Resumé: I 2013 tog 34-årige Thor Pedersen af sted for at besøge samtlige lande i verden uden at flyve. Efter en dødsstorm i et skib over Atlanten, en rejse gennem Nord- og Sydamerika og et traume-stressende ophold i det centrale Afrika er han efter fire år nået til Mellemøsten og Asien. Undervejs har han været ved at opgive flere gange, men er alligevel fortsat. Blandt andet fordi Le, hans forlovede, i Kenya sagde ja til hans frieri. Første del af historien kan læses her.

JEG ANKOM TIL Mellemøsten i efteråret 2017. Jeg havde haft lyst til at give op i to år, men var overbevist om, at jeg var mere end halvvejs, og havde besluttet mig for at gennemføre. 

Som en del af mit projekt med at besøge alle Røde Kors-organisationer på verdensplan havde jeg en samtale med generalsekretæren i Libanon. I mange af de lande, hvor jeg havde besøgt Røde Kors, fandt organisationens arbejde sted i forbindelse med naturkatastrofer. Men nu, sagde han, befandt jeg mig i en verdensdel, hvor 90 % af det, Røde Kors arbejdede med, var menneskeskabt.

Samtidig var Mellemøsten nok det sted, hvor jeg mødte mest gæstfrihed. I Danmark kan folk i bedste fald fortælle dig, hvad klokken er, og i hvilken retning du skal hen. Andre steder i verden nærmest hiver folk dig ind fra gaden, så du kan komme hjem til dem og bo, de præsenterer dig for familie og venner, de propper dig med mad, og det kan være svært at få lov til at tage af sted igen. Måske skyldes det, at vi har så høj en levestandard i Danmark og har mere at miste ved at invitere nogen indenfor. Hvis det eneste, du ejer, er et værelse med en seng og en stol, er det risikofrit at invitere nogen ind.

DEM, DER HAR mindst, er mest tilbøjelige til at hjælpe. Nærmest uanset hvor jeg har været, har jeg oplevet en direkte sammenhæng mellem, hvor lidt folk har, og hvor tilbøjelige de er til at hjælpe. Dem, som har en stor luksusyacht og ledige kahytter, vil ikke lade dig sejle med. Mens dem, som har en fiskerpram, som er ved at synke, og hvor der egentlig ikke er plads, giver dig lov til at sove på det fedtede gulv i kabyssen.

Verden er som et omvendt lotteri, når det kommer til mennesker. I et konventionelt lotteri kan du forvente at tabe, hvis du køber et lod. Når du har med mennesker at gøre, er det det modsatte. Du vinder praktisk talt altid. Jeg kom uskadt igennem, og det handler primært om, at mennesker er venligere og mere hjælpsomme, end man skulle tro. Men det skyldes også, at jeg har brugt så meget tid på at observere og forstå mine omgivelser og har undgået mange potentielt problematiske situationer. 

JEG GLÆDEDE MIG allermest til at rejse ad Karakoram-vejen mellem Kina og Pakistan. Den ligger i 5.000 meters højde, er en af verdens højest beliggende asfalterede veje, og på hver side springer bjergtoppene op. Jeg havde kigget på billeder af vejen og drømt om at køre på den i ugevis. Det var en af de ting, der fik mig til at rejse videre. 

Jeg ankom til Ulaanbaatar, Mongoliets hovedstad, og ansøgte om visum til at rejse ind i Kina, hvor vejen starter. Vi var en gruppe, der stod foran ambassaden, og vi fik at vide, at vi skulle komme tilbage om eftermiddagen. Det gjorde vi. Der var to, der ikke fik visum, og jeg var en af dem. Jeg fik at vide, at ambassaden kunne sende mit pas til Beijing, hvor de ville se på ansøgningen i en måneds tid, og så ville jeg måske få et visum. Jeg kunne ikke vente så længe, Karakoram-vejen ville lukke på grund af sne, og mit visum til Pakistan, som det også havde været en kamp at få, ville udløbe. 

Jeg brød sammen. Jeg var klar til at tage hjem igen. Jeg var så rasende. Jeg var ildrød i hovedet, jeg havde lyst til at smadre noget, jeg var sur på alt og alle. Jeg kunne slet ikke kende mig selv. 

