1.

SVØMMEHALLEN I HERLEV lærte mig, hvad disciplin betød. Jeg var fem år gammel, da jeg spurgte mine forældre, om jeg måtte begynde til svømning. De sagde ja, og jeg stødte på svømmetræneren Glenn. Når jeg svømmede på livet løs, fulgte han med i sine træsko langs kanten, mens han råbte og skreg.

Hver efterårsferie stod den på svømmelejr i Nordjylland, hvor vi hørte musik, svømmede og trak hinandens grimme joggingbukser af. Så styrtede vi efter hinanden, men en dag væltede jeg og bankede hovedet ind i en bordkant. Jeg besvimede og skulle lappes sammen på skadestuen, fordi det blødte så meget. I dag har jeg stadig et ar fra Nordjylland.

Glenn var ikke decideret forhadt i svømmehallen, men han delte vandene. Jeg elskede hans engagement, fordi jeg forstod, at han ville have os til at yde vores bedste. Hver gang. Hvis du vil noget, skal du øve dig. Også når du ikke er inspireret, når det er hårdt, når du ikke har lyst.

Det var ikke sjovt at stå op klokken syv om lørdagen for at cykle til morgentræning i frostvejr. Men det var det, der skulle til. Jeg blev ikke bange eller såret, når han råbte, for han var dybt passioneret. Når han gik frem og tilbage langs svømmepølen og skreg: ”KOM SÅ!” blev jeg ikke ked af det. Jeg blev motiveret. Alle har det ikke ligesom mig, men min standardindstilling er også at skrige: ”KOM SÅ!” 

Jeg voksede op i et stort rækkehus i Herlev med hessian på væggene og kokostæppe på gulvet. Det var så brunt og 80’er-agtigt, som det kunne være. Herlev var et specielt sted i 80’erne. Det var ikke Vestegnen, og det var ikke Nordsjælland. Der var store områder med almene boligbyggerier, som var ret belastede, men samtidig havde man Hareskovby, hvor der lå store huse lige ud til skoven. Jeg voksede op i villakvartererne, der hverken var fugl eller fisk.

Min far arbejdede som edb-programmør, og i fritiden var han hi-fi-entusiast. Stuen var fyldt med stereoanlæg med forforstærkere, højttalere og effektforstærkere. Alle møbler var vendt og drejet for at opnå det bedste lytte-perspektiv.

Dér i stuen hørte vi Mezzoforte, et islandsk instrumental-band, der spillede funk-jazz, men som i Danmark nok er mest kendt for at lave introen til det daværende Sportslørdag. Ellers hørte vi Fourplay, Dave Grusin og Andreas Vollenweider. Det var sådan noget musiker-musik, min far elskede, og hvis vi ikke hørte musik, så vi sport i fjernsynet. 

Min mor er uddannet gymnastiklærer, og der er ikke den sport, jeg ikke har gået til – svømning, kaproning, dans, orienteringsløb. Vi så altid sport på svensk, fordi min far syntes, at deres kommentatorer var bedre. Mine bedste barndomsminder er fra de weekenddage, hvor min far havde været ude at løbe og kom hjem med morgenbrød. Så kunne jeg høre de svenske kommentatorer mumle, mens vi spiste og skimtede mod fjernsynet, hvor de viste slalom, langrend, skiskydning, styrtløb. Jeg er stadig helt vild med skiskydning.

I nogle år sigtede jeg hårdt efter at blive konkurrencesvømmer, men det var før, jeg begyndte til standard- og latindans, hvor jeg opdagede, hvordan det var at være god til noget. Jeg havde set dans i fjernsynet og syntes, at det var så elegant og flot. Heldigvis vidste mine forældre ikke, hvor dyrt klassisk dans er. Kjolerne, enetimerne og turene er nærmest ligesom at gå til ridning. Det koster en formue.

2.

JEG KAN TYDELIGT huske første gang, jeg kom ind på Bendixens danseskole, Pejsegaarden. Det var et stort, dunkelt sted i Brønshøj med utallige sale, som havde hver deres navne. Gobelin-salen, Pejse-salen og den slags. Det var dekadent, men samtidig lidt falmet. Det var noget fra en anden tid, man forsøgte at holde liv i. Med parketgulve, lysekroner og spejle var det en skærende kontrast til Herlevbadet. Men det var den samme disciplin.

På mit dansehold var der én herre og 20 piger, og da jeg fik herren, vidste jeg, at jeg nok var den bedste på holdet. Jeg blev plukket til at danse turneringsdans, ret skelsættende, tror jeg, det var, og jeg mødte Britt Bendixen, som ejede Pejsegaarden dengang. 

Britt Bendixen er larger than life. Hun taler så gammeldags, og det slog mig allerede dengang, at hun aldrig går lige frem. Hun går sidelæns – som når man danser. Det ser ud, som om hun svæver over gulvet. Hun fremhævede dem, der havde gjort det godt til en turnering. Det var så udansk: ”Se lige på Janus og Marete. Nu skal I danse for os,” kunne hun sige. Så skulle vi andre klappe, mens vi vendte øjne og håbede, at hun ville vælge os næste gang.

En dag manglede Britt Bendixen nogle dansere til Cirkusrevy Balletten. De damer, hun normalt brugte, var nogle langstilkede dåser på 180, men fordi det var akut, kom jeg alligevel til audition. Hun valgte en, der var en del højere end mig. Hun havde det krav, at danseren skulle træne hver dag efter prøverne, og det gad vedkommende sgu ikke. Så vendte Britt sig mod mig og sagde med sin affekterede stemme: ”Lina, du er en fantastisk danser, det kan der ikke være nogen tvivl om. Men du er jo bittelille. Du er nødt til at være knogletynd.”

Jeg elskede hendes ærlighed, og så kan det godt være, at det ikke er det mest pædagogiske at sige til en ung pige, men jeg forstod logikken, og det blev aldrig til en spiseforstyrrelse eller opfattet sårende. 16-årige Lina med kort hals, brede skuldre og 165 i højden forstod det. Det var aldrig intentionen at nedbryde selvværd, og det var heller ikke sådan, det landede. 

Jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle være teaterdanser. Jeg kan ikke synge de samme linjer i den samme forestilling i det samme lokale i måneder ad gangen. Det keder mig simpelthen for meget. Hvis der ikke er en eller anden form for variation, kradser jeg huden af mig selv. 

3.

I MINE TEENAGEÅR fik jeg øjnene op for techno- og house-musik. En aften, efter vi havde optrådt på en privatskole, tog vi på Daddy’s Dance Hall i kælderen under Palads-biografen i København. Det var første gang, jeg var på natklub, og det var en helt ny verden, der åbnede sig. Jeg begyndte at gå i byen, og det var her, jeg mødte John, der i virkeligheden hed Ashfaq og arbejdede i PostDanmark. Han havde godt luret, at det var lidt nemmere at arbejde i posten i Danmark, hvis man kaldte sig John. 

Ashfaq kørte mig ofte hjem fra byen i sin hvide Ford Escort, fordi han syntes, det var synd, at jeg skulle vente på natbussen til Herlev. På en af de hjemture spillede han techno-nummeret ’Die Schwarze Zone’ for mig. Jeg blev fuldstændigt opslugt af det og tog til techno-fester i Pakhus 11, Turbinehallerne, Pumpehuset og morgenstedet, de kaldte Melonen. Det var alt andet end Herlevs rækkehuse. Det var techno-freaks i vejarbejderveste, plateausko og beskyttelsesdragter.

Da jeg var 15 år, var jeg lige kommet hjem fra en ferie med min far og hans nye kæreste, og når jeg tænker tilbage, skulle jeg nok ikke have været med. Jeg var et kæmpe tredje hjul på hele det nyforelskede pars tur. Så da jeg kom hjem, måtte jeg bare ud af huset. Jeg ringede til en af mine venner fra danseskolen, som havde en aftale med en flok knægte i Vanløse, og en af dem var Paw (anden halvdel af Infernal, Paw Lagermann, red.).

De her drenge var så dedikerede til elektronisk musik, de byggede forstærkere og mixere og købte alle mulige importplader. Og de var ellevilde med, at der kom en pige, som havde samme interesse. På det tidspunkt havde jeg kort, afbleget hår og gik med min mors gamle tøj fra 60’erne. Jeg lignede noget klippet ud af videoen til ’Groove Is in the Heart’, mens alle andre piger havde permanentkrøller, Ball-bluser, pilotjakker og Levi’s-jeans.

Vanløse-drengene var ligeglade med, at jeg så anderledes ud, men det var folk i Herlev ikke. Engang sneg en dørmand mig ud ad bagdøren på et sodavandsdiskotek, fordi pigerne fra 10. var ved at samle et hold drenge for at give mig bank. Hele aftenen havde de asket mig i håret på dansegulvet, fordi jeg hverken lignede dem, gik til håndbold eller ville ligne dem. Jeg var en ung, usikker pige, men jeg virkede nok også arrogant. Da jeg fandt dans, techno og Vanløse-drengene, så de ikke mere til mig i Herlev.

Jeg tilbragte sindssygt meget tid med Paw og de andre Vanløse-gutter. Vi hørte plader på deres hjemmebyggede anlæg og drak øl i deres kælderværelser. Hos en, der hed Mads, beklædte vi et rum med avispapir og satte spande derind, hvis folk skulle kaste op i løbet af festen.

Paw var gamer og nørdede musik på computeren. I begyndelsen af 90’erne tænkte man ikke, at man kunne leve af musik. Det kunne godt være, at du drømte om at lave musik, men det var slet ikke en reel mulighed at gøre det til en karriere. 

