80’ERNE
Jeg står med to kolleger i 1983 og kradser på døren ind til en lejlighed i et baghus i Eskildsgade. Vi har været her før, og vi ved, at her altid er bid: hælervarer og folk med stoffer.
”Jaeer,” bliver der sagt.
”Per,” mumler jeg.
Jeg er 23 år og har været ansat på Station 1 i Københavns Politi i godt et halvt år, men hvis vi siger, at vi er fra politiet, kommer vi ikke ind. Det er klart.
På det her tidspunkt er Vesterbro nærmest i undtagelsestilstand. For en ung mand som mig, der er kommet ind til centrum fra Hvidovre, fremstår Istedgade som Det Vilde Vesten. Det er én stor stofscene fra Hovedbanegården til langt ud på den anden side af Gasværksvej, åbenlyst salg og indtagelse af euforiserende stoffer, folk, der ligger bevidstløse og kokser i deres heroin- eller alkoholrus, prostituerede, subsistensløse, alfonser, gangstere og voldelige psykopater. Her er omsætning af tyvekoster, forfald og fattigdom. Nogle går rundt og taler med sig selv eller er i kaotisk fart på jagt efter en, der har noget eftertragtet. Her bliver råbt højt, og her er trusler og øretæver i omløb. Bag ejendommene finder man stadig både første, anden og tredje baggård, og i nogle af de opgange inde i baghusene bor de her udsatte mennesker, som vi er på nakken af.
En eller anden åbner døren og er væk igen, og vi kan gå uforstyrret ind gennem gangen til en af Vesterbros mest hektiske narkobuler. Her er altid mange mennesker, op imod 25-30 styk. Ingen af dem ved, hvem der egentlig bor her. Inde i lejligheden opdager de knap nok, at vi dukker op, selvom vi er i uniform. De er så dybt optaget af det, de foretager sig. Her er bælgmørkt, og der kommer kun lidt lys ind fra de små sprækker i tæpperne, der er sat op foran vinduerne. Luften er tyk af røg. Nogle sidder ved et sofabord og har nogle handler i gang. En ligger og sover rusen ud i en Børge Mogensen-tremmesofa. Den passer slet ikke ind her. Folk myldrer rundt. Nogle tager stoffer, og andre har mørbrader i plastik og en bilradio under armen.
I en dyb sofa er to mænd uenige om et eller andet. Pludselig trækker den ene en pistol. Vi giver os til kende og får afværget optrinnet lige så hurtigt, som det opstår. Fyren med pistolen bliver anholdt sammen med to andre med tyvekoster. Vi tager dem med op på Station 1 i Nyropsgade. Her bliver de sigtet og løsladt igen.
Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Det er den slags kriminelle, vi går efter. De små fisk. Det er strategien. Vi skal bare have nogle sager, og det her er som at stjæle slik fra små børn. Jeg går hjem fra arbejde med en fornemmelse af, at det har været en fed dag. Jeg vil redde verden, og det gør man ved at fange forbrydere og sætte dem i fængsel. Det handler om, at de ordentlige familier i kvarteret skal føle sig trygge. Jeg er selv vokset op i et trygt hjem med mine forældre og min lillebror i et villakvarter i Avedøre. Efter gymnasiet bliver jeg klar over, at jeg godt vil have med mennesker at gøre, og tænker, at man som politimand kan gøre en forskel. Det er lige mig.
Der ligger en kvinde livløs på asfalten på Maria Kirkeplads. Jeg kender hende godt. Hun hedder Yrsa, og hun plejer at trække nede på Halmtorvet. Hun er knap fyldt 18 år, og lige nu trækker hun ikke vejret. Jeg tilkalder en lægeambulance og begynder at puste luft ned i hendes lunger og give hende hjertemassage. Lægeambulancen kommer og overtager. Ikke ret mange dage efter ligger hun der igen og er helt væk. Der sidder nogle mennesker omkring hende, men de er for sløve til at reagere. Da hun vågner op på båren i ambulancen, siger hun meget roligt: ”Jeg har fuldstændig styr på det. Fuldstændig.”
