Indlæg

”Jeg har faktisk en fest ude i førerrummet”

56-årige Lizl Rand er selvstændig psykoterapeut og S-banefører.
Tekst:Anna JelsgaardFoto:Søren Rønholt

Du er uddannet for nylig. Hvad lavede du, inden du blev S-banefører? 

”Jeg var selvstændig psykoterapeut, hvilket jeg stadig er ved siden af jobbet som S-banefører.  Her hjælper jeg mennesker med forskellige psykiske og personlige udfordringer. På et tidspunkt blev jeg træt af at være så afhængig af forskellige samarbejdspartnere, og jeg ville gerne prøve noget andet.”

Hvorfor valgte du at blive S-banefører?

”For år tilbage boede jeg på en vej, hvor der var en, der kørte tog, og han sagde, at det var det fedeste job. Dengang skrev jeg mig bag øret, at hvis jeg nogensinde skulle lave noget andet, ville jeg køre tog. Tilfældigt sad jeg en dag og scrollede på telefonen og så, at man søgte folk til at køre S-tog. Og så tænkte jeg: ’Wow, det gør jeg sgu!’”

Var det svært at uddanne sig til S-banefører?

”Uddannelsen var meget anderledes, end hvad jeg tidligere har studeret inden for formidling og psykologi. Toget er konkret og teknisk – her handler det ikke om tanker og følelser. I min alder og i mine tidligere jobs har jeg været vant til at være vidende. Alt var nyt. Virkelig nyt. Og jeg havde ingen erfaring at trække på. Det var både en skræmmende og spændende oplevelse.”

Hvordan har det ændret din hverdag at blive S-banefører?

”Når man kører tog, vinker man altid til de andre tog. Det er blevet en refleks, så jeg vinker også, når jeg har fri – til folk på gaden og til lastbiler. I supermarkedet spørger jeg, om folk skal have hjælp. Jeg er blevet meget serviceagtig. Mentalt har jeg hele tiden uniformen på. Og så er det nyt for mig at have fri, når jeg har fri. Jeg kan jo ikke tage jobbet med hjem.” 

Er der en rød tråd i dit arbejdsliv?

”Det har været at flytte folk. Som psykoterapeut flytter jeg folks syn på sig selv, andre eller omverdenen. Nu flytter jeg folk rent fysisk fra A til B.” 

Er det rigtigt, at du synger, når du sidder i førerrummet?

”Ja, jeg synger og fløjter. Blandt andet ’Get on the Train’ med Gasolin’. Den er megafed. Jeg bliver vildere og vildere med den, jo mere tog jeg kører. Jeg sidder faktisk og har en fest ude i førerrummet.”

Hvad laver du, når du kommer hjem?

”Jeg har alt andet end marineblåt tøj på. Det er stadig nyt for mig at bære uniform, så at være i civilt tøj signalerer fri. Jeg slapper af med gåture og nyder at ses med min kæreste, familie og venner. Jeg har mange hobbyer, men med skiftende arbejdstider kan det være svært at nå øveaftenerne med mit gospelkor og komme til riffelskydning i skytteforeningen.”

/

”Det er lidt ligesom at arbejde på en brandstation”

59-årige Frede Skaaning er perronmanager på stationerne i Fredericia og Odense.
Tekst:Eline Kedishe Østergaard FrankFoto:Søren Rønholt

Hvor længe har du arbejdet i DSB? 

”I 33 år. Jeg begyndte som togfører og besad den stilling i 25 år. Jeg fik lyst til at prøve noget andet og overvejede noget forskelligt. Så åbnede der sig en mulighed for at blive perronmanager, og det har jeg været i lidt over otte år nu. Jeg har ikke fortrudt min beslutning. Det kan være hårdt, men der er også masser af perioder, hvor det hele kører stille og roligt.” 

Hvad laver en perronmanager? 

