Indlæg

Højt skum

Da Mikkel Bjergsø i USA erkendte, at han ikke kunne blive verdens bedste løber, kastede han sig over ølmærket Mikkeller. Det har åbnet døre, der ellers ville være lukkede. Fra voldsomme ølhaller i Nordkorea over en hemmelig loge på Færøerne til et roadtrip i Belgien med barndomsidolet Rick Astley.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Camilla Stephan

I LØB MOD DEN AMERIKANSKE DRØM 

Min første store rejse gik til Midtvesten i USA. Jeg var 19 år og en af de bedste mellemdistanceløbere herhjemme. Jeg havde vundet en hel del ungdomsmesterskaber, blandt andet danmarksmesterskabet, og det gav mig mulighed for at komme til Kansas State University på et stipendium. Det havde altid stået som en romantisk forestilling for mig at se ’det rigtige USA’. De fleste, jeg kendte, ville hellere til New York, Californien eller måske Florida, men jeg ville opleve cowboys og de store sletter.

Når man er på et stipendium i USA, bliver man nærmest behandlet som en professionel. Collegesport er kæmpestort, og flere universiteter har stadioner med plads til mere end 100.000 tilskuere. Derhjemme var jeg vant til, at der selv til DM ikke var en eneste tilskuer, som ikke i forvejen havde noget med stævnet at gøre. Vi havde både en coach, der trænede os, og en trainer, der sørgede for isbade, varme bade, massage efter træning og proppede piller i os, så vi kunne restituere hurtigere. 

Selvom jeg fik prisen som ’Outstanding Wildcat Freshman’, kunne jeg ikke for alvor leve op til forventningerne. Jeg døjede også en del med skader. Med tiden blev jeg træt af forventningspres, disciplin og min egen skuffelse over alligevel ikke helt at kunne leve op til det. Jeg havde indtil da levet et nærmest asketisk ungdomsliv uden udskejelser og alkohol, men nu fik jeg øjnene op for først Bud-weiser og senere Coors Light og de mere specielle øl på den spirende amerikanske mikrobrygscene. 

Udklip om Mikkel Bjergsøs løbekarriere i USA.

Da jeg kom hjem i august 1996, røg jeg for alvor i gryden med trylledrik. Jeg begyndte på lærerseminariet, droppede mine løbeambitioner og begyndte at drikke bajere som mine jævnaldrende. Jeg blev sågar formand for festudvalget, men fik så pludselig en henvendelse fra et universitet i Alabama, der tilbød mig et full scholarship. Jeg var egentlig stoppet med at løbe, men det undlod jeg at fortælle dem og takkede ja til den gratis rejse. 

Det var et lille, kristent college i byen Mobile helt nede i det sydlige Alabama. Alle var vildt religiøse, og der var steder, hvor det nærmest var Ku Klux Klan-agtigt. Der var tydelige efterlevn fra Jim Crow-lovene (race­adskillelseslove, red.), selvom de var afskaffet; de hvide boede i pæne kvarterer, mens de sorte boede i nedslidte bygninger med skudhuller i væggene. Vi havde en farvet løber på atletikholdet, og det var der en lidt mærkelig stemning omkring, da langtfra alle syntes om det på et hvidt, kristent universitet.

Der var både en englænder og en israeler på holdet, men det var mig, der skulle være stjernen. For ikke at troppe op i lorteform havde jeg trænet op til afgang, men derovre gik det hurtigt op i hat og briller. Jeg boede sammen med fire andre, og vi drak bajere hver aften. Alle de tomme ølflasker samlede vi og smed op på loftet gennem en lem. Da vores træner en dag kom forbi, dryppede det ned med ølsjatter. Det var et kristent college, hvor man ikke måtte drikke, og da vi tilmed var atleter, blev situationen problematisk. Han hev os ind på sit kontor og delte bøder ud. På det tidspunkt havde jeg besluttet mig for at lægge løbekarrieren bag mig. ”Fint, så skrider jeg hjem,” svarede jeg. Så trak han bøderne tilbage, og den sidste tid gik mere op i øl end i løb, inden jeg vendte hjem og tog hul på det store bryggereventyr. 

For nogle år siden var jeg tilbage i USA med min tidligere partner og vores to børn. Vi landede i San Francisco, hvor vi lejede en Chevrolet XL – en af de her kæmpe motherfucker-øser. De er latterligt store og bruger masser af benzin, men de er så fede at køre rundt i. Vi kørte ned ad Highway 1 og stoppede forskellige steder undervejs, blandt andet i strandbyen Carmel-by-the-Sea, hvor Clint Eastwood engang var borgmester, og ved nedlagte tankstationer og forladte forlystelsesparker, som der er overraskende mange af i den amerikanske ørken. Jeg elsker at opstøve oplevelser ud over det normale, og dem er der masser af. Jeg bliver aldrig træt af at rejse i USA.

Mikkeller-baren på Færøerne. Foto: Rasmus Malmstrøm

FULD AF FÆRØERNE

I flere år ville jeg revolutionere restaurantscenen. Jeg syntes, det var så mærkeligt, at man selv på Michelin-restauranter, hvor der var overdådig mad og enorme vinkældre, havde dødssyg øl i hanerne. Det førte til samarbejder med blandt andet Noma og El Celler de Can Roca i Spanien og ikke mindst med Jakob Mielcke fra Restaurant Mielcke & Hurtigkarl. Sammen lancerede vi en serie øl, der skulle komplementere de fem grundsmage: sødt, salt, bittert, surt og umami. På et tidspunkt blev vi inviteret op til den færøske restaurant Koks, der i dag har to Michelin-stjerner. Det var planen, at jeg skulle parre øllet med Mielckes mad, men det endte med at blive en rigtig lortetur, for vejret gjorde det umuligt for os at lande. Efter 22 timer i luften og tre forsøg på at lande fløj vi retur til Danmark.

Jeg havde aldrig været på Færøerne før, så jeg var ret ærgerlig. Derfor aftalte jeg med Johannes Jensen, ejeren af Koks, at besøge ham få uger senere. Sammen med musikeren Teitur hentede han mig i lufthavnen – deroppe kender alle hinanden – og de inviterede mig ud for at spise fermenteret kød og drikke naturvin klokken ni om morgenen, og senere stod den på levende jomfruhummer. Vi kørte rundt i helt utrolige landskaber, og jeg blev nærmest øjeblikkeligt forelsket i landet. Det var den smukkeste natur, den vildeste mad og de sødeste, mest gæstfrie folk.

Foto: Theis Mortensen

Siden dengang har jeg været tilbage et utal af gange, og undervejs opstod ideen om at åbne en Mikkeller-bar deroppe. Jeg har altid godt kunnet lide at åbne barer utraditionelle steder – fra Taipei og Bangkok  til Warszawa og Bukarest – og Tórshavn, Europas mindste hovedstad, er sådan et sted. 

I foråret 2017 åbnede vi en Mikkeller-bar i et 500 år gammelt træhus med bjælker og græstørvstag midt i byen og derefter fik jeg lov til at besøge Havneklubben – en gammel herreloge med rødder tilbage til 1799. Det var som at træde ind i en tidslomme. Indtil 1992 var salg af alkohol forbudt på Færøerne, men i Havneklubben lavede de deres egen sprut, og her tog logemedlemmerne hen for at drikke. 

Jeg fik at vide, at man ikke kan blive medlem, medmindre man er bosat på Færøerne, men fordi jeg kender så mange deroppe, lykkedes det mig, og jeg er, så vidt jeg ved, det første medlem nogensinde af Havneklubben, der ikke bor på Færøerne. 

En af gangene på Færøerne stødte jeg på Lars Løkke Rasmussen, der er færøsk gift og er kommet rigtig meget deroppe i årenes løb. Han blev misundelig, for han ville sgu også være medlem. ”Så må du jo gøre dig fortjent til det,” svarede jeg.

Mikkeller i Nordkorea. Foto: Theis Mortensen

DÅRLIG DRUK I NORDKOREA

Mikkeller har åbnet nogle døre for mig, der formentlig ellers ville være lukkede. Jeg har deltaget i et løb i Minsk, som de lokale arrangerede for mig, og jeg har som den første udenlandske brygger brygget øl i det lille buddhistiske kongerige Bhutan i Himalayabjergene. I flere år drømte jeg om at opleve Nordkorea, som for mig står som det mest crazy sted i verden. Med hjælp fra et engelsk rejseselskab fik vi arrangeret en tur, hvor jeg og nogle andre fra Mikkeller fik lov at deltage i et halvmaraton og besøge forskellige barer og landets største bryggeri. 

Det lykkedes mig at blive nummer tre i halvmaratonet i amatørklassen, hvilket vil sige for ikke-nordkoreanere. Jeg kom op på skamlen foran 40.000 begejstrede tilskuere, der helt tydeligt var blevet hevet ind af regimet for at huje og klappe ad os. Efterfølgende besøgte vi så bryggeriet som de første turister nogensinde. Rejseselskabet havde overtalt dem ved at spille på mig som den her store brygmester fra Vesten. Det var et gammelt engelsk bryggeri, de havde købt 40 år tidligere og sat op på helt samme måde i Nordkorea. Selv spejlene på toilettet hang præcis samme sted, som de havde gjort i England. Det hele lignede noget fra en svunden tid. De havde eget malteri, som ingen bryggerier bruger længere, de havde kun én humletype, fordi der ikke er import af råvarer, og efter alt at dømme havde de ingen til at renvaske gæren, hvilket har rimelig stor betydning for, hvordan en øl smager.

Vi besøgte også ølbarer og brygpubber – blandt andet en kæmpestor Bier Halle. Her skulle jeg også mødes med ejerne og give hånd og skrive hilsner i en bog. Det var et virkelig mærkeligt sted, det var kæmpestort, og baren var vel 100 meter lang, og der stod i hvert fald 1.000 mænd og drak bajere. De var alle sammen i helt ens tøj og arbejdede for regimet. Det viste sig, at man i Nordkorea starter med at bestille det antal øl, man regner med at drikke. Hvis man vil drikke 10 øl, bestiller man 10 øl fra starten. Derfor var der overalt grupper på eksempelvis seks mænd med 60 halvliters fadøl foran sig. Så stod de og snakkede, og på et tidspunkt skålede en af dem, så bundede de hele øllen på en gang og snakkede videre, før det præcis samme skete lidt efter igen. 

Da vi havde drukket os mod til at skåle med de lokale, kunne de fandeme drikke sådan nogle vesterlændinge som os under bordet. Det gjaldt om at bunde, og hvis man ikke var med på den galej, blev man mødt af mistroiske blikke. Det var pilsnere, de serverede, og nogle gange smagte de fint, men andre gange helt forfærdeligt, så jeg måtte holde mig for næsen for ikke at brække mig over smagen. De samme øl varierede helt vildt. Når de var dårlige, smagte de af ren råddenskab. og selv flere måneder efter kunne jeg få hovedpine bare af at tænke på det.

Mikkel Bjergsø løb maraton i Nordkorea og har medaljer til at bevise det. Foto: Privat

Da vi rejste hjem, tog vi 18 kasser øl med ud, som jeg ville servere til ølfestivalen Mikkeller Beer Celebration et par uger senere. I København blev vi stoppet i tolden. De ville vide, hvad vi havde i kasserne, og jeg svarede ”Øl fra Nordkorea”, og jeg fik lov til at gå videre. Nogle dage senere blev jeg ringet op af en mand, der præsenterede sig som ’Niels fra Bagmandspolitiet’. Bagmandspolitiet? Det lød som noget fra ’Olsen-Banden’. ”Du er blevet sigtet af Udenrigsministeriet for at have ført luksusvarer ud af Nordkorea og har dermed brudt de internationale handelsrestriktioner,” sagde han. Hvad? Jeg havde bare taget nogle bajere med ud, men det viste sig at være et brud på den internationale lovgivning, så Mikkeller fik en dom for det.

Et par dage efter jeg var kommet hjem, havde jeg det helt forfærdeligt. Der var noget galt med min krop, og jeg var så dehydreret, at jeg drak 12 liter vand på et døgn. Min læge var bekymret. Hun mente, det var usædvanlige symptomer, og tog forskellige prøver på mig. Efter et par dage fik jeg det bedre, hvilket jeg skrev til hende, og så svarede hun med det samme: ”Godt, for jeg har lige fået svar på prøverne, og du har en resistent bakterie, som vi ikke har set i Danmark i 15 år.” 

To måneder senere vendte en norsk kvinde faktisk hjem fra Nordkorea med en bakterie, der ikke kunne behandles, og som hun endte med at dø af. Så jeg føler mig heldig. Det var kraftedeme en mærkelig tur.

Mikkel Bjergsø og Rick Astley. Foto: Peter Neill

RICK ASTLEY OG BELGISK BERUSELSE 

Der gik rygter om, at popsangeren Rick Astley boede på Amager. Han er dansk gift, så det var ikke helt usandsynligt, og da jeg hørte det, skyndte jeg mig at få en af mine ansatte, en rigtig fixertype, til at forsøge at få kontakt til ham, så vi kunne sende ham en kasse med blandede Mikkeller-øl. Som barn og teenager var jeg kæmpefan af Astley, jeg havde plakater af ham hængende og samlede på hans vinyler, også de sjældne singler og picture-vinyler. Hvis der var den mindste mulighed for at møde ham, måtte jeg gribe den, 

Det viste sig, at han ikke boede på Amager, men i Richmond lidt uden for London, men nu var ideen plantet, så vi fik omadresseret kassen med øl dertil, og pludselig hørte jeg fra ham. Han havde været vant til at drikke pints på pubben, men jo længere ned i kassen han var kommet, jo mere havde han forstået, hvad det der nye mikrobryg gik ud på. Vi fik arrangeret et Skype-møde, og han viste sig at være en virkelig cool dude, der var helt nede på jorden, og inden længe havde vi aftalt at rejse sammen til Belgien for at drikke øl og besøge mit faste bryggeri, De Proefbrouwerij. ”Så skal du fandeme få lov til at opleve øl,” sagde jeg til ham.

Et par måneder senere sad jeg i receptionen på et hotel i Belgien, da Rick Astley kom gående ned ad trappen med sin kone. Det var et surrealistisk øjeblik, fordi jeg havde været så stor fan af ham, og nu var han rejst til Belgien for at mødes med mig, så jeg kunne lære ham om bajere. Efter et stop på 3 Fonteinen i udkanten af Bruxelles med blåmuslinger og forskellige lambic-øl, en meget sur øltype og min egen personlige favorit, tog vi ind til selve byen, hvor jeg havde lavet aftaler rundtomkring. 

Rick Astley’s Amber Ale. Foto: PR

ØLHUNDEN, DER LØB OVER GRÆNSERNE 

Mikkel Bjergsø, født 1975 i Kokkedal i Nordsjælland. Var som ung eliteløber, og fik to scholarships til universiteter i Kansas og Alabama.

I 2003 begyndte han at brygge øl med vennen Kristian Keller, og i 2005 stiftede de officielt Mikkeller – en sammentrækning af den enes fornavn og den andens efternavn.

I dag har Mikkeller omkring 42 barer, restauranter, bryggerier og butikker overalt i verden og cirka 500 ansatte. I efteråret 2022 udkom bogen ’Mikkeller – Den usædvanlige historie om et usædvanligt (øl-)brand’.

Næste dag kørte vi til Lochristi i det nordlige Belgien for at besøge De Proef-bryggeriet, hvor vi gennemgik hele processen med at lave øl, før vi sluttede af med et ritual i ølbranchen: Når man første gang besøger et bryggeri, skal man smage humleekstrakt. Det er en klistret, sumpgrøn masse, som er helt sindssygt intenst at drikke rent. Bare man rører det med tungen, snører hele ens mund sig sammen. Men det er en manddomsprøve, og den måtte Rick Astley igennem, før han omsider var optaget i øllens verden.

Til sidst bryggede vi en øl sammen. Det skulle være en Red Lager, en hommage til både hans røde hår og hans ritual med at drikke te med honning og ingefær, før han skal på scenen. Den fik navnet ’Astley’s Northern Hop’ som en hyldest til hans rødder i Nordengland og datidens balfester. Jeg har lavet et hav af collaborations med andre bryggere, men også kafferistere, kokke, landmænd og alle mulige andre. Det er også blevet til samarbejder med Burger King, en dansk begravelsesforretning, designeren Henrik Vibskov, forskellige bands og Warner Bros. i forbindelse med lanceringen af en serie ’Game of Thrones’-øl – og alt der i mellem. Men at stå i Belgien med mit barndomsidol Rick Astley og brygge øl stikker stadig ud for mig. I dag er vi pals, besøger jævnligt hinanden og har både åbnet en bar og en brygpub sammen i London.

