Indlæg

Gang på gang

Gangway var et stort navn i 80’erne og 90’erne – men gik i opløsning. Efter 20 års pause er bandet tilbage med koncertturné og en ny plade. 60-årige HENRIK BALLING fortæller her om stadig at leve som en, der lige er flyttet hjemmefra.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Ritzau/Scanpix

DA JEG VAR syv-otte år gammel, opdagede jeg, at hvis jeg var til en børnefødselsdag, hvor en storesøster havde sådan en grammofon med højttaler i låget, ville jeg hellere sidde og høre musik end lege med de andre. Jeg begyndte at spille selv, da jeg var omkring 10 år, og jeg havde nemt ved det. Da jeg var 12-13 år, kom der musikbiblioteker, og at låne plader og lytte til dem var stort set, hvad jeg lavede i mine teenageår. 

JEG DRØMTE IKKE om at leve af musikken. Da jeg blev student og flyttede hjemmefra, havde jeg forskellige halvdagsjob. Hvis ikke det var lykkedes med musikken, var jeg nok fortsat med forskellige job uden at tage en uddannelse og havde spillet musik ved siden af. Jeg er ikke et menneske med visioner og mål. 

JEG MØDTE ALLAN, der er sanger i Gangway, ved et tilfælde. Jeg arbejdede i Illum, hvor jeg skulle samle papkasser rundt om i varehuset og køre dem ned i kælderen, hvor de blev presset til paller og kørt væk. En dag var Allan på besøg hos en ven i Illum. Det viste sig, at Allan havde haft mit job tidligere. Nu læste han korrektur på den trykte telefonbog, og han kunne skaffe mig ind der (hos udgiveren KTAS, red.). Det ville jeg hellere. Og så blev vi venner. Han var meget dygtig til at huske sange og kunne synge dem i den rigtige toneart. Han havde ingen musikalsk træning, men han var god til det. I starten var vi kun os to. Han sang og spillede bas, og senere vi fik en trommeslager. 

FØRST HED VI Unforced Error, ligesom i tennis. Allan fandt på det, og han tænkte også på, at vi skulle hedde Wham. Et halvt år efter kom Wham! så frem. Det var godt, at han fandt på Gangway i stedet for. Han havde hørt Julie Andrews synge ’gangway’ i en sang. Gangway er noget, man kan råbe, hvis man for eksempel skal nå et tog, og der står en masse mennesker, man gerne vil have træder til side. Men det er ikke den betydning, vi valgte ud fra. Vi syntes bare, det var et fint navn.

VI BLEV KONTAKTET AF et lille pladeselskab, Irmgardz, der skrev kontrakt med os. Vi indspillede 7-8 sange og glemte alt om det, indtil pladeselskabet ringede et halvt år senere: ”Skal I ikke se at få gjort det album færdigt?” Vi genindspillede nogle af sangene og nogle helt nye. Der var begyndt at komme en mere poppet stil fra England i stedet for den mere mørke tilgang efter punken i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne. Pladeselskabet var overraskede og meget skuffede. Det var ikke det, de havde skrevet kontrakt ud fra, men ret hurtigt kunne de godt lide det. Det viste sig at være et godt tidspunkt at udgive den slags musik i Danmark. Der var ikke rigtig nogen, der var som os. 

VI SKULLE SPILLE i Musikcafeen i København, da vi havde udgivet vores første plade, ’The Twist’ (1984, red.). Vi lavede lydprøve og gik ud og fik noget at spise. Da vi kom tilbage, var der kø langt ned ad gaden og rundt om hjørnet. Der fik vi en fornemmelse af, at det her er godt. Og det fortsatte. Vi spillede større og større steder og blev spillet en del i radioen. Vi kom også i tv. Der var kun én kanal dengang. Vi var de nye. Det var fantastisk.

I BEGYNDELSEN LEVEDE vi af 5.000 kroner hver om måneden. Det var fint for mig, jeg var vant til lønnen fra et halvdagsjob. Vi solgte ikke særlig mange plader, men vi tjente penge på at spille. Det løb lige rundt. Men da pladeselskabet skulle betale os for vores anden plade, gik det konkurs, og vi fik ingen penge. I stedet fik vi kontrakt med Polygram og forsøgte at slå igennem i England, men det gik ikke. Vi var ikke sultne nok. Jeg tror godt, vi kunne have gjort det med mere ihærdigt arbejde og det held, der skal til. Men vi gjorde det ikke nemmere for os selv ved at blive i Danmark. 

JEG VILLE GERNE have slået igennem ude i verden, og jeg ville gerne have skovlet en masse penge ind på min bankkonto, og det var da ærgerligt, at det ikke skete, men det var ikke ødelæggende for mig. Jeg var meget tættere på en depression, da Danmark tabte 5-1 til Spanien ved VM i 1986. Jeg havde det ad helvede til i en hel uge og havde svært ved at spise.

JEG ER GÅET FRA kærester og er selv blevet gået. Jeg har aldrig været gift og har ikke etableret mig og fået børn, så jeg lever faktisk som en, der lige er flyttet hjemmefra, ikke har særlig mange penge og bor i en lille lejlighed. Men jeg er glad for det, jeg laver. 

DET, JEG ER MEST STOLT af ved at være musiker, er at være selvstændig erhvervsdrivende og holde gang i nogle hjul. Vi er ude at spille, og så er der noget ølsalg og nogle mennesker, der er ansat til lave lys og lyd og stille instrumenter op, og der er et bookingbureau og et pladeselskab. Det er jeg ret stolt af at være med til. 

DEN VILDESTE OPLEVELSE med Gangway var på Roskilde Festival i 1985 eller 1986. Vi spillede i det store telt, der vist hedder Odeon nu, og det var helt fyldt. Vi spillede et nummer, der hedder ’Rhythm Is Our Business’. Det meste af det var improviseret. Det gik ned i tempo og blev stille, og så kørte vi det op igen. Folk fulgte efter og blev stille eller røg helt op alt efter, hvordan jeg sang. Det var, som om de her 5.000 eller 10.000 mennesker var en forlængelse af mig.

DET ER MEGET få mennesker, der har henvendt sig til mig, fordi jeg var med i Gangway. Det har slet ikke tegnet mit liv. Jeg tror også, jeg har et ansigt, der gør, at folk helst ikke henvender sig. Mit normale ansigtsudtryk er nok lidt afvisende. Det er bare sådan, jeg ser ud. 

VI VANDT FEM Grammyer i 1993 (i dag Danish Music Awards, red.). Vi fik et brev fra Sonys administrerende direktør i Europa, hvor vi blev ønsket tillykke. Og så gik det i stå. Jeg ved ikke, hvad der skete. Vi havde solgt ret godt efter Gangways standarder. Jeg talte på et tidspunkt med Thomas Helmig, som havde en stor fiasko, fortalte han. Hans plade havde solgt 40.000 eksemplarer. Jeg sagde: ”Det er lige så meget som vores største succes.” 

VI LAVEDE TO PLADER efter 1993, indtil vi stoppede i 1998. Salget gik nedad, og når vi var ude at spille, var der færre og færre mennesker. Vi blev ret hurtigt enige om, at det var bedst af stoppe. Vi var ude at spille, og jeg havde været skidesur i to dage og opført mig dårligt over for de andre, selvom det ikke havde noget med dem at gøre. Det var hele situationen. Jeg kaldte dem ind på mit værelse og sagde: ”Jeg synes, vi skal stoppe.” Jeg har altid sagt, at vi ikke skulle gendannes. Men på et tidspunkt må man sige: ”Okay, det skal heller ikke være for sent, hvis det skal være.”

JEG ER GLAD FOR, at jeg skal dø. Jeg længes ikke efter det, men jeg er glad for, at jeg holder op med at eksistere. Jeg tror ikke på nogen form for evigt liv, det er noget af det mest skræmmende, jeg kan forestille mig.

HENRIK BALLING

Født i 1959, komponist, producer og guitarist. I 1982 dannede han Gangway sammen med sanger og bassist Allan Jensen. Senere blev Jan Christensen trommeslager. I 1985 blev også Torben Johansen (keyboards og guitar) medlem.

Gruppen udgav syv album, inden den gik i opløsning i 1998. Blandt de bedst kendte sange er ’My Girl and Me’, ’Mountain Song’ og ’Didn’t I Make You Laugh’.

Siden opløsningen har Balling været sangskriver eller producer for blandt andet Peter Sommer og Marie Key og optrådt med Rytteriet.

I 2017 gjorde gruppen comeback med koncerter rundt om i Danmark. I april udkom albummet ’Whatever It Is’, og Gangway, der i dag består af seks medlemmer, spiller rundt om i landet i maj.

 

/

På alles læber

ANNE LINNET er gået på scenen i 50 år, men alligevel nærmest rejehopper den nyforelskede musiker af kådhed. Ud & Se tog med ikonet på turné og om bag scenen for at finde hemmeligheden bag hendes lidenskab og de sange, som er flyttet ind i den danske folkesjæl.
Tekst:Frank StokholmFoto:Jonas Bie og Steven Achiam

TRE TIMER FØR koncerten står hun på gaden i Odense sammen med korsangerinden, presse­agenten og kæresten i en ankellang rød uldfrakke. ”Drengene sidder oppe under taget,” siger Anne Linnet i sorte jeans, ruskindsstøvler og solbriller. Uden at det bliver formuleret som en egentlig kommando, vinker hun reporteren af sted.

For enden af trappen oppe under taget ligger til venstre et rum indrettet med spejle langs begge vægge, borde langs spejlene og stole ventende på de spejlende; lidt som en frisørsalon, bortset fra at ved hver eneste plads omkranses spejlbilledet af lyspærer som i en gammel Hollywood-film. Rummet til højre er mere skramlet. Vægge, rør og radiatorer er malet i italiensk rød, betongulvet er brunt, og de sorte sofaer ligner læder. Guitaristen, bassisten og trommeslageren har spredt deres grej i rummet.

Guitarist Anders Bo Jespersen med den sorte baseballkasket har længere hår end både Jimmy Page og Eddie Van Halen. Tatoveringer kryber frem under T-shirten med dødningehovedet. Ved begge knæ er de sorte jeans skåret op, og der er glughuller til højre lår. Anders Bo Jespersen udlever drømmen som hired guitar, og stilen er en del af pakken, når han købes ind til at stå bag Linnet, Medina, eller hvem det nu er. 

”Livet er for kort til merlot,” siger bassist Jakob Christensen, da jeg træder ind i rummet. Stemmen er mindre sikker end ordene. Vin i 200-kronersklassen er ikke hans hjemmebane. Sidste weekend kørte Linnet scenejokes på hans fuldskæg. Nu har han raget skægget af.

Morten Hellborn, den kronragede trommeslager på den modsatte side af bordet, ignorerer afskrivningen af merlot-druen og slynger vurderende den røde væske rundt i det løftede krystalglas. Rundt om bordet karakteriseres vinen som ”perlende”. 

”Nå, I fandt glassene.” Bandets nye mand, keyboardspiller Mads Demant, træder ind i rummet. 

Universalglassene købte de sidste weekend i en vinhandel i Aarhus mellem koncerterne i Vejle og Holstebro. Med sin sixpence og en gyldenbrun lærredsbuks anes Mads Demants smag for jazz, hvilket erfaringsmæssigt kan skabe sammenstød med bandlederen. Men keyboardspilleren har en særlig synthesizerbaseret lyd, som passer godt ind i det sen-80’er-univers, der er afsættet for aftenens koncert. Anne Linnets turné fejrer 30-årsjubilæet for udgivelsen af albummet ’Jeg er jo lige her’. 

Med knap en halv million eksemplarer hører albummet til de allermest solgte i dansk musikhistorie. Sange som ’Forårsdag’ og ’Tusind stykker’ er gledet ind i folkesjælen, og som Anne Linnet udtrykker det, skal publikum ved aftenens koncert ”have følelsen af at komme hjem”. 

Ikke alt fra 80’erne lader sig transportere til 2019, men noget må fastholdes, og Mads Demant kan levere den tidstypiske synthesizerlyd, hvis ellers han kan styre sig. 

Musikerne ved bordet er nået til punktet, hvor de diskuterer temperaturen i glasset, for og imod 12 grader, da denne skribent forsøger at stemple ind i samtalen: ”Okay, drenge, hvad skete der med rock and roll?”

RØDVIN I KRYSTALGLAS bliver ikke nævnt i Anne Linnets selvbiografi ’Testamentet’, der handler om hendes liv i tyverne og sådan set er meget lige på. Efter koncerterne i 70’erne og 80’erne scannede hun salen for en m/k, som var værd at tage op på værelset, elske med og smide ud bagefter, som hun formulerer det. Finere vinsmagning var der ikke fokus på. Guitaristen i dødningetrøjen skifter udtryk, ansigtet fyldes af et blødt smil: ”Vi synes jo, at rødvin passer så godt til den her tur.” 

Musikerne har respekt for chefen. De fleste har arbejdet sammen med hende i det meste af et årti. Nogle gange, når de er ude med en solist, kan kommunikationen blive noget vævende, når bandlederen gerne vil have en mere ”blå” eller ”orange” stemning. Den slags problemer er der ikke med den komponistuddannede Linnet, som straks tager fat i den uønskede takt eller tone. Generelt er direktiverne præcise og håndfaste. ”Ingen jazz, ingen reggae, ingen ska,” messer bassist Jakob Christensen, som har hørt bandlederens mantra en del gennem årene. Det med ska er han enig i: ”Ska sku’ sgu skydes.” 

Der lyder et mumlende bifald fra guitar og trommer. Keyboardspiller Mads Demant siger ikke noget. Indtil han proklamerer:

”Jeg spiller Hancock i aften.”

”Eij.”

”Jeg har forberedt en solo.”

”Eij, eij, eij.”