”Først og fremmest er det vores job at sikre, at togene kører til tiden. Vi sikrer blandt andet, at stationens skærme virker, og at togpersonalet er til stede. Hvis noget går galt, er vi driftscenterets øjne og ører på stedet og hjælper med at løse problemet. Og sker der en større hændelse, for eksempel en påkørsel, er vi med til at organisere togbusser til kunderne.” 

Hvordan er man som perronmanager med til at skabe tryghed? 

”Ved at vi er til stede i uniform på stationen og er tilgængelige. Vi er ikke vagter, men vi er gode til konflikthåndtering, og på den måde kan vi være med til at dæmpe gemytterne. Når der er brug for at indsætte togbusser, skaber det forståeligt nok frustration hos mange. Det kan føre til situationer, hvor nogle bliver konfliktoptrappende og måske forsøger at presse sig frem i køen. Jeg tror på, at vores tilstedeværelse hjælper meget, ved at vi forsøger at løse problemet og viser, at vi anerkender deres frustration.” 

Hvilke egenskaber er gode at have som perronmanager? 

”Det er vigtigt, at man har overblik og kan agere i pressede situationer, samtidig med at man kan bevare roen. Som perronmanager skal man hele tiden være foran. Man skal vide, hvordan trafikken ser ud hele tiden. Hvis et tog for eksempel pludselig bryder sammen, og en masse passagerer skal over i et andet tog, duer det ikke, at man ikke ved, hvornår det næste tog kommer.”

Hvad er det mest spændende ved dit job? 

”Jeg kan nemt være i, at det hele bryder sammen. Det er lidt ligesom at arbejde på en brandstation. Det brænder ikke hele tiden, men man ved, at branden opstår på et tidspunkt, og så skal man være klar. Jeg elsker også at løse problemer for folk og se, at man rent faktisk gør en forskel. ” 

Hvad laver du i din fritid? 

”Jeg har i snart 25 år været aktiv i en forening, som arrangerer feriekolonier på Fanø og Nordfyn for børn med særlige behov. Jeg er selv med på sommerkolonierne. Derudover bruger jeg meget tid med min familie. Vi har et kolonihavehus i Odense tæt på, hvor vi bor, som vi går og pusler om.”

/

Beredt på lidt af hvert

57-årige Henrik Sommer er beredskabschef i DSB.
Tekst:Eline Kedishe Østergaard FrankFoto:Søren Rønholt

Hvordan kom du til at arbejde i DSB?

”Jeg har tidligere arbejdet i politiet i 26 år, og derfra har jeg en masse erfaring. Jeg var blandt andet indsatsleder i København og vicepolitiinspektør i Nordsjællands Politi. Jeg tilbragte meget tid væk hjemmefra og ønskede at finde et job, der gav mig mere tid med familien. Da jeg så, at DSB søgte en beredskabschef, besluttede jeg mig for at søge, og nu har jeg været her i otte år.”

Hvad laver beredskabet i DSB?

”Vores opgave er at sikre, at DSB er klar til at håndtere store, uforudsigelige hændelser såsom togulykken på Storebælt i 2019 og coronanedlukningen i 2020. Vi uddanner nøglepersoner på alle niveauer, så de er forberedt, når krisen rammer. Vi afholder flere store øvelser årligt og har kontakt til myndigheder som politiet, PET, Brand og Redning. Vi er også ansvarlige for Operationscenteret og for at understøtte krise-staben, når den er samlet.”

Det er ikke hver dag, der sker store hændelser. Hvad laver I til daglig?

”Vi rådgiver og vejleder kolleger i krisestyring og mental parathed. Derudover håndterer vi tryghedsskabende aktiviteter i togene og på stationerne, og vi samarbejder med politikredsene, SSP og andre. Vi overvåger også DSB’s områder med droner for at forebygge hærværk som graffiti.”

Hvad er det mest spændende ved dit job?

