SYDNORGE, 1980 

Jeg var 24 år gammel og arbejdede på en kødopskæringsvirksomhed i Hobro, da jeg tog på cykelrejse til Norge. Som nordjyde er det nemt at tage færgen fra Hirtshals til Kristiansand, hvorfra jeg ville cykle stik nord gennem Setesdalen med dens gamle tømmerhuse med græs på taget og videre til Geilo, der er et skisportssted om vinteren, for så at cykle mod slutdestinationen Oslo.

Dengang ville jeg gerne være konkurrencerytter, så jeg satte en bagagebærer og to cykeltasker på min gamle landevejscykel, inden jeg drog af sted. Men i Norge er der altså bjerge i stedet for bakker, så jeg måtte træde ud af pedalerne og trække dyret op ad samtlige højdedrag i det sydlige Norge. Nordmændene må have grinet ved synet, mens jeg iført Hobro Cykleklubs neongule tøj med Kvickly på maven og Sparekassen Hobro på skuldrene kæmpede mig op ad stigningerne på gåben.

På en af sine første cykelture i det sydligste Norge passerede Lars Nielsen Låtefossen i Oddadalen – også kendt som ’Vandfaldsdalen’.

Men det var nu ikke, fordi det gik bedre ned ad bakke. I 80’erne limede man væddeløbsdæk til fælgen. Når jeg så bremsede ned ad fjeldene, blev fælgen brændende varm, limen begyndte at boble, og til sidst rullede dækkene rundt både på og uden for fælgen som i en gammel tegnefilm. Men med lidt øvelse lærte jeg at bremse skiftevis foran og bagved, så fælgen ikke begyndte at koge. Heldigvis er jeg af den overbevisning, at man lærer mest, når man er på røven, og det må man sige, at jeg var.

Oprindeligt drømte jeg om at blive sømand. Jeg har altid været fascineret af både natur, historie, geografi og alverdens rejseskildringer, jeg lånte på biblioteket. Kort efter min realeksamen tog jeg turen fra Hobro til Holmen i København, fordi jeg ville være konstabel i Søværnet og se verden på den måde. Men der blev jeg sendt hjem med fynd og klem efter høreprøven, fordi det viste sig, at jeg var stokdøv på begge ører. De kunne ikke engang bruge mig som kanonføde. 

Min fatter forklarede efterfølgende, at det nok skyldtes en nytårsaften, da jeg var seks år gammel, hvor byens bedemand havde kastet et kanonslag ud ad vinduet, som åbenbart ramte mig lige i hovedet, da det eksploderede. I stedet for at søbe rundt i sorgen over ikke at kunne blive konstabel tog jeg et job på en kødopskæringsvirksomhed for at kunne forsørge mig selv, selvom det hurtigt viste sig, at der ikke var meget eventyr over den trædemølle – og det var egentlig årsagen til min rejse til Norge. 

Det blev mit første cykeleventyr, og selvom det var en kort tur på 10 dage, satte den nogle tanker i gang. Mine ambitioner blev større. Og de næste tre år vendte jeg tilbage for at køre mere krævende ruter over flere dage i Norge. Jeg har altid været en ensom ulv. Ham den lidt underlige Lars Nielsen, der hellere ville cykle end spille fodbold.

I 1985 mødte Lars Nielsen (th.) Michael Murphy (tv.), der havde været på Hawaii for at gennemføre en iron man og ville cykle fra Los Angeles hjem til Denver. Her slapper de af ved en købmand øst for Grand Canyon.

SEATTLE, COLORADO, SAN FRANCISCO, 1985

Jeg gjorde tidligt op med mig selv, at jeg ikke ville sætte mig mellem to stole. Så i stedet for at finde en kone og stifte familie ville jeg hellere se verden fra en cykelsadel. Mine to mål i livet blev at arbejde hårdt på slagteriet og komme ud i verden og se den fantastiske natur, og en dag købte jeg en billet med SAS fra København til Seattle, som dengang var den eneste direkte afgang til den amerikanske vestkyst, som var det sted i Nordamerika, hvor jeg helst ville cykle.

