JEG ER VOKSET op med min mor i en lejlighed på Istedgade i København. Min far var en respekteret kok, som jeg aldrig har kendt. Min mor og jeg havde en lille afstikker væk fra København, da jeg var 5-6 år. Vi flyttede på landet til en lillebitte by, der hedder Jersie, ved Køge Bugt. Men efter kort tid købte min mor et værtshus på Østerbro, og så flyttede vi tilbage til byen. Hun var mest på bodegaen, så da jeg var 13 år, havde jeg praktisk talt min egen lejlighed. Det fungerede sådan set udmærket. 

Hjemme hos os fik vi gammeldags mad. Suppe, steg og is. Min mor var smørrebrødsjomfru, og hun lavede grydestegte duer, flæskesteg og frikadeller til aftensmad. Hun var meget glad for mad og døde også af det. Selv spiser jeg masser af grønt og fisk. Jeg elsker især dampet fisk. Sådan et rygstykke af en torsk sammen med nye kartofler, ærter og smørsovs, uhm …

I skolen var jeg et adfærdsvanskeligt barn. Jeg kunne ikke koncentrere mig, og jeg har sikkert haft ADHD eller et eller andet. Sammenlagt gik jeg i skole i seks et halvt år. Bagefter arbejdede jeg blandt andet på grønttorvet i København, og så gik jeg i lære som kok som 17-årig på Greve Badehotel. Men det brændte, og så stod jeg der uden læreplads. Jeg fik mig i stedet en plads på en fin a la carte-restaurant på Frederiksberg, men de gik konkurs, da jeg havde fire måneder af min læretid tilbage. Så stod jeg der. Igen.  

Foto: Privat

På det tidspunkt boede jeg på Nørrebro. En dag så jeg en tv-udsendelse om den her fantastiske fiskeforretning, der lå på Frederiksborggade. Der var en kok, der hed Frank, som blev filmet dernedefra. Jeg tænkte, at hvis de kan have en kok dernede, så kan jeg vel også være der som kokkelærling. Så jeg ringede og spurgte, om de kunne bruge mig. Det kunne de godt, og så kom jeg ind i fiskens verden og gjorde samtidig min uddannelse færdig. 

Hans Tage, som havde stedet, havde også Restaurant Trekosten, en fiskerestaurant i Skagen. Han sendte mig derop for at starte det sammen med en anden kok, der hed Frank. Det var i 1995. Vi satte os på hver vores Harley med en taske tøj og kørte af sted.  

Vi fik et kælderværelse, Frank og jeg, hos et ældre ægtepar, der hed Edith og Herluf. Hun kiggede godt nok lidt på os, da vi kom anstigende på vores motorcykler i lædertøj og var møgbeskidte. Men hun var sgu fin. Hun var sådan en, der vaskede vores tøj og lagde det sammen, når vi ikke var hjemme. Vi havde det godt. 

Frank og jeg kørte fiskerestauranten deroppe i to sæsoner. Det var en sommerrestaurant, så om vinteren gik jeg rundt og kedede mig. Der skete ingenting i Skagen. En dag tog jeg en lokalavis og så, at der var job nede hos den lokale fiskemand, Nibe Hansen. Jeg tog derned, men de havde desværre allerede fundet en, der var mere kvalificeret end mig. Dagen efter ringede de alligevel og spurgte, om jeg ikke ville komme ned til en snak. Jeg blev taget imod af ­Esther, en stor dame med en høj knold, der sagde: ”Jeg kan godt sige dig, hvorfor du ikke fik jobbet. Det er, fordi du har to øreringe.” Hvis jeg tog mine guldøreringe ud, ville de også ansætte mig. Jeg tog den ene ud, og det var ok. 

Jeg fandt en kæreste i Skagen og blev hængende i fiskeforretningen i halvandet år, men så blev det sgu for meget. Sådan en Skagen-vinter for en københavner, der ikke rigtig kender nogen … Når man ikke er indfødt, er det svært at blive lukket ind. Tiden gik med, at jeg løb lange ture på stranden, tog over i den lokale bodybuilder-klub og smadrede nogle sandsække, som jeg havde fået lov at hænge op, og dyrkede wushu kungfu for mig selv. 

