DET TEGNEDE DYSTERT i foråret 2017. En ting var, at anmelderne sablede Sanne Salo­monsen ned – det havde hun prøvet før. Men at danskerne, selvom de mødte op, når hun spillede fest-ivaler og koncerter,  ignorerede hendes seneste albumudspil så det dryssede ud af hit­listens top-40 efter én sølle uge, var alligevel ildevarslende toner.

Spurgte man de mest insisterende kritikere, var der intet odiøst ved dukkerten. I deres øjne havde Sanne Salomonsen – kvinden, der i 90’erne gjorde sig fortjent til betegnelsen ’hele Danmarks rock-mama’ – længe været pensionsmoden. Og lige siden en blodprop i hjernen var ved at slå hende ihjel i 2006, havde hun i Ekstra Bladet måttet vænne sig til betegnelser som ”håbløst falleret”, ”afdanket” og ”ringvrag”. 

Et år senere sidder Sanne Salomonsen og suger sol og cigaretter i haven til sin nyerhvervede lystejendom nær Gilleleje. Hendes hår er lyserødt som candyfloss. De steder, hvor den syntetiske farve ikke længere bider, er små totter af rapsgult kommet til syne. Bag solbriller så runde og store som cd’er ænses en skarp bræmme af mascara. Hun ryger konsekvent med højre hånd.

”Det var en virkelig mørk vinter, men nu er her pludselig røvlækkert hele tiden. Jeg synes, det er vidunderligt. Jeg er så glad for mit liv,” siger hun.

Albummet blev ikke nogen svanesang. Efter et par måneder – som seernes yndlingsdommer i DR1’s ’X Factor’ – banede dokumentarserien ’Anne, Sanne og Lis’ på søsterkanalen DR2 vejen for en kommende 2019-turné med veterankollegerne Anne Linnet og Lis Sørensen til kongerigets største koncertarenaer. Det går op og ned i rock and roll.

”Jeg tror, at Danmark har lært mig at kende igen. Der var en, der skrev noget med, at jeg er det nye sort. At alder, rynker, erfaring og substans fra en kvinde i tresserne er det nye sort. Jeg er 62, og jeg føler mig ikke en dag over 35,” siger Sanne Salomonsen.   

”Jeg krudter øjnene, jeg har en fest. Måske er det dét, jeg repræsenterer, måske er det dét, folk bliver glade for. At man ikke nødvendigvis skal have store læber og falske bryster for at blive ved med at føle sig ung og lækker.”

NÅR SANGERINDEN FÅR hul på sit fistrende grin, er det som en F16, der buldrer ind i lydmuren. Det hæse skrald har rækkevidde og bæres snildt fra køkkenet og ud på gårdspladsen, via porten, rundt om hjørnet og ud på vejen, hvor en flok svaler letter, og en gøg for en stund indstiller sin introverte murren – som lyttede den mistroisk efter mere.

Midt i en mobilsnak med vennen Manne (eksfodboldspilleren Michael Manniche) byder hun velkommen med en storladen ’mit hus er dit hus’-gestus.

”Jaja, Manne. Jeg skal nok stille op til den charity,” siger hun og lægger på.

Det er en ny ting for hende at bo ved vandet. Ellers er her gammelt. De tre stråtækte længer blev lagt og lavet i år 1800, men selvom hun ankom i november i fjor, er de løse ender i overtal. 

”Hvor mange værelser der er?” gentager hun. 

”Det ved jeg ikke. Men jeg har mange, for der er 450 kvadratmeter. Jeg lejer jo en af længerne ud, og mit hus er så stort, at det er åbent for alle. Det er hyggeligt sådan. Jeg er en gammel hippie, for fanden.”

De vandrette flader befolkes af tingeltangel, fingerringe, samlerobjekter, vaser, lysestager og antikke lamper. Langs panelerne på klinkegulvet spejder malerier efter et søm, de kan hænge på, og oppe på første­salen mangler kasser på stribe at blive pakket ud. 

”Det var mine venner, der flyttede for mig. Hele lortet, siger jeg dig. Jeg var midt i optagelserne til ’X Factor’ og var ikke klar over, at det ville blive så intenst. Man vinker farvel til sit eget liv, mens det står på. Men så kom de … og vupti!”

Sanne Salomonsen vil ud i sin summende have, tilbage i det knastørre vejr. Hun åbner køleskabet og foreslår forfriskninger, der kan gøre den stegende hede tålelig. 

”Du vil have en Coke Zero? Er du simpelthen en dåsedreng? Hahahaha! Du er en dåsedreng, jeg er også en dåsepige,” siger hun og rækker ud efter to dåsecolaer. 

I fjernsynsstuen gør hun holdt foran nogle af oliemalerierne. Motiverne peger alle tilbage på et København af ældre afstøbning, som hun husker byen fra sin barndom. Før modernisering, altanbeton og tung trafikering.

”Her har vi Frederiksberg Slot, og det er så hernede bagved, at Zoologisk Have ligger, ik’. Det er da sjovt at tænke på. Jeg er vild med Monet-stilen, det er malet i. Altså, det er jo nogle superbillige billeder, men teknikken er virkelig svær. Det er pisseflot. Og her er så ridebanen, hvor jeg red som lille pige. Så er man altså københavner, når man har gået til ridning på Christiansborg Ridebane. Det må jeg jo indrømme. Og her har vi Rosenborg. Jeg husker det lige så tydeligt, når garden kom stavrende ud.” 

Netop som hun har sat sig til rette ved et spinkelt havebord og en forkølet parasol, der knap kaster skygge, triller en varevogn fra TDC ind i indkørslen. Det grove grus knitrer som en frisk bagerpose. Lyden får Sanne Salomonsen til at kaste hovedet bagover, så solbrillerne rutsjer på næseryggen og stopper ved det diskrete knæk, der har fulgt hende siden teenageårene.

”Jeg fik oprettet fastnet, så snart jeg flyttede herop, men så kom en håndværker til at hakke kablet over. Men det pis skal bare være i orden. Ellers kan jeg jo ikke ringe til min mobiltelefon, når jeg ikke kan finde den.” 

Har du altid gået op i din københavnske fortid?

”Det med malerierne har måske stået på i 10 år, og jeg flipper mere og mere ud over det. Jeg bliver så rørt over at se billeder fra min barndom.”

Hvorfor?

”Fordi gamle ting fortæller historier. Jeg elsker også gamle træer. Og jeg elsker gamle hunde. Når tiden har sat sig. Når tiden har slidt sig vej. Forstår du, hvad jeg mener?”

Sanne Salomonsen tænder cigaret nummer to, men fortsætter talestrømmen, mens hun trækker luft ind. Da røgen har været nede og vende, fryser sløret i den stillestående luft. Hendes stemme skratter.

”Hvis du havde spurgt mig som barn, hvad jeg ville være, når jeg blev stor, havde jeg allerede fra 11-årsalderen sagt sanger. Jeg har hele mit liv vidst, at jeg skulle være sanger. Men hvis du spørger mig i dag, ville jeg sige, at jeg godt kunne tænke mig at læse historie på universitetet. Interessen er kommet sent – da der blev tid og plads til at tænke andre tanker end noder og sangtekster og alt det dér, ik’.”

Det med at omfavne det patinerede ligger ellers ikke lige til tidsånden …

”Nej, patina er vanvittig umoderne. Det er da også derfor, jeg kan få mange af billederne så billigt. Hahahaha! Men nej, det er rigtigt. Alting kommer i bølger, og jeg er nået til den bølge i mit liv, hvor det er det, jeg omfavner.”

SANNE – ELLER SUSANNE, som hendes forældre havde navngivet deres eneste datter – voksede op på Nørre Farimagsgade, lige over for Ørstedsparken. Faren var den udfarende type. Universitetslektor, grønlandsforsker, ornitolog, eventyrforfatter, amatørpianist. Moderen var 14 år yngre, fra provinsen og kendte sin plads. Den bestod i at være en god husmor og værtinde.

