Indlæg

Hundrede procent Helle

Partileder, verdensborger, ikon. HELLE THORNING-SCHMIDT har skrevet historie og opnået mere end de fleste. Men som statsminister endte hun med at skrue ned for sig selv og sin personlighed. I dag er hun tilbage for fuld styrke. Ekspolitikeren klemte et interview ind i sin hæsblæsende kalender, og Ud & Se fulgte med og forsøgte at få svar på, om verden er klar til Helle i farver.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Martin Bubandt

DET ER EN GRÅTONE-DAG, hvor det er svært at skelne mellem dag og aften, luften er tæt af regn, og udenfor går landingsbanernes asfalt og himlens grums ud i et. Så da hun stryger ind ad karruseldøren på Clarion Hotel ved Københavns Lufthavn i skinnende klorofyl-grønt jakkesæt og sølvfarvede sneakers, er Helle Thorning-Schmidt i sit raske trav et gedigent drys konfetti ud over en fredag i april, der ellers hurtigt kunne glide over i glemslen.

”Undskyld, jeg kommer for sent,” siger Helle Thorning-Schmidt med hænderne fulde af outfits, som fotografen har bedt hende om at tage med til dagens fotoshoot på hotellet. Hun giver hånd, smiler og præsenterer sig, selvom en introduktion næppe havde været nødvendig. Der er ingen stress at spore i de grønne øjne, der glitrer på én gang venligt og målrettet. Helle Thorning-Schmidt smalltalker ikke om hverken vejret eller trafikken på vej til elevatoren, der skal føre hende selv, fotografen og denne journalist til præsident-suiten på 12. etage. Hun er en prof, og vi er her for at løse en opgave.   

Inde i præsident-suiten går Helle Thorning-Schmidt direkte til sagen. Hun smider sine poser og tasker på en sofa og spørger fotografen ind til dennes planer. ”Det lyder alt sammen fint” – hun vil bare ikke fotograferes liggende i sengen. I næste nu sætter nervøse tics sig i mundvigene hos både journalist og fotograf, og flakkende blikke forlader øjenhulerne, da det går op for det nyligt introducerede trekløver, at der er sket en kommunikationsfejl. Journalist og fotograf tror, at de har fire timer til at eksekvere seancen, Helle Thorning-Schmidt har halvanden time, inden hun skal videre. Der går et sus gennem præsident-suiten. Kan vi virkelig nå det hele? Helle Thorning-Schmidt tager overraskelsen med ro og forsikrer om, at vi nok skal nå at få noget godt fra hånden. 

”Jeg går lige ud og retter min makeup,” siger hun og griber sin toilettaske.   

Snart efter går hun all in på opgaven som fotomodel. Rank i sit powersuit stiller hun sig klar til kameraknips og følger flittigt fotografens anvisninger, alt imens flyvemaskiner lander og letter på den anden side af hotellets panoramavinduer, og bagagevogne, der ligner små myrer oppe fra 12. etage, pukler med bjerge af kufferter i transit til alle afkroge af verden.   

TAGER MAN EN hurtig scrolle-tur ned over hendes Instagram-profil, forledes man hurtigt til at tro, at den tidligere statsminister lever et liv i lutter glamour med god tid til kaffeaftaler. Der er velkomponerede outfits, eftermiddagste i et overdådigt badekar, champagne og rooftops, indbydende frokoster og glimmer galore.

Sænker man hastigheden en anelse ned ad Helle Thorning-Schmidts profil, opdager man hurtigt et væld af andre lag under den glitrende, glade overflade. Der er alt fra ture med S-tog og cykel gennem Københavns gader til analyser af global politik, klip fra BBC News, hvor hun selv udtaler sig om aktuelle emner, samt billeder fra scenekanter, hvor hun taler for tusindvis af erhvervsfolk, sender sin medfølelse til kvinderne i Iran, der kæmper for frihedsrettigheder, eller skaber opmærksomhed omkring krigen i Ukraine.  

En uge i Helle Thorning-Schmidts liv strækker sig snildt fra København til New York til Miami til London og tilbage igen. Men hvad er det egentlig, hun laver? Hvordan ser hendes hverdag ud?  

”Det er der rigtig mange, der spørger mig om. Og det forstår jeg også godt, for jeg forstår det dårlig nok selv,” siger Helle Thorning-Schmidt med et veloplagt blik, da hun får netop dét spørgsmål en gang til.  

Da hun trådte ud af politik i 2016, flyttede hun til London og blev direktør for den internationale afdeling af Red Barnet, hvor hun havde ansvaret for 25.000 mennesker fordelt på 100 forskellige lande, en stilling, hun bestred indtil 2019. 

I dag har hun gjort det, hun selv kalder ’bestyrelseskarriere’. Helle Thorning-Schmidt sidder i bestyrelser i Danmark (blandt andet hos Vestas), Storbritannien og USA, er med i tænketanke, der har udenrigspolitik som hovedramme, og så er hun en del af den multinationale softwarevirksomhed Metas oversight board, på dansk tilsynsråd. Meta er hoved­selskabet bag blandt andet Facebook og Instagram, og Helle Thorning-Schmidt er med til at træffe beslutninger om, hvilket indhold der må – og ikke må – ligge på platformene.  

”Det bruger jeg rigtig meget tid på,” siger hun og forklarer, at hun også bruger rigtig meget tid på at vejlede store virksomheder i at ansætte flere kvinder, mennesker med anden etnisk baggrund, LGBTQ+ personer og folk med handicap, hvis de gerne vil fremad i bussen. For selvom hendes arbejdshverdag kan være vanskelig at få greb om, er hendes overordnede mission til gengæld svær at tage fejl af: Alle skal have lov til at være sig selv. 

”Når jeg taler ude i virksomheder, siger jeg altid, at vi bliver dygtigere, mere engagerede, sjovere og mere kreative, hvis vi kan få lov til at møde op som vores hele selv. De skal byde diversiteten velkommen i virksomhederne. Der er ingen, der bliver bedre eller dygtigere, hvis de skal tone sig selv ned i forsøget på at passe ind i nogle rammer.”  

SAGT OG SKREVET OM HELLE THORNING-SCHMIDT 

Ros
”Jeg mener først og fremmest, at hun leverede en stærk og stålsat performance. Det var en tale, der blev afleveret med stor selvtillid og stor tro på det projekt, hun har gang i. Det er i sig selv en præstation på et tidspunkt, hvor hun er ekstremt presset i meningsmålingerne.”

Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen om Helle Thorning-Schmidts nytårstale, 2015

Ris
”Til gengæld bliver hun aldrig folkekær. Hun bærer ikke følelserne udenpå som Anker eller Svend Auken. Vi føler ikke med hende, dertil har hun for meget teflonpande over sig.”

Leder i Ekstra Bladet, 2010 

Ridser
”Det første, der slår én, er måske, hvor godt statsministeren holder sig. Man ser ikke spor af de fire års ofte turbulente regeringsledelse, hun ser stadig 10 år yngre ud, end hun er. ’Teflon-Helle’ er hun blevet kaldt – man tænker, at hun sover godt om natten.”

Kommentar i Jyllands-Posten, 2015

Rygter
”Angiveligt har fremtrædende folk blandt de københavnske socialdemokrater haft forsigtige følere ude hos den tidligere statsminister. Men selvom de ikke har fået et blankt nej, er det dog tvivlsomt, om Thorning vil opgive et liv med interessante internationale poster og måske endda gå ned i indkomst for at sidde på Københavns Rådhus, der anses for det mest bøvlede sted overhovedet i dansk politik.”

Weekendavisen, 2023

TIL DANMARKS ÅBNINGSKAMP mod Tunesien ved VM i Qatar i 2022 tøvede Helle Thorning-Schmidt ikke med at dukke op i en kjole med tydelige regnbuestriber på ærmerne, selv om UEFA havde erklæret, at der ville være repressalier og røde kort, hvis spillerne bar det regnbuestribede one love-anførerbind. Hun var på stadion i kraft af sin rolle som medlem af DBU’s Governance- og Udviklings­komité, og efter kampen blev hun fotograferet i samtale med FIFA-præsidenten Gianni Infantino, og verdenspressen kastede sig over historien. Om hun fik påtaler, vides ikke, men faktum er, at Helle Thorning-Schmidts påklædning endnu en gang blev genstand for offentlig diskussion.  

Ligesom den blev det, da hun i anledning af dronningens 50-årsjubilæum som regent i 2022 dukkede op i en magenta-farvet drøm af en kjole med slæb og lange kimonoærmer. Visse mente, at den udringede sag var for vovet til et royalt arrangement, og en regulær ’kjole-gate’ voksede sig pludselig stor og larmende, som en motorvejskø i myldretiden. Som svar på postyret og den enorme opmærksomhed skrev hun en på én gang kæk og alvorlig konstatering på Instagram: 

”Nå, men hvordan var din dag? Tro det eller ej, så lavede jeg faktisk andre ting end at svare på de utroligt venlige kommentarer i min indbakke, tjekke sociale medier og være i kontakt med Søren Le Schmidt (kjoledesigner, red.). Tidligt i morges startede min dag sammen med 200 kvinder fra The International Bar Association, World Women Lawyers. Hold op, en imponerende flok. Ingen af dem så ud til at være uenige, da jeg snakkede om hyppigheden af mikro-aggressioner mod kvinder på arbejdspladser. Still a lot of work to do.”

Selv tilskriver hun sine børn, at hun bliver ved med at være nysgerrig, og at hun gør sig umage for at holde sin horisont åben, særligt når det kommer til kønsstereotyper.   

”Jeg tror, jeg har fået rigtig meget uddannelse af mine egne børn, som tænker meget moderne over de her ting,” siger Helle Thorning-Schmidt, der er mor til Johanna Kinnock på 26, der er panseksuel, hvilket blot betyder, at hun ikke forelsker sig i et bestemt køn, men i mennesker. Hendes andet barn, 24-årige Milo Kinnock, ændrede sit navn fra Camilla og fik fjernet sine bryster, da hun hverken definerer sig som mand eller kvinde. Hun er nonbinær og valgte derfor det mere kønsneutrale navn Milo. Det krævede en omstillingsperiode for Helle Thorning-Schmidt at vænne sig til nye pronominer, navne og tænkemåder, men som hun sagde til Alt for damerne i 2021: ”Det må jeg jo bare respektere, fordi jeg elsker hende.” I samme interview uddyber hun, at hun er stolt af, at hendes børn lever det liv, de gerne vil leve, og at de har taget deres forældre med på rejsen og ikke følt et behov for at skjule, hvem de er inderst inde. Selvom børnene har spillet en stor rolle i Helle Thorning-Schmidts diversitetsuddannelse, er forestillingen om, at der skal være plads til alle og lige præcis deres karakteristika, ikke ny for hende.  

”Det er en tankegang, som jeg altid har haft, det her med at forsøge at være inkluderende. Jeg er ikke boomer, jeg er en del af generation X, så jeg var ung i 80’erne, og dengang skulle vi virkelig til at begynde at forstå, at folk var meget forskellige. At der var andre seksualiteter end heteroseksualitet. Vi havde aids meget tæt inde på livet.” 

VM I QATAR

”For det første: VM skulle aldrig have været placeret i Qatar. Det er en af de største sportsskandaler i nyere tid, og heldigvis bliver beslutninger om placering af slutrunder nu truffet i plenum blandt alle FIFAs medlemslande (…) For det andet: Vi skal sætte krav til slutrundekandidater, men ’perfekt demokrati’ og overholdelse af alle menneskerettigheder kan desværre ikke være et af dem. Man skal selvfølgelig fremover holde sig fra de værste autokratier og lande, der ikke har nogen respekt for menneskerettighederne overhovedet, når værtsnationer vælges, men 70 procent af verdens befolkning bor ikke i demokratier, og under 10 procent bor i det, vi ville kalde ’perfekte demokratier’. Jeg vil altid være varm fortaler for menneskerettigheder, herunder selvfølgelig kvinders og LGBTQ-personers rettigheder, men jeg tror ikke særlig meget på at blive væk, hvis man vil skabe forandring. Faktisk tror jeg mere på at blande sig.”

Helle Thorning-Schmidt, Berlingske, 2022

PÅ SOCIALE MEDIER bliver Helle Thorning-Schmidt hyldet for at bane vejen for forskellighed og ikke mindst for unge kvinder, hvad hun blandt andet er blevet belønnet med Alt for damernes Søstersindpris for. Hun har i skrivende stund 127.000 følgere på Instagram, som hun viser, at glimmer og politiske analyser fint kan gå hånd i hånd. Det er heller ikke svært at forstå, at ungdommen har den tidligere statsminister som idol. Imidlertid er det selvsamme sprudlende udtryk, der var med til at gøre hendes tid som regeringsleder besværlig.  

Da hun blev Danmarks første kvindelige statsminister efter folketingsvalget i 2011, gik nyheden tværs over Atlanten til New York Times og adskillige andre internationale medier. I den danske presse var nysgerrigheden også stor. Helle Thorning-Schmidt var politisk usædvanlig i den forstand, at hun seks år tidligere blev medlem af Folketinget og partiformand på stort set samme tid.

Hun var heller ikke en klassisk socialdemokrat, men mere farverig, end hvad de spæde 2010’ere var vant til. I en ny dokumentar, ’Statsministeren Helle Thorning-Schmidt’, giver hun et indblik i sit liv efter Christiansborg, men også et indblik i de kampe, hun måtte tage derinde. Og ikke mindst i pressen. Det skabte kognitive kortslutninger i hjernen på mange interviewere såvel som almindelige danskere, at en blond kvinde, der – blandt alt muligt andet – interesserede sig for mode, også kunne være fuld af kløgt og politisk tæft. ’Vuitton-socialist’, ’Bambi-Helle’, ’Seksuelle Helle’, ’Krop som en mynde’, ’Kønt smil … god røv’ og ’I seng med Helle’ er et udpluk af de rubrikker, som flere medier lod stå som kirsebærret på toppen af deres artikler, mens Helle Thorning-Schmidt var statsminister. Og så selvfølgelig ’Gucci-Helle’, der fik hverdagsbrug i folkemunde.  

”Jeg skruede ned for mig selv, da jeg var i politik,” siger Helle Thorning-Schmidt. 

”Jeg fik i hvert fald et mere neutralt udtryk. Det var bare nemmere at have kedelige farver på, konservative negle og håret sat op. Jeg tænkte, at hvis jeg gjorde det, ville folk holde op med at snakke om, hvordan jeg så ud.” 

 

20 KILOMETER VEST for lufthavnshotellet ligger Ishøj. I vestegnskommunen ved Køge Bugt finder man alt fra Tangloppen Camping til Arken Museum for Moderne Kunst. Ishøj har haft vokseværk de sidste godt og vel 60 år. I byen bor der i dag flere end 21.000 mennesker, men dengang Helle Thorning-Schmidt flyttede dertil med sine forældre, Grete og Holger, og sin storesøster Hanne og storebror Henrik, talte indbyggerne små 4.000. Der var nybygger-stemning på de langstrakte stykker vestegns-land, der udgjorde det perfekte fundament for parcelhusbyggeri. Indtil midten af 50’erne var det en decideret landsby og hed også Ishøj Landsby, hvor der mest blev udstukket strandlodder til primitive sommerhuse. I 60’erne blev der så anlagt store veje og en decideret by, og i 70’erne knopskød både etagebyggeri og etplanshuse med perlegrus-indkørsler.  

”Det var meget pioner-agtigt i Ishøj dengang. Det betød, at hvis man ville melde sit barn til spejder, måtte man selv starte en spejderforening,” siger Helle Thorning-Schmidt, der blev smittet med en følelse af, at det meste kunne lade sig gøre, hvis man tog initiativ. Moren var med til at starte en vinterbadeklub, og datteren fulgte eksemplet og var med til at oprette flere forskellige foreninger. Den sjoveste, ifølge eks-statsministeren selv, var en diskussionsklub om den kolde krig, som hun satte i søen som 15-årig. Hvis man samlede 12 personer, efterkom ungdomsskolen i Ishøj det pågældende ønske og oprettede et hold.  

”Jeg samlede 12 af mine venner og tvang dem til at skrive sig op. For jeg ville gerne have, at man diskuterede de 572 raketter, der skulle stilles op i den sidste del af den kolde krig i Europa. Jeg fandt en lærer, der vidste en masse om emnet, og så blev der lavet et seminar på ungdomsskolen. Der var så mange ting, man kunne dengang i Ishøj,” siger Helle Thorning-Schmidt, der lystigt fortsatte med at engagere sig.  