4.

JEG BLEV SMIDT UD af Herlev Gymnasium efter en studietur i 2. g. Mit fravær lå på 60 procent, fordi jeg dansede så meget i hverdagen og lavede shows i weekenderne, som tog al min tid. En dag kaldte rektor mig ind til en samtale, hvor hun forklarede mig, at jeg ikke skulle spilde min tid på gymnasiet, hvis jeg havde gang i så mange andre ting, for jeg kunne altid tage en uddannelse. Den samtale har jeg vildt meget respekt for. Hun sagde det, som det var, og hun havde ret. 

Jeg havde ikke en dansepartner på det tidspunkt, men jeg havde fået tilbudt en i Jylland, og pludselig var der ikke noget, der holdt mig i København længere. Jeg havde været til technofesterne. Jeg havde optrådt i Cirkusrevyen. Jeg havde drukket øl i Vanløse. Så ringede jeg til min træner og sagde, at jeg var klar til at flytte, og røg ind på et værelse i Gellerupparken. 

Jeg boede to år i Aarhus og to år i Aalborg. Jeg havde meget svært ved at finde arbejde, og jeg var meget alene. De år er meget definerende i ens liv, og alligevel har jeg kun én kammerat fra den tid. Ved siden af livet i Jylland var jeg backup-danser for en kunstner, der hed Mirah, og så blev jeg en del af gruppen Bordeaux, som bestod af Nicolai Villum Jensen, Kristian Paulsen og Paw og mig.

I Bordeaux var jeg mest et visuelt bidrag til iscenesættelse og shows, fordi de gerne ville have min vildskab ind i det. På det tidspunkt legede vi og prøvede en masse ting af. Og da vi lavede nummeret ’Hit Me’, blev vi signet af Kenneth Bager, den her skøre og geniale producer med verdens tykkeste Hobro-dialekt. 

Den første gang, vi skulle optræde med det nummer, var på Københavns største, faste techno-klub, X-Ray, og op til vores optræden sagde Kenneth, at jeg ikke skulle stå og lave alle de der poppede dansetrin. Vi skulle finde noget, som viste, at vi mente det, når Nico sang ”Hit me in the ass”. 

Så tog vi i genbrugsbutikken og fandt et lyseblåt jakkesæt, en lyserød skjorte og et blomstret slips til forsangeren Nicolai. Indenunder havde han sort seletøj i læder og et par latex-boksershorts, mens Paw kun var iført et par lånte læderbukser og en læderkasket. Den aften trådte Nicolai ind på scenen med en attachémappe fyldt med gamle pornoblade, vi havde købt hos en marskandiser. Han kastede dem rundt, mens han skreg: ”Føj! Sikke noget lort.”

Da nummeret begyndte, kom Paw og jeg ind i det her fetich-tøj. Jeg havde ni-halet pisk, latex-korset og røde latex-trusser på og lignede en dominatrix. Og da Nicolai sang ”Hit me in the ass”, rev vi tøjet af ham, så han kun stod i seletøj og latex. Kort efter tog jeg en påspændings-dildo på, og da nummeret nåede klimaks, lod jeg, som om jeg bollede ham bagfra, mens han sang til Paws skridt.

Det her var altså før internettet. Vi var knap nok myndige og anede ikke, hvad det var, vi havde gang i. Hvis vi havde set noget erotik, var det, fordi vi havde fundet Ugens Rapport under vores forældres seng eller set en eller anden stjålet pornofilm. Men fordi vi lavede den performance, blev vi booket til forskellige fetich-fester.

5.

I 1997 HAVDE VI fået nogle faste jobs, hvor vi skulle spille til en række temaaftener på Discotek IN i København. Vi var en slags performancegruppe, så når de for eksempel havde space-tema med grønne drinks og oppustede aliens overalt, skulle vi lave et par numre, som passede til. En weekend havde de skotsk tema, så vi lavede et nummer i vores studie i Njalsgade og fandt nogle sækkepibespillere fra The Heather Pipes & Drums på De Gule Sider. Nummeret, som senere kom til at hedde ’Sorti de L’enfer’, blev en kæmpe succes på IN. Dengang stod dj’en højt oppe, så de ikke blev forstyrret af gæster, og folk skrev små sedler i baren, hvor der stod: ”Spil den med sækkepiberne,” som de kastede op til pulten.

Kort efter meldte Nicolai Villum Jensen og Kristian Paulsen sig ud af projektet, fordi de havde gang i et andet band, så Paw og jeg endte med at udgive sangen under navnet Infernal sammen med dj’en fra IN, som havde booket os og fundet på konceptet, Søren Haahr.

Jeg boede stadig i Jylland, da det begyndte at tage fart. Søren købte en gammel HT-bus, der var blevet omdannet til tourbus. Den var blevet malet matsort og delt op i tre afdelinger. Forrest var de gamle røde plastiksæder, i midten var der indrettet køjesenge, og bagerst var der plads til vores gear. Han købte den af en fyr, som angiveligt havde skyldt penge til nogle rockere, som havde hældt smørsyre ud i bussen for at få deres penge, og i al den tid, vi brugte den, kaldte vi den bare for Gnuen, fordi smørsyre stinker helt forfærdeligt og er umuligt at fjerne. Vi fik også lavet et totalt kikset skilt, hvor der stod: ”INFERNAL ON FUCKING TOUR.” 

Fordi jeg stadig dansede på eliteplan, kunne jeg stille op i en turnering hele lørdagen og så blive hentet af Gnuen bagefter for at spille tre shows. Så kom jeg hjem for at sove et par timer, før jeg skulle op og træne igen om søndagen. Nogle gange tog jeg det sidste fly til København fra Aalborg, hvor man kunne få en ungdomsbillet for 350 kroner. Det var sindssygt hårdt, og der var flere nætter, hvor jeg ikke engang tog min makeup af. Jeg fjernede de kunstige øjenvipper og læbestiften og lagde mig til at sove. Og om morgenen rettede jeg til, og så var det ud at danse turnering. Det kan man altså kun, når man er 21.

Vi fik en aftale om at lave et album, og så var jeg nødt til at droppe dans til fordel for Infernal. Jeg flyttede til København og købte en etværelses lejlighed på 37 kvadratmeter. Den kostede 440.000 kroner, og jeg syntes, det var en formue. Vi udgav vores første album, ’Infernal Affairs’, i 1998. Det solgte omkring 80.000 eksemplarer, hvilket var helt vildt mange cd’er selv på den tid. Det var seriøs fest og leg, men vi havde ikke et sekund forudset, at det ville blive så stort. Vi spillede så mange koncerter i den periode, alt fra festivaler til Dahlgårds Tivoli.

I årene efter vores debutsucces døde dance-bølgen. Det var surt og hårdt, og vores andet album fik ikke samme opmærksomhed. Ingen gad spille os, ingen gad snakke med os, og ingen ville have os på plakaten, det var som at slå i en dyne. En dag i 2004 ringede jeg til Paw og sagde, at jeg havde på fornemmelsen, at vi snart blev fritstillet af vores kontrakt, og det gjorde vi samme år.

6.

DET HAVDE VÆRET NEMT bare at stoppe og acceptere, at tiden var løbet fra os. Men vi kunne mærke, at vi blev bedre og bedre, så hvorfor skulle vi stoppe? Vi havde stort set færdigproduceret vores tredje album, ’From Paris to Berlin’, da vi blev opsagt, så vi besluttede os for at sætte det hele på rød og bruge alt, vi havde, på at lave videoen til selve nummeret ’From Paris to Berlin’, der blev vores største hit og stadig er det. Vi gik fra at være dem, ingen ville tale med, til at være en international succes. Først i Skandinavien og Rusland og senere i Storbritannien og Australien, og i Frankrig lå vi nummer to, kun overgået af Craig David, men over The Pussycat Dolls.

I 2006, da vi toppede i Storbritannien, blev vi inviteret til at spille i det ikoniske ’Top of the Pops’-program på BBC. Det er en optræden, som hele ens karriere står og falder med. 

Vi skulle flyve klokken fem om morgenen, men vi var booket til et show på Paddy’s i Horsens aftenen før, som jeg nægtede at aflyse. Vi havde udskudt vores optræden flere gange, og på det tidspunkt var vi stoppet med at spille på klubber. Man kan kysse opad lige så længe, man vil, men hvis man ikke kan kysse nedad, er du på røven, når vinden vender, og du har brug for Paddy’s i Horsens. Så vi optrådte i Horsens, og efter showet kørte vi med det samme til lufthavnen, og tog direkte ud til BBC, da vi landede.

BBC’s område er helt enormt og nøgent, der var absolut nul glamour og nul rock and roll, det hele var brunt og tv-røvsygt. Jeg forestillede mig hundredvis af publikummer og et fedt greenroom, hvor musiklegender havde siddet og fyret den af. Men der var næsten ingen mennesker til koncerten, og dem, der var, blev guidet rundt, så det på tv så ud, som om der var fyldt. Det eneste, jeg så backstage, var et klistermærke på et spejl, hvor der stod ’DJ Aligator’. Det havde han åbenbart klistret på, da han havde spillet der fire år tidligere.

Efter vores optræden kom en britisk ansat hen med to af vores singler og spurgte, om vi ville signere dem til Neil og Chris. Det tænkte vi ikke over. Ikke før hun fortalte, at det altså var Pet Shop Boys, som bad om en autograf.

7.

