Indlæg

Altid på vej

Selvom han egentlig ikke bryder sig om at rejse, har han krydset kontinenter og tilbagelagt titusindvis af kilometer – på knallert. Her fortæller Jakob Maagaard om at læse en Pixibog på torvet i Shiraz, stortude med en ukendt mand i Damaskus og holde tungen lige i munden med bikere i Rusland.
Tekst:Asger LorenzenFoto:Privat

IRAN, 2019 

En varm morgen i august drejer jeg nøglen i min Suzuki Samurai fra 1984 og triller ud ad Glorupvej. Målet er at læse en Pixibog på torvet i Shiraz. Der er ikke noget dybere formål, jeg synes bare, at navnet lyder smukt: Shiraz.

Efter gymnasiet i Helsingør har jeg gjort som så mange andre og er taget til København for at læse. Men da mit studie i litteraturvidenskab nærmer sig sin afslutning, begynder tankerne at hobe sig op. Skal jeg virkelig købe en dyr andelslejlighed, forgælde mig, cykle op og ned langs Søerne hver dag og betale af resten af livet? Tanken føles klaustrofobisk, som om jeg er fanget på en legeplads. Sjovt for en stund, men der må være mere.

Sammen med nogle venner beslutter jeg at købe en faldefærdig gård på Glorupvej i Hesselager på Sydøstfyn. Vi har en idealistisk tanke om at være selvforsynende, så vi køber gården kontant, begynder at dyrke jorden og starter vores eget lille kollektiv, som vi kalder ’De Sydvendte Spande’. 

Efter at være flyttet dertil tænker jeg: ”Hvad laver man egentlig på landet?” Man kører knallert, og en dag foreslår min ven Anders, at vi kan prøve at finde ud af, hvem der har den hurtigste knallert i nabolaget. Ved startlinjen står jeg selv sammen med vores naboer længere oppe ad vejen, Anders og Ellen på 84. Det bliver startskuddet til Glorup Ræs. Nabo-Anders vinder første udgave, og jeg kommer nummer 2. 

På et tidspunkt får jeg dog lyst til at køre længere, rigtig langt faktisk, og det er sådan, ideen om at nå til Shiraz opstår. Hver aften, når jeg har kørt dagens etape, finder jeg et godt sted i en vejkant eller en skov, hvor jeg kan slå mit telt op. Så laver jeg mad, ofte havregryn eller ris, og sidder og kigger op på stjernerne. Men da jeg mange etaper senere kommer kørende med mine 35 km/t ud ad en tyrkisk landevej og pludselig hører en høj lyd fra motoren – ’kragagagaga’– tænker jeg, at det var det for denne gang.

Iran, 2019.

Før jeg får set mig om, står der en flok lokale omkring mig, småsnakkende og tyggegummityggende, mens børnene løber omkring. Pludselig udbryder to mænd, at de kender en mekaniker i en by 70 kilometer væk, og jeg kan bare køre med dem. Få minutter senere har de hentet deres kvægvogn, og da jeg løfter min knallert op bagpå, får jeg lort på både hjul og håndtag. Børnene peger og griner, og de unge mænd hujer, mens jeg står der i lort til anklerne. Vi når frem, og mekanikeren får på en eller anden måde fikset problemet. Et par timer senere er jeg på hjulene igen. Et problem er løst, og jeg har mødt mindst 30 nye mennesker undervejs.

Da jeg efter 35 dages knallertkørsel, 25 motorsammenbrud og store mængder havregryn og ris endelig sidder på torvet i Shiraz, er jeg spændt på at læse Pixibogen ’Da Mis kom til Pixiland’, som jeg har slæbt med hele vejen. Men da jeg læser den, viser det sig, at den er … virkelig dårlig. Lidt småracistisk og mildest talt ikke banebrydende litteratur. Hvad havde jeg egentlig forventet? Det er trods alt en Pixibog. 

Jeg bliver ramt af en følelse af tomhed. Her står jeg, langt fra mit hjem, omgivet af Shiraz’ skønhed, men alt føles ligegyldigt og ubetydeligt. Det er ikke destinationen i sig selv, der har været målet, men mødet med menneskene undervejs.

Hjemturen går blandt andet gennem Ukraine og Polen i december måned, hvor det kan blive ned til 10 minusgrader, og på en knallert føles det bidende koldt. Jeg får næseblod af kulden, der er is i mit skæg, og jeg tænker kun på at komme hjem. Jeg tilbagelægger turen fra Nordtyskland til kollektivet – 10 timer og mere end 300 kilometer – i ét stræk. Følelsen af at køre over den stiplede linje fra vores ræs hjemme på Glorupvej er den bedste ved hele rejsen. Jeg bryder ud i gråd, men forstår også, at jeg er nødt til at tage af sted igen.

KNALLERT-KONGE

Jakob Maagaard, 34 år. Medstifter af kollektivet ’De Sydvendte Spande’ i Hesselager på Sydøstfyn.

Har de seneste 10 år kun rejst over land, fortrinsvis på knallert.

Medarrangør af Glorup Ræs, der har været afholdt seks gange med et gennemsnitligt fremmøde på 250 deltagere og publikummer – efter indsigelse fra Glorup Gods hedder knallertløbet nu Gloråb Ræs.

SYRIEN, 2022

Ved et busstoppested i Tyrkiet møder vi en ung kvinde og hendes onkel. Min kæreste og jeg skal videre til Libanon med båd, hvorfra vi vil ind i Syrien. Igen er vi taget af sted uden noget større formål, end at jeg syntes, det lød spændende, når folk spurgte, hvor jeg skulle hen: ”Jeg er på vej til Syrien.”