Hun oprettede elevrådet på sit gymnasium, lavede festudvalg og demonstrationer og fik kommunen til at betale for sin årgangs studenterkørsel, fordi de var første kuld med de rød-hvide huer fra Ishøj Gymnasium.  

”Jeg har altid haft en fornemmelse af, at hvis jeg rækker hånden op, kan jeg få ting til at ske. Det er noget, jeg har fået med mig fra min familie, og det er en meget stor ballast at have med. Mine forældre har altid opfordret mig til at involvere mig personligt – og at det nytter noget.”

VESTEGNEN

Helle Thorning-Schmidt optrådte i 2020 i musikvideoen til ’Blæstegnen’ af rapperne Tessa og Orgi-E. I 2021 blev Tessa og Helle Thorning-Schmidt nomineret til prisen ’Årets par’ ved Zulu Awards.

”Vestegnen er meget mere end ord, det er en følelse (…) Dengang jeg var ung og begyndte at tage ind til byen og gå til fester, så var det sidste, man sagde, at man var fra Vestegnen, for folk syntes, det var det mest skod sted i verden. Samtidig synes vi, der boede derude, at det var et ret fedt sted, hvor der var mange forskellige mennesker, og hvor der skete noget (…) Vi synes, det er et godt sted, selv om hele verden synes, det er det ringeste sted, man overhovedet kan bo.”

Soundvenue, 2020

PÅ PIGEVÆRELSET i Ishøj var det Dolly Parton, Sanne Salomonsen og Shit & Chanel, der kørte på højttaleren. Foruden arbejdet med de talrige foreninger og et tårnhøjt engagement i skolen brugte Helle Thorning-Schmidt masser af tid på at danse og synge. Hun gik til kor og jazzballet, og hendes mor syede, paillet for paillet, sølvglimmer-bodystockings, skørter og andre glitrende dragter til alle de konkurrencer, som datteren stillede op i. Men selvom Helle Thorning-Schmidt var både initiativrig og ambitiøs, havde hun en nervøsitet, der lå på lur, og som særligt ofte trådte frem, når danseskoene skulle kridtes, og scenetæppet lagde an til at gå op.  

”Jeg var meget nervøs som barn. Særligt til de store dansearrangementer, som jeg gik til, og når vi skulle optræde med koret. Men jeg havde min mor, som var rigtig god til lige at presse mig det sidste, så jeg turde gå ud på scenen. Jeg var meget sådan: ’Jeg vil ikke alligevel.’ Men så tog hun det skridt for skridt. ’Jeg tror godt, du tør,’ kunne hun finde på at sige. ’Nu skal du tage din dansekjole på, og så ser vi, hvordan det går.’ Jeg synes, det var godt, hun gjorde det, for hun vidste, at jeg ville fortryde, hvis ikke jeg gennemførte,” siger Helle Thorning-Schmidt og slår fast, at det selvfølgelig ikke er nemt for alle og enhver at trodse nerverne, og at regulær angst er en helt anden snak. 

Men overordnet mener hun ikke, vi skal være så bange for at skubbe vores børn en lille smule.  

”For den føles lidt farlig, nervøsiteten, men den er der også, fordi der er noget, vi rigtig gerne vil. Og så skal vi over på den anden side og blive venner med den.” 

Man fornemmer meningen med de anekdoter, som Helle Thorning-Schmidt vælger at dele offentligt. Hun plukker først og fremmest episoder frem fra sit eget liv, der kan inspirere, og som kan give mod og spejling. 

”Mange, der kigger på mig nu, tænker måske, at jeg altid har været en person, der stod helt roligt og holdt taler. Det er vigtigt at fortælle andre piger og kvinder, at det kan være en meget stor ting,” siger Helle Thorning-Schmidt. 

Diktionen er blød og tydelig og i et toneleje, der går glasklart igennem, og måske netop derfor er det temmelig svært at forestille sig, at den tidligere statsminister, der gang på gang har holdt taler for både den danske befolkning, for Folketinget, for dronningen og for FN, stadigvæk kan blive ramt af flaksende sommerfugle i mellemgulvet og svedige håndflader.   

”Jeg er meget ambitiøs med at gøre tingene rigtig godt. Det har altid drevet mig, og det er også derfor, jeg stadig kan blive nervøs. Fordi jeg ikke gider levere en halvhjertet indsats. Hvis jeg kommer ud til en forsamling, der skal høre et foredrag, vil jeg gerne have, at den sidder lige i skabet. Jeg tror faktisk, at nervøsiteten er min drivkraft.” 

FORÆLDRENES SKILSMISSE

”Jeg kan stadig få tårer i øjnene ved tanken om dengang, vi skulle sige farvel. Min søster og min far skulle jo hjem til vores barndomshjem, da vi var færdige med at flytte. Min mor, bror og jeg skulle blive der i den nye lejlighed. Det er noget af det sørgeligste, jeg nogensinde har oplevet – det var at sige farvel den dag. Jeg kan huske det, som var det i går. Og jeg tror, det er en smerte, som alle skilsmissebørn har. Den dag, hvor det virkelig går op for dem – shit, mine forældre skal ikke bo sammen mere.”

Alt for damerne, 2014

I 70’ERNES ISHØJ brast parcelhus-drømmen om kernefamilien. Helle Thorning-Schmidts forældre blev skilt, fordi faren havde mødt en ny kvinde. Han blev boende i huset med sin nye kæreste, Lisbeth, og Helles storesøster Hanne. Han beholdt vennegruppen. Og han beholdt også den gode af familiens to biler, mens moren flyttede til en lille lejlighed med Helle og hendes storebror Henrik.  

”Det var så tydeligt, at der var ulighed på det punkt. Og når man først har fået øje på uretfærdighed, kan man ikke lade være med at se den igen. Hvordan der blev talt anderledes til drengene end til pigerne i skolen. Og i Folketinget for den sags skyld,” siger Helle Thorning-Schmidt og forklarer, at hendes mor var halvvejs i sit lægestudie, da hun mødte hendes far.  

Moren droppede ud af studiet for at kunne passe hus og børn, mens faren, der havde en kandidatgrad i økonomi, fortsatte sin karriere som lektor i matematik.    

”Min mor har altid sagt til min søster og mig, at vi skulle sørge for at kunne forsørge os selv. Det har været hendes allerstørste mantra i forhold til os. At vi ikke skulle være afhængige af nogen. Det kan lyde helt gammeldags, når man siger det i dag, men det var virkelig vigtigt for hende at få banket ind i vores små hoveder.”  

Helle Thorning-Schmidts mor havde allerede inden skilsmissen startet diskussionsgruppen Pink Ladies, der mødtes dels for at debattere tidens varme og vigtige emner, diskutere bøger og udvide hinandens horisonter, dels for at øve sig i at fremføre deres synspunkter.  

”Kvinder havde ofte svært ved at tage ordet i en forsamling. Pink Ladies samledes for at tage nogle diskussioner, som kvinder ellers ikke tog dengang. De støttede hinanden, og der var en søstersolidaritet i gruppen, og det har helt sikkert påvirket mig. Som barn kan man sagtens se sådan nogle mekanismer.”  

TILBAGE PÅ CLARION HOTEL er billederne i kassen, og i sekundet fotografen pakker kameraet sammen, sætter Helle Thorning-Schmidt sig ved det lange mahogni-mødebord i præsident-suiten. Venligt tids-optimerende takker hun fotografen og hilser pænt til farvel, samtidig med at hun erklærer sig klar til interview i nærmest samme sætning. Omstillingen fra at posere til at tale politik og karriere tager kun et øjeblik, og vi begynder ved den dag i 2015, hvor hun for alvor havde forladt Christiansborg og sit folketingspolitiske liv. Hun var ikke længere statsminister, og hun husker, at stilheden larmede.  

”Det var en meget stor overgang. Den ene dag var jeg statsminister og havde folk omkring mig. Der var hele tiden nogen, der havde styr på mig. Sekretærer, sikkerhedsvagter og chauffører. Alle de her ting. Da jeg var færdig som statsminister, var de der ikke mere. Jeg skulle som menneske over på den anden side. Altså nærmest fysisk over på den anden side og finde mig selv igen. Jeg havde været statsminister, formand for mit parti i 10 år og havde haft endnu flere år i politik. Det var forbundet med mange forskellige følelser. En tristhed og en tomhed, men også en spirende følelse af frihed.”   

I mange år havde Helle Thorning-Schmidt været vant til at skulle skrue på sig selv og sin fremtoning udadtil. Enten var hun for meget, eller også var hun for lidt. Statsminister-formen strammede om hendes personlighed.  

”Jeg tror, de fleste kan se, at jeg starter med at gå ind i politik som Helle og er en rigtig glad person på mange måder med et, ja, personligt udtryk. Men så bliver jeg rigtig meget Helle Thorning-Schmidt. Jeg synes, det er interessant, fordi jeg tror, det er noget, vi alle sammen gør, forandrer os, både mænd og kvinder, men kvinder bliver presset lidt mere ud i at skrue ned for sig selv.” 

”Der er mange kvinder i historien før mig, som har udviklet lidt robotagtige, fastlåste måder at være på, hvor de på en måde er tvunget til at tænke: ’Hvordan går jeg klædt?’ ’Hvordan taler jeg’ ’Hvor meget temperament kan jeg vise?’ Jeg prøvede at være mere neutral, men det var heller ikke godt nok. Så blev jeg kaldt kedelig og fik at vide, at ’folk ikke kunne mærke mig’. Og det er også rigtigt. For hvis man rent faktisk skruer ned for sig selv, kan folk ikke mærke ens personlighed. De kan ikke fornemme, om man har varme, humor, et smil på læben eller en frisk bemærkning parat,” siger Helle Thorning-Schmidt, der mener, at man ikke ville stille det samme brede spektrum af krav til en mand. 

”Hvis jeg havde været en mand, ville folk bare have sagt, at jeg havde styr på tingene.” 

På tærsklen til sit ’nye’ liv besluttede Helle Thorning-Schmidt sig mere eller mindre for at skrue op for sig selv og sin personlighed igen udadtil. Og bevægelsen fra politikeren Helle Thorning-Schmidt til, ja, den ’oprindelige’ Helle er næsten fotografisk dokumenteret.  

HELLE THORNING-SCHMIDT

56 år, bor i København. Gift med den britiske Labour-politiker Stephen Kinnock. Parret har været sammen siden 1992 og har to børn: Milo og Johanna Kinnock. Medlem af blandt andet Vestas’ bestyrelse og Metas (Facebook, Instagram etc.) tilsynsråd.

Uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Har også en MA i europæiske studier fra Europakollegiet i Brugge, Belgien.

Leder af Socialdemokratiets sekretariat i Europa-Parlamentet 1994-97. Medlem af Europa-Parlamentet 1999-2004. Formand for Socialdemokratiet 2005-15. Statsminister 2011-15. Medlem af Folketingets Præsidium 2015-16. International direktør (CEO) for Red Barnet 2016-19.

Forfatter til bogen ’Blondinens betragtninger’. Aktuel i dokumentarserien ’Statsministeren Helle Thorning Schmidt’, der har premiere på TV3 og Viaplay 12. juni.

Vinder af Alt for damernes Søstersindpris i 2021 med begrundelse i hendes arbejde med at bakke op om og bane vejen for andre kvinder.

I 2022 fik hun ’Årets Ally’ ved Danish Rainbow Awards for at bruge sin platform og sin stemme ”til at støtte og styrke LGBT-personers rettigheder og vilkår”. Modtog i 2023 Vallø Prisen for sit arbejde med at fremme diversitet og feminisme. Prisens værdi af 150.000 kroner donerede hun til organisationerne GirlTalk og SheCanPlay.

Samme år som hun forlod dansk politik, blev hun fotograferet backstage sammen med den danske rapgruppe Suspekt, der netop havde vundet fire statuetter ved Danish Music Awards. På hendes venstre side står rapper Bai-D, på den højre producer Rune Rask, i hånden holder hun en cigaret og et glas hvidvin, håret hænger løst, og der er ikke noget kontrolleret valgplakat-smil på læberne.  

”Folk gik helt amok over det billede,” husker hun.  

”Dels ser vi lidt fulde ud – hvad vi også var – og så står jeg med en smøg i hånden. Sammen med Suspekt. Folk var sådan: ’Hvad fanden laver hun der?’ Det sjove er, at jeg ikke engang kan finde ud af at ryge. Men jeg stod sammen med rygerne, og så var der en, der sagde: ’Hvis du står her, skal du også have en cigaret i hånden.’ Det virker selvfølgelig lidt utroværdigt at sige bagefter, haha.”   

Men det var ikke kun den rebelske side af Helle, der fik ny luft. I sin nytårstale i 2017 opfordrede dronningen danskerne til at huske at gøre noget aldeles unyttigt, noget, der ligger uden for praktiske gøremål, men som i stedet fodrer fantasien, og ansporet af Hendes Majestæt besluttede Helle Thorning-Schmidt sig for at genoptage en gammel hobby.

”Nu får du en hemmelighed,” siger hun, griner og tøver et øjeblik. ”Du må godt skrive den. Men altså, jeg er lige begyndt at gå til sang igen. Jeg sang så godt, da jeg var yngre, og det gør jeg ikke mere. Så jeg besluttede, at jeg ville gøre noget ved det.” 

”Men det tjener jo intet formål. Det er ikke som at træne eller læse tykke bøger, der gør én klogere. Men det gør mig glad,” siger Helle Thorning-Schmidt, der i øjeblikket øver sig på Albertes ’Lyse nætter’. Drømmen er imidlertid at kunne svinge sig op til at ramme rent på ’Amazing Grace’.   

Minuttælleren på optageren viser, at interview-tiden er gået. Da det går op for Helle Thorning-Schmidt, siger hun: ”Vil du ikke bare med i taxaen? Så får vi lige et kvarter mere. Det vil også være dejligt for dig, hvis dine børn venter på dig derhjemme.” 

TAXAEN GLIDER GENNEM regnen, der gør København utydelig bag ruderne. Konturerne af Tårnby og Ørestaden suser forbi, og flyvemaskinerne bliver færre og færre på himlen i takt med, at København kommer nærmere. Et spørgsmål hænger ligesom stadigvæk i luften efter det effektive fotoshoot og interview. Ville det så have været anderledes for hende at være statsminister i dag? Er tiden i dag moden til, at folk sagtens kan folde påfuglefjerene ud og samtidig bestride en magtfuld post eller et alvorligt erhverv? Det håber Helle Thorning-­Schmidt, at den er.  

”Jeg vil gerne fortælle den her historie om mit liv i politik med et smil på læben. Jeg vil ikke opfattes som et offer, men hellere være en del af løsningen. Jeg står ikke og råber ad medierne eller nogen bestemte personer. Men jeg vil gerne have, at vi sammen får en forståelse af, at der dengang (da hun var statsminister, red.) var et narrativ, både om mig og om andre kvinder. Og jeg tror, at når vi først får sat lys på det, gør vi det ikke igen. Så finder vi nogle andre måder at fortælle historier på. Vi skal virkelig huske på, at det ikke er en særlig fjern fortid, hvor kvinder blev omtalt på den her måde. Men jeg håber, at jeg har været med til at få åbnet en dør, blandt andet ved at skrive om det i min bog (’Blondinens betragtninger’, red.), og det er også derfor, at jeg sagde ja til at medvirke i dokumentaren om min tid som statsminister. Vi skal sørge for at blive ved med at holde den dør åben. Vi skal ikke tilbage i de gamle mønstre, for det var ikke særlig fedt.”  

Hvad drømmer du egentlig om?  

”Jeg har det rigtig godt, som jeg har det nu. Det er ikke sådan, at jeg drømmer om nogle helt andre ting arbejdsmæssigt,” siger hun og holder en kort pause. ”Men altså, jeg vil jo rigtig gerne være mormor på et tidspunkt.” Helle Thorning-Schmidt griner og forsikrer om, at hendes børn ikke skal føle noget pres. I næste sekund holder taxaen ind ved hendes danske adresse. Med et hurtigt klik er hun ude af både selen og døren og står bukket over bagagerummet for at samle sine sager sammen. Gennem bagruden siger hun: ”Tak for i dag, det var hyggeligt. Og hvor nåede vi meget!” Bagsmækken klapper i, og Helle Thorning-Schmidt går ud i regnen.

