TYSKLANDS PARADOKSER aftager aldrig. Jeg har rejst utallige gange i landet, siden jeg lærte, at månen kan skinne ud ad vinduerne. Det var i 1955, og husene i Berlin stod som kulisser, nøgne frontmure uden tag og bagvægge.

I år har jeg været der på tre mindre rejser. Først til Schwerin, delstatshovedstad i Mecklenburg-Vorpommern. Så til Celle, den gamle residensstad i hjertet af Niedersachsen, og til den forvandlede Lüneburger Heide. Tredje tur, til Hamborg, lå i direkte forlængelse af mit besøg i 1955. Sammen med min kone tog jeg til begravelse af min ven af højeste anciennitet, Heinz Timmermann, som jeg mødte, da jeg som barn af kommunistiske forældre var på pionerlejren ’Wilhelm Pieck’ – navnet på Østtysklands første præsident. 

Man skal forestille sig smukke bygninger pudset i cremefarve med solidt tømmerværk. Balkoner og udsigt til en stor sø. Muligvis arkitektur fra nazitiden, muligvis oprindelig hjemsted for en Hitlerjugend-lejr.

Det var en socialistisk spejderlejr, og vi var i hundredvis af børn fra østersølandene i ens ternede skjorter og med rød halsklud. I lejren lærte vi parade, reveille og marchture, og om aftenen så vi propagandafilm.

Alle arrangementer var gennemsyret af koldkrigens frygt for vesttysk invasion. Vi skulle marchere i skoven for at finde nedkastede faldskærmssoldater fra Vesten, der ville ødelægge og sabotere socialistiske installationer. Jeg fandt en stålorm. Heinz var den ældste af os to. Da vi mødtes første gang, var han 16, jeg var 11. Og han var percussionist – i gamle dage hed det trommeslager – i et combo-band, som rytmiske orkestre blev kaldt i DDR i 50’erne-60’erne.

Heinz Timmermann.

SCHWERIN ER ikke til at kende igen fra den nytårsaften i 1959/60, hvor jeg besøgte byen med Heinz og hans band Combo. Dengang var besøget præget af manglende gadebelysning, mørke huse og et besynderligt nytårsbal i en sportsforening.

I dag ligger den ramponerede delstatshovedstad i Mecklenburg-Vorpommern i et landskab af gigantiske egetræer, der danner espalier om uendelige landeveje gennem bølgende kornmarker, hver på størrelse med Anholt. Det er junkernes (godsherrernes) gamle jorde, der blev forvandlet til LPG’s landbrugskollektiver (Landwirtschaftliche Produktionsgenossenschaften).  

De socialistiske landbrug omfattede flere landsbyer og havde produktion af kvæg og grise samlet i kæmpe stalde af grå beton. Byen er stadig domineret af farven grå, og den smukke delstatshovedstad har endnu ar efter bomberne fra krigen. I dens forstæder er Plattenbau-horisonten præget af højhuse med lejligheder, hvor enkelte har en lilla eller lysegrøn altan midt i det grå. 

På værtshuset ude i skoven, der i gamle dage hed ’Skyttehuset’, står der ’Seeblick’; der måtte ikke være så militæriske navne under socialismen efter Hitler-tiden. Nu hedder det ’Skyttehuset’ i folkemunde igen. Til gengæld er stemningen ved maden og maden selv en højere enhed af kulturel samforståelse – folkene på egnen omkring Schwerin ser ud som i 50’erne og opfører sig som den tid. Tæt, trygt og med appetit på menuer fra dengang. Værtshuset er fuldt. I Danmark ville et sådant tableau blive sat på frilandsmuseum, og gæsterne aflønnet med et gratis måltid. 

Heinz Timmermann med trommesæt. Stortrommen er dekoreret med hans initialer. Siden fik han kælenavnet ’Timmi’.

