MAN SKAL endelig ikke tage skoene af, for så bliver man beskidt, griner Kødben på vej ud til sit køkken.

Synnøve Søe gav alle sine tætte venner kælenavne. Kødben hedder i virkeligheden Nynne Oldenburg, men det blev til Kødben på grund af hendes tynde ben. Dem lægger hun op på madrassen i karnappen i stuen på Gammel Kongevej, og heller ikke dér behøver man at tage skoene af. 

Vennerne med kælenavnene væltede ind og ud af Synnøve Søes tumultariske liv. I hvert fald indtil de sidste par år, hvor det var, som om flere væltede ud end ind. 

De fortæller alle sammen, at de havde en særlig fortrolighed med hende, at de var særlig tæt på hende, det var den evne, Synnøve Søe havde. Men vennerne med kælenavnene fortæller også, at de på et tidspunkt blev nødt til at bryde med hende. For Kødben kom det, da hun fik en datter, der krævede al hendes opmærksomhed: 

”Jeg kunne ikke mere. Jeg havde et andet barn, jeg skulle tage mig af.” 

KØDBEN alias Nynne Oldenburg var 15, da hun blev en væsentlig del af Synnøve Søes dengang 23-årige liv. De to mødtes gennem Kødbens mor, Suste Bonnén, der havde mødt Synnøve Søe gennem Suzanne Brøgger. Synnøve Søe var blevet en kombineret datter/veninde til Suste Bonnén og blev en kombineret søster/veninde til Kødben. 

Det var i 1985 og i den periode, hvor Synnøve Søe brugte mellem en halv time og tre kvarter hver eneste morgen på at lægge en maske af hvid japansk sminke over hele sit ansigt. Når ansigtet var dækket helt, tegnede hun øjnene op med sort eyeliner og malede læberne og kinderne røde. Af og til satte hun en spisepind igennem det mørke glatte hår, så geisha-looket blev mere fuldendt. 

Kvinden med den hvidmalede maske blev en etableret del af nattelivet i de københavnske 80’ere, og man så hende aldrig uden. Det gjorde hun ikke engang selv. Hun sørgede altid for at tage lidt hvidt på, inden hun gik hen til spejlet. 

”Har du hørt det radioprogram, hvor hun fortæller om masken?” spørger Kødben.

Radiomontagen ’Pigen med masken’ blev sendt 20. august 1989, nogle uger før Synnøve Søe blev danmarkskendt med den stærkt kontroversielle bog ’Fars’, der måske, måske ikke, handler om hendes traumatiske barndom. 

I montagen hører man en 27-årig Synnøve Søe fortælle om sit liv, mens hun lægger sin hvide maske. 

Hun fortæller, at hun lægger masken, fordi hun ligner sine forældre for meget, og det kan hun ikke holde ud at se på. Hun fortæller om en opvækst, hvor hun har gået på 10 forskellige skoler. Om de forskellige kollektiver, hun boede i med sin mor, hvor bollevennerne blev drøftet hen over middagsbordet: ”Har du ikke prøvet Ole? Har du ikke prøvet Ole?????” Om langhårede hunde, ulækker mad og 1. maj-demonstrationer, hvor hun og de andre børn gik rundt ”og blev kolde i røven, fordi det var koldt, og de voksne glemte at gå hjem”. 

Hun fortæller om de venner, hun fik undervejs i de forskellige skoler, der ”havde en kedelig barndom”, men som ”har det bedre. De har orden i deres liv.” 

Og hun fortæller om sin far, der blev skilt fra hendes mor, og som hun måske så hver tredje uge, og som gav hende for dyre gaver. 

”Ure og gokarts og sådan noget, drengegaver. Jeg interesserede mig ikke for det. Et barn kan jo også regne ud, at sådan noget har været dyrt. Så var der så meget andet, der var fattigt.”

Begyndelsen af montagen har gjort størst indtryk på Kødben. Hun har transskriberet dele af den og henter sin computer for at læse højt fra Synnøves fortælling: 

”Når jeg vågner om morgenen, så kigger jeg mig aldrig i spejlet, før jeg har taget bare lidt hvidt i hovedet, sådan hist og pist. Og så kan jeg begynde at se i et spejl, fordi jeg ligner mine forældre så meget, og det vil jeg ikke. Simpelthen ikke, jeg vil ikke finde mig i det. Men masken gør, at jeg føler … jamen, ikke-sårbar, jeg kan bare ikke gå på gaden uden masken! Sårbar … aner jeg ikke, det er liv eller død, om jeg har masken på.”

”Liv eller død, om jeg har masken på,” gentager Kødben og fortsætter: 

”Da jeg havde hørt montagen, skrev jeg en sms til min mor: ’Hun skulle aldrig have taget den maske af’. Det tog livet af hende.”

Synnøve Søe interviewer Michael Elo til BilledBladet i 1982 i anledning af Elos LP ’Snapshot’.

MANGE ÅR SENERE, i et interview med Politiken i 2006, siger Synnøve Søe, at hun næsten har glemt hele sin barndom. Hun blev født som Synnøve Søe i Herlev i 1962, men i familien blev hun aldrig kaldt andet end Synne. Hun var den ældste af to søstre. På et tidspunkt flyttede de til Husum, forældrene blev skilt, og siden kom tre halvsøskende til. Hun kan huske episoder, og når hun skriver, vælter de frem, men hun har udvisket værelser og rum. Hun kan huske alle 12 skoler, hun har gået i (Synnøve Søe veksler imellem 10 og 12 skoler i sine fortællinger), men hun kan ikke huske nogen af de mange værelser, hun har haft. Og hun kan heller ikke huske duften af sin mor. 

”De eneste dufte, jeg har beholdt, er fra mine somre hos min mormor og morfar,” siger hun i interviewet. 

