GADDAFI I FOLKEVOGN
Libyen, 2005

For nogle år siden satte jeg mig for at producere en international interviewserie med hovedpersonerne fra de sidste 40 års verdenshistorie. Præsidenter, åndelige ledere og diktatorer. Der var mange navne i spil, men det største scoop ville være, hvis det kunne lykkes at møde Libyens enehersker, Muammar Gaddafi.

Han var Vestens onde ånd. Stod bag terrorbomber mod fly og natklubber i Vesten, pinte og plagede sit eget folk og levede selv en fortræffelig tilværelse betalt af landets store olie­reserver. 

Han var også en mester i selv­iscenesættelse: Han omgav sig med 30 personlige vagter, som udelukkende var nydelige unge kvinder, og han havde altid et beduintelt med, når han var på rejse i udlandet. Var han på besøg hos Frankrigs præsident, slog oberst Gaddafi sit telt op i parken bag et femstjernet hotel og holdt hof der. Han kunne godt lide at give det indtryk, at han var ørkenens fredelige søn, selvom han var en krigerisk og morderisk diktator.

Foto: DR

Jeg mødte Gaddafi i Tripoli i Libyen til et interview i beduinteltet. Det var lykkedes mig at få en aftale med diktatoren, og det var første gang i et kvart århundrede, at han skulle interviewes af en journalist fra vores del af verden. 

Teltet stod på et stykke ørken mellem bygningerne i en militærbase midt i Libyens hovedstad. Vi skulle forbi kampvogne og svært bevæbnede soldater, og alt vores udstyr skulle undersøges. Der var to fotografer fra DR med, og de byggede nærmest et helt tv-studie inde i beduinteltet. Tre store kameraer, masser af projektører, mikrofoner og kabler. Den ene fotograf var en høj fyr med ret store fødder, den anden af mere beskeden højde med mindre fødder. 

Om morgenen var vi blevet hentet af Gaddafis sikkerhedstjeneste på hotellet, hvor vi havde ventet i fire døgn i uvished. Nu gik timerne i beduinteltet, mens vi ventede på ’den store leder’, som Gaddafi ønskede at blive tituleret. Pludselig sprang de sikkerhedsfolk, som holdt øje med os, op og blev meget aktive. Som om nogen havde råbt i deres øresnegl. De førte os uden for teltet, og jeg forstod, at den store leder var på vej.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men hans ankomst var nærmest komisk. Han sad bag rattet i en sort folkevognsboble, den nye slags, som lige var kommet på markedet dengang. Bilen bumpede han over det knoldede sand, og han manøvrerede den ind mellem et par kameler, som formentlig var trukket ud af stalden for at fuldende scenen for ’ørkenens søn’.

Manden, der havde overlevet talrige attentatforsøg og amerikanske bombardementer, parkerede den lille VW foran beduinteltet og steg ud. Han vendte håndfladen opad og så op mod himlen som for at undersøge, om det mon skulle regne her i Sahara, inden han gik hen mod mig og gav mig hånden, mens en af fotograferne filmede løs med et lille bærbart kamera. Både scenen med VW-boblen og håndtrykket var guld værd for programserien, tænkte jeg.

Selve interviewet forløb udmærket efter omstændighederne. Manden var forholdsvis gal og formentlig under indflydelse af forskellige former for medicin. Hans ansigt var som en stivnet maske, og når han en sjælden gang smilede, var det som en schæfer.

Hen under aften var vi tilbage på vores hotel beruset af sejrens sødme. Vi havde ikke spist hele dagen, så da den svenske konsul i byen inviterede os over til hans hus, sagde vi glade ja. Libyen var fuldstændigt tørlagt for alkohol, men svenskerens hus var et lille stykke Skandinavien, så han startede med at servere en meget stor bakke med iskolde dåseøl for os, og inden længe var vi lettere rundtossede.