INDEN HAMBORG var jeg i Celle, fortidens residensby for kurfyrster, prinser og prinsesser og formentlig Tysklands smukkeste by – især hvis man værdsætter bindingsværk, guldmalede indskrifter på gavle og stokværk i alle pastelfarver med årstal for bygningerne fra 1400- til 1700-tallet.Alle restauranter betjenes af ukrainsk, polsk og spansk personale, og det foregår på lidt ubehjælpsomt, men distinkt tysk. 

På vejen derhen, mellem Soltau i nord og Celle i syd, ligger en krigskirkegård. Nogle af de døde blot kendte af Gud, andre med ærværdige, sorgprægede, respektfulde mindeord fra de efterladte. Kontingenter af Royal Air Force-personel, soldater fra New Zealand, Australien, Canada, Wales, Polen og så videre. Alle mellem 20 og 40 år gamle, alle dræbt i løbet af den sidste krig. Stedet er en anelse amfiteatralsk og skråner op mod et mindesmærke. Smukt, omkranset af idyllisk skov. På mindepladen står der, at gravpladsen er skænket af det tyske folk. Dengang de var ét. 

Stedet ligger blot 10 kilometer nord for sidste større by før Celle, Bergen, hvor resterne af kz-lejren Bergen-Belsen ligger. Der hvor Anne Frank døde og er begravet. I omegnen af Celle, i den oprindelige, armodige Lüneburger Heide i Niedersachsen, ligger Folkevogns-fabrikker, flygtningelejre med syrisk befolkningskoncentration, hannoveransk aristokrati og proletariske rester. I byerne Döhl og Undeloh er hovederhvervet Kutschenfahrt, hestevognsture til de resterende stumper af hede. Ellers er det IT-centre, bindingsværksvillaer med Porscher, Landrovere, skinnende BMW’er og Audi’er i flere eksemplarer per indkørsel. Heden er væk, og forklaringen ligner den samme som i Vestjylland. Man havde ikke drænet, men tilført vandingskanaler, så området kunne afhøstes med mangedobling af fortidens fattige fold. Der er strålende skovstrækninger, enge, så vidt øjet rækker, og kanaler og tavler med forklarende billeder af stræbende gravere med primitive redskaber fra dazumal. 

I de små landsbyer er der porcelænsbutikker til turisterne, som er begyndt at fortrække til højere luftlag længere borte. Butikkerne lukker på stribe og overlader betjeningen til engelsk-orienterede tehuse for de ældre, det grå guld i gode biler. Jeg kiggede på dem og tænkte på min ungdomspagt med mig selv om at forblive socialist livet ud. 

Morgenreveille i ’Wilhelm Pieck’-pionerlejren. Ilja Wechselmann i højre række var lejrens mindste.

MINE FORÆLDRE (og især min kommunistiske far) sendte mig første gang alene ud i verden, da jeg var 11. Med 50 andre børn af kommunister skulle vi i bus til børnelejren ’Pionierrepublik Wilhelm Pieck’, der lå ved Altenhof, en landsby ved Werbellinsee, under en times køretur fra Berlin ad Autobahn 11. 

Turen fra Dronningens Tværgade i København, hvor ’Partiet’ havde til huse, tog mere end et halvt døgn i bus. Det var midt om sommeren, og vi skulle være i lejren i fem uger. 3-4 unge DKU’ere fra Danmarks Kommunistiske Ungdom var vores turledere. 

Husene lå grupperet i parallelle rækker ned mod søen med paradeplads. At stedet var en manifestation af landets politik, indgik ikke i vores bevidsthed. Ikke i min i hvert fald. At hilse på hinanden med ordet Freundschaft – venskab – var et spejder-råb ligesom ’tjikker-likker, tjikker-likker, tjau, tjau, tjau’. 

De unge Betreuere, et ord, der næsten ikke kan oversættes, men som i dag ville være en mellemting mellem en træner og en coach, var fra FDJ, Freie Deutsche Jugend. De bar kongeblå skjorter med gult soltegn på ærmet. Korte bukser om sommeren og lange blå om vinteren. Ikke Hitlerjugends arvtager, men dog en parallel i kraft af organisationens fuldstændige konsensus med den førte politik i landet. En ny nations byggesten, fremtidens strålende vindue mod verden. 