”At være med til at udvikle DSB, så vi konstant har et robust og agilt beredskab. På baggrund af mit tidligere arbejde i politiet er jeg vant til at håndtere akutte og uforudsigelige hændelser. Den erfaring bruger jeg som beredskabschef i DSB, hvor vi arbejder ud fra, at ’det eneste, som er sikkert, er, at intet er sikkert’. Jeg trives med at være i et uroligt element, det giver mig ro i kroppen.” 

Hvordan kobler du fra?

”Min familie og jeg tilbringer meget tid på Bornholm, hvor jeg er født og opvokset og har familie og venner. Når man har et job, hvor man hele tiden er på, er det dejligt at kunne slappe helt af.”

/

Styr på S-banen

22-årige Jasmin Wolanska Hassan er S-banefører i DSB.
Tekst:Eline Kedishe Østergaard FrankFoto:Søren Rønholt

Hvad motiverede dig til at blive S-banefører?

”Jeg ville gerne prøve noget nyt, som krævede ansvar og koncentration. Jeg ser mig selv i en rolle, hvor sikkerhed og menneskers dagligdag afhænger af, at jeg gør et godt arbejde. Jeg kan også godt lide, at man kan holde fri, når man har fri.” 

Fortæl lidt om din baggrund …

”Efter jeg blev færdig på gymnasiet, arbejdede jeg forskellige steder. Jeg har blandt andet både arbejdet på plejehjem, bosted og på restaurant. Jeg er lige blevet færdig med uddannelsen som S-banefører – min kusine, som også arbejder i DSB, sendte jobopslaget til mig. Uddannelsen tager tre måneder. Jeg bestod den endelige prøve i oktober og syntes, det gik rigtig godt. Jeg havde forberedt mig godt.” 

Hvad synes du om uddannelsen?

”Det har været supergodt, udfordrende og spændende. Der har været meget at lære i forhold til sikkerhed og teknik. For at sikre, at toget er klar til at indgå i den planlagte drift, skal det gennemføre en række test. Desuden skal vi som uddannet personale have de nødvendige dokumenter til stede i førerrummet, før vi kan erklære os klar til at køre. Men jeg føler, at jeg er blevet klædt godt på. Jeg er meget begejstret over fremtiden som S-banefører. Jeg var også kommet på et godt hold, hvor vi havde arrangeret noget socialt uden for arbejdstiden. Det var som regel bare et par stykker af os, der tog ud og fik nogle drinks. Men vi har aftalt, at vi skal lave noget sammen som hold på et tidspunkt for at fejre, at vi bestod prøven.” 

Hvad synes du er det mest spændende ved at være S-banefører?

”Det er altid dejligt, når passagerer takker for turen, eller når børn vinker. Jeg har modtaget mange positive kommentarer, såsom: ’Hvor er det fedt, at det er en kvinde, der kører toget!’ Mens jeg var under uddannelse, har nogle passagerer endda spurgt, om det virkelig var mig, der kørte, og ikke min mandlige kørelærer.” 

Hvordan føles det som kvinde i et traditionelt mandefag? 

”Jeg tror, profilen for, hvem der bliver S-baneførere, har ændret sig meget over årene. Der er rigtig mange kvinder inden for faget nu. Når jeg er ude på banen, møder jeg mange kvindelige kolleger.” 

Har du et godt råd til andre, som overvejer at søge ind som S-banefører?

”Man skal ikke være bange for jobbet, selvom det godt kan virke meget teknisk i starten af uddannelsen og virke lidt overvældende, fordi man får mange informationer på en gang. Men vi har nogle dygtige instruktører, så hvis man har mod på det, synes jeg da bare, man skal søge ind.”

/

Styr på teknikken

32-årige Antoni Nygaard er Advanced IT Supporter i DSB og hjælper de ansatte med al den teknologi, der kan drille i hverdagen.
Tekst:Eline Kedishe Østergaard FrankFoto:Søren Rønholt

Hvordan kom du til DSB? 