Næste dag forlod vi godt trætte Libyen og mellemlandede i Rom. Her bad jeg fotograferne om at tjekke, at de nu også havde alle båndene i håndbagagen. De var der alle sammen – på nær ’guld-båndet’ med Gaddafi, der ankommer i VW-boble. Det var væk, sporløst forsvundet, og ingen af de to fotografer ville tage ansvaret for at have glemt det på hotellet. Hverken ham med de store fødder eller ham med de små. Men de måtte erkende, at det var væk, og jeg var slået helt ud.

Flyturen til København føltes uendelig. Undervejs fik jeg den idé igen at trække på den svenske konsul, og efter landingen fik jeg fat i ham. Han lovede at sende en betroet libysk ansat af sted til hotellet for at få fat i rengøringspersonalet og om muligt redde båndet.

To uger senere ankom en pakke til mit kontor i DR. En dansk forretningsmand med ærinde i Tripoli havde taget pakken med i håndbagagen tilbage til Danmark og sendt den ud til mig. Inde i pakken lå to ting: Båndet, som en stuepige havde fundet på en af fotografernes værelser, og ved siden af lå et par sammenrullede sorte herresokker, som var blevet glemt sammesteds. Dermed var det muligt at placere ansvaret for den nær-katastrofale forglemmelse hos den ene af fotograferne: Sokkerne var i størrelse 40.

Foto: Privat

NOGET FOR PENGENE
USA, 2015-23

Som DR’s korrespondent i USA har jeg været privilegeret at få tid, lov og ressourcer til at lave mange forskellige og vigtige historier. Blandt andet blev jeg lukket ind i en verden, som ellers er nærmest hermetisk lukket for journalister: de ultra-velhavendes univers. I en podcast havde jeg hørt milliar­dæren Doug Deason fortælle usandsynligt åbenmundet om, hvordan han var en del af et netværk af republikanske politiske støtter, som donerede penge til Donald Trump og fik stor indflydelse til gengæld. Deasons far var vokset op under fattige kår på en hønsefarm i Arkansas, men var blevet rig på at udlicitere amerikanske job, og selv havde Doug Deason et investeringsfirma, men først og fremmest levede han af farens milliarder.

Jeg kontaktede Deason, og meget overraskende sagde han ja til at mødes. Jeg forklarede, at penge i politik i den skala, der var tale om her, er et fuldstændig ukendt begreb i vores land, og at jeg ville fortælle den historie til seerne derhjemme. Det syntes han var spændende, og inviterede mig ud at spise på en mexicansk restaurant samme aften, hvor alle ansatte kaldte ham ved fornavn. Vi var begge blevet skilt, havde børn, der var jævnaldrende, og det var i det hele taget en hyggelig aften, som endte med, at han kørte mig hjem i sin Aston Martin.

De næste fem år besøgte jeg Deason adskillige gange. Han tog mig med til republikanske fundraising-arrangementer i Dallas, som ellers var helt lukket land for journalister. Når han introducerede mig, sagde han, at jeg var hans ven fra Danmark, som arbejdede for et statskontrolleret medie, og at han havde taget mig med, fordi han ville vise europæerne, at Republikanerne er the good guys, som vil hjælpe de fattige med at komme i arbejde – ved at tage ydelserne fra dem, så de rejser sig fra sofaen – og at Demokraterne er the bad guys, som bare vil købe deres stemmer med sociale ydelser. Vi ankom til et gigantisk palads af et hus med valet-parkering, uniformerede tjenere, champagne i fine glas og ældre herrer i jakkesæt med bemærkelses­værdigt unge, smukke ­hustruer, og når alle var kommet, gik en republikansk politiker på scenen og holdt tale. Derefter skulle der skrives en check – en check, rigmændene kun skrev, hvis de følte, at de fik noget for pengene.

Donald Trump havde for eksempel lovet Doug Deason og resten af det republikanske netværk massive skattelettelser. Men da der i oktober 2017, ni måneder efter hans indsættelse som præsident, stadig ikke var sket noget, blev Deason utålmodig, og sammen med 14 andre milliardærer besluttede de at lukke for kassen. 