Men det vidste vi ikke noget om; den slags diskussioner lå uden for vores horisont. Det var dengang mest et herligt, uniformeret skue. Reveillen og morgenparaden begyndte ved hornfanfare og opstilling i kohorte uden for huset. Altid klokken 7.00, de samme børn uden for de samme huse i hele lejren. Orden i rækkerne. 

Lejren ligger der stadig. Jeg genså den for 10 år siden; bygningerne var de samme. Kun træerne var blevet meget større. Og midt i det hele et nyt, rødmalet Plattenbau-gymnasium, som var forfaldent. Nu hedder lejren ’Europäische Jugenderholungs- und Begegnungsstätte, Werbellinsee’. Med dets pompøse klang af organisation, disciplin og kultur kunne man tro, at datidens DDR-politikere ville have værdsat navnet. Men nej, de ville have syntes, at den moderne version af bygningsværket var blasfemisk afpolitisering, vestlig dekadence og ligegyldighed. Billigt fadøl i forhold til den champagnefølelse, som springer af en pionerrepublik. Navn efter præsidenten. Fremad, (men) nie vergessen.

På billederne med takkede kanter, som var klistret ind i de fotoalbum, vi alle fik med hjem, havde jeg grimme, gulbrune, billige lærreds- og gummisko på og var et hoved mindre end alle andre. Jeg må vel have været fremmelig, siden jeg var med i en lejr, der var beregnet for 14-16-årige.

Sanglege for andre nationer på pionerlejren.

BØRNENE KOM fra alle de lande, der grænser op til Østersøen. Arrangementet var en forløber for den senere kæmpestore, årlige Østersøuge, der skulle sælge landet og systemet til arbejdere i Skandinavien og på Island. De øvrige socialistiske lande var med, for at øst kunne møde vest, og de russiske børn i lejren var noget særlig fint. Vi lærte at sige ’drusjba’, når vi mødte dem; det betød vistnok venskab. Der var venskabsarrangementer og ekskursioner; den mest betagende til Østberlin, hvor vi besøgte det 10-etagers høje Pionierpalast på Stalin Allee, og månen som nævnt skinnede ud ad vinduerne. 

En af de varme aftener nede ved søen blev der tændt bål, og da det var tilstrækkelig mørkt, blev der vist film på et stort lærred i det fri. Film, der handlede om ’negeres’ (det hed de i 1955) forfærdelige forhold i USA. Detaljerede optagelser af lynchning af amerikanske sorte, som blev rullet i tjære og dyppet i fjer. Og der var ture for at finde spioner og vandreture i stramme rækker i de mecklenburgske fyrreskove. 

Vi legede med de østtyske børn og unge, og jeg fik venner – og pennevenner. Især Heinz, som spillede på et trommesæt fra Anno. 

Jeg skrev postkort med ham i flere år. Gefionspringvandet var et yndet motiv på forsiden af mine. Jeg kom også på besøg hos ham hjemme i Güstrow flere gange. Jeg kan ikke huske hans mor, men jeg kan huske hans far, den orden, der herskede i deres toværelseslejlighed, og de broderede visdomsord, der hang som hyldeskjulere i køkkenskabene. ”Spare, lerne, leiste was, dann hast du, kannst du, bist du was,” stod der i røde korssting på hvid baggrund. Og byens eneste, blå neonlysreklame: ”Plane mit, arbeite mit, regiere mit.” 

UNDER EN AF Østersøugerne havde min far sørget for et lidt længere ophold til mig i en ’Jugendliche, freiwillige Betriebseinsatz Lager’. Den lå ved Tribsees – lige ved den nu opførte Autobahn 20. Vi skulle grave drænkanaler til en sejlkanal. På bedste hollandske vis skulle kanalerne sørge for transportveje ud til den nye østersøhavn ved Krummendorf i den østlige og øde side af fjorden ind til Rostock, hvis sønderbombede centrum hurtigt blev genopbygget til noget af det arkitektonisk skrækkeligste på den tyske østersøkyst. Havnen, som nu trafikeres af færgerne mellem ’Berlin og Norden’, som det hedder, er i dag lige så stor en succes, som dræn- og sejlkanalerne i det nordlige tyske fladland er en fiasko.