/

Ud af det blå

JAKOB ELLEMANN-JENSEN er måske Folketingets sjoveste mand, men bærer også Borgens dybeste panderynke. Ud & Se har fulgt politikeren, formanden og statsministerkandidaten, der ikke ville være det, før han blev det. Og som nu ikke vil være andet.
Tekst:Frank StokholmFoto:Rasmus Weng Karlsen

DA HAN ET stykke nede ad omfartsvejen skimter den sorte Mercedes-minibus, sætter Haderslevs borgmester i løb. Den vævre 63-årige med det fremadstrøgne hår er hurtigt fremme ved keglen, han har sat for at sikre en plads til gæsten i minibussen, som nu drejer ind på parkeringspladsen foran Haderslev Sundhedscenter. Behovet for en orange kegle kan dog diskuteres denne 5. februar klokken 9:07, hvor morgenmørket toner ud, og en del danskere er taget på vinterferie til Ischgl i Østrig eller andre steder. P-pladsen er godt og vel tom. 

Men det er en særlig dag, og Venstre-borgmesteren Hans Peter Geil tager ingen chancer. Nogle minutter tidligere sad han på hug og samlede cigaretskod op fra jorden (”skriv ikke, at det er en skodkommune”), mens han politikerjovialt diskuterede dagens gæst med den småfrysende velkomstkomité af ledende medarbejdere fra sundhedscentret. Haderslev-borgmesteren kender ikke Jakob Ellemann-Jensen så godt, selvom han har mødt ham et par gange, men hans far har han haft en del at gøre med, forklarer han. 

”Men Jakob gør det godt,” forsikrede borgmesteren med det lidt tilbageholdte åndedræt, politikere kan få, når de kommer i tanke om, at en journalist er til stede. 

”Forhåbentlig,” tilføjede han på udåndingen, ”får vi nu ro i partiet.” 

JAKOB ELLEMANN-JENSEN har haft en storslået morgen. Hotel Norden i Haderslev, hvor Venstre-formanden og hans følge har overnattet, har i sin foyer den speedwaycykel, Ole Olsen kørte på, da han i 1978 for tredje og sidste gang blev verdensmester. Dengang var Jakob bare fem år gammel, men passionen for den danske legende indhentede han senere, da den pensionerede sportsstjerne dukkede op i barndommens Anders And-blade som frontfigur for Sodastream – en maskine, Ellemann junior efter nogen plagen overbeviste forældrene om at anskaffe til Rungsted-villaen. Selvom danske Olsens og newzealandske Ivan Maugers mudrede opgør om at komme hurtigst ud af første sving skete, før selv en klæbehjerne af Jakob Ellemann-Jensens slags ville kunne huske det, gik han som dreng med en sort- og hvidternet kasket, hvorpå der stod ’Ole Olsen’. For nogle år siden oplevede Ellemann til MF Hans Christian Schmidts fødselsdag at møde legenden i levende live. ”Starstruck” er ordet, Jakob Ellemann-Jensen lod sig citere for i et interview dengang. 

Ved morgenbuffeten delte politikeren sin boblende begejstring over hotellets opkøb af verdensmestercyklen dækket af 24 karat guld, og selvom hverken chauffør, presserådgiver eller V-formandens sekretær helt forstod Ellemanns entusiasme og ivrige visen billeder af guldcyklen på sin mobil, sidder en snert af drengeglæden endnu i statsministerkandidaten, da han forlader minibussen og i sort åbenstående uldfrakke styrer mod sundhedscentret og den ventende flok.

Dagen igennem skal Jakob Ellemann-Jensen besøge virksomheder, velfærdsinstitutioner og møde partifæller. Turen starter i Haderslev, går over Fyn og ender efter midnat ved bopælen i Birkerød nord for København. Og selvfølgelig er der tænkt i presse. Foran sundhedscentret i Haderslev står en fotograf fra TV 2 Syd. Venstres pressefolk har inviteret ham, fordi ”der er gode billeder” i besøget, og fotografen er kommet af samme grund. Men sådan en dag som nu den i dag handler ikke kun om at blive set, også om at se. Til politikerhåndværket hører, at du skal kunne begå dig i alle hjørner af det samfund, du vil lede. Christiansborg-boble, meningsmålinger, mediespin og baglandsmøder med partifæller rækker ikke. Man må møde folket.

Det rengøringsvenlige linoleumsgulv i changerende beige nuancer fortsætter ind i ’brugerhuset’, et værested for psykisk sårbare, og køkken og borde er snarere sterile end stemningsfulde. Uden at rummets grundudtryk er flyttet fra hygiejne til hygge, har personalet forsøgt at blødgøre udtrykket – en dartskive, en vasefuld røde roser, en messingklokke på væggen med et rødt reb til at ringe med.

”Nu er der vel ingen bagtanker med de røde roser?” siger Jakob Ellemann-Jensen med en af de hurtige bemærkninger, som skole- og soldaterkammerater giver ham som skudsmål. Ellemann får mennesker til at føle sig godt tilpas. Han har, lyder det tilbage fra studieårene, en evne til at blive vellidt. En kvinde skråt over for Jakob Ellemann-Jensen har sin fineste halskæde på, øjenskyggen matcher den mosgrønne kjole, og da hun taler, er det til statsministerkandidaten. Hendes rolige blik fastholder hans, og der er ingen kække bemærkninger, da hun fortæller om fødselsdepressioner, der udvikler sig til psykisk sygdom, langtidsledighed og selvmords­tanker. 

DEN SLAGS har Jakob Ellemann-Jensen næppe mødt ofte under opvæksten i først Rungsted og fra cirka 10-årsalderen i et 317 kvadratmeter stort enderækkehus ud til Øresund i Hellerup.  Det nordkøbenhavnske slog igennem i hans tidlige ungdomsår, indimellem måske også i en form, hvor overklasseopvæksten trak en snert af arrogance med sig. Men den tilgang fik sandpapir i militæret. Som kampvognskommandør er der ikke noget presserende behov for at belære mandskabet om, på hvilket tidspunkt af dagen man bør skifte fra brune til sorte sko, og som kaptajn bør man i det hele taget være påpasselig med det nordkøbenhavnske, hvis man vil have sergenternes respekt. En af Jakob Ellemann-Jensens soldaterkammerater, Jens Münter, som Jakob Ellemann-Jensen delte beboelsescontainer med i Bosnien, mener, at vennen måske ikke ville have fået samme succes i først sin farfar Jens Peter Jensens odenseanske valgkreds og siden i sin fars aarhusianske, hvis ikke politikeren havde fået det nordkøbenhavnske slebet til. 

Med overkroppen bøjet ind over bordet, ind mod kvinden, lytter V-formanden til historien om hendes møde med et emsigt aktiveringssystem. Ellemann leder efter ordene, da kvinden fortæller, hvordan selvmordstankerne efterhånden samlede sig om at sende datteren ”i forvejen til paradis”. Og om hvordan hun overvejede, om hun turde fortælle det til medarbejderne her i brugerhuset, for så kunne de jo tage datteren fra hende. Det er ikke altid nemt at vide, hvordan man tager børnenes parti. 

Statsministerkandidaten og kvinden i den mosgrønne kjole står tæt, da mødet slutter. Hans hænder samles om hendes hånd, så slipper de. 

Da minibussen er på vej ud af Haderslev, kredser Ellemann stadig om historien. Om hvorfra hun mon fik modet til at dele det, hun delte med ham, en vildfremmed. Om hans famlen efter, hvordan han skulle reagere ordentligt:

”Måske er det, fordi jeg er politiker, men jeg bliver hurtigt løsningsorienteret. Jeg synes jo, at jeg skal have et bud på, hvad der kan gøres. Noget af det, jeg er ved at lære nu, er, at jeg ikke altid skal være i løsnings-mode. Nogle gange skal jeg bare tage det ind, kende det, have det med mig.”

NÆSTE STOP er på Fyn, og gruppeformandssekretær Helle Kryhlmand udnytter køreturen til at gennemgå de invitationer, V-formanden har fået.

”Der er en invitation fra den japanske ambassadør,” siger den lyshårede kvinde.

”Den japanske ambassadør?”

”Ja, i anledning af kejserens fødselsdag.”

”Okay, kejseren. Kunne have været cool, hvis ambassadøren havde fyret den af og inviteret til sin egen fødselsdag. Afbud.”

”Der er også en fra Livgarden. Der er jubilæum.”

”Hmm … Det kunne jo være en anledning til lige at støve uniformen af.” Jakob Ellemann-Jensens stemme lysner. Mod hans ellers korrekte skjorte og blazer stikker en flettet lædersnor om højre håndled lidt ud. Storebror Claus Ellemann-Jensen kalder det for et ’hippiearmbånd’ vel vidende, at lædersnoren holder et symbol for Den Kongelige Livgarde. Storebroren var i Søværnet. 

”Ai, det er jo de unge, som kommer til den slags. De synes bare, at jeg er en gammel nisse. Afbud.”

”Der er også VIP-pladser til FCK mod Celtic. Du kan tage en gæst med.”

”FCK-Celtic …” Igen anes håbet i Jakob Ellemann-Jensens stemme. Passionen for FC København er velkendt. Selv når han er til valgmøder i Aarhus, vedgår han tilhørsforholdet. Han holder ikke med ’de hviie’. 

Ellemann tjekker kalenderen, så kommer en pustende lyd. 

”Afbud. Jeg har jo …”

”… Frederik og Caroline, ja.” Helle Kryhlmand har styr på delebørnenes rytme. Frederik på 18 og Caroline på 16 fra første ægteskab. ”Du kunne jo tage Frederik med.”

”Jeg kunne jo tage Frederik med,” gentager V-formanden nærmest mekanisk.

”Han vil gerne til fodboldkamp.”

”Ja … nej, Caroline vil gerne til fodboldkamp.”

”Gør det!”

”Jeg gør det.”

”Godt!”

Tilfreds fortsætter sekretæren ekspeditionen af invitationer nogle kilometer op gennem Jylland. Så giver Ellemanns mobil en dæmpet lyd. Hustruen Anne Marie Preisler er hjemme med parrets halvandet år gamle søn, Bjørn. De har begge 39 i feber, og 5. februar 2020 betyder det influenza. Jakob Ellemann enten taler i telefon eller sms’er med hende hver dag. Nu har hun sendt en træt selfie af sig selv og sønnen. 

”Se,” siger Ellemann og sender mobilen rundt, ”er de ikke tapre?”

Lidt tid sidder reporteren med hustruen og sønnen i hånden.

”I Haderslev, da kvinden talte om at ville sende sit barn i forvejen til paradis, tænkte du da på Bjørn?”

”Ja.”

EN GANG OM ÅRET satte Alice Vestergaard en annonce i Jyllands-Posten, hvor hun averterede efter en solid ung pige i huset. ’Solid’ betød, at de, som Alice Vestergaard selv, skulle komme fra Jylland. Fra Jakob Ellemann-Jensen var ni, var faren udenrigsminister og fraværende i hjemmet. Kort efter blev moren, i sin tid landets første kvindelige vært på TV Avisen, chefredaktør ved Søndags B.T. og derefter leder af TV 2’s redaktion i København. Driften af hjemmet med rengøring, indkøb, madlavning og børneomsorg blev varetaget i et nøje planlagt toholdsskift af mor Alice og skiftende unge piger i huset. Uhyre sjældent var far Uffe alene om madlavningen. Han mestrede i disse få tilfælde én ret kaldet ’fars gode bøffer’, et hakket kødprodukt af ukendt herkomst hentet direkte fra fryseren og smækket på panden. 

Men selv om faren var fraværende i hjemmet, var hans ry nærværende i omverdenens blik på sønnen. Der var for eksempel skolelæreren, som sad i byrådet for et venstrefløjsparti og mente, at drengen i 6. klasse skulle stilles til regnskab for farens holdninger – en dreng, der ved et skoleskift mindeligt bad om ikke at få sit efternavn nævnt, så han kunne være Jakob og ikke Uffes søn.

”Det kan indimellem være træls at være barn af en kendt politiker,” siger hans seks år ældre søster, Helene Ellemann-Jensen, der i dag er programchef i den kristne nødhjælpsorganisation ADRA.

Fra en vis alder var der dog også fordele ved et tomt hus på Sundvænget ned til Øresund. Ofte fulgte Alice Vestergaard ægtemanden på rejserne, og så rykkede gymnasiefesterne med benzindunstende Zippo-lightere, Lucky Strike-cigaretter og Jack Daniels gerne til rækkehuset i Hellerup. De par gange i løbet af aftenen, hvor mor Alice ringede og hørte, om alt var vel, gjaldt det om at være musestille, så Jakob kunne forsikre hende om, at han ”bare sad og hyggede med et par venner”. 

Gymnasiekammeraten Ulf Westmark-Højelsen havde været i hjemmet på Sundvænget før, men da han en dag slog vejen forbi, var der opera i højttalerne, som der ofte var, når udenrigsministeren endelig var hjemme. Benovet iagttog teenageren for første gang den kendte politiker, som med sin karakteristiske gnæggende lyd af luft presset mod ganen drillende mødte ham med ordene: ”Kan du ikke holde op med at tygge knækbrød? Jeg hører en arie.” 

EN ANDEN KAMMERAT fra skolen, Christian Dalberg, fik eventyret med, da Jakobs far havde lånt en fiske- og jagthytte i en skov ned til en flod nogle timers kørsel fra Helsingborg. Så snart middagen var spist, undveg teenagerne og kravlede op i et fem meter højt skydetårn af træ med en sixpack svenske letøl fisket ud af køleskabet. Liggende på ryggen så de mod stjernerne og talte om piger og fremtiden. Og de talte om navneskiltene på to af fiske- og jagthyttens stole. Den ene tilhørte kong Carl XVI Gustav af Sverige, den anden var dronning Silvias.

”Jeg havde fornemmelsen af at stå på tærsklen. På den anden side af gymnasiet ventede en verden fuld af muligheder,” siger Christian Dalberg, som i dag bor i Taiwan og driver konsulentvirksomhed inden for sourcing af produktion til Asien. Gymnasiekammeraterne fulgte med i farens karriere. Ofte drev de fra gymnasiet ved Nørreport til Wall Street Pub, stamstedet med billard og øl til studenterpris. Når Uffe blev statsminister, aftalte Jakob Elle­mann, Christian Dalberg og de andre, ville de spille billard på Marienborg. Indimellem spurgte de andre selvfølgelig Jakob, om ikke også han skulle være politiker. Han afviste og talte om den høje pris for familien, men den benægtelse var det vist kun ham selv, der troede på. 

Partiformanden til møde med Venstres top på Christiansborg.

”DÉN LYGTEPÆL,” siger Jakob Ellemann-Jensen og peger ivrigt på en stander ved ringvejen ud for Rosengårdcentret i Odense, ”var den første, jeg hængte en valgplakat op i.” Odense Østkreds havde ikke givet valg til nogen venstremand i de 33 år, der var gået, siden hans farfar Jens Peter Jensen var valgt i kredsen, og den lokale VU-formand kørte Jakob Ellemann-Jensen rundt og hjalp med plakaterne, da han i 2011 stillede op til sit første valg.

”Som 19-årig meldte jeg mig ind i Venstres Ungdom, men jeg stoppede efter en måned,” siger Jakob Ellemann-Jensen og sænker stemmen: ”De dyrkede min far som en gud. Det blev for mærkeligt.” 

Hjemme i Birkerød hænger de gulnede slægtsbilleder på væggen på hans kontor. Som barn tog forældrene ham med rundt i landet og viste stederne og fortalte historierne om de tidligere generationer. Jakob Ellemann-Jensens oldefar, Christen Iver Johannessen – Uffe Ellemann-Jensens morfar – var sognerådsformand i fynske Haarby. Det politiske lederskab går fire generationer tilbage ligesom hos hovedmodstanderen Mette Frederiksen.

I Rosengårdcentret venter to repræsentanter for Paradis Is. En halv times snak om plasticskeer og emballageafgift i et befærdet indkøbscenter er lang tid, men som tidligere miljøminister er Ellemann godt inde i stoffet, og han er god til at holde masken. Der bliver ikke brug for tidsoverskridelsen på 10 minutter, som sekretæren har indlagt ved alle arrangementer. 

Tilbage i minibussen tjekker V-formanden regelmæssigt eller måske snarere rastløst mobilen. Tour de France med etaper i Danmark næste år fanger interessen, og en halv franskmand flytter ind i Ellemanns mund, mens han udtaler ruten. ”Côte d’Asnæs Indelukke, det står der! Hvorfor ikke: Côte du Bella’øj? Alpe du Rozkiilø-vai?” 

Jørgen Leths stemme blander sig i monologen. En blød, let nasal og langsom aarhusiansk diktion anpriser dagens frokost: ”Det … var … en … glimrende … biksemad.” 

