Indlæg

Hvad har sanger og forfatter Michael Vesterskov altid med på rejsen?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

1.

”I mange år har jeg rejst frem og tilbage mellem København og Aalborg for at besøge mine forældre. I stillekupeen er der en god ro til at skrive, og på lange rejser har jeg altid min computer med mig. En
stor del af min første bog ’I lænestolens dybe stille ro’ er blevet til dér.”

 2.

”Når jeg er på udkig efter inspiration til sangtekster eller små fortællinger, sidder jeg og kigger på landskabet og skiltene, der suser forbi. Observerer og lytter til de andre passagerer. Hele verden er samlet i toget, der kommer altid en skæv eksistens. Jeg tager noter i min notesbog, som min datter har lavet til mig af pap og groft papir.”

3.

”Jeg rejser tit med S-toget fra Ledøje, hvor jeg bor, til København, og jeg har næsten altid bogen ’Tag nu og skriv’ af den svenske poet Gunnar Ekelöf med mig. Det har jeg haft i måske 10 år – jeg bliver aldrig færdig med den bog. Der er stadig nye ting, der går op for mig, når jeg læser i den. Den er ret slidt efterhånden.”

Michael Vesterskov, 61, er sanger, sangskriver og forfatter. Han er aktuel med albummet ’Lykkestrejf’.

Hvad har komiker Thomas Warberg altid med sig på rejsen?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:

1. FODBOLDPODCASTS

”Jeg lytter konsekvent til fodboldpodcasts – ’Fodbold FM’, ’Transfervinduet’, ’Mediano’, ’4 på foden’. Jeg lytter til det hele, tre, fire timer om ugen. Jeg ser ikke fodbold. Horsens-Vejle er jo 90 dødkedelige minutter på en røvsyg mark. Men den dygtige journalist kender til de foregående 100 års opgør og kan formidle alle historierne og intrigerne udenom.”

2. KIROPRAKTORPUDE

”Jeg er virkelig ved at blive gammel. Skal jeg sidde ned i mere end en time, må jeg have en lille, dum kiropraktorpude bag lænden. Ikke særlig rock and roll. Jeg gør, hvad jeg kan, for at gemme den under jakken og for at lirke den på plads, hvis jeg rører på mig i sædet.”

3. MOR I TELEFONEN

”Jeg skubber altid telefonopkald med min mor, til jeg er undervejs. Jeg gider sådan set godt snakke med hende, men det tager så lang tid. På landevejen er det perfekt. Fyn forsvinder med et opkald. Og så er det ikke kun fodbold, jeg bliver klog på, men også sladderen i Toftlund, hvor jeg kommer fra.”

Thomas Warberg, 35, er komiker, i februar skulle han efter planen have sin danmarksturné med showet ’Et storslået menneske’ på Bremen Teater i København, men den er foreløbigt udskudt.

Hvad har sundhedsekspert Chris MacDonald altid med på rejsen?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Franne Voigt

1.

”Noise, altså støj på engelsk, kommer af det latinske nausea, der betyder kvalme. Støj stresser og trætter, og tidligere var jeg tit irritabel efter en rejse. Nu har jeg altid mine Bose bluetooth noise cancelling høretelefoner på, også tit uden at høre noget i dem. Eller ørepropper. Jeg har en stor kasse af de helt billige gule.”

2.

”Jeg hører lydbøger eller læser på print. Altid faglitteratur. En bog, der har gjort indtryk på mig for nylig, er ’A Liberated Mind’ af psykologen Steven Hayes, der har opfundet en træningsform til at arbejde med ens tanker, der har meget til fælles med mindfulness-bevægelsen.”

3.

”I min pung har jeg billeder af min søn på fire og min datter på et år. Det er lidt gammeldags, men der er noget ved at trække det papir ud og kigge på det og mærke det. Det gør jeg rigtig mange gange i løbet af en dag. Hvis jeg er stresset, mister fokus, er irriteret, sætter det ting i perspektiv. Der er vigtigere ting i livet.”

Chris MacDonald, 47 år, er fysiolog og sundhedsformidler. Hans nye bog ’Ikke til forhandling – Livets ligning’ handler om menneskelig trivsel.