”Igennem alle årene har jeg hørt om de bedsteforældre,” fortæller Kødben. ”’De var så vidunderlige,’ sagde hun altid. Jeg har også besøgt dem engang sammen med Synnøve. Jeg syntes egentlig, de virkede lidt sure, men hun fandt meget tryghed i det hjem. Det var sådan et brunt hus, hvor der lugtede af krebinetter. ’Er det ikke bare det hyggeligste?’ sagde hun. Hun blev meget som et barn, når hun var hos dem: ’Skal vi ikke spille kort? Jeg tror også, vi har lidt O’boy.’”

SOM 14-ÅRIG blev Synnøve Søe sendt på Tvind. Forinden gik hun på N. Kochs Skole i Aarhus. På det tidspunkt boede Synnøve med sin søster Anneke og sin mor i et kollektiv i Lerbjerg lidt syd for Randers, en time med bussen til Aarhus. N. Kochs Skole var en privatskole med akademikerbørn, både småflippede og borgerlige, men det var også en skole, hvor utilpassede børn blev sendt hen på en friplads fra kommunen. 

Synnøve Søe skrev om skolen i en af sine klummer i JP Aarhus: 

”Jeg boede i Lerbjerg og var bare en hippie-møgunge, men jeg fik lov til at mænge mig med overlægers børn, direktørers døtre og professorers sønner. Happening, siger jeg bare, de var sgu skidesøde ved Lerbjerg-tøsen alle sammen. Ingen mobning, men jeg gik der jo også kun godt et år, hvoraf jeg pjækkede halvdelen af tiden.” 

Illustrator Claus Riis gik i klasse med Synne, som hun blev kaldt både derhjemme og i skolen. Han husker en lejrskole, hvor de var kærester i seks timer, og at flere fra klassen var oppe at besøge hende på hospitalet – efter et selvmordsforsøg, som han husker det. Andre fra klassen husker ikke noget selvmordsforsøg, men at hun tit var indlagt. Så var der tarmslyng, så var der noget med livmoderen, hele tiden var der drama omkring Synne. 

”Jeg tror, hun havde brug for opmærksomhed. Og jeg er ikke helt sikker på, at alt, hvad hun sagde, var sandt, men det betød ikke noget for vores venskab. Vi var gode veninder, og jeg var virkelig glad for hende,” fortæller en af klassekammeraterne. 

Hun stak nok ud, virkede ældre, mere moden og reflekteret end sine jævnaldrende, men hun var ikke udenfor. Hun var hurtig i hovedet, god at tale med og vildt sjov, fortæller klassekammeraterne. Hun var tit med hjemme hos veninderne, og de besøgte også kollektivet i Lerbjerg. Et, de beskriver som sjusket, lidt usselt og med et tomt køleskab. Og hvis der endelig var noget i det, var det muggent. 

Synne – eller Synnøve – pjækkede en del. Hun underskrev selv sine fraværssedler og fik job i en frikadellebod på Strøget, hvor klassekammeraterne tit kiggede forbi. Og, har hun fortalt i et interview, der var ikke nogen forældre, der undrede sig over, at hun igennem det meste af et halvt år tog en bus en time tidligere om morgenen, kom hjem tre timer senere om eftermiddagen og pludselig tjente en masse penge. Men en dag kom hendes lærer forbi for at købe en frikadelle. Og så blev hun sendt på Tvind-efterskole. 

I ’Pigen med masken’ fortæller Synnøve Søe om sin tid på Tvind, at hun på sin 15-årsfødselsdag begyndte ”at forstå, at det ikke var helt så godt med det fællesskab”: ”De kunne tvinge os til alt muligt, de kunne også tvinge os til begejstring, for det var et fællesskab, vi havde savnet hjemmefra. Der var altså også meget … angst, utrolig meget angst. Man vidste aldrig, hvornår fællesmødet vendte sig rundt mod én selv. De havde os simpelthen i et jerngreb, alle børnene, vi var ikke andet end børn, og vi kom alle sammen fra splittede hjem.” 

Efter en episode, hvor alle skulle klippe deres hår af, flygtede hun, og denne gang lykkedes det at slippe væk. Hun har fortalt, at hun endte hos et lesbisk par, hvor hun boede, mens hun gik i 10. klasse. Derefter fulgte en periode med forskellige job, et af dem som ekspedient i Illum, hvor hun en dag skulle ekspedere Jørgen, en advokat fra Græsted. Ham ville hun have, sagde hun til en af sine kolleger. Og det fik hun. De blev gift, Synnøve var 19, og Jørgen det dobbelte.

”Jeg var nedringet og gik ofte i corsage. Viste mig frem på en ekstrem måde, og jeg kan godt få den tanke, at jeg måske har været en forløber for den væmmelige ungdoms­kultur, der eksisterer i dag, og som man ser i programmer som ’Paradise Hotel’. Fem mennesker, der boller i en swimmingpool. Jeg forstår det ikke …”

sagt til BT i 2013

DER ER flere ting, der går igen, når man taler med folk, der har kendt Synnøve Søe. At bekendtskabet var intenst. Når man var sammen med hende, skulle man enten grine eller græde, alt derimellem var kedeligt og ligegyldigt. At hun var ekstremt empatisk, kærlig og generøs, men også meget krævende med et bundløst behov for opmærksomhed. Og et menneske uden filter eller grænser. 

Og så blev hun uvenner med sine venner. Hun kunne blive frygtelig vred og kalde dem det værste. Kort efter kunne alting være glemt, men nogle gange førte det til brud, der aldrig blev helet. Synnøve afskar folk, men vennerne brød også med hende. Suste Bonnén (mor til Kødben), der af Synnøve blev kaldt Ræv, er den blandt vennerne, der har holdt ved igennem flest år:

”Hun ville så gerne være en del af fællesskabet. Jeg kan huske en sommeraften, hvor hun spurgte, om vi ikke skulle ud og høre noget grill-lyd. Det var den lyd, der kom fra folks haver, når de sad i hyggeligt lag og grillede. Så ville hun lave et bånd med grill-lyd, som hun kunne høre derhjemme. Det er virkelig ensomhed.
Synnøve havde rigtig mange mennesker i sit liv, men ofte kun kort tid ad gangen. Hun blev meget forelsket i folk, og så blev det meget intenst. Så lå hun og ringede til folk om natten. Det kan man holde til i en tid, og så kan man det ikke længere. Og så blev hun skuffet og skældte ud. Hun var et menneske, der gav så meget, og af og til havde jeg også brug for pauser. Vi vidste, at der ville gå en tid, og så ville vi begynde at savne hinanden. Jeg savnede hendes latter, hendes humor og de samtaler, vi havde om både mennesker og kunst. Det var altid kvalificeret. Og så faldt vi hinanden om halsen igen.”