Kvinderne, der prostituerer sig i gaden, er yngre, end de ser ud. De har allerede dårlige tænder og et hårdt udtryk i øjnene, som de forsøger at gemme bag et tykt lag sminke og den nærmest klichéfyldte påklædning: høje hæle, kort nederdel, en lille laktaske over skulderen. De står på Istedgade, rigtig mange på Halmtorvet og så i Skelbækgade. Pornobutikkerne ligger i Istedgade op mod Hovedbanegården, og bordellerne i sidegadernes kælderlokaler med store vinduer. Her sidder pigerne og udstiller sig selv, så man kan kigge ind, mens transvestitter hænger ud ad vinduerne i Stampesgades stuelejligheder.
Alfonserne ligner alfonser. Skjorten er knappet godt ned og dertil et par cowboybukser med svaj i. De har deres faste gang på værtshusene og i gaderne, hvor de holder øje med kvinderne. Vi skal passe på, for de beskytter om nogen deres indkomst. Jeg er for nylig blevet lovet røvfuld, hvis jeg ikke forsvandt. Jeg var ude at gå alene, så jeg forsvandt.
Mange af kvinderne driver deres forretning fra et værelse, de har lejet ovre i de små lejligheder i Eriksgade og Absalonsgade. Her bor enlige alkoholiserede mænd, og det foregår på den måde, at pigerne bare skal sørge for, at der er øl i køleskabet, så kan de ellers råde over lejligheden. Jeg er for nylig kommet ind i en lejlighed, hvor der ligger en mand og sover sin brandert ud i sofaen med en ø af tomme øl- og snapseflasker på bordet foran sig. Han ænser ikke larmen fra det tilstødende værelse, hvor en kvinde er i gang med at give en kunde det, han har betalt for.
Kunderne er indimellem fulde, skumle personager, men også fuldstændig almindelige mennesker fra alle samfundslag. En dag finder vi en pung fra en mand, der formentlig er blevet rullet. Han har aldrig anmeldt det, og i papirerne inde i hans pung kan vi se, at han er læge.
Det foregår også i biler nede omkring havnen på Bryggen på Vesterbro-siden, som ellers er et fuldstændig dødt område. Her kører vi indimellem ned og kigger. Ikke så meget for at beskytte pigerne, men fordi vi er nysgerrige. Vi har overhovedet ingen forståelse for, hvad der foregår.
Jeg finder senere ud af, at Yrsa har en mor, der står og trækker i Skelbækgade. Det har hun gjort, siden Yrsa var en lille pige. Da Yrsa selv når den alder, hvor hun kan tjene penge på sin egen krop, gør hun bare som sin mor. Der går ikke ret lang tid, før hun er på stoffer. Hun har brug for stimulanser for at kunne holde til det.
90’ERNE
Vi kører den blå Ford Transit minibus ind over fortovet og direkte ind på Maria Kirkeplads, hvor 15-20 mennesker er forsamlet. Her stinker af pis, der er blod på asfalten, bræk i en skraldespand og sølvpapir og sprøjter, der flyder på jorden. Det er den centrale markedsplads, hvor områdets narkomaner, pushere og fidibusser handler og tager stoffer åbenlyst. Jeg er på vagt i ’Bødebussen’, som er en del af Vesterbro-Aktionen, et tiltag, der i begyndelsen af 90’erne skal få ryddet op i kvarteret, og lige nu kan vi lure, at i hvert fald tre af de personer, som vi har givet et opholdsforbud på pladsen, er til stede.
Vi er tre mand på job den dag. En chauffør, en sidemand og en betjent, der betjener det skriftlige kontor fra bagsædet. Vi har lavet en lang række forbudszoner på Vesterbro, hvor man ikke må være til ulempe for forbipasserende og de omkringboende. Er man det, får man først tre mundtlige advarsler. Fjerde gang er den skriftlig, og når man bliver antruffet femte gang, er bøderammen 400 kroner. Betaler man ikke, bliver den konverteret til to dage i spjældet. Det er faktisk ret effektivt.
Vi løber ud af bilen og griber dem, vi kan nå at få fat i. Den ene af dem forsøger ikke engang at stikke af. ”Nu igen,” siger han bare og går frivilligt med ind i bussen. De fleste andre er i fuld fart i alle retninger. Også dem, der ikke har et opholdsforbud. Men vi får fat i to mere. Man kan godt nå at skrive 8-10 bøder i løbet af dagen. Så synes vi, at vi har gjort det godt.
En fyr sidder i en opgang i Viktoriagade og fixer.
”Du må ikke sidde her, Søren, der bor jo mennesker,” siger jeg til ham.