DA JEG VAR omkring 20 år, gik jeg rundt i Fælledparken og så nogle, der trænede ved siden af en legeplads. Jeg tænkte: ”Det ser sgu spændende ud.” Det viste sig, at de trænede wushu kungfu – en kinesisk form for kungfu – og jeg meldte mig til med det samme. Jeg fik ret hurtigt fat i det og kom på det gode hold. Jeg var helt fascineret. Kampsport giver en mental balance, og du opdager, at din krop kan nogle ting, som du ikke normalt ville tro, at den kunne.

Vi mødtes på Assistens Kirkegård for at træne. Om aftenen er kirkegården låst af, men vi kunne lige akkurat hoppe over muren ved at klatre op på en el-tavle. Vi var en fem stykker, der trænede sammen stort set dagligt. På et tidspunkt inviterede vi en karateklub fra Amager ud. De kom i gi med sorte bælter og anede ikke, hvem fanden vi var. Vi bankede dem, og det kunne de sgu ikke lide. 

NÅ, MEN EFTER Skagen-eventyret fandt jeg en ny kæreste og flyttede til Aarhus. Vi endte med at bo i Studsgade-kvarteret og fik også en unge dernede. Jeg havde køkkenchef-job rundtomkring i de år, blandt andet på Gammel Vraa Slot i Nordjylland og inde i Tivoli Friheden. Og så var jeg med til at udvikle Restaurant Moby Dick i Klampenborg og Restaurant Gilleleje i Nyhavn. Generelt var jeg med til at lave en masse restaurantkoncepter. Hvis der var en restaurant, der ikke tjente penge, så kom jeg og prøvede at analysere, hvad de gjorde forkert. Som oftest havde de alt for store spisekort, hvor man kunne få alt fra spaghetti bolognese til grillkylling. 

En januardag i Aarhus tænkte jeg: ”Jeg går sgu lige ned på havnen og kigger lidt.” Jeg gik ned til en af fiskehandlerne og spurgte: ”Kan I bruge en mand, der kan skære og flå alt?” Jeg trængte til at lave noget andet. ”Du kan bare komme an, du. I morgen klokken syv,” sagde de. Sådan en københavnerrøv. Men jeg kom morgenen efter og fik lov til at flå rødspætter som en sindssyg de første fire dage. Jeg havde en kæmpe vabel inde midt i hånden til sidst, men jeg ville ikke give mig. 

Det endte med, at jeg fik job hos Søren Clausen nede på havnen, der havde det, der i dag er Danmarks ældste fiskeforretning, P. Clausens Fiskehandel. De havde alt for mange råvarer liggende dernede, som de ikke gjorde noget ved. Det blev enten hakket til fiskefrikadeller, solgt for billigt eller smidt ud. Jeg studsede meget over det, for det var åndssvagt. Man havde alle de her super-superlækre råvarer, og så gjorde man ikke noget særligt med dem. Jeg fik lyst til at formidle det på en anden måde, lave noget anderledes. De var ikke helt med på den hos Søren Clausen, så jeg sagde, at jeg ville prøve at starte en forretning selv. 

En dag kom Søren Clausen så med en fax. ”Prøv at køre til Ebeltoft. Der ligger en lille forretning, der hedder Flyvefisken,” sagde han og stak mig papiret. Jeg satte mig på min motorcykel i mit gule regntøj og kørte af sted i øsregnvejr. Der var et lillebitte lokale nede på havnen, et lillebitte kølerum og et lillebitte toilet. Jeg skulle give 2.000 om måneden for at leje det. ”Den tager jeg,” sagde jeg. På det tidspunkt lå der en anden fiskeforretning ovre på den anden side. De var dygtige, og de havde både varerne og kunderne. Dengang solgte fiskerne også mange fisk direkte fra kajen. Jeg stod herovre og gloede, og de stod derovre og grinede. De kunne sælge fiskene meget billigere. Men jeg blev ved. 