”Hun beder jo næsten selv om det, når hun hele tiden siger, vi ikke må. Der kommer en Herbie Hancock-solo til ’Smuk og dejlig’. Schyyy, hun kommer nu!”

Trommeslager Hellborns hænder er rastløse før koncerten. Linnets er søgende, måske efter en sidste smøg, men er hendes hænder også magiske? Hunden Buddy synes det vist. Og så kan hænder holde af og holde om.

EN TIME SENERE står Anne Linnet til lydprøven, stadig bærende mørke solbriller i den sortmalede sal under fire krystallysekroner. 500 røde stole er sat op i Magasinet i Odense. Anne Linnet foretrækker, at publikum står op, eller i hvert fald rejser sig op undervejs, men hun ved også, hvad hendes publikum foretrækker. Anne Linnet er 65, men det er hendes krop ikke. I 50 år har hun stået på scenen, og selvom hun er opmærksom og krævende, når hun synes, at rummet er for ”tørt”, lyden mangler ”præsens”, eller lyssætningen er ”alt for skarp”, så fornemmes også en boblende, nærmest løssluppen glæde, som undervejs i lydprøven får hende til at danse på en måde, hun ikke tillader sig selv under koncerterne. Der er forskel på at feste og arrangere en fest. Sønnen Marcus, der hed Jan Martin, indtil han gik til numerolog, står nu ved sine congas-trommer. Han er producer på en række af mors album, og hun går nødigt ind i det følsomme rum, det er for hende at indsynge sangene, uden at have sønnen med. Han er god til at finde punktet, hvor hun har sunget sangene nok til ikke længere at tude, men ikke har sunget dem så mange gange, at følelsen forsvinder. ”Jeg tager lige en kop kaffe,” siger han, hvis stemmen alligevel knækker over, og mor græder.

I selvbiografien ’Hvor kommer drømmene fra’ om barndommen beskriver Anne Linnet, hvordan hun allerede fra treårsalderen ud af luften hørte violiner, når hun rørte tangenterne på mormors blåmalede klaver. 

Sangene, der kommer til hende, kalder hun ”rørpost fra oven”. I bogen ’Testamentet’ beskriver hun, hvordan hun nogle gange får de samme sange, som andre komponister allerede har fået, blot hører hun dem med endnu flere instrumenter. Musikken er et felt, komponisten kan tappe ind i. Kunstnere taler om muser, og der er ikke langt fra ’muse’ til ’musik’. 

Alt det håndværksmæssige, hun lærte på konservatoriet i Aarhus, er nødvendigt, siger hun, men selve det at kunne tune ind i musikkens felt og tage tonerne tilbage, det kan du ikke lære. Det er en gave, og den gave har hun fået og skal give videre. Hun elsker at stå på scenen, hvor nuet er så stærkt, men størst af alt er øjeblikket, hvor den nye sang ankommer. Straks mærker hun, når det er en af de store, for der er en grund til, at nogle sange bliver store. 

Selvom sangene ankommer nøgne og skal arrangeres og klædes på af en erfaren komponist, så ved hun det i undfangelsen og har den her følelse af mæthed nogle dage frem. Når hun første gang tager dem omkring Marcus, ved sønnen også, om det er en af de store. 

Nu tester han den sidste lyd – en guitar, en mikrofon, lidt slagtøj. Nikker. 

”Så skal der spartles,” halvvejs råber Anne Linnet. 

 

REN LINNET 1

1. Anne Kristine Linnet er født i 1953 i Aarhus. Faren Peder Linnet-Jepsen var overlæge, moren Elisabeth Kloppenborg-Skrumsager var tandlæge. Anne Linnet har tre ældre brødre og en tibetansk adoptivbror. Anne Linnet tillægger det betydning, at hun er vædder med jomfru i ascendanten. 

2. Student fra Statsgymnasiet i Aarhus i 1972. Fra 1973 til 1985 går Anne Linnet på Det Jyske Musikkonservatorium, hvor hun som den eneste på sin årgang og som den første kvinde herhjemme uddannes som komponist.

3. Fra 1971 synger hun med Radioens Big Band med materiale af hendes senere ægtemand, Holger Laumann. Debuterer i 1973 med lp’en ’Sweet Thing’ under navnet Anne Linnet & Tears. Bandet Tears er stiftet af Holger Laumann, som Linnet gifter sig med i 1974. I 1975 kommer Anne Linnets første solo­plade, der helt enkelt hedder ’Anne Linnet’.

4. Danner i 1974 bandet Shit & Chanel med blandt andet Lis Sørensen. Linnet skriver sangen ’Smuk og dejlig’, som i 1976 bliver bandets og hendes første store hit. Har på dette tidspunkt også skrevet ’Forårsdag’, som imidlertid forbliver i skrivebordsskuffen 14 år frem. 

5. Udgiver i 1977 pladen ’Kvindesind’ med musik til Tove Ditlevsens tekster. I 1986 udgives ’Barndommens gade’, endnu et album baseret på Ditlevsens digte.  

6. Danner i 1980 Anne Linnet Band med blandt andet Lis Sørensen og Sanne Salomonsen. Året inden dør faren, og Linnet søger væk fra bandets udadvendte, feststemte poprock. Præget af seksuelle eksperimenter danner hun i 1983 bandet Marquis de Sade, som trækker en hårdere elektronisk lyd ind på den danske musikscene, men også blivende klassikere som ’Venus’ og ’Glor på vinduer’.

7. Fra anden halvdel af 80’erne er det mindre piskelyd og mere venindelyd. I 1988 udkommer solopladen ’Jeg er jo lige her’. I 1989 udgives ’Min sang’, hvor Johannes Møllehave står for teksterne. Linnet havde frabedt sig ord som ’Jesus’ og ’Gud’, men da Møllehave kom tilbage og spurgte, om hun dog kunne synge ’Lille Messias’, svarede hun ja – og åbnede en ny bane i sit virke med faste kirketurneer. 

8. Linnets særlige position har rødder i 70’erne og 80’erne, hvor hun lagde lydsporet til mange danskeres liv. Men produktionen af fængende sange fortsætter. I 2007 er der titelnumme­ret fra albummet ’Akvarium’. I 2012 på albummet ’Kalder længsel’ er der sangen ’Jeg har set dem komme’. Seneste album er ’Alle mine drømme til dig’ fra 2015.

9. Allerede fra studietiden skrev Linnet klassisk musik, eksempelvis i 1985 strygekvartetten ’Quatuor Brutale’ og i 1989 det symfoniske værk ’Spring Capricious’. I 1996 komponerede hun ­kammeroperaen ’Thorvald­sen’.

10. Anne Linnet har været gift på rådhuset to gange, først med Holger Laumann, siden med Tessa Franck. Tessa Franck fødte børnene Isolde (8) og Nemo (6), som er hos Anne Linnet hver anden uge. 

11. Anne Linnet er tildelt en række priser, herunder i 1998 den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond.

TO DAGE TIDLIGERE mødes vi i København. Ved en café nær Nyhavn venter Linnets presseagent, Jenni Jet, med sin dansk-svenske gårdhund Buddy. Agenten fortæller, at hun faktisk godt kan blive en smule starstruck over sin klient, som nogle gange ikke siger noget, men bare griner et uudgrundeligt grin. 

Så kommer hun gående, de kommer gående, i solen. 

Kæresten Kathrine Kjær er jurastuderende. Det er nemt at skrive spørgsmålene i notesbogen og nemt at læse Linnets standardparade i gamle artikler: ”Det ville du ikke have spurgt om, hvis jeg havde været en mand.” 

Men spørgsmålene opløses, som de står her i solen. Kathrine Kjær er en anelse mere spinkel i ansigtet, men håret har samme længde og er bleget til samme farve som Annes. Den jurastuderende er i den røde uldfrakke, som Anne også har en af i skabet. Spørgsmålene opløses, for de to er omsluttet af det lys, som alle par forhåbentlig starter med at have, og som de bedste bevarer eller genfinder undervejs. Kathrine er 27, Anne 65, lyset er uden alder. 

”Jeg måtte bare røre Buddy,” siger Kathrine som forklaring på, at hun kom med. Snart sidder Anne og Kathrine på hug over en rørt Buddy. Som barn havde Anne Linnet en rottweiler, som undervejs gjorde en gravhund gravid. Det resulterede i et kommodeformet væsen på korte ben, Hendes to rækkehuse på Holmen i Indre København ligger ud til havnen. Selv bruger hun badestigen, når hun skal i, men dengang hun stadig havde hund, byggede Anne Linnet også en hundesliske ned til vandet. 

”Jeg mødte Kathrine på Det Kongelige Teater efter en koncert,” fortæller Anne Linnet, da vi fortsætter alene langs havneløbet. 

”En fælles bekendt havde overtalt Kathrine til at tage med til koncerten. Bagefter var der vel 50 personer backstage, og hun var en af dem. Jeg så hende straks gennem mængden, og jeg holdt så lige blikket det ekstra for at se, om jeg havde set rigtigt. Det gjorde hun også, og vore blikke mødtes. Jeg var nødt til at gå lidt, for der var en journalist, der skulle have et interview, men hun var der heldigvis, da jeg kom tilbage. Jeg gik direkte hen til gruppen, hun stod i.
”Jeg har set dig før,” sagde jeg. Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke sove. Jeg vidste godt, at der var sket noget. I dag ved jeg, at Kathrine heller ikke kunne sove.”

Scenen er indtaget, sætlisten klar, trommeslager Hellborn tager styring, og Anne Linnet trives i rollen som rock-mammy.

KVINDER KOMMER med kvinder, og kvinder tager mænd med. Til koncerten i Odense er tre ud af fire ikke mænd. De fleste er i fyrrerne eller halvtredserne. Tøjstilen ligger lidt til venstre for en afslappet midte, eller også er det bare sådan, folk fra Odense går klædt. Linnet ved, at storbyens publikum fanger viben et par numre tidligere end til koncerterne op langs Vesterhavskysten eksempelvis. 

Men hun har et par sange, som giver hende grebet fra første strofe, uanset hvor i landet hun er. Da hun åbner med ’Tusind stykker’, er der hurtigt tilløb til fællessang. Bag trommerne tager Morten Hellborn styring, for uanset hvor dominerende Linnets direktiver er, gider hun ikke flegmatiske musikere, når musikken først spiller. Selvom aftenens afsæt er den lidt ferske 80’er-klang, trækker bas, guitar og trommer en pulserende bluesrock ind, som klæder sangene. 

Fra sin plads bag pulten midt i rummet skæver lydmanden nervøst mod højre højttaler, som højt oppe sender lyden nærmest parallelt langs balkonvæggen af beton. Lydmanden hedder Per, men fordi han er svensker, kaldes han Pelle. Han startede som musiker og gled undervejs over i rollen som lydmand. Som sådan fulgte han med Björn Afzelius til Danmark i 80’erne, mødte en kvinde og blev hængende. Nu leder den 65-årige efter de knapper, der skal sikre, at lyden ikke går itu.

Også denne sang kom om natten. Det var den første nat i det nye hus nær Frederiksberg Have og Frederik IV’s gamle slot. Susse Wold havde fundet huset til hende, Bent Mejding sørgede for papirarbejdet, og i 1985 sad Anne Linnet efter bruddet med jazzsaxofonisten Holger Laumann, Marcus’ far, alene i en ny by og et nyt hjem, kun medbringende sin seng og mormors blå klaver. Alting kan gå itu. Hun vidste, at det var en af de store.

KORSANGER Julie Lindell arbejder fra scenen med hår som en faldende fontæne, sorte støvler til over knæene, sort kjole lidt ned på lårene, og med benene som stempler i takt til musikken suger hun salens mandlige blikke. 

Anne Linnet har altid fundet kraftfulde lysere stemmer til at svøbe omkring sin egen mørkere tone. Engang var det Lis eller Sanne, nu er det Julie. Musikerøkonomien er ikke, som da Linnet sendte ’Jeg er jo lige her’ på markedet. Efter cd-salgets kollaps er det live-musikken, kunstnerne skal leve af, og det kræver noget mere end 500 udsolgte pladser i Odense. 

Linnet selv kommer aldrig i problemer. Hun fik den gode tid med og investerede klogt. Men musikerne omkring hende møder en anden verden, end hun gjorde. Sønnen Marcus har taget en sen uddannelse som snedker. Og Julie Lindell supplerer indtægten med at være leder for flere gospelkor og med såkaldt gospel-teambuilding for store firmaer. 

Men nu spiller musikken, og Lindells stemme fletter ind i Linnets, da hun synger: ”For det er jo det, vi har hinanden til”, og rækker mikrofonen ud for at møde publikums ”holde om og holde af”. 

Anne Linnet og kæresten Kathrine Kjær.

SELVFØLGELIG HAVDE hun set Kathrine før, og i dag husker Anne, hvad Kathrine aldrig havde glemt. 

”Det var under en koncert i Frederikshavn, jeg fik øje på hende. Hun stod ude i siden, og jeg vidste med det samme, at hende ville jeg komme til at kende. Efter koncerten bad jeg vagten invitere hende ind bag scenen. Noget, jeg ellers aldrig gør.” 

”Aldrig? Det er ikke det indtryk, jeg har fået efter at have læst din selvbiografi.”

”Jamen, det er jo noget helt andet …” Anne Linnet værger for sig, halvt grinende. 

”Det foregår jo på den måde, at efter koncerterne bliver nogle stående i salen, og på et tidspunkt kommer vagten og siger, at der er nogle, som gerne vil have autografer. Så går jeg ud, og så kan vi jo falde i snak. Dér er de jægerne. Med Kathrine var jeg jægeren. Og hun hældte mig ned ad brættet. Virkelig pinligt.”

Kathrine Kjær var 3. g’er, og selvom gymnasievennerne sagde ”gå dog derind”, da legenden kaldte backstage, tog hun artigt hjem til Løkken, hvor hun boede dengang. Nogle år endnu måtte kvinden, som i sin selvbiografi kalder Don Juan en ”amatør”, vente på, at tilfældet, skæbnen, hvad det nu var, i september 2017 førte en nervøs jurastuderende backstage på Det Kongelige Teater.

