Hvad består dit job af?

”Jeg reparerer elektroniske komponenter i togene, for eksempel telefoner, informationscomputere og bremsecomputere, som lokomotivføreren bruger i førerrummet, og elektroniske displays i toget, hvor passagererne kan se, hvor toget kører hen.” 

Hvad er det bedste ved dit job?

”At der aldrig er to dage, der er ens. Jeg kan også godt lide, at vi får lov til at reparere i dybden, helt ned til komponent-niveau, hvor vi selv finder fejlen og skifter det, der skal skiftes.”

Hvad er det mest udfordrende?

”For dokumentationens skyld skriver vi servicerapporter, hver gang vi laver en reparation. Det er meget udfordrende, når det system ikke kører, som det skal.”

Hvor kommer din interesse for elektronik fra?

”Den opstod for mange år siden, da jeg startede hos B&O som ufaglært, hvor jeg monterede komponenterne i printplader. En printplade er den plade, man monterer alle de elektriske komponenter på, så de er rigtigt forbundet, og apparatet virker, som det skal. Jeg blev siden hen voksenlærling hos B&O som 25-årig.” 

Hvordan er kønsfordelingen i dit job?

”Det er primært mænd, men lige nu er vi to kvindelige elektronikmekanikere. Der er også andre kvinder i afdelingen, for eksempel to elektrikere, en maskinarbejder og en smed. Jeg synes, det er okay, at der er lidt mandehørm. Man skal kunne tage en vits og give lidt igen. Jeg hørte for nylig en vits så dum, at jeg ikke kunne lade være med at grine: En mand var kommet i helvede. Det gode var, at der var masser af øl. Ulempen var, at der i helvede er hul i bunden af dåserne – men ikke på kvinderne.” 

Har du nogle hobbyer?

”Jeg strikker og hækler, jeg laver trøjer, sokker, tæpper og alt, hvad man ellers kan finde på at strikke. Mit yndlingsgarn er ganske almindeligt bomuldsgarn.”

Hvor længe har du været hos DSB?

”Jeg blev ansat 1. januar i år. Mange har været her i 30-40 år, så jeg føler mig stadig ny. DSB er en mangfoldig organisation med omkring 7.000 medarbejdere med masser af forskellige baggrunde. Jeg er selv adopteret fra Sri Lanka – jeg kom til Danmark, da jeg var otte uger – og synes, at ånden herinde er åben og uformel. Alle hilser på hinanden.” 

Fortæl om din egen rekrutteringsproces?

”Jeg skrev en motiveret ansøgning, uploadede mit CV og blev inviteret til samtale med min nuværende leder. Kemien var god, og jeg blev inviteret til endnu en samtale, hvor jeg fik feedback både af en rekrutteringskonsulent og min nuværende leder. Og så blev jeg tilbudt jobbet.

Hvad er det bedste ved dit job?

”Jeg kan godt lide at møde mennesker. Jeg har nok mødt over 100 kandidater det seneste år. Alle med hver deres baggrund og forskellige faglige kompetencer. Vi er ikke bange for at rekruttere lidt skæve personligheder. Jeg tror, mange har et indtryk af, at DSB er meget traditionelle og måske lidt ’fine’ på den, men mange af de ansøgere, jeg møder, har deres egen tøjstil, måske en unik hårstil (som jeg selv) og kan have en baggrund fra en helt anden branche. Det synes jeg giver værdi. Vi har plads til alle, uanset hvem og hvad din baggrund er.” 

Hvornår ved man, at en person er den rette til jobbet? 

”Man ser i første omgang på kompetencerne. Men det handler også rigtig meget om kemi. Passer personen ind, eller kan vi fornemme, at det ikke vil blive et godt match på længere sigt? Man skal gerne have en god oplevelse, når man arbejder for os. Den ansættende leder og jeg sætter os altid sammen efter hver rekrutteringssamtale og drøfter kandidaten. Jeg kan vejlede den ansættende leder og komme med mit syn på ansøgerens motivation og personlige kompetencer. Men det er den ansættende leder, der i sidste ende beslutter, hvem der skal have jobbet.”

Hvad er det mest udfordrende?

”At vælge kandidater fra. Det er især svært at sige nej til dem, hvor man kan se, at der er en stor passion for tog, og tit er det små ting, der skiller kandidaterne ad. Vi har for eksempel nogle sikkerhedsregler for lokomotivførere, de skal igennem en helbredsgodkendelse, og nogle består den ikke. Det er ikke mig, der tager den endelige beslutning, men det er måske mig, der er budbringeren. Det kan være svært at give afslag, fordi man slukker en drøm.”

Har du nogle hobbyer?