Som ung knægt i 60’erne sad jeg gerne og gnaskede popcorn i Hobros to biografer, mens de gamle spaghettiwestern kørte på lærredet. Og det var ikke engang de gode. Det var nærmest udelukkende B-western, der poppede op i landsbybiograferne. Men jeg elskede dem alligevel, og de minder skulle realiseres. Jeg ville cykle gennem Monument Valley og alle de andre ørkentørre områder, hvor de film blev optaget.

Derhjemme havde jeg siddet med et gammelt landevejskort og sat streger fra nationalpark til nationalpark på en rute, der blandt andet gik gennem Grand Canyon og Death Valley for at ende i San Francisco. Det var det vilde Amerika, jeg ville opleve. Så da jeg modtog min cykel i Seattles lufthavn, samlede jeg straks kalorius og tog af sted. 

Hver eneste dag cyklede jeg 200 kilometer. At køre gennem Monument Valley var helt fantastisk. Området er en kæmpestor dalsænkning på grænsen mellem Arizona og Utah, hvor der står 300-400 meter høje klippesøjler spredt ud over et helt orangerødt ørkenlandskab. Der er ikke et træ, ikke noget som helst. Der er bare fri udsigt over klipperne i horisonten. At cykle gennem det fik Lars Nielsen fra Danmark til at føle sig
lillebitte. 

Enkelte gange mærkede jeg også, hvor farligt varmt det kan blive. Jeg havde cyklet i omkring tre uger og trillede rundt i Nevada omkring Las Vegas, da jeg for alvor kom i problemer. Det var så varmt, at asfalten nærmest boblede, og jeg var nødt til at krydse Death Valley for at komme mod San Francisco. Navnet er frygtindgydende i sig selv, men jeg tænkte alligevel, at det nok skulle gå, fordi mit motel lå på helt flad jord, ja, faktisk under havets overflade – så jeg kunne trille til mit overnatningssted. 

Monument Valley.

Virkeligheden var bare lidt anderledes. Der var 55 grader i skyggen den dag – og ingen mulighed for at komme i skygge. Men jeg kæmpede mig frem til motellet, hvor jeg træt og udkørt bankede på døren. Ejeren nåede akkurat at åbne døren, før jeg drattede ind over dørtrinnet. Hun baksede mig op i en stol, gav mig lidt vand og tilkaldte både parkbetjent og sygeplejerske. Der indså jeg, hvor vigtigt det er at tæske noget vand indenbords. Det kunne have endt galt. Var jeg kollapset to kilometer tidligere, aner jeg jo ikke, hvad der ville være sket.

Trods min dehydrering tabte jeg mit hjerte til det nordamerikanske landskab på den tur. Og jeg blev lige så forelsket i den amerikanske gæstfrihed. Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig. Om det er mit udseende, eller hvad det er. Men bare jeg stod i rabatten i to sekunder, stoppede en bil for at høre, om jeg havde brug for hjælp. Måske var det, fordi de var nogle rigtige bonderøve ligesom mig selv. Forskellen var bare, at jeg kom på cykel, og de kørte i store biler med skudhuller og rifler hængende i førerkabinen. Da jeg ankom til San Francisco, havde jeg gennemført min første lange cykeltur. 

På tur fra Alaska til Florida i 1989 kom Lars Nielsen forbi Sign Post Forest i Yukon, Canada.

TIERRA DEL FUEGO TIL ALASKA, 2001

I løbet af 90’erne kom jeg ud på længere og længere cykelrejser. I 1991 kørte jeg rundt i USA i 80 dage, i 1993 besøgte jeg Dolomitterne i Italien, og i 1998 var det Australiens tur. Det skulle hele tiden være større, længere eller mere intenst.

I 2001 var jeg 46 år gammel og gik med tanken om at tage den ultimative amerikanske rute fra det sydligste punkt, Tierra del Fuego i Argentina, til Anchorage i Alaska. Uanset om man er på cykel, motorcykel eller i bil, er det konge­ruten. Jeg var så småt begyndt at planlægge turen, da en kollega på slagteriet sagde, at jeg var ved at blive for gammel til at cykle rundt i hele verden. Det var jeg nødt til at modbevise.

Min chef på slagteriet lovede mig fri, hvis jeg kunne få ordnet spildevandsanlægget, så vi ikke grisede for meget i Mariager Fjord. Det fik jeg selvfølgelig ordnet, og firmaet endte sågar med at sponsorere mig på turen.