DER ER MANGE, som fejlagtigt tror, at jeg for alvor blev kendt i den danske offentlighed, da jeg blev dommer i ’X Factor’. Men det er ikke helt rigtigt. Da vi fik international succes, var vi massivt til stede på festivaler og i medierne over flere år. Det kom jeg igen, da jeg tabte en årelang skattesag i Østre Landsret i 2007. Jeg havde trukket kostumer og makeup fra i skat, fordi det var en del af mit arbejde, men det mente de ikke. Jeg blev sågar inviteret til et møde med daværende skatteminister Kristian Jensen, og jeg har haft grufuld politikerlede siden det møde.

Jeg kan ikke tale om den sag uden at komme op i det røde felt. En håndværker kan trække sit arbejdstøj fra, selvom de trasker rundt i deres overalls i Bilka, men jeg kan ikke trække mine kostumer fra. Det er helt hen i vejret, og jeg var rystet. 

I slipstrømmen på min skattesag og vores internationale succes blev jeg spurgt, om jeg ville være med til at starte et nyt underholdningsprogram. Ingen vidste på det tidspunkt, at ’X Factor’ ville blive en af Danmarks største tv-succeser, så det tog røven på os alle. 

Paw og jeg var netop gået i studiet igen efter at have rejst uafbrudt i to år. Jeg var vant til at arbejde fra 9 til 23, så ’X Factor’ lød som en loppetjans, og jeg regnede med at kunne bruge en masse tid i studiet ved siden af, men det spiste mig fuldstændigt. Pludselig kunne jeg ikke være til stede i studiet, som jeg plejede, og jeg blev koblet af dele af færdiggørelsen af albummet ’Electric Cabaret’. I de tre mest intense måneder, det stod på, kunne jeg slet ikke lave andet. 

Jeg lærte virkelig at skrue ned for mig selv i ’X Factor’- årene, fordi jeg vidste, at alt kunne og ville blive brugt imod mig. Men det har jeg ændret på siden, jeg gider ikke censurere mig selv. Jeg har set utallige artister blive interviewet, og man kan tydeligt se, at de er bange for, hvordan de bliver fremstillet. På et tidspunkt gjorde jeg op med mig selv, at det ville jeg ikke. Hvis jeg stiller op til noget, så er det for, at andre mennesker måske kan bruge det til noget, og hvis jeg fedtspiller, så kan man ikke bruge det til en skid. 

8.

DA JEG SÅ det første program, rykkede det fundamentalt ved, hvem jeg er i dag. Det, jeg så, var et menneske, der ikke sagde fra, når noget var ubehageligt, og jeg indså, at jeg aldrig skulle pynte på sandheden eller fordreje, hvordan jeg føler, hvis det larmer inden i mig. Jeg er nødt til at stå ved, hvordan jeg oplever en situation. 

Jeg voksede med den opgave, men det kostede også. Jeg var slet ikke klar til at rive alle de lag af løget på en gang. Men jeg havde sagt ja, og jeg måtte leve med det, men sagde nej tak, da de henvendte sig om en ny sæson. Men så fik jeg et opkald fra mit management. Min afløser var sprunget fra, og de ville gøre alt for at få mig tilbage. Jeg orkede ærligt talt ikke endnu en sæson, hvor jeg skulle være bolværket mellem Remee og Blachman, som var min helt klare rolle.

På det tidspunkt ville jeg hellere producere ny musik. Vi havde et album klar og var blevet tilbudt at spille i ’The Dome’, et stort tysk tv-program. Men jeg blev overtalt, fordi jeg igen troede, at jeg kunne nå det hele. Det viste sig selvfølgelig, at det kunne jeg ikke, og optagelserne til ’The Dome’ lå oven i et liveshow. Vi afsøgte alle muligheder, fra jagerfly til helikoptere, for at se, om vi kunne nå begge dele, men det kunne ikke lade sig gøre.

I anden sæson af ’X Factor’ var jeg blevet opgaven voksen. Min artist vandt også den sæson, og det kunne kun lade sig gøre, fordi jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Stik modsat første sæson, hvor jeg var totalt på glatis.

Med ’X Factor’ blev jeg mere folkelig, end jeg virkelig er. Fordi jeg havde de her hanelefanter på hver side, blev jeg opfattet meget mere likeable. Væk var hende, der var for vild til at spille på Crazy Daisy 10 år før, og væk var hende, der var for skør til ’Go’ morgen Danmark’. Det er jo den, jeg i virkeligheden er. Jeg er hende, der i en alder af 45 insisterer på at rende rundt i lakstøvler og netstrømper. 

Det, man ikke så i fjernsynet, var en dame med fucking temperament og kompromisløshed. Der er mange sider til sandheden om mig, og på tv blev jeg mere rund og blød. Det var ikke særlig fedt, når Infernal handlede om vildskab og at bryde rammer. Det hele blev mere spiseligt for en stund, men det var også lidt en løgn. Jeg ramte overliggeren af mit eget behov for opmærksomhed, for selvom jeg godt kan lide at blive set, hørt og at udtrykke mig, var problemet, at det ikke var mit eget kreative projekt og mine meritter som musiker, der blev vurderet.

9.

JEG FØDTE MIN DATTER Karmen i 2010, og det er den mest brutale livsomvæltning. Jeg fødte hende ved akut kejsersnit, hvor mavemuskulaturen bliver ekstremt påvirket. Det er altafgørende for en sanger, det kan påvirke stemmen sindssygt meget, og det gjorde det for mig. Det svarer til en håndboldspiller, der brækker armen og skal genoptræne. Når jeg lavede en lyd, kom der en helt anden ud, så jeg måtte lære at synge fra bunden. Det var en vanvittig hård tid.

Når du får børn, indser du, hvor lidt tid du har tilbage. Børn kræver så meget tid og så mange mentale ressourcer. Det er så skidehårdt. Det betyder ikke, at børn ikke er fantastiske, men jeg var vant til at arbejde konstant. Jeg ville gerne være til stede som mor, og jeg ville gerne have, at hun så mig mere, end hun så pædagogerne. Jeg afspadserede, hvis jeg havde været ude at spille i weekenden. Med det tidspres fandt jeg ud af, at jeg ville bruge de resterende arbejdstimer på målrettet at forfølge de kreative flueben, jeg manglede at sætte. 

Det betød, at Infernal famlede i 3-4 år, fordi vi havde glemt, hvad vores smag var. I den periode stoppede jeg også med at lave interview med kulørte blade. Vi var blevet så opmærksomme på, hvad modtageren ville have, at vi ikke tænkte over, hvad det var, vi ville. 

I 2014 tog jeg endnu en sæson med ’X Factor’, fordi vi vidste, at det gav nogle penge i kassen. Vi fik plads til at finde os selv. Vi reformerede både vores musik og vores visuelle udtryk. Inden vi stoppede op og revurderede os selv, kunne vi gøre ting live, som var sjove, men som ikke havde noget at gøre med, hvem vi er. Blandt andet havde vi et break i et nummer, hvor vi spillede noget fra ’Ghostbusters’. Vi mistede os selv uden at mærke det. Vi er til-gulvet-mennesker, der kan lide klubmusik. Vi brugte sindssygt mange timer i studiet og begyndte langsomt at dreje skibet i en anden retning.

Infernal har ramt bunden ad flere omgange. Og vi har været tæt på at gå i opløsning. Vi har smadret ting, og det har været meget dramatisk. Men det var, fordi det betød noget. Der har været lange perioder, hvor vi har måttet kæmpe for vores berettigelse. Men vi har rejst os hver gang, hvor andre kapitulerer, kaster håndklædet i ringen og giver op. Jeg er ikke daggammelt wienerbrød, før jeg selv synes det. Så længe jeg selv elsker at optræde, og så længe folk kommer til vores koncerter, er der ingen grund til at stoppe. Vi er bedre, end vi nogensinde har været. 

10.

DET HAR VÆRET helt hjernedødt at få lov til at spille igen efter genåbningen. Der har været halvandet års fest, der både skulle ud af os og af publikum. Selvom det snart er 25 år siden, vi startede Infernal, lukkede vi hovedscenen, da Syddansk Universitet holdt deres store genåbningsfest. Vi spillede side om side med unge rappere og dj’s. Vi har gjort det andre gange, og det er altså helt vildt. Hvor mange gør det efter 25 år? Og hvor mange kan blive ved med at være relevante for mennesker på 22 år? Når jeg oplever det, kan jeg godt blive lidt stor i slaget.

Jeg har aldrig villet anerkende mig selv som forretningskvinde og direktør. Det var bare noget, der skulle overstås. Men sådan er jeg begyndt at se mig selv, jeg vil gerne have en sund forretning, også når jeg bliver gammel, for hvad sker der, hvis jeg får en blodprop i hjernen? 

Det lyder ikke kunstner-pænt at tænke kommercielt, og det er ikke noget, man kommer på forsiden af Gaffa af. Men vi er blevet federe som kunstnere, fordi jeg kunne lave tv, og vi kunne producere musik til reklamer. Vi er også begyndt at lave øl – Infern­øl – sammen med Nørrebro Bryghus, og vi har fået produceret rom. Det kan også være, at vi laver en vodka i fremtiden, hvad ved jeg?

Vores mission nu er at lave noget, vi er stolte af, og alt det, vi har lavet siden 2016, er jeg pissestolt af. Det har aldrig været min ambition, at jeg skulle være en international stjerne eller ligge nummer et på alle hitlisterne. Jeg tror, at det er et usundt udgangspunkt for at lave musik. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi tænkt, at ’From Paris to Berlin’ skulle blive et kæmpe hit. Vi ville bare lave noget sej electropop med power-lyrik. Faktisk hadede jeg i begyndelsen at optræde med den, fordi den er langsom i forhold til den musik, vi havde lavet indtil da. 