”Hvor må jeg så sidde henne?” spørger han.
”Ingen steder, det er forbudt, Søren.”
I slutningen af 90’erne har jeg efterhånden ansigt og navn på de fleste i miljøet, og langsomt er jeg også begyndt at danne relationer. Nogle har jeg anholdt, andre har jeg givet bøder, talt med i kulden, hjulpet op fra asfalten i en brandert eller en overdosis. Jeg arbejder altid i uniform. Så er ingen i tvivl om, hvorfor jeg er her.
Søren er en lysblond fyr. Han er en smule halt, har et dårligt øje, er forhutlet klædt og altid på jagt efter stoffer. Han har svært ved at finde en åre, det tager ham lang tid at blive færdig. Jeg står med en fod i døren og venter, så vi kan smække efter os. Pludselig siger han: ”Ved du godt, at min far misbrugte mig?”
Tårerne begynder at trille ned ad hans kinder. Han fortæller mig, hvad der er sket.
”Når jeg har de her tanker oppe i hovedet, har jeg to muligheder: Jeg kan tage stoffer, eller jeg kan begå selvmord,” siger han.
Søren bliver færdig med at fixe, og vi tager afsked. Jeg har mødt mange, der har skudt stoffer ind i deres årer, og jeg plejer at tænke, at de skal tage sig sammen og komme videre. Jeg har ikke fattet, at deres afhængighed er et behov for at komme væk fra hverdagen, fordi den er så ulidelig tung at slæbe rundt på.
”Pas nu godt på dig selv,” siger jeg til ham, da vi bevæger os i hver vores retning.
Min kollega og jeg banker på hos en kvinde i et nydeligt rækkehus på Vestamager. Da hun åbner døren, kan jeg se, at hun godt ved, hvorfor vi kommer. Selvom hun har forberedt sig på det i mange år, bryder hun alligevel helt sammen. Dagen inden har jeg fundet hendes søn i Colbjørnsensgade med en nål i armen. Han var kold og død, og jeg kendte ham godt. Ambulancen kom hurtigt og bekræftede det samme som mig og kørte ham på Rigshospitalet. Normalt har vi et dødekontor, der tager sig af de her sager, men de holdt fri.
Rud Ellegaard i dag i Kødbyen på Vesterbro i København.
Ude i rækkehuset på Vestamager får hans mor og jeg ringet til hans søster, der kommer med det samme. Jeg anbefaler dem at tage ind og se ham på Rigshospitalet. Til at starte med vil de ikke med, men jeg er lidt insisterende. Det er sidste chance. Det lykkes mig akkurat at overtale dem. Han er anrettet pænt på en båre med et rent lagen og tændte lys. Han har fået ro.
Så længe jeg er på arbejde, kører jeg næsten som en maskine. Gør det, jeg har lært. Men bagefter, når jeg sidder derhjemme for mig selv, kommer følelserne. Vrede, meningsløshed, sorg. Kunne vi ikke have hjulpet ham noget tidligere?
Narkomanerne er begyndt at få en brun plet på fortænderne. Den stammer fra en ny type brun heroin, som er dukket op i gaden. Før var der kun hvid heroin. De fleste ryger den brune heroin. Først varmer de den op på et stykke sølvpapir og laver en slags karamel ud af den, bagefter suger de røgen op med et glasrør. Dér hvor sugerøret sidder på tænderne, kommer pletten.
Den brune heroin er kommet til Danmark sammen med gambierne, som er begyndt at gøre væsen af sig i Istedgade. De holder til ved en telefonboks, der ligger ved Absalonsgade, og kan løbe vanvittig hurtigt, når vi prøver at få fat i dem. Lykkes det, joker de med, at de kender Vesterbros baggårde bedre end os. De gemmer den brune heroin i munden i nogle kugler pakket ind i cellofan. Når vi får fat i dem, sluger de kuglerne. De kaster dem op bagefter og sælger dem.
På falske arbejdsdokumenter er der pludselig kommet en masse gambiere herop, som angivelig skulle arbejde på et dækcenter i Jylland. De blev afvist i lufthavnen, men andre er øjensynligt sluppet igennem. Nu står de dagligt foran telefonboksen med et flækket grin.
