UNDER GLITRENDE DISKOKUGLER, glimmersommerfugle og overdimensionerede pynte-ispinde sidder en enkelt gæst og nyder en skænk i mahognibaren på Centralhjørnet Café. Det er formiddag, og sommersolen brager ind ad vinduerne og får støvfnug i luften til at danse og glimmeren til at skinne. Indehaver Kenny Hoffland skænker en cola med is og begiver sig ud mod fortovsbordene for at fortælle om cafeens historie. Og sin egen ikke mindst.
Egentlig kan Kenny Hoffland ikke 100 procent huske, om han startede med at arbejde eller optræde på Centralhjørnet. Men det er i hvert fald 15 år siden, han satte sine ben på homobaren i indre København for første gang. Den tidligere ejer, Torben Rasmussen, manglede en mand til at stå for den faste torsdagsunderholdning på stedet, og med et repertoire, der spændte over dragshows og musicals, meldte Kenny Hoffland sig klar som showman under den regnbuefarvede fane. Han klædte sig ud som Liva Weel og sang ’Glemmer du’, ’Gå med i lunden’ og flere af de andre filmiske klassikere, mens indehaveren Torben Rasmussen spillede piano til. Showet var en succes.
”EN BLANDT PUBLIKUM sagde: ’Se, det er Ilva Wræl og den ondskabsfulde pianist!’ Ha ha. Det har showet heddet lige siden. Vi optræder stadig med det og kører også med et andet show, der hedder ’To tykke med det hele’, det er sådan et ’gynge-synge-med’-show, hvor der bliver sunget Dorthe Kollo, Birthe Kjær, John Mogensen og Bamses Venner,” siger Kenny Hoffland, der var flyttet til hovedstaden fra Fredericia, hvor han er født, opvokset og uddannet vinhandler. Sammen med en ven havde han åbnet sin egen biks, og snart efter var han kendt som ’ham bøssen, der sælger vin nede på strøget’. Efter nogle år med dét klistermærke savnede han at være mere inkognito.
”Man kan ikke vifte med ørerne i sådan en lille by. Eller, det kan man jo godt, men så bliver det også bemærket. Så jeg tænkte bare, at der skulle ske noget andet. Men når man så har boet i København i 20 år, så finder man ud af, at det jo også er en landsby. Nu kender folk mig hernede alligevel,” siger Kenny Hoffland, imens spanske turister krydser brostenene på den anden side af Centralhjørnet anført af en guide, der gør holdt ved murstensbuen, der spænder over Slutterigade og Hestemøllestræde. I begyndelsen af 1900-tallet var det en lukket gangbro mellem fængselsbygningen og politiets kontorlokaler. Siden 2012 har murstensbuen dannet rammen for Centralhjørnets Pride-gadefest. En dj spiller op til fest, buen bliver vakt til live af et lysshow, og gaden plejer at være uigennemtrængelig af dansende mennesker. Sådan regner Kenny Hoffland også med, at det bliver i år. 200 skinnende diskokugler kommer endnu en gang til at dække Centralhjørnets loft, når Copenhagen Pride stryger gennem Københavns gader 19. august.
”Til Pride kommer jeg ind klokken syv om morgenen, og så går jeg hjem næste dag klokken syv. Det er en hård dag, men det er godt nok også sjovt. For det stikker helt af. Det er så vildt at se, hvor mange mennesker man kan tiltrække, når man holder en god fest. Altså, vi er et lille sted på 40 kvadratmeter, men der er sort af mennesker,” siger bestyreren.
DEN ENE RØDE Hop-On Hop-Off-dobbeltdækker efter den anden glider gennem murstensbuen bag Kenny Hoffland, spækket med turister på jagt efter Københavns seværdigheder. Loftspynten på Centralhjørnet er faktisk også gået hen og blevet et tilløbsstykke på turisternes liste. Den skifter nemlig sammen med både årstider og højtider, og særligt til jul står folk i kø for at se julekugler ad libitum, der kan få selv den største julehader til at få vand i øjenkrogen. Devisen er, at det aldrig kan blive for meget.
”I begyndelsen havde vi kun den årlige julepynt. Men da vi pillede den ned, var der lige pludselig alt for højt til loftet. Så vi fik også vinterdekorationer, påskepynt, sommerpynt og halloween-pynt. Ellers bliver det så bart,” siger Kenny Hoffland.