”Jeg er uddannet 3D-grafiker og animator og var nyuddannet og havde brug for at finde et arbejde, da jeg på en eller anden måde fandt vej til DSB. Jeg startede som vikar på et lille team, som tog rundt i landet og hjalp medarbejderne med at skifte telefon til iPhone, og i 2017 fik jeg tilbudt et fast job som IT-supporter.”

Hvornår begyndte du at interessere dig for IT? 

”Jeg har haft iPhone, siden den første kom ud, og jeg har altid godt kunnet lide teknologi. Jeg har rodet med IT, lige siden jeg var lille og fik lov til at rode med min fars gamle udstyr. Han er tegner og grafiker, og mit barndomshjem var fuldt af kameraer, computere, scannere, cd-brændere og alt muligt andet. Når han fik nyt udstyr, fik jeg lov til at lege med noget af det gamle. Jeg syntes, det var spændende at finde ud af, hvordan tingene virkede, og jeg kan for eksempel huske, at jeg fik en cd-brænder og syntes, det var helt vildt fedt at finde ud af, hvordan man brænder musik ned på en cd.”

Hvad er det bedste ved dit arbejde? 

”Når man roder så meget med elektronikken og har en forståelse for det, kan man lære at hjælpe andre. Jeg elsker at hjælpe andre.”

Hvilke arbejdsopgaver laver du flest af? 

”Vi hjælper mange af vores kolleger med deres iPhone og computer, hvis de for eksempel ikke kan logge på eller skifte password. Vi klargør også pc’er og sørger for, at teknologien i mødelokalerne, for eksempel Teams-udstyret og HDMI-stikket til skærmene, virker. Vi sørger for, at der er det rette udstyr, og at det er opdateret, når vi udleverer det.”

Hvad er det mest udfordrende ved dit arbejde? 

”Det har været lidt grænseoverskridende for mig at snakke med personer, jeg ikke kender. Da jeg lige var startet i 2015, havde jeg en idé om, at jeg skulle vide alt. Jeg er genert – og blev endnu mere genert, hvis jeg ikke vidste tingene. Min chef hjalp mig med bare at komme ud over stepperne. Det hjalp at komme ud og stå ved skranken i IT-support på Københavns Hovedbanegård og hjælpe mine kolleger og opdage, at det ikke var så skræmmende.” 

Hvad laver du i din fritid? 

”Jeg har en hverdag, hvor der godt kan være en del støj, og jeg snakker med forskellige mennesker hele dagen, så jeg kan godt lide at komme hjem og slappe af med computerspil, se en film eller nørde med elektronik.”

 

/

”Det betyder meget for mig at hjælpe folk”

32-årige Louise Enemark Schmidt er servicemedarbejder i Region Fyn.
Tekst:Eline Kedishe Østergaard FrankFoto:Søren Rønholt

Hvordan kom du til at arbejde i DSB? 

”Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville arbejde med mennesker, jeg vidste bare ikke hvordan. Jeg havde arbejdet i hjemmeplejen, men jeg fandt ud af, at det ikke var mig. Jeg kunne godt lide at arbejde med de ældre, men det var både fysisk og psykisk hårdt, især da jeg tidligere har døjet med en dårlig skulder. Jeg er også butiksuddannet, men det var svært at finde et job som færdiguddannet. Man kunne sende 10 ansøgninger af sted om ugen, uden at der skete noget.

Min kusine, som var ansat i DSB, anbefalede mig at søge stillingen som servicemedarbejder. Jeg kan godt lide at arbejde udenfor, og i DSB har jeg fået mulighed for at nyde det gode vejr, mens jeg er på arbejde, ikke kun når jeg kommer hjem. Selvom det ikke er på samme måde, hjælper jeg stadig de ældre, når jeg kan, for eksempel når de har brug for at komme af og på toget med deres rollator.”

Hvad består dit arbejde i?