En kunde har hørt nogle puslende lyde bag en af vaskemaskinerne på møntvaskeriet i Abel Cathrines Gade, og vi bliver kaldt ned for at se, hvad der er på færde. Her kommer vi dagligt. Mens der i den ene ende kan stå mennesker og vaske tøj, er der i den anden ende narkolag med dope og kanyler.
Det viser sig, at der ligger en mand gemt bag en af vaskemaskinerne, og det ser ud til, at han har boet her i et par uger. Jeg kender ham særdeles godt. Han hedder Buba, og jeg møder ham tit nede i parkeringskælderen under den gamle Saga-grund.
Buba er en af en række mænd fra de nordafrikanske og mellemøstlige lande i miljøet. Det er en gruppe på omkring 30 mennesker. Først ved vi ikke ret meget om dem, de bruger ikke de sociale tilbud. Langsomt finder vi ud af, at de har familie her i landet, men er røget ud i stofmisbrug. Det er simpelthen for flovt og ærekrænkende for familien, så de kan ikke tage hjem.
Buba ligger kilet ind omme bag en vaskemaskine i det smalle hulrum, hvor der egentlig kun er plads til slanger og strømførende ledninger. Her har han indrettet sig med sine remedier til sit fix og har taget så stor en dosis, at han hverken kan høre maskinen centrifugere eller os, der forsøger at få ham ud.
Vi bliver nødt til at tilkalde Brandvæsenets Pionerkorps, der formår at løfte ham op uden at splitte det hele ad. Han bliver kørt på skadestuen til nærmere eftersyn. Dagen efter ser jeg Buba igen på gaden på vej efter stoffer og et nyt sted at slå sig ned.
Prostitueret på Vesterbro i slutningen af 90’erne.
Mariatjenesten på Istedgade, 1999. Foto: Lars Bech/Ritzau Scanpix, Ditte Bjerregaard/Ritzau Scanpix
00’ERNE
Jeg sidder og drikker neskaffe hos en af de største slagsbrødre fra Vesterbro i hans grå træhus – et i rækken af små barakhuse over for Valbyparken. ’Ellehjørnet’ bliver stedet kaldt, og det er et stykke jord med skæve boliger for skæve eksistenser. Slagsbroren har fået problemer med sine naboer, og vi falder i snak. Det er faktisk hyggeligt. Vi sidder og griner af nogle af de konflikter, vi har haft for nogle år tilbage.
Mit arbejde er begyndt at handle om andet end at udstikke bøder og bure kriminelle inde. Nu hedder min stilling hjemløsebetjent, og i den sammenhæng møder jeg pædagoger, sygeplejersker og læger og lærer den pædagogiske tilgang til de udsatte. Det har fået mig til at lægge min stil helt om. Nu arbejder jeg på at forstå de mennesker, der lever i en kriminalitetsgråzone og har det svært med politiet.
Jeg bevæger mig rundt i drikkelaget på Enghave Plads, ved Nørreport Station, på Kultorvet og på Rådhuspladsen, hvor jeg dagligt taler med dem, der holder til i de store flokke. Jeg er nødt til at gøre mig lige så sårbar, som de er. Nødt til at lægge politiattituden fra mig, ellers sker der ikke noget. Så jeg går omkring alene. Det er nemmere at tale med én politimand end to. Så kører dialogen meget bedre.
Nogle år forinden fik jeg til opgave at flytte nogle posemænd og -damer fra deres varmeriste nede ved Bryggen. Vi mødte bare op, bankede på papkassen og sagde: ”Hej, hvad hedder du, og hvorfor ligger du her?” Det svarede de ikke på, de tog bare deres ting og flyttede sig. Vi interesserede os ikke for, hvad der blev af dem. Vores opgave var at slippe af med dem.
Skelbækgade, Vesterbro. 2007. Foto: Jan Jørgensen/Ritzau Scanpix
Mange af disse mennesker findes slet ikke i systemet. Ingen ved, at de eksisterer, og de får ikke nogen ydelser. De lever med deres indkøbsvogne eller plastikposer og bor i papkasser langs Bryggen, hvor der er varmeriste. Preben Brandt, der har brugt en stor del af sit lv på at hjælpe socialt udsatte, forklarer mig, at det kan tage op til et halvt år at finde ud af, hvad de folk hedder: ”Vi starter med en kop kaffe, og på et tidspunkt fortæller de dig, hvad de hedder.” Jeg begynder at gøre det samme.
