Indlæg

Asfaltarbejde

25-årige Cecilie Uttrup Ludwig har altid fået at vide, at hun som kvinde aldrig kunne leve af at blive cykelrytter.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Ricky John Molloy

DA JEG VAR SEKS, startede jeg med at svømme. Men jeg fik det dårligt af at være i vandet. Jeg fik kvalme og kastede op. Jeg var en masse ved lægen, de tog mange blodprøver, men de kunne ikke finde ud af, hvad der var galt. Det var en ordentlig omgang. Jeg nåede at svømme i fem år og klarede det egentlig ret godt; jeg kom på førsteholdet, men det duede jo ikke, når jeg blev så dårlig.

Efter det prøvede jeg alle sportsgrene. Atletik, håndbold, fodbold, basketball. Jeg kunne rigtig godt lide atletik, men træneren var alt for afslappet. Jeg kom for at fyre den af! Vi løb omgange for at varme op, og bagefter skulle vi sidde på nogle måtter. Der var en fyr, der blev ved med at løbe, og jeg spurgte, hvorfor vi ikke også fortsatte. ”Puha, jeg bliver træt af at se ham der løbe rundt,” sagde træneren. Hvad er det for en mentalitet, mand! Jeg gad ikke sådan noget afslapnings-pis. Jeg ville vinde og træne hårdt. Jeg blev så demotiveret, at jeg stoppede dagen efter. 

En dag så jeg en artikel i Herlev Bladet om, at den lokale cykelklub havde 90-års fødselsdag. De bød folk ned, og så tænkte jeg: ”Why not?” Det var sådan noget hygge-hygge med røde pølser og ”Kom og snak med os”. De ville gerne have nogle nye medlemmer, og jeg ville gerne prøve en ny sport.

De tog så godt imod mig dernede. Den første mand, jeg mødte i klubben, var René Lynge (træner, red.), og han havde bare den sygeste ostemads-lugteånde. Wow, tænkte jeg, men i dag er han blevet en slags bonusfar for mig, fordi vi er blevet så tætte. De var bare alle sammen så søde nede i klubben og tog mig med ud til løb med det samme. Det er dyrt at starte med at cykle, men jeg lånte hele pisset, cykel og cykelsko, og hvis der var noget galt med cyklen, tog jeg den bare med ned til klubaften, så stod de seks mand for at hjælpe med at fikse den. Jeg tror, de var ret vilde med, at jeg var en pige. Jeg var den eneste i klubben. 

På træningsholdene var der kun drenge. Jeg syntes, det var fedt. Der var ikke så meget pis med drengene. Det var bare ud og give den gas og have det sjovt. Pigerne var mere sådan: ”Hende der, hun er sådan lidt …” Jeg har aldrig duet til sådan noget gossip. Til gengæld var det den alder, hvor ’pigelus’ var en ting. I cykling tager man en føring to og to, og nogle gange sagde drengene: ”Jeg tør ikke tage en føring med Cille, hun har pigelus.” På det tidspunkt var drengene heller ikke helt udviklede, så jeg kørte fra dem nogle gange. De hadede det. De rottede sig lidt sammen mod mig. 

Der var en vinter, hvor vi kørte mountainbike, og jeg fulgtes hjem med to af drengene. Jeg troede, at vi var sådan okay gode venner. Der var is på søen, og det var så fedt, men så tog de min cykel og smed den ud på isen. Fra den dag gav jeg dem fucking hårdt igen. Det skulle de bare ikke gøre mod mig. Og fra den dag fik jeg respekt, fordi de så, at der ikke var nogen, der skulle ’messe’ med Cille, ha, ha. 

I 1. G SKULLE VI løbe stafet. Jeg var sidste mand, og vi var lidt bagud på vores hold. Så da jeg fik stafetten, smadrede jeg bare af sted. På et tidspunkt sagde det klik i min hofte, og det gjorde pisseondt. Men som sportsudøver er man jo vant til, at det skal gøre ondt. Så jeg fortsatte bare. Da jeg kom ind over målstregen, ville jeg sætte mig ned, men jeg kunne ikke. Jeg kom med ambulance på hospitalet, og det viste sig, at jeg havde brækket min hofte. Der hvor musklerne er hæftet til hofteskålen, havde de revet en fire centimeter flig af hofteskålen. Lægerne sagde, at mine muskler var for stærke til mine knogler. Jeg blev MR-scannet, og lægerne sagde: ”Du er vel faldet?” Og jeg svarede: ”Nej, jeg faldt ikke, jeg løb.” Det skal lige siges, at vi vandt stafetten. 

Jeg er et sindssygt konkurrencemenneske med alt, jeg laver. Fra hvem der kan spise mad hurtigst til at slå rekorden på Skolernes Motionsdag, også selvom det betød, at jeg ikke kunne gå tre dage efter. Jeg har altid villet være den bedste. Og jeg har tit haft skader, fordi jeg ikke har kunnet stoppe mig selv. Jeg kan ikke styre det. Jeg tænker bare: ”Skal v-i-n-d-e!” 

Med landsholdet var vi på træningslejr, hvor vi for at gøre noget anderledes skulle køre BMX på en ’pump track’-bane. Jeg kan huske, at jeg sagde til mig selv: ”Cecilie, ikke lad dig rive med, ikke lad dig rive med … du kan ikke finde ud af at køre BMX.” Men jeg førte løbet, og det kørte bare, og jeg lod mig selvfølgelig rive med. Jeg glemte så at ’pumpe’ et track, fløj bare ind i det næste track og flækkede tungen. Den var ikke helt splittet, men der var en ordentlig revne. Jeg kunne ikke spise, mand. Det var total grød i mange dage.

CECILIE UTTRUP LUDWIG

25 år. Opvokset i Herlev. Student fra Falkonergårdens Gymnasium på Team Danmark-linjen.

Professionel cykelrytter for det franske hold FDJ-Nouvelle Aquitaine Futuroscope. Bor i den nordspanske by Girona. Har tidligere cyklet for det schweiziske hold Cervélo-Bigla og de danske hold Team Rytger og Team BMS BIRN.

Blev nummer tre både ved det prestigefyldte forårsløb Flandern Rundt og ved det franske landevejsløb for kvinder La Course by Le Tour de France i 2019.

Fik en førsteplads i bjergkonkurrencen og en samlet fjerdeplads i 2020 ved Giro Rosa, som er kvindernes version af Giro d’Italia. Vandt en World Cup-etape i maj 2021.

Blev dansk mester i enkeltstart tre år i træk (2016, 2017, 2018).

DA JEG VAR 17, faldt jeg forover og smadrede tænderne ned i asfalten til et cykelløb i Jylland. Alle fire fortænder i overmunden røg ud. Jeg vågnede, mens jeg stadigvæk lå på jorden, og jeg kunne se, at der var blod. Jeg nåede at tænke: ”Please, lad ikke mine tænder være faldet ud!” Jeg stak tungen frem for at mærke, om de var der, og … det var de ikke. Jeg så min far gå rundt og samle mine tænder op. De tre af dem var røget ud, så der kun sad en lille stump tilbage i munden, og en af dem røg helt ud med roden. Det var en ordentlig motherfucker. Roden er jo dobbelt så lang som tanden. Det er sindssygt, hvad tænder gør for ens ansigt. Når man ikke har tænder, kan man ikke kende sig selv.

Vi fik mig op i en ambulance, og på hospitalet kunne de sætte tanden, der var røget ud med roden, på plads igen. Det er den værste smerte, jeg nogensinde har oplevet. Der er så mange nerver i tænderne, og at få sat sådan en tand op igen … altså, jeg vil hellere slæbes nøgen igennem glasskår. Jeg fik en lille smule lokalbedøvelse, men det gjorde så sindssygt ondt. De var fire læger om at holde mig nede.

Bagefter var det to uger med flydende kost. Jeg havde også fået en slem hjernerystelse, fordi der var en, der var kørt over mit hoved, da jeg lå på jorden. Så det var seks uger, hvor jeg bare lå ned. Der måtte ikke være lys, jeg kunne ikke høre musik, folk måtte ikke snakke, der måtte ikke være tv, jeg måtte ikke læse en bog, jeg måtte ikke være på telefonen. Det var de mest kedelige uger i hele mit liv. Og klart den slemmeste gang, jeg er kommet til skade. 