Ingen af de tætte venner fulgte Synnøve gennem hele livet, og da hun i flere perioder heller ikke havde kontakt med sin familie, er der ingen, der kender hele historien om Synnøve Søe. I deres fælles og sammenlagte fortælling om hende og i de portrætter og interview, der er skrevet om Synnøve Søe, opstår der af og til huller i kronologien. Der er perioder, der krydser ind over hinanden, årstal, der ikke passer ind, og måneder, der falder ud. Og fakta, der ikke stemmer overens med Synnøves fortælling om sig selv. 

Som for eksempel perioden med den hvide maske. Synnøve Søes egen fortælling til venner og medier var, at hun gik med den hvide maske i syv år, at hun ikke viste sig offentligt uden, og at hendes mand, advokaten fra Græsted, aldrig så hende uden masken. Men i den samme periode var hun ansat i omkring tre år på Billed-Bladet, og der havde hun aldrig masken på. 

Synnøve Søe har i en klumme på netmediet POV beskrevet, hvordan hun fik jobbet på Billed-Bladet, som blev en slags mesterlære. Egentlig ville hun søge job på Alt for damerne, for det var lige hende, mente hun. Men Synnøve havde glemt at researche og troede, at Alt for damerne var en del af Det Berlingske Officin, og derfor endte hun i Antonigade i det indre København. Her spurgte hun en rengøringsdame om vej til Alt for damerne, og rengøringsdamen tænkte, at den forvirrede pige nok mente Billed-Bladet, og viste hende op på 4. sal. Synnøve kom ind på Billed-Bladets redaktion, sagde til en ung fyr, at hun gerne ville være journalist, og fik med det samme et møde med chefredaktør Ib Johannesen og begyndte næste morgen. 

Når man sammenstykker forskellige beretninger om Synnøves tid på Billed-Bladet – og fra hendes liv i det hele taget – tegner der sig et billede af et menneske, der i den grad var i stand til at skifte karakter. Til at tilpasse sig omgivelserne, hvis det var det, hun ville. 

En af dem, hun interviewede i sin tid på Billed-Bladet, var sangerinden Lis Damm, der nogle år senere blev en af vennerne med kælenavnene. Lucy kaldte Synnøve hende. 

”Jeg kan stadig huske det meget klart. Hun havde mørke jeans, lange, flade, sorte støvler, mørkeblå V-trøje, halvlangt løst hår, med noget af det bag ørerne. Hun var ualmindelig almindelig at se på. Meget sød, professionel og grundig. Der var ikke en flig af noget excentrisk,” fortæller Lucy. 

Tidligere kolleger fortæller, at hun var en gevinst for bladet, fordi hun kunne få folk i tale, som andre ikke kunne overtale til et interview. Men også, at der var meget støj omkring hende. Drama og turbulens.

En dag mødte hun på arbejde med blå mærker på armen. Hun lod forstå, at det var hendes mand, der havde slået hende med en træsko, og derfor boede hun i en periode hos chefredaktør Ib Johannesen og hans kone. Men siden gik der en historie om, at det var hende selv, der i arrigskab og desperation over manglende opmærksomhed fra manden havde kastet sig ned ad trappen. 

Synnøve Søe, 1989.

2. OKTOBER 1989 blev en af de dage, der ændrede Synnøve Søes liv. Det var den dag, ’Fars’ udkom. Fra den dag var Synnøve Søe et offentligt navn og ansigt. 

Kødben var flyttet til Paris, da ’Fars’ udkom. Når hendes mor kom på besøg, havde hun altid danske aviser med, og her så Kødben for første gang Synnøve uden masken. 

Selv har Synnøve Søe fortalt, at da hun havde skrevet om sin barndom, kunne hun også frigøre sig fra den, og derfor behøvede hun ikke længere masken. 

Hovedpersonen i ’Fars’ bliver omtalt som ’hun’ eller ’barnet’, der konstant er i underskud af anerkendelse og opmærksomhed. Forældrene er følelsesmæssigt fraværende, moren sur og bebrejdende, og faren er også fysisk fraværende og en, som pigen altid savner og prøver at behage. Pigen flirter med tanken om, at sex kan være en vej til at få sin fars opmærksomhed, og bogen er i det hele taget præget af incestuøse undertoner. Som for eksempel da pigen skal massere sin far, eller da han – efter at hun har fået en kæreste – siger, at nu må hun ikke længere kigge på ham i badet, nu skal hun kigge på sin kæreste i stedet for.

’Fars’ blev omtalt som en selvbiografisk roman, og Synnøve Søe fortalte i mange interview, hvordan hun var blevet svigtet af sine forældre. 

Med udgivelsen af ’Fars’ indledte Synnøve en offentlig strid med sin familie om, hvad der var sket i hendes barndom. Om hvor meget af bogen, der var selvoplevet eller fiktion. Især hendes halvbror Jeppe Søe lagde kraftig afstand til sin halvsøster i medierne og forsvarede deres far. 

”Der er så mange af mine venner, der har spurgt mig, om hun blev misbrugt i virkeligheden. Jeg har aldrig spurgt hende, så jeg ved det ikke. Jeg accepterede, at det var hendes historie og fortolkning og søgte aldrig efter en sandhed om, hvad der virkelig var sket,” fortæller Kødben.

Da Synnøve Søe udgav ’Fars’, havde hun allerede gjort op med sin familie. I radiomontagen ’Pigen med masken’ fra august 1989 siger hun: 

”Der er mange, der spørger mig, om jeg stadig har kontakt med min familie, men har de nogensinde været min familie? Hvis man ikke er interesseret i nogen, så er det ikke ens familie. De mennesker, der er søde ved én, det er ens familie, alle mine venner.”