Kvinden og hendes onkel viser sig at være syrere, flygtet fra krigen syv år tidligere. Vi fortæller dem, at vi netop er på vej til Syrien. Pigens stemme ændrer sig, og hun begynder at trække vejret hurtigere. Hun forklarer, at hun har en far, der bor i Damaskus, som hun ikke har set, siden krigen brød ud, og spørger, om vi vil besøge ham. Vi får hans telefonnummer, og min kæreste tegner et portræt af pigen.

Fra Libanon krydser vi til fods over grænsen til Syrien. Det er den relativt fredelige sydlige del af landet, men der er stadig IS-lignende fraktioner, som opererer enkelte steder, og mindet om den brutale borgerkrig, der har hærget landet i over et årti, hænger som en skygge over os. Vi møder et dansk par. Sådan nogle rigtige grå guld-turister, som forsøger at etablere sig netop der – spørg mig ikke hvorfor. For det er ikke fedt at være et sted, hvor krigen er så tæt på, og hvor folk har oplevet uhyrlige ting for ganske kort tid siden. Det er som at være gæst i nogens tragedie.

Syrien, Mohammed, 2022.

Da vi nogle dage senere kommer til Damaskus, finder vi nogle folk, der taler engelsk, og beder dem ringe til nummeret, vi har fået af pigen. Vi får fat i faren og aftaler at mødes foran et hotel i det centrale Damaskus. Han hedder Mohammed, er taxachauffør og i halvtredserne. Da vi giver ham tegningen af hans datter, begynder han at græde, altså stortude. Det samme gør vi. Det er rørende og forfærdeligt på samme tid. 

Livet er meningsløst. Man kan godt lade, som om der findes en mening, men det gør der ikke. Af og til opstår der dog momenter, hvor man føler sig i harmoni med verden. Filosoffen Hartmut Rosa bruger begrebet resonans, et øjeblik, hvor man føler sig som en del af verden. Den der følelse af, at nu giver det faktisk mening, det, man har gang i. Jeg har fundet ud af, at resonans for mig opstår, når ting er besværlige. Folk spørger mig ofte, hvorfor jeg rejser. Jeg er ikke rigtig interesseret i det spørgsmål. Det er som at spørge, hvorfor man står op om morgenen – man gør det bare, fordi livet fortsætter.

Ja, du står op, fordi du skal på arbejde, fordi du er sulten, eller fordi du tisser i bukserne, hvis du bliver liggende. Der er mange gode grunde, men det handler om at få dagen til at fungere. Jeg kan faktisk ikke særlig godt lide at rejse. Det er mere sådan en form for drift mod, at jeg ved, at jeg bliver nødt til det for ligesom at holde mig i gang. Holde mit hoved frisk. Blive ved med at tro på det gode i andre mennesker. 

Kirgisistan, 2024.

RUSLAND, 2024

I starten af 2024 får jeg lyst til at rejse til Rusland gennem Kasakhstan, min længste tur til dato. Jeg skal over bjerge og gennem ørkener, og min Suzuki Samurai må desværre se sig slået. Den er gået i stå ved sidste Glorup Ræs, og det går ikke at køre til Rusland på en knallert, som ikke kan gennemføre 400 meter rundt i det sydfynske terræn.

Jeg køber en Honda C90 Super Cub. Onde tunger vil kalde det en motorcykel, men enhver biker ville grine, hvis jeg dukkede op til et træf på den. 

Det, der tiltrækker mig ved at rejse til Rusland, er at få indsigt i deres perspektiv – men også i de fortællinger, vi selv lever under. Vi hører ofte om den propaganda, russerne udsættes for, især hvordan information fra krigen fordrejes for at støtte Putins narrativ. De spørger sig selv, hvorfor Vesten kritiserer dem så hårdt for Ukraine-krigen, men ikke sig selv for Irak-krigen, hvor der døde absurd mange civile – langt flere end 100.000. Jeg er slet ikke konspiratorisk, højrefløjsperson eller pro-Putin, men jeg forstår godt, at russerne bemærker denne dobbeltstandard og sætter spørgsmålstegn ved Vesten, hvilket Putin yderligere bruger til at legitimere sin krig. 

Jeg kører af sted i marts måned. Det er forbandet koldt, og jeg ender på hospitalet efter én dag. Jeg får en meget akut og voldsom lungebetændelse om aftenen i mit telt i Lübeck og har smerter i hele kroppen. Jeg er lige ved at droppe rejsen og tage hjem, men heldigvis får jeg det bedre dagen efter.

På en bakketop i Kirgisistan, 2024.

Noget af det vildeste på turen er at køre gennem Kasakhstan. Det er bare slette, så langt øjet rækker. Kasakhstan er jo et enormt land; det fylder en fjerdedel af hele Europa. Der er ligesom kun én vej, og den er bare ligeud i 500 kilometer. Der er ingen trafik. Det er så utrolig øde et land, og et par gange er jeg oprigtigt bange for at strande derude i ingenting, hvis jeg løber tør for benzin.

Kort efter jeg kommer ind i Rusland, kører jeg i et gigantisk hul. Jeg har lige fået fikset en masse problemer på motorcyklen, og på vej tilbage skal jeg rundt i et sving og smadrer direkte ned i hullet. Min nøgle flyver ud af tændingen, lander på vejen og bliver kørt over af en lastbil. Alle mine ting ryger ud af taskerne, det er forfærdeligt.

Da jeg kører videre, er mit hjul helt ekset, men det er utroligt nok det eneste, der er sket med motorcyklen. Jeg finder nogle gutter, som hjælper mig, og som jeg tilbringer nogle hyggelige dage med. De er en del af det, man bedst kan karakterisere som en patriotisk bikerklub. Super pro-Putin og super pro-krigen i Ukraine. Jeg prøver virkelig at være diplomatisk, når de spørger mig til mine holdninger til krigen, og det virker, som om de er okay med, at jeg ikke støtter krig i al almindelighed. 

