Den ligner en grøn, nopret testikel, men alligevel er alle blevet vilde med den. Især i Danmark, hvor vi køber og propper os med den cremede avocado som aldrig før. Men hvorfor er frugten, så mange har svært ved at stave til, blevet så populær? Og kan man spise den med god samvittighed?
ENGANG VAR DEN ikke andet end eksotisk tilbehør til en rejecocktail. I dag er den blevet allemands-spise, et æstetisk Instagram-fænomen, den vises lækkert frem i livsstilsmagasiner, og på storbyernes cafeer er den en tilbedt hipster-hapser.
Avocadoen er blevet ”helt psykopat-populær i Danmark”, som Julia Lahme, etnolog, trendforsker og livsstilsekspert, siger.
Målt i udbud og efterspørgsel er dens succes og popularitet rimelig uomtvistelig. Fra 2007 til 2018 er salget af avocadoer i Danmark tredoblet ifølge Coop, et tal, der er stadigt stigende. Og rundt omkring på cafeerne i det danske land er avocadomadden efterhånden fast inventar på menukortene.
På en in-café i København, der har været fremhævet af flere internationale medier for sine avocadomadder, er man dog noget loren ved at skulle stille op til interview om netop den frugt. Faktisk vil man helst ikke røre avocadoen med en pølsetang i presseøjemed. For ja, det er da rigtigt nok, at det er en af de mest populære ting på cafeens menukort, men det er nu ikke til ejerens store begejstring. Faktisk vil han gerne udfase avocadoen. Måske endda være den første i hovedstaden til offentligt at boykotte den eksotiske frugt. Hver dag kommer der turister fra Canada, Japan og andre steder i den store verden, og de vil alle sammen gerne have en avocadotoast. For det første er der så meget andet lækkert på kortet, mener ejeren, for det andet ser det ikke så godt ud for den klimavenlighed, cafeen i øvrigt har gang i med papirsugerør, genbrugslåg til to go-kaffen og lokale, økologiske fødevarer.
The New York Times har ellers nævnt avocadomadder fra både Aarhus og København i flere rejseartikler. Den amerikanske avis fremhæver blandt andet en anden café, Cafe Atelier September i indre København, for at have byens mest fotograferede avocadomad på menukortet. (Det koster 85 kroner for sådan en rundtenom med avocado). Vogue har ligeledes omtalt danske avocadotoast som frokostens creme de la creme, ligesom danske mode- og livsstilsmagasiner gennem et væld af lister igen og igen guider deres læsere til de smukkeste, hyggeligste og billigste versioner af den grønne frugtmad i København.
AVOCADOEN I TAL
Danmark importerede 13.600 tons avocadoer i 2016. Avocadosalget i Danmark er mere end tredoblet fra 2007 til 2018 ifølge Coop Analyse.
Størst chance for at få avocado til morgenmad er der i eller nord for København. Nord for København spiser man 95 % mere avocado til morgenmad end den gennemsnitlige dansker. Østjyderne ligger 9 % over gennemsnittet.
Avocadoerne i Danmark er oftest importeret fra Chile, Spanien, Mexico, Kenya og Peru. Det svinger hen over året, hvilke lande der kommer flest fra.
I for eksempel Coop modtager man ikke avocadoer fra den problematiske Petorca-provins i Chile, der har et enormt vandforbrug ved avocadoproduktion.
OVER 10 MILLIONER opslag på Instagram er i skrivende stund markeret med hashtagget #avocado, og det vælter frem med fotos af den berømte håndmad, hvis man skriver dens navn i det sociale medies søgefelt. Billeder, hvor silkeskårne lameller af den grønne frugt folder sig ud over et stykke rugbrød eller en sprød toast som en sirlig kortkabale, og hvor en perfekt afstemt mængde purløg eller en anden form for finthakket krymmel gør sig til. Hashtagget #climatechange ledsager tre millioner opslag på Instagram, og vil man være fræk, kan man på helt uvidenskabelig vis påstå, at Instagrams brugere måske bekymrer sig mere om avocadomadder end klimaforandringer. Men på Instagram handler det hovedsagelig om at være fotogen, om så man er en såkaldt influencer eller en mexicansk avocado. Ifølge livsstilsekspert Julia Lahme er netop avocadoens lækre Instagram-look langtfra en uvæsentlig forklaring på dens succes.
