Indlæg

“Jeg har et ønske om også at få lov til at leve i den ’normale’ verden”

Den 26-årige triatlet Alberte Kjær Pedersen har store mål ved sit første OL – men kæmper også med de krav, hun stiller til sig selv.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

I 3. KLASSE sad vi en dag i en rundkreds med vores lærer i midten. Vi skulle lave det årlige skoleløb, hvor det gjaldt om at løbe så mange kilometer som muligt for at tjene penge til et velgørende formål. Mens min lærer fortalte om konkurrencen, vendte hun sig pludselig mod drengene og sagde: ”Nu skal I ikke blive irriterede, bare fordi Alberte løber hurtigere end jer.” Det var første gang, det gik op for mig, at jeg egentlig var ret god til at løbe. For det var jo rigtigt. Jeg kunne nemt løbe fra drengene – og jeg kunne også slå dem alle sammen i armlægning.

Mine forældre indførte, at mine to søskende og jeg hver især skulle gå til én sportsgren og ét instrument. Det sidste var vigtigt for min mor, der altid godt havde kunnet lide at spille klaver, og det endte jeg også selv med at gå til i fire år. Det var ikke, fordi jeg var specielt vild med det, men mine forældre havde den tilgang, at når først man har sagt A, må man også sige B, og stadig i dag har jeg meget nemmere ved at starte på noget nyt, end jeg har ved at stoppe igen.

I løbet af min opvækst prøvede jeg alle mulige forskellige sportsgrene af. Min mor var gymnastiklærer, så jeg startede først til springgymnastik og gik senere over til håndbold, svømning, ridning og til sidst triatlon. Det sidste skete, da der blev afholdt ’feriesjov’ i Fredericia, hvor triatlon-klubben afholdt en børne-duatlon. Det måtte jeg prøve. Og så blev jeg suget ind i den verden.

JEG VAR IKKE særlig gammel, før jeg begyndte at løbe hurtigere end min storesøster, når vi var til motionsløb rundtomkring. Jeg var egentlig ikke specielt interesseret i at slå hende. Jeg gik meget mere op i at slå dem på min egen alder. Min søster havde det til gengæld svært med, at hendes tre år yngre søster kunne løbe hurtigere end hende. Jeg kan stadig huske det sidste løb, hvor hun vandt over mig. Hun var 15 år, og jeg var 12. Det var i en periode, hvor jeg rykkede rigtig meget løbemæssigt, men det passede hende ikke, at jeg nu kunne løbe fra hende. Derfor snørede hun mig. 

Det var til et løb i Vejle, hvor vi havde fulgtes hele vejen. Til sidst gik det ned ad bakke før det sidste flade stykke til mål. På vej nedad begyndte jeg at løbe fra hende, da hun pludselig råbte: ”Alberte, pas på, at du ikke falder, du må ikke løbe så hurtigt nedad!” Så stoppede jeg op, og hun kom op til mig igen. Og så gav hun den alt, hvad hun kunne, og spurtede fra mig hen til målstregen. Det var et ægte bissetrick, men det var så også sidste gang, hun lykkedes med at vinde over mig.

KAMP TIL TÆNDERNE 

Alberte Kjær Pedersen, født 1998. Vokset op i Fredericia. Bor til daglig i Aarhus med sin kæreste.

Har en bachelor fra tandlægestudiet på Aarhus Universitet. Er fuldtids-professionel triatlet for barndomsklubben
Fredericia Triathlon Team, men træner til daglig i Triatlon Danmarks regionale elitecenter i Aarhus 1900 Triathlon.

Har sat adskillige danske løbe- og triatlonrekorder og har vundet tre World Cups i triatlon. Det er første gang, hun deltager i De Olympiske Lege.

I DE ÅR SPILLEDE jeg rigtig meget håndbold i Fredericia Eliteidræt. Vi var blandt de bedste i landet og altid med til DM, og jeg var fløj, så det var mig, der løb kontra, når muligheden opstod. Det var især, når alle andre blev trætte i løbet af anden halvleg, at jeg blev god. Det var jeg meget bevidst om. Når jeg kunne se, at de andre begyndte at lide, var det min tur til at shine, for jeg gav aldrig op.

Fordi håndbold er en holdsport, er man afhængig af andre, og det kunne nogle gange frustrere mig. Jeg har altid været ret god til at komme mig over de små fejl, man kommer til at lave, men det var ikke alle på holdet, der var det, og det førte ofte dårlig stemning med sig til kamp og konkurrencer. Det brød jeg mig ikke så meget om. Så var det nemmere, når jeg løb og bare var mig selv. 

Jeg var tilmed god til det. Som 12-årig løb jeg fem kilometer på 17:56 i Eventyrløbet og blev nummer to bag Simone Glad, der var dansk eliteløber og seks år ældre end mig. Jeg burde have været stolt, men jeg var bare træt af at blive nummer to, for jeg ville gerne have slået hende – og jeg var ikke så langt fra.

FOR NYLIG MØDTE jeg tilfældigvis Jonas Warrer i toget. Han vandt guld i sejlads ved OL i 2008. Jeg havde en Team Danmark-taske med mig, så han spurgte, om jeg skulle til OL, og så endte vi med at snakke hele vejen fra Aarhus til Vejle. Han sagde, at det, han misundte mest ved triatleter, er, at vi altid er fuldstændig smadrede, når vi kommer i mål. Jeg har altid selv elsket følelsen af at komme i mål og ikke kunne klemme en dråbe energi mere ud af min krop. Tit har jeg så ondt i nakke- og halsmusklerne og mellem ribbenene, fordi jeg har trukket vejret så hårdt undervejs.

Det har drevet mig sindssygt meget, at jeg fra en tidlig alder lærte, at min ekstreme stædighed er en stor styrke. Til håndbold som barn lavede vi tit en konkurrence, hvor vi skulle stå med ryggen op ad væggen med benene i en 90 graders stilling. Det var altid mig, der stod i længst tid. Jeg tænkte: ”Det kan godt være, at det er sygt hårdt lige nu, men jeg er bedre end hende ved siden af, og hun er her stadig, så jeg har det ikke hårdt nok endnu.”

Den tilgang tog jeg med mig, da jeg blev en del af eliteløber- og senere triatlonmiljøet. Der var altid en stemme inde i mithoved, der sagde: ”Du har det ikke hårdt nok endnu.” Og så kunne jeg trykke lidt mere på. Og så lidt mere. Og så lidt mere.

