SPROG ER MAGT. Og ord er på én gang inkluderende og ekskluderende. De er følelsen af hjem og samtidig følelsen af ikke at høre til. De binder os sammen og skaber afstand imellem os. På denne formiddag er der aalborgensiske reminiscenser at spore i Amina Elmis stemme, da hun siger, at hun godt kunne tænke sig en filterkaffe. Forfatteren slår sig ned ved et udendørs-bord i nederdel og punket T-shirt, med lange, skinnende negle og en venstrevendt afrofrisure, klar til at tale om sprog. Fra hun var børnehavebarn, har hun levet en tosproget tilværelse, og hun har mærket på egen krop, hvordan dansk og somalisk hver især kan komme til kort.   

I sin digtsamling ’Barbar – Tavshedens objekt’ har Amina Elmi skabt forskellige indgange til forskellige forudsætninger. Der er direkte henvendelser til folk, der taler somalisk, der er engelske fraser og tråde til mytologi. Med ordet bismillah, som direkte oversat betyder ”i Guds, den nådiges, den barmhjertiges navn”, og som er en almindelig måde at indlede for eksempel taler og breve på i islamisk kultur, taler hun for eksempel direkte til dem, der er indviet i den muslimske verden. 

”På den måde bliver de lukket ind i et rum, som andre ikke har adgang til. Det synes jeg er spændende. Der er mange forskellige rum i bogen, som ikke har lige adgang. Det er helt bevidst, at jeg blander dansk, somalisk og engelsk i min digtsamling,” siger Amina Elmi og forsikrer om, at alle læsere stadigvæk kan forstå helheden.

MED SIN MOR og fem søskende flygtede hun fra borgerkrigen i Somalia i begyndelsen af 90’erne til Danmark, hvor hendes far allerede havde fået asyl. Selv har Amina Elmi kun et utydeligt minde fra sin barndom i Somalia: et billede af en smadret by. Hun er usikker på, om hun virkelig kan huske det, eller om det er noget, hun har strikket sammen på baggrund af forskellige overleveringer og billeder. Selvom digterens allerførste minder stammer fra Aalborg, var sproget med i god behold fra Somalia. Det byggede bro mellem det gamle og det nye hjem. Men det var ikke altid nok. 

”Hjem kan være to oceaner væk, og min mor lærte aldrig at svømme,” skriver Amina Elmi blandt andet i ’Barbar’. Hun fortsætter: ”Jeg indser at hjem for mig ikke er hjem for mor, jeg ser det i hendes øjne at hun har forladt et sted der gav hende det første sprog”, og ”& sådan kommunikerer vi ved at læse hinandens øjne i stedet for at bruge sproget fordi sproget er ødelagt, fordi sproget ikke fungerer her.” 

Ligesom sproget af og til var ude af sync mellem hende og hendes mor, oplevede Amina Elmi også, at hun og folkeskolen talte forbi hinanden. I skolen var forventningerne lave til ’sådan nogle som hende’. To sprog var ikke lig med dobbelt så godt, heller ikke selvom hun elskede danskundervisningen. Men i familien Elmi var faren et evigt heppekor: ”I kan godt.” Og Aminas storesøster blev den første i familien, der fik en lang videregående uddannelse som kandidat i psykologi.

Faren var videbegærlig og sad ofte med snuden i en dansk-somalisk ordbog, og han beherskede alt fra italiensk til engelsk.

”Han var et kæmpe sprogøre,” siger Amina Elmi, der selv blev smittet af iveren. 

”Jeg har altid været meget nysgerrig på sprog, og der var meget poesi og scenekunst og sådan noget derhjemme, da vi voksede op. Altså på somalisk. Det var ikke sådan noget med, at vi skulle sidde og kigge, læse og lytte. Det var mere noget, der kørte i baggrunden, og så kunne man være med, hvis man havde lyst.” 

Dengang syntes hun, at den somaliske musik var irriterende – måske især på grund af den knitrende kassettebåndskvalitet – men i dag er hun trofast lytter til sin hjemstavns musik, der som regel handler om kærlighed. Netop kærligheden er et sted, hvor dansk og somalisk differentierer sig fra hinanden ifølge Amina Elmi. 

”På dansk giver man ikke store kærlighedserklæringer, man er lidt påpasselig med komplimenter. Men på somalisk strømmer de ud. De bliver meget kropslige og fysiske. Man siger ikke bare ’Jeg elsker dig’, man siger ’Du er min lever’. Man har nogle ord for, at man – direkte oversat – sætter den anden oven på sit hoved, har dem med sig hele tiden, fordi man elsker dem så meget. Sådan nogle udtryk, der slet ikke eksisterer på dansk,” forklarer Amina Elmi, der til gengæld mener, at det somaliske og danske til gengæld finder hinanden i humoren, der på begge sprog kan være mørk og fuld af sarkasme og selvironi.  