/

Med tog til Taskent

Usbekistan er et af de nyere selvstændige lande, der engang var en del af Sovjetunionen. 30 år efter Murens og unionens fald rejste Ud & Se med nattog mod landets hovedstad og fik sig en suppe, en soveplads og en særlig nat, man sent vil glemme.
Tekst og foto:Sophie Lund Møller

EN STORSMILENDE usbekisk togkonduktør vifter ivrigt med hånden. Bag ham strækker et majestætisk turkisgrønt tog sig nærmest endeløst til begge sider på togstationen i byen Khiva, hvorfra der er 14 timer i nattog til landets hovedstad, Tasjkent.

Konduktøren vifter mig op ad tre stejle trappetrin. ’PECTOPAH’ (’restaurant’ med kyrilliske bogstaver) står der på den grønne vogn, og bag duggede ruder med krøllede gardiner viser han med stolthed ind i restaurantvognen og ud i et industrielt køkken. 

På det brændefyrede komfur syder kartofler og lammekød i en kulsort støbejernsgryde. Metalsuppeskeer og en fladtang hænger over komfuret, lange knive flyder tilfældigt på metalbordet, og restaurantens to kokke er i gang med at fortære et spejlæg og drikke te. Den ene siddende i en hullet T-shirt, den anden hængende ud ad køkkenlugen i joggingtøj. Et smil afslører et par guldtænder i overmunden. De kigger overrasket op fra deres samtale.  

”Hej, hvor kommer du fra?” spørger mændene på russisk. 

”Danmark,” svarer jeg og får advarende fremstammet, at jeg kun kan en smule russisk. Det stopper dem ikke. Hvor skal jeg hen, hvor har jeg været i Usbekistan, og er du ikke hende journalisten fra BBC? Ordene krøller sig sammen og har svært ved at trænge ud over mine læber. Alligevel ruller samtalen videre. 

”Hvilken vogn skal du sove i?” spørger guldtanden. 

”Platzkart,” svarer jeg, betegnelsen for 3. klasse. Han kigger overrasket på mig. Det forstår han ikke. Turister plejer at sove i luksuskupeerne. 

”Du skal komme forbi restauranten i aften, ” siger han grinende.
”Vi har også øl,” tilføjer han.

En usbekisk herre nyder stilheden tidligt om morgenen.

UDEN FOR RESTAURANTVOGNEN sværmer en myretue af passagerer med rullekufferter og rygsække ud på perron 1 på den futuristiske station. En mand stønner ned ad perronen med hænderne fulde af tunge poser, mens hans pukkelryggede bedstemor stavrer bagefter. Et kærestepar krammer intenst farvel. To tyske rygsækrejsende med forvildede blikke forsøger at tyde de kyrilliske bogstaver på afgangstavlen. 

Ud for hver vogn står en konduktør med en ualmindelit høj hat – et levn fra dengang, Usbekistan var en del af Sovjetunionen, og åbenbart så brugbar, at den overlevede styrets fald i 1991. Hatten sælges blandt andet brugt på eBay som et vintage-fund.

Bag konduktørerne hænger laminerede stykker papir fast med tape og anviser vognnummeret. Vi passagerer møver vores bagage forbi række efter række af overkøjer og underkøjer i par af fire og udfoldelige køjer vendt mod gangen. En rynket usbekisk herre med sixpence sludrer med en usbekisk dame, som slænger sig på en af sengene. Bagagen lægges enten på hylder over den øverste køje eller i kister under den nederste. Brune, frynsede tæpper, der ikke ser specielt nyvaskede ud, ligger redt ud på hver køje, mens tre poser te og et par sukkerknalder er placeret som en lille velkomst på bordet mellem sengene. 

Selv om ’platzkart’ sprogligt stammer fra tysk, kommer togbegrebet fra Rusland. Man sover i et åbent rum med omkring 50 andre passagerer, og prisen for 14 timers nattur er 110 danske kroner, mens en topersoners kupé på første klasse koster cirka 300 kroner per person. I de ældre tog er platzkart-sæderne lavet af træ, også kendt som ’de hårde vogne’, mens sengene i nyere tog er polstret med blødere madrasser. 

Et gammelt sovjetisk nattog på ruten Khiva-Tasjkent.

ET JERNTÆPPE AF JERNBANER

Arven fra Sovjetunionen ligger spredt som et edderkoppespind af togskinner i de centralasiatiske lande. Usbekistan var oprindeligt et nomade- og stammesamfund, men blev i 1867 en del af den nye provins Turkestan. Nabolandene Kirgisistan, Tadsjikistan og Kasakhstan blev også indlemmet i Turkestan. I 1879 begyndte den russiske tsar at udbygge et enormt jernbanenet, og tværs gennem det vestlige Centralasien byggede russerne blandt andet den 1.400 kilometer lange Transkaspiske Jernbane. Formålet var at transportere varer og tropper fra Det Kaspiske Hav, men togskinnerne blev også lagt for at vise muskler over for Det Britiske Imperium, der nærmede sig fra Britisk Indien. I slutningen af 1890’erne nåede skinnenettet til Tasj­kent, og jernbanen medførte en opblomstring i handlen mellem Centralasien, Rusland og Europa.

UNDER OS ER togskinnerne en del af Den Transkaspiske Jernbane. I årene under Sovjetunionen voksede det centralasiatiske jernbanenet med tusindvis af kilometer, men efter unionens fald blev jernbanenettet afkoblet sin primære endestation, ­Moskva, og dermed afskåret fra den russiske pengepung samt ekspertise i at vedlige­holde skinnerne. Hvert nye selvstændige land tog kontrol over sine jernbaner, og over 30 år efter Sovjetunionens fald har Usbekistan nu fået genrejst sit jernbanenet med indkøb af nye spanske højhastighedstog og en højhastighedsforbindelse på 600 kilometer mellem de to største byer, Tasjkent og Samarkand.  

De skinnende europæiske tog har dog ikke erstattet de sovjetiske endnu, men selv her i de ældre tog henter nutiden ind på fortiden. Omkring os springer en svedig konduktør som i et hækkeløb over kufferter for at tjekke hver billet med en moderne QR-scanner, mens et par aldrende usbekiske passagerer stadig stramt holder fast i en gullig papirbillet. Det føles lidt som at trykke på en tidsmaskine, da togkonduktøren med rød hat på slaget 16:22 fløjter skingert. Metaldørene smækkes hårdt i, en sky af grå røg slipper ud af diesellokomotivet, og vognene vugger fra side til side, idet toget skrumpler  ud af Khiva. 

Togpersonale venter foran hver vogn.

TOGET GLIDER FORBI ravgule marker og råhvide bomuldsbolde, mens usbekere aser rundt som stimer af fisk for at indsamle små filtrede kugler af bomuld i større bløde bunker. 

Forhistorien bag ’det hvide guld’ er dog dyster. Da Ruslands bomuldsleverancer fra USA ophørte under den amerikanske borgerkrig i 1860’erne, fik russerne øjnene op for Centralasiens bomuld. På samme tid blev livegenskabet ophævet i Rusland, og det fik jordløse russere til at sive til Usbekistan og sætte gang i produktionen. Efterhånden blev landets ørkenstepper forvandlet til marker, nye vandingskanaler blev etableret, der blev satset stort på bomuldsdyrkning, og produktionen blev firedoblet fra 1940 til 1980. 

Men bag den hvide succes lå en voksende miljøkatastrofe og et skræmmeeksempel på, hvad der kan ske, når man overudnytter naturen. De mange bomuldsmarker skulle have masser af vand, og derfor blev vand fra Aralsøens to floder omdirigeret til markerne. Alt for lidt vand nåede frem til verdens fjerdestørste sø, Aralsøen, der begyndte at tørre ud, og livet i søen døde. Rovdriften på jord og vand fik ørkenen til at sprede sig, og forhøjet saltkoncentration og tungmetaller trængte ned i jorden og spredte sig til landbruget. 

I dag er Aralsøen svundet ind til en tiendedel af sin oprindelige størrelse, og ser man på søen ovenfra, befinder tidligere havnebyer sig nu 100 kilometer fra søens nuværende bred. I dag er bomuld stadig en betydelig del af landets industri, men produktionen er i konstant fare for at kollapse på grund af vandmangel. 

Usbekere tæt pakket i en platzkart-vogn.

USBEKISTAN FOR BEGYNDERE 1

Ørkenstrandet
Aralsøen var engang verdens fjerdestørste sø, men er i dag tørret voldsomt ud på grund af Sovjetunionens omfattende kunstvanding. En af verdens største menneskeskabte miljøkatastrofer sættes i perspektiv, når man skuer ud over det næsten uendelige salte støvede areal eller finder en muslingeskal midt i ørkenen. I den tidligere havneby Muynak kan man besøge en skibskirkegård, hvor skibe står på den nu sandede jord.

Silkelook 
Silkevejsbyerne Samarkand og ­Bu­khara er over 2.700 år gamle. En af handelsruterne på den legendariske Silkevej, som forbandt Kina med Europa og Mellemøsten, gik gennem det nuværende Usbekistan. I Margilan i det østlige Usbekistan kan man opleve produktionen fra silkeorm til silke på fabrikken Yodgorlik. Hver torsdag og søndag åbner markedet Kumtepa i Ferganadalen fem kilometer uden for Margilan, hvor man kan prutte om prisen på metervis af silke.

Blåt til lyst 
Det er nemt at forestille sig karavanerne holde ind ved den ikoniske Registan-plads og ved de blå mosaikker i Samarkand, som lå strategisk godt placeret halvvejs mellem Asien og Europa på Silkevejen. De tre symmetrisk placerede koran­skoler i blålige nuancer lyser op hver aften på pladsen.

EFTERHÅNDEN ERSTATTES de prikkede marker af firkantede huse og asfalterede veje med hvide Chevrolet’er. En halv times tid senere glider toget ind på en station i et arkitektonisk sammensurium af sovjetisk og orientalsk stil. Hvid marmorbeton med blå refleksvinduer og bombastiske blokbogstaver fortæller os, at vi er ankommet til Urgentj i det vestlige Usbekistan på grænsen til nabolandet Turkmenistan.

En ung mor i et bordeaux veloursæt halser ned gennem vogn 14 med en pusletaske over skulderen og fyldte poser i hænderne.

”Salam alaikum,” hilser moren og forsøger ikke at glo for meget på dem, hun skal tilbringe natten med.  

Bag veloursættet stikker to kuglerunde sorte øjne frem. I barnets hånd spiller en skrattende sang fra den verdensomspændende tv-serie for børn ’CoComelon’ på en telefon, og den toårige pige prøver ikke at skjule nysgerrigheden over for sine sengekammerater. 

Moren prikker med en spørgende finger på mit knæ og peger på overkøjen. Jeg nikker.

Sengene bliver fyldt op med rynkede damer, hårdhudede mænd og unge usbekere med hvide sportssko og trådløse høretelefoner i ørerne, mens vognen damper af mange mennesker klemt inde på meget lidt plads.  

Bomuldsmarker på landet.

ET HYL FRA en fløjte skærer gennem stationen, og efter halvanden times stilstand humper toget ud fra Urgentj. Vognen fyldes af usbekisk småsnak og knækkede græskarkerner. Grå godsvogne med cement ruller som en filmrulle i vinduet, og en dreng spiller bold i et støvet industrikvarter. 

Selvom russernes tilstedeværelse i landet førte til skyhøj bomuldsproduktion, jernbaner, postvæsen, telegrafi og afskaffelse af slaveri, var det dog ikke nogen stor forbedring for flertallet af befolkningen i Usbekistan. Landets hyrdekultur, der går tilbage til 4.000 år f.v.t., blev truet, og modstanden mod russerne endte i flere blodige opstande. Senere, under Stalins planøkonomi, ændrede forholdene for usbekerne sig ikke til det bedre. Landbruget blev kollektiviseret og industrialiseret med brutale metoder, der fik høstudbyttet til at falde og skabte hungersnød i landet. Usbekiske ledere og intellektuelle blev også udrenset i den periode, og fra 1920 til 1945 mistede en stor del af befolkningen livet til sult eller forfølgelse. Styret i Moskva lukkede også moskeer, religiøse læreanstalter og undertrykte al religiøs udøvelse, så islams lange tradition i Centralasien i stedet måtte dyrkes i hemmelighed. Til gengæld lagde man en stor indsats i at udrydde analfabetisme, skole- og sundhedssystemet blev udbygget, infrastrukturen blev markant forbedret, og kvinder blev frigjort fra deres traditionelle rolle i hjemmet.  

Da Sovjetunionen blev lagt i graven, forsatte Usbekistans historiske, politiske, økonomiske og kulturelle bånd til Rusland. Rusland får gas fra Usbekistan, og det er blevet en vital del af usbekisk økonomi, at millioner af usbekere arbejder i Rusland og sender penge hjem til familien. Selv i perioder, hvor luften har været kold mellem de to lande, er handlen fortsat. Som allieret var det derfor bemærkelsesværdigt, da udenrigsminister Abdulaziz Kamilov sidste år meldte ud, at Usbekistan er imod Ruslands invasion i Ukraine. 

Nattoget fra Khiva til Tasjkent. Lagner svæver ned fra køjesengene for at skabe en smule privatliv.

EN SJÆLDEN NOTE af smørbagte kiks og sure tæer spreder sig i vognene, der er proppet med mennesker. Familier sidder foroverbøjet over de små borde og vrider stykker af stegt kylling og runde hvedebrød fra hinanden. Det tyske rygsækrejsende par, der tidligere forsøgte at tyde kyrillisk på togstationen, skiller sig ud i afdelingen for platzkart. Et stiltiende nik mellem os siger mere end ord. Vi er på udebane. 

For enden af de mange menneskepakkede vogne siver en duft af stuvet kød, og efter restaurantvognen fortsætter de mere luksuriøse vogne med enten fire- eller topersoners kupeer. I et klinisk lys iler tjenere i hvide skjorter i pendulfart mellem køkkenet og restauranten. Otte borde er dækket med voksdug og friske lilla blomster. To russere er i gang med at tømme øl nummer to og slubre en glohed suppe med dansende fedtdråber i overfladen. En turist trækker sin oplader ind og ud af en stikkontakt i håbet om at lade sin telefon op. 

I de brune imiterede lædersæder bestiller jeg nudler og en lunken usbekisk øl – Sarbast – der er produceret af Carlsberg i landet. Gardinstangen falder ned, da jeg trækker gardinet fra for at se solnedgangen over markerne.  

Køkkenpersonalet i nattoget fra Khiva til Tasjkent. Chefkokken Ansar sidder og spiser et spejlæg inden afgang.

UDE I KØKKENET smiler og vinker kokken ud ad sin luge. Bag ham svæver damp fra en sydende kødstuvning i støbejernsgryden, og et spejlæg sprutter i olie på en pande. Dugdråber glider om kap ned ad køkkenets vinduer. 

”Hvordan går det?” 

”Udmærket,” svarer jeg, mens jeg febrilsk bladrer i mit minimale kartotek af russiske ord. For ham flyder det russiske let, da det, efter usbekisk, er landets andetsprog. Jeg spørger, hvad han hedder. 

”Ansar,” svarer han og fortæller, at han er fra Usbekistan og chefen i køkkenet. Han har arbejdet i restaurantvognen i mange år, siger han og trækker ud i sin svedige T-shirt. En række bestillinger på suppe ryger gennem køkkenlugen, og Ansar vender sig mod komfuret. 

I vognene bag ham stikker fødder i øjenhøjde ud fra de øverste køjer, mens ud- og indgangen til hver vogn dufter svagt af bål. Her sætter en konduktør ild til håndfulde af træflis under en stor samovar, og krumryggede usbekiske kvinder stiller sig i kø ved varmebeholderen med hver deres porcelænstekande. 

Første stop på ruten er byen Urgentj (Urganch) i det sydlige Usbekistan.

USBEKISTAN FOR BEGYNDERE 2

Guld værd
Usbekistan har en stor produktion af guld. Landet producerede 100 ton guld i 2021. Guldminen Muruntau i Kyzylkum-ørkenen er en af verdens største åbne guldminer og har eksisteret i mere end 50 år.

Stort nok
Usbekistan er mere end 10 gange så stort som Danmark og det mest befolkede land i Centralasien med 34,2 millioner indbyggere (2020).

Dobbelt op på grænser
Usbekistan er, sammen med Liechtenstein, en såkaldt dobbelt indlandsstat. Det vil sige, at landene, som de eneste i verden, ikke kun er landfaste uden adgang til havet, men at deres nabolande også er landfaste. For at komme til en kystlinje fra Usbekistan skal man gennem mindst to lande.

Te-lepati
Det er usbekisk skik tre gange at hælde en smule te op i sit krus og derefter hælde det tilbage i tekanden, før teen kan drikkes.

MIDT I ET afgørende slag kort i en usbekisk familie bliver lyset slukket. For at få en smule privatliv svæver lagner spærrende foran nogle af sengene. Toget pruster forbi lange parenteser af kulsort mørke i verdens 15. største ørken, Kyzylkum, der udgør 300.000 kvadratkilometer af Usbekistan. Gennem netop denne ørken rejste karavaner af kameler med varer og viden på en af handelsruterne ad Silkevejene. Fra det første århundrede og frem fragtede man silke, jadesten, porcelæn, te og krydderier mellem Kina og Europa, men også religion, information og ideer.