Rusland, Steel Eagles Patriotic Club, 2024.

De har en stor militærtank stående i gården, og lederen af klubben er af sted som frivillig i Ukraine for at hjælpe de russiske soldater. De er sikkert fulde af toxic masculinity og så videre, men det virker, som om de anerkender mig som rejsende – og de har vel respekt for, at jeg er kommet så langt på sådan en lille maskine. Den vejer 80 kilo, og i gennemsnit har jeg nok kørt turen med 50-60 km/t.

Da jeg skal videre ind i Estland, bliver jeg afvist ved grænsen. Jeg mangler et dokument, og der er ingen kære mor. Jeg har mødt det russiske bureaukrati før, og igen oplever jeg, at de er uden følelser – deciderede psykopater. De siger, at jeg må køre hele vejen tilbage til grænsen, hvor jeg kom ind fra Kasakhstan – ellers vil de anholde mig. 

Det er næsten ubærligt, jeg har kørt tusindvis af kilometer, og nu står jeg bogstaveligt talt 10 meter fra grænsen og kan ikke komme igennem. Det ender med, at jeg tænker: ”Okay, fuck det. Jeg kører over til en anden grænseovergang, og hvis ikke jeg kan komme over der, så kører jeg op til Finland og ser, om jeg kan krydse gennem skoven illegalt.” Jeg tænker, at de ikke kan have så mange soldater på grund af krigen. Ved den næste grænseovergang er der kun kvinder. De er ikke glade, men forbarmer sig. Det er helt magisk. Da jeg kører over grænsen, er Estland det smukkeste land, jeg nogensinde har set i mit liv.

/

Livet på kanten

Helle og Uri Løvevild Golman har brugt deres liv på at dokumentere verdens truede dyreliv. Her fortæller de om at få malaria i junglen på Borneo, om at fotografere paradisfugle omgivet af stammekrig i Papua Ny Guinea, om en sjælden canadisk kystulv og om et drabeligt knivoverfald i Gabon, der næsten kostede Uri livet.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

MALARIA OG ORANGUTANGER PÅ BORNEO, 2015

Helle: ”Vi var i den indonesiske del af Borneo for at fotografere vilde orangutanger. Det nordlige Borneo er en del af Malaysia, mens resten, det, der kaldes Kalimantan, er en del af Indonesien. Vi begyndte på et rehabiliteringscenter ude i junglen, hvor orangutang-unger bliver taget ind, hvis moderen for eksempel bliver slået ihjel af oliepalme-plantageejere, fordi de spiser knopperne på oliepalmerne. Men det var ikke det samme som at fotografere helt vilde orangutanger. Vores mål har altid været at fotografere dyrene i så naturlige omgivelser som muligt. Derfor kørte vi to dage og hoppede på en båd for at komme til et område i den nordøstlige del af Kalimantan, som dayak-indianerne ejer.”

Uri: ”På vejen derhen gik vi i floder og gennem tyk jungle med smådyr og insekter overalt. Vi blev spist af det ene og det andet. Efter noget tid kunne jeg mærke temperaturen stige og en svimmelhed begynde. Jeg har haft malaria flere gange, så jeg vidste med det samme, at der var en febervildelse på vej. Jeg fik høj feber og blev brændende varm, selvom jeg frøs og havde kulderystelser. Første gang, jeg fik malaria, var i Ghana. Dengang fik jeg hjerne­malaria, som er dødelig, hvis man ikke får hjælp inden for 48 timer. Derfor bad vi til, at det ikke var det, fordi vi ikke kunne skaffe hjælp i tide.”

Helle: ”Vi havde piller med, men man kan aldrig vide sig for sikker, når det handler om malaria. Så jeg tog vores satellittelefon, en stor klods med antenne, vandrede en halv time gennem skoven til en lysning og ringede til en tropelæge, som sagde, at jeg måtte give Uri pillerne og håbe på, at feberen lagde sig. Da jeg kom tilbage, lå Uri og talte bahasa-indonesisk i febervildelse. Det hjælper heller ikke, at det er så varmt og fugtigt i junglen. Man plejer at sige: ’Hvis du står stille i junglen, så rådner du.’ Da febervildelserne toppede, fortalte han, at han kunne se ænder, der var lavet af agurk og melon. Der gik fire dage, før han var på benene igen. Det var ikke hjernemalaria, og vi fortsatte vores jagt på de vilde orangutanger. Men da vi endnu ikke havde set spor af orangutanger, var vi nødt til at ændre kurs. Vi ringede med satellittelefon til Carl Træholt, som er bosiddende i Malaysia og er forsker tilknyttet Københavns Zoo. Da vi kom igennem til ham, sad han på et skib i Davisstrædet ved Grønland. Han sagde, at vi skulle tage til Kumai og krydse bugten, hvorefter vi ville møde en flod, og der skulle vi nok finde orangutangerne.”

Uri: ”Vi fik fat i en klotok, en fladbundet flodbåd, krydsede bugten og møffede os igennem den tætte flod fyldt med palmeblade og drivtømmer. Da vi kom til slutningen af floden, brugte vi en foldekano til at udforske et oversvømmet område og kom dybt ind i junglen, selvom det var blevet for mørkt til at tage billeder. Vi havde kun ét kamera og én flash med, og så skete det selvfølgelig. Pludselig kom en orangutang gående i torsohøjt vand.” 