Foto: Privat

JEG ÅBNEDE MIN forretning grundlovsdag i 1997 sammen med kokken Carsten Kyster. Den dag havde vi en omsætning på 72 kroner og 50 øre. Dag to var omsætningen 136 kroner. Vi tog alle mulige ting ind i forretningen, som folk overhovedet ikke kendte. Store bunker af krabbekløer og jomfruhummere, muslinger, fjæsinger og langer. Folk begyndte sgu at komme. For når de kom ned til os, kunne vi fortælle dem, hvad de kunne tage hjem og lave med de forskellige ting. Vi kunne formidle maden, fordi vi var kokke. Vi lavede også en form for færdigretter, hvor vi havde tilberedt maden, og så skulle folk bare tage det med hjem og putte det i ovnen eksempelvis. Sådan forløb vores første sommer. Den anden fiskeforretning på havnen i Ebeltoft holdt lukket om vinteren, men vi fortsatte. 

Efter nogle år blev forretningen mere og mere seriøs. Forskellige restauranter henvendte sig til os for at købe fisk og skaldyr. Jeg skaffede varer til dem, og det hele kørte godt. Carsten rejste til Asien, fordi han ville derover og lære at lave mad, men jeg tænkte: ”Jeg tager lige et par år mere.” Det er 26 år siden. 

JEG SYNES, DET er fedt at bo i Mols Bjerge tæt på Ebeltoft. Her er så flot, og jeg kan godt lide at gå ture på stranden og i skoven. Der er en stor forekomst af morkelsvampe, som faktisk er ret sjældne at finde i Danmark. Dem kan jeg godt lide at plukke om foråret. Men det er klart, at man skal vide, hvad for nogle biotoper man har med at gøre. Ellers kan det jo være farligt. 

Det, vi sælger mest af i forretningen, er stadigvæk rødspætter, torsk, mørksej og laks. Det har ikke ændret sig, siden vi startede. Men der er også et stort salg af vores krebsehalesalat. Den udviklede jeg sammen med en dygtig kok, der var inde hos mig en vinter, hvor vi ikke havde en skid at lave. Vi legede med en masse krydderier og lavede forskellige blandinger. Det endte med estragon og chili. Chili er jo ikke bare chili, så dér har vi virkelig prøvet os frem. Hvis man tager en, der er for stærk, bliver smagen hængende i kæften. Vi bruger en middelstærk til at give lidt bid. Når vi laver noget nyt i butikken, forærer vi det altid væk i begyndelsen. Folk er ret konservative, men når bare de får lov at smage, kan de sagtens rykke sig. Efter kort tid overtog krebsehalesalaten salget fra min rejesalat. 

Selvom folk tit gerne vil have det samme, kan man godt lokke lidt nyt i dem. Eksem­pelvis glashvar, som er en underart af pig­­hvar. Det er en virkelig god fisk, som er populær i Italien og Spanien, men som ikke bliver solgt så meget i Danmark. Den er meget velsmagende og skal bare introduceres rigtigt til kunderne. Nogle gange kan de godt være låst af, at de har en opskrift, hvor der står, at man skal bruge et stykke kuller, men så kan vi jo fortælle, at man lige så godt kan bruge et andet stykke hvid fisk.

JEG BLEV ADOPTERET fra Korea og voksede op i Hillerød i, hvad man vel kalder en sovs og kartofler-familie, og kunne godt lide at gå i køkkenet med min mor og hjælpe med at lave frikadeller og klassens time-kage. Efter handelsskolen rejste jeg til USA og boede i Atlanta on and off i to år, mens jeg arbejdede som au pair.

Jeg flyttede ind i et rigmandsmiljø, boede i store huse og havde ikke noget at klage over. I den familie, jeg var længst hos, havde faren sin egen restaurant downtown, mens moren var vicepræsident og sales manager for tøjmærkerne Gap og Banana Republic. En af pigernes bedste veninders far arbejdede på NBC’s sportsredaktion, kendte alle NBA-spillerne og havde en handske i en montre, som Muhammad Ali havde foræret ham.

Når jeg lavede madpakker, kunne jeg finde på at skære pigens sandwich ud i hjerteform bare for at gøre det hele lidt sjovere. Fandt jeg på at koge en spaghetti bolognese til aftensmad til familien, blev de helt forundrede. ”Gud, laver du mad selv?” De spiste altid ude.

Jeg havde det ubekymret, men kunne ikke blive ved med at være au pair resten af mit liv. Hvad skulle jeg så finde på? Da min søster blev gravid, tog jeg hjem, inden hun skulle føde. Jeg hylede hele turen. Jeg havde en fornemmelse af, at der ville gå lang tid, før jeg kom tilbage til USA.