”Der blev holdt på formerne,” husker sangerinden tilbage. 

En dag i 1967, da Susanne var 11 år, overværede hun en ordveksling, der brændte sig fast. 

”Jeg stod og kiggede på min mor, der løj over for min far. Alt sammen for at lokke nogle flere husholdningspenge ud af ham. Jeg tænkte, at jeg i hvert fald aldrig skulle bede nogen om noget. Jeg skulle klare mig selv.”

Sanne Salomonsen halvvejs råber ordet ’aldrig’. Det gør hun tit: betoner det centrale i sine sætninger ved at skrue op for volumen. Hun bruger også engelske udtryk i flæng, og så siger hun ’vitterlig’ lige så hyppigt som Morten Olsen. Men der er selvfølgelig også kun seks år mellem de to giganter. 

Susanne var 15 år, da hun i begyndelsen af 70’erne løb med rollen som Sheila og en stor del af opmærksomheden i musicalen ’Hair’. I forbindelse med sin optræden fik hun skåret den første stavelse af sit navn og indkasserede det første af mange kælenavne: ’Lille Sanne Superstar’.

Hun spillede i bands om dagen, stillede op i forestillinger om aftenen, og ud på natten gav hun den som sangerinde på Pariserklubben og La Fontaine i Kompagnistræde. 

”Der var åbent alle ugens syv nætter, og det var dér, jeg som 17-årig mødte min første mand (jazzmusikeren Bo Stief, red.), men det var absolut ikke for at feste, jeg var der. Jeg var der for at lære.”

Eksperimenterne fik ben at gå på, og Sanne Salomonsen nøjedes ikke med at pladedebutere som soloartist i 1973. Hun blev blandt andet involveret i et jazzfusionsband i Tyskland og i en vokalgruppe, der nåede til London og indspille, ligesom hun optrådte i sommerrevyer og agerede korsangerinde for ølhunden John Mogensen. 

”Det lyder selvfølgelig tumultarisk, men 70’erne var en supervigtig tid for mig. Det årti var min skole.”

Kan man sprede sig så meget, at man ikke finder sin egen grundtone?

”Så man bliver forvirret eller ikke ved, hvem man er?” spørger Sanne Salomonsen tilbage og svarer selv:

”Tværtimod – og det er lige det, jeg vil frem til – for da jeg nåede 1979, følte jeg mig afklaret. Nu vidste jeg, hvad jeg ville, jeg turde lægge resten bag mig og se fremad.” 

Og hvad var det, du var nået frem til?

”At jeg ville tage den helt forfra og spille melodisk rock and roll med Sneakers.”

Hvad måtte du sige nej til?

”Jeg vaskede tavlen ren og sagde: ’Her starter min rigtige karriere.’ Og det gjorde den.”

På trinnet til et nyt årti var den danske musikindustri en overskuelig størrelse. Især hvis man var udøvende kvinde: 

”Der var en del dansktopsangerinder, og så var der jazzsangerinderne Gitte Hænning og Grethe Ingmann, og når det kom til musik med et beat, var der Annisette fra Savage Rose. Og så var Anne Linnet kommet med sine første plader, og det samme var jeg.” 

Det kan nærmest lyde ensomt?

”Det var i hvert fald ikke nogen stor branche. Den blev faktisk først til en branche i 80’erne med en reel livescene og en reel pladescene. Det er fantastisk at have været med til den del. Og fantastisk stadig at være der.”

Sanne Salomonsen sætter i et host, der er lige så forankret i hende som hendes underolierede karosseri af en latter. 

Den noget mindre, allestedsnærværende formel viste sig at være sagen. Sanne Salomonsen bidrog til hits som ’Voodoo’, ’Sui-sui’, ’Efter festen’, ’Det er ikke det, du siger’ og ’Måne, sol og stjerner’. Både som enevældig frontfigur i Sneakers og som en tredjedel af Anne Linnet Bands vokalside scorede hun førstepladser på stribe. Og så, i 1983, midt i succesen, døde hendes far.

En del år senere, efter skilsmissen med Mats Ronander, rykkede Sanne Salomonsens mor ind hos sin datter  – i et anderledes bofællesskab end dem, sangerinden havde lært at elske, siden hun flyttede hjemmefra.

”Min mor slap sit gamle liv og deltog i mit. Formerne og restriktionerne forsvandt, og hun blev så fri på så mange områder. Vi havde en fed tid sammen, og alle mine venner elskede hende.”

”Min mor var et skønt menneske,” siger hun så.

EN VENINDE PEGEDE ham ud. De befandt sig i VIP-området i den nyåbnede Royal Arena, til koncert med Aerosmith, og på en af pressepladserne stirrede en fyr med kassebriller og pagehår ind i sin lysende laptop. 

”Treo sidder lige dér,” sagde veninden.

Thomas Treo. Ekstra Bladets musikanmelder. Ham, der gang på gang og over en årrække havde nedgjort hende, strintet op og ned ad hendes plader og ynket hendes koncertoptrædener. Lige siden comebacket i 2009 havde han holdt sig til.

Sanne Salomonsen snurrede om på støvlehælen og marcherede derhen. 

”Da han så mig … jeg tror, han troede, jeg havde tænkt mig at stikke ham en flad. I stedet lagde jeg min hånd på hans skulder. ’Jeg ville bare se, hvordan du så ud, for vi har aldrig rigtig hilst på hinanden,’ sagde jeg. ’Fed koncert, synes du ik’?’ Han prøvede at sige noget: ’Mmmm, mmjæj, mmmmmmmmm.’ Men han kunne ikke tale, han kunne ikke kigge på mig. Og så gik jeg min vej igen.”

Nogle dage senere var der kommet en mail til Sanne Salomonsens manager. Thomas Treo beklagede sin opførsel i Royal Arena. At han havde haft så travlt med at sende sin trestjernede anmeldelse, at han havde manglet ord til at hilse ordentligt tilbage.

”Fint nok,” brummer Sanne Salomonsen. ”Han må sige, hvad han vil. Det er cool. Jeg fik sagt det, jeg ville. Og jeg fik set, hvordan han så ud. Det var nok for mig.”

Du fik kigget ham i øjnene?

”Ved du hvad? Jeg har det sådan med ham, at han ingen plads har i mit liv. Overhovedet. Jeg er for mange år siden nået frem til, at det er synd for ham at have et job, hvor han er tvunget til at gå ud og høre musik, som han ikke kan lide. Konstant. Det må ikke være sjovt.”

Sangerinden lukker øjnene bag sine cd-solbriller. Så siger hun, at der ikke skal bruges spalteplads på emnet – ikke for hendes skyld.

Men optrinnet, der daterer sig tilbage til juni i fjor, personificerer den forskels­behandling, som optager Sanne Salomonsen i disse år. Hun kalder den ’aldersracisme’, og hun ser den knopskyde flere steder i medielandskabet. 

”Min seneste plade røg ind i en ingenmandslomme på DR. DR ønsker ikke, at vi, der før blev spillet på P4, skal spilles på P4 længere. Nu skal vi ud på DAB-båndet. Og for min skyld må de meget gerne spille mig på P6 i stedet. Det er en super kanal, men på P6 synes de, at vi gamle er blevet for gamle. Så for mig handler det egentlig ikke om mand/kvinde-racisme, det er ikke dér, vi nødvendigvis skal rette vores opmærksomhed hen. Problemet er aldersracisme.” 

Er det et dansk fænomen, synes du?

”Det er slemmere her. Du skal bare lige tage båden fra Helsingør. Det tager et kvarter, og så er alting anderledes. Svenskernes største live-artist, ham, som kan sælge flest store koncerter ud i rap, det er Björn Skifs, som er 70 år. De hylder deres store derovre. Mænd som kvinder. Tal med Steffen Brandt (TV-2’s forsanger, red.) om det. Men tal ikke med C.V. (Jørgensen, red.), for han er skideligeglad. Nøjes med Steffen. Han ved, hvad jeg mener.”