”Når vores kunder stopper mig på perronen og spørger mig til råds om, hvilket tog de skal med, prøver jeg at hjælpe dem så godt, jeg kan, så de når til den rigtige destination. Det betyder meget for mig at hjælpe folk videre på deres rejse. Jeg gør også en dyd ud af, at stationen er et rart og trygt sted for kunderne at opholde sig. Jeg plejer at gå en runde på stationen for at se, om alt ser okay ud. Når jeg går hjem fra arbejde, har jeg ro i maven, fordi jeg ved, at jeg har gjort, hvad jeg kunne.”

Hvordan vil du beskrive din arbejdsplads? 

”Jeg har angst og depression, som jeg tager medicin for. Det betyder, at jeg har dage, hvor jeg overhovedet ikke hænger sammen. Det er der bare en virkelig god forståelse for – både fra min holdleder og mine andre kolleger. Hvis jeg har en morgen, hvor jeg har brug for lidt ro, bliver der taget hensyn til det. Vi er et godt team, hvor der ikke er nogen sure miner. Alle er villige til at hjælpe hinanden.”

Hvad synes du, at folk skal vide om servicemedarbejdere?

”Jeg tror, at det er vigtigt, at man, når man møder en af os i orange tøj på stationen, husker på, at det ikke er vores skyld, hvis et tog er aflyst eller forsinket. Vi gør det bedste, vi kan, for at hjælpe, men vi er også kun mennesker.” 

Hvad laver du i din fritid? 

”I min fritid kan jeg godt lide at spille dart, ikke på højt niveau, det er mere for hyggens skyld. Jeg spiller sammen med to venner, og vi tager til turneringer. Ud over det tager min kæreste og jeg også nogle gange ud for at fiske. Vi fanger de fisk, der er i sæson. De fisk, som er for små, slipper vi fri i havet igen, resten tager vi med hjem eller giver til familien. Det er ikke altid, vi fanger noget, men vi får altid en hyggelig tur ud af det.”

/

„Jeg har verdens bedste kontorvindue‟

58-årige Jesper Berg Henriksen er lokomotivfører og kørelærer i DSB.
Tekst:Eline Kedishe Østergaard FrankFoto:Jens Hasse

Hvordan kom du til at arbejde i DSB? 

”Jeg blev ansat i DSB i 1988. Min nuværende kone og jeg rykkede teltpælene op fra Viborg og flyttede til København, hvor jeg kørte S-tog i to år. Jeg ville tilbage til Jylland på et tidspunkt, og i 1990 fik jeg en stilling som lokomotivfører i Struer. I 2006 kom jeg til Aarhus, hvor jeg uddannede mig til kørelærer og gennem en periode testede IC4-togene. I dag skifter jeg mellem at lave test og køre passagertog og er blandt andet med til at teste det nye signalsystem, vi er ved at rulle ud i Danmark.”

Hvordan var det at gå fra at køre S-tog til regionaltog? 

”Det var en kæmpe om-væltning. Jeg kom fra et pulserende byliv, da jeg kørte S-tog, til at køre på landet, hvor der ikke skete nær så meget. Noget af det første, jeg lagde mærke til, var, at der stadig var stationer, der havde armsignaler og en stationsbestyrer, som kom ud med en stok og gav signal til afgang, når stationen var betjent. Var stationen lukket, var ’juletræet’ tændt – det hed det signal, der betød, at stationen var ubetjent. På mange af aftentogene, for eksempel fra Thisted til Struer, tømte togpersonalet også postkasser.”

Din familie har en speciel forbindelse til DSB, kan du fortælle lidt mere om det? 