Langs Silkevejenes usynlige tråde trasker toget videre i mørket. En dunst af sved kradser i næseborene til lyden af en ældre herre, som haler torsk i land et par senge længere nede ad gangen. I vores lille firkløver af køjesenge forsøger moren med lukkede øjne at vugge sin datter i søvn. Den lille krop møver rundt og skriger utrøsteligt. Salte tårer trækker ned over bulede kinder, og ikke engang cola eller ’CoComelon’ på telefonen kan stoppe de nerveflossende skrig. Efter en times konstant gråd begynder moren i afmagt at slå og ryste sin datter. Gråden tager kun til for hvert slag, og at sidde under en meter fra handlinger, vi for længst har taget afstand fra i Danmark, får maven til at snøre sig sammen i kultursammenstød. Men da en rynket dame roligt løfter barnet ud af armene på den tærede mor, forstummer gråden, og tårerne tørrer ud. Respekten for ældre er nærmest sakrosankt i Usbekistan, åbenbart selv for de mindste.

Gråden erstattes af et metallisk klonk hvert tiende minut. Døren ud til toilettet åbner og smækker, hver gang nogen skal på toilettet, og en isnende vind smyger ind under det tynde tæppe, når det sker.

Restaurantvognen indefra.

DER ER LANGT til den dybe søvn, når man ligger ved toilettet. Klokken fem om morgenen kan jeg lige så godt sætte mig op og få den sidste udsigt fra vinduet. Jeg er ikke den eneste. En ældre vågen herre sender mig et indforstået nik og vender blikket mod vinduet igen. Et orange skær smyger sig over himlen og lyser støvede landsbyer op. Vi kører sneglende forbi kvadratiske huse, frodige urtehaver og kuppelformede mausoleer. 

Bag de ophængte lagner begynder usbekerne at pusle rundt. Personalet samler det brugte sengetøj sammen i store lærredssække. Et hold af usbekiske damer i tøfler stiller sig i kø med håndklæder og håndsæber i gangen. En lettere fækal lugt fra toilettet siver ind i vognen. 

Toget glider ind på stationen i Tasjkent en halv time før forventet. I en smoggrå morgendis reflekterer togvinduerne endnu en futuristisk, pompøs station. Inden toget bremser, maser passagerer sig selv og deres bagage frem i den klaustrofobiske vogn. Køkultur findes ikke i Usbekistan. Alle vil ud først. Med mørke rande under øjnene og ømme rygge strømmer usbekerne ud på perronen. Rullekufferter dunker over togskinnerne, og gerrige taxachauffører står klar som komité på den modsatte side af skinnerne. Den forfriskende kolde morgenluft hiver søvnen ud af øjenkrogene. På et gult neonskilt står der ’Welcome’ – på usbekisk, engelsk og russisk.

/

Karma Cowboy

Gurpaul Singh Rehal hadede ferierne hos familien i Indien. Han ville meget hellere til Mallorca ligesom kammeraterne hjemme i Danmark. Efter 20 års fravær tog han på roadtrip for at blive klogere på det land, han hele tiden får at vide, han kommer fra.
Tekst:Ulla AbildtrupFoto:Bo Gabriel Karlsen

1.

Mine forældre er meget gæstfrie. Det ligger nok meget i kulturen såvel som i opvæksten. Når jeg fik kammerater på besøg, blev de altid inviteret til at spise med og budt på alverdens frugt, snacks og slik. Det var helt modsat, når jeg var hjemme ved dem – så bad deres forældre mig vente på børneværelset, mens de spiste sammen med deres børn. Måske var det en af grundene til, at mine venner elskede at være hjemme hos os.

Min far er sikh, kommer fra en øvre middelklassefamilie fra provinsen og drømte som den ældste i en søskendeflok på syv om lykken i Europa. Han forlod Indien som 25-årig i 1970 med én symbolsk dollar på lommen, som han havde fået af sin far, og med en klasse umodne bananer, som skibskokken havde rådet ham til at købe på havnen i Bombay (i dag Mumbai, red.). Selvom han var veluddannet, startede han sin ’karriere’ i Iran som stenhugger og arbejdede sig videre op igennem Tyrkiet og Europa for at ende i Danmark, hvor han fik arbejde som smed. Senere lykkedes det ham at få en uddannelse ved DTU og arbejde ved Ericsson.

Min fars livsindstilling har ligheder med TV-2-sangen ’Kys det nu, det satans liv’: Vær ihærdig, arbejd hårdt, drøm stort, også selvom det ved første øjekast kan virke uoverskueligt eller urealistisk. Når du fejler eller falder, for det kommer du til, så rejs dig op igen, børst støvet af, og fortsæt din færd med din nye læring.

Min mor er ni år yngre end min far og kommer fra den højeste hindukaste i Indien, brahmin. Hun er en modsætning til min far på rigtig mange punkter. Min mor er fra hovedstaden New Delhi og storbypige med alt, hvad det indebærer. Hun er ekstrovert og elsker sociale sammenkomster, mens min far er introvert og kan lide at fordybe sig i tekniske tegninger, aviser og anden faglitteratur og ikke orker sammenkomster. Mor er sproglig og politisk uddannet, far er teknisk og matematisk.

Jeg tvivler på, at mine forældre havde fundet sammen, hvis ikke de var blevet introduceret for hinanden af deres familier. Det skete, da far var hjemme i Indien for at passe sin far på hans sidste dage. Min mors familie spurgte min far om medgiften, og han svarede, at de kunne give ham en rupi (dengang svarende til én dansk krone, red.). Mere ville han ikke have, for mor var en juvel i sig selv. 

Fra Sri Naina Devi er udsigten over Gobind Lake storslået selv på en regnvåd dag og trods mængderne af affald.

2.

Skolen var vigtig for mine forældre. Når jeg indimellem kom hjem og var ked af det i de små klasser, sagde de: ”Sådan er det, skat. Når man har en anden hudfarve, skal man være dobbelt så dygtig, ellers bliver man valgt fra – i skolen og i livet.” Jeg var glad for sport i fritiden, men det fik jeg ikke lov til, før jeg havde lavet lektier. Da jeg blev ældre, lærte jeg at sige: ”Vi har ikke noget for”, så jeg kunne komme ud at spille rullehockey med kammeraterne.

Jeg voksede op på Brandholms Allé i Rødovre og gik på Valhøj Skole til og med 6. klasse. Det sluttede, da jeg kom hjem og fortalte, at der lugtede sjovt i klassen, fordi flere af mine kammerater var begyndt at ryge andet end smøger. Desuden røg jeg i håndgemæng hver anden dag, fordi der blev råbt ’dumme perker’ og ’sorte svin’ efter mig. Det ville mine forældre ikke acceptere, så jeg blev flyttet til privatskole på Frederiksberg.

På Johannesskolen kom jeg i parallelklasse med Rasmus Seebach. Silas Holst og Per fra ’Krummernes jul’ gik der også, ligesom sønner og døtre af nogle af erhvervslivets tunge drenge. Det var en total omvæltning til et andet miljø, hvor der ikke blev sagt ’sgu’ og ’fuck’, og hvor man ikke svarede læreren igen. Der gik nærmest sport i at lave lektier. Man var i hvert fald ikke flov over det. Hele min familie måtte gå med aviser for at få råd til, at min søster og jeg kunne gå på den skole.

Min mor og far talte kun dansk til mig som lille, også selv om deres dansk var gebrokkent. For dem var der ikke tale om integration eller ej, det var assimilation. Du skal ville det sted, du er havnet, og ikke holde for meget fast i din mad og traditioner, men derimod omfavne den nye kultur og sige tak til samfundet, folket og landet – altså tak på dansk. 

INDER-CIRKLER

Gurpaul Singh Rehal, 41 år, tidligere leder i Danske Bank. I dag daglig leder i Togsverd Development og bestyrelsesformand i Dansk Avistryk. Har i mange år undervist i basket på blandt andet Ishøj Ungdomsskole og været engageret i organisationen GAM3, der kombinerer gadeidræt og street­kultur med sociale formål. Medlem af Rødovre Udsatteråd og tidligere næstformand i Rødovre Kommunes integrationsråd. Modtog i 2016 Rødovres Ildsjælepris. Har udgivet bogen ’Mit Indien’ i samarbejde med Bo Gabriel Karlsen (forlaget Reflexion).

3.

I 2. klasse mødte jeg min første kærlighed, min dansklærer, Lise Gamborg. Hun gav mig ekstratimer i dansk, og jeg var så flov over, at jeg skulle sidde der efter skole og have enetimer med hende, men jeg kan takke hende og hele systemet for, hvor jeg er nået til i dag.

Mine forældre spinkede og sparede for at få råd til at rejse til Indien i sommerferierne. Jeg hadede rejserne og gad ikke med, jeg ville meget hellere til Gardasøen eller Mallorca som mine kammerater. Der var kedeligt i New Delhi, jeg forstod ikke sproget, og alle familiemedlemmerne kom og skulle kysse og kramme og nive mig i kinden. Der var også altid drama, intriger og endeløse skænderier om penge. Familien i Indien forventede at få gaver, når vi kom, at mine forældre betalte for alt og alle, og at de gav penge og gaver, når vi rejste. Da jeg blev teenager, gjorde jeg oprør og sagde fra – ikke flere ferier til Indien.

Der gik 20 år, før jeg vendte tilbage. Da havde jeg gjort karriere, haft lederjob, gik i Hugo Boss-jakkesæt, Lloyd-sko, havde Mont Blanc-kuglepen i inderlommen og kørte Audi.

Januar 2016 blev en skæbnesvanger måned for mig. Der var mildt sagt knas i mit daværende forhold, jeg mistede mit lederjob, havde indbrud i bilen, kom slemt til skade under en basket-træning, og meget symbolsk faldt skorstenen på mit hus pludselig sammen.

Midt i den helvedesmåned begyndte mit syn så at svigte. Det skete i løbet af få dage, og jeg fik at vide, at jeg risikerede at blive blind. Da jeg lå på Rigshospitalet og ventede på operationen, googlede jeg ’aktiv dødshjælp’ og tog stilling til, hvilke dele af min krop jeg ville donere og til hvem.

Da lægen kom, ville han operere mit højre øje. ”Nej, nej,” protesterede jeg, ”det er det venstre!”, hvorpå han replicerede: ”Så tager vi det højre næste gang.” Det viste sig, at jeg havde nethindeløsning på begge øjne.

Himalayas enorme bjergmassiv.

4.

I Danmark bliver jeg ofte spurgt: ”Hvor kommer du fra?” Når jeg svarer ”Rødovre”, spørger de altid: ”Jamen, hvor kommer du rigtigt fra?” Danskere forbinder Indien med en plet i panden, karrymad og hellige køer på gaden. I gymnasiet lærte jeg mig selv en remse, som jeg fyrede af, når jeg mødte nye mennesker, og de spurgte til mit ophav: ”Nej, vi er ikke på bistand, nej, min far kører ikke taxa, og min mor går ikke med slør, nej, vi har ikke et pizzeria eller en kiosk. Nej, vi bor ikke i socialt byggeri 10 mand under samme tag. Kan vi sige hej nu?”

En del af mig er indisk, det kommer jeg ikke udenom, men jeg føler mig som dansker og tænker på dansk. På en bar i Kalundborg blev jeg engang overfuset af en gæst, der kaldte mig fremmedarbejder og sagde: ”Gå hjem, sorte svin.” Jeg var sammen med en veninde, som kendte gæsten, og hun svarede ham: ”Gurpaul er født på Riget (Rigshospitalet, red.), han har taget studentereksamen, han har spillet på danske elitehold i basketball og været leder i Danske Bank, mens du hæver understøttelse og ikke har fuldført folkeskolen. Så hvem er mest dansk?”

Jeg føler ofte, at jeg må forsvare den del af mig, der er indisk. Et eksempel kunne være de groteske mishandlinger og voldtægter begået mod kvinder i landet. Men langt hovedparten af den indiske befolkning behandler kvinder med stor respekt. I Danmark har vi haft både ’Ubåds-Madsen’ og Peter Lundin, og det betyder jo ikke, at alle danskere er som dem. Sådan er det også med indere.

Samtidig med at jeg forsøger at forsvare Indien, har jeg også selv haft en masse fordomme. Krævementaliteten, som jeg oplevede på min barndoms ferier, og køkulturen, for at nævne et par ting. Jeg kan også le, når folk laver grin med den indiske måde at tale engelsk på, men med 1,4 milliarder indere er der faktisk flere, der taler engelsk med indisk accent, end der er amerikanere og europæere tilsammen. Så hvad er egentlig den korrekte udtale?

Det var nogle af de fordomme, jeg ville konfrontere, da jeg kom igennem øjenoperationerne og ved gode venners hjælp fandt fodfæste i mit liv igen. Tanken om en motorcykeltur i Himalaya-området tog form med min ven, Anders Monrad Rendtorff. Hans søn Frederik og hans ven, motorcykelentusiasten Jan Lynge, var med på ideen. Vi samlede et hold, der derudover bestod af min fodboldkammerat, journalist Bo Gabriel Karlsen, og min selvudnævnte ’onkel’, Manjit Singh Sahota, der har haft Sahotas Pladeværksted i Rødovre i evigheder, og hvor jeg har tilbragt en del af min barndom med at skrue på biler. Yngste mand var ’onkels’ søn, Jasminder, og sluttelig tre lokale chauffører til følgebilen. 

ROYAL ENFIELD

er et legendarisk motorcykelmærke, der blev udviklet af en våbenfabrikant i Enfield nord for London. I 1932 fik fabrikkens motorcykel tilnavnet ’Bullet’ og blev lanceret med sloganet ’Made like a gun – goes like a bullet’, fordi lydpotten får motorcyklen til at lyde som et geværskud, hver gang motoren går én takt. De hårdføre maskiner blev hurtigt populære i Indien, der dengang var britisk koloni. Fra 1962 producerede inderne selv Royal Enfield-motorcyklerne fra bunden. Med løbende forbedringer gennem årene er de i dag blevet kult.

5.

Turen gik til Himalaya-området i Himachal Pradesh-staten, også kendt som ’Dev Bhoomi’, der betyder ’Guds Land’. Ruten hed København-New Delhi, derfra med et mindre fly til Amritsar i delstaten Punjab og til sidst bus til provinsbyen Phagwara, hvor ’onkel’ Manjit har et hus.

En forårsdag i 2019 stod vi forventningsfulde foran udlejeren af en stribe klassiske Royal Enfield-motorcykler. Min erfaring med Indien – og mine fordomme – betød, at jeg havde besøgt udlejeren et halvt år før vores rejse og efterfølgende haft løbende kontakt med ham pr. mail og telefon for at sikre, at motorcyklerne var klar, når vi dukkede op.

Da vi nåede frem, stod en stribe prægtige maskiner og ventede på os, og mine fordomme om inderes manglende effektivitet og troværdighed blev tilsyneladende gjort til skamme. Tilsyneladende – for ved nærmere eftertanke var 2-3 af cyklerne alligevel ikke helt klar, forklarede udlejeren.

Det lykkedes at komme af sted på dag to efter forviklinger omkring lejebilen, som udlejeren havde givet til en anden kunde. I stedet fik vi mast chauffør, fotograf og udstyr ind i en langt mindre bil og kørte ud over Punjabs flade, støvede landskab med mennesker overalt. Når asfalten slap op, blev vi omringet af støvskyer så tætte, at vi næsten ikke kunne se cyklen foran os.

Kort før vi nærmede os bjergene og nåede hotellet i Anandpur Sahib, snittede bilen en scooter i mylderet. Der opstod en højrøstet stemning, som dog faldt til ro, da der ikke var sket større skade. Værre var det, at bilen var stået af. Problemet viste sig at være en defekt benzinpumpe.

Fotografen foreslog at skubbe bilen hen til hotellet, der lå en kilometer fra uheldsstedet. Men i Indien skubber hvide mennesker ikke biler, den slags har de folk til. Heller ikke indere med respekt for sig selv skubber en bil, det får de andre indere til. Det er den slags, man lærer gennem nogle tusind år med et kastesystem og et par hundrede år med hvidt kolonistyre oveni.

Men da først vi tog fat, gik der ikke længe, før en voksende flok af tilskuere hjalp os, og efter få minutter trillede vi ind foran hotellet, hvor chaufføren trak i håndbremsen. Fodbremsen var stået af for flere timer siden, forklarede han. Vi var så heldige at få fat i en ny bil.

Da mine kammerater for første gang så Himalaya-bjergene, var det et imponerende syn. Også for min gode ven Bo, der har været guide i Alperne. Selvom vi kørte i timevis mod dagens mål, McLeod Ganj, syntes den massive bjergvæg ikke at komme nærmere. McLeod Ganj har siden 1960 været hjem for Dalai Lama og den tibetanske eksilregering. Byen kaldes i folkemunde ’Lille Lhasa’ efter hovedstaden i Tibet, og mens vi andre var turister, var ’onkel’ ophængt på grund af familiestridigheder, og han og hans søn Jasminder måtte vende tilbage til Phagwara for at forsøge at rede trådene ud.