Når vi gravede, var det altid regnvejr. En generator holdt strømmen i lejren kørende indtil klokken 23. Når lyden forsvandt, generatoren gik i stå, og elpærerne blegnede, betød det sengetid. Dengang var der en folkevandring af frøer og en oppasser-skare af storke. Der var vildsvin og skov. Der var øde som i fortiden. Det var frontier-bevægelse på Europas indre linjer. 

Tribsees har nu fået betonforstæder, og hovedgaden er ikke længere brolagt. Den er blevet trafikeret; landsbybrønden er nedlagt, der er små kaffestuer i hver ende og dartspillende arbejdsløse. Byportene og dele af muren er der endnu, men det hele ligner en arbejdsløsheds-ø, en forsømt aflægger af den tilbagestående del af BRD, Vesttyskland. Romantikken er væk, og regnen er holdt op. Hvis vi skulle grave i dag, ville det være gjort på nogle få timer med maskiner. Hele drænkanalen ville have været på plads i løbet af en uge.

Ilja Wechselmann som 11-årig til friluftsteater på Bellahøj – samme sommer drog han første gang til DDR. Iljas far sidder bagved.

HVER GANG vi løftede vores spader og skovle, smattede mudderet, og en halv, overskåren frø lå tilbage i den sumpede jord. Jeg kunne dårligt løfte skovlen, der var næsten lige så lang, som jeg var høj. Vi snakkede om det efter dagens sidste måltid. Ligesom de andre to daglige måltider bestod det af vand og brød med pølse samt suppe med brød og vand. Men der var syltetøj på morgenbordet og surt, men velsmagende landbrød. Vi talte om, at frivilligheden bestod i at vælge indsatslejren til eller den fortsatte uddannelse på polyteknisk fra. Jeg klagede over mine manglende kræfter, og de andre syntes heller ikke, det var noget fornuftigt projekt, vi var blevet sat til. Næste dag, da regnen var særlig slem, sagde jeg, at nu kunne det ’kraftedeme’ være nok. Vi stod jo der og gravede det samme smattede jord og de samme døde frøer op hele tiden. Det faldt lige så hurtigt af skovlene, som vi fik det på. Og tænk: Pludselig holdt de alle sammen op med at grave. 

De hørte, hvad jeg, en kun 15-årig, havde at sige. Vi besluttede at gå hjemad med skovle og spader over skuldrene iført vore olie-sydveste. 

Betreueren, en rar ungdomsleder, var ét stort spørgsmålstegn. Mit livs første strejke var en realitet, og i lejren glødede telefonen mellem FDJ og lejrledelsen. Jeg tænkte ikke over, at jeg havde forårsaget en sjældent forekommende begivenhed i Østtyskland.

Jeg tænkte ikke på, at ’strejken’ kunne have været begyndelsen til noget mere. På at begivenheden måske var vigtig for nogle af de unge mænds selv- og omverdensforståelse – og slet ikke på, hvilke reaktioner, fredsommelige eller farlige, disse lejrgæster (eller rettere: tvangsgæster) ville blive udsat for af deres opdragsgivere. 

Jeg tænkte, som en stor dreng tænker: Jeg var bare glad for, at vi slap for at stå og spille idioter i regnvejr.

MAN HAVDE ALDRIG oplevet noget lignende. Unge mænd og store drenge var gået. Uden besked, uden tilladelse, uden videre. Jeg fik udbetalt min første rigtige ugeløn, 50 østmark, og så kunne jeg pakke mit tøj og gå.

Jeg aner stadig ikke, hvilke konsekvenser min ulyst til regnvejr, store skovle og døde frøer fik i lejren. 