Helle: ”Det var et drømmebillede, men lyset var dårligt, så vi skulle sidde helt stille, mens edderkopper skøjtede rundt på vandet. Dagen efter var vores sidste dag, Vi tog en lille tur i kanoen, og kort tid efter så vi to hunner og nogle unger, der kølede sig i floden. Jeg tog fortøjningen i munden for at stabilisere, mens vi kom tættere og tættere på. Til sidst slog en af orangutangerne en kaskade af vand efter os for at sige: ’Hertil og ikke længere.’ Derfra sejlede vi tilbage over bugten, hvor en tropisk tordenstorm var på vej. Vi nåede lige præcis at komme i land og hen til lufthavnen, da helvede brød løs. Var vi blevet fanget i det tordenskyl, kunne vi ikke være kommet væk fra bugten i flere dage.”

PARADISFUGLE OG STAMMEKRIG I PAPA NY GUINEA, 2016

Helle: ”Vi var taget til Papua Ny Guinea for at fotografere paradisfugle. Det er de mest ekstravagante fugle, der findes. De har lange farverige fjer og kan lave alle mulige tricks med deres fjerdragt, så de ikke ligner fugle. Der findes 39 forskellige arter i verden, og de er vidt forskellige hver og en. Men de har det til fælles, at de er ekstremt svære at fotografere, fordi de sidder højt oppe i trækronerne. De har et helt unikt parringsritual, hvor de danser og stolt viser deres fjerdragt frem for hunnen. En uge før vores planlagte afgang ringede vores fixer fra Papua Ny Guinea for at fortælle, at der var en stammekrig i gang, og at vi skulle overveje, om vi virkelig ville af sted. Men det var ikke et spørgsmål, der gav mening for os.”

Uri: ”Da vi en uge senere landede i Papua Ny Guineas hovedstad, Port Moresby, regnede vi med, at stammekrigen var overstået, og tænkte ikke videre over det. Derfra fløj vi videre til Tari, der ligger højt oppe i tåge­regnskoven. I flyet sad nogle pæne mænd i hvide skjorter og sorte bukser. De havde alle et rødt bånd om armen eller om hovedet. Det var sørgebånd, fordi der var en afdød om bord på flyet, som de vågede over. Da vi steg ud på et lille frimærke af en landingsbane, var der proppet med mennesker, som råbte og skreg og tudede. Mændene gik ud af flyet med kisten og begyndte selv at synge sørgesange.”

Helle: ”Vi holdt godt fast i vores ting, mens vi passerede menneskemængden, der klumpede sig sammen og skubbede. På turen boede vi i en lille rund hytte ude i ingenting. Der var kun jungle, så langt øjet rakte, og vi kunne konstant høre maskingeværsalverne. Det var en helt umulig opgave at fotografere paradisfuglene. Vi stod med vores store, tunge kameraer og ventede i timevis. Vores arme og nakker var helt ødelagte til sidst, Lige så smukke de fugle er, lige så drilske er de. Vi kunne høre de mange arter kalde inde fra den tætte skov, men vi kunne ikke se dem, fordi de sad 40 meter oppe i et træ. På et tidspunkt kom vi til et område med en æggegul savanne på den ene side og en fin baggrund af tågeregnskov på den anden. I et splitsekund ser vi en båndhalet paradisfugl flyve fra et træ til et andet og får et billede af det. Senere fik vi også et billede af kongeparadisfuglen, som har to lange og ekstremt elegante halefjer, der stritter som antenner. 

Turen var i slutningen af december, og da det nogle dage senere blev nytår, lød det, som om krigen eskalerede. Befolkningen har ikke fyrværkeri, så i stedet brænder de bildæk af og tømmer deres rifler op i luften. Det var folk med rifler og store macheter. Da vi havde fået billeder af fuglene, indså vi, at det nok ikke var det bedste sted at være. Kort efter tog vi det første fly til Australien.”

KYSTULVEN I BRITISH COLUMBIA, 2017

Helle: ”I det nordvestlige Canada findes kystulven. Der er kun 400 tilbage, og det er en unik under-art af ulven, fordi den kan svømme op til 10 kilometer mellem de afsides øer, hvor den bor uden menneskelig kontakt og lever af skaldyr, muslinger og døde hvaler. Vi fløj med et lille propelfly til Bella Coola, en lille indianerlandsby på Canadas vestkyst. Det minder lidt om den svenske skærgård, hvor du har alle de her små øer med grantræer. På sejladsen mod kystulvens habitat så vi spækhuggere, havoddere, søløver og havørne, en fantastisk måde at rejse på, fordi man er så fri i et område, hvor naturen eksisterer på sine egne præmisser.

Fra de øer, hvor kystulvene holder til, er der ikke mennesker i en omkreds af 100 kilometer. De ligger helt ude ved tågebanken to dages sejlads på vej mod Stillehavet. Vi havde spejdet i lang tid og lagde til ved en ø fyldt med drivtømmer. Det knasede, når vi gik på stranden. Det betød, at der var muslinger i sandet, som kystulven lever af. Det tegnede godt. Vi sad en hel dag, og der skete ingenting. Vi sad op ad hinanden på en strand, hvor der ikke var andet end bonaparte-måger, som åd søstjerner langs havet. Vi sov op ad hinanden på ­stranden, blev forbrændte, og så var dagen gået, uden at vi havde set skyggen af en kystulv. Vi havde givet op. Vi vidste, at kystulv er yderst sjældne, og at man ikke kan være heldig hver eneste gang, så vi tog tilbage til skibet og gik nedtrykte i seng.”

Uri: ”Vi havde en kameramand med på turen, som skulle dokumentere vores arbejde. Da vi stod op dagen efter, indså vi, at vi ikke havde lavet en afslutningsscene til dokumentaren. Derfor tog vi tilbage til øen, og lige pludselig ser vi et fodspor. Vi sætter os ned, venter et stykke tid, og så kommer en kystulv løbende imod os. Den løb rundt om os, stjal vores guides ene sko, tyggede i vores gummistøvler og stak hovedet ind i vores objektiv. Det hele føltes så overvældende, at vi tudede af lykke undervejs, og da det var overstået. Den kystulv havde sandsynligvis aldrig mødt mennesker før. Den var aldrig blevet skudt efter eller jagtet, så den var bare nysgerrig. Det er det bedste eksempel på, at ulve ikke er farlige af natur. De er ligesom alle andre hundearter. 