Men sidste vinter var jeg bange for, at jeg var blevet for magelig. Siden jeg var 12 år gammel, har jeg virkelig kunnet presse den og ramme mit limit of limit, men nu havde jeg en følelse af ikke rigtig at kunne det mere. Havde det med alderen at gøre? Var djævlen på skulderen blevet byttet ud med en overbærende engel? 

Næste dag til træning havde min træner laktat-måleren med (bruges til at måle mælkesyre i blodet, red.), og så lavede vi en test, hvor min laktatværdi lå på 18,5 – hvilket er meget højt. Han kiggede på mig og sagde: ”Lad os bare konkludere, at du ikke er blevet magelig.”

TIL EN KONKURRENCE i Tønsberg i Norge i 2016 kunne jeg mærke, at noget var helt galt. Det var lavet om til en duatlon, hvor vi først skulle løbe, så cykle og så løbe igen, og det favoriserer mig, fordi min styrke er løb. Jeg lå allerforrest, og det gik virkelig godt, men samtidig stod det helt skidt til i mit venstre ben. Jeg havde en følelse i det, som jeg aldrig havde oplevet før. Det var, som om det nærmest var dødt. Lidt ligesom hvis man har sovet oven på en arm, så man ikke kan bevæge den, når man vågner. Sådan havde jeg det i mit ben, mens jeg løb. 

Det gik væk igen, når jeg slap speederen, men så snart jeg gav den alt, hvad den kunne trække, kom det tilbage med det samme, og så kunne jeg næsten ikke løbe. Det gjorde pokkers ondt, og jeg forsøgte at kæmpe mig videre, men til sidst blev jeg nødt til helt at stoppe. 

Det var første gang nogensinde, at jeg ikke havde gennemført et løb. Jeg havde aldrig prøvet at give op med noget som helst før. Nu var jeg pludselig udgået af en konkurrence, og til de to efterfølgende konkurrencer skete præcis det samme. Det gjorde så ondt i mit ben, at jeg græd af smerter, indtil jeg helt stoppede.

Jeg kunne heller ikke løbe lige så hurtigt længere. Jeg plejede at løbe en kilometer på tre minutter, men løb nu i 3:30, og selvom det måske stadig lyder hurtigt, er det virkelig skidt for en elitesportsudøver at blive et halvt minut langsommere ud af det blå. Det gjorde primært ondt, når jeg cyklede eller løb, men snart efter også når jeg svømmede eller havde siddet længe i en bil. Eller hvis bare jeg cyklede op på universitetet. Noget var helt galt, men ingen kunne finde ud af, hvad det var. 

Der var flere, der spurgte mig, om jeg var sikker på, at det ikke var noget mentalt. Til sidst begyndte jeg også selv at tvivle på, om det mon bare var i hovedet. Men samtidig gjorde det så ondt, at det umuligt kunne være tilfældet.

Der gik tre år, før lægerne fandt frem til, at blodforsyningen til mit ben var reduceret. Det krævede en kompleks operation, hvor man måtte fjerne den syge del af arterierne og i stedet tage en vene fra maven og føre den ned i benet, hvor der var en forsnævring. Operationen var ikke uden risici, for det var en hovedpulsåre, man pillede ved, og jeg ville nok ikke gøre det i dag. Det var en heftig omgang, hvor de måtte skære igennem mine mavemuskler, så i de efterfølgende 10 uger måtte jeg hverken løfte noget eller få pulsen for højt op. Selv derefter gik der et halvt år, før jeg kunne træne nogenlunde normalt igen.

HALVANDET ÅR EFTER operationen lykkedes det hele bare for mig til World Cup i Mexico i 2021. Svømningen var en strandstart, og jeg kom fint rundt om bøjerne og lå i den bedste tredjedel. Bagefter havde vi et ret langt løb op til skiftezonen, og jeg fik skiftet hurtigt og kom med i en gruppe, som kunne finde ud af at arbejde sammen. Selvom jeg kører fint på cykel, er jeg også afhængig af nogle, der virkelig kan træde igennem. Det lykkedes her, og lige pludselig havde vi indhentet de allerforreste. Så sad jeg pludselig med i frontgruppen til en World Cup. Det havde jeg ikke prøvet før.

Det var en sprintdistance, så vi skulle kun løbe fem kilometer til slut, til gengæld var det meget varmt, og der var høj luftfugtighed. Der skal man virkelig passe på ikke at gå kold. Jeg kunne mærke, at jeg havde gode ben, så jeg prøvede at give det en chance, trykkede speederen i bund og fik sat de andre.

I den varme kan man dog ikke tage noget for givet. Man kan risikere at få et varmechok, så man slet ikke kommer i mål. Så det var først med 300 meter tilbage, at jeg vidste, den var hjemme. Det var meget surrealistisk at nærme sig båndet hen over målstregen. Jeg havde aldrig prøvet det før, så jeg tænkte: ”Hvordan skal man lige gøre det her?” Det endte med, at jeg fik ført båndet op i ansigtet på mig selv. Det må have set rigtig kikset ud, men følelsen inde i mig selv var overdrevet fed.

MIN SPORTSPSYKOLOG SAGDE på et tidspunkt: ”Alberte, du identificerer dig aldrig som atlet.” Det er sjovt, for det har han helt sikkert ret i. Selvom jeg har været på landsholdet, siden jeg var 14 år, har jeg stadig svært ved at se mig selv som triatlet. Jeg tror måske, det skyldes, at jeg har en forestilling om, at folk så tænker, at jeg må være sindssygt seriøs og sådan en, der følger stramme kostplaner og aldrig kan drikke en øl eller hænge ud om aftenen. Jeg er bange for, at jeg bliver degraderet til kun at være det, og det har jeg ikke lyst til. For jeg rummer jo meget andet.

Som elitesportsudøver er man meget egoistisk. Det er ’mig, mig, mig’. Jeg skal spise nu, jeg skal sove nu, jeg skal træne nu. Hele verden kører efter, hvad jeg skal. Jeg har døjet meget med dårlig samvittighed, for i mange år har min familie tilpasset alting efter, at jeg også kan være med. Nogle gange har de ligefrem taget med mig ud for at træne bare for at være sammen med mig. Min kæreste er også sindssygt god til at indrette sig efter, hvad jeg skal. Men det betyder så også, at man bliver centrum for alting, og det kan jeg nogle gange have det svært med.