Jeg gik rundt i Ulaanbaatar i frustration og skuffelse. Der var biler overalt, det var isnende koldt, gaderne var dækket af frost. Jeg havde ikke lyst til at hilse på nogen, men så fik jeg øje på en mor, der krydsede et fodgængerfelt med en lille pige på 6-7 år i hånden. Hun gav mig et pudsigt smil og vinkede energisk til mig. Jeg fik fremtvunget et smil og vinkede tilbage. Jeg havde tårer i øjnene bagefter. 

Fanden tog ved mig igen. Mongoliet grænser kun op til to lande, Kina mod syd og Rusland, som jeg var kommet fra, mod nord. Kina havde lige sagt nej, så jeg var nødt til at rejse tilbage. Der afgik et tog til Moskva den næste dag med Den Transsibiriske Jernbane. Hvis jeg tog en omvej på 14 dage og 12.000 kilometer gennem Rusland, Ukraine, Georgien, Armenien og Iran – som jeg allerede havde været i – kunne jeg akkurat nå at komme til Pakistan, inden mit visum udløb. Det var vinter, så jeg havde næsten hele togvognen på Den Transsibiriske Jernbane for mig selv. Det var heldigt, for jeg var så vred, at mine hænder rystede. Vreden lettede først, da jeg endelig rejste ind i Pakistan. Jeg har stadig til gode at opleve Karakoram-vejen. 

DER VAR KUN ni lande ud af 203 tilbage, da jeg i det tidlige forår 2020 tog med skibet Kota Hening fra Marshalløerne til Mikronesien og videre til Hongkong. Jeg skulle egentlig til Palau, men der var ikke forbindelser fra Mikronesien, så jeg planlagde at tage til Hongkong, hvorfra der fire dage senere afgik et skib til Palau. Hongkong var ikke et land på min liste, da jeg regner det som en del af Kina. Men jeg havde brug for en ny telefon, efter den gamle var druknet i et vandfald, og jeg kendte Hongkong fra mit liv før rejsen. 

Efter 12 dage til søs ankom vi, og da jeg gik op på broen, havde kaptajnen mundbind på. Han sagde, at jeg skulle være forsigtig, for der havde været et virusudbrud i Wuhan. Vi kiggede på et kort, Wuhan var mere end 1.000 kilometer væk, så det havde ikke noget med mig at gøre, tænkte jeg. Jeg gik i land, kørte over til immigrationskontoret på havnen og fik et visum. 

Den dag skibet skulle sejle, fik jeg at vide, at afgangen var forsinket syv dage på grund af kinesisk nytår. Inden for de syv dage lukkede Palau for indrejsende fra Kina, inklusive Hongkong og Macao. Jeg så på, om jeg kunne rejse ind via Sydkorea, Singapore eller Taiwan, men gradvist lukkede landene for indrejsende fra Kina. Det var som et korthus, der ramlede. 

PANDEMIEN RASEDE, og ingen vidste, hvor længe det ville vare. En engelsk-kinesisk familie havde inviteret mig til at bo hos dem i fire dage, og jeg boede der i fem måneder. På det her tidspunkt havde jeg været væk hjemmefra i syv år. I Europa blev der langsomt åbnet op for grænserne igen, men ikke i Stillehavet, hvor stort set alle de sidste lande på min liste lå. Til at starte med var det nemt at få visumforlængelser, men myndighederne i Hongkong pressede på, for at jeg skulle rejse hjem, fordi jeg havde opholdt mig der så længe.

Hvis jeg ville blive, måtte jeg enten gifte mig lokalt, begynde at studere eller få et arbejde. Sømandskirken i Hongkong tilbød mig så en stilling som juniorassistent til præsten, selvom der ikke var nogen præst. Jeg flyttede først ind i den tomme præstebolig, som var så stor, at jeg aflukkede dele af den. Efterfølgende boede jeg i assistentens mindre lejlighed. Jeg var glad for at hjælpe danske sømænd med at få leveret alt fra PlayStations og lakrids til skibene, der lagde til i havnen.