Jeg begyndte i Ushuaia, som kalder sig selv verdens sydligste by. I runde tal lå der 20.000 kilometer foran mig, og jeg sjussede mig frem til, at det ville tage omkring fire måneder. Hver aften stoppede jeg ved et nyt hotel, og hver aften var jeg ovenud lykkelig. Jeg var træt og udmattet, men jeg gjorde det. Sådan havde jeg det hver aften. Også selvom nogle dage var forfærdelige i modvind og regnvejr eller ekstrem varme og støv fra de øde landeveje.

Fra Lima i Peru fløj jeg til Panama City, fordi der var en masse uro i de mellemliggende lande. Mit spanske var jo yderst sparsomt, og jeg ville ikke risikere at blive bortført med cykeltaske af en eller anden partisankriger. Derfra kørte jeg langs Stillehavet til Seattle.

Karen og Lars ved Long Beach, Los Angeles, 2015.

En af de mere kuriøse oplevelser var en ung mand, der stoppede mig i det nordlige Mexico. Han tilbød at køre mig de sidste 7.000-8.000 kilometer til Alaska. Den eneste betingelse var, at jeg skulle tilbringe natten med ham. Det var svært at forklare, at jeg faktisk gerne ville cykle turen, at jeg ikke var typen til at gå i seng med ham uanset, og at jeg derudover havde haft diarré siden Guatemala. Den dårlige mave fulgte mig hele vejen til ende­destinationen i Alaska flere tusind kilometer væk, og jeg kan ellers love for, at mavepinen tog noget af fornøjelsen.

Når man er så længe på en cykelsadel, føles det sidste stræk magisk. Den største oplevelse på hele turen var at krydse grænsen mellem Yukon og Alaska. Det sekund kunne jeg mærke, at der kun var en enkelt uge tilbage. Jeg kunne øjne slutningen på trods af diarré, og jeg ved ikke hvad. Det var næsten til at tude over.

I Anchorage blev jeg modtaget af både fjernsyn og radiostationer, fordi en motelejer havde ringet og fortalt om den tossede dansker, der havde cyklet fra Kap Horn til Alaska. Jeg havde tabt mig 12-13 kilo på den tur og havde helt indsunkne kinder, da jeg troppede op på arbejde dagen efter min hjemkomst. Så kom min chef forbi og sagde, at jeg lignede noget, katten havde slæbt ind. Han tvang mig på to dages sygeorlov, fordi det ikke gik med kød og dårlig mave. Det var først der, min krop blev normal igen.

1. VILDSVINEJAGT

Jeg voksede op i Dronningborg, en forstad til Randers, og der skete sgu ikke noget. Det eneste, jeg ville, var at komme så langt væk som muligt så hurtigt som muligt. Som barn i 50’erne slugte jeg Torry Gredsteds bøger og fantaserede om selv at tage på eventyr, og da nogle af mine venner efter realskolen tog ud at sejle og sendte breve og postkort hjem, sad jeg tilbage og tænkte: ”Hvad laver jeg her?” Jeg plagede min far om at komme af sted, men han ville have, jeg skulle tage en uddannelse først.

På mine onklers møbelfabrik, hvor jeg arbejdede efter skole, var der en mand, der hed Uwe, som havde stået ved den samme båndpudser i 27 år, og det eneste, jeg var sikker på, var, at jeg aldrig ville ende som ham. Jeg var vild med natur og fiskede som en tosse med min lillebror. Hver sommer stod vi op klokken fire om morgenen og var af sted hele dagen. Den ene af gangene punkterede min cykel, og jeg måtte trække den ni kilometer tilbage i øsende regnvejr, og da jeg kom drivvåd hjem, sagde jeg til min mor: ”Jeg rejser, så snart jeg kan!” 

Og det gjorde jeg. To dage efter at jeg havde aftjent min værnepligt i Livgarden, sad jeg  som 21-årig i en flyver mod Søndre Strømfjord i Grønland, hvor jeg havde fået job på den amerikanske militærbase. Deroppe i 1966/67 gik jeg på jagt med nogle af de andre gutter. Da jeg første gang havde oplevet spændingen ved at snige sig ind på et rensdyr, vidste jeg, at jeg ville være professionel jæger. Det var jo ligesom i Torry Gredsteds romaner.