Bare to måneder senere gennemførte Trump den største skattereform i nyere tid, som gav enorme skatterabatter til rigmænd og store virksomheder. Regningen på mere end en trillion dollars blev sendt videre til den næste generation af amerikanere, og Doug Deason & co. åbnede pengepungen igen. Jeg spurgte ham, om han ikke selv syntes, at det var absurd, at en mand som ham havde mere at skulle have sagt end millioner af amerikanske vælgere. Det svarede han ja til. Men når systemet er, som det er, mente han, at han var i sin gode ret til at udnytte det.

Foto: DR

MED DANNEBROG PÅ NAKKEN
Mellemøsten, 2006

Inden jeg blev USA-korrespondent, arbejdede jeg for DR i Mellemøsten. Jeg blev ansat i 2006, og første dag, jeg trådte ind på kontoret i Jerusalem, var den dag, hvor dannebrog blev afbrændt på Vestbredden som en reaktion på Muhammed-tegningerne. Indtil da, når man rejste rundt i Mellemøsten som dansk journalist, fik man én af to reaktioner: Enten havde folk aldrig hørt om Danmark, eller også troede de, at jeg kom fra et rosenrødt eventyrland. Men efter tegningerne ændrede arbejdsbetingelserne sig fuldstændigt. Muhammed-krisen fyldte alt, og når jeg dækkede demonstrationerne i Beirut og Damaskus, kunne jeg ikke længere åbent fortælle, hvor jeg kom fra. Flere gange, når det gik mest hedt for sig, var jeg nødt til at lade, som om jeg var tysker eller hollænder.

I Danmark har vi været vant til at opfatte os selv som de gode, men pludselig var vi de onde. På dansk tv kunne man se flag og ambassader brænde, og jeg tror, at mange var overbevist om, at man ikke kunne rejse til Mellemøsten som dansker uden at blive kidnappet eller slået ihjel. Men jeg fandt hurtigt ud af, at tingene var mere nuancerede. Der brændte ikke en ambassade i Damaskus, uden at Bashar al-Assads styre havde givet nogen lov til at sætte ild til den. Det var simpelthen utænkeligt. Mange demonstrationer var arrangeret af religiøse ledere med det mål at styrke deres menighed i troen og selv fastholde grebet om dem.

Jeg ville vise den virkelighed på tv, så jeg købte mig et dannebrogsflag, der var to meter langt og en meter bredt – der var butikker, som solgte danske flag til afbrænding. Ideen var, at jeg skulle bære flaget gennem gaderne i Beirut og Damaskus og interviewe de mennesker, som jeg mødte på min vej. 

Foto: DR

Min fotograf, som var fra Jordan, var meget nervøs, men min redaktør i DR sagde ja, så vi lejede en bil og kørte til Beirut. Bilen var komisk lille i forhold til flaget, og stangen kunne ikke være inde i selve bilen, så vi kørte rundt med et kæmpe dansk flag blafrende fra et åbent vindue. Inde i byen, foran den danske ambassade, der lige var blevet brændt ned, stillede jeg mig op i min hvide skjorte med mit danske flag. Hver gang jeg mødte nogen, som ville tale med mig, stillede jeg dem op foran dannebrog og gav mig til at interviewe dem. 

En ung mand, jeg mødte, sagde, at han hadede flaget. Ingen syntes, at det var en god idé at fornærme profeten. Men der var ingen, som blev vrede på mig eller truede mig. Folk kunne sagtens forstå, at der var en diskussion i Danmark om ytringsfrihed, og at ikke alle danskere var ude på at nedgøre alle verdens muslimer. Jeg havde en meget dannet og civiliseret samtale med alle de mennesker, jeg mødte. Da indslaget blev vist i ’21 Søndag’, tror jeg, at det gik op for mange herhjemme, at deres frygt var en anelse overdrevet. 