For noget tid siden sagde jeg til min kæreste, at jeg godt gad, at vi lavede flere ting sammen. Så satte han sig ned, åbnede computeren og fandt et hav af standup-shows, teaterstykker og koncerter og købte billetter til alt muligt forskelligt. Og nu har vi været af sted til en hel del ting. Jeg synes, at det fedeste i hele verden er også at få den slags oplevelser. Jeg har et ønske om også at få lov til at leve i den ’normale’ verden. Det er der, hvor jeg for en lille stund bliver frakoblet tri-verdenen og alt, der har med konkurrencer at gøre.

FRANSK VISIT 

Har du ikke billet til OL, men er på ferie i Frankrig og omegn, kan du stadig nyde en del konkurrencer gratis:

Landevejscykling enkeltstart 27. juli (mænd og kvinder).
Landevejscykling linjeløb 3. august (mænd) og 4. august (kvinder).
Triatlon 30. juli (mænd), 31. juli (kvinder) og 5. august (hold).
Maratonløb 10. august (mænd) og 11. august (kvinder).
Kapgang 1. august (mænd og kvinder) og 7. august (hold).
Maratonsvømning 8. august (kvinder) og 9. august (mænd).

FOR NYLIG LÆSTE jeg en bog, der handlede om, at mange unge har så mange høje krav til sig selv, at de kommer til at føle sig utilstrækkelige. ”Hvis bedre er muligt, er godt ikke godt nok.” Det kan jeg genkende, og når man har det sådan, kan man komme til at presse sig selv så meget, at man faktisk får det skidt af det. Jeg har vildt svært ved at slappe af. Selvom jeg er megatræt, er det svært at sove til middag, for jeg føler, at jeg spilder min tid, hvor jeg burde gøre noget mere fornuftigt i stedet. Nogle gange føler jeg nærmest ikke, at jeg må se mine veninder, men ”selvfølgelig må du det, Alberte”, som min sportspsykolog altid minder mig om. Jeg har brug for sparring fra gode mennesker, der fortæller mig, når det bliver for meget. For jeg kan nok ikke helt slippe den stemme inde i mig, der siger, at hvis bare jeg træner lidt hårdere, vil det også gå endnu bedre.

Jeg har haft min træner Boris Bjulver, siden jeg var 14 år gammel, og han er heldigvis god til at sørge for, at der også er balance i det hele. Han er helt klart min stopklods. Når jeg bare speeder op, er han god til at sige: ”Ro på, ro på, ro på.” Jeg havde 100 procent ikke været, hvor jeg er i dag, hvis ikke jeg havde haft ham. Han fulgte mig også igennem gymnasieårene og mindede mig om, at man altså godt kan tage til en fredagsbar, så længe man ikke drikker sig alt for fuld, hvis man skal op og træne næste morgen. Jeg har prøvet at tillade mig selv at være lidt ung og lave ungdomsting, så jeg ikke kommer til at se tilbage på min elitesportskarriere og fortryde, at jeg ikke lavede noget som helst andet.

SIDSTE SÆSON VAR ingen succes, og alting hang mig ud af halsen. Jeg havde brug for at nulstille og finde ud af, hvad der er vigtigt for mig. Jeg ville helt vildt gerne ud at rejse med min kæreste. For selvom jeg rejser vanvittig meget, er det aldrig med ham, og som regel ser jeg ingenting ud over løbsruten, og der er jeg alligevel for fokuseret på at præstere til at lægge mærke til omgivelserne. Højskoleophold og backpackerture og alt det, der hører ungdommen til, har jeg ikke fået gjort noget af, fordi jeg har trænet og trænet og trænet. 

Det er selvfølgelig, fordi jeg har elsket det, men da muligheden opstod, tænkte jeg: ”Nu skal vi fandeme på tur!”

Fra midten af oktober til midten af november, hvor sæsonen lå stille, og hvor jeg ikke behøvede at træne alt for meget, tog vi på rygsæktur. Min træner var helt med på den. ”Selvfølgelig skal I da det,” sagde han bare, også selvom der var folk i branchen, der betragtede det som et lidt kontroversielt valg, når der var under et år til OL. Men jeg havde brug for at komme væk og ikke tænke på point og kvalifikationer, hvad jeg spiste, hvornår jeg sov, og hvor meget jeg trænede. 

I en måned rejste vi rundt i Peru og Costa Rica. Vi besøgte oasebyen Huacachina, der er omkranset af ørkenbakker, som man kan kælke i, og i Arequipa besteg vi en vulkan i 5.822 meters højde, som vi løb ned ad bagefter. Vi river-raftede og besteg Machu Picchu og vandrede rundt i den storslåede natur. Min kæreste elsker også at være aktiv, så vi lavede styrketræning flere gange og fandt en svømmehal undervejs, men samtidig var det en måned, hvor jeg ikke hele tiden skulle tænke over, hvad der ville være det optimale for min karriere.

Ved turens afslutning glædede jeg mig virkelig meget til at komme hjem. Jeg trippede helt. Nu ville jeg tilbage min sport, for jeg elsker at konkurrere og præstere på så højt niveau som muligt. Jeg var bare nødt til at komme væk for at blive mindet om, at jeg elsker, hvad jeg laver.

/

“I sidste ende er elitesport spis eller bliv spist”

For at den 20-årige taekwondo-kæmper Edi Hrnic kan vinde, er der andre, der må tabe – også i Paris.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

SOM LILLE HAVDE jeg tynde arme, tynde ben og var lidt for tyk på maven. De andre børn drillede mig, og jeg var rigtig nem at få op i et gear, hvor jeg blev sur og ked af det. Jeg begyndte altid at græde, og det gjorde bare, at de syntes, at det var ekstra sjovt, og så blev det ved og ved og ved.

Min far var træt af, at jeg evigt og altid var i skudlinjen, så en dag sagde han: ”Det slutter her. Nu starter du til kampsport.” Han ville lære mig at sige fra på den hårde måde. Som ung i Bosnien havde han selv gået til kampsport og mente, at jeg skulle starte med noget af det samme, men det ville min mor ikke være med til. Hun var bange for, at jeg ville miste hjerneceller, hvis jeg fik for mange slag i hovedet. Hver gang han foreslog en ny kampsport, sagde hun nej, men da det kom til taekwondo, sagde hun omsider ja. Det er først og fremmest en selvforsvarssport, og det er først fra 12-årsalderen, at man lærer at sparke efter sin modstanders hoved.

Vi boede i Brøndbyvester, men klubben lå i Albertslund. Første gang jeg satte mine fødder der som otteårig, syntes jeg, at det hele lignede noget fra en Bruce Lee-film eller fra ’Ninja Turtles’, som jeg var kæmpe fan af. 

