Indlæg

Hvad har skuespiller Merete Mærkedahl altid med på rejsen?
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Henrik Petit

1.

”Hvis jeg skal ud at køre tog, har jeg altid min hovedpude med. De sidste 10 år har jeg været med i ’Badehotellet’ (serie på TV 2, red.), og de første år pendlede jeg mellem Aalborg og København, når vi skulle optage. Som regel husker jeg også min sovemaske, og jeg kan snildt sove i familiekupeen. Min far er lastbilchauffør, og vi kørte rigtig meget på ferie rundt i hele Europa, da jeg var barn. Selvom min far bare kører bil, så kører han, som om han har 30 tons med, og bremser helt stille og roligt op. Meget søvndyssende.” 

 2.

”Hvis man køber en af de der små yoghurter til togturen, knækker skeen sommetider, når man prøver at åbne indpakningen. Jeg er tit sulten, så jeg har altid min egen ske med i tasken. Jeg savner lidt spisevognen i toget. Det var rart, man altid lige kunne få et eller andet. Især på sådan en tur fra København til Aalborg.”

3.

”Jeg har altid min bæltetaske med mig, og i den ligger min telefon, alle mine kort og en kuglepen. Når jeg kører i tog, kan jeg godt lide at falde i snak med folk. Og dér er det rart at have noget at skrive med. For så kan man skrive en adresse eller et telefonnummer ned, hvis man gerne vil mødes igen. Og løse en krydsogtværs.”

Merete Mærkedahl, 41 år, er skuespiller og aktuel i Cirkusrevyen, der spiller frem til 27. august. 

Hvad har musiker og skuespiller Peder Thomas Pedersen altid med på rejsen?
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:

1.

”Jeg er så ufattelig heldig, at min lejlighed, mit musikstudie, mine børns skoler og institutioner og min favorit-bager alt sammen ligger inden for en radius af en enkelt kilometer. Så jeg cykler altid rundt. På et tidspunkt boede jeg i København NV, og selvom der var dejligt, endte jeg tit med at tage bilen. Men altså … at sidde i bilkø i København giver mig simpelthen lyst til at stikke mine øjne ud. Når jeg skal rundt i landet på skuespil-opgaver, foretrækker jeg at tage toget. Jeg hader både bus og taxa, men i toget nyder jeg transporttiden. Man kan sidde helt roligt og lave alt muligt – uden at blive køresyg – samtidig med at man kommer frem.”

2.

”I min taske har jeg altid min computer, hovedtelefoner med noise cancelling, en bog, sygt mange notes­bøger og mine på det specifikke tidspunkt yndlings-skriveredskaber. I know, nerd alert.

3.

”Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg mediterer, når jeg kører med toget, eller at jeg sidder og betragter de andre mennesker. Men jeg er desværre som de fleste og sidder og døds-scroller på min telefon eller laver praktisk arbejde på min computer. Hvis jeg er heldig, får jeg læst i en bog eller skrevet lange, dumme, selvcentrerede passager i mine notesbøger.”

Peder Thomas Pedersen, 49 år, musiker, skuespiller og den ene halvdel af Gramsespektrum. Aktuel med albummet ’Between the Ocean and the Snow’.  

Hvad har Anne Sophia Hermansen altid med på rejsen?
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Dan Møller

1.

”Jeg har kørekort – endda et af Danmarks dyreste, fordi jeg var så elendig til at lære at køre bil – men jeg bruger det nærmest aldrig. I stedet tager jeg toget, når jeg skal ud at holde foredrag, og så læser jeg om den by, jeg skal til. Hvornår er den ældste kirke bygget, hvad er man mest stolt af her?”

2.

”Der ligger altid en bog i min taske. Enten en, jeg skal anmelde, eller bare en, jeg læser af lyst. En dag, jeg skulle til Stevns, sad jeg tilfældigvis og læste Anne-Marie Vedsø Olesens ’Vølvens vej’, da det gik op for mig, at hun beskrev det landskab, jeg kørte igennem. Hvis en bog er dårlig, efterlader jeg den i toget. Måske bliver en anden glad for den.”

3.

”Som regel sidder jeg i stillekupé. Der kan være ret meget støj i toget. For eksempel folk, som har modparten på medhør. Jeg forstår ikke, hvorfor en privat samtale skal være et offentligt anliggende. Men der opstår også pludselige møder mellem mennesker. Forleden så jeg, hvordan en flirt udviklede sig mellem en kvinde med tatoveringer og en mand med skjorten knappet helt op i halsen. Efter Odense blev der knappet lidt ned, og så var der ellers forår i luften.”

Anne Sophia Hermansen, 50 år, foredragsholder, debattør, kulturkommentator på Weekendavisen. 

Hvad har Lærke Bagger altid med på rejsen?
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:

1.