I GYMNASIET VAR JEG en stræber. Jeg skulle kun have 12, og mit snit endte også med at være 11 komma et eller andet. Og det har jeg så ikke brugt til en skid, ha, ha. Jeg startede på Nørre Gymnasium i Husum, men efter et år fandt jeg ud af, at det ikke gik. Det der med at være i skole fra otte til fire, smadre hjem, træne fra fem til otte, skynde sig i bad og starte med lektierne klokken ni om aftenen. Jeg sov kun 5-6 timer om natten, for jeg skulle jo også lave de der opgaver til et 12-tal. Det var et for sindssygt liv. Mine karakterer begyndte at falde, og så kunne jeg godt mærke, at shit, jeg kan ikke det her. Det lykkedes mig at blive overført til en Team Danmark-ordning med en fire-årig gymnasieuddannelse.
Det var bare et match at starte på Team Danmark. De var alle sammen interesserede i deres sport, og det var virkelig, virkelig fedt. Vi var alle sammen på vandvognen, og jeg følte ikke, at jeg ’missede out’. På Nørre Gymnasium var det jo ’almindelige’ mennesker, så de var alle sammen til fest hver fredag og lørdag, og det kunne jeg ikke være med til. Folk var sådan: ”What, seriøst, drikker du ikke?” 

Til gengæld var jeg så fuld, da vi kørte studentervogn. Der havde jeg sat cyklingen i baggrunden i et halvt år. Jeg havde fokuseret på at gøre gymnasiet færdigt og få 12-taller. Det var sådan en lettelse at få den hue på! Og så skulle der bare drikkes igennem. Det var en af mine allerfedeste dage. Vi havde den fedeste speaker og hørte bare al mulig god musik. Vi havde også en fed vogn. Hold kæft, en fed vogn. Det var bare den fedeste dag. 

Sidste gang, jeg var fuld, var ugen efter min etapesejr på World Touren i maj. Man skal huske at nyde sine momenter. Det er så sjældent, at man får den der sejr, og når det så endelig er, så skal jeg fandeme også fejre det. Vi drak champagne og vin, den fik ikke for lidt. Jeg var ikke stang-bacardi, men der var et godt ’buzz’, og der var bare megagod mad. Festen foregik sådan rimelig stille, vi holdt en picnic om eftermiddagen og nød solnedgangen. Jeg følte mig virkelig lykkelig. Og så var jeg sammen med min kæreste.
Det var bare en klasse dag. Jeg blev totalt fyldt med sommerfugle i maven. 

JEG ER BJERGRYTTER, og der bliver gået meget op i, at man skal være så let som mulig. Men jeg går sindssygt meget ind for mantraet ’happy head fast legs’. Altså hvis jeg er glad, er det fucking ligegyldigt – undskyld, jeg bander – om jeg vejer et kilo ekstra, for så vejer mit hoved op for det. Selvfølgelig skal jeg ikke være sådan en lille rund kartoffel, og når vi er ude til cykelløb, spiser vi virkelig tit pasta og kylling. Tør kylling. Øv! Rigtig tør. Ligesom sådan en høne, der er blevet smattet ud på vejen og kørt over af en truck. Kyllingeskiverne er så tynde og tørre, at du nærmest ikke kan synke dem. Det bliver altid serveret med tomatsovs, fordi der ikke er nogen kalorier i. Nogle gange kan vi variere den til nogle ris. Men det er fandeme kedeligt i 10 dage, når du skal køre Giroen (Giro de Italia, red.). 

Når jeg er færdig med et løb, craver jeg tit noget rigtig klammo-mad. Rigtig klammo-pizza eller klammo-burger, sådan rigtig ’bvadr’, hvor fedtet drypper. Eller også craver jeg salat. Nogle gange er vi til løb og træningslejr sådan nogle steder, hvor det bare er øv-salater. Forbandet iceberg, en eller anden tomat og nogle gulerødder. Det gider jeg ikke, det smager jo af nada. Så craver jeg bare en god salat med grillede grøntsager. Sund, lækker mad, der smager af noget. Og så elsker jeg slik.

NOGLE GANGE KAN jeg være træt af at være cykelrytter. Især når der er dårligt vejr udenfor. Det regner, og det er fem grader, det blæser eller sner nærmest, og så tænker man: ”Jeg gider ikke være cykelrytter, når der skal være sådan noget pisvejr. Jeg gider ikke køre fire timer i det.” 

Det kan også være ensomt til tider. Specielt når man skal træne alene. Lige præcis derfor er jeg flyttet til Girona (i det nordlige Spanien, red.). Det er en kæmpe cykelby, og vi er omkring 15 professionelle danske cykelryttere, som bor hernede, og 200 cykelryttere i byen fra alle lande. Det er bare fedt at have nogen at træne med. Men nogle gange træner man alligevel alene, og det kan godt være hårdt. I cykling er der ikke en træner, der står og siger: ”Du skal cykle!” Man skal sparke sig selv i røven for at komme ud og træne. 

Det kommer meget an på mit humør, hvad jeg gør for at motivere mig selv. Nogle gange har jeg virkelig behov for at have fed musik i ørerne og leve mig ind i det. Hvis jeg er ked af det, hører jeg sådan noget vrælemusik. Hvis jeg skal køre intervaller, er det bare full on techno. Andre gange er det mere pop eller sexy R’n’B. Og andre gange igen kan jeg bare mærke, at jeg slet ikke skal have musik i ørerne. Så skal jeg bare nyde naturen og mærke sanserne. Jeg lytter på fuglene og lugter til grantræerne. Prøver at få dén oplevelse. Jeg er meget sanselig, og nogle gange har jeg bare brug for at være i nuet og suge miljøet ind. 

HAMMERFED

Da Cecilie Uttrup Ludwig havde krydset målstregen som nummer tre ved Flandern Rundt i 2019, gav hun et interview med så sprudlende indlevelse, at det blev citeret i cykelmedier verden over, og hun blev kaldt ’the unexpected star’. Særligt én sætning blev en ørehænger, som hun skulle høre for igen og igen. Med ordene ”Let’s put the hammer down! PAM!” beskrev hun, hvordan det var hendes tur til at smadre igennem slutspurten.

I FOLKESKOLEN OG GYMNASIET skrev jeg altid om kvinders rettigheder. Det interesserede mig sindssygt meget, og jeg har altid kæmpet for, at vi kvinder ikke bare skal bukke og neje. Det har været hårdt nogle gange at være kvinde i en mandsdomineret sport. Jeg er ikke blevet respekteret lige så meget eller taget lige så alvorligt. I alle cykelmiljøer er der sådan en underliggende indforståethed omkring at: ”Ja, vi ser jo alle sammen herrecykling, og kvindecykling er sådan lidt …”  Der har jeg altid haft det sådan: ”Det kan simpelthen ikke være rigtigt, så kæmper jeg for os kvinder.”

Folk har altid fortalt mig, at jeg som kvinde aldrig kunne leve af at blive cykelrytter. Der var måske 10 i verden, der kunne, så jeg skulle bare gøre det for sjov og ikke tro, at jeg kunne blive professionel. Jeg syntes, det var så nederen, at de skulle prøve at knuse drømme. Det er meget muligt, at de prøvede at være realistiske, men de behøvede da ikke være så nederen, mand. De var så øv! Men det gav mig energi: ”Jeg skal bevise, at I tager fejl!” 

For fem år siden begyndte jeg at kunne leve af cyklingen, da jeg skiftede til Cervélo-Bigla (schweizisk cykelhold red.). Indtil da arbejdede jeg i Føtex ved siden af cyklingen. Og det var hårdt. Jeg stod op hele dagen, og så cyklede jeg enten om aftenen eller om morgenen inden arbejde. Jeg satte varer på hylderne, og når der kom returvarer, skulle jeg sætte dem på plads. Det var et arbejde, hold nu kæft. Hvis jeg går i Føtex nu eller andre supermarkeder og kommer til at tage en vare, som jeg egentlig ikke gider have, lægger jeg den aldrig bare fra mig. Jeg ved, at en eller anden stakkels medarbejder skal lægge varerne tilbage igen. 

Da jeg kunne leve af cyklingen, fik jeg det sådan: ”Look at me now, bitches!” 

DE BEDSTE DAGE på cyklen er, når det er 25 grader og solskin, og jeg kører og er i skidegodt humør, benene er gode, musikken er god, lå-lå-lå, jeg stopper på en café, sætter mig i solen, solbriller på, spiser min sandwich, drikker min kaffe. Det er bare … hvor er det fedt, mand. Det er jo mit liv! Tænk sig. På sådan nogle dage niver man sig i armen. Jeg elsker at træne, men jeg er jo en race horse. Så jeg elsker finalerne! Man ved, at man har trænet så hårdt, man har forberedt sig på ruten, og så sidder man i finalen og tænker: ”Det er NU, jeg skal smadre dem alle sammen!” 