Her lærte jeg at forsvare mig selv, og et par måneder senere var der ikke længere nogen, der drillede mig. Det, jeg pludselig kunne, havde de kun set på tv før, og jeg kunne se på dem, at de tænkte: ”Shit, han må være en farlig knægt, ham der!”

JEG ER VOKSET op på Vestegnen med bosniske forældre. Mit bosniske ophav fyldte en del i barndomshjemmet, for ligesom de mente, at vi skulle integreres i den virkelighed, vi lever i, ville de heller ikke have, at vi mistede det, vi kom fra. Hver sommer var vi tilbage i Bosnien i 2-3 uger, og i hverdagen dominerede Balkan-køkkenet menuen. Jeg er født og opvokset her, og jeg føler mig som dansker, men glemmer ikke mine bosniske rødder. 

Mine forældre har til gengæld altid holdt mig ude af alt det, de oplevede i borgerkrigen. Jeg ved ikke, hvad de er gået igennem, jeg ved kun, at noget af det har været ret slemt og traumatiserende. Men i hjemmet blev det altid betragtet som et overstået kapitel. De ville ikke have, at det, de havde oplevet, skulle fylde i min og mine to yngre tvillingesøstres hverdag.

Min far er en sjov type. Hans tilgang til opdragelse er nok ikke helt klassisk i en dansk kontekst, og der vil helt sikkert være folk, der tænker, at det ikke er etisk korrekt, hvor meget og hvor hårdt han har presset mig.

I Bosnien havde han dyrket basketball på højt niveau, men da han kom til Danmark som 18-årig, måtte han lægge det bag sig, fordi alting handlede om at lære dansk, få en uddannelse og blive ordentligt integreret. Der var andre responsibilities på bordet. 

SPARK I GANG 

Edi Hrnic, født i december 2003. Vokset op i Brøndby-vester. Bor i dag i Albertslund. Har gået på Vestskoven Gymnasium. I 2023 vandt han guld til European Games i Polen. Til sommer bliver han den første danske taekwondo-kæmper til et OL i 20 år.

HAN BEGYNDTE AT pace mig til at blive verdens bedste taek­wondokæmper. Han kan være en meget hård mand, og han var rigtig hård mod mig, når det kom til træning og dedikation.

Fra jeg var helt lille, gik han i gang med at hjemmetræne mig. Bokseren Floyd Mayweather sagde engang: ”When you’re sleeping, I’m working.” Sådan var det hjemme ved mig. Når mine jævnaldrende slappede af, så trænede jeg. Enten ud at løbe, eller også fik han mig til at lave nogle af de øvelser, han kunne huske fra sin tid som basketballspiller i Bosnien. Han fik mig også til at lave et hav af armbøjninger og andre styrketræningsøvelser.

Han vidste, hvordan han holdt mig sulten. Man kan rose og rose og rose mig, men hvis man siger: ”Det her gjorde du forkert”, bliver jeg først lydhør. Han var god til at give mig små ’svinere’, også selvom jeg havde vundet. Jeg skal være meget bedre end min modstander. Den mentalitet har fået mig langt, og den bliver ved med at få mig længere og længere.  

DET VAR NOGET andet med min morfar. Omkring min otteårs­fødselsdag fik jeg to yngre tvillingesøstre, så mine forældre havde hænderne fulde, og så blev det meget ham, der tog med mig til træning og til træningslejre og turneringer alle mulige steder.

Han var en meget venlig mand, og han havde en evne til at træde ind i et rum og få folk omkring sig til at smile. Det var meget beundringsværdigt, for han havde også været meget igennem og havde været med i de første krige i Bosnien. Senere hjalp han mange fra min mors familie med at komme til Danmark. Der stod stor respekt om ham.

Min mormor og han boede i Nakskov, men flyttede senere til Vallensbæk, tæt på os, så han fulgte min taekwondokarriere tæt. Han var meget rosende af natur, og samtidig var han god til at forklare mig tingene på en ordentlig måde. Hvis min far lige havde skældt mig ud for ikke at tage mig nok sammen, kunne min morfar finde på at trække mig til side og sige: ”Prøv at høre, du gør det godt. Men jeg kan også forstå, hvorfor din far bliver sur, og måske siger han det ikke, som jeg ville gøre det, men det er rigtigt, hvad han siger.” Det fik mig altid til at tænke mig om. Okay, måske er det ikke bare, fordi min far hader mig. Måske vil han mig det bedste, men siger bare tingene på en speciel måde. Han var en god mand, min morfar.

TRE DAGE EFTER min 13-årsfødselsdag døde min morfar af kræft. Det var meget hårdt, og jeg havde brug for at fordøje det. Jeg endte med helt at tage en pause fra taekwondo. Han havde spillet en meget stor rolle for mig, og jeg måtte overveje, om jeg overhovedet kunne fortsætte uden ham.

Efter en måneds tid begyndte jeg at mærke et stort savn efter sporten. Jeg savnede ikke at træne, men jeg savnede at kæmpe. Jeg savnede at sparke og mærke adrenalinen i kroppen. Jeg elsker at kæmpe mod folk. Det er det, jeg hele tiden minder mig selv om i de svære tider. Og det er det, der altid hiver mig tilbage.

Jeg har flere gange været nødt til at tage tænkepauser. I perioder har jeg hadet sporten, fordi min far har været hård ved mig, og fordi det er slidsomt at træne hver dag året rundt. Mange gange har jeg tænkt, at det hele var noget lort, og at jeg ingen vegne kom med det.

Året efter at jeg havde mistet min morfar, røg jeg på hospitalet, fordi min blindtarm sprang. Det kan man dø af, og særligt min mor var meget påvirket af det. Hun havde lige mistet sin far, nu frygtede hun også at miste sin søn. Det var en hård tid for familien, og samtidig var det en slem skade, der gav mig en lang, ufrivillig pause væk fra taekwondo. Der fik jeg tid til for alvor at stille mig selv spørgsmålet: ”Er det rent faktisk det her, du vil?” Men taek­wondo har givet mig så meget selvtillid, som jeg ikke tror, jeg ville kunne få noget andet sted. 

FØRSTE GANG JEG skulle i kamp, var jeg pissebange, men jeg forelskede mig hurtigt i spændingen. Det er fast pace. Adrenalinen farer rundt i kroppen, hjertet pumper, når man står ansigt til ansigt med sin modstander. Det afhænger ikke af nogen andre. Det er mig mod ham, hvem vinder? Og det booster ens ego, hver gang man går sejrrigt ud.