Sanne Salomonsen, der ellers udtrykkelig gør en dyd ud af at være et positivt og imødekommende menneske, fortæller om en særlig harmfremkaldende hændelse: 

”Mit pis blev sat i kog. Og det kan godt have spændt ben for mig langt ud i fremtiden, for min reaktion var voldsom, og jeg blev godt nok vred. Men altså … sidste forår skulle vi bestemme os for en single, der kunne komme ud og repræsentere pladen i radioen, og pladeselskabet tog kontakt til DR for at høre, hvad man ville pege på dér. Så var der en chef derinde, der syntes, at pladen larmede, var for rocket, for støjende. Der var dog ét nummer, ’Livets træ’, som kunne komme i betragtning til noget airplay. Det krævede bare, at vi lavede nummeret helt om og fjernede guitarerne og den slags.”

Sanne Salomonsen skuler så hårdt, at bryn og brillestel ser ud til at dirre. Hun skynder sig at tænde en cigaret.

”Jeg er aldrig, som i nogensinde, aldrig i hele mit liv, blevet umyndiggjort for at kunne blive spillet i radioen.”

Så den gamle statsradiofoni bad dig ændre dit musikalske udtryk?

”Ja! Og hvad er det? Det er censur. Hvad er det ellers? Fordi vi er for gamle. Jeg ved, at andre gamle musikere, mænd som kvinder, er blevet bedt om det samme.”

Parerede du ordre?

”Jeg måtte overgive mig, fordi pladeselskabet var overbevist om, at det var det rette at gøre. Så sagde jeg: ’Fint, det er jeres bord, den tager I, jeg kan ikke.’ Jeg mener jo, at det er vigtigt, at en plade har et forløb, og numrene hænger sammen indbyrdes, så du kan fortælle en historie. Altså, jeg har haft en blodprop, jeg har været ved at dø, jeg har mange ting at synge om.”

Hvad tænker du i den forbindelse om hele #MeToo-bevægelsen og kvindernes under­repræsentation i musikbranchen?

”Det er aldrig noget, jeg har tænkt over. Jeg er jo half and half. Jeg er kvinde på ydersiden og har en mands drift indvendig. Altså, jeg har altid gået efter det, jeg ville, og det, jeg skulle, og det, jeg måtte i mit liv, og det er en maskulin drivkraft, ingen tvivl om det. Og så ligner jeg så en kvinde udenpå. Så nej, jeg har aldrig følt mig udsat i mine manderelationer, og dem har der ellers været mange af, hahahaha!”

13 RIGTIGE OM SANNE SALOMONSEN

1. Hun bor i Gilleleje med sine tre hunde. To gadekryds og en golden retriever.

2. Hun har dannet par med jazzmusiker Bo Stief, Sneakers-guitarist Morten Kærså, trommeslager og lydmand Peter Schiøtz og den svenske bluesstjerne Mats Ronander, med hvem hun har sønnen Victor Ray.

3. Hendes 2002-album ’Freedom’ prøvede nyt territorium af. Sangene var bl.a. skrevet af dancegruppen Infernal, Søren Sko og Søren Rasted fra Aqua.

4. Hun har to gange deltaget i det svenske melodigrandprix, Melodifestivalen.

5. I 1970’erne blev hun ansat til at eftersynkronisere lyden på en dansk pornofilm. Det blev blandt andet til en optagelse, hvor hun lagde stemme til begge piger i en lesbisk scene.

6. Som helt ung var hun med i to afsnit af ’Huset på Christianshavn’. Her spillede hun henholdsvis Bos veninde og en syngende slumstormer.

7. Virgin Records stilede i 1987 mod et amerikansk gennembrud, men den stjerneproducerede ’No Angel’ blev langtfra en kommerciel succes.

8. Comebackpladen ’Unico’ er opkaldt efter den portugisiske dressurhest, som hjalp hende gennem genoptræningen efter blodproppen i 2006. Sanne Salomonsen har ejet fire heste, men de er alle solgt videre.

9. Hun skrev og sang i 1987 det års største danske hit, ’Den jeg elsker, elsker jeg’, med Søs Fenger, Anne Linnet, Thomas Helmig – og Hanne Boel på kor. Støttesangen samlede penge ind til AIDS-Fondet.

10. I 1981 udgav hun både plader med Anne Linnet Band og Sneakers.

11. Sanne gik i 1990 nummer ét på den svenske albumhitliste som den første danske udgivelse nogensinde. Hun betragter i dag broderlandet som sit andet hjemland.

12. Singlen ’Taxa’ var den femtemest solgte i 2009 – på det tidspunkt var Sanne Salomonsen 53 år.

13. Hun solodebuterede med albummet ’Sanne Salomonsen’ i 1973 og har siden udgivet 17 studieplader i eget navn. ’Sanne’ fra 1989 har solgt 650.000 eksemplarer i Skandinavien og er en af de 10 bedst sælgende danske plader nogensinde.

DEN FØRSTE TORSDAG i april, aftenen før årets finale i ’X Factor’, drog Sanne Salomonsen og hendes personlige assistent Mette i krig på badeværelset. Over årene havde tv-showets kvindelige dommere markeret sig med spektakulært modellerede udseender – skarpe frisurer, kjoleskrud, avancerede smykker, makeup for viderekomne. 

Hun foretrak til stadighed sig selv i basisudgaven – det vil sige ”boots, jeans og noget krudt omkring øjnene” – men de var blevet enige om at tage røven på stylisterne. Hendes manke blev farvet knaldende pink.

Det var stadig sjovt fredag formiddag. Men så fik Sanne Salomonsen et opkald. Hendes personlige kropsterapeut og ven gennem 40 år, Ole Kåre Føli, var blevet ramt af en blodprop i hjernen. 

”Hele finaledagen gik jeg rundt med et stort pink hår, der skreg på party, men indeni var jeg en kæmpe klump. Det var så forfærdeligt.”

Mens deltagere og produktionsfolk fejrede, at ’X Factor’ var lukket ned med manér, gik Sanne Salomonsen i sort skærm. 

”Jeg havde det rigtig, rigtig dårligt. Jeg havde the blues, jeg var sørgmodig, jeg var bedrøvet, og jeg var nødt til at fake den der fejring bagefter – mig, som er så elendig til at lyve. Den, hvor alle står og fortæller, hvor fantastisk det har været, hvor fantastiske de selv har været, hvor fantastisk sæsonen har været. Og bla-bla.”

Tragedien katapulterede hende 12 år tilbage i tiden. Til 5. maj 2006, da hun selv blev ramt af en blodprop i hjernen. Sanne Salomonsen var i kælderen i sit hus i Charlottenlund for at hoppe på trampolin. Pludselig lå hun på Glostrup Hospital og var lammet i venstre side af kroppen. 

Ole Kåre Føli trådte i karakter som hendes skytsengel. Det var ham, der kom og behandlede hende på stuen, hver aften, tre uger i træk. Han havde været i stand til at hele alle på sin vej – bare ikke sig selv.

En dag stod hendes 18-årige søn ved sengegærdet og betragtede sin mor. Øjeblikket gengav hun i balladen ’Overgi’r mig langsomt’ fra ’Unico’ – hendes comebackplade fra 2009. 

”Hele den virkelighed som alenemor … at du har et barn og ikke ved, om du skal herfra. Det er stadig meget svært for mig at synge det nummer. Det er jo lavet som terapi, og jeg skal bare tale om det, så …”

Sanne Salomonsens stemme grøder, før hun får gjort sætningen færdig. Hun tænder nok en cigaret og verfer en flue væk fra solbrillerne.

Så fortæller hun om de varige mén.