Synnøves Søes far, Poul Erik Søe, døde i 2008. På det tidspunkt havde Synnøve ikke kontakt med ham, og hun var heller ikke med til begravelsen. Bortset fra Synnøves halvbror Jeppe Søe har ingen fra hendes familie udtalt sig til medierne og heller ikke ønsket at bidrage til dette portræt. Med en enkelt undtagelse. For en dag, tre uger efter henvendelsen, kom der pludselig et svar tilbage fra Anneke Søe, Synnøve Søes lillesøster. Her er, hvad hun skrev: 

Kære Anne Sofie Kragh

Jeg er blevet spurgt om deltagelse i interview flere gange. Jeg har ikke ønsket at deltage. Min holdning er fortsat, at konflikter ikke løses i medierne. Jeg vil dog gerne bidrage med nogle ord om min søster, set fra mit sted.

De kommer her:
Som barn var jeg Synnes lillesøster. Hun var fantasifuld, og jeg blev uden at tænke over det en del af det, hun foretog sig. Jeg oplever ikke, at jeg valgte det. Jeg blev suget med.
Senere – i skolealderen – blev jeg mere og mere opmærksom på, at det voldte mig besvær at være Synnes lillesøster. Hun gav mig smagen af alle følelser. Jeg opdagede, at det ikke kun var mig, der blev suget med. Synne var interessant. Fantastisk. Dragende.
Jeg så, hvordan hun kunne tage mennesker. Bjergtage. Tage for givet. Indtage.
Jeg stillede mig i baggrunden. Der stod jeg godt. Og sikkert. Jeg holdt op med at følge med.
Hun kunne alt. ALT, hvad hun fandt på, gjorde hun. ALT.
Jeg tænkte sommetider: ”Bare det var mig.” De fleste gange tænkte jeg: ”Godt, det ikke er mig.”

Lige pludselig blev jeg mere end Synnes lillesøster. Min storesøster Synne blev til Synnøve Søe, der indtog Danmark.
Jeg kendte hende godt. Alligevel var hun fremmed. Det påvirkede og blev klart for mig, hvor forskellige vores veje og verdener var.
Mens Synnøve arbejdede sig ud i hver en krog af Danmark, blev jeg en del af en lille ny familie.
De fleste havde en holdning til Synnøve. Hun var på alles læber. Danmark blev suget med.
Jeg kendte hende stadig, men vejene, hun valgte, kunne kun betrædes og forstås helt af Synnøve.
Jeg forstod ingenting. Jeg blev i tvivl om, hvad jeg havde oplevet.
Sandheden om det levede liv afhænger af øjne, hjerner og hjerter, der ser og oplever, og derefter af fortællingen. Er sandheden nuet, der aldrig genskabes, og bliver fortællingen om det oplevede ved gentagelse og skriftliggørelse til fiktion?
En fælles oplevelse er ikke blot en fælles oplevelse. Sandheden er mangfoldig. Jeg kender den ikke.
Men jeg kender naturligvis min del af sandheden. Den tager jeg med mig igennem livet.

Mange hilsener Anneke Søe

Synnøve Søe iscenesætter sig selv, 2008.

I NEW YORK boede Kødben i en periode hos Synnøve Søe i en opgang i East Village, hvor Madonna engang havde boet. Her levede hun i et bofællesskab med en rockmusiker, der hed Star, og hans lesbiske veninde. Madonna var sammen med Bruce Springsteen de store idoler, og Synnøve Søe havde fået sin agent til at love, at han ville sætte et møde op med Bruce Springsteen, når hun kom til New York. En af missionerne med at tage derover var faktisk at blive gift med ham. En anden var at komme væk fra Danmark. 

”Med ’Fars’ blev hun et offentligt ansigt, og folk kom hele tiden til hende med deres problemer. Hun havde en overdreven empati, som hun mobiliserede for mange, mange mennesker, men det blev for krævende for hende,” siger Kødben.

Da Synnøve flyttede til New York, var en del af bagagen nogle sorte plasticsække, der var fyldt med fanpost, som hun ville besvare. Kødben fik til opgave at organisere fanposten, og Synnøve havde købt nogle kartotekskort, som Kødben krydsede af, når Synnøve havde skrevet et svar.

Nogle år senere fandt Kødben nogle af Synnøves store kinabøger. De stammede fra hendes tid som husmor i Græsted og var fyldt med sirlige optegnelser af alt, hvad der var frosset ned i kummefryseren. Spalte op og ned med beskrivelser af selv den mindste pose med hjemmedyrkede grøntsager. 

I New York arbejdede Synnøve frivilligt for en organisation, der tog sig af børnehjemsbørn, og det blev også en del af Kødbens liv i de tre måneder, hun var hos hende i New York.

Og så brugte Synnøve Søe meget tid på at gå i kirke. Hun var igennem hele sit liv ikke bare almindeligt kristen, men stærkt troende. Hun blev en fast del af gudstjenesterne, hvor end hun boede, fra hun var 10 år, indtil hun meldte sig ud af folkekirken omkring 2009, fordi hun ikke orkede flere ”ligegyldige slaske-prædikener”. Men troen beholdt hun. 

EN DAG fik Synnøve Søe en henvendelse fra TV 3, der ville lave en – efter danske forhold – ny type talkshow med hende som vært. Kort tid efter stod journalist Trine Villemann på ’Hjørnet’, stamstedet for Ekstra Bladets journalister, da Synnøve Søe kom hen til hende: ”Hej! Jeg ved godt, hvem du er. Du er Trine Villemann, og du skriver for Ekstra Bladet. Vil du ikke være redaktionschef på mine talkshow?”

Trine Villemann vidste også, hvem Synnøve Søe var. Hun kunne huske hende fra masketiden i det københavnske natteliv i 80’erne, hvor hun hang ud på Krasnapolsky og Dan Turèll. 