”Jeg elsker at rejse. Jeg har en baggrund fra rejsebranchen, som har taget mig rundt i hele verden. Jeg elsker at opleve nye kulturer og møde nye mennesker med en anden kulturel baggrund end jeg selv.”  

Hvad er din yndlingsfilm? 

”Jeg har lige gennemført et slags maraton, hvor jeg så de seneste fire James Bond-film for at forberede mig på den nye. Jeg er kæmpe fan af Daniel Craig som James Bond.”

Hvorfor har du valgt at blive togfører?

”Dengang jeg blev ansat, var titlen stewardesse. Oprindelig havde jeg et ønske om at flyve. Jeg søgte også ind til SAS dengang, men jeg var ikke gammel nok. Derfor tænkte jeg, at jeg ville bruge nogle måneder som stewardesse i tog – turen til Hamborg smagte jo lidt af at flyve. Og man må sige, at jeg har været glad for det, når jeg stadig er her.”

Hvad er det gode ved dit arbejde?

”Jeg er ikke typen, der sætter sig i en tjenestekupé. Jeg kan godt lide, at der er noget at lave, at snakke med folk og sørge for, at de får en god rejse. Jeg er ikke ansat som rejseguide, men tit kommer jeg med anbefalinger, fordi passagererne ofte spørger, om der er noget, de skal se i København. Jeg anbefaler steder som Amalienborg, Den Lille Havfrue, Tivoli, Bakken, og hvis de er kulturelle, så er det Glyptoteket og selvfølgelig også en hyggelig tur til Nyhavn.”

Som international togfører skal man kunne tysk og engelsk. Hvor har du lært de sprog? 

”Jeg har altid været meget interesseret i sprog, og jeg er sproglig student fra Sorø Akademi, hvor jeg gik på gymnasiet. Efter gymnasiet tog jeg et år til London som au pair. Da jeg havde været au pair og skulle søge job, ville jeg arbejde på det, vi dengang kaldte for ’Englænderen’. Det var toget på strækningen til Esbjerg med forbindelse til Esbjerg-Harwich-overfarten. Men der var ikke nogen ledige pladser. Til jobsamtalen sagde intervieweren: ”Du skal køre på strækningen til Hamborg.” ”Jeg kan ikke noget tysk,” sagde jeg som en joke. ”Joo,” sagde hun, ”det kan jeg se på dine skolepapirer.” Og så blev jeg ansat. Jeg er dog blevet bedre til tysk igennem årene. Vi har en klub med vores tyske kolleger – togførere, lokomotivførere og toldere nede i Tyskland – og så lærer man lidt tysk hen ad vejen.”

Du er også kongelig togfører, hvordan blev du det?

”Man bliver spurgt, om man ønsker at blive det, og da jeg officielt blev spurgt i 2016, ønskede jeg at få stillingen.”

 Hvordan er det at servere for dronningen?

”Dronning Margrethe har sin egen vogn, og det er kun få mennesker, der har adgang til den. Da Storebælt blev indviet i 1998, var jeg stewardesse, og dengang serverede jeg for første gang morgenmad for hende. Prins Henrik var også med. Det var en stor oplevelse, og jeg var meget nervøs. Til H.C. Andersens 200-årsjubilæum serverede jeg for den svenske kronprinsesse Victoria. Jeg har også kørt med den bulgarske præsident. Han havde lejet et tog, og vi kørte til Aarhus. Det er nogle gode arbejdsminder, jeg har.”

Hvad laver du i din fritid?

”Vi lopper rigtig meget, begge mine piger og min mor. Min kusine lopper også, så det ligger til familien. Jeg leder ofte efter fransk, engelsk, dansk og svensk porcelæn og glas, som jeg sælger videre. For syv år siden købte min store datter en hund af racen Coton de Tuléar. Den har fået tre kuld og 23 hvalpe. Jeg har en kollega, der har købt fra hvert kuld, så vi følger med i, hvordan det går med dem.”

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

”Jeg får set en masse, har mange skønne kolleger og bliver udfordret i mit arbejde. Jeg er også med til at uddanne nye togførere. Derfor har jeg et ansvar for at holde mig opdateret med alle sikkerhedsregler, billetter og andre tiltag, som for eksempel under COVID-19. Derudover er jeg god til at snakke, så jeg får tit en hyggesludder med mine passagerer om vejret, strik, børn og dyr. Jeg har ofte små godbidder i lommen til hundene. Forleden fik jeg snakket med en lille smuk og sjov fugl, der var med sin ejer på arbejde hver dag.”

Hvad skal man kunne som børneguide?

”Man skal være uddannet togfører, før man kan blive børneguide, og man skal have en ren børneattest, som skal sikre, at man ikke er straffet for overgreb på børn. Men det vigtigste er, at man skal kunne rumme og lide børn. Man skal synes, det er hyggeligt og sjovt at snakke med dem. Normalt skal toget køre til tiden, og det er stadig målet, når jeg er med, men når der er børneguide med, så kører vi ikke, før vi har modtaget eller afleveret børnene.”