Jeg kom på besøg hos nogle af de andre drenge i Rostock. De tog mig med i byen, og vi gav os til at drikke. Ungarsk tokayer, portvin fra Krim. Da vi gik hjem, var det fortovet, der gik, og mig, der stod stille. Det var mit livs første og største brandert. Jeg brækkede mig hele natten hjemme hos den kammerats mor, hvor jeg var installeret. Det var pinligt. Jeg prøvede at tørre op, så godt jeg kunne. Moren var høflig, skød ansvaret på drengene. De burde have vidst bedre. Jeg var jo en æresgæst fra vest.

Omkring halvandet år senere rejste jeg ned til Heinz, til Güstrow, syd for Rostock Bezirk og uden for den sydlige grænse for min opholdstilladelse. Og vi tog til Schwerin, hvor Heinz havde en kæreste og skulle spille med sit band Combo ved en nytårsfest i et idrætshus.

Hold dig til mig, sagde han, så går det, men det gjorde det ikke.

Han var låst fast på scenen af sine trommer, og jeg måtte selv tumle rundt. Undervejs var nogle af vennerne og jeg gået ind på en natbar og var ved at blive smidt ud igen. Jeg havde ikke slips på, men det klarede vi ved at fortælle dørvogteren, at jeg var Parteigenosse fra Dänemark. Så stillede sagen sig anderledes. 

Ved 2-3-tiden sad vores selskab længst tilbage i salen, musikken var ovre, og et af bandets medlemmer gik amok. Jeg aner ikke, hvad der tog ham. Det eneste, jeg så, var hans fagter og gebærder, mens han samlede den ene stabelstol efter den anden op og kylede dem i mere end halvdelen af salens længde op mod væggen. Jeg var imponeret, gik ud og tisse og blev derved tabt for vennerne. Der kom tilnærmelser fra nogle mænd, mens jeg pissede. Det forstod jeg ikke meget af. Til gengæld kunne jeg forstå, at jeg var fortabt i en provinsby, at Heinz måtte være gået hjem, og at det var råkoldt med fugtig luft.

Han måtte være hos sin kæreste, og det vidste jeg, hvor var. Et lille bræddeaflukke på loftet i toppen af en opgang, hvor det lugtede af surkål. Jeg fandt opgangen og kunne sagtens komme ind og op ad trappen til rummet. Jeg bankede civiliseret på; der blev ikke lukket op. Jeg satte mig på trappens øverste trin for at få noget søvn. Ud kom en underbo og ville have en forklaring. Da han hørte, at jeg var fra Danmark og ikke fra politiet, skiftede han fuldstændig attitude fra angst og mistænksomhed til venlig medlidenhed. Og så kunne jeg ellers blunde til ved sekstiden, da Heinz endelig dukkede op. Han fortalte mig, at jeg havde lavet så meget støj, at nogle af trappeopgangens indbyggere havde tilkaldt en VoPo (Volkspolizei, ’Folkepolitiet’, red.). Inde i bræddeaflukket havde de to rystet af angst for, at politiet skulle opdage deres hybel; de boede illegalt. Alt var godt igen, og noget morgenmad senere tog vi baglæns til Güstrow.

Da jeg skulle hjem med Warnemünde-Gedser-færgen, forhørte paspolitiet mig om min færden uden for Rostock Bezirk. Jeg havde været uden for min tilladte besøgszone. De vidste alt om både mit besøg i Güstrow og Schwerin, og jeg følte mig trygt overvåget. Dengang.

Masser af skovsnegle på overlæberne. Heinz ’Timmi’ Timmermann med sit band.

VORES VENSKAB strakte sig langt, men så gjorde jeg det forbi, skriftligt. I protest over det cirkus, hvor jeg kom rejsende med Nescafé på dåse, med plastic- eller nylonregnfrakker og alskens vestlige påfund, når han ikke kunne komme ud af sit eget land og besøge mig. Det var for ulige. Det var en eller anden gang i 1960. Heinz prøvede at diskutere med mig, men jeg stod fast; jeg var i gang med at danne mig min egen mening. Jeg var så klog – troede jeg.