I en af aftenens mange sange om tosomheden – sangen hedder ’Ørkensand’ – synger Anne Linnet: ”Når vi først er døde / Ska’ vi ikke mere ses / Måske mer’ end tusind år.” 

Sådan er det for Anne Linnet. Vi skal bruge nuet, for der kan gå lang tid, før vi ses igen. Men vi ses igen. Og ikke nødvendigvis i himlen. I selvbiografien ’Testamentet’ kredser hun om fornemmelsen af at have kendt et andet menneske i et tidligere liv. Susse Wold for eksempel, tænker hun at have kendt tidligere. Vi taler lidt om det på turen mod Kastellet. Da jeg nævner Sanne som en, hun måske har den samme fornemmelse med, trækker Linnet på det. ”Men Kathrine har jeg helt sikkert kendt,” siger hun.

I bandet mærkes forelskelsen. 

”Når vi er i Aarhus og efter en koncert går på Fatter Eskil, så går Anne med nu. Det gjorde hun ikke for nogle år siden,” siger trommeslager Hellborn. 

”Jeg troede faktisk ikke, at jeg fik lov til at opleve det igen,” siger Anne Linnet. 

”Vi planlægger julebryllup. Min faste turné med kirkekoncerter op mod jul slutter lidt tidligere i år, så vi kan få plads til brylluppet. Det skal være et kirkebryllup.”

Anne Linnets sange kommer fra oven.

”VIL DU MED ned og ryge?”

Anne Linnet har sine ritualer, og stemmetrænere kan sige, hvad de vil: I pausen skal hun have sin smøg. 

Et par gange er hun holdt op og har været røgfri gennem to-tre år. Røgen koster nemt et par toner i toppen, men selvom talestemmen er blevet dybere, synger hun stadig sangene i deres oprindelige toneart. 

Da vi mødtes to dage tidligere i København, fortalte hun, at nu skulle det være. Hun havde købt et program til rygeafvænning. En gradvis aftrapning af smøgerne over 14 dage. Børnene har aldrig brudt sig om hendes smøger, og Kathrine har også bedt hende stoppe. ”Jeg vil jo gerne have dig længe,” har Kathrine sagt. Anne Linnets stemme vibrerer, da hun genfortæller det. Efter weekendens koncerter starter nedtrapningen. ”På mandag er det slut,” sagde hun. 

Da vi i pausen står i Brandts Passage i aftenmørket, tænder hun cigaretten. Jeg minder hende om det ellers forestående rygestopprogram. Et øjeblik kigger hun forvirret på mig. 

”Ha!” udbryder hun med sin dybe stemme og tager nok et sug, ”jeg holder sgu nok aldrig op.”

HENDES FAR, overkirurgen, kunne et eller andet. Efter aftensmaden tog han tilbage på hospitalet og holdt i hånd med de patienter, han havde opereret tidligere på dagen. Bagefter kom brevene, som moren læste højt for hele familien. Anne forstod ikke, hvorfor patienterne skrev så meget om hendes fars hænder. Men en af de dage, hvor hun havde ondt i maven, kunne hendes mor ikke hente hende, så det blev faren, der fulgte hende fra skole. Da de var på vej ned ad trappen, rørte han hende med sin hånd, og hun mærkede en varm strøm gennem kroppen, som tog smerten. Han arbejdede altid, sled sig op, blev kun 58. Hun nåede aldrig at spørge om det med hænderne. 

Men en nat kom energien også til hendes hænder. Hun var 28, lå i sengen, stadig vågen, da begge underarme pludselig løftede sig, og hun mærkede strømmen ud gennem hænderne. En clairvoyant forklarede, at kraften strømmede fra hænder og fødder, og at det var en gave – men at hun selv afgjorde, om hun ville bruge den. Når folk havde hovedpine, lagde hun hænderne på, og Linnet besluttede sig for, at hun måtte blive clean. Hun mediterede, spiste rigtigt, droppede alkohol og mere eller mindre stærk tobak, levede endda i cølibat – sådan da. 

”Et år levede jeg sådan, så indså jeg, at min opgave er musikken. Det andet har jeg med mig, og nogle gange mærker jeg energierne mellem musikere og publikum, men jeg behøver ikke være clean,” siger hun.

Backstage er Linnet glad, mens keyboardspiller Mads Demant, den høje mand næstyderst til højre, pønser på noget hemmeligt til aftenens koncert.

SELVOM ANNE LINNET er dronningen på scenen, har hun også en generøsitet i sig, når hun giver sange eller plads væk. Engang var det Sanne Salomonsen, som fik gennembrudssangen ’Det er ikke det du siger’ forærende. En anden gang fik Lis Sørensen ’Mine øjne de skal se’. 

Her i Odense overlades pladsen og duetterne til sønnen Marcus og til Julie Lindell, korsangeren, som inden koncerten selv fremhæver dette træk: ”Anne er ikke bange for at lade andre shine.” 

Sådan noget kan være en delikat balancegang, for ofte har de tilkaldte korsangere større stemmer end den kendte, aldrende stjerne. Men som komponist spiller Anne Linnet efter andre regler end den sanger, som lever på stemmen. Anne Linnets sange og stemme følger mange gennem livet, for nogle nærmest som lyden af en veninde. 

I Magasinet i Odense, som så mange andre steder, kan hun se ud over publikum og mærke, hvordan sangene lever i folk. Da hun kort inde i andet sæt beder publikum om at synge en sang for hende og hurtigt lægger ud med første linje til ’Forårsdag’, kommer salens svar. Musikerne bygger langsomt på. Først guitar, så keyboard og så efterhånden, efter publikum har sunget mod til sig, også bas og trommer. Det er fællessang, men frøet har hun sået, værket er hendes, og igen, denne aften på Fyn, får Linnet den belønning, hun er kommet for. 

Efter jubilæumsturneen skal hun fortsætte arbejdet med et nyt album med sange til Kathrine. Når vokalerne skal synges ind, får hun brug for Marcus i studiet. Et par af sangene, har de begge hørt, kan blive nogle af de store. Linnet håber at være klar med albummet til efteråret, før brylluppet. Måske det så falder sammen med udgivelsen af en skønlitterær bog, hun også er ved at gøre færdig. Digte og børnebøger har hun allerede udgivet ud over de to anmelderroste selvbiografier. En udstilling af malerier i Rundetårn og en enkelt hovedrolle i en film er det også blevet til undervejs. Musikalsk har hun ved siden af pop, rock og viser bevæget sig gennem musicals, opera, filmmusik, klassiske orkesterværker, strygekvartet, ambient, børnemusik og salmer – hun har efterhånden skrevet 45 af de 50, hun har sat sig for. 

Nogle gange føler Anne Linnet, at hun bliver ledt. Det kan være til et ansigt, Kathrines, til en udsendelse eller et stykke, som skal give hende inspiration. Engang faldt hun over Tove Ditlevsens digte på en venindes spisebord, tog dem med sig og var i gang med at sætte musik til, da et musikforlag ringede og spurgte, om hun ville sætte musik til Ditlevsens digte. Næsten fire årtier senere har Linnet stadig den samme fornemmelse af at blive guidet: 

”I sidste uge vidste jeg bare, at jeg skulle se et stykke på Det Kongelige Teater – ’Amadeus’. Det handler om Mozarts dilemma mellem at skabe og at leve. Alle de store komponister har haft det problem. Bach havde det. Noget i os vil jo hele tiden sidde alene og skabe musik. Thorvaldsen opgav fuldstændig livet for sine marmorblokke. Nu med Kathrine har jeg den her lykkefølelse, som jeg jo gerne vil være i hele tiden. Men jeg skal også finde plads til at skabe. Dét skulle skuespillet om Mozart minde mig om.”

 

REN LINNET 2

1. Det er let at se Anne Linnet som en del af tidsånden, som hun trådte frem i de tidlige 70’ere i hvid T-shirt, spraglet vest og bukser med svaj. Allerede som teenager i et frigjort overlægehjem i Åbyhøj ved Aarhus mødte Anne Linnet sen-60’ernes antiautoritære bølge, som tre festglade storebrødre trak ind i hjemmet, hvor faren måtte spørge, om de mange overnattende kvinder dog ikke i det mindste, når de stod op og gik gennem huset, kunne tage bare en smule tøj på. 

2. Tidlig modenhed er et træk, som skinner igennem. Som 15-årig var hun kæreste med en franskmand, som læste til skuespiller i Paris. Som 17-årig flyttede hun sammen med den 28-årige jazz­saxo­fonist Holger Laumann, som også blev en musikalsk læremester for hende foruden at være far til hendes to ældste børn. 

3. Linnet er selvfølgelig præget af tiden, men hun er også en, der præger tiden. Navnlig på to områder har hun været med til at flytte tidsånden: kvinders ligestilling og seksuelle minoriteters position. 

4. Hun tog i 1974 intiativ til landets første, fuldt på­klædte kvindeband, Shit & Chanel, og hun satte her med sine sangtekster om kvindeskæbner og kvindelige synsvinkler et lydspor til rødstrømpebevægelse og ligestilling mellem kønnene. Selv blev hun den første kvinde herhjemme, som blev uddannet som komponist. Da hun fra 1980 med Anne Linnet Band satte sig selv, Lis Sørensen og Sanne Salomonsen i front, var det også – uden at det nogensinde blev formuleret på anden måde end gennem eksemplets magt – realiseringen af et kvindeligt lederskab i poprock. Dermed var ligestillingsprojektet flyttet fra 70’ernes kritiske stemme i et af modkulturens bands til 80’ernes sejrende stemme i mainstream poprock. Det sug, der er mod Anne-Sanne-Lis-koncerterne landet over i maj, handler også om det. Og selvom Anne Linnet her er en del af en trio, er det også klart, at havde man taget hende ud af ligningen, var facit blevet et andet. 

5. Anne Linnet var tidligt åben om sin tiltrækning af begge køn. Hendes første hit, ’Smuk og dejlig’, er skrevet til skuespilleren Ulla Henningsen. I hendes selvbiografi ’Testamentet’ vrimler det med afklædte mænd og især kvinder. I 2018 var hun hovednavn ved Copenhagen Prides koncert på Rådhuspladsen. Samtidig er Anne Linnet vel den eneste herhjemme, som er sluppet fra både at vedkende sig og lave musik på sadomasochistisk fascination. 

6. Anne Linnet er mor til syv – mor eller mammy, som det kaldes, når moren er en anden kvinde. De to er nu voksne adoptivbørn. De tre voksne biologiske børn – Evamaria, Marcus og Alexander (Xander) har undervejs alle arbejdet sammen med deres mor musikalsk. 

ANDERS BO JESPERSEN griber sin fjerde guitar. Hvor mange han har, husker han ikke, men fire rækker til aftenens koncert. Ligesom toner kan ligge skævt i Linnets univers, kan guitarer det også. Showguitaren af glas, som Medina forærede ham under sin seneste turné, har guitaristen ladet blive hjemme. 

”Den tror jeg ikke, Anne ville kunne lide,” forklarede han i timerne op til koncerten. Nu bevæger han sig ind midt på scenen, pladsen indtager han med sine tynde, lange ben i et bredt A, mens guitarsoloerne pisker den sidste energi ind i salen før det obligatoriske råb på ekstranummer.

Sættet er efterhånden gennemprøvet, koncerten er en af de sidste, inden Anne Linnet i maj tager på en stor danmarksturné med Sanne og Lis. Én sang har Linnet dog måttet flytte for at holde koncertens rytme, og løsningen er den, som den ofte er med lidt uregerlige sange: Smid dem ind som første ekstranummer. Her er flowet alligevel brudt af pause, og publikum må godt geare ned inden den afsluttende finale. Derfor får de ’Højt mod Nordens stjerner’, Anne Linnets bud på en fædrelandssang, som hun gerne vil have flyttet ind i folkesjælen. Men også en sang, som måske passer bedre til akustiske kirkekoncerter end til bluesrock i Odense. 

Den længselsfulde sang om Danmark kom til hende under et skriveophold i Paris, en by, som sidder i hende. For to dage siden gav Anne Linnet en slags forklaring på sin kredsen om et liv før dette og måske også på fascinationen af Paris:

”Jeg har to syn, som bliver ved med at komme til mig. I det ene er jeg ved et hus. Jeg ser det udefra, og jeg går ind i det. Måske er vi i starten af 1800-tallet. Jeg ved, at det er i Paris. Jeg har følelsen af at have været i det hus, og jeg ser det så tydeligt, at jeg vil kunne kende det, hvis jeg ser det. Mit andet syn er ældre. Jeg er i en lukket vogn med heste foran. Vi er to i vognen, og den anden skal væk hurtigt. Jeg ved ikke, hvor vi er, og hvorfor vi skal væk, men jeg kan se på vognen, at vi må være i en ældre tid end i synet fra Paris.”

Vi taler om det igen inden koncerten, mens vi sidder i en af de sorte sofaer i det italienskrøde rum og spiser thaimad i plastæsker. Kathrine har sat sig på hug foran med hånden på Annes knæ og et opadvendt blik, som ethvert menneske mindst én gang i livet fortjener at blive betragtet med.

Anne tager med Sanne og Lis på danmarksturné i maj.

BAG KEYBOARDET er Mads Demant klar, da Anne Linnet introducerer aftenens sidste nummer. Han har lagt sin sixpence og viser en intakt hårpragt. Publikum har for længst fået følelsen af at komme hjem, da Linnet runder af.

”Den næste sang kan noget særligt,” siger Linnet og fortæller om sin glæde over at høre netop denne sang som nattens sidste, da diskoteket lukkede. Det er sådan en sang, som får fulde ungersvende til at tro på erobringen, forklarer Linnet publikum. Diskotekerne vil jo gerne have, at vi går hjem med hinanden. 