Jeg forstår ikke de af mine jævnaldrende, som siger, at alt var bedre i 90’erne. Der bliver lavet så meget fed musik lige nu, og det gamle lort lyder ikke bedre. Man skal vide, hvad man står på skuldrene af, men man skal ikke hænge fast i en tid. Man kan kigge på ungdommen nu og trække dem direkte ud af ethvert klassebillede fra 90’erne. Min egen datter er begyndt at høre Nirvana.

Det hele går i ring. Alle 90’er-tingene har fået en revival, og jeg er overbevist om, at Infernals 00’er-vibes er det næste. I januar går vi ind i vores 25-års jubilæum, og hvis det, der er i støbeskeen, lykkes, bliver vi relevante igen. Man skal bare hænge i. Længe nok.”

JEG VOKSEDE OP i Østervang i Hillerød. Det er boligblokke ligesom alle andre blokke, både en rå og helt normal forstad. Stort set alle børn i blokkene gik på Skanseskolen, der senere har skiftet navn til Grønnevang Skole. Hver dag klokken fem minutter i otte kunne man se hele blokkens børn gå den samme vej mod ’Skansen’. 

Når jeg er tilbage i Østervang, er jeg 100 procent mig selv. Det er de gode, gamle dage. Min mor, mine to søskende og jeg boede i en treværelses lejlighed med en lille have foran. Det var et afrikansk hjem med alle mulige ghanesiske ting og sager. 

På mit værelse havde jeg et skab, en seng, en cd-afspiller og en masse album. Jeg hørte Kanye West, 50 Cent, Snoop Dogg og Black Eyed Peas. Og så havde jeg de der brændte cd’er, som ikke virkede halvdelen af tiden på grund af ridser og snavs, så jeg måtte gnubbe dem mod min T-shirt for at få dem til at virke. 

Jeg har altid haft musik i hjertet. Siden jeg var helt lille, hamrede jeg løs på en guitar uden at kunne spille en eneste akkord og øvede trommer uden at vide, hvad jeg lavede. Jeg vil gerne vise mine rødder i min musik. 

Det var først, da jeg begyndte i ungdomsklub omkring 11-årsalderen, at det blev sat i system. En pædagog gav en gruppe af os blok og papir, og så skulle vi forsøge at skrive en tekst. Dengang døbte jeg mig selv ’Lil G Boy’. En halv time efter skulle vi så præsentere det, vi havde skrevet, for hinanden og pædagogen. Vi grinte helt vildt af hinandens tekster, for det var ikke sejt at være rapper dengang. Hvis man sagde, man ville være rapper, kiggede folk lidt skævt. 

Radioen var altid tændt hjemme hos os. Om det så har været reggae, afrikansk musik eller dansktop. Der har altid været instrumenter, og min mor har altid sunget for mig. Men det er ikke sådan, at min familie har sagt til mig, at jeg bare skulle droppe skolen og gå efter at rappe. De sagde det stik modsatte. Min mor forsøgte på et tidspunkt at sende mig til kirkekor, men det droppede jeg hurtigt. Jeg var der én eller to gange, så var jeg bare ude derfra. Jeg ville bare gerne stå og spytte i boksen.

Det var primært amerikanske artister, vi hørte, og vi fattede slet ikke, hvad de rappede om. Engang spurgte jeg vores pædagog, hvad smack that og hit ’em up betød, men så fik jeg at vide, at det var jeg lidt for ung til at vide. Jeg elskede musikken, men der var ikke så meget, jeg kunne forstå. Det er sjovt at tænke på, at det er blevet fuldt sejt at ville være rapper. Nu har de unge en masse artister at se op til, uanset om det er mænd eller kvinder. 

I FOLKESKOLEN VAR det helt standard, at det ikke var sejt at være afrikaner. Det er noget, jeg ikke kan glemme. Folk løj, og det gjorde jeg sikkert også selv, om, at de var fra Frankrig eller Brasilien eller Portugal, i stedet for at sige Nigeria eller Ghana. Det var ikke cool eller in at være fra et afrikansk land. Det var åbenbart sejere at være afrikansk franskmand end ghaneser, hvilket er helt sygt at tænke på. Jeg tror, at vi alle var lidt sat tilbage i tiden i forhold til kontinentet Afrika. Man tænkte på safari og lerhytter og SOS Børnebyerne. Folk var uvidende, men vi ved bare mere om forskellige kulturer og lande i dag. 

Pludselig blev det cool at være afrikaner. Så lavede Drake og en masse andre musikere afro-inspireret musik, og nu kører det også herhjemme. Når de største artister i verden anerkender en kultur og en lyd, bliver det cool, og så tror jeg også, folk får lyst til at fortælle, at de er stolte over at være et bestemt sted fra. I Danmark har vi ikke haft mange store afrikanske artister. Det er helt nye tider for den nye generation, som kan spejle sig i mange flere forbilleder. 

Jeg var tæt på aldrig at gøre folkeskolen færdig. Jeg droppede ud af 7. klasse, fordi jeg var en lille rod med for meget krudt i røven. Jeg var forvirret, og jeg spildte min tid på alle mulige dumme ting. Om morgenen tog jeg skoletaske på, og så tog jeg ud med en ven, som også pjækkede. 

Uden at skulle fortælle for meget lavede jeg en masse ting, som jeg ikke er stolt af i dag. Nogle år senere vendte jeg tilbage og tog både 9. og 10. klasse.

Men der gik alligevel en del år, før jeg fandt ud af, hvad jeg gerne ville opnå med mit liv. Hver dag tænkte jeg på, hvor dovent et liv jeg levede. Jeg havde ingen mål og ingen drømme. 

Da jeg var allermest nede, mødte jeg folkene bag Cannibal Records. Her var der nogle gode mennesker, som kunne lide mine demoer og syntes, at jeg havde potentiale. De havde set mig optræde i ungdomsklubben. Efterfølgende fortalte de mig, at jeg kunne komme langt, hvis jeg gik 100 procent efter det i stedet for at fortsætte den dårlige livsstil. Cannibal Records trak mig væk fra gademiljøet og alt det spildtid-lort, jeg havde gang i. 

De sagde, at jeg nu havde et sted hos dem. Jeg fik en nøgle, så jeg kunne låse mig ind i studiet. Og de sagde, at jeg skulle fokusere på musikken. Jeg brugte mange timer i studiet alene, mens mine venner var ude at hygge, arbejde eller gøre, hvad de nu gjorde. Det gav mig et fokus, at jeg kunne tage derud og lave noget med mening. Indtil da havde jeg kørt African time, men jeg er blevet bedre til at holde aftaler. Der var pludselig forpligtelser, ansvar og disciplin. Det handlede om at gå fra dreng til mand. Jeg var en gadedreng, der bare ville have det sjovt. Men de gav mig rammer og struktur.

DER ER NOGLE artister, som godt kan lide at fortælle om det lort, de har lavet, fordi de synes, at det er sejt. Jeg synes overhovedet ikke, det er sejt. Jeg havde en periode, hvor jeg gjorde, hvad jeg skulle for at kunne forsørge mig selv, men det er ikke noget, jeg er stolt af. Folk skal ikke misforstå mig og tro, at jeg prøver at glorificere en eller anden livsstil. 

Jeg forsøger at gå væk fra den der gangster-kliché med pistoler, penge og damer, det gider jeg ikke. En ting er at leve det og gå igennem det, men det er ikke den, jeg er. Jeg vil ikke glorificere det i min musik. Jeg skal ikke rappe om, at jeg har gjort sådan og sådan, for så sidder der en lille knægt et sted og tænker, at det er cool, at Ice gør sådan og sådan. Det tænker jeg meget over. 

Jeg skreg selv med på ’Hit ’Em Up’ af Tupac uden at vide, hvad det betød. Man kan ikke bebrejde børnene, for de gentager bare, hvad de hører. Man kan måske bebrejde dem, der leverer musikken, men det er jo op til den enkelte. Musik gør noget. Det skaber en livsstil. 

Jeg er glad forfor, at folk kan lide min musik, men man skal passe på med det der idol-noget. Jeg er ikke perfekt, jeg laver også fejl, og jeg har lavet mange fejl, uden at jeg vil komme for meget ind på det. Jeg er langtfra perfekt. 

Der har været flere episoder, hvor jeg har mistet folk. Min nye single ’Aldrig glemt’ handler om en kammerat, som jeg mistede i et biluheld, da jeg var 16 år. Min ven, hans bror og en veninde havde været i byen. Bagefter tog de bilen hjem og kørte lige ind i en elmast, og alle i bilen døde på stedet. Man kunne virkelig mærke, når min ven var til stede. Sådan en type var han. Vi var meget unge, så det kom virkelig som et chok. Jeg er ikke kendt for at lave tude-musik, så det skulle være en god blanding, og jeg havde ham i tankerne, da jeg skrev sangen. 

Jeg gav Danmark afro-vibes fra 2014, men det er først nu, timingen er der. Det handler om groove og rytme, om trommer og gode vibes. Jeg kan ikke tale producersprog, men når trommer giver dig lyst til at bevæge kroppen, så ved du, at du har ramt plet. For mig er det spiritual.

SIDSTE ÅR VAR det mærkeligste i mit liv. På den ene side fik jeg en sang med i FIFA 21 og toppede alle hitlister med ’ErruDumEllaHvad’, men på den anden side lukkede hele landet ned, så jeg ikke kunne optræde overhovedet. Folk fra hele verden danser med på mit track, selvom de ikke forstår noget som helst af min rap. Det var både det sygeste år og et nederen år. 