I juniorrækken havde jeg et helt år som ubesejret. Jeg tabte ikke en eneste kamp. Men der har også været perioder, hvor jeg mistede fokus og overblik, og hvor jeg blev nervøs, når det rent faktisk gjaldt. Man siger, at man skal kunne præstere ’under lysene’. Det er svært, og det kunne også have knækket mig.

I kadet-rækkerne var jeg til VM én gang og EM to gange, og jeg tabte alle tre gange.  Særligt det VM står stadig som den store skuffelse. Bagefter sagde alle til mig, at jeg kunne have slået ham. For nogle er den slags måske rart at høre, men det gavner ikke mig, det irriterer mig, og det gør mig sur. Jeg har en ’evigt sulten’-mentalitet, som jeg har fået fra min far. Jeg kan ikke klare, at nogen er bedre end mig. Det er sådan, jeg tænker.

Derfor var det også en hård tid for mig. Det fyldte meget i mit hoved: ”Når jeg træner i klubben, så flækker jeg folk. Så hvorfor ikke når det gælder?” Det hjalp ikke at have en far, der samtidig blev rigtig sur på mig, når jeg tabte. For så var der to, jeg ikke kunne lide at gøre sur. Min far og mig selv.

NÅR JEG TABER, tænker jeg uafbrudt på nederlaget indtil næste stævne. Jeg går og piner mig selv og bliver ved med at tænke på den person, der har slået mig. Hvis jeg er ude at løbe, får det mig til at løbe endnu hurtigere, og hvis jeg træner, får det mig til at træne endnu hårdere. Den mentalitet har bragt mig langt, for jeg var på ingen måde den mest talentfulde, da jeg var yngre. Rent fysisk var jeg ikke skabt til at blive til noget stort i sporten, men jeg havde viljen til at træne hårdere og hårdere og hårdere.

Min træner har den samme mentalitet. En skade tvang ham til at stoppe som ung, så i stedet dedikerer han sig til at forløse sin egen drøm igennem mig. En sommer for et par år siden satte vi os ned og tog en alvorssnak. Jeg havde opnået mange gode resultater, men stadig ikke vundet et af de helt store trofæer. 

Jeg var den eneste på mit niveau, der aldrig havde fået en europæisk titel eller var blevet verdensmester. Nu mente min træner, at det var på tide at lave om på det. Ikke flere skuffelser. Nu skulle vi virkelig chokere folk.

I de følgende måneder trænede vi sammen 2-3 gange hver eneste dag. Taekwondo, kondition og styrke. Nogle gange var vi i fitnesscenteret, andre gange trænede vi på stranden, hvor menuen stod på spark, svømning, sandtræning eller løb. Vi løb også op og ned ad stejle bakker. Det var meget intensiv hård træning, og det var det mest ekstreme, jeg har prøvet, men min træner mente, at det var nødvendigt, for at jeg kunne blive bedre end alle andre.

I sidste ende bar det frugt. Til det efterfølgende U21-EM fik jeg sølv. Jeg var kun 17 år, og ham, jeg tabte til, havde lige været til OL. Der forstod jeg for alvor, at man med virkelig hård træning kan blive virkelig god.

DA JEG FYLDTE 18 år, sagde min far: ”Jeg tror, jeg trækker mig lidt tilbage.” Han mente, at jeg var i gode hænder og havde gode mennesker omkring mig, og at det var bedre at lade dem styre det herfra. I stedet ville han fremover følge med fra sidelinjen.

For at være ærlig så passede det mig godt. Det var på tide, at vi cuttede det gamle bånd og genopfandt vores relation på ny. I dag er jeg 100 procent sikker på, at min far er stolt af, hvad jeg præsterer. Min familie er alle sammen rigtig støttende og følger altid med i min karriere – uanset hvor jeg er henne. For nylig var jeg i Mexico, hvor der er en del tidsforskel, så de var nødt til at stå op midt om natten for at se mig kæmpe, og det gjorde de.

Min mor græder altid, når jeg opnår flotte resultater. Med min far er det anderledes. Jeg har aldrig nogensinde set ham græde. Men da jeg vandt European Games, så jeg ham smile, som jeg aldrig har set ham smile før. Jeg tror aldrig, han har været så glad før i sit liv.

MIN STUDENTERKØRSEL lå lige oven i European Games i Polen. Jeg skulle egentlig være rejst derned en uges tid forinden for at træne og finde mig til rette i miljøet, men studenterkørslen var kun to dage før min første kamp. Jeg prøvede at finde ud af, hvad der kunne lade sig gøre, og i sidste ende tog jeg med på studentervognen, og så, næste morgen, fløj jeg direkte til Krakow, hvor en af dem fra stævnet hentede mig i bil og fragtede mig de sidste tre timer.

På studentervognen holdt jeg mig væk fra alle former for alkohol. Jeg er i forvejen ikke typen, der drikker særlig meget, men her sagde jeg helt nej. Det var noget andet med al den dejlige mad, vi fik serveret undervejs. Den kunne jeg ikke dy mig for at proppe mig med.

Da min far hentede mig ved et-tiden om natten, rungede mit hoved af al den høje musik, fløjterne og råberiet, og det blev ved med at ringe for mine ører hele natten. Da jeg vågnede næste morgen klokken seks, havde jeg kun fået halvanden times søvn. Fremme i Polen kom jeg for sent til den officielle vejning, men fik dispensation til alligevel at deltage. Støjen i mit hoved forsvandt, men da jeg kom hjem på værelset for at sove om aftenen, vendte den tilbage som bip-lyde. Bip-bip-biiip.

BEDST I VAND OG PÅ CYKEL

Mest vindende danske OL-sportsgrene:

Sejlsport: 31 medaljer
Cykling: 29 medaljer
Roning: 25 medaljer

3 sommer-OL med flest danske medaljer:

1948 i London: 20 (59 nationer deltog)
2016 i Rio: 15 (207 nationer deltog)
1920 i Antwerpen 13 (29 nationer deltog)

Flest OL-deltagelser:

8: Paul Elvstrøm, sejlsport
7: Ivan Osiier, fægtning
5: Jeanette Ottesen m.fl., svømning

NÆSTE MORGEN VENTEDE kampene. I første runde i anden kamp vred jeg om på anklen. Heldigvis var adrenalinen høj, den dulmede smerterne, og jeg vandt alligevel. Lige efter ventede semifinalen, som jeg også fik kæmpet mig igennem og vundet. Uheldigvis var der tre timer mellem semifinalen og finalen, så jeg kunne ikke fortsætte på adrenalinen, og det begyndte at gøre vanvittig ondt. 