”Der er ikke nogen, der får at vide på forhånd, hvordan juledekorationen på cafeen kommer til at se ud. Den sidste søndag i oktober åbner vi først klokken 16, fordi vi bruger hele dagen på at pynte op. Folk står i kø udenfor for at komme ind og se julepynten. På et splitsekund er lokalet fyldt, og så er gløggen selvfølgelig klar. Det er min yndlingstradition på hele året.”
Pynten er en ud af mange tilbagevendende begivenheder på Centralhjørnet. Der er syngepiger, dragshows, dansktop-fest og banko i alle afskygninger: ’bimbo bingo’, hvor der ikke er nogen regler, og de, der er, bliver lavet om undervejs, ’turbo banko’, som, ja, går virkelig stærkt, og ’baglæns banko’, der handler om at få pladen tom.
”Vi har selvfølgelig også helt almindelig banko. Nogle af de hardcore bankospillere har prøvet at være med til ’bimbo bingo’, men de har simpelthen valgt det fra, fordi det stikker helt af,” siger Kenny Hoffland. Han har grønne lurifaks-øjne, og man fornemmer, at de har set en del gennem tiden. Det bekræfter han, men understreger også, at han værner om gæsternes diskretion.
”Det er mange år siden, jeg begyndte at sige, at nu tror jeg simpelthen ikke, at jeg kan blive overrasket længere. Men det lykkes alligevel med jævne mellemrum. Folk glemmer alt muligt mærkeligt, når de er ude at få en forfriskning. Der var engang en mand, der ringede og spurgte, om det kunne passe, at han havde glemt sin kørestol hos os. Det havde han. Han var kommet i kørestol og gået hjem.”
CENTRALHJØRNET ÅBNEDE dørene for første gang i 1917, men stedet har forandret sig meget med årene. I begyndelsen var stedet mest for mænd. Der kom mange trækkerdrenge, og i det hele taget måtte man holde lav profil, fordi homoseksualitet ikke var lovligt i Danmark. I 80’erne lukkede den ene homobar efter den anden i København. Aids-epidemien rasede, og nogle turde simpelthen ikke gå ud. I dag er Centralhjørnet ifølge Kenny Hoffland for alle.
”Vi har unge mennesker i tyverne, der kommer, men også nogle, der er langt over 80, som er kommet her hele deres liv, nærmest,” siger han. ”Tidligere var Centralhjørnet også meget et sted, hvor man gik hen for at score. Det var man nødt til. I dag går man på ’de gule sider’, som vi kalder Grindr (dating-app for homoseksuelle, red.). Der kan man få det hele. Selvfølgelig scorer folk også hinanden herinde, men kampen for ligestilling og lige rettigheder har gjort, at homoseksuelle kommer alle steder nu. Før i tiden gik de kun på bøssebar. Men det betyder også, at der kommer mange heteroseksuelle her. Det går begge veje,” siger bestyreren. ”Jeg synes, det er fantastisk, at folk uanset alder, etnicitet og seksualitet kan holde en fest sammen uden ballade og problemer.”
Men hvad er så hemmeligheden bag, at Centralhjørnet har klaret skærene i hjertet af København i mere end et århundrede?
”Jeg tror, Centralhjørnet har overlevet i så mange år, fordi man har været villig til at udvikle det og ikke været bange for at justere. Det har passet til tidsånden, samtidig med at det har bevaret sin sjæl. Den dag i dag kommer der af og til nogle og siger: ’Neeej, vi har ikke været her i 25 år, men det ligner jo helt sig selv!’ Det gør det bare overhovedet ikke. Der er masser af ting, der er blevet lavet om, men stemningen og følelsen er den samme. Så synes jeg, vi har gjort noget rigtigt,” siger Kenny Hoffland.
Rådhusklokkerne ringer til frokost, og en kø har forsamlet sig foran Domhusets Smørrebrød, Centralhjørnets nabo. Der dufter af frikadeller og sildemadder, da Kenny Hoffland stryger ned ad trappen, tilbage til sin bar, hvor cigaretrøgen stadigvæk smyger sig om diskokuglerne og glittersommerfuglene, der svæver under loftet, klar til 100 år mere.