”Jeg så hende altid på Dan Turèll. Man så hende med det samme. Hun var meget utilnærmelig, alene og smilede aldrig. Stod altid og iagttog mennesker.”

Inden optagelserne skulle begynde, rejste Trine Villemann og Synnøve Søe på en tur til Paris, så de kunne lære hinanden at kende. 

”Vi sov på samme værelse, og den første nat vågnede jeg ved, at hun pludselig lå i min seng. Så var jeg nødt til at sige: ’Hør, det her er jeg ikke til.’ Det var hun heller ikke, sagde hun, men hun var vågnet, fordi hun havde mareridt, og hun havde brug for en, der holdt om hende. Hun havde mareridt hver nat, så vi sov hver aften i den samme seng. På et tidspunkt sad hun i et hjørne og rystede over det hele. Hun fortalte nogle uhyggelige historier fra sin barndom. Det var så hjerteskærende. Den stund, vi havde der om natten, hvor jeg sad og holdt om hende, den kunne jeg hive frem og tænke på, når hun skreg ’lede møgfisse’ ad mig. Så var jeg i stand til at vende den anden kind til,” fortæller Trine Villemann – eller Musseladedyr, som Synnøve kaldte hende. 

Med inspiration fra USA ændrede Synnøve Søe hele kulturen omkring talkshow i Danmark, og ’Synnøves’ blev en stor seer­succes. Stilen var fræk, pågående og nærværende og handlede om alt fra trendsættende subkulturer, hvor Synnøve blev udklædt i vilde kostumer, til stærkt følelsesladede emner som misbrug, aids og incest.

”Hun er et af de største tv-talenter, jeg har set herhjemme. Der var så meget nerve og nærvær, når hun var på. Det tog hende under 20 sekunder at få en forbindelse til de mennesker, hun interviewede. Hun havde empati, før det blev et modeord. Men hun var et mareridt at arbejde sammen med,” fortæller Trine Villemann.

Efter at Synnøve Søe (endnu en gang) havde råbt ad en af journalisterne på redaktionen, truede hele redaktionen med at sige op midtvejs i sæsonen. Løsningen blev, at Synnøve Søe blev forment adgang til redaktionen mellem optagelserne. Og når hun var der, blev døren til kontrolrummet låst af, så hun ikke kunne komme ind i reklamepauserne og råbe ad folk. 

Omtalen af programmerne og livet på redaktionen med Synnøve endte på formiddagsavisernes forsider, og på et tidspunkt tænkte Trine Villemann, at hun ville invitere et af de mere seriøse medier ud, så de kunne lave en sober reportage fra redaktionen. 

”Mens jeg sad og fortalte journalisten fra Jyllands-Posten om, hvor relativt fredeligt det hele gik til, kom hendes hår­stylist og makeupartist løbende ud af rummet. Råbende og skrigende, at nu kunne de ikke klare den lede so mere.”

Synnøve Søe var taknemmeligt stof for ugebladene og tabloidpressen. Hun sørgede for masser af omtale af sig selv og programmerne og gav mange interview. Pigen med masken var blevet til pigen med de provokerende udtalelser og brysterne forrest (hun puttede sammenrullede nylonstrømper i bh’en). 

Kødben fulgte med fra sidelinjen: ”Hun dyrkede den PR så vildt, og hun var vanvittig dygtig til det. Men hun kunne ikke tåle det liv, hun fik, da hun blev kendt.”

SYNNØVE SØE flygtede endnu en gang fra Danmark, først til Kenya, hvor hun boede i portnerboligen til Karen Blixens farm, og siden til Irland. Her lykkedes det hende at blive ansat på søndagsredaktionen på Irish Independent, Irlands største avis, som den, der skulle skrive de lange interview til søndagsavisen. Da ansættelsen stoppede (ingen af hendes venner ved helt hvornår og hvorfor), flyttede hun til halvøen Howth nordøst for Dublin. Her boede hun alene med sine hunde og ingen penge. På et tidspunkt sendte Kødben hende 1.000 kroner, og kort efter fulgte et minutiøst regnskab retur, hvor hun havde listet op, hvad pengene var gået til: mel, gær, hundemad, ris etc. 

”Synnøve var selv meget generøs. Det var sådan noget med altid at give taxachaufføren 100 kroner i drikkepenge. Men hun havde svært ved at modtage penge, og hun havde det meget svært med, at hun var så fattig. Det fyldte meget hos hende.”

Sådan var Synnøve Søes liv, da hendes familie i november 1996 ringede og fortalte, at hendes yngste halvsøster, Freja på 20 år, var blevet kørt ned og dræbt af en lastbil i Kina. 

I ’Pigen med masken’ fra 1989 fortæller hun om Freja: ”Der er kun en af mine søskende, jeg stadig elsker. Som betyder alt for mig. Men de andre, de er bare nogle mennesker, jeg har mødt.”

Hun kom hjem til begravelsen på Bornholm og blev der de næste 17 år. 

I begyndelsen boede hun i et hus i Nexø, som hendes mor købte til hende. I en periode kom hendes søster Anneke og kiggede til hende hver dag. Synnøve havde det i forvejen ikke nemt, men Frejas død slog hende ud.

I DE FØLGENDE ÅR blev der stille omkring mediefænomenet Synnøve Søe. TV Danmark forsøgte at genoplive hende som talkshowvært, men ’Det ny Synnøve’ blev ingen succes, og hun blev i stedet brevkasseredaktør på Ekstra Bladet. Umiddelbart det perfekte match: Synnøve og en brevkasse. Få havde den empati og interesse for folks problemer som hende, men netop af den grund var det det helt forkerte job, viste det sig. Det blev en besættelse for hende at holde styr på alle sine ’klienter’, og hun kunne ikke finde ud af at give slip på dem igen. 

Ligesom hun heller ikke kunne finde ud af at give slip på sin lille søn, Romeo, som hun fik efter en flirt med pølsemandens søn fra Nexø i 1998.