”Den her sang kan man score til.” 

Musikerne kender replikken og ved, at nu skal de starte. I salen lænes kroppe mod hinanden, stadigvæk. Alle folk kan se det straks, og måske Linnet også kan høre det, da det første anslag på keyboardet lander diskret, men skævt, og kort efter følges af fire mærkelige toner, langt fra poprockens gængse skalaer. Anne Linnet hører alt, men selv hun kan ikke kontrollere alt, når musikken spiller. Hellborn driver rytmen mod det aftalte klimaks, og bas og guitar lægger bunden som planlagt, da Mads Demant i en lang, ustoppelig solo slipper fusionsjazzen løs og gør Herbie Hancock ’smuk og dejlig’.

Næste aften skal bandet spille i Hjørring. Nedpakningen går hurtigt, inden musikerne kører mod nattekvarter i Aarhus, Linnets fødeby. Mange timer kommer de ikke til at være vågne, før de skal af sted igen. 

Men lige akkurat nok til, at drengene næste formiddag har arrangeret en vinsmagning i deres foretrukne vinhandel. 

”Bare nogle få, udsøgte vine,” siger Hellborn. ”Vi skal også have lidt god ost til.”

/

“Stofferne var en del af mit liv”

Den 45-årige rapper Jesper Dahl, bedre kendt som JOKEREN, om at være utilpasset, om at have ADHD uden at vide det, om at feste igennem, om at være inspireret af latino-kulturen og om at være med i det, han selv kalder en macho-revolution.

JEG VOKSEDE OP i Hillerød i 70’erne. Min mor var dansklærer og underviste på en handelsskole, og min far var læge. Det var et akademisk middelklassehjem med klaver og lange reoler med bøger. Jeg gik rundt med krudt i røven og en ubehandlet ADHD. Det er nok derfor, at jeg blev rapper og ikke professor. 

MIT BARNDOMSVÆRELSE bestod af IKEA-møbler og kokostæpper. Vi læste Politiken og diskuterede politik og kultur ved middagsbordet, og så lyttede vi til jazzmusik – Miles Davis, John Coltrane, Thelonious Monk og Billie Holiday. Jeg elskede at ligge i min seng og lytte til mine forældre, der holdt fester, drak rødvin og spillede jazz. Jeg blev opdraget ud fra nogle meget venstreorienterede værdier, som var tidstypiske dengang. Jeg skylder mine forældre meget. I dag minder jazz mig om mit barndomshjem på en god måde.

I SKOLEN var jeg en utilpasset elev. Allerede i 3.-4. klasse kom jeg op at toppes med lærerne. Jeg var en ret videbegærlig dreng, men samtidig meget nærtagende. Da jeg gik i 6. klasse, påstod en af mine lærere, at jeg havde snydt med en geografirapport, selv om jeg havde gjort mig umage for at lave den. Han sagde, at mine forældre havde lavet opgaven. Det blev jeg så fornærmet over, at jeg ikke længere gad være med i undervisningen. 

LANGSOMT BEGYNDTE JEG at melde mig ud, og så gik tiden i stedet med at spille fodbold og lave ballade. Jeg begyndte at bruge min energi på at forstyrre i timen frem for at lytte efter. Jeg var nok et produkt af, at ingen opdagede, at jeg havde ADHD. Eller måske lå det bare i min natur at være en uromager. 

DA JEG BLEV TEENAGER, var det kvinder, hash, fester og hiphop, der optog mig. Jeg var ret hurtigt sikker på, hvad jeg ville, selv om min skolevejleder gjorde det klart, at jeg på ingen måde kunne blive musiker. Jeg kunne blive håndværker ligesom mine venner, sagde hun. 

JEG VAR HELDIGVIS ikke dummere, end at jeg kunne bestå eksaminerne. Jeg tog en HF med et fravær på 50 procent uden at læse mine lektier. Jeg vidste, at jeg ville være musiker og producer, så det betød ikke noget. Efter HF rejste jeg til USA og producerede musik for nogle af mine barndomsidoler. Jeg var selvfølgelig usikker, ligesom alle teenagere er, men jeg var sikker på, at mit liv skulle handle om hiphoppen. Og på en eller anden måde lykkedes jeg mod alle odds, da jeg rejste fra Hillerød. 

DA JEG VENDTE HJEM fra USA, anerkendte ingen i Danmark det, som min gruppe og jeg havde lavet derovre. Vi fortsatte på bistandshjælp og med at vaske trapper og den slags.

JEG ER OPDRAGET i en tid, hvor feminismen var den altoverskyggende holdning.  Der var ikke plads til at være mand på den gammeldags facon. Da de amerikanske hiphoppere kom ind som machofigurer, begyndte billedet at forandre sig. Det har præget mig i forhold til min egen mandeidentitet. 

MÅSKE HAR JEG været med i en form for macho-revolution, for jeg gik ind på scenen og sagde: ”Kvinde, sut min pik, hold din kæft!” Det var et kunstnerisk udtryk, og det kom til at virke meget hårdere, end det var ment i virkeligheden. Jeg er meget inspireret af latino-kulturen. Jo mere en mand fremstår som en mand, jo mere mand er han for sin kvinde, så hun kan fremstå som en kvinde.

JEG ER KLAR OVER, at jeg har et vist image som ego og macho. Folk forveksler tit Jesper Dahl og det kunstneriske udtryk Jokeren. Jeg er ligesom en serieskuespiller, der gennem 25 år er blevet  i den samme rolle. 

MANGE SLADDERBLADE har fremstillet mig som en mand, der er druknet i fest og ballade og skandaler. Det synes jeg er ærgerligt. Sandheden er mere nuanceret. For eksempel underviser de i mine tekster i folkeskolen og i gymnasiet, og det er synd, at folk glemmer det, når de bedømmer mig. Tabloidpressen fokuserer kun på de negative ting, ikke på de positive. For eksempel at jeg er god til at skrive tekster. Så er det vel lige meget, at jeg har fået taget mit kørekort.

MIN SULT er konstant. Heldigvis. Den dag, du bliver mæt og har mistet din livsenergi, er der ikke noget tilbage i dig. I virkeligheden tror jeg, at jeg kan blive flere hundrede år gammel, for jeg er stadig sulten på tilværelsen. Jeg føler, at jeg er i min bedste alder. Hvis jeg får lov, tror jeg, at jeg vil have mine bedste arbejdsår de næste 20 år. Det er ikke sikkert, at jeg bliver ved med at rappe. Jeg er blevet meget glad for at tegne og male, så der er mange måder at udtrykke sig på kunstnerisk.

SET I BAKSPEJLET ville jeg ønske, at jeg havde talt mere om lyrik og musik end om fest, stoffer og alkohol. Stofferne har været en del af mit liv, men man skal også være ung, mens man kan være ung. 

JEG FIK braget op for en ordentlig fest, mens tid var, men det kan jeg ikke længere holde ud. Måden, man lever på, ændrer sig jo. Pludselig gider man ikke holde fest tre dage i streg. Dermed ikke sagt, at jeg ikke fortsat gider danse med og synge om kvinder, der er min hovedkilde til inspiration.

JEG ER RET LIGEGLAD med, hvad folk tænker om mig. Men jeg er ikke kold i røven over, hvad mine nærmeste tænker om mig. Hvis min datter eller min kæreste bliver skræmt af mig, så bekymrer det mig selvfølgelig. Men alle, som skaber noget, har et behov for at vise det, og i den forbindelse har jeg et behov for at blive hørt. Så længe det handler om musikken.

I DAG SER jeg desværre ikke min datter så meget, som jeg kunne ønske. Hun er 10 år. Her er vi inde på et område, hvor der ikke er ligeret for mænd i statsamtet. Det er nok det, jeg har at sige omkring det. Det er for privat til, at jeg vil komme ind på det.

JEG KAN FAKTISK godt lide at være alene. Jeg elsker at sidde oppe om natten og skrive og tegne og bare være i fred, mens min telefon er slukket. Jeg kender ikke til ensomhed, det at være alene er noget andet. Jeg har en lang række dejlige mennesker i mit liv. Fra barnsben har jeg været vant til at tale med alle slags mennesker, uanset om det er venner eller manden i kiosken. 

DET ER EN KÆMPE kliché, men for mig handler det om at leve i nuet. Jeg synes ikke, at det er svært, for nuet er der hele tiden. En terapeut har sagt til mig, at det, du gør nu, afgør, hvem du er i morgen. Man skaber fremtiden lige nu. Det synes jeg, er den eneste måde at leve på.

JOKEREN KORT

Jesper Dahl alias Jokeren er 45 år. Som 12-årig dannede han producergruppen Madness 4 Real. I 1992 rejste de til Los Angeles og producerede rapmusik for blandt andet Ice Cube, Rakim og Eazy-E. I 1996 vendte han hjem, og gruppen blev til Den Gale Pose, der fik sit gennembrud med singlen ’Spændt op til lir’ fra 1998. I 2003 gik Jokeren solo og fik hits som ’Havnen’ og ’Kvinde din’ fra albummet ’Alpha Han’, der blev hædret med en Danish Music Award i 2004 som årets hiphopudgivelse. Siden har han udgivet flere album, heriblandt ’Gigolo Jesus’ fra 2005 og ’Den tørstige digter’ fra 2009.

I efteråret 2018 udgav han ’Glædesbringeren’,  hans femte studiealbum.

Den Gale Pose tager på genforenings-turné til sommer.

 

/

Sangeren, der pludselig tog tronen

Engang var han skolens værste elev og alt for usikker til at stille sig hen til mikrofonen. I dag kan ingen undgå at høre KARL WILLIAM. I en verden af Mejlgade-reggae, lyshårede servitricer, smøger og Dr Pepper-sodavand fandt Ud & Se sangeren, der ikke længere er et problem.
Tekst:Morten ReimarFoto:Martin Bubandt

AARHUS SUMMER på en solskinsdag som i dag. I den østjyske storby er det weekend, og der bliver stillet lemonader, cortadoer og laksesalater frem, mens studiedøtre og besøgende mødre med shoppingposer trasker arm i arm gennem Latinerkvarterets brostensgader i jagten på et ledigt cafébord. 

Det er dage som i dag, IKEA-trailerne holder parallelparkeret oppe på Trøjborg, på Frederiksbjerg og oppe ved kollegierne for enden af Randersvej med nyindkøbte Billy-bogreoler, der skal ind i forældreinvesteringerne. Det er dage som i dag, de studerende lægger bøgerne fra sig og triller ned i Midtbyen, der i dalen ligger som en kogende gryde af energi fra tusindvis af young guns, der er kommet til byen for at blive klogere, dannede og rundede af lige dele bøger og byliv for så om nogle år at tage derfra igen. 

I mellemtiden er de unge i Aarhus, og det er noget, alle fortjener.

Dér på en trappe foran en opgang sidder en pige i lædermokkasiner med frynser. Hun har haremsbukser på og sin rygsæk imellem dem. Dér går en aflang, ung fyr med krøller, der stikker ud under strikhuen. Han griner og hopper op på ’hipsterhøjen’, det gamle, græsdækkede beskyttelsesrum, der er en magnet for tophuer og boyfriendjeans midt i byen. Og dér kommer to midaldrende damer i korte cowboyjakker, der fjanter som 16-årige, selvom den ene bærer en Fætter BR-pose med en lille ting til barnebarnet. De griner og støder ind i hinanden ned ad fortovet. Det er det, Aarhus gør ved én.

JÆGERGÅRDSGADE mellem Midtbyen og Frederiksbjerg består stort set kun af barer og spisesteder, blandt andet restaurant Juliette. Den kvindelige tjener har halvlangt, lyst hår ligesom Noora i ’Skam’ og ligner en, der måtte blive hjemme fra byen i går for at åbne restauranten. Hun står bag baren og lytter til nattens historier fra en mandlig kollega, der læner sig op ad barens inderside og åbenlyst ikke blev hjemme. Så bestiller en kunde kaffe. Noora-tjenerindens hænder går automatisk i gang med at lave den, øjnene kigger ned i disken, og munden spørger, om der skal mælk til. 

”Ja tak,” lyder svaret. Så kigger hun op og ser, hvem der har bestilt kaffe: en rødhåret fyr med kartoffelnæse og den mest anonyme grå sweatshirt. Han kigger ned i bordet, da han siger: ”Og så noget postevand, tak.” Det giver et gib i hende. 

Karl William er et af tidens mest hypede unge pophåb, som anmelderne lige fra debutsinglen har stået i kø for at rose for hans poetiske, dystre blå-time-elektropop, og de har malende udpenslet den lyse fremtid, han går i møde. En mand, der er blæst på vej af det friske pust, han selv har leveret til dansk musik. En mand, der både karrieremæssigt og på den måde, han bliver betragtet af såvel anmeldere som servitricer, er på vej op.

KARL WILLIAM WANDAHL

Født 1. januar 1995 på Aarhus Universitetshospital.

Hans mor er pædagog, hans far er skuespiller på Aarhus Teater.

Er en del af musikerkollektivet Hukaos.

Udgav debutsinglen ’Kostumeramt’ i 2013, og sit første fulde album, ’Placebo’, i 2015. ’Livet, faldet og alt det andet’ er hans andet album og udkom i oktober 2018.

I 2015 modtog han P3’s talentpris og Gaffa-prisen for ’Årets Mandlige Kunstner’. I 2016 fik han hovedprisen ved P3 Guld.

EN TIME TIDLIGERE stod han i kø til toilettet i kantinen på ARoS, da en mor med to børn gik hen til ham og undskyldte, at hun sådan kom anstigende, men hun måtte bare sige hej til ham. I sin ene hånd havde hun en lille pige, Ella, og på armen et spædbarn. 

”Jeg bliver nødt til at sige til dig, hvor fed du er,” sagde hun. 

”Det synes Ella også, synes du ikke det?” 

