. Et af uheldene fandt sted i marts 1935. Et jordskælv nordpå betød, at klippeblokke pludselig styrtede ned over arbejderne med 20 døde og 40 sårede iranere, italienere og tyrkere til følge.

På Nordlinjen mellem Abbasabad og Gaduktunnelen ligger banen i tre etager på bjergsiden for at kunne klare de store højdeforskelle. Strækningen er så bemærkelsesværdig, at den var med i ansøgningen om at blive UNESCO-verdensarv.

BILLET TIL BEDRIFTEN

Den Transiranske Jernbane kører stadig fra Gorgan i nord til Bandar Khomeini i syd, men der går kun få daglige tog, og det er nødvendigt med skift i Teheran. Mange afgange er nattog, men der findes også afgange i dagslys på delstrækninger. De senere år har det været et tidligt morgentog med afgang klokken 6 mellem Teheran og Sari, som giver mulighed for at opleve den flotte rejse gennem bjergene i dagslys.Frem til corona fandtes et særligt turisttog med længere stop undervejs på strækningen mellem Teheran og Vereskbroen. Det er uvist, hvornår det genindføres.

I AUGUST 1938 kom den store dag. Banen var klar til indvielse. Der manglede stadig småting, men shahen var utålmodig efter at få den åbnet, så han kunne vise sit folk, hvad store dele af statsbudgettet i de forgangne år var blevet brugt til. Indvielsen skete på en lille landstation mellem Teheran og Det Kaspiske Hav, hvor skinnerne fra nord og syd mødtes. Jørgen Saxild var naturligvis på plads på perronen, der var belagt med tæpper i dagens anledning. Med sig havde han sin højre hånd, Erik Kayser, som også havde fulgt ham i Tyrkiet, og flere andre ledende medarbejdere fra Danmark. Alle var i jaket og udstyret med høje hatte, mens man tilså, at den militærklædte shah skruede den sidste bolt korrekt fast til skinnerne. Snart kom indvielsestoget tøffende. Danmark fik disse ord med i shahens tale:

”Kampsax er det eneste udenlandske selskab, der ærligt, loyalt og dygtigt har kunnet løse den stillede opgave og løst den til min fulde tilfredshed.”

Hjemme i Danmark var der stor bevågenhed omkring byggeriet, og ikke kun i pressen. To unge skuespillere fra Det Kongelige Teater, Palle Huld og Elith Foss, bidrog til omtale, da de kørte på Nimbus-motorcykel gennem Europa hele vejen til Iran for at se afslutningen på byggeriet. Kong Christian X sendte et telegram til shahen med gratulationer, og også Tysklands Adolf Hitler ønskede tillykke med ”det yderst betydningsfulde ingeniørværk”.

Imidlertid blev Den Trans­iranske Jernbane en vigtig brik i bestræbelserne på at få stækket Hitler, som kort efter indvielsen af jernbanen fremprovokerede udbruddet af anden verdenskrig. I krigens første år havde Nazityskland og sovjetterne en ikke-angrebspagt med hinanden, men kun indtil Hitler i 1941 besluttede at vende på en tallerken og angribe Sovjetunionen. Blandt Hitlers modstandere i Vesten var der enighed om, at det var nu eller aldrig, hvis der skulle sættes en stopper for hans fremfærd. Så i 1942 gik USA og England sammen med Sovjetunionen om at få bremset nazismens indtog østpå, og Sovjets sydlige nabo, Iran, fik en central placering i aktionen. Amerikanerne begyndte gennem Den Persiske Golf at sejle tanks og andre våben til Bandar Shapour, der var Den Transiranske Jernbanes endepunkt i syd, hvorfra de blev de kørt med jernbanen hele vejen op mod Sovjet. I alt omkring tre millioner tons våben blev fragtet fra syd til nord på danskernes jernbane. Hitler endte med store nederlag på østfronten og tabte siden krigen.

Shahen skruer den gyldne bolt i, banen er færdig.