Synnøve, der selv aldrig sov mere end tre-firetimer om natten, kunne finde på at stå op klokken fem om morgenen og lige nå at bygge Lego et par timer med ham, inden han skulle i børnehave. Og nogle gange kunne hun slet ikke få sig selv til at aflevere ham. Ifølge Synnøves egen fortælling sendte børnehaven i en periode en pædagog hjem og hentede Romeo om morgenen, for ellers kom han ikke derhen. På et tidspunkt valgte Romeo at flytte over til sin far.

”Vi grinede af det, men det var forfærdeligt, det var det da. Men jeg kommer aldrig til at elske nogen, som jeg elsker ham, men det var godt for os at give slip. Rigtig, rigtig godt,” sagde hun mange år senere i et interview til Jyllands-Posten.

Flere af Synnøve Søes venner peger på de første år med Romeo på Bornholm som de mest harmoniske i hendes liv. Som om hun i den periode lykkedes med at fremkalde det romantiserede tryghedsbillede, hun havde af sin barndoms somre hos mormor og morfar på Balka Strand med faste spise- og sengetider. Som om hun fandt en form for ro i den første tid med sin søn, selvom det nok er for meget at sige, at der nogensinde var rigtig ro i hendes liv. 

Da Politiken besøgte Synnøve Søe i 2006, boede hun i Snogebæk, få kilometer fra Balka Strand. Rodet og alene med sin granddanois Kærlighed, i et hus forskanset bag et flere meter højt hvidt stakit, som hun havde sat op for at få ro. Her dyrkede hun det stille liv. Lavede mad på et gammeldags brændekomfur i et rodet køkken. Til gengæld havde hun perfektioneret badeværelset med mosaikker. Igennem tre år havde hun samlet glas og skår fra lossepladsen i Nexø. Men også et liv, der stadig var svært. Til Politiken sagde hun: 

”Der er perioder, hvor jeg ikke har det godt. Jeg behøver slet ikke at have nogen grund. Jeg kan bare pludselig ikke trække vejret. Jeg bliver bange. Smadderbange. Jeg ved ikke for hvad. Når Romeo ikke er her, kan jeg ligge en hel uge i sengen. Jeg græder ikke eller noget. Jeg er bare fuldstændig lammet og kan ingenting. Men det sker ikke så ofte længere. Jeg har valgt at tage medicin for det. Og det har hjulpet mig.”

Kort efter artiklen i Politiken udkom Synnøve Søe med sin femte bog, ’Når den blå hane galer’. Det var 12 år siden, hun sidst havde udgivet en bog, og hun kom til København for at blive interviewet på bogmessen. 

Det var en af hendes tidligere kolleger fra talkshowet på TV 3, Michael Holbek, der skulle interviewe hende. De to var gode venner, men sås ikke så tit. I perioder havde de talt rigtig meget sammen i telefon, men der havde også været lange pauser, hvor der ikke var kontakt. 

De skulle mødes lige inden interviewet over en kop kaffe og aftale, hvordan det skulle forløbe. Da Synnøve Søe ankom til bogmessen, var hun iført store træskostøvler, og i det hele taget så hun herrens ud, tænkte Michael Holbek. Synnøve Søe havde været igennem flere suicidale faser i sit liv, og nu var hun i endnu en. Men hun nægtede at tale om det på podiet, sagde hun. Det havde Michael Holbek bestemt heller ikke tænkt sig, de skulle jo tale om bogen.

Kort efter satte de sig på podiet. Der var stuvende fuldt, og interviewet kunne begynde. Michael Holbek stillede et indledende spørgsmål til romanen, hvortil Synnøve svarede: 

”Jeg har tit haft lyst til at begå selvmord.”

 Og så brød hun sammen. 

”Jeg var nærmest i chok. Heldigvis var Suste Bonnén (Ræv) blandt publikum, og hun skyndte sig op for at trøste Synnøve, sad og holdt hende i hånden, mens jeg prøvede at komme tilbage på sporet. Det var en ret rystende oplevelse,” fortæller Michael Holbek. 

SYNNØVE SØES VERDEN

Synnøve Søe blev født i Herlev i 1962. I sin barndom flyttede hun så meget rundt, at hun plejede at sige, at hun ikke kom nogen steder fra. Bornholm blev et af hendes faste holdepunkter. 

I løbet af 80’erne boede hun i Græsted, hvor hun var gift med en advokat, og siden centralt i København. Efter at have udgivet ’Fars’ i 1989 flyttede hun til New York. 

Efter New York boede hun i en periode i 

Karen Blixens gamle portnerbolig i Kenya. 

I 1993 flyttede hun til Dublin og blev først skribent på Irish Independent, siden flyttede hun ud på landet til halvøen Howth, alene med to hunde. 

I 1997 rykkede hun til Bornholm, hvor hun boede i 17 år. Blandt andet i Nexø, Snogebæk og Rønne. 

I 2014 flyttede hun til Aarhus, hvor hun blev boende til sin død.

TILBAGE PÅ Gammel Kongevej har Kødben siddet med de tynde ben på madrassen i karnappen i snart tre timer og fortalt om Synnøve Søe. Hun har ikke tal på de gange, hvor hun har stået i en forsamling, og snakken er faldet på Synnøve Søe. Så har hun skyndt sig at sige, at det var hendes gode veninde, inden de nåede at sige noget dårligt om hende. 

”De, der ikke kendte hende privat, har et helt andet billede af, hvordan hun var. Hun havde en side, som kom frem, når hun var offentlig. Det hele blev lidt for meget, hun kunne virke krukket. Den der bevidsthed hos hende støjede. Hun havde brug for opmærksomheden, men kunne ikke tåle den. I Danmark kan vi godt lide at sige, at vi elsker originaler, men det er løgn. For folk så også ned på Synnøve Søe, og det var en sorg hos hende, at der ikke var så mange, der havde blik for hendes format.”