Faktisk var det helt vildt tilfældigt, at sangen overhovedet blev til. Det var en almindelig aften i studiet, hvor producerne smed et beat i ørerne på mig, som jeg egentlig ikke var så vild med. Men jeg kan godt lide udfordringer og tænkte bare ’fuck det’. Jeg freestylede hele det første stykke, og da jeg kom ud, sagde producerne, at det var for sindssygt. Jeg troede ikke helt på det, men gik ind igen og rappede omkvædet og genbrugte et vers fra en anden sang, jeg arbejdede på, og så var sangen færdig.

På trods af den hype, der har været, har jeg strugglet i lang tid, og det er først her på det seneste, at jeg kan leve af musikken. Jeg havde lige udgivet min tredje single, ’Blondiner og brunetter’, da jeg begyndte at få shows i Sverige og Norge. Dengang lagde vi ingenting i lommerne. Det hele handlede om at få Cannibal Records til at køre rundt. Det var all money in, no money out, og det var sindssygt hårdt i perioder.

Jeg tror, vi klarede det, fordi der var et sammenhold. Hvis en havde en pizza, fik alle et stykke. Alle i studiet var i samme båd, og vi havde samme mål. Folk omkring mig kunne se, at jeg lavede shows i Norge og Sverige og havde succes på YouTube, så de troede, jeg var flyvende. Men det var jeg sgu ikke. Så skulle der betales for coverbilleder, studieudstyr, musikvideoer og så videre. Det koster altså lapper. 

Jeg var nødt til at opføre mig ældre, end jeg var. Det var hårdt at gøre i en ung alder. Nu arbejder jeg med mit debutalbum, som kun mangler det sidste krydderi. Det skal jeg arbejde hårdt
på, så jeg kan bevise, at jeg ikke kun er en single-artist. Jeg har altid følt, at jeg skulle tage trapperne, hvor andre har taget elevatoren.

Icekiid med det borgerlige navn Jermyn Creppy er en 24-årig dansk-ghanesisk rapper. I 2016 udgav han hittet ’Blondiner og brunetter’, der er streamet mere end 15 millioner gange på Spotify. I 2020 udgav han singlen ’ErruDumEllaHvad’, som har mere end 21 millioner streams på Spotify og toppede de danske hitlister. Efterfølgende blev han kontaktet af spilfirmaet EA, som ville bruge nummeret i fodboldspillet FIFA 21.

EN SORT ROLLS ROYCE triller langsomt ned ad Søgade, gennem Ringsteds centrum. Først passerer den rådhuset, så torvet foran kirken, videre forbi lokalavisen, inden den svinger til venstre ved Ringsted Kulturhus og forsvinder ind på en parkeringsplads, hvor frostvejret her over middag er ved at slippe sit greb om asfalten. 

Et lille minuts tid senere kommer en skikkelse til syne rundt om hjørnet. I sorte støvler, stramme sorte jeans, læderjakke og håret kæmmet baglæns, væk fra pandebrasken. Han stikker en tatoveret knytnæve frem, hvor navnene på hans forældre er indgraveret hen over knoerne – ’Jørn’ på højre, ’Else’ på venstre – og lader blikket falde på facaden og på plakaterne fra corona-aflyste koncerter, som hænger, hvor indgangen var i gamle dage, dengang det hed et medborgerhus. 

”Folk plejede at stå herude og drikke bajere fra supermarkedet. Det var billigere end at købe dem inde i baren,” siger han.

45-årige Michael Poulsens stemme er hæs. I efteråret, netop som han havde færdiggjort indspilningerne til Volbeats ottende album, begyndte han at få problemer med stemmen. Først kunne han ikke synge og siden knap tale. Lægerne frygtede, at det var en svulst, men det viste sig at være en polyp på stemmebåndet, der ikke var farlig, men som skulle fjernes ved et simpelt indgreb. Da han kom hjem fra hospitalet, lød lægens ordre på tre dages komplet stilhed. Så Michael Poulsen sendte sin forlovede og parrets snart fireårige datter hjem til svigerfamilien i Jylland og tog på silent retreat i sit eget hjem i Næstved. Men stemmen er stadig påvirket. 

DET ER FORSANGEREN, der har valgt, at vi skal mødes foran Ringsted Kulturhus. Ved siden af ham står en høj mand. Det er Toke Holt, der kender Michael Poulsen fra gamle dage i metal-miljøet, og som var Volbeats manager, indtil bandet blev så store, at de i 2016 indgik en aftale med amerikanske Q Prime Management, som også har Metallica og Muse i stalden. I dag er han med til at arrangere Copenhell og er konsulent for Volbeat på det danske marked – og det er ham, der har sørget for, at vi kan komme ind i det ellers corona-lukkede kulturhus.

Michael Poulsen besøgte stedet for nylig, da han skulle optage en podcast for Danmarks Radio, men ellers har han ikke været her i en menneskealder. I de mellemliggende år er han gået fra at spille hård dødsmetal – der i mainstreammedier mest fik opmærksomhed, fordi Michael Poulsen dengang kaldte sig satanist – til at være frontmand for et rockband, som spiller udsolgte arenakoncerter i hele verden og har solgt flere millioner album. 

Men det var her, det hele startede – en aften i 1991. Publikum bestod af gamle skolekammerater, venners venner, folk fra det sjællandske heavy-miljø – og en enkelt midaldrende kvinde, der var kommet for at ”høre noget tråd”. Det var Michael Poulsens mor. Fra sin plads bagerst i salen kunne hun se sin 16-årige søn med langt, sort hår, sort tøj og pentagram-kæder om halsen træde ud af røgen fra røgmaskinen og op til mikrofonstativet, udsmykket som et omvendt kors. På scenen slog han sin elguitar an. Og growlede, så hele salen rungede af død og ødelæggelse.

DEN ENESTE LYD, der i dag fylder kulturhuset, er boremaskiner fra håndværkere. De udnytter corona-nedlukningen til at give den gamle, hvidkalkede bygning en overhaling, og Michael Poulsen får støv på læderstøvlerne, da han undskyldende afbryder deres arbejde for at vise salen, hvor han spillede sin allerførste koncert med bandet Dominus. Den ligger for enden af en lang gang, som ikke ser ud af meget, men som ”dengang føltes, som om jeg gik hele vejen ind på scenen på Madison Square Garden”.

I salen er der plads til 200 mennesker, og ifølge Michael Poulsen var der propfyldt den aften i 1991. Både fordi lokalavisen havde bragt en omtale af koncerten, og fordi bandmedlemmerne havde cyklet rundt natten forinden og klistret plakater op i byen – først med tapetklister og siden, da de løb tør, med syltetøj.

Det var en lokal bibliotekar på Ringsted Bibliotek, som hjalp med at få showet i stand. Som inspiration til bandets sangtekster havde Michael Poulsen og hans venner, en lille gruppe langhårede, sortklædte rødder, været på jagt efter ’Satans Bibel’ – et manifest skrevet i 1969 af den amerikanske okkultist Anton LaVey. Men i byens boghandel blev ekspedienten ligbleg og rystede på hovedet, så i stedet gik turen til Ringsted Bibliotek på Tværallé lige over for håndboldhallen og fodboldbanerne. Heller ikke her var ’Satans Bibel’ på hylderne, men der var andre okkulte værker, Michael Poulsen og hans venner kunne bruge. 

På biblioteket bemærkede bibliotekar Susanne Byberg de unge dødsmetal-drenge, der blev ved med at komme og låne obskure bøger. Måske tænkte hun, at der i byen var flere af deres slags. En dag henvendte hun sig til Michael, som gik rundt mellem hylderne i sorte militærstøvler og lang, sort cottoncoat. 

”Kunne I tænke jer at dekorere et heavy metal-hjørne her på biblioteket?” spurgte hun.  

Det kunne Michael Poulsen og hans venner ikke se fidusen i. Men så tilbød Susanne Byberg, at drengene – der ofte havde pjækket fra skole for at tage toget til København og bruge deres lommepenge på plader i musikbutikken Rock Uglen – kunne få penge til at købe musik til det nye hjørne på biblioteket. Det skulle bare ligne deres værelser derhjemme med metal-plakater og undergrundsmagasiner. Michael Poulsen sagde ja. Og der var også en anden gulerod: Susanne Byberg fortalte, at hvis de hjalp hende, kunne hun måske skaffe dem et show nede i medborgerhuset.

”Vi havde kun fem numre og var så hurtigt færdige, at vi måtte spille det samme set to gange. Jeg tror ikke, at halvdelen af publikum nogensinde opdagede det.”

BAGEFTER SIDDER VI i Michael Poulsens Rolls-Royce Phantom med læderindtræk, heavy metal-cd’er i handskerummet, Faxe Kondi Light på dåse i kopholderen og en barnestol på bagsædet. Ud fra parkeringspladsen kører også en sølvgrå Volvo S40, og i den sidder Toke Holt, der kører efter os gennem Ringsted i en afstand, så han kan anes gennem bakspejlet. Michael Poulsen svinger sin bil ned ad Jyllandsgade, der går mod vest ud af byen, videre ind på Hækkerupsvej og stiger ud i et lille parcelhuskvarter ved Klosterlunden, en park i Ringsted, der oprindelig hørte til et kloster i forbindelse med Sct. Bendts Kirke. 