Dagene bød på storslåede landskaber, hårnålesving og trafikale udfordringer med den indiske vejbelægning og uforståelig skiltning. Nær byen Shimla brød den nye bil uhjælpeligt sammen. Efter timers frustration og magtesløs venten dukkede en mekaniker pludselig op og tilbød os at køre bagagen og chaufføren det resterende stykke, og han skulle nok hjælpe med en ny bil. Typisk Indien var vi endt i en tilsyneladende håbløs situation, men også typisk Indien dukkede en ny ven op og reddede os. 

Mine følelser for Indien skiftede på turen mellem had og kærlighed. Flere af mine fordomme blev bekræftet, og vi oplevede både diskrimination og korruption, men den største oplevelse var alligevel gæstfriheden. Indien viste sig at være et større og langt mere mangfoldigt land, end jeg tænkte og troede. Jeg oplevede inderne som rare og venlige, åbne og nysgerrige i forhold til Danmark, og på deres egen måde får de jo tingene til at fungere. 

6.

Med min rejse tilbage har jeg genopdaget en del af mig selv. I finansverdenen fandt jeg ud af, at det ikke var pengene, der drev mig. Derfor har jeg altid arbejdet med unge mennesker og børn ved siden af. Jeg vil gerne gøre en forskel for de mennesker, jeg står over for, og jeg tror på karma. Hvis tingene lykkes, er det en del af Guds plan. Når de ikke lykkes, er det Guds måde at beskytte dig mod at komme i en situation, der ikke er god for dig.

Jeg har altid været mors dreng, fordi min mor er den udadvendte af mine forældre. Hun er en streetsmart hjemmehjælper, som cykler rundt og taler med alverdens mennesker og er vant til at gebærde sig i det danske samfund. Men med årene er jeg begyndt at forstå min introverte boglige far, og hvorfor han var efter mig med lektierne. Nu er det ham, jeg søger.

Min far siger kun noget, når det er strengt nødvendigt. Når vi sidder over en lørdagskylling, og han får en lille whisky – jeg drikker ikke alkohol – kan han blive sentimental og fortælle de gamle historier om, hvordan han kom til Danmark. Jeg er 41 år og har hverken kone eller børn. Jeg er heller ikke blevet læge, arkitekt eller ingeniør, som mine forældre og især min far håbede på. Men jeg tror og håber, at mine forældre alligevel er stolte over, at jeg er den, jeg er i dag.

For tre år siden blev jeg arbejdsløs, og jeg søgte langt flere end de to job om ugen, jobcentret krævede. Men jeg hørte sjældent noget fra de arbejdspladser, jeg søgte hos. Jeg begyndte at spekulere på, om det mon var mit navn eller min hudfarve, der fik arbejdsgiverne til at vrage mig, selv når jeg søgte stillinger langt under mit uddannelsesniveau. Jeg tror godt, jeg forstår børn og unge med udenlandsk baggrund, som bliver påvirkede og forurettede, når de igen og igen oplever nederlag.

Da jeg stod og havde allermest brug for hjælp og forventede det allermindst, rakte en skolekammerat fra gymnasietiden hånden ud og gav mig et jobtilbud. Det vil jeg aldrig glemme ham for. Den tillid og respekt, min ven viste mig, får mig op hver morgen og gå ud og yde 200 procent for at give bare en flig tilbage.
Vi skal prøve at give andre en chance på vores vej gennem livet. Et lille skub kan betyde alverden. Det er sådan, jeg forstår karma.

/

Helt vildt

Som barn drømte Freddy Wulff om eventyr. Dem fik han rigeligt af. Den 77-årige dansker har jagtet dyr i New Zealand, mennesker i det tidligere Tjekkoslovakiet, levet blandt hovedjægere i Filippinerne og Borneo, sejlet i forunderlige grotter i Laos og været med til at opdage dyr, der ikke burde findes.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Privat

1. VILDSVINEJAGT

Jeg voksede op i Dronningborg, en forstad til Randers, og der skete sgu ikke noget. Det eneste, jeg ville, var at komme så langt væk som muligt så hurtigt som muligt. Som barn i 50’erne slugte jeg Torry Gredsteds bøger og fantaserede om selv at tage på eventyr, og da nogle af mine venner efter realskolen tog ud at sejle og sendte breve og postkort hjem, sad jeg tilbage og tænkte: ”Hvad laver jeg her?” Jeg plagede min far om at komme af sted, men han ville have, jeg skulle tage en uddannelse først.

På mine onklers møbelfabrik, hvor jeg arbejdede efter skole, var der en mand, der hed Uwe, som havde stået ved den samme båndpudser i 27 år, og det eneste, jeg var sikker på, var, at jeg aldrig ville ende som ham. Jeg var vild med natur og fiskede som en tosse med min lillebror. Hver sommer stod vi op klokken fire om morgenen og var af sted hele dagen. Den ene af gangene punkterede min cykel, og jeg måtte trække den ni kilometer tilbage i øsende regnvejr, og da jeg kom drivvåd hjem, sagde jeg til min mor: ”Jeg rejser, så snart jeg kan!” 

Og det gjorde jeg. To dage efter at jeg havde aftjent min værnepligt i Livgarden, sad jeg  som 21-årig i en flyver mod Søndre Strømfjord i Grønland, hvor jeg havde fået job på den amerikanske militærbase. Deroppe i 1966/67 gik jeg på jagt med nogle af de andre gutter. Da jeg første gang havde oplevet spændingen ved at snige sig ind på et rensdyr, vidste jeg, at jeg ville være professionel jæger. Det var jo ligesom i Torry Gredsteds romaner.

Kronvildthaler. Bevis på, at Freddy Wulff passede sit arbejde, da han var ansat som jæger af staten.

Senere fik jeg job på et stort rederi i London, hvor chefen sendte mig til Australien for at befragte skibe. Der var både krokodiller og bøfler, og det kom hurtigt til at føles som spild af tid at sidde på et kontor i Melbourne, så da min kontrakt udløb, søgte jeg ikke om forlængelse. I stedet tog jeg til det vestlige Australien med en af mine venner, der havde hørt, at man kunne tjene seriøse penge på at arbejde i minerne. Min ven havde set filmen ’Northern Territory’ om to bonderøve som os selv, der havde købt en gammel bil og var taget ud for at jage, så vi knoklede for at få råd til en firehjulstrækker, en stor trailer og en båd med propel bag på. 

Da vi endelig havde pengene, blev saltvandskrokodillerne totalt fredet i Australien, men så blev vi tippet om at tage til New Zealand, hvor man ligefrem blev betalt af staten for at jage kronvildt. Det havde vi svært ved at tro, men til vores store lykke viste den sig at være god nok. Vi blev sendt ud i bjergene seks måneder mutters alene, og når tiden var gået, tog man tilbage, fik en check på seks måneders løn, skrev en ny kontrakt og tog ud igen.

Det var drømmen, der gik i opfyldelse for mig. Det var selvfølgelig ikke ufarligt, for man skulle krydse floder og klatre i bjerge, og jeg havde bekendte, der styrtede i vandet og druknede, eller som man bare aldrig hørte om igen, formentlig fordi de blev spist af et vildsvin. Jeg havde selv en konfrontation med en vildorne, et bæst af rang, der en dag kom styrtende gennem bregnerne. Efter jeg havde skudt den, løb den ned i en bæk, men jeg turde ikke skyde igen, for mine hunde dansede om den. Det var nu ikke noget problem, for jeg havde taget vildsvin med kniv mange gange før, også i Australien. Godt nok var den her større end normalt, men den var til gengæld også såret, så jeg parkerede min riffel og gik med kniven. Så snart den så mig, glemte den dog alt om hundene. Det var mig, der skulle ha’. Den fik fat i mit højre ben og flænsede støvlen op. Min ene hund, Sir Rubbish, var blevet såret i kampens hede, men vågnede op til dåd og løb direkte hen og satte tænderne i ornens familiejuveler. Så satte jeg mig op og dræbte ornen på stedet.

Sir Rubbish havde fået skindet på maven skrællet, så jeg bar ham i et net på ryggen tilbage til en gammel pelsjægerhytte, hvor jeg fik syet ham sammen med nogle ekstra snørebånd. Så var han stort set klar igen. Det var værre med mig selv. De næste tre uger lå jeg og var skidebange for, om der ville gå koldbrand i såret, for jeg kunne se mine knogler derinde. Da jeg langt om længe kom tilbage til civilisationen og fandt et hospital, kom min chef forbi. Ikke for at vise omsorg, men for at undskylde til personalet: ”Undskyld, at han stinker sådan, men han har ikke været i bad i en måned.” 

Freddy Wulff med kronvildt på tømmerflåde – på vej ud for at sælge.

2. MENNESKEJAGT 

Da jeg næste gang var i Danmark, i 1972, havde jeg været væk i fem år. En af mine venner mente, at jeg skulle skrive om at gå på jagt på den måde, for det havde ingen andre danskere oplevet. Jeg havde ikke skrevet en linje i mit liv, men tog ham på ordet og rejste til København, hvor jeg troppede op hos Hjemmet, Familiejournalen og Ude & Hjemme. Dem kendte jeg, for dem læste min mormor og mine tanter. Alle tre steder sagde de, at det nok ikke lige var noget for deres målgruppe. En af dem foreslog, at jeg gik forbi Ugens Rapport i stedet. Dem havde jeg aldrig hørt om, men nu var jeg der jo, så det kunne ikke skade at prøve. Da redaktionschefen Kurt Thyboe hørte, at jeg havde været i Australien, gav han en frokost. 

Mens jeg fortalte, så han nogle billeder, jeg havde taget, blandt andet et, hvor jeg bar et halshugget vildsvin på ryggen. Så var hans interesse vakt: ”Kan du skrive?” Hele natten tastede jeg løs på et gammelt hakkebræt hjemme hos min storebror i Greve, og næste dag mødte jeg op med 30 A4-sider. Selvom det var lige til den lange side, købte han historien, og så kunne jeg godt se, at det måske alligevel var værd at forfølge.

Som noget af det første rejste jeg til Nordnorge, hvor jeg gik rundt med samerne en måneds tid, og bagefter tog jeg til San Sebastián i Biscaybugten med rygsækken fuld af ost, pølse og vin og brugte de næste otte måneder på at vandre tværs over bjergene, før jeg kunne dyppe tæerne i Middelhavet. Jeg havde alle mulige ideer til, hvad jeg skulle. Jeg ville på safari i Afrika og besøge hovedjægerne i Borneo og jivarostammen i Amazonas, der skrumper hoveder. Jeg kunne se det hele for mig. I stedet blev jeg kaldt ind på chefredaktøren Poul Munks kontor. Han smed et billede på bordet foran mig. ”Ved du, hvem det er?” Det vidste jeg godt, det var den tidligere præsident i Tjekkoslovakiet, Alexander Dubček. ”Det er rigtigt,” sagde han. ”Det er ham, du skal jage.”

Med et vildsvin på ryggen. New Zealand.

Det var jeg lidt skeptisk over for, for han var forsvundet, og rygterne gik på, at han måske sad i en fangelejr i Sibirien eller var blevet skudt. ”Det er det, du skal finde ud af,” sagde Munk, og så røg jeg i første omgang til Prag. Der havde været mange andre dernede for at finde ham, men de var kommet som journalister, og hvis man gør det i et kommunistisk land, får man guide med både forfra og bagfra. Til at starte med kunne jeg godt se, at der hele tiden fulgte nogen i hælene på mig. Jeg kom jo, som jeg så ud: langhåret og med amerikanske jeans. Det var der ikke meget lokalt over, så efter et par dage fik jeg en lokal frisure og købte lokalt tøj, der var i så dårlig kvalitet, at det ene ærme faldt af, da jeg første gang smed skjorten i vaskemaskinen.

Den første tid hang jeg ud omkring studenterne ved universitetet, og en dag begyndte jeg at henvende mig til dem på et værtshus. Men ingen ville svare mig. Det var underligt, tænkte jeg, men da to personer forlod stedet, var de alle sammen pludselig om mig som fluer på en lort. Det viste sig, at de to var informanter for regimet. 

Så snart de var væk, talte alle. Nogle af dem mente, at jeg havde gode chancer for at finde ham i Bratislava, så jeg tog videre dertil. Fordi jeg kun fik et turistvisum en uge ad gangen, måtte jeg rejse frem og tilbage fem gange, før jeg til sidst fandt ham i en forstad til Bratislava på baggrund af et tip. Jeg traskede frem og tilbage fra morgen til aften, da jeg endelig spottede ham på vej om bord på en sporvogn. Et par dage senere sad jeg i en lille bil og fotograferede ham ud ad vinduet, da han kom gående. Missionen var lykkedes, og det var nærmest endnu sjovere end at gå på almindelig jagt.

3. KRYBSKYTTEJAGT

Der var oliekrise i Danmark, og det skulle jeg fandeme ikke have noget at gøre med, så efter jeg i 1973 havde interviewet den berømte nazi­jæger Simon Wiesenthal i Wien og efterfølgende dækket Yom Kippur-krigen fra ladet af en jødisk kampvogn, rejste jeg videre til Etiopien. Her var der hungersnød, og jeg tilbragte den næste tid med en læge fra organisationen Oxfam. Jeg så, hvordan folk kom ind på stribe som tændstikmænd, og hvis de faldt, inden de nåede frem, var der ikke andet at gøre end at lade dem ligge. Jeg har aldrig set så mange fede hyæner i mit liv. 

Bagefter rejste jeg til hovedstaden Addis Abeba, fordi jeg havde fået en idé om at tage med fremmedlegionen til Djibouti. På hovedkvarteret afviste de mig, men jeg har altid tænkt, at et nej er et måske, og et måske er et ja, så næste dag stod jeg der igen. Det gjorde jeg også dagen efter. Den ansvarshavende var ved at være godt træt af min tilstedeværelse, så jeg sagde: ”Jeg er professionel jæger, og du er bare bange for, at jeg skal gå røven ud af bukserne på dine legionærer.” Så greb han telefonen og kom tilbage med riffel og uniform.

I Fremmedlegionen.

Den næste måned tilbragte jeg i ørkenen, og da jeg kom tilbage igen, tog jeg videre til Tanzania og Kenya, hvor jeg først fotograferede hanelefanter i Tsavo National Park og derefter begyndte at jage krybskytter. Alle vidste, at præsident Kenyattas kone fik et par tusind dollars i lommen, hver gang der blev solgt elfenben. Det var sådan, hun finansierede sine mange flyveture til fashionshows i Paris. Det gjorde ikke opgaven lettere. Krybskytterne brugte gamle geværer fra anden verdenskrig, og de skulle virkelig hælde bly i elefanterne. Det tog ofte fem dage, før dyrene lagde sig. Vi kunne lokalisere dem ved at følge de gribbe, der fløj over dem, men så vidste vi samtidig, at det var for sent. I stedet kørte vi rundt i jeeps og ledte efter fodaftryk i støvet, og vi fangede også et par stykker. Men det var dirty business.

Efter seks måneder fik jeg konstateret amøbedysenteri, hvilket i bund og grund betyder, at man skider sig selv ihjel. Jeg fik fremkaldt mine Kodak-film, og så skulle jeg sådan set bare skrive, men jeg kunne ikke gå nogen steder hen, for jeg vidste ikke, hvornår jeg skulle skide igen. Jeg havde haft diarré masser af gange, men det her var noget andet. Det var ikke særlig morsomt, til gengæld blev de lokale godt underholdt. Nogle af tjenerne på hotellet hjalp mig med at flytte skrivebordet ud på badeværelset, så jeg kunne sidde på tønden og skrive. Og jeg drak cola nonstop, selvom jeg hader cola. Til sidst kom en læge og fik stoppet den akutte diarré, men det var først, da jeg senere kom tilbage til Danmark, at jeg blev rigtigt behandlet. De tog prøver af mig og indlagde mig i total isolation på epidemiafdelingen på det daværende Blegdamshospitalet. Sådan sluttede det, men det havde fandeme været en god tur.

I Livgarden.

FREDDY WULFF

Født 1945 i Dronningborg ved Randers. Blev som ung uddannet i Østasiatisk Kompagni. Arbejdede senere for et shippingfirma i London og i Australien og som professionel jæger i New Zealand, før han i 1972 blev tilknyttet Ugens Rapport som freelancejournalist. Har siden rejst rundt i verden som journalist og fotograf. I dag driver han virksomheden Lobo Press og lever desuden af at holde foredrag. I 2010 udkom bogen ’Freddy Wulff – Danmarks vildeste eventyrer’, skrevet af Søren Anker Madsen. Siden har han selv skrevet bøgerne ’Professionel jæger’ (2011), ’Vild jagt’ (2013) og senest ’Vilde eventyr’ (2022).