Jeg gik hjem for at sove på værelset, og da jeg vågnede, kunne jeg ikke gå på min fod, jeg kunne ikke engang støtte på den. Jeg måtte nærmest bæres af mit team. Jeg overvejede at trække mig fra finalen, men mit team blev ved med at sige: ”Lad os nu se.” De forsøgte at finde en læge, der kunne kigge på min fod, og fandt til sidst en hollandsk læge. Så snart han havde tilset mig, sagde han: ”Den her fod er helt færdig. Jeg vil råde dig til ikke at kæmpe.” Mit team spurgte den hollandske læge, om der ikke var noget, han kunne gøre. Han tænkte sig længe om og fandt så nogle smertestillende piller frem fra sin medicintaske. De skulle være tre gange så stærke som almindelige Panodiler. Jeg skulle tage en med det samme, en mere med en halv time til kampstart og så endnu en, lige inden kampen gik i gang.

Da jeg trådte ind på måtten, kunne jeg ikke længere mærke, at der var noget galt med min fod. Faktisk kunne jeg slet ikke mærke den. Jeg vandt kampen, og efterfølgende hævede min fod helt op, og jeg måtte tilbringe en måned på skadesbænken. Det gjorde sindssygt ondt, men i dag gør det kun historien 10 gange bedre. Den turnering var mit Rocky-moment. Jeg overkom alle forhindringerne og tog sejren.

HVER GANG JEG har en hård træning, spørger jeg mig selv: ”Kan jeg smadre den version af mig selv, som jeg var i går?” Hvis svaret er ja, har jeg gjort det godt nok. Hvis ikke, må jeg tage mig sammen.

Når jeg træner, træner jeg pissehårdt. Jeg sætter mig selv i situationer, hvor jeg ikke kan løfte mine arme. Eller ikke kan løfte mine ben. Og hvor jeg får lyst til at kaste op. Jeg holder mig kørende, fordi jeg ved, at der er ét mål. Næste gang, næste gang, næste gang. Næste gang skal jeg vinde.

Jeg har en mentalitet, som nogle ikke vil kunne forstå, men den hjælper mig, for i sidste ende er elitesport ’Spis eller bliv spist’. Og jeg kan ikke lide at tabe. Jeg vil være den, der vinder, og derfor må der være andre, der taber. Sådan er det bare.

Når folk ser sport i tv, ser de kun det færdige produkt. De ser ikke alt det, der har ført til, at man er der. De har ikke set dig, når du har været ved at dø efter en eller anden træning, men er blevet ved alligevel. Jeg forsøger hele tiden at motivere mig selv, og hvis ikke jeg kan mærke i min krop, at det har været hårdt nok, får jeg skyldfølelse.

Til OL har jeg ikke tænkt mig at tage af sted bare for at suge stemningen til mig. Det her er min chance for at vinde en medalje. Selvfølgelig ønsker jeg også at være på toppen om fire eller otte år, men det er umuligt at sige. Til gengæld ved jeg, hvor god jeg er nu. Derfor siger jeg til mig selv, at det her OL bliver mit sidste. Det bliver alt eller intet. Det er nu eller aldrig.

/

“Jeg er ikke tilfreds med to OL-bronzemedaljer”

Den 28-årige kajakroer Emma Aastrand Jørgensen går efter guldet i Paris.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

VI HAVDE BÅDE kaniner, en hund og en gris rendende rundt i haven, da jeg var barn. Det var i Bursø, lidt uden for Maribo, med et stort areal til dyrene, og der elskede jeg også selv at rende rundt. 

Skolen var jeg til gengæld mindre glad for. Jeg havde ikke særlig meget gåpåmod og rakte ikke så tit hånden op – medmindre der var noget, jeg virkelig havde forberedt og kunne udenad. Jeg var ikke så god til fagene, og i de yngre klasser måtte jeg have ekstra hjælp til at lære alfabetet og var lang tid om at lære at læse.

I de sidste par år af skolen var jeg mildest talt skoletræt. Jeg havde rigtig meget ’afspadsering’, som min mor kaldte det – jeg pjækkede. Så var jeg enten derhjemme eller cyklede ned til kajakklubben. Måske lå det ikke til mig at være klog i skolen, men så var jeg i det mindste god til kajak.

MIN MORS VENINDE havde set et opslag for en sommerskole i kajakklubben i Maribo, så min mor tog min storesøster og veninden med for at prøve det af. Jeg fulgte bare med, for det var i en periode, hvor lillesøster gjorde det samme som storesøster. Det er lidt en uskreven regel, at man skal være 10 år for at starte til kajak, for det kræver en vis højde og længde på benene, men jeg var sådan: ”Hvornår kan jeg starte?” Træneren sagde: ”Det skal vi nok finde en løsning på.” Når nogen virkelig vil, er det jo med at gribe chancen, så gløden ikke går ud.

Jeg startede sammen med nogle af mine håndboldveninder, og vi var en gruppe på fire piger, som holdt ved i mange år. Det første lange stykke tid var det fællesskabet, der holdt mig til ilden – også når det regnede, og det var knap så sjovt. For så kunne jeg stadig ligge nede bagved med min gode veninde og skråle med på de MGP-sange, vi lige havde hørt.

Da jeg var yngre, var jeg altid den, der lå bagerst. Man kalder det at tage en ’hænger’, når man lægger sig på bølgen ved siden af båden. Der er ligesom at lægge sig i slipstrømmen på en cykel. Det gjorde jeg altid. Jeg var virkelig den dovne type. Men fra tid til anden tænkte jeg pludselig: ”Fuck de andre!” og så kunne jeg virkelig mose igennem og lå langt foran. Men til langt de fleste træninger lå jeg bagerst og snakkede og sang og tog den med ro. Lysten til at træne hårdt er først kommet sent.

AD ÅRE

Emma Aastrand Jørgensen, født januar 1996. Vokset op i Bursø og i Maribo på Lolland. Bor til daglig i København Nordvest med sin kæreste, kajakroeren Magnus Sibbersen. Har vundet en lang række medaljer til OL, VM og EM. Til OL i Rio de Janeiro 2016 vandt hun sølv i 500 meter enerkajak. Til OL i 2021 vandt hun to bronzemedaljer. Senest vandt hun i 2023 VM i 500 meter toerkajak med makkeren Frederikke Hauge Matthiesen. I år er det tredje gang, hun deltager i et OL.