Jeg havde ikke set Le, min forlovede, i halvandet år. Der var hermetisk lukket for turister i Hongkong, medmindre man var gift. Vi havde planlagt et stort bryllup i New Zealand, efter hun sagde ja til mit frieri i Kenya, men det satte pandemien en stopper for. I stedet blev vi viet online af en giftefoged i Utah i USA. Det tog to minutter. 

Efterfølgende kunne Le komme og besøge mig, men først skulle hun i tre ugers hotel-karantæne. Jeg gik rundt om den hotelbygning, hun var i karantæne i, og kunne ikke fatte, at hun var så tæt på, og at jeg ikke måtte se hende, efter at vi havde haft mere end 10.000 kilometer mellem os i halvandet år.

CNN skrev en artikel om mig, og i Hongkong blev jeg kaldt ’The only tourist in Hongkong’. Jeg endte med at bo i Hongkong i to år.

STILLEHAVSLANDENE er næsten umulige at besøge selv med fly, og at gøre det uden at flyve midt i en pandemi var vanvittigt. Min norske ven Gunnar Garfors, som har besøgt alle verdens lande to gange, har fortalt, at Stillehavet var en kamp for ham begge gange, selvom han fløj. En af udfordringerne var, at der ofte ikke var direkte forbindelser mellem østaterne. I stedet skulle man rejse frem og tilbage til eksempelvis Fiji eller Singapore og så rejse videre fra containerskibsknudepunkterne. Samtidig havde mange af landene stadig corona-restriktioner. Det betød, at jeg ofte sad fast i ugevis. 

Størstedelen af tiden brugte jeg på ambassader og shippingkontorer, hvor jeg forhandlede om indrejsetilladelser. Et af de sværeste lande at komme ind i var Tonga. Jeg havde fundet et skib, der skulle sejle dertil, fået tilladelse fra rederiet og forhandlet med regeringen i ugevis om indrejsetilladelsen. Dagen før skibet skulle sejle, havde jeg ingen idé om, hvor lang tid der ville gå, inden et andet skib skulle sejle den rute. Så fik jeg en mail fra Tongas præsident i et helt andet sprog end den diplomatstil, jeg var vant til. ”Bare luk ham ind,” stod der. Det var et af mine allersidste lande. 

DET SIDSTE LAND var Maldiverne. Indtil mit næstsidste land, Sri Lanka, havde jeg mærket et boost af glæde, hver gang jeg kom til et nyt land. Men da jeg ankom til Sri Lanka, var jeg iskold. Jeg følte mig som en maskine. 

I Maldiverne var der en velkomstkomité af venner, medier og familie, der var rejst ud for at fejre med mig. Men jeg kunne mærke, at noget var galt. Jeg havde dårlig samvittighed over for mine venner, som snorklede med delfiner, drak mai tais og solbadede, mens jeg gik igennem dagens medieprogram. Jeg smilede på billederne, men der var slukket i mine øjne. Glæden kom aldrig, mens jeg var der, og jeg blev bange for, om det var the new normal.

Jeg ville slutte cirklen og rejse hjem til søs. Mærsk havde sagt, at de kunne få mig hjem med skib fra Maldiverne til Sri Lanka, derefter retur til Malaysia og endelig med en rute på 33 dage fra Malaysia over Rotterdam og Göteborg til Aarhus. 

26. juli 2023, næsten 10 år efter jeg var rejst af sted fra Dybbøl Mølle, ankom skibet til Aarhus. Det var et af verdens største containerskibe, og da jeg trådte ned fra gangbroen på skibet, var kajen fyldt med folk, der vinkede med dannebrog. Mange havde taget dansk mælk med, fordi jeg i interviews havde sagt, at det var noget af det, jeg havde savnet mest ved Danmark. Og jeg blev glad på en måde, jeg ikke havde været i flere år. 

Jeg kan næsten ikke huske noget fra havnen, det var et virvar af mennesker og medier og flag. Bagefter kørte min kone Le og jeg til en restaurant, hvor vi spiste dansk mad, og morgenen efter løb vi en tur rundt om min barndoms sø, Bryrup Langsø syd for Silkeborg. Den duftede præcis som dengang, jeg var barn. 