”Det, avocadoen lærer os, er, at man virkelig kommer langt med at se godt ud. Den er så pæn på billeder, den ser godt ud på en pæn tallerken, og man skal ikke gøre særlig meget ved den,” siger hun og forklarer, at avocadoen er blevet mere og mere populær i takt med Instagrams udbredelse op gennem 10’erne. Raw food-bølgen, der skyllede ind over Danmark omkring 2015, gav også avocadoen et gevaldigt popularitets-puf i ryggen. Et puf, der er fortsat, efter vegansk kost er kommet om ikke i alles mavesække, så i hvert fald på alles læber.
Og mærkeligt nok giver det faktisk avocadoen stor symbolværdi, at dens vindue for, hvornår den er helt perfekt og spiseklar, er så lillebitte og flygtigt. Den går fra at være betonhård til at være blød og brun i løbet af det, der føles som et blink med øjnene. Men det, at den er så besværlig, er med til at gøre den attråværdig. Avocadoen har dermed en snert af eksklusivitet, siger livsstilsekspert Julia Lahme: ”Det er jo ligesom at finde en perle i en østers at finde en avocado, der er moden på den rigtige måde. Det er et lotteri. Du aner ikke, hvad du får, når du køber en avocado, og det er spændende. Den er svær at håndtere, den er dyr, og så snart noget opfører sig som besværlige kærester, peger det mod luksus.”
NARKO OG GRØNT GULD
Avocadoen har fået tilnavnet ’det grønne guld’ i Mexico.
Den mexicanske avocadoeksport til USA steg med 16 procent fra 2018 til 2019, og den grønne feber har mundet ud i en firedobling af den mexicanske avocadoindustris værdi.
Efterspørgslen og den ditto gode pris har betydet, at de magtfulde mexicanske narkokarteller slås om at vinde markedet. I den mexicanske delstat Michoacán producerer man over 80 procent af Mexicos avocadoer, der har en eksportværdi på omkring 2,4 milliarder dollar.
Kartellerne tilraner sig blandt andet såkaldte beskyttelsespenge fra de mexicanske avocadofarmere, og flere mexicanske farmere er blevet dræbt og kidnappet, fordi de ikke har kunnet betale.
Ud over kartellernes indtrængen er avocadotyverier også en del af dagligdagen i delstaten. Hver eneste dag bliver der stjålet mindst fire vognlæs med avocadoer.
I DET GAMLE Mesoamerika, længe før vores tidsregning, mæskede allerede aztekerne sig i avocadoer. Mexico er med stor sandsynlighed avocadoens moderland, og den er blevet spist i mere end 10.000 år. Dengang kaldte de den grønne spise for āhuacatl, der betød testikel. Navnet kom i direkte forlængelse af frugtens kugleformede, noprede ydre. Formen gav ligeledes aztekerne anledning til at tillægge avocadoen forplantningsmæssig betydning, og den fik status som et afrodisiakum, der angivelig kunne hjælpe på både lyst og evne.
Da de spanske conquistadores gjorde deres indtog i Mexico og resten af Latinamerika i 1500-tallet, fik de øjnene op for den eksotiske frugt og blev så begejstrede for dens smag og egenskaber, at de begyndte at sejle den hjem til Europa.
I 1600-tallet blev avocadoen refereret til som en ’alligator-pære’ på grund af dens skræl. Men hverken alligator-pære eller testikel fungerer særlig godt i markedsføringssammenhæng. I begyndelsen af 1900-tallet begyndte farmere i Californien at dyrke avocadoer, og de blev enige om, at der måtte gøres noget ved navnet. På spansk var āhuacatl blevet til aguacate. Inspireret af dén sproglige rejse blev det engelske – og mere spiselige – navn på den grønne frugt avocado. Svært at stave til måske i det nordlige Europa, men navnet lå – og ligger – godt i munden, og det er faktisk noget af det vigtigste, der er sket for avocadoen, mener livsstilsekspert Julia Lahme.
Popularitetskurven er dog ikke bare gået op og op. I 80’erne havde avocadoen det ikke særlig godt. Den var heldig, hvis den fik lov at optræde i en rejecocktail.
”Dengang tænkte vi kun på at skære ned på fedtet i kosten. Og avocadoen er jo en meget fed frugt. Senere fandt man så ud af, at avocadoen er rig på det såkaldte sunde fedt i form enkeltumættede fedtsyrer. Og i 1999 kunne man i The Guardian finde en opskrift på en avocado-bruschetta, det, vi i dag kender som den populære avocadotoast. Dén opskrift var et symbol på avocadoens genfødsel,” fortæller Julia Lahme, der spår, at avocadoen kan få det svært i disse klimatider, fordi det er en tropisk frugt, der har en lang transportvej til Danmark:
”Vi spiser avocadoer og tænker, at nu skærer vi ned på alt det kød, vi ikke må spise. Den mætter, den smager godt, den er sund og nærende, og den har de rigtige fedtstoffer, men den bliver jo en hykler-frugt.”