Min fars missionske og offensive kommunisme kom efterhånden mere og mere på kollisionskurs med den virkelighed, jeg selv oplevede. Jeg rejste, kom på universitetet, studerede samfundsfag og historie og blev universitetslærer og forsker. Jeg var en del af den flok fra vores generation, der havde held, mulighed og snilde til at tilkæmpe sig et eksperimentelt universitet, RUC, hvor vi intensiverede vores samfundsforståelse. Den var ikke fejlfri, men den var kontroversiel, fremadrettet og endte, trods sine svagheder, med at forvandle vores lille samfundsoprør til en darling for karriererettede unge, der i hobetal blev rekrutteret til job i den nye samfundsorden, der brød frem i det sidste årti af forrige årtusind. 

Således gik der 38 år. I 1998 fik jeg en telefonopringning, fastnet.

”Ich möchte gerne mit Herrn Wechselmann sprechen.”

”Who is talking? sagde jeg. Min refleks på udenlandsk tale.

”Also, ist Herr Wechselmann vielleicht da?”

”Øh,” sagde jeg. Så gik det endelig op for mig.

”Wer spricht?” sagde jeg.

”Ja, das kannst du niemals raten,” sagde stemmen, og jeg forstenede. Jeg fornemmede, at der var ved at ske mig noget hinsides. Så vovede jeg pelsen efter en pause:

”Ist das, øh, bist du Heinz?”

Nu tog det ikke mange sekunder. ”Er din far stadig i live?” spurgte han, og jeg svarede, som sandt var: ”Knap nok.” ”Og din?” spurgte jeg. Hans svar var værre, det var et par år siden, at Heinz’ far var død.

”Men Heinz,” sagde jeg, ”dit land er jo forsvundet.”

”Det er der så meget, der er,” sagde han raskt. 

Vi spildte ikke tiden. Han ringede fra Malmø, hvor det cruise-skib, han arbejdede på som musiker, havde lagt til. Når skibet atter kom til Malmø om nogle uger, ville han komme og besøge mig i Valby.

Østtyskeren Heinz Timmermann med høj cigarføring efter Murens fald.

DET GLEMTE JEG alt om. Min far lå for døden, og jeg var ved at blive fyret fra en livslang karriere på det RUC, jeg havde været med til at bygge op fra grunden. En skønne dag, før jeg kom hjem fra arbejde, havde min datter, på besøg fra London, hvor hun ellers boede, lukket en ældre herre i jakkesæt ind, taget mod hans opulente blomsterbuket og bænket ham i mit spisekøkken. Hun modtog mig med ordene: 

”Du har vist fået gæster.” 

”Det er da vist dig, der har fået gæster,” svarede jeg rapt, da jeg så blomsterne, hun havde stillet i vand. Så fik jeg øje på Heinz. Jeg kunne ikke genkende ham. Han var velbygget, velklædt, en ældre gentleman omkring de 60. Måske ikke just køn, men med en levende udstråling. Jeg hilste høfligt og sagde, at jeg blev nødt til at hente albummet med de takkede billeder. Først da gik det op for mig, at det var rigtigt nok. 

Og så talte vi. Jeg troede, jeg var gået fra en isoleret ven, der opholdt sig i et slags nationalt fængsel uden udsigt til opstigning, velstand, karriere og vestlige kriterier for succes i livet. 

Men han var blevet rig, formand for rytmiske musikeres forbund i det forhenværende Østtyskland, han havde kunstsamlinger i sin villa på Mallorca, som han vistnok lige havde solgt, han boede i Vestens rigeste kvarter, Blankenese ved Hamborg, og han havde giftet sig med en yngre, yndig svensk kvinde. Han havde sejlet hele verden rundt som entertainment-manager på Cunard Lines største cruise-skibe og havde spillet med alverdens topstjerner, især amerikanske. Han havde været til samtale med Castro i Cuba og Gaddafi i Libyen og med andre statsledere, der blot var en del af hans celebre og exceptionelle omgangskreds. Heinz kunne godt lide at smøre lidt på, men i det store hele var det muligt at dokumentere hans fortælling. 