Det kan lyde, som om vi altid får det, vi jagter, men det er ikke rigtigt. Jeg var engang tre uger i Kirgisistan i 16 minusgrader sammen med tre russere, der levede af vodka og trekantet Buko-ost. Vi ledte efter sneleoparder, men fandt dem aldrig. Den ene aften varmede de deres russiske støvler over bålet. Det så smart ud, så jeg gjorde det samme med mine store støvler, som smeltede ned over tæerne på mig. Jeg havde våde og kolde fødder på resten af turen, og jeg så kun en kernebider. Det var tre ugers ren frustration. Hver gang jeg venter, tænker jeg på sneleoparden.” 

KNIVOVERFALD I GABON, 2017

Helle: ”Vi var ved at færdiggøre en ekspedition i Gabon, hvor vi filmede det sidste afsnit af tv-serien ’Vores vilde verden’. Vi skulle fotografere vilde lavlandsgorillaer og de ekstremt truede skovelefanter. Vi gik 15 kilometer gennem små vandløb og tæt skov, hvor vi hvert sekund kunne møde de hidsige små skovelefanter. Deres stødtænder peger lige ned som hos en hvalros, og så har de nogle piercende gule øjne, der stirrer på dig, som om du skylder dem en million. På turen brækkede Uri lilletåen, og vi endte i kviksand til livet. Kviksand lyder meget farligt, og det er det også, hvis man ikke ved, hvad man laver. Men det er i bund og grund ikke meget anderledes, end hvis man ryger i Bøllemosen i Nærum. Den er vi faldet i to gange, så vi havde øvet os hjemmefra. På trods af en brækket lilletå og kviksandet lykkedes det os at fotografere begge dyr.”

Uri: ”Vi ville afslutte optagelserne på det lokale kunstmarked i hovedstaden Libreville. Det skulle være en hyggelig afsluttende scene. Mens jeg står og kigger på en maske, kommer en lavstammet fyr over til mig. Han kommer helt tæt på med sine blodskudte øjne. Jeg har en del erfaringer med tropesygdomme og kunne med det samme se, at de øjne var et tegn på malaria. Jeg når lige netop at tænke ’stakkels mand’, da han trækker en 40 centimeter lang slagtekniv frem. Først stikker han den i maven på mig, og så penetrerer han min hjertesæk. Derefter stikker han mig i hovedet og så i halspulsåren. Da dét sker, vågner min krop på grund af adrenalinen. Jeg har lært selvforsvar hos en udenlandsk specialenhed for år tilbage, så jeg lægger ham ned og giver ham en masse tæsk, men jeg kunne ikke få kniven ud af hånden på ham. Så hopper Helle ind i kampen. På et tidspunkt stikker hun fingrene i øjnene på ham, så han taber kniven. Mens vi løber væk, fosser blodet ud af mig. Vi kommer hen til bilen, vi havde lejet, og kører til skadestuen.”

Helle: ”På skadestuen havde de ingen sytråd, så vores filmfotograf blev sendt af sted efter det. Hun var på tre apoteker, før hun fik fat i nål og tråd, så vi kunne blive lappet sammen. Tilsammen havde vi 19 knivstik og afværgelæsioner. Herfra blev vi sendt videre til et militærhospital, hvor Uri akut skulle hjerteopereres. Der døde han klinisk i et par minutter. Uris forældre rejste til Gabon, hvor han lå i respirator i 10 dage. 1. juledag blev vi fløjet hjem i et ambulancefly. Da vi ankom til Kastrup Lufthavn, stod en ambulance klar og kørte Uri direkte på intensiv på Riget. Det har været vores største prøvelse. Lægerne sagde, at Uri aldrig ville komme til at gå igen. Siden han fik den besked, har han genoptrænet dagligt. Nu kan han gå 10 meter alene.”

46-årige Helle og 46-årige Uri Løvevild Golman har fotograferet for National Geographic, og er medlemmer af Kvindelige Eventyreres Klub og Eventyrernes Klub. I 2018 var de omdrejningspunktet for dokumentarserien ’Vores vilde verden’ på TV 2, hvor de fotograferede truede dyrearter over flere kontinenter. Deres fælles livsprojekt, fotobogen ’Wild’, skal skabe opmærksomhed om truede dyrearter og naturbevarelse verden over. Ideen er, at bogen skal overdrages til verdens ledere sammen med en specialdesignet fyldepen. Med den pen har lederne magten til at sikre naturbevaring verden over.

/

Den indre rejse

Jacqui Kenny rejser verden rundt uden at bevæge sig. Hun har agorafobi – angst for åbne pladser – og tør ikke selv rejse. Alligevel har hun gjort en karriere ud af at finde smukke, sære og bevægende pletter overalt på jordkloden.
Tekst:Morten HjortshøjFoto:Google Street View

MEXICO, KIRGISISTAN, Senegal, Mongoliet og Peru. Jacqui Kenny kan nå det meste af kloden på en eftermiddag. Alligevel kan hun med rette kaldes verdens dovneste globetrotter. Når den 44-årige newzealænder rejser, sker det nemlig fra sofaen i hendes lejlighed i London, hvor hun gennemtrawler Google Street View for særlig gode motiver.

Siden hun begyndte arbejdet for snart to år siden, har hun ­taget over 27.000 screenshots via internettjenesten, og motiverne er alt fra herreløse hunde i Chile og forladte legepladser i Mongoliet til tankstationer i USA og farverige facader i Brasilien.