4. STAMMEJAGT

Nu ville jeg af sted for alvor. Ikke det der pjat med at rejse ud og komme tilbage med en stak historier. Jeg købte en billet jorden rundt med stop på 36 forskellige destinationer, og så var det bare derudad. Jeg hang ud med ligsamlere i Mumbai, boede hos hovedjægere på Borneo, og på Filippinerne tog jeg ud i junglen og opsøgte oprørsgruppen New People’s Army, der lå i krig mod præsident Marcos. Da jeg ikke kunne finde dem, tændte jeg bål med vådt træ, så der stod masser af røg op i luften, for så vidste jeg, at de nok skulle komme til mig. Ganske rigtigt stod der næste dag tre gutter med M16’ere. Jeg havde en flaske whisky med, og det hjælper jo altid lidt på talegaverne, så de satte sig ned og snakkede løs.

Den ene af dem, Jimmy, fortalte om nogle hovedjægere ved navn kalinga længere oppe ved Mountain Province, som jeg straks blev nysgerrig på, og da han alligevel ikke havde andre planer, tog vi derop. Før vi nåede landsbyen, sagde han, at hvis de ikke kom ud med det samme, skulle vi gå igen. Jeg havde heldigvis 7-8 kartoner Marlboro med, som jeg tog frem, og så gik der ikke længe, før den første kom ud. Smøger er bedre currency end dollars på de kanter. 

På Borneo med ibanerne.

Vi endte med at være der et par uger og tog med dem ud at jage. Efter 10 dage blev jeg optaget i stammen og fik en stammetatovering, et firbensagtigt tusindben. Høvdingen spurgte, hvor mange jeg havde slået ihjel, og jeg måtte indrømme, at det ikke var så mange endda. De fik tatoveret et V på deres krop, hver gang de havde taget et liv. Lidt samme tradition havde jeg oplevet hos ibanerne på Borneo. Hvis en ung mand brændte varm på en pige, kom han ikke med roser og sådan noget, i stedet tog han op til ærkefjenderne længere oppe i bjergene og vendte tilbage med fem afskårne hoveder. Så havde han bevist, at han var en rigtig mand, og hovederne blev hængt ude foran langhusene under bryllupsfesten. 

Eftersom jeg blev optaget i stammen, har jeg forpligtet mig til at hjælpe andre kalingaer, selvom det nok ikke er så sandsynligt, at jeg støder på en af dem i de spanske Pyrenæer, hvor jeg bor i dag.

Freddy Wulff på vej ind i Vu Quang-området i det nordlige Vietnam med to soldater som beskyttelse.

BARNLØST EVENTYR

”Jeg har været gift tre gange, og hver gang har der fra start været en fast aftale, der hed no kids. For det har jeg fandeme ikke været interesseret i. Det er ikke, fordi jeg har noget imod børn. Der er ikke noget mere skønt end at tage en syvårig knægt med på jagt. Det er næsten som at opleve sig selv fra dengang. Men jeg har aldrig selv haft lyst til at få børn. Jeg har i stedet valgt at forfølge drømmen, for jeg tror på, at hvis man ikke gør det, kommer den tilbage som et mareridt.”

5. JUNGLEJAGT

I 1992 udførte jeg en mission til junglen i Nordvietnam sammen med en fotograf. Jeg havde set en tegning af nogle horn, som man mente stammede fra et ukendt dyr. Vi nåede frem til en landsby, hvor jeg lagde en pakke smøger til alle dem, der kunne vise mig horn eller andet fra det mystiske dyr, og det var der flere, der kunne. Jeg fotograferede, målte og noterede detaljer ned. Nogle havde trofæer hængende på væggen, og en også et stykke skind. Jeg fik lov til at tage et lillebitte stykke af skindet, svarende til en lillefingernegl, med tilbage, hvor jeg opsøgte professor Arctander på Københavns Universitet. Han var en kendt professor, der havde trukket dna ud af indlandsisen og sådan noget, og han undersøgte skindet og ringede næste dag til mig: ”Dit skind stammer fra et dyr, der har været uddødt i 20 millioner år.”

Nå, for helvede, så var det tilbage til Vietnam igen. Denne gang mødte jeg en krybskytte, der havde fanget dyret fem dage tidligere. Skindet var tørret og godt bevaret, og konen sad med alle knoglerne, som var hugget i småstykker for at lave medicin ud af det.

Jeg købte både skindet og en hel masse knogler, kæber og tænder, og så tog jeg tilbage til København. Denne gang var det nok til at bevise, at der rent faktisk var tale om Vu Quang-oksen, som man ellers ikke troede eksisterede mere. 

Freddy Wulff på jagt.

SAGEN ER BØFFEL

”Jeg er temmelig sikker på, at der findes mindst to pattedyr, der ikke er blevet officielt opdaget endnu. Som professionel bøffeljæger i Australien hørte jeg om, at der på en af øerne i Indonesien skulle leve en bøffel af en slags, der er anderledes, end man har set før. En anden gang så jeg et dyr fotograferet bagfra på højdedraget på Borneo. Jeg mente, at det måtte være en trækænguru, der var kommet derop. Jeg kunne godt tænke mig at kigge nærmere på begge to. Det ligger i baghovedet på mig. Men om jeg får det gjort, ved jeg ikke.”

Nogen tid senere boede jeg i Frankrig, da jeg modtog en fax fra professor Arctander: ”Ring.” Der var kommet nye meldinger, denne gang om et dyr, der skulle ligne en muntjak-hjort, og han ville høre, om jeg var klar på en ny tur til Vietnam. Jeg endte med at rejse ind i landet fra Laos via Nam Hinboun-floden. Landsbyen, jeg havde kurs mod, lå omkranset af høje bjerge, og undervejs skulle man sejle otte kilometer gennem en kulsort grotte. Der var kun én vej ind og ud, og da der var opstået en myte om, at der i grotterne levede et monster, som spiste mennesker, tog det noget tid at få overtalt tre andre til at tage med. 

Der var bælgravende mørkt i grotten, men jeg havde en lommelygte med. Nogle steder var der plads til en 747’er, andre steder ramte man straks klippe, når man bevægede sig frem. Det var som i Jules Vernes ’Rejsen til jordens indre’. Der var et helt økosystem derinde. Der var små, farveløse kvælerslanger, som levede af de millioner af flagermus, der hver nat fløj ud og spiste frugter og insekter og fløj tilbage for at skide, og deres lort levede tudserne til gengæld af.

Da vi endelig nåede ud på den anden side, løb kvinder og børn skrigende bort, for de havde aldrig før set en stor, behåret europæer som mig. Men mændene blev, og en af dem viste mig et stort gevir, som jeg aldrig havde set før. Jeg fik lokket nogle af dem til at tage med mig op på bjergryggen. Vi fandt sport fra en tiger, og jeg blev gnasket op af myg, men pludselig kom dyret gående ud af det blå. En giant muntjak. Den kom helt tæt på, og jeg fik taget billeder. 

Bortset fra okapien, der blev fundet i Centralafrika i 1928, er det de eneste to større pattedyr, der er blevet opdaget de seneste 100 år. Når man har levet så meget i naturen, som jeg har, er der intet, der slår at være med til at bevise, at der findes dyr, som ingen anede eksisterede. De ekspeditioner står for mig som det ultimative, jeg har foretaget mig.

/

Tag med til Nepal

Forældede skinnebredder, voldsomme oversvømmelser og løbske spøgelsestog. Jernbaneforbindelsen mellem Indien og Nepal har haft sine forhindringer. Nu ser det ud til, at den endelig er oppe at køre igen. Ud & Se fik lov at glide med på en prøvetur.
Tekst og foto:Søren Lauridsen

Ingen støj eller møg? Slet ingen bumpende metallisk skrigende skinnelyd eller søgang? Aldrig har jeg i mine mere end 40 år med togrejser i Indien og Nepal oplevet så flot og moderne et tog som det, jeg fik lov at komme med på, da det rullede ud på sin jomfrutur på den nye forbindelse mellem Nepal og Indien. 

Ny er forbindelsen egentlig ikke. Den stammer tilbage fra 1937, hvor briter lagde skinnerne på strækningen, der forbinder den hellige nepalesiske by Janakpur med Jaynagar, en grænseby i den indiske Bihar-provins. Med ruten kunne engelske firmaer forholdsvis let fragte tømmer fra det skovrige område omkring Janakpur til Indien og videre på det store indiske jernbanenet til havnebyer som Calcutta (nu: Kolkata), hvorfra der kunne sejles mod andre kontinenter. 

Det gamle, ofte overfyldte og nu pensionerede tog på Janakpur-linjen.

Janakpur Railway kan bruges til at rejse ind i Nepal på, hvis man er i Indien. Fra Janakpur er der indenrigsfly til både Kathmandu og Pokhara.

Senere blev der koblet passagervogne på fragttogene, da Janakpur var en vigtig pilgrimsby for hinduer – også fra Indien – og i årtier var der gang i trafikken på den eneste brugbare togstrækning i Nepal. Men materiellet blev nedslidt, og i 2001 startede derouten for alvor, da en del af skinnelegemet samt to broer skyllede væk under monsunens sommerregn. Derefter kørte man kun med passagerer på banens to lokomotiver, fem vogne og tilbageværende skinner. Selv om lokomotivet kørte med sneglefart på det smalle og ujævne skinnelegeme, gyngede vognene op og ned samt fra side til side som et skib. Der var mange nedbrud på materiel, og de stadig færre afgange gjorde, at der altid var alt for mange passagerer om bord. Kun få af passagererne betalte – de der kom først og fik en bænkeplads. Mange passagerer sad på taget af vognene og på selve lokomotivet, og der var flere ulykker med fatal udgang.

I august 2012 blev det decideret bizart. En lokomotivfører var ved at fylde brændstof på i Jaynagar, Indien. Hvad der herefter gik galt, har ingen officiel forklaring. Rygter sagde, at en abe havde overtaget styringen med toget. I alt fald begyndte lokomotivet pludselig at køre uden føreren. Passagervognene var endnu ikke koblet til, da det tonstunge lokomotiv stak af over grænsen til Nepal og fortsatte på den 30 kilometer lange rute. Normalt tog det to en halv time at gennemføre turen, men det førerløse tog klarede ruten på kun 45 minutter. Det lykkedes i sidste øjeblik at åbne et mekanisk sporskifte kort før Janakpur Station, hvorved lokomotivet ledtes ind på et i forvejen ødelagt sidespor, hvor monsunregnen gennem et par måneder havde omdannet jorden til en mudderpøl. Det frembrusende lokomotiv satte sig uhjælpeligt fast, og ingen kom noget til. Derefter var der kun ét udkørt lokomotiv tilbage til at tage slæbet, og det blev nærmest hverdagshændelser, at en vogn røg af sporet, eller at akslerne knækkede. I 2014 ophørte togdriften helt. 

Pankaj Kumar Ohja i det nye førerhus.

Jernbanelegemet ligger af hensyn til monsunen højere end omgivelserne, og skinnerne er – selv uden tog – meget populære blandt fodgængere og handlende. Her ånder fred og ro, da der ikke kører biler – og kun ganske få motorcykler. I de sidste fire år er der opstået små markeder op ad skinnelegemet.

Det blev derefter besluttet at genanlægge jernbanen, denne gang med brede spor. Den oprindelige Janakpur Railway var med såkaldt narrow gauge-skinneafstand (76,2 cm), men nu ville man have broad gauge-skinner (skinneafstand 167,6 cm), der kunne kobles direkte på Indiens 68.000 kilometer lange jernbanenet og, hvem ved, måske en dag føres tværs over Nepal. I maj 2019 inviterede det statslige Nepal Railway derfor det indiske selskab Konkan Railway, der forbinder de indiske storbyer Mumbai og Mangalore, til et samarbejde om at drive jernbanen. To nye diesel-elektriske lokomotiver samt fem passagervogne – de to endda med aircondition – blev bestilt hos den indiske togproducent Medha, og de arriverede i september 2020, hvor skinnelegemet lå køreklart. Et par prøvekørsler blev foretaget, men da Nepal som så ofte før skiftede regering, blev tidligere beslutninger annulleret, nyt personale skulle ansættes, og til borgernes skuffelse blev opstarten udsat.

Halvandet år senere, i februar 2022, blev nye prøvekørsler sat i gang, først med en firehjulet motoriseret skinne-trolley. Testpiloten Bindeshwar Thakur havde ombygget sin ældre Yamaha RX 100-motorcykel, så den blev skinneklar, med kickstarter, udstødningsrør, gashåndtag samt – det vigtigste i både indisk og nepalesisk trafik – et horn, der virker!  Efter et par spark på kickstarteren og lidt opstartsrøg tøffede den af sted. Men Janakpurs borgere og de fritgående dyr var ikke vant til færdsel på skinnerne, så Bindeshwar måtte dytte og råbe for at få mennesker, køer og geder væk fra skinnerne. Indimellem måtte han endda stå af og argumentere eller sågar skubbe.

Free seating på det gamle Janakpur-tog. Ruten mellem Jaynagar i Indien og Janakpur i Nepal går gennem Nepals lavland, det såkaldte Terai. Ruten, der i dag er 35 kilometer, skal senere forlænges med 10 kilometer mod nord til byen Bardibas, hvor man kan tage videre ad Nepals længste vej, den 1.026 kilometer lange East-West Highway.

Kort efter blev første prøvekørsel med et regelret togsæt sat i gang, og jeg var så heldig at få lov til at være ene passager om bord, da toget første gang langsomt tøffede af sted. Mens vi kørte forbi med en hastighed på 10-15 km/t, stod folk langs banelegemet med nysgerrige og forventningsfulde øjne og beundrede det flotte nye tog. Mange filmede med deres mobiler. Og jeg forstod dem. Toget er helt moderne og har international klasse. Ifølge Pankaj Kumar Ojha, den indiske ingeniør, der stod for testkørslerne, er toget klar. Dog forudser han ét problem: Toget har kun western style WC. Mange indere og nepalesere foretrækker et hul i gulvet og bryder sig ikke om at sidde på et toiletsæde, hvorfor de sandsynligvis vil vælge at sætte sig på hug på sædet med al den risiko, det medfører under kørslen. 

Efter fem dage med vellykkede kørsler annonceredes det, at toget var klar til at fragte passagerer. De måtte dog tålmodigt vente lidt endnu på den vigtige officielle åbning af banen med en fællesoptræden af Nepals premierminister Sher Bahadur Deuba og Indiens ditto, Narendra Modi. Det kneb dog, måske specielt for sidstsnævnte, med et finde tid i kalenderen. Men endelig lykkedes det 2. april at afholde en ceremoni i den indiske hovedstad New Delhi, over 1.000 kilometer væk.

Søren Lauridsen er forfatter til guidebogen ’Turen går til Nepal’.

/

Leth’s go!

Jørgen Leth har en evne til at få ting til at ske og til at balancere på kanten af verdenshistorien. Her fortæller digteren og instruktøren om at hustle sig til en film-optagelse i Mexico, om at interviewe morderiske magthavere i El Salvador og om at indspille i USA, mens Tvillingetårnene faldt.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Bent K. Rasmussen/Ritzau Scanpix

MEXICO, 1974

Jeg havde længe syntes, at det var oplagt at lave en film om cykelsportens timerekord, men jeg kunne ikke få den finansieret. Jeg havde allerede et godt samarbejde med Ole Ritter. Vi mødte hinanden sidst i 60’erne, hvor jeg begyndte at gå til landevejscykling i Danmark. Ritter var som amatørrytter en fascinerende person, fuld af historier og kunstinteresseret. Han blev en god allieret. Min vigtigste kilde til cykelsporten. Han var altid med på mine filmideer og god til at organisere dem, ikke mindst da han blev professionel i udlandet. Jeg var helt afhængig af ham, da vi lavede ’Stjernerne og vandbærerne’, hvor hans Bianchi-hold sørgede for, at vi kunne få lov at være med under Giro d’Italia. Året efter tog han til Mexico for at vinde sin timeverdensrekord tilbage. Han havde mistet rekorden til Eddy Merckx nogle år forinden, men ville nu erobre den tilbage og tog af sted til Mexico City med sit nye hold, det italienske Filotex. Ritter ville gerne have mig med. Jeg tænkte, at det måtte være muligt at få SAS eller et andet firma til at sponsorere filmen, men det lod sig ikke gøre.

En aften, hvor jeg sad hjemme på Frederiksberg sammen med min gode ven, digteren Ebbe Traberg, ringede telefonen. ”Så kan du godt se at komme af sted,” sagde Ole Ritter i den anden ende. ”Det er Ole, der siger, jeg skal tage af sted,” sagde jeg henvendt til Ebbe. ”Men jeg har jo ikke penge til det.” ”Det skal du ikke tænke på,” sagde Ole i telefonen. ”Det har jeg ordnet. Du skal bare sætte dig i flyet og ankomme til Mexi-co City. Sammen med Traberg. Kom bare begge to. Fra det øjeblik I stiger ud af flyet, skal vi nok tage os af jer.”