”Jeg kan ikke køre bil, så jeg tager altid toget rundt i landet, når jeg skal ud at holde workshops. I nogle perioder har jeg taget flyveren til Aalborg – jeg kommer deroppefra – fordi det var hurtigere, men jeg er totalt gået væk fra det igen, fordi jeg megagodt kan lide at sidde i toget. Det er gratis meditations-tid.”

2.

”Egentlig vil jeg gerne snakke med folk, men jeg booker altid plads i stille­zonen. Der er så meget larm i mit hjem, fordi jeg har to små børn, så det er superfedt at sidde et sted uden støj, hvor jeg kan høre lydbog og strikke. Jeg har taget toget mellem Aalborg og København i 18 år, og kvinderne har altid siddet og strikket i toget. Men nu ser jeg også mænd og yngre kvinder, der gør det.” 

3.

”Jeg har altid flere forskellige slags strikketøj med i tasken, kaffe og en eller anden virkelig kulhydratholdig sandwich, fordi jeg ved, at jeg bliver sulten et eller andet sted omkring Vejle. Jeg har aldrig guf med, fordi jeg er meget mere til junkfood. Nogle gange sniger der sig en taquito med. Men jeg er så skamfuld over at sidde og spise taquitos i toget, så jeg køber altid kun én, som jeg spiser, inden jeg går ind. De lugter ret kraftigt nemlig.” 

Lærke Bagger, 37 år, strikdesigner, aktuel med landsdækkende workshops og DR-serien ’ Feldthaus og Bagger taber masken’. 

 

Hvad har musiker Klara Mkhatshwa – alias Giift – altid med på rejsen?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Mikaela Grogan

1.

”Jeg bor i Havnsø. Det er cirka to timer fra København, hvor mit managementselskab ligger, og hvor jeg har en del venner. Jeg er glad for mine hoved­telefoner, så jeg har noget at lytte til, når landskabet glider forbi. Sidst jeg var med toget, hørte jeg P3’s musikprogram ’Splittet til atomer’.”

 2.

”Jeg synes, det er hyggeligt at sidde i toget, og har altid en hættetrøje med, så jeg kan trække hætten op, lukke helt af og lytte til musik. Jeg lytter mest til R’n’B, for eksempel Frank Ocean eller Sza – jeg får meget inspiration af hendes måde at synge og frasere på.”

3.

”Ofte skal jeg af sted, inden jeg har fået morgenmad, så jeg prøver at have mad med hjemmefra. Det bliver for dyrt, hvis jeg lader mig friste af 7-Eleven. Det er typisk rugbrød med en skive ost. Når jeg har tid, laver jeg måske en toast.”

Klara Mkhatshwa, 18 år, er aktuel med debut-ep’en ’Archives’ under kunstnernavnet Giift.

Hvad har Kalle Mathiesen altid med på rejsen?
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:PR

1.

”Jeg er på min egen verdensturné med musik og komik, så min el-bas har været med mig i blandt andet Brasilien, USA, Australien og hele Europa, bortset fra Albanien, Liechtenstein og Andorra. Musik er et universelt sprog. Jeg kan ikke tale portugisisk, men jeg kan godt jamme med folk i Brasilien.”

2.

”Komik, sange og ideer opstår tit, når jeg er på rejse og tager noter på min blok. Engang i en stillekupé så jeg en kvinde ved siden af mig hive hård hud af fødderne – og spise den. På et mere generelt plan iagttager jeg, hvor sure vi kan se ud i offentlig transport. Heldigvis bliver det af og til modbevist, og man får en fantastisk snak.”

3.

”Jeg bruger min telefon, når jeg skal svare på mails fra Sting, der vil høre, om jeg ikke skal med på tour, og jeg må sige: ’Desværre, Sting, jeg skal spille i Sønder Hygum.’ Ej, det er nok mere til at se en film eller høre en podcast eller være på kontoret på farten.” 

Kalle Mathiesen, 48, er musiker og performer og har optrådt med blandt andre Burnin Red Ivanhoe og WhoMadeWho og på DR’s Ramasjang-kanal. 21. april udkommer hans bog ’80 % af alting er lort’.

 

Hvad har Mark Le Fevre altid med på rejsen?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

1.

”Optræder jeg i en flække midt i ingenting, er bilen at foretrække. Er det i Aarhus, er det lækkert at tage toget og koble fra. Jeg skal for guds skyld have mine hovedtelefoner med, ellers sidder jeg og lytter med på 50 samtaler eller irriteres over nogen, der trækker vejret mærkeligt. Jeg har lige fået et par Sennheiser med noise cancellation.”

2.

”På min iPad ser jeg film, YouTube og serier. Jeg er i gang med HBO’s ’Succession’ om familieintrigerne ved generationsskiftet i et underholdningsimperium. En dramaserie, der samtidig er sjov. Komikerne Adam McKay og Will Ferrell er executive producers.”