For mig var det også lærerigt. Som journalister fortæller vi et udsnit af virkeligheden. Det kan godt være, at en bombe er sprængt et sted, men hvis man vender kameraet den modsatte vej, fortsætter livet: Der er nogen, der tager bussen, er på vej til at aflevere deres børn i institution eller på vej på arbejde. Det husker jeg stadig mig selv på, når jeg i dag er ude at rapportere.

Fredsduen med skudsikker vest af kunstneren Banksy er malet på muren, der går igennem Betlehem på Vestbredden. Foto: Kevin Frayer/AP/Ritzau Scanpix

BØRNENE BAG MUREN
Gaza, 2014-23

Israel er gennemskåret af mure. Nogle steder er de 12 meter høje med vagttårne og kampklædte soldater. De løber over hundreder af kilometer på Vestbredden, gennem Jerusalem og rundt om Gaza. Set fra Israel er barrieren et sikkerhedshegn. Set fra den anden side ligner den en fængselsmur. Men resultatet af det enorme byggeprojekt er klart for enhver: Murene er en forhindring for, at mennesker kan mødes. De er også et symbol på en verden opdelt i os og dem. Præcis som i Berlin under den kolde krig er det let at dæmonisere dem på den anden side af muren. Murene spiller en væsentlig rolle i den krig, der har raset i Gaza siden oktober 2023. I takt med at murene har adskilt israelere og palæstinensere, er konflikten blevet stadig mere skinger, og volden mere ekstrem. 

For 15-20 år siden kunne palæstinensere fra Vestbredden og Gaza tage ind i Israel om morgenen for at arbejde og tage hjem igen om aftenen. Dengang kørte israelere til den palæstinensiske by Ramallah for at få bilen på værksted og handle på det lokale marked i byen. Man mødte hinanden og så, at modparten også var mennesker. I dag vokser generationer af børn på begge sider af murene op uden nogensinde at have mødt et barn på den anden side. I Israel aftjener unge deres værnepligt som besættelsesmagt på Vestbredden eller nær Gaza. På den anden side af muren ser palæstinensiske unge dem som uniformerede undertrykkere og griber måske selv til våben. De unge ser kun hinanden gennem et sigtekorn.

En palæstinensisk dreng i Ramallah på Vestbredden, 2004. Foto: Oded Balilty/AP/Ritzau Scanpix

Jeg var i Gaza under krigen i 2014 og rapporterede blandt andet fra Al Shifa-hospitalet, der for nylig har været under hård beskydning. Dengang var det israelske bombardement også voldsomt. 2.200 personer i Gaza blev dræbt, og 17.000 såret. Fotografen og jeg kom selv under beskydning to gange. Først af israelsk artilleri og derefter af mortér-granater affyret fra ruiner i Gaza. 

Den nuværende krig er på alle måder mere forfærdelig, og lidelserne mange gange større. Jeg er ikke i tvivl om, at grusomhederne på begge sider bliver forstærket af, at palæstinensere og israe­lere nu lever i to nærmest fuldstændigt adskilte verdener. De er naboer, men de kender ikke hinanden. Og som under den kolde krig bliver frygten for den ukendte fjende udnyttet af politiske ledere på begge sider.  

Jeg lavede et ’Horisont’-program for DR om børn, der vokser op på begge sider af muren nær Jerusalem. Jeg talte med to familier på hver sin side med børn omkring 9-10 år, for de er store nok til at forstå, hvad der sker omkring dem, men ser stadig verden gennem barndommens uskyld. 

Hos den palæstinensiske familie kørte tv’et uafbrudt på den arabiske kanal Al Jazeera. Husets otteårige søn fortalte, at han ville være læge, når han blev stor, for han havde set så mange sårede på Al Shifahospitalet i tv og ville gerne være med til at hjælpe dem.

Hos en israelsk bosætter-familie på Vestbredden kunne den 10-årige søn se ind over muren, hvor han nysgerrigt fulgte de arabiske børns leg i en palæstinensisk skolegård. Han ville gerne være advokat, så han kunne slutte fred med dem på den anden side. Som han sagde: ”Vi leger præcis de samme lege. Hvorfor skulle vi ikke kunne leve sammen?”