JEG OPGAV DRØMMEN om at få børn, da jeg var af sted. I mange år havde jeg troet, at en af omkostningerne ved projektet var, at jeg ikke skulle være far. Jeg var 34, da jeg forlod Danmark, og 44, da jeg vendte hjem. Le var i slutningen af trediverne, og vi troede, vi havde forpasset chancen.

Vi var ved at indstille os på tanken om et liv uden børn, men så blev hun gravid. Hver eneste dag på rejsen havde jeg overvejet, hvor meget af mit liv jeg ville give til det her projekt, og det var måske den største pris. Vores datter blev født i slutningen af 2024. Det har jeg stadig svært ved at forstå. 

MIN FØRSTE UDLANDSREJSE, efter jeg kom hjem, var til Finland, hvor min mor bor. Jeg havde ikke set hende i otte år. Det var ikke alle i min familie, der var i live, da jeg kom hjem. Jeg var gået glip af mine bedste venners bryllupper, og jeg kunne ikke støtte dem, når de gennemgik skilsmisser. 

Jeg har haft svært ved at knytte mig til Danmark igen. Jeg synes, det er svært. Tre af de skibe, jeg sejlede med, ligger i dag på havets bund. Jeg har flere gange troet, at jeg skulle dø, og jeg bærer på et mentalt traume fra tiden i det centrale Afrika. Der er flere ting, der skal behandles. 

Jeg har hørt stemmer flere gange, efter at jeg er kommet hjem. Det er en mandestemme med britisk accent, der siger: ”Don’t give up, don’t give up, don’t give up.” Det er måske et halvt år siden, jeg hørte ham sidst. Jeg håber ikke, han vender tilbage. Min far har sagt, at han ikke tror, man helt kan vende tilbage efter sådan en rejse. Han har revideret det siden og sagt, at han godt tror, at jeg kan. Men frygten sidder i mig. Jeg håber ikke, at han har ret. Det har været en dannelsesrejse, jeg er kommet rigere hjem, og jeg vil ikke være foruden det. Men jeg ville aldrig være taget af sted, hvis jeg havde vidst, hvad rejsen ville indebære. Det er paradokset.

ERITREA, 1991

Jeg har, siden jeg var 14 år gammel, været medlem af Internationalt Forum og støttede i min ungdom flere forskellige befrielsesbevægelser. Jeg rejste også flere gange ud for at komme tæt på, særligt til Mellemamerika. Hjemme i Danmark havde jeg arbejdet lidt for den eritreiske befrielsesbevægelse Eritrean People’s Liberation Front. De ønskede at blive uafhængige af Etiopien, der havde besat landet, efter at kolonimagten Italien havde trukket sig. Etiopierne var støttet af Sovjetunionen, men jeg kunne se, at eritreerne var ved at vinde kampen. Det passede med, at jeg skulle lave mit afslutningsprojekt på Journalisthøjskolen, og så tog jeg af sted.

Jeg havde aldrig været i Afrika før, og det var vanskeligt at komme ind i landet på grund af krigen, men via nogle eritreere, jeg kendte i Danmark, lykkedes det. Jeg havde en fotograf med. Vi fløj til Egypten, hvorfra vi skiftede til Sudan Airways, der fløj os videre til Khartoum, hovedstaden i Sudan. I lufthavnen var der ingenting. Ikke engang toiletter. Skulle man på toilettet, måtte man gå ud bag en skærm, der var stillet op på en mark ved siden af. Endelig kom de, dem, vi havde en aftale med, og vi kørte af sted – ud i en ørken, der føltes uendelig.

Vi skulle overnatte i en bunker den første nat, og det var helt mørkt, da vi ankom. Vi kunne mærke gekkoer, der løb hen over os i løbet af natten. Dagen efter stod vi op til et fantastisk lys, og lige uden for bunkeren stod der et akacietræ med reder fra væverfugle.