Indimellem møder nogle af mine kolleger ind på stationen med en pusher under armen, som de allerede har anholdt fra morgenstunden. Efter forbillede fra Hamborg bliver der spillet klassisk musik i vindfanget på Hovedbanegårdens Reventlowsgade-indgang, og det har trængt misbrugerne ud på gaden, hvor der er opstået et pillemarked. ’Det lille apotek’, kalder vi det. Her bliver metadon, sovemedicin, smertestillende og den slags sat i omløb. Når politiet skal på arbejde om morgenen og kommer hertil med S-toget i civil, bliver de ikke altid genkendt af pusherne, og de bliver derfor også tilbudt en håndfuld benzodiazepiner.
Gaderummet er blevet mindre. Lejlighederne er blevet dyre, der er kommet dørtelefoner på opgangene, og portene er hermetisk lukkede, så det er svært at komme ind i opgangene og baggårdene. Det betyder, at der ikke er nogen steder at gemme sig mere. Nu er der kun gaden tilbage.
Byfornyelsen, der begyndte nede ved Enghave Plads, er langsomt rykket helt op til Hovedbanegården. Mens den stod på, blev der etableret midlertidige narkoreder i de stadig færre tomme ejendomme. Mange morgener ringede håndværkerne, når de mødte ind, for at få os ned og tømme bygningerne for mennesker, kanyler og nåle. Hver gang der opstod et nyt tilflugtssted, lavede vi et nyt forbudsområde og skubbede de her mennesker rundt i bydelen.
Sidst i 00’erne er det meste af Vesterbro sat i stand, der er kommet caffe latte-cafeer og små forretningsdrivende, der sælger tøj i fine kvaliteter, samtidig med at vi kan konstatere, at der er flere udsatte i gaden. De to miljøer har intet med hinanden at gøre. Det kan godt være, at de nye beboere er rigere end den arbejderklasse, der tidligere prægede kvarteret, men vi oplever en udbredt grad af social forståelse. Når folk ringer til politiet, fordi der alligevel har sneget sig en narkoman ind i deres opgang, er det ikke kun, fordi det er pisseirriterede. Det er også, fordi de er bekymrede for narkomanerne.
Næsten alle de gamle heroinbrugere er skiftet over til kokain. Det giver en helt anden og meget mere hektisk adfærd. Når vi taler med de gamle beboere, siger de, at de bedre kunne lide narkomanerne i gamle dage, for dengang stod de bare og koksede, og man kunne skræve over dem, når man skulle ind i sin opgang. I dag skal man diskutere med folk, fordi de er psykotiske, aggressive og opfarende. Men det er ikke farligt at gå på Vesterbro. Når der sker et knivstikkeri, er det altid mellem to i miljøet.
10’ERNE
1. oktober 2012 åbner det første fixerum i København. Fra den ene dag til den anden er alting forandret, og der er ikke flere overdoser i gaden. Før havde vi op mod fem på ugebasis. Snart er der to fixerum, Skyen i Istedgade og H17 i Den Brune Kødby. Særligt Skyen er et intimt og hyggeligt sted, hvor der bliver taget godt imod de her mennesker. Jeg kommer dagligt og siger hej i vindfanget og er kun inde i selve fixrummet, hvis der er slåskamp.
Vi kalder ikke narkomanerne for narkomaner længere, men stofbrugere. Var man tidligere rigtig grim i munden, kaldte man dem for junkier. Det kunne de også selv finde på, som et skældsord: ”Din fucking junkie.” Der er sket en menneskeliggørelse ved den her ændring i sproget. Jeg er flov over det gamle udtryk.
I vindfanget møder stofbrugerne en sygeplejerske eller en sundhedsfaglig person og fortæller, hvilket stof de har, så personalet ved, hvad de skal gøre, hvis de får en overdosis. Så venter man, til der er en ledig plads, og så kommer man derind og indtager sine stoffer. Bagefter kan man sidde og slappe lidt af og lade rusen virke, og så går man igen.
Der er et injektionsrum og et rygerum. I rygerummet sidder man gerne flere sammen og ryger sine stoffer under Danmarks største emhætte. Her kan man sidde og ryge på den samme klump, hvorimod man i injektionsrummet sidder adskilt i små båse ved små metalborde og en skrivebordslampe, fordi man ikke ønsker forstyrrelser eller støj – så bliver fikset ødelagt.