Selvom Synnøve Søe var fuldstændig usnobbet i sin tilgang til mennesker og havde en meget bred vennekreds, generede det hende, at hun på trods af 10 bøger ikke blev taget helt seriøst som forfatter. Godt nok fik hun i 2008 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat efter ’Drengen med stigen’, som var den bog, der fik de gennemgående bedste anmeldelser, men de efterfølgende fire bøger fik ikke samme omtale eller modtagelse, og hun blev stadig mest set som hende talkshowværten med den dybe kavalergang. 

SYNNØVE SØE forlod Bornholm for at flytte til Aarhus i 2014. I den forbindelse lavede hun tre udsendelser som afsked, der blev sendt på TV 2 Bornholm. ’Synnøves Bornholm’ hed de, og i den første besøger hun nogle af de mennesker, hun kom til at holde allermest af. En af vennerne hedder Mogens Vibe, og de har en samtale om kunst og kultur. De sidder og kigger på forsiderne til hendes bøger, der er lavet af lokale kunstnere, og taler om hendes mest biografiske værk, ’Skrifte’ fra 2009. ”Der er næsten ingen, der har læst den. Den fik næsten ingen omtale,” siger hun resigneret. Og lidt senere spørger hun sin ven: ”Hvordan tror du, det kan være, at jeg aldrig er blevet inviteret med til noget af kultur­eliten?” 

Anden udsendelse handler om død. Eller rettere, den handler om selvmord. Om hendes gode ven Christian, der brændte sig selv inde, og hvis gravsten hun besøger. Men mest om dengang, hun ringede til Bornholms Regionskommune og sagde, at hun ikke ville leve mere. Hun interviewer den mand, der kom ud til hende, mens hun sad og rystede under et bord, og hun interviewer det personale, der hjalp hende, efter at hun blev udskrevet fra den lukkede afdeling på psykiatrisk hospital. Heller ikke i disse programmer bliver der lagt fingre imellem. Synnøve Søe skifter mellem at interviewe andre om sig selv og selv fortælle om sine kriser. Hun fortæller, at hun har taget 30 kilo på af den antidepressive medicin, hun nu får. Af og til kigger hun direkte ind i kameraet og fortæller seerne, at det er vigtigt at søge hjælp, når man har det skidt. Udsendelsen slutter ved Christians gravsten. ”Vi ses, kæreste Christian, men det bliver ikke endnu.”

I tredje og sidste udsendelse tager Synnøve Søe igen rundt til forskellige steder på øen, blandt andet Balka, hvor hendes mormor og morfar boede, hvor der var ”orden i hverdagene”. Hun tager ud og snakker med sin gode veninde Mimi, der er kunstmaler. De snakker om løst og fast og om, hvad hun vil i Aarhus, for hun kender ikke et menneske i byen. Synnøve fortæller, at hun var der for fire år siden, og der havde hun fået sådan en god fornemmelse. Og at det bliver det sidste sted.

SYNNØVE SØE PÅ SKRIFT

1989: ’Fars’. Om en piges mangel på opmærksomhed og anerkendelse i en traumatisk barndom med in­­cestuøse undertoner. 

1990: ’No Credit’. Om den 27-årige skuespiller Coco, der har svært ved følelsesmæssig nærhed og prøver at slå igennem som skuespiller i USA. Blev skrevet, mens Synnøve Søe boede i New York. Synnøve forsøgte at få Madonna til at spille hovedrollen i en filmatisering, men det blev aldrig realiseret. 

1992: ’Orm og ar’ (læs: Mor og far). Om en pige, der bliver seksuelt misbrugt af sin far. 

1994: ’Regntid’. Om den unge rige amerikaner Jason, der lever det vilde liv med fest, stoffer og sex i Afrika, Paris og New York. Også han er præget af en opvækst med fraværende forældre. 

2006: ’Når den blå hane galer’. Om Stella Vibe, der flytter til Kenya for at få skrevet en bog, og som har brudt med sin familie. 

2007: ’Drengen på stigen’. Om omsorgssvigt og den femårige Peter, der bor alene med sin psykisk syge mor og hele tiden venter på, at hans far skal komme forbi. 

2009: ’Skrifte’. Om at finde kærligheden og evnen til at binde sig på trods af manglende accept i barndommen. Ifølge Synnøve Søe hendes mest selvbiografiske værk.

2013: ’Bjerget, havet, huset’. Om en irsk forfatter, der lever som eneboer og lider af skriveblokering. Synnøve Søe boede selv i midten af 90’erne i en periode langt ude på landet i Irland. 

2013: ’Når mågerne flyver baglæns’. 18 fortællinger om personer med psykiske sygdomme. Udkom året inden, Synnøve Søe flyttede fra Bornholm, hvor hun selv havde været indlagt på en lukket afdeling. 

2014: ’Forbudt torsdag’. Om Henrik, der siden barndommen har eksperimenteret med sex med begge køn og vokser op i et dysfunktionelt barndomshjem. 

DET NYE hæng ud-sted for Synnøve Søe blev ARoS Aarhus Kunstmuseum. Hun var flyttet til byen for at få mere kultur, end Bornholm kunne tilbyde, og hun dyrkede ARoS som sit andet hjem. Hun sad tit på museets café og faldt i samtale med tilfældige forbipasserende og andre, hun havde fået en relation til. Hun kunne bruge dage på at observere, tolke og nyde et enkelt kunstværk ad gangen. 

Hun fik job som klummeskribent på JP Aarhus. Fra august 2014 skrev hun ’Byen baglæns’, hvor hun blandt andet skrev om at have en blæksprutte med på bagsædet i bussen til middag i ­Grenaa, om den dag, Prince døde, og om at købe parfume i Magasin: ”Pludselig duftede der af begær i hele Magasin.” (Synnøve Søe fik et forhold til en mand i løbet af sine år i Aarhus, men ingen af vennerne kender meget til forholdet). 

På redaktionen var holdningerne til hendes klummer delte. Redaktøren valgte at stoppe samarbejdet ved årsskiftet 2016-17, da han gerne ville have andre skribenter i avisen. Han har siden modtaget henvendelser fra læsere, der begræder den beslutning, skriver han i en mail. 

