JEG ELSKER AT stå op om morgenen. I dag var jeg oppe halv fem. Jeg går altid ud og fodrer grisene som det første, inden jeg selv spiser morgenmad. Det er rart at vide, hvordan de har det, om noget er gået i stykker i deres anlæg, og om jeg har brug for, at nogen giver mig en hånd med noget i løbet af dagen. 

Jeg har 50 søer. De får smågrise, som vokser sig store og bliver sendt til slagteriet, når de vejer omkring 112 kilo stykket. Der bliver sendt en del af sted på et år, cirka 1.200-1.300 grise. Man får ikke et personligt forhold til dem alle sammen, men jeg går da og småsnakker med dem og er god ved dem. Så det er lidt mærkeligt, når lastbilen kommer og kører af sted med dem, når nu jeg har gået og passet dem hele deres liv. Men det er det, jeg lever af. Formålet er at lave et godt grisekødsprodukt. Og vi gør det på en god måde, så der er egentlig ikke grund til at have dårlig samvittighed.

JEG OPDRÆTTER grisene på friland sammen med min mand Bjarne på vores gård Hedebo i Vind i nærheden af Holstebro. Søerne bor i udendørs hytter, hver so i sin egen fold. Her føder de deres grise, og når grisene er fem uger gamle, bliver de fravænnet moderen og opfedet i en stald med god plads, god ventilation og adgang til udendørs løbegårde. Det er mest mig, der står for grisene, mens Bjarme står for vores marker. Han har altid været vild med maskiner og har sit eget enkeltmandsfirma, hvor han kører ud med sin rendegraver, sin gummiged eller sin minigraver, når nogen ringer efter ham. Desuden står han for alt vores vedligehold og alle reparationer herhjemme. Vi har vores egne ansvarsområder, så er der ikke så meget at blive uenige om. Det fungerer for os. 

Vi mødte hinanden på en stor gård i Vind engang sidst i 80’erne. Det var mit første job. Jeg passede køer, han kørte maskiner i marken og snittede græs til ensilage. Vi var 5-6 ansatte, der boede på gården på små værelser og spiste vores måltider sammen. Det var en dejlig tid. 

Senere fik jeg arbejde på en anden gård, hvor jeg passede grise. Det var en indendørs, konventionel produktion. Mange begyndte at opdrætte frilandsgrise i de år, og jeg syntes, det lød så spændende. Så da mine svigerforældre i 1997 fik muligheden for at leje 10 hektar af naboen ud over den jord, de allerede havde til deres gård, var jeg hurtig og spurgte, om ikke jeg måtte leje den. I 2002, da hans forældre flyttede ind til Sørvad, en lille by her i nærheden, overtog Bjarne og jeg hele gården.

Grisene lever af en foderblanding med korn, sojaskrå, mineraler og vitaminer. De bliver slagtet i Herning, cirka 30 kilometer væk fra gården. ”Det er luksus, at de ikke skal køres længere,” siger Inge Jakobsen.

DET HAR ALTID ligget i kortene, at jeg skulle være landmand. Det var mine forældre også. Da jeg var lille, havde de en produktion med malkekøer. På et tidspunkt gav EF tilskud til landmænd, der ville skille sig af med deres køer, og mine forældre fik grise i stedet. Det er fysisk hårdt at holde køer, du skal tit ud at malke. Du er meget bundet op på at passe de køer.

I dag er jeg nu også bundet op på vores grise. De skal have foder en gang i døgnet og er afhængige af, at jeg kigger til dem to gange om dagen og holder øje med, at der ikke er nogen, der er løbet ud af deres fold, at vandet ikke svigter, så de kommer til at tørste, og at der ikke er nogen, der er kommet til skade, har et dårligt ben eller noget andet, der skal behandles. Hvis vi har brug for afløsning, har vi en ven, der kommer og kigger til dem. Vores ferie udgøres af en lang weekend én gang om året. Nogle dage bliver udlængslen stærk. Så tænker jeg: ”Det kunne være fedt at tage en måned i USA.” Alle andre dage har vi det dejligt herhjemme. Vi har truffet vores valg. 