Ella stod forstenet og kiggede på Karl William, ham fra YouTube, der pludselig var trådt ud af skærmen og ind i en toiletkø.

”Faktisk havde Ella krævet, at ham her (babyen på armen, red.) skulle hedde Karl William. Han kom godt nok til at hedde Emil,” smilede moren og lod den forfjamskede sanger gå på toilettet. Emil blev født med rødt hår på hovedet, siger moren, så det havde faktisk passet meget godt. Også fordi baby-Emil ifølge sin mor minder så meget om Karl William. Han er en meget mystisk baby og minder slet ikke om andre babyer.

Nu sidder vi ude på fortovet foran Juliette på Jægergårdsgade, kæderyger og drikker kaffe. Hver anden, der går forbi, kigger mere eller mindre diskret. Nogle puffer deres venner i siden for slet skjult at gøre opmærksom på, hvem det er, der sidder der. Karl William kan godt selv se det, og i starten tænkte han over at rette ryggen, når han sad ned, men han har vænnet sig til ikke at lægge mærke til, at folk kigger. Han ville nok blive skør ellers. 

”Det er ikke nogen måde at leve på. Jeg bliver glad, når folk kommer hen og siger, de kan lide musikken, men det der med at stirre har jeg det svært med.”

Så viser han det ansigt, han tager på, når der bliver taget pressefotos, og det, han bruger til selfies på Strøget. Det første er et, hvor munden er stramt lukket i, og øjenbrynene er let rynket sammen, mens øjnene kigger intenst ligeud. 

”Man skal se lidt sej ud, jo,” griner han. Det andet er næsten det samme, bare en anelse mindre spændt og med to peace-fingre. 

Han har et rundt hoved med ekstremt rødt hår på toppen. Hans øjne er blå, hans øjenvipper er lange og orange. 

Når han går, vender han fødderne lidt udad, hvilket måske stammer fra engang, han fik et glasskår i fodsålen, som har efterladt en permanent klump hård hud under den ene fod. Når han tænker, putter han snoren fra sin sweatshirts hætte i munden. 

Og når han sidder stille uden at sige noget, men bare kigger på folk, der går forbi, har han for vane at tage hætten på og trække i snoren, indtil det kun er øjnene og næsen, der ses.

I DAG ER HAN i Aarhus, men den 23-årige musiker har boet i København de seneste fire år. Stort set alle hans venner er flyttet samme vej, så han bor hjemme hos sin mor, når han er i byen. Det er i Brabrand, vest for Midtbyen, hvor hun er flyttet sammen med sin kæreste, efter Karl flyttede hjemmefra. Her har de et gæsteværelse, han er stamgæst på, med en seng, et fjernsyn, en symaskine og dimser: små træfigurer og et lille plasticæsel, Karls mor har fundet i en butik. Hun er en rigtig dimse-dame.

Før boede hun i rækkehus i Stavtrup, der også ligger lidt uden for byen, og før det på Frederiksbjerg inde i byen. Lejligheden, på hjørnet af Ålborggade og Søndre Ringgade, var Karls første barndomshjem, derfra har han svage minder om dengang, hans forældre var sammen. De blev skilt, da Karl var tre år gammel. Faren, der er skuespiller på teatret, flyttede i en villa i Åbyhøj, og moren, der er pædagog, blev i første omgang boende i lejligheden. Børneminderne hæfter sig mest hjemme hos moren. 

”Jeg var også kun hos min far hver anden weekend, så det er jo ikke så underligt,” siger han, mens han viser døren ind til opgangen og baggården. 

Så går vi de par hundrede meter, der er ned til ASAs baner, hvor han spillede fodbold. På græsset er der stille, selvom boldbanen ligger midt i byen. Der er stålhegn rundt om, bag det står høje træer, og over dem kan man se fire store grå betonhøjhuse og de røde toværelseslejlighedskomplekser, der er så mange af i Aarhus.

Især husker han, når fætteren Mathias kom på besøg i lejligheden. Mathias var, dengang som nu, kun et par år ældre, men for en syvårig er en 10-årig stor, og derfor så Karl op til ham. Nogle gange nok lidt for meget på den der ’Mathias, Mathias, Mathias’-måde, hvor han trak ham i ærmet for at få opmærksomhed, når han var på besøg. Så spillede de ’Fifa’. Mathias var Real Madrid, Karl var Arsenal, og de drak Dr Pepper. 

Egentlig kunne Karl slet ikke lide Dr Pepper, det var der ikke andre i familien end Mathias, der kunne. Karls mor havde en kasse med hjem, der var blevet tilovers fra en fest på jobbet, så alle kunne smage, hvor rædsomt det smagte. Sodavanden har en bismag af marcipan, der bestemt ikke er for alle, men Karl lærte sig selv at kunne lide den, for at han og Mathias kunne spille ’Fifa’ og drikke Dr Pepper sammen.

Karls mor er en sød mor og også en mor, der bekymrer sig meget, og som sagde, at Karl skulle huske varmt tøj og passe på, når han gik ud. Det er også hende, der kører Karl til aftaler, når han er i Aarhus, og så har hun lært ham, at man aldrig går hjemmefra uden først at rede sengen.

Energien var en anden hjemme hos hans far. Fordi han kun var der i weekenden, var der altid slik, ’Disney Sjov’ og fredagsstemning, når han og lillesøsteren Molly blev kørt derover. Og morgenen efter var det ikke usædvanligt, hvis man blev vækket af, at faren hørte Jan Johanssons ’Jazz på svenska’ på fuldt drøn. Om aftenen satte Karl, Molly, faren, hans kæreste (der også er skuespiller) og senere deres to børn sig ved klaveret og sang Beatles. 

Karls far er en mand, der fylder meget, og det samme er Karl. De minder nok for meget om hinanden til rigtig at kunne være i samme lokale på én gang, og derfor gik der nogle år, hvor de kun så hinanden et par gange. Først da Karl blev voksen, ringede han til sin far og sagde, de blev nødt til at snakke om, hvordan de kunne være far og søn.

DET VAR TO forskellige hjem med to forskellige temperamenter. Og det kan nemt forvirre et barn, hvis grundtonen ikke er givet. Det forvirrede i hvert fald Karl. Som mange andre børn af den kreative klasse kom han på Århus Friskole oppe i Stavtrup, en kort køretur fra Midtbyen. 

Den bliver kaldt ’hippieskolen’. Blandt forældrene er der gerne årgang for årgang i hvert fald ét hoved med dreadlocks, alle legehusene i gården er bygget af tidligere niendeklasser, og der er musik på skemaet hver dag. Helmigs børn har gået her, Mek Pek, Anne Dorte Michelsen og to femtedele af Shit & Chanel har gået her. 

Skolen ligger ved siden af en mark, og den består af en hovedbygning i rødmalet træ fra starten af 70’erne og en anden stor bygning, der er kommet til, efter Karl gik her, med en boldbane imellem sig, træer, sandkasser og basketbane. 

”Viva la musica,” står der med store, farverige træbogstaver på facaden ud mod vejen. Det er, på mere end én måde, en skole med god plads, men alligevel var det, som om Karl ikke rigtig passede ind. Han var forkert. Et barn med stor usikkerhed, der kom til udtryk i en provokerende, udadreagerende adfærd. I starten var han som de fleste andre børn, måske lidt mere livlig, men ikke mærkbart i forhold til resten af klassen. Der var bare det, at mens de andre børn lærte at sidde ned og kigge op på tavlen, blev Karl ved med at være barnlig og fuld af krudt. 

En dag i anden klasse havde de dansk, og klassen larmede. Dansklæreren plejede at få ro ved at råbe ”Heeey!” til signal om, at nu er det nok, frikvarteret er slut. Også den dag råbte han sit ”Heeey!” men Karl var ikke færdig med at holde frikvarter, så han hoppede op på sit bord og sang ”Heeey, hey, baby, huh hah …” Det var dér, han fik sin første, men langtfra sidste store skideballe. De blev hyppigere og værre.

EN LÆRER sagde til ham, at han var den værste elev, skolen nogensinde havde haft. En anden lærer råbte ad ham efter at have prøvet alt andet for at få ro på ham, at han var grim og rødhåret. Så kan et barn ikke undgå at lægge mærke til, at han er et problem, man helst er fri for. Især ikke, når forældrene ustandselig var til møder på skolen for igen at tale om, hvad i alverden de skulle stille op med ham. 

Måske var det derfor, han var overhøflig, når han var hjemme hos sine venner og mødte deres forældre. De kendte jo til ham fra forældremøderne, hvor han tit var på dagsordenen. Så han prøvede alt, hvad han kunne, for at bevise, at han var en sød dreng, der sagde tak for mad flere gange i træk. 

En dag drillede Karl William en af de andre drenge. Han vendte hans navn om til pigeudgaven, Emil til Emilie, Johan til Johanne, og råbte det efter ham, indtil han begyndte at tude. Tænk, at ord kan ramme et andet menneske så hårdt. Det gav et chok i Karl, der også begyndte at græde og gemte sig i et træ. Kort efter kom yndlingslæreren og kravlede op for at trøste ham. I dag står det uklart, hvad læreren sagde, men måden, det blev sagt på, husker Karl William tydeligt: i øjenhøjde uden at sætte sig på hug. Sådan kan ord også virke. 

Fagligt haltede det, men til gengæld var han god i musiktimerne, og han kunne godt lide at spille trommer i klassens band. Han begyndte nok med det, fordi det var noget, der larmede og var sjovt, men han blev ved, fordi han blev rost for sine evner. Og det havde han brug for. 

Maria Jæger husker tydeligt den rødhårede trommeslager. Hun var den ene af Karls to musiklærere, hun spiller keys i et R’n’B-band kun med kvinder, Espichicoque, og arbejder stadig på skolen. Når hun tænker tilbage på Karl, er det først og fremmest som en dreng, der indeholdt et kompleks: På den ene side var han fanden­ivoldsk og ikke bange for at åbne munden. På den anden side havde han en skrøbelighed, han prøvede at gemme væk:

”Det kom især til syne i, at han var svær at rose,” siger hun. ”Karl var meget kritisk over for sig selv, langt mere end jeg var som lærer. Hvis jeg for eksempel sagde, at han var helt vildt god, som han også var, så var det, som om han vægrede sig ved det. Nogle børn er lige ud ad landevejen, han var mere sådan en, man skulle bruge energi på at pakke op og komme ind på.” 

MUSIKTIMERNE var oftest sammenspil, hvor eleverne sammen skulle få et nummer til at virke. Og så handlede det ikke længere om Karl, men i stedet om det, han gjorde. Men når musiktimen var slut, var han til besvær igen. Efterhånden begyndte han at tro på det, når han fik at vide, at han var et problem. Så kunne det også være lige meget. Og det begyndte at smitte af på glæden ved musik. 

”Da han blev pre-teenager, var det ikke altid, at han gad spille trommer. Han virkede ikke komfortabel i det længere, og jeg skulle nogle gange overtale ham til at spille med,” siger Maria Jæger. ”Mit bedste bud er, at han blev selvkritisk.” 

Friskolen afholder en årlig ’Høstival’, en mini-festival med en udendørsscene med professionelt lyd- og lysudstyr, hvor hver klasse spiller et nummer for forældrene, og hvor der hen ad aftenstid kommer tidligere elever, forældre og venner af skolen og spiller. Et år spillede Flødeklinikken, et andet Thomas Helmig sammen med Mek Pek. Espichicoque har også spillet der. 

I sjette klasse havde Karl besluttet sig for, at han gerne ville synge i stedet for at spille trommer til Høstivalen. Han og en gruppe piger skulle synge ’Ain’t No Mountain High Enough’, og fordi han var den eneste dreng i koret, havde han fået hele andet vers. Når de øvede, gik det godt. Pigerne havde i hvert fald sagt, at han sang godt, og selvom han var nervøs, stillede han sig op på scenen med de andre.

Spotlyset kom over på ham, alle kiggede på Karl, og så gik han i stå. Han sang mumlende, en hel meter fra mikrofonen og så lavt, at kun han selv kunne høre det. 

Lillesøster Molly var for lille til at huske, om hun var til stede den dag, men hun kender udmærket til historien, for de har tit talt om den derhjemme. 

”Han kunne slet ikke få noget ud. Lige så snart der kom publikum på, og der var lys lige i fjæset, og han skulle præstere sådan rigtigt, kom en sceneskræk og overtog ham. Når jeg tænker på, hvordan han er på en scene i dag, synes jeg, det er vildt sjovt, at han engang chokede.” 

Det blev hans sidste Høstival. Efter mange samtaler mellem skolen og forældrene blev det besluttet, at han skulle skifte skole i syvende. 

Mens vi er på skolen, går Karl William rundt uden at sige ret meget. Spurgt, hvor han havde klasseværelse, nikker han hen imod en rude på den weekendlukkede skole, men kigger ikke ind gennem ruden. Lige inden vi kører tilbage til byen, samler han en fodbold op fra græsset, losser den højt op i luften, vender ryggen til og går, inden den lander igen. 

TILBAGE I BYEN går vi hen over broen, der går over skinnerne ved banegården, så forbi Musikhuset, hvor Karl William har optrådt flere gange. Så går vi ned til Åen, den caféfyldte promenade, og forbi det gamle bibliotek, der er lukket og ligger stort og tomt tilbage, efterladt af en by i sulten fremdrift. I den anden ende af Åen ligger Dokk1, det enorme bibliotek med borgerservice og eget stop på den nye Letbane. Det meste af Havnen er stadig industrihavn med sojakagefabrik og slagteri. Indtil videre. 

”Der er hele tiden sket noget, når man kommer tilbage,” siger Karl William. ”Det må man bare give Aarhus.”