Kronvildthaler. Bevis på, at Freddy Wulff passede sit arbejde, da han var ansat som jæger af staten.

Senere fik jeg job på et stort rederi i London, hvor chefen sendte mig til Australien for at befragte skibe. Der var både krokodiller og bøfler, og det kom hurtigt til at føles som spild af tid at sidde på et kontor i Melbourne, så da min kontrakt udløb, søgte jeg ikke om forlængelse. I stedet tog jeg til det vestlige Australien med en af mine venner, der havde hørt, at man kunne tjene seriøse penge på at arbejde i minerne. Min ven havde set filmen ’Northern Territory’ om to bonderøve som os selv, der havde købt en gammel bil og var taget ud for at jage, så vi knoklede for at få råd til en firehjulstrækker, en stor trailer og en båd med propel bag på. 

Da vi endelig havde pengene, blev saltvandskrokodillerne totalt fredet i Australien, men så blev vi tippet om at tage til New Zealand, hvor man ligefrem blev betalt af staten for at jage kronvildt. Det havde vi svært ved at tro, men til vores store lykke viste den sig at være god nok. Vi blev sendt ud i bjergene seks måneder mutters alene, og når tiden var gået, tog man tilbage, fik en check på seks måneders løn, skrev en ny kontrakt og tog ud igen.

Det var drømmen, der gik i opfyldelse for mig. Det var selvfølgelig ikke ufarligt, for man skulle krydse floder og klatre i bjerge, og jeg havde bekendte, der styrtede i vandet og druknede, eller som man bare aldrig hørte om igen, formentlig fordi de blev spist af et vildsvin. Jeg havde selv en konfrontation med en vildorne, et bæst af rang, der en dag kom styrtende gennem bregnerne. Efter jeg havde skudt den, løb den ned i en bæk, men jeg turde ikke skyde igen, for mine hunde dansede om den. Det var nu ikke noget problem, for jeg havde taget vildsvin med kniv mange gange før, også i Australien. Godt nok var den her større end normalt, men den var til gengæld også såret, så jeg parkerede min riffel og gik med kniven. Så snart den så mig, glemte den dog alt om hundene. Det var mig, der skulle ha’. Den fik fat i mit højre ben og flænsede støvlen op. Min ene hund, Sir Rubbish, var blevet såret i kampens hede, men vågnede op til dåd og løb direkte hen og satte tænderne i ornens familiejuveler. Så satte jeg mig op og dræbte ornen på stedet.

Sir Rubbish havde fået skindet på maven skrællet, så jeg bar ham i et net på ryggen tilbage til en gammel pelsjægerhytte, hvor jeg fik syet ham sammen med nogle ekstra snørebånd. Så var han stort set klar igen. Det var værre med mig selv. De næste tre uger lå jeg og var skidebange for, om der ville gå koldbrand i såret, for jeg kunne se mine knogler derinde. Da jeg langt om længe kom tilbage til civilisationen og fandt et hospital, kom min chef forbi. Ikke for at vise omsorg, men for at undskylde til personalet: ”Undskyld, at han stinker sådan, men han har ikke været i bad i en måned.” 

Freddy Wulff med kronvildt på tømmerflåde – på vej ud for at sælge.

2. MENNESKEJAGT 

Da jeg næste gang var i Danmark, i 1972, havde jeg været væk i fem år. En af mine venner mente, at jeg skulle skrive om at gå på jagt på den måde, for det havde ingen andre danskere oplevet. Jeg havde ikke skrevet en linje i mit liv, men tog ham på ordet og rejste til København, hvor jeg troppede op hos Hjemmet, Familiejournalen og Ude & Hjemme. Dem kendte jeg, for dem læste min mormor og mine tanter. Alle tre steder sagde de, at det nok ikke lige var noget for deres målgruppe. En af dem foreslog, at jeg gik forbi Ugens Rapport i stedet. Dem havde jeg aldrig hørt om, men nu var jeg der jo, så det kunne ikke skade at prøve. Da redaktionschefen Kurt Thyboe hørte, at jeg havde været i Australien, gav han en frokost. 