Bagved sidder sygeplejersken og observerer og kommer med råd og vejledning, og så er der hele gadeplansindsatsen og rådgivningsdelen. Det er ikke bare en parkeringsplads – man kan blive sluset videre i systemet, komme i behandling eller blive hjulpet i en bolig. Jeg ville ønske, at jeg kunne have taget Søren i hånden og gået over med ham i Skyen dengang, jeg mødte ham i Viktoriagade. Men stofindtagelsesrummene eksisterede ikke dengang. Det gør Søren heller ikke mere.
I de her år dukker der mange tiltag op, som vi også arbejder sammen med. Der er Sundhedsrum, hvor de udsatte kan komme direkte ind fra gaden til en lægekonsultation, der er Bisserne, en gratis tandlægeordning, der er gadesygeplejersker og psykiatriske gadeteams. Sociolancen kører rundt bemandet med socialarbejdere og paramedicinere, og Sexelancen er en rullende klinik, der giver prostituerede et alternativ til gader og opgange, når de skal udføre deres job. Op gennem 10’erne er Mændenes Hjem blevet udbygget med et værested og en rådgivningsdel, og i Den Brune Kødby ligger Café Dugnad, hvor man kan få et måltid gratis mad og en af Vesterbros bedste kopper kaffe, mens der nede i den anden ende af Istedgade ligger et være- og overnatningssted for kvinder, Café Klare.
Østeuropæisk prostitueret i Istedgade, 2013. Foto: Ritzau Scanpix
En dag i 2014 ser jeg Yrsa ved fixerummet. Hun kører rundt i en kørestol. Hun har været udsat for et overfald, der har givet hende varige skader. Kørestolen er for stor til at komme ind på de små cafeer ved siden af fixerummet, hvor man kan få billig mad, så nogle venner har hentet en pastaret til hende, som hun sidder og spiser af en paptallerken udenfor. Hun har en slange i næsen, som fører om til en iltflaske, der hænger bag på kørestolen.
”Det skal sgu nok gå alt sammen,” siger Yrsa til mig, da jeg spørger hende, hvordan det går. Det bliver sidste gang, jeg ser hende. Hun dør senere samme år. Jeg tænker, at det ikke havde behøvet at gå så dårligt.
Jeg forsøger at hjælpe en mand på Maria Kirkeplads. Han er alkoholiseret, psykisk udfordret og har råbt for meget op og kastet med flasker på pladsen. De andre er blevet sure og har ekskluderet ham, for han tiltrækker for meget opmærksomhed. Han har prøvet at komme ind i gruppen igen, og nu er de kommet op at slås. Det er derfor, jeg er tilkaldt. Men der er en sprogbarriere.
De danske posemænd og -damer er væk fra gadebilledet og er blevet erstattet af østeuropæere. De er nu den absolutte sociale underklasse i gadebilledet. Det er dem, der sover udenfor om natten. De lever af at samle skrot og flasker. De står på hovedet i storskraldscontainerne og finder gammel elektronik, som de får sendt videre på en eller anden måde, eller de tager rundt til festivaler og samler flasker. De er her i grupper, som kender hinanden rigtig godt, og er man udstødt af sådan en gruppe, er man virkelig alene.
Manden taler hverken engelsk eller tysk. Jeg prøver at lave en oversættelse på telefonen, men han kan ikke læse den, han er analfabet. Jeg forsøger at henvise ham til nogle væresteder, Kompasset på Nørrebro eller Istedgade 100. Istedgade 100 er drevet af Kirkens Korshær, og her kommer der primært rumænere og romaer. Man kan få en kop kaffe, en mad, et bad og et hvil på en madras.
En dag har vi tumult med en fyr i Viktoriagade, som sidder på gaden i en kokainpsykose. Vi kender ham særdeles godt og har bortvist ham fra Mændenes Hjem, fordi han var uregerlig og skabte utryghed. Nu ligger han og sover på gaden, og vi har svært ved at vække ham.
Vi er begyndt at møde asylansøgere fra blandt andet Afghanistan, Nordafrika, Iran og Irak i gaden, som er kommet hertil med en helt anden gadeadfærd, end vi er vant til. Nogle af dem har været gadebørn, siden de var ganske små, og er vant til at klare sig selv. De er meget stærke og bruger frygt over for de andre. Hvis de ikke har nogen stoffer, tager de bare de andres.