Det største øjeblik i min karriere var at få hul på bylden og få min første World Tour-sejr (maj 2021, red.). Det er klart et af højdepunkterne. Og så Flandern i 2019, hvor jeg blev treer. Det var så stort for mig. Jeg lavede et interview bagefter, og det følger mig endnu. Når jeg er i Belgien for at køre løb, bliver jeg stoppet, hvis jeg er ude at træne. Belgierne ruller vinduet ned i bilen og råber: ”Put the hammer down!” Det er totalt mindblowing. 

Jeg er ret god til at være livsnyder. De bedste øjeblikke for mig er at være sammen med mennesker, jeg elsker, og at nyde god mad og rødvin og bare sidde udenfor. Det er de øjeblikke, jeg glæder mig allermest til. God mad gør glad. Det er det, der er så fedt ved Spanien. Der er så godt vejr, og folk lever bare på gaden. De er ude og spise, og jeg elsker bare den stil. 

JEG KOMMER IKKE ud af en cykelfamilie. Mine forældre har altid været aktive og dyrket sport, og de cykler meget, men altså sådan til arbejde. Både min mor og far er aktuarer inden for forsikring, og jeg har altid syntes, at matematik og skole i det hele taget var pissespændende. Og jeg har altid troet, at jeg enten skulle være matematiker eller skuespiller. Jeg blev hverken eller. Jeg blev cykelrytter. 

Jeg har altid elsket at performe. Helt fra jeg var en lille pige. Hver gang jeg havde venner eller veninder på besøg, skulle vi altid lave skuespil eller danse. I løbet af dagen øvede vi, og om aftenen viste vi det for mine forældre. Wow, de har set mange af de stykker.

Min mor er meget ligesom mig. Sådan totalt en lille bombe. Min far er mega chill. Han er den der tænksomme ugle med brillerne og de gode råd. Han er meget anderledes end mig, men jeg bliver inspireret af dem begge to. Den ene er en festbombe, og den anden er mere afbalanceret og rolig. Jeg har også en lillebror, der læser til kemiingeniør. Han er helt i en anden boldgade end mig. Han er en festabe, der fester hver weekend. Der er vi meget forskellige. Men det er jo også det fede. Det er en god lille kernefamilie, vi har. 

Jeg savner min familie og mine venner rigtig meget. De venner, jeg har i Danmark, har ingenting med cykling at gøre. Nogle gange kan det være svært at holde kontakten med dem, fordi jeg bor i udlandet, er så meget på vejen, og der er så meget gang i den. Men man skal huske at holde fast. Vi er gode til at ses, hver gang jeg er i Danmark, selvom det kun sker 3-5 gange om året. Jeg skal bare se dem, og jeg skal ikke snakke om cykling. 

Når jeg er i Danmark, bor jeg hos min mor og far. Der er nok mange, der ville være sådan: ”What?” Men jeg er rigtig tæt med min familie, og når jeg ser dem så sjældent, synes jeg, det er sindssygt rart at have tid med dem. Så er det bare hygge. Årh, hvor er hygge bare et kæmpe mig-ord, mand. Jeg elsker det. Vi sidder bare og snakker hele aftenen og natten. Der er ikke noget, der slår at grille udenfor i en dansk sommerhave. Intet slår sådan en aften med familien, hvor vi inviterer bedstemor og sidder ude og griller og hygger. Man bare er sådan: Ja, for satan altså! Arh, nu hyler jeg.

JEG KAN GODT lide at se cykelløb. Også herrerne. Jeg synes, det er spændende, og jeg lever mig totalt ind i dem. Altså, jeg kan jo ikke lade være med at skrige ad skærmen: ”KOM NU!” Det er jo også, fordi jeg selv ved, hvad det kræver. Jeg har selv siddet ude på etapen og haft ondt over det hele. Altså helt ned i lilletåen. Alt skriger. Mest benene, men også lungerne. Du skal være i god form og alt sådan noget, men du skal også have den rigtige psyke. Du skal kunne æde dig selv og acceptere, at der er smerte, og du skal have det godt med det. 

Der er et udtryk, der hedder, at ens hurtbox skal være tom, når man skal cykle. Det kan jeg rigtig godt lide. Hvis hurtboxen er fyldt op med kedelige tanker som ”årh, hvor går det dårligt med kæresten for tiden”, inden du skal cykle, kommer det til at gå ad lort. Men hvis hurtboxen er tom, og man bare er glad for livet, kan man putte sig selv derind. Det er de dage, der er specielle og fede. Men det er svært at mestre. Man skal gide gå ind i det og elske det, selvom man ved, at det kommer til at gøre ondt over det hele.

Min erfaring og min far har lært mig, at man skal finde sin egen vej. Det nytter ikke noget at tro, at man kan kigge på verdens bedste cykelrytter og sige: ”Hende der, hun vinder alle cykelløb, og hun gør sådan og sådan, så nu kopierer jeg hende, for jeg vil blive lige så god.” Det dur ikke. Man skal finde ud af, hvad der fungerer for én selv. 

Jeg drømmer om at vinde flere cykelløb. En dag skal jeg også vinde VM og have den regnbuefarvede trøje på.

/

Vindfang

29-årige Anne-Marie Rindom sejler for Danmark.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Ricky John Molloy

FØRSTE GANG jeg sad alene i en båd, havde min far købt en rød optimistjolle til nærmest ingen penge, sådan et lille badekar. Jeg var fem år gammel, og min far fulgte mig tæt i en lille gummibåd ved siden af. Men pludselig gik motoren ud på gummibåden, og jeg sejlede bare derudad og anede ikke, hvordan jeg skulle komme tilbage. Jeg sejlede på grund, og min far kom og reddede mig. Jeg husker det som en ’nu-dør-jeg’-oplevelse. Jeg var i total panik.

Jeg sejlede først rigtigt alene, da jeg blev syv. Jeg var på det mindste hold i Horsens Sejlklub, hvor man selv sad i båden og også sejlede uden for havnen. Det var virkelig en stor ting: at sejle uden for havnen. Når jeg kom hjem fra skole, kiggede jeg tit på træerne og tjekkede, hvor meget det blæste.  Så sagde jeg: ”Åh, det blæser meget i dag, jeg vil ikke ned på havnen.” 

Min far tvang mig ikke, men sagde: ”Lad os nu bare tage ned og se, hvordan det er.” Når vi så kom derned, var alle de andre børn der. Så begyndte vi at lege, og så kunne vi få en lille tur på vandet. Jeg ville også gerne selv, mine venner var dernede, og de var også sådan: ”Uh, det er lidt farligt.” 

Jeg har aldrig haft en oplevelse af at være ked af det, når jeg kom ind fra en tur på vandet. Det var altid med armene over hovedet og: ”Wow!” Og så skulle jeg hjem og fortælle min mor, at jeg havde været ude i seks sekundmeter.

Der var så meget socialt på havnen, og jeg havde nogle rigtig gode kammerater. Det var det, der var fokus i min barndom og ungdom. Min far blev dog ved med at presse lidt på. Han kunne se, at jeg syntes, det var fedt, når først jeg fik et lille skub. 

Da jeg var otte år, skulle jeg sejle alene på Gardasøen. Der er et stort stævne for optimistjoller i påskeferien hvert år dernede, og min familie og jeg har været der 17 år i træk. Forældrene må normalt ikke komme med ud på vandet, men første gang vi var med, havde min far lejet en båd og  var derude alligevel. Jeg gik i panik, det blæste megameget, syntes jeg, og mit øsekar, som man bruger til at vælte vand ud af båden, kunne jeg ikke få fri. 

Min far råbte til mig: ”Så slapper du af!” Og så sejlede han bare væk. Jeg måtte ligesom klare det selv. Tit var jeg måske ked af det i fem minutter, men så fandt jeg ud af: ”Der kommer ikke nogen og hjælper mig, jeg må fikse det selv.” På den måde får man hår på brystet. Der skete jo heller ikke noget, og så fandt jeg ud af, at hey, det er jo faktisk ikke så farligt.

NOGLE DAGE har jeg lyst til at blive under dynen. For eksempel, når det blæser helt vildt meget, det vi kalder survival conditions. Der er også dage, hvor der er nul vind. Det plejer egentlig at være hyggeligt nok, men det er også lidt kedeligt. Så sidder man bare foldet sammen inde i båden og prøver slet ikke at bevæge sig for at få båden til at sejle. 