Mens jeg fortalte, så han nogle billeder, jeg havde taget, blandt andet et, hvor jeg bar et halshugget vildsvin på ryggen. Så var hans interesse vakt: ”Kan du skrive?” Hele natten tastede jeg løs på et gammelt hakkebræt hjemme hos min storebror i Greve, og næste dag mødte jeg op med 30 A4-sider. Selvom det var lige til den lange side, købte han historien, og så kunne jeg godt se, at det måske alligevel var værd at forfølge.

Som noget af det første rejste jeg til Nordnorge, hvor jeg gik rundt med samerne en måneds tid, og bagefter tog jeg til San Sebastián i Biscaybugten med rygsækken fuld af ost, pølse og vin og brugte de næste otte måneder på at vandre tværs over bjergene, før jeg kunne dyppe tæerne i Middelhavet. Jeg havde alle mulige ideer til, hvad jeg skulle. Jeg ville på safari i Afrika og besøge hovedjægerne i Borneo og jivarostammen i Amazonas, der skrumper hoveder. Jeg kunne se det hele for mig. I stedet blev jeg kaldt ind på chefredaktøren Poul Munks kontor. Han smed et billede på bordet foran mig. ”Ved du, hvem det er?” Det vidste jeg godt, det var den tidligere præsident i Tjekkoslovakiet, Alexander Dubček. ”Det er rigtigt,” sagde han. ”Det er ham, du skal jage.”

Med et vildsvin på ryggen. New Zealand.

Det var jeg lidt skeptisk over for, for han var forsvundet, og rygterne gik på, at han måske sad i en fangelejr i Sibirien eller var blevet skudt. ”Det er det, du skal finde ud af,” sagde Munk, og så røg jeg i første omgang til Prag. Der havde været mange andre dernede for at finde ham, men de var kommet som journalister, og hvis man gør det i et kommunistisk land, får man guide med både forfra og bagfra. Til at starte med kunne jeg godt se, at der hele tiden fulgte nogen i hælene på mig. Jeg kom jo, som jeg så ud: langhåret og med amerikanske jeans. Det var der ikke meget lokalt over, så efter et par dage fik jeg en lokal frisure og købte lokalt tøj, der var i så dårlig kvalitet, at det ene ærme faldt af, da jeg første gang smed skjorten i vaskemaskinen.

Den første tid hang jeg ud omkring studenterne ved universitetet, og en dag begyndte jeg at henvende mig til dem på et værtshus. Men ingen ville svare mig. Det var underligt, tænkte jeg, men da to personer forlod stedet, var de alle sammen pludselig om mig som fluer på en lort. Det viste sig, at de to var informanter for regimet. 

Så snart de var væk, talte alle. Nogle af dem mente, at jeg havde gode chancer for at finde ham i Bratislava, så jeg tog videre dertil. Fordi jeg kun fik et turistvisum en uge ad gangen, måtte jeg rejse frem og tilbage fem gange, før jeg til sidst fandt ham i en forstad til Bratislava på baggrund af et tip. Jeg traskede frem og tilbage fra morgen til aften, da jeg endelig spottede ham på vej om bord på en sporvogn. Et par dage senere sad jeg i en lille bil og fotograferede ham ud ad vinduet, da han kom gående. Missionen var lykkedes, og det var nærmest endnu sjovere end at gå på almindelig jagt.

3. KRYBSKYTTEJAGT

Der var oliekrise i Danmark, og det skulle jeg fandeme ikke have noget at gøre med, så efter jeg i 1973 havde interviewet den berømte nazi­jæger Simon Wiesenthal i Wien og efterfølgende dækket Yom Kippur-krigen fra ladet af en jødisk kampvogn, rejste jeg videre til Etiopien. Her var der hungersnød, og jeg tilbragte den næste tid med en læge fra organisationen Oxfam. Jeg så, hvordan folk kom ind på stribe som tændstikmænd, og hvis de faldt, inden de nåede frem, var der ikke andet at gøre end at lade dem ligge. Jeg har aldrig set så mange fede hyæner i mit liv. 

Bagefter rejste jeg til hovedstaden Addis Abeba, fordi jeg havde fået en idé om at tage med fremmedlegionen til Djibouti. På hovedkvarteret afviste de mig, men jeg har altid tænkt, at et nej er et måske, og et måske er et ja, så næste dag stod jeg der igen. Det gjorde jeg også dagen efter. Den ansvarshavende var ved at være godt træt af min tilstedeværelse, så jeg sagde: ”Jeg er professionel jæger, og du er bare bange for, at jeg skal gå røven ud af bukserne på dine legionærer.” Så greb han telefonen og kom tilbage med riffel og uniform.