”Min farfar var smed på centralværk-stedet i Aarhus, og min far begyndte som trafikassistentelev og har blandt andet været på Det Gule Palæ, hvor jeg også var ovre at besøge ham som barn. (Det Gule Palæ var Københavns Godsbanegårds kommandopost. Den blev brugt i ’Olsen-banden på sporet’, er ikke længere i brug, men står genopført i Gedser, red.). I 1971 fik han arbejde på Viborg fjernstyringscentral, som i dag er blevet nedlagt. Han arbejdede der i mange år, og jeg nåede også at arbejde sammen med ham. Han var stations-bestyrer, og jeg var lokomotivfører. Min mor arbejdede også i DSB, først i telefonomstillingen på banegården i Aarhus, senere i den daværende DSB-kiosk ved Viborg Station.” 

Hvorfor valgte du at følge i dine forældres fodspor og arbejde i DSB? 

”Det var en tilfældighed. Jeg er udlært klejnsmed og ville gerne have været politibetjent, men da jeg ikke er særlig begejstret for vand, bestod jeg ikke svømmeprøven ved politiet, så jeg endte med at søge til DSB som lokomotivfører, hvilket jeg aldrig har fortrudt. Jeg anede ikke ret meget om jobbet, men kan huske, at jeg blev ret overrasket over, hvor meget man skulle igennem af uddannelse. Det var ikke ’bare’ at sætte sig i stolen og køre tog.”

Hvad er det bedste ved jobbet? 

”Jeg elsker at se årstiderne skifte. Jeg synes selv, jeg har verdens bedste kontorvindue. Jeg elsker også den frihed, der følger med jobbet. Når jeg for eksempel har en pause, kan jeg bruge den på det, jeg vil, om det er at handle ind eller sidde og få en is ved Nyhavn.” 

Hvad laver du i din fritid? 

”Jeg kan godt lide at arbejde på mit hus. Så når der er et renoveringsprojekt, går jeg i gang med det. Det kan godt være svært at gå til en fast aktivitet på grund af de skiftende arbejdstider, så jeg kører en del på mountainbike, da det er nemt at tilpasse til arbejdstiderne.”

 

/

”Jeg har arbejdet benhårdt for klimakomforten”

36-årige Mick Kaae Møller er afdelingschef i Materielteknik Vest i DSB og har været med til at sænke IC4-togenes klimaaftryk.
Tekst:Eline Kedishe Østergaard FrankFoto:Bjarke Ørsted

Hvordan kom du til DSB?

”Jeg arbejdede som maskinmester på større passagerskibe, der sejlede til Norge, blandt andet til Bergen. Efter fire år til søs og med et barn på vej kunne jeg mærke et behov for at komme i land, og så faldt valget på tog. De tekniske systemer på tog minder meget om dem på skibe, så det var meget nærliggende. I 2016 så jeg, at DSB havde slået en stilling op som komponentansvarlig for motorerne. Den stilling havde jeg i halvandet år, indtil der blev en stilling ledig på IC4 som materielansvarlig. Det syntes jeg lød spændende, da man ikke kun har ansvaret for motorerne, men også for alle tekniske installationer, sikkerheden i toget, sikkerheden på selve toget og udviklingen af toget.” 

Det er dig og dine kolleger, der har fundet på en ny løsning, der skal sænke CO2-udledningen på IC4-togene …

”Siden jeg startede med at arbejde på IC4-tog, har jeg arbejdet benhårdt for, at klimakomforten skulle blive bedre. Vi er lykkedes med det trin for trin, og senest har vi ombygget togets varmesystem, så vi kan bruge varmen fra motorerne til at opvarme togets vogne. Før var vi afhængige af dieselfyr, nu bruger vi primært motorvarmen. Vi har ikke som sådan fundet på det, mange forskellige transportmidler genanvender varme. Blandt andet skibe og biler, men også andre togtyper som IC3. DSB sparer cirka 550 ton CO2 om året ved at bruge motorvarme. Vi har også udviklet en softwareopdatering, der sørger for, at tre ud af togets fire motorer automatisk slukker efter seks minutters tomgang. Ved at gøre det sparer DSB over 400.000 liter diesel om året, hvilket svarer til cirka 1.000 ton CO2.”