Jeg tager altid af sted alligevel. Sammenhængende træning og consistency hver eneste dag er godt, det ved man. Og at have connection med båden. Jeg har sejlet den her bådklasse (Laser Radial, red.) i 12 år, og læringskurven er ret flad efterhånden. Derfor er jeg hele tiden ude efter små procenter af udvikling. Kvaliteten skal bare være høj. 

I sejlsport er OL det ultimative, og jeg træner for at være helt fremme. Det har jeg gjort siden OL i Rio i 2016. Følelsen i Rio var, at det var lige ved og næsten. Jeg var sindssygt glad for min bronzemedalje, men jeg kunne også godt mærke, at: ”Wow, guldet var så tæt på!” Det er virkelig marginalerne, der tæller. Tit er det millisekunder, der afgør det.

Det var min træningsmakker fra Irland (Annalise Murphy, red.), der vandt sølvmedaljen. Det var megastort for os begge, fordi vi havde hjulpet hinanden med at blive de bedste udgaver af os selv. Det, at vi begge stod på podiet, var en stor oplevelse. Der er videoklip fra Rio, hvor vi står og krammer hinanden. Det er min konkurrent, men det er også min veninde. 

JEG HAR, 7-9-13, ikke selv været med, hvor det er gået fuldstændig galt.  Jeg har prøvet, at båden sank, fordi der var store bølger. Så ligger man derude i vandet og skal reddes af andre. Men man er aldrig alene af sted, man er altid to. Sidste sommer fik jeg en diskusprolaps i nakken. Det er nok den største skade hidtil. 

Men jeg har fået bommen på sejlet i hovedet, hvor jeg fik hjernerystelse og en flænge hen over næsen. Og i 2017 var der en, der sejlede ind i min ryg. Vi lå alle sammen i startlinjen til en træningssejlads, og der var en, der mistede kontrollen eller prøvede at lave en hurtig finte, og hun ramte mig uheldigt med en masse fart.  Normalt rammer man bådene, men fordi jeg måske sad lidt ude på kanten, ramte hun mig direkte i ryggen. Båden væltede, jeg røg i vandet, og jeg troede, jeg havde brækket ryggen. Det gjorde så ondt. Da jeg lå der i vandet, tænkte jeg: ”Kan jeg bevæge mine arme og ben?” Det kunne jeg.

Bagefter blev jeg sejlet ind i en gummibåd, og jeg var forbi hospitalet for at få tjekket, om der var noget galt. Det var der ikke. Jeg fik et kæmpe blåt mærke og kunne heldigvis sejle selve stævnet, der lå tre dage senere. 

ANNE-MARIE RINDOM

29 år. Født i Søllerød, opvokset i Horsens, bor i Aarhus. Læser en kandidat i idræt på Aarhus Universitet.

Professionel sejler i klassen Laser Radial.  Blev udtaget til EM for første gang som 11-årig. Vandt VM-guld i 2015 og EM-guld i 2019.

Har vundet et hav af både guld-, sølv- og bronzemedaljer ved både VM, EM og andre store sejlsportsstævner. Deltog ved OL i London i 2012 og vandt bronze ved OL i Rio de Janeiro i 2016.

Blev i 2019 kåret som verdens bedste sejler på tværs af bådtyper af det internationale sejlsportsforbund World Sailing. Hun er den første dansker nogensinde til at få den titel.

DER ER MANGE, der spørger mig, om jeg er nervøs for det kommende OL, fordi jeg ikke kan komme uden om, at jeg er en af favoritterne. Så husker jeg mig selv på, at jeg har kæmpet i alle de her år for netop at være favorit. Jeg har ikke kæmpet for at blive nummer fem eller seks. Jeg  kan rent faktisk tage en medalje. Og det er bare fedt. Det skal man huske sig selv på, når man bliver nervøs: Det er ikke bare held. Det er træning, og jeg har lagt blod, sved og tårer i det i så mange år. Men der er jo meget pres på. 

Man kan sammenligne det med at være til en afsluttende eksamen på universitetet, hvor man virkelig gerne vil gøre det godt. Det er så bare over ni dage i stedet for én dag. Det skal man lære. Hvis ikke man kan det, er man det forkerte sted. 

Den sidste sejlads i Rio, medal race, fik vi udskudt, fordi der ikke var noget vind. Vi ventede på vind hele dagen. Om eftermiddagen kom der så en kæmpe storm, og vi blev sendt på vandet og skulle være klar. Men så aflyste de alligevel. Det var en total rollercoaster-dag, og jeg tænkte, at det var vigtigt at få sovet inden næste dag. Men min mentaltræner sagde, at søvnen faktisk ingen indvirkning har på præstationen, fordi man er så propfyldt med adrenalin. Det er en sejlads, der tager 20 minutter, og det kan man godt tage sig sammen til, om så man kun har sovet én time. At han sagde det, gjorde mig mere rolig, da jeg lå der om natten og tænkte: ”Nu er der syv timer, til jeg skal op! Kom nu, sov, du skal præstere dit livs vigtigste sejlads i morgen.” Lige siden har jeg været meget mere rolig omkring søvn. 

Inden en  konkurrence laver jeg mindfulness-øvelser. Min mentaltræner (Kristoffer Henriksen, red.) og jeg går nogle scenarier igennem. Til OL i Rio snakkede vi blandt andet om ting, der kunne gå galt, og så skulle jeg visualisere situationer, hvor jeg befandt mig i den forkerte side af banen, hvor  vinden drejede, eller hvor jeg pludselig lå sidst. Man har mest lyst til at blive hidsig, men den energi skal man lære at bruge de rigtige steder.

Jeg har ikke så mange ritualer ud over at tjekke båden igennem. Da jeg var yngre, skulle jeg have lige præcis dét par bukser på, ellers gik det ikke. Men man skal passe på med ikke at få for mange rutiner. Man bliver nærmest helt overtroisk, hvis man ikke kan følge dem, og så bliver man låst. 

JEG ER ET menneske, der sammenligner mig meget med andre. Det har været en udfordring for mig. Nu er jeg sidst i tyverne, og jeg føler, at jeg kender mig selv bedre og kan håndtere det. Men især i gymnasiet sammenlignede jeg mig meget og var meget konkurrenceorienteret, især i forhold til karakterer. 

Jeg er blevet bedre til at tackle konkurrencemennesket i mig på andre områder, som egentlig ikke er vigtige. At føle, at man skal være den bedste til alt muligt andet, når man bruger 99 procent af sin tid på én ting, gør det lidt svært at være med på andre ting. Man må finde ro i, at det er okay at få et syvtal, og ikke at være den allerbedste veninde hele tiden.

Men det er en fordel for mig at være konkurrencemenneske og at ville vinde og være fandenivoldsk, som min mor altid kaldte mig. Hun sagde, at jeg altid har haft et ekstra gear, og det har jeg også, men jeg har skullet arbejde med kun at lade det gå ind i én ting og være mere rolig på andre områder.

Især mentaltræning har hjulpet mig. Det her med at rette fokus det rigtige sted hen. Jeg tror, mange har et billede af, at når jeg for eksempel spiller brætspil, vil jeg bare vinde. Men jeg er helt ligeglad med, om jeg vinder i Bezzerwizzer. 

ALTING SEJLER

”Jeg elsker friheden ved at sejle. Sejlsport er udfordrende på mange områder, fordi der er mange forskellige elementer, man skal være god til. Det kræver taktiske, strategiske og fysiske egenskaber, som man ikke bare får over en kort periode. Man bliver konstant ved med at lære i sejlsport, fordi vejret, vinden, strømmen og stedet, man sejler, ændrer sig.”

JEG VAR 11 år, da jeg første gang blev udtaget til EM i optimistjolle. Mange sagde: ”Uha, hun er så lille.” Det var lidt en overraskelse for folk, at jeg blev udtaget – og nok også for mig selv. Men dér tænkte jeg: ”Okay, jeg har talent for det.” Det var til et stævne i Kerteminde, hvor man skulle være blandt de tre bedste piger for at blive udtaget. De to, der var foran mig, var noget ældre, og det var megastort. 

Vi fik landsholdstøj, hvor der stod ’Danmark’ og ens navn bagpå, og selvom min mor var med, boede vi ikke sammen med vores forældre til EM. Jeg kan huske, at jeg knap nok kunne rigge min egen jolle til, og at jeg ikke kunne få sat sejlet rigtigt. Jeg blev nummer 53 eller noget i den stil.