EN VENINDE FORESLOG mig at gå i lære som frisør. Hun kendte nogle, der søgte en elev. Så prøvede jeg det, og efter et par dage på salonen sagde de til mig, at jeg arbejdede godt. Pladsen var min, hvis jeg ville have den.

Jeg bestod min frisøreksamen med ros. Jeg var blandt andet oppe i en langhårsfrisering og i herrebølger, som man laver med føntørrer, kam og børste. Næsten ingen mænd får dem længere, men man kan få brug for det, hvis man går film- eller teatervejen.

Jeg fik job hos en stor frisørkæde, hvor jeg blev butiksbestyrer. Men jeg ville gerne have mere tid til kunderne, og jeg synes hurtigt, der kommer fnidder, når mange piger er samlet på én arbejdsplads, så jeg fik lyst til at have mit eget, og i 2006 åbnede jeg en lille salon i Hillerød.

Frisørjobbet kan være travlt, og jeg nød at gå hjemme på barselsorlov, da min søn kom til verden. Samtidig kedede jeg mig måske en anelse. Min søn tog meget lange lure, så jeg endte på Facebook og så, hvad folk lavede af kager. En havde lavet en kage, hvor snittet lignede Dannebrog, når man skar i den. Og jeg så, at man kan lave sine egne flødeboller.

Jeg kopierede alt det, jeg så, og begyndte også at lægge mine kager på Facebook. En dag sendte en gammel skolekammerat et link til ansøgningen til ’Den store bagedyst’. Jeg kendte ikke programmet særlig godt, men tænkte, at det lød sjovt, udfyldte formularen og endte med at blive inviteret til casting.

Blandt 500-600 ansøgere skulle de finde 10 deltagere, så jeg regnede ikke med noget, men et eller andet i mig sagde, at det godt kunne lade sig gøre.

TIL DEN FØRSTE casting skulle jeg medbringe bagværk hjemmefra og besluttede at tage wienerbrød i petitfourstørrelse med til redaktionen. Det tog en del øvelser at knække koden for, hvordan man får dejen til at hæve op i 27 ensartede lag. Når jeg sætter mig noget for, så nørder jeg i bund.

Jeg gik videre til en individuel samtale, hvor de skulle finde ud af, hvilken slags person jeg er. De syntes, det var sjovt, at min mand og jeg er lystfiskere. De skal jo sammensætte deltagerfeltet af mange forskellige typer, så alle seere har mulighed for at finde en person at spejle sig i.

Til den endelige casting var vi 24 personer, der skulle bage med kamera på, og Mette Blomsterberg skulle smage og bedømme. Vi fik til opgave at lave minilagkager, og jeg besluttede at dekorere min med en smølfe-figur i blå fondant. Det var verdens grimmeste lagkage, når jeg ser tilbage på det.

Der var krakeleringer i fondanten, og Mette Blomsterberg bemærkede, at smølfen var lidt rynket. ”Det er, fordi det er Gammelsmølf,” svarede jeg. Jeg tror godt, de kunne se, at jeg ikke var den dygtigste bager i feltet, men at jeg nok kunne give noget godt til programmet. Jeg tror, de syntes, at jeg var likeable.

Hvert afsnit tog to dage at optage, hvor jeg måtte holde min salon lukket. Imellem afsnittene stod jeg om aftenen og natten og øvede mig, researchede og afprøvede ideer. Jeg fik kage på hjernen. ”Kom lige og få lidt smørcreme på,” sagde jeg til min søn – men mente solcreme. Det er en familieindsats at være med i ’Bagedysten’, det kræver masser af støtte hjemmefra.

EFTER ANDET AFSNIT sad jeg og hylede hjemme i sofaen. ”Hvad sker der?” spurgte min mand. ”Jeg aner ikke, hvad jeg laver! Jeg kommer til at være årets klovn,” sagde jeg. I de første to programmer rodede jeg rundt, vidste ikke, hvordan man laver en mousse og smører en kage op, og mit mesterværk flød ud på bordet.

Jeg bed tænderne sammen og researchede igennem på alle de teknikker, man har brug for. Og fik også virkelig god hjælp af Jan og Mette. Det, man ikke ser i programmet, er, at dommerne giver en masse råd og opfordrer deltagerne til at smage så meget på hinandens kager som muligt. Det lærte jeg virkelig meget af.