I HELE MIN barndom var klubben mit yndlingssted. Forældrene støttede op og sørgede for, at der var pasta med kødsovs og alle de ting, når der var stævner og træningssamlinger. Og den træner, vi havde, gik enormt meget op i at fastholde os unge. Han kunne se et potentiale i mig, også selvom jeg dovnede den til træning. Det hjalp selvfølgelig, at jeg til stævner altid vandt hele lortet alligevel, både i min egen klasse, klassen over mig og to klasser over. 

Som 13-årig blev jeg udtaget til Nordisk Mesterskab for dem, der var to år ældre end mig. Jeg var slet ikke gammel nok til at stille op, men jeg vandt alligevel. Der begyndte det at gå op for mig selv, at jeg nok kunne nå langt. Til mit første verdensmesterskab som junior blev jeg dobbelt verdensmester, og året efter blev jeg det igen. Det var ret ekstraordinært, og der er ingen, der siden har præsteret det samme. Efter det besluttede jeg mig for, at det var det her, jeg ville. Jeg ville være verdens bedste blandt de voksne.

MIN KÆRESTE OG JEG mødte hinanden på vandet. Vi havde set hinanden til stævner, men første gang, vi begyndte at snakke sammen, var til VM i Szeged i Ungarn i 2019. Et par uger senere var vi til DM i Silkeborg, og der kunne i hvert fald hans far fornemme, at vi syntes, at hinanden var lidt søde, for det har han senere fortalt. Der gik da heller ikke længe, før vi fandt sammen, og ja, siden har vi ikke kysset på andre end hinanden.

Vi har flere gange roet K2 Mix sammen, og det er megafedt, for Magnus (Sibbersen, red.) er meget stærkere end mig, så jeg føler virkelig, at jeg bliver skubbet af sted i vandet. Jeg synes også, det er fedt, fordi vi udvikler os sammen. Der er nogle helt særlige følelser på spil, når vi har roet det samme løb og gjort vores allerbedste for hinanden.

Vi prøver til gengæld på at snakke så lidt kajak som muligt, når vi er derhjemme. Det er nødvendigt, for når man dyrker så meget sport, har man også brug for at koble af. Og heldigvis er vi begge to store fans af sofa og Netflix, så det bruger vi i hvert fald meget tid på.

DET FYLDER VILDT meget for mig, hvad der skal ske efter min karriere. Jeg er sådan lidt i en identitetskrise, for hvad vil jeg egentlig gerne med mit liv? Hvor skal jeg starte henne? Hvem er jeg? Hvad kan jeg egentlig? Jeg er pissegod til at være kajakroer, men er jeg god til andet? Jeg var jo i hvert fald ikke speciel god til at gå i skole. Det er lidt skræmmende at tænke på, hvad der skal ske en dag.

Efter OL i Tokyo i 2021 tog jeg en pause på 10 måneder fra kajakken for at uddanne mig til idrætslærer. Det var efter mit andet OL, og jeg var oprigtigt i tvivl, om det var på tide at stoppe og lave noget helt andet. Jeg vidste bare, at jeg skulle væk fra sporten for en stund og få tid til at mærke efter, hvad jeg egentlig gerne ville med mit liv.

Jeg valgte idrætsuddannelsen, fordi jeg måske godt kan se mig selv blive idrætslærer en dag. Det kører lidt i perioder, hvad jeg godt kunne tænke mig at lave, når jeg engang er færdig, men idrætslærer vender jeg tit tilbage til. Jeg synes, det kunne være fedt at arbejde med unge mennesker, der står ved en skillevej, hvor de er dygtige til sport, men hvor der samtidig er alt muligt andet, der lokker – fester og drenge og piger. Man kan godt have en følelse af, at man går glip af noget. Det kender jeg fra mig selv. Men samtidig synes jeg, at det vil være ærgerligt at smide sit potentiale som sportsudøver væk, for den mulighed kommer ikke igen.

JEG HAR SELV fravalgt alt, der ikke har med kajak at gøre, og jeg er helt klart gået glip af ting. Jeg missede min fætters konfirmation, og det var jeg enormt ærgerlig over, for det var jo en milepæl for ham, og så kunne jeg ikke være der for ham. Der har også været utallige gange, hvor jeg kun lige er nået et hurtigt smut forbi en begivenhed, før jeg skulle af sted igen for at passe min træning. Det er jo et valg, jeg har taget, fordi jeg gerne vil lykkes. Prisen er så, at jeg har måttet sige nej tak til en masse ting – også til at være et ’almindeligt’ menneske, der kan sidde en sommeraften og drikke drinks på Islands Brygge. Der er altid en stemme i mit baghoved, der siger, at nu er det tid til at komme hjem, så jeg kan komme op i morgen og passe min træning.

Da jeg tog uddannelsen, havde jeg ikke været væk fra kajakken i otte år. Det var sundt, tror jeg. Jeg var samtidig sammen med andre mennesker på en måde, hvor det ikke handler om at vinde, men om at udvikle sig selv og blive en god formidler. Det fedeste var at møde mennesker, som kom fra alt muligt andet. Der var en pensioneret motocrosskører og en kvinde på min alder, som havde tabt 50 kilo og lagt sit liv om. Vi kom med alt muligt, som vi kunne lægge i den fælles pulje for at blive bedre mennesker.

Undervejs på uddannelsen spurgte jeg mig selv: ”Hvad er det egentlig, jeg vil?” Og jeg fandt hurtigt ud af, at svaret var: ”Jeg vil stadig gerne vinde.” For jeg er ikke tilfreds med to OL-bronzemedaljer. Jeg føler, at jeg har meget mere at opnå endnu.

DER ER ET BEGREB blandt elitesportsudøvere, der hedder OL blues. Det er 100 procent en ting. Jeg oplevede det selv efter mit første OL i 2016. Bagefter gik der lang tid, før jeg kom tilbage til kajakken. Jeg var så mættet af det hele. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville fortsætte, men jeg var nødt til at komme helt væk fra det i en periode. 

Til at starte med var min træner god til at sige: ”Du tager bare den tid, det tager.” Men efter to måneder begyndte han alligevel at blive lidt utålmodig. Han fik lokket mig til at prøve at komme ned i klubben en gang imellem, men jeg var stadig ikke klar til at gå all-in. Der gik fire måneder, før jeg startede min træning rigtigt op igen. I den periode havde jeg taget fem kilo på. Når man spiser, som man plejer, men ikke laver det samme, ja, så går det hurtigt.