Nede i Latinerkvarteret, den del af byen, hvor de franske cafeer, de studievenlige restauranter og tophuerne er, ligger også Laursens Realskole, som Karl William skiftede til i syvende. Samtidig stoppede han med at spille trommer, det var for dyrt, hvis han skulle gå til det efter skole, og det gik ikke at spille derhjemme i lejligheden. Da han ikke længere havde en daglig time med noget, han var god til, var der ikke overskud til at følge med det noget højere faglige niveau på den nye skole. Han lavede ikke lektier, og på trods af flere møder med forældrene gav lærerne efterhånden op og lod være med at punke ham for ikke at aflevere sine ting. Det gjorde jo ingen forskel. 

En dag i ungdomsklubben drillede en dreng fra en af de mindre klasser Karl med hans røde hår. ”Regnbueabe! Regnbueabe,” råbte han ad ham. Regnbueaberne var farvede aber fra en tegnefilm på Cartoon Network. 

”Lad så være! Nu stopper du!” råbte Karl tilbage med sin pibede stemme, der ikke var gået i overgang endnu. Men drengen blev ved og ved med at stikke til hans usikkerhed, indtil Karl løb efter ham, væltede ham omkuld på jorden og satte sig oven på ham. Drengen hylede og sagde, at Karl, der var en stor, tæt dreng, havde brækket hans ribben. Det havde han ikke, alligevel var Karl forbløffet over sig selv. Han har aldrig før eller siden været voldelig. 

På trods af nederlagene forsøgte Karl sig alligevel med sang på Laursens Realskole, Han var begyndt at se op til sin nye ven, Thomas fra klassen, der fulgte lige så lidt med som Karl og kæftede lige så meget op. Forskellen var bare, at Thomas var dygtig og sjov, og når han sagde læreren imod, kunne ingen lade være med at grine. 

Thomas var også en outsider, men en outsider, alle kunne lide. Karl var bare et problem. Thomas kunne godt lide rock og spillede guitar, og han overtalte Karl til at synge Rage Against the Machine-sangen ’Killing in the Name’ til en forældredag på skolen. ’Killing in the Name’ er snarere en rap, og det virkede sejt for en 14-årig dreng. Så selvom han ikke rigtig turde optræde, sagde han ja.

”HAR DU ALDRIG hørt om Kidd?” spurgte Karls veninde i 9. klasse. Så fandt hun Kidds ’Gøre sin ting’-video på YouTube og viste Karl, hvad han nær var gået glip af: I videoen går Kidd, kun en håndfuld år ældre end Karl William, i kasket og solbriller selvsikkert ned ad Dronning Louises Bro i København, totalt upåvirket af, at det halve Nørrebro kigger på ham, mens han rapper om, hvor fed han er, om at folk hellere må holde godt fast i deres kærester, når han går forbi, og om hvor misundelige alle er på ham. Videoen slutter med, at Kidd råber: ”Uuuuh, det’ så svært at være så god!”

På en eller anden måde blev Karl forelsket. Han ville være ligesom Kidd, han hørte alt, Kidd havde udgivet, læste alle artiklerne om ham og fik sin mor til at købe en lys jakke næsten magen til en, Kidd havde haft på i tv, bare i H&M-udgaven.

Før var det fætter Mathias, Thomas fra klassen eller en fodboldspiller, Karl så op til, nu var Kidd hans nye mandlige forbillede. Ham, han gerne ville være ligesom.

Kidd besad alt det selvværd og al den tro på sig selv, Karl ikke havde. Og så var Kidd i videoerne altid flankeret af andre rappere, producere, musikere og hang-arounds i det såkaldte Cheff Records. I ’Cheff’ hang de ud sammen, de lavede musik sammen, de kørte til Aarhus for at lave et fedt show sammen, og de hjalp hinanden frem i verden. Sådan en gruppe ville Karl også gerne have. 

Kort efter Karls første nummer ’Kostumeramt’ i 2013 så småt begyndte at være et hit, var han i København for at spille opvarmning for en svensker, han i dag har glemt navnet på. Karl og hans ven Frede, der havde kørt ham til København, sad i en bagel-shop på Vesterbrogade, da der tikkede en besked ind på Messenger: 

”Åhr, det’ Kidd!” råbte Karl og stak telefonen op i hovedet på Frede. 

Kidd, der på det tidspunkt optrådte under navnet Heimdals Sidste Vogter, inviterede Karl med i studiet næste gang, aarhusianeren var i København.

Kidd havde studie i en baggård på Frederiksberg og dukkede op et par timer efter, de havde aftalt. Karl gjorde sit for at virke cool over for sit idol, men det var der ingen, der rigtig blev snydt af. I dag er de to venner.

DET VIDSTE DU –MÅSKE IKKE– OM KARL WILLIAM

Drikker dagligt mindst to liter San Pellegrino danskvand.

Hans livret er en ostemad.

Han ejer stadig sin første bamse, en blå hund ved navn Uffe.

Han har sin ekskærestes underskrift tatoveret på armen.

Han ryger Blå King’s.

Hans yndlingsfilm er ’De urørlige’.

Var han ikke blevet musiker, ville han gerne være pædagog.

Spillede en habil højre midt for ASA og Stavtrup, men stoppede, da han var 17.

Spiller ’FIFA’, så tit han kan, og er Arsenal hver gang.

Kan spille trommer, men ikke andre instrumenter.

Hans yndlings-sodavand er Dr Pepper.

INSPIRERET AF Kidd begyndte Karl at rappe. Han skatede tit på Godsbanen (en aarhusiansk kulturfabrik i og omkring nedlagte DSB-bygninger), men blev aldrig særlig god til det. Han havde ikke nosserne til at hoppe ud fra noget højt på en-meters-bræt og lærte aldrig så meget som et kickflip. Til gengæld var han den bedste til at free­stylerappe, og de andre kaldte ham ’Wicked’. 

En af skaterdrengene lavede et lille studie-setup derhjemme med en mikrofon, et computerprogram og et minikeyboard med trommelyde. Karl rappede henover, det blev lagt på SoundCloud, og på grund af det blev han inviteret til at optræde til sin første koncert. 

Det var en del af noget, der hed ’Chill Out’, en udendørs koncertdag i Rådhusparken i 2011. Der gik 16-årige ’Wicked’ på scenen i en T-shirt og en kasket med en abe på, han havde fået af en ven, der gerne ville være tøjdesigner. Inden Djuna Barnes og Barbara Moleko gik på, skulle han spille tre numre, og han var helt rød i bærret af nervøsitet. Heldigvis var der god opbakning fra vennerne. En af dem, ’Backs’, var med på scenen som hypeman. Og Frede stod klar derude blandt publikum. Fætter Mathias var der også, og han havde taget sine venner med. De var alle sammen på Mathias’ alder og bøvlede med noget musik i Aarhus’ undergrund, uden at det blev til ret meget. En af dem var Tais, der i dag er Karls guitarist: 

”Der var ikke så mange lokale stjerner på det tidspunkt, og det var måske en af grundene til, at vi var i Rådhusparken den dag. Der var ikke rigtig noget for os i Aarhus, hvis ikke der kom nogle fra København.”

Tais og de andre syntes egentlig ikke, det lød ret godt. Det var noget blegfis-reggae, men der var alligevel noget anderledes ved ham Karl. For selvom han var pissenervøs, stort set ikke kiggede ud over scenekanten og gik hvileløst frem og tilbage, emmede han af noget, Tais og de andre længe havde ledt efter. 

KARL ’WICKED’ WILLIAM blev inviteret med ind i fællesskabet omkring Tais, Mathias og de andre, som senere kaldte sig Hukaos. Han havde taget 9. klasse, var fortsat i 10., hvor han igen fik mulighed for at spille trommer, og begyndte i gymnasiet med de bedste intentioner. Alligevel droppede han ud efter tre måneder og kom i stedet på musiklinjen på en produktionsskole, hvor han lærte at pakke gear, lave lyd og programmere musik.

Drengene sad i en kælder på Montanagade, en sidegade til Jægergårdsgade, hvor en af deres farmødre ejede en opgang, og hvor de røg og lavede musik. Ligesom i musiktimerne på Friskolen handlede det i kælderen ikke om Karl, men om musikken. De skulle ikke tale om noget, de skulle ikke se hinanden an, de skulle bare lave musik. Og det havde han brug for. Faktisk var han så benovet over at være inviteret indenfor, at han en af de første gange i kælderen fortalte dem, hvor meget han så op til dem, og at han faktisk var begyndt at græde til en koncert, fire af dem havde spillet på Mejlgade.

Han var egentlig kommet for at rappe, men drengene havde en anden lyd i tankerne. En lyd, der hverken mindede om københavnerrap eller Aarhus-reggae, men var inspireret af nogle på det tidspunkt for Karl ukendte amerikanske navne som Travis Scott, Drake, The Weeknd og Frank Ocean. Det var ikke rigtig R’n’B, det var ikke rigtig rap eller pop, det var lyden af at komme hjem på et teenageværelse tidligt om morgenen, en lyd af elektroniske trommer med uendeligt ekko-keyboard i en sovs af mørke gadelygter. Sådan cirka. 

”Prøv at synge lidt mere,” sagde Tais til ham efter hvert take.

Efterhånden som teksterne handlede mere og mere om Karl William, droppede han ’Wicked’. Den første koncert under eget navn var i Studenterhuset i Aarhus, hvor der stod 14 mennesker i et alt for stort lokale til en fredagscafé. 

Karl William havde ikke mikrofonstativ, men gik frem og tilbage på scenen med mikrofonen i hånden ude at kigge op. Med som backing havde han Tais, der havde et USB-stik med musikken i lommen. Niveauforskellen mellem musik og vokal var helt ved siden af, men de 14 fredagsstive universitetsstuderende virkede alligevel til at nyde urpremieren. 

Mindre end et år senere optrådte han på Roskilde Festival, onsdag eftermiddag på Rising-scenen. Karl William insisterede på, at hans mor skulle klippe hans hår, selvom ikke engang Politikens anmelder kunne lade være med at hæfte sig ved hans grydehår i sin anmeldelse. Han havde korte Adidas-shorts på og en blå fløjlsskjorte, og han kom lige fra København inden koncerten, fordi han havde brugt dagene forinden på at drikke sig mod til i en grad, så den daværende manager havde beordret ham til at sove den ud i hendes lejlighed.

Denne gang havde han Hukaos-drengene med som band, og han var sikker nok – både på benene og i hovedet – til at tale direkte til publikum. ”Er I stive?” råbte han.

Han havde nærmest lige optrådt for 14 mennesker i Studenterhuset, nu stod der mellem 5.000 og 8.000 unge mennesker og sang med på ’Rammer perfekt’, de havde skilte med deres telefonnumre, og på et af dem stod der: ”Karl: Kom ned i vores camp!”

 

HUKAOS

(Udtales som ’who cares’)

Louis Rustum, solomusiker.

Tais Stausholm, guitar og kor. Solomusiker. Producerer også for blandt andet Emil Stabil og Sivas.

Mathias Klysner Marcussen, bas. Spiller også i Waldo & Marsha og Larger Than Life.

Carl ’Barsk’ Emil Johansen, keys. Spiller også i Necklace og Larger Than Life.

Emil Hesselbæk, synth og keys. Spiller også i Necklace, Young Bong og i Louis Rustums projekt.

Frederik Carstens, trommer og producer. Arbejder også med Soleima.

I FIRE ÅR har Karl William boet forskellige steder i København med fast holdepunkt i vennerne fra Hukaos, der alle er flyttet til hovedstaden. En af de sidste tætte venner i Aarhus er Frede, som for nylig har sagt sit tjenerjob op for at være Karls chauffør på fuld tid. I går var han i Odense for at se sin nyfødte niece og slog bagefter et smut forbi København for at hente Karl William med til Aarhus i en lejet Audi, der nu står hjemme ved Frede med bagsædegulvet fuld af sandwich-emballage og to-go-kaffekrus med cigaretskodder i. 

Også han planlægger at flytte til København så snart som muligt: ”Væggene begynder at tale til én,” siger Frede. Han er en midtby-cool type, der bor på et værelse i centrum, sover længe og kører rundt på sin Honda Africa Twin-crosser i skovene omkring Skanderborg. 

Frede har kendt Karl William, siden de var 10-11 år, da de lærte hinanden at kende gennem fælles venner og fodbold i multihallen i Stavtrup. ”Vi andre var okay gode til at freestylerappe, men Karl var sindssygt god. 100.”

Tit om formiddagen i weekenden, når Karl havde brugt natten på at indspille en ny sang, kom Frede forbi og hørte den på den store, hvide firkant af en iPhone-højttaler, der stod på Karls værelse.

Som regel var det gode numre, og det var da ”fint”, at hans gode ven kunne lave sådan noget musik, og det var da meget sjovt det med ’Wicked’ og sådan. Men en formiddag spillede Karl et nyt nummer for ham, der var anderledes end de andre, ’Kostumeramt’. 

”Det er sygt, at han har lavet det. Det var ikke bare sygt, fordi det var min ven, der havde lavet det, det var bare … sygt.”

Selv havde Karl William ikke regnet med, at det ville blive hørt af ret mange, men det blev lynhurtigt et nummer, alle talte om. Og Karl William begyndte at blive genkendt på gaden, blandt andet af gamle venner, der ikke rigtig fattede, at rødhårede Karl lige pludselig var ’Årets talent’. 

”Du er da blevet tyk, hva’?” kunne de finde på at sige. 

Og ja, i den periode var Karl William måske blevet for tyk. Han var lidt hævet i ansigtet, spiste for mange pizzaer, gik for meget i byen og sov for lidt. Han var taget til København for at leve sammen med sine venner, sådan som stort set alle 19-årige musikere med succes og penge på lommen gør det. 

EN NAT VAR han i byen med sin daværende kæreste og tre andre venner. I løbet af turen kom de til Arch, Remees natklub, og stillede sig i kø. Arch er en af den slags klubber, der har ansat en picker, altså en fyr, der står ved siden af dørmanden og udvælger, hvem der er cool nok til at komme ind. Da det efter en 20 minutters tid blev Karl Williams og vennernes tur, sagde pickeren til Karl, at han ikke måtte komme ind. 