Håndværkere på række fanget af Google Street View i Sharjah i De Forenede Arabiske Emirater.

Hendes foreløbig 200 bedste screenshots er udgivet på Instagram-profilen @streetview.portraits, hvor næsten 100.000 følgere kigger med, ligesom hun for nylig udstillede en række af sine værker på et galleri i New York City.

Egentlig troede hun, at Google Street View kun var en ­praktisk hjælper, når man skulle finde vej, men et tilfældigt (virtuelt) besøg i den farverige ­brasilianske hovedstad Rio de Janeiro blæste hende bagover. Pludselig fandt hun sig selv sidde i ­timevis og lede efter Street View-­øjeblikke, magisk fastfrosne i tid og sted.

”Jeg kan opleve fjerntliggende steder, som jeg ikke engang ved eksisterer, og det er sjovt at hoppe fra et land til et andet. Men den største spænding ligger i at finde det specielle øjeblik. De er så svære at finde, men de er der,” siger Jacqui Kenny.

I kørestol i Durango, Mexico.

Det gode Google Street View-foto, forklarer hun, kræver først og fremmest godt lys, og det er der langtfra alle de steder, hvor Google Street View-bilerne kører. Typisk leder hun efter destinationer tæt på ækvator eller steder, der har levende farver i arkitekturen eller moden. Derfor går rejsen ofte til Sydamerika og Afrika.

”Jeg søger normalt væk fra de større byer og ud til mindre byer, hvor der er mere plads. Når jeg har fundet en scene, bruger jeg tid på at beslutte vinkel og komposition. Google fotograferer med 360-graders­kameraer, så der er mange muligheder.”

For Jacqui Kenny er det mere end en sjov hobby. Hun lider af agorafobi – angst for åbne pladser – og i mere end 10 år turde hun slet ikke sætte sig op i et fly og rejse ud i verden. Fotoprojektet, som hun kalder ’The Agoraphobic Traveller’, er blevet den måde, hun oplever verden uden for sin lejlighed.

To kvinder foran en moské i Senegal.

Interaktionen med følgere på Instagram har været det mest overvældende, fortæller hun.

”Jeg får henvendelser fra hele verden, og projektet genererer samtaler om alt muligt – fra teknologi og mental sundhed til kunst og rejser. Jeg får de dejligste beskeder fra folk, der rent faktisk har været de steder, jeg har besøgt via Street View. Ofte fortæller de mig om deres oplevelse eller tipper mig om en naboby, jeg burde besøge.”

Om hun også har besøgt Danmark? 

”Desværre ikke. Det er et sted, jeg gerne vil besøge rigtigt en dag, for min kæreste er dansk. Det lyder som sådan et smukt sted.”

Beboelsesvogn i Kirgisistan i det bjergrige Centralasien.

Artiklen er oprindeligt publicere i Ud & Se juli/august 2018.

/

Jungledyret

Han troede, han var tjekket ind på et ganske almindeligt hotelværelse. Men da en ung MIKAEL WULFF vågnede op i Borneos jungle, var intet som forventet.
Tekst:Morten HjortshøjFoto:Privat

REJSEN BEGYNDTE i Kuala Lumpur. Jeg var 19 år gammel og havde besluttet mig for at tage alene til Asien i tre måneder. En gang om ugen skulle jeg finde en mønttelefon, så jeg kunne ringe hjem og fortælle, at alt var godt.

Den første nat overnattede jeg i en stor baraklignende sovesal. Der var kun lokale malaysiere fra samfundets hårdere lag, men jeg sov fredfyldt som en lille, lykkelig killing blandt 100 fremmede mænd med mit mavebælte fuldt af alt, hvad jeg ejede. 

Jeg havde et mål. Jeg havde hørt om en orangutang, der holdt til et sted inde i Borneos regnskov. Den måtte jeg se – dengang var orangutanger nok mere fascinerende for mig. Så jeg tog videre til Borneo. For at komme ind til den orange abe skulle jeg sejle med en mærkværdig ombygget flodpram. Sejlturen varede i otte timer, og jeg blev hamrende søsyg undervejs.

Da jeg kom i land midt om natten, havnede jeg i en lille, mærkelig jungleby. Alting var sort, og jeg havde det elendigt, så jeg tjekkede bare ind på det første, det bedste hotel og fik mit hotelværelse klokken fire om natten.

Da jeg vågnede, var det blevet eftermiddag. Jeg havde det stadig dårligt og forsøgte at lokalisere, hvor jeg egentlig var. Jeg åbnede døren ud til gangen og fornemmede, at jeg var på et enormt stort hotel. Der var et gigantisk gangsystem med døre overalt. Som at være midt i en labyrint. Jeg gik ned ad gangen og bemærkede, at alle dørene stod på vid gab. Og endnu mere surrealistisk: Inde på alle værelserne sad en lille yndig asiatisk pige på sengekanten og kiggede ud på mig.

Jeg nåede frem til en repos, hvor der sad en stor, ældre madamme og holdt nøje øje med alle gæsterne. Det var først her, det gik op for mig, at jeg havde indlogeret mig på et kæmpemæssigt bordel for de lokale mænd. 

Tanken havde slet ikke strejfet mig, for stemningen og indretningen var slet ikke stripklub-vulgær, som man kan støde på i for eksempel Thailand. Det var mere som at være på borgerservice. Meget stilfærdigt og funktionelt, hvilket gjorde det endnu mere bizart.

De begyndte at tale til mig, og flere af pigerne spurgte, om jeg ikke godt ville tage dem med hjem til Danmark. Jeg var rædselsslagen og anede ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til situationen. Det endte med, at jeg barrikaderede mig alene på værelset og ikke kom ud af hotellet i et døgn. Jeg fik set orangutangen, men den gjorde ikke så stort indtryk som det hotel.