DEN GRØNNE FRUGT har da også været – og er – ude i et klimastormvejr. Californien, Mexico, Honduras og Chile er nogle af de tungeste avocadoproducenter, og transporten derfra til resten af verden er lang og dermed pænt CO2-tung. Og ikke nok med det, det kræver masser af vand at dyrke den.
”I Petorca, den del af Chile, som Danmark typisk får avocadoer fra – og hvor over 60 procent af Chiles avocadoer dyrkes – går der i snit 1.280 liter tilført vand til at producere et kilo avocadoer. Det svarer cirka til 320 liter tilført vand for at dyrke én avocado,” siger undersøgende seniorjournalist på Danwatch Louise Voller, der i 2017 var redaktør på det uafhængige researchcenters undersøgelse ’Avocadoerne og det store vandtyveri’.
Den undersøgende journalist fortsætter: ”Chiles vandlovgivning privatiserede vand (i 2015, red). Det betød, at vand anses for at være en vare underlagt privat ejendomsret, og derfor har avocadoplantagerne i Chiles Petorca-provins lovligt kunnet tømme floderne for vand. Flere store producenter er dømt for brud på vandloven ved eksempelvis at etablere ulovlige dræn. Produktionen af avocado i chilenske Petorca har reelt betydet, at lokalbefolkningen fik drikkevand leveret til byerne i lastbiler, og at mindre småbønder måtte stoppe med landbrug, fordi avocadoerne tørlagde provinsen.”
DET STORE AVOCADO-LOTTERI
Hvordan undgår man at stå i sit køkken med skuffelsen malet tykt i ansigtet, når man skal søsætte sin guacamole med en avocado, der er helt brun og trevlet indvendigt?
Pletten under avocadoens stilk skal være grøn, ikke brun, så er den overmoden.
Giv avocadoen et let tryk der, hvor stilken sidder. Hvis den giver en lille smule efter, og stilken nemt vipper af, er den spiseklar.
Er avocadoen hård som en sten og flere dage fra at være egnet, kan man speede modningsprocessen op ved at lade den ligge ved siden af en citron i frugtskålen.
VIL MAN UNDGÅ at være en klima-oser, så er en generel tommelfingerregel ifølge Fødevarestyrelsen at spise så lokalt som muligt: ”Vælg lokalt og efter sæson, når du handler – så sparer du den lange transport fra jord til bord.”
Men måske skal man alligevel ikke tage den store, moraliserende klima-høtyv frem, hvis folk nyder en avocado fra tid til anden. Kirsten Halsnæs, en af Danmarks førende klimaforskere, professor på DTU og medlem af FN’s klimapanel, pointerer, at man er nødt til at se på tingene som en helhed.
”Hvis man ud fra et klimaperspektiv gerne vil have, at folks måltider skal indeholde en større andel af grøntsager, så må man også se i øjnene, at folk har brug for en lidt mere alsidig kost. Da jeg var barn, kunne man om vinteren kun få rodfrugter – selleri, porre, gulerødder og sådan noget,” siger Kirsten Halsnæs og forklarer, at sandsynligheden for, at folk gider blive vegetarer, falder, hvis vi spiser lokalt og efter årstiden. Det bliver for ensidigt.
Så i stedet for at forsage avocadoen mener Kirsten Halsnæs, at vi skal gøre det mere attraktivt at spise grøntsager – og at vi frem for alt skal undgå de 715.000 tons mad, der årligt bliver kylet i skraldecontainerne i Danmark.
Klimaforskeren mener også, at ideen om, at vi altid skal spise danskproducerede grøntsager, måske ikke altid er så klimavenlig.
”Jeg vil være ret overbevist om, at en dansk tomat produceret i et drivhus i Danmark om vinteren ikke nødvendigvis er bedre for klimaet end en tomat fra Syden i samme periode. Jeg kan heller ikke se, at det er en god idé, at vi ikke skal samarbejde med andre lande. De skal jo også have noget at leve af. Og hvis de er gode til at producere frugt og grøntsager, hvorfor må de så ikke det?”