”Hvorfor ikke?” spurgte Karl William.

”Det er, fordi jeg siger det.”

”Du må da give mig en årsag.”

”Lad mig sige det på den her måde: Hvis du havde det der tøj på,” sagde Arch-pickeren og pegede på en fyr i jakkesæt, ”så var du heller ikke kommet ind.”

Så gik de videre til et andet sted og fik en god aften alligevel. Men historien sluttede ikke der, for senere blev Karl William i et Politiken Ibyen-interview spurgt, hvilket sted i København han gerne ville rydde med en bulldozer. Og på den måde blev historien til en historie, der ikke handlede om musikken, men om, at Karl William var grim og rødhåret. 

”I en periode kom han en del til Aarhus og gemte sig hjemme ved vores mor,” siger søsteren Molly. 

”Han var træt af, at alle kiggede på ham, og at han ikke kunne gå på gaden uden at få sådan nogle øjne, der virkelig bedømte.” 

Selv føler han, at der er færre af de blikke i København. Der er folk ikke så imponerede af at se endnu en fra tv gå forbi, og især på Nørrebro er der for mange forskellige mennesker fra alverdens baggrunde, den ene mere eksotisk og outreret end den anden, til at han skiller sig ud.

Når han virkelig tænker efter, har der kun været en enkelt gang, hvor han syntes, han stak ud på Nørrebro. Det var i 7-Eleven ved hans lejlighed, da han var inde for at hente cigaretter. Han var for første gang på forsiden af et magasin, der stod over det hele i butikken, og radioen spillede samtidig en af hans sange. 

Derudover er det ’fint’ at være kendt, som kun en jyde kan sige det. Bortset fra når sådan noget som det med Arch sker. 

”Jeg synes ikke, jeg er grim. Who cares?”

PÅ JULIETTE i Jægergårdsgade, to hink og en spytklat fra Hukaos-medlemmets farmors engang røgfyldte kælder, kommer de to fjantede midaldrende damer fra før pludselig ind fra siden. De beklager dybt, at de afbryder, men de kan simpelthen ikke passere chancen for at hilse på Karl William.

”Jeg bliver nødt til at sige, du synger skidegodt. Jeg hører dit miks på Spotify hele tiden,” siger den ene af dem. ”Du har været i Grenå, der bor jeg, og der må du endelig komme igen.”

Det siger Karl William, at han gerne vil.

Damerne har ens briller på af den slags med tyndt, farvet metalstel, man kan købe i ARoS’ souvenirshop. De siger, at de har fulgt med siden ’Toppen af poppen’. Sidste år deltog han som den yngste deltager nogensinde i TV 2-programmet med blandt andre Michael Falch, Burhan G og Søren Huss. Hen over syv søndage trak programmet ham op fra at være en cool undergrundsting i Aarhus og København til at være et landskendt navn, der nu bliver booket i stort set hver en afkrog af landet.

”Vores yndlingsnummer er ’Om igen’, helt klart. Nå, vi ses. Du er en stjerne!” siger den anden, og så går de videre ned ad gaden og ligner igen et par 16-årige tøser, der fniser og pjatter.

”De var søde,” siger Karl William og tænder en cigaret. 

Vi går ned til Midtbyen og ned gennem Strøget. Butikkerne er ved at lukke, ekspedienterne kan næsten ikke bære deres post-tømmermændstræthed, når de ruller stativerne ind, og en blomsterhandler forsøger at råbe folk til at købe de sidste bundter til spotpris. Til gengæld er restauranterne ved at varme op. 

Flere af dem sælger ikke vin, fordi de studerende alligevel ikke har råd, men lader i stedet folk tage deres egen flaske med. Sådan kender tjenerne deres publikum.

Vi spiser på Restaurant Basso i Skolegade bag teatret og mødes der med Frede og Molly. Hun er et nips af en pige i start-tyverne med store, runde, røde øreringe. Hun arbejder som pædagogmedhjælper på Friskolen, men som mange 20-årige i Aarhus ville hun gerne lave noget andet uden at være helt klar over hvor eller hvad. Eventuelt noget på teatret.

Molly er pescetar, hun spiser fisk, men ikke andre dyr. Karl læser menuen højt for hende og spørger efter hver ret, om hun kan spise det.

Basso er et slick sted med mørke, sydeuropæiske møbler, det er nomineret til ’Byens Bedste’ i AOA, Alt om Aarhus, og maden bliver serveret på sorte tallerkener og træskærebrætter. Hen over bordet deler vi pescetarisk italiensk mad og snakker om billeder. Karl William synes, det er pinligt at få taget billeder, hvis der er mange, der kigger på ham, for eksempel hvis det bliver taget på en bar eller på gaden. Han er mest til billeder, der tages i et studie eller i et lukket rum. Da han er gået på toilettet, fortæller Molly, at Karl ikke er ubetinget kritisk over for fotografering. 

”Han nyder det også. Det plejede han ikke, men nu tager han flere billeder af sig selv. Han er en rigtig selfie-mand.”

Karl William er kommet i form, han er holdt op med at gå i byen, og han har ikke drukket i syv måneder. Han er slankere, end han har været længe, han bliver ikke længere klippet af sin mor, og han sover om natten. 

”Han er blevet mere glad for sig selv,” siger Molly og spiser risotto.

KARL WILLIAM er ikke genert på scenen. Han taler til publikum og laver improviserede dansetrin. Han lukker øjnene og synger højt fra et dybt sted. Her kan han svæve rundt, her kan han stråle. Oftest, når han er ude at optræde, er han sammen med Hukaos-drengene: en på trommer, en på bas, en på guitar og to på hver deres Mac-laptop. Derfor er de også med, når Frede kører på job. Så lejer han en større bil, som de alle kan være i, og Karl William sidder altid på forsædet sammen med Frede. 

Frede er dog ikke chauffør på turen tilbage til København, det er denne skribent. Inden vi kører, spiser vi på Oli-Bistro i Mejlgade. Priserne er studievenlige – den dyreste ret er en entrecote til 70 kroner. Til gengæld er ejeren enormt fransk og skælder folk ud, hvis de ikke hører efter, når han forklarer menuen. Udefrakommende går sure hjem og skriver dårlige anmeldelser på nettet, vi spiser pænt, lader være med at stille dumme spørgsmål, og snakker om ’lyden af Aarhus’. 

Engang havde byen ry for at være en hitmaskine, især i 80’erne, da Gnags, Thomas Helmig og Anne Linnet var blandt hovednavnene i dansk pops guldalder. Kunstnerne er malet på væggen ovre på Hotel Royal, hvor trappeopgangen er dekoreret med en frise, der viser Aarhus’ historie. Den starter med vikingetiden og slutter med Aarhus Festuge og Renée Toft Simonsen. 

Skråt over for hotellet ligger Café Casablanca, en pendant til Café Victor i København, og her hænger et indrammet foto af Jacob Haugaard, da han spillede på åbningsaftenen i 1981.

I 00’erne kom en bølge af rappere fra Aarhus V. – L.O.C., Johnson og U$O – men da Hukaos blev dannet, var de allerede etablerede og kedelige i de unges øjne. Karl William snakker om ’Mejlgadelyden’, som han husker Aarhus for. En lyd, der var defineret af de hiphopgrupper, der spillede til den årlige gadefestival ’Mejlgade for mangfoldighed’. Bands, som måske var noget her, men aldrig rigtig kom ud over bygrænsen.

PÅ VEJ TIL bilen går vi forbi Café Drudenfuss, hvor en pige rusker sin veninde halvt ned af stolen, da hun ser, hvem der kommer forbi. Da vi er kommet rundt om hjørnet, stopper Karl William op og spørger, om jeg tror, at han kan spytte sit tyggegummi ud, tage to på foden og gribe det i munden igen. Før jeg når at svare, har han spyttet sit tyggegummi ud, han holder det i luften – først med den ene fod, så med den anden – hvorefter han griber det med munden. ”Nå, det kunne jeg godt. Det har jeg aldrig prøvet før.”

I bilen ryger vi smøger ud ad vinduet, og Karl William spiller en masse Frank Ocean, lidt Bee Gees, enkelte rapnumre og Lisa Nilsson, som han har planer om at lave musik med, hvis hun har lyst. Midt på Fyn falder han i søvn og vågner først i Ringsted, hvor vi kører af for at tanke. Da vi fylder på, tager en gruppe piger fotos af ham på tværs af tanken, og Karl William lader, som om han ikke har opdaget det. Så kører vi videre, og han skruer op for lyden, hver gang han sætter et nyt nummer på. Til sidst får bassen nærmest Audien til at hoppe ind over grænsen til København, hvor bygningerne rager højere op end i Aarhus.

”Det er smukt,” siger Karl William, og så parkerer vi ved biludlejningen. Karl William tager sin sportstaske ud af bagagerummet, siger pænt farvel for nu og putter nøglen i en postkasse. Så går han ned ad fortovet og bliver ædt op af menneskemængden.

LEJLIGHEDEN I KØBENHAVN ligger på Nørrebrogade med udsigt til en juveler, en halalslagter og en kebab. Der er stuk i loftet, og billederne er stillet på toppen af de høje paneler. Intet er hængt op, selv fjernsynet står lænet op ad væggen. Karl mener, den vistnok ligger på fjerde, men han er ikke klar over, hvor stor den er.

”Den er kæmpe,” siger han fra den ende, hvor han er i gang med at lave kaffe. På sit soveværelse har han et stativ med syv Stone Island-jakker, og der står en PlayStation og det nye ’Red Dead Redemption’, han ikke har nået at spille endnu. Sengetøjet er krøllet, men sengen er nydeligt redt. Han kommer til syne i blåt velourtøj og store, hvide sneakers og viser rundt. Først værelset, så stuen, der på trods af nogle overdimensionerede hvide firkantede lænestole og et glasbord virker halvtom, og så ud på en gang, hvor de to piger, han deler lejligheden med, har lukket deres døre. Derefter igennem et køkken og ud på bagtrappen, hvor man må ryge ud ad et vindue. Lejemålet udløber snart, og han skal i gang med at finde sit sjette hjem i sin nye by.

I går spillede han i Odense. Frede havde lejet en bil i Aarhus og var kørt til København for at hente ham og bandet til Odense. Bagefter kørte han dem tilbage til København og afleverede så bilen i Aarhus.

Karl sad foran i bilen, og til koncerten var han i topform. Han stræber efter at være den bedste version af sig selv. Han bliver klippet hver anden uge – ”Man skal jo se smart ud,” siger han og kører forsigtigt en hånd langs siden på den ugegamle frisure. Hver mandag cykler han ind til Kødbyen til en times personlig træning, tirsdag løber han 10 kilometer på løbebåndet i Repeat Fitness, onsdag er det personlig træning igen, torsdag endnu 10 kilometer på båndet, fredag personlig træning, og lørdag holder han fri. Søndag kan han godt finde på at gå ned i Repeat og løbe endnu 10 kilometer, hvis han ikke har andet for. 

Træneren, Kenneth Dehn, har Karl William fundet gennem Burhan G, som han kender fra ’Toppen af poppen’. Dehn er en af grundlæggerne af et af Københavns cooleste træningssteder, Butchers Lab, og han har sin Instagram fuld af billeder fra sin nylige rock climbing-ferie i Marokko og fotos af Karl William, Burhan G, Per Vers og Peter Falktoft, der løfter tunge ting. 

Tidligere i dag stod programmet på det, Kenneth Dehn kalder ’flot-mand-træning’, muskelformende, crossfit-inspireret træning, og han fik Karl William til blandt andet at lave ’fængsels-pull-ups’ og trække en 40 kilo tung ’crawler’ med vægtskiver hen over gulvet med et tykt reb. Siden Karl William begyndte at komme hos Dehn, har han tabt sig 11 kilo.

FØR I TIDEN havde han svært ved at sidde stille og koncentrere sig om noget. Han skulle altid tromme med fingrene på alting. Nu er han på vej mod en indre ro og gemmer sig ikke længere så ofte bag store solbriller og i hættetrøjer med suttesnore. 

”Han plejede at tale grimt om sig selv og være ked af den måde, han så ud på. Han har været virkelig hård ved sig selv,” siger søsteren Molly. ”Han hviler langt mere i sig selv end før. Både på grund af det med træningen, og fordi han har tabt sig så meget, men også fordi han har fundet sin hylde.”

Det har smittet af på det nyeste album, hvor nogle af numrene er betragtelig gladere, end de plejer at være det. Men musikken er stadig ’Karlsk’, som Molly kalder det: nogle snøvlede melodier og nogle tekster, man skal bruge lidt tid på at lære at kende. Og efterhånden vil komme til at holde mere og mere af.

 

/

Lærer for livet

Oven på et flop stod MADS LANGER og skulle genfinde melodien, da et vikariat som højskoleunderviser bød sig til. Popstjernen sprang ud i det og endte med at lære lige så meget som sine elever.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Franne Voigt

“DET GIK IKKE rigtig med min første plade. Jeg var kommet til København med firetoget efter gymnasiet og havde fået en stor pladekontrakt med Copenhagen Records, der havde Nephew, Carpark North, Nik & Jay. Alt, de rørte, var blevet kæmpestort. Men jeg skulle være endnu større, sagde de. Jeg fik et ’Ugens uundgåelige’-hit på P3, men da pladen kom, gik gassen af ballonen. Det var på mange måder et chok. Men samtidig mit held, at jeg blev tvunget til at finde ind til, hvorfor jeg elskede at skrive sange. Det var jo, fordi jeg elskede at tage ud at spille dem. I 2007 tog jeg guitaren under armen, ringede til en masse efterskoler og højskoler og spurgte, om jeg ikke måtte komme forbi og spille for et måltid mad og en seng for natten. 