I dag ville jeg slet ikke turde rejse tre måneder alene rundt i Asien. Det kan jeg godt savne ved ungdommen. Jeg var et dejligt naivt fjols, der ikke kunne forestille sig, at der kunne ske mig noget. I dag er jeg nervøs for at spise en kylling, hvor udløbsdatoen er overskredet med tre minutter.

FØRSTE REJSE
”Rødglødende solbrændt på charterrejse til Costa del Sol med mine forældre.”

STØRSTE REJSESKUFFELSE
”Da jeg som teenager skulle til USA for første gang for at besøge en ven, der var udvekslingsstudent i USA. Familien skulle arbejde, og han gik hele tiden i skole, så jeg var alene i to uger i et forstadshus i Atlanta og brugte hele dagen på at opvarme hotdogpølser i en mikrobølgeovn.”

VÆRSTE REJSEMÅLTID
”Et kogt fiskeskelet på en restaurant i London. Vi fandt aldrig ud af, om det var en practical joke.”

NÆSTE REJSE
”Jeg drømmer om en tur til Ildlandet omkring Patagonien. Trænger til noget vildt og grænseløst.”

Mikael Wulff. Komiker, manuskriptforfatter og instruktør, 45 år. Har skrevet og instrueret TV 2 Zulu-serien ’Perfekte steder’.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se maj 2018.

 

/

Jorden rundt med MØ

KAREN MARIE AAGAARD ØRSTED ANDERSEN har som MØ turneret verden rundt med sit band. Her fortæller hun om kaotiske optagelser til kæmpehittet ’Lean On’ i Mumbai, om at spille til en af verdens største festivaler og om tatoveringer som rejseminder.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

MEGAHIT I MUMBAI, 2014

”Major Lazer var på tur i Asien og skulle spille i Mumbai i Indien. Inden koncerten kontaktede de min manager og spurgte, om jeg ville flyve ind, så vi kunne skyde en musikvideo til nummeret ’Lean On’. Jeg skyndte mig at sige ja og bestille flybilletter. Jeg anede ikke, om jeg kunne nå at få visum, og det var lige før, jeg ikke kom af sted. Men det lykkedes, og nogle dage senere landede jeg i Mumbai sent om aftenen. 

Tidligt næste morgen tog vi ud på den location, hvor første del af musikvideoen skulle optages. Alt skulle i kassen på to dage. Vi ankom til et nedlagt Bollywood-studie i udkanten af byen, som forestillede et kæmpe palads, og jeg blev indlogeret i en lille trailer, blev klædt på og fik lagt makeup.

Jeg skulle nå at lære en ret indviklet dansekoreografi på ingen tid, og det var virkelig svært. Jeg fik lige akkurat styr på de vigtigste trin. Major Lazer og DJ Snake (fransk dj og musikproducer, red.) ankom lidt efter mig, og jeg kan huske, at jeg var virkelig nervøs. Dengang var jeg en nobody, så jeg var meget opsat på at vise dem, at jeg kunne klare det her.

Vi optog hele dagen og fortsatte til langt ud på natten. Jeg fik aldrig lært dansetrinnene, men måtte improvisere halvdelen undervejs. På et tidspunkt kom der nogle indere, der ville lukke optagelserne ned. Vi måtte betale dem penge under bordet for at fortsætte. Det var ren piratstil, og der skete alt muligt andet mærkeligt i kulisserne, som jeg ikke rigtig opfattede, fordi jeg var så fokuseret på optagelserne og så ramt af jetlag. Jeg gik rundt i en tåge. 

Ved tre-firetiden om natten opstod der et kæmpe postyr, da vi skulle optage en af de sidste scener ude foran paladset. Det var meningen, at Major Lazer-drengene skulle ride på en elefant. Men fordi vi var gået over tid, havde vi overskredet elefantens sengetid. Derfor kunne vi ikke få lov at bruge den alligevel. I stedet endte det med, at nogen fra filmholdet skaffede tre hvide heste, og så fik vi scenen i hus alligevel.

Klokken blev seks om morgenen, før jeg kom i seng. Jeg fik kun et par timers søvn, før vi skulle op og optage igen på en ny location inde i byen. Optagelserne skulle være færdige, inden Major Lazer skulle spille koncert, og jeg skulle flyve hjem om aftenen. Filmholdet havde lejet en gammel bus, der var blevet spraymalet, og den skulle jeg danse på taget af, mens den kørte. Vi trillede gennem byen, mens der var mennesker i gaderne, og det var virkelig kaotisk. Der var også en scene inde i bussen, der nok var 50 grader varm. Vi måtte starte forfra flere gange, fordi jeg konstant tabte alle mine smykker, når bussen kørte ned ad de bumlede veje.

Efter vi havde skudt de sidste scener og akkurat nået det, blev jeg kørt direkte i lufthavnen. Jeg nåede ikke engang at få makeuppen af. I lufthavnen faldt jeg helt sammen i en kombination af lykke, udmattelse og jetlag. Vagterne, der var bevæbnet med store maskinpistoler, gloede mærkeligt på mig. Jeg må have lignet det sygeste vrag.”

Coachella Festival er opkaldt efter Coachella Valley i Coloradoørkenen. Den blev afholdt første gang i 1999. MØ er sammen med Mew og den elektroniske musiker Snavs de eneste danske navne, der har optrådt på festivalen.