Hvem benytter servicen? 

”Det er børn fra fire til 15 år. Nogle af børnene rejser fra den ene ende af landet til den anden, andre rejser bare et par stop. Det er typisk børn, der skal på weekend hos en forælder, bedsteforældre eller anden familie. De bliver afleveret til os med en billet, pladsbillet og et fragtbrev med oplysningerne på dem, der afleverer og modtager. Børnene finder en plads i den afspærrede børneguide­afdeling. Når vi er ved at være ved deres endestation, beder vi dem pakke deres ting sammen. De fleste er vant til det og har venner i toget, som de kører med hver weekend. Enkelte kan blive kede af afskeden med en forælder, men det tager vi os af, og de bliver heldigvis hurtigt glade igen. Det er ekstra skønt, når man så kan se, at der er stor gensynsglæde, når de ankommer hos den anden forælder.”

Har du en oplevelse, du husker? 

”En enkelt gang var toget fire timer forsinket på grund af en personpåkørsel. Vi stod med over 20 børn, nogle helt ned til fire år, og endte med at måtte køre dem hjem med bus. De var trætte, men klarede det fint. Vi sørgede for frugt, kiks og vand, og børnene brokkede sig ikke. Man oplever også at få et bånd til børnene. De ved for eksempel, at jeg spiller Pokémon. Så bliver vi venner i spillet og snakker om det. De ved også, at når jeg kommer, skal de gemme deres slik, fordi jeg altid gerne vil smage.”

Hvad er din yndlingsret? 

”Hvis det er hjemmelavet mad, er det kød fra vores egne dexterkøer med en god sovs. Min mand og jeg bor på en lille bondegård ved Herlufmagle mellem Ringsted og Næstved og passer selv vores dyr. Lige nu har vi tre køer, to heste, høns, hund og katte. Køerne er ikke så store og kan gå ude hele året. Kødet er det bedste, man kan få. Hvis vi skal hygge med købemad derhjemme, henter vi tapas i Næstved.”

Hvad er det bedste ved dit job?

”Vi har mange unge mennesker ansat i vores butikker, og jeg synes, det at være butikschef i høj grad handler om at give dem en god oplæring i, hvordan man begår sig på en arbejdsplads. Der er mange unge, som ikke kender reglerne for pauser, eller hvor lang tid ens vagt må være. Det er noget, jeg synes er vigtigt, at de lærer. Jeg prøver at være en god rollemodel og hjælper dem, så de har den viden, når de skal videre ud på arbejdsmarkedet.”

Hvilke slags kunder møder du i din butik?

”Jeg har været i denne her butik i ni år, og kunderne kender mig hernede. De kommer forbi, ikke bare for at handle, men også for at hilse, det synes jeg er meget hyggeligt. Vi har pendlerne, som kommer hver dag og køber deres faste kopper kaffe, vi har også pensionisterne, som måske har brug for en snak, og så er der også dem, som arbejder hjemme på grund af corona. De kommer typisk for at hente frokost og lige bruge et par minutter på at snakke. Jeg ser lidt butikken som mit eget hjem, hvor kunderne er mine gæster.” 

Hvordan er jobbet sammenlignet med de andre stillinger, du har haft hos DSB?

”Min arbejdsplads er nu mere fysisk aktiv, det kan jeg godt lide. Der er ikke to dage, som er ens, trods faste rutiner. Der sker næsten hele tiden nye tiltag, for eksempel har vi fået GLS som ny samarbejdspartner, og derfor kommer der mange nye gæster ind i butikken for blandt andet at hente pakker.”

Du arbejder som Natteravn i din fritid, hvorfor?

”Det er tanken om, at der er nogle forældre derude, som tager vare på vores børn. Jeg har selv to piger, og når de er ude, vil jeg være glad for, at der er nogle voksne, der kan tage sig af dem, hvis der sker noget. Det er dog overraskende at se, hvor meget de unge mennesker passer på hinanden, også selvom de ikke kender hinanden. Når Natteravnene er på arbejde, så er det vores opgave at observere – det er kun, når det er højst nødvendigt, at vi blander os. Jeg tror, at bare det, at vi er der og har bolsjer og kondomer med, giver en tryghed.”

Har du nogen planer i 2021?

”Jeg bliver 50 den 7. juli, det er noget, man går og tænker over. Mine piger og jeg havde aftalt, at vi skulle tage til New York, men det er blevet sat lidt på hold på grund af corona. Nu er tanken at leje et stort sommerhus og bruge dagen sammen med venner og familie, eller en oplevelsestur. Det kunne måske være et spaophold.”