Og nu har du fået en ny stilling …

”Jeg er blevet afdelingschef for materielteknik. Det er en administrativ stilling, men jeg har stadig meget kontakt med driften.” 

Hvad kan du lide at lave i din fritid?

”Jeg kan godt lide at cykle og deltager også i væddeløb inden for cykling, særligt gravel-cykling, som er en kombination af landevejscykling og mountainbike, hvor man både kører på asfalt og grusveje. Sidste år deltog jeg i et løb under UCI Gravel World Series – hvor både professionelle og amatører kan deltage – i Halmstad i Sverige. Og så kan jeg selvfølgelig godt lide at bruge tid sammen med min familie.”

/

”Når man skiller et tog ad, ser det sjovt ud”

På klargøringscentret KGC, der ligger langs skinnerne ved Dybbølsbro Station i København, arbejder 47-årige Carina Visholm-Nielsen som reparationshåndværker og vagthavende teamkoordinator.
Tekst:Eline Kedishe Østergaard FrankFoto:Søren Rønholt

Hvordan kom du til at arbejde i DSB? 

”Jeg blev ringet op af en bekendt, der havde hørt, at jeg gik ledig som elektriker. I starten var jeg en smule skeptisk, da jeg ikke vidste, hvilke jobfunktioner en elektriker har i DSB. Men jeg var frisk på at tage en samtale om det. Jeg tror ikke, der er mange, der tænker over, hvor mange forskellige håndværksgrupper der arbejder på værkstederne, medmindre du er ansat i DSB. Jeg fik job som reparationshåndværker og har snart været her i 10 år. For to år siden blev jeg også teamkoordinator.”

Hvad går dit arbejde ud på? 

”Jeg har teamkoordinatorrollen hver ottende uge i dagvagten og på alle mine nattevagter. Her får jeg at vide, hvilke tog der skal tages ud til reparation, og laver reparationsordren på det. Det er også mig, der samarbejder med lokomotivførerne om, hvilke tog der skal ind først i værkstedet til reparation. Resten af tiden arbejder jeg som reparationshåndværker, primært med IC3-tog, hvor jeg reparerer motorer, elektriske anlæg og alle mulige andre fejl på toget. Vi er et lille værksted og arbejder i små hold på 3-4 personer, så vi skal have en fornemmelse for det hele. Vi får interne kurser i næsten alle moduler, der er på toget, såsom varme og ventilation, klimasystem og bremser. Jeg tror heller ikke, at alle, der kører i tog, tænker over, at der ligger komponenter, computere og alle mulige ting og sager inde bag næsten alle vægge og lofter. Når man skiller et tog helt ad, ser det sjovt ud.”

Du har flest mandlige kolleger – hvordan er det? 

”Hyggeligt! Mine kolleger er virkelig søde. Vi er fire kvinder på værkstedet nu, men jeg er den eneste kvindelige håndværker ud af 26. Jeg tror, at det kan afskrække, at det udefra kan ligne et fag med mange tunge løft, men vi har en del hjælpemidler. På værkstedet har vi for eksempel en loftmonteret kran, der kan løfte klimaanlægget, som sidder på toget. Vi har også forskellige løfteborde, og så kan vi løfte toget på samme måde, som man gør med biler. Jeg synes, at flere kvinder skal søge herind og få en hverdag, hvor man har mulighed for at løse mange forskellige opgaver.”

Hvad laver du i din fritid? 

”Jeg har to små børn, så vi kommer en del på legepladsen og i zoologisk have. Derudover kan jeg godt lide at tage på kurser gennem min fagforening, de har tit nogle fede kurser, og det har DSB også. Jeg har lige været på et dørkursus, da vi af sikkerhedsmæssige årsager skal have et certifikat på, at vi kan reparere dørene. Det foregik over to dage i Fredericia og var virkelig hyggeligt. Jeg har også været på kursus for at lære at undervise, og i dag underviser jeg blandt andet mine kolleger i el og sikkerhed.”