Ved fælles snilde fik Ole Ritter og Jørgen Leth lavet ’Den umulige time’ om cykelsportens timerekord. Foto: Asger Sessingø/Ritzau Scanpix

Da vi steg ud af flyet, blev vi modtaget med musik. Hans hold havde nogle gode sponsorer, der havde muliggjort rekordforsøget, og som var vilde med, at der skulle laves en film om det. Senere spurgte jeg Ole, hvad vi skulle gøre uden et filmhold. ”Det har jeg også klaret,” sagde han. Fransk tv havde sendt et lille tv-hold over. Ritter var en ret stor stjerne i Europa på det tidspunkt, og de gamblede på, at han nok ville vinde sin rekord tilbage. Men da de ankom, havde han spurgt dem, hvad de ville. ”Vi vil da filme dit rekordforsøg.” ”Ja, det er mit rekordforsøg, jeg ejer selv rettighederne til det,” havde han svaret. ”Men I kan få lov at filme det, hvis I stiller jer til rådighed for min gode ven Jørgen Leth fra Danmark.” 

Det var jo langt ude at eje sit eget rekordforsøg. Men jeg syntes, det lød rigtigt. Han lavede tre rekordforsøg inden for en uge. Den ene gang var der for meget vind, og han måtte afbryde. Jeg interviewede ham indimellem, og han fortalte undervejs om sin træning. Han styrede interviewene med stor humor. På et tidspunkt afbryder han mig: ”På fransk, for fanden, Jørgen!” Han var bevidst om, at det skulle kunne bruges til fransk tv. Det var hans film. Han var faktisk filmproducent dér. 

Efter tre rekordforsøg, hvoraf de to var den anden- og tredjebedste tid nogensinde, havde han fået nok. Han havde haft det skægt, og nu skulle han og konen til Acapulco og holde ferie. Han tog det ikke så tungt. Jeg var selvfølgelig ked af, at han ikke havde taget timerekorden tilbage. Men det var godt nok til en film. Titlen blev ’Den umulige time’.

ORD PÅ FILM

Jørgen Leth, 85 år, er digter, cykelekspert og filminstruktør. I år er det 50 år siden, han begyndte optagelserne på sin første film, ’Stopforbud’. I hans bog ’Mine film’ (Gyldendal, 2021) kan du læse om dem alle sammen.

Jørgen Leth var på jagt efter en tropisk fornemmelse med filmen ’Udenrigskorrespondenten’. Foto: Det Danske Filminstitut

HAITI OG EL SALVADOR, 1982-83

Jeg havde læst Graham Greenes bog ’The Comedians’ og var gennem den blevet betaget af ideen om Haiti. Et eksotisk sted med andre spilleregler, forfærdelige diktatorer og voodoo. Da Det Danske Filminstitut ud af det blå foreslog mig at lave en film om en udenrigskorrespondent i Haiti baseret på en roman af Jan Bredsdorff, så jeg det som en mulighed, og vi tog af sted sammen på researchtur til hovedstaden Port-au-Prince.

Vi opdagede Hotel Oloffson, en slags fantasislot i hvidmalet træ, udskåret i gingerbread-stil. Klientellet bestod af journalister, kunstnere, musikere, skuespillere. Værelserne havde navn efter nogle af de gæster, der havde boet der. Der var blandt andet en Mick Jagger-suite, en Graham Greene-suite, en Elizabeth Taylor-suite. Fitzgerald havde boet der. Mange havde ligesom jeg været tiltrukket af det eventyrlige, dramatiske, spændende land, som ikke er verdens navle, men hvor der altid er gode historier at fortælle. Den dag i dag drømmer jeg stadig om Hotel Oloffson. De sidste to år har jeg ikke været i Haiti på grund af den urolige politiske situation, og fordi øen har været hårdt ramt af COVID. Jeg vil stadig gerne derover igen, men jeg ved ikke, om jeg kommer det.

Nå, men Jan Bredsdorff og jeg var ude at more os hele tiden. Så dansesteder, vidunderlige kvinder, mærkelige forbrydere, der gik rundt i gaderne. Og vi så, hvor frygtindgydende et sted det var. Uniformerede folk med store guns patruljerede overalt, også på hotellet, men vi lod os ikke afskrække. Vi var enige om, at filmen skulle laves på Haiti, selv om det var midt under den forfærdelige menneskerettighedsforbryder Jean-Pierre ’Baby Doc’ Duvaliers regime.

Da vi kom hjem, satte Jan Bredsdorff sig til at skrive og var længere tid om det, end jeg havde forestillet mig. Jeg var lidt vred over ventetiden, og da manuskriptet endelig var klar, syntes jeg, det var meget langt fra, hvad vi havde snakket om. Det var ikke til at se Haitis humor, vanviddet og den surrealistiske dimension. Det var blevet for politisk korrekt. Han havde vel ikke villet udstille et uland, tværtimod skulle det have en kant af idealisme eller sådan noget – kedelige begreber. Det var jeg ikke interesseret i. Jeg syntes, det manglede liv og gnist, jeg syntes, han svigtede vores egen latter og oplevelse, og det lod jeg ham vide. Men han ville ikke ændre det. Til sidst sagde jeg til filminstituttet: ”Enten må I tage mig ud af projektet, eller også må I tage ham ud.” De valgte at tage ham ud. Det blev vi ikke specielt gode venner af. 

Indtil da havde jeg mest lavet eksperimentelle dokumentarfilm. ’Udenrigskorrespondenten’ skulle være min første egentlige spillefilm, og jeg følte ikke, at jeg selv havde evnerne til at konstruere plottet og de større linjer. Derfor var det en stor lettelse for mig, da det blev besluttet, at Klaus Rifbjerg skulle stå for manuskriptet. Han følte ikke, han behøvede at se Haiti, så vi nøjedes med at tage 14 dage til Tenerife, hvor han skrev et langt kapitel hver eneste dag. Det var en imponerende proces – og ret let for mig, der bare skulle læse det. 

Det krævede både solbriller og nervemedicin for Henning Jensen at klare hovedrollen i Jørgen Leths første spillefilm, ’Udenrigskorrespondenten’. Foto: Det Danske Filminstitut

Da jeg endelig kom til Haiti med mit filmhold, endte jeg alligevel med at skrive om i scenerne fra dag til dag, så det blev mit eget manuskript. Henning Jensen spillede hovedrollen som korrespondenten, og min daværende kone, Hanne Uldal, var den anden danske rolle. Derudover besatte jeg rollerne med haitianere, jeg mødte. Personligheder, jeg havde set, ekspressive, sjove, modige karakterer, der ikke var skuespillere af fag, men af temperament. Vi startede med at tage ind i ministeriet for turisme for at få dem til at godkende vores film. Det lykkedes os at overtale ministeren, som faldt for ideen, fordi Haiti havde desperat brug for god presse i udlandet. 

Vi filmede vores samtale med ministeren og brugte det som en scene, som en form for dokumentarisk fiktion. Metoden, som var noget af det fornyende ved den film, brugte vi flere gange. 

Politiet fik vi med på samme måde. I en scene er Henning Jensen ude i gaderne og har drukket meget. Det er mørkt og uhyggeligt. Derfra kører vi ned til politistationen, der ligger nede ved havnevejen. Henning går ind, næsten uden nogen instruktion, og giver sig til at spørge efter en dansk kvinde, som han leder efter, og han giver sig til at råbe op. Vi havde bare sagt til politiet, at vi ville kigge forbi stationen, men ikke forberedt dem på, hvad vi skulle. Det var skidefarligt i sig selv at komme ind fra gaden og råbe på den måde. Men vi havde jo ministeriets godkendelse, og vi havde en medarbejder fra ministeriet med, der var sat til at holde os i ørerne. 

Han var ikke altid enig i, hvad vi filmede. Han ville helst have os til at vise øens luksuriøse feriesteder, men jeg var vild med downtown Port-au-Prince, hvor der var folkeligt, beskidt og kriminelt. Det skulle se rigtigt ud. Vi havde mange diskussioner, men det lykkedes at få filmet natklubber, voodoo og dansepiger, og vi fik i det hele taget et frodigt billedmateriale med hjem. 

Nogle gange sagde jeg: ”Hvis ikke vi kan lave den scene, så er filmen jo i fare …” På den måde var jeg nødt til at skærpe argumentationen. En ting gik vores chaperone dog ikke med til: at vi filmede Henning Jensen, der blev barberet på en lokal frisørsalon, hvor de blandt andet havde en hane i snor. Det syntes han så for dårligt ud. Det ville ikke tiltrække nogen nye turister. 

Efter Haiti fløj vi videre til El Salvador for at indspille filmens åbning. Jeg ville vise, at hovedpersonen var en rigtig, aktiv udenrigskorrespondent, så vi tog ud til fronten i det mellemamerikanske land, hvor der var borgerkrig. Når man kunne høre skuddene knalde, sagde jeg: ”Kan du ikke lige rejse dig op, Henning, så jeg kan få den rigtige baggrund?” ”Nej, Jørgen, det gør jeg altså ikke”. Sådan var situationerne, og jeg var åndssvag. Alt for dristig af og til. 

Vi havde skaffet en presseakkreditering gennem en af mine venner i DR, så det så ud som om, vi var journalister og ikke filmfolk. Det kan måske kritiseres, men det var et lille trick, som hjalp os til at få en aftale med Roberto D’Aubuisson, militærmand og politiker på den yderste højrefløj. Han var for nylig blevet præsident for nationalforsamlingen, og man mente, at han havde været ansvarshavende for flere dødspatruljer. Vi fik lov at komme og høre en af hans blodige taler, hvor han var omgivet af masser af bevæbnede militærfolk. Det tilfredsstillede alle mine drømme om, hvor dramatisk det skulle være. 

Port-au-Prince, 1983. Ministeriet for turisme på Haiti ville gerne have Jørgen Leth til at vise øens luksuriøse side.
Instruktøren var mere til gadeliv. I 1990 flyttede Leth til Haiti efter en skilsmisse. Hans hus gik tabt under jordskælvet i 2010. Foto: Det Danske Filminstitut

Samme aften kom den amerikanske pige, der lavede research for os, hen til Camino Real, hotellet, hvor vi boede, og hvor alle de udenlandske journalister var indkvarteret. ”Vil I lave et interview med D’Aubuisson på hans kontor i national­paladset i morgen klokken ni?” spurgte hun. Naturligvis ville vi det. Ved middagsbordet på Camino Real mødtes jeg samme aften med tre amerikanske journalister fra henholdsvis New York Times, AP og Washing­ton Post. Jeg fortalte dem, vi havde fået tilsagn om det interview. ”Det må I sige ja til. Vi kan ikke komme igennem til ham,” fortalte de. Vi var umiddelbart pletfri, da vi kom fra lille Danmark og havde et neutralt ry, mens man mente, at alle amerikanske journalister var venstreorienterede. 

Jeg spurgte de erfarne korrespondenter, hvordan vi skulle håndtere interviewet.    ”Du er nødt til at gå til ham, ellers er der ingen troværdighed,” sagde de. ”Hvad vil det sige?” spurgte jeg. De svarede, at vi skulle stille de ubehagelige spørgsmål: ”Var det ham, der stod bag mordet på det fire nonner og på ærkebiskop Romero?” Jeg respekterer de journalistiske regler og var med på den. Men jeg var også nervøs. Da jeg efter aftensmaden fortalte Henning Jensen, hvad planen var, blev han endnu mere nervøs.

Næste morgen kørte vi forbi et apotek på vejen for at købe Valium, så Henning kunne komme ned. Jeg var også bange. De kunne jo pludselig beslutte sig for, at vi virkede som modstandere af D’Aubuisson, og anholde os. Der stod en maskingeværbevæbnet soldat i hvert hjørne af kontoret, da vi ankom og stillede vores kamera op. Vi lagde ud med lidt udenomssnak, inden Henning stillede de rigtige spørgsmål: 

”Señor D’Aubuisson, er det rigtigt, hvad rygterne siger … står De bag mordet på de fire nonner den og den dato?” Med klar stemme og orden i sagerne. Det var flot klaret af Henning Jensen. 

D’Aubuisson svarede: ”Nej, nej, det er ren amerikansk propaganda.” Bagefter et til spørgsmål: ”Har de iscenesat mordet på biskop Romero?” Endnu en affejning. Det var fantastisk at få på film. Og jeg var meget lettet, da vi næste dag fløj ud af landet.

Jørgen Leth påskønner kinesisk operatalent. Foto: Det Danske Filminstitut

KINA, 1985

Det startede med en opringning fra USA. Jeg havde tidligere mødt Dan Talbot, leder af Pacific Film Produc­tions, på filmfestivalen i Portland, Oregon, hvor jeg havde haft nogle film med. De var vilde med, hvad jeg lavede, og nu ringede de og spurgte, om jeg ville lave en film om Kina. Talbot og hans folk havde lavet en mystisk aftale med det kinesiske jernbaneministerium, der ville sende os på tur gennem Kina.

Selvfølgelig ville jeg det. Min far var værkfører på Aarhus Bane­gaard og arbejdede på jernbanen hele sit liv. Det spillede en rolle for mig i forhold til projektet. Det eneste, jeg krævede, var, at jeg fik frie hænder til filmen. Jeg ville ikke dikteres noget. Sammen med fotograf Dan Holmberg og tonemester Niels Arnt Torp fløj jeg til Hongkong, hvor vi skulle mødes med to repræsentanter for Pacific, som vel skulle kigge os over skulderen, og med mr. Chiang, en kinesisk-amerikansk forretningsmand fra San Francisco, der havde formidlet kontakt til jernbaneministeriet i Beijing. Han lod vente på sig. En uge var vi i Hongkong. Vi fordrev tiden med at planlægge filmen og fik også tid til at arbejde på ’Det legende menneske’, en anden film, vi var i gang med.

Togturen begyndte i Guangdong-provinsen, hvor jeg prøvede at caste nogle personer til filmen. Jeg ville gerne have en landmand, en akrobat, en skuespiller, en skipper og hans familie, der boede i deres sampan, en traditionel kinesisk båd. Vi var heldige, og det lykkedes os at få dem alle sammen. Hver gang skulle de godkendes af jernbaneministeriet, men de hjalp også med at skaffe forbindelser. 

Vi fik lov at filme det kvindelige kinesiske cykellandshold. Et fint syn. Og i Beijing mødte vi nogle unge konservatoriesangere, der skulle opføre en Mozart-opera. De sang virkelig, virkelig godt, og vi fik endda lov til at tage dem med os i toget videre fra Beijing ind i landet. 

Det var chokerende for os, der troede, det var et kommunistisk land, at finde ud af, at der var fire klasser på toget. Vi tog imod al den comfort, vi kunne få, og tog udflugter med kameraet ind på tredje og fjerde klasse. Jernbaneministeriet ville selvfølgelig helst have, vi filmede de fine, men vi var mere interesserede i de fattige end i partifolkene på første klasse. 

Fotograf Dan Holmberg filmer i en togvogn til ’Notater fra Kina’. Foto: Det Danske Filminstitut

Når vi ankom til en ny by, var der altid en lokal jernbanechef, der vartede os op med festmiddage med tusindvis af retter og taler – rene paptaler – og så skulle jeg holde tale. Det blev en rutine, at jeg altid talte om min far og vores jernbanefamilie. Det var helt oplagt. Der var i det hele taget ikke rigtig politiske knaster i samarbejdet. Vi fik lov til at filme det, vi ville. Jeg mindes Kina med sødme, vi mødte lutter venlige mennesker og blev gode venner med alle dem, vi skildrede. 

Da vi var tilbage i Hongkong og skulle tackle ud af projektet, var produktionsselskabet i Oregon krakket og kunne ikke give os nogen penge. Jeg ringede til en god ven, der er filmsagfører i Los Angeles, og spurgte, hvad vi skulle gøre. ”I må sidde på filmene,” sagde han. 

Pacific Film Productions ville gerne have, at vi sendte alt råstoffet hjem til Oregon med de to repræsentanter for selskabet, der var rejst med os. Vi sagde, at vi ikke ville være med til det. Vi ville have vores penge. Niels Arnt Torp var særlig skrap. Han sagde: ”For hver dag, der går uden betaling, begynder jeg at slette båndene.” Han var den eneste af os, der fik penge. Det var ret stærkt. 

Jeg fik gennem gode venner i Danmark rettet henvendelse til Carlsberg, F.L. Smidt og et par andre industrigiganter, der indvilligede i at finansiere færdiggørelsen af filmen, der senere blev klippet af Rumle Hammerich hjemme i Danmark.

Vi viste ’Notater fra Kina’ for diplomaterne på den kinesiske ambassade én gang, inden den fik offentlig premiere i 1987. De mødte talstærkt op og gik igen uden en eneste kommentar. 

De brød sig ikke om den. Syntes, den skulle have vist et mere moderne Kina. De forstod ikke, hvad vi ville med alle de kunstnere og landmænd. De forstod ikke, at det ikke var deres film.