Der bliver optaget på Clausholm Slot syd for Randers, og deltagerne er indkvarteret på et motel i nærheden. Efter optagelserne sad vi på hinandens værelser og hyggede og snakkede. Det var lidt som at være på højskole. Folk var søde ved hinanden, selvom vi var konkurrenter og virkelig fik set hinanden i nogle kriser. I dag ses jeg stadig med flere af deltagerne.

I program nummer syv vandt jeg forklædet som mesterbager. Temaet var kærlighed, og på det tidspunkt havde jeg fået godt styr på bunde og mousser og havde lavet en kage til min mand fyldt med brombærmousse og hvid chokolade med karamel. Kagen var hvid udenpå og i hjerteform. Ovenpå havde jeg dekoreret med vores vielsesringe og hjerter i fondant og fyldte chokolader rundt i kanten. Jan Friis Mikkelsen kaldte stilen gammeldags. Som en god ting.

I et andet program var der mandehørmstema, og jeg lavede en kage, der blandt andet endte i den britiske tabloidavis Daily Star. Den forestillede en røv med lilla g-streng og Playboy-kanin som lændetatovering. De andre deltagere havde ikke lavet noget helt så vovet. Jeg syntes bare, det var sjovt. Den var heller ikke helt let at lave. Jeg måtte bruge nogle særlige runde forme til at bage bundene i, så ballerne fik den rigtige form.

Da jeg røg ud i semifinalen, var jeg megalettet. Jeg var træt og udkørt. Men glad for at have været med. Der var ingen ærgrelse. De tre andre semifinaledeltagere var bare en tand bedre.

BAGEFTER EKSPERIMENTEREDE jeg meget med chokolade hjemme i køkkenet, men det var først, da jeg i 2020 tog en uddannelse som chocolatier på Kold College i Odense, hvor de også uddanner bagere og konditorer, at jeg virkelig lærte at forstå chokoladen. Det hjalp mig at få noget teoretisk viden om, hvordan dens fedtkrystaller opfører sig – og så masser og masser af praktisk øvelse. Når man temperer chokolade korrekt, bliver den fin og blank og får den rette mundfølelse og knæk.

I dag er chokolade en hobby ved siden af mit arbejde som frisør. Noget, jeg kan glæde mig selv, min familie og mine venner med. Til min søns fødselsdag modellerede jeg en baby-Yoda i chokolade til hans kage.

For fire år siden fik jeg konstateret type 2-diabetes. Det var selvfølgelig ret nedslående. Men jeg fandt ud af, at jeg kan bage mine yndlingskager alligevel, hvis jeg bruger sødestoffet sukrin i stedet for sukker. 

Nu har jeg  skrevet en kogebog, ikke bare til diabetikere, men til alle, der gerne vil leve lidt sundere. 

Der er blandt andet en opskrift på klassisk citrontærte, som man normalt laver med et låg af marengs. Men man kan ikke lave rigtig marengs uden hvidt sukker, så jeg har udviklet en topping af flødeskum, pisket cremefraiche, sukkerfri flormelis og vaniljepulver, som smager fantastisk og får tærten til at se ud, som en citrontærte skal. Når jeg møder en forhindring, lægger jeg alle mine kræfter i at finde alternativer.

MIN MOR REJSTE med fragtskib fra Tokyo til Marseilles i ét stræk med mig på armen, da jeg var lille. ”Sov vi oven på bananer eller hvad?” har jeg spurgt hende, men vi havde trods alt en kahyt. Min japanske far ventede på os i Frankrig. Derfra kørte vi alle tre til Danmark, hvor han arbejdede som arkitekt. Mine forældre havde ikke set hinanden, siden min mor var gravid i Japan. 

De var gode venner, mine forældre, men de fandt ud af, at det ikke skulle være dem. Min far flyttede til Sverige og stiftede ny familie, mens min mor og jeg blev boende på et klubværelse på Peter Bangs Vej på Frederiksberg. Naboerne lagde mærke til, at min mor var meget alene. De satte en date op med en dansker, og hun sagde ja af høflighed. Hun talte hverken engelsk eller dansk, men de to mødtes og gik i biografen. Der var ikke kemi fra starten, men han var en pæn og høflig mand, og med tiden blomstrede deres forbindelse. Han blev min danske far. 