”Min venstre sides mave- og rygmuskler var lammet. Jeg kan stadig ikke mærke dem. Det er derfor, jeg synger med dobbelt kraft i højre side. Jeg ved ikke, om de arbejder sammen.”

Hun vender venstre håndryg væk fra sig selv: ”Hvis jeg stikker den her i min lomme for at mærke, hvad jeg har i den, skal jeg gætte. Nogle gange tror jeg, det er min telefon, og så står jeg i stedet med mine smøger i hånden. Det hele er lidt mærkeligt.” 

Var det angstprovokerende at skulle tilbage på scenen?

”Det tog tre år, før jeg turde gå i gang med den plan, jeg havde lagt for mig selv. Før jeg kunne føle bare en snert af kontrol. Jeg indrømmer blankt, at de vokaler, jeg lavede på ’Unico’, ikke var de største eller flotteste i mit liv. Men jeg skulle i gang. Og jeg var nødt til at spille live, selvom det var grænseoverskridende. Jeg vidste jo ikke, om mit ben ville gøre noget sjovt, om min hjerne ville reagere på en eller anden lyd. Det var derfor, jeg valgte at spille de helt små steder.”

DE SENERE ÅR er Sanne Salomonsens guitarspillende søn, den for længst fuldvoksne Victor Ray Salomonsen Ronander, blevet en musikalsk partner. 

”Når vi turnerer, er vores mor-søn-forhold not existing. Han har gjort, at den rock and roll-klang, jeg måske har savnet en smule, er kommet igen. For han er pissedygtig. Han er ikke nærig med sig selv, han er en mand, og han tager for sig på scenen og sender sig selv ud over rampen.”

Det er syv år siden, de to begyndte at skrive musik sammen. Mest af lyst, men også af nød. Efter sit sygdomsforløb behersker Sanne Salomonsen hverken klaveret, trommerne eller guitaren. 

”Det er min helt store sorg. Min hjerne har ikke, hvad der skal til, for at min venstre arm kan arbejde sammen med den. Jeg kan ikke tage oktaverne, ikke lave harmonierne. Det eneste, jeg kan, det er at holde fast i nogle trommestikker og så skrue en tamburin på et stativ. Det elsker jeg stadig, det er en drift. Den venstre hånd kan som regel holde fast i stikken, men en gang imellem smutter den, og så har jeg heldigvis nogle ekstra med mig op på scenen.”

UNDER HAVEBORDET døser Romeo. De to går langt tilbage. Sanne Salomonsen tog gadekrydset til sig, da hun selv var allermest nede. Det var i 2007 i venners lag på Mallorca. Hun havde akkurat indset, at de mange måneders genoptræning var udmundet i en dyb depression, der rev hende ned i et fremmed mørke.

”Romeo stod lænket til en pæl. Efterladt. Det kunne jeg slet ikke bære, ikke oven i alt det andet. Til sidst måtte han altså med hjem.”

Tilbage i Charlottenlund vidste dengang 51-årige Sanne Salomonsen, at hun måtte bryde det løfte, hun havde afgivet til sig selv 40 år forinden.

”Nu var det tid til at bede nogen om seriøs hjælp, ikke bare en håndsrækning. En depression af den kaliber kunne jeg ikke overkomme, ikke alene.”

Hun fik anbefalet en psykiater, og de mødtes to gange om ugen de næste 11 måneder. 

”Jeg hylede konstant, når jeg var hos ham. Konstant. Det er det sorteste år i mit liv, men jeg gider ikke gå ud og sige, det bare var forfærdeligt. For nu forstår jeg, hvordan det er, når nogen siger, at de har en depression. Det er enormt værdifuldt at kunne forstå sine medmennesker.”

Romeo dasker søvndrukkent med halestumpen, inden han bobler videre. Den gamle stodder lider af gigt. Sanne Salomonsen giver ham cannabisolie for at lindre smerterne. 

”Han får to dråber om morgenen og to dråber om aftenen, og det hjælper. Selvom han sover det meste af dagen, kan han pludselig løbe igen.”

Sanne Salomonsen får aldrig førligheden tilbage i sin dårlige arm. Det har hun for længst måttet sande. 

”Jeg kan huske, at Birthe Kjær (dansktop- og melodigrandprixsangerinden, red.) fik en blodprop i hjertet, året før jeg fik en i hjernen. 14 dage efter stod hun på scenen igen. Jeg kan blive helt misundelig. ’Birthe, for helvede, kunne jeg ikke have fået det samme som dig,’ sagde jeg engang til hende.”

Sanne Salomonsen tænder interviewets 10. smøg. Hun har for længst forklaret, at hun er nødt til at ryge, når hun berøres følelsesmæssigt. 

”Jeg har været så tæt på at blive politisk, gå ind og blive rasende og gøre noget, men det går ikke. Jeg ville slå hovedet mod en mur. For dagens politikere er karrierepolitikere. De aner ikke, hvad livet er, de er beregnende. Undskyld mig, men det er de. Deres prioriteter er ikke på plads. Så ville sygehusene ikke se ud, som de gør. Jeg har set dem indefra. Jeg kan ikke klare den mangel på næstekærlighed, som politikerne giver  udtryk for.”

HELE DANMARKS rock-mama får øje på en rødhals, en klejn fugl, der vimser omkring i det høje græs.

”Jeg bliver så øm om hjertet, når jeg ser sådan en lille fyr. Den skal lige have nogle frø,” lyder analysen.

Til efteråret skal Sanne Salomonsen agere frontfigur og dommer på programmet ’Live – Danmarks nye live-artist’, som er DR1’s nye fredagssatsning. Her handler det ikke om at spotte det største vokaltalent, men om at udvikle den bedste live-optræden. 

”Jeg er jo enormt lystbetonet, og i øjeblikket er det tv, som jeg lyster,” forklarer hun. 

Planen er at blive så hjemmevant foran kameraet, at hun kan beværte et talkshow, der har fokus på musik. 

”Jeg har nu i en del år gået og været meget opmærksom på, hvor svært det er for os sangere at få promoveret og præsenteret vores musik på en ordentlig måde via dansk tv. Du kan komme ind og synge din nye single i mørke i ’Vild med dans’, i en rumbaversion, du ved, ik’, and that’s it! Vi er ekstremt afhængige af radioen og har lidt svært ved at acceptere det. Så jeg vil have mit eget show og gøre noget ved sagerne. Men jeg erkender omvendt også, at jeg er ung på det felt, i det marked. Så nu tager jeg nogle ture for at lære noget mere. Jeg prøver at gennemskue, hvordan produktionsfolket ræsonnerer. Hvad er det, der gør, at de siger: ’Det er godt tv!’ For de siger det ofte og ikke kun, når det giver høje seertal.”

TDC-MÆNDENE har for længst lukket sig selv ud igen. 

Assistent-Mette er i København og hente et værk, som Sanne Salomonsen har købt på en internetauktion. Selv skal hun ingen steder. Sådan er det, når man har ventet på lysvældet hele vinteren og død og kritte må have det hele med. 

”Det har været pissehyggeligt,” siger hun. 

”Men jeg har også været oppe og køre undervejs og skældt ud på vores folkevalgte og sådan noget. Så nu skal jeg væk fra de tanker og alt det, hvor jeg bliver usaglig og …” 

Sanne Salomonsen skralder sin latter af sted en sidste gang. 

Lydbilledet hænger længe i luften. Som et oliemaleri med patina.

Denne artikel er oprindeligt publiceret i Ud & Se juli 2018.

1. MAJ 1966 omkring klokken 20 trådte en bleg, duknakket amerikaner med folklore-krøller op på scenen foran en udsolgt sal i K.B. Hallen på Peter Bangs Vej på Frederiksberg. Han havde en polkaprikket skjorte og brokadejakke på. Minen var beklemt, som om han rugede over hele menneskeheden, og næsen satte et komma over mundharmonikaen, der var anbragt på skulderstativ.  