Vi havde to sværtbevæbnede soldater som guider, og vi kunne kun rejse om natten, fordi de sovjetiske fly bombede alt, hvad de så. Men om natten indstillede de bombningen; det rakte udstyret ikke til. Først når mørket faldt på, kunne vi flytte os. Når vi kørte, så vi ikke andet end billygter i mørket og en gang imellem en antilope, der sprang over vejen. Hele rejsen varede en måned, og undervejs blev eritreerne mere og mere modige. Befrielsen var på vej.

Vi fik som regel kun ét måltid om dagen. Et stort stykke fladbrød, som vi smurte tun ud over og delte. Vi havde to liter vand om dagen pr. mand. Den varmeste dag var der 43 grader, og generelt var temperaturerne deroppe omkring. Undervejs blev jeg desperat, fordi jeg var så tørstig. En dag, da det pludselig var begyndt at regne, så jeg en vandpyt, mens vi var ude at køre, og jeg bad chaufføren om at holde ind. De mente ikke, det var nogen klog idé, men jeg havde sådan nogle klortabletter, jeg kunne putte i og rense vandet, hvorefter jeg skulle vente en time, men det kunne jeg ikke. Så jeg drak det. Og blev syg. 

Jeg havde før været i lande, hvor der blev udkæmpet krige, men det var første gang, jeg befandt mig ved selve fronten. Befrielsestropperne havde omringet hovedstaden Asmara, og når vi kiggede op, mens vi bevægede os i skyttegravene, kunne vi se indtørrede lig ligge på den golde jord. Området var fyldt med gammeldags landminer lavet med ståltråd og håndgranater. I luften lød der konstant skud.

Bag fronten viste soldaterne os nogle opbevaringsskure fyldt med russiske trækasser. Den første kasse, de åbnede, var fyldt med kranier. Den næste med støvler og stumper af ben. Rygsøjler i en tredje, hænder i en fjerde. Det var levn fra etiopiske soldater, der havde deserteret. Hvad jeg så der, var billeder, som jeg efterfølgende håbede, var noget, jeg havde opdigtet, men det var det ikke. Et halvt år senere var jeg stadig ikke sluppet af med sygdommen fra mit vanddrikkeri. På Rigshospitalet fandt de ud af, at jeg havde en amøbe inden i mig.

LIBERIA, 1997

Op gennem 90’erne var Liberia præget af borgerkrig. Og det var virkelig, virkelig forfærdeligt. Seks forskellige etniske grupper bekrigede hinanden, og der var ingen, der havde et politisk program. Rå magt var alt, hvad det handlede om.

Jeg rejste til landet, fordi jeg arbejdede på et filmmanuskript med instruktør Frode Højer Pedersen. Filmen var støttet af Unicef og handlede om børnesoldater, hvilket var et udbredt fænomen i Liberia i de år. Noget af det, vores film fokuserede på, var, at når de her oprørsgrupper kom til en landsby, stillede de familierne op på en række: far og mor og så børnene fra ældste til yngste. Først sagde de til den ældste søn: ”Vil du skyde din far og din mor?” Det ville den ældste søn ikke, og så skød de ham. Så sagde de til den næste: ”Vil du skyde din far og din mor?” Nej, heller ikke. Når de så nåede børn omkring de 11-12 år, sagde de ofte ja. Og så gjorde de det: skød deres forældre og blev taget med som børnesoldater.

Vi fløj dertil fra Elfenbenskysten. Det var ikke en flyvemaskine, som vi kender dem, men et gammelt Aeroflot-fly. En piratagtig rute, som der var masser af i Afrika. Sæderne sad løst, og der var ikke nogen dør ud til cockpittet. På gulvet rullede der en tom vodkaflaske frem og tilbage. Ud igennem vinduet fik jeg øje på landingsbanen. Den var fuld af kvinder og børn. De sad der bare, og de blev siddende, selvom vi kom tættere og tættere på. Først da vi var ved at være helt nede, rejste de sig stille og roligt op. 

På et center, som Unicef havde bygget, mødtes vi med tidligere børnesoldater. Jeg skulle interviewe en af dem, en 13-årig dreng, og jeg vidste, hvad han havde gjort. Men jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at spørge, om han havde slået sin mor og far ihjel. Jeg vidste, at han havde skudt dem begge to, men jeg kunne ikke få ordene frem. 