Vores 18-årige søn går på teknisk gymnasium. Han ved endnu ikke, hvad det skal føre til, og det skal han selv have lov at bestemme. Der er intet pres fra os, men jeg tror ikke, han er interesseret i at blive landmand.

JEG HAR INSEMINERET 10 søer hen over de sidste par dage. Vi har også to orner gående. Det er hovedsageligt, fordi de afgiver en lugt, der gør søerne modtagelige. Men ornerne kan ikke selv følge med i forhold til at løbe på alle søerne, som det hedder, når de parrer sig. Så vi køber ornesæd, som søerne får gennem et kateter. Hvis man stiller dem foran ornen, men med et gitter imellem, er det ret sikkert, at de gerne vil insemineres. Når søerne har fået 5-6 kuld i deres liv og er 3-4 år gamle, bliver de sendt til slagtning. Ellers bliver de for store og for dovne til at passe deres grise ordentligt.

Vi afsætter vores grise til Friland, et Danish Crown-underselskab. Det er ikke særlig stort, vi har en tæt kontakt, og ser jeg noget med det mærke i køledisken i vores lokale Meny, kan jeg næsten regne ud, kødet er fra nogle af mine grise. Der er en kort vej til detailhandlen, og det føles godt. Jeg bliver lidt stolt af at være med til at levere sådan en velfærdsgris. Måske skulle jeg ikke fortælle det, men selv kan jeg ikke så godt lide kød, særligt ikke svin. Jeg kan sagtens spise en frikadelle, men storaftager bliver jeg aldrig. Jeg kan lide fisk og kylling.

Grise er meget omgængelige dyr. Men forrige vinter var der nogle søer, der blev virkelig aggressive. Vi bor midt i ulveland, og der har været mange angreb hos fårefolkene herude. Vores dyr er hegnet enormt godt ind med tråde og strøm – for vi vil ikke have ræven ind, den spiser smågrise som bare pokker. Nå, men jeg tror, ulven havde gået på den anden side, og ur-instinktet var blevet vakt til live. Så søerne angreb mig, når jeg kom kørende ud til dem på min firehjulscrosser. De prøvede at jage mig væk for at passe på deres unger. Sådan en so er megastærk. Man tror, den er kluntet, men den kan rende enormt stærkt, så ulven ville nok ikke have en chance. Jeg har ikke noget imod ulven som sådan, men det er træls og farligt at arbejde med grise, der går til angreb på én, fordi sådan en bandit render rundt og dufter og gør dem gale.

Det nager, hvis grisene ikke har det godt. For nogle år siden var der nogle søer, der fik hjernehindebetændelse og døde af det. Det var en hård nyser. En dyrlæge fandt heldigvis ud af, at løsningen var E-vitamin. I dag er vi rasende bange for svinepesten. Det er en sygdom, der skulle være så modbydeligt smertefuld for en gris. Det har man ikke lyst til at se på. Vildsvinehegnet er et godt initiativ. Så gør man i det mindste noget.

JEG SIGER ALDRIG: ”Nu skal jeg ud at kigge til svinene.” Jeg skal ud til grisene. Vi har aldrig brugt betegnelsen svin. Det føles gammeldags og nedsættende. Jeg synes, det er super, at fødevarebranchen er med på at kalde det grisekød og ikke svinekød.

Når du opdrætter grise på friland, mærker du virkelig årets gang. Du skal håndtere sne og frost. Og du skal sørge for, at de har pøle og vandhuller om sommeren. De kan ikke svede gennem huden og kan ikke lide temperaturer over 25 grader. Alle årstider er gode årstider. Den optimale er dog foråret. Når det hele begynder at spire, kan man se, grisene synes, det er dejligt at komme ud af stalden. Så løber de let af sted, laver bukkespring og spiser frisk græs. Så er det virkelig glade grise.

Inge Jakobsen, 52, er uddannet fra landbrugsskolen i Hammerum ved Herning i 1990. Af miljø-hensyn flytter hun grisene til stalden under opfedningen, fordi det her bedre kan lade sig gøre at opsamle gyllen og bruge den til at gøde et stort areal af marker med.