Det kostede 40 kroner at komme ind til Bob Dylans første optræden i Danmark, sangskriveren og senere Nobelpristageren, der efter manges mening aldrig siden er overgået som poet.

Koncerten var delt op i to sæt, et akustisk og et med The Band. 

På de forreste pladser sad man på cafeteriastole. Blandt de siddende var der damer med stivede skørter og enkelte kontornussere, overvintrende fra 50’erne med pibe, blazer og hvid skjorte. Men det stående publikum udstrålede en anderledes selvfølelse, en form for blomstrende mystik. Der var farver på disse rækker, orange, rød, lilla, man trak en afghanervest over skjorten, havde en gøglerven, der havde skaffet en cirkusjakke. Det var hippie-bræmmen.

Her stod den 22-årige Niels Skousen. Køn og mørkøjet, hans hår halvlangt som Dylans, men mere rundbørstet og i retning af en lutheransk page. Han var også glad for flamboyante skjorter.

”Aftenen står stadig frisk i min erindring. Koncerten ændrede mit liv. For mig var det overjordisk, at nogen kunne skrive så poe­tisk og vedkommende med en elektrisk guitar. Og selvom jeg stod langt tilbage i salen, fik jeg hans udstråling lige i hovedet. Pludselig syntes jeg, at denne scene med orkester og forstærkere havde en skønhed, der var mere relevant end andre scener. Det var en direkte henvendelse fra ham til mig, som jeg havde længtes efter – uden at vide det. Jeg vidste, at dette ville jeg bruge mit liv på.”

52 ÅR SENERE, i april 2018, står Niels Skousen på en forsigtig forårsdag atter på Peter Bangs Vej. Mange forbipasserende genkender ham tydeligvis, men reaktionen er ofte forvirring: Hvor er det nu, man har set det ansigt før? Det uudgrundelige, flyvske smil? ’Matador’? 

Han er fornuftigt klædt, herreekviperet, men skutter sig på grund af den forræderiske blæst, som bare ikke vil tage af, og måske også, fordi minderne er lidt overvældende. 

Foran ham er K.B. Hallen omsider ved at rejse sig fra sin brandtomt. Signaturen, de buede tagkonstruktioner, tager form over byggegrunden. Nu skal her være eventcenter. 

Da K.B. Hallen brændte ned natten før en erotikmesse i 2011, sank det omkringliggende kvarter i knæ stemningsmæssigt. Bygningen var et af byens mest toneangivende kulturhuse, som blandt andet trak 60’ernes og 70’ernes internationale rock- og folkemusiknavne til Danmark. 

Nu vånder det gamle skævvredne kvarter mellem Frederiksberg og Vanløse sig næsten under al denne senmoderne foretagsomhed, og det er svært at forestille sig stedet som kulturelt arnested. Men det var hér, det skete for Niels Skousen. 

”K.B. Hallen var noget helt specielt i sin smukke fremtoning. Stedet er forsvundet, bygget om, revet ned, men det, der skete her, lever stadig – ikke som nostalgi, men som en følelse, jeg stadig kan trække på,” siger Niels Skousen, der mener, at han fik sin åbenbaring alt for sent i livet.

”Det var først som 22-årig, at jeg begyndte at øve mig på guitar. Hvad ligner det? Jeg er langsom i optrækket. Men derefter sad jeg så og høvlede på den hver dag med et nodehæfte og Dylans ’Chimes of Freedom’.”

Han spillede fingrene til blods på en billig og – ifølge ham selv – elendig western-guitar, som var blevet bragt til ham i en stor trækasse. Han anskaffede sig samtidig en Herofon Garrard-grammofon og Bob Dylan-albummet ’Another Side of Bob Dylan’, som blev slidt op af sin nye discipel.

Dagene i midten af 60’erne gik med at spille avantgardeteater på Studenterscenen og i Collagetruppen, spise franske flutes med marmelade og ost. Og øve akkorder.

Niels Skousen havde på det tidspunkt boet nogle år i hovedstaden på et værelse med tekøkken og udsigt til Sortedamssøen. Skousens teaterdebut var rollen som ’en skøges døde elsker’ i en Jens August Schade-opsætning. Det var intellektuelt og fint nok. Men der manglede noget:

”Jeg havde brug for musikken, dén musik, som Dylan repræsenterede, for at samle mit verdensbillede. Alt det, som var en del af mig, jazzen, litteraturen. Alt det tog jeg med over i den nye tid. Jeg følte ingen tvivl efter den aften i K.B. Hallen. Derefter sejlede jeg på den flod.”

Skousen foran sit sommerhus på Møn.

PAGEHÅRET og de spraglede skjorter er for længst afviklet, og Skousen fremstår tidløs med uldfrakke og pullover, mens et par Doc Martens-støvletter viser en kunstners latente designbevidsthed. Han har en optimistisk gang, en geskæftighed og fjedren, som om der venter noget godt omkring hjørnet. Et aktivt og sundt menneske med et liv, der ikke kræver overvindelse. 

Samtidig er der dog den ældre mands knæk i ryggen og et lidt verdensfjernt ansigtsudtryk med tunge øjne, der let løber i vand. En stok med sølvknop kunne godt komme ind i billedet og måske en sixpence som den, Klaus Rifbjerg altid bar på sine ældre dage.

Niels Skousen hilser høfligt og smilende, er til stede i samtalen, men foregiver heller ikke noget. Hvis han allerede har været omkring et emne i sine sangtekster eller i sin selvbiografiske roman, er det tilsyneladende lidt svært for ham at jokke rundt i det igen. Skousen har ikke behov for at leve op til sit image som ordkunstner. På en måde indkapsles Danmarks historie i hans – og omvendt. Det krydrede pust af ungdomsoprøret i 60’erne, de gakkede 70’ere, de glatbarberede 80’ere, de ironiske 90’ere og 00’erne, som ingen rigtig ved, hvad de skal mene om. 

Og i nutiden, hvor et behov for ’den direkte henvendelse’ fra menneske til menneske tilsyneladende atter er vækket. 

Dén kan Niels Skousen levere. Efter en pause på 20 år genopstod han i 2002 som musiker og har siden haft stor gennemslagskraft hos anmeldere og publikum, ikke mindst de helt unge. 

I maj 2018 indledte han en danmarksturné, som nok skal tiltrække fans af både den ’gamle’ og den ’nye’ Skousen. De ældste publikummer vil råbe, at han skal spille de gamle numre, de yngste vil ikke ane, hvad de gamle råber om. De synes, Skousen er cool på C.V. Jørgensen-måden, og at han skriver sange, der får dem til at tænke.

”Det kan godt være en skizofren oplevelse. I den ene side af salen sidder mit gamle publikum, i den anden det unge. De kender mig fra forskellige tidsperioder, men jeg er jo den samme person.”

SKOUSEN & INGEMANNS første lp, ’Herfra hvor vi står’, udkom i 1971 med et akvarelmalet cover – og en energi, der badede bandet i en gurglende strøm af topløse, langhårede, dampende festivaler, halballer og ø-lejre. Albummet blev optaget på tre februardage i Philip Foss’ studie på Frederiksberg og mixet på fjerdedagen. Skousen havde komponeret seks numre og jammet dem til bevidstløshed med sin ven og musiske højrehånd Peter Ingemann. 

”Sommeren 1972. Den var helt og aldeles vidunderlig, og jeg er så taknemmelig for at have været der sammen med Peter Ingemann og alle de andre. Vi var stjerner, vi hyldede fællesskabet, vi røg alle mulige former for tjald, sov alle mulige skøre steder. Og jeg er lykkelig for at være hér i dag og opleve en ny interesse for mine ting. Jeg skulle aldrig være holdt op med at spille musik.”

Alligevel vægrer den syngende poet sig ved at give 60’erne og 70’erne æren for al kunstnerisk kreativitet.

Han ser skeptisk ud ved spørgsmålet:

Var det ikke fantastisk at gå rundt i København i 60’erne og 70’erne, hvor ungdomsoprøret var på sit højeste?