3.

”Jeg er håbløs til at planlægge og har efterhånden været igennem hele 7-Elevens spiselige sortiment. Deres taquitos er gode, men fedtede. Jeg er holdt op, fordi jeg får halsbrand af dem. Jeg forsøger at holde mig til fuldkornsboller, men skæver stadig skyldigt til de varme tilbud.”

Komiker Mark le Fevre, 33, er kendt fra blandt andet TV 2-programmet ’Stormester’.  I foråret er han på danmarksturné med one-man-showet ’Heldig’.

Hvad har Jacob Haugaard altid med i toget?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Simon Jeppesen

1.

”99 ud af 100 sidder og kigger ned i deres telefon – også jeg. Den digitale tidsalder er over os, og jeg køber aldrig aviser mere. Alligevel godtager jeg det faktisk ikke, men prøver tit at tvinge mine medpassagerer til at smalltalke. Jeg siger: ’Det er ellers godt vejr i dag.’ Og lidt senere: ’Man burde sidde ude i haven.’ Folk er åbenlyst irriterede, men til sidst får vi en god snak.”

2.

”Hver eneste gang, jeg passerer en ATM, hæver jeg kontanter. Jeg har rejst meget rundt i verden, og lige så snart man kommer uden for alfarvej, er man ikke klædt ordentligt på uden rede penge.”

3.

”Jeg kører faktisk mest i bil, showbiz foregår sjældent ved en togstation. Så hører jeg radio. Altid P1, som er en fornøjelse. Jeg holder mig fra P3 og P4, deres musik er middle of the road og uendelige spillelister. Jeg savner gode værter og musikalske temaer. De kan ikke være det bekendt.”

Skuespiller, musiker, komiker m.m. Jacob Haugaard, 69, er aktuel i filmen ’Krummerne – Det er svært at være 11 år’.

Hvad har skuespiller Marie Reuther altid med i toget?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Åsmund Sollihøgda

1.

”Jeg er lidt en last-minute-kinda-girl og bruger ofte togturen til det, jeg ikke har nået. For eksempel har jeg altid rouge og en lille bumsedækker (concealer) med i min taske, hvis jeg skal noget vigtigt – til casting for eksempel.”

2.

”Jeg tør ikke have noget i ørerne, når jeg cykler eller går – jeg er bange for at blive kørt over. Men jeg er blevet glad for mine små hovedtelefoner i toget. For nylig hørte jeg en podcast med balletdanser Alban Lendorf. Det var sjovt at høre om hans rejse ind i showbiz.”

3.

”Jeg hygger mig med at udfylde min Moleskine-ugekalender. Den giver et dejligt overblik over min tid. I øjeblikket arbejder jeg på Det Kongelige Teater og har klistret prøveplanen ind. Hvis der sker noget dejligt i mit liv, skriver jeg det bagefter som et dagbogsnotat, for eksempel ’Kom ind på Teaterskolen’.”

Skuespiller Marie Reuther, 25, spiller hovedrollen i HBO Max-serien ’Kamikaze’ og er indtil 12. november aktuel i ’Den indbildt syge’ på Det Kongelige Teater.

Hvad har forfatter Tine Høeg altid med på rejsen?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Petra Kleis

1.

”Jeg har altid en bog med – som jeg aldrig får læst. For eksempel har ’Idioten’ været med mange gange. Jeg tænker, at jeg kan nå alt i hele verden på en tur på tre timer. Men jeg kan i virkeligheden utrolig godt lide at lade tankerne fare og kigge ud ad vinduet. Jeg skal sidde ved vinduet.”

2.

”Jeg får forsyningsangst inden en tur og køber stort ind af mad. Jeg spiser altid croissanter og drikker kaffe. En sandwich, lidt snacks, Cola Zero og slik – så er jeg godt dækket ind. Jeg kan godt nå to måltider, hvis jeg skal fra København til Aarhus at holde foredrag. Jeg knaser og åbner emballage, men prøver ikke at være alt for irriterende over for medpassagererne. Ingen gulerødder eller nødder.”

3.

”Jeg burde måske høre podcasts og blive klogere, men i virkeligheden hører jeg næsten altid musik på telefonen. Min kæreste er pladesamler og musiknørd og laver spillelister til mig, som har titel efter, hvor vi er i livet. Små kærlighedsgaver. Den første hed Lagunebroen – efter vores første date, der gik til Amager Strandpark.”

Tine Høeg, 35, er forfatter. Hendes anden roman, ’Tour de chambre’, er blevet dramatiseret og spiller på Det Kongelige Teater indtil 21. oktober, hvorefter forestillingen skal på danmarksturné.