CONCERT-NERVER PÅ COACHELLA, 2018

”Jeg fik at vide, at jeg var blevet booket til Coachella Festival i Californien (verdens fjerdestørste festival med 675.000 deltagere, red.). Jeg havde spillet der før på en af de mindre scener og regnede med, at det ville blive det samme. Men to måneder inden koncerten kom der en besked om, at jeg var blevet rykket op på hovedscenen. Den første følelse var chok og ren lykke, men der gik ikke længe, før nervøsiteten meldte sig. Når man spiller på hovedscenen på Coachella, skal showet bare være perfekt.

Vi fløj til Los Angeles et par dage i forvejen for at øve. Jeg skulle have flere gæster med på scenen, så det var en lidt mere avanceret produktion end normalt. Om fredagen, dagen inden koncerten, blev vi kørt ud i ørkenen uden for Palm Springs, hvor festivalen finder sted. Til at begynde med var jeg nogenlunde rolig, men jo nærmere vi kom, desto mere nervøs blev jeg.

På hele turen derud var jeg fuldstændig stille. Før vigtige koncerter holder jeg altid min stemme helt i ro. Vi ankom og blev indlogeret på et hotel, hvor mange af de andre artister også boede. Jeg spiste middag med mit band, stadig uden at sige et ord. I stedet kommunikerede jeg med fagter og fløjtelyde. Jeg tror slet ikke, at jeg talte den dag. Mit band hader det, men er efterhånden vant til det.

Næste morgen tog vi ud på festivalpladsen. Jeg var rystende nervøs, og da vi fik at vide, at vi skulle gå mod scenen, røg mit hjerte helt op i halsen. Jeg blev helt stiv i kroppen og tænkte bare: ’Fuck.’

Senere samme aften skulle Beyoncé spille på hovedscenen. Hun var festivalens absolutte hovednavn. Da jeg gik på, blev jeg mødt af et hav af Beyoncé-fans, der alle sad ned foran scenen og lod til at tænke: ’Hvem er hun?’ Nervøsiteten sad i mig under første nummer, men efterhånden som koncerten kom i gang, blev jeg mere rolig. Langsomt begyndte folk at strømme til, og dem, der sad ned, rejste sig op, lidt efter lidt. Da vi var lidt over halvvejs gennem koncerten, kiggede jeg pludselig op og bemærkede, at der faktisk var ved at være fyldt foran scenen. Som et af de sidste numre spillede vi ’Lean On’, og publikum gik amok. 

Da jeg kom ned fra scenen, var jeg helt ekstatisk. Jeg havde været så bange for, at det skulle gå galt. Men da vi var færdige, havde jeg en følelse af, at vi havde bestået. En masse af de musikere, jeg respekterer og ser op til, kom over til mig og sagde, at det var en virkelig fed koncert. Den koncert er en milepæl for mig.”

MØ, MY OG MUMMI I MELBOURNE, 2017

”Sidste efterår var jeg på tour i Asien og spillede koncerter i Kina, Japan og Singapore. Bagefter fløj vi til Australien, hvor jeg skulle varme op for Sia til tre koncerter på hendes tour. Aftalen var kommet på plads et halvt år forinden, og jeg var helt oppe at køre. Jeg er kæmpe fan af Sia og glædede mig til at møde hende.

Den første koncert var i Melbourne på et kæmpe stadion med plads til mange tusind mennesker. Først spillede jeg, derefter skulle min gode veninde Charli XCX (britisk sangerinde, red.) på, og til sidst var det Sias tur. Jeg så koncerten sammen med både mit og Charli XCX’s hold, og efterfølgende røg vi i byen på en queer-klub inde i Melbourne. Men vi så ikke noget til Sia.

Når jeg rejser med mit band, har vi en ting med, at vi skal have lavet en tatovering i den by, vi rejser til. Jeg har efterhånden en hel del fra forskellige steder. I Melbourne kendte nogle af drengene en lokal tatovør, så dagen efter tog vi derhen og blev tatoveret. Jeg fik lavet en tatovering på anklen, der forestiller My fra Mumitroldene, som jeg altid har kunnet identificere mig med, fordi hun er en lille hidsig og eventyrlysten person.

Næste koncert var i Sydney på endnu et kæmpe stadion, og heller ikke her mødte jeg Sia. Vi fløj hurtigt videre til Auckland i New Zealand, hvor vi skulle spille den tredje og sidste koncert på under en uge. Modsat de to andre koncerter var det et lidt mindre sted, og omgivelserne var virkelig smukke. Jeg varmede op for Sia igen, og som de andre aftener trak hun sig tilbage med sit hold, når hun var færdig med sin koncert. Der var en fra mit band, der så hende på afstand. Det var det nærmeste, vi kom.

Efter den sidste koncert blev mit band spredt for alle vinde. Nogle skulle blive i New Zealand og holde ferie, andre skulle til Europa, og jeg selv skulle flyve til Vancouver. Forinden tog jeg og min tourmanager ud til en strand og gik en tur i vandkanten med udsigt til klipper og helt blåt vand. Da vi landede i Vancouver, blev jeg kørt uden for byen til et ski-resort. På under et døgn nåede jeg både at gå tur på en strand og i et snelandskab. Charli XCX fortalte mig efterfølgende, at hun rendte ind i Sia på flyet hjem til Los Angeles. Selv så jeg hende aldrig.”

MØ

30 år, sanger, musiker. MØ, der er opvokset på Fyn med det borgerlige navn Karen Marie Aagaard Ørsted Andersen, har vundet et hav af priser, blandt andet P3 Guld og fire Grammyer ved Danish Music Awards i 2014. Hun udgav sin første single i 2013 og fik sit internationale gennembrud med nummeret ’Lean On’ sammen med den elektroniske trio Major Lazer i 2015. YouTube-videoen til sangen er den mest sete nogensinde med en dansk medvirkende. Hun udkom med sit andet album, ’Forever Neverland’, i oktober.

 

/