En turné førte Mads Langer ind på Engelsholm Slot, tæt på Vejle. Han giver stadig koncert på højskolen hver sommer.

EN DAG KOM jeg til Engelsholm Højskole. Et ubegribelig skønt sted på et gammelt slot, langt fra by og trafik. Jeg blev gode venner med musiklæreren og endte med at blive hængende nogle dage. Da han efterfølgende måtte på sygeorlov med en diskusprolaps, tog jeg vikariatet. Dengang spillede eleverne coversange, men jeg fik lov til at starte en decideret sangskriverlinje op, som jeg endte med at stå for i halvandet år. Jeg havde min egen lærerlejlighed, men agerede langt hen ad vejen som elev. Jeg skældte ikke ud og irettesatte. Det havde jeg slet ikke nogen interesse i. Jeg fik venner, men var også opmærksom på at lægge lidt afstand. For eksempel kunne jeg ikke få kærester. Det ville blive for weird. Når jeg møder dem i dag, er jeg stadig læreren, selv om vi er lige gamle.

”I begyndelsen af min karriere havde jeg det sådan, at ingen andre skulle ind i værkstedet til mine sange og mine følelser. Men på højskolen lærte jeg, at det ikke nødvendigvis er et soloridt.”

JEG VAR 22, og det var grænseoverskridende at skulle undervise folk på min egen alder. Men jeg kunne mærke, de var sultne. Folk har jo selv valgt det og betalt for det, uden at der er en præmie for enden i form af et eksamensbevis. Det er et godt udgangspunkt. De troede på, jeg havde noget at give dem, så jeg strammede mig an. De fik en masse indspark at komme i gang på: Gå rundt om søen, og skriv en sang om den. Tag tre linjer fra din yndlingsbog, og skriv rundt om dem. Begynd med melodien. Begynd med teksten. Derfra brugte jeg mit musikalske kompas til at hjælpe med den enkelte sang. Jeg kan mærke, når den er, hvor den skal være. Men der er ikke nogen opskrift på den geniale sang. Det gør det sjovt at blive ved, at du ikke kan regne det ud.

Mads Langer fik stillet en lærerbolig til rådighed, hvor han indimellem kunne trække sig tilbage fra det fælles liv.

DET GIK OP for mig, at det er i mødet med andre mennesker, at man udvikler sig. Siden har jeg rejst til både Stockholm, L.A. og London for at skrive med andre sangskrivere, og jeg opsøger hele tiden nogle, der på papiret ikke er mit mest oplagte match. Mit album ’Reckless Twin’ lavede jeg sammen med Sune Wagner fra Raveonettes, der er fra et indie-segment og har lavet støjrock, mens jeg kommer fra en mere poppet singer/songwriter-baggrund. På det seneste har jeg arbejdet sammen med Kewan, der producerer hiphop, er skolet cellist og kan lave et beat, der swinger på sin helt egen måde. I mit orkester har jeg en cubansk percussionist og en gospelsanger fra London. Folk med et andet musikalsk dna, der gør livet og det kreative spændingsfelt interessant. 

Ved Mads Langers årlige koncert på Engelsholm uddeler han legater til musikalske talenter, blandt andet i form af gratis ophold på højskolen.

I BEGYNDELSEN af min karriere havde jeg det sådan, at ingen andre skulle ind i værkstedet til mine sange og mine følelser. Men på højskolen lærte jeg, at det ikke nødvendigvis er et soloridt, selv om der er noget af rejsen, du er nødt til at tage alene. Højskolen kan rumme både fællesskabet og den enkelte. I min optik burde et højskoleophold være obligatorisk for alle. Eleverne investerer i det på en anden måde end til en stor forelæsning på universitetet. Og det smitter af på lærerne, der får ekstra lyst til at være noget for deres elever.

I DAG kan jeg indimellem savne følelsen. Det er selvfølgelig fedt at spille for mange tusind mennesker, men man kan også godt føle sig lidt distanceret som artist oppe på scenen. Det er en meget livgivende og lærerig ting at agere direkte med en anden person og give noget videre. Og jeg kunne godt se mig selv tage et sabbatår fra ræset og gøre det igen en dag.”

Mads Langer er aktuel med sin nye single, ’Mellem linjerne’.

/

Jorden rundt med MØ

KAREN MARIE AAGAARD ØRSTED ANDERSEN har som MØ turneret verden rundt med sit band. Her fortæller hun om kaotiske optagelser til kæmpehittet ’Lean On’ i Mumbai, om at spille til en af verdens største festivaler og om tatoveringer som rejseminder.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

MEGAHIT I MUMBAI, 2014

”Major Lazer var på tur i Asien og skulle spille i Mumbai i Indien. Inden koncerten kontaktede de min manager og spurgte, om jeg ville flyve ind, så vi kunne skyde en musikvideo til nummeret ’Lean On’. Jeg skyndte mig at sige ja og bestille flybilletter. Jeg anede ikke, om jeg kunne nå at få visum, og det var lige før, jeg ikke kom af sted. Men det lykkedes, og nogle dage senere landede jeg i Mumbai sent om aftenen. 

Tidligt næste morgen tog vi ud på den location, hvor første del af musikvideoen skulle optages. Alt skulle i kassen på to dage. Vi ankom til et nedlagt Bollywood-studie i udkanten af byen, som forestillede et kæmpe palads, og jeg blev indlogeret i en lille trailer, blev klædt på og fik lagt makeup.

Jeg skulle nå at lære en ret indviklet dansekoreografi på ingen tid, og det var virkelig svært. Jeg fik lige akkurat styr på de vigtigste trin. Major Lazer og DJ Snake (fransk dj og musikproducer, red.) ankom lidt efter mig, og jeg kan huske, at jeg var virkelig nervøs. Dengang var jeg en nobody, så jeg var meget opsat på at vise dem, at jeg kunne klare det her.

Vi optog hele dagen og fortsatte til langt ud på natten. Jeg fik aldrig lært dansetrinnene, men måtte improvisere halvdelen undervejs. På et tidspunkt kom der nogle indere, der ville lukke optagelserne ned. Vi måtte betale dem penge under bordet for at fortsætte. Det var ren piratstil, og der skete alt muligt andet mærkeligt i kulisserne, som jeg ikke rigtig opfattede, fordi jeg var så fokuseret på optagelserne og så ramt af jetlag. Jeg gik rundt i en tåge. 

Ved tre-firetiden om natten opstod der et kæmpe postyr, da vi skulle optage en af de sidste scener ude foran paladset. Det var meningen, at Major Lazer-drengene skulle ride på en elefant. Men fordi vi var gået over tid, havde vi overskredet elefantens sengetid. Derfor kunne vi ikke få lov at bruge den alligevel. I stedet endte det med, at nogen fra filmholdet skaffede tre hvide heste, og så fik vi scenen i hus alligevel.

Klokken blev seks om morgenen, før jeg kom i seng. Jeg fik kun et par timers søvn, før vi skulle op og optage igen på en ny location inde i byen. Optagelserne skulle være færdige, inden Major Lazer skulle spille koncert, og jeg skulle flyve hjem om aftenen. Filmholdet havde lejet en gammel bus, der var blevet spraymalet, og den skulle jeg danse på taget af, mens den kørte. Vi trillede gennem byen, mens der var mennesker i gaderne, og det var virkelig kaotisk. Der var også en scene inde i bussen, der nok var 50 grader varm. Vi måtte starte forfra flere gange, fordi jeg konstant tabte alle mine smykker, når bussen kørte ned ad de bumlede veje.

Efter vi havde skudt de sidste scener og akkurat nået det, blev jeg kørt direkte i lufthavnen. Jeg nåede ikke engang at få makeuppen af. I lufthavnen faldt jeg helt sammen i en kombination af lykke, udmattelse og jetlag. Vagterne, der var bevæbnet med store maskinpistoler, gloede mærkeligt på mig. Jeg må have lignet det sygeste vrag.”

Coachella Festival er opkaldt efter Coachella Valley i Coloradoørkenen. Den blev afholdt første gang i 1999. MØ er sammen med Mew og den elektroniske musiker Snavs de eneste danske navne, der har optrådt på festivalen.

CONCERT-NERVER PÅ COACHELLA, 2018

”Jeg fik at vide, at jeg var blevet booket til Coachella Festival i Californien (verdens fjerdestørste festival med 675.000 deltagere, red.). Jeg havde spillet der før på en af de mindre scener og regnede med, at det ville blive det samme. Men to måneder inden koncerten kom der en besked om, at jeg var blevet rykket op på hovedscenen. Den første følelse var chok og ren lykke, men der gik ikke længe, før nervøsiteten meldte sig. Når man spiller på hovedscenen på Coachella, skal showet bare være perfekt.

Vi fløj til Los Angeles et par dage i forvejen for at øve. Jeg skulle have flere gæster med på scenen, så det var en lidt mere avanceret produktion end normalt. Om fredagen, dagen inden koncerten, blev vi kørt ud i ørkenen uden for Palm Springs, hvor festivalen finder sted. Til at begynde med var jeg nogenlunde rolig, men jo nærmere vi kom, desto mere nervøs blev jeg.

På hele turen derud var jeg fuldstændig stille. Før vigtige koncerter holder jeg altid min stemme helt i ro. Vi ankom og blev indlogeret på et hotel, hvor mange af de andre artister også boede. Jeg spiste middag med mit band, stadig uden at sige et ord. I stedet kommunikerede jeg med fagter og fløjtelyde. Jeg tror slet ikke, at jeg talte den dag. Mit band hader det, men er efterhånden vant til det.

Næste morgen tog vi ud på festivalpladsen. Jeg var rystende nervøs, og da vi fik at vide, at vi skulle gå mod scenen, røg mit hjerte helt op i halsen. Jeg blev helt stiv i kroppen og tænkte bare: ’Fuck.’

Senere samme aften skulle Beyoncé spille på hovedscenen. Hun var festivalens absolutte hovednavn. Da jeg gik på, blev jeg mødt af et hav af Beyoncé-fans, der alle sad ned foran scenen og lod til at tænke: ’Hvem er hun?’ Nervøsiteten sad i mig under første nummer, men efterhånden som koncerten kom i gang, blev jeg mere rolig. Langsomt begyndte folk at strømme til, og dem, der sad ned, rejste sig op, lidt efter lidt. Da vi var lidt over halvvejs gennem koncerten, kiggede jeg pludselig op og bemærkede, at der faktisk var ved at være fyldt foran scenen. Som et af de sidste numre spillede vi ’Lean On’, og publikum gik amok. 

Da jeg kom ned fra scenen, var jeg helt ekstatisk. Jeg havde været så bange for, at det skulle gå galt. Men da vi var færdige, havde jeg en følelse af, at vi havde bestået. En masse af de musikere, jeg respekterer og ser op til, kom over til mig og sagde, at det var en virkelig fed koncert. Den koncert er en milepæl for mig.”

MØ, MY OG MUMMI I MELBOURNE, 2017

”Sidste efterår var jeg på tour i Asien og spillede koncerter i Kina, Japan og Singapore. Bagefter fløj vi til Australien, hvor jeg skulle varme op for Sia til tre koncerter på hendes tour. Aftalen var kommet på plads et halvt år forinden, og jeg var helt oppe at køre. Jeg er kæmpe fan af Sia og glædede mig til at møde hende.

Den første koncert var i Melbourne på et kæmpe stadion med plads til mange tusind mennesker. Først spillede jeg, derefter skulle min gode veninde Charli XCX (britisk sangerinde, red.) på, og til sidst var det Sias tur. Jeg så koncerten sammen med både mit og Charli XCX’s hold, og efterfølgende røg vi i byen på en queer-klub inde i Melbourne. Men vi så ikke noget til Sia.

Når jeg rejser med mit band, har vi en ting med, at vi skal have lavet en tatovering i den by, vi rejser til. Jeg har efterhånden en hel del fra forskellige steder. I Melbourne kendte nogle af drengene en lokal tatovør, så dagen efter tog vi derhen og blev tatoveret. Jeg fik lavet en tatovering på anklen, der forestiller My fra Mumitroldene, som jeg altid har kunnet identificere mig med, fordi hun er en lille hidsig og eventyrlysten person.

Næste koncert var i Sydney på endnu et kæmpe stadion, og heller ikke her mødte jeg Sia. Vi fløj hurtigt videre til Auckland i New Zealand, hvor vi skulle spille den tredje og sidste koncert på under en uge. Modsat de to andre koncerter var det et lidt mindre sted, og omgivelserne var virkelig smukke. Jeg varmede op for Sia igen, og som de andre aftener trak hun sig tilbage med sit hold, når hun var færdig med sin koncert. Der var en fra mit band, der så hende på afstand. Det var det nærmeste, vi kom.

Efter den sidste koncert blev mit band spredt for alle vinde. Nogle skulle blive i New Zealand og holde ferie, andre skulle til Europa, og jeg selv skulle flyve til Vancouver. Forinden tog jeg og min tourmanager ud til en strand og gik en tur i vandkanten med udsigt til klipper og helt blåt vand. Da vi landede i Vancouver, blev jeg kørt uden for byen til et ski-resort. På under et døgn nåede jeg både at gå tur på en strand og i et snelandskab. Charli XCX fortalte mig efterfølgende, at hun rendte ind i Sia på flyet hjem til Los Angeles. Selv så jeg hende aldrig.”

MØ

30 år, sanger, musiker. MØ, der er opvokset på Fyn med det borgerlige navn Karen Marie Aagaard Ørsted Andersen, har vundet et hav af priser, blandt andet P3 Guld og fire Grammyer ved Danish Music Awards i 2014. Hun udgav sin første single i 2013 og fik sit internationale gennembrud med nummeret ’Lean On’ sammen med den elektroniske trio Major Lazer i 2015. YouTube-videoen til sangen er den mest sete nogensinde med en dansk medvirkende. Hun udkom med sit andet album, ’Forever Neverland’, i oktober.

 

/