”Tjoo … i midten af 60’erne var byen nu ret søvnig. Ved Storkespringvandet sad der 5-6 hippier. Man skal passe på ikke at overdrive en periodes betydning – det skete inden i den enkelte. Sagt på en anden måde: Enhver tid er særlig, især når man ser tilbage på den.” 

Der stiger noget varmt op i musikerens blik, og han bøjer nakken som for at sikre sig, at de næste ord kommer med på båndoptagelsen.

”50’erne, efterkrigstidens år, var slet ikke så uduelige, som man går og tror. Den grundlæggende udvikling skete her. Husk, jeg er født under krigen. I Tyskland.”

I 1944 blev han født landsbyen Lever­kusen-Schlebusch uden for Køln. Hans mor var tysk, og faren var dansk. 

Det var et anskudt, porøst ægteskab fra begyndelsen. Såret af krigen og to menneskers uforløste temperamenter. Niels Skousens forældre mødte hinanden i Køln i 30’erne, hvor faren var i selvvalgt eksil efter et forlist forhold derhjemme. Men Hitler ændrede hele præmissen, og skæbnen ville, at den danske far endte i Tyskland, og den tyske mor i Danmark. 

Hr. Skousen bragte sin familie til Danmark under krigens sidste krampetrækninger – og efterlod dem kort efter med et nonchalant ”Ha’ det godt”.

’Daddy Longleg’, som sønnen Niels senere døbte sin fraværende far, tog simpelthen tilbage til Tyskland og kom først hjem, da han skulle begraves i 1966. 

DER FLØD en kulturel åre i Skousen-familien. I 30’erne stavrede faren rundt ved Rhinens bred, beruset af rhinskvin og Søren Kierkegaards teser. Moren var danserinde og kom fra et evangelisk, borgerligt hjem. Med sig til Danmark havde hun ”sølvbestikket i de små forede æsker, de høje kopper af fint porcelæn med guldkant …”

Begge forældre var opdraget med, at klassisk dannelse var nødvendig, og deres søn slap aldrig dette spor. Kærligheden til litte­raturen har for eksempel fulgt ham siden barndommens første møde med ’Samlerens Perlebøger’. 

Morens bitterhed over sin mands svigt varede livet ud, selvom hun skabte en god tilværelse for sig selv og sine sønner i Danmark. ’Livet ud’ var en rum tid. Hun blev 93.

Selv da den gamle kvinde lå for døden på et plejehjem i Skodsborg, kunne hun mønstre unikke højder af spydighed, som Niels Skousen husker ordret:

”Jeg har aldrig kunnet fordrage danskerne! De siger aldrig noget! Der er aldrig noget salat!” råbte hun fra sengelejet.
Han mindes sin mor med lige dele sødme og syre.

”Det berørte mig dybt at være vidne til denne ensomhed, som ud af hendes konfuse tilstand pludselig fyldte rummet. En sidste hilsen til min far. For det var ikke nemt at være skilt kvinde dengang i 50’erne. Eller tysk. Men jeg kunne ikke gøre for, at min far forlod min mor. Alligevel skulle jeg slæbe rundt på min fars fejl hele barndommen. Hvis jeg havde glemt at lukke en dør, var det, fordi jeg var min fars søn. En troløs dansker,” fortæller Niels Skousen.

Drengen var dansker. 100 procent, og han har aldrig ét sekund haft lyst til at være noget andet. 

”Jeg havde selv oplevet kontrasten til Tyskland – i modsætning til mange andre danskere. Vi var jo de rige.”

Efterkrigstiden var den epoke, hvor Danmark lagde sig til rette i Marshall-hjælpens smørhul, og her befandt drengen Niels sig godt – i ”landet bag de åbne strande med smør og franskbrød” – selvom de første år som nybagt dansker var barske. Der var tiden på børnehjemmet Bethlehem, da moren ikke kunne få arbejde på grund af sin tyske afstamning, og derefter raslede den lille familie rundt mellem forskellige lejemål på husmandssteder og i nybyggede blokke. 

Men på Glentevej i Svendborg på Fyn var Niels Skousen glad for at bo, her kunne han sidde i et spisekøkken og spise sine Ota-gryn med udsigt til haven. Det var rigtig dansk. 

”Både jeg og min bror var det mest ærkedanske, man kan tænke sig. Næsten mere danske end danskerne selv. Måske fordi vores mor med sit tyske havde så svært ved at falde til her. Vi var altid i gang med at belære hende om de indfødtes sæder og skikke. Men min fars familie kendte vi slet ikke. Den eneste familie, vi havde, var min mors. Det gav vel en slags ensomhed, som jeg ikke kunne gøre noget ved. Andet end at være normal med de normale. Min danskhed blev en hjertesag, og derfor har jeg skrevet sange på dansk.” 

Skousen i sin lejlighed på Østerbro i København.

KNAP SÅ BEGEJSTRET var han for at bo i Buddinge i Gladsaxe nord for København. Det var et kulturchok at komme fra idylliske Svendborg til den anonyme københavnske forstad. Han følte stor ensomhed og længtes tilbage til byen ved sundet.

”Vi boede i Buddinge fra 1953, og så kom jeg selvfølgelig på kostskole.” Niels Skousens mor sendte ham på Sorø Akademi, så han kunne stramme op og få sig en uddannelse. Det passede ham i første omgang fint.

”Jeg var god til de fleste fag og slappede mere af på kostskolen end derhjemme, hvor jeg altid skulle høre på min mors lidelses­historie.”

Niels Skousen mødte sin far nogle enkelte gange og besøgte ham også i Tyskland som teenager og ung, men det var ikke et intenst far-søn-forhold.

”Det var vel nærmest bare en realitet. Han var glad for at se mig, og jeg fik sat billeder på ham,” siger musikeren og tilføjer om familiestrukturerne:

”Hvad angår forældrerollen, var der ikke så mange rundbordssamtaler om det i min generation. Man voksede op, og det var det. Det var de forbilleder, man fik stukket ud. Men så kom kernefamilien til diskussion. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og den gamle ’50’er-familie’ kom under pres. Nu var det ikke mere ’far arbejder, og mor går derhjemme’ – det var i opløsning. Feminismen voksede sig stærk, og selve patriarkatet kom under heftig beskydning. Der var også den frie pædagogik og et syn på børn som selvstændige individer, som slog igennem. Igen: Det var en frigørelsens tid.”

Oveni fik han – og hans generation – en del foræret af samfundsudviklingen.

”Vi, der voksede op i 50’erne, var heldige, det var ikke en kedelig tid, for der kom flere penge i samfundet. Amerikaniseringen gav os en masse ny musik, vi hørte grammofonplader med jazz og rock and roll, både Bill Haley og Miles Davis. Pludselig kom der noget, der hed ungdom, teenagere.”

EFTER SORØ var Niels Skousen færdig med at gå i blazer og klar til urbanisering. Han flyttede til København og har knuselsket byen siden de dage, hvor der stadig var sporvogne og det, der hed nat-restauranter. 

Den ’normale’ dreng var ved at udvikle sig til en voksen med oprørstrang. 

I slutningen af 60’erne begyndte den musiske karriere at tage form – vuggende på det danske ungdomsoprør, som var en lille hashdrevet, brummende satellit for bevægelserne i USA og England.

”Inspirationen kom udefra. Som danskere havde vi selvfølgelig vores egne autoriteter at gøre op med. Studenternes oprør mod autoriteterne, almindelige faderopgør rundt omkring i rækkerne. Men det var jo ikke så hårde modstandere, vi havde i sammenligning med, hvad der skete i for eksempel USA. De sortes befrielseskamp havde noget mere på sig.” 

Skousen flirtede kortvarigt med lægestudiet, men følte ikke noget for det. Han spillede til gengæld en masse eksperimenterende teater i Collagetruppen og fik gode venner i det miljø. Samtidig fortsatte han med at tæve løs på sin guitar og drømme om en troubadourkarriere.