Selv sad jeg der og var forbi toppen af min karriere, faldefærdig, havde spillet mine kort og tabt. Min mor var død, og nu også min kommunistiske far. Jeg var skilt, igen, stod til fyring og var truet af at skulle gå fra hus og hjem.

Jeg sagde, at det måtte være skæbnens ironi – se nu mig. Vi drak i passende mængder af den bedste cognac, jeg havde at byde på. 

”Man må sikre sig,” sagde han, inden jeg kørte ham til Sveriges-bådene i Nyhavn, så han kunne komme tilbage til Malmø, hvor han cruise-ship lå.

Samme efterår tog jeg med min daværende kæreste til Hamborg, hvor vi besøgte min ven, polske Albert Wiederspiel, tidligere manager for den tyske afdeling af 20th Century Fox og i dag leder af Filmfest Hamburg. Albert havde gået i skole med min seneste kone og var kommet til Danmark via omveje, man ville tro var løgn. Albert beskæftiger sig med verdenssituationen på samme måde, som en hasselmus ser uglens bevægelser. Han hørte min lange beretning om venskabet og stillede nogle få forhørslignende spørgsmål: ”Sagde du Vorstehender?” ”Sagde du bevægelsesfrihed fra øst til vest i DDR-tiden?”

Da jeg havde bekræftet det hele, sagde Albert ét eneste ord. Det væltede mit verdensbillede: 

”Stasi!”

”Hvad siger du?” sagde jeg.

I dag ved jeg stadig ikke, hvad jeg skal tro.

Heinz Timmermann med sit krydstogtsband.

PÅ SOMMERENS TREDJE udflugt, til Hamborg, tog vi først vestkystbyen Tönning og siden Glückstadt, hvor vi sov inden begravelsen næste dag i Blankenese. Her er to sider af det danske imperiums storhedstid udstillet. På den ene side den formidable bondegårdsstil i gamle danske landhuse og på den anden minderne om danske kongers bestræbelser på at influere tysk kultur syd for Ejderen. Også Christian IV ville konkurrere med denne port til havene, hvorfra meget af tysk industriproduktion udskibes, og hvortil alverdens nationer strømmer. En by, der i dag har verdensrekord i salg af krabbesandwich, som har kæmpestore kirkegårde – blandt andet verdens største, Ohlsdorf, der er over fem kilometer lang og tre kilometer bred – en Elbphilharmonie på størrelse med det halve af Gellerupparken og et mastodontisk sexcentrum i St. Pauli. Byen, der måske også har rekord i flest mennesker på trækasser, smurt i sølvmaling, statuarisk stivnede for mønt, ligger for enden af den flod, som skiller øst fra vest. 

Jeg er kommet i Hamborg hele mit liv, men denne gang var jeg der med min nuværende kone for at begrave min ældste ven. Hans urne blev sat i et skovhjørne af Blankenese-kirkegården. Tamburinspil og spirituals blev leveret af en af hans vidunderlige sorte sangerinder fra Cunard Lines  jazzband. Alle sang vi: ”Amen, amen, amen.” Alle kastede en skefuld jord på graven, og blomster blev lagt rundt om hullet. Selv min kone, som slet ikke havde kendt Heinz, var dybt berørt.

Bevægede gik vi tilbage til bilerne, nogle af de ældre blev kørt i caddie-vogne. Så stak vi mod nord. Troede vi. Vi sad fast mellem tre rækker biler mod nord og tre mod syd på alle de autobahner, vi piskede rundt for at tage. Vi kunne ikke flygte. 

Ilja Wechselmann er født i 1944. Cand.mag. i samfundsfag og historie. Var med til at etablere RUC, Roskilde Universitetscenter, hvor han var ansat i næsten 30 år. Har arbejdet på universiteter i Danmark, Canada og Tyskland. Har publiceret skøn- og faglitterært. Er nu pensioneret og bor i Sønderborg.