Mens jeg lavede interview, kørte instruktøren af sted for at købe en fodbold for at bløde stemningen op. En fodbold kan løsne alle problemer i verden. Da han kom tilbage med bolden, gav jeg mig til at spille fodbold med børnesoldaterne. Og så blev de jo drenge – lige dér – helt normale drenge, der spillede ligesom alle andre. 

Da jeg stod inde i målfeltet på banen, skulle der tages et hjørnespark. Og mens jeg stod der – helt tæt op ad de her drenge – slog det mig, at det var massemordere, jeg stod sammen med. De var børn, men de havde alle sammen slået ihjel. Da fodboldkampen var forbi, satte de sig indenfor igen, og flere af dem sad bare og rykkede frem og tilbage med deres hoveder.

AFGHANISTAN, 2011

På vegne af dansk PEN (en global organisation af forfattere, journalister, redaktører og udgivere, red.) skulle jeg tjekke op på et projekt, der gik ud på at hjælpe afghanske forfattere. På det tidspunkt havde den vestligt støttede regering stadig magten. I hvert fald i Kabul og de andre store byer. PET havde i forvejen gjort det klart, at det i deres øjne var vanvid af mig at rejse hertil. Fem år forinden havde demonstranter i Kabuls gader afbrændt billeder af mig på grund af det der Muhammed-pjat. (Efter at have skrevet bogen ’Koranen og profeten Muhammeds liv’ havde han efterfølgende vanskeligt ved at finde en tegner, der ville illustrere profeten. Det var det, der førte til Jyllands-Postens 12 satiriske Muhammed-tegninger, red.).

Jeg deltog i en bogmesse i Kabul, hvilket jo i sig selv kan lyde en anelse absurd, men som de forfattere, jeg var sammen med, sagde: ”Du kan tage 2.000 kilometer i hver retning herfra. Vi er det eneste sted, hvor der er ytringsfrihed.” Da jeg ankom til bogmessen, blev jeg straks ført hen til den iranske modstandsfront, anti-islamisterne. De var der også, der var jo ytringsfrihed. Tæt på anti-islamisterne var en anden stand – flot og kæmpestor – og der stod et tv-hold ved siden af. Standen havde kun bøger om Ayatollah Khomeini. De opdagede straks, at der var en hvid mand til stede, og de ville have mig til at stille op til et interview. Jeg var lidt vævende – forhistorien taget i betragtning – men en forfatter, som jeg talte med, sagde til mig, at det nok var bedst, hvis jeg stillede op.

Så stod jeg der og tænkte: ”Åh nej, nu dukker mit billede op på iransk tv.” Så spurgte de mig, om ayatollahen var berømt i Danmark. Jeg sagde, at vi kender ham. Så spurgte de, hvad folk mener om ham. Jeg svarede, at det er der forskellige holdninger til. Pointen er: Jeg var en kujon. I stedet skulle jeg have sagt: ”Der er sgu ingen i Danmark, der kan bruge sådan en undertrykkende fascist til noget.” Men det gjorde jeg ikke. 

Jeg var der i en uges tid, og der var aldrig nogen, der bemærkede, at det var mig, der var blevet brændt billeder af få år forinden. Men forfatterne vidste det vist godt. De vidste til gengæld også, at det var bedst ikke at sige noget. Når vi var ude at spise, både i Kabul og i Mazar-e Sharif i den nordlige del af landet, oplevede jeg dobbeltsikrede døre med sluser og soldater udenfor som et værn mod talebanere.

I dag tænker jeg meget på, hvad de laver i dag, de forfattere. Hvad er der blevet af dem? I de år nærmede Taleban sig magten. De rykkede frem igennem bjergene og landsbyerne og mod de store byer. Forfatterne, jeg mødte, fortalte mig om dengang, kommunisterne havde magten i landet. Det var – for dem – den frieste periode, de havde oplevet. For mange danskere er kommunisme lig med indskrænkelse af friheden. De afghanske forfattere havde oplevet det modsat.