Han havde mødt sin første hustru, Camilla, og parret var så ’heldige’ at få status som boligløse, hvilket betød, at de måtte rykke ind i det kondemnerede Blegdamsvejens Remise på Østerbro i København. 

Her trak det jammerligt fra de gamle vinduer, men der blev drukket masser af te, spist femkornsgrød og læst astrologi for at holde varmen.

Niels Skousen og hans kæreste skabte sammen det kulørte ta­bleau, som boligbladet Bo Bedre forevigede i 70’er-numrene: hessiantapet, ryatæpper, batik, stentøjskrus, hjemmelavede ølkassemøbler. Her var ovenikøbet plads til kanariefugle, en sort kat (”hentet ude hos Kløvedalerne”) og et par Breuer-funkisstole. Niels Skousen var også til stede ved nogle af de banebrydende koncerter i datidens København: Jimi Hendrix, Kinks, Pink Floyd. Alt skete på én gang. 

Kulturministeriets trappe i 1970 var måske hippietidens mest berømte rygekupé. Her blandt andet Klaus Rifbjerg, Ebbe Kløvedal Reich, Lotte Tarp og Niels Skousen (med hatten).

”VI FØLTE IKKE, at der var nogen grænser for, hvor bevægelsen og kunsten kunne bringe os hen. Dalís nedsmeltede ure var en realitet,” siger Niels Skousen, der befandt sig midt i det københavnske epicenter. 

Han mødtes med fanebærere som Bjørn Nørgaard og Poul Gernes i kunstneren Per Kirkebys lejlighed på Rosenørns Allé. Og han var til møder med Vagn Lundbye og Jørgen Leth i ABCinema – en avantgarde-filmklub: 

”Vi sad på almindelige stole, og der blev drukket øl. Vi så 16-mm-film på gamle fremvisere og hørte Velvet Underground. At se film og høre rockmusik samtidig var grænseoverskridende,” husker Skousen, der nævner Rifbjerg-Panduro-generationen, Per Højholt og Inger Christensen som førende navne i 60’erne. 

”Inspirationen fra USA tog til, og lige i hælene på dem fulgte pop art-generationen, som endnu var coming up med Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Poul Gernes og alle dem fra Eks-skolen (Den Eksperimenterende Kunstskole, red.). Hans-Jørgen Nielsen og Vagn Lundbye var slået igennem med nogle romaner. Jørgen Leth var inde over med sine digte og sine film og som anmelder. Poul Borum var en central skikkelse omkring digterne, og også Henrik Nordbrandt, Dan Turèll, Peter Laugesen og Suzanne Brøgger var meget fremme. ’Maos lyst’ var ikke det eneste kollektiv, men det var meget synligt i offentligheden. Ebbe Kløvedal Reich var en central figur, og han var en fremragende taler. Den særegne sammenstilling mellem Mao og Tolkiens nyromantiske fantasier om elverfolkets Kløvedal kunne antyde, at der var noget tegneserie over hele det politiske. Og Eik Skaløe var på vej til at blive ikoniseret. Ligesom jeg selv var han stærkt inspireret af Dylans vildt blomstrende tone og sprog. Men der var ikke så mange i rockmusikken, der lagde billet ind på den litterære linje.”

Man drak ikke alkohol sammen med hash, bedyrer Niels Skousen, den blev ledsaget af spande af chai, og de gode ideer flød. I hvert fald så længe seancerne fandt sted. Bagefter fortabte de sig måske i tågerne.

Et minde:

”Ved et møde en dag skulle vi ned og sidde i rundkreds omkring Ole John (fotograf og filminstruktør, red.). Han sad med et Beaulieu Super 8-kamera i skødet, som Jørgen havde været ude i Thailand og filme meo-stammen med. Han forklarede, at kameraet var dit våben, og du skulle kunne skille og samle det som en soldat sit gevær. Super 8 var super demokrati.”

NIELS SKOUSEN står på Frue Plads midt i København. Kirken og universitetsbygningerne har holdt stand mod tidens træfninger og er nu symboler på uforanderlighed midt i metropolen. Det ene øjeblik snubler man over en 300 år gammel brosten, det næste træder man ind på en café, hvor der er havremælk i kaffen og havsalt i chokoladen. 

Pladsen var – og er – et centralt sted for Skousen, og hans ansigt lyser af en ellers sjælden sentimentalitet, når han gennemgår sit livs fikspunkter i dette område. Det var her foran universitetet, han fik prædikatet protestsanger, da Skousen & Ingemann var på højdepunktet i 1971 og spillede for de studerende.

”Jeg var sgu ikke særlig politisk, når det kommer til stykket. Når man gennemgår mine sangtekster fra dengang, er det svært at finde den helt store samfundsrevsende protest, men bandet blev en del af en stemning, og jeg blev – og bliver – altså kaldt protestsanger,” siger Niels Skousen og griner pludselig så heftigt, at han hoster. 

Sammenhængen er gået op for ham, han står på gerningsstedet.

”Pladsen har mange mærker for mig: Her lå Metropolitanskolen, hvor min far blev undervist af ’Lektor Blomme’. I samme bygning mødte jeg min første hustru. Skråt overfor ligger Sankt Petri Kirke, hvor jeg blev konfirmeret. På et af hjørnerne lå det første Whisky a Go Go i København (en af 70’ernes smarteste barkæder, red.), hvor jeg i lejet smoking var med ved indvielsen. På et andet hjørne lå den fine boghandel, hvor jeg købte dyre bøger til mit medicinstudie, og fra et af vinduerne i Jorcks Passage kan jeg se ned over det hele, når jeg indimellem er hos min tandlæge. Det med studierne blev ikke til noget. Jeg droppede ud, som det hedder.”

To steder var særlig vigtige at besøge i hippietiden: Galleri 101 i gården til St. Kongensgade 101 og Farvergade 10.

”Her samledes vi og lavede teater, kunstfilm og musik, sad på gulvet og spillede, drak te og røg cigaretter og lejlighedsvis også hash. Der var adgang for alle. Det var et spændende og åbent miljø, og det var her, jeg første gang optrådte med sang og guitar. Nu er det for længst revet ned og bygget om.”

Det med den lejlighedsvise hash var i manges øjne kun den halve sandhed. Myndighederne mente, at der steg for meget spændende røg op fra baghusene i Indre By. Farvergade 10 kom i søgelyset, og Kulturministeriet truede med at lukke stedet. Hvis det skete, var det blandt andet farvel til Bjørn Nørgaards udstilling med syltet hest. Her holdt Solvognen til, Gasolin øvede i de sortmalede lokaler. 

”Vi besluttede os for at demonstrere i Kulturministeriet. Det er dog en udbredt misforståelse, at vi gjorde det for at få fri hash. Demonstrationen på trappen handlede om Farvergade 10, som magthaverne ville lukke.”

Derfor sad Niels Skousen mandag 6. juli 1970 lidt over middag på trappen til Kulturministeriet og fik overrakt en vandrende porcelæns-chillum (”jeg ved bare, at jeg blæste den op – puf-puf”).

Den lille oprørsfraktion står stadig krystalklar for Niels Skousen:

Klaus Rifbjerg, ’Store Klaus’, deltog i ophøjet solidaritet med de unge, der blandt andet talte Hans-Jørgen Nielsen, Ebbe Kløvedal Reich, Charlotte Strandgaard, Jesper Jensen og Vagn Lundbye. Trappen blev for en kort stund draperet med indiske gevandter, læderstrimler og masser af røg, selvom Niels Skousen beroliger eftertiden med, at alle ikke var ’rårygere’.

Det væsentlige var fællesskabet og at ryge hash på ministeriets trappe. At det ikke nyttede noget og mest af alt skadede kunstnernes ry, gik først op for gruppen længe efter. 