Stemmeimitationerne går langt tilbage. Gymnasiekammeraterne husker, at uanset hvor langt udenrigsminister Uffe Elle­mann-Jensen var rejst væk, hørtes fars stemme stadig på Jakobs værelse gennem sønnen. 

DEN 26-ÅRIGE kaptajn Jakob Ellemann-Jensen var ofte diplomatisk, når han som en del af den danske styrke i Bosnien forhandlede med serbere, kroater, bosniere og den internationale politistyrkes FN-udpegede ledere fra hele verden. Men hjemme i sin fem kvadratmeter store afdeling, hvor geværet hang på væggen i den delte beboelsescontainer, kunne han, når han omsider slukkede for boomblasterens evindelige kværnen dansk 90’er-hiphop, give veloplagte parodier på de forskellige nationaliteter. Privat-Jakob giver stadig fra tid til anden fine prøver på eksempelvis Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Mette Frederiksen og andre poltikere. 

Men en egentlig skuespillerkarriere, som drengedrømmen var, har Jakob Ellemann-Jensen aldrig taget livtag med. Nærmest kom han vel med skolemusicalen på N. Zahles Gymnasieskole ved Nørreport i København. 

Et år var musicalen ’The Rocky Horror Show’, der er historien om det uskyldsrene, nyforlovede par Brad og Janet, hvis bil bryder sammen ved et slot ejet af den excentriske biseksuelle transvestit-videnskabsmand Dr. Frank N. Furter. Plottet afdækkes gennem stykkets fortæller, der i filmversionen spillet af Charles Gray, også kendt som ærkeskurken Ernst Stavro Blofeld med den fede hvide perserkat i James Bond-filmen ’Diamonds Are Forever’. På N. Zahles Gymnasieskole gik rollen til en ung Jakob Ellemann-Jensen i slåbrok og sutsko. Siden holdt han sig til at imitere stemmer. 

”JEG SKIFTER LIGE,” siger Jakob Ellemann-Jensen og smutter ud af bilen. De beige lærredsbukser og sandfarvede ørkenstøvler har fungeret fint gennem dagens program, men hen mod aften skal der dresses op, og ved en tankstation forsvinder V-formanden med sin armygrønne rygsæk. 

Manden har en del rygsække. Direkte adspurgt svarer han ”seks”, men det er ifølge hustruen Anne Marie Preisler klart i underkanten. V-formanden er glad for outdoor gear, og Spejder Sport er en yndet butik, ligesom nyerhvervelser præsenteres entusiastisk ved spisebordet, hvor tingene vendes og drejes og kommenteres: ”Se! En lynlås dér, og den er vandtæt hér.” Rygsæksamlingen har en tendens til at svulme op, og der er nu indført rygsækstop i hjemmet. ”Hvis en rygsæk skal ind i huset, skal en anden rygsæk ud af huset,” forklarer Anne Marie Preisler. Hun har selvfølgelig bemærket, at de udgående rygsække ikke ender i skraldespanden, men i bilens bagagerum, og det kan næppe udelukkes, at ægtemanden i det skjulte er ved at opbygge et eksternt rygsækdepot. 

”Men det blander jeg mig ikke i,” siger Anne Marie Preisler, som underviser internationale managementstuderende i København. ”Når rygsækken ligger i bagagerummet, er den jo i princippet ude af huset.” 

Ved parrets og måske især Jakob Elle­mann-Jensens mange rejser hjemtages souvenirs i form af køleskabsmagneter. Køleskabslågen er plastret til. Indimellem rydder hustruen overfladen, hvorefter ægtefællen sætter magneterne op igen. Men Anne Marie Preisler vil gerne tynde ud i bohavet, eksempelvis mandens slidte cubanske æske, som hun troede, han næppe ville savne. 

”Men dér greb Jakob ind. ’Vi fjerner ikke ting bag ryggen på hinanden,’ indskærpede han. Jakob er god til at tage tyren ved hornene. Det beundrer jeg ham for. Han er et ordensmenneske. Alting herhjemme har sin plads, og det er på grund af ham. Når du tager noget ud fra rygsækken, lægger du det tilbage igen. Det handler ikke kun om ting. Han holder også orden i det, som sker mellem mennesker. Man falder ikke i søvn ved siden af Jakob, før dagens eventuelle konflikter er løst. Den cubanske æske satte jeg tilbage,” siger Anne Marie Preisler.

På parrets tredje date var hun på vej ud i fodgængerfeltet ved Dronning Louises Bro, hvor København K bliver til Nørrebro. Da mærkede hun en hånd mod sin arm: ”Der er simpelthen ikke grønt endnu,” sagde Jakob. 

”Han er vokset op i en familie, som er vant til at leve med offentlighedens opmærksomhed. En Ellemann går ikke over for rødt. Man smider heller ikke tyggegummi på gaden, brokker sig eller tager P-pladsen for næsen af en anden. Jeg kan godt lide at dytte, men det gør man så heller ikke. Jeg tror, jeg er ved at lære det,” siger Anne Marie Preisler.

EN FÆLLES VENINDE satte en blind date op. De mødtes i Kødbyen på Vesterbro. Dengang var han ikke så kendt. Han var netop blevet politisk ordfører to dage før, og Anne Marie Preisler havde aldrig hørt om ham. Det er han siden vendt tilbage til. Var det ikke bare noget, hun sagde? Det var det ikke, men hun havde da hørt om hans far. Det gjorde ikke sagen bedre. Manden, hun mødte, tager sjældent på længere ture uden skopudsegrej. Folk med fortid i Livgarden har ofte noget med skopudsning, men V-formanden tager det længere end de fleste. 

”Min erfaring er, at folk med pudsede sko generelt har styr på tingene,” siger han.

Hjemme i garderoben fylder skopudseudstyret to IKEA-trådkurve. Børster, klude, shine og skocreme i sort og brune nuancer. Det meste køber han på tilbud. Jakkesæt er det en sport at anskaffe til spotpris. Selv outdoor-udstyret skal helst være sat ned. Men sko går han op i, og han belønnede sig selv med et par af kalveskind, da han blev minister. 

Ved tankstationen i Odense er Venstre-formanden atter klar. Benklæderne er, om ikke andet, så dog sorte, og skoene er håndsyede i et klassisk engelsk snit. 

Inden vi sætter os ind i Mercedes-minibussen, fisker han noget ud af rygsækken. Sekretær Helle Kryhlmand kommer med et bifaldende udbrud, da manden i sort jakke, sort blazer, sorte bukser og sorte sko trykker de mørke solbriller på plads i ansigtet. Reporteren bemærker, at Ellemann ligner en fra filmen ’Blues Brothers’, og kommer hermed – uforvarende – til at trykke på en knap: 

”There’s 106 miles to Chicago, we’ve got a full tank of gas, half a pack of cigarettes, it’s dark, and we’re wearing sunglasses,” siger statsministerkandidaten.

Sætningen er den næstsidste i filmen. Ifølge gymnasiekammeraten Ulf Westmark-Højelsen, knækbrødspiseren, kan Jakob Ellemann-Jensen replikkerne fra ’Blues Brothers’ udenad. Manden har klæbehjerne og viste allerede i gymnasieårene en vis ihærdighed, når noget vigtigt skulle indlæres. Med vennens ord: 

”Når man har set VHS-båndet med ’Blues Brothers’ 18 gange i træk med Jakob, så har man været der.”

I det hele taget har Ellemann lært sig en del kulturelle værker mere eller mindre udenad. Teksterne fra Jokeren og Den Gale Pose sidder i skabet. Det samme gælder Shu-bi-duas bagkatalog, hvorfra Jakob Ellemann-Jensen uddrager hovedparten af godnatsangene for Bjørn. Skal sønnen i bad, fremfører faren gerne ’Hvalen Valborg’. Og ’Fed rock’ er på repertoiret, når V-formanden sætter sig bag trommerne – om end det sker for sjældent, synes han selv.

Også ’Star Wars’-universet har V-formanden godt greb om. I vindueskarmen hjemme ved skrivebordet står figurerne af Yoda, Han Solo og dennes følgesvend, wookien Chewbacca, som har lagt navn til Jakob Ellemann-Jensens terrier Chewie. Heraf følger, at Ellemann – hvilket han halvvejs har vedstået offentligt – gerne indlæser sig selv i Han Solos figur. 

ELLEMANN KORT

Født 25. september 1973 i Hørsholm.

Har tre ældre søskende – Claus Ellemann-Jensen, der er direktør for Mærsk i Frankrig, folke­tingsmedlem Karen Ellemann og programchef i nødhjælpsorganisationen ADRA Helene Ellemann-Jensen. Af de fire er Jakob Ellemann-Jensen den eneste, der er vokset op hos begge biologiske forældre.

Blev student fra N. Zahles Gymnasieskole i 1992 og cand.merc.jur. fra Handelshøjskolen i København i 2002.

Var 1992-94 først menig og siden sergent i Den Kongelige Livgarde efter uddannelse på Hærens Sergent-skole i Sønderborg og Hærens Kampskole på Oksbøl Kaserne. Herefter løjtnant ved Sjællandske Livregiment 1994-96. 1996-99 premierløjtnant af reserven i Den Internationale Brigade. 1999-2000 kaptajn i den danske bataljon i Bosnien-Hercegovina.

2000-02 juridisk rådgiver i PricewaterhouseCoopers. 2002-05 jurist i IBM Danmark, senere chef for kontrakt- og forhandlingsafdelingen. 2007-11 koncernjurist i GN Store Nord.
Meldte sig ud af Venstre i 2007, samtidig med at Karen Jespersen blev medlem af partiet. Derefter indmeldelse i Ny Alliance. Da Lars Løkke Rasmussen blev formand for Venstre i 2009, genoptog han sit medlemskab.

Siden 2011 medlem af Folketinget. 2015-18 politisk ordfører, 2018-19 miljø- og fødevareminister og siden 21. september 2019 formand for Venstre.

I 2018 gift med Anne Marie Preisler, hans tredje ægteskab. Sammen har de sønnen Bjørn. Herudover har han sønnen Frederik og datteren Caroline fra første ægteskab.

DA UFFE ELLEMANN-JENSEN tabte sit sidste valg i 1998, fik sønnen, som dengang var studerende og reserve­officer, øje på en forside i Politiken, hvor der stod:
”Ellemann bliver aldrig statsminister.” 

Alexander Schnéevoigt, der i dag er medlem af Venstres hovedbestyrelse og formand for Venstre i Gentofte, skulle samme dag spille squash mod studiekammeraten fra Handelshøjskolens jurastudie. 

”Vi får se,” sagde Jakob Ellemann-Jensen, da han fortalte om forsiden.

Året efter squash­kampen hørte kaptajn Jens Münter om forsiden, som hans medbeboer i den 20 fod lange beboelsescontainer i Bosnien havde gemt.Jakob Ellemann-Jensen havde taget orlov fra studiet for at indgå i de danske fredsbevarende styrker. I beboelsescontaineren fandt Jakob Ellemann-Jensen en livsven og en af den slags mænd, der ryger Lucky Strike, soldatercigaretten, som de amerikanske infanterister for heldets skyld satte i hjelmen i Vietnam. 

”I starten lagde vi selvfølgelig mærke til efternavnet, men efter en måned var han ikke Uffes søn, bare Jakob. Det trængte han til,” siger Jens Münter.

For Jakob Elle­mann­-Jensen blev mili­tæret stedet, hvor han fandt sine egne ben:

”I Forsvaret bliver du bedømt på, hvad du kan, ikke hvad du hedder. Er du en god kammerat? Kan du hjælpe en med at bære geværet, hvis han er udmattet? Kan du selv bede om hjælp, når du har brug for det? Kan du holde humøret oppe hos dine kammerater? Den del var jeg god til. Du får venner for livet, og du får skudsmål, som i mit tilfælde var gode, ja, mere end dét. Det er en måde at få at vide: ’Du er god nok’,” siger han og fortsætter: ”I militæret opdagede jeg, at jeg havde ting med i rygsækken, som jeg ikke vidste, at jeg havde i mig. Hvis ikke jeg var blevet leder i militæret, var jeg ikke blevet leder i Venstre. Men jeg må da indrømme, at det er nemmere at få et kompagni soldater til at gå i takt, end det er at få Venstres folketingsgruppe til det. Jeg er ikke sikker på, at der vil blive taget vel imod armbøjninger som disciplineringsmetode i folketingsgruppen. Måske man skulle prøve?”   

Som 26-årig skulle Jakob Ellemann-Jensen som kaptajn forhandle med langt ældre serbiske, kroatiske og bosniske ledere, der i bedste fald var krigsveteraner, i værste fald krigsforbrydere. Han var ved spøgelsesbyer med forladte, ødelagte huse og ved en skole, hvor serbere havde samlet muslimske piger i en voldtægtslejr. Og han var ved massegravene. ”Stanken af råddent menneskekød fra massegravene var det værste. Jeg har mange gode ting med fra Bosnien, men den lugt glemmer jeg aldrig,” siger Jakob Ellemann-Jensen.

DA HAN VENDTE tilbage for at færdiggøre jurastudiet, fortalte han kammeraterne, at det var svært at vænne sig til hverdagen. Længe efter, bemærkede de, bakkede Jakob Ellemann-Jensen ind i parkeringsbåsene, så han kunne komme væk hurtigst muligt. 

Beslutningen om at droppe karrieren som koncernjurist hos GN Store Nord og gå ind i politik har Jakob Ellemann-Jensen gengivet flere gange. En nyhedsudsendelse fik ham til at kritisere politikerne så højlydt, at en ven sagde, at frem for at brokke sig burde han gå ind i politik. Vennen var Ulf Westmark-Højelsen, og det er muligt, at han gav Jakob Ellemann-Jensen skubbet, men så var det et skub, vennen havde gjort sig klar til i årevis. 

I 2010, da Jakob Ellemann-Jensen havde truffet sin beslutning, ringede han til gymnasiekammeraten Christian Dalberg. 

”Så skal vi spille billard på Marienborg,” svarede vennen.

”Politik både drog og frastødte mig,” siger Jakob Ellemann-Jensen og husker tilbage. 

”Det var selvfølgelig en del af samtalen derhjemme. Ikke som noget, vi talte om, men som noget, vi gjorde. Havde mine forældre været skuespillere, havde jeg måske udlevet den drøm. Nu var det politik, jeg fik ind, og det lå som et kald, selvom jeg længe undveg det, fordi det vel var umuligt at opnå lige så meget, som min far havde opnået.”

I marts 2019 skubbede han og Anne Marie Preisler en barnevogn af sted på deres sædvanlige halvanden time lange weekendtur i skoven ved deres hus. Det var stadig råt i skoven, husker hustruen. De satte sig, som de ofte gør, når ting skal tales igennem, på bænken med udsigt ned over en af søerne nær hjemmet. 

”Da vi havde talt lidt, tog han en dyb indånding. ’Det kan jo godt være, det ender med, at jeg bliver bedt om at stille op som formand,’ sagde han alvorligt. Det var vigtigt for ham at vide, hvordan jeg ville stille mig i den situation,” beretter Anne Marie Preisler. 

Der var stadig nogle måneder til valget, da Jakob Ellemann-Jensen gjorde klar til det, han nødvendigvis måtte gøre sig klar til, hvis han en dag skulle skrive den Politiken-forside om. Da barselsorloven var slut, vidste Anne Marie Preisler, at hun ikke skulle tilbage til karrierejobbet som global brand manager i GN Store Nord. 

BANNERNE FOR Venstre på den mørke gårdsplads gennemlyses fra en ombygget lades oplyste glasparti. I foyeren med det røde tæppe står Jakob Ellemann-Jensen klar med håndtryk til partifæller, som ankommer enkeltvis eller i små klynger. Vi er på Boltinggaard, et gods ombygget til konferencecenter nær Ringe mellem Odense og Svendborg. Her er flere mænd end kvinder, flere blazere end sweatere, enkelte slips. Det er et splittet og forslået parti, Jakob Ellemann-Jensen har overtaget. Oprøret mod Lars Løkke Rasmussen og den årelange magtkamp mellem ham og Kristian Jensen sidder i organisationen. 

46-årige Jakob Ellemann-Jensen er yngre end gennemsnittet her på Boltinggaard. Han passer sin styrketræning og sit løb, det første med større entusiasme end det andet. Holdningen er rank og ansigtet åbent, da han tager imod. 10 interne Venstre-møder landet rundt er arrangeret med den nye partiformand. Baglandet har brug for at blive trykket i hånden. 

Venstre er et høvdingeparti, og Jakob Ellemann-Jensen er ved at finde sig til rette i rollen som høvding. 145 er der i salen på Boltinggaard, heraf seks medlemmer af Folketinget. Når formanden kommer, holder man sig til. Politik er mange ting, og for nogle også en karrierevej. Lige den del kan have karakter af mentalt kødmarked, og det kan godt blive en kende klistret, når det ene eller andet folketingsmedlem lige skal time bevægelsen, så de kan slå følge med formanden og nogle meter frem udveksle almindeligheder med manden, som afgør, om det lille ordførerskab næste gang kan veksles til et større. Man forstår, hvorfor Jakob Ellemann-Jensen hæger om de gamle venskaber fra tiden før politik. Også for en statsministerkandidat er det rart at vide, hvorfor vennerne har valgt én til. 

Mødet på Boltinggaard Gods er fuldkommen old school. Partimedlemmerne snakker politik: klima, velfærd, regionernes fremtid. Venstre skal ikke længere tale om personer, er pointen. 

Én vil vide, om formanden nu også får drukket kaffe med de øvrige borgerlige partiledere. ”Ja, dem bliver der jo flere og flere af. Jeg drikker utrolig meget kaffe,” svarer Ellemann. ”Jeg har ikke sovet siden oktober.”

Da en af aftenens arrangører, formanden for Venstre i Svendborg, Ulla Larsen, runder af, er det med disse ord: ”Det er første gang i 20 år, at Venstre har en formand, som har talt direkte med os medlemmer på den måde.”

EN ENKELT gang har Christian Dalberg, ham, der drømmer om billard på Marienborg, besøgt sin gamle gymnasiekammerat på Christians­borg. Mens Jakob Ellemann-Jensen røg en Lucky Strike, iagttog vennen ham. 

”Jeg bemærkede den måde, han talte med kollegerne. Han havde den samme evne til at være vellidt som i gymnasiet. Den tror jeg er vigtig, hvis han en dag skal blive statsminister. Jakob bliver altid sammenlignet med sin far, men da han stod dér og røg, tænkte jeg, at han mere ligner Poul Schlüter. Schlüter er også utrolig intelligent og brugte sit vid og lune til at få folk til at føle sig veltilpas. Han stødte ikke folk fra sig. Han fik dem med sig og sørgede for, at de fik noget ud af at gå med ham. Det er en god evne at have, hvis du vil være statsminister, og den evne har Jakob,” siger Christian Dalberg.

Helene Ellemann-Jensen er inde på noget af det samme, når hun sammenligner broren og faren.

”Jakob så vores far indimellem løbe panden mod en mur ved at være provokerende. Det er Jakob opmærksom på ikke at gentage. Han ved, at man ikke kommer så langt, hvis man skaber sig fjender. Jakob har en lederuddannelse og ved, at man opnår mere ved at arbejde sammen og spille andre gode.” 

”SOPHIE er på vej.”

”Modtaget.”

”Inger har meldt, at hun er på trapperne.”

”Modtaget.”

Det er 11. marts klokken 9:00 på Jakob Ellemann-Jensens kontor ud til ridebanen på Christiansborg. Repræsentanterne fra Dansk Erhverv, de små og mellemstore virksomheders organisation, SMVdanmark, samt hotellernes, restauranternes og turisterhvervenes HORESTA er mødt op i partiformandens mødelokale med Wegner-møblement og Kvium-litografi på væggen. 

Erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen sidder klar med papirer, pen og revisorudtryk. Politisk ordfører Sophie Løhdes forsinkelse holdes inden for minuttet, og hun når at kaste sig i sædet, netop som partiformanden for bordenden siger: ”Vi går i gang.”

Vi er tre dage inde i nedlukningen af Danmark. En tid frem vil det være svært at være opposition, i kriser samles folket om landets leder. Men på den anden side af coronapandemien – er Venstre-toppen bevidst om – venter en ny økonomisk krisedagsorden. En dagsorden, hvor vælgerne sjældent flokkes om regeringschefen. 

På dagens møde vil erhvervsorganisationerne give V-toppen frontlinjeberetningen fra en dansk økonomi i frit fald. Samtidig samler Ellemann & co. på ideer til den stribe af økonomiske krisepakker, som nu skal forhandles. Aftenen før, ved 22-tiden, fik oppositionens politikere hastenotater fra Finansministeriet. Ved morgenmødets start skimmer Sophie Løhde de seneste notater.

En rødhåret, bredt smilende kvinde træder ind i rummet.

”Jeg må hellere nøjes med sådan her,” ­siger Inger Støjberg og laver en Dronning Margrethe-agtig håndbevægelse med perfekt lakerede røde negle, ringe på både venstre og højre ringfinger, tre guldarmbånd om højre håndled og en spinkel guldkæde om venstre håndled. 

”Ja, ingen håndtryk,” fastslår Jakob Ellemann-Jensen. Da Støjberg sætter sig, har hun øjne med indbygget projektørlys.

Siden coronakrisens start har V-formanden jævnligt talt med statsministeren. Nu fortsætter han dagens møde med rynkede øjenbryn.

”DET ER ellers nogle milliarder, I får stanget over disken,” bemærker reporteren til embedsmanden, som diskret holder øje med toppolitikerne foran tv-kameraerne.

”Tja. Vi lavede lige en opgørelse. Siden i onsdags bliver det vel 289 milliarder,” svarer manden i det musegrå jakkesæt stående nonchalant op ad den hvide mur i korridoren gennem Finansministeriet. 

Det er den 19. marts, klokken er 12:02. Natten igennem forhandlede partilederne den største af den strøm af hjælpepakker til danske virksomheder og lønmodtagere, som nu i en lind strøm pumpes ud fra Finansministeriet. Netop nu giver partilederne efter tur interview til nyhedsudsendelserne. Finansminister Nicolai Wammen har givet sit korte interview og er hastet til ministerkontoret længere nede ad stengangen. Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper er også hurtigt færdige og væk. Nu er Jakob Ellemann-Jensen klar med benene i et A, så han står stabilt i tv-billedet. Fotograf og journalist er rykket et par meter længere tilbage end normalt. I coronaens tid klares mikrofonholderiet af et langt stativ. 

Embedsmænd i Finansministeriet skærer normalt tænder, hvis nogen beder om 100 millioner kroner, og ordet ’tja’ er næppe på denne stengang hørt i samme sætning som ’289 milliarder’ siden statsbankerotten i 1813. Men Mads Brandstrup, som manden i musegråt hedder, er heller ikke normal embedsmand, men politisk udpeget spindoktor for Wammen. Nu følger han med i, hvad Venstre-formanden siger til danskerne. 

FØR NATTENS forhandlinger gik Ellemann i medierne med et forslag om en krisefond på 300 milliarder. Forslaget fiskede han i en kronik, en række af landets fø­rende økonomer bragte i Berlingske samme morgen. V-formandens position er enkel. En haglbyge af konkrete støtteforslag skal vise, at han vil ”holde hånden under beskæftigelsen”, som han gentager i tv-interview efter tv-interview. I nuet en konstruktiv position, i fremtiden et nyttigt sted at tale fra, for det økonomiske tilbageslag vil skubbe mange dagsordener til side. 

Kort efter at V-formandens pressestab havde booket aftale med en tv-station, gik Morten Østergaard på Twitter med samme forslag om gigantfonden. Jakob Ellemann-Jensen huskede lige at tale med den radikale leder, inden han selv gik ud med forslaget. 

”Vi taler meget på tomandshånd,” siger Morten Østergaard og fortsætter: ”Vi har denne forsigtige tilnærmelse, fordi V og R har fået fælles politiske interesser og samarbejdsflader, som vi ikke har haft siden Anders Fogh Rasmussens tid. Og Jakob er godt selskab, simpelthen. På Christiansborg kender vi ham for hans humor. Hans ærlighed og ordentlighed betyder meget i den lidt nervøse tilnærmelse, som sker mellem vores partier. Politik er en kamp. Hvis ikke relationen er god, er det svært. Personlig kemi er væsentlig. Jeg føler faktisk, at jeg kan stole på Jakob. Vi har den samme intuitive fornemmelse af, hvad der er ret og rimeligt og ordentligt. Det kan du bygge en tillid på. Om det fælles instinkt kan udmønte sig politisk, må tiden vise.”

Nu står Morten Østergaard småsnakkende med Kristian Thulesen Dahl, mens Ellemann interviewes til TV 2, og Søren Pape Poulsen nogle meter derfra taler med DR. Venstre-formanden får flest interview, og enkelte gange må rivalerne høre journalister indlede spørgsmål med vendingen ’oppositionens leder’. 

Et af interviewene i Finansministeriet – eller ’Rentekammeret’, som den historisk interesserede Jakob Ellemann-Jensen konsekvent kalder bygningen – er i den bløde ende. 

Journalisten har hørt, at Ellemann ikke har sovet så meget i nat, og forærer dermed far Jakob muligheden for at fortælle om, hvordan han ved den sene hjemkomst kom til at vække sin etårige søn. Her trækker Jakob Ellemann-Jensen et skævt smil, sådan som hans mor, Alice Vestergaard, den erfarne tv-vært, har rådet ham til, for han kan godt se meget alvorlig ud på tv. 

Pape er færdig og forsvinder ned gennem korridoren. Nu er kun Ellemann, Østergaard og Thulesen Dahl tilbage. Den radikale leder går frem mod DR’s kamera. DF-lederen har egentlig gennemført sit interview, men han er blevet hængende, måske håbende på et til. Træt efter nattens forhandlinger iagttager han Jakob Ellemann-Jensen, der for to år siden var menigt folketingsmedlem i et parti, som var mindre end Kristian Thulesen Dahls. Nu er Venstre tre gange så stort i meningsmålingerne, Jakob Ellemann-Jensen er statsministerkandidat, og her på stengangen er det ham, journalisterne søger. En fotograf er trådt nogle skridt frem og dupper sveden af Ellemanns pande. 

”Dét der er mere end Helle Thorning. Og der var ellers eddermame opfrisker på,” siger Thulesen Dahl, der skrider ned ad gangen, mens fotografen fortsætter med at duppe på partiformandens ansigt.

Både blandt vælgere og blandt politikere er der stadig en del, der skal vindes, hvis Jakob Ellemann-Jensen en dag skal sidde med en Politiken-forside, hvor der står: ’Ellemann bliver statsminister’.

 

/

Ankomst

Hvem er Mette Frederiksen? Hvad kommer hun af? Hvad vil hun? Og hvor vil hun hen? I København, i Bruxelles og i barndommens Aalborg har Ud & Se fulgt landets statsminister for at tegne et portræt af magten bag mennesket og mennesket bag magten.
Tekst:Frank StokholmFoto:Martin Bubandt

LYDEN AF EN KUGLEPEN mod papir er det eneste, der bryder stilheden på statsministerens kontor. Filmfotograf Bo Tengberg, Mette Frederiksens kæreste, ved, hvornår han skal være der, og hvornår han skal træde et skridt til side. Lige nu står han i sit jakkesæt rygvendt med hænderne foldet bag sig og studerer tavst Slotskirkens bagside gennem vinduesglasset. Nogle meter derfra sidder statsminister Frederiksen bøjet over en lille stak papirer. Håret er samlet i nakken. Det er den 1. oktober 2019, dagen for Folketingets åbning. Klokken er 11:23. Om 40 minutter skal landets nye leder holde talen, der skal sætte kursen. 

Statsministerens kontor i Christiansborgs gamle kongefløj har Mette Frederiksen kendt længe. En af de første gange, hun kom her, var som DSU’er. Dengang sagde daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, at en dag ville kontoret være hendes. 

Nu løber hun talen igennem en sidste gang. Ministeriets taleskrivere, hendes politiske rådgivere og enkelte betroede embedsmænd har for længst finpudset og faktatjekket hver en vending. Statsministeren har selv ugen før brugt en god del af flyrejsen til og fra FN’s klimatopmøde i New York på at arbejde med talen. Ordene kan hun, nu søger øjnene og kuglepennen efter de ord og sætninger, som skal have et ekstra tryk. Mette Frederiksens politiske kurs mærkes i talens ord. 29 gange står der ’Danmark’ og 14 gange ’dansk’. ’Velfærd’ nævnes 26 gange, og ordet ’klima’ bruges 12 gange. Det snigende behov for læsebriller har Mette Frederiksen ignoreret de sidste par år, men med dobbelt linjeafstand er det ikke noget problem. 

Statsministerens kontor, 40 minutter før åbningstalen.

NEDENFOR i Prins Jørgens Gård er der færre mennesker end før. De to ridende betjente, som en time tidligere under åbningsgudstjenesten i Slotskirken styrede hestene en kort, nervøs tur langs Christiansborgs mure ind gennem Prins Jørgens Gård og hastigt tilbage i sikkerhed på ridebanen, er nu væk. Det samme er den lille gruppe, som for en halv time siden ventede på, at statsministeren og kæresten hånd i hånd gik turen fra kirken tilbage til Statsministeriet, så de kunne råbe ”husk penge til bedre psykiatri”. Også tv-reporteren i musegråt jakkesæt og bagerpose er borte. Da den sorte BMW 750 klokken 8:15 drejede ind foran indgangen til Statsministeriet, stod den velklædte tv-reporter ellers klar. 

”Jeg har købt tebirkes med til Mette, hvis hun er sulten,” sagde han til Mette Frederiksens pressechef Karen Clement, da statsministeren, kæresten og hendes stabschef Martin Rossen var hastet forbi. Nu er også tv-reporteren trukket ind på Christiansborg, hvor journalisterne forbereder spørgsmål, og tv-stationens velbyggede Steadicam-fotograf gør klar til baglænsløbet gennem Christiansborgs gange, når glasdøren til Statsministeriet om lidt åbner. 

På TV 2 News kører båndsløjfen med Thornings tidligere rådgiver Noa Redington, som forklarer seerne, hvordan Statsministeriet har forberedt dagens tale. Et par af Mette Frederiksens rådgivere diskuterer indslaget ude på gangen med behørig distance. 

”Godt at vide,” siger en.

Selv sidder statsministeren tavst og trækker sine streger. Det er sjældent, at der er så stille om hende. Mette Frederiksen er til mennesker, helst hele tiden, sådan som hun kendte det i barndomshjemmet. Det er først her de sidste par år, at hun indimellem søger ensomheden, og selv nu kun for en stund. Når hun er på arbejde, ringer hun og kæresten sammen hver eneste dag. Stilhed er ikke Mette Frederiksens ting. Men lige nu er her stille. Blikket følger teksten. ”Vi må hele tiden kæmpe for retfærdighed,” står der. Mette Frederiksen sætter streg under ”for retfærdighed”.

METTE FREDERIKSEN POLITISK

Melder sig ind i DSU som 15-årig. Møder i byens ungdomsafdeling Morten Bødskov, nu skatteminister, og Rasmus Prehn, nu minister for udviklingsarbejde. Kommer i DSU’s hovedbestyrelse og forretningsudvalg og møder Martin Rossen, nu stabschef i Statsministeriet.

Får i DSU af modstanderne, inkl. Martin Rossen, øgenavnet ’Afrikas dronning’.

Er medlem af Arbejdsudvalget i Nyt Europa i 1999, er også næstformand i Dansk Ungdoms Fællesråd.

Vælges som 24-årig til Folketinget i 2001. Bliver i 2002 kulturordfører og i 2005 socialordfører og næstformand i folketingsgruppen.

Skriver i 2008 10 teser til sit parti, hvor den sidste siger, at ”danskheden skal gen­erobres fra DF.” Siger i interview, at hun har købt en flagstang.

Er i Thorning-regeringen fra 2011 beskæftigelsesminister og fra 2014 justitsminister. Bliver i 2015 formand for Socialdemokraterne, den yngste i historien.

Får ved valget i 2019 43.489 personlige stemmer, det højeste tal i landet. Danner den 27. juni 2019 den første rene socialdemokratiske regering i 37 år. Selv bliver hun med sine 41 år den yngste statsminister i Danmarkshistorien.

PÅ BØRNEVÆRELSET hang plakaterne med Michael Jackson, Wham! og Peter Sabroe. Michael Jackson havde den prominente plads over sengen, men det helt særlige var den lille sort-hvide plakat, nærmest A4-størrelse, af ’børnenes ven’ Peter Sabroe, som hang mellem døren og stigereolen. Han var den 11-åriges store politiske helt. 

Fra Mette Frederiksen kunne gå, tog moren hende og hendes fem år ældre storebror med på det lokale bibliotek. 4-6 bøger lånte de ad gangen, og når de var læst, 4-6 nye. Kom hendes far under godnatlæsningen til at springe et par sider over, var datteren hurtig til at minde ham om de sider, hun udmærket huskede. Siden tog hun selv fat på pixibøgerne, Disneys klassikersamling, ’Pelle Haleløs’, og hvad bøgerne nu hed, som den ret sentimentale statsminister har gemt og stadig opbevarer i en sivkurv. Hjørdis Varmers ’Den grå heks’ om pigehjemmet Hebron satte sig i Mette Frederiksen og sporede hende ind på den socialdemokratiske politiker Peter Sabroe, der havde politianmeldt forstanderen på Hebron for vanrøgt.
Tidligt læste Mette Frederiksen biografien om manden, som kæmpede for de fattige og tog vanrøgtede børn og dyr med hjem. 40.000 kom i 1913 til hans begravelse i Aarhus.

I 2002, året efter Mette Frederiksen som 24-årig blev Folketingets yngste medlem, tildelte foreningen Børns Vilkår hende Peter Sabroe-prisen. Statsministerens stemme bliver dybere og mere tilbageholdt end vanligt, da denne reporter nævner prisen. ”Det var meget ærefuldt,” siger hun.

’Børnenes statsminister’ har du sagt, du vil være. Det lyder som en tanke, du har taget med fra børneværelset?

”Det er Peter Sabroe, ja. Undskyldningen til Godhavnsdrengene kommer også derfra. Peter Sabroe blev min helt store politiske fascination. Hans iltre temperament genkendte jeg i mig selv. Det er retfærdighed, som er drivkraften hos Peter Sabroe.” 

Du bruger ordet ’retfærdig’ i mange udspil …

”Det er, fordi det er det, der driver mig. Som statsminister udtrykker jeg mig anderledes end dengang, jeg var nyvalgt 24-årig, eller da jeg var 12. Men min indignation er lige så stærk i dag: Jeg vil ikke acceptere uretfærdighed.”

Hvor er kernen i uretfærdigheden?

”Det er børn. Uretfærdigheden i at vores opvækstbetingelser afgør, hvilke døre der lukkes, bare fordi man er født i et bestemt postnummer, eller fordi ens mor ikke har kunnet passe på én. At det er vores forældre, som skal bestemme det liv, vi lever – det er den dybeste uretfærdighed. Det, Peter Sabroe gjorde for børnene, har sat sig i det land, vi er blevet. Selvom jeg ikke synes, vi gør nok for vores udsatte børn, er vi et af de bedste lande at være barn i. Det er i høj grad hans fortjeneste. Han påvirkede vores lovgivning og kultur. Nogle gange tager vi kollektivt et skridt op ad civilisationsstigen. Peter Sabroe fik os til at gøre det. Afskaffelsen af revselsesretten i 1997 fik os til at gøre det. Som statsminister håber jeg også at kunne gøre det.”

Statsministeren, kæresten og en foto-turist, som ikke ser det store billede.

DEN BORDEAUXRØDE rullekravetrøje har Morten Østergaard ladet ligge i skabet. Klokken er 11:52, de fleste politikere er i salen, dronningen er på vej. I sort habit, hvid skjorte og sort slips med diagonale hvide striber står den radikale leder med krydsede ben og hænderne i bukselommerne, mens han taler med Venstres nyvalgte formand, Jakob Ellemann-Jensen. Fra regeringsbænkene få meter derfra kan man se den muntre samtale mellem den tidligere regeringspartner og oppositionens nye leder. Mette Frederiksen rejser sig og går hen og giver Venstre-formanden et kram. Finansminister Nicolai Wammen følger straks efter med et beredvilligt grin. Da statsministeren efter et minuts tid vender tilbage til sin plads for at samle sig, bliver Wammen stående, causerende, mens han vipper frem og tilbage på højre og venstre fod, lidt som Benny fra Olsen Banden. En meter derfra står Inger Støjberg og læser i et papir, men Venstres næstformand har Østergaard vendt ryggen til; han ser kun formanden. 

Et øjeblik vinker Mette Frederiksen mod tilhørerpladserne højt oppe til venstre for hende. Hun har fanget kærestens blik. Ved siden af Bo Tengberg ser hun på en ældre herre i blålig blazer: hendes første politiske idol, faren Flemming Frederiksen. Hun vidste, at han ville komme. Men hun vidste ikke, at den ældre herre i lysegrå habit på forreste række i tilhørerlogen overfor også ville være her. Da hun ser Mogens Lykketoft, er hun opmærksom på, at nu skal hun holde koncentrationen på talen. 

Denne morgen er Mogens Lykketoft vågnet med milde øjne. Igen. Det kan man ikke se tværs over folketingssalen fra presselogen til Lykketofts plads på balkonen overfor, men kvinden, som sidder ved hans side, hustruen Mette Holm, fortæller det bagefter: ”Efter valget skete der noget med Mogens’ øjne. De blev mildere. Tidligere, når han steg på cyklen og kørte ind til Christiansborg under Fogh, Løkke og Thorning, var udtrykket anderledes. Hårdere.” 

Kommentarerne fra manden foran hjemmets fjernsyn har også ændret sig. Endelig, endelig er det kompetencer, ikke kaffeklubber, som afgør ministerholdet, kan hustruen høre Lykketoft heppe fra sofaen. Nu sidder eks-politikeren for første gang på tilhørerrækkerne og ser ned mod regeringsbænken. Wammen, som partileder Lykketoft i 2002 gjorde til finansordfører, er nu finansminister. Lykketofts udenrigsordfører Jeppe Kofod er nu udenrigsminister. 

I 2005 ville Lykketoft have 27-årige Mette Frederiksen som sin efterfølger. Dengang blandede faren sig: ”Har du fået de børn, du vil have?” spurgte han. Men nu er faren i den blå blazer og mentoren i den grå habit enige. Og nu er 41-årige Mette Frederiksen klar til at holde talen. Den kongelige familie er på vej. Wammen finder sin plads, og det gør Ellemann & Østergaard også. De sidder ved siden af hinanden, næsten da. Imellem dem er Kristian Thulesen Dahl. Klokken 12:02 kalder Folketingets formand Mette Frederiksen frem.

Pressen har lige et par spørgsmål til åbningstalen.

”JEG HUSKER stadig følelsen af at falde i søvn med en kold hånd på panden,” siger Mette Frederiksen. ”Noget af det bedste var at være syg. Så tog min mor sådan et lyserødt lagen frem og lavede en seng i sofaen. Jeg elskede at bære dynen ned og ligge i sofaen og læse bøger og tegneserier. Jeg har stadig det lyserøde lagen. Min datter bruger det, fordi det er hyggeligt. Jeg har også tæpperne, som min oldemor strikkede til mig som nyfødt. Min mor samlede på sten med huller i og tørrede blomster og gamle billeder, alt muligt. Efter hun døde af kræft for seks år siden, fik jeg en del af tingene. Julepynten, påskepynten, de små klokker af messing, vi har stående i reolen i køkkenet. Min datter og jeg deler en ring, som min mor fik af min far. Jeg er frygtelig nostalgisk.”

I dagplejemor Anette og typograf Flemming Frederiksens murermestervilla i Aalborgs sydøstlige del var der altid mennesker. Naboer, kolleger, partifæller, venner. Til jul var der typisk en enkelt eller to ekstra med, når forældrene fik færten af en kollega eller en slægtning, som ellers skulle sidde alene. Alle var velkomne, bare de kunne acceptere, at også juleaften blev der snakket politik, særligt mellem far og datter. 

Når moren havde sin strikkeklub på besøg, trak faren og de faglige kolleger ned i kælderrummet, hvor han havde beklædt væggene med fyrretræ. Mette Frederiksen husker stadig mændene i 80’er-lange frakker bære skrivemaskiner ned ad den stejle trappe, klar til faglig kamp. Siden Socialdemokratiet blev stiftet i 1871, har partiet haft medlemmer fra Mette Frederiksens slægt. Oldefaren kom i fængsel for at agitere for højere lønninger. Farfaren, Svend Erik Frederiksen, var tillidsmand og medlem af Nordjyllands Amtsråd. Faren var tillidsmand for typograferne på Aalborg Stifts­tidende og medlem af amtsrådet. Og syvårige Mette var ikke i tvivl: Det, mændene i det tilrøgede kælderrum lavede, var mere spændende end kvindernes strikketøj i stuen.

Ser man gamle fotos eller lytter til mennesker, der kom i barndomshjemmet, vil man vide, at smilet og den ligefremme måde at møde mennesker har Mette Frederiksen fra moren. Men politikeren og især den politiske organisator fik sin første læretid hos faren. Altid var han i gang med at organisere. Der skulle socialdemokrater i ledelsen af typografernes fagforening. Og i idrætsklubberne, menighedsrådet og brugsforeningen. En del af barndommens lydspor er far Flemming, som taler i telefon med partifæller og overtaler den ene eller anden til at stille op. 

”Det gælder jo ikke om at have ret, men at få ret,” forklarer Flemming Frederiksen i dag.

”Alle, der rejser sig og siger noget i en forsamling, mener jo, at de har ret. Som tillidsmand lærer du, hvordan du får ret. Du lærer at tale, så du får folk med. Du lærer at organisere. I politik er det ikke nok at mene noget. Du er nødt til at planlægge. Du må vide, hvor du vil hen, og så må du analysere situationen og lægge en strategi, så du kommer derhen. Det lærte Mette hjemmefra.” 

”Jeg har sommerfugle i maven,” siger Mette Frederiksen, da hun samler sine ministre før åbningstalen.

”GIK DET GODT?” spørger statsministeren med tilbageholdt åndedræt. Faren er tilfreds. Datteren trak vejret helt ned i maven og startede med at få øjenkontakt. Ikke én gang sagde hun ’øh’, noterer Flemming Frederiksen, som selv har undervist partifæller på talerkurser. 

Men det er ikke faren, hun spørger, det er kæresten Bo. Han ventede sammen med faren nede ad gangen, mens statsministeren fodrede pressevæsenet med de mange hoveder og mikrofoner. Statsministeren og hendes følge er standset. Nu retter hun opmærksomheden mod Bo Tengberg. 

”Det gik fremragende,” siger han og lægger armen om hendes liv. En pustende lyd undslipper Mette Frederiksen.

Et øjeblik er der stille. Embedsmænd, livvagter og folketingsbetjenten i den lange, sorte frakke venter. 

”Har du travlt i dag?” spørger kæresten.

Embedsmændene holder omtrent masken. 54-årige Bo Tengbergs jakkesæt står skarpt med et hvidt lommetørklæde nobelt foldet i brystlommen. Men de let slidte og ikke helt matchende brune chelseastøvler med den praktiske sål antyder, at manden – som både er filmfotograf og filminstruktør – stadig er ved at tillære sig magtens sociale koder.

”Jeg har en del presse.” 

Tonen er blid, forsigtig. Hun foreslår, at de spiser frokost sammen. Så starter turen hen ad gangen, op ad trapperne og videre ad nye gange, til følget når glasdøren ind til Statsministeriet. Da gruppen går igennem, hviler Bo Tengbergs hånd stadig på kærestens talje.  

Ved glasdøren standser folketingsbetjenten i den lange, mørke frakke, ser døren lukke og drejer så rundt, grinende: ”Om statsministeren har travlt på Folketingets åbningsdag?”

”EN DEL PRESSE” er en fair beskrivelse. Først et interview med otte regionale tv-stationer. Herefter en tur i Christiansborgs kælder til interview i DR’s studie, mens livvagterne udenfor spiser romkugler og diskuterer parforhold (happy wife, happy life), hvornår bøffer er for store (1,5 kilo til tre mand er i overkanten), og hvad man skal mene om stabschef Martin Rossens motorcykel, som er parkeret ud for kældervinduet (noget gammelt lort). Senere venter et live-interview i TV 2 Nyhederne fra Marienborg, inden statsministeren runder aftenen af i DR’s sene tv-avis. 

Interviewet med TV 2’s otte regioner foregår på den måde, at den samme journalist stiller to spørgsmål per region. For hver ny region skiftes hætten på mikrofonen, så seerne på Fyn ser TV 2 Fyns logo, mens borgere i Nordjylland kan forvisse sig om, at TV2 Nord er på pletten. Og så fremdeles. Lige nu er reporteren ved at placere otte kulørte mikrofonhætter på række på et bord i Statsministeriets Glassal. Her indledte statsministeren dagen med at samle hele regeringen, men nu er ministrene gået, og den velassorterede morgenbuffet ryddet. Tv-reporterens indkøbte tebirkes blev der ikke brug for. 

”Nu er vi TV 2 Fyn,” indleder intervieweren, inden de sender, og han vil høre nærmere om den forestående udligningsreform, som borgmestrene på Langeland og i Assens begge ønsker. Efter første hætteskift er det de nordjyske borgmestre, som ”råber på udligningsrefom”, og snart høres kravet fra Bornholm. Mette Frederiksen svarer rutineret. Når intervieweren nævner Bornholm og Langeland, taler statsministeren om de særlige udfordringer i ”vores ø-kommuner”. Svaret til TV 2 Nord er ”set med nordjyske briller,” mens hun på TV 2 Lorrys spørgsmål til Motorring 3 godt ved, at vejene er belastede ”som en, der bor i hovedstadsregionen”. 

Som nyvalgt kulturordfører forklarede hun i 2002 til Politiken, at ”både som menneske og som politiker fylder det mere i mig, at der er millioner af mennesker, der ikke har andet end et dårligt liv i vente, end om vi får en ny motorvej omkring Storkøbenhavn.” 

Den slags svar kommer ikke mere. Motorvejen til Kalundborg er vigtig, også for erhvervslivet. Og som et tilbagevendende punkt beklager hun de uløste problemer efter den tidligere regering. I den forstand går det fint for en statsminister, som lægger vægt på at komme landet rundt. Men det tager tid, særligt når intervieweren med sine lidt træge bevægelser gør klar til næste hætteskift. 

”Skal jeg gøre det for dig?” spørger statsministeren med sylespids imødekommenhed, mens hun under et senere hætteskift tilbyder synspunktet: ”Man kunne jo også interviewe for alle 98 kommuner. Og det tyske mindretal.”

”JEG TROR, vi skal afskaffe beskæftigelses-lovgivningen,” siger statsministeren, da elevatoren er i fart. En af fordelene ved at være statsminister er, at man kan lege med tanken om alt det, man vil lave om. Vi er i DR-bygningen i Ørestaden, klokken er 21:14, og der er lidt vej til tv-studiet. Ud over statsministeren er her to embedsmænd, livvagterne, Ud & Ses udsendte samt en DR-medarbejder til at vise vej frem mod tv-studiet. En lidt speciel kreds at drøfte en så vidtgående idé med. 

”Det kan godt give nogle problemer.” Embedsmanden med det postkasserøde slips og fuldskægget er ikke så vild med ideen. Martin Justesen hedder han. Han er ansat som særlig rådgiver, og allerede det røde slips og skægget afviger fra gængs dansk embedsmandsstil, men det er hans fodstilling, et bredt V, der viser, at manden er politisk udpeget. Klassiske embedsmænd retter fødderne ind. 

”22.000 sider fylder lovteksterne på området. Ingen kan nå at læse det. Jeg synes, vi skal sige til embedsmændene, at nu skrotter vi det hele, og så må de komme med et nyt regelsæt, som højst må fylde en tiendedel. Jeg synes, vi skal gøre det!” siger statsministeren, som vist ikke helt har glemt, hvor voldsomme papirmængder hun måtte læse, dengang hun var beskæftigelsesminister.

Elevatordøren åbner. Vi går på gråmalede betongulve under rækker af neonrør. Korridoren skærer gennem DR-bygningen med glasporte i begge ender og tv-studier langs gangen. I løbet af dagen har Mette Frederiksen været på i mange timer, og to gange undertrykker hun en gaben. Så trækker hun en energireserve frem. På en gangbro højt over os får hun øje på en blå 1700-talskjole med meterbrede hoftepuder. ”Er det sådan en, jeg skal have på?” 

Energien er en force. Mette Frederiksen svømmer ikke længere 5-7 gange om ugen, som hun gjorde som stort barn, og er heller ikke længere hverken svømmetræner eller vandaerobic-instruktør. Hun fortsætter heller ikke længere end de andre til festerne. Men batteriet har hun, og det har en statsminister brug for. 

”De kan ikke køre mig træt,” siger Mette Frederiksen.  

METTE FREDERIKSEN PRIVAT

Født 19. november 1977. Vokset op i den sydøstlige del af Aalborg. Faren er typograf, moren dagplejemor, siden pædagog. Har en fem år ældre storebror, Per, som flere gange har været udsendt for Forsvaret. Er først i teenageårene spejderleder i FDF.

Fra hun er 15 og seks år frem, har hun fri­tidsjobs som svøm­metræner, livredder og vand­aerobic-instruk­tør. Student fra Aalborghus Gymnasium i 1996. Bachelor i administration og samfundsfag, Aalborg Universitet i 2007. Skriver bacheloropgave med Pernille Rosenkrantz-Theil, i dag børne- og undervisningsminister. Master­uddannelse i afrikastudier, Københavns Universitet, 2009.

Rejser som 18-årig årig til Kenya, underviser på en skole i Ny­an­diwa ved Victoriasøen, et sted uden el og vandforsyning. Arrangerer efterfølgende rejser hertil med sit gamle gymnasium. Læser stadig afrikansk skønlitteratur.

Ansættes i 2000 som ungdomssekretær i LO, men vælges året efter til Folketinget.

Får datteren Ida Feline i 2002 og sønnen Magne i 2006 med Erik Harr.

Har siden 2014 været kæreste med filmfotograf og -instruktør Bo Tengberg. Parret har fem sammenbragte børn, heraf fire hjemmeboende i alderen 13-17.

ET STYKKE FREMME venter en lille gruppe mennesker. 

”Heeeej. Godt at se dig!” smiler studievært Kåre Quist, som om kameraerne allerede kører. 

”Du ser glad ud,” siger statsministeren.

”Jeg er aaaltid glad, når du er her,” svarer studieværten og snor sig om landets leder. 

Til de sociale medier tager Mette Frederiksens pressesekretær et hurtigt foto af en storsmilende statsminister og studievært. 

”Husk at tagge mig,” råber Kåre Quist på vej ind i studiet. 

Som livvagt lærer du at vente. Sådan er det også nu, hvor en livvagt bliver stående uden for studiet. 

Som livvagt klæder man sig efter lejligheden. Er man alene med statsministeren i privaten, klæder man sig som ham eller hende. Er de til jakke og slips, er det jakke og slips – også i 40 graders varme. Skifter de til jeans og cowboyskjorte 10 minutter efter, de er hjemme, som Mette Frederiksen, så er dét tøjstilen. Løber de, løber man med. Foran eller bagefter. 

Og så er der typer som den nye statsminister, der ikke kan forlige sig med at have en livvagt bag sig. Hvorfor ikke på den sædvanlige 6,8 kilometer lange tur løbe ved siden af hinanden? Hvorfor ikke spørge til kone og børn og livet? 

”Jeg kan ikke lade være med at interessere mig for dem, som er omkring mig,” forklarer statsministeren senere. 

Efter udsendelsen bliver Mette Frederiksen hængende. Lidt efter strømmer publikum mod regeringslederen. Kåre Quist kommer også og trækker hovedet ind til en selfie. 

”Er alle blevet fotograferet?” råber han ud i rummet. 

Pressesekretæren fanger statsministerens blik. Hun nikker. En livvagt siger noget til sin blazer. Glasporten for enden af korridoren glider opad. Den sorte BMW 750 holder med motoren kørende. Klokken 22:38 forsvinder de røde baglygter i natten.

Vandreture i skoven er yndede. Her ved Marienborg.

SOCIALRÅDGIVER Helle Søgaard Simonsen fra Aalborg Kommune er rødhåret, ”som barn meget rødhåret”. Og det var et problem. ”Brandbil! Brandbil!” råbte de større drenge i skolegården eller imiterede lyden af et udrykningskøretøjs sirener. 

Heldigvis havde hun klassekammeraten Mette, som ihærdigt samlede klassen: ”Det her er ikke okay!” ”Nu må vi stå sammen som klasse og sige til de drenge, at det vil vi ikke finde os i!”

De huskede citater på tværs af mere end tre årtier er selvfølgelig tvivlsomme, men man må give Helle Søgaard Simonsen, at hun kan ændre stemmen, så den med sine tryk og sin indignerede tonalitet lyder meget Mette Frederiksensk – især som hun lød i starten af sin politiske karriere. 

Bedste-bedsteveninden Maiken Hedegaard Brøndum gik i samme klasse, og hun blev tidligt bagerste del af tandemen ’Mette & Maiken’, som skulle redde dyr og regnskov og standse dyreforsøg i kosmetikindustrien. Med det for øje stiftede de foreningen Sneleoparden, hvor Mette var formand, Maiken var kasserer, og medlemstallet kunne tælles på fingrene. Da veninderne – inspireret af bogserien ’De tre detektiver’ – eta­blerede et detektivbureau for at opklare mysterier i lokalområdet, lavede de visitkort med håndtegnet lup og titler. Mette var ’Første Detektiv’, Maiken ’Anden Detektiv’. 

Maikens bibliotekar-mor var feminist. Sådan nogle var der ikke i Mette Frederiksens familie. Når farmoren tog telefonen, sagde hun: ”Det er hos Svend Erik Frederiksen.”

Hjemme i murermestervillaen var det mor Anette, som stod for sovs og kartofler og rengøring. Fascineret så Mette venindens SF-far tage sig af vasketøjet, og måske var det her, hun fandt styrken til et sjældent oprør mod sin egen far, da han sidst i skoletiden mente, at datteren ville have godt af at komme på Marthaskolen, den lokale husholdningsskole. 

”Findes der også en Martinskole?” ville datteren vide. Svaret var nej, og så skulle hun ingen steder.

IKKE BARE DE rødhårede nød godt af Mette Frederiksens retfærdighedssans. Da hun gik i 7. klasse, kom seks flygtningedrenge til Byplanvejens Skole, og om det nu var sproget eller noget andet, fik de lov til at gå for sig selv i skolegården. For Mette & Maiken blev det vigtigt at hænge ud med drengene. ”For ligesom at vise, at det kunne man godt,” forklarer Maiken Hedegaard Brøndum, især fordi tre af skolens store elever var grønjakker, som på den tid var kendt for truende adfærd over for flygtninge. 

For de 13-årige piger var der måske også andet på spil, og interessen for de seks drenge delte de med en klassekammerat, Tanya.

1. marts 1991 begyndte Mette Frederiksen at komme sammen med Billal fra Libanon, fremgår det af Maiken Hedegaard Brøndums dagbog. En anden af drengene, Imad, kunne lide Tanya ”lidt” ifølge dagbogen, hvor der her er tilføjet et ”øv”. Tanya kunne også lide Imad lidt (”øv, øv”). 12 dage inde i Mette Frederiksens forhold skete der imidlertid noget. Billal, som ikke talte dansk, kom hen til Mette & Maiken sammen med en af de andre drenge, som Maiken ikke kan huske, hvad hed, men som talte en smule dansk. 

”Billal ikke mere,” sagde han. Herefter fandt pigerne ud af, at Billal kunne lide Maiken, mens to af de andre drenge kunne lide Mette. 

”Siden har vi ikke gået med dem!” slutter optegnelsen i dag-bogen.  

I biografien ’Mette F’ af journalisterne Bent Winther og Peter Burhøi beskrives et sammenstød mellem Mette Frederiksen og grønjakkerne, som kaldte hende ’perker-elsker’. Mette Frederiksen var ikke den, der bakkede. Den lille bule på næsen, som statsministeren stadig har, stammer fra et møde med en af grønjakkerne. 

”Det overrasker mig ikke, at hun tog den kamp,” siger hendes far.

Bruxelles Lufthavn, 17. oktober 2019 klokken 10:45.

TO UGER FØR Folketingets åbning er en ballon ved at blive pustet op på en plæne midt i Aalborg. Det er lørdag 14. september, Socialdemokratiets kongres starter klokken 12, og aktivister tilknyttet det nu hedengangne Radio24syv er ved at finde den femte og sidste heliumflaske frem, så mediets spinoff på Trump-babyen, Martin Rossen-babyen, kan svæve strunk uden for Aalborg Kongres & Kultur Center. Statsministeren har placeret sin ikke parlamentarisk valgte nøglerådgiver i regeringens magtfulde økonomi- og koordi­nationsudvalg. Det har skabt debat og forargelse, og den pirker den nu lukkede radiostation til med sin stabschefs-baby-ballon.

Martin Rossen er Mette Frederiksens nærmeste medarbejder. De mødtes i DSU og har arbejdet tæt sammen siden 2011. Det er de to, der har udarbejdet den strategi, der har forandret ikke bare Socialdemokratiet, men det politiske danmarkskort. Siden 1998 havde de blå partier ført i næsten alle meningsmålinger. Dansk Folkepartis opstigen og erobring af frafaldne S-vælgere flyttede magten. 

Da Mette Frederiksen blev formand for Socialdemokraterne i 2015, gik hun og Rossen fra start efter at hente de gamle socialdemokrater tilbage. Politikken er indrettet efter det. Stilen er indrettet efter det. Da godt 100.000 DF-vælgere ved valget skiftede til Mette Frederiksens parti, skiftede magten. Hun vendte 20 års magtbalance, endda i en økonomisk højkonjunktur, hvor regeringer typisk bliver genvalgt. Derfor er det et sejrende parti, som mødes til kongres. 

Den tidligere partiformand og statsminister Helle Thorning-­Schmidt er med i år. Med glansfuldt hår og et lidt frossent ansigt går hun gennem foyeren i et pink jakkesæt. Siden sin afgang har hun været gemt væk af den nye partiledelse. Hvis man vil lokke gamle kunder tilbage i butikken, er der ingen grund til at minde om, hvad der fik en del af dem til at gå. Nu er valget overstået, og såret skal heles. Helle Thorning-Schmidt er indbudt som taler. Stilforskellen til hendes efterfølger og til mange andre deltagere på S-kongressen er til at få øje på. Også Mette Frederiksen er i jakkesæt, men statsministerens bordeaux er iblandet sort, og klædedragtens alvor suppleres med knold i nakken. 

I KONGRESSALEN, i hver ende, svajer alvorsfulde røde faner, og projektører kaster rødt lys mod væggen bag scenen, hvor et John Mogensen-kopiband fremfører ’Karl og Ann-Cathrin’ på en bund af bluesrock. I sort tøj, røde seler og John Mogensen-figur står forsanger og skuespiller Rasmus Bjerg med sine kanvasklædte musikere endnu en gang foran socialdemokraterne, og partiet tapper robust ind i John Mogensen-universet. Klassiske sætninger som ”bare tegnedrengen er i orden, kan du få det, som du vil” lander i socialdemokratiske politiske udspil, og John Mogensens tekster fletter i det hele taget godt ind i Frederiksens politiske projekt. Musikken er fra en tid, hvor mange af de frafaldne S-vælgere, hun henter tilbage fra DF, var unge. 

Især kongressens lidt ældre deltagere vipper tilfreds med på stolesæderne nede i salen, mens Rasmus Bjerg sjæler igennem ’Nina, kære Nina’, og så – et stykke inde i sangen – trækker han trumfen: ”Og nu laver jeg en Richard Ragnvald!” 

Kameraerne fanger Mette Frederiksens forlegent leende ansigt, som kan følges på storskærmen, da salen støtter op om sangerens ’Mette, kære Mette …’ 

Engang lavede Richard Ragnvald sin ’Kære lille mormor’ om til ’Kære lille Pia’. Og også her inspireres Socialdemokratiet af Dansk Folkeparti. Det mærkes tydeligt på den syngende kongres i Aalborg, at partiet også elsker Mette Frederiksen: ”Du fandt en stol på Borgen/der var sygnet fuldstændigt hen/du kom med regn foroven/nu spirer det igen.”

Den danske statsminister i samtale med Polens premierminister Mateusz Morawiecki, få minutter før dørene lukkes i Bruxelles.

SELVFØLGELIG ER DER både fordele og ulemper ved ’at lave en Richard Ragnvald’ i den politiske kommunikation. I beretningen, som deles ud til kongressen, kan man se, at partiets afdeling på Østerbro i København ikke længere er den største i landet. De yngre storbyvælgere siver til andre partier i rød blok. Og folkene omkring Mette Frederiksen er opmærksomme på, at ”det kan blive for meget sovs og kartofler og panerede fiskefileter”, som det udtrykkes med henvisning til statsministerens særlige evne til at omtale de retter, hun voksede op med i barndomshjemmet. 

Engang spurgte kæresten Bo Tengberg hende, om hun virkelig elskede Socialdemokratiet. ”Selvfølgelig gør jeg dét,” svarede hun, ”hvordan kan du overhovedet spørge?”

Men politisk appel handler i høj grad om at favne livsstile. Favner man den ene, frastøder man nemt den anden. Mette Frederiksens egne børn hedder Magne og Ida Feline, og det er der ikke meget ’dobbeltpanerede krebinetter’ over, for nu at tage en anden af Frederiksens omtalte retter. Som hun selv siger om skillelinjen mellem en mere traditionel og en mere moderne livsstil: ”Jeg står lidt med et ben i hver lejr.” 

Det var ikke kun Helle Thorning-Schmidts ansigt, som havde et lidt frossent udtryk, da hun gik gennem foyeren. Nogle af ansigterne, hun krydsede, havde det også. Nu skal justitsminister Nick Hækkerup som dirigent lancere hende: ”Vores tidligere partiformand,” siger han og lægger det tryk, som alle nødvendigvis må rejse sig for: ”Og Danmarks første kvindelige statsminister.” 

Da klapsalverne kommer, sker der noget med Helle Thorning-Schmidt. Ansigtet åbner, hun griner genert, fortæller om alle de ’krammere’, hun har fået. Dejligt at være tilbage. Og så vokser hun. Som hun så tit har gjort på scene og skærm. Det var det, der gjorde hende til partiformand og statsminister. Campaigneren med de sikre one-liners er tilbage: ”I gjorde det.” 

Thornings tale er skåret over, hvordan man kommer til at holde endnu mere af det danske velfærdssamfund, når man bor i udlandet og ser, hvor slemt det kan være. Det er en fin tale, Nick Hækkerup behøver ingen tricks for at kalde taktfaste bifald frem. Og så alligevel, når Helle Thorning-Schmidt taler til Socialdemokratiet, taler hun som en, der kommer udefra. Mette Frederiksen virker som en, der taler indefra. Da de omfavner hinanden, som tv-stationerne venter på, er det måske bare til tv. Men de gjorde det!

”VI KAN FÅ lidt turbulens,” siger piloten over højttaleren. Statsministeren sidder i et særligt bredt sæde forrest i flyet. Det er 17. oktober, klokken er 10:11, og vi er i Forsvarets Challenger 168 med splitflag malet på halefinnen. Vinden skurrer mod skroget, og lufthuller og pludselige vindstød forplantes som rystelser og små dyk. I mindre fly mærkes rejsen. 

Der er fire rækker sæder i flyet, som bruges til statsministerens rejser. Sæderne er bredere og blødere end på monkey class, og stewarden hænger de rejsendes frakker ind i en garderobe bagerst i flyet. På de to forreste rækker er sæderne sat over for hinanden som i et tog, så statsminister og topembedsmænd kan drøfte de forestående forhandlinger. Men ellers er der ikke noget bling, det er bare et fly. 

Fra hele Europa flyver statsledere nu mod Bruxelles. ’Brexit-topmødet’, har pressen døbt det, men der er nu en del mere på programmet. 

Ud over pilot og steward er vi 12 i flyet. De fleste er embedsmænd, og bag statsministeren sidder en bredskuldret, maskinklippet mand med en tynd spiralsnoet ledning fra højre øre til ned bag skjorteflippen i nakken. 

Mette Frederiksen har spist hjemmefra. Hendes 13-årige søn stod op klokken seks og lavede omelet, toast og varmede parmaskinke, morens erstatning for bacon. Den velassorterede fly-morgenmadsbakke lader hun omtrent stå urørt. Nogle vindruer og lidt yoghurt med mysli tager hun, så kan stewarden fjerne den faktisk politisk risikable bakke. Mette Frederiksen er opmærksom på fotografen. Billeder af spisende politikere kan brat ændre deres status i befolkningen.

Hendes pressesekretær tager et foto til de sociale medier. Så retter statsministeren opmærksomheden mod en langlemmet mand i hvid skjorte, der sidder i sædet nærmest hende på den anden side af midtergangen. Jean-Charles Ellermann-Kingombe er den danske sherpa. I Himalayabjergene kendes sherpaerne som erfarne bjergguider, der leder de rejsende op gennem farefuldt terræn uden selv at tage æren. I internationalt diplomati bruger man titlen om en højtstående embedsmand, der som regeringschefens repræsentant forbereder internationale topmøder. 

Nu briefer sherpaen statsministeren hen over midtergangen. Hendes pande rynker, indimellem nikker hun, og hele tiden ser hun opmærksomt op. Mette Frederiksen er blevet bedre til at være til stede i nuet. Hun har altid været optaget af det politiske, altid skrevet tjeklister og lagt planer, som nogle gange tog tankerne med. Hun siger, at det er kæresten Bo, der har lært hende at være nærværende. Hun siger også, at han har påpeget det på en måde, som ”ikke er irriterende”. Hvor end det kommer fra, holder hun øjenkontakten og er intenst nærværende, når hun møder folk.  

Da briefingen er overstået, fisker Mette Frederiksen et af de papirer frem, som embedsmændene på forhånd har forberedt til hende. På papiret er 30 små pasfotos med navne og titler. Mette Frederiksen møder mange mennesker, fra udenlandske statsledere til betroede medarbejdere på fjerne ambassader. Der er mange navne at lære, mange ansigter, man helst skal genkende. 

OGSÅ LÆNGERE TILBAGE i flyet læses der. Tavst studerer en embedsmand dagens udgave af Jyllands-Posten, hvor Mette Frederiksen har givet sit første store interview om sit syn på EU og dagens topmøde. Hen over forsiden står: ”Statsministeren om større EU-budget: ’Det er jo fuldstændigt gak.’” Hun tager afstand fra at åbne for optagelsesforhandlinger med Albanien, sådan som det store flertal af EU-landene faktisk ønsker. Danmark skal ikke længere stræbe efter at være tæt på kernen i EU. 

For Mette Frederiksen er den snorlige: Den frie bevægelighed af arbejdskraft udløste Brexit. Arbejderne reagerer, det var dem, der stemte Brexit hjem. Og gjorde Trump til præsident. Og har sendt socialisterne ud af regeringskontorerne i det meste af Europa. Selvfølgelig handler det om regeringsmagten, når hun så målrettet er gået efter at hente frafaldne S-vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti. Men det handler også om, at hendes parti blev skabt til at værne om arbejderne. Det er, hvad hendes familie har gjort tre slægtled før hende. For Mette Frederiksen er det en retfærdig kamp.

Interviewet i Jyllands-Posten er alt andet end tilfældigt. Avisen er ofte stedet, hun lancerer tanker og udspil, som i særlig grad kan appellere til svingvælgerne mellem DF og S. Sin første plan havde hun klar, da hun blev partiformand i 2015. Nu er hun i gang med sin anden plan, der handler om, hvorhen hun vil lede landet og sit eget parti i valgperioden: 

”Jeg arbejder meget struktureret. Der er ikke ret meget, der er tilfældigt. Der var en plan, der er en plan, og med mine nærmeste rådgivere er jeg begyndt at tale om, at vi også skal lægge en plan for de fire år, der kommer efter, hvis vi får lov til at fortsætte. Planerne starter mellem min stabschef Martin Rossen og mig, og så kobles flere på. Vi arbejder med en tavle for, hvad vi mener er det vigtigste, og hvor vi vil flytte Danmark hen. Og så måler vi på, hvor vi lykkes. Min opgave er på partiets og landets vegne hele tiden at tænke ind i en ny epoke. Danmark har ikke brug for en statsminister, der ikke har tænkt over tingene.”  

KYSSENDE KOMMER Hollands ministerpræsident Mark Rutte statsministeren i møde. ”Er det kun dig, der kysser tre gange, Mark?” Mette Frederiksen griner, da den begejstrede hollænder har landet bygen af kindkys. ”Andre bruger da kun to,” siger danskeren. 

Hollands leder gennem ni år svarer med noget, som snarere er lyde end ord, men det er glade lyde. Den kyssende hollænder fylder rummet med et vandfald af energi. I rummet er også den svenske statsminister Stefan Löfven og Østrigs fungerende leder, en pensioneret højesteretspræsident i et laksefarvet sæt. Hun vikarierer for Sebastian Kurz, indtil han efter sin valgsejr genindtager posten som Østrigs forbundskansler, og hendes opgave er at træde vande.

Vi er i Danmarks lokaler i Europabygningen i Bruxelles, og de fire statsledere har et formøde inden selve topmødet. EU-topmøderne holdes i bygningen, som ligner en mørk sol, når foyerens halvkugleformede konstruktion af stål og glas i hele bygningens højde ses udefra i Bruxelles-natten. Kommer man dybere ind i bygningen, forbi foyeren med kæmpekugle, rød løber og statsmandsinterviews, bliver bygningen hurtigt et labyrintisk, visse steder klaustrofobisk og jævnt hen meget bankagtigt miljø. 

Danmark, Sverige, Holland og Østrig hører til de lande, der betaler mest per indbygger til EU. De vil gerne træde på bremsen, når statscheferne senere på dagen skal diskutere EU’s budget for de kommende år. De fire lande er for få og små til at få deres vilje, men måske kan de holde lidt igen. Det er den rolle, Mette Frederiksen vil drøfte med de tre statsledere og deres nærmeste rådgivere, da de lukker døren til mødelokalet med sortmalede Wegner-stole, skillevægge af træ og generelt en stil, som ikke bør bekymre skatteborgerne. 

Det her er klubhuset for danske politikere og embedsfolk, når de forhandler med de øvrige lande. Ud over mødelokalet er her to kontorer, en stue og et tekøkken. Ret meget af det, som betyder noget i Danmark, går gennem disse rum. Embedsmændene søger ind i de to kontorer, ivrigt optaget af de medbragte laptops. Livvagter fra fire lande hænger ud i korridorerne. 

I stuen står en sofa. Her sov Mette Frederiksen to timer en sen nat under det topmøde, hvor Margrethe Vestager og de øvrige medlemmer af den nye kommission skulle udpeges. Sådan noget går altid i hårdknude. Når statsministeren sover i stuen, lægger embedsmændene sig på gulvet i kontorerne. Når der forhandles fiskerikvoter, flyder her med sovende embedsmænd. Der kan lugte ret specielt i disse lokaler.

Der er stadig latter, da dørene til mødelokalet åbner. Mark Rutte har foreslået Frederiksen, at hun taler på de fire landes vegne på topmødet. 

”Man får ikke lov til at være rookie længe i den her klub,” siger den danske statsminister.

Om den danske sherpa havde forudset hollændernes træk og briefet sin leder, vides ikke. Ellers er det nødvendigt nu. Danskerne kan lægge deres strategier, men det er der mange, der kan. Budgetspillet er speget. Det er før set, at en gruppe lande er redet sammen i felten, men undervejs sker der noget sjovt. Ét efter ét får landene lige hvisket et særlig godt tilbud fra de erfarne folk i Europa-Kommissionen, som skal have et forlig på plads. Er bannerføreren ikke lysvågen, kan hun pludselig midt på slagmarken opdage, at hun står isoleret. Kommissionen læser også Jyllands-Posten. Forsøgene på at købe de enkelte lande ventes efter årsskiftet. 

EU-ambassadør Jonas Bering Liisberg briefer på turen fra lufthavnen.

KONFLIKTSKY er Frederiksen ikke. Klokken 12:16 står hun i elevatoren på vej til et møde med lederne af de øvrige europæiske socialistpartier – Löfven, Corbyn, dem alle sammen. 

”Jeg er jo uenig med dem om næsten alt,” siger statsministeren til kredsen af embedsfolk. Da det er et partiarrangement, holder embedsmændene sig væk under mødet, og EU-ambassadør Jonas Bering Liisberg spørger ivrigt bagefter, hvordan det gik. Socialistlederne har diskuteret de samme emner, som EU’s statsledere har på dagsordenen: Boris Johnsons Brexit-aftale (Corbyn imod, Frederiksen for), øget EU-budget (socialistlederne for, Frederiksen imod), starte optagelsesforhandlinger med Albanien og Nordmakedonien (socialistlederne for, Frederiksen imod).

”I havde altså en åbenhjertig meningsudveksling?” spørger diplomaten diplomatisk. 

”Mja, sådan kan man vel godt udtrykke det,” svarer statsministeren. 

At Mette Frederiksen ikke er nogen push over, er noteret i EU’s politiske miljøer, og nem at påvirke skal man heller ikke være, hvis man vil begå sig i selskabet af statsledere. I Bruxelles tales der stadig om, hvor højt kansler Merkels øjenbryn løftede sig, da hun og Mette Frederiksen holdt deres første fælles pressemøde, og danskeren frejdigt forklarede, at grænsekontrol så de jo forskelligt på. 

Til politisk gennemslagskraft hører også en anden disciplin: Man skal forstå at skabe sig venner, hjælpe, smøre, charmere, bygge alliancer, så man har noget i den politiske bank, når man har brug for det. Hvordan danskernes statsminister klarer denne del af opgaven, kan først bedømmes på den længere bane.

TUNG MANDEPARFUME, lidt for lange håndtryk og rygklap. Mænd i blåsorte jakkesæt, der krammer eller lægger insisterende hænder over hinandens skuldre. Der er en brother–agtig stemning blandt statscheferne, næsten alle mænd, som nu trækker ind i salen, hvor topmødet skal foregå. Lidt endnu må fotograferne tage billeder i rummet med det gigantiske runde bord og kulørte tæppe. Snart lukkes dørene, og rummet jammes med elektromagnetiske bølger. Statsledere med mobiltelefoner skal ikke lave lækager og spin, der efter en tur gennem verdenspressen kan afspore forhandlingerne. 

Fra kontorer og pressesale nærstuderes tv-billederne. Hvem taler med hvem? Hvordan er kropssproget? Der tales stadig om topmødet, hvor Theresa May forfjamsket mødte snart den ene, snart den anden bortvendte ryg, så hvad sker der for Boris Johnson? Foreløbig er han her ikke. Mette Frederiksen taler ikke med mange, men heller ikke med ingen. Diplomaterne arrangerer møder med andre mindre landes statsledere, så hun kan få netværket i gang. I dag har hun også mødtes med Finlands, Estlands, Letlands og Litauens regeringschefer. 

Frederiksen er stadig ny, men den populære dreng i klassen er Macron. Franskmanden har noget. Hele tiden står 3-4 statsledere omkring ham. Bliver en plads ledig, kommer en ny hen. Da han hører, at Mette Frederiksen planlægger nogle fridage i Paris med sin kæreste umiddelbart efter mødet, vil han rulle det store sikkerhedsapparat ud. Næste dag må hendes rådgivere forhandle med franske kolleger, så hun kan blive fri. Kærestedage i Paris med en helikopter hængende over hovedet er bare ikke det samme. Præsident Macron ender med at love, at han vil sørge for godt vejr. 

Endelig kommer Boris Johnson, tæt eskorteret af Merkel. Hun husker nok også tv-billederne af Theresa May. Med sin person dæmper og heler den tyske kansler, hvad hun kan. Med de to ankommet lukkes dørene.

EMBEDSMÆNDENE HAR bestilt bøffer og fritter til hele gruppen, og det danske klubhus står tomt. De er rutinerede. De ved, hvornår de kan forsvinde. Brexit-aftalen er klappet af. Den kan ekspederes på fem minutter. Der er dog mange talere i sådan en forsamling af statsledere, og det er en betydningsfuld anledning. Det, alle er enige om, kommer til at tage to timer på topmødet. 

Men sådan så det ikke ud, da Mette Frederiksen gik om bord i Forsvarets Challenger 168 denne morgen. Brexit-aftalen faldt først på plads, mens hun var i luften.

Den koldsindige udlægning i det danske baglokale er, at Boris Johnson i store træk har fået den aftale, som EU startede med at tilbyde Theresa May. Hun vidste, at hun aldrig kunne få stemt en aftale igennem, som medførte toldkontrol mellem Nordirland og resten af riget. Så hun kæmpede sig til en anden aftale, som hun heller ikke kunne få igennem. Nu står Johnson her, fine forspring i meningsmålingerne, mangler bare en aftale at gå til valg på, og vupti, så dukker den oprindelige, forkastede model frem af gemmerne, nu som Johnsons politiske genistreg. 

”Politisk magi,” kalder Mette Frederiksen det siden. Sådan kan man så også udtrykke det.   

BØFFERNE er spist, fritterne ligeså. Embedsmændene driver rundt, kigger på ure, venter. Ministersekretær Karen Grønlund Rogne har trukket benene op i sofaen. Hun prøver at gøre, som hun altid har gjort, men da hun rækker ud efter statsministerens kuffert, standser Mette Frederiksen hende: ”Nej, Karen, du er gravid!” 

I det hele taget lægger statsministeren vægt på at bære sin egen kuffert. 

”Man mister hurtigt jordforbindelsen i det her job,” siger hun.

Under topmøder vandrer rygterne. Jo finere embedsfolkene er, desto tættere må de komme topmødesalen. De allerfineste embedsmænd har guldfarvede pas om halsen. De må stå uden for selve salen. Så er der nogle, som har røde, og nogle, som har blå pas, og længst væk dem med gule pas, men det er ikke embedsmænd, bare pressen. To af danskerne har guldpas – sherpaen og EU-ambassadøren. Har Mette Frederiksen brug for noget, kan hun konsultere dem, ligesom guldfolkene kan tale med andre guldfolk, der tjener andre statsledere. På denne måde kan rygter løbe fra guld til rød og blå og indimellem helt til de gule i pressen. Klokken 22:30 løber rygtet: Der er ballade om udvidelsesforhandlingerne. 

”Der er pause. De skriver på en erklæring,” siger en embeds­mand. Oplysningen fremkalder en sukken i det danske klubhus. 

”Så kan det trække ud.”

”Det er Merkel og Macron, der skriver. Og Mette.”

”Mette?”

Dén havde de ikke set komme. 

Forberedelserne med Albanien og Nordmakadonien har stået på længe. Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og langt de fleste lande anbefaler, at nu kan de årelange forhandlinger starte. 

Men Mette Frederiksen synes så ikke, at Albanien skal ind, som læserne af dagens Jyllands-Posten vil vide. Arbejderne derhjemme beskytter hun, og en del oplever, at der kommer rigeligt med udenlandsk arbejdskraft ind. For denne kamp stikker den danske statsminister gerne næsen frem. Også hollandske Rutte og Macron er imod. Merkel forsøger at lave kompromiset, og som en af de protesterende trækkes Mette Frederiksen ind. De 10 lande, som Anders Fogh Rasmussen som statsminister i 2002 fik forhandlet ind i EU, synes, det er mere retfærdigt at kæmpe for, at også de næste lande en dag kan blive lukket ind. 

Det lykkes aldrig at blive enige. Klokken to slutter mødet i det, som diplomater efterfølgende omtaler som ’en udfordret stemning’. Da er Boris Johnson smuttet. Klokken et, da skænderierne bare fortsatte, rejste han sig og gik med ludende skikkelse og stakke af papirer strittende under armene. De sidste ord, de europæiske statsledere hørte fra deres britiske kollega, var: ”This is insane.” 

Selv er Mette Frederiksen tilbage på hotellet klokken halv tre. Fitnesstræningen næste morgen er aflyst.

Også livvagten, som to uger tidligere stod uden for DR-studiet, kommer sent i seng. Det sidste, han ser, før han sover, er de få timer, til han skal vågne: 4:37. 

JAKKEN er skiftet til den lange koboltblå, som Mette Frederiksens 16-årige datter engang fandt til hende. Stiletterne er byttet ud med en halvstøvle med bred hæl. Håret er fortsat snurret sammen. Det er den 18. oktober, klokken er 15:05, statsministeren løfter kufferten fra bagagerummet af en sort Mercedes. Vi er ved stationen Bruxelles-Midi, det er gråvejr, men Macron har givet sit løfte for Paris. 

Mette Frederiksen trækker kufferten og følget efter sig gennem stationen, op ad rulletrappen, hen ad perronen. PET-folk i habitter finder toilettet og kommer ud i jeans og sweatere. 

Fra togets åbne dør kigger statsministeren en sidste gang ud over følget på perronen: EU-ambassadøren, sherpaen, seniorrådgiveren, ministersekretæren, pressesekretæren, en sikkerhedsmand, et par pressefolk. Noget ved synet får hende til at grine. Så trækker hun ind i toget, snakker, ler, har sit nærværende blik på mændene i sweatere og jeans, der sidder på den anden side af midtergangen. 

En time og 40 minutter fremme venter Paris. Alene med Bo. Så alene, som en statsminister nu kan være. Da toget kører, tager hun selfien til de sociale medier. Håret er slået ud.

/