NORDKOREA, 2015

Jeg tog dertil for anden gang for at arbejde på en bog om landet. Det gjorde mig til den første forfatter, der har fået lov at opholde sig i Nordkorea over længere tid. Overhovedet. Det er jeg lidt stolt af. Men jeg kan også godt skamme mig lidt, for det betyder, at de har tillid til mig. Jeg var der første gang i 1984 – drevet af en fornemmelse af, at det var det mest anderledes land i hele verden. Og det er det, det ved jeg nu.

Jeg fløj dertil via Kina, og jeg var den eneste hvide om bord. I den store og flotte lufthavn – de kan godt lide store og flotte ting i Nordkorea – fik jeg tildelt en meget partitro guide, en chauffør og en ung tolk, der var skidegod.

Jeg boede på et vandrerhjem i hovedstaden Pyongyang, men vi rejste også en del rundt og ud i landområderne. Jeg besøgte steder, ingen andre vesterlændinge havde været før. Jeg var under konstant opsyn, men nogle gange lykkedes det mig at opleve Pyongyang på egen hånd. Jeg løb en tur hver morgen. Igennem byen løber der en flod, og det er en flot by, Pyongyang. Nok den flotteste, jeg har været i. På en af løbeturene så jeg et af byens fattige kvarterer, det havde jeg aldrig læst nogen beskrive. 

Pludselig ville min tolk også gerne løbe om morgenen, og den næste dag ville guiden også følge med på en elcykel.

Når vi kørte ud på ture, fik jeg sommetider mulighed for at snakke med de lokale. De var sjove og søde. En af pointerne i min bog er, at de almindelige mennesker i Nordkorea er ligesom os. De synes, det er skidehyggeligt at gå på restaurant, de vil gerne have, at deres børn går i en god skole og har nogle sunde fritidsinteresser. Men de er uvidende om, hvad der foregår uden for landets grænser. Og det er de bevidste om.

Undervejs var vi i Wonsan på den modsatte kyst af Pyongyang. En morgen stod jeg tidligt op og gik ud for at tage nogle billeder. I Nordkorea er det velset, at du udfører frivilligt arbejde. Graden af frivillighed kan diskuteres, men det er ikke sådan, at der står politi og tjekker det. Den morgen så jeg kvinder i høje hæle, fint tøj og med opsat frisure give en hånd med på et byggeri, der var i gang ved siden af hotellet. De bar rundt på murerspande, og jeg tog nogle billeder af seancen. Men dem, der var sat til at følge mig rundt, fandt ud af det, og de begyndte at true mig med fængsel.

Senere på turen opstod der en anden situation. Jeg havde medbragt nogle aviser, blandt andet en Weekendavis, og på et af hotellerne – et helt øde sted – havde jeg smidt avisens børnesektion ud. Senere samme dag, da vi kørte på motorvejen, blev min guide ringet op. De havde fundet avisen. Jeg sagde til guiden, at jeg havde smidt den ud, fordi jeg var færdig med den. Men det var absolut ikke lige meget. Vi lavede en U-vending på motorvejen og kørte tilbage i samme spor. Vi var de eneste på vejen. Uden for byerne kører der ingen biler.

Min tolk løb ind og kom tilbage helt glad, fordi hun havde fundet avisen. Jeg skruede bissen lidt på og sagde til dem, at det er det eneste land i verden, hvor man ikke kan få lov at smide en brugt avis ud, og at det helt sikkert ville blive taget med i min bog – som i øvrigt, og her overdrev jeg, skulle oversættes til tysk og så videre. Jeg tilføjede, at jeg havde smidt masser af aviser ud på vandrerhjemmet i Pyongyang.

De blev ved med at påstå, at det ved min indrejse var blevet noteret, hvad jeg havde med, og at det samme skulle med ud. Det troede jeg ikke på, men jeg blev alligevel lidt nervøs, da vi nærmede os hjemrejsen. I lufthavnen kom tolken og gav mig en orange plastikpose. I den var samtlige de aviser, jeg havde smidt ud rundtomkring i landet.