SELVOM SPROGREJSEN FRA Somalia til Aalborg rummer flest kilometer, var rejsen fra Nordjylland til København tæt på lige så lang. Amina Elmi havde sagt farvel og på gensyn til sit hovedtørklæde, sin barndomsby og sin familie. Hun flyttede til København med drømmen om at søge ind på Forfatterskolen. Og i storbyen blev hun en del af et københavnsk queermiljø, hvor man brugte ord som bipoc (der står for black, indigenous and people of colour) som en selvfølgelighed. Digteren havde aldrig hørt ordene før, og i miljøet brugte de generelt en jargon, som krævede særlig indvielse. 

”Der var en helt anden måde at tale sammen på, og det var meget sådan, at man sad i en rundkreds og spurgte, hvordan man havde det.” Sproget var én ting, men tøjet var også fuldt af farve og blikfang. Noget, som Amina Elmi ikke var vant til. I Aalborg havde hun i mange år gået med hovedtørklæde og været en del af det troende muslimske miljø. Det var derfor lettere overvældende at lande i den københavnske woke-arena, men hun var også draget af cirklens frihed, der lovede, at man kunne se ud, som man ville, danse, som man ville. Seksualiteten var fri, og løssluppenheden behagelig. 

”Men der var også en masse begrænsninger i det miljø. Pr. automatik talte og tænkte folk ens. Deres sprog var fuldt af vanskelige akademiske ord, samtidig med at de selv talte en masse om tilgængelighed, og at man skulle kritisere the establishment og strukturerne. Og hvem er egentlig med i de miljøer og fællesskaber? Ja, det er jo egentlig ret velstillede unge mennesker,” siger Amina Elmi, der følte, at den kreds, hun var blevet en del af, ofte så sort/hvidt på forskellige problematikker: 

”Enten er noget godt, eller også er det skidt. Man kan ikke rigtig lave fejl eller afsøge andre muligheder, for så bliver man hurtigt sat i bås: ’Du er ikke rigtig en del af os.’”

Hun begyndte at se sit københavnske fællesskab på en ny måde. Det gik op for hende, at de rummede nogle af de samme dynamikker, hun havde gjort oprør mod: undertrykkelse og udelukkelse. 

”Det gad jeg bare ikke,” siger Amina Elmi, der mener, at den til tider unuancerede kassetænkning kun opstod som resultat af gruppedynamikken, og fortæller, at hun i dag stadig har venner fra miljøet. 

DENGANG AMINA ELMI stadig bar tørklæde, oplevede hun blandt andet, at klassekammerater satte ISIS-musik på, når hun kom ind i klasselokalet. Det var en af mange provokationer, der gjorde hende vred. Vred på racisterne, vred på Danmark. Senere rettede vreden sig mod hendes eget bagland. Her blev hun kaldt ’en skør feminist’, fordi hun begyndte at diskutere åbent med imamerne. Hun var træt af de wahhabistiske fortolkninger af islam, som hun var vokset op med i moskeen, hvor den arabiske kultur var af højere rang end den somaliske. Og så havde hun det svært med al den skam og alle de tabuer, der var forbundet med at være pige og kvinde i den kultur. 

I dag er hun ret overrasket over, hvor omsorgsfuldt hun i sin digtsamling har været i stand til at beskrive det, hun voksede op i. 

”Min personlige udvikling har gjort, at jeg kunne give slip på vreden. Jeg var ikke 15 år længere, da jeg skrev den. Jeg så alting fra en ny distance. Jeg var mere undersøgende, og jeg havde et andet sprog for alt det, der var sket. Skriften åbnede sig for mig, og den gjorde, at jeg kunne se tingene og menneskene fra nye perspektiver,” siger Amina Elmi, der blev født i 1994. 

I dag skriver den nyslåede forfatter fra et håbefuldt sted. Hun drømmer om at være med til at sprænge de kategorier og kasser, som både mennesker og litteratur hele tiden bliver puttet i. I nogle af de rosende anmeldelser, hun har modtaget for sin bog, betegnes hun som minoritetsdigter, men Amina Elmi drømmer om mere – eller i virkeligheden mindre. Ét ord siger det: digter.

MANGE AF DE STUDIER, jeg har lavet, stammer fra spørgsmål helt tilbage fra min barndom. Jeg var meget interesseret i indianere, og jeg læste alt om dem. Da jeg var helt ung – lang tid før jeg blev forsker – tog jeg på en ekspedition til Sibirien med min tvillingebror Rane. På den tur fandt vi knogler fra mammutter og kranier fra uddøde vild­heste. Jeg tog dem med hjem og lagde dem i min mors garage. Hun sagde senere: ”Kan du ikke snart smide det lort væk?” Men jeg tænkte, at jeg ville få brug for dem en eller anden dag.