Manden, der sover, er en af dem. Vi bliver enige med personalet på Mændenes Hjem om, at han skal have lov til at sove, for han har ikke sovet i flere dage, og vi bærer ham ind i vores Blå Bus, som vi nu bruger til at køre rundt med i kvarteret for at skabe tryghed og komme i dialog med borgere og brugere. Han vågner op og tror vist, at nogen er ved at slå ham ihjel. Han kæmper for livet, og det gør vi sådan set også. Da vi ligger i en klump inde i Blå Bus, får han fat i min pistol. Den kommer aldrig op af hylsteret, men han får taget et aftræk, og der går et skud ned i kantstenen.
Bagefter bliver jeg frygtelig bange. Det var over min grænse. Det er hårdt at være vidne til mennesker i forfald, og jeg er blevet mere sårbar med årene. Når man er ung, tror man, man kan klare alt. Når man bliver ældre, tænker man mere over alt det, der kan gå galt.
Smukke menneske, hvor er dine sko? Dine fødder er sorte og forrevne.
Smukke menneske, hvorfor løber blodet fra sår og rifter på dine arme og ben?
Smukke menneske, hvor har du været? Du har grædt, og din mascara er løbet.
Hun klemte min arm med begge hænder og hviskede: ”Vi skal være gode mennesker – Vil du ikke sørge for, at vi er gode mennesker?”
Hun slap sit greb om min arm, vendte ryggen til mig og gik videre på sine bare fødder.
Smukke menneske, hvor skal du hen? Hun ved det næppe selv.
Jeg er begyndt at skrive dagbog. En kunstner, der hedder Hanne Lise Thomsen, har lavet et projekt i Istedgade, der hedder ’Inside Out’, hvor hun projicerer billeder af mennesker i nabolaget op på husmurene. Hun spurgte mig, om jeg ville skrive noget dagbog til hendes projekt, og det er jeg blevet ved med. Det er en god måde at komme ind bag de følelser, jeg har i kroppen.
Kvinden, jeg skriver om, var i en kokainpsykose, da jeg mødte hende på hjørnet af Abel Cathrines Gade og Istedgade. Jeg følte afmagt og vrede over, at mennesker som hende skal udsættes for det her. En afmagt over ikke at kunne gøre noget. Det ville jo ikke løse problemet, at hun fik sko. Det er jo ikke det, der er problemet.
Jeg synes ikke, vi skal tvangsbehandle hende, spærre hende inde og give hende en kold tyrker, som folk tit snakker om. Hun har det her traume, fordi hun allerede har været udsat for et overgreb. Skal vi så behandle hende med endnu et overgreb? Skal vi forbyde prostitution? Hvis ikke man kan holde ud at se på det, kan vi jo bare forbyde det, så sker det ikke ude på gaden. Til gengæld sker det alle mulige andre steder, hvor vi ikke kan passe på hende.
Det sidste års tid har der været et par psykisk afvigende mænd i gaden, som har lokket nogle af de kvinder, der sælger sex, med hjem under påskud af at ville hjælpe dem. Så låser de dem inde, og så er der ingen grænser for, hvad de kan finde på at gøre med dem. Sidste år fik vi fanget en af dem, som fik en dom og nu er i forvaring. Oftest vil kvinderne ikke fortælle os, hvad der er sket. De kan ikke overskue at skulle til politiet eller på Center for Seksuelle Overgreb og blive undersøgt. De skal bare ud og have en ny kunde for at skaffe penge til stoffer, og så er sporet væk.
Hvis jeg kunne ønske, skulle der stå en socialarbejder på gaden med kompetence til at sige: ”Vi tager en taxa her og nu”, og når de så landede på et behandlingssted, stod der en læge og spurgte: ”Hvad plejer du at tage? Det skal du ikke tænke på, det får du af mig.” Så ville der være ro på og tid til at ordne det politimæssige, hvis de har været udsat for vold. Måske ville de få tid til at reflektere over deres tilværelse og mærke sig selv igen, når de ikke skulle ud at stresse for at skaffe penge og stoffer.
Nogle af miljøets mænd besiddder stofferne og kvinderne. Det betyder, at kvinderne er afhængige af deres krænker. En dag konfronterer jeg en af dem med det og siger: ”Jeg ved godt, hvad du går og laver”, og så siger han: ”Ja, jeg ved godt, jeg er et dårligt menneske.”