Min far var god til ikke at gøre tingene for mig. Han var meget sådan: ”Du skal selv sørge for det.” Især det her med at gøre båden klar gjorde han en dyd ud af, at jeg selv skulle klare. Min far og hele hans familie har altid sejlet, de har altid haft båd.

Man kan godt have talent for noget, men det bliver ikke ved med at være nok. Der blev lagt et ekstra lag på, allerede da jeg var 13-14 år, hvor jeg trænede både i Horsens og Fredericia. Mange af de andre unge piger trænede kun i Horsens. Min far var god til at opsøge ting, der gjorde, at jeg kom et skridt foran. 

VI ER FIRE børn i min familie. Derfor havde vi en bil med plads til syv personer – en Peugeot med sæder bagi. Det er den bil, der har været 17 gange til Gardasøen, og den har kørt over en million kilometer. Pigerne fra Horsens Sejlklub husker alle sammen bilen, for de var med i den, når vi især kørte til Holland, hvor der var stævner i weekenderne. Vi lå i telt dernede, og min far kørte os altid. Han har været så træt, den stakkels mand. Han skulle jo op på arbejde om mandagen. I dag tænker jeg, hold da op, sikke et overskud, han har virkelig brugt meget tid på mig og sporten. 

Der var gang i den i den bil. Vi havde en cd med ’Hits for Kids’, og så kørte vi derudad med masser af snacks – chips og kiks, især ’gif gif’-chips, som mine søskende og jeg kaldte de der firkantede sour cream and onion-chips. Man ville helst ikke sidde på bagsædet, for så var man ligesom ikke med. Det gjaldt om at få en plads foran eller i midten, så man ikke var udenfor. 

Vi hjalp også hinanden med at lave lektier i bilen. Tit kom vi hjem klokken tre søndag nat og skulle op i skole om morgenen. Min mor sagde: ”Ah, du kan godt lige holde en fridag. Det går nok, vi laver lidt skole herhjemme.” Mens min far var sådan: ”Hvis du kan sejle, kan du også gå i skole.” Tit når min far var taget på arbejde, sagde min mor: ”Bare bliv hjemme.” 

I GYMNASIET VAR jeg i flere øvelser lige så stærk som eller stærkere end drengene. Det var sådan noget med squat, jeg var god til. Mine ben har altid været sindssygt stærke. Og min core. Jeg tror egentlig, at de fleste var sådan: ”Wow, det er megasejt.” Men jeg tror også, at der var nogle af drengene, der ikke syntes, det var så fedt.

I 2. g valgte jeg at tage gymnasiet på fire år (Team Danmark-uddannelsen, red.), så jeg fik mere tid til at sejle. Nogle valgte festerne, og en del faldt fra sejlsporten, men jeg tror, jeg fandt et godt kompromis. Jeg var stadig med til klokken et om natten, og i stedet for at tage med videre i byen tog jeg hjem. Jeg var måske sindssygt træt lørdag, men så nåede jeg ligesom det hele. 

Der var også perioder, hvor det ikke gik. I 3. g var jeg ved at køre mig selv helt død. Det var svært at prioritere, hvad der var vigtigst. Jeg ville gerne sejle, have gode karakterer og være med på beatet og med i samtalerne mandag morgen, når man snakkede om festerne. 

Når jeg tænker tilbage på min gymnasietid, var der ikke så mange, der spurgte, hvad jeg havde lavet i weekenderne. Det var først på universitetet, at jeg mødte nogle mennesker, der kunne sætte sig ind i min situation og livsstil, og som syntes, at det var megafedt, i stedet for at have den der holdning: ”Nå, hun er den lidt mærkelige.” Det følte jeg nogle gange, at jeg var, fordi jeg gjorde tingene anderledes.  

At jeg var fire år i gymnasiet, betød, at jeg ikke blev student samtidig med dem, jeg var startet med. Men de var sindssygt søde. De havde købt en hat, hvor jeg kunne have en øl i hver side, da de blev studenter. Så havde jeg den på i stedet for en studenterhue.

LIGE NU, op til OL, handler det rigtig meget om træning, sejlads, og om hvordan jeg kan optimere mine rutiner. Typisk spiser jeg morgenmad, har fysisk træning, så tager jeg på vandet halvanden til tre timer, og når jeg kommer i land, laver jeg et cardio-pas på løbebåndet eller cykler. Hvis ikke der er cardio om eftermiddagen, ser jeg video fra dagens træning og holder evaluering. Men jeg prøver at være så meget som muligt udenfor, det elsker jeg. 

Som sejler er der sindssygt mange administrative ting at tage sig af. Det er ikke som på et håndboldhold eller et fodboldhold, hvor der er nogen, der tager sig af de ting. Det her med at bestille flybilletter, sørge for, hvor man skal bo næste gang, og især, med corona, hvor man skal booke test på det og det tidspunkt … jeg sørger for alting selv.

Det kan godt være overvældende i perioder. Lige nu sidder jeg med årsopgørelsen og laver det store sportsregnskab, som skal indberettes til Skat. Til at starte med har man rigtig mange udgifter og ikke så mange indtægter, men jo mere det bliver balanceret, og jo flere indtægter jeg får, jo mere uoverskueligt bliver det. Heldigvis har jeg en revisor i familien, der kan hjælpe.

Jeg er lige blevet ansat på et sejlsportshold, SailGP (Sail Grand Prix, red.) hedder det, og jeg er ikke helt kommet i hus med en kontrakt, men forhåbentlig kommer det til at løbe over de næste tre år. Det er et female programme, hvor vores opgave er at få promoveret pigesejlere og at få flere kvinder ind i professionel sejlsport. Vi skal vise, at der er en vej for kvinder i en mandsdomineret sport. 

Jeg har aldrig tænkt, at jeg har begrænsninger i forhold til mine mandlige kolleger. Men jeg kan godt se, at det er et issue at få børn. Der kommer man som kvinde til at være ude i et stykke tid, og kan man så komme tilbage til sporten igen? Hvordan kan man blive ved med at sejle? Der er ikke så mange i Danmark, man kan se op til, hvor man kan sige: ”Hun gjorde det. Hun lavede en levevej gennem sejlsporten.” Det kunne være superfedt at være den første.

Jeg har et lån i banken, og så spurgte de dernede: ”Hvornår skal du have et rigtigt arbejde?” Og jeg blev sådan: Jamen, jeg er 29 år gammel, det her er mit arbejde. Det kan godt være, at jeg ikke tjener lige så meget som en nyuddannet ingeniør, men det er det her, jeg lever af. 

Når jeg sammenligner med kolleger i udlandet, er det, som om vi i Danmark ser på sport som en slags hobby. ”Når du er færdig med det, skal du vel ud og have et rigtigt arbejde?” Selv mine forældre kan godt have det lidt sådan. Men hvorfor kan en sport ikke være en levevej? Folk tænker måske, at ens krop på et tidspunkt bliver for gammel. Men sejlsport er anderledes. I OL i Rio de Janeiro var der en 60-årig guldvinder, der havde haft kræft året før og kun havde én lunge. Det viser bare, at sejlsport kan så mange ting.

Jeg drømmer om at være professionel sejler og at leve af det. Jeg ved godt, det er sindssygt hårdt, og jeg er i gang med at tage en kandidat i idræt på universitetet, så jeg også har en uddannelse. Mange af de ting, jeg har lært, har jeg kunnet bruge i sejlsporten.  

NÅR JEG KOBLER af, er jeg sammen med venner eller familien. Eller også ser jeg en serie, en film, læser en bog. At være sammen med veninderne er sindssygt vigtigt for mig. Vi har gået mange ture og drukket meget kaffe under corona. Så snakker vi om alle vores problemer og prøver at løse dem, ha, ha. Vi begyndte også at lave heat yoga, fordi der er varmt i Tokyo. 

Der er begyndt at være babyboom i venindeflokken. Min veninde Anne-Julie (Foght Schütt, red.), som også er fra Horsens Sejlklub, skal føde lige om lidt, og hendes ambition er at komme tilbage til sporten. Og jeg tænker: ”Wow, det er hårdt.” Jeg har ikke selv gjort mig tanker om, at jeg bare skal tilbage til sejlsporten, efter jeg har fået børn, nu må vi se. Jeg tænker umiddelbart, at vores sportschef må ansætte en nanny. Men jeg er ikke selv mor, så jeg kan nok ikke til fulde sætte mig ind i, hvordan det er at have et lille barn med.