Det havde været min drøm at rejse til Sibirien, helt fra jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne blive prærieindianer, når jeg blev stor. I stedet ville jeg opleve tundraen og de nordlige skove og lede efter jukagirer (sibirisk folk med eget sprog, red.). 

Rane og jeg tog til Sibirien flere gange. Vi var begge to startet på universitetet i mellemtiden, men på vores sidste tur blev jeg tilbudt et job som pelsjæger. Det var en drengedrøm, og jeg sagde ja. Det var slet ikke planlagt, så jeg havde ikke andet end mit gevær med. Der var en jakut-kvinde, der syede jagttøj til mig, og så blev jeg ellers shippet med en helikopter ud i ødemarken med to jægere. Jeg var virkelig det tynde øl i det selskab. Jeg endte med at være der i cirka et halvt år, og det er ultimativt det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet.

Temperaturen faldt til under minus 50 grader. Det var så ekstremt at være i. I det jagttøj, jeg havde fået syet, var knapperne for store i forhold til knaphullerne i mine bukser, så min gylp gik hele tiden op, og jeg fik simpelthen forfrysninger i skridtet. Det var pissehårdt, og jeg er ikke en særlig god jæger. Det må jeg bare erkende. 

JEG VAR KUGLESKØR, da jeg kom hjem. Jeg kunne ikke sove på en almindelig seng, og jeg ville ikke smide mine jagtbukser. Så jeg gik til forelæsninger på Københavns Universitet i jagtbukserne, der var fuldstændig sorte af blod, fra når vi havde siddet og parteret og skindet dyrene. Jeg skulle læse til genetik-eksamen, og det virkede fuldstændig meningsløst, når jeg lige havde levet et liv, hvor det hele gik ud på at sove, æde og slå ihjel. Det her er min egen diagnose – jeg har aldrig fået det tjekket professionelt – men jeg tror, at jeg havde noget posttraumatisk stress. De fleste af dem, der lever derude i Sibirien, bliver heller ikke mere end 50.

Hver dag som pelsjæger brød jeg mine egne grænser for, hvad jeg turde. Hvis du for eksempel er ved en sø, så krydser du den, selvom isen er tynd, for det tager for lang tid at gå udenom. Og du ved, at hvis du falder i, så er du færdig. Vi gik rundt på sådan en blanding mellem ski og snesko, så man kunne bare se, at vandet steg op af ens fodspor. Jeg er ikke særlig modig af natur og ville altid have valgt vejen udenom, hvis jeg kunne. 

Jeg færdiggjorde mit studie, fordi min mor sagde, at det var vigtigt, at jeg havde noget at falde tilbage på. Jeg syntes virkelig ikke, det var sjovt at gå på universitetet. Det var kedeligt at læse om og repetere, hvad andre havde lavet. Men da jeg så skulle skrive speciale, hvor man for første gang får lov til at lave et rigtigt forskningsprojekt, hvor man opstiller et forsøg og prøver at svare på noget, som ingen før har svaret på, var det en kæmpe øjenåbner for mig. Jeg havde aldrig oplevet noget så fedt. 

SOM SPECIALESTUDERENDE HAVDE min makker Anders Hansen og jeg som de første i verden udvundet dna fra mikroorganismer i gammel is fra Grønland. Folk bruger primært de gamle iskerner med henblik på at forstå klimaforandringer, men vi viste, at man også kunne bruge dem til at analysere de mikroorganismer, der er faldet ned på isen over tusinder af år. Vi fik 13 for vores speciale og publicerede resultaterne i et meget fint tidsskrift. Vi ville gerne undersøge det nærmere, men der var bare meget få ph.d.-stipendiater dengang. 

Vi ventede halvandet år uden lønninger eller noget som helst. Da vi så endelig fik stipendiet og kunne komme videre, var der andre forskere fra Amerika og Frankrig, der var gået videre med vores opdagelse med isen, og vi var bagud. 

Hvad fanden gør vi, tænkte jeg. Det var svært at få adgang til knogler eller fine fossiler, som man kunne undersøge. Men en dag sad jeg og kiggede ud ad vinduet. Bladene raslede ned på jorden fra træerne, og der kom en hund gående og sked på fortovet. Og så slog det mig: Vi ved, at der er dna både i bladene og i lorten, men vi ved også, at bladene formulder, og at næste regnskyl får lorten til at forsvinde. Men hvad sker der egentlig med dna’et? Forsvinder det også, eller kunne det være, at det blev bevaret i jorden? Det ville være helt fantastisk, for det er nemt at få adgang til jord. På den måde kunne vi komme videre med vores undersøgelse. 