Hvad skal vi så gøre? Vi prøver at samle så meget information, vi kan, fra kvinderne og siger til dem: ”Hold jer væk fra den og den bil, stå på gaden sammen, og skriv nummeret ned, eller tag et billede af de biler, jeres veninder kører med”, så vi hele tiden ved, hvad der sker.
Jeg er begyndt at kunne komme på Reden, som er et værested for kvinder med misbrug, der sælger sex. De kender vores koncept og er begyndt at acceptere, at vi kommer ind ad døren. Vi forsøger at gøre det så ydmygt som muligt, og nogle gange står vi kun i døren. Vi skal sørge for at være til stede og tilgængelige, så vi kan skærme dem og gribe dem, når de falder.
Kø foran Skyen på Istedgade, en del af Mændenes Hjem. Indenfor er der venteværelse til kabinerne, hvor brugerne kan fixe under ordnede forhold, men corona har tvunget Mændenes Hjem til at bede brugerne vente på gaden.
2020
Ovre på bænken på Halmtorvet har jeg vækket Jamal. Han har en seng i et hjemrejsecenter, men der vil han ikke op. Han er afvist asylansøger. Jeg siger hver dag til ham, at han overtræder de påbud, han har fået, og at han får en straf på et tidspunkt og skal ind og afsone. Det ved han godt.
Jeg er blevet 60 år. Jeg har heddet en del i min tid. Gadebetjent, panserbasse, strømer og strisser. Siden 2010 har jeg heddet Din Betjent, som er en betegnelse for os, der skal bringe borgere og politi tættere på hinanden. I dag har jeg kontor på Politigården, hvor jeg møder ind om morgenen og tjekker mails. Det kan være henvendelser fra beboere, der har haft overnattende i deres baggård eller oplevet narkolag. Derefter går jeg ind og hører, hvordan natten har været på Mændenes Hjem og i stofindtagelsesrummene for at følge op på, hvem der er efter hvem i øjeblikket, hvem jeg skal skærme eller være opmærksom på.
Der står allerede tre fyre og ryger på samme pibe uden for Mændenes Hjem. Vi hilser på hinanden. Derefter går jeg over på Café Dugnad. Der hænger altid mange mennesker ud her, folk ryger kokain i skuret, og om morgenen ligger der stadig mange og sover. Når det bliver rigtig koldt, skal jeg rundt og vække dem i krogene.
Jeg finder Hisham under et af halvtagene i Kødbyen viklet ind i en tisvåd dyne, fuldstændig stiv og forkommen. Jeg rejser ham op, og han trisser over til Mændenes Hjem på bare tæer for at finde nogen, der har noget coke, han kan være med til. Har nogen overskud, hjælper de gerne hinanden. Det kan de kræve tilbage senere. Hernede har man ikke rigtigt venner. Det er tjenester, man har mellem hinanden.
Op ad formiddagen bliver her ret stille. Dem, der har arbejdet hele natten, deriblandt de østeuropæiske kvinder, der i sin tid stod under Bosch-skiltet på Halmtorvet og solgte sex, da de kom til Danmark i 00’erne, finder nogle hjørner i Kødbyen og sover der. De danske kvinder er inde på Reden. Over middag skal der nok komme gang i gaden igen.
Folk siger ikke ”fuck af”, når jeg dukker op. Det gibber lige i dem, når de ser uniformen, men når de ser mit ansigt, siger de: ”Nå, er det bare dig.” Jeg ved godt, jeg ikke skal opholde dem for længe. De skal ud og skaffe penge, så det gælder om at komme af med mig så hurtigt som muligt. Man taler mig lidt efter munden og siger det, jeg gerne vil høre. Men indimellem kan jeg hjælpe dem og få dem overbevist om, at jeg ikke er der for at kontrollere dem. Alle skylder penge. Især omkring den første. Så kommer de stærke efter de svage. Jeg hjælper dem nogle gange op i automaten eller i banken, så de kan hæve deres penge uden at have ham på slæb, som de skylder. Jeg giver dem et tilbud; ”Jeg er her, brug mig!”
Istedgade har ramt mig enormt hårdt. Jeg er blevet formet af alle dem, jeg har mødt, og det ville jeg ikke have været foruden. Jeg betragter mig selv som et heldigt menneske, fordi det er så tilfældigt, hvor livet bringer os hen. De kunne have været mig, og jeg kunne have været dem.