I Fremmedlegionen.

Den næste måned tilbragte jeg i ørkenen, og da jeg kom tilbage igen, tog jeg videre til Tanzania og Kenya, hvor jeg først fotograferede hanelefanter i Tsavo National Park og derefter begyndte at jage krybskytter. Alle vidste, at præsident Kenyattas kone fik et par tusind dollars i lommen, hver gang der blev solgt elfenben. Det var sådan, hun finansierede sine mange flyveture til fashionshows i Paris. Det gjorde ikke opgaven lettere. Krybskytterne brugte gamle geværer fra anden verdenskrig, og de skulle virkelig hælde bly i elefanterne. Det tog ofte fem dage, før dyrene lagde sig. Vi kunne lokalisere dem ved at følge de gribbe, der fløj over dem, men så vidste vi samtidig, at det var for sent. I stedet kørte vi rundt i jeeps og ledte efter fodaftryk i støvet, og vi fangede også et par stykker. Men det var dirty business.

Efter seks måneder fik jeg konstateret amøbedysenteri, hvilket i bund og grund betyder, at man skider sig selv ihjel. Jeg fik fremkaldt mine Kodak-film, og så skulle jeg sådan set bare skrive, men jeg kunne ikke gå nogen steder hen, for jeg vidste ikke, hvornår jeg skulle skide igen. Jeg havde haft diarré masser af gange, men det her var noget andet. Det var ikke særlig morsomt, til gengæld blev de lokale godt underholdt. Nogle af tjenerne på hotellet hjalp mig med at flytte skrivebordet ud på badeværelset, så jeg kunne sidde på tønden og skrive. Og jeg drak cola nonstop, selvom jeg hader cola. Til sidst kom en læge og fik stoppet den akutte diarré, men det var først, da jeg senere kom tilbage til Danmark, at jeg blev rigtigt behandlet. De tog prøver af mig og indlagde mig i total isolation på epidemiafdelingen på det daværende Blegdamshospitalet. Sådan sluttede det, men det havde fandeme været en god tur.

I Livgarden.

4. STAMMEJAGT

Nu ville jeg af sted for alvor. Ikke det der pjat med at rejse ud og komme tilbage med en stak historier. Jeg købte en billet jorden rundt med stop på 36 forskellige destinationer, og så var det bare derudad. Jeg hang ud med ligsamlere i Mumbai, boede hos hovedjægere på Borneo, og på Filippinerne tog jeg ud i junglen og opsøgte oprørsgruppen New People’s Army, der lå i krig mod præsident Marcos. Da jeg ikke kunne finde dem, tændte jeg bål med vådt træ, så der stod masser af røg op i luften, for så vidste jeg, at de nok skulle komme til mig. Ganske rigtigt stod der næste dag tre gutter med M16’ere. Jeg havde en flaske whisky med, og det hjælper jo altid lidt på talegaverne, så de satte sig ned og snakkede løs.

Den ene af dem, Jimmy, fortalte om nogle hovedjægere ved navn kalinga længere oppe ved Mountain Province, som jeg straks blev nysgerrig på, og da han alligevel ikke havde andre planer, tog vi derop. Før vi nåede landsbyen, sagde han, at hvis de ikke kom ud med det samme, skulle vi gå igen. Jeg havde heldigvis 7-8 kartoner Marlboro med, som jeg tog frem, og så gik der ikke længe, før den første kom ud. Smøger er bedre currency end dollars på de kanter. 

På Borneo med ibanerne.

Vi endte med at være der et par uger og tog med dem ud at jage. Efter 10 dage blev jeg optaget i stammen og fik en stammetatovering, et firbensagtigt tusindben. Høvdingen spurgte, hvor mange jeg havde slået ihjel, og jeg måtte indrømme, at det ikke var så mange endda. De fik tatoveret et V på deres krop, hver gang de havde taget et liv. Lidt samme tradition havde jeg oplevet hos ibanerne på Borneo. Hvis en ung mand brændte varm på en pige, kom han ikke med roser og sådan noget, i stedet tog han op til ærkefjenderne længere oppe i bjergene og vendte tilbage med fem afskårne hoveder. Så havde han bevist, at han var en rigtig mand, og hovederne blev hængt ude foran langhusene under bryllupsfesten. 