Vi gik ind til vores vejleder og fortalte ham om ideen. Han sagde: ”Jeg har aldrig hørt noget så dumt i mit liv.” Dengang havde man den tanke, at der ikke ville være noget tilbage af det dna, der falder ned, at det vil blive spist af bakterier. Men vi blev ved. 

Jeg fik kontakt med en russisk geolog, som arbejdede i Sibirien. Jeg vidste, at permafrost var et godt sted for langtidsopbevaring af biomolekyler. Så hvis vores idé skulle virke, så skulle den i hvert fald virke i permafrost. Jeg spurgte geologen, om han kunne tage nogle flere tusind år gamle permafrostkerner med til København. Det gjorde han. Det eneste, han ville have til gengæld, var vodka. 

Det var et kæmpe problem dengang at få udvundet dna, uden det blev forurenet i processen, og vi prøvede i månedsvis med alle mulige forskellige metoder uden resultat. Men en juledag, hvor alle var gået hjem fra laboratoriet, kom der pludselig dna-sekvenser ud, som kunne kortlægges. Det væltede ud med resultater. En hel enorm mængde planter, mammutter, steppe-bisoner og vildheste. Jeg har gjort mange videnskabelige opdagelser i min karriere, men det her er til stadighed den største. 

Vi fik kortlagt hele økosystemer i prøverne. Før havde man kun kunnet give et kvalificeret gæt på, hvor en art havde levet. Men her kunne vi se, præcis hvilke arter der havde været lige præcis der, hvor vi havde taget prøven. Selvom vi fik vores studie publiceret i et anerkendt tidsskrift, var der ikke mange, der troede på os. De følgende 10 år var jeg nærmest den eneste, der arbejdede med det her. Man troede simpelthen ikke, at dna var til stede på den måde. Men i dag ved vi, at alt levende afgiver dna hele tiden, og at det kan bevares over millioner af år. 

MIN NYE BOG handler i virkeligheden om den rejse, jeg har været på fra den første dna-opdagelse under mit universitetsspeciale, til hvordan vi rent faktisk kan bruge den oplevelse til at belyse alt muligt fra indvandring af de første mennesker til at se tidligere forandringer i klimaet. 

Når man bliver professor og skal til at opfinde noget, får man basalt set tildelt et kontor, en stol og et bord: Find ud af et eller andet! Og jeg troede faktisk, at mine ture til Sibirien havde været forgæves i forhold til min videnskabelige karriere. Men det viste sig, at det havde de ikke. Ideerne til min forskning kom fra de ture. Min erfaring fra turene har også haft kæmpestor betydning for mit senere arbejde med oprindelige folkeslag, amerikanske indianere og australske aboriginere. 

Derude handler det hele om tillid. Flere oprindelige folk er grundlæggende skeptiske over for videnskabsmænd, fordi de historisk har dårlige erfaringer med dem. De følger deres kulturelle og religiøse overbevisninger såsom at ofre til ilden, inden man går på jagt. Det er man nødt til at have respekt for, også selvom man ikke kan forklare det videnskabeligt. Det havde jeg, fordi jeg selv havde prøvet det. Og det tror jeg, at de kunne mærke.

På et tidspunkt var der stor debat om, hvorfor istidsdyrene forsvandt. Om det var mennesker eller klimaforandringer, der slog dem ihjel. Og det var faktisk ved hjælp af dna fra knoglerne fra min mors garage og nogle flere knogler, jeg havde med fra senere rejser til Sibirien, Nordcanada og Alaska, at vi kunne konkludere, at det var klimaet, der havde spillet en rolle. 

Vi kunne se, at Nordgrønland, som i dag er en arktisk ørken, hvor der nærmest ingenting er, engang havde været skov med mange forskellige slags træer og høj biodiversitet. Der havde levet mastodont-elefanter, som man ellers kun kendte fra Nordamerika, og gæs, harer og rensdyr. Dengang, for to millioner år siden, var der 15 grader varmere i Grønland, end der er i dag. 

Nogle gange handler det om at turde gøre noget, selvom autoriteterne siger, at det er en dårlig idé. Som studerende hørte jeg flere gange, at mine ideer var dårlige, eller at de ikke kunne lade sig gøre. 

Den der følelse af at være den første, der opdager noget … det kan godt være, at du bare har rykket vores forståelse af verden en lille smule, men det er fandeme dig, der har gjort det. Det er en følelse, jeg ikke vil bytte for noget som helst.