Jeg har en kæreste i Australien, og vi havde en dag, der var tæt på at være perfekt.  Vi var ude at dykke med nogle af vores australske venner om formiddagen, om eftermiddagen havde vi en flaske vin med på stranden, solen gik ned, samtidig med at månen stod op, og det var 30 grader. Det er sådan en dag, man ikke glemmer. 

Jeg har ikke set ham i et år på grund af corona. Han arbejder dernede, så han kan heller ikke tage herop, og jeg har min sejlsport, og jeg kan ikke få visum til Australien på grund af corona – de lukker mig ikke ind endnu. Men vi har sluttet fred med det. Når vi har kunnet holde kontakten i så lang tid, er det også meant to be. Jeg tror, det har været den ultimative test. Nu er der ikke noget, der kan slå os ned. 

Mit største sports-øjeblik var OL i Rio i 2016. Jeg havde min familie med, og det hele klappede. Når jeg ser tilbage, præsterede jeg og ramte det helt rigtige niveau. Det kan godt være, at det ikke var guld, men jeg fik det, vi kom for: en medalje med hjem. Det var stort for mig at have min familie og min ekskæreste med. Jeg havde også to veninder med, og vi rejste rundt i Brasilien bagefter. Jeg festede i fem dage med de andre sejlere, min familie og mine venner, og da jeg kom hjem til Danmark, festede vi videre. Det var en sjov og befriende periode.
Det, jeg husker bedst, er en sejlads inden medaljesejladsen, hvor jeg lå nummer et og havde den gule førertrøje. Dén sejlads gik bare helt galt. Det sidder dybt i mig. Jeg følte, at nu havde jeg tabt det hele. Jeg kan huske, at jeg græd. Og jeg græd nærmest også, da vi gik ind i næste sejlads, hvor jeg fik hevet mig selv tilbage på andenpladsen. Det hele står stadig klart for mig. 

Jeg er megalykkelig, når jeg har vundet et stævne, og alt har flasket sig. Som nu i forrige uge, hvor jeg vandt et stævne og var 39 point foran. Jeg følte nærmest, at jeg kunne gå på havet.

/

Vandhund

Den 27-årige danske elitesvømmer og OL-deltager har klorvand i blodet.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Polina Vinogradova

MINE FORÆLDRE VILLE gerne have, at min bror og jeg skulle lære at svømme. De så det som en vigtig del af vores opdragelse. Min mor var gymnastiktræner, så jeg dyrkede også en del gymnastik sammen med min storebror, da jeg var yngre. Det var nogle gange lidt svært, for min mor blev tit nervøs, når vi skulle lave gymnastikspring. Så da min bror stoppede, stoppede jeg også. Vi var og er meget tætte med hinanden.

Svømning var på ingen måde min favorit. Jeg hadede det kolde vand, men det, at min bror begyndte, gjorde det lidt nemmere. Jeg fik nogle veninder til svømning, som også havde storebrødre, der var sammen med min storebror. Vi blev nærmest til en lille familie, og vi brugte så meget tid i svømmehallen. Mine forældre var officials, så jeg rendte rundt til alle stævnerne og lavede ballade, også hvis jeg ikke selv svømmede. Vi voksede op på den måde. Lige pludselig blev jeg ældre og kom på et hold, der tog til konkurrencer.

Mit bedste barndomsminde med svømning er Vedby Legene. Det var et udendørsstævne, og det var bare sjov og ballade. Vi ristede skumfiduser over bål, der kom en brandbil og sprøjtede skum ud over det hele, man skulle finde ting på en slags skattejagt, og drengene svømmede i badedragter. Det var ét stort cirkus, og jeg elskede det. 

I SVØMNING HAR du ét skud. Man kan sammenligne det med et straffespark i fodbold. Misser du, er det bare ærgerligt. For mange er det et kæmpe pres. De fleste løb bliver afgjort på få hundrededele. Man skal ikke gøre meget forkert. Du kan ikke have en dårlig start eller lave et forkert armtag, så er du ude. Det er mentalt virkelig hårdt, hvis man ender lige uden for medaljerne med en hundrededel af et sekund. Det føles nedslående og nærmest helt uretfærdigt, fordi det er så lidt. På den anden side er det også det, der gør svømning spændende. Det er så detalje­orienteret. 

Jeg kan godt lide det nørdede ved sporten. Hvordan vinkler jeg min hånd rigtigt?  Sådan nogle ting. Gennem svømningen får jeg mulighed for at opleve sider af mig selv, som sætter gang i nogle reaktioner og tanker, der gør, at jeg bliver en forbedret udgave af mig selv. Jeg lever nærmest et ’hurtigere’ liv, fordi jeg mentalt bliver mere moden. 

Ved VM i 2019 blev jeg nummer fire. Jeg manglede en hundrededel, og det var det samme til verdensmesterskabet to år forinden. Så får man det sådan: Nu må den hundrededel gerne snart være på min side. Jeg bliver skuffet og irritabel, når det sker. Man må godt give sig selv en dag til lige at være irriteret, men man skal ikke lade én hundrededel afgøre, om man har været en succes eller ej. De fleste kan ikke engang begribe, hvor lidt en hundrededel er. Man er nødt til at komme videre og tage de ting, der virkede, med. 

Jeg er rimelig indadvendt og stille, når det sker. Så snakker jeg med min coach (Ann Kastrup, red.), som jeg er tæt med. Hun siger altid: ”Hvis du har behov for at komme ud med noget, så er jeg her.” Og så tager vi 10 minutter, hvor jeg plaprer løs om, hvor irriterende livet er, ha, ha. Efterfølgende fyrer hun altid en joke af, der får mig til at grine. Og så er det jo heller ikke værre. Til OL i Rio i 2016 var hundrededelen på min side, og jeg vandt guld.

HVIS MAN SVØMMETRÆNER alene, kan det virkelig være tungt og kedeligt. Det er det i hvert fald for mig. Jeg har behov for at være en del af en gruppe, hvor man varmer op og svømmer sine sæt sammen. Men til stævner skal jeg være i min boble, og jeg bruger al min energi på mig selv. Det ville jeg have svært ved, hvis jeg for eksempel var i holdsport. Jeg ville have svært ved at håndtere, hvis andre var med til at afgøre, om jeg var en succes eller ej. Men træning i holdsport ville helt sikkert være sjovere.

Motivationen går op og ned. Jeg har fundet ud af, at det er vigtigt for mig at nedprioritere svømningen lidt nogle gange og prioritere andre ting i stedet for. Jeg skal lade være med at stresse og forcere, at jeg skal være motiveret hele tiden. Gør jeg det, kommer motivationen tilbage af sig selv.

Jeg bor i Marseille, og da vi havde lockdown her i Frankrig på grund af corona, tænkte jeg: ”Er det virkelig det her, jeg skal?” Vi var indenfor hele tiden. I starten kunne man kun træne, der var ingen stævner, og jeg følte lidt, at jeg trænede for ingenting. Det var svært. Jeg endte med at sige til mig selv: ”Okay, lige nu får jeg ikke trænet, selvom jeg kan.” Da jeg begyndte at træne lidt igen, var det ikke på samme måde som før. Jeg tog ned for at svømme en lille smule og styrketrænede en del, fordi jeg fik det bedre mentalt af det.

Alle de ting, der er uden om svømningen, giver mig energi og motivation. At se mine venner, gå ud og spise, få drinks. De ting, som jeg ikke har så meget tid og energi til på grund af svømningen, skruer jeg op for i perioder. Jeg flytter mit fokus. Jeg forestiller mig, at der er mange, der går ud og løber en tur på fem kilometer, fordi de så kan sige: ”Tjek, nu har jeg gjort det.” På samme måde bliver svømningen også en ting, hvor jeg kan sige: ”Tjek, jeg har været til træning, nu kan jeg lave noget andet.” Omvendt indretter hele min verden sig efter svømningen, når jeg virkelig er fokuseret. 

SVØMMEVERDENEN KAN være meget striks. Især var den det, da jeg startede med at svømme på konkurrenceniveau. Og selv da jeg som helt ung kun svømmede stævner i Danmark, var svømmeverdenen meget sort/hvid. Du lærer, at du skal møde op til morgentræning, og den starter klokken seks. Du træner sygt meget, og du skal bare være der til alle træninger. Du skal svømme, og hvis ikke du synes, det er fedt, er det bare ærgerligt. Du skal bare blive ved. Jeg er vokset op i en svømmeverden, som jeg på mange punkter ikke har passet ind i. 