Stedet husede en danseskole, da Michael Poulsen var ung, men i dag er det en byggeplads, og han må stille sig på tæer for at kigge over hegnet og ind ad vinduet til sit gamle øvelokale. Her slog han på sine første strenge i bandet Satan’s Servants, som Michael Poulsen en kort overgang – før Dominus – havde sammen med vennerne Kim og Jonas og Carsten fra parallelklassen, der havde en stortromme, en lilletromme og en hi-hat derhjemme. På tv havde de set det amerikanske band Anthrax, der spillede trash metal iført hawaiiskjorter, og de var enige om, at sådan ville de også være. Der var bare ét problem: De havde intet udstyr og intet sted at øve. 

Men Michael Poulsen havde en kæreste, som gjorde rent på det lokale fritidshjem, hvor der var et musikrum. Under påskud af at ville hjælpe med rengøringen tog han en dag med hende, efterlod et åbent vindue og vendte senere tilbage sammen med Kim efter mørkets frembrud. De stjal guitar, bas og forstærker og gemte det hele i Michael Poulsens forældres garage. 

Da hans far spurgte, hvor de havde fået instrumenterne fra, løj han og fortalte, at han havde lånt dem af en musiklærer henne på skolen. 

På danseskolen på Hækkerupsvej fik Michael Poulsen lavet en aftale med læreren om, at de kunne låne et omklædningsrum, når der ikke var danseundervisning – 20 kroner i leje per gang. De cyklede frem og tilbage med udstyret på Michael Poulsens BMX-cykel, Carsten på sadlen med stortrommen i hånden, mens Michael stod op og trådte i pedalerne med forstærkeren på styret og guitaren på nakken.

Som ugerne gik, begyndte forældrene at undre sig: Skulle de der instrumenter ikke leveres tilbage? Og Michael Poulsen fik dårlig samvittighed, for hans kæreste var blevet fyret for ikke at have lukket vinduet til musikrummet. En sen aften, uden at nogen så det, cyklede han ned og leverede instrumenterne tilbage. Det viste sig også hurtigt, at Kim, Jonas og Carsten ikke mente det der med at lave musik helt så seriøst som deres bandkammerat. 

I stedet stiftede Michael Poulsen Dominus med Morten, en anden ven fra Ringsted, som kendte en af de ældre drenge, der spillede heavy metal i øvelokalerne oppe i medborgerhuset – når de ikke sad i spjældet. En af dem solgte hælervarer, og for sine konfirmationspenge købte Michael Poulsen sin første el-guitar. Det var en Mad Axe med ’rund næse’, men spillede man heavy, skulle guitaren helst være spids som et horn og sort som kul, så Michael Poulsen lånte en nedstryger: ”Jeg skar den til, gav den en gang sort spraymaling og et Dominus-klistermærke. Så var jeg i gang.”

MICHAEL POULSEN sætter kurs mod sit barndomshjem på Egevej, men halvvejs træder han pludselig på bremsen og drejer ind til siden. På den modsatte side af gaden ligger købmanden på Rønnedevej – af de lokale kaldt ’Bornholmeren’. Michael Poulsen er pludselig kommet i tanke om tiden, da han gik på teknisk skole med sin ven Henrik ’Henning’ Tångberg.

Dengang lå skolen et stenkast fra købmanden, på den anden side af jernbaneskinnerne, og de to unge mænd skulle egentlig oplæres som elektrikere, men lavede mest kortslutninger og sprængte relæer og var mere interesserede i at ”patte bajere ovre ved købmanden i frikvarteret, så vi kom halvfulde tilbage i skole”. 

Det blev til seks måneder på teknisk skole. Ved siden af arbejdede Michael Poulsen videre med sit band, printede Dominus–flyers på kopimaskinen oppe på rådhuset, hvor hans mor gjorde rent, og byttede demobånd med andre bands i ind- og udland – det var sådan, man maste sig frem på heavy-scenen i 90’erne. En dag blev han ringet op af Andreas Ludvigsen fra pladeselskabet Diehard Music. Han ville have Dominus med på en opsamlings-cd fra den danske undergrund. 

Senere lykkedes det Michael Poulsen at få kontakt til et græsk pladeselskab, som udgav bandets første syvtommer-vinyl. Samtidig turnerede Dominus rundt i Danmark i gamle kassevogne, de havde lejet, og som de overnattede i, hvis ikke de kunne sove hos det opvarmningsband, de havde hyret. 

Michael Poulsen var forsanger, booker, manager og revisor og levede med egne ord af whisky, flæskesvær, kolde pølser, kakaomælk og det, de kunne få ud af spillestederne, der ikke betalte bandet for at spille, men kun dækkede deres udgifter – hvis ellers de huskede kvitteringerne. 

”Vi kom ikke hjem med andet end tømmermænd og knækkede guitarstrenge. Men det handlede ikke om at tjene penge, kun om at komme ud og spille.”

’MØRKEMANDEN FRA RINGSTED’ blev han kaldt, da han første gang blev anmeldt, i B.T. 

Michael Poulsen var helt fra starten inspireret af Kim Bendix Petersen alias King Diamond, der med bandet Mercyful Fate var Danmarks første store internationale døds-heavy-metal-stjerne.  Herhjemme levede Mercyful Fate og Kim Bendix fra Hvidovre en ret anonym tilværelse, men i 1990 sagde Kim Bendix i TV 2-programmet ’Eleva2ren’, at han var satanist – og det gav overskrifter. 

Michael Poulsen så dem og tænkte: ”Dét kan jeg også.” Og han fik ret. Han begyndte at optræde som satanist i avisartikler og sagde, at man måtte skyde hovedet af ham, hvis han nogensinde fik et lyst livssyn. Ekstra Bladet døbte ham ’Djævlebarnet’ i et interview, og hjemme i Ringsted begyndte politiet at ringe, når der blev begået hærværk mod kirken, selv om han intet havde med det at gøre. ”Er det ikke lige at tage den et skridt for langt?” sagde hans forældre. Men mest af alt grinede de, når Michael Poulsen fortalte, hvordan det fik opmærksomheden omkring Dominus til at stige.

Da Michael Poulsen første gang fortalte sine forældre, at han ville være rockmusiker, var svaret fra hans far det samme som altid: Han måtte gøre lige, hvad han havde lyst til, men han skulle fandeme arbejde hårdt for det. Og så længe han boede hjemme, skulle han have et job ved siden af. At forældrene støttede deres søn i alt, også i at spille heavy metal, hvis det var det, han ville, blev tydeligt juleaften samme år. I 1991, det år, da Michael Poulsen spillede sin første koncert i medborgerhuset i Ringsted, lå der under juletræet en indbundet pakke. Da han rev papiret af, kunne han se den bog, han var gået forgæves efter hos boghandleren og på biblioteket: ’Satans Bibel’.

”VI KAN JO LIGE SE, om hun er hjemme,” siger Michael Poulsen og parkerer Rolls-Roycen i vejkanten på hjørnet af Egevej. Hans far er død, men hans mor bor her stadig. Vejskiltet stikker op, en anelse skævt, gennem hækken, der omkranser det lille cremehvide parcelhus med sort tag og en trægarage, som går ud fra den ene gavl. Michael Poulsen spænder et mundbind på ørerne og ringer på døren i indkørslen. En lille, gråhåret dame i mørkeblå trøje, bukser og hjemmesko åbner – et kort sekund ser hun overrasket ud. Så trækker Michael Poulsen mundbindet ned og afslører et stort smil.

”Din dumme unge,” siger Else Poulsen på midtsjællandsk med lange vokalstød. Sådan taler Michael Poulsen også, men med knap så tydelig dialekt.

”Beklager, vi kommer brasende, jeg ville bare lige vise mit drengeværelse frem. Vil du ikke låse op deromme?” spørger han og går rundt om huset, gennem en låge til haven, hvor Else Poulsen kommer til syne i bagdøren.

”Det var sgu da heldigt, jeg var her, jeg har lige været oppe at handle,” siger hun og får øje på Toke Holt, der kommer trissende rundt om hjørnet for også at få et glimt af Volbeat-forsangerens barneværelse, som han ikke har set før. ”Hej Toke!” udbryder hun.

Michael Poulsen lukker lågen bag sig: ”Her er jeg sateme kommet dinglende mange gange midt om natten, og så var det jo luksus at have sin egen indgang, man kunne snige sig ind ad.”

”Snige sig?” griner Else Poulsen. ”Jeg lå da vågen og lyttede hver eneste weekend. Først når jeg kunne høre lågen smække, kunne jeg slappe af og lægge mig til at sove.”

INDEN FOR DØREN til venstre ligger Michael Poulsens gamle værelse, hvor Else Poulsen i dag selv sover. Det er dekoreret med indrammede Volbeat-plakater, gamle analogfotos af en ung Michael Poulsen og hans søskende – to tvillingepar med 12 års mellemrum – et cd-anlæg og en seng. Rummet er næppe mere end 10 kvadratmeter, men dengang var det intet problem at klemme mange mennesker ind, når Michael Poulsen og hans venner skulle drikke bajere og høre heavy metal-plader, inden de tog på Kong Valdemars Pub nede i byen. 

Han var den eneste i gruppen, der ikke røg, værelset stod i en tåge, og når familiens hund Busser kom trissende ud fra værelset, efter drengene var taget i byen, og ind i stuen, måtte Else Poulsen smide den ud, for den stank af cigaretter.

”Glæder du dig til april, Else?” spørger Toke Holt.

”Ja, det kan jeg love dig for.”

Hvad sker der i april?

”Dér venter Jeanet og jeg vores andet barn, en dreng,” bryder Michael Poulsen ind.

”Han havde jo sagt til mig, at jeg ikke skulle stikke næsen op efter børnebørn fra hans side,” smiler Else Poulsen.