På min første skoledag spurgte min mor, hvad jeg ville have med i madpakken. Jeg svarede ris, grøntsagsstænger og hendes hjemmelavede dip. For første og eneste gang. Jeg blev hånet, og efter den episode holdt jeg lav profil med japansk mad. Man vil helst ikke stikke for meget ud, og jeg havde leverpostejmadder med resten af min skoletid. Jeg flyttede meget skole, og jeg lærte, at man skulle igennem de første dage, hvor de andre spurgte: ”Hvor kommer du fra?” Derfor ville jeg ikke ovenikøbet spise ’noget mærkeligt’ – selvom jeg elskede det. 

Jeg havde en god kammerat, der fandt ud af, at han heller ikke skulle sige, hvad han fik at spise hjemme hos mig. En dag fik vi sashimi, og næste gang jeg besøgte ham, spurgte hans mor: ”Spiser I rå fisk hjemme hos jer? Er det nu en god idé?” Men da vi blev ældre, syntes mine kammerater, at det var spændende at spise hjemme hos mig. De elskede min mors risboller og maki-ruller.

MIN MOR OG FAR lavede en deal om, at vi kunne få kartofler tre dage om ugen. Det var min far, der gerne ville have det. Min mor lærte at lave klassisk dansk mad af min farmor, og hun blev ret god til at lave sovs. Det var som regel frikadeller, hakkebøffer, koteletter og revelsben, vi fik. Gængse ting. Min mor kunne også godt lide at lave hjerte og lever.

Som barn tænkte jeg ikke over, at det var japansk mad, vi fik halvdelen af tiden. Men hvert år fik vi sendt en kasse fra vores familie i Japan med delikatesser, der kunne holde sig. Soja, tang og tofu-pulver, som man skulle blande med vand og ryste. Dengang kunne man ikke rigtig opstøve den slags i Danmark, så vi havde altid et lille lager liggende. Min mor lavede som regel wokmad. Og så lavede hun ramen-suppe, men med spaghetti, fordi man ikke kunne få nudler. Engang spiste jeg hjemme hos en kammerat, og der fik vi makaroni med hvid sauce og baconstykker i. Det var fuldstændig eksotisk.

Vi fik meget ris, selvfølgelig. I hverdagene lavede min mor tit en soja-dip med chili og ingefær og andre sager. Risene blev foldet ind i et salatblad, og så dyppede vi i forskellige slags dip. Min mor lavede sashimi af danske fisk, primært torsk, rødspætte og makrel. Og nogle gange sild, men det var jeg ikke så vild med, det var alligevel en tand for kraftigt. 

Først i slutningen af 70’erne kunne man købe mere eksotiske grøntsager og madvarer i Danmark. På Vesterbro, hvor jeg boede, åbnede en grønthandler med kasser med grøntsager i et stort lokale. De havde ranker med hvidløg, ingefær og anderledes ting. Det var superfedt. At for eksempel grøn te, syltede blommer og fermentering pludselig blev moderne længere oppe i tiden, har været sjovt at opleve. For mig er det bare noget, jeg er vokset op med.

Dagens ret under omrøring.

JEG HAR ALTID været interesseret i madlavning. Måske er det, fordi min mor tit satte mig og mine to mindre brødre til at hakke. Og så var min danske farmor rigtig god i et køkken. Hun gik meget op i kvalitet og mærkede på varerne, når hun var ude at handle. Jeg var også tit med farmor i køkkenet. Og lige så stille fandt jeg ud af, at jeg godt kunne lide at lave mad. 

Jeg lærte en masse små tip af min farmor. Hvordan man laver en god sovs, hvordan kartoflerne ikke bliver udkogte, og at sovs ikke bare er sovs. Dengang var sovs til frikadeller og bøf ofte sådan noget mel­klister, når man fik det hos sine kammerater, men min farmor hakkede også løg og grøntsager til sovsen og lod det simre. Hvis der var fond fra langtidsstegt kød eller fra en kylling, brugte hun også det. Det var bare ikke så tit, hun havde det. Det kunne ikke holde sig så længe, og vi havde kun et lille Sabroe-køleskab. 