I 2010 begyndte jeg at træne på Nationalt Træningscenter (Dansk Svømmeunions elitecenter i Bellahøj, red.), og efter OL i London i 2012 tænkte jeg: ”Jeg er færdig. Jeg kan ikke svømme mere. Jeg kan ikke det her liv.” Nu havde jeg gjort det i to år, og det var mere end rigeligt for mig. Det var forfærdeligt og simpelthen for hårdt for mig som person. For nogle er det måske fint nok, men for mig fungerede det ikke. Jeg flyttede til Frankrig og trænede lidt der, men det var det samme dernede. 

Jeg fik ikke de resultater, jeg gerne ville have, og jeg var egentlig ikke glad. Jeg fik ikke gode resultater op mod OL i 2016, og jeg tror virkelig, at en af grundene var, at jeg ikke anede, hvorfor i alverden jeg var i sporten. Hvorfor skulle jeg træne på den her måde? Jeg var vokset op med svømning, det var noget, jeg bare gjorde, jeg havde aldrig taget stilling til hvorfor. Jeg kunne lige så godt lave alt muligt andet i mit liv. Jeg tog en pause og fik stillet mig selv nogle spørgsmål.

Jeg gjorde det, som alle andre unge mennesker nok gør, når de går i gymnasiet. Jeg festede og levede et normalt ungdomsliv, hvor vi drak os fulde i weekenderne. Jeg var ude, jeg så mennesker og fik rent faktisk lavet mine lektier. Der var ingen svømning. Overhovedet. Jeg prøvede at hygge-svømme i tre måneder, men det gjorde mig totalt ulykkelig, fordi jeg følte mig utilstrækkelig. Jeg sagde: ”Nu er det nok”, og så fik jeg et arbejde i en tøjforretning i stedet for. 

Efter jeg havde fundet ud af, hvad jeg egentlig gerne ville, kom jeg tilbage til svømningen og var meget mere klar i tonen. På det tidspunkt var der også kommet en træner til, som var mere åben. Vores oprindelige træner stoppede og rejste tilbage til Australien, hvor han kom fra. Vores assistenttræner tog over, og han er landstræner nu. Han har altid været åben og nede på jorden. Det gav mig mulighed for at kunne kommunikere, hvad jeg gerne ville. Efter det skete der en ændring. På holdet og i dansk svømning. 

Jeg fik lysten tilbage, og det blev mere på mine præmisser. Jeg fandt ud af, hvad der gjorde mig glad ved svømningen: Jeg kunne selv bestemme over mit liv og over, hvad jeg lavede til træning. Jeg fik ikke bare smidt et træningsprogram i hovedet, lavede det og gik hjem igen. Jeg fik også friheden til at sige: ”I dag har jeg ikke lyst til at være her.” 

Når man ikke kan få lov til at lytte til sig selv, bliver man frataget sin selvtillid og følelse af selvstændighed. Man glemmer sig selv, fordi man begynder at gøre ting for sine trænere og ikke for sig selv. Det går ikke. I sidste ende er det én selv, der skal performe og stå på skamlen. Man står der alene. Så for mig var det vigtigt, at det var mig, der var kaptajnen. Det var mig, der bestemte, og det var mine valg. 

Jeg sagde til min træner: ”Hej, jeg er her for at træne, jeg kan ikke committe mig til hverken OL eller at træne på samme måde som før, så jeg laver mit eget.” Han syntes, det var fint nok. Når man træner så meget, som man gør i svømning, kan man have følelsen af, at man ikke har særlig meget privatliv. Det kan virke invaderende. Alle ved altid alt om, hvorfor du ikke er der. Men nogle gange har man ikke lyst til at fortælle folk, hvorfor man ikke er der. Alle behøver ikke vide alt om én. Jeg sagde til min træner: ”Jeg gider ikke retfærdiggøre, hvorfor jeg ikke kommer. Du skal ikke spørge. Det er bare sådan, det er.” 

PERNILLE BLUME

27 år.

Bor i Marseille sammen med den franske elitesvømmer Florent Manaudou. Parret svømmer for klubben CN Marseille.

Debuterede på svømmelands-holdet i 2010. Repræsenterede Danmark ved OL i London i 2012 i holddisciplinerne 4 x 100 meter fri og 4 x 100 meter medley.

Blev den første danske olympiske mester i svømning siden 1948, da hun vandt OL-guld i Rio de Janeiro i 2016 i 50 meter fri, og satte samtidig ny dansk rekord. Ved samme OL vandt hun bronze i 4 x 100 meter medley. Inden da havde hun vundet adskillige guld- og sølvmedaljer ved både VM og EM i forskellige holddiscipliner.

Blev årets sportsnavn i 2016. Vandt EM-sølv i 50 meter fri i maj 2021.

PLUDSELIG FIK JEG en anden glæde ved svømningen. Det var ikke kun resultater, der betød noget for mig. Svømning gjorde mig glad. Stævnerne er så få, at jeg ikke kun kan leve på dem. Jeg må have andre succeser i min hverdag, når 90 procent af min tid er træning. Jeg er nødt til finde ud af, hvad der giver mig succesoplevelser ud over resultater og stævner, hvor man kan tabe med en hundrededel. 

Jeg er kæmpe Beyoncé-fan. Hun spillede i København i 2016 en søndag aften, og vi skulle flyve til OL i Rio mandag nat klokken 03. Jeg havde sagt til min træner, at det var vigtigt for mig at komme til koncerten. Det var et af de øjeblikke i mit liv, jeg ikke ville gå glip af. Hvornår kommer Beyoncé lige til Danmark igen? Jeg var hjemme fra koncerten klokken 01, og min veninde og jeg havde stået op, i jeg ved ikke hvor lang tid, og råbt og skreget. Jeg havde helt mistet stemmen. I sportens verden kigger man selvfølgelig meget på det fysiske, og folk ville sige: ”Ej, du skal ikke stå op og råbe, for så bruger du energi!” Vi skal præstere fysisk, men for mig er der en anden energi, der ikke har noget med det fysiske at gøre. 

Den energi kommer indefra og har udelukkende noget med humøret at gøre. Jeg blev så fyldt op på privat-Pernille af at være til den koncert. Det var et stort øjeblik, og jeg blev helt vildt glad. Det gav mig simpelthen så meget. Jeg vidste, at i Rio ville folk være inde i deres egen boble, og det hele ville handle om svømning. Det er så vigtigt med en balance. Det tænker jeg stadigvæk meget over på den her sportsrejse, jeg er på. 

Til EM i maj nåede jeg ikke at tanke op på samme måde. Jeg var udkørt efter lockdown i Frankrig, fordi jeg ikke havde været hjemme i Danmark i tre måneder på det tidspunkt. Det var første gang i lang tid, hvor jeg tog til et stævne, og den private konto var flad. Men jeg skulle kun være til EM i tre dage, og bagefter skulle jeg til Danmark i et par dage. Det blev en motivation for mig. Jeg havde planlagt en masse ting med mine venner og min familie, og det gav mig bare så meget energi at vide, at det lå der og ventede, når jeg lige havde overstået EM.  Lidt ligesom man kan arbejde ekstra hårdt, hvis man skal på ferie bagefter. 

UNDER LOCKDOWN havde min kæreste og jeg det egentlig utrolig nice. Også selvom jeg havde hjemve, og vi ikke vidste, hvornår lockdown ville ende. I Frankrig måtte du kun gå en kilometer væk fra dit hjem, så man kunne ikke rigtig tage på tur. Heldigvis har vi en kæmpestor altan, og det betød alverden. Jeg lavede yoga hele tiden og læste en masse bøger. Og så spillede vi dart og så sygt mange film. Det var ligesom en virkelig lang ferie. Vi spiste sindssygt god mad og drak vin og øl hver dag – sådan noget, som vi aldrig ville gøre normalt, fordi vi er atleter. Jeg tænker tilbage på det som en periode, hvor jeg faktisk følte mig ret glad. 

Min kæreste og jeg begyndte også at spille PlayStation. Rigtig meget. Det var lang tid siden, jeg sidst havde spillet, og jeg havde helt glemt, hvordan man holder controlleren. Vi spillede ’Call of Duty’ tre timer i streg til at starte med. Jeg blev helt køresyg af det. Man sidder og er så fokuseret. Jeg kastede næsten op bagefter af at kigge på den skærm. Så sagde min kæreste: ”Rolig nu. Nu har du taget det værste.” Hver dag var vi nødt til at sætte en alarm på, ellers sad vi og spillede til langt ud på natten. Jeg elsker dramaet i ’Call of Duty’ og lever mig virkelig ind i tingene. Hvis der er nogen, der skyder mig, er det lige før, jeg skriger. Jeg tror, jeg er lidt voldsom at spille med. 