”Man skal jo møde den rigtige,” svarer Michael Poulsen, der virker en anelse forlegen.

”Jeg er bare glad for, at jeg fik lov til at opleve det. Det gjorde hans far jo ikke,” siger Else Poulsen.

”Ej, Toke, du skal altså lige se, hvad jeg har herinde,” siger hun så og trækker os med ind i stuen, da vi skal til at sige farvel. Over sofaen hænger otte af Volbeats guld- og platinplader, stilet til Michael Poulsens mor. Dem har Toke Holt sørget for at sende til Ringsted. Her hænger de, flankeret af et foto af Michael Poulsens datter til venstre og et barndomsbillede af Volbeat-forsangeren og hans tvillingesøster til højre.

MICHAEL OG MAIBRITT blev født 1. april 1975 på Slagelse Sygehus. Da de ringede fra fødeafsnittet, troede Jørn Poulsen, at der var tale om en aprilsnar: Tvillinger igen, akkurat som 12 år før, da Michael Poulsens to ældre søstre, Susanne og Marianne, kom til verden – det kunne ikke passe. Sådan fortæller Susanne, der i dag hedder Nielsen til efternavn, historien. Snart var der fire børn i det lille hjem, hvor faren var jord- og betonarbejder og stor fan af rock and roll fra 50’erne og 60’erne, særligt Elvis Presley og Johnny Cash. De kørte på pladespilleren fra morgen til aften, og faren var en af de første i byen til at anskaffe sig en VHS-maskine, så han kunne se koncertoptagelser med de to amerikanske stjerner på familiens tv. Her sad Michael Poulsen tryllebundet, og en dag fandt hans mor ham på stuegulvet med en sprittusch i hånden – i færd med at farve sit hår sort ligesom The King.

I nabohuset på Egevej boede Michael Poulsens mormor og hans morbror, der var hjemmeboende. Fra udhuset, hvor morbroren havde værelse, lød andre toner, end Michael Poulsen var vant til på sin fars pladespiller. Sammen med sin tvillingesøster var han ofte på besøg, og en dag, mens han gik pladesamlingen igennem, faldt han over en plade, hvis cover forestillede en sorthåret kvinde alene på en kirkegård. ’Black Sabbath’ stod der med sorte, gotiske bogstaver på den.

Da Michael Poulsen spurgte sin morbror, om han måtte høre den, svarede han nej, det var han ikke gammel nok til. Det gjorde bare nevøen endnu mere nysgerrig. En dag, da Michael Poulsens morbror var kørt op i byen på sin knallert, hoppede han derfor over hegnet, fandt nøglen under dørmåtten, låste sig ind og satte pladen med Black Sabbath på. Ifølge Michael Poulsen var tonerne, der kom ud af højttalerne, med til at forandre hans liv:

”I det øjeblik vidste jeg, hvad jeg ville. Næste gang jeg kom over til min morbror, spurgte han: ’Nå, var det en god Black Sabbath-plade?’ Han kunne se, at jeg havde været derinde, og lod mig tage pladen med hjem: ’Men lad være med at spille den baglæns,’ sagde han, ’så kommer djævelen efter dig.’”

MICHAEL POULSEN OG DOMINUS udgav fire album fra 1994 til 2000. Men allerede efter det tredje, i 1997, følte Michael Poulsen, at han var ved at være færdig med dødsmetal. Han var flyttet til København som 19-årig for at forfølge drømmen om en musikkarriere, og han tjente penge på forskellige småjobs ved siden af, blandt andet som støttelærer for en dreng med muskelsvind. Han havde klippet sit lange hår, droppet det sataniske tekstunivers og forsøgte at trække Dominus i en lidt mere melodisk retning, blandt andet ved at synge i stedet for at growle. På lange cykelture hjemme i Ringsted havde han øvet sig på at synge med walkman og Elvis, Cash og Metallica-forsanger James Hetfield i ørerne.

Ingen af delene faldt dog i god jord i det inkarnerede heavy-miljø, hvor man helst skulle både se ud og lyde på en bestemt måde. Samtidig var Michael Poulsen begyndt at savne lyden af sin barndom. Han købte plader med Elvis Presley og Johnny Cash og startede sin egen samling af den musik, hans far havde hørt. I 2000 opløste han Dominus og skrev en håndfuld sange, der lød helt anderledes end noget, han havde lavet tidligere – en blanding af heavy metal og rock and roll.

Michael Poulsen ringede til sin ven Jon Larsen, som han kendte fra Roskildes heavy metal-scene, og spurgte, om han stadig spillede trommer. Jon Larsen svarede, at det var nogle år siden, men at trommesættet stadig stod ude i garagen. De mødtes, og Michael Poulsen spillede sine numre, der stak i vidt forskellige retninger musikalsk. Han fortalte, at han ville lave et band opkaldt efter Dominus’ tredje album, ’Vol.Beat’. Og der skulle kun være én regel: at der ikke måtte være nogen regler.

Volbeat blev stiftet i 2001, men de første år lod succesen vente på sig. De ville spilles i radioen, men det var ikke nemt at få et demobånd frem til musikcheferne i DR, så Michael Poulsen, der i Dominus-tiden havde haft job som rengøringsassistent i DR Byen, fandt sin gamle ISS-uniform og sit navneskilt frem. Han tog cyklen, gik ubemærket ind ad hovedindgangen til DR, efterlod sine demobånd i radiostudierne og skyndte sig hjem. Men effekten udeblev. Volbeat måtte gå i studiet igen og lave endnu en demoplade – og så gav det lille hollandske pladeselskab Mascot Records dem en kontrakt.

Derfra gik det stærkt. Volbeat albumdebuterede i 2005, to år senere åbnede de Orange Scene på Roskilde Festival, og i 2009 tog de på USA-turné som opvarmning for Metallica. I dag, når Michael Poulsen skal på landevejen, foregår det ikke længere i en lejet kassevogn, men i ni dobbeltdækker-tourbusser og 20 lastbiler fyldt med instrumenter, lys, sceneshow og merchandise.

PÅ VEJ UD AF Ringsted kører vi ad landevejen, hvor Michael Poulsen som ung plejede at cykle til Næstved på sin BMX for at købe plader. I dag kører han turen i bil mod Næstved, hvor han bor sammen med 31-årige Jeanet Carlsen.

De to mødte hinanden til en koncert i Danmark, hvor Michael Poulsen gav hende sit guitarplekter. Men da han kom hjem, kunne han ikke slippe tanken om kvinden, der fik plekteret. 

”Der var bare noget særligt ved hende,” siger han.

Efter langs tid søgning fandt han hende endelig på bandets fansite, men Michael Poulsen er ikke på Facebook, og derfor oprettede han en falsk profil for at skrive til Jeanet Carlsen. Beskeden havnede i spam-filteret, der gik flere måneder, inden hun svarede, og da hun endelig gjorde, troede hun til at begynde med ikke på, at Michael Poulsen var … Michael Poulsen. Så han måtte ringe hende op, og de aftalte at mødes. Da de nogle måneder senere blev kærester, var det første, Michael Poulsen sagde til hende: ”Jeg skal ikke have børn.”

Ofte har Volbeat spillet mere end 100 shows om året, og den tilværelse var for Michael Poulsen ikke forenelig med det at være far.

”Ja, jeg fortalte mine forældre, at jeg aldrig ville have børn, det måtte være rigeligt med mine tre søstre, som har to unger hver,” siger han, rækker ud mod bakspejlet og fisker et par solbriller frem for at skærme mod vintersolen, der blænder fra asfalten.

”I MANGE ÅR, fordi jeg har nået en vis status, har det hele handlet om mig-mig-mig, men jeg kan sateme hurtigt blive træt af at høre om mig selv. Ubevidst tror jeg, at jeg begyndte at tænke på børn. På et tidspunkt sagde min kæreste: ’Når der er meet-and-greet med fans, og et forældrepar har deres børn med, laver du ikke andet end at tale om dem, og når du kommer hjem fra turné, kan du ikke huske nogen af koncerterne. Det eneste, du snakker om, er de små piger med rottehaler, som kommer op og siger hej til dig i deres Volbeat-T-shirts. Du er jo helt solgt.’ Til sidst kom jeg hjem og sagde: ’Jeanet, skal vi ikke blive forældre?’ Hun sagde ja, og hun blev gravid på to dage, da jeg var hjemme en uge fra en turné i USA. Hun afslørede det ved at sige, at vi var løbet tør for havregryn. Jeg svarede, at det kunne ikke passe, jeg havde jo lige købt en pakke, men hun insisterede: ’Prøv selv at åbne pakken,’ sagde hun. Jeg vendte bunden i vejret på den, og ud dumpede en positiv graviditetstest. At se de to streger – det er den vildeste oplevelse, jeg har haft i mit liv. I dag, når jeg kommer hjem, kan jeg endelig tage den der fucking Volbeat-hat af og koncentrere mig om den lille trold, der fiser rundt – om noget, der er større og vigtigere end mig selv.”

DET BEGYNDTE I Dominus-tiden, men dengang kunne han ryste tømmermændene af sig. Og i de første år med Volbeat havde han altid sin trofaste ven Jack Daniel’s med sig – på scenen kunne han tømme en flaske i løbet af en koncert. 

En dag i 2008, da Michael Poulsen var på vej på turné, hvor Volbeat skulle varme op for Metallica, ringede telefonen. Det var hans storesøster Marianne, som fortalte, at deres far var død, mens han lå og sov, 63 år gammel, af et hjertestop. Michael Poulsen ræsede hjem til familien. En uge senere fik han tatoveret sine forældres navne på knoerne og tog på landevejen igen, men han var ramt af dyb sorg og faldt ned i et sort hul, der fik alkoholforbruget til at eskalere. I en periode var Michael Poulsen knap i stand til at skelne dagene fra hinanden.