Efter Tokyo i 2021 fik jeg så OL blues igen. Man kan ryge ned i et sort hul efter en stor turnering, for man går fra det der ultra-kompetitive, til at … så er det bare slut. Selvfølgelig kan man have familie og kæreste og venner omkring sig, men de har bare ikke oplevet det samme, så det kan være svært rigtigt at dele det med nogen. Da jeg kom hjem og sad i sofaen i min lejlighed helt alene uden musik i højttalerne og uden fjernsynet tændt, tænkte jeg: ”Jeg er godt nok alene.” I flere uger i træk havde det været 180 km/t, og jeg havde været fuldt fokuseret på at præstere i den her lille OL-boble, men nu sad jeg pludselig og mærkede stilheden. Jeg kan godt lide at være alene i mit eget selskab, men lige der … wow, hvor var der stille.

Træningsmæssigt var det også møghårdt. Der var VM fire uger efter, så jeg var nødt til at lægge mig i selen, men jeg kæmpede sindssygt meget med at finde ind i det gode flow. Jeg var i megagod form, men alligevel gjorde hver træning ondt. Jeg var simpelthen så mentalt drænet.

DET VAR I den periode, jeg tog uddannelsen som idrætslærer. Jeg skulle på overlevelsestur med de andre oppe i Sverige og sove på liggeunderlag under en presenning på jorden. To dage senere startede VM. Min træner måtte køre op og hente mig, dagen inden stævnet gik i gang, og selvom det ikke lyder ideelt, tror jeg faktisk, at det var rigtig godt, for jeg fik 2-3 dage væk fra kajakken, hvor jeg lavede noget andet og fik fornyet energi af mødet med andre mennesker – og det gik jo også godt til det VM (guld i 200 meter enerkajak og bronze i 500 meter enerkajak, red.).

Omkring efterårsferien var vi i Athen med studiet, hvor vi var ude for at se deres OL-stadion. Vi skulle udføre forskellige opgaver, og under en af dem skulle vi stille os med afstand til hinanden og lukke øjnene. En af fyrene begyndte at snakke sådan nærmest terapeutisk. Det handlede om at mærke jorden og mærke, at man er til stede, og lige pludselig strømmede det bare med følelser igennem min krop. Der var et eller andet, der havde ligget og ventet på at komme frem, men som ikke havde fundet det rigtige tidspunkt. Men der på OL-stadionet kom det væltende. 

På uddannelsen havde jeg bare været Emma, men det der med at komme tilbage i en OL-setting udløste noget i mig. Det blev en måde, hvor jeg underbevidst opsummerede det hele. Hold kæft, hvor havde det været hårdt, men jeg var også virkelig stolt af mig selv. 

De andre ville selvfølgelig vide, om jeg var okay – og det var jeg jo. Jeg kunne ikke helt sætte ord på, men det gav på en måde mening, at det var lige der, jeg satte punktum på hele den oplevelse, som OL 2021 havde været. Jeg havde givet alt, hvad jeg havde, og nu var det hele overstået. Nu var jeg færdig med det kapitel. Nu kunne jeg ånde ud – og starte et nyt.

SOMMERTID ER VINDERTID 

Danske medaljer ved sommer-OL:

Guld: 49
Sølv: 78
Bronze: 79
I alt: 206
(Antal fjerdepladser ved sommer-OL: 78)

Danske medaljer ved vinter-OL:

Guld: 0
Sølv: 1 (curling i 1998)
Bronze: 0
I alt: 1

Kvindelige atleter med flest medaljer:

3: Emma Aastrand Jørgensen, kajak, 2016, 2021.
3: Pernille Blume, svømning, 2016, 2021.
3: Karen Margrethe Harup, svømning, 1948.

Mandlige atleter med flest medaljer:

5: Lasse Norman Hansen, banecykling, 2012, 2016, 2021.
5: Eskild Ebbesen, roning, 1996, 2000, 2004, 2008, 2012.
5: Niels H.D. Larsen, skydning, 1912, 1920, 1924.
5: Lars Jørgen Madsen, roning, 1900, 1912, 1920.

SIDSTE ÅR VANDT Frederikke (Hauge Matthiesen, red.) og jeg guld til VM i Tyskland. Jeg har gemt en video af løbet, som jeg tit genser. Dagen før var jeg blevet nummer to i enerkajak, og nu skulle vi så ro finalen i 500 meter toerkajak. Vi havde kun arbejdet sammen i den sæson, og der var ingen, der forventede, at vi ville vinde, men jeg havde selv en ret god følelse med det hele.

Da boksen gik ned, kom vi godt op i tempo som aftalt, og jeg kunne fornemme, at vi lå med fremme. Man kan ikke få det helt store overblik, mens det hele er i gang, men man kan godt fornemme, hvad der sker ved siden af, og vi var i hvert fald foran bådene på siden af os.

Vores race-plan var, at vi ved 75 meter ville gå over i banetempo, som er forholdsvis højt, men hvor man stadig kan presse endnu mere, hvis det skal være. Vi kom tættere og tættere på 200-metermærket, og det begyndte at blive hårdt. Så sagde Frederikke: ”To”, hvilket betyder to tag til at sætte tempoet op, og så trykkede vi den helt af.

De sidste 200 meter vidste jeg, at vi i hvert fald var foran dem, der lå lige omkring os, og jeg tænkte, at vi måtte være allerforrest. Vi hev og flåede de sidste 100 meter, hvor bøjerne skifter fra hvide til røde, og det eneste, jeg havde i tankerne, var at give den alt, hvad jeg havde. 

Da vi passerede målstregen, kiggede jeg straks ud til siderne, og så var det sådan: ”Fuck … vi er lige blevet verdensmestre.”

Herfra var det ren ekstase. Vi rakte begge to armene i vejret og råbte og skreg. I den slags øjeblikke er der noget inde i én, der bare skal ud. Normalt har man møg­ondt i armene, når man kommer i mål, men når man vinder, mærker man det slet ikke. Det er en ubeskrivelig følelse. 

DET ER IKKE, fordi tanken om OL fylder sindssygt meget til daglig, men nogle gange, når jeg er i gang med et hårdt interval, popper det pludselig op: ”Det er derfor, jeg gør det her. Det er derfor, det gør så ondt. Det er, fordi jeg vil til OL og gerne vil gøre mit bedste, så jeg kan opleve dén følelse igen.”

Det kan godt give lidt sommerfugle i maven, men det er gode sommerfugle. Jeg glæder mig, og jeg tror, det bliver et superfedt OL. Nu skal jeg bare arbejde hårdt, for jeg skal fandeme lykkes. Det er den sidste medalje, jeg mangler: den berygtede OL-guldmedalje. Jeg har prøvet at blive verdensmester flere gange, men jeg mangler stadig den ene medalje, og nu vil jeg have den.

/