Jeg har altid været lidt af en drengepige. Når min bror havde venner på besøg, ville jeg gerne være med. Vi spillede ekstremt meget PlayStation eller så Pokémon, når vi kom hjem fra skole. Jeg samlede også på Pokémon-kort og spillede ’Counter-Strike’ på computeren. Min bror var aldrig afvisende eller sagde, at jeg ikke måtte være med. 

I dag er jeg helt vild med Formel 1. De fleste tænker: ”De kører jo bare bil.” Men sådan er det slet ikke. De trykker ikke bare lige på en startknap, en speeder og en bremse i Formel 1. De sætter sig ind i bilen med livet som indsats. Der er jo nogen, der kommer slemt til skade, og den der mentalitet er bare sygt fascinerende. 

Jeg kan godt lide selv at køre bil, og jeg synes selv, at jeg er en kæmpe mester til at parallelparkere. I Frankrig kører jeg i en elektrisk Smart. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle køre sådan en, men det er virkelig genialt i Marseille, hvor det er kaos at køre og parkere. Den kan komme ind alle steder.

HER I MARSEILLE træner jeg i en magisk, gammel pool, der ligger på en klippe. Den fyldte 101 år for nogle måneder siden, og for mig er den en af verdens flotteste. Omklædningsrummene ligner nogle, man ser på film. Der er romerske søjler, og det er utrolig smukt. Indenfor er der en 50 meter pool, som vi træner i. Den er åben ud til hele den ene side med store vinduer og ligger så højt oppe, at man ikke kan se andet end havet. Det er så smukt. Alle kender hinanden hernede, og man føler sig lidt som en familie. Man parkerer sin bil og giver nøglerne til dem ved indgangen, og så flytter de bilen, hvis den holder i vejen. Træningsforholdene her er meget anderledes end i Danmark. 

Jeg havde en periode, hvor vi trænede i Taastrup. Intet ondt om Taastrup, livredderne derude var fantastiske, og der var så mange muligheder for os. Men det var en meget lukket hal med få vinduer. Jeg er ret præget af vejret, og når man møder til træning om morgenen, er det rart med noget lysindfald frem for en svømmehal, hvor det eneste, man kan se, er den sorte streg i bunden af poolen. Jeg er ret vild med Bellahøj-badet. Jeg synes, det er Danmarks flotteste svømmehal. Den ligner faktisk en lille smule den, jeg træner i nu. 

Jeg elsker at være udenfor i naturen. Min kæreste har en båd, og det er virkelig fedt at kunne tage ud og sejle. Om så det er sammen med nogle venner eller bare alene for at slappe af. 

I går var en virkelig god dag. Jeg sov virkelig længe. Det havde jeg brug for oven på alle de stævner, der har været på det sidste. Bagefter gik jeg ned til vores lille frugtmarked ad den hyggeligste lille vej og købte en masse forskelligt frugt og grønt, mens min kæreste gik til bageren. Vi lavede en kæmpestor brunch og så Formel 1, mens vi spiste den. Vejret var godt, og der var også tennis i fjernsynet. Der skete ikke så meget, og det var det, jeg havde behov for. Vi kunne gøre, hvad vi havde lyst til. 

MINE TATOVERINGER betyder ikke supermeget. OL-tatoveringen på mit håndled betyder selvfølgelig en del, men de andre har mere været en sjov udsmykningsting. Jeg har overvejet, om jeg også skulle få et hjerte eller en bølge. Jeg fik lavet en sommerfugl på skulderen i 2013, fordi jeg syntes, den var vildt feminin og cute. Den blev lidt et tegn for andre. Hvis de ikke kendte mit navn eller vidste, hvem jeg var, så var jeg ’hende med sommerfugletatoveringen’. 

Når jeg har været på træningslejr og har gået i joggingtøj hele tiden, giver jeg den fuld gas med makeup og med at ordne mit hår, når jeg kommer hjem igen. For det kan jeg jo ikke i vandet. For mig er det også en måde at være kreativ på. Jeg har altid været interesseret i fashion og farver og at sætte ting sammen. Jeg har et behov for at gå crazy med høje hæle, eller hvad det kan være, når jeg ikke træner og er i vandet. 

Min badedragt er min uniform. Når jeg har den på, tænker jeg aldrig over, at jeg ikke har så meget tøj på. Men hvis jeg skal på stranden i badedragt eller en bikini, kan det være grænseoverskridende, fordi jeg føler mig blottet og bliver mere selvbevidst. Det er en helt anden situation, end når jeg er i poolen. 

EFTER OL I Rio begyndte folk at genkende mig. Mange gange var det vildt søde mennesker, der henvendte sig til mig med en masse rosende ord. Det var dejligt. Men nogle gange, for eksempel på en sommerdag i København, kunne jeg pludselig overhøre samtaler omkring mig. De sad og snakkede om min krop og mit privatliv, og hvad de havde læst om mig i Se & Hør. Det er også en af grundene til, at jeg kan have svært ved at gå ud i bikini. Der er mange, der føler sig berettiget til at kommentere min krop, fordi jeg er et sportsmenneske. Mange gange har jeg en følelse af, at de glemmer, at jeg er et menneske. Man ville jo aldrig sidde og snakke så åbenlyst om et menneske, der lå lige ved siden af. 

De fleste beskeder, jeg får på sociale medier, er meget, meget upassende. Det er meget seksuelle beskeder. Lige efter OL i Rio var det helt klart på sit højeste. Vi var til sportsgalla i Herning, hvor jeg blev kåret til Årets Sportsnavn. Bagefter kunne tilskuerne komme ind, hvor vi sad. Det var så grænseoverskridende. Der var mange, der gerne ville have billeder, og det er fint nok. Men mange af dem havde hånden alt, alt for langt nede på min ryg og sagde virkelig upassende ting i mit øre. Det endte med, at min far kunne se på mig, at jeg var helt ved siden af mig selv. Han tog mig under armen og ud til et sted, hvor vi kunne være i sikkerhed. 

Det var et kæmpe skifte at gå fra at være helt anonym til at være allemandseje, og det var en svær oplevelse. Det er nedtrappet siden, men det år efter Rio var hårdt. 

Jeg er superprivat, og jeg er ikke særlig glad for at give for meget af mig selv. Mine grænser blev overskredet så mange gange på en kort periode. Det påvirkede mig meget, og jeg trak mig fra medierne. Jeg undgik mange interview. Nu er jeg nået dertil, hvor jeg stille og roligt er på vej tilbage. Jeg prøver at slappe af i det, selvom jeg stadig kan være utryg. 

Folk tror, at hvis du er i medierne, er det, fordi du selv har været ude at sige noget. Pludselig er der nogle, du kender, der tror, de ved noget om én, og som siger: ”Nå, jeg læste lige sådan og sådan.” Men jeg har ikke snakket med den avis eller det magasin. Nogle gange har de bare taget et billede eller en tekst fra min Instagram og lavet en slags kontekst ud af det. De historier er langt fra virkeligheden, og det er så syret at opleve. 

Min familie havde svært ved at forstå det i starten. Men jo mere jeg forklarede, hvordan tingene hang sammen, jo mere kunne de også se, at det ikke bare er, ”fordi Pernille vildt gerne vil være i medierne”. 

DA JEG KOM hjem efter OL i Rio, spiste vi en rigtig dansk frokost med varm leverpostej og fiskefileter. Det at se min familie og venner og dele glæden med dem var virkelig fedt. Og så var følelsen af at komme hjem til sit eget land bare så rar. 

Jeg kan savne at gå rundt i København og at tage cyklen ud til alle streetfood-stederne. Den danske sommer er noget af det sværeste at være væk fra, fordi der er så grønt. Man begriber faktisk ikke, hvor grønt der er i Danmark sammenlignet med udlandet. 

Jeg får det lidt ligesom at gå ind i sådan en ’Alice i eventyrland’-verden. Der er så mange farver og den her helt specielle duft i luften af sommer. Og folk har en helt anden energi, fordi de har været indendørs så længe. Man kan mærke, at folk sætter pris på vejret og at mødes ude og lave picnic – det gør man ikke rigtig her i Frankrig. Både fordi det er for varmt, og fordi der altid er godt vejr. Man tager det måske en lille smule for givet. 

I Danmark har man den vildeste optur og energi, når det gode vejr kommer. De lyse nætter og morgener er noget af det, jeg kan savne mest. Jeg føler virkelig, der er en magisk stemning. Man bliver så glad. Og føler, at alt varer evigt.

/