Jeg følte ikke selv, at jeg var god til at lave mad, men da jeg og nogle kammerater flyttede hjemmefra, blev jeg altid spurgt, om jeg ikke ville lave mad. Jeg kunne godt lide det, og jeg var den mest hjemmevante i et køkken. 

Selvom jeg kunne lide at stå i køkkenet med mor og farmor, var det ikke den vej, jeg gik, da jeg skulle ud at arbejde. Jeg var glad for at tegne, min far var uddannet dekoratør, og når jeg ser billeder af mit barndomshjem, boede de ret hipt. Min mor blev inspireret af min far og begyndte at lave keramik på en drejeskive. Når jeg tænker tilbage, var det et kreativt hjem, jeg voksede op i. 

Til formning i skolen fik vi en tegneblok og en æske Filia-farver og blyanter med forskellig hårdhed. Jeg øvede mig meget. Der var sådan nogle Jørgen Clevin ’Lær at tegne’-bøger i forskellige sværhedsgrader, og jeg fik en ny hvert år til min fødselsdag. Jeg ville virkelig gerne have proportionerne til at blive perfekte. 

Jeg tog realeksamen, begyndte i gymnasiet, men droppede ud og startede som ufaglært i et tømrerfirma. Det var egentlig spændende, selvom jeg blev sat til at hente bajere og feje op efter de andre. Senere var jeg med til at støbe badekabiner til lejligheder, og jeg har også arbejdet på et stålværft i Frederiksværk og været vasketøjschauffør. Jeg har lavet alt muligt.

Jeg har boet i flere forskellige kollektiver gennem tiden. På et tidspunkt flyttede jeg i et kollektiv i en kæmpe lejlighed på Vesterbrogade, og vi besluttede os for at lave en tegnestue. Vi var to, der kunne tegne, og resten hjalp på alle mulige måder. Skar til og gik i mørkekammeret. På den måde kørte vi en fællesøkonomi. Jeg har arbejdet med layout lige siden. 

I SLUTNINGEN AF 90’erne begyndte jeg at lave mad til andre end min familie og venner. Jeg hjalp blandt andet til, når min søn lavede catering. På et tidspunkt spurgte min overbo, der var leder på en varmestue på Christianshavn kaldet ’Fedtekælderen’, om jeg ville være frivillig. I begyndelsen hjalp jeg bare til, hakkede grøntsager og sådan, men en dag var der sygdom blandt de faste, og så lavede jeg mad. Nu har jeg været der i 12 år. 

Det er primært hjemløse, men også andre udsatte borgere, der får mad i varmestuen. Gennem årene er der kommet mange migranter fra Øst- og Sydeuropa og Afrika. Det er et blandet klientel, der kommer, og det hedder sig, at alle er velkomne, men vi er nødt til at kigge på, hvem der trænger mest. 

Det er mest mænd, der kommer. Da jeg begyndte at lave mad og serverede masser af grøntsager, var der flere, der sagde: ”Det der skal jeg ikke have noget af.” De ville have kød og kartofler. Men stille og roligt fik jeg dem med. Når sidemanden gik op og hentede mere, blev de andre nysgerrige. Så spredte det sig lige så stille.

Jeg laver aldrig mad efter opskrift. Jeg kigger på, hvad vi har af råvarer i køkkenet, og bikser et måltid sammen ud fra det. Vi får mad fra Fødevarebanken, der leverer frisk overskudsmad, så det varierer en del. Vi har også en aftale med de lokale supermarkeder om at få lidt rabat.  Når gæsterne spørger, hvad jeg har lavet, siger jeg ”Asian style” eller ”sydeuropæisk”.  

Det, der glæder mig ved at arbejde i varmestuen, er at mærke, hvor glade vores gæster er for et ordentligt måltid. Nogle gange ser jeg dem i supermarkedet, og så har de måske købt cup noodles eller en færdig sandwich. Jeg tilstræber altid at lave power food med fibre og proteiner. Noget med gods i. Jeg putter ofte rodfrugter i maden, fordi der er mange fibre og vitaminer i, og så sørger jeg for, at der er protein i maden – bønner, linser eller kød. Hvidløg bruger jeg altid, der er gode antioxidanter i, og tit putter jeg også ingefær i. Det er egentlig meget enkel mad.