Tjenere fra Smith & Wollensky
fremviser velhængte bøffer. Foto: Det Danske Filminstitut

USA, 2001

Jeg var i USA for at lave en opfølger til filmen ’66 scener fra USA’ fra 1982, som var blevet en succes, ikke kommercielt, men kunstnerisk og festival-mæssigt. Scenen med Andy Warhol, der spiser en burger, var lidt af et scoop og er siden hen blevet meget berømt. Men der var mere i det, syntes jeg og fotografDan Holmberg. Han sagde: ”Vi kan da bare gøre det igen. Der er jo mange flere scener i USA end de 66, vi har lavet.” Og det havde han jo ret i.

Så vi besluttede at lave ’Nye scener fra Amerika’, og det begyndte som en meget rolig produktion. Vi startede i New York, hvor vi blandt andet filmede musikeren John Cale, en puertoricansk bartender og to konkurrencelystne Manhattan-sagførere, inden vi tog videre til Dallas. Herfra skulle vi køre gennem Texas, Arizona, Colorado og Californien og ende i Los Angeles. 

Vi sad på lufthavnshotellet i Dallas, da Marianne Christensen, filmens producer, ringede fra New York. Hun fortalte, at vi skulle lukke op for fjernsynet, der var et angreb i gang. Vi tændte og så flyene, der fløj ind i World Trade Center. Et frygteligt syn. Jeg blev bange for Asger, min søn, som boede i nærheden af de brændende tårne med sin kæreste. Jeg kunne ikke få kontakt med ham og ringede til Marianne og spurgte, om hun havde hørt fra ham. Ja, sagde hun, de havde kontakt. Senere har hun tilstået, at det ikke var sandt. Det var en løgn, hun syntes var nødvendig. Hun ville berolige mig. Og det lykkedes. Jeg talte først med ham et par dage efter, men i mellemtiden troede jeg, alt var godt.

Jeg var først ødelagt af begivenhederne og græd, når jeg så nyheder, men undervejs på vores videre rejse fik jeg moralen tilbage. Pludselig gav det en ny mening at filme i USA. 

Jeg begyndte at ringe til folk. Jeg forsøgte at overtale skuespilleren Gena Rowlands til at medvirke i filmen, men fik afslag fra hendes agent. Dustin Hoffman kom jeg heller ikke igennem til. 

Så fik jeg et telefonnummer på Dennis Hopper og kom igennem til ham. Jeg forklarede, at der ikke var mange penge i det, men at han heller ikke skulle gøre det store. Bare være der. Hvis han havde lyst på trods af ulykken. Det var han helt med på. Han sagde: ”Jeg sætter et amerikansk flag på jakken, når I kommer.”

Dennis Hopper stillede op med patriotisk
emblem i ’Nye scener fra Amerika’. Foto: Det Danske Filminstitut

Han tog imod os i sit fantastiske Frank Gehry-tegnede hus i Venice, Los Angeles, i hat og jakkesæt. I scenen sagde han: ”My name is Dennis Hopper. I’m an actor. An artist.” Og begyndte så en vanvittig, rablende improvisation. Jeg elsker Dennis Hopper. Det var en sejr at få ham med i filmen. 

Vi tænkte, at vi måtte tilbage til New York, men besluttede, at  vente lidt. Røgen måtte så at sige nå at lægge sig. Vi havde ikke lyst til at benytte os af sensationen til at filme så kort efter angrebet. Men det var selvfølgelig lidt af en beslutning. 

Jeg skrev til filminstituttet og forklarede vores holdning. At det ville være næsten vulgært at filme så tidligt, men at vi godt ville gøre det senere. Det krævede bare én tur mere til USA. Det var det, vi solgte. Og instituttet sagde ja lige med det samme. De kunne godt se det. Det var et godt samarbejde. 

Nogle måneder senere vendte vi tilbage for at filme nedre Manhattans smadrede profil. Det var meget stærkt. Også fordi vi allerede havde smukke billeder af profilen, som den så ud inden angrebet. Samtidig fik vi et par andre scener med. 

Blandt andet lykkedes det mig at få kontakt til den sky fotograf Robert Frank, en helt for både mig og Dan Holmberg og vores inspiration til Amerika-filmene. Han tog imod i sit hus i Bleecker Street i Greenwich Village, hvor han fingererede med nogle af sine ting og sagde, meget lavmælt: 

”My name is Robert Frank. I’m a photographer.” Det blev fantastisk rørende. Jeg bliver stadig rørt af at tale om det.

Jørgen Leth kører racercykel på Strandvejen, cirka 1964. Foto: Mini Wolff/Ritzau Scanpix

DA TOUREN KOM TIL DANMARK

Onklen var banechef på Aarhus Cyklebane, og Jørgen Leth kom der som dreng og fik autografer fra internationale sprinterstjerner. Cyklingen gled lidt ud, indtil han skrev ’Sportsdigte’ (1967). Senere lavede han flere cykelfilm, blandt andet ’Stjernerne og vandbærerne’ (1974) og ’En forårsdag i helvede’ (1977).

Da TV 2 blev grundlagt i 1988, foreslog journalist Jørn Mader TV 2-chef Jørgen Schleimann at transmittere Tour de France og få Leth med som kommentator. Schleimann sagde: ”Jamen, ham Jørgen Leth, det går jo ikke, at han bare sidder og snakker poesi i fjernsynet.” Mader svarede, at det ville man aldrig fortryde – tværtimod ville alle, der så med, drage af sted til Frankrig i egen autocamper. Schleimann tøvede, men sendte  Leth og Mader af sted for at kommentere Flandern Rundt og efterfølgende nogle etaper af Giro d’Italia, inden det blev besluttet at transmittere Tour de France. Løbet blev første gang sendt live 8. juli 1990, hvor Olaf Ludwig vandt etapen til Besançon.

/

Rejsegods: Kalle Mathiesen

Hvad har Kalle Mathiesen altid med på rejsen?
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:PR

1.

”Jeg er på min egen verdensturné med musik og komik, så min el-bas har været med mig i blandt andet Brasilien, USA, Australien og hele Europa, bortset fra Albanien, Liechtenstein og Andorra. Musik er et universelt sprog. Jeg kan ikke tale portugisisk, men jeg kan godt jamme med folk i Brasilien.”

2.

”Komik, sange og ideer opstår tit, når jeg er på rejse og tager noter på min blok. Engang i en stillekupé så jeg en kvinde ved siden af mig hive hård hud af fødderne – og spise den. På et mere generelt plan iagttager jeg, hvor sure vi kan se ud i offentlig transport. Heldigvis bliver det af og til modbevist, og man får en fantastisk snak.”

3.

”Jeg bruger min telefon, når jeg skal svare på mails fra Sting, der vil høre, om jeg ikke skal med på tour, og jeg må sige: ’Desværre, Sting, jeg skal spille i Sønder Hygum.’ Ej, det er nok mere til at se en film eller høre en podcast eller være på kontoret på farten.” 

Kalle Mathiesen, 48, er musiker og performer og har optrådt med blandt andre Burnin Red Ivanhoe og WhoMadeWho og på DR’s Ramasjang-kanal. 21. april udkommer hans bog ’80 % af alting er lort’.

 

/

Helt af sporet

I årevis har Jan Elhøj og Morten Kirckhoff holdt øje med, hvor alle andre rejste hen, og så taget i den stik modsatte retning. Her fortæller de omdengang, de skulle have kørekort i Kina, om at vågne op i Japan til synet af 50 tai-chi-udøvende kvinder og om at måtte skynde sig ud af Rusland.
Tekst:Line RasmussenFoto:Privat

RUSLAND 2010

Vi rejste rundt i Rusland for at fotografere forladte steder til vores første bog, ’Abandoned 1’, da askeskyen fra Island pludselig lukkede luftrummet over hele Europa. Meldingen var, at der kunne gå to dage – eller en måned – før vi kunne komme hjem. Vores visum var ved at udløbe, og hvis man er i Rusland, og ens visum er udløbet, ryger man i brummen. Så vi var nødt til hurtigt at finde ud af, hvordan vi kom ud af landet. 

I lufthavnen i Moskva hørte vi om andre, der kørte hjem til de lande, de kom fra, i udlejningsbiler, men vores udlejningsfirma sagde, at vi kunne aflevere bilen i Skt. Petersborg, men ikke køre den ud af landet. På turen til Skt. Petersborg holdt vi ind ved et kæmpestort supermarked, hvor vi købte en hel masse mad, som vi tog med os videre i bilen, blandt andet et glas med revet gulerod i en eddikeagtig lage, som vi stillede i forruden. De har sindssygt meget – og snedig – fartkontrol i Rusland, blandt andet skraldespande og papskilte med skjulte fartmålere i, så nogle gange måtte vi træde ret hårdt på bremsen, og på et tidspunkt faldt glasset ned og smadrede på tæpperne i bunden af bilen.

Et forladt Bartini Beriev VVA-14-fly fra 70’erne og et af verdens sidste eksemplarer. Det blev designet til at kunne lette fra vand og flyve med høj hastighed over lange afstande lige over havoverfladen.

Vi havde i forvejen boet i bilen i en uge, og nu var der også eddike ud over det hele, så da vi afleverede bilen i Skt. Petersborg, skyndte vi os ud. Biludlejningsfirmaet opdagede vist ikke noget og hjalp os endda med at skaffe os en supercool fyr, der kunne køre os til Tallinn i Estland. Vi forklarede ham, at vi skulle være ude af Rusland inden midnat samme aften, hvor vores visum udløb. Da vi nåede til grænsen, var der kø. Det går nok, tænkte vi, vi var jo så tæt på. Men da det blev vores tur til at køre over grænsen, var klokken kvart over 12, og vores visum var udløbet klokken 12. Vores chauffør forklarede sagen for en 20-årig grænsebetjent i stram uniform og spids hat, der bare rystede på hovedet. Vi blev tilbageholdt i 45 minutter. ”Prøv at høre,” sagde vi, ”vi skal køre én meter, så er vi ude af Rusland!” Til sidst fik vi lov at køre ind i Estland og mod Tallinn, hvor vi sagde farvel til chaufføren og fandt et hotel. 

Vi havde et døgn i Tallinn, inden vi skulle videre med færge til Stockholm, og i ventetiden fandt vi et forladt fængsel, hvor vi mødte en gut, som tilså fængslet og viste os rundt. Han fortalte, at han var tidligere indsat. Han havde siddet halvandet år i fængsel i 80’erne, fordi han havde plukket nogle blomster, der stod plantet rundt om en statue i Tallinn, og som han havde villet give til en pige, han var nyforelsket i. 

Færgeturen tog 18 timer, og om aftenen røg vi med i en slags datingfest med zumba-undervisning, hvor vi sad i vores beskidte tøj. I Stockholm mødte vi andre danskere ved busterminalen, som også bare ville hjem. Vi sad i bussen i otte timer, og vejret var gråt, men lige da vi kørte over Øresundsbroen, gik skyerne til side, og solen stod ned på broen. Alle i bussen jublede, som om vi havde været udsat for en nærdødsoplevelse. Det var jo bare en askesky, men det var alligevel ret fantastisk at se folk stå og kramme hinanden ved Hovedbanegården.

REJSEHOLDET

Morten Kirckhoff og Jan Elhøj har været venner, siden de mødtes i graffitimiljøet tilbage i 80’erne som helt unge. Som voksne begyndte de at dyrke deres fælles nysgerrighed efter det ukendte og oversete, og pludselig havde de været i mere end 40 lande sammen, udgivet seks fotobøger, holdt foredragsturneer og lavet programmerne ’Alt forladt’ og ’Nul stjerner’ på DR2, hvor de viser nye sider af kendte rejse­destinationer.

I løbet af 2022 er de aktuelle med et nyt program på DR, hvor de rejser rundt i verden for at finde ting, der er forsvundet fra det danske kongehus, samt sæson 4 af ’Nul stjerner’.

„Hello Kitty er et kæmpe brand i Japan. Man kan få ALT med den nuttede tegneseriefigur på, fra swimmingpools til gravsten. Da vi hørte, at der fandtes et Hello Kitty-hotel, måtte vi bare prøve det.‟

JAPAN 2014

Da vi begyndte at rejse efter forladte steder rundtomkring i verden, fotograferede vi om dagen og sov tit i telt om natten. I starten var det især for at holde budgettet nede, men også så vi kunne snige os ind de forskellige steder. Nogle gange vidste vi ikke rigtig, hvor vi var. Vi var bare rejst et sted hen, fordi der var et slot eller en nedlagt militærbase, vi havde hørt om. Vi slog lejr, hvor vi endte, når vi efter at have klatret og løbet rundt i 14 timer skulle finde et sted at sove. Det var ret spontant. Engang vågnede vi på en sportsplads i en landsby i Japan ved den skingre lyd af gammel japansk musik fra en højttaler. Da vi lynede ned og åbnede teltet, stod der 50 kvinder i halvfjerdserne og kiggede på os. De lavede tai-chi, og vi endte med at lave morgengymnastik med dem. De syntes, det var fantastisk med de her to store, hvide, kropsstive mænd. En af kvinderne kunne lidt engelsk, for hun havde været i England og undervise. Vi snakkede lidt med dem, selvom vi ikke forstod så meget, men vi grinede og blev budt på morgenmad. De var virkelig gæstfri og interesserede i, hvad vi lavede så langt væk fra storbyen.

I Tokyo er der mange forskellige slags dyrecafeer. Her en pindsvine- og uglecafé.

Hvis man ser rejseprogrammer eller følger internettets algoritmer, handler de altid om den smukkeste strand, den bedste Michelin-restaurant, det højeste og det bedste, men det er jo ikke nødvendigvis der, man oplever landet eller der, nerven er. Når vi holder foredrag om vores rejser, spørger vi ofte publikum, om de selv har nogle sjove rejseoplevelser, og det er altid det, der er gået galt, de husker. Der var for eksempel en pige, som fortalte, at hun havde booket et billigt hostel i London, men da hun kom til adressen, kunne hun kun finde en shawarmabar. Det viste sig, at der var køjesenge inde bag køkkenet, hvor hun skulle sove sammen med flere andre, som alle syntes, det var ret mærkeligt, men også sjovt.

En forladt forlystelsespark i Kina.

KINA 2018

På nettet anbefales det ikke at leje en bil i Kina, og de fleste turister kører med chauffør, fordi det er bøvlet at finde rundt alene. Desuden giver det beskæftigelse i Kina, og man kan holde øje med, hvor folk er. På nettet fraråder man også vesterlændinge at køre bil for ikke at blive involveret i ulykker. På YouTube kan man se nogle ret corny filmklip med kinesere, der kaster sig selv eller deres børn ud foran bilerne, når de kan se, at der sidder hvide mennesker i førerhuset, angivelig for at få erstatning. Hvis man alligevel beslutter at leje bil i Kina, skal man have lavet et kinesisk kørekort i lufthavnen, når man lander. 

Vi var godt klar over, at det kunne blive besværligt, men havde forberedt os hjemmefra. Vi havde fundet et udlejningsselskab i lufthavnen og booket en Volkswagen Passat, som er en okay stor og sikker bil. Vi havde jo siddet og set de der YouTube-videoer og ville passe på os selv. Da vi landede i Beijing og fandt udlejningsselskabet, fik vi at vide, at vi først skulle undersøges af en læge i lufthavnen. Vi fik lavet en synstest, taget puls og den slags. Bagefter skulle vi så på posthuset for at have kopieret alle mulige papirer, de skulle bruge til kørekortet. Tilbage hos udlejningsselskabet spurgte kvinden bag skranken: ”Hvad er jeres kinesiske telefonnummer?” ”Jamen, vi har ikke noget kinesisk telefonnummer,” sagde vi. ”Det skal man have for at leje bil,” sagde hun, ”så I skal gå over i teleshoppen og få et kinesisk telefonnummer.” Her var der lang kø, men efter halvanden time var vi tilbage ved udlejningsselskabet, hvor kvinden spurgte: ”Hvad er jeres kinesiske navne?” ”Jamen, der står jo, hvad vi hedder,” sagde vi, ”Morten og Jan.” ”Okay,” sagde hun, ”Mao Chen og Chan.”

På motorkontoret for at få kørekort. ”Hvad er jeres kinesiske navne?” spurgte damen bag skranken.

Endelig så det ud til, at alle papirerne var i orden, og nu skulle vi se bilen. I stedet for en Volkswagen Passat kom en Toyota HiAce kørende. Sådan en sølvfarvet turistbus. ”Vi kan ikke køre rundt i en 12-personers varevogn,” sagde vi. Kvinden gik ind til tasterne igen, og efter en time kom hun tilbage: ”Nu har jeg skaffet en bil.” Og så kom der endelig en lille hvid Nissan, en by-firhjulstrækker. Vi blev ikke udsat for noget dramatisk i trafikken. Man skal ikke tro på alt, man hører. Da vi efter noget tid i Beijing tog til Guangzhou, ikke mere end fem timer væk, og ville leje bil dér – vi havde jo kørekort – sagde de: ”I kan ikke bruge det kørekort.” ”Jamen, det er jo et kinesisk kørekort?!” sagde vi så. Men det virkede ikke i den region. Vi endte med at rejse rundt i området i taxa.