Året efter, under en koncert i USA, hvor vennen Mikkel Kessler var blandt publikum, kom forsangeren ud til bokseren backstage efter koncerten med en tom flaske whisky i hånden.

”Har du drukket hele den flaske oppe på scenen?” spurgte Mikkel Kessler.

”Det har jeg da,” svarede Michael Poulsen.

”Hvordan kan du overhovedet stå på benene?” 

Michael Poulsen forsøgte sig med undskyldninger om, at han nåede at svede det hele ud under koncerten. Hans vægt på 103 kilo sagde noget andet. Mikkel Kessler fik sin ven overtalt til at komme ud i sit træningslokale på Amager, og her lagde de en plan: Michael Poulsen skulle droppe alkoholen, lægge sin kost om, og så skulle han i form. Michael Poulsen, der hverken ville tabe ansigt over for Mikkel Kessler eller sin afdøde far, som han følte kiggede med, tabte på kort tid 23 kilo og fik det bedre, både fysisk og mentalt.

”Det er jo en klassiker at ryge på flasken, når man er i sorg. Min far nåede at se mig udgive de første to plader med Volbeat, og han blev så stolt, da jeg kom hjem og sagde, at jeg havde sagt mit job op for at leve af musikken. ’Du slår igennem i USA,’ sagde han, og jeg svarede: ’Rolig nu, det er jo ikke bare sådan lige.’ Men han fik ret, og det gør ondt, at jeg ikke kan køre hjem og sige til ham: ’Du fik sateme ret, du gamle,’” siger Michael Poulsen. 

Sønnen ville også gerne have fortalt sin far om den første gang, han spillede på Madison Square Garden, som opvarmning for Metallica, om at gå ned ad de samme gange som Elvis. Men der er én ting, som nager ham endnu mere.

”Det værste er, at han ikke nåede at møde min datter, min forlovede – og snart min lille søn.”

Michael Poulsens stemme bliver grødet, øjnene blanke.

”Jeg vælger at tro, at han sidder deroppe et sted og følger med på sidelinjen.”

EFTER EN HALV times kørsel er vi fremme ved Michael Poulsens hjem i Næstved. Den over 600 kvadratmeter store villa ligger i kvarteret Appenæs, på toppen af Udsigtsbakken, hvorfra man har byens bedste vue over Karrebæk Fjord og Gavnø Slot. Adressen er byens dyreste og kostede Michael Poulsen 15 millioner kroner, da han sidste år købte huset, som har en kulørt historie. 

I 2004 blev det solgt på tvangsauktion til Bo Madsen, der sammen med sin samlever Henrik Madsen i Næstved gik under navnet ’bøssegangsterne’. Syv år senere var parret, der flere gange er dømt for bedrageri, i gang med at indrette villaen til luksusbordel – men planerne strandede, da Bo Madsen blev anholdt – og siden idømt livstid – for at have dræbt sin samlever. Henrik Madsens lig er aldrig blevet fundet.

”Kender du historien?” siger Michael Poulsen, da vi er kommet indenfor.

På førstesalen har han indrettet to gæsteværelser – ”det var nok her, de havde tænkt, at pigerne skulle tage imod kunder,” siger han og griner. Her kan Jeanet Carlsens familie fra Gjøl overnatte, når de er på besøg. Længere nede ad gangen er der et legerum til datteren Ea og plads til Michael Poulsens musikrum, der indeholder en imponerende samling Elvis-memorabilia. Det var her, efter at turnéplanerne i 2020 blev aflyst på grund af COVID-19, at han skrev Volbeats nye album, der er i gang med at blive mixet, inden det udgives senere på året. 

I køkkenet hænger et billede af en fosterscanning med magnet på køleskabet. Snart har rockmusikeren, der svor, at han ikke ville have børn, to. Hans søn skal hedde Aaron, fortæller han – opkaldt efter Elvis Aaron Presley.

Hvorfor har du slået dig ned i Næstved?

”Jeg har rigtig mange minder herfra. Jeg er kommet meget i Næstved som ung, min tvillingesøster og min bedste ven bor her, og jeg er tæt på Ringsted og min mor. Jeg har boet i lejlighed i København og i hus i Hvidovre, men jeg er ikke bymenneske, og jeg har brug for fred og ro og at være sammen med min familie. At flytte herned er det bedste træk, jeg har lavet i mange år. Men der er stadig mange, som tror, at jeg bor i USA.”

Det kunne du vel også lige så godt?

”Det er rigtigt. Jeg plejer at sige til amerikanere, der ikke kan forstå, at jeg ikke flytter til USA, at jeg bor i Næshville.”

Michael Poulsen griner. 

”Toke, der er altså lige noget, du skal se,” siger han og genner Volbeat-konsulenten, der i mellemtiden har båret vinylplader og rom ind fra Volvoens bagagerum, ind på sit kontor. Synet ligner til forveksling åbningsscenen fra ’The Godfather’ (1972), hvor mafiabossen Don Corleone tager imod. Michael Poulsen har indrettet sin egen version med mørkegrønne vægge, et stort, tungt skrivebord, læderstol, barskab og i den modsatte ende et gulv-til-loft-skab med print på lågerne, der ligner en gammel bogreol med støvede bøger.

”Nej, hvor sejt,” udbryder Toke, da han træder ind på ’gangster’-kontoret. Herfra er der udsigt til en swimmingpool med sauna og til haven, inden turen går nedenunder, til villaens hovedattraktion – Michael Poulsens man cave. 

I KÆLDEREN HAR Michael Poulsen indrettet en bodega med brune træborde, raflebægre med terninger, gamle, originale western-souvenirs og bagerst en bar med spejlvæg og hylder, hvor flasker med gin, rom og whisky står på række. 

”Alt herinde er fra før 1930,” siger Michael Poulsen om sit personlige værtshus, hvor han gerne holder en ’ordentlig’ fest et par gange om året, når der ikke er pandemi.

I det tilstødende rum skifter farvetemaet fra brunt til sort med lædersofaer og mørke vægge prydet med gamle bokseplakater – Volbeat-sangeren er om muligt større fan af boksning end af musik.

Han har for længst lagt mørket og ungdommens satanisme på hylden. ”Det var jo mest et marketingstunt,” siger Michael Poulsen, som egentlig ikke kan fordrage religion. 

Men han er spirituelt anlagt, fortæller han. Han har gennem sit liv haft flere oplevelser, der har overbevist ham om troen på noget overnaturligt. For nylig havde han besøg af en clairvoyant, der forklarede, at han fungerer som et medie for afdøde sjæle, som ikke selv er klar over, at de skal blive blandt de døde.

Han tøver ved spørgsmålet om, hvad det er for nogle oplevelser, han har haft. Michael Poulsen ved godt, hvordan det lyder, og han vil gerne tages seriøst. Men til sidst fortæller han alligevel en historie:

”Jeg var 19 år og havde fået en ny kæreste. Vi kendte ikke hinanden skidegodt endnu, men nok til, at vi syntes, at jeg skulle hjem til hende og bo. Det passede mig fint at komme til København, hvor jeg havde gang i min musik. Vi holdt nogle fester i hendes kæmpe lejlighed, og det var normalt, at folk blev og overnattede, hvis de havde fået nok at drikke. En nat, hvor jeg var gået i seng, inden festen sluttede, stod jeg senere op for at tisse. Fra soveværelset passerede jeg døren ind til stuen, og i sofaen så jeg en mand, og jeg tænkte: ’For fanden, er folk ikke gået hjem endnu?’ Da jeg kom ind i soveværelset, sagde jeg det til min kæreste, som svarede: ’Jamen, det er de da også.’ Jeg forklarede hende, at der altså sad en mand og snorkboblede inde i stuen. Hun troede ikke på mig, men jeg kunne beskrive både hans skovmandsskjorte, hans vest og den hat, han havde på. Hun brød ud i gråd, løb ind i stuen for at lede efter ham og kom tilbage med et foto. ’Er det ham her?’ spurgte hun. Jeg sagde ja. ’Det er min far,’ sagde hun, ’han er død.’”

MICHAEL POULSENS STEMME er næsten løbet tør. Som dagen er gået, er han blevet mere og mere hæs. Han genoptræner sin stemme med hjælp fra en amerikansk vocal coach, men en slem forkølelse lige inden jul bankede ham nærmest tilbage til nul. Inden han kan hvile stemmebåndet og holde fri, har Toke Holt dog lige en sidste opgave til Volbeat-forsangeren: To amerikanske rock-radiostationer har jubilæum og har bedt om en personlig hilsen fra Michael Poulsen. Bag baren, hvor han står og deler ud af Volbeats egenproducerede rom, rømmer han sig og sender en hilsen på samme halvt-dansk-halvt-engelsk som hans sangtekster:

”Hej med jer, it’s Michael from Volbeat, we want to wish KISW a happy 50th anniversary, and we appreciate so much what you do to carry the torch for rock in Seattle. Skål!”

Også de danske håndboldherrer, der i januar spillede VM i Egypten, har bedt om en hilsen fra deres husorkester. Den skal afspilles i DR1-programmet ’Fællessang’ den følgende fredag, hvor Phillip Faber optræder med ’For evigt’. Halvvejs inde i første take må Michael Poulsen dog give op.

”Kan jeg ikke gøre det i morgen?” siger han.