/

„Det er så nemt at glemme noget‟

67-årige Sidsel Øby er rejserådgiver på hittegodskontoret på Københavns Hovedbanegård og tager sig af alt det, du glemmer i toget.
Tekst:Eline Kedishe Østergaard FrankFoto:Søren Rønholt

Hvordan kom du til at arbejde i DSB?

”Et vikarbureau tilbød mig stillingen. Der er et element af detektiv­arbejde, som jeg synes er spændende. Jeg elsker at opklare, hvem der ejer de glemte genstande, som ender på vores kontor.”

Hvad går dit arbejde ud på?

”Det tabte hittegods kommer ind på vores kontor. Efterfølgende registrerer vi genstandene og tjekker, om de er efterlyst. Hvis ikke, skal vi finde ejeren. Hvis vi har et navn, prøver vi for eksempel at søge på nettet. Vi leverer mellem 40 og 50 procent tilbage af det, vi får ind. Der er rigtig mange, som mangler noget, men det er ikke nødvendigvis noget, vi har. Det er frustrerende ikke at kunne hjælpe. Jeg har prøvet at ringe til den forkerte engang. Det drejede sig om et par handsker, der lignede nogle, som var efterlyst. Men da jeg ringede, tilhørte de ikke vedkommende. Jeg kunne ikke lade være med i spøg at spørge hende, om handskerne alligevel ikke lidt lignede hendes. Det kan være svært at finde den rigtige ejer, når det gælder tøj. Der står sjældent navn på.”

Hvad er det for nogle ting, passagererne glemmer?

”Det sjoveste, jeg har oplevet, var et gebis. Det var lidt specielt. Der er nogle ting, man undrer sig over. Det kan være genstande, som kommer ind, der har en meget stor værdi, men som ikke bliver efterlyst. For eksempel telefoner eller computere. Hvis ingen henvender sig, bliver al elektronik sendt videre til politiet.”

Hvad er det bedste ved jobbet?

”Jeg kan godt lide at snakke med kunderne. Jeg har ikke tidligere erfaring med kundekontakt, men jeg har fundet ud af, at jeg rigtig godt kan lide det. Jeg får en stor tilfredsstillelse, når det lykkes at finde frem til den rette ejer. Selv med kunder, hvor vi ikke kan finde deres ting, er det en kunst at få det til at blive til en god samtale. Der kommer kunder hele dagen på hittegodskontoret, og jeg elsker den udfordring, der ligger i at sørge for, at det bliver en god oplevelse for alle. De fleste kunder bliver så glade, når de får deres ting tilbage.”

Hvad kan du især huske?

”Vel nok et canadisk par, som skulle giftes på Ærø. De havde mistet deres taske i toget, der indeholdt dokumenterne, de skulle bruge for at blive gift. De var virkelig ulykkelige. Vi ringede straks til togpersonalet i toget, som også gjorde en ekstra indsats for at finde tasken. Det lykkedes heldigvis, og de blev superglade. Det er sådan nogle fede oplevelser, der gør, at man føler, at man gør en forskel.”

Hvad laver du i din fritid?

”Min mand er fra Ghana, og jeg har altid syntes, at de laver virkelig pæne tekstiler i Ghana, så for nogle år siden begyndte jeg selv at sy og lave perler og lave smykker af perler lavet af genbrugsglas. Jeg afholder workshops og sælger på forskellige markeder. Jeg har blandt andet haft en stand på Roskilde Festival. Det skal jeg igen i år. Derudover kan jeg godt lide at læse, især nordisk litteratur og faghistoriske bøger om Afrika og Mellemøsten.”

Har du selv glemt noget i toget?

”Det har jeg faktisk ikke. På den måde er jeg ret heldig. Jeg har en vane med altid at se tilbage på sædet, inden jeg går ud af toget. Det er en refleks, jeg har haft i mange år. Det er så nemt at glemme noget.”

/