/

Verdens lægevagt

Siden medicinstudierne har Suzanne Lunding ønsket at forene lægeløfte med rejselyst. Den 58-årige overlæge med speciale i infektionssygdomme fortæller om at blive grebet af sin fars styrmandsbøger, om at behandle hiv i Lesotho og om at føle sig magtesløs, men acceptere omstændighederne.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

SOM LILLE PIGE forsøgte Suzanne Lunding at udføre en blindtarmsoperation. Det var på hendes søsters dukke i familiens hus i Kirke Saaby lidt uden Hvalsø. Men som hun husker det, opstod der komplikationer.

”Dukken blev massakreret. Jeg prøvede at forklare min mor, at den altså havde blindtarmsbetændelse,” fortæller Suzanne Lunding, der i dag er overlæge på Herlev Hospital med speciale i infektionssygdomme.

År senere fandt hun en af sin fars gamle styrmandsbøger. Han var draget til søs som 15-årig og drevet fra havn til havn i flere år, før han igen gik i land, tog en studentereksamen og med tiden kom til at arbejde med EDB på Politiken. Styrmandsbøgerne var fascinerende. Men det var ikke de tekniske detaljer om sejl og vind og vejrforhold, der fangede hendes interesse. Det var i stedet siderne med de mange sygdomme og skader, man kunne pådrage sig på havet, og kuren mod dem.

”Jeg kommer ikke fra et lægehjem, men jeg har altid vidst, at jeg ville være læge. Som lille var jeg overbevist om, at man kunne redde verden, hvis man var læge. Jeg er dog blevet klogere siden.”

Den tidlige formodning holdt stik. Mange år senere var interessen for den helbredende videnskab stadig intakt hos Suzanne Lunding, og i januar 1983 kom hun ind på medicinstudiet. Men efter to år med udenadslære og latinske begreber var en anatomieksamen ved at tage livet af hende.

Suzanne Lunding underviser på hiv-klinikken Senkatana i Lesotho i 2019.

SUZANNE LUNDING

58, overlæge med speciale i infektionssygdomme ved Herlev Hospital. Ved siden af sine udsendelser til Tanzania, Sierra Leone og Lesotho har hun været udstationeret seks gange i Grønland. Fire gange i Nuuk og to gange i en mindre bygd.

I STEDET FOR at opgive tog hun et års orlov for at rygsækrejse Asien rundt sammen med en gammel gymnasiekammerat. Over seks måneder kom de blandt andet gennem Pakistan og Kina, Filippinerne og Japan. Endemålet blev Indien, hvor hun gennem nogle kontakter, som kendte nogle andre kontakter, havde skaffet sig et to ugers studiebesøg på et lille landsbyhospital i Gujarat.

”Så sad jeg der i en sari i en lillebitte landsby og skar bylder op, mens jeg forsøgte at holde de der silkegevandter fra at falde ned i såret. Jeg var helt grøn, men jeg måtte lave småting under opsyn,” siger Suzanne Lunding.

På hospitalet havde de en homøopat, en almen læge, og en øjenlæge, og hans operationer husker hun tydeligt. Når han udførte sine operationer mod grå stær, sad de andre patienter i kø på gulvet og ventede som tilskuere. Og en efter en kom de op på et af de to foldeborde, når en operation var overstået.

”Han var vanvittig hurtig. Han hev linsen ud, lavede en lille syning, og så gnubbede han fingrene i en tot vat med lidt sprit for så at rulle kontorstolen videre til det næste bord. Det gjorde et vist indtryk på mig. Hygiejnen bestod i, at patienterne på gulvet havde taget klipklapperne af, inden de satte sig. Men på trods af omstændighederne hjalp han en masse mennesker.”

Ved siden af konsultationerne på missionshospitalet hjalp Suzanne Lunding med at uddanne sygeplejersker.

SOM FÆRDIGUDDANNET speciallæge rejste hun i 2009 til det lille afrikanske land Lesotho i det sydlige Afrika, hvor hun i tre måneder arbejdede på en hiv-klinik i hovedstaden Maseru, som var ekstremt hårdt ramt.

”At komme derned var som at skrue tiden tilbage. Jeg var jo med fra starten af hiv-epidemien i Danmark og kunne se, hvor langt bagud man var. Heldigvis havde de fået den gode hiv-behandling, men der var stadig mange følgesygdomme. Der var mange barske historier. Jeg havde siddet og læst rapporterne om, at 25 procent af alle voksne var hiv-smittede, men det var alligevel svært at forestille sig. Da jeg kom derned, mødte jeg ikke én familie, som ikke havde begravet et familiemedlem på grund af hiv. Antallet af begravelser var enormt, og det prægede landet meget. Men heldigvis kunne vi også redde rigtig mange,” siger Suzanne Lunding.

Det kan føles, som om man mangler sin værktøjskasse, fortæller hun. For der er mange begrænsninger, når man er udsendt. Derfor har hun også accepteret, at hun kun kan gøre sit arbejde så godt, som omstændighederne tillader.

”Man skal ikke tage af sted, hvis man raser over, at man ikke kan få en patient på intensiv med respirator, som man måske ville i Danmark,” siger hun. 

DA EBOLA HÆRGEDE det vestafrikanske land Sierra Leone i 2014, blev danske læger opfordret til at blive en del af det danske bidrag til ebola-bekæmpelsen. Suzanne Lunding skyndte sig derfor med at aflevere en ansøgning på hendes leders kontor. Få måneder senere, i januar 2015, blev hun sammen med to andre fra sin afdeling udsendt gennem Forsvaret til Sierra Leone.

”På ebola-hospitalet var der en lang gang med en række indgange til forskellige afdelinger. Den første var for mulige tilfælde, den anden var for dem med diagnosticeret ebola, den tredje var for dem, der skulle komme sig, og den sidste var lighuset.”

Dagene var lange, og de var meget varme. Når hun skulle tilse en patient, skulle hun bruge lang tid på at klæde sig i en totalisolerende gul dragt og desinficeres i klor. På grund af varmen kunne man dog kun bære dragterne en halv time ad gangen, før man blev svimmel og overophedet.

”Ebola-patienterne var ekstremt svage på grund af væskemangel, fordi de både havde feber og diarré. Vi skulle drikke 4-5 liter vand om dagen for at holde balancen, så man kan kun forestille sig, hvor meget de skulle indtage,” siger hun.

De stramme isolationskrav var ikke kun fysisk ubehagelige. Børn kunne ikke ledsages af raske voksne og var ofte indlagt alene. På grund af den korte tid, man kunne have dragterne på, var der ofte ikke personale i teltene. I stedet måtte de ældste børn på stuen holde opsyn med de små, og specielt en oplevelse har sat sig i Suzanne Lunding.

”En aften skulle vi lægge drop på en meget svag syvårig dreng. Han døde alene på en plastikbriks med os rundt om sig i rumdragter. Det kommer jeg aldrig til at glemme. Da jeg kom ud i omklædningsrummet bagefter, var jeg nødt til at tude.”

Desinfektion efter en konsultation med en ebola-patient.

SPØRGER MAN HENDE, hvorfor hun fortsætter med at tage ud for at arbejde i kriseområder, selvom det indebærer mange tragiske skæbner, kommer svaret prompte:

”Det er jo ikke, fordi jeg er en Florence Nightingale. Det giver god mening for mig at komme ud og bruge mit fagl hvor der er hårdt brug for læger. Men jeg vinder i den grad også noget på det. Jeg lærer noget nyt fagligt og menneskeligt hver gang. I Lesotho blev jeg eksempelvis gode venner med den lokale læge på klinikken. Vi har været venner siden. Hun har endda holdt jul hos mig,” siger hun.

Senest har Suzanne Lunding været frivillig udsendt læge i Tanzania, hvor hun behandlede patienter og underviste det lokale personale.

”I Tanzania er især børn hårdt ramt af malaria. En lille pige på tre år kom ind med hjernemalaria. Hun krampede og havde behov for overflytning til et større hospital. Men familien kunne ikke betale for behandlingen og efter nogle dage forlangte de hende uskrevet. Jeg vidste, at hun ville dø. Det føltes magtesløst, men de har et mere pragmatisk forhold til liv og død, og det må man acceptere. Man skal ikke tro, at man kan komme og ændre hele verden,” siger hun.

Men selvom hun forsøger at være sober og indse sine egne begrænsninger som læge, skal oplevelserne bundfælde sig, når hun kommer hjem. 

”Det kan være hårdt. Men dem, der virkelig burde få en medalje, er det lokale personale, der har familie og venner, som kunne blive ramt.”

/

Gennemstegt af sol

I 2018 udviklede fire danske ingeniører et solcelledrevet komfur, som sikrer nem madlavning og forhindrer alt fra skovrydning til dårligt indeklima. Her beretter stifter og direktør i Pesitho Simon la Cour om at lodde i døgndrift, om at sende ’farligt’ gods til Uganda og om at forene udviklingsarbejde og forretning.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Pesitho

ECOCA kalder I jeres produkt, hvad er det egentlig?

”Det er i bund og grund et mini-komfur, som får strøm fra et solpanel. Solpanelet er forbundet med en ledning til en base, som er et firkantet kabinet, der indeholder elektronik og et batteri. På toppen af basen er der et stik ligesom på en elkedel, og på den stiller du en højisoleret gryde. Så prioriterer den strømmen fra solpanelet og bruger batteriet som back-up. Det betyder, at en familie på fem til syv personer kan lave tre måltider om dagen. Men det kommer lidt an på, hvad de laver. Hvis de koger hårde bønner, der har ligget på lager i tre år, kræver det mere energi, end hvis de laver majsgrød.” 

Hvordan kom I på at udvikle et solcelledrevet komfur?

”Vi er alle ingeniører, som samtidig er interesserede i iværksætteri. Det startede faktisk med, at vi læste en artikel i Ingeniøren, som handlede om elektrificering i Afrika. Der er en kæmpe befolkningstilvækst i Afrika, og der hvor tilvæksten er størst, er i tomme landområder, som ikke er i nærheden af elnettet. Vi taler om flere hundrede millioner mennesker i Afrika, som ikke har nogen form for strøm, hvilket afføder alle mulige andre problemer, som faktisk kan forhindres. Det ville vi gerne løse. Derfra lavede vi en undersøgelse af blandt andet befolkningens madlavningsvaner, og hvilken teknologi der bedst ville imødekomme de behov.”

Kælderen i Herning, hvor det hele startede.

Hvilke problemer giver det, at mennesker lever uden elektricitet?

”Det åbenlyse problem er, at omkring 2,6 milliarder mennesker på verdensplan laver mad over åben ild antændt af træ, trækul, skrald, gamle bildæk eller kokager, som forurener og betyder mindre skov. Senere fandt vi ud af, at der er langt flere fordele, end vi først havde antaget. Det er billigere over tid at købe vores kogeenhed end at købe træ. Efter 1,5-2,5 år er pengene til brænde tjent ind, så over en livstid er det et kæmpe beløb for den enkelte familie. Derudover er der sundhedsfordele, fordi de laver mad indendørs, hvilket er meget skadeligt. Du kan sammenligne det med at slæbe en kuglegrill ind i stuen, og det gør de hver dag. Og så sparer kvinderne, vi har undersøgt, i gennemsnit otte timer om ugen på ikke at skulle hente brænde, mens de børn, som henter brænde, i stedet kan komme i skole.”

Hvad gjorde I så, da I havde fået ideen?

”Inden for de første måneder fik vi et samarbejde i stand med Caritas Danmark. De kendte udmærket til det her problem, men havde ingen måde at løse det på. Sammen med dem etablerede vi to pilotprojekter i Uganda og i Myanmar for at teste produktet af. Da aftalen gik igennem, og vi fik en deadline på at levere de 100 første enheder, havde vi nærmest ikke engang en prototype klar. Til gengæld var vi meget optimistiske. Så jeg rejste til Uganda, og min kollega rejste til Myanmar for at undersøge, hvor mange måltider de spiste, hvor lang kogetiden var ved et måltid, hvor teknisk dygtige de var, og så videre. Alt blev målt og vejet, så det passede til deres vaner.”

KOMFURET ECOCA

Batteriet tager cirka 2,5 time at lade op. I Uganda koster komfuret omkring 3.300 kroner med levering. Komfuret koster det samme som 1,5-2,5 års brænde. Batteriet har en levetid på cirka fem år.

Hvad var det for en oplevelse at komme til Uganda?

”Jeg har været i udviklingslande før, men det her var en helt vild oplevelse. Vi kørte ud til en flygtningelejr, som ligger på grænsen til Sydsudan. Det tog to dage gennem det tørreste landskab at komme frem til lejren, hvor der bor omkring 280.000 mennesker i telte og lerhytter, som er flygtet fra stammekrige og interne opgør i Sydsudan.”

En ting er at få ideen, men en anden er at lave funktionelle, solcelledrevne kogeplader. Hvordan gjorde I det?

”Vi indrettede min partner Marcos kælder i Herning til et produktionsanlæg. Og fandt hurtigt ud af, at det nok ville tage lidt længere tid end først antaget. I den prototype, vi havde, var der omkring en kilometer ledning, som var klippet op i små stykker. Hvert eneste stykke skulle loddes fast, delene skulle samles korrekt, og vi skulle bestille hundredvis af små elektroniske komponenter udefra. Vi havde ikke så mange penge, så vi købte søjleboremaskiner og loddeapparater på Den Blå Avis. Da vi havde lavet vores første komfur, indså vi, at vi måtte lave en form for udluftning, fordi kælderen blev fyldt med en skarp røg, som satte sig i halsen. Vi fandt en gammel emhætte fra en ovn, som vi kunne lodde under. Det tog vanvittig lang tid, men i 2019 stod de første 100 klar.”

Var der ingen bump på vejen?

”Der var mange. Hvordan i alverden sender man en container af sted til Uganda? Midt i det hele fandt vi ud af, at vi åbenbart sendte farligt gods på grund af batterierne. Det betød en masse papirarbejde. Vi måtte heller ikke pakke batterierne selv. Det skal en speciel virksomhed gøre, og jeg tror, de var ved at rykke håret af sig selv, da de så os komme kørende i en personbil fyldt med de batterier, som skulle transporteres forsvarligt. Der var flere gange, hvor jeg tænkte, at den container kommer aldrig af sted.”

Og så rejste du igen til Uganda for at sætte det hele op?

”Ja, jeg havde tre uger dernede, men de første 10 dage gik med problemer i tolden. Den sidste uge arbejdede jeg 12-14 timer om dagen i 45 graders varme. Der var nogle få børnesygdomme, men alle enheder virkede.”

Hvad har overrasket dig mest i arbejdet?

”Hvor kreative folk bliver, når de får muligheden for det. Komfuret har usb-udgange, så nogle laver en forretning ud af at lade andres telefoner op via komfuret. Andre har tilsluttet en hårtrimmer og åbnet frisørsaloner. Og i et lidt sært tilfælde har en mand tilsluttet et loddeapparat, og han reparerer folks mobiltelefoner i flygtningelejren.”

PESITHO

Grundlagt i 2018 af fire ingeniører fra Midtjylland. I dag er de to stiftere Marco Tinggaard og Simon la Cour de ledende skikkelser i Pesitho Firmaets hovedsæde ligger i Herning, hvor der er fem ansatte.

Hvordan sælger I kogepladen?

”Det er noget, vi har skullet finde ud af, for i bund og grund er vi en virksomhed, som skal have en ordentlig forretningsmodel. Lige nu laver vi distributionsaftaler med virksomheder i Uganda, Mozambique og Nigeria, som kan sælge produktet for os. Derudover arbejder vi også på at gøre vores mobilbetaling endnu bedre, så folk kan købe produktet og afdrage en smule hver måned over telefonen. Hvis man ikke gør det, vil komfuret stoppe med at virke.”

Sidder I stadigvæk og samler det hele i en kælder i Herning?

”Vi flytter faktisk snart tilbage til den bygning, hvor kælderen ligger. Så kælderen skal igen tages i brug. Men i stedet for at samle selv – og for at skabe lokaløkonomi i Uganda – har vi besluttet at oprette en selvejende lokalproduktion inspireret af kaffe-kooperativer. Lokale bliver udlært i at samle vores enheder, de styrer deres egen økonomi, og så betaler vi dem for hvert samlet produkt og reparationer.”

Hvordan ser fremtiden ud?

”Lige nu har vi godt 1.000 anlæg i Uganda, og der kommer flere derned inden længe. Vi er ved at installere enheder i Malawi med FN, vi har lavet projekter i Burundi, og så er vi i gang med distributionsaftaler med virksomheder i byer i Uganda, Mozambique og Nigeria. Så det går fremad. I år skal vi arbejde på et industrielt skolekøkken med 100-liters-gryder. Hvis vi kan komme i mål med det, er vi nået langt.”

/