EFTER SUCCESEN med ’Herfra hvor vi står’ fulgte en tid, der var som en drømmerus for Skousen & Ingemann. I dag ville man sige, at den rigtige målgruppe blev ramt på det rigtige tidspunkt. 

”Alle ville høre os og synge med på ’Sol står op. Sol går ned. Vi længes efter fred’.”

Parret ræsede rundt i Ingemanns ramponerede bil, som var proppet med mere eller mindre hjemmelavet grej. Bilens vinduer stod åbne, det lange hår bølgede omkring bandet, de overnattede på kollektiver, rodede rundt i andre menneskers køkkener, spillede, spillede og spillede.

I sommeren 1972 blev bandet opfordret til at give koncert på en ny, lille festival – adressen var en dyrskueplads ved Roskilde. 

Det var Roskilde Festival før Roskilde Festival. I 1972 hed den ’Fantasy’, og på den psykedeliske plakat stod navne som Gnags og Kinks. Det kostede 40 kroner at kaste sig ud i musikstrømmen, som foregik fra fredag 30. juni til søndag 2. juni. 15.000 publikummer per dag blev det til.

”Det var en stor oplevelse, og vi var helt på det rene med, at scenen bare var en lille træbiks midt på en mark. Den sorte plasticinddækning stod om os i blæsten, men folk sad i græsset og hyggede sig. Der var vist også en pølsebod,” fortæller Niels Skousen, som var klædt i skovmandshat med slangeskindsbånd, hjemmefarvet T-shirt og læderjakke.

Men den endeløse sommer med bare bryster og bunker af blomsterbørn, der brølede med på Ingemann & Skousens omkvæd, varede ikke evigt. Ret hurtigt udeblev magien.

”I den første tid var materialet mit eget. Jeg havde skrevet de seks sange til ’Herfra hvor vi står’. Det næste album var kollektivt, og jeg havde kun få numre med. Min rolle som solist forsvandt mere og mere. Jeg endte med at føle mig overflødig, og jeg besluttede mig for at gå mine egne veje og brød med Musikpatruljen, som vi kom til at hedde efter Skousen & Ingemann med venner. Da Peter havde stået for at det praktiske og kontakten med booking, stod jeg ret alene. Nu var jeg bare en mand med en akustisk guitar. Og jeg ville for meget på én gang.”

Skousen skriver musik i sin lejlighed på Østerbro, København.

DET KOM til udtryk på albummet ’Jeg vender mig i sengen’ fra 1973, hvor samarbejdet med Peter Ingemann var slut. Her deltog musiske genier som Peter Bastian og Anders Koppel, men som Skousen selv ræsonnerer:

”Det var for blandet. Jeg skulle have haft en producer på, men det tænkte man jo ikke på dengang.”

Niels Skousen fortsatte dog sin produktion af lp’er og betalte regningerne med teaterjob på blandt andet Betty Nansen og Sorte Hest. 

Helt frem til 1980 holdt Niels Skousen fast i musikken og udgav her et af de album, han i dag er mest stolt af, ’Landet rundt’.

”Det er en række smukke sange. En god fortælling om en mand, der rejser Danmark rundt og ender med at stå ude ved havet som ’den lille nisse’,” siger han, og det er tæt på, at øjnene svømmer over.

”Men da vi tog på turné med pladen, kom der ikke et øje.”

Hvorfor tror du, publikum svigtede?

”Det var en stor overraskelse, fordi pladen havde fået gode anmeldelser i avisen, men vi var ’dem fra 70’erne’, og de hadede os og vores budskaber. Der var ikke plads til inderligheden længere.”

Niels Skousen smed guitar og håndklæde i ringen.

”I 1978 havde jeg mødt min anden hustru, Linda Wendel, der var digter og senere gik på Filmskolen. Vi kørte parløb, stiftede familie, og jeg gav mig helt hen til det at have børn og familie. Det blev stort at være en del af en kernefamilie. Noget, som jeg ubevidst altid havde savnet, og som jeg ikke kunne realisere i mit første ægteskab. Kernefamilien, som tiden var så meget imod.”

I den periode fik han skrevet noget filmmusik og enkelte sange, men ikke før sit comeback i 2002 trådte han i karakter med sit eget materiale igen.

”Når jeg tænker tilbage, kan jeg se, at jeg gik ned på det. Jeg manglede min musik, dét at stå på scenen og spille den ægte vare. 80’erne og 90’erne var et hul i tiden for mig.”

Årene gik med teater og enkelte spille­filmsroller. Titlerne taler næsten for sig selv: ’På bunden’, Mammutteatret, 1985. ’Walter og Carlo – Op på fars hat’, 1985.

Niels Skousen blev kendt som skuespiller, og mange knap så unge danskere husker måske hans rolle som Aksel i tv-serien ’Landsbyen’ fra 1993. Han blev til Aksel og oplevede flere gange, at der blev råbt ”Aksel er Gud”, når han tiltuskede sig et spillejob på en bodega.

I begyndelsen af 00’erne blev Skousen reddet. Igen af Bob Dylan. Under et job på Østre Gasværk Teater, hvor han det me­ste af forestillingen var forvist til garderoben, begyndte han at skrive på sine egne sange. 

”Jeg gad sgu ikke mere. Skrives skulle der. Nu! Det skulle realiseres og ud på en cd.” 

I anledning af Bob Dylans 60-årsdag var der arrangeret fest i Den Grå Hal på Christiania, og Niels Skousen blev inviteret til at synge solo. 

Under festen bagefter stødte han ind i sangskriveren og produceren Nikolaj Nørlund og – med den nye tids ord – pitchede sine sange til ham. Nørlund var ikke i tvivl. Han blev manden, der drev den nye Skousen frem med sit label Auditorium. 

Resultatet var albummet ’Dobbeltsyn’, der udkom i 2002. Skousen skrev med pondus igen. Tonen slog an hos 68’er-generationens børn, og de nye, unge samarbejdspartnere var blandt andet Piet Breinholm Bentsen, Nikolaj Stig Nielsen, Sune Wagner, Sebastian Büttrich, Lise Westzynthius og Tina Dickow. 

’Dobbeltsyn’ var the second coming. Niels Skousens tekstunivers blev igen værdsat ude i landet. Anmelderne var vilde med pladen, og publikum strømmede til koncerterne. 

Selv Roskilde Festival meldte sig på banen, og nu stod Niels Skousen med band på Grøn Scene. 30 år efter, at han var med til at starte festivalbølgen på et noget mere knoldet underlag. 

SKOUSEN KAN IKKE forlange mere, siger han. Tiden er med ham. Igen. Hvorfor det først skete efter 20 års pause, har han svært ved at forklare.

”Måske noget med en ny længsel efter ægthed? Jeg ved det ikke, det bliver hurtigt til klicheer, og jeg er bare en taknemmelig mand.”

Den 74-årige musiker ved dog, at man ikke skal tro alt for meget på tider. Ikke før man ser tilbage på dem og ved, hvad de bragte med sig. Kan se på dem med klarsyn. Dobbeltsyn.

Om den tid, 60’erne og 70’erne, som mange mener, Skousens musiske dna udsprang af, siger han selv:

”I mange tilfælde rendte vi åbne døre ind. Det var trods alt en rimelig kultur, der fandtes i Danmark. Men musik og livsstil blev hurtigt til en modesag. Jeg mener i virkeligheden, at vi var den første forbrugergeneration.”

Den sidste pointe er Niels Skousen selv bevis på: Han bor stadig i en lejlighed på Østerbro, kvarteret, der har været gennem samme udvikling som ham selv og 68’er-generationen: Fra søndags-picnics på bagsmækken af Morris Minor’en til sommerhus med rustik beliggenhed. Fra suttende på labben til penge i banken, fra folkekøkken med gratis grød til speltboller. 18 kroner stykket.

Denne artikel er oprindeligt publiceret i Ud & Se maj 2018.