REJSEKLAR

Visum til Iran kan søges på den iranske ambassades konsulat i København eller – nemmere – hos et af de rejsebureauer, der hjælper med visumansøgninger, eksempelvis Alt Rejser i København. Indrejse i Iran gør det mere besværligt, men ikke umuligt siden hen at opnå visum til USA. Vestlige kreditkort virker ikke i Iran. Medbring kontanter til alle omkostninger, der ikke er dækket hjemmefra. Danske kroner modtages i vekselboder i de større byer på linje med dollar og euro.

ALLEREDE INDEN krigens udbrud havde Jørgen Saxild lyttet til sin hjemve og var rejst hjem:

”Efter at jeg nu i syv år havde levet adskilt fra mine børn, som jeg kun havde besøgt nogle få måneder hvert år, længtes jeg efter et normalt familieli,” skrev han senere.

Med krigens afslutning rejste de fleste tilbageværende ingeniører også tilbage til Danmark, hvor mange af de venskaber, der var opstået i Iran, kom til at række resten af livet. Det blev en tradition at mødes med de gamle kolleger til perserbridge, som ingeniørerne kaldte det.

Ingeniørdatteren Iran blev siden gift med en mand, der var ingeniør ligesom hendes far. Gommens valg af uddannelse havde referencer til Den Transiranske Jernbane:

”Han blev civilingeniør, fordi han havde læst om de danske ingeniører i Iran. De var jo verdensberømte dengang,” fortæller Iran Bjørnholm.

Saxild-familien ved Veresk i 2018.

Som årene gik, gled Den Transiranske Jernbane lidt i glemmebogen. Ingeniørerne og arkitekterne døde én efter én og var til sidst alle væk. Tilbage var dog et vældigt arkiv fra 1930’erne. Togpassagerer på Lyngby Station i Nordsjælland skal blot gå over på perron 2 og kigge efter en rød bygning langs sporene for at lokalisere den. Nede i kælderen ligger banens historie i form af tusindvis af dokumenter og fotografier med danskernes bedrifter ved byggeriet. I dag er det ingeniørfirmaet Cowi, der tager vare på arkivet, der fulgte med, da firmaet for en snes år siden overtog resterne af Kampsax, og ingen nænnede at smide det ud. 

Godt det samme, for i 2015 blev udenrigsministeriet i Iran opmærksom på, at de i Lyngby kunne finde vigtig information om Den Transiranske Jernbanes fortid. I månedsvis sad en iransk kvinde i kælderen og scannede løs. Billede efter billede, dokument efter dokument. Kort efter begyndte der at komme meldinger om, at kræfter i Iran arbejdede på at få banen sat på UNESCOs verdensarvsliste. Listen talte allerede 22 punkter i Iran, men hvorfor ikke gå efter 23 – turisme er en vigtig indtægtskilde i landet. I første omgang, ved banens 80-årsjubilæum i 2018, blev ansøgningen forkastet, den var angivelig for mangelfuld. Men i sommeren 2021 vendte UNESCO tilbage med en ny vurdering af de knap 1.400 jernbanekilometer. Efter at have nærstuderet Den Transiranske Jernbane i to år lød konklusionen, at danskernes jernbane var unik nok til at komme med.  Så mens iranerne nu har fået et ekstra trækplaster, har de gamle ingeniørers og arkitekters efterkommere med UNESCO-hæderen ikke bare fået anerkendelse for deres indsats, men også sikkerhed for, at banen vil blive bevaret for eftertiden, for man kommer ikke på listen, hvis der ikke ligger en plan for, hvordan man kan sikre den pågældende verdensarv for eftertiden. Som Jacob Saxild, Jørgen Saxilds barnebarn siger:

”Min farfar ville være stolt over det ridderslag, som han nu har fået for sin jernbane.”

Fotos er stillet til rådighed af Morten Hansted, der også har skrevet bogen ’Danske eventyr i Iran’.

/