Eftersom jeg blev optaget i stammen, har jeg forpligtet mig til at hjælpe andre kalingaer, selvom det nok ikke er så sandsynligt, at jeg støder på en af dem i de spanske Pyrenæer, hvor jeg bor i dag.

Freddy Wulff på vej ind i Vu Quang-området i det nordlige Vietnam med to soldater som beskyttelse.

5. JUNGLEJAGT

I 1992 udførte jeg en mission til junglen i Nordvietnam sammen med en fotograf. Jeg havde set en tegning af nogle horn, som man mente stammede fra et ukendt dyr. Vi nåede frem til en landsby, hvor jeg lagde en pakke smøger til alle dem, der kunne vise mig horn eller andet fra det mystiske dyr, og det var der flere, der kunne. Jeg fotograferede, målte og noterede detaljer ned. Nogle havde trofæer hængende på væggen, og en også et stykke skind. Jeg fik lov til at tage et lillebitte stykke af skindet, svarende til en lillefingernegl, med tilbage, hvor jeg opsøgte professor Arctander på Københavns Universitet. Han var en kendt professor, der havde trukket dna ud af indlandsisen og sådan noget, og han undersøgte skindet og ringede næste dag til mig: ”Dit skind stammer fra et dyr, der har været uddødt i 20 millioner år.”

Nå, for helvede, så var det tilbage til Vietnam igen. Denne gang mødte jeg en krybskytte, der havde fanget dyret fem dage tidligere. Skindet var tørret og godt bevaret, og konen sad med alle knoglerne, som var hugget i småstykker for at lave medicin ud af det.

Jeg købte både skindet og en hel masse knogler, kæber og tænder, og så tog jeg tilbage til København. Denne gang var det nok til at bevise, at der rent faktisk var tale om Vu Quang-oksen, som man ellers ikke troede eksisterede mere. 

Freddy Wulff på jagt.

Nogen tid senere boede jeg i Frankrig, da jeg modtog en fax fra professor Arctander: ”Ring.” Der var kommet nye meldinger, denne gang om et dyr, der skulle ligne en muntjak-hjort, og han ville høre, om jeg var klar på en ny tur til Vietnam. Jeg endte med at rejse ind i landet fra Laos via Nam Hinboun-floden. Landsbyen, jeg havde kurs mod, lå omkranset af høje bjerge, og undervejs skulle man sejle otte kilometer gennem en kulsort grotte. Der var kun én vej ind og ud, og da der var opstået en myte om, at der i grotterne levede et monster, som spiste mennesker, tog det noget tid at få overtalt tre andre til at tage med. 

Der var bælgravende mørkt i grotten, men jeg havde en lommelygte med. Nogle steder var der plads til en 747’er, andre steder ramte man straks klippe, når man bevægede sig frem. Det var som i Jules Vernes ’Rejsen til jordens indre’. Der var et helt økosystem derinde. Der var små, farveløse kvælerslanger, som levede af de millioner af flagermus, der hver nat fløj ud og spiste frugter og insekter og fløj tilbage for at skide, og deres lort levede tudserne til gengæld af.

Da vi endelig nåede ud på den anden side, løb kvinder og børn skrigende bort, for de havde aldrig før set en stor, behåret europæer som mig. Men mændene blev, og en af dem viste mig et stort gevir, som jeg aldrig havde set før. Jeg fik lokket nogle af dem til at tage med mig op på bjergryggen. Vi fandt sport fra en tiger, og jeg blev gnasket op af myg, men pludselig kom dyret gående ud af det blå. En giant muntjak. Den kom helt tæt på, og jeg fik taget billeder. 

Bortset fra okapien, der blev fundet i Centralafrika i 1928, er det de eneste to større pattedyr, der er blevet opdaget de seneste 100 år. Når man har levet så meget i naturen, som jeg har, er der intet, der slår at være med til at bevise, at der findes dyr, som ingen anede eksisterede. De ekspeditioner står for mig som det ultimative, jeg har foretaget mig.