Ib Laugesen var et af de mennesker, Synnøve Søe lærte at kende, da hun kom til byen. Han havde vænnet sig til, at han skulle have et godt tag i hende, når de gik tur, for hun havde noget med balancen. De gik lige over for Café Drudenfuss i Aarhus’ Latinerkvarter, da hun skulle have noget i sin taske. Og så faldt hun. De næste to timer brugte Ib Laugesen på at overbevise Synnøve om, at hun skulle på skadestuen med den arm, men hun nægtede. 

Til sidst gav hun efter og blev siden opereret ad flere omgange. 

Sidste gang, Ib Laugesen så Synnøve, var hjemme hos hende i efteråret 2017. Synnøve Søe boede alene (uden hund) i en etværelses lejlighed i ’Langenæshus’ – et par højhuse med egne festlokaler, restaurant, fælles dagligstue, vaskeri og vicevært få kilometer fra Aarhus centrum. 

De havde siddet og fortalt hinanden anekdoter, og pludselig havde Synnøve vrænget ad ham. 

”Det blev jeg meget forskrækket over. At hun, som var så fintfølende et menneske og kunne være så hjertelig sød, pludselig også kunne være sådan ud af det blå. Vi sås aldrig igen. Men jeg elskede hende, og det gør jeg stadigvæk,” fortæller Ib Laugesen, der siden har skrevet og udgivet minderunen ’Stavros’, der er en hel digtsamling om Synnøve Søe. 

Hendes arm helede aldrig. Den hævede, blev voldsomt betændt, og i den sidste tid gik hun med en lang velcrohandske.

Synnøve Søe, 2006.

HUN BLEV fundet mandag 15. januar 2018. Dagen inden, om søndagen, skrev hun sammen med sin redaktør på netmediet POV, Annegrethe Rasmussen, på Messenger. Synnøve Søe skrev, at lægerne havde indrømmet, at hun var blevet fejlopereret nogle gange, og nu havde de sagt til hende, at hun ikke ville kunne komme til at skrive de næste to år. Og så skrev hun noget, som først efterfølgende fik det til at gyse i Annegrethe Rasmussen. Da hun læste det første gang, tillagde hun det ikke andet end Synnøves sædvanlige sans for melodrama: 

”For mig er det ikke engang kun en katastrofe ikke at kunne skrive, det er forbi. Bare helt forbi på alle måder.”

Om lørdagen havde Synnøve Søe solgt det sidste af sit indbo fra lejligheden i Langenæs. I dagene op til havde hun sat alt til salg på forskellige Facebook-sider. Gryder, pander, komfur, køleskab, fryser, skrivebord, tv, kolonialvarer. Når folk kom for at hente deres ting, fortalte hun dem, at hun skulle flytte til udlandet med sit arbejde. Også i den stund var hun interesseret i, hvem de var, hvad de lavede, og spurgte ind til deres liv. 

I løbet af lørdagen udskiftede hun sit profilbillede på Facebook med et billede af nogle væltede skakbrikker og en rød sløjfe om den sorte dronning. Hun havde lavet sirlige bunker med billeder og kuverter til blandt andet Romeo og hans far. Og en optegnelse over, hvor meget af sin opsparede medicin hun havde indtaget. 

Om fredagen havde hun efter lukketid sendt en e-mail til boligselskabet om, at de skulle ringe til politiet. Hun vidste, at de først ville læse mailen mandag morgen. 

ANNEGRETHE RASMUSSEN havde været i tvivl om, hvorvidt hun skulle tage hele vejen fra Washington til en bisættelse på Bornholm af et menneske, hun trods alt aldrig havde mødt eller talt med. Synnøve Søes redaktør på netmediet POV havde kun haft kontakt med sin skribent over Messenger og mails, dem havde de til gengæld også skrevet en hel del af, over 800 havde hun fået fra Synnøve. 

Men efter at hun havde skrevet en nekrolog om hende på POV, var det strømmet ind med henvendelser fra folk, der kendte Synnøve, deriblandt familien. De spurgte, om hun ikke ville holde en tale til bisættelsen. Så nu sad Annegrethe Rasmussen med jetlag i kroppen sammen med syv andre i Kastrup, deriblandt Kødben, Ræv og Ib Laugesen og ventede på flyet til Bornholm. Her kom de til at sidde et stykke tid, for en tyk tåge havde dækket luftrummet over Bornholm, og deres fly blev aflyst. 

”Jeg fik nærmest et nervesammenbrud i lufthavnen,” fortæller Kødben. 

I kapellet i Rønne var bisættelsen gået i gang. Kisten var dækket med hvide liljer, som Synnøve Søe talrige gange havde fortalt, hun ville have det (”Der skal kun være hvide liljer!”), hendes mor holdt en tale, og der blev sunget tre sange: ’Stilhed før storm’, ’Du er ikke alene’ og så den salme, Synnøve Søe engang havde skrevet til sin gode ven Jakob, der døde af aids.

En halv time efter bisættelsen var gået i gang, lettede flyet endelig, og de otte nåede frem til gravøllet på Poul Pava på Laksetorvet i Rønne. 

Som det første skyndte Ib Laugesen sig at lægge 1.000 kroner i baren. Stemningen var trykket, og han ville gerne gøre sit til, at den lettede. Han stillede sig op og læste digtet ’Nøgen frokost’, Annegrethe Rasmussen fik holdt sin tale, og Kødben læste Tove Ditlevsens digt ’Vær stille’ højt. En af stroferne lyder: ”Du greb om hele kloden, men den var alt for tung, og mod den styrke var du så værgeløs og ung.” Og slutter med følgende: ”Nu læger dødens engel din knuste barnetro. Vær ganske stille – et barn er lagt til ro.”

Gradvis lettede stemningen. Rundt omkring bordene blev der delt anekdoter om Synnøve Søe. Folk, der aldrig havde hørt om hinanden før, men som alle følte sig nært beslægtet med hende. Folk, der havde hørt meget om hinanden, men aldrig havde mødtes. 

Lige der var der ingen, der var